↩ En alvorlig Ordstrid opstod nu mellem Brødrene. Grossereren forsvarede Ferdinand, men Justitsraaden paastod, at hans Søn, som han tillagde Navn af »forloren« og »vanslægtet«, havde ved denne Bog fordærvet sin hele Fremtid, at en fornuftig, høitstaaende Mand havde forsikkret ham, at der var Spørgsmaal om at sætte Forfatteren under Justitiens Tiltale. Men den Skam, tilføiede Faderen, den vil jeg ikke opleve. Jeg har endnu to Børn foruden ham, jeg vil ikke, at de skal undgjelde for deres Broders Synder. Jeg har sagt ham det; jeg udbetaler ham hans mødrene Arv, den er ikke stor, men dog stor nok til at han kan reise bort og leve deraf i et Aars Tid; saa kan han søge sin Lykke i det forbandede Babylon, som han anseer for et Paradiis, og prøve, hvor godt der er.