Gyllembourg-Ehrensvärd, T. C. Uddrag fra Ægtestand

Ligesom der var stor forskel i klassernes økonomiske og politiske betydning, var også befolkningsgruppernes forhold til litteratur forskellig, afhængigt af såvel social som geografisk placering. Landbefolkningen bestod i første halvdel af 1800-tallet af en lille overklasse af adel og godsejere, af en større gruppe selvejerbønder og endelig af husmænd og daglejere, som udgjorde den største gruppe. I København fandtes et tilsvarende befolkningshierarki. Overklassen dannedes her foruden af adel og det øverste militær især af det højere handels- og embedsmandsborgerskab. I middelstanden befandt sig mindre velstillede købmænd og akademikere og den store gruppe af håndværkere, og endelig finder vi i underklassen bl.a. soldater, tyende og prostituerede.