Hjemløs. En Fortælling II - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

✂

Anden Deel
Hjemløs
Tredie Bog

6
7

✂

Første Capitel
Brev fra Otto til Schiøtt

Triest d. 5. Decbr. 1847.

✂ I tyve Graders Kulde kjørte jeg inat over Bjergene og fandt her et ganske velsignet Hotel med det stolte Navn »Zum Fürsten Metternich«. Et deiligt varmt Værelse med en stor hvidgardinet Him melseng og belagt med Brüsselertæpper stod beredt til at modtage mig, som om jeg havde været Fyrsten selv, og imorges satte Opvarteren et stort Sølv-Kaffeservice for Sengen, og da jeg spurgte efter Cigarer, bragte han det herligste Udvalg af Havannacigarer, spanske Cigarettoer, dito med tyrkisk Tobak m. M. paa et Sølvfad. Endelig antog jeg dog, at jeg maatte op og gjøre en Gang ud i Isen og Sneen, og da jeg kom til Vinduet - laa det adriatiske Hav blaat og solbeskinnet ved Hotellets Fod. Jeg var kommen sovende til Italien! Til det adriatiske Hav! Adria! Hvor det lyder, naar man har det for sig!

✂ Da faldt det mig ind, at jeg dog efter saa lang Tids Forløb burde skrive Dem til og sende Dem en Stump Liv, et Stykke Lyksalighed. Thi jeg er lykkelig. Hvis den persiske Schach, der søgte et lykkeligt Menneske for at faae hans Skjorte, skulde komme og spørge sig for hos Dem, saa viis ham til mig. Gjør det dristig. Thi jeg er lykkelig, jeg er det! De naadige Guder have villet det saa. Men hvor skal jeg begynde med at berette Dem om en Lyksalighed, af hvilken en meget stor Deel bestaaer i at have Hovedstæder til Studeerværelse og Europa til Spadseregang, at have hjemme overalt, hvor Himlens Stjerner skinne og Menneskenes Børn have reist et Tag, at være paa Vandring, gaae bort hver Morgen for ikke at vende tilbage, ud til ny Skjønhed og nye Skjæbner.

✂ I Postvognen, der skulde gaae fra Dresden til Töplitz og Prag, sad tre Damer; Klokken slog, idet jeg steg ind; en høi, militairisk udseende 8 Herre, der havde staaet ved Vognslaget, og hvis Plads jeg et Øieblik troede at have taget, fordi der i Nettet under Loftet laa en Sabel og et Par Pistoler, tog Afsked i et mig ubekjendt Sprog, Postillonen blæste, og Vognen rullede afsted. Damerne sad tilslørede og tause, ligesom hensunkne i Afskedens vemodige Tanker; jeg saae ud af Vinduet, ud i det graa og tungsindige Veir. Efter en Stunds Forløb begyndte en lille, dæmpet Samtale mellem Damerne, og de sloge Slørene tilside, men jeg fandt ingen Leilighed til at tale; thi det forøgede min Tilbageholdenhed, at en af dem var paafaldende smuk. En skjøn Kvindes Ansigt synes at fordre Underkastelse og Hylding som en Tribut af alle veifarende Mænd; man aner ogsaa, at Mange have knælet og tilbedet, og det maaskee Saadanne, der ville stille den Nysankomne i Skygge. Eller maaskee ligger det i, at vi blive desto ydmygere, jo større Skjønheden er. Endelig kom dog en Samtale igang paa Tydsk - jeg troer, et Vindue, man ønskede lukket, gav Anledning - og Talen blev livligere og mere ligefrem, end jeg havde ventet. Jeg erfarede, at de to Damer, der sad overfor mig (hun ved Siden af mig var nok deres Kammerjomfru), vare Søstre og Mailænderinder; det blev ikke sagt tydelig, men skimtedes i Løbet af Samtalen, at deres Familie-Eiendomme i Lombardiet vare confiskerede, og imod deres Ønske skulde de tilbringe Vinteren i Wien eller Omegn. Den ene af dem, den meget Smukke, talte til mig med en særegen Interesse; men det vil med Tiden blive Dem tydeligt, at egenlig ikke jeg havde den Lykke at være Gjenstand for bemeldte Interesse. Hun fortalte Træk af Østerrigernes Adfærd i Lombardiet under sidste Opstand, aldeles forfærdelige Historier, saa blodige, at man begriber, hvad fjendtlig Nationalitet er, men ikke forstaaer, hvorledes der kan være Stilstand. Hendes sorte Øine funklede, medens hun talte om Østerrigerne, hun blev ligesom ældre eller som et Væsen, der ikke har Alder, fordi hun med saadan Alvor og Lidenskab talte om Ting, der ikke pleie at ligge unge Kvinder paa Hjerte, og saa betragtede hun dog tillige mig med hiin besynderlige Velvillie. Søsteren, der med kjendelig Angst havde hørt hende tale saa frit, gav Samtalen en anden Retning og spurgte, om jeg havde været i Töplitz. Saa talte hun om Badestedet med saadan Interesse, at jeg troede, de vilde opholde dem der, og jeg erklærede, at jeg vilde blive der i nogle Dage.

✂ Damer ere dog en velsignet Slags Mennesker, ikke blot i Almindelighed, men især at reise med. Jeg viste dem underveis nogle smaa Opmærksomheder, som glædede mig selv, og de gave mig til Gjengjæld deres Venlighed og Ynde, de skjænkede mig en deilig Reise. Da vi kom til den første bøhmiske Landsby, spurgte den smukke Comtesse, om jeg kjendte den bøhmiske Kaffe, og da jeg benægtede det, sagde hun, at saa vilde hun gjøre Honneurs. Vi fik et lille, net Værelse, den blaaøiede Sachserinde, deres Kammerpige, dækkede Bordet, den blonde Comtesse sørgede for Brødet, hun traktede og skjænkede Kaffen, og da gik det op for mig, at Kaffen er en ambrosisk Drik; men hvordan Andre have opdaget det, forstaaer jeg ikke.

✂ Da vi kom til Töplitz og jeg vilde hjælpe Damerne af Vognen, viste det sig, at de skulde lige til Prag, og der stod jeg! Om jeg ogsaa vilde have gjort mig latterlig og strax taget Billet videre, havde det ikke nyttet mig; thi en tyk Töplitzer tog med væbnet Haand (dvs. med Billet) min Plads. Til Afsked svarede de mig dog, at de tog ind i Prag »zum blauen Stern« og blev der et Par Dage. Men saa, da de vare borte og jeg for første Gang, siden jeg havde seet hende, opløftede Øinene, hvad saae jeg da? O, det gjør De Dem ingen Forestilling om! Jeg saae Bjerge! For første Gang i mit Liv! Jeg var pludselig kommen ind i en Dal, midt i Erzgebirge, Rübezahls Fødeland, og da jeg fik Øie paa denne stolte, bølgende Verden, Jordens Adel, saa løb jeg derind, og da jeg endelig havde et Bjerg for mig og var vel alene, kastede jeg mig ned og kyssede det og trykkede mig tæt dertil. Og det undrede mig, at jeg var saa lille og ikke kunde omfavne det. Og medens jeg saa gik videre, ind ad en Bjergsti, mellem store Egetræer, kaldte jeg paa Rübezahl, gav ham hædrende Navne og takkede ham, hvis det var ham, der paa skjøn Maade havde gjækket mig ved at lade mig see den mailandske Comtesse. Thi skjøndt hun var borte, var det dog en Glæde at tænke paa hende. Medens jeg gik videre og begyndte at stige op ad den anden Bjergbølge, hørte jeg pludselig Klokkeklang og strax efter Sang: Der kom en katholsk Procession med Fakler stigende ned ad Bjergstien. Hvor Jorden dog er deilig! I Sandhed, det synes mig, at den hele Jord lever et trylleagtigt Liv, og hvorsomhelst man paa rette Maade banker og kalder, vil det Herlige stige frem. Blot man saa kan være 10 betænksom og vælge det rette Øieblik og fremkalde det Allerherligste!

✂ Men jeg vil være kort og fortælle Hovedsagen. Jeg kom da til Prag og spurgte naturligviis strax efter de mailandske Comtesser, men traf dem ikke før ved table-d'hôte. Det Første, Hun siger, da jeg har hilst paa dem, er: De glemte nok Deres Sabel og Pistoler i Vognen. - Sabel og Pistoler? sagde jeg. - Ja, de laae i Nettet. - Det var ikke mine. - Jeg troede det, de saae ud til at være Officiersvaaben. - Jeg er ikke Officier. - Ikke?

✂ Det »Ikke?« sagde hun med en saadan Kulde, at jeg ikke kan beskrive det, og fra det Øieblik var jeg saagodtsom død for hende - det vil sige, hun var høflig nok, men har man prøvet Hjerteligheden, saa er Høfligheden kun Liget deraf. Al Hjerteligheden havde gjældt Vaabnene, Forestillingen om, at jeg var Soldat!

✂ En Maaned efter, det vil sige: for fire Dage siden, reiste jeg om Aftenen fra Wien. Det var meget uhyggeligt, da vi paa den mørke Banegaard steg ind i Vognene. Vinden tudede og peb, Betjentenes Lygter tjente kun til at vække en Forestilling om den Hyggelighed, vi kunde have ved at blive. Det begyndte at snee, og da vi havde kjørt en halv Time, vare vi i det vildeste Sneefog. Kl. 10 rykkede det pludselig i Toget, som om der var skeet en Ulykke, og saa stod det stille; Conducteuren kom og sagde, at vi vare kjørte ud af Sporet, og at Dampvognen stod i en Sneedrive. Der blev stor Angst. De maa nu vide, at Vognene her rumme over fyrgetyve Mennesker; vi vare en Snees i vor; Alle vare triste; en Rude blev slaaet itu, og Sneen føg ind til os. Der sad en aldrende Dame med en Datter paa omtrent femten Aar; de krøb sammen; den Lille græd. Jeg var saa urimelig glad ved, hvad der var skeet; et Øieblik havde jeg sagt til mig selv: Nu skulde Hønen vide, hvordan Kyllingen sidder i det - men saa var der pludselig i mit Indre udbrudt en ubeskrivelig Lyst og Glæde. Jeg gik hen til Damerne og begyndte at trøste den Lille med den Bemærkning, at nu sad vi saa luunt og godt og sikkert; vi kunde ikke komme til Skade ved Hastigheden, og Ingen kunde kjøre paa os; engang vilde vi blive udgravede ligesom Syvsoverne og med stor Pragt førte til Keiseren og beværtede paa det herligste. Det Eneste var, om Provianten imidlertid skulde slippe op for os. Det nydelige Pigebarn havde med stor Fornøielse hørt paa min 11 Skildring af Gjæstebudet i Keiserborgen, og da jeg nu talte om Muligheden af manglende Proviant, hviskede hun til Moderen: Moderjeg er ganske sulten. Men min herlige Værtinde i Wien havde medgivet mig en lille Kurv med fiint Brød og Wiener-Würste og en halv Flaske Ruster. Det hentede jeg frem og nødte baade hende og Moderen til at spise, og vi levnede Intet. Nu var jeg kommen i Gang og fortalte en Mængde Historier, Gud veed, hvor jeg fik dem fra. De øvrige Passagerer flokkede sig om os og bleve ogsaa muntre. Der var en Mand med stort Skjæg og lodden Hue - en Kroat, sagde han selv - og en Kjøbmand fra Dalmatien; de gav sig til at synge deres Folkesange for os, jeg sang Kjæmpeviser, og et Par Overøsterrigere jodlede meget kjønt. Snart vare vi Alle som gamle Bekjendte og Venner. Klokken blev mange, og jeg maa formodenlig være falden i Søvn. Da jeg vaagnede, laa mit Hoved i Moderens Skjød, og Datteren havde deelt sin Kaabe med mig. Jeg kan ikke sige Dem, hvor denne kjærlighedsfulde, kvindelige Omhu i fremmed Land rørte mig; hver Gang jeg er nærved at blive mismodig, behøver jeg blot at tænke derpaa, saa bliver jeg igjen glad og synes, at hele Verden maa gaae af Veien for mig.

✂ Kl. 8 om Morgenen blev der meldt os, at et Tog var sendt os imøde; vi vadede ud, og en Times Tid efter bleve vi modtagne i Gloggnitz med al den kjærlige Omhyggelighed, som skyldes Brandlidte, Oversvømmede, Indsnete og Andre, der have været i Dødsfare. Jeg fik et Værelse til at skifte Tøi, Damerne, som vare blevne baarne igjennem og vare forholdsviis uskadte, bleve førte ind i en Sal, hvor der brændte en vældig Kaminild. Her traf de to andre Damer, og enten de nu vare gamle Bekjendte, eller den mærkelige Begivenhed, hvori Moder og Datter havde deeltaget, hurtig tilveiebragte et Bekjendtskab, nok, det lod til, at man hastig fortalte, hvilket mageløst ungt Menneske man havde reist med, og da jeg lidt efter kom ind, sagde den Lille: Da ist er. Jeg saae op - de to nye Damer vare mine mailandske Comtesser! Den Smukke kom hen til mig, saa venlig, som om Sablen og Pistolerne dog havde været min Eiendom. Saavidt jeg kunde forstaae, havde de været i Besøg paa et Gods og skulde nu med Toget til Wien. Jeg var saa lyksalig over dette Møde, at det forekom mig, som om alle Himlens Hærskarer deels geleidede mig, deels ilede forud som Stafetter og Courerer for 12 at anordne min Reise. At see ind i det Ansigt, naar hun var venlig eller smilede! Man kan ikke tænke sig noget mere Livsaligt, Vindende, Bedaarende.

✂ »Elle est terrible, ma châtaine,
Comme l'aspect d'un étendard,
Et le charme de son regard
Est un clairon qui nous entraîne.«

✂ Skal vi nu igjen drikke Kaffe sammen? spurgte hun og fortalte derpaa de Andre, at hun havde været min Værtinde i Böhmen.

✂ Hvor jeg sad godt mellem disse fire Væsener, kun angst for det næste Øieblik, der kunde komme og puste dem bort.

✂ Og vil De troe det, den Lille havde et saadant Instinct, at hun var skinsyg. Jeg havde gjort »en lille Erobring« og tænkte paa Christian Winthers Digt:

✂ »Hun stilled sig paa Bordet, rank og let,
Og saae sig om med skjelmske Blikke
Og sagde: Jeg vil kysse hans Portrait -
Ham selv - nei ham - det tør jeg ikke!«

✂ Men veed De, hvad jeg troer? Det hænger ikke ganske rigtig sammen. Det, vi kalde Virkelighed, er slet ikke til. Jeg har oplevet noget Lignende før; Ligheden kan kun ikke bevises. Nu faaer jeg Lov til at leve om igjen, og de forrige Skikkelser komme paany, næsten ukjendelige, have det gamle Bekjendtskabs Hjertelighed uden at tilstaae Bekjendtskabet - thi saa maatte de ogsaa udhæve de Feil, hvormed jeg i vort forrige Samliv har forspildt Hjerteligheden.

✂ Men hvad tænkte jeg ikke paa i det Øieblik! Al Verdens Poesi syntes at være lagt om mig, jeg havde for mig den elskværdige Matrone, det elskende Barn, den besynderlige Ungmø med de store mistænksomme Øine, og Hende selv, Kvinden, Skjønheden.

✂ Hun reiste sig og gik til Vinduet for at see efter Toget. Jeg gik hen til hende og sagde ..... Gud veed, hvad; men jeg vilde da sige, at jeg var glad ved at gjensee hende. Hun bragte mig til at tale om min Reiseplan og lod falde et Ord om, at ogsaa hun mulig kom til 13 Schweitz i Sommer. Da glimtede det for mig som utallige Stjerner: om jeg kunde møde hende igjen! Toget peb, man kunde høre det komme. Der var ingen Tid tilovers. Hun tog et Kort, stak med en Knappenaal deri og sagde: Kommer De i Juli eller August næste Aar til Bern, saa giv Værten i Hotel Faucon dette Kort. To Minutter efter var hun borte, og et Øieblik senere kom en Vogn og hentede Moder og Datter.

✂ Hvor Stedet blev tomt og forandret! Salen havde nøgne, hvide Vægge; Kullene laa og ulmede i Kaminen, Opvartningspigen gik med tunge Trin og sløve Øine gjennem Stuen. Men Hun havde sat mig Stævne paa Alperne! Om otte, ni Maaneder! Jeg kan ikke døe før den Tid! Jeg er uforgængelig, Ild og Vand have ingen Magt over mig, ingen italiensk Dolk kan saare mig, og hvis en Bataillon fælder Gevær mod mig, gaaer jeg paa - skjøndt, Sligt skulde man ikke sige.

✂ - Videre er der i Grunden ikke at fortælle, hvorvel jeg finder en Glæde i at lade Tankerne dvæle ved ethvert Punkt af denne Reise. Jeg kom til Cilly, som ligger i den sydlige Spids af Steyermark mellem Kroatien og Illyrien. Her var det et besynderligt Syn fra den ensomme Banegaard at see Jernbanetogene ile henad den vide, sneebedækkede Slette og forsvinde mellem de sneedækte Bjerge. Ved Solnedgang var der saa smukt og hyggeligt i denne af Alpebjerge begrændsede Vinterstilhed, med det røde Sollys paa Klippevæggene og lange blaa Skygger i Dalen, at jeg ikke kunde bekvemme mig til, strax at reise herfra, og først her faldt det mig tungt paa Sindet, at jeg i Virkeligheden fjernede mig fra de Væsener, i hvis Nærhed jeg havde været saa lykkelig. Hvorfor havde jeg forladt dem?

✂ Jeg laa nok og tænkte omtrent saadan i det daarlige Kammer i det daarlige Værtshuus, og det var blevet silde paa Natten. Da aabnedes Døren, og den skjæggede Kroat traadte ind med en Lygte i Haanden. - Hvad, er det Dem, den lystige Fyr i Sneefoget? spurgte han. - Ja, svarede jeg. - Hvorfor ligger De saadan for aabne Døre i fremmed Huus? spurgte han. - Ja, det maa De nok sige, sagde jeg. - Du skulde lukke Din Dør af, min lille Broder, sagde han med sin besynderlige Dialect og traadte nærmere. - Aa, drei da Laasen om og tag Nøglen af Døren; det er saa koldt at staae op, sagde jeg. - 14 Jeg? udbrød han. Naa, lad gaae; god Nat! - Og saa lukkede han brummende for mig. Senere er det faldet mig ind, at han maaskee, muligviis var kommen for at plyndre mig. Det var dog morsomt, om den Magt, i hvis Nærhed jeg havde været, tvang ham til, selv at være min Vagt.

✂ To Nætter efter kjørte jeg i Diligence, ene med Conducteuren, over de juliske Alper, der rage op over Istrien, og hvorfra den frygtede Borra, formodenlig Boreas, skal have Vane at fare ned over Adria. Men da vi kjørte derover, syntes selve Vinden frossen fast til Bjergets Sider. Oppe paa Toppen skiftede vi Heste. Passet var en uhyre Rift i Klippen, til den ene Side aabnede sig et bredt Svælg, og herigjennem faldt Fuldmaanens Straaler ind. I dens Lys fik Sneen et magisk, mildt, guult Skjær, og de skarpe, takkede Klippetoppes Skygger laae blaalige. Hvadsomhelst der kom i Maanens Straaler, syntes at blive omgivet af et gyldent Fluidum, Diligencen saae i ringe Afstand ud som en Feevogn, og al Lyd, Tale, Trin af Mænd og Heste, syntes hurtig at forgaae, blive grebet af Luften, som om Natten skinsyg vogtede paa, at Dianas Henskriden over Jorden blev uforstyrret. De oplyste Vinduer i det noget fraliggende Vaaningshuus syntes i Modsætning til Maanens Lys mørkerøde, blodrøde; man kunde antage dem for uhyre Karfunkler i Bjergets Væg.

✂ Saaledes ere mine Ønsker og Længsler af Nødvendigheden tvungne ind i kold, stivnende Ro, medens der over det Oplevede er gydt en magisk Belysning, som om jeg var skredet igjennem en eventyrlig Verden. Men til Sommer kommer Solen; da smelter Sneen, og den trylleagtige Glands er borte; men istedenfor spire Planter og dufte Blomster, Opfyldelsen kommer og bringer Dagens og Livets og den friske Bjerglufts Karfunkler - Alperoser.

✂

Andet Capitel
Brev fra Otto til Schiøtt

Rom. Januar 1848.

✂ Kan De sige mig, hvilken Guddom der talte igjennem mig, da jeg hjemme pludselig satte Alfons Mendoza Stævne paa Capitolium? Uden anden synlig Grund end dette Ord er jeg bleven ført hertil i lige Linie, og naar jeg underveis var fristet til at følge en anden Kalden, drog det mig som en Forjættelse.

✂ Her er Meget ganske anderledes og dog forunderligt nøiagtigt, som jeg har drømt det. Jeg drømte mangen Gang underveis, at Vaticanet var et Palads paa Marmorsøiler, og at en umaadelig lang Gade med Søilegange førte dertil. Den lange Gade er her; men Søiler og skjønne Bygninger ere vanskelige at finde. Jeg blev meget skuffet og troede, at Beundringen ogsaa her skulde flyve hjemløs omkring; men efterhaanden, ved at komme ind i Tingene, saae jeg, at hvad man her snarere kunde mangle, var Evne til at beundre og erkjende. Jeg blev saa lille som i en Dal mellem skyhøie Bjerge. Men alt eftersom man med stor Anstrengelse stiger op og faaer Udsigt og betvinger Skjønhedsmassen, kommer en vidunderlig Glæde. Man taber sin forrige, urolige Natur; man er som hjemkommen til et Rige, der er udenfor Verden, hundrede Mile under Havet, høitidelig tyst og stille. Alle Tider mødes her, og alle forgangne Ting indfinde sig her, uforkrænkede. Æneas skal have vandret her, da han kom fra Troia efter at have seet Achilleus og forladt Dido, og Apostlen Peter har været her og kaldes Stadens første Biskop. Her staaer endnu Porta salaria, hvor Jupiter steg ned i Torden og Lynild for at forsvare sin Stad imod Hannibal, og i en Kirke vises den Søile, hvortil Christus blev bunden for at hudflettes. De have ført Jerusalem hertil; men Athen og Korinth have ogsaa maattet indfinde sig, Phidias s og Praxiteles's Kolosser, de to hellige Ynglinge med Hestene, staae paa Monte cavallo, og Vaticanets og Capitoliums Indre lyser af Marmorskikkelserne fra Hellas og Øerne.

✂ Der er i Vaticanet en rund Hal, som maaskee ikke rummer netop 16 det Skjønneste, men noget for mig Mærkeligt. Der staae de ni Muser i Kreds med Apollo som Chorfører. Imellem dem, i passende Afstand, staae Portraitbuster af Sokrates, Bias, Demosthenes, Sophokles, Alkibiades, Perikles o. s. v.

✂ »Af dem, jeg elsker, men aldrig saae«.

✂ Jeg har engang i et sært Øieblik bedet til Gudinderne og blev bønhørt, skjøndt jeg selv knap vilde troe det, og da jeg nu kom ind og saae dem lyslevende, blev jeg saa høitidelig tilmode, at jeg ganske stille vilde gaae bort igjen og nær var falden ved Udgangen; thi jeg troede, at der var Trapper at gaae ned ad, jeg troede, jeg havde været oppe paa Olympen. Her staaer ogsaa Antigone, som hun gaaer ud at bringe fromme Offre paa Graven; efter hellig Skik er Gevandtet kastet over Hænderne, saa at man fornemmer Ærefrygten og Sorgen - ja, her ere Personerne, hvorom der er sunget og fortalt i de gamle Skrifter, og saa levende bliver her alt det Døde, at engang, da jeg gik op paa Bibliotheket, havde jeg nær bedet om de Tragikere, som ere gaaede tabte ..... husker De, De har engang lovet mig dem i Paradis?

✂ Jeg vil just ikke sige, at det uafbrudt er saa stille og fredeligt. Der kommer sære Uroes, ja Fortvivlelses Øieblikke, især i Regnveir. Da kan det synes En, at Rom er en Ligkiste og Himlen Laaget, og da kan man længes efter Alperne og Juli Maaned, saa Bryst og Hoved er nærved at sprænges. Forleden kom jeg i det tydske Bibliothek tilfældigvis til at see i »Oberon« de første Linier om at sadle Hippogryphen og ride »ins alte romantische Land«, og da stode Alper og Erzgebirge for mig med saadan Magt, at det kostede mig otte Dage. I den Tid faldt jeg paa alskens Blasphemi; jeg sagde til mig selv, at Rom, der ligger saa ene baade i Tid og i Rum, uden Naboer, uden at være knyttet til Nutiden, endog uden at have en Befolkning, der er egenlig romersk, men med evig barnløse Fyrster, egenlig er hjemløs paa Jorden, og det forekom mig symbolsk, at Keiser Napoleon, den daadrigeste Mand, aldrig kunde komme hertil, til Skyggernes Stad. Og saa syntes mig, at jeg i visse Maader hørte til denne By, fordi jeg er bleven saa besynderlig løsreven ..... men nu bliver jeg nok følsom jeg seer alt Deres Smiil.

✂ Af Nyt veed jeg intet Andet at melde Dem, end at Hjelmkrones ere her og føre et ret gjæstfrit Hus. Der har jeg hørt, at De skal giftes eller være gift. Er det Andet end Bagtalelse?

✂ I Nærheden af Piazza Barberini ligger en Osteri, som i Reglen kun bliver besøgt af simple Almuesfolk. Simpelheden pleier ikke at afskrække Fremmede, især Kunstnere, der opholde sig i Rom; men Osterien havde nu engang ikke havt det Held at vinde deres Gunst. Otto holdt af Stedet, tildeels for et ubetydeligt Tilfældes Skyld. Bag den skumle Stue var en Slags Skuur, og fra dette førte en forfalden Hvælving ud til en lille Plads, der sagtens om Sommeren var en virkelig, skjøndt meget simpel Pergola, raat brolagt og rundt omgiven af temmelig lave Mure. Over de tynde Tremmer, der dannede det gjennemsigtige Tag, slyngede sig om Vinteren de bladløse Viinrankestengler; men naar Solen om Middagen skinnede derind, frembragte den en herlig Duft fra Buxbom og Epheu, der rakte sig opad de halvt forfaldne Mure og vandedes af en lille Fontaine i en Marmorkumme, der saae ud, som om den havde hørt til en sønderbrudt Søile. Og dersom Solen brændte for stærkt, fandt man Skygge under den naturlige Baldachin, som den uklippede Buxbomhæk udrakte. Otto havde opdaget denne lille Pergola, da han engang forgjæves søgte efter Folk i Stuerne. Idet han kom derud, saae han en lille, halvnøgen, femaars Dreng ligge ubevægelig, bøiet ud over Kummen, med Ryggen mod Indgangen. Han laa saa smukt, beskinnet af Solen, at den, der hver Dag færdedes i Roms Kunstverden, kunde tænke paa en lille Faun. Med Et sagde den Lille ned i Vandet: O, Du hellige Aloysius, giv mig en ny Skjorte og en Skralle til Befani-Festen, saa vil jeg tjene Dig en Maaned! - I Otto laa det Princip, kun at give til de Smukke - det Stygge skjæmmede Verden - og han listede sig til og lod en Sølvmynt falde over Drengens Hoved ned i Vandet. Drengen greb den og sagde, stadig ned i Vandet: Tak, Sct. Aloysius, Du rare Hellige! Du er en god Mand! - Han sprang nu op, og da han saae Otto, troede han, at det var S. Aloysius, og kunde ikke bringes derfra, men aflagde senere sit barnlige Regnskab for, hvorledes han 18 tjente ham. Men Otto havde desuden bemærket, at det Huus, som Hjelmkrones beboede, vendte ud mod denne Side, og skjøndt han ikke lagde Vægt paa at see hende eller blive seet af hende, medens han holdt Maaltid, følte han en særegen, oplivende Behagelighed ved at vide sig hende nær.

✂ En Dag, der var saa mild som en nordisk Sommerdag, bad Otto Værtinden om at lade ham faae Maaltidet ud i »Haven«, og for den lille Drengs Skyld fandt den ellers gnavne Kone sig i dette Brud paa Husets Skik. Han tog Plads ved det plumpe Bord under Træet og fordrev Tiden inden Anretningen med at stirre paa Fontainen og lytte til Vandets Rislen ud af Blyrøret og melodiske Fald i Kummen.

✂ Medens han sad saaledes, hørte han ganske tæt ved sig, bag den grønne Buxbom, hvor han formodede en Muur, blive talt Dansk. I Førstningen overraskede det ham ikke, fordi han uden at vide det var langt borte med sine Tanker, maaskee hjemme i Danmark; men pludselig vaagnede hans hele Bevidsthed, og da var det, som om de foregaaende Ord vare blevne liggende udenfor hans Øre og nu fik Adgang til Sjælen og bleve opfattede i Sammenhæng.

✂ Kammerherre Hjelmkrone og hans Moder havde i nogle Øieblikke stiklet paa en tilstedeværende tredie Person, fordi han eller hun i et Selskab hos Torlonia havde havt Uheld i Samtale med en Principe.

✂ Pludselig svarede denne tredie Person, blidt, ydmygt, afværgende - og det var Hende, Skuespillerinden, Kammerherrinden!

✂ Aldrig havde en blid og ydmyg Stemme gjort et saa dybt og smerteligt Indtryk paa Otto som denne. Hun var altsaa ikke lykkelig, anseet i sin Kreds, gav ikke Tonen an, tvertimod, man saae ned paa hende, irettesatte, piinte hende. Han forstod ikke, hvorledes den fornemme Frue og hendes Søn kunde lade deres onde Lune gaae ud over den værgeløse Kvinde, med hvem denne Søn havde indgaaet Mesalliance, eller hvorledes de overhovedet i Rom kunde være saa irritable og lægge Vægt paa, om en italiensk Compliment var bleven besvaret meer eller mindre godt. Han tog saa ivrig og indigneert Parti, at det ikke faldt ham ind, at han lurede; han lyttede til hendes Stemme og forstod ikke, hvorfor hun var den Ydmyge.

✂ Men hun var ydmyget, netop ved det fornemme Liv, som hun 19 saa ivrig havde attraaet. Ved en af de Uforsigtigheder, som en fornem Dame saagodtsom ikke kan begaae, var hun kommen til at yttre noget Latterligt, og skjøndt man i Selskabet med Lynets Hurtighed var gledet hen derover, betragtede hun og de to andre Danske sig som prostituerede - og de To kunde slet ikke holde op igjen.

