Nutidens forfald
Om To Tidsaldre, 1845
✂ Drøm og Virkelighed klinger ud i billedet af et lykkeligt hjem, der beskærmes af en ung heltinde. I To Tidsaldre retter Thomasine Gyllembourg et kritisk blik mod nutidens hverdagsliv og leverer en bidende afsløring af den kvindelige dannelses forfald Novellen udgives selvstændigt i 1845 og er Thomasine Gyllembourgs sidste værk. Her samler hun oplevelser og vurderinger af de tidsaldre, hendes liv omspænder, og angriber snobberi og umoral i det nutidige borgerhjem.
✂ Skildringen af omgangsformer og hverdagsliv i Commerceråd 242 Vallers familie står i slutningen af den store novelle, men er alligevel anledningen til fortællingens konfrontation af fortid og nutid Den forfladigelse og det forfald af den kvindelige dannelse, som Thomasine Gyllembourg beskriver hos fru Valler, er i fortællingen et tidstypisk træk, et symptom på en prosaisk nutid, som kun kan profileres ud fra en historisk betragtning.
✂ Thomasine Gyllembourg vælger derfor at begynde sin novelle med en omfattende skildring af revolutionstidens liv, dvs. af 1790'erne og af begyndelsen af Napoleons kejserdømme.
✂ Novellens revolutionskapitel er langt større end nutidskapitlet; novellen savner ydre balance i sin komposition. Men i forhold til novellens indre, pædagogiske balance er revolutionskapitlets tyngde rigtig og selvfølgelig. I følge forfatterinden har revolutionstiden en langt større livsfylde, dramatik og følelsesrigdom end den kedelige og overfladiske nutid. Thomasine Gyllembourg bruger et stort galleri af personer og livshistorier til at vise de moralske og dannelsesmæssige kvaliteter af den i nutiden så udskældte revolutionstid. »De frække Tider, da Intet var helligt,« som fru Valler kalder revolutionstiden i en samtale med Charles Lusard. Nutidens fordomme og skæve vurdering af revolutionstiden florerer i det Vallerske hjem, hvor vi dog også møder den gamle advokat Dalund, der forklarer forskellen mellem de to tidsaldre (s. 200):
✂ »I den forsvundne Tid, som vi sammenligne med den nærværende, var Kjærligheden en stor Magt. Den er dethroniseret, som saamange andre store Potentater. Den hører nu, som jeg engang læste, til de forlorne Kunster. Men Kjærlighed, naar den virkelig fortjener dette Navn, er i sig selv noget Ædelt og Skjønt. Maa man end i dens Vildfarelser fordømme den, foragte den kan man dog ikke. Men Lefleriet kan man kun foragte. Kjærligheds Feil ere menneskelige, men Lefleriets kunde man kalde dæmoniske, thi de ere som Spøgeri, som Skygger, der i sig selv ere tomme og uden Sjæl.«
✂ Revolutionskapitlet giver et indgående indblik i den menneskeligt rige revolutionstids kærlighedsliv.
✂ Revolutionstiden er den franske revolutions tidsalder. Thomasine Gyllembourg henlægger i sin novelle handlingens begyndelse til 1794, året for Robespierres fald og kulminationen af det såkaldte 243 rædselsherredømme. Den franske revolution indledes 14/7 1789 med de parisiske folkemassers storm på citadellet Bastillen, der som fængsel for politiske fanger var symbol på det absolutte monarkis magtudøvelse. Den franske revolution forløber over et tiår som en række dramatiske sociale og politiske begivenheder, der bringer skiftende grupper indenfor det franske borgerskab til magten. Valgsproget »frihed, lighed, broderskab«, der stammer fra den radikale Cordelierklub, sammenfatter nogle af de politiske og sociale idealer og ambitioner, som det kulturelt selvbevidste borgerskab forsøger at føre ud i livet i sit opgør med det absolutte monarki. De europæiske stormagters koalition mod Frankrig og en voksende indre politisk spænding i landet er medvirkende faktorer til, at revolutionen under Robespierres ledelse udvikler sig til et rædselsherredømme med massehenrettelser af politiske modstandere. Efter hans fald styres Frankrig under en moderat republikansk forfatning, det såkaldte direktorium. Denne periodes svigtende revolutionære idealisme og styrets korruption baner vejen for Napoleons statskup i 1799.
