Gyllembourg-Ehrensvärd, T. C. Uddrag fra Ægtestand

Saaledes havde man naaet Begyndelsen af August, ikke uden at mærkelige Forandringer i de indbyrdes Forhold var foregaaet siden Pinsefesten. Fra det Øjeblik Sardes opdagede, at Sophie elskede ham, havde hans Kærlighed antaget en ny, ham selv uventet Karakter. Han var som beruset; det forekom ham, at hans Rettigheder var helligere end nogen andens, da intet uden Kærlighed kunde hjemle disse, og paa Sophies Kærlighed troede han sig sikker, skønt hun aldrig med Ord havde tilstaaet ham den. Skinsyg paa alt, hvad der nærmede sig hende, urolig, og dog paa den anden Side ængstelig for at skade eller fordunkle den Elskedes rene Glans, var han et Rov for bestandig stridende Følelser; hidtil ukendte Forestillinger og Ønsker optog alle hans Tanker, og mod sin Vilje beredte han sig selv og Sophie mange ulykkelige Timere. Han var for Eksempel uudtømmelig i Opfindelser, der uden Opsigt forskaffede ham den Lykke at sidde til Bords ved hendes Side, give hende Armen paa Spadsereture, køre med hende i en lille Kabriolet, naar det øvrige Selskab fulgte til Hest, o. s. v.