✂ Men da foregik en Forandring med hende. Hendes plagede Sind tyede til Nogen eller Noget, det havde kjært; hun tænkte paa en Begeistring, hun tidligere havde været Gjenstand for, paa Skuepladsen, og idet hun samlede mangfoldige Minder og styrkede sig i en skjøn Følelse, fik hun Kraft til paa uventet Maade at vælte de to Mennesker bort. Først bad hun med bitter Ironi »Hendes Naade« om Forladelse for den store Skam, hun havde tilføiet hendes Huus - og det forekom Otto, at han kunde høre, hvorledes Kammerherrinden blev bleg og guul - derpaa vendte hun sig til Kammerherren og erklærede ham med stigende Energi, at siden hun ikke hørte hjemme i hans fornemme Verden, og siden det altid og evindelig blev sagt hende paa en Maade, hvorved hun skaanselløst stilledes udenfor alle Love og Regler, saa bad hun kun om een Gunst, havde kun een Villie og Attraa, havde urokkelig besluttet at sætte det igjennem: vende tilbage til Theatret, hun vilde beredvillig opgive hans Navn; Theatret, Kunsten skulde ikke indgaae nogen - Mesalliance.

✂ Det klukkede i Otto af Jubel over dette Feltslag, han havde nær høit tilkjendegivet sin Glæde og Sympathi med det frie og ideelle Livs seirrige Gjennembrud, og ikke mindst med Ordene, hvori hendes mærkværdige Stemme i hendes eget Hjertes Tjeneste udfoldede sin hele Magt uden et eneste Øieblik at overskride Skjønhedens Grændser, skjøndt kvindelig Bitterhed altid er piinlig at høre.

✂ Det lod til, at Kammerherren og hans Moder bleve imponerede eller idetmindste alvorlig bange for »Skandale«. Hendes Naade slog pludselig om i en kjærtegnende Tone, undrede sig over, at man kunde tage Tingen saa overordenlig heftig, der var jo ingen Ulykke skeet, i en Familie kunde let falde et haardt Ord o. s. v. Hun brugte endogsaa Ordet; min bedste Svigerdatter, og overlod derpaa Marken til Kammerherren, maaskee for ikke officielt at deeltage i hver af Fredslutningens Paragrapher. Kammerherren antog en ærbødig 20 Tone, talte som Mand af Verden, beroligede, bad om Undskyldning, gav Løfter, ja lovede, at ved første, passende Leilighed skulde de To leve ene, kyssede endelig hendes Haand og forlod hende, for at man gjensidig kunde komme til Ro efter Sindsbevægelsen og mødes i godt Lune til Maaltidet hernede i Lysthuset.

✂ Hun var allerede overvunden i det Væsenlige, overvunden af sin egen Seir. Overfor denne Eftergivenhed, disse Løfter, fik hun Følelsen af, at hvad hun havde sagt i Øieblikkets Alvor som yderste ideal Beslutning, kunde tjene som Trusel til at forskaffe hende et behageligt Liv som Kammerherrinde, og saa kunde hun ikke længer holde Beslutningen fast.

✂ Hvergang Kvinden paany maa ud af Paradis, fælder hun nogle Taarer, der falde mildt som Foraarsregn. Hun græd over, at Idealet, der var hende saa nær, fløi bort igjen, at hun havde følt noget Skjønt og Stort, men ikke kunnet personlig tilegne sig det.

✂ Hun troede sig fuldstændig ene og gav sine Tanker Luft i afbrudte Sætninger, af hvilke nogle naaede gjennem Buxbomhækken, medens Otto ikke turde gjøre nogen Bevægelse og hørte med sin Lyst og mod sin Villie Ord, der syntes at indeholde Erindring om deres Møde paa Herregaarden.

✂ .... Hvad kunde det hjælpe, om ogsaa han elskede mig ..... I Ungdommen knytter man sig til den, man vil, naar man bliver ældre, til den, man kan .... Hvor en saadan ung Kjærlighed, der er ængstelig og keitet og ikke veed, hvorledes den skal tjene En, dog er smuk! ..... Hvad kunde det hjælpe? Han vilde ogsaa snart være fortæret! .... eller jeg!

✂ Samme Dags Aften var Otto indbuden til i Forening med Kammerherrens og endeel Fremmede og Italienere at besee Vaticanets Antiksamling ved Fakkelskin. Da man kom ind i Paladset, gjennem den lange Corridor, hvor de skjønne Rækker af Candelabre, Vaser og Stridsvogne staae, deelte Selskabet sig i smaa Grupper, der hver fulgte sin Fakkelbærer. Det røde Lys, der i Mørket pludselig faldt paa Marmorstatuerne, paa Sophokles's og Demosthenes's bekjendte Træk, paa Achilleus, Athene og Faunen med Bacchus, gav for Otto deres forgangne Tilværelse en større Virkelighed end nogensinde før og rykkede dem i al deres store og skjønne Pathos nærmere til Livet. Hvad der var blevet talt og handlet i hine Tider, det Mythiske 21 og det Heroiske, det Rørende og det Ophøiede, trængte frem for hans Erindring og skred forbi i store Skizzer, i samme Forhold som selve Marmorverdenen gled bort fra det røde Lys til Mørke og igjen opdukkede af Mørket - og samtidig gik Kammerherrinden ved hans Side, hans Øre opfangede snart hendes Stemme, snart hendes Kjoles Raslen paa Marmorfliserne, hans Arm kom undertiden til at berøre hendes Arm, og fra de antike Skikkelser gled engang imellem hans Blik ned paa hende. I saadanne Øieblikke, medens Aanden fatter og nyder en stor Herlighed, har Hjertet en dyb Higen efter en lignende Lyksalighed. At kunne gaae her ved Siden af en Kvinde, man elskede og blev elsket af] Han havde Trang til at forelske sig og i hende see Personliggjørelsen af de ideale Forestillinger, som svævede om de kolde Marmore, og Noget i ham fristede ham til at slaae af og glemme, hvad han vidste; men hvergang de paany stode foran en af de store Skjønhedsskikkelser, der ved Faklerne fik et forunderligt Liv, syntes han at fornemme Budskab og Varsel om, at han ikke skulde behøve at slaae af Hun blev alt alvorligere. Hun begyndte først nu at lære ham at kjende. Ved at bemærke den Andagt, den stille Begeistring, hvormed han hang ved denne Marmorverden, fik den Liv for hende, og hun begreb pludselig, at der var Mere deri, end hun hidtil i Selskab havde anet. Og da hun fik et Glimt fra Idealets Verden, da hendes Sjæl begyndte at lyse og varmes, saa hun kunde havt Lyst til at udbryde i glad Lovtale, kastede Tanken sig pludselig anerkjendende, rørt, beundrende over ham, som havde havt Evne til at paavirkes paa egen Haand, og som syntes saa fuldelig at høre hjemme i denne Skjønhedsverden - ja, han havde hjemme hos Idealet, nu forstod hun, hvad de første Ord, hun havde hørt af ham, paa Herregaarden, havde bebudet, og nu saae hun kun paa Marmorværkerne for hans Skyld, for hemmelig at læse deres Betydning i hans Blik og i hans Ansigtstræk.

✂ De vare komne ind i den cortile, hvor rundt om et Springvand i Marmor staae otte af Verdens Mesterværker, hvert i sit afsluttede Værelse. Et af disse Værker er den belvederiske Apollo. I det Øieblik, da Fakkellyset faldt paa Gudens Ansigt, saae Otto i aldrig før bemærket Tydelighed Udtrykkets Høihed, det smertefulde og dog saa skjønne Uvilliens Smiil, hvormed Guden har sendt sin Piil mod Idealets Fjende, mod Alt, hvad der er ondt, raat eller bespottende.

✂ Det gik saa mægtig gjennem hans Sind, at han i dette Øieblik udelukkende tilhørte hiin Verden, og hun, der fulgte hvert Udtryk i hans Ansigt, forbausedes og grebes ved at see, at der om hans Mund kom et Træk, der lignede Gudens. Da fik Kunsternaturen fuldstændig Overhaand i hendes Sind; hun fik Ømhed for ham, hun kunde i dette Øieblik have fulgt ham for at være hans Verden nær og have hjemme deri. Noget Usandt var der endnu tilbage; thi hun glædedes over sin egen Begeistring; men Lidenskaben i hendes Sjæl var vaagnet. Hun satte sig paa den lille Steenbænk og sang sagte, med et lille Smiil, den sidste Skildvagt, som endnu sikkrede et Tilbagetog:

✂ Du Heilige, nehme Dein Kind zurück,
Ich habe genossen das irdische Glück,
Ich habe gelebt und geliebet.

✂ En Dag tidligere vilde denne Lyd have beruset Otto. Nu, foran Apollo, vakte hendes Sangstemme pludselig Erindring om Scenen bagved Osterien, om hende som den Irettesatte, om Aftenseiladsen paa Søen, om Marie Elisabeth, der faldt i Vandet, om den alvorlige Mdm. Sandberg, om Gangen til Vandmøllen, om Pigerne, som havde stoppet ham Hø i Munden, og han vendte sig fra alle disse Erindringer som fra en Tid, hvor han havde været af en lavere Natur, han vilde bortkaste alt Foregaaende, og klyngede sig til Gudens Marmorhjem. Den italienske Betjent, der næppe forstod Tydsk, syntes at forstaae den dæmpede Sangs og hele Scenens Betydning langt bedre end Otto; han vedblev ubevægelig at holde Faklen høit foran Apollo, medens den fremmede Signora sad i Mørke paa Steenbænken, og medens han fra Øienkrogene betragtede det fremmede unge Menneske, der formodenlig syntes ham af Steen.

✂ Hun reiste sig og sørgede for, at da hun igjen kom i Fakkelskinnet, var Damens lette Smiil paa hendes Ansigt, og hun sagde, idet de gik ud til Bassinet, hvor i dette Øieblik de Øvriges Fakler kom nær og kastede deres stærke, flagrende Skin: Jeg veed ikke, hvordan det var, at jeg kom til at tænke paa Schillers Tragedier, da jeg saae den deilige Statue belyst.

✂ Denne Sammenblanding af den tydske følsomme Romantik 23 med den klassiske Billedstøtte gjorde ham utaalmodig, og han svarede: Mig forekommer det, at der intet Hold er i de schillersk-romantiske Figurer. Hvis Thekla havde faaet Max Piccolomini, havde de vel blot fortært hinanden og været lige umættelige.

✂ Disse Ord vilde have gledet nogenlunde forbi, hvis han ikke i dette Øieblik havde seet paa hende og overrasket hende ved det Hentydende, han mod sin Villie havde i Blikket. Man er saa agtpaagivende og mistænksom, naar Noget berører det svage Punkt i Ens Liv. Kort efter kjørte de hjem, og hun gik ned i Haven, undersøgte Stedet, hvor hun havde siddet, og saae, at der var Aabning ind til et fremmed Sted, en Osteri. -

✂ Han længtes efter Selskab med Noget, der svarede til den i hans Indre kjæmpende Uro, og efter at have kjørt med til Egnen af Piazza Barberini gik han til Forum og steg op i Ruinerne af Colosseum. Maanen skinnede med sin italienske Klarhed, saa at han knap tænkte paa, at det var Nat, og det magiske, hemmelighedsfulde Lys passede desuden saa godt til Sindets Stemning.

✂ Han steg opad en Trappe, der snoede sig som en Klippesti mellem Buskads, og hvor han mellem de uhyre Ruiner flere Gange kunde troe, at han gik i en Bjergverden. Saa kom han op i Nærheden af et Vindue, stort og forvittret som et gammelt Bjergslots Port, og ad vaklende Steen naaede han saa høit, at han kunde see ud over Rom, og ved at vende sig havde han Bygningens Indre, den store runde Kampplads for sig.

✂ Alt laa næsten ligesaa lyst som en nordisk Dag, men saa blødt, saa eventyrlig dæmrende, og saa stille! Kuplerne og Spirene histinde, Bygningerne paa Capitolium, Kirken paa Bjerget, og i det Fjerne Sletten, der syntes at tabe sig i sorteblaa Skyer, Alt var saa høitidelig tyst, og Skyggerne saa mørke, saa indholdstunge! Og han var ene i denne Verden, ene med sine Anelser og Længsler, ene i Rom. Længe søgte han at samle sig, at gribe sig selv, men forgjæves. Hvor var det ogsaa muligt paa dette Sted, hvor Historien med saa umaadelig Storhed var dragen forbi! Snart syntes ham, at det blev levende nedenfor, at de kjørte paa via sacra, at de vilde Dyr eller en Gladiator foer over Arenaen, eller at Cæsar i ensom Majestæt gik ud mod de oprørske Legioner, der vare samlede paa Sletten, og betvang dem ved at give dem Afsked fra Fanerne - snart var Colosseum ham 24 som den i overnaturlig Ensomhed staaende Verdensthrone, den sidste Levning efter Dommedag.

✂ En Tanke vedblev at staae for ham: Selv Apollo var Tegn paa Bedrift, selve Guderne vare kun ved yderste Kamp og Anstrængelse blevne Guder. Og han, hvad skulde han i denne Verden, hvor var der Plads til ham, hvad skulde han udrette? ..... Et nyt Tog af Minder brød frem som ligesaa mange Tilskyndelser.

✂ O, sagde han endelig, man er afspærret fra Handling, Nerven er overklippet, Hjernen tænker og phantaserer, men Haanden er slappet og kan ikke gribe Verdens Hank, og hvor er Hanken?

✂ Han havde uvilkaarlig lagt sig ned som for at tye til den moderlige Jord og trykkede sin glødende Kind mod det ældgamle Theaters klamme Muur.

✂ Hvorledes skal jeg blive til noget Virkeligt, til en Cæsar eller Napoleon eller blot en Goethe! - - Ja, var jeg, som Moder sagde, et Grevebarn; de Folk staaer hele Verden aaben, blot de have Talent. Dem rækkes Hanken; hvad byder Verden mig! .... Det er sandt, Napoleon og Goethe arbeidede meget .... Jeg vil ikke spilde en Dag, ikke en Time! ... Og jeg maa see til, ikke at forelske mig saa hastig, men være tro imod det store Billedejeg har, Hende paa Alperne!

✂ Han reiste sig for at gaae ned, og atter greb ham Scenens overordenlige Majestæt, Nathimlen med den store gyldne Maane, der saae ned paa den store Oldtids Ruiner. Det faldt ham ind: At synge Menneskene en Sang derom, at hente fra dette tause Dyb de rige Tankeperler, at see ind i Skjæbnen, holde Dom over de Døde og gjøre Fremtiden klar. Holde Dommedag ..... Ja, den Tanke havde han jo havt før, skjøndt paa anden Maade, og han vilde dog hellere nyde Livet handlende end besynge det. Men det var en stor Sang, og den krævede Meget. Jeg vil arbeide, sagde han, og kommer der Omstændigheder, som forlange et Menneskeliv til Indsats, saa vil jeg stræbe at være rede. Hører det, I Aander, som svæve om disse Steder!

✂

Tredie Capitel

✂ Otto mødte en Morgen Alfons paa Monte Pincio, under de eviggrønne Ege, i hvis Nærhed Roserne endnu i Vintermaanederne blomstre, og hvor man seer saa vidt ud over Rom.

✂ Hvorfor gaaer Du her saa dybsindig? spurgte Otto. Kom med! Min Værtinde, den værdige, tykke Donna Theresa, har mistet sin Svigersøn og maa gjøre Plads i sit Huus for Enken; derfor skal jeg ud. Kom og hjælp mig at finde Logi .... kan Du huske, engang i Kjøbenhavn gik Du ogsaa saadan med mig ....

✂ Otto drog Mendoza med sig, indtil han standsede udenfor en Dør, hvor et lille ophængt Brædt angav, at der var Værelser tilleie. Der var to store Værelser, af hvilke det ene vendte til Gaden, det andet til en Have med Citrontræer. Der var Jerngitter for Vinduerne og en jernbeslaaet Dør til det ydre Værelse, hvilket Værtinden forklarede af, at en rig Engelskmand engang havde boet i Huset. Værtinden gav denne Forklaring i en kold, ligegyldig Tone og saae ud, som om hendes Tanker vare andensteds. Hun kunde været kaldt smuk, hvis ikke hendes Ansigt havde været saa blegt og koldt som Marmor, og hvis hendes mørke Øine ikke havde havt hiint fraværende Udtryk. En gammel sort Silkekjole sluttede engt og foldeløst om hendes Figur, og skjøndt denne var smækker, rank og kjøn, gjorde den ogsaa en Slags Kuldevirkning.

✂ Du skal ikke leie her, i Dalen, sagde Alfons paa Dansk; her er Feberluft, det kan man føle, og man kan see det paa Værtinden.

✂ Ja, men her staae Citrontræer for Vinduerne! svarede Otto.

✂ Værtinden sagde som en Slags Anbefaling: Her er kun faa Skridt til Kirken Maria del neve. Men da hun havde sagt det og mærkede, at de vare Kjættere, kom efter et Øiebliks Udtryk af Had den forrige Kulde tilbage.

✂ Hører Du, sagde Otto, hun kalder den Maria del neve! hun giver Maria Maggiore det poetiske Navn! Fordi man engang fandt lidt Snee der, reiste man en Basilika! Man bør boe nær Steder, hvor Sydfrugter skyde op af Jorden, og hvor Sneen fra Himlen bliver til Marmorsøiler og Spiir.

✂ Da han havde leiet, foreslog Otto en Spadseretour paa Passegiataen; 26 men Alfons saae paa sit Uhr og sagde, at han, da de mødtes, netop havde paatænkt en anden Tour. Det blev ikke Otto paafaldende, at Alfons syntes tilbøielig til at gaae ene, og han sagde: Naa, saa gaaer jeg med Dig, efter Din Hu og Villie. Man kan jo aldrig vide, hvad man oplever, naar man lader Skjæbnen føre sig.

✂ De gik forbi Maria Maggiore, gjennem hele denne Deel af Byen, ud gjennem Roms Mur og ad den appiske Vei. Her fik Egnen et aldeles særeget Udseende. De kom ud mellem Ruiner og lave Mure om Urtegaarde og Viinhaver, hvor Solen skinnede varmt og Luften var usædvanlig luun og krydret. Selve Veien, de gik paa, var totusinde Aar gammel og syntes at lede tilbage til Verdens Oprindelse, medens Ensomheden og Ruinerne og de enkelte tause Huse vakte en Følelse, som om de vare i en bibelsk Stad. De gik over en lille Bæk; den kunde være Kedrons Bæk. Med Et saae de tilvenstre en lille, uanseelig Kirke, en Basilika med hvide Mure og rødt Tag, næsten som en Lade at see til. Det var Domine quo vadis, opbygget paa det Sted, hvor ifølge Sagnet Christus mødte Peter og forkyndte ham Martyrdøden ved at svare paa hans Spørgsmaal: Domine quo vadis? (Herre, hvor gaaer Du hen?): - Vado Romam iterum crucifigi (Jeg gaaer til Rom for atter at korsfæstes). Kirken hedder ogsaa Maria della pianta, Fodsaalskirken; thi udenfor ligger den store Steen, som Christus paa sin Smertensgang traadte paa, og som beholdt Indtrykket af hans Fødder. Da Otto saae Stenen, blev han i første Øieblik høilig greben. Hjertet standsede af Længsel efter den ideale Skikkelse, der lige syntes at være gaaet forbi, og som dog ikke kunde indhentes. Alfons var aldeles overvældet. Han berørte Stenen paa jødisk Viis og kyssede Haanden, der havde rørt den, og Taarerne svulmede i hans Øine.

✂ Alfons, Alfons! sagde Otto blidt.

✂ See, Stenen blev blød, Stenen havde Barmhjertighed .... Hvem der kunde høre til ham, hvem der havde revet sig løs og tømt den umaadelige Sorg!

✂ Jeg kommer nok til at passe paa Dig, Hr. Hylas, at Nympherne ikke tage Dig!

✂ Kan Du da virkelig gaae ligegyldig forbi? Troer Du ikke?

✂ Naar Du spørger mig saa ligefrem, om jeg troer, at Christus har traadt det Mærke, saa svarer jeg: Nei.

✂ Troer Du da ikke paa den, I kalde Christus? Jo, som Tegn paa Naturforyngelsen, saadan som Oehlenschlæger har besunget ham:

✂ Hver Vaar, naar Taagerne flygte hen,
Da fødes det lille Barn Jesus igjen,
Den Engel i Jord, i Luft og Elv,
Det er vor Frelser, det er ham selv -

✂ eller som Symbol paa hver ny Idee, der bringer Menneskeheden fremad; jo dygtigere og sandere Tanken er, desto høiere raaber Pøblen over dens Bærer: Korsfæst ham! Da bliver Stenen blød af Medlidenhed, men Pharisæerne og Pøblen ikke, og naar saa den herlige Mand har udstridt, stiger Tanken tilhimmels og lyser over Jorden.

✂ Ja, ja! Men det forekommer mig, at der ogsaa er noget Andet og Dybere, en hemmelighedsfuld Smerte i Verden. Her i Rom synes mig altid, den svæver om mig, og her ved denne Steen troede jeg endnu for et Øieblik siden, at jeg kunde gribe den.

✂ Her i Rom? svarede Otto. Her, synes mig netop, forkyndes den evige Glæde. Første Gang jeg i Tydskland saae et Nonnekloster, kom Noget af den Smerte til mig. I det Øieblik en hvid Skikkelse forsvandt i Klosterporten, var det, ligesom jeg selv, min Barndom, min Sjæl, var gaaet derind og for stedse skilt fra Glæden. Men her kan jeg slet ikke troe paa, at det er Alvor med Klostret og den Slags Ting. Naar de synge de deilige Messer, saa er det ikke til Christus, Du kan troe mig! Det er til Zeus. Og Christi Moder er Aphrodite, og Johannes er den lille Bacchus. Her, under den vidunderlige Himmel, føle Menneskene meget godt, at de ikke behøve den Gud, som er til for Lidelsen; men her er nu engang Oplagsstedet, og de holde Udsalg af ham for Fordels Skyld. De ere Apothekere, der ikke ere forpligtede til selv at nyde deres Medicin.

✂ Ja, men Du selv?

✂ Jeg - nu skal jeg sige Dig Noget, som Du ikke behøver at troe, naar Du ikke vil. Ude i Luften om os er der noget Levende, som lytter til os og bringer vore Ord videre til Skjæbnen. Dets Liv og Opmærksomhed voxer ved Livet i os; derfor er Forbindelsen med 28 denne Aandeverden størst paa berømte Steder, der sætte vor Sjæl i stor Bevægelse. Forleden, da jeg en Nat var i Colosseum og fik mig selv ligesom gjenfødt, troede jeg at mærke, at man hørte mig. Siden den Tid kan jeg studere med større Sikkerhed; hver Bog jeg tager i Haanden, synes mig rakt, hver Ting, jeg faaer at see, synes mig forudbestemt, jeg er tilmode, som Jorden maa være om Foraaret, naar dens utallige Blomster berede sig til at spire frem.

✂ Hvad begjærer Du da egenlig?

✂ Et kraftigt Liv og en rask Død, inden man kommer saavidt, at Aanderne i Luften ikke længer bryde sig om En.

✂ Alfons sagde efter en Pause: Mig synes, der er noget Galt derved.

✂ Har Du maaskee faaet Arvefæstebrev paa Livet? Veed Du, om Døden ikke sidder hjemme i Din Stue og venter paa Dig? Men det er jeg sikker for! Jeg veed, jeg kan ikke døe, før jeg har været paa Alperne. Der har min Lykkes Blomst eller Palmetræ sat mig Stævne, og det vilde ogsaa være en Ubillighed, som jeg ikke tiltroer Skjæbnen - thi den er ærlig og honnet - om den vilde lade mig, som har seet dette Lys, langsomt falme i de blege Farver og den klamme Taage hjemme!

✂ Men saa lad os hellere blive her begge To! sagde Alfons; lad os tage Bopæl her for bestandig. Men da han saae, hvilken Virkning dette Forslag frembragte paa Ottos Ansigt, brød han af og spurgte med en pludselig Tankevending: Hvorfor har Du saa lidt Tro til Livet?

✂ Jeg?! Jeg ikke Tro paa Livet?!

✂ Ja, hvorfor kan Du ikke tænke paa Lykken uden med det Samme paa Døden?

✂ Det vilde Otto ikke frem med, eller han kunde ikke gjøre sig klart, at Noget af hans foregaaende Tilværelse laa i ham som Modsigelse mod den fuldstændige Lykke, medens den store Ungdomskraft holdt denne Følelse dybt nede.

✂ Han svarede med et Contra-Spørgsmaal: Hvorfor vil Du tage Ophold her? Hvorledes kunde Du bringe Dig selv til det? Har Du ikke en Søster hjemme?

✂ Alfons blegnede, saa at han blev ganske blaa under Øinene.

✂ Ja, sagde han, det er jo Smerten; men han, som traadte disse Mærker i Stenen, sagde jo ogsaa, at man skulde forlade Alt.

✂ Men saa er det jo Alvor! Saa have vi spaaet Dig rigtig med Hylas-Navnet 29 uden at vide det! raabte Otto. Hvad drager Dig saadan hen? Er det Viraken og Messerne og Musiken?

✂ Alfons svarede halvt undvigende: Du kan da ikke nægte, at der er en mageløs Andagt og Høihed i Messen.

✂ Jo, det kan jeg; for ogsaa inden i mig ligger en Anelse om, at man kunde hengive sig og søge Stilhed; men det er ikke der, at Tilfredsstillelsen er. Man kan aldrig rigtig blive betagen og hvile i de Krusedoller.

✂ Hvad er det, Du kalder Krusedoller?

✂ Aa, f. Ex.: Tre Præster staae ved Messen. Den ene svinger Røgelseskarret mod den Andens Ansigt og bukker; den Tredie gjør ligesaa ved den Første; en Chordreng beviser en Tredie samme christelige Tjeneste. De Tre stille sig i forskjellige Positioner: ved Siden af hinanden eller bagved hinanden; den Ene løfter bagtil Fligene af den Andens Messekaabe; de forandre igjen Position eller gjøre Knix; de flytte Bøger, gaae omkring hinanden, skiftes til at læse et Par Ord op. Chordrengene vimse om dem, stille sig i Position, flytte Lys, bringe Smaakasser, svinge Røgelseskarrene snart mod den Ene, snart mod den Anden, hente ny Røgelse, gjøre Knix ....

✂ Maa jeg blot fortælle Dig, afbrød Alfons ham alvorlig, at som Barn saae jeg min Fader forrette den Ceremoni, hvormed man slutter Sabbathen, og bl. A. samlede han Fingrene saaledes, at han kun saae Neglenes Overflade. Jeg husker godt, at det uvilkaarlig stødte mig. Da jeg var bleven tretten Aar, lærte jeg Betydningen: Fader tænkte slet ikke paa sine Negle; men der er et Sted i en hellig Bog, hvor den ydre Side af Fingrene omtales som Symbol paa det ydre Lys, i Modsætning til det indre, aandelige Lys. Fader gjorde Tegnet og tænkte paa Betydningen. Saadan er det ogsaa ved Messen. Naar de f. Ex. løfte Præstens Messekaabe, saa er det, fordi han i det Øieblik har nydt Offret, og der betegnes, at han er helliget og ligesom har faaet Vinger derved.

✂ Ja, Tak! Men det seer ud som i Bournonvilles Balletter, og det feiler kun, at der skulde sluttes med en Pirouette.

✂ Hvor Du taler underlig! Bournonville og alle Balletmestre have ja laant deres Stillinger, Optog og Tableaux fra disse Kirkefester, ligesom Operaerne ere udgaaede fra Kirkemusiken, og det Hele er lige nedarvet fra Tempelfesterne i Jerusalem! 30 Ja, jeg takker endnu engang; men en Gudstjeneste skulde imponere ved stor og høi Simpelhed, ikke ved en saadan Mængde Brudstykker og Løierligheder.

✂ Ja, en Bonde, der saae flint Selskab, vilde tale ligedan om dets Manerer, fordi han ikke forstod dem.

✂ Hør, Alfons, Du taler Ord, som ikke komme fra Dig selv. Hvor har Du været? Hvor gaaer Du og lærer?

✂ Efter nogen Nølen tilstod Alfons, at han kjendte nogle Munke i et Kloster.

✂ Du Gudernes Yndling! Du gaaer og falder over de Mærkværdigheder, en Anden søger efter og ikke kan finde, og hvor man banker og ikke kan blive oplukket!

✂ Paa Ottos indstændige Anmodning lovede Alfons, engang at gjøre ham bekjendt med disse Mennesker; men han maatte dog først anmelde det og bede om Tilladelse.

✂ Broder-Portneren, en gammel, aldeles skaldet, snaksom Mand, der med sin Livlighed tog sig ud for Otto, som om han kun bar Kapucinerkutten ligesom en Skildvagtkappe, sagde dem, at nu var det snart Spisetid, og de maatte helst komme igjen en anden Gang, eller han kunde ogsaa føre dem op i Refectoriet, og der kunde de see Bordet og Anretningen, og saa kunde de skynde dem bort og vente i Pater Benedicts Celle, til han fik spiist og holdt Bøn, hvis de foretrak det.

✂ Vil Du det? spurgte Alfons.

✂ I et Refectorium og i en Celle! sagde Otto; ja, det vil jeg rigtignok!

✂ Broder Ambrosio, saaledes hed Portneren, ventede ikke, til Svaret blev oversat; han sagde, at skjøndt han ikke havde lært det fremmede Sprog, kunde han godt forstaae, at den unge Signore sagde Ja, og førte dem nu gjennem Forgaarden og en bred hvælvet Gang ind til en firkantet Cortile, til alle Sider omgiven af Buegange, der dannedes af smækkre, parvis ordnede Søiler, hvis Capitæler vare lidt beskadigede, men hvor man dog tydelig saae en rig, kunstfærdig Ornamentik: 31 udhuggede Vinranker slyngede sig opad Skafterne og endte i Druer, som fra en anden Søile Satyrer greb efter eller Fugle vilde hakke i, eller vævre Dyr sprang ud og forfulgtes af Jægere, og det Hele blev derved bundet let og yndefuldt sammen.

✂ Ja, Ja, sagde Broder Ambrosio, det skal være meget smukt; men vort Kloster er fattigt og har ikke Raad til Reparationer; see blot derude: er det ikke Skade?

✂ Ude paa den af Buegangene indhegnede Plads laa en brudt Søile omstyrtet og ved Siden af den en Solskive; Græsset voxede frodigt og havde næsten bedækket Søile og Skive. Solen faldt i dette Øieblik saadan ind i Cortilen, at Skyggens Grændse netop skar dette Sted; Halvdelen af Cortilen prangede i det rige Lys, medens den anden Halvdel laa i høitidsfuld Skygge. Stedets dybe Stilhed passede forunderlig til denne Belysning, og i samme Øieblik opdagede Otto en ærværdig, graaskjægget Munk, der sad lydløs i en Krog, med Hætten næsten heelt nede over Ansigtet.