✂ Det er imidlertid ikke disse voldsomme begivenheder i forbindelse med det franske borgerskabs kamp for politisk og social frihed, Thomasine Gyllembourg vil skildre i To Tidsaldre. Det er den indvirkning, de franske begivenheder har på det danske borgerlige hverdagsliv, der interesserer hende. Hun gør derfor skildringen af Claudines ungdomsliv og kærlighedshistorie til centrum i revolutionskapitlet og lader et generationsperspektiv indgå i skildringen af det hjemlige og huslige borgerliv.
✂ Den unge Claudine og hendes slægtning Ferdinand bliver en slags borgerskabets ungdomsoprørere, der begejstres af den franske revolution og det personlige møde med republikkens udsendinge.
✂ Thomasine Gyllembourg giver indledningsvis et fint nuanceret billede af forholdet mellem den ældre og den yngre generations reaktion på revolutionen, af den ældre generations uenighed om revolutionen og af hele den intense stemning, som de franske udsendinges besøg skaber i København. Efter en ganske kort tidspræsentation føres læseren direkte ind i grosserer Vallers hjem og dermed ind i et hverdagsliv, der er blevet påvirket af de nye franske skikke og omgangsformer. - En stamtavle vil lette overblikket:
244 245✂ Grosserer Valler, der tjener mange penge på at handle med republikken, har et revolutionært sindelag, men hans begejstring udspringer mere af de gode forretninger end af indsigt og forstand En langt mere forstandig vurdering af revolutionen tillægger forfatterinden advokat Dalund, der er fru Vallers hemmelige tilbeder. Komplicerede følelsesbånd og divergerende politiske opfattelser krydses i den bevægede revolutionstid. Men de reneste hjerter og den største trofasthed i både følelser og politik finder vi hos Claudine og Ferdinand. I modsætning til fru Valler bevarer Claudine sin troskab overfor sin elskede, der forlader hende for at tage del i republikkens forsvar.
✂ Med skildringen af Claudines og Lusards kærlighedsliv på grossererens landsted når novellen et ideelt højdepunkt. Den lidenskabelige kærlighed mellem de to unge harmonerer med septembernaturens glødende farver og stjerneklare nætter. Ferdinands, Lusards og Claudines aftenmøde i det vin- og blomstersmykkede lysthus bliver til en græsk, guddommelig fest, et romantisk, åndeligt rum for ungdommens tilbedelse af poesi, kærlighed og frihed (s. 106-107).
✂ Lysthusets græske guddommelighed genskabes i novellens slutning, hvor Claudines og Lusards søn Charles sammen med sine to valgte arvinger sidder i et lysthus og andagtsfuldt tænker på deres forfædre/-mødre. Den åndfulde, romantiske lysthusidyl har også en parallel i den moderlige Christianes landlige hjem, hvor Claudine søger tilflugt efter sin søns fødsel. I denne gode moders hus lever Claudine, da hun forstødes af sin familie. Stemningen i dette hjem er ganske vist ikke festlig og græsk, derimod stilfærdig og kristen. Christianes hjem er et egnet rum for Claudines dannelsesudvikling som elskende og moder. Claudine går i skjul hos det under revolutionen så omtalte folk og finder hjælpere og barmhjertige, især blandt kvinderne, og endelig med Christiane den gode moder, hun har savnet. »Fred og Frihed duftede hende (Claudine) imøde fra dette stille Tilflugtssted« (s. 137).
