↩ Neppe var jeg alene med den gamle G., førend han begyndte at udfritte og formane mig. - Jeg nægtede haardnakket alting, og bad ham blot at sige mig hvad der havde bevæget min Onkel til saa ganske mod sin Sædvane at lukke sig inde hele Aftenen. G. fortalte mig nu, at der var kommet Bud fra en Svigerinde af min Onkel, en Frue W., som jeg ikke kjendte, med Efterretning om at hendes Søster var død - Denne Søster var min Onkels fraskilte Kone, som jeg heller aldrig havde seet, da hun havde forladt hans Huus, førend jeg betraadte det. Hendes Navn blev aldrig nævnet i min Onkels Omgivelse, og jeg var saa godt som ganske ubekjendt med de Omstændigheder, der havde adskilt disse Ægtefolk. - Den gamle G. talede nu for første Gang til mig derom. »Skulde De troe det, gode Julius,« sagde han: »Hr. B. fik ordentlig ligesom en Rystelse, da der kom Bud om hendes Død? Dette Bud kom, ligesom De var gaaet. - Han svarede Frue W's Tjener: »»Imorgen skal jeg komme til Deres Frue.«« - Forresten sagde han ikke et Ord. Jeg saae, hvordan han blev tilmode, og talte til ham, men han svarte ikke. Jeg gik min Vei, og da jeg en heel Time efter kom ind i Dagligstuen, sad han der saagu i Bælmørke. Jeg lod strax bringe Lys, og hvad mener De vel? jeg kunde tydelig see, han havde grædt. - Hvad synes Dem! - Grædt! - for det slette Fruentimmer! - Dersom jeg turde sige det, saa er det dog en stor Svaghed af ham. Derpaa lukkede han sig inde i sit Cabinet, og sagde at han ikke vilde see nogen i Aften. Naar De kom, skulde jeg sige, at han havde nogle vigtige Papirer at ordne.« -