✂ Men det er jo rigtigt! udbrød han; her bør Soluhret ligge omstyrtet; thi her staaer Tiden jo stille, og Evigheden er begyndt!

✂ Rigtigt? svarede Fra Ambrosio, en deilig Rigtighed, naar man ikke kan betale Haandværkere og de Ugudelige ikke ville gjøre det for Intet!

✂ Han førte dem nu videre ad en bred, raa, halvmørk Trappegang op til en stor Sal eller Hal med Vinduer som Skydeskaar og med hvælvet Loft. Hallen var kjølig og halvdunkel; i dens hele Længde stod et Bord, dækket med en grov Dug, som netop skjulte Bordpladen. Hver Couvert bestod i en Træbakke med en Haandfuld Castanier og et Bæger med Vand.

✂ Her er jo ingen Knive og Gafler og ingen Skeer, sagde Otto.

✂ Knive, Gafler og Skeer? Hvad skulde vi med Knive, Gafler og Skeer? spurgte Fra Ambrosio. Kan man ikke spise Castanier med Fingrene og drikke Vandet uden Skee?

✂ De faae ikke Andet idag, det er Fredag, sagde Alfons.

✂ Otto gjorde sig Umage for at troe det, for ikke at faae Stedets Poesi forstyrret; men Tvivlen var haardnakket i hans Sind.

✂ Fra Ambrosio, hvis smaa sorte Øine vare henvendte paa Ottos Ansigt, sagde: Om Morgenen drikke vi Melk, hvis fromme Mennesker 32 bringe os nogen, og sommetider findes i Tiggerposen hvidt Brød, ja Oliven! .... Men nu ringer Klokken, lad os skynde os, inden de hellige Brødre komme!

✂ Han førte dem ad en Vindeltrappe ned til en Celle, et temmelig stort, hvidtet Værelse med tilgittret Vindue, med en Seng, hvorover hang et sort Crucifix, og med et Bord og et Par Stole, Alt af yderste Simpelhed.

✂ Ved Vinduet stod, idet de kom ind, en Franciskaner og læste i en lille Bog. Han gjengjældte høflig deres Hilsen og vedblev derpaa at læse.

✂ Efter et Øiebliks Forløb udbrød Otto forfærdet og hviskende: Men, Gud forbarme sig, der løber jo Blod ned i hans Sandaler!

✂ Ja, sagde Alfons med bævende Ansigt, nu har han igjen hudflettet sig selv, og Saarene ere brudte op paa Veien herhid.

✂ Kjender Du ham da? spurgte Otto og betragtede opmærksomt Munken, der øiensynlig var ung, havde et kulsort Skjæg, en fiin, kroget Næse, meget lange Øienhaar og en Ansigtsfarve som bleget Vox; i dette Øieblik perlede store Draaber paa hans Pande og Kinder, skjøndt Værelset var koldt. Han vedblev ubevægelig at læse eller stirre.

✂ Ja, svarede Alfons; han kaldes Fra Jacobeo. Han er af jødiske Forældre og født i Indien. Som ganske lille blev han ført til England af en protestantisk Præst og døbt; men der var det ham for koldt og vantro, sige de, og saa blev han Katholik og kom hertil.

✂ Sig mig, Alfons, hvorfor hudfletter han sig? .... Har Du ikke spurgt derom?

✂ Jo.

✂ Naa, hvad har man svaret?

✂ Fordi hans Legeme er stridigt.

✂ I dette Øieblik aabnedes Døren, og to Jesuiter kom, i deres lange, sorte, snævre Dragt og med den sexkantede sorte Hue under Armen. De havde været i Begreb med at gaae bort, men inde hos Portneren seet Otto og Alfons komme og vendte nu tilbage igjen for at knytte et Bekjendtskab med disse unge Mennesker; men det tog sig ud, som om ogsaa de ventede paa Pater Benedict. Otto begyndte at blive tilmode, som om han for Spøg havde manet Aander, men nu saae dem nærme sig for Alvor. Disse Skikkelser kom fra en 33 Verden, han hidtil havde betragtet som Poesi, og som nu antog sin hele besynderlige, hans Natur fremmede Virkelighed.

✂ Tausheden blev uafbrudt, indtil Pater Benedict endelig kom. Det var en anseelig Mand med et fast, brunet, fyldigt Ansigt, der ikke vidnede om Spægelse ved Vand og Castanier. Han var uden Skjæg, havde graalig-sorte Haar og et Udtryk i Øie og Ansigtstræk, som Otto ikke kuride forklare, ja end ikke tydelig opfattede enten som tiltrækkende eller frastødende. Alfons nævnede ham Ottos Navn, og Pater Benedict præsenterede øieblikkelig alle Tilstedeværende for hinanden. De to Jesuiter hed Pater Hahn og Pater Dauw og indledte strax en Samtale med fuldendt Høflighed og Venlighed. Alt dette gav Otto Sikkerhed; den fremmede Verden tabte endeel af sit Trylleri ved at bevæge sig i de bekjendte Former. Efter et Øieblik at have været betvungen fik han igjen en Slags overskuende Magt, stod halvt udenfor Scenen og spurgte i Tillid til sin Mission, til det, der hemmelig tog sig af ham: Hvad har man nu til Hensigt med mig, hvorfor skal jeg opleve dette?

✂ Samtalen blev strax religiøs; den kunde i dette Selskab ikke tage anden Retning, og især gik Jesuiterne bestemt ud paa at hævde Katholicismen, og det ikke blot for at skaffe den en theoretisk Seir. Men alle Former bleve iagttagne, Samtalen fik paa den letteste og naturligste Maade dette Sving. Pater Dauw, en undersætsig, blond Mand paa nogle og tredive Aar, med nogle Kopar, men forresten med Friskhed og Sundhed i det brede Ansigt, spurgte om de to Herrers Reise, og da det mærkedes, at baade han og Pater Hahn vare af tydsk Fødsel, blev gjort et Gjenspørgsmaal med Hensyn til deres Reise. Pater Dauw svarede: Vi ere komne sammen hertil. Pater Hahn bliver af vor hellige Fader sendt til Thibet, hvor hans Broder, som ogsaa var af vort Selskab, nylig er bleven henrettet for Troens Skyld. Jeg faaer en Mission til Frankrig.

✂ Det blev fortalt saa simpelt som en Hverdagssag, og baade Otto og Alfons kom uvilkaarlig til at see med beundrende Interesse paa Pater Hahn. Han var en Mand, hvis spinkle Legemsbygning og fine, lange, aristokratiske Ansigt kun lidet syntes at svare til en saadan Lidelsesopgave; men i de store, brune Øine var hiint besynderlige Udtryk, som kun findes hos Sværmere eller hos dem, der ere bestemte til at døe en voldsom Død.

✂ Det er jo en frygtelig Reise, sagde Otto.

✂ For os er Intet frygteligt, vi lyde vor General, der befaler i Christi Navn.

✂ Ja, hvo der bliver godt commanderet, han kan sagtens! mumlede Otto.

✂ Frygtelig Reise! - udbrød Franciskanermunken ved Vinduet, med en Stemme, hvis skjønne, dybe, bløde Klang overraskede Otto - forsynd Jer ikke! Misund ham, at han er kaldet og udvalgt! Mig er det nægtet; thi jeg er ulydig og begjærer de store Kampe, fordi jeg ikke kan seire i de smaa. Hellige Jomfru - - hans øvrige Ord tabte sig i Mumlen.

✂ Pater Dauw sagde til Otto: Har De i Protestantismen seet en saadan Kappelyst?

✂ Og da Otto taug, vedblev han: Blandt Protestanterne hører man ofte Tilstaaelsen om, at den egenlig ingen Religion er; den forstaaer ikke at forene Livet med Gudstanken; den er i sin forstandige Nøgternhed blottet for Alt, hvad der gjør Indtryk paa Sjælen og Phantasien, har ingen Ceremonier ....

✂ Otto udbrød: Ja, det er ganske rigtigt! Protestantismen er de Intelligentes Religion og behøver ingen udvortes Ceremonier; i Frankrig var det den dygtige Landadel og den høiere Borgerstand, som først modtog den, i Tydskland var det de Lærde og Fyrsterne, medens Katholicismen er ....

✂ Otto standsede forlegen; han var paa Veie til at sige en Uhøflighed, og de Andre vare saa høflige!

✂ Tal kun ud, sagde Pater Dauw smilende: De mener, at Katholicismen er de Dummes og Uvidendes Religion. Maa jeg først i den Anledning fortælle Dem en Historie om Cardinal Pallavicini. De veed, det var ham, der gjorde sig berømt ved at forfatte den tridentinske Kirkeforsamlings Historie. En Engelskmand, der var kommen hertil og ønskede at see ham, blev overrasket ved, at han boede i en Celle som denne her, og udtrykte sin Forbauselse over, at en saa berømt og klog Mand boede saaledes. Klog? sagde Pallavicini, jeg vil fortælle Dem, at den mindste Djævel i Helvede har mere Kløgt og Forstand end noget Menneske!

✂ Otto svarede: Ja, det er nu Pallavicinis Mening; men vi Andre have 35 en Mand som Goethe, der siger i Wilhelm Meister: Menneskepakket er ikke saa bange for Noget som for Forstanden, men for Dumheden skulde de være bange!

✂ Pater Dauw studsede et Øieblik ved, at Schiøtts Elev kunde citere saa heldig, men sagde hurtig: Nu, hvad Slutning drager De deraf?

✂ Ingen anden, svarede Otto, end at Goethe der udtalte et stort protestantisk Ord; thi i Protestantismen er Enhver sin egen Skriftefader, sin egen Pave, og dertil hører en aandig Udvikling, en Tankemagt ....

✂ Visselig, og paa den Maade bliver Protestanternes Antal saare ringe. Men troer De da ikke, at det Samme er Tilfældet i Katholicismen? Der er kun den Forskjel, at Katholicismen er af saa umaadeligt Omfang, ligesom et Claveer med en uendelig Mængde Octaver. For den Svage og Uvidende har den Andres Veiledning; jo friere og stærkere, mere oplyst og erkjendende en Mand bliver, desto mere udvider Katholicismen sig for ham, hilser med Kjærlighed hans Storhed ....

✂ .... For Ex. Savanarola!

✂ Ja, den Storhed anerkjende vi ikke, som gjør Oprør ....

✂ Mod hvem? Mod Sandheden eller mod Prælater og Paver?

✂ Hvor er Sandheden? I den hellige Skrift! Men hvo kan udlægge den hellige Skrift uden Hjælp af Traditionen, som er repræsenteret i Kirken? Forkast Traditionen, saa har De med det Samme forkastet al Kirke....

✂ Ja, sagde Otto, jeg forkaster ogsaa al Kirke og alt Kirkevæsen. Hver Sjæl er sit eget Tempel.

✂ Gjennemfør det, saa kommer De til os!

✂ Otto smilede.

✂ Pater Hahn tog Ordet: Hvad troer De da paa?

✂ Paa Phøbus Apollo, saaledes som han staaer i Vaticanet og med sit mageløse, skjønne Vredens Smiil udsender Pilen mod Idealets Fjender!

✂ Pater Hahn svarede: Ja, da læg Mærke til, at Apollo udskyder sine Pile og er skjøn derved, men at vor Frelser optog Pilene i sig og var skjøn i sin egen Lidelse!

✂ Alfons sagde paa Dansk til Otto: Hvor det dog var deilig sagt!

✂ Ja, svarede Otto ligeledes paa Dansk og dæmpet, det er smukt; men det er, ligesom de ville lægge mig en Grime om Hovedet dermed.

✂ Man bad gemytlig om at faae det oversat, og idet Otto gjorde Undskyldning for, at de havde været uhøflige og talt et fremmed Sprog, tilstod han, hvad han havde sagt.

✂ Man valgte at tage det som en Yttring, man ikke havde videre Ret til at kjende. Kun syntes det Otto, at der viste sig ligesom et Smiil om Værtens, Pater Benedicts Øine; men om dette Smiil betød Uvillie eller Bifald, kunde han ikke afgjøre.

✂ Pater Dauw henvendte sig igjen til Otto og sagde: Det forekommer mig, at der i en Yttring, De før brugte, laa en Miskjendelse af det katholske Skriftemaal. Vor Kirke forlanger, at Livet skal være rettet paa det Ethiske; den tilgiver en uethisk Handling, forsaavidt Personligheden ikke var heelt tilstede i Handlingen. Den trøster de Syndige og Angrende og giver dem tilbage til Livet, og den kan gjøre det, fordi den har Myndigheden af selve vor Herre og Frelser. Myndigheden er gaaet uafbrudt i Arv, og vi Alle føle det med Sikkerhed; men den Sikkerhed er ikke i Protestantismen. Protestanten maa bære sit Liv og sine Synder som en Pukkel, Katholiken bærer dem som en Randsel. Derfor kan ogsaa kun i Protestantismen opkomme Systemer, der søge at indsætte Sandserne i deres saakaldte Ret ....

✂ Om Forladelse, den Slags Systemer, f. Ex. Fourierismen, hidrører jo netop fra Katholiker ....

✂ Ja, saa er det slette Katholiker.

✂ Otto fandt sig ikke tilfredsstillet ved denne Maade at disputere paa, og det blev ham ogsaa tydeligt, at der i Grunden ikke fandt nogen Discussion Sted; thi Pater Dauw udgik fra det, han netop skulde bevise: sin hellige Kirkes Ret og Ufeilbarhed. Han følte, at hver kun gav sit Vidnesbyrd, og han gav efter Evne sit. Han sagde: Der er i Skriftemaalet en Svaghed og Ufrihed, som synes mig utaalelig. Hvis jeg kom til at skrifte for Nogen, maatte jeg hade ham.

✂ Munken ved Vinduet vendte sig om, saae stift paa Otto og sagde: Og jeg forkynder Dig, at Du skal komme til at længes efter Skrifte som en Velgjerning, som efter svalende Dug og lædskende Drik! Beder for ham, at han da ikke maa længes forgjæves!

✂ Fra Jacobeo vendte sig igjen til Vinduet, efter Udseende i sagte Bøn. Pater Dauw sagde: Min Forbøn skal ikke mangle. Men jeg maa dog fortælle Dem, at et lignende Ord blev sagt mig af en ung Mandjeg engang forberedte i Cöln. Skriftemaalet gjorde ham betænkelig, han var ganske nær ved at ville gaae tilbage til Protestantismen. Saa tog jeg ham en Aften med paa en Spadseretour ved Rhinen. Vi talte om vor Barndom og Ungdom, og han kom til at tale om sit Universitetsliv i Bonn, fortalte sine gale Streger og sine Eventyr og betroede mig endelig et slemt et, han havde havt med en Pige. Da han var færdig, sagde jeg: Saa, nu er altsaa det overstaaet; nu behøve vi blot iaften at gjentage det i Skriftestolen. Det overraskede ham lidt; men han gjorde, som jeg sagde, og saa var Alt i Orden. Hvor mange Protestanter løbe ikke paa Spadseretoure eller sidde i Værtshuse og skrifte jasket for hinanden, ere ikke sikkre paa Taushed og faae ingen Syndsforladelse!

✂ Aa, ja, saadanne Protestanter!

✂ Ja, der kan De see! Før saae De ganske uvillig ud, da jeg desavouerede de slette Katholiker.

✂ Der var igjen en umaadelig Sophisme, som Otto vilde tage fat paa; men Pater Dauw vedblev med sin Fortælling: Det samme unge Menneske, husker jeg, havde ogsaa Meget imod at anraabe Helgene. Han troede, at vi tilbad Helgene; men Sagen er jo, at vor hellige Kirke hverken siger, at vi skulle tilbede dem, eller at vi skulle anraabe dem, men forbyder at betvivle, at det er godt og gavnligt at paakalde deres Forbøn. Naar man troer paa den personlige Udødelighed og de Helliges Samfund hos Gud, hvad er der saa i Veien for at troe, at de kunne fornemme Bønner fra Jorden, hvor de have levet og virket? Og hvor tidt føler man ikke, at man ikke er livlig og stærk nok til at tale til selve Gud, men at man opløftes ved at paakalde dem, der have lyst ved store Exempler! Der er f. Ex. St. Aloysius, som her paa Jorden udmærkede sig ved sin rene Vandel. Er det ikke smukt, at unge Mennesker paakalde ham og fæste deres Tanker til ham, og hvad han menneskelig har udrettet? Den unge Mand, som jeg talte om, blev et ivrigt Medlem af den St. Aloysius-Forening, jeg stiftede. Og hvad skal jeg sige videre, hvad Vidnesbyrd gjøres mere Behov: Vi her Tilstedeværende ere næsten Alle omvendte. Jeg er født i Lutherdommen, Pater Hahns Familie er reformeert, Fra Jacobeo 38 er Jøde, og vor ærværdige Vært er oprindelig af den græske Kirke. Hvad vidner ikke dette!

✂ Ja, tillad mig, svarede Otto, hvad vidner det?

✂ Nu?

✂ De maa ikke tage det ilde op, hvis min Lignelse er dristig; men Muhamedanismen dannede jo sine bedste Tropper, Janitscharerne, af christne Ynglinge, som bleve bortførte og opdragne i Islam.

✂ Vi maae tales ved en anden Gang, sagde Pater Dauw og gav ham Haanden til Afsked; Pater Hahn ligesaa. Om Pater Benedicts Øine var igjen kommet det lille Smiil; Fra Jacobeo stod ubevægelig ved Vinduet og vendte Ryggen til. Det var tydeligt, at han havde et Ærinde til Pater Benedict, og Otto og Alfons toge ligeledes Afsked.

✂

Fjerde Capitel

✂ I Dalen nedenfor Maria Maggiore staaer et ensomt Morbærtræ og indbyder med sin store Krone og sine tæt sammenslyngede Grene Folk til Hvile paa den raae Bænk, som er anbragt under det. Der sad Otto og Alfons en Dag og havde glemt hele den øvrige Verden, idet Alfons havde faaet Otto til at fortælle om Roms Historie og paa Bordet med Blyant betegne Stederne. Han afridsede Murene, angav, hvor de vare blevne stormede, skildrede Kampene, saaledes som de rimeligviis var foregaaede, kom saa til at tale om de enkelte store Mænd i forskjellige Tider og forbausede Alfons ved den Blanding af historisk Nøiagtighed og vilkaarlig poetisk Magt, hvormed han gjorde Alt levende.

✂ Men hvordan kan Du saadan kjende dem! hvordan kan Du saadan afmale dem? udbrød endelig Alfons.

✂ Otto svarede: Formodenlig fordi vi ere i Slægt.

✂ Alfons sagde med venligt Skjælmeri: Kan Du huske, da Du sagde, at Du var i Familie med Schiøtt?

✂ Otto svarede: Ja, dengang! Her kan man formedelst Wahlverwandtschaft blive adopteret i de høieste Familier.

✂ I det Samme stod Fra Jacobeo for dem og spurgte, hvad saa livlig havde sysselsat dem. Da han havde faaet den sidste Yttring oversat, 39 udbrød han: Ja, man kan her blive adopteret i den høieste Familie, i Guds egen! Vi skulle Alle lade os afhugge fra Naturstammen og lade os indpode paa det Træ!

✂ En ung smuk Pige af Almuen med Sølvnaalen i det rige, kulsorte Haar havde fulgt ham og vedblev at gjøre Knix foran ham. Hvad vil Du, Pige? raabte han. Ah, det er Dig, Matthea! Hvorfor løber Du her paa Gaden?

✂ Hun sagde: Philippo har slaaet min Søster.

✂ Hvorfor?

✂ Fordi han er skinsyg.

✂ Naa, og saa?

✂ Saa slog jeg ham en Sko i Hovedet - jeg havde ikke Andet ved Haanden, og saa jog han mig bort.

✂ Og saa?

✂ Saa gaaer jeg her. Jeg skal dog ikke gaae hjem til fremmede Signori?

✂ Pige, spøg ikke med Djævlen. Han er altid tæt bag ved Dig, han rækker sig over Dit Hoved og seer gridsk ned paa Dig.

✂ Hun vendte sig forfærdet til alle Sider.

✂ Gaa hjem, Matthea, og sig til Philippo, at han skal komme til mig i Klostret en Time før Ave Maria.

✂ Hellige Fader! Blot Djævlen ikke har rørt ved mit Haar, jeg syntes, jeg mærkede det! Læg Eders Haand paa mit Hoved og velsign mig!

✂ Han sagde med en Stemme, der var saa blød, at den lød som Musik: Den Velsignelse giver jeg Eder, at I skulle vide, hvorledes I ere velsignede. I forfærdes, naar I spilde Salt og træde paa det, og I træde paa hinanden! Er en Hustru og en Svoger ikke større Guds Gave end Salt? Gaa hjem, Matthea, og husk dette! Spild ikke Saltet!

✂ Da han var gaaet, stod Fra Jacobeo en Stund med lukkede Øine som fordybet i Billeder af den Lykke, Andre havde og ikke paaskjønnede. Pludselig foer han op og sagde forfærdet: Beder! Han ilede afsted saa hastig, at Otto og Alfons havde Møie med at følge ham, og tog Veien mod den gamle Kirke Santa Prassede. Der ilede han op foran Altret og kastede sig paa Knæ med en Voldsomhed, saa at det gjenlød i Kirken. Otto og Alfons vidste ikke, om de skulde gaae eller blive; men efter at have staaet lidt i piinlig Forventning, 40 bleve de opmærksomme paa Helgeninden, hvem de først uvilkaarlig havde antaget for en Dame, der knælede midt paa Kirkegulvet. Ved at betragte Skikkelsen nøiere saae de, at den var af Steen eller Træ, med blaat malet Gevandt og holdende noget Rødt mellem Hænderne. Det forestillede, hvorledes Helgeninden havde opsamlet Martyrernes Blod i en Svamp og afvred Svampen i et Kar.

✂ Det gjorde et ubehageligt Indtryk paa Begge. Fra Jacobeo havde endt sin Bøn og kom tilbage med et Udtryk af feberagtig Ekstase i Øinene. Det var aabenbart, at han paany ved Opbydelsen af den meest glødende Andagt og hemmelighedsfulde Sjælekræfter havde erhvervet en stor Seir og var reven bort fra Jorden. Man skulde troet, at han med et eneste Blik opdagede, hvad de To havde staaet og tænkt om Santa Prassede, og idet han vendte sig til Helgeninden og paany faldt paa Knæ, raabte han: O, Du Høihellige, hvis Forbøn jeg i dette Øieblik saa mægtig har fornummet! O, Du Salige, som opfanger Martyrernes Blod! O, Du herlige, strenge Jomfru, der selv gjennem Martyrdøden steg op til Guds Throne! Tilgiv, om profane Øine skue Dit Billede og ikke kunne see Dig selv! O, jeg seer Dig sidde der, og Alle de, hvis Blod Du har opsamlet, sidde om Dig, indsuge Dit kjærlige Blik, fornemme Din varme Aande, mærke Duften af Dit deilige Haar, røre ved Sømmen af Din himmelblaa Kjortel, hvor Gud til Tegn paa Din Reenhed har sat Himlens deiligste Stjerner. O, hellige Blod, som drypper fra Dine Hænder! Hellige Jomfru, værdiges at give mig Tegn, naar Du vil modtage mig! ...... Af Veien, gaaer tilside! ...... Hun vrider Svampen! Blodet drypper! ...... En, To ......

✂ Han gav sig til at tælle, som om han virkelig saae Blodsdraaber falde, og selv for Otto svimlede det, han var nærved at troe, at hun rørte sig.

✂ Fra Jacobeo vedblev at tælle, indtil han kom til Ti.

✂ Om ti Uger! sagde han med stille Jubel, reiste sig og gik ud af Kirken uden at lægge Mærke til de To.

✂ Af mere ublandet Natur vare fornyede Sammenkomster med Jesuiterne. Pater Dauw var utrættelig i at fortælle smaa Historier om de Personer, han havde omvendt, og med det Samme give en tiltrækkende Forklaring af Katholicismen. Paa denne Maade gjennemgik han Messen, forklarede alle Ceremonierne, indblandede Historier om Martyrerne og Kirkefædrene, hørte paa alle Indvendinger, tog intet Udbrud fortrydeligt op, men fremkaldte det snarere, idet han med fiin psychologisk Kløgt gjorde Regning paa, at Otto, hvergang han havde sagt noget Hensynsløst, vilde i sit Indre fortryde det og komme det Angrebne desto mere imøde. Saaledes dvælede Otto engang ved Katholicismens æsthetiske Uskjønhed. Han omtalte ikke Sta. Prassede, men et Billede i Sakristiet i Kirken Sta. Agnese in Piazza Navona, forestillende en Henrettelse, hvor Blodstraalen synes at springe ud paa Tilskueren, samt forskjellige pyntede Madonner med Dolk i Brystet eller med brændende Hjerter.

✂ Pater Dauw sagde: Det er jo ikke en Feil ved Katholicismen, men ved nogle katholske Kunstnere.

✂ Men Otto meente, at det laa meget dybere og hørte til den katholske Bevidsthed. Han anførte, at Dante i Vita nuova drømmer, at Herren holder Beatrice i sine Arme og saa giver hende Dantes brændende Hjerte at spise, og hun spiser det.

✂ Ja, vistnok er dette katholsk, sagde Pater Dauw, vor hellige Messe er jo en Spisen af Christus, og dette gjør Dantes Drøm ophøietskjøn.

✂ Men da han bemærkede, hvilket uhyggeligt Indtryk Ordet gjorde paa Alfons, hvis jødiske Sands ikke var undertrykt, vedblev han: Dog, jeg vil ikke forsvare en Poesi, der er saa mange Aarhundreder gammel; i den nuværende Katholicisme kan De da ikke paavise Spor af Sligt - eller i alt Fald geneer Dem ikke, lad os blot tale frit.

✂ Naar det endelig skal være, svarede Otto, saa vil jeg sige, at der i den katholske Stiil er en ganske egen Salvelse, forskjellig fra den protestantiske. Jeg kan ikke beskrive den paa anden Maade, end at den synes at komme af, at man paaklæder, kysser og klapper Christusbarnet, kysser Sømmen af Jomfru Marias Kjole, flytter de hellige Kar og Bøger, røger, kysser dem o. s. v. Denne kjælende Omhu 42 gaaer over i Tanke og Tale, og undertiden kan man i Stilen mærke Smasket.

✂ Det vil De da ikke sige f. Ex. om Pascal og Bossuet? sagde Pater Dauw blidt.

✂ Nei, svarede Otto, med en Stemme, der gjorde Afbigt, det er sandt.

✂ Han tænkte ved sig selv: Jeg maa være mindre skjødesløs i mine Ord jeg maa stræbe at blive af med den danske Studentermaneer at strides paa, ellers kan jeg ikke beherske de Folk.

✂ Pater Dauw sagde, da han var gaaet: Han maa betvinges.

✂ - Pater Benedict kom engang til Otto. I denne Munks Væsen var bestandig Noget af den store, verdslige Verden, saa at Otto ikke kunde tage feil og antage hans Komme for Andet end et Besøg, han høflig aflagde for at gjøre Gjengjæld.

✂ Samtalen, Pater Benedict førte, var ogsaa aldeles forskjellig fra Jesuiternes og Fra Jacobeos. Han yttrede Intet om Religion, men bragte almindelige Anliggender paa Bane, bedømte som Kjender nogle smaa Kunstsager, Otto havde kjøbt, førte Talen over paa historiske Begivenheder og tilbød Otto adskillige sjeldne Værker tillaans.

✂ Det var varmt i Veiret, og Pater Benedict bad om et Glas Vand. Otto sagde: Ærværdige Fader, tør jeg ikke byde Dem et Glas Viin? Jeg har en Flaske med et helligt Navn, det er Lagrimi Christi.

✂ Pater Benedict svarede: Baade af Navn og af Indhold er den Viin meget agtværdig; jeg vil med Fornøielse drikke et Glas.

✂ En gammel Ingenieurofficier - tilføiede Pater Benedict efter det første Glas - aflægger ikke let den gamle Adam ganske og aldeles.

✂ Har De været Ingenieurofficier! udbrød Otto og fyldte igjen Glassene.

✂ Ja, vel, som jeg siger, svarede Capucineren, og da han hos Otto mærkede en særlig Interesse, tilbød han strax at skaffe ham Leilighed til at være med ved nogle Skydeøvelser og Maneuvrer i Campagnen, hvad Otto strax modtog, idet han tænkte: Det forpligter da ikke til Kirken.

✂ - En Tid efter sagde Pater Benedict: Min unge Ven, jeg har nu saa tidt været Deres Gjæst; skjænk mig den Fornøielse at gjøre Gjengjæld og spise tilaften med mig - ikke i Klostret, men hos Falcone, 43 veed De, hvor det er, nede ved Piazza di S. Eustachio? De spørger blot efter mig, saa viser man Dem ind i et særskilt Værelse.

✂ Otto var meget forundret over denne Indbydelse og blev det endnu mere, da han traf Pater Benedict ene, i verdensgeistlig Dragt, hvidt Halstørklæde, sort tilknappet Vest, sort Frakke og Støvler, hvis stive Skafter vare udenpaa Benklæderne.

✂ Da han hørte, at Bordet var dækket, opfordrede han jovialt Otto til ikke at gjøre Complimenter og skyndte sig tilbords, uden at han dog et Øieblik ophørte at være høflig og opmærksom. Efter Suppen skjænkede han Velletrivin, der, som Nogle mene, er den gamle Falerner, tømte sit Glas og stirrede et Øieblik hen for sig med alle Tegn paa en mægtig sandselig Naturs Velbehag.

✂ Under denne Deel af Maaltidet talte Pater Benedict kun lidt og stødvis. Hvad der blev sagt, angik meest selve Maden, og alt som den første Sult blev tilfredsstillet, tog Talen samme Vei som Civilisationen, inddrog meer og mere det Aandige i det Nødvendige. Samtalen gik til de forskjellige Nationers Kogekunst og standsede pludselig ved Muhamed, idet Pater Benedict med alle Tegn paa dyb og alvorlig Interesse spurgte Otto: Kan De forstaae, at en saa stor Mand kunde forbyde Viin?

✂ Og De kalder ham en stor Mand!

✂ Ja, ganske vist! Har han ikke forstaaet det Vanskeligste af Alt: at bringe Menneskene, Millioner Mennesker til at troe paa uendelig Nydelse efter Døden, saa at de uforsagt satte Livet ivove?

✂ Ja, men det skulde jo beroe paa, hvilken Sandhed han fik dem til at troe!

✂ Min kjære, unge Ven, det gaaer ofte saa, at man ved at tale om, hvad Andre skulde have gjort, kommer til at opstille Fordringer, som man i Praxis aldrig vilde stille til sig selv eller sine fortrolige Venner. Derved fremkommer en Dobbelthed i Livet, en poetisk eller drømmeagtig Tilstand, der forhindrer En fra at være en sand praktisk Mand.