✂ Det er interessant at iagttage, at skildringen af Claudines liv hos Christiane optager vældig megen plads i revolutionskapitlet. Selve beskrivelsen er ikke den mest vellykkede passage i novellen, men kompositorisk giver Thomasine altså sin heltindes møde med den gode moder tyngde. I Claudines og Lusards fælles herregårdshjem, som senere omtales, forenes lysthus og bondestue. Charles beskriver dette hjem, der både er muntert og fredfyldt (s. 202): 246 »Mit Ungdomshjem staaer endnu i min Erindring som et Paradiis. En Ro, en Fred, en Skjønhed, som ingen Ord kan beskrive, var udbredt over vort Liv. En usigelig Kjærlighed, en indre Sjæleglæde opfyldte os. Vort muntre, gjæstfrie Huus var en Samlingsplads for dannede Mennesker, som baade fra Omegnen og fjerne Steder kom og oplivede os og dem selv med deres Nærværelse hos os.«
✂ Man kan opfatte det som noget af et held for novellens lykkelige slutning, at Charles er arving til en dansk herregård Hele denne handlingstråd virker temmelig konstrueret og postuleret, og gør det tilmed nødvendigt for forfatterinden at tilsætte handlingssekvensen om baronens vanvittige tilbedelse af Claudine. Med skildringen af baronen får Thomasine Gyllembourg placeret en farlig og uhæmmet driftsbesættelse hos en menneskeligt forfalden adelsstand. Claudines og Lusards ideelle herregårdsliv er altså ikke at betragte som en idealisering af adelsstanden. Herregårdshjemmet er kun kort og indirekte beskrevet i novellen og står nærmest som en hjemmets utopi, der fører de bedste sider af de borgerlige livsformer og af almuens liv sammen. Vi får aldrig en direkte nutidsskildring af Claudines og Lusards hjem, vi oplever det kun i Charles' erindringer, dvs. som et åndeligt fænomen, og som en sådan åndelig konstruktion er det også indført i handlingens logik.
✂ Men det er karakteristisk for Thomasine Gyllembourg, at hendes idealhjem er et herregårdshjem, hvor den kultiverede mand og kvinde leder almuens liv, giver deres dannelse videre til almuen og sammen med den lever et kollektivt og beskyttet liv, hvor familie og samfund er blevet ét hele.
✂ Sådanne idealhjem optræder eksempelvis i Den lille Karen, Mesalliance og i Ægtestand. Den biografiske baggrund for disse idealhjem er Thomasine Gyllembourgs eget liv med Ehrensvärd på gården Ruhedal ved Sorø, hvor Ehrensvärd eksperimenterede med at forbedre og modernisere landbruget. Men Thomasine Gyllembourg bruger også stof fra sit personlige liv i skildringen af de franske udsendinges besøg i København i slutningen af 1790'erne. Lusard er et portræt af den unge Duveyrier, der viste Thomasine Gyllembourg opmærksomhed og interesse. De franske udsendinge var ofte gæster hos Heibergs. Skildringen af Lusard er forfatterindens positive fortolkning af Duveyrier, den negative fortolkning kan vi finde i Ægtestand's beskrivelse 247 af den franske forfører Sardes, der tilbeder den gifte fru Sophie Lindal med en farlig og destruktiv lidenskab. Thomasine Gyllembourg oplevede Duveyriers opmærksomhed overfor hende som en heftig forelskelse. Der var ikke tale om noget erklæret og fuldbyrdet kærlighedsforhold imellem de to, men Thomasine Gyllembourg forsøger flere gange i sine noveller at fortolke disse begivenheder i sit liv. Den vigtigste erfaring, Duveyrier-historien har givet hende personligt, er måske opdagelsen af hendes egen lidenskabelighed og sanselighed. Lidenskaben forsvarer Thomasine Gyllembourg i skildringen af den unge Claudine, der dog i mindre grad er et selvportræt end beskrivelsen af Sophie Lindal i Ægtestand. Således er Claudine-figuren også tydeligt inspireret af den unge Sophie Zinn, senere Thalbitzer, hvis oplevelser med republikkens udsendinge beskrives i erindringsbogen Grandmamas Bekiendelser (1807). Mange af disse ungdomsoplevelser genfindes i detaljer i To Tidsaldre, fx festen hos grosserer Valler (s. 90-94), hvor også Grandmamas Bekiendelser omtaler både fremførelsen af Marseillaisen og Claudines/Sophie Zinns »tricolore Tørklæde«.