✂ Dette gjorde Indtryk paa Otto, som altid bebreidede sig selv, at en Drømme- eller Følelseshang forhindrede ham fra fuldstændig at tage Livet med Kraft og Behændighed.

✂ Han taug, og Pater Benedict fortsatte: Man maa for sig og Andre opstille et bestemt, opnaaeligt Formaal, og det høieste Formaal er: 44 at beherske Menneskene - det vil sige, at beherske og lede dem til deres eget Bedste. See, Menneskene ere i Grunden meget ulykkelige Skabninger. De ere langfra saa lykkelige som Dyret at kunne tilbringe Livet i bestandig, sorgfri Nydelse. Menneskene ere en frygtelig Slags Dyr, som vilde aldeles ødelægge hinanden, hvis der ikke var en Magt, der indgjød dem Frygt og Haab, satte Love, Skranker og Synd og efter Omstændighederne lettede deres Synd og Usalighed, kort: kunde tage Formynderskabet over dem og saaledes nogenlunde taalelig befordre dem fra Vuggen til Graven.

✂ Det var da endelig Praxis, en Tanke, som ikke naaede ud i det Abstracte og Uendelige, men tog fat paa Jordelivet, og en Mand, som ved Livsstilling virkelig svarede til Ordene.

✂ Mere Følelsen heraf end af selve Ordenes Sandhed bragte Otto tankefuld til at svare: Det er sandt.

✂ Pater Benedict mærkede, at de dog kun halvt vare enige, og vedblev: Dermed skal slet ikke være sagt, at Mænd med dyb Andagt og Følelse saadan som vor Ven Fra Jacobeo ikke ere i høieste Grad agtværdige og nødvendige. Det er nu engang deres Natur, deres Organisme, deres Maade at være paa som Instrumenter i det umaadelige Orchester, vi kalde Kirken, den hellige Kirke ....

✂ Og Pater Benedict korsede sig uvilkaarlig.

✂ Otto havde troet at holde sig kold og agtpaagivende; men hans Øine havde luet af Intelligens og Sindsbevægelse, hvorimod de sidste Ord, om Kirken, vare som Vand over gloende Kul. Pateren læste i hans Sjæl som i en aaben Bog.

✂ Han vedblev: De har været paa det øverste Galleri i Peterskirkens Kuppel? Vel, saa har De seet, hvor Billederne af Apostlene paa Kuplens indre Flade toge sig skjævt ud. Men nede fra Gulvet, ved Høialtret, derfra see de ud, som om de staae i Kreds og udgjøre Himlen. Saadan gaaer det med vor hellige, almindelige Kirke. Den maa sees fra Centret, ikke fra Galleriet. See, her er et Papir undertegnet af vor hellige Fader. Det aabner mig i Italien, Frankrig, Tydskland og Ungarn Adgang til alle Klostre. Naar jeg kommer, staae Munke og Nonner i Rækker paa begge Sider af min Vei indenfor Klosterporten, som Soldater en haie for en Fyrste. En halv Time efter min Ankomst ere Egnens Præster tilstede som Embedsmændene om en Konge. Atter en halv Time efter kjender jeg hver 45 betydelig Familiehemmelighed i Egnen; et Ord af mig afgjør Lykke og Ulykke; en Eg har staaet længe, den falder pludselig som en vildtvoxende Blomst paa en Grøftevei for Barnets Kjæp. Jeg gaaer til næste Land, hvor et ganske andet Sprog tales: samme Scene, samme Magt. Den verdslige Konge holdes indenfor sit Riges Grændser, jeg ikke. Hans Undersaatter finde Modstandere, maaskee Fjender, i nærmeste Land, jeg ikke; jeg er altid mellem Venner, i min Hær, under vore Faner, og der er knap en af Soldaterne, hvem det ikke ved Synet af dette Papir fra den hellige Fader risler ned ad Ryggen af Begeistring, Andagt eller Sentimentalitet, og hvem jeg ikke i det Øieblik ved vel valgte Ord kan sende til en livsfarlig Gjerning. Hvor i Verden finder De en saadan Fyrstemagt, og betænk vel, at jeg er en ganske ringe Tjener og dog større end nogen Konge. En Konge, det er i Sandhed en høist ubetydelig Person! Er han end Noget ved sin Magt, saa kan han ikke faae den af sig. Hvor han gaaer og staaer, er han Majestæten, Kronen, Midtpunktet for al Ærgjerrighed og Havesyge, faaer sjelden eller aldrig et ærligt Ord. Jeg gaaer ind i Husene, og strax aabnes mig Familiens inderste Hemmeligheder; man betroer mig det Dyreste, man har, sin Skyld og sin Synd. Mig aabner man Hjertet indtil dets hemmeligste Folder, den ringeste Usandhed medfører ikke blot Fordømmelse, men gjør ogsaa den hele Bekjendelse unyttig; man trænger netop selv til at tale med yderste Oprigtighed, Mænd og Kvinder, gifte Koner og unge Piger, det Deiligste, Verden har frembragt, kommer saaledes og hengiver sin Sjæl tillidsfuld til mig, søger Trøst og Beroligelse og lader sig ved min Haand blidt føre til Saligheden. Nu, velan, hvad om De kunde faae Andeel i dette Hele, Store og Gyldige?

✂ Otto var i høieste Grad greben og tiltalt. Der var jo Tilhold, og der var Storhed. Han følte sig som i et Capel, hvor en hemmelighedsfuld og dog klar og fri Viisdom blev meddeelt de Indviede, og hvori en forunderlig, dæmpet Sang stræbte at bryde frem. Var det Himmerig eller Helvede, der sang? Han vidste det ikke, men var som svævende mellem Begge.

✂ Men det synger jo virkelig! udbrød han og lyttede. Hvad er det dog?

✂ I dette Øieblik blev Lyden stærkere, som om et høitidsfuldt Tog drog ind paa Pladsen. De gik til Vinduet, og det viste sig, at fra en 46 Sidegade kom et stort Tog dragende. Natten blev lys af Voxkjærter, som omgav en Ligbaare dækket af hvide og røde Tæpper. Foran Baaren gik otte Chordrenge, og efter kom et langt Tog af Mænd, parviis, i lysegraa Kutter, med Hætten dragen ned for Ansigtet og med stort rødt Kors for Bryst og Ansigt, og Alle med Kjærter og dæmpet syngende en af den katholske Kirkes deilige Dødspsalmer. I dette Øieblik aabnedes for Toget Gitteret og Hoveddørene til Kirken S. Eustachio. Man saae Høialtret tindrende med utallige Lys, som om det var Himlen selv, der aabnede sig for den Kommende, og en mægtig, høitidsfuld Sang af dybe Mandsstemmer begyndte, medens Toget udenfor, fortsættende sin dæmpede Klagesang, langsomt drog ind og fyldte Kirken med end mere Lysglands.

✂ Pater Benedict sagde: Og saadan handle vi med selve Døden!

✂ Taarerne vare traadte Otto i Øinene og vædede hans Kinder. Men aldrig saasnart var dette skeet, Tributen betalt til Poesi og Følelse, før Sindets Stræben efter Sandhed, Daad, Herredømme, Manddom kom til Magt. Han troede ikke paa det, han saae, saa fuldstændig og barnlig, at han kunde være Middel i en Andens Haand. Han fornam, at det Altsammen var Middel for Personligheden til en uhyre Virken, og han vilde selv være Personligheden. I denne Blanding af Begeistring og Villiekraft, med overordenlig Følelse af, at her kunde han tage fat og sætte Livet ind for at leve fuldstændig indtil det Umaadelige, vendte han sig om for at modtage Tilbudet.

✂ Pater Benedict opfattede ham strax, begreb dette Udtryk. Han vilde vel have Otto, men i betvungen Stand, han vilde ikke ganske accordere som med en Ligemand, han vilde, at Otto ganske anderledes skulde komme og ønske eller bede om Optagelse, og han sagde derfor: Nu, jeg seer, De behøver Tid til Overlæg, tag nogen Tid til at betænke Dem. Jeg troer, De bliver en af Vore.

✂ - Vinteraftnen var saa mild som en Foraarsaften i Norden. Maanen var staaet op og beskinnede Halvdelen af Gaden, hvor Otto gik, medens han i den anden Halvdeel var i Mørke, saae Stjerneskinnet paa Himlen og de forunderlige bløde, varme Toner, som Maaneskinnet gjød over Husene, forvandlende dem til feeagtige Steder. Paa et Hjørne nær ved hans Hjem brændte foran et Madonnabillede en Lygte, og det røde lille Lys saae ud, som om det 47 hang der med stille andægtig Bevidsthed om, hvor forskjelligt det var fra det hedenske lyse Maaneskin. Paa det andet Hjørne sprudlede en Fontaine ud af Muren; Straalen saae ud som tindrende Sølv, som noget Levende; den stille Pladsken var den eneste Lyd i den brede, tomme Gade, og til hvert Øiebliks Lyd kunde man lytte, som om det var muligt at oversætte den i Ord. Et lille Stykke længere frem kunde han over en Muur see ind i en Have med Orangetræer, og det forekom ham, at han i det grønne og sølvglindsende Løv saae den røde, svulmende Frugt. I samme Øieblik hørte han fjernt i en Tvergade Citherspil. Aldrig føler man sig saa forladt, som naar man hører Andre kalde med Tillidsfuldhed. Da syntes det ham, at han kjendte Stedet: det var hans Drømmes Land; Serenaden, der blev sungen, var hiin:

✂ Kom ned til vor Vigne,
Hvor Rankerne groe -

✂ Der var Vignen! Hans Skjæbne voxede med hans Aar, Alt blev større, mægtigere, skjønnere, men dog i Hovedsagen det Samme. Hvo svarede, hvis han sang og kaldte? Hvem havde han at synge til? Dag ud og Dag ind arbeidede han sig bort fra Savnet, stræbte efter den fjerne blaa Blomst, der i dette Øieblik syntes ham en vissen Spøgelseblomst sammenlignet med den varme Bebudelse om Øieblikkets Livslyst. Han havde betragtet Rom som en hellig Stad, hvor han var bleven gjenfødt til et nyt og høiere Liv, og den var dog kun en verdslig Samling af Huse, der skjulte de sædvanlige menneskelige Lidenskaber. Jeg Nar! sagde han. Man gaaer med den Evighed i sig! Kunde man endda sælge en Stump deraf for at faae Øieblikket! .... Hm, jeg Nar dengang, deroppe ved Apollo!

✂ Da han kom ind i sit Værelse, saae han Værtinden staae ved Lampen ifærd med at tænde den; det ene Blus var tændt; men hendes Haand rystede saa stærkt, at hun ikke kunde faae det andet Blus i Brand. Da han kom nærmere, var det, som om ved et Underværk Marmorstatuen var bleven levende; over Kinderne var bredt en let Rødme, og efter at hun havde seet op paa ham med et kort, hastigt Blik, sank Øienlaagene med de lange sorte Øienhaar dybt ned, medens hun selv blev staaende ubevægelig; ogsaa hendes Dragt var en 48 anden, istedenfor den sorte, slidte, tørre Atlaskes Kjole var hun i hvid Klædning, og ham syntes, han kunde see Marmorskikkelsen aande. Han lagde Armen om den - Blusset sluktes.

✂ Du skal vide, sagde hun bittert grædende og med alle Tegn paa Sønderknuselse, at min Skriftefader havde talt om Dig og sagt, at der laa Vægt paa Din Omvendelse. Jeg var gaaet ind til Dig for at lægge en Medaille, der er indviet af den hellige Fader selv, under Din Hovedpude, det havde han raadet mig ..... ak, her er den! raabte hun, afbrydende sig selv, og kyssede den lidenskabelig. Men som jeg havde lagt den, hørte jeg Dig komme og vilde skjule mit Forehavende ved at tænde Din Lampe, og jeg var saa angst, og da, midt i min Angst, kom Djævlen til mig og holdt Dit Ansigt for mig ligesom i et Speil og gjorde Luften hed om mig ... O, jeg Synderinde! Englene i Himlen vride deres Hænder over mig! Men blot jeg redder Din Sjæl, vil det være Gud velbehageligt, og jeg vil engang finde Naade! ... Du maa lade læse Messer for mig ... ak, Du er værre end en vantro Tyrk, Du troer slet ikke, Dine Øine smile over min Anger og Dødsangst .... jeg vil aldrig see Dig mere, jeg vil gjøre Bod i Sæk og Aske jeg vil flye Dig som Helvedes Yngel, som Djævlens eget Kjød og Blod! Vig fra mig! Forbandet være Fristeren! Herren være mig Usalige naadig!

✂ Med saadanne Udbrud forlod hun ham, flyttede Meubler for Døren ind til ham, og var igjen i nogen Tid den kolde, marmoragtige, fanatiske Bodfærdige ... for atter en Stund efter at begynde forfra.

✂ Af det Udtryk, der undertiden kom i hans Ansigt, begreb hun tilnærmelsesvis hans urolige, smertefulde Higen efter Virken, Handling, Berømmelse, eller antog idetmindste, at Ærgjerrigheden var den Side, hvorfra han kunde vindes. Fra nu af hørte hun op med directe Opfordringer og fortalte ligesom tilfældig Anecdoter om Paver og store Prælater, især med Hensyn til deres ubekjendte eller fattige Herkomst og den Herlighed, hvortil de havde svunget sig op. Sommetider, naar hun var i den anden Sindsstemning, dvælede hun ogsaa ved, at Mange just ikke i Ungdommen havde ført det ærbareste Liv, men dog vare blevne Helgene. Sligt sagde hun med den italienske, særegne Frivolitet, der kun er en dyb Anerkjendelse 49 af Naturmagten og forbeholder sig Hellighedens endelige Seir gjennem Skrifte og Bod. Men i dette som i hendes hele Væsen, enten hun var kold eller flammende, var Noget, der i høi Grad greb Phantasien og ligesom bragte den Bud fra en Verden af anden Art end de to, Menneskene ellers anerkjende: Himmerig og Helvede.

✂ I Samtale med hende kom han engang til, fjernt at antyde Muligheden af, at man kunde gaae over til Katholicismen. Da sprang hun op, kastede sig ned for ham, omfavnede hans Knæ, kyssede hans Fødder, trykkede dem mod sit Bryst og raabte, at saa var Alting godt, saa vilde hun tjene ham som Slavinde, saa skulde han stige til den høieste Ære, og hun brød sig ikke om sig selv, om hun saa skulde gaae i Kloster, hun havde frelst ham, det vilde Vorherre lønne hende!

✂ Otto skrev til Schiøtt:

✂ Der er noget Skjæbnesvangert i mangt et Ord, De har sagt til mig. De talte engang om Pygmalion og sagde omtrent, at det, vi elske i Ideernes Rige, maa engang faae Form og blive levende i vor Favn og lønne os. Tænkte De, at det nogensinde skulde blive den fuldeste Virkelighed, at en Marmorstatue skulde blive levende i mine Arme! At Guderne anden Gang skulde gjøre et saadant Underværk!

✂ En skjøn Gave af Guderne er ogsaa en vild Hest, som aldrig har prøvet at lyde, men som man bringer det til at ride i Silketøiler. En saadan Hest var det vel, Kong Didrik af Bern red den Dag, da han red saa langt, at man aldrig saae ham mere. Og paa hans Gjenkomst ventede dog mangfoldige Venner og Tjenere.

✂ - - - De har engang sagt: Der hører Lykke til Livet. Og en anden stor Mand, Bettina, har sagt: Mein Glück ist meine Heimath. - Jeg troer, jeg har ogsaa fundet Hjemmet og Lykken! Thi hvad er Lykken vel Andet end Livets mægtige Styrke, Ungdommen, der har Nok i sig selv!

✂ Man kan ikke godt lege med Ild. Medens Otto troede, at han oversaae og beherskede sin Stilling, havde hiin Duft af Virak, Caprifolier 50 og Elskov lagt sig om hans Sind. Det faldt ham ikke saa vanskeligt at opgive en Tro, han aldrig havde havt, som at antage en, han heller ikke havde. Det stod som høit Bolværk. Han kunde sige: Naar man stiger høit i Katholicismen, saa naaer man jo til den egenlige Protestantisme, til den frie Intelligens, som er hævet over Fordommene. Lad mig tjene i nogen Tid - hvad er til Hinder for, at jeg saa naaer det Høieste, ja jeg kan blive - hvo veed! En Hyrdedreng er jo alt bleven Pave! Det er den eneste Souverainetet, som ikke afhænger af Fødsel, men af Geni og Villie. Det er aldeles ingen Feberphantasi: selv som Fremmed kan man blive idetmindste Cardinal, en af Roms og Italiens Herskere. Det er dog Noget at leve for - eller at døe for.

✂ Men hvergang han ved saadant Raisonnement havde bortskaffet Hindringen, reiste den sig igjen af hans Sjæls Dyb lige høi.

✂ En Dag var han i de Tydskes Casino tilstede ved en Discussion mellem nogle preussiske Theologer og Kunstnere, der i høi Grad interesserede ham. Den lignede dem, han hjemme havde hørt mellem Bregning, Gram, Schiøtt og Hald, men var mere omfattende og tankekraftigere. Han forholdt sig taus for uforstyrret at nyde den styrkende Luftning fra Norden. Man talte om de nazarenske Malere og om Muligheden af, i vor Tid at frembringe religiøse Malerier, og En mente, at uden Religion kunde man aldeles ikke male. En Anden sagde, at for at komme til Religion i christelig Forstand og bøie sig under Troen maatte man først knækkes; kun som menneskelig Invalid, som lemlæstet paa Idealitetens, Lykkens og Haabets Organer, kom man saavidt, og saa havde man ingen kunstnersk Freidighed og Kraft.

✂ Dette slog Otto; thi det var en Anskuelse, han jo selv meget tidlig var falden paa, da han sagde til sin Moder, at Biblen kun var for gamle Folk.

✂ Taleren var en undersætsig, kraftig Personlighed og gjorde godt ved sit Udtryk af Sundhed og kunstnersk Frihed.

✂ Hans Mening blev bestridt, man nævnte store Navne, der havde staaet i Kirkens Tjeneste, og den forrige Taler svarede dertil: Ja, den christne Kirke! Skal man hengive sig til den, slaae Forstanden ihjel, synke hen i Følelsens og Troens Hav, maa jeg saa bede om den, som fuldstændig befaler, tager Magten og har Traditionen. Men derfra 51 bevare mig alle gode Guder! Hvis vi ikke havde faaet den græske Verden gjenopdaget, vilde vi aldrig været komne ud af Middelalderens Barbari. Christendommen selv havde ingen Kraft dertil. Hvis vi vilde være Christne og elske hverandre, vilde al Fremgang høre op og Alt blive en communistisk Vælling.

✂ Hertil svaredes igjen, at den hele Tradition ikke var nødvendig for Christendommen; man kunde reformere, hvad der var Menneskeværk, saaledes som Luther havde gjort, og gaae videre. Der var visse christne Sætninger, man ikke kunde hævde overfor de Radicale, og man skulde derfor enes om nogle, der kunde forsvares, og derpaa begrunde en ny Kirke. - Ved at høre denne Indrømmelse af, at man ikke havde fuld Tro, at man ikke var sikker overfor Fornægterne, at man uden Begeistring, men forstandig vilde skaffe ny Olie paa Menneskehedens Lampe, syntes det Otto, at det katholske Rom udenfor stod med kjæmpemæssige Skikkelser, der voxede himmelhøit ved deres imponerende Fordring paa, at man skulde troe dem heelt og holdent, fordi de havde Sandheden og havde bevaret den uden Afbrydelse ligefra det Øieblik, da Stenen smeltede udenfor Domine quo vadis. Det var maaskee ikke sandt; men der var dog Enhed, Sammenhold og Hvile. Og hvordan det end monne forholde sig med hans Geistlige, Jesuiter og Værtinde, saa var der dog Varme; døde man her, blev man ikke lagt ned i klam, forstandsfrossen Jord, men i sommervarmt Muld, hvorfra Spirer kunde udgaae, om ellers Spiren var mulig.

✂ Otto nærmede sig den Kunstner, der havde ført Ordet for Friheden, og fandt en rask Imødekommen. Han blev indbudt til at gaae hjem med i Atelier'et, og her saae han kraftige Skikkelser og store Udkast, men en paafaldende Mangel paa Skjønhed i Farve og Form og ideal, høi Simpelhed i Compositionerne.

✂ Det var altsaa Friheden!

✂ Han gik hjem med den Beslutning at bortkaste al anden Reflexion end den, som hørte til at gribe saa megen Viden som mulig, forberede sig paa Afgjørelsen, paa det Maal, hvorhen han vilde blive ført af Strømmen, som Skjæbnen havde bragt ham ind i.

✂ Uden at han blev det tydelig vaer, fik han lidt efter lidt en Følelse, som om han havde Forpligtelse mod Kirken. Jo mere han blev indviet i Ceremoniernes Betydning og forstod dem, desto mere tiltalte 52 de ham som en Slags Videnskab, som en stor og fiin Symbolik, og han overraskede sig undertiden i, næsten at føle fanatisk Had mod Fremmede, som stode i Kirken og loe. De Helgene, hvis Billeder han saae, syntes ham, ombølgede af Sang og Virakskyer, at betragte ham med en hemmelig Samviden, at have Noget tilovers for ham, ja det var undertiden, som om de kun ventede paa et Ord fra ham for at blive levende og fuldføre Vidundere. Med altbeherskende Magt levede i hans Sjæl Tro paa Lykke, paa at være udvalgt, og paa at komme til Forening med noget Stort; deri blandede sig det dæmonisk Lokkende hos Donna Agnes, hendes afvexlende Lidenskab, Sønderknuselse og Tro paa at være Redskab til hans Frelse; deels syntes det ham noget Særeget og uforklarligt Farverigt, dels noget Forbigaaende, som han skulde opleve for at vinde i Erfaring og Magt.

✂

Femte Capitel

✂ Otto havde i den Grad hengivet sig til sine Stemninger og Studier, at Carnevalet syntes ham en barnagtig Forstyrrelse.

✂ Han havde den katholske Kirkehistorie for sig, og Nydelsen ved snart at see dybt ind i dette Liv af Lidenskab, Hengivelse og Kløgt, snart at føle sig hjemme i den store Verden, blive bekjendt med alle Anliggender, der hørte til Herredømme, snart finde en Skikkelse, der uvilkaarlig tog Plads i hans Dommedag, var saa mægtig udfyldende, at han, da Kanonskuddene forkyndte Senatorernes Tog, tænkte: Aa, de Narre! de Børn!

✂ Men da Stilheden igjen blev saa dyb, da Menneskene saa fuldstændig vare beskjæftigede med sig selv, at de ikke engang forstyrrede ham, læste han med mindre Ro. Gjennem den umaadelige Stilhed syntes det ham pludselig, at han hørte fjern Musik, og som ved et Trylleslag troede han at fornemme Bjergluft. Han sagde da til sig selv: Komme til Rom uden at see Carnevalet! Hvilken Urimelighed! Nei, see et Øieblik paa det, maa man dog. - Han vendte Bogen, som man gjør, naar man strax vil tage fat igjen, og gik ud.

✂ Via Felice var saa stille, at han tydelig hørte det lille Vandsprings 53 Pladsken paa Hjørnet; Februardagens Solskin laa mildt og varmt, men som urokkeligt, fasttryllet til Husene og Brostenene; en Duft af Caprifolier strømmede fra en solbeskinnet Mur ned over ham. Den hele øvre By syntes ham forvandlet til Forgaard i en Helligdom. Han gik nedad den brede Trappe til spanske Plads; ogsaa den var ganske stille; men da han saae ned ad Via Condotti, opdagede han en hvidklædt, maskeret Kvindeskikkelse, der ilede tversover Gaden og forsvandt i et Hus, og i det Fjerne hørte han en Lyd som af Havbølger. Hans Hjerte bankede næsten hørlig. Hvor Via Condotti skjæres af Corso'en, stod over hele Gadens Brede en Klynge Mennesker, Mandfolk og Fruentimmer, alle i simpel eller fattig Dragt. Men det var dem, der handlede i Forgaarden, med opsamlede Blomster, Confetti eller med Brød og Frugt. Da han var trængt igjennem denne Klynge, laa til begge Sider Corso'en, til begge Sider Carnevalet i al dets Herlighed: i Gaden en leende, jublende, legende, maskeret eller umaskeret Menneskemængde, snart samlet i Mylren, snart adskilt af Kjørende, der enten nysgjerrige saae til eller med Raab og Latter deeltoge i Legen, kastende Blomster, indhyllede i Regn af Blomster og Confetti; langs Gaden Rækker af Kvinder, paa Stole og Stilladser, paa Balconer, i Vinduer, heelt op ad Husene, omgivne af de lyse, mangefarvede Tæpper, hvormed Husene vare pyntede. Saa hjertelig og glad var Latteren, saa rettelig begrændset den rigeste Livslyst, saa umaadelig og uoverskuelig Mængden, at man, betagen og opløftet, uvilkaarlig kunde opfatte det, som om Menneskeslægten var bleven Barn igjen og Vorherre saae til ved dens Leg. Trods det Fremmede og Pludselige var det Hele saa overensstemmende med Ottos Natur, at han følte sig som hjemme, i noget Gammelt, men Nyopdaget. Han havde kun Sky for at tilkaste en Dame en Blomst, især en af de simple, ganske smaa Bouquetter, som bleve solgte hist og her. Paa et Hjørne stod en Kone med et lille Træ i Urtepotte, og paa Træet var kun en eneste, men deilig, hvid Blomst. Hun forlangte en Scudo for Blomsten; Romerne lo, da de hørte Prisen. Hvad lee I af? sagde hun; et Menneskes Lykke er maaskee i denne Blomst. Otto kjøbte den; men nu gjaldt det om at finde en Dame til den deilige Blomst. Smaa og store Piger rakte ud efter den, tilkastede ham Confetti og Blomster og forlangte den alvorlig eller leende; men desto større Værd fik den 54 Ubekjendte, der skulde have den, og han skjulte den under sin Kappe.

✂ I den anden Ende af Corsoen, ikke langt fra Palazzo Venezia, var et gammelt Palads, der syntes ganske ubeboet og øde. Ingen Tæpper prydede dets graa Mure eller de stærke Jerngittre, der lig Skandsekurve stode om Balconerne. Selv udenfor, paa Fortouget, syntes Paladset ugjæstfrit, idet ingen Stole vare anbragte. Med Sydens fine Sands skyede man Stedet, som om det var koldt og glædesfjendsk. Der traf Otto pludselig Alfons staaende ganske ene, bleg og yderst sørgmodig at see til.

✂ Men hvorfor staaer Du her som Sorgens Skildvagt midt i Glæden? udbrød Otto. Hvorfor lader Du dette Steds Skygge falde paa Dig?

✂ Jeg var tilfreds, det vilde aabne sig og gjemme mig!

✂ Men hvad feiler Dig da, Alfons?

✂ Efter nogen Tøven fortalte Alfons, at han havde havt til Hensigt, ikke at gaae til Carnevalet, men dog villet see Høitideligheden paa Capitolium, og der var han gaaet hen.

✂ Naa, ja, det var der, Scipio gik hen at takke Guderne .... betænk dog, Menneske, vær glad, her kan man sige: »Jeg har været paa Capitolium«, og det er maaskee ikke en halv Time siden.

✂ Nei, ikke stort mere.

✂ Naa, men hvad er der da hændt Dig? Frisk Mod, Du haver intet Ondt bedrevet, det er jeg vis paa .... Nei, kom nu, sig mig, hvad der er i Veien.

✂ Ikke Andet, svarede Alfons modstræbende, end at der kom de gamle Jøder fra Ghetto og maatte knælende bede om Tilladelse til at blive her et Aar endnu imod at betale Omkostningerne ved Hestevæddeløbene.

✂ Naa, hvad saa? Gammel Formalitet, der ikke betyder Noget!

✂ Nei, ikke Andet, svarede Alfons med pludselig Energi, end at de paa Veien til denne Fest have sat Foden paa min Nakke! .... O, jeg er saa ene! Jeg troede jeg var de Christne saa nær, og nu er jeg hundrede Mile fra dem. .... Jeg veed ikke, hvor jeg skal gaae hen; det er, ligesom jeg ikke mere havde Hjem paa Jorden ..... det drog mig herned, blot fordi han havde sagt, jeg ikke skulde gaae hertil, 55 troer jeg ..... og saa tænkte jeg jo nok jeg vilde træffe Dig. Men Du vil vel ikke gaae hjem med mig?

✂ Jo, men lad mig blot først kaste denne Blomst.

✂ Til hvem?

✂ Ja, det er netop det, jeg ikke veed. Til min Skjæbne!

✂ Saa kan det vare længe; saa vil jeg hellere gaae ene.

✂ Nei, Alfons, bliv det Øieblik. See, der kommer saa mange Vogne, hun maa være i en af dem. Du kunde desuden gjøre Meget til, at hun kom.

✂ Jeg?

✂ Ja, nyn blot en Melodi .... Du har selv godt deraf, og for mig maner Din Sang hende frem, eller jeg faaer den rette Stemning som Cajus Gracchus ved det græske Fløitespil.

✂ Jeg kan ikke, Otto.

✂ Naa, saa kan jeg da endelig selv! Jeg maner Norden frem til at være med ved Afgjørelsen:

✂ Den tredie Gang Guldtærningen ad Tavlbordet randt, Den Jomfru hun tabte, den Ungersvend han vandt!

✂ Nu, skjøn Jomfru, nu kaster jeg Runer!

✂ I dette Øieblik kom en Vogn hastig; baglængs sad en Herre med Staaltraadsmaske paa, overfor ham to Damer, af hvilke den ene var hvidklædt, yderst smagfuldt, med noget ubeskrivelig Yndefuldt i Skikkelsen; et Gazeslør var trukket for Ansigtet; men man saae to mørke Øine, der tindrede af Livsglæde.

✂ Idet Otto slog Kappen tilside og greb ind efter Blomsten, blev hun angst og vilde bøie sig til Siden; men hendes Blik havde endnu ikke ganske forladt ham, da Blomsten kom tilsyne, og ligesaa hurtig bøiede hun sig frem igjen - Blomsten var alt kastet, den faldt i hendes Skjød, og inden hun kunde tage den, var Vognen bøiet om Hjørnet; men man saae tydelig hendes Hensigt at kaste en smuk Bouquet til Gjengjæld.

✂ Hvor det var smukt at see! sagde Alfons. Hvor Du altid har Held, Otto! .... Vil Du nu blive og vente, til hun mulig kommer igjen?

✂ Nei, nu har jeg gjort Mit, nu faaer Skjæbnen gjøre Sit; imorgen 56 er der atter en Dag. Lad os nu kun gaae. - Og han tilføiede ved sig selv: Lad Skjæbnen selv vise, om jeg skal være Pave eller -.

✂ Han tog Alfons under Armen og sagde: Kom, vi vil gaae op til S. Onofrio! der fandt jo endogsaa Tasso Ro. Der vil vi see ud til Bjergene og bestemme, hvor vi skal ligge paa Landet i Sommer, eller hvor vi skal seile hen - for hele Verden staaer os jo aaben!

✂ Alfons svarede lidt efter: Ja, jeg synes ordenlig jeg bliver høiere og faaer frisk, vid Udsigt, naar jeg saadan gaaer med Dig.

✂ Hør, Alfons, vedblev Otto, jeg spørger ikke gjerne; men noget Aparte maa der være hændt Dig. Hvordan er Du fra først af kommen i Bekjendtskab med Munkene, og hvad trykker Dig, som ellers altid var saa tilfreds, saa harmonisk - for det var Du, det er bedst, Du hører Din Ros for igjen at kunne fortjene den.

✂ Efter nogen Taushed svarede Alfons: Det var fra Florents, at jeg blev anbefalet til Pater Benedict.

✂ Saa? Fra Florents? Men det var sagtens en Geistlig, som derfra anbefalede Dig?

✂ Ja, en Skriftefader i en Familie.

✂ En Skriftefader?

✂ Ja.

✂ Naa?

✂ Jeg vil sige Dig det Hele, Jeg havde hjemmefra Anbefalingsbrev med til en Professor i Musik, og han havde en Datter.

✂ Og hende forelskede Du Dig i?

✂ Nei. Men hun fik Godhed for mig.

✂ Du Gudernes Yndling! Var hun smuk?

✂ Du skal faae hende at see.

✂ Hvor?

✂ Jeg har hendes Billede her, sagde Alfons og tog til Brystet; men lad os vente, til vi ere ganske ene; jeg kan ikke lide, at en Forbigaaende skulde see derpaa.

✂ Jeg har aldrig truffet noget Menneske med en saadan musikalsk Sands som hun, vedblev Alfons. Hver Bevægelse var rhytmisk, hvert Ord, hun sagde, var Musik, hvert Blik af hendes Øine var som en deilig Melodi.

✂ Sig mig Alfons, hvordan vil Du tale om en Dame, naar Du virkelig bliver forelsket?

✂ Jeg veed ikke; maaskee tie stille. Jeg var ikke forelsket, fordi det aldrig faldt mig ind, at vi kunde høre sammen. Men da jeg mærkede, at man begyndte at troe det, reiste jeg, og ved Afskeden gav Skriftefaderen mig Bud med til Pater Benedict.

✂ Naa?

✂ Og saa bragte Pater Benedict mig engang en Pakke fra Florents. Deri laa Portraitet; nu kan Du see det -

✂ En Nonne! raabte Otto. - O, Gud, hvor hun er deilig! Og en saadan Madonna er gaaet i Kloster for Din Skyld!

✂ Anseer Du det for noget Stort, at en Pige er bleven ulykkelig ved En?

✂ Nei .... ja .... jeg veed ikke! Den storste Lykke og Fortjeneste i Verden er at blive elsket af noget Deiligt, Fuldendt .... ikke for Kjærlighedens Skyld, men fordi en saadan kvindelig Personlighed ikke kan tiltales uden af noget Herligt i Ens Natur. Hun mærker det, enten det er blevet til Bedrift eller ei, og det er Erstatning for dem, som ikke komme til at udføre Bedrifter, skjøndt deres Sjæl havde Anlæg dertil. Det er min Tro. Den Kvinde, man vinder, er Afbilledet af Ens Sjæl! Derfor vandt Du denne Madonna! Havde hun behaget at forelske sig i mig saa mægtig, at hun blev Nonne for min Skyld, saa vilde jeg have gaaet i Kloster -

✂ Otto greb sig hurtig i det; han fik pludselig en Forestilling om Alfons's Sjælstilstand. Eller, vedblev han, jeg vilde gjort som Dante, der lovede, at ingen Kvinde i Verden skulde blive besungen som hans Beatrice - Menneske, efter det Ansigt at dømme er Du Verdens største Musiker! Har ikke allerede Schiøtt spaaet det? Tænk Dig, om han saae os her udenfor S. Onofrio - og der ligger Rom! Og derude, det Blaa, er Sabinerbjergene! Og det Røde, det Violette, det Guldfarvede deroppe i Euften - der kjører Apollo sin Solvogn hjem, nu opslaaes Himlens Porte for at modtage ham, og derfra strømmer al den Glands og Farve ud over Verden! Men see dog op!

✂ Jeg er bleven saa sørgmodig og saa tung, sagde Alfons. Jeg veed ikke, hvordan det gik til, at jeg fik en saa uendelig Eængsel efter hende, og saa syntes mig, jeg vilde være hende nær, om jeg fandt et rigtig stille, fromt og renligt Kloster. Men nu, da jeg kom op og saae hendes Landsmænd træde mine Slægtninge paa Nakken, gik det 58 over, og nu er det, ligesom jeg havde en Klump Taage i Brystet, ikke Hjerte. Jeg kan slet ikke begribe, hvorfor jeg er her, eller hvor jeg skal hen.

✂ Havde Du bare sunget nede paa Corso ligesom jeg, saa var der kommet En og havde kjørt med fire Heste ind i Hjertet og lukket Taagen ud.

✂ Hvor kan Du nu spøge?

✂ Det er min ramme Alvor, Alfons. (Bare jeg kunde faae ham til at synge). Hør, Alfons, kan Du huske Din Seirssang, den, Du og Din Søster sang hjemme ved vort Børnebal, og som I en Aften sang hos Din Bedstefader? Den betyder altid Noget, naar den bliver sungen - syng den nu!

✂ O, den! sagde Alfons og istemmede den uvilkaarlig, da Otto nynnede de første Noder.

✂ Otto saae ind i Solnedgangens Pragt og Glød og holdt ved dette Syn alle Tanker borte, som vilde trænge sig frem ved Alfons's Sang. Det Andet skal være afkastet, sagde han til sig selv, det derude skal være Fremtiden. Og saagodtsom medens han talte, skiftede alt Farverne, og Sydens Nat drog frem paa Himlen. Med alle Kræfter søgte hans Sjæl at stemme imod, at Glandsen blev overvældet, følte sig selv paa Spil derude, men anstrengte sig forgjæves. Pludselig saaes Solens halve Skive ganske ene og rosenluerød paa den blegblaa Horizonts yderste Rand, og Alfons sang i det Samme den forunderlige Seirshymnes Ord: Vogne og Heste begrov han i Dybet! og næsten saa hastig som Ordene bleve sungne, sank Solens sidste synlige Rand, glimtende i sidste Øieblik som en guldrød Stjerne. I det Samme hørte Otto, at man talte til Alfons.

✂ Medens han havde sunget, var bagved dem, opad Høien, kommet en aldrende Herre og Dame, en yngre Mand og en ung Pige, Alle med tydelige Tegn paa Forundring og ligesom magnetisk tiltrukne af Sangen. Den yngre Mand havde nærmet sig Alfons og sagt et Par Ord, og øieblikkelig var han som en gammel Bekjendt for dem Alle. Det var i dette Øieblik, at Otto vendte sig, og betagen af sine Forestillinger opfattede han det, som om det gamle Testamentes Skikkelser i moderne Dragt havde ladet sig mane op af Seirshymnen fra det røde Hav for at trøste deres Efterkommer. Saa 59 uvilkaarlig og fuldstændig hengav han sig til denne Phantasi, at han vilde vende sig bort, tilbage til Solnedgangen for at see efter Stjernen; men da var den slukt, og Natten kom hurtig, ligesom med brede Vingeslag, over Himlen. Han benyttede et Øieblik til hviskende at spørge Alfons: Kjender Du dem?

✂ Nei; men de ere engelske Jøder, af spansk Herkomst ligesom jeg, og de kjendte Melodien, den bliver sungen i deres Synagoge, og de blev saa overraskede ved at høre den her ved Klostret.

✂ Troer Du?

✂ Hvorfor skulde de lyve?

✂ Menneske, de ere jo Sangen selv! De ere manede op, og om et Øieblik, naar S. Onofrio ringer til Ave Maria, maae de bort igjen!

✂ Den sidste Tid havde altfor meget ophidset Alfons's Phantasi og spændt hans Nerver, til at han ikke skulde være modtagelig for en saadan Forestilling, og idet han holdt sig tilbage hos Otto, stirrede han paa sine nye Venner i det indbrydende Tusmørke.

✂ Man spurgte ham, hvad der var i Veien, og han sagde: Hvis I komme fra Fædrenes Grave, saa sig det!

✂ Der blev en uhyggelig Pause; de Fremmede syntes nu ogsaa at blive betænkelige og antage de to unge Mennesker for sindssvage, og ind i denne Dissonans brød den pludselig begyndende Klokkeklang.

✂ Otto havde kun været poetisk greben af sin Phantasi og havde Magt til at beherske den, idetmindste for ikke at forspilde Alfons gode Venskaber. Han gjorde et Skridt frem og sagde paa Fransk: Mine Herrer og Damer, hvis her er en Misforstaaelse, saa kommer den af, at jeg for lidt siden bad min Ven Mendoza om at synge sin Slægts Seirssang og forsikkrede ham, at den vilde mane Noget op til ham. Knap sang han, saa kom De, og derfor paakom os den Forestilling, at De ere Aander. Vi bede meget om Undskyldning, hvis vi tage feil, og hvis der er noget Uhøfligt i vor Adfærd.

✂ Odd fellows, you are! raabte den gamle Herre og vedblev paa Fransk: Der, tag min Haand, ryst den og føl, om jeg er en Aand! Mit Navn er Sir James Israel Mocatta, Baronet. Og De hedder?

✂ Jeg hedder Otto Krøyer, svarede Otto, idet han gjengjældte Haandtrykket.

✂ Jeg er ogsaa levende, her er min Haand, sagde den ældre Dame venlig ..... Hr. Otto ..... min Datter, Miss Anna Mirjam .... giv hende kun Haanden, efter engelsk Skik, og for at overbevise Dem.

✂ Den yngre Mand traadte frem og sagde: Jeg kan ikke nægte, at jeg kommer fra »Fædrenes Grave« i Østerland, men har ikke hvilet i dem. Jeg er Sir James s Søstersøn og hedder de Castro. Her er min Haand.

✂ Og saa har jeg ude paa Landeveien staaende en virkelig Vogn med et Par virkelige Heste! raabte Sir James. Ville De gjøre os den Fornøielse at kjøre med hjem og drikke en Kop Thee?

✂ - Mørket var alt indtraadt, og Carnevalet var for den Dag forbi paa Corsoen. Man mødte det hist og her i smaa Selskaber, der kom maskerede, med Fakler og Musik, for at opføre en Serenade eller give en scenisk Forestilling i en eller anden Osteri, som var oplyst med mangfoldige farvede Lygter i alle Størrelser, og hvorfra den romerske Folkeglæde lød, altid harmonisk. Naar et saadant Optog med Lys og Strengeleg pludselig dukkede op i Enden af en bælgmørk Gade, eller man langt borte saae Osteriens Glands, tog Alt sig feeagtigt ud; men Otto og Alfons bleve ikke længer overraskede af det Eventyrlige, det syntes dem at høre til Dagens Orden, de havde jo selv faaet Roller deri.

✂ Vognen kjørte til Corsoen. En Port blev slaaet op, Tjenere i Liberi stode ved Foden af den brede Steentrappe; man gik op ad Trappen og kom gjennem en stor hvælvet Forhal, hvor der i den kjæmpemæssige Kamin blussede en lystig Ild, til et Værelse, hvis Vægge vare af udskaaret Træ, brunligt og med Spor af Forgyldning, og over hvis Marmorfliser var lagt Tæpper. Der var dækket et Theebord, hvor Sølvmaskinen snurrede over en Spirituslampe.

✂ Den fuldendte engelske Gjæstfrihed gjorde det let for de To at føle sig vel og hjemme i det Uvante. Man faldt dem ikke besværlig med personlige Spørgsmaal, men forstod at spørge saaledes, at man selv gav Meest.

✂ Den gamle Baronesse havde, hvad der er sjelden blandt Jødinder, ganske sølvgraat Haar; hendes Teint var bleget af Alderen, maaskee ogsaa af Sorger, skjøndt hun forresten var livlig og bar det umiskjendelige Præg af en sikkret, behagelig og anseet Livsstilling. Hun havde ingen høi Dannelse, men megen sund Sands og et godt, 61 mildt Gemyt. Hun var mere forundret over Rom end glad over det og klog paa det og overraskede Otto ved sine naive Udtryk af Forundring, idet hun oftere efter at have omtalt f. Ex. Vaticanet, Ruinerne, Kirkeceremonierne spurgte: Kan De forstaae det! Otto vidste ikke, om hun spurgte saaledes for at prøve ham, eller om hun virkelig var en saa jevn aldrende Dame, som hun gav sig. Han vogtede sig for at ville synes lærd; men paa hans Øine kunde man nok see, at han forstod. Naar han en enkelt Gang gav en lille Forklaring med den venlige Omhyggelighed for at udtrykke sig rigtig, som i hans Stilling var saa naturlig, blev hun meget tilfreds og sagde, at saadan talte hverken Sir James eller de Castro, for de havde altid deres egne Ting i Hovedet.

✂ Miss Anna var omtrent atten Aar og ikke egenlig smuk. Hun var let, men kraftig bygget og syntes en sund, selvstændig Natur, der ved en omhyggelig Opdragelse og en fornuftig kvindelig Aristokratisme strax gjorde et godt og behageligt Indtryk. Hun lod til at være ligesaa greben af det nys Oplevedes Poesi som enten Otto eller Alfons og kunde i Førstningen ikke tale, uden at Stemmen bævede af den tilbageholdte Bevægelse. Over Otto gled et Par Gange hendes Blik med dyb Nysgjerrighed, næsten med ængstelig Forsken, og hun lyttede nogle Øieblikke til hans Stemme, som om hun hørte med særegne Sandser. Mod Alfons var hun mere freidig og hjertelig, og dersom den poetiske Bevægelse en Stund vaklede ved, hvem den skulde slutte sig til, saa kom snart et Øieblik, der blev afgjørende.

✂ Sir James havde en Kjæphest, som han red til sin private Rigmands-Fornøielse: Geologien. Hvorsomhelst han kom, undersøgte han Jordlagene og samlede fra Italien en heel Skibsladning til sit Cabinet i London. Men ved Siden af at udforske, hvordan Jorden havde seet ud i dens forskjellige Perioder før Syndfloden o. desl., kom han paa denne Maade til sikker Kundskab om vedkommende Landes Hjælpekilder og Producter, Evne til at modtage Bjergværksdrift, Industri o. s. v. Snart var Otto beskjæftiget med at give Oplysninger om Danmarks Jordlag, om Jyllands Heder, om deres Evne til at opdyrkes, om Vanddragene ved Himmelbjerget, og derfra gik Samtalen igjen til de forskjellige Jordperioder. Det var netop, hvad der tidligere saa livlig havde beskjæftiget ham og var brudt 62 frem i Samtaler hos Milner og andre Steder; men her var den Forskjel, at Baronetten ikke i ringeste Maade lod det indvirke paa sin Bibeltro, hvad han opdagede om Jordens Ælde. Imellem Biblen og Videnskaben var for ham ingen Forbindelse; han havde ikke forestilt dem for hinanden, og de toge ingen Notits af hinanden. Den fornemste Grund for hans Reise til Italien var iøvrigt hverken Geologi eller Orangernes Clima, men det praktiske Formaal at hjælpe til Jødernes Oplysning og Frigjørelse. Hans Søstersøn, de Castro, havde nys mødt ham paa Hjemveien fra Østerland, hvor han i Jerusalem, Cairo og Alexandrien havde oprettet Skoler og Hospitaler og i Constantinopel havt Audiens hos Sultanen.

✂ Baronetten gav at forstaae, at hans Søstersøn ventede Audiens hos Paven. Først, sagde han, vil vi have den Skik afskaffet, at Jøderne paa den første Carnevalsdag maae knæle paa Capitolium og kjøbe sig Tilladelse til et Aars Ophold. For den Skiks Skyld vilde vi idag ikke være tilstede ved Carnevalet, men holdt vort Huus lukket - og derved kom vi til den Fornøielse at træffe Dem, mine unge Venner.

✂ Altsaa, dette var Paladset, Alfons havde staaet udenfor! Han og Otto saae paa hinanden ved denne Fuldstændiggjørelse af det Eventyrlige; men for ham var det langt mere end en skjøn, poetisk Begivenhed. Hans stedse vandrende Slægt, hvis Sind det saa ofte blev formeent at fæste sig til et Fødeland, havde nu fundet stærke Hvilesteder, havde mægtig Klippegrund at standse paa, havde Hjem paa Jorden, og han blev kjærlig modtaget deri. Det meest uforbeholdne, høieste Udtryk af menneskelig, vemodig, taknemlig Glæde, viste sig paa Alfons Ansigt og fyldte hans Øine med to store, tunge Draaber. Da han atter kunde see, bemærkede han, at Anna Mirjams Øine stode fulde af Taarer. Disse Mennesker sad stille og ubevægelige; men sjælelig vare de i hinandens Arme.

✂ Da Otto nærmede sig sit Hjem eller sin Værtindes Huus, var det, som om han vendte tilbage fra en lang Reise. Han var træt, overvældet af Dagens mangfoldige Indtryk; ligesom et flint Slør laa om hans Bevidsthed, og han vedblev kun at sige sig selv: Hvor jeg dog oplever Meget! Jeg staaer paa mange Heste, der fare afsted!

✂

Sjette Capitel

✂ Med den engelske Iagttagelse af selskabelig Høflighed aflagde Sir James og de Castro Besøg næste Formiddag. De havde alt været hos Alfons og bleve af ham ledsagede til Otto. Efter denne Formalitet tog man det mere italiensk og foreslog en Spadseretour.

✂ Otto havde den foregaaende Aften ikke lagt synderlig Mærke til de Castro. Han havde hørt Sir James i Korthed fortælle om sin Søstersøns Reiser og Audiens hos Sultanen, og ved senere at tænke derpaa var han uvilkaarlig kommen til at opfatte de Castro som en selvbehagelig, dannet Jøde, der gik ud paa ved Hjælp af sin Rigdom at spille en Rolle. Men ved nu at gjensee ham fik han en ganske anden Forestilling. De Castro havde i sit Væsen det almindelig Engelske: Sikkerhed og Handlekraft; men hans individuelle Særkjende var et mærkeligt Udtryk af Tænksomhed og Præg af, at han var kommen bort fra en Mængde af Livets Illusioner, medens han enten af naturlig Velvillie eller anstrengt Selvopholdelsesdrift søgte at bevare saa mange som mulig. Dette viste sig i et eiendommeligt, halvt ironisk, halvt melancholsk Udtryk, der tiltalte og greb Otto med hemmelighedsfuld og sympathetisk Magt.

✂ Paa den anden Side var Otto, med Ærgjerrigheden vakt af Pater Benedict, med Udsigten til Alperne, med Henrykkelsen over Damen paa Corsoen og med hemmelig Triumph over at beherske sin dæmoniske Værtinde, ligesom tindrende af en urolig Livskraft, af hiin Energi, der gjør Mennesket egoistisk, idet man under sit Velbefindende, Haab og Længsel finder en Glæde i næsten Alt, hvad der skeer, og uden ret at vide det er paa Veie til at søge et fast Punkt, hvorfra man smilende kan see ned paa Alt.

✂ De vare ad den brede Trappe stegrie op til Ara Coeli og ned paa den anden Side af Capitolium og gik forbi Ruinerne af Concordia-Templet, hvor Dødsdommen blev afsagt over Catilina, forbi Septimius Severus's Triumphbue, der staaer som i en udtørret Brønd, og for dem udbredte sig Forum med de levnede, høitkneisende Søileruiner, med de katholske Kirker og Klostre tilvenstre, tilhøire Palatinerbjerget med det sammensunkne Keiserpalads. En 64 Cicerone kom til dem og sagde, at de mamertinske Fængsler vare aabne, hvis de ønskede at besee dem.

✂ De gik ind igjennem Kirken S. Giuseppe og bleve førte til Nedgangen. Ciceronen forklarede dem, at Dybet, de saae, kun var de øverste Fængsler, og i gamle Dage havde der slet ikke været Trappe, men kun et Hul, hvorigjennem Fangerne eller Forbryderne nedlodes. De stirrede ned i det skrækkelige Dyb, det mørke, fugtigkolde, af Oldtidsmure omgivne Rum. Romere, Eders Badstuer ere kolde, havde Jugurtha sagt, da de kastede ham herned. Otto mindede derom og tilføiede, at nu, ved Synet af Stedet, blev den afrikanske Konges Ironi aldeles forbausende og forfærdende. Dersom en seiglivet Kat kunde tale, meente han, maatte den under lignende Omstændigheder yttre sig saadan.

✂ De Castro svarede: Hans og Romernes Sind ligner Mørket under os; man kan stirre i det, til Haarene reise sig paa Ens Hoved ..... Vanskeligheden er at forstaae en Menneskerace med særegen, vældig Hjernebygning, med de trodsige runde Pander og svære Baghoveder. De havde Evne til at erobre og organisere en Verden, og deres grumme, tvingende Magt var som disse velsammenføiede, sorte Stenmasser .... Skal vi stige ned i det underste Rum?

✂ Sir James og Alfons vilde ikke med, men foretrak at spadsere paa Forum, medens de Castro og Otto fulgte Veiviseren.

✂ Hu, ja, det var et grumt Folk - sagde de Castro - en blodig Svøbe i Civilisationens Haand, Grækenlands, Jødelands, den halve Verdens Voldtager. Da det Fine og Ædle i Stammens Blodmasse var aftappet ved Borgerkrige og Henrettelser, blev kun det Raae tilbage, den dyriske Styrke og den mægtige Nydelsesevne, der ikke ved nogensomhelst Undseelse holdtes i Tømme. Kun hos et saadant Folk kunde opstaae Uhyrer som Nero, Tiber, Sejan .... her ovenfor blev Sejan og hans Familie henrettet! Der krænkede Bødlen i hans Paasyn hans Døttre, fordi Loven forbød at henrette Jomfruer - det var et juridisk Folk .... Hvilken uhyre Smertensgrav vi ere nede i! Kirken staaer som Taarepiil derover.

✂ Otto var ikke vant til at anvende Kritiken paa Fortiden og bedømme den med Nutidens Sympathier. Den var nu engang, som den var, og faldt ikke ind under Begrebene Ondt og Godt.

✂ Lykkeligviis skinner Solen deroppe, svarede han.

✂ Ja, hvilken Sol? sagde de Castro. Oppe over os, lidt tilvenstre, i Klostret, som vel nu beskinnes af Sollyset, husere Dominikanerne, dem Rom udsendte at tænde Inquisitionens Baal over al Verden. Deroppe har Paven velsignet dem, som brændte Albigenserne, der har Pius d. 5te skjærpet Bloddommene. Blod! Blod! i Christi Navn!

✂ Um den Namen, um den Namen Ist ihnen nur zu thun,
som Nathan der Weise siger.

✂ Den romerske Veiviser havde faaet tændt sin Fakkel og sagde i dette Øieblik: Her sad Sanct Petrus fangen, og paa hans Bøn udsprang denne Kilde.

✂ Man saae en lille Sump, hvor det klare Vand rislede og spillede i Fakkellyset.

✂ Dette simple Syn overraskede Begge.

✂ Otto sagde: Saavidt jeg erindrer, er i det gamle Testamente fortalt, hvorledes man nedsablede Hedninger, og man forgreb sig jo endog paa en Konge og afhuggede hans Tommelfingre og Tommeltæer.

✂ De Castro vedblev at see ned i det rislende Vand og sagde endelig ligesom lyttende: Ja, den lille Lyd taler, som om den kjendte Hemmeligheden i det store Bud: Elsker Eders Fjender.

✂ Otto havde nær spurgt: Hvem var det? Hvo talte? og hans hemmelige Interesse steg for en Mand, der syntes at kunne yttre sig upartisk om Religionen, uden at være betalt for at rose den, som de Franske sige.

✂ Han sagde: Det Ord er jo ganske fra det nye Testamente.

✂ De Castro svarede med et Smiil: Siden De kjendte det gamle Testamente, troede jeg, De huskede dets Bud: at man skal elske sin Næste som sig selv. - Men, vedblev han, Sagen er, at det Folk, som stod om Sinai, var raat og vildt og blev ført af en krigersk Mand, der selv havde begaaet Drab. Menneskehedens Tilstand var dengang ikke gunstig for humane Ideer. Man dræbte sine Fjender, man ryddede Pladsen, hvor man skulde boe. Af denne Praxis, af det bestandige Fjendskab med Omverdenen, udviklede sig en Theori, der foranledigede Jesus til at sige: Det er sagt Eder, at I skulle elske 66 Eders Venner og hade Eders Fjender; men jeg siger Eder, I skulle elske Eders Fjender. Loven havde aldrig paabudt Had, og Christus gjenoptog kun den gamle Lov, gav den rette Fortolkning af Ordet Næste som gjældende ikke blot Venner og Jøder, men alle Mennesker.

✂ De Castro taug nogle Øieblikke og vedblev derpaa: Nei, det var dog Mere. Han tilføiede, at vi skulle elske vore Fjender. Som vi før kunde stirre ned i dette Dyb af Had, saadan er i hine Ord et Dyb af Kjærlighed, man aldrig kommer tilbunds i, og troer man at være paa Bunden, saa møder man Kilden fra Uendeligheden. At elske sine Fjender er den høieste, meest smertefulde og triumpherende Opgivelse af sin egen Personlighed for Guds Skyld. Det er selve Korsfæstelsen. Og det er det evig Beundringsværdige, at Christus ikke blot som Moses var Ordet og Loven, men ogsaa Handlingen. Fortællingen om ham kan aldeles ikke være Digt, Menneskene kunne ikke digte noget Uoplevet, der i den Grad griber med Sandhedens Magt. Har man engang paa rette Maade læst Ordene, saa staaer hans Skikkelse, den skjønneste af alle Skikkelser i Verden, for En som en Virkelighed, man under alle mulige Forhold seer op til og finder Raad hos.

✂ Troer De da virkelig paa Christus? spurgte Otto forbauset.

✂ Nei.

✂ Jeg beder om Forladelse; hvorledes skal jeg forstaae det?

✂ Jeg troer ikke paa ham som Gud eller Guds Søn par préférence. Dersom han ikke var et Menneske, vilde jeg ikke kunne elske og beundre ham. Jeg forkaster alle mysteriøse Dogmer, og jeg hader af ganske Hjerte næsten alle de Steder i Evangelierne, hvor Christus ikke selv optræder talende, simpel, stor, ophøiet over Alle, endog over sine Biographer. Men paa den Maade staaer man saa forfærdelig ene. Ingen Menighed nogensteds i Verden. For dem, der som Børn have lært at troe - thi det maa man vist lære som Barn - er jeg ikke varm nok; for dem, der fra Barnsbeen have lært at forkaste ham, er jeg for varm. Man har ingen Ven; thi man er vænnet til at være sig selv nok, og Venskabet bestaaer deels i Lighed i aandige Midler, deels i, at man bærer den samme Byrde. Man har ingen Elskerinde - thi hvad er det for en Kjærlighed, der ikke troer paa de 67 samme Mysterier! Ene, Ene! Og naar man møder en Anden, hvis Øie og Pande er præget med Ensomhedens Stempel, saa er man ikkun to Ensomme, og saa Mange vi blev tilsammen, vilde vi aldrig udgjøre et Bundt - hvorimod alle elendige Karle i Verden ere lykkelige, dem træffer man bundtviis.

✂ De vare komne op og traadte ved de sidste Ord ud paa Forum, og det lod næsten, som om de Castro ved den sidste, lunefulde Vending vilde udviske den Stemning, der havde hersket over ham i Dybet. Forum med dets Ruiner, Søiler, Buer og Bygninger laa for dem i saadan Solglands, at dette forunderlige Sted var som nyopdaget for dem og gjorde al den Virkning som ved første Syn. Alligevel holdt Otto fast og sagde: Tillad mig endnu et Spørgsmaal og ansee det ikke for blot Nysgjerrighed: Hvorledes kan De arbeide for Jødedommen, reise saadan omkring og anlægge Skoler for den?

✂ De Castro svarede overrasket: Hvad skulde jeg da gjøre? Man arbeider med de Midler, man har, og for den Kreds, hvortil man er henviist af Verden og af sin Kjærlighed, og som troer at have Krav paa En. Naar jeg, den engelske Jøde, kommer til Palæstina, Syrien eller Tyrkiet, gaaer imellem Paschaerne og mine Troesbeslægtede, skaffer Retfærdighed, bringer Brød, bringer Oplysning, holder Familierne sammen, frier de Fattige fra at sælge sig til græske, romerske eller lutherske indbyrdes stridende og hadske Secter, aabner Udsigt til, at den nye Slægt kan blive fri og kraftig, saa modtages jeg som en Frelser, sendt af Herren vor Gud, Livskraft, Haab og Tro paa vor Slægts Høihed og Uforgængelighed og paa Herrens Tilværelse skyder op som Blomster om Foraaret. Paa ingen andre Mennesker kunde jeg gjøre en saa dyb og velsignelsesrig Virkning, alle Andre ville takke mig personlig, mit Folk tager min Gave og vender sig mod Østen til ham, der sendte mig. Er det ikke nok?

✂ Otto fandt ikke Ord til at svare herpaa. Der klang Noget i de Castros Ord, som kaldte paa det Bedste i hans Sjæl.

✂ Desuden, vedblev de Castro og hævede Stemmen lidt, idet de nærmede sig hans Onkel og Alfons, desuden har De vist ingen rigtig Forestilling om, hvilken sjælelig Klarhed og Tilfredsstillelse Jødedommen byder sine Bekjendere. Har De f. Ex. nogensinde hørt om Schechina?

✂ Alfons vendte sig hastig, og Sir James, hvem det, de Castro vilde sige, næppe var nyt, sluttede sig dog til dem med den stille Alvor, Jøden sædvanligviis iagttager, naar Religionen nævnes.

✂ Otto tilstod, at han ikke kjendte den omtalte Gjenstand. Alfons gjorde samme Tilstaaelse.

✂ De Castro sagde smilende: Jeg seer, jeg kommer til at holde en Slags Foredrag; men det skal have den Fortjeneste at være kort. Lad os gaae op i Villa Mills.* Der staaer et Mandeltræ; Custoden meente igaar, at hvis Foraarsveiret vedblev, vilde det snart blomstre. Jeg holder af Træet, det bringer mig til at tænke paa Arons Stav, som grønnes paa det Sted, hvor Cæsarernes Palads stod.