✂ Claudines seksualitet og sanselighed bliver kvaliteter, men vel at mærke først for alvor, da de beherskes af hendes dannelse. Thomasine GyDembourg menneskeliggør kvindebilledet i sine noveller, når hun fortæller om den kvindelige seksualitet som et faktisk og positivt fænomen, men seksualiteten dæmoniseres, når den overskygger dannelsen. I Thomasine Gyllembourgs noveller er der altid en eller flere driftsbesatte personer, mænd eller kvinder, der fremtræder som afskrækkende eksempler på seksualitetens sammenhæng med sygdom og død. I To Tidsaldre er baronen en sådan person; i Drøm og Virkelighed tillægges den dæmoniserede seksualitet Lise. I To Tidsaldre er det endvidere værd at lægge mærke til, at fru Valler først udfolder og udvikler sig menneskeligt, da hun indleder et illegitimt forhold til sin ungdomselskede Dalund. Nok er der tale om et forhold med slemme skyggesider, men denne kærlighed er dog stadig udtryk for Thomasine Gyllembourgs holdning: dannelsens og seksualitetens nødvendige forening.
248✂ Realisme og romantik
✂ To Tidsaldre tilbød sin samtidige læser en konkret og hverdagslig skildring af revolutionstidens liv og en fortolkning af nutiden som et fald i sammenligning med den lidenskabelige og dramatiske fortid. Forfatterindens fortolkning er et kontroversielt forsøg på at rehabilitere den udskældte fortid og et forsøg på at vise, at familiens liv og det individuelle og intime liv påvirkes af historiske begivenheder og forandringer. I sit forord skriver Thomasine Gyllembourg (s. 73):
✂ »Den Gjenstand, jeg har villet behandle, er ikke de store Begivenheder, der saa voldsomt rystede Slutningen af det forrige Aarhundrede, og som endnu forurolige vore Dage, ikke hiint rasende Uveirs Gjenskin i vort Fædreland, heller ikke den kolde og taagede Luft, som det har efterladt sig, men kun hvad jeg vilde kalde den huuslige Reflex deraf, den Virkning, som det har udøvet i Familielivet, i de private Forhold, i de Enkeltes Meninger og Anskuelser, en Indflydelse, hvoraf Enhver, bevidst eller ubevidst, er bleven berørt.«
✂ Ved at konfrontere to tidsaldre kan Thomasine Gyllembourg påvirke sin nutids opfattelse af, hvorledes mennesker bør leve i familien, i selskabslivet, ja i alle nære forhold. Der var et solidt dannelsesstof at tilegne sig for Thomasine Gyllembourgs samtidige læser. Hendes moderne læser kan glæde sig over at fa en nær og konkret oplevelse af borgerligt liv i 1840'rne, kort før enevældens afskaffelse og den moderne samfundshistories begyndelse med Grundloven af 1849. Den moderne læser kan nuancere sit billede af det borgerskab, der står overfor sin politiske sejr, for ifølge Thomasine Gyllembourg havde det tabt visionerne på hjemmefronten. Men læseren af idag kan også opleve styrken og mulighederne i den borgerlige offentlighed, som Thomasine Gyllembourg skriver ind i og selv er med til at udvikle med sit forfatterskab. I den offentliggjorte litteratur kan den borgerlige familie se sig selv afbildet og kritiseret. Den offentlige debat og den litterære anskueliggørelse af intime livsforhold er et særdeles vigtigt middel til de borgerlige livsværdiers og dannelsesidealers udbredelse i hele samfundet. De litterære skildringer og deres dannelseskritik er også særdeles nyttige ved den tilpasning til forandrede politiske og økonomiske omstændigheder, som den borgerlige 249 familie stod overfor. Her er Thomasine Gyllembourg både en realistisk hverdagsskildrer, der belærende kritiserer datidens mænd og kvinder, og en romantiker. Hun henter sine idealforestillinger om mand og kvinde i romantikkens idé om den indsigtsfulde, følende personlighed. Det er et personlighedsideal, som romantikken ser i sine mandlige helte, f.eks. Goethes Werther, 1774, Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802 eller Rousseaus Émile, 1762. Hos Thomasine Gyllembourg tildeles indsigt og følsomhed ofte de kvindelige personer. En romantisk forestilling om intuitiv, naturlig mandlighed forvandles til en forestilling om en dannet kvindelighed, der som i Drøm og Virkelighed forløser mandligheden, eller som i To Tidsaldre udtrykker sig i kærligheden.