✂ Og mig bringer De til at tænke paa Sokrates, der indbød Phædros til at gaae med sig over Ilissos og sætte sig under Platanen for at føre Samtale om Kjærlighed, sagde Otto.

✂ Ja, her kan man let faae et klassisk Forbillede, svarede de Castro; men Tilfældet har bragt mig i en altfor smigrende Sammenstilling. Forresten bliver Talen ogsaa her om en Slags Kjærlighed. Oldtidens Jøder antoge tildeels, at Gud var allestedsnærværende, men troede dog tillige, at han fortrinsviis var tilstede hos dem. Han havde som Sky- og Ildstøtte viist dem Vei ud af Ægypten, havde taget Bolig i Tabernaklets Allerhelligste og senere i Templet. Denne Gudspersonlighed, der boede hos dem og var ligesom en Deel af Jehovah, kaldte de Schechina. Paa Pintsefesten, kort før det andet Tempels Fald for Titus, traadte Præsterne en Aften ind i Templet og fornam her først en utydelig Larm, saa et Raab som af tusinde Stemmer: Lad os drage bort herfra! og Templets store Malmport, som tyve Mand knap kunde bevæge, gik op af sig selv. Det var Schechina, som forlod den til Undergang viede Helligdom. Propheter og Lærde havde imidlertid opfattet Schechina paa en aandfuldere Maade. Den var Menighedens hellige Aand, en særegen Midler mellem Gud og Menneskene. Det kan bedst forstaaes ved et Exempel. Rabbi Jonathan siger, at enhver Dommer, som dømmer retfærdig, foranlediger Schechina til at boe i Israel, og en uretfærdig Dommer jager den bort. Da David havde syndet med Bathseba, veg Schechina i sex Maaneder fra ham. Schechina er altsaa deels

* 69

✂ Retfærdigheden, de gode Gjerningers Løn, de ondes Straf, den høie Nemesis, deels det Ideale, som Menneskene frembringe i deres Sjæl og omkring sig ved virksomt Samliv med Gud.

✂ Ja, men, sagde Alfons spændt, er deri Noget om Udødelighed? Fra Jacobeo paastaaer, at vi ingen Tilsikkring have om et Liv efter Døden!

✂ De Castro forespurgte sig først angaaende Broder Jacobeo og omtalte dernæst de Bibelsteder, hvor Udødeligheden fandtes forudsat. Hvor afgjort den Sag var for de Gamle, vedblev han, kan sees af deres Lære om Sjælen. Man paaviste hos Mennesket tre Slags Sjæl. Den første, Nephesch, Livsprincipet, faae Alle ved Fødslen, og den have Dyrene ogsaa. Der staaer i 3die Mose Bog 17de Cap., hvor det forbydes at æde Blod: Thi Kjødets Sjæl er i Blodet. Den anden Slags Sjæl, Ruach, er Muligheden til det Guddommelige, Pustet af Guds Aande. Den udvikles ved Opdragelse efter Loven og ved den Villie, som tidlig vender sig til Gud. Endelig, den tredie Slags, er den egenlige, i Livets Kamp hærdede og prøvede Sjæl, Neschamah, og hvo, der erhverver sig den, er udødelig. Følgelig er Udødeligheden vort eget Værk udført efter guddommelig Anviisning; vi beholde efter Døden den Sjæl, vi selv have skabt.

✂ Otto vendte sig forbauset til Alfons og sagde paa Dansk: Livet stiger om os i alle Maader, Alfons. Dette er meget vældigere end det, Din Bedstefader engang fortalte om Ormen ... hvad var det, den hed?

✂ Schamir.

✂ Aa, Schamir! sagde de Castro og trak paa Skuldrene.

✂ Ja, vedblev Otto til Alfons, saadan trækker Tilværelsen her paa Skuldrene over vort lille Liv i Kjøbenhavn.

✂ Men, sagde han efter en Pause og vendte sig til de Castro: I den Lære er ingen Naade.

✂ O, udbrød de Castro med Spor af dyb Sindsbevægelse, er Retfærdigheden ikke Naade nok - ikke den Retfærdighed, som Menneskene kjende, og som bestaaer i at hugge Hovedet af Synderen, men den mageløse, høie Retfærdighed, som gjennemtrænger al Verden, og hvorved Intet gaaer tabt! Den Spise, hvoraf vi næres, efterlader sit Spor i vor Organisme, og saaledes ogsaa hver Tanke, hvormed vi have næret Sjælen. Hver god Handling bringer Schechina 70 til at voxe i os, og hver ond Gjerning er ikke blot en udsendt Piil, der engang farer tilbage paa os selv, men i selve Tilblivelsens Øieblik gjør den os ringere. Mennesket staaer til Ansvar, ikke blot for hvert overflødigt Ord, det haver talt, men for hvert overflødigt Ord, det haver hørt; men at staae til Ansvar er det Samme som at være forringet eller straffet. Der gives end ikke en ligegyldig Ting : en Ting, der hverken skader eller gavner. Selve Hvilen, der ikke har det Formaal at styrke os til ny Virksomhed, er et uerstatteligt Tab af Tid. Og i en saadan Verden, hvor i Sandhed hvert Hovedhaar er talt og lyder Retfærdighedens Lov, er det ikke Naade nok at være kaldet til at leve i den?

✂ Ja, men - sagde Otto, som i dette Øieblik mindedes et af Schiøtts Foredrag, der havde gjort saa dybt Indtryk paa ham - er der i den Henseende ikke Forskjel paa Mand og paa Kvinde, lyser ikke Idealets Stjerne for Manden, naar han kommer op efter at have fornægtet den, medens Kvinden slukker sin Stjerne i Faldet?

✂ Ja og Nei, svarede de Castro. I det Væsenlige er Forholdet eens. Efter hver Begivenhed, hvorved Naturen er gaaet sin egen Vei skilt fra Idealet, svækkes Evnen til at naae det; det lyser nok, men i større Afstand, og man er mere tynget paa sin Vandring. Læs 2den Mose Bog 19de Cap. 14de V, hvorledes Mændene maatte forberede sig, blot for værdig at kunne høre Guds Bud! Og nu at opfylde dem!

✂ Er da ingen Frelse mulig?

✂ Jo; efter Feil og Synd bestaaer Naaden i, at Alt omkring En er saa velordnet og grundet paa Retfærdigheden. Paa Grund deraf kan man ikke befinde sig vel med sin Daarlighed, og man drives fra alle Sider frem mod det Bedste. Bestandig sidde vi ubarmhjertige Mennesker til Doms over En eller Anden, ere ofte, uvilkaarlig førte af selve Retfærdigheden, uretfærdige imod ham, og pludselig ere vi selv ude af Dommerkredsen og sidde paa de Anklagedes Bænk. Selv bidrage vi ved vor Strenghed mod Andre til, at den høie Retfærdighed voxer; vi slaae Andre, og Slaget rammer senere vor egen slettere Natur, indtil det gaaer op for os og vi komme til at elske den skjønne Retfærdighed, der tugter. I denne Kjærlighed er Naaden. Som den sande Bøn er sin egen Bønhørelse, saadan er Naaden Sjælens yderste, anstrængte Opsving mod Gud, Tilkaldelsen af Schechina ..... for dem, der kunne svinge sig op og kunne kalde.

✂ Thi - tilføiede de Castro i en lavere Tone - man medbringer i Verden visse Betingelser, man ikke selv er Herre over; man har en Naturbund, og man giver sig ikke selv sin tidligste Opdragelse. Man er afhængig af den Samfundstilstand, hvori man fødes, og man er Deel af sin Fader og Moder, deres Liv fortsættes i En. Derved viser Erfaringen det Mærkværdige, at en ond Slægts Afkom efter faa Generationer kan vise sig forædlet, medens det tager overordenlig lang Tid, inden en ædel Slægts Blod ganske fordærves. Det er, som der staaer skrevet: Jeg straffer Fædrenes Brøde paa Børnene i tredie og fjerde Led, paa dem, som mig hade, men gjør Miskundhed i tusinde Led mod dem, som elske mig og holde mine Bud. Vi ere afhængige af vore Organer, af vort Forhoveds og Baghoveds Bygning, af vort Blods Bestanddele; det er arvet, og det er præget ved Opdragelsen. Ved at betragte denne Kjendsgjerning kunde man ad physiologisk Vei komme til samme frygtelige Resultat som Calvinisterne og den anglikanske Kirke: at der er en Prædestination, at visse Mennesker ere forudbestemte til Salighed, andre til evig Fordømmelse, idet ikke blot Evnen, men ogsaa Villien til det Gode kan være afhængig af Hovedets Bygning. Naar jeg møder en forfalden Kvinde, en i Usselhed nedsunken Tigger eller en kold, hensynsløs Vellystning, staaer dette Problem for mig i sin Rædsel, jeg seer Summen af Fædrenes og egen Brøde, og jeg begriber ikke, hvorledes en saadan Sjæl skal leve. Men vi kjende ikke Hemmeligheden i det Indre, kunne hverken maale et andet Menneskes Kvaler eller dets Samviden med Schechina. Vi blive vildfarende ved det Enkelte, der er udenfor os selv; men i det Store see vi en bestandig Fremgang, en Udvikling af alle Livsbetingelser, en Forædling af Organer og Samfundstilstande. Og Menneskene af første Klasse ere de, som staae i Fremgangens Tjeneste og bidrage til, at Schechina voxer i Verden.

✂ Alfons sagde med glad Malice: Jeg skal nok ikke blive Katholik.

✂ Otto udbrød: Saa De troer ogsaa, at der er Klasser, og at man kan svinge sig op i øverste Rang!

✂ Ja, naar man ved hver Handling tænker paa at udbrede Schechina. Virkningen bliver maaskee endog desto større, jo mere Fristelse man har overvundet i sin Natur. - Nu vil jeg slutte mit Foredrag, som dog blev temmelig langt med en lille Historie om Djævlen. Vi 72 troe ikke paa Djævlen som en Personlighed; det Onde er kun Mangel paa Godt, ligesom Kulde er Mangel paa Varme; men alle Livsbetingelser, der omgive os, frembyde Mulighed af Misbrug, og ved ikke at staae i Aandens Tjeneste blive de onde. Dette have Oldtidens Jøder poetisk udtrykt ved, at Djævlen er nødvendig. Engang fangede de Vise Djævlen ved at faste i tre Dage. De vilde dræbe ham; men da han raabte, at saa vilde Verden forgaae (thi saa var der ingen Kjønsdrift), prøvede de det ved at holde ham aldeles afspærret i tre Dage. De lode forespørge i Landet, og see! i de tre Dage var ikke engang lagt et Æg. Saa gave de Djævlen fri, men stak først hans Øine ud: Naturmagten er blind, vi have Øine.

✂ Klokken ringede paa Capitolium og kaldte til Carnevalet. Uvilkaarlig fornam Otto denne Lyd som en Ubehagelighed, som fredsforstyrrende; Noget i hans Natur holdt ham fast her; men i næste Øieblik følte han, at hvor sympathetisk han end droges til disse Mennesker, havde han dog ikke ganske hjemme imellem dem, de knyttedes til hinanden indbyrdes paa anden Maade end til ham, og inden Klokken havde afringet, lød den til ham med Poesiens og Eventyrets Magt, med Kaldelse til hans egen Skjæbne.

✂ Han tog Afsked, efter at Sir James først havde hilst fra Baronessen med Indbydelse til Middag næste Dag og temmelig fiint givet et Vink om, at han der vilde træffe Roms store Verden.

✂ Hvilket forunderligt Liv, sagde han paa Veien til sig selv, at gaae fra den ene Herlighed til den anden, og den ene aldeles forskjellig fra den anden! Hvad skal det betyde? Jeg er som omtaaget af Lykken!

✂ Carnevalet var alt i fuld Gang og end rigere og fyldigere end den forrige Dag. To Rækker Vogne indtoge næsten hele Corsoens Længde og arbeidede sig langsomt frem, omgivne af Maskerede og Umaskerede, af Latter, Skrig, nedregnende Confetti og Blomster, mellem Husene, der som ved Trylleri vare blevne fyldte med Liv, med Verdens skjønneste Kvinder i farvede og funklende Dragter og i den rigeste Livslyst. Det gik end mere op for Otto, at Menneskene her vare, hvad han saa tidt havde ønsket, at de skulde være: Coulisser for Øieblikkets Henrykkelse, poetiske Skikkelser uden Krav paa Forbindtlighed, lyslevende Væsener i en Dag uden Fremtid - 73 saadan som det især maatte tiltale et Gemyt, der var blevet vant til at miste og ikke ret troe paa noget Forholds Varighed.

✂ En var der dog, til hvem han stod, om ikke i Fremtids-, saa i Fortidsforhold, Hun fra den forrige Dag, og han var spændt paa, om han skulde gjensee hende, som naar man af et Øiebliks Held eller Uheld vil spaae sig selv sin hele Fremtid.

✂ Pludselig opdagede han paa en Balcon en ung Dame, hvis Ansigt syntes ham bekjendt, uden at han ret kunde gjøre sig Regnskab derfor. Hun var aabenbart ingen Romerinde, men sad mellem Romerinder og var i Albanerindedragt, som end mere udhævede hendes fine Teint. Medens hun deeltog i Glæden havde hun hiint forunderlige Smil, halv barnligt, halv vemodigt, der vidner om, at Sjælen, hvor meget den end hengiver sig til Glæden, dog »haver andensteds hjemme«. I hendes Belte var en Bouquet, hvori Otto henrykt troede at gjenkjende sin Blomst, og han blev fuldkommen overbeviist ved det Udtryk af Gjenkjendelse, der kom i hendes Øine, da han tilkastede hende en Bouquet. Men hun gjorde ikke Gjengjæld med at kaste nogen til ham, saa at han ikke forstod, om hun mulig var ganske fremmed og ukjendt med romersk Skik eller fandt Noget i hans Adfærd stødende. Maaskee har jeg seet for glad ud, tænkte han.

✂ Da han en Times Tid efter kom tilbage efter at have deeltaget i den barnlige, særegne Lyksalighed, der her overalt kom ham imøde med aabne Arme, var hun ikke længer paa Balconen.

✂ Det er vel bedst saa, tænkte han; det Allerdeiligste maa være kostbart, og her har man godt af, at Lykken engang viser sig lidt sparsom. Jeg vil gaae hjem og være ene.

✂ Men da han nærmede sig sin Værtindes Hus, var det med en ubehagelig Fornemmelse: Han havde nu mødt noget Større, Skjønnere og Renere, næsten noget Saadant, som han i Colosseum havde bedet om, og han vilde nu ikke gjerne anerkjende det Afdrag, han paa egen Haand havde taget. Naar Sjælen saadan bevæges, kan et Minde hastig fare forbi, som Duften af en Blomst eller Tacter af en Melodi. Det syntes ham, at han havde oplevet noget Lignende før. Da han i sit første Studenteraar gik hjem fra Baggers paa Fredriksberg, hvor han havde hørt Musik og gode Menneskers Tale, 74 havde det været noget Saadant. Alt var nu større, hævet i anden Potens, men egenlig det Samme - og dengang var han med en ømfindtlig Reenhedsfølelse, han nu havde Vanskelighed ved at forstaae aldeles tydelig, flygtet bort fra sin Værtinde. Det syntes ham i dette Øjeblik, at Livets Gaade som en Sphinx blinkede til ham.

✂ Næste Dag var det Søndag, og tidlig om Morgenen indbød Otto sin Værtinde og en af hendes Slægtninge til en Kjøretour. Han førte dem først ud til St. Pauls Kirke, der alt stod med sine herlige Søilerækker næsten fuldført efter Branden; saa til S. Lorenzo fuori le mure, til Jesuiterkirken ved Via di S. Ignazio, og til andre store Helligdomme.

✂ Han vilde sætte hende af hos hendes Gud.

✂ I Førstningen var hun stille tilfreds med Kjørslen i den smukke Vogn og andægtig i Kirkerne; men lidt efter lidt syntes Tingen at blive hende paafaldende, især da Otto hverken bød hende Vievand eller vædede sine Fingerspidser ved hendes Fingerspidser, ei heller knælede ved nogen Messe, de overværede, men blot alvorlig og stille viste Ærbødighed. Hun blev alt blegere, medens han fordybede hende i den Religiøsitet, hun havde villet vinde ham for; hendes kvindelige Instinct opdagede Kulden i hans Indre, begyndte at stave og lægge sammen og forudsætte en Carnevalsforelskelse og vilde have brugt alle Roms Kirker til Baal for Rivalinden. Deres Ledsagerske udtalte med eensformig Pligtskyldighed sin Beundring over alt det Opbyggende, de saae, og irriterede hende desto dybere. Jo mere hun igjen fik sin Marmorbleghed og de koldt glødende sorte Øine, desto mere antog han, at hun paany blev greben af den katholske Askese, og lod endelig Vognen kjøre til Nonnesangen i Kirken Trinità del monte. Men den bløde, hengivelsesfulde Sang af Christi Brude dannede en saa skjærende Dissonans til hendes Sindsstemning, at hun pludselig forlangte at komme hjem, og underveis opfangede Otto et Sideblik, der viste ham, at hun havde gjættet rigtig, men at han havde regnet feil. Det var ikke blidt eller bebreidende, men forbausende skarpt og uveirsvangert. - Ja, saa faaer komme, hvad der maa, tænkte han.

✂ De to Italienerinder takkede høflig for Touren, og han begav sig 75 til Selskabet. Der var adskillige Personer af større Fornemhed og Indflydelse end Aand, men ogsaa endel Mænd af virkelig Betydning, baade Romere og Fremmede. Otto blev blandt Andre forestillet for et Medlem af Regeringsraadet i et Schweitzercanton, en fransk Greve og Medlem af Deputeretkamret og et engelsk Parlementsmedlem. Mellem disse og nogle store Kjøbmænd eller Banquiers udspandt sig en politisk Samtale. Denne havde noget høist Vækkende og Tiltalende derved, at de ordførende Mænd ikke blot havde Forstand paa det, de talte om, men ogsaa Indflydelse paa det i Europa og i deres Personligheder repræsenterede visse betydelige Interesser. Saa frastødende, som disse ere, naar de fremtræde i deres Egoisme, saa tiltrækkende blive de, naar de forenes med overskuende Ideer, og naar det mærkes, at om de end ere forskjellige, staae de ikke absolut fjendtlige mod hinanden, men have Udsigt til en høiere Forsoning. Naar de bevæge sig, føles det jordiske Livs Realitet og Sundhed, og Sindet fornemmer en styrkende Alvor, medens det tager Parti og hengiver sig til varm Sympathi eller faaer Lyst til Kamp mod det, som staaer i Veien for det Rette.

✂ Blev Otto greben af det Stærke og Mandige, saa havde han tillige en Følelse, som om denne Verden ikke var bleven aabnet for ham, hvis han ikke ved Indgangen havde rystet sin Kappe - som Schiøtt engang havde sagt, og hvormed han troede Alt afgjort. Han behagede ved det Udtryk af Energi og Fremstræben, der var over ham, ved det særegne Præg af Ungdom og Erfaring og ved den poetiske Evne, strax at opfatte en Person fra den ideale Side og hengive sig til denne - en Evne, der gjør det første Møde saare behageligt, de senere desto vanskeligere.

✂ Af Carnevalet vare endnu fem Dage tilbage, og de hengik eller snarere forsvandt som Flodstrømmen, der farer ned ad et Vandfald; Formiddagen sædvanligviis med en eller anden lille Udflugt, Eftermiddagen paa Corsoen, Aftenen i et Theater eller en Soiree eller i en Osteri, hvor livlige dramatiske Folkescener opførtes.

✂ Otto bemærkede ikke, at en tilhyllet Skikkelse ofte fulgte ham paa Corsoen og holdt Øie med alle hans Bevægelser. Det syntes, at 76 Skikkelsen lidet bekymrede sig om hans ubekjendte Dame; thi, skjøndt hun hver Dag sad en Stund paa samme Sted, undlod hun stadig at besvare hans Opmærksomheder, saa at han tilsidst ophørte dermed. Derimod mødte han en Dag den Hjelmkroneske Familie tilvogns, og da der var en Standsning, kaldte Kammerherren med usædvanlig Venlighed paa Otto og spurgte om det store Selskab hos den engelske Baronet, hvor man havde erfaret, at han havde været Gjæst. Kammerherrinden tog af en eller anden Grund Leilighed til at vise sit meest smilende Ansigt, medens den formummede Skikkelse fulgte hvert Blik og hver Mine og gjennem Larmen lyttede til det fremmede Sprog.

✂ Endelig kom den sidste, den store Dag. Otto vidste, at naar denne Dags Sol gik ned, vare alle Carnevalsbekjendtskaber glemte, den Dame, man her kunde tilkaste Blomster og Haandkys, ja tiltale, hvis man havde Mod og kunde naae til hende, vilde næste Dag være aldeles fremmed og staae under de strengeste Formers Beskyttelse, om ikke paa Reisen mod et af Verdens fire Hjørner. For sidste Gang vilde han nærme sig den Ubekjendte og idetmindste tage Afsked med det deilige Syn, der for ham var blevet Carnevalets Sol. Ganske bly og ydmyg nærmede han sig hendes Balcon og tilkastede hende den smukkeste Blomst, han havde kunnet skaffe sig. Da rørte Skikkelsen sig; som om hun havde ventet ham, fremtog hun hastig Noget og tilkastede ham det. Næppe havde han grebet det, saa førte Menneskestrømmen ham ustandselig videre. Det var en Laurbærkrands, hvortil var bundet en lille Medaillon i Emaille med den belvederiske Apollos Hoved. Hans eget Hoved svimlede af Henrykkelse ved denne Lykkens Gave. Et Øieblik vilde han forsøge at vende om for at byde hende Noget til Gjengjæld; men hvad skulde det være? Var dette ikke en venlig Tak og Afskedshilsen, en Afslutning, som Eventyret sendte ham? Var det ikke hans Skjæbne, som nu sendte ham den sidste, yderste Opmuntring og ikke ventede andet Svar, end at han skulde fortjene den?

✂ Han blev stille, mættet af Glæde, og da Strømmen nu havde drevet ham op mod Piazza del popolo, mærkede han, at Carnevalets store Slutningsscene nærmede sig. Han havde læst nok derom til at vide, hvad der forestod, og gik med forstandig æsthetisk Beregning op til Obelisken paa Piazza'en for derfra at oversee Corso'en i dens 77 hele Længde, naar der blev tændt Lys. Ved det første Tegn paa, at Solen var ved at forsvinde, viste sig først enkelte Lys, og strax efter, da Natten korn med Sydens Hast, bredte de flammende Ildpunkter sig ud overalt, mylrede paa Gaden, steg opad Husene, strakte sig paa lange Stænger i Veiret fra Tagene, saa at det var vanskeligt at skjelne, hvor Jordens Lys ophørte og Himlens Stjerner begyndte. Otto stirrede med bævende Fryd derpaa som paa den pludselige og fuldstændige Opfyldelse af en Forjettelse i hans Barndomsaar, da de dandsede med Lys og i Stjerneskin over den gamle Gade.

✂ En Dreng, der handlede med Voxlys, skreg ham i Øret: Senza moccolo! (Uden Lys!), og uvilkaarlig kjøbte Otto en Stabel, som Drengen ivrig tændte for ham. Men næppe brændte den, før Drengen pustede den ud for ham og skreg: Senza moccolo! Først var det en ubehagelig Fornemmelse, som om Drengen næsviis tiltog sig Noget over hans Stand; men hastig blev det afløst af Glæde over Syden, hvor den fattige Dreng ikke er kuet ved sin Næringsvei, men strax er med i Legen. Dette Skjelmeri og denne Glæde, som ophævede al Forskjel i Stand og Formue, som forenede de Tusinder uden Hensyn til Alder, Kjøn, Nationalitet og Religion i en eneste uhyre summende Jubel, betog Otto paa det fuldstændigste. Han bad en ung Pige paa en Vogn om at turde tænde sit Lys ved hendes, fik Tilladelsen, pustede hendes Lys ud, og medens man fra Vognen leende kaldte ham scelerato, Forbryder, styrtede han sig med Skriget: Senza moccolo! ud i det mylrende Glædeshav. Strømmen førte ham til Stedet, hvor han havde seet Albanerinden sidde. Derudenfor var en Samling Cavalierer, der formodenlig aldrig havde seet hinanden før, men vare forenede om at storme Balconen. Den blev forsvaret af endeel Herrer med Staaltraadsmasker for Ansigtet og med lange tynde Stokke. De havde hidtil afslaaet ethvert Angreb, nedkastet de Stormende og slukket deres Lys, og hvergang dette var skeet, hævede sig en Række af Damer bagved dem, løftede Lysene høit i Veiret og raabte med bacchantisk Jubel og hoverende Triumph ned til de Stormende: Senza moccoli! Her var Alt, hvad der kunde friste Otto: Kvinder, Kamp og Lys; han kom i Spidsen for de Stormende, afparerede de mangfoldige Hug, der leende bleve uddeelte, blev løftet op af sine Stridsfæller og kom ind, idet han svingede sit Lommetørklæde til alle Sider og med hvert Lys, han slukte, skreg som besat: 78 Senza moccolo! De Andre fulgte efter, Forsvarernes Kjæde vare sprængt, Damerne flygtede ind i et Sideværelse; men Otto fulgte en af dem, og det var Albanerinden, slukkede hendes Lys, som hun søgte at dække med Haanden, og tordnede sit glædedrukne: Senza moccolo!

✂ O, nu slukkede han mit Lys! udbrød Damen paa Dansk, og i samme Øieblik kjendte Otto hende: Det var Camilla Hald.

✂ Lyden af hendes Stemme havde samme henrykkende Magt over ham som forhen og forøgedes om mulig i dette Øieblik ved det Hjemlige, der saa pludselig aabenbarede sig. Han kunde selv Intet have udtænkt eller digtet, der for ham saa fuldstændig kunde overgaae Glædeslarmen, som denne bløde, klare, danske Kvindestemme, der var som Sang i Kamptumlen, som et stille, kvægende Lys midt i Fyrværkeriet. Saa lidet voxer man, trods Alt hvad man oplever, fra det, af hvilket Sjælen engang dybt er bleven greben.

✂ O, Frue, jeg beder om Forladelse, sagde Otto, idet han ganske faldt ud af Rollen.

✂ Hvad F-, det er jo Otto Krøyer! sagde Hald, der nu kom tilbage fra Vinduet, hvor han havde slaaet haardt og faaet de andre Stormende, efter velforrettet Sag, drevet ned. Ih, hvorfor har man ikke seet Dem her i Rom? .... Min Kone .... Ja, De har jo seet hende i Kjøbenhavn? Men her havde De vel ikke let ved at kjende hende; vor Værtinde og hendes Døttre fik hende klædt ud, ikke sandt, meget net? .... Vi kom Dagen før Carnevalet .... Imorgen tage vi til Neapel ..... tag med. Det er saa rart at være Landsmænd i Følge.

✂ Otto gav et høfligt Afslag paa Opfordringen, som knap var videre meent. Han vilde gjerne have sagt Noget til Camilla; men det var for ham, som om det, der var forefaldet imellem dem, kun havde Værd som en Hemmelighed; og hun sagde heller Intet.

✂ Hald vedblev: Vi kommer til Schweitz i Sommer; maaskee mødes vi der. Kommer De til Schweitz?

✂ Maaskee, svarede Otto, ønskede dem en lykkelig Reise og tog Afsked.

✂ Idet han kom udenfor, lød Kanonskudet. Alle Lys forsvandt som ved et Trylleslag, al Jubel forstummede, Mennesker og Vogne fjernede sig taust og hurtig gjennem Sidegaderne som fra en Ligbegængelse. Carnevalet var dødt, Fasten begyndt. Otto vendte sig om 79 mod Balconen, den var tom og mørk. Det var, som om Alt havde været et Eventyr, som om han havde havt den magiske Nøgle og lukket sig ind i et af Paladserne, hvorom han i Hjemmet havde drømt, og nu havde mistet den.

✂ Uden at han kunde gjøre sig Rede for, hvorfra Følelsen kom, sagde det inden i ham: Nu er Ungdommen forbi; efter denne mageløse Tid faaer jeg intet Mere forært af Skjæbnen, men maa vriste det fra den som Mand. Fremtidig vil den staae alvorlig og taus som dette Mørke.

✂ Ligesom hele Nationer i store Øieblikke kunne spaae sig selv, saaledes er det ogsaa med enkelte Mennesker. Enhver med poetisk Gemyt har oplevet det.

✂

Syvende Capitel

✂ Man venter Noget, og det kommer; men saa kan man ikke altid kjende det.

✂ De første Dage efter Carnevalet medførte en Fornemmelse af Tomhed og Kulde. Staden var som en sommerlig Skov, der pludselig havde mistet alt sit Grønne og stod med de nøgne Stammer; de farvede Tæpper vare borte af Corsoen, alt Liv forstummet, de tomme Balconer vare som indmurede Ligsteen paa den begravne Glædes Kjæmpehøi. Selve Naturen havde forandret sig, en kold, skarp Vind strøg henad Gaderne; man fik Længsel efter Syden, efter at følge de bortfløine Trækfugle.

✂ Otto greb den Bog, han havde lagt Mærke i, dengang han for et Øieblik vilde gaae ned paa Carnevalet; et Aarhundrede syntes ham at være kommet imellem. Men saa var der igjen de store Kunst- og Digterværker, og ved nøiere Eftersyn fandtes de at staae med uforandret, smilende Ungdom og med en Høihed, der indeholdt en stille Bebreidelse mod dem, som havde glemt dem.

✂ Han vovede knap at gaae ned til Sir James og de Castro, af Frygt for, at ogsaa de skulde være forsvundne Carnevalsbilleder; men han fandt de Castro staaende i Gaarden samtalende med Fra Jacobeo. Munken var ikke at bevæge til at gaae op i et Huus, hvor hans Pligt 80 ikke bød det, og han syntes deelt imellem to stærke Stemninger, en uvilkaarlig Frygt for Huset eller Lyst til at flye det og et brændende Ønske om at omvende de Castro. Begge Stridende havde hurtig opdaget den Side hos Modstanderen, hvor han var svagest; Munken havde mærket de Castros dybe Beundring for Christus-Idealet, og de Castro havde følt Munken gjennembæves af Længsel efter sin Slægt og sit Blod.

✂ Det er slet ikke Jehova, der er Eders Gud! raabte Fra Jacobeo, I har ingen Gud! med den Gjengjældelseslære, I prædiker, behøver I ham ikke; I har forladt Jødedommen, fordi I er bleven oplyst; men I er ikke naaet til Christendommen. Bed til vor hellige Jomfru, at Eders Øine maae oplades! Her er en Bog; den har viist stor Kraft til at omvende Jøder og Hedninger.

✂ De Castro tog venlig imod Bogen og svarede: De siger, ærværdige Broder, at ved Læren om den strenge Orden og Retfærdighed i Tilværelsen forsvinder Gud. Det er, som naar man havde et godt Uhr og roste dets Fortræffelighed, man derfor nægtede, at der var en Uhrmager. Tvertimod; hvis man kunde paavise ringeste Uretfærdighed i Verdens Orden, hvis man følte, at man efter en slet Tanke eller Handling blev lykkeligere eller efter en god Handling ringere, saa burde man troe, at der var ingen Gud.

✂ Ja, det kjende vi godt! Det hedder Pantheisme.

✂ Nei, saadan hedder det ikke; Pantheismen seer en kold Orden; men vi troe paa Kjærligheden, fordi vi føle den. Hvo, der har den, fornemmer ikke Gud som en kold Lov, men som en Personlighed, og han er ingensteds aabenbaret uden igjennem vor Slægt, min Slægt og Deres, ærværdige Broder.

✂ Jeg har ingen jordisk Slægt! skreg Fra Jacobeo med flammende Øine. Vig fra mig, Satan! Vig fra mig med de Ord! Jeg er omplantet i Davids himmelske Slægt, optagen deri ved Daaben. Du har ingen Ret til at dutte mig, Satan! ..... Det er ikke Eder, Signore; han taler kun gjennem Eder, uden at I veed det .... hans Ord ere skarpe, krumme Kløer .... Vogt Jer for at bespotte og tale om Kjærlighed! Hvor tør I understaae Jer at tale om Kjærlighed, da I fornægter Ham, som døde paa Korset, skjøndt han stadig banker paa Eders Hjertes lukkede Dør! Føler I ikke, at i ham og alle hans Helgene og Martyrer er en Magt, I forgjæves aflukker Eder fra? Det er Kjærligheden, 81 at han vil ind! See, ham her, paa dette høihellige Kors! .... Ingen Bespottelse, Satan! .... Han er født af den allerhelligste Jomfrues Skjød, piint og korsfæstet under Pontius Pilatus, opstanden efter at have ligget tre Dage i Graven, han er faren til Himlen, hvor han sidder ved Faderens høire Haand at dømme Levende og Døde! Sku op!

✂ De Castro var blegnet ved denne voldsomme og glødende Tiltale, og han saavelsom Otto saae uvilkaarlig imod Himlen, knap ventende Andet end at see den aabnet; men deres Blik mødte ikke andet Synligt end den gamle Baronesse, hendes Datter og Alfons, der traadte ud paa Balconen, hidkaldte ved den høirøstede Tale. Fra Jacobeo stirrede i nogle Øieblikke paa dem, aabenbart aandsfraværende og uden Sands for det, han saae, men kom derpaa tilbage til Jorden og hilste med geistlig Anstand. Han spurgte blødt: Har Mendoza faaet sin Moder og Søster hertil?

✂ Nei, ærværdige Broder, det er min Tante, Baronesse Mocatta, og hendes Datter.

✂ Baronesse? Er den Jødekone med de hvide Haar engelsk Baronesse?

✂ Ja, og det kan være et synligt Tegn paa, at vor Slægt har en Fremtid og er bestemt til Noget i Verden.

✂ Hvad angaaer mig Eders Titler og Øienforblendelse! udbrød Fra Jacobeo med ny opblussende Lidenskab. I ere bestemte til at vorde førte til vor hellige Kirke, sætter Eder blot ikke imod, lukker ikke Eders Øren! ..... Vil I komme imorgen til vor Klosterkirke? vedblev han mildere. Der skal jeg forkynde Eder Bud fra min Herre. Vil I komme?

✂ De Castro lovede det.

✂ Godt, svarede Munken glad og saae til Afsked endnu engang paa den gamle Baronesse. Han vendte sig i Porten og tilføiede: Jeg vil senere komme her forbi og tale med Eder om min Prædiken .... ikke for at høste Ros eller Smiger; thi det er min Herre, som taler det Gode igjennem mig, naar jeg værdiges at blive brugt af ham.

✂ Næste Morgen var Otto med de Castro i Kirken. Fra Jacobeo prædikede og søgte efter katholsk Skik at gjøre en Tanke anskuelig ved Hjælp af Billede eller Parabel. Talens Kjerne var en Fortælling om en from Eremit, som ikke kunde forstaae Tingenes Gang i Verden 82 og bad Gud om en Aabenbaring. Saa viste Gud ham den Naade at lade ham i Drømme komme op i Himlen, og han saae da, hvorledes Folk kom fra Jorden, hver med to Pakker, en af gode og en af onde Gjerninger, og de bleve veiede med hinanden, og Dommen faldt i Henhold til Overvægten. Endelig kom en gammel Jomfru, bærende en meget stor Pakke gode Gjerninger, og en ganske lille med Synder. De bleve veiede, og Dommen lød paa Fordømmelse. Da skreg Eremiten og gjorde Indsigelse; men Englen, der havde ført ham, bød ham aabne den store Pakke med gode Gjerninger, og see, de vare alle oppustede af »Hensyn til Folk«, og derfor havde de ikke kunnet opveie den lille Pakke Synder. Deraf kunne I see, vedblev Taleren, at det er ikke Eders Gjerninger eller Folks Ros og Belønning, hvorpaa det kommer an, men det rette Sind, den ydmyge Kjærlighed, saadan som vor Frelser har viist den - og nu fulgte en veltalende og glødende Opfordring til Tro, Skriftemaal og Bod.

✂ Om Eftermiddagen kom Fra Jacobeo for at see, hvad Virkning hans Prædiken havde gjort, og for at forstærke den. Men strax da Talen kom derpaa, sagde de Castro: De sagde igaar, ærværdige Broder, at De vilde bringe Budskab fra Deres Herre; veed De, hvorfra Fortællingen om Eremiten hidrører?

✂ Ja, svarede Munken, det veed jeg; thi jeg har selv udtænkt og frembragt den som en Klædning for Sandheden.

✂ Det troer De, fordi De ikke veed, at De erindrer den. Den findes hos os.

✂ Beviis! Hvor? skreg Fra Jacobeo.

✂ Jeg vil hente Bogen herned; den hedder Kidduschin Jeruschalaim, men har latinsk Oversættelse ved Siden.

✂ Gaa, skynd Jer, hent den! sagde Munken bydende og ængstelig.

✂ De Castro bragte snart Bogen, og Fra Jacobeo læste sin Tale næsten ordret trykt i det ældgamle Værk. Han udstødte et Skrig, saae sig vildt om og raabte: Det er Djævlen, som gjøgler for mig med sin Løgn! ..... Jeg kjender Dig, Du gamle Fjende! Husker Du, jeg har tugtet Dig før! Hvordan smagte det? .... Har Du nu opstillet dette Hus og vil bilde mig ind, at det er virkeligt, for at fange mig deri som i et Garn? ..... Men jeg siger Dig: Af Veien, i Christi Navn! Af Veien! Nu vil jeg til Haan og Spot for Dig løbe igjennem 83 Dit Gjøglehuses Kortmure, lige hjem i mit hellige Kloster. Af Veien! Nu farer Christi Stridsmand frem!

✂ Han styrtede med disse Ord imod den haarde Muur, tørnede tilbage og blev liggende som livløs paa Steenbroen, medens Blodet piblede ud af ham.

✂ Det varede længe, inden man ved Opbydelsen af alle Midler fik ham bragt til Bevidsthed, og det var et sørgeligt Syn at see ham slæbe sig hjemad - hvis ellers Klostret kunde kaldes et Hjem -; men Ledsagelse vilde han ikke modtage.

✂ De Castro sagde nedslaaet: Jeg bringer ham og han mig Uro, uden at det kan nytte nogen af os, og han er et Menneske, som man ikke faaer endt med paa Halvveien.

✂ Et Par Dage efter, da Fra Jacobeo kom igjen, opsvulmet og grøn i Ansigtet og med blodunderløbne Øine, flokkedes Husets italienske Betjente og modtoge ham ikke som et Menneske, men som en Helgen. Var Paladset styrtet ned for hans Stormløb, kunde de ikke have viist ham dybere Ærefrygt, og det var aabenbart, at det kun havde kostet ham et Ord, for at de skulde have dræbt Herskabet og dets engelske Betjente. Han lod ikke til at give Agt herpaa, men slæbte sig ind i Gaarden, skottede et Øieblik op til Balconen, hvor han havde seet den gamle Baronesse, og vilde gaae igjen.

✂ De Castro kom ned og hilste paa ham, og han var overraskende mild. Han sagde: Herren er god og naaderig og kan forvandle Tornene til Roser, uden at vi have fortjent det. Jeg troede at storme mod Satan, og Han tog mig i sin Favn. Ja, han trykker stærkt, saa at det udvortes seer fælt ud; det fornam alt Jacob, da han blev halt under hans Tag; men indvortes! Siden det Øieblik har jeg været undsat og kunnet bede uforstyrret. Ellers, under Bønnen, kom den Lede altid og hviskede til mig .... ja, I Vantroe vide ikke, hvorledes Katholiken omspændes under Bønnen! hvordan den Lede kommer og hvisker de afskyeligste Tanker! Thi vi have en Sjæl, der er saare kostelig for ham. Men I vide det ikke; thi han behøver ikke at gjøre sig stor Uleilighed for Eder; selve Eders Bøn falder i hans Kram, han lader Eder bede væk. Men nu har jeg det saa stille - - undtagen det skulde være et nyt Fif af ham, at jeg længes efter at see den gamle hvidhaarede Kvinde, der ligner min Moder? Hei, anlægger Du min Moders Skikkelse? .... Jeg maa hjem!

✂ Paa de Castro kunde man i de Dage see Sindslidelse. Han talte ikke om Munken uden i en Tone af den inderligste Kjærlighed, Sympathi og Vemod. Ja, kunde man være Christen som han! sagde han engang. Kunde man blot! .... Men hvad udretter han for sine Medmennesker? Hvad vilde skee, om vi saadan forsagede og gik i Kloster? .... Men hvad udrette vi Andre?

✂ Modsætningen var saa stor mellem de Castro og hans Familie. Medens han droges til Fra Jacobeo af beundrende, smertefuld Sympathi og trængte til at samle alle sine Tanker for at staae imod Munkens Stormløb, vare Baronessen og Mirjam bange for dette urolige og vilde Særsyn, og Sir James affandt sig med ham ved at kalde ham en Sværmer. Baronessens Yndlingsfornøielse var at kjøre om Eftermiddagen op paa la Passeggiata, de store Anlæg paa Monte Pincio, hvor alle Fremmede og Roms store Familier sædvanlig vise sig tilvogns, tilfods og tilhest, og hvor der er en Slags Hærskue over Europas Rigdom og Skjønhed. Efter Carnevalet havde det kun tabt i mylrende Mængde, men ikke i Characteer. Hun indbød Alfons og Otto til at kjøre med, og saa maatte de Castro ogsaa, skjøndt med modstræbende Sind. Otto syntes sig selv at høre hjemme i begge de rige Verdener. Det kom af en hemmelig Samviden, han troede at have med sin Skjæbne om, at den nu endelig tog ham med det Gode og gjennem Lykke vilde føre ham til at blive noget Godt og Stort. Idet han med Øinene optog Passeggiataens Herlighed, forekom den ham at være hans, at blive skjænket hans Sjæl til Næring, og naar han tænkte paa Fra Jacobeo og alt det Øvrige, han oplevede i Rom, og grebes af de stærke Stemninger, vilde den poetiske Livskraft ikke give Plads for Angsten og Smerten, de medførte; det Hele syntes ham i dets Usædvanlighed at tabe i Virkelighed og blive til Billeder, der skjænkedes ham, Stykker af Dommedag. Det gav for ham hele Tilværelsen en dyb, halvdunkel, farvet Baggrund, men stod ikke i directe Forhold til hans Personlighed, saadan som Tilfældet vilde have været i Hjemmet. Thi fra Hjemmet er ingen smilende Udvei og ingen Bortgang uden Døden.

✂ Da de Andre kjørte tilbage, foreslog de Castro ham en Spadseretour ned i Villa Borgheses Have, tæt under Bjerget, udenfor Porta del popolo, og Talen faldt snart paa Fra Jacobeo.

✂ Otto gjorde den Bemærkning, at hvad der hele Tiden stod for 85 ham som noget forunderlig Vældigt, var Munkens Tro paa, at Murene vilde vige tilside; da han saae ham løbe paa og tørne imod, fik han selv et ubeskriveligt Stød indvendig.

✂ Ja, svarede de Castro, det kommer af Katholicismen. Man kan ikke nægte, at den er consequent; som den bogstavelig troer paa Miraklerne i Fortiden, troer den ogsaa paa deres Mulighed den Dag idag. Vi kunne godt her opleve en Kirkefest, hvor Paven erklærer en Afdød for Helgen og støtter sig paa, at han beviislig har gjort Mirakler. Den samme Tro ligger ogsaa i den naive Jødedom, og der er noget Vældigt i den Naivetet .... saa man kunde misunde dem, der have den.

✂ De troer altsaa ikke paa Mirakler?

✂ Efter nogen Nølen sagde de Castro: I een Henseende maa jeg svare Nei, i en anden Jo. Jeg har i mit Liv følt mig saa afhængig af det Usete, saa forunderlig hjulpen, at al mathematisk Forstandighed stod stille. Jeg beklager ethvert Menneske, der ikke har følt noget Lignende. Skulde jeg forklare det i nøgterne Udtryk, maatte jeg først gjentage, hvad jeg har sagt før: at den himmelske Retfærdighed er forskjellig fra den jordiske, der slaaer Hovedet af Synderen. Nemesis tilsigter med al sin Strenghed noget positivt Godt. Der er i Tilværelsen en overskydende Sum af Kjærlighed, som gjør, at vi lønnes lidt mere, end vi menneskelig taget have fortjent, og straffes lidt mindre, end vi have fortjent, og deraf opholdes Verden. Kjærlighedens Fond bliver aldrig tømt, fra alle Veie, selv de forfærdeligste, er der Adgang til det, og dette synes mig Verdens største Under. Men jeg har i den moralske Verden aldrig ved Siden af denne Formildelse - som vi fra den menneskelige Retfærdigheds Standpunkt maae kalde det - kunnet opdage det ringeste Vilkaarlige; tvertimod synes mig Alt, hvad der angaaer vor Sjæls Udvikling, Frelse eller Fortabelse, at beroe paa den uryggeligste Gjengjældelseslov, paa det Ondes Skadelighed for den, der tænker, taler eller handler ondt, og det Godes Gavnlighed. I den Henseende kunne vi aldrig være i Tvivl. Eet kjende vi visselig ikke: Tilblivelsen og dens Modstykke, Døden. Men imellem disse to Yderpunkter er Alt fast og sikkert: en Verden, paa det inderligeste og fineste gjennemtrængt og gjennemvævet af en moralsk Lov. Vi kunne krænke den, den er elastisk og giver efter; vi kunne trænge den tilbage, men vore Kræfter finde 86 engang et Ophør, og da kaster denne elastiske Magt os igjen tilbage, og vi staae fjernede fra vort Udgangspunkt, med tabt Tid og tabt Kraft og maae søge en ny Kraft og en ny Tid, og denne nye Tid eller dette nye Tidsbegreb er Evigheden. Da aabner selve Livet vore Øine for, hvad der var før Tilblivelsen og er efter Døden. Livet er jo Døden, Livet er jo en vedvarende Omsætning af Timelighed i Evighed eller bør være saa, og vor Sjæls Anliggender afsluttes med Livet. En af vore store Lærere, Rabbi Jacob, har sagt: En Time, i hvilken et Menneske gjør Bod og gode Gjerninger i dette Liv, er frugtbarere end hele Livet hiinsides; thi hist er ingen Kamp og ingen Udvikling.

✂ Ja, sagde Otto, det forstaaer jeg nok; men dermed er det egenlige Spørgsmaal ikke besvaret. Det Skrækkelige, der altid, naar man tænker derpaa, manes op for En, er jo, om den Bog, hvoraf vor Salighed skal være afhængig, idet den bringer os Budskab fra »den sande Gud«, selv indeholder Usandhed. Troer De, at Moses forvandlede Nilens Vande til Blod, endsige at Christus gjorde Vand til Viin eller opvakte den døde Lazarus?

✂ De Castro svarede: Naar jeg skal tale om den Slags Ting, maa De finde Dem i, at jeg tager Sagen paa min Maade. Biblens Ord udgaae fra den Vished, som f. Ex. Goethe har udtrykt i Stropherne:

✂ Denn wer Gefahr und Tod nicht scheut,
Ist Herr der Erde, Herr der Geister.

✂ Den omtaler ikke Miraklerne, de usædvanlige og blændende Begivenheder, som Noget, der udelukkende kommer fra en Guds Vilkaarlighed. Derfor kunde de ægyptiske Vise gjøre endeel saakaldte Mirakler, og samtidig med Christus var der en Anden, som uddrev Dæmoner, d. v. s. forrettede underlige og store Ting ved sin Personligheds Magt. Det gaaer igjennem Biblen, det staaer urokket: Forsøg at blive en stor og hellig Aand, saa behersker Du den verdslige Verden, staaer uafhængig over den; Alt faaer en anden Betydning og en anden Skikkelse. Men man maa personlig prøve det. Biblen er bleven til gjennem menneskelige Organer og er, hvad en vis Dannelse angaaer, præget af disse. Dens Opgave har ikke været at lære os Geologi, Mathematik, Geographi eller desl., der rigtignok 87 hører til vor Aands Frihed, men hvori dog et Menneske kan tage feil uden Ulykke. Den har skullet meddele os det, hvori man ikke uden Skade kan have en falsk Mening, og overlader det Øvrige til vor frie Culturudvikling. Biblens Sandhed skal prøves ved det indre Livs Erfaring.

✂ Men hvis det nu er sandt, hvad der paastaaes, at man ikke kan prøve det, medmindre man troer?

✂ Saa maa svares: Prøv, om dette er sandt, prøv at prøve det og see, hvad Tro det fører til.

✂ Ja; men der er noget Udmarvende i at gjøre den Slags Prøver som et chemisk eller physikalsk Experiment inden i sig. Jeg har forsøgt at hengive mig til Kirkens personlige Gud; saa begyndte Billeder at see paa mig og give mig Vink, fra hver Krog syntes mig det Urimelige at ville springe frem, den store Trang til Forsken og Erkjendelse for Sandhedens Skyld, syntes mig en Barnagtighed, nedlagt i os blot for at give os et Legetøi, jeg selv forekom mig som et Fnug, bevæget af underlige Vindpust, jeg kunde ikke finde, hvad der var mig, og hvad der ikke var mig, og naar jeg vaagen seer tilbage paa den Tilstand, synes mig, at jeg hellere, naar der var en Djævel, vilde være Djævel og fri end Engel og ufri, Skjødehund hos en Personlighed.

✂ Det lyder godt nok, svarede de Castro; men tænk nu blot Tanken ud og forestil Dem, hvad en Engel vilde være, hvis den var til: Det frieste Væsen, hævet over al Ureenhed, lyksalig ved kun at føle og erkjende det Gode, hvilket er det Samme som Guds Villie. Men De har Ret i, at man ikke kan gjøre Prøven som et physikalsk eller chemisk Experiment. Religionen er ingen theoretisk, men en Erfaringssag, en stedsevarende indre Om- og Opbygning. Livet byder Materialierne. Vi skulle have en Ruin eller et Tempel; Salomons Tempel bygges ikke mere paa Moria Bjerg, men i Hjerterne, en Befæstning mod Hedningedommen. Intet Land er Landflygtighedens Land; ingen Slægt er forkastet, om end min Slægt, saa troer jeg, er som den ældre Broder i Familien, Kjærlighedens Førstefødte. Gjennem os er den høie Intelligens, som hemmelighedsfuldt i Skaberøieblikket blev nedlagt i Menneskeheden, kommen til Aabenbaring.

✂ Efter en Pause sagde Otto; De talte før om et Kjærlighedens 88 Fond. Naar det ikke er opsparet eller samlet udenfor Verden, saa maa det da være i Virksomhed i Verden.

✂ Ganske vist; og det er paa det eneste Sted, hvor det kan være i synlig Skikkelse: i Menneskene. Det kan f. Ex. sees i Forholdet mellem Forældre og Børn, i den Arvegang af Godt og Ondt, Lykke og Ulykke, der stadfæster de bibelske Ord. De samme Egenskaber, hvormed Forældrene gjøre Godt eller synde mod Omverdenen, have Magt over deres Væsen og betinge derved den Opdragelse, Børnene faae. Det er næsten umuligt at lægge sig imellem og fuldstændig forhindre det; den moralske Consequens eller, som man hyppigere udtrykker sig, Skjæbnens Traade ere vævede saa stærkt og fiint, at en total Sondring er umulig. Men vi Andre virke desuagtet paa Børnene og ere medbestemmende ved deres Opdragelse og Fremtid. Den forløsende Gud lader Andre, med høiere Erkjendelse, komme Børnene tilhjælp, og det er Naadegaven af at leve i et religiøst-oplyst Samfund, at dette Samfunds frelsende Magt griber ind og lidt efter lidt løfter Forbandelsen, som blev nedarvet i Slægten.

✂ De Castro faldt hen i Tanker, ligesom bøiet sammen i Tilbageskuen paa den Erfaring af Smerte og Glæde, hvorfra hans Ord udgik. I samme Øieblik kom et let Vindpust og slog blidt en Green imod Ottos Kind; han saae op: det var en Laurbærgreen. En Stund havde han næsten glemt, at han var i Italien; han vaagnede op til Fornemmelsen deraf og til Skuet af Solnedgangens Farver, der nu straalede paa Himlen. Det milde Slag af Laurbærgrenen forekom ham som venlig Hilsen fra Skjæbnen om Ære og Herlighed til Gjengjæld for det, hvormed hans Sjæl i dette Øieblik var fyldt - thi han troede, at fordi han havde sandset og fattet det saa godt, levede det nu i ham. Det kostede ham Møie at betvinge sin Lyksalighedsfølelse. Han sagde dæmpet: Hvilken Aften! hvilke Farver!

✂ De Castro vaagnede op og sagde smilende: Vore gamle Rabbinere have sagt, at naar der er Tale om Gud, og En siger, det er smukt Veir, skal han være forbandet - kan De løse den Gaade?

✂ Ikke strax ..... maaskee med Tiden, svarede Otto muntert, idet de gik hjemad.

✂ - Midt i disse ideale Sorger og Beskjæftigelser kom pludselig noget 89 ganske Nyt. Da Otto en Aften besøgte Familien, saae han paa alle Ansigter noget Usædvanligt. De Castro modtog ham med de Ord: Der er Revolution i Paris.

✂ Hurra! raabte Otto som ude af sig selv.

✂ Hvorfor bliver De saa glad derover? spurgte de Castro.

✂ Jeg veed ikke .... tilgiv mig .... men det er .... det forekommer mig som et Basunstød til Dommedag!

✂ De Castro fortalte nu, at de havde faaet Coureer om, at man havde kjæmpet hele Dagen den 23de Februar, og at Kongens Tropper overalt vege. Imorgen, tilføiede de Castro, vente vi nyt Bud med Dampskibet fra Marseille; jeg reiser om et Øieblik til Civita Vecchia for at modtage vor Coureer ved Landstigningen.

✂ Han læste et Ønske i Ottos Øine og tilbød ham en Plads i Vognen, hvad Otto med Glæde modtog og skyndte sig blot hjem for at hente sin Kappe og Vaaben til den natlige Reise.

✂ Imod Sædvane førte de kun liden Samtale. Hvad der beskæftigede Begges Sind, var for ensartet, for stort og ubekjendt, til at ikke Enhver med overveiende Hang skulde hengive sig til Tankerne.

✂ Efter nogen Tids Forløb var de Castro falden i Søvn og vaagnede ved en gjennemtrængende Piben. Otto sad med sine Pistoler i Haanden og havde opslaaet Klappen for de Castros Reisevaaben, saa at han kun behøvede at gribe til. Ottos Kinder vare røde og hans Næsebor udvidede, det ubedragelige Tegn paa et Sind, der stod over Faren.

✂ Det viste sig snart, at Pibningen kun kom fra endeel Gedehyrder, der havde leiret sig om et stort Baal ikke langt fra en Osteri, hvor Kudsken strax efter holdt for at bede. Der kom samtidig Reisende fra en anden Side, og man bemærkede, at idet de gik igjennem den store Forstue, hvor en Mængde Almuesfolk, Hyrder og Vetturiner vare samlede, bød man dem Viin med Opfordring til at istemme Raabet: Leve Frankrig!

✂ Saa hurtig forplanter et saadant Rygte sig, sagde de Castro, da han hørte Raabet.

✂ Da Otto kom ind i Stuen, sprang en Karl hen imod ham, rakte ham et halvfuldt Glas med Raabet: Leve Frankrig!

✂ Hvorfor? spurgte Otto.

✂ Selve Spørgsmaalet og Maaden, hvorpaa det blev gjort, imponerede Folkene, saa at de raabte til Opfordreren: Ha ragione! Dice bene! Perché? He!

✂ Men en ældre Mand reiste sig og sagde: Den unge Excellenza ønsker maaskee at raabe: Leve Østerrig?

✂ Der blev Dødsstilhed, alle Blik hang ved Ottos Læber som for at gribe Svaret, før det blev udtalt.

✂ Otto tog Glasset og sagde de italienske Stropher:

✂ Evviva la libertá,
E chi goder la sá,
E chi non la sá goder,
Giorno e notte sospir!

✂ Jublen og Tumlen kjendte nu ingen Grændser, og da Otto og de Castro igjen stege tilvogns, fulgte man dem med luende Brande fra Caminen og under Raabet: Evvivano i due milordi!

✂ Snart efter deres Ankomst til Civita Vecchia indtraf Dampskibet, og da de Castro aabnede sine Depescher, laa hele Begivenheden for ham: Republiken proclameret, Lamartine i Spidsen for den provisoriske Regering, »Frihed, Lighed og Broderskab!«

✂ Ja, sagde Otto, nu skal Digteren regere; thi nu skal Poesien vorde Sandhed!

✂ Han bad de Castro om at tage Budskab med hjem til Alfons for at faae sine smaa Anliggender ordnede og sit Tøi sendt efter sig, og da de Castro overrasket spurgte om Grunden, erklærede han at ville strax reise til Paris.

✂ Hvorfor? raabte de Castro.

✂ Hvorfor? Fordi det har Hast med mig! Kan jeg ikke blive en Fra Jacobeo paa den ene Maade, saa kan jeg paa den anden!

✂ O, sagde de Castro, er det i hans Navn, De vil gaae, er jeg fristet til at sige: Gaa med Gud, tørn imod Mure eller Bajonnetter, det er Lyksalighed.

✂ Men - vedblev de Castro, idet han tog Otto under Armen og førte ham med sig langs Havet - betænk dog et Øieblik det Fornuftige. Hvad vil De i Paris?

✂ Sætte Livet ind for at vinde det!

✂ Ja, ja, jeg troer, der er en Magt i Dem. Men husk paa, at Franskmændene ere i politisk Henseende det meest skinsyge Folk paa Jorden. En Fremmed kan nok svinge sig op, men dog altid indenfor visse Grændser og maa saa hæves enten ved de hemmelige Selskaber eller ved Kvinder. Men saavidt jeg kan skjønne, kommer De ene og ukjendt, uden Evne til at gribe ind i Noget og blive Andet end en Draabe i Oceanet. Bliv, hvor De har Venner, der ikke formaae saa lidt endda. Jeg og Mine have Arbeide for, hvori en Mand kan deeltage; prøv det! Og vær forresten ganske rolig: De behøver ikke at reise til Revolutionen, den kommer til Dem, hvor De saa er paa Fastlandet.

✂ Dette var saa fornuftigt og overbevisende, at Otto gav efter, skjøndt med modstræbende Sind.

✂ Han sagde: Jeg kan ikke takke Dem nok for Deres Venskab! Jeg tager imod det og vil lyde Dem. Men jeg kan ikke nægte, at en Følelse indvendig er i Opstand. Det er første Gang i mit Liv, at jeg ikke følger min Villie.

✂ Saa begynd De kun Revolutionstiden med at betvinge Opstanden indvendig. Kom, lad os nu faae lidt Frokost, og saa hjem! .... Hør, nu vil jeg dog gjøre Dem opmærksom paa, at da man inat raabte Hurra for Frankrig og Revolutionen, havde man dog ligesaa megen Ret som De hjemme hos os: De kunde heller ikke sige, hvorfor.

✂ Ja, men jeg forlangte ikke, at Andre skulde raabe med, og jeg vil ikke lade mig beherske af Pøblen.

✂ Og De vilde med i en Revolution! sagde de Castro leende.

✂ Ja, det kan jeg ikke give Grunde for, udbrød Otto; men det bæver inden i mig, jeg kan knap holde fast paa mig selv af Utaalmodighed. Jeg har halv barnagtig famlet ved Alt dette før. Jeg har, saa langt jeg kan erindre, havt Forestilling om en Tid, da Jorden skulde blive som en Have for den frie og lykkelige Menneskeslægt, da vi Alle skulde faae Brug for vore Kræfter, arbeide med Iver og Glæde. Saa skulde vi om Aftenen samles om Æbletræet og i Græsset finde de Guldbrikker, hvormed vi i Tidens Morgen have leget. Nu er Signalskuddet faldet - jeg kan ikke begribe, hvorfor det varer saa længe, inden Alle reise sig!

✂ Ak, det er Poesi! sagde de Castro; den enkelte Lykkelige finder det paa Livets Aften.

✂ Men jeg har ikke Tid at vente saalænge! raabte Otto. Lad Træet ikke staae der, blot jeg troer det og faaer Lov at kjæmpe derfor, mod hvemsomhelst. Jeg kan ikke længer holde ud at gaae om og nære skjønne Følelser. Tag det ikke som Utaknemlighed; men menneskelig bærer De et Ansvar for at have holdt mig tilbage.

✂ Velan, jeg tager imod Ansvaret, og jeg lover, efter bedste Overbeviisning at føre Dem til Virksomhed.