✂ Arvegods fra romantikken blander sig i Thomasine Gyllembourgs virkelighedsgengivende noveller, bryder ind i den realistiske dagligstueskildring i form af febersyn, lysthuse eller landlige kollektividyller. Her skaber Thomasine Gyllembourg rum for sine visioner om familiært samliv mellem dannede og følsomme mænd og kvinder og belærer sine læsere om at gøre drøm og virkelighed til et i en ny, mere fuldkommen tidsalder.
✂ I To Tidsaldre kan konfrontationen mellem romantik og realisme overordnet iagttages i novellens opdeling i to hovedkapitler. I Drøm og Virkelighed optræder den som en modstilling af forskellige livsrum: onklens og tantens hjem, Lises og Lauras hjem, bevidsthed og underbevidsthed i Julius' egen personlighed. Beskrivelsen af onklens og af Lises hjem og af Julius' bevidsthed bygger på virkelighedsgengivelse, forklaring og kritisk afsløring, mens skildringen af tantens og Lauras hjem og af Julius' underbevidsthed er visionær, antydende og drømmeagtig. Spændende er det at lægge mærke til, hvorledes skildringen af Lises hjem begynder på et realistisk niveau, men gradvis bevæger sig ind på et romantisk niveau i løbet af historien, og her kommer til at stå som en dæmonisk skyggeside i forhold til det gode, det sande og det skønne, for til slut at blive besejret af Lauras lys.
✂ Thomasine Gyllembourg er ikke ene om denne bevægelse mellem realisme og romantik. Den kan spores i andre af periodens vigtige prosaværker, hos Poul Martin Møller i En dansk Students Eventyr, 1824, hos H.C. Andersen i romanen O.T., 1836, hos den svenske Fredrika Bremer i romanen Familien H***, 1829 og hos den norske Camilla Collett i romanen Amtmandens Døtre, 1855.
250✂ Et tema, der på forskellig måde indgår i disse værker, er anskueliggørelsen af, hvad mandlighed og kvindelighed reelt og ideelt betragtet er og kan være.
✂ Andersen og Poul Møller bruger de romantiske planer i deres værker til at beskrive en fascinerende farlighed og maskulin mystik hos deres unge, impulsive heltefigurer. Rædsomme scener og interessante rum, som Ottos værelse i O. T. og den forladte balsal i slutningen af En dansk Students Eventyr bliver romantiske scenerier for en spontan og impulsiv mandlighed, der skildres som et modstykke til virkelighedens stive og tilskårne mandsfigurer. Disse personer optræder på det realistiske plan i værkerne og bliver kritisk belyst ved hjælp af den romantiske, impulsive mandlighed. Andersen og Poul Møller idealiserer ikke deres unge mandspersoner; Andersen holder en kritisk distance til Otto, mens Poul Møller ironisk afslører sin Frits. Men stadig er dog den mandlighed, der kommer til syne på det romantiske plan, fascinerende, og det uløste spørgsmål i begge værker er, hvorledes denne mandlighed kan forsones med virkeligheden.
✂ Også Bremer og Collett henlægger i deres værker utilpassede eller lidenskabelige kvindefigurer eller sider af kvindernes personlighed til romantiske planer i deres værker, mens den kritiske skildring af mænds og kvinders hverdagsliv findes indenfor den realistiske fortælling. Både det romantiske og det realistiske plan er nødvendigt i disse værker, der anskueliggør og diskuterer, hvad mandlighed og kvindelighed er og bør være. I det meste af dansk litteratur i perioden fra 1820 til 1850 genlyder denne diskussion.
✂ Hos Kierkegaard fortsættes debatten og skildringen af mandligheden især i Forførerens Dagbog, 1843. Her skildrer Kierkegaard konsekvensen af forestillingen om, at mandligheden kun kan forløses igennem kvinden. Forføreren må konstant fylde sig med og forbruge kvindeligheden i fortvivlede forsøg på at overvinde sin egen tomhed. En anden fortsættelse af debatten om mandligheden finder vi i Hans Egede Schacks Phantasteme, 1857, der bl.a. beskriver destruktion og perversion af en mandlig fantasi og kreativitet, som er uforenelig med virkelighedens mandsliv. Debatten af kvindeligheden fortsættes bl.a. af Mathilde Fibiger i Clara Raphael. Tolv Breve, 1851, der beskriver en dannet og begavet kvindes konfrontation med virkeligheden.
251✂ Thomasine Gyllembourgs forfatterskab hører hjemme i den periode af vores litteraturs historie, der er blevet kaldt romantismen. Det er en periode, hvor prosalitteraturen vinder stærkt frem. Blicher, Carl Bernhard, Poul Møller, Ingemann og H.C. Andersen er sammen med Thomasine Gyllembourg med til at give prosaen en central plads i litteraturen. Thomasine Gyllembourg gav sine hverdagshistorier genrebetegnelsen noveller. Men Drøm og Virkelighed og To Tidsaldre er set fra et moderne synspunkt måske snarere at betragte som små romaner. Thomasine Gyllembourg skriver imidlertid ikke udviklingsromaner i tradition med Goethes Wilhelm Meister, således som H.C. Andersen forsøgte det i sine romaner fra 1830'rne. Hendes prosa er en slags eksistenslitteratur, der centrerer sig om et eller flere livsafsnit i personernes tilværelse og derigennem perspektiverer de borgerlige livsforhold og omgangsformer. I forbindelse med Poul Møllers En dansk Students Eventyr omtaler Johan Ludvig Heiberg novellen som »en Total-Composition med en bestemt Idee« og giver her en bestemmelse, der også kan beskrive Thomasine Gyllembourgs noveller. Hendes idé er forestillingen om hverdagslivets og den personlige dannelses fundamentale betydning for hele borgerlivet. Hendes litterære komposition og form knytter sig til denne idé, idet hun giver sig ind i beskrivelser af det borgerlige hjem, dagligstuens liv og samtale og modstiller og sammenligner forskellige hjem og livsrum. Kompositorisk opbygger hun sine noveller i denne sammenligning og modstilling af livsrum. I forordet til To Tidsaldre skriver hun (s. 75):
✂ »Jeg indseer vel, at der gives mere ophøiede Emner, men det forekommer mig, som om disse let kunde føre udenfor Novellens Grændser; og ialfald drømmer jeg ikke om at kunne flyve som Ørnen til de Regioner, hvorhen det ubevæbnede Øie ikke kan følge; men Forfatteren til en Hverdags-Historie bygger som Svalen paa Menneskenes Huse, og istemmer der sin fordringsløse Sang.«
✂ Thomasine Gyllembourg præger afgørende sin samtids litteratur. Hun er skaberen af en ny realistisk hverdagslitteratur, der har byliv og borgerliv som sit stof, på samme tid som Blicher realistisk fortæller om jysk almueliv. Hos begge forfattere spiller romantikkens inspiration og arvegods en vigtig rolle. Realisme og romantik blander 252 sig i periodens virkelig nye og skelsættende værker, både i forbindelse med skildringen af mandlighedens og kvindelighedens ideal og realitet og i forbindelse med romantismens generelle bestræbelse på at overvinde sin splittelse imellem ånd og materie. Poul Møller og Søren Kierkegaard fremhæver Thomasine Gyllembourgs forfatterskab, fordi hun efter deres opfattelse lader sin livsholdning gennemtrænge sine værker og dermed overvinder splittelsen. Søren Kierkegaard slutter sin anmeldelse af To Tidsaldre med en anbefaling:
✂ »At henlede Nogens Opmærksomhed paa Novellen er ikke min Sag, vilde forekomme mig selv som en usømmelig Vigtighed; spurgte derimod Nogen mig om mit Raad, da vilde jeg raade ham at læse den, og har han læst den, at læse den om igjen.«