✂ For alle Mennesker i »den evige Stad« tog det sig ud, som om der var skeet en ny Aabenbaring. Selv de, der saae paa det Indtrufne med Frygt og Bekymring, opfattede Revolutionen som en stor Straffedom, som et Udbrud af Ideens længe tilbageholdte Uvillie mod en Konge, der ved Uret var kommen paa Thronen, og mod Samfundsklasser, der havde tænkt som den rige Bonde i Parablen. Desuden udøver det Seirrige en stor Magt over de fleste Menneskers Sind; man blev tilbøielig til, i Folkemassen, der havde viist sig med saa pludselig og uimodstaaelig Vælde, at anerkjende noget hemmelighedsfuldt Berettiget, i dens Røst at høre Guds Stemme. Man kunde være bange for Udbredelsen af det Nye, som for Viin rakt svagere Organismer; men man troede, at det var Viin. I korte, paa hinanden følgende Mellemrum lød Budskab om umaadelige Folkeoptog, om forskjellige Nationaliteters Procession gjennem Paris, under Raabet: Frihed, Lighed, Broderskab! og det bølgede da henover Menneskene som hiin »Røst af venlige Vinde«, hvori Gud havde talt til Propheten - men, besynderlig nok, man greb paa samme Tid efter Vaaben, sleb Dolke og Sabler, dannede frivillige Compagnier, og undertiden maalte de hinanden med et Blik som vordende Fjender. Men med alle de Forjættelser, som bølgede i Luften, medens Nogle grebes af det Haab, at Rom paa vidunderlig Maade atter skulde blive Verdens Hovedstad, medens de Fleste fik Tro paa Menneskehedens uendelige Kraft og Styrke og uvilkaarlig forkastede det Venskab, de hidtil i Følelse af Svaghed havde holdt med Gud, og »fordred ham til Kamp, den Gamle, Blinde«, 93 medens Alle ventede Alt, men Ingen endnu noget Bestemt for sig selv, var det, som om hele Verden var bleven forvandlet til Corso og Carnevalsglæden kun betænkte sig paa at vise sig.

✂ Otto traf paa den tydske Kunstner, som havde talt for Friheden og Hellenismen.

✂ Naa, raabte han, ved hvilket Regiment staaer min Broder Danmark?

✂ Otto vidste ikke af, at der blev dannet pavelige Corpser, hvori Fremmede kunde indtræde, og spurgte sig for.

✂ Kunstneren svarede: Det er ikke Regimenter under de gamle Faner og med de gamle Fordomme, som nu dannes; det er netop det, vi skal forhindre! Vi holde iaften Møde for at danne en Cohorte mod Despotiet under alle Skikkelser og overalt. Jeg har talt om Dem; vil De være med? Taushedsløfte? Haandslag? Godt. Feltraab: Brutus.

✂ Otto mødte om Aftenen paa en Villa udenfor Rom. Da han gav Løsenet, blev han indladt i en stor Sal, smykket med Grønt og rigt oplyst. I Salens ene Ende stod et Bundt af saa mange Nationers Faner, som man havde kunnet overkomme, og over dem hævede sig et stort trefarvet Flag med Indskrift: Frihed, Lighed, Broderskab. Foran Flagene stod en Pallas-Athene og i nogen Afstand fra hende den medicæiske Venus, Bacchus, den vaticanske Silen med Bacchusbarnet og den capitolinske Faun. Der var en temmelig talrig Forsamling, baade af Tydske, Franske og Italienere, og En traadte frem og holdt en Tale, hvori han sagde, at, som denne Sal var klædt i Grønt, anlagde Menneskeheden nu sine rette Farver: Haabets, Sindet reiste sig mandig, afrystede al Mystik og anerkjendte sine Guder, den hellige Naturs Symboler, den frie Livsglæde over Jorden, Menneskenes Jord, deres fælles Eiendom og hulde Moder.

✂ Derpaa foregik en symbolsk Handling. En Munk blev ført ind med tilbundne Øine. Man spurgte ham, om han ønskede at see og anerkjende det sande Menneskelige, og da han svarede Ja, blev Bindet taget ham fra Øinene, og man viste ham Athene, Aanden, og Venus og Bacchus, Legemet. Han kastede Hætten tilbage, gik hen til Bacchus, saae med lystent Blik op til hans Druer og lod, som om han plukkede deraf og spiste med stor Tilfredsstillelse. Derpaa gik han videre, gjorde et meget dybt Buk for Athene og gav Venus, idet 94 han gik forbi hende, et obskønt Kjærtegn. Det lod til, at de Forsamledes Sind vaklede et Secund; men efter denne korte Taushed udbrød man i Latter og Bifaldsklap. Otto havde været saa fordybet i Ceremonien og saa fuldstændig taget Guderne for Virkelighed, at han uvilkaarlig havde ventet, at Venus skulde have bevæget sig og Athene med sit Spyd slaaet Munken over Ryggen; ved Latteren vaagnede han til den hele Virkelighed, reiste sig og gik.

✂ Udenfor stode Cypresser og Pinier beskinnede af Maanen, og i et Marmorbassin stod en Triton, næsten overgroet af Epheu, og opsendte et Springvand, der spillede i det hemmelighedsfulde Lys og melodisk pladskende faldt ned i Kummen. For et stærkt bevæget Gemyt, der troede Tiden kommen, da Menneskene skulde løse alle Gaader og udtale Ordet, som førte Jorden ind i Himlen og bragte dem uden at døe over i Udødeligheden, var der noget Sindsforvirrende i denne Stilhed, i denne Natur, der syntes at have indgaaet Forening med den antike Hedningedom, men stod med sit kolde Marmorsmiil, uden at give Vink om Aanden og uden Uvillie mod dem, som haanede den.

✂ Tiden var for livlig og kampberedt, til at man skulde behøve at vente længe paa en Slags Modsætning. Trods Taushedsløftet var Adskilligt blevet fortalt om den afholdte Fest, og allerede næste Aften holdtes en Forsamling efter Indbydelse af en unitarisk Præst, som Otto havde seet hos de Castro.

✂ Unitaren traadte frem og sagde:

✂ En vis Philosophi siger, at der er en Natur, som i og for sig er uskyldig og hellig, og en af denne Natur fremgaaet Nødvendighed, som hersker over Menneskene. Ifølge denne Lære er der ingen Synd, følgelig heller ingen Anger, Syndsforladelse, Naade, og der er da i Verden ingen styrende, aandig Magt. Paa det Sted, hvor vi staae, har denne Lære hersket for to tusinde Aar siden. Man tilbad Venus, Bacchus o. s. v., og først da man begyndte at tvivle om, at de virkelig vare Guder og ingen anden Guddom fandt - d. v. s. da al menneskelig Undseelse forsvandt af Lidenskaben - kom den store Fordærvelse. Men saalænge man troede, saa længe man ikke vidste bedre, var denne Natur uskyldig, Begrebet Synd var langt mere indskrænket i Oldtiden, man syndede mindre.

✂ Man vil nu vise Menneskeheden den Velgjerning at gjøre den 95 mindre syndefuld - just ikke ved at afskaffe Synden, men ved at indskrænke Bevidstheden, ved at afskaffe den Viden om Loven, den Samvittighed, hvorefter vi forbyde os selv eller Andre Noget og i Overtrædelsestilfælde udtale: Skyldig. Menneskene skulle ifølge denne Lære ikke være mere uvidende f. Ex. om Mathematik, Maskinvæsen, Krigskunst o. desl. - tvertimod, kun nogle faa af Sjælens Vinduer skulle igjen blændes, og derved skal Aanden netop blive lysere, friere, stærkere.

✂ Gjør man Indsigelse, saa svare de: at naar man absolut vil være Synder, saa ville de ikke forhindre det. Men saaledes ville vi ikke optage Kampen med dem, vi ville ikke være saa ukloge at gjøre Krav paa Synd, men ville paa egne og andre Menneskers Vegne fordre: Intelligens.

✂ Vi gjøre Fordring paa, at ligesaa lidt som Veien til Amerika maa tilkastes og Columbus's Opdagelse gjøres uskeet, ligesaa lidt maa den moralske Verden, hvor Moses og Christus ere de store Opdagere og Veivisere, blive afskaffet. Ja, da Naturen virkelig er noget Godt og Skjønt, saa forlange vi at beholde den heel, og især gjøre vi naturligvis Fordring paa den moralske Natur, der er saa mægtig, at den kan tvinge den »hellige« physiske Natur til at gjøre det Modsatte af, hvad »Hs. Hellighed« vil.

✂ Dette er en Kunst, som nogle Mennesker kjende og ved deres Liv kunne aflægge Vidnesbyrd om, og at alle Mennesker kunne lære denne Kunst er Beviis paa, ligesom den er en Følge af, den simple Sandhed: at det aandige Liv ikke er fremkommet ved en vis Sammenblanding af chemisk virkende Kræfter, men at netop omvendt alle materielle Kræfter kun ere til som Symboler for Aanden, kun skabte for Lovens Skyld, kun bestemte til at være Retfærdighedens Tjenere. Verdens største Smerte er det, naar man fjerner sig fra denne Sandhed og der indtræder Disharmoni, og Verdens største Fryd er det, naar man igjen vender tilbage til den, naar der igjen kommer Harmoni mellem Menneskesjælen og den store Grundtone, naar Sjælen under denne Samklang aabner sig i Hellighed og fatter, elsker det Guddommelige.

✂ Dette udviklede Præsten videre og sluttede sin Tale med at opfordre de Forsamlede til at istemme en unitarisk Hymne; men nu optraadte en Franskmand og sagde, at han haabede, de fleste Tilstedeværende 96 vilde være enige med ham i, paa alle Folkeslags Vegne at udtale Mistillid til Præsterne, der kun havde Veltalenhed til at berolige de Svage, men ikke til at betvinge de Mægtige og med deres smukke Phraser gjorde sig til Politibetjente i Despoternes Tjeneste. Deres Gud var ikke Andet end Politiminister, og man havde dyb Mistillid til ham. Hvad Menneskene skulde have, var ikke Ord, men velbetalt Arbeide og godt Brød. De Fattige havde længe nok sultet og arbeidet for de Rige, de havde derved erhvervet Medeiendomsret til Rigdommen, og den skulde gjøres til fælles Eiendom.

✂ En Tydsker optraadte og talte, ligeledes paa Fransk, »Menneskehedens Sprog«; han sluttede sig ganske til den sidste Taler og opfordrede sine Landsmænd til, istedenfor en Hymne at synge Herweghs Sang:

✂ Reißt die Kreuze aus der Erden,
Alle mussen Schwerdter werden!

✂ Den kunde gaae ved Siden af Frankrigs Marseillaise.

✂ Man brød stormende op med forskjellige Sange, skaffede sig Fakler og drog forbi Quirinalet for i Forbigaaende at hilse den liberale Pave i den Forudsætning, at han vilde afskaffe Pavedømmet.

✂ - Det var dog et Glimt! sagde Otto til de Castro, da Faklerne sluktes og Sangen tabte sig.

✂ Aa, ja, saamæn, svarede de Castro. - Hvad synes Dem om Præstens Tale?

✂ Jeg veed ikke .... den gjorde mig melancholsk som noget Velmeent-Magtesløst.

✂ Ja, vel; jeg følte ogsaa dens Mangel. Den udtalte den Aand, hvori alle Religioner bør mødes; men med det, som den byder, kan man hverken feire et Barns Fødsel eller forrette en Vielse eller begrave en Død, endsige standse et Vandfald som det, Sluserne nu ere aabnede for.

✂ Men hvad siger De, Hr. de Castro, om Franskmandens Tale?

✂ Derom tillader jeg mig at have en aldeles bestemt Mening; thi min Onkel og jeg ere selv Arbeidsgivere; vi have Jordegods i England og industrielle Anstalter i forskjellige Lande og Skoler med 97 Huusflid og Handel i Orienten. Om vore Arbeidere toge vor Formue og deelte den, bleve de dog ikke rigere; thi det er Capitalen i kløgtig og velsindet Haand, der aabner Vei til de store Markeder og giver stor Beskjæftigelse. Ligesaa godt kunde en fattig Bonde dræbe sin eneste Ko for med eet Slag at komme til Melkens Kilder. I den Henseende - maaskee ogsaa i andre - venter De Dem for Meget af Revolutionen. En Revolution er kun en pludselig og stor Fremtoning af den Nemesis, der stille og ubemærket sysler hver Dag og i alle Forhold. Den høie og strenge Nemesis kan faae Udseende af at slaae vildt om sig som en drukken Mand; men vær vis paa, den veed, hvor den slaaer, selv om den rammer dem, som have paakaldt den. Og i de Kaldendes Tone synes mig alt, jeg sporer en ukydsk Begjærligheds Aand, hvormed aldrig nogen lysende menneskelig Bedrift er bleven indviet.

✂ Ak, Herregud, skulde vi see det Hele slukkes som et Stjerneskud! sagde Otto.

✂ De Castro vedblev: Jeg har lovet Dem Andeel i vor lille beskedne Virken, til en Prøve eller Mundsmag. Hvis De vil, skal De inden mange Timer blive Deeltager i en lille Expedition, som maaskee dog ikke er uden verdenshistorisk Interesse.

✂ Otto spurgte spøgende, hvilke Vaaben han skulde anskaffe sig til Toget, og Svaret var: En Hammer.

✂ Skal jeg agere Thor, og er Fjenden Midgardsormen?

✂ O, ja, svarede de Castro efter at have faaet Ordet udtydet, o, ja, en stor Orm, der ligger om os, skal overvældes.

✂ En af de næste Aftener blev der kastet Smaastene mod Ottos Skodder - det sædvanlige venskabelige Signal, naar man ikke vilde gaae op - og da han aabnede, saae han de Castro, Alfons, Fra Jacobeo og et Par Fremmede, ledsagede af Tjenere, der bare Fakler. I et Par Skridts Afstand saae han en Skare opmarscheret i Geledder, og med Vaaben, der funklede i Fakkelskinnet.

✂ Otto var alt vant til meget Usædvanligt; men dette romantiske røde Blus om hans Venner i Forening med krigersk Magt forekom ham som en Drøm.

✂ Her er Expeditionen, raabte de Castro, har De Deres Hammer?

✂ Det Bedste er ikke for godt, sagde Otto til sig selv, idet han gik ned ad Trapperne; men den Drøm er rigtignok meget smuk.

✂ Da han var kommen ned, forestillede de Castro ham i Hast for de Fremmede, et Par pavelige Embedsmænd, og fortalte ham derpaa, medens Toget rask skred frem ad Veien til den lavere Stad ved Tiberen, at Paven havde givet Tilladelse til, at Ghettos Mure og Porte bleve nedbrudte. Vi have valgt denne Aften, tilføiede han; thi det er vor Paaskeaften; nu sidde Jøderne over al Verden og festligholde Udgangen af Ægypten og paakalde Befrielsen.

✂ Og Fra Jacobeo er med! udbrød Otto med dæmpet Stemme, idet han saae hen til Munken, der gik noget afsides og som en Drømmende.

✂ Ja; men jeg kunde ønske, at han ikke var med. Det Menneske lider.

✂ Hvorfor? Er noget Nyt hændt ham?

✂ Ja, det Nye! Denne Revolution i Verden og Paven, der selv byder Jøderne Frihed! Og han er lænket for Tid og Evighed - tænk Dem ind i hans Sind .... Naa, nu kan det ikke nytte at hengive sig til Melancholi og Medfølelse. - Min Onkel gaaer det modsat. Han har faaet den Idee, at nu skulle alle Nationaliteter adskilles og Jøderne tilbage til Palæstina; men selv vil han dog hjem til England.

✂ Men hvad vil Pøblen sige, naar den opdager os?

✂ Vi have Folket med os; Sagen er vel forberedt; Fra Jacobeo har idag holdt en tolerant Tale i Sta. Maria in Trastevere, og Ciceroacchio vil møde os med Hjælpere. Hvis der skulde samle sig en fjendtlig Pøbel, saa have vi jo Sappeurerne til at skræmme den med - har De taget Vaaben med?

✂ Da jeg troede at see Bajonnetter og Øxer i Fakkelskinnet, tog jeg de eneste Vaaben, jeg eier, et Par Pistoler.

✂ Vil De gjøre mig den Tjeneste at kaste dem eller udtrække Ladningen? Selv hvis her er Fare, vil ingen af os udgyde Blod. Det er et stort Fredsværk. Mulig indvie vi inat alle Folkeslags Broderlighed, en ny Tid af menneskelig Kjærlighed og Tolerance, under selve Pavens Velsignelse! Det er i Sandhed en hellig Nat.

✂ Alle Omgivelser svarede til de Castros Ord. Aftenen var saa uigjennemtrængelig mørk som nogensinde en italiensk Aften; Luften 99 hang stille, man kunde troe, lyttende. Der var i Atmosphæren hiin Duft, som er særegen for Rom; den kommer fra Orangehaverne, Fontainerne, Ruinerne, Kirkerne, er baade af legemlig og sjælelig Natur, tiltaler blidt Sandserne og vækker skiftende Forestillinger om deilige og umaadelig store Ting. Faklernes Blus og de tactfaste Trin blandede sig heri, og medens de stege nedad, var der et Øieblik, da selv de Castro, som bestemt kjendte sit Formaal, havde en Følelse, som om de skred udenfor Verden til usædvanlige Begivenheder. Otto betvang sin Begeistring, sit urolige Sinds Forestillinger ved at sige sig selv, at han var paa Prøve, Verdens store Aand lod ham alt komme nærmere, nu gik han under en Andens Commando, det beroede paa, hvordan han bestod, om han engang selv skulde faae Commando.

✂ For at der ikke skulde afstedkommes Forstyrrelse og Sammenstød, naar Jøderne pludselig hørte Larm fra Port og Mure, gik de Castro, Alfons og Munken fra Huus til Huus, bankede paa Skodderne og gav efter jødisk Hilsen en kort, venlig Beretning om, hvad der forestod, og bad dem forholde sig rolige. Nogle tvivlede eller saae betænkelige ud; men de fleste Steder kom der efter et Øiebliks Forbauselse et lidenskabeligt Udbrud af Velsignelser over den fremmede Jøde, som bragte Glædesbudskabet.

✂ I den høieste Sindsbevægelse standsede Fra Jacobeo de Castros Haand, da han paany vilde banke paa, og bad om Tilladelse til at bringe Budskabet. Indenfor var Familien netop naaet til det Sted i Festens Ceremonier, da Viin og Brød er indviet for Messias og Husets Døre og Vinduer aabnes for at modtage ham. Indenfra blev Skodde og Vindue slaaet op, medens Familien høit kaldte paa Frelsen, og i samme Øieblik stak Fra Jacobeo Hovedet ind med Udraabet: Op, Israels Børn! Frelsen er kommen! Murene falde! ....

✂ Med et Rædselskrig foer Familien op ved Synet af Munkehætten. Alle Minder om pludselige Overfald, anførte af Munke, vaagnede med Lynets Hast, en gammel Kone faldt hen som død, en lille Pige styrtede over hende og udbrød i ustyrlige, krampagtige Skrig; Moderen kastede sig paa Knæ og anraabte om Skaansel, Huusfaderen stod i sin hvide Høitidsdragt med Ansigtet fordreiet af Raseri og Forfærdelse. Det varede længe, inden de Castro kunde gjøre dem deres Feiltagelse indlysende og forklare dem Sammenhængen.

100

✂ Munken havde trukket Hætten ned for Ansigtet og gik taus tilbage til Porten. Der var Alt Forstyrrelse, idet Folk vare strømmede til, og Nogle sagde til Arbeiderne: Hvilket Vanvid! I nedbryde Muren, der beskytter Jøderne, nu vil al Slags Pak uhindret kunne anfalde dem! - medens Andre sagde: Ere I afsindige? Skal Jøderne nu boe iblandt os eller have Lov til at være ude om Natten? Ere I sikkre paa, at det er Pavens Villie?

✂ Fra Jacobeo! blev der raabt fra Arbeiderne. Hvor er Munken? .... Det var ikke Fra Jacobeo! .... han er borte! .... Bedrageri!

✂ I det Samme kom han tilbage og steg taus op paa Muren, medens Masserne trængte sig sammen i Porten og udenfor. Som altid i Rom ordnede det Hele sig saa malerisk, som om det blev ledet af bevidst Kunstforstandighed; Munken belyst af Fakkelskin nedenfra, det Øvrige, de gamle Huse, Murene, Mængdens Hoveder, Alt halvmørkt, omflagret af rødligt Skin. Han slog sin Hætte tilbage, og saa overordenlig var Lidelsen i hans magre Ansigt, saa forunderligt Udtrykket i det Blik, han sendte udad eller opad, at den upaalidelige, theatralske, men yderst modtagelige Mængde et Øieblik hengav sig til den Skuffelse, at den saae Ordenens Helgen, og halvt bifaldende, halvt tilbedende raabte: San Francesco! Han begyndte at tale om Jødernes ældste Fortid, skildrede Abrahams Hjemstavn i Mamre-Lund i Hebron, beskrev Landet, hvor han vandrede og blev velsignet af den Høiestes Ypperstepræst, gjorde Beskrivelsen i korte, store Træk, laante Billederne baade fra Indien og fra den romerske Campagne. Der var Sol og Deilighed i disse Billeder og en usigelig Blidhed i Stemmen. Saa skildrede han, hvordan Israels Børn kom til Ægypten, hvorledes Hungersnød havde drevet dem fra den store Frihed i Sichems Dale, og hvorledes de nu bleve slagne i Trældom. Hans Stemme forandredes, saa at den bragte Mængden til at bæve, da han beskrev, hvordan Børnene bleve dræbte eller tagne fra Forældrene. Saa forlod han Historien og sagde: Jeg skal beskrive Jer en enkelt Familie, og han fortalte da, hvordan en Dreng var borttagen, var opdragen blandt Ægypterne og deres Guder og engang en hellig Nat kom hjem og vilde forkynde sig Folk Frelsen; men da kjendte man ham ikke - Forbandelse! skreg Fra Jacobeo pludselig som en Vanvittig - Forbandelse over Eder Alle, I Umenneskelige, Letfærdige, Blodtørstige! Du forbandede Race, Japhets Afkom, for 101 hvem intet Skuespil er stort nok! Forbandelse over Eder og Eders Børn! Tredobbelt Forbandelse over Eders Guder! Jeg river mig løs fra dem og Eder! Jeg spytter dem og Eder i Øinene! Der - - han sønderbrød Crucifixet og kastede det med et Hyl ned over Mængden.

✂ Den svarede efter sin første Forbauselse med et Hyl, et Brøl, man saae Vaaben, et Par Skud knaldede, Fra Jacobeo styrtede til Jorden.

✂ Han var truffen af et Skud i Brystet, og en anden Kugle havde knuust hans Haand. Men hans Lidelser vare korte, Døden kom hurtig, og i sidste Øieblik reiste han sig op, saae stivt paa de Omstaaende og sagde: Ti Uger! Santa Prassede!

✂ Otto havde holdt den Døende i sine Arme, men blev bragt til at see op ved Lyden af en Stemme, der bydende spurgte: Hvor er den Skyldige?

✂ Det var Capucineren, Pater Benedict.

✂ Hvor er den Skyldige? Har man grebet ham? vedblev han myndig, mere som en Hærfører eller Politichef end som en Munk.

✂ Allerhelligste Fader, der ligger han jo, sagde en Mand af Folket.

✂ Han? Fra Jacobeo? Hørte Du ham ikke i dette Øieblik døe med Paakaldelse af Santa Prassede? Vil Du beskylde ham, denne fromme Martyr, for Gudsbespottelse? Svar: Vil Du? Vil Nogen? Svar! Nu, hvor er da han, som talte, og for hvis Skyld vor Broder blev dræbt ved en Feiltagelse? Hvor er han? Hundrede Scudi til den, som bringer ham! - Værer sikkre paa, Børn, det var en af Religionens og Statens Fjender! Giver Agt, det var en Protestant eller en Englænder; men vogter Eder dog for at gjøre en Uskyldig Fortræd!

✂ Mængden havde adspredt sig som Skyerne efter et Uveir. Man saae hist og her smaa Grupper; men ogsaa de forsvandt. Arbeiderne og de, som havde paataget sig at vaage over dem, fortsatte deres Værk i Taushed. De Castro stødte sammen med Otto og Alfons; han saae ud, som om han i de faa Minutter var bleven Aar ældre, og bad dem med dæmpet Stemme, som om Liget endnu var tilstede, at gaae hjem; han selv maatte blive for at ordne forskjellige Ting med de Ældste i Ghetto.

102

✂ Han kaldte dem endnu engang tilbage og sagde: Gjører mig den Tjeneste at gaae gjennem Corsoen for at see, om vort Huus ikke brænder.

✂ De bleve grebne af samme Frygt for, at Ulykkens Sluser vare aabnede paa vid Gab og overalt, og skyndte sig afsted.

✂ Paa Corsoen var Alt stille. Paladset, som Sir James beboede, stod mørkt; Begge kom til at tænke paa den Dag, da de havde kaldt det Sorgens Huus, og kunde ikke komme af med de tunge Anelser. Men da den Ulykke, de vare blevne bragte til at frygte, ikke var indtraadt, vendte Tanken tilbage til det Indtrufne, og den skrækkelige Begivenhed, Fra Jacobeos Skrig, Folkets Hyl, hans blodige Lig stod for Begges Phantasi. Ingen af dem havde endnu overværet en voldsom Død, endsige en saa forunderlig og saa kjær Persons; Sjælens Strenge vedbleve at bæve af det voldsomme Greb.

✂ Otto sagde: Jeg kan ikke sove, jeg vil holde Vagt her paa Gaden inat.

✂ Jeg er forkommen af Tørst og Kulde, sagde Alfons; men jeg synes næsten, det er Skam at nyde Noget nu, selv om jeg kunde faae det.

✂ Nu maae vi holde Liv i de Levende og lade de Døde sove, svarede Otto. En romersk Martsnat er ikke at spøge med. Der er Lys i Café nuovo; lad os see at faae Isvand.

✂ Der var endnu mange Folk i Palazzo Ruspoli eller Café nuovo, og istedenfor at gaae ind i den store Sal, søgte de sig en ensom Plads i den lille Have eller Terrasse nedenfor Vinduerne paa den Side, som vender fra Gaden. Med Lædskedrikken kom Livsaanderne tilbage, og de begyndte at tale om alle Enkelthederne ved den mørke Begivenhed, den Ene fuldstændiggjorde, hvad den Anden ikke havde seet eller hørt. De udtalte sig uforbeholdent, fordi de talte Dansk, det Sprog, der ikke pleier at finde Forrædere.

✂ Men i Vinduet tæt over deres Hoveder var et Hoved bøiet frem, halv skjult af de store Gardiner; det var Kammerherrindens, Skuespillerindens. Hun lyttede forbauset til, hvad disse to Landsmænd havde oplevet, og pludselig faldt det hende ind, om det ikke mulig kunde bruges. Du har luret paa mig! sagde hun sagte.

✂ De reiste dem og gik ud paa Gaden. Henad Morgenstunden kunde Alfons ikke længer holde sig paa Benene; men Otto vedblev 103 at patrouillere til den lyse Dag, idet han sagde til sig selv: Jeg er sat paa Post jeg maa øve mig i at være Soldat.

✂ Om Formiddagen var Rygtet om en stor natlig Ulykke, om en Munks Drab, naaet over hele Rom; men alle Biomstændigheder vare forvanskede til det Eventyrlige; Nogle sagde, at det havde været et Complot mod Paven, Andre, at Munken var østerrigsk Spion, atter Andre, at det kun havde været en forklædt Munk.

✂ Kammerherrinden vidste, hvor Otto logerede, og kjendte en Familie, som boede i samme Huus. Hun besluttede under et Paaskud at besøge Familien for at erfare Noget eller gjøre Noget, hun vidste ikke selv, hvad.

✂ Udenfor Ottos Dør standsede hun et Øieblik og saae paa hans Visitkort, der var heftet paa Døren. Hans Værtinde, der havde seet en Vogn holde udenfor og en ung Dame stige ud og gaae op, aabnede pludselig Døren og fandt sig Ansigt til Ansigt med den Dame, ved hvis Vogn hun havde seet ham paa Carnevalet. Med eet Blik havde Skuespillerinden gjættet det Meste af Forholdet; hun kunde ikke tage feil af Udtrykket i de Øine, der saae en ung Dame ved Ottos Dør.

✂ Boer ikke Hr. Krøyer her? spurgte hun.

✂ Jo; men han sover.

✂ Han kom sildig hjem inat.

✂ Ja.

✂ Veed De, hvor han var?

✂ Nei.

✂ Sig ham fra En, der interesserer sig meget for ham - og Skuespillerinden borede disse Ord som en Dolk i Italienerindens Bryst - at det er opdaget, man veed, hvem der kom til at skyde Munken. .... Men det er en Hemmelighedjeg betroer Dem, vaag over ham!

✂ Italienerinden svarede ikke, og Skuespillerinden skyndte sig bort fra disse Øine, sikker paa at have udskudt en Piil; hvor den nu ramte, blev ikke hendes Sag.

✂ Nogle Minutter efter gjenlød Nabolaget af et vildt Skrig: Fra Jacobeos Morder! Jeg har ham! Kommer hid!

✂ Otto vaagnede ved, at der voldsomt blev slaaet og sparket paa hans jernbeslaaede Dør, og i første Øieblik troede han, tynget af 104 forvirrede Drømme, at han havde en Forbrydelse paa sin Samvittighed, og at det var Rettens Folk. Fuldt paaklædt, som han var, sprang han til Vinduet og saae ude paa Gaden en Mængde Mandfolk og Fruentimmer, der med vilde Miner truede op, raabte paa den hellige Jacobeos Morder og ved Synet af ham søgte efter Stene. Udenfor Døren, der trodsede alle Anstrængelser, brølede det: Død! Død over Sanct Jacobeos Morder!

✂ Han greb til sine Pistoler; de vare uladte, og han havde ikke flere Kugler. Med rivende, hvirvlende Hast foer Tanken gjennem hans Hjerne, søgende efter Midler til Forsvar, men fandt ingen. Han var som i en Hule, beleiret af vilde Dyr; Brølene trængte sindsforvirrende til ham, han kunde have skreget med af Raseri over at være vaabenløs, givet i Raahedens Vold. Pludselig blev der en Slags Taushed, og han hørte sin Værtindes Stemme: Døren giver ikke efter! Denne Vei, brave Folk, gjennem mit Værelse!

✂ Den Dør, vidste Otto nok, gav efter for den svageste Kvindehaand. Men i dette Øieblik var det ikke Faren, der meest sysselsatte ham, det var den dybeste Forbauselse over at blive forraadt af en Kvinde. Det havde han ikke troet muligt paa den Maade, det var ligesom hans Natur imod, en dræbende Fornemmelse at blive forvisset derom, og med en særegen, ideal Uvillie syntes det ham nu, at hans Liv maatte være fortabt, at alle gode Aander svigtede ham, at der ikke var Andet at gjøre end med Foragt møde Forræderiet og modtage Stødet. Sidedøren aabnedes, og Mængden standsede et Øieblik, enten for, som Tigre, at samle sig til Spring eller studsende ved at see et ganske andet Udtryk hos Offeret, end den havde ventet. Hvad nu skete, foregik i rivende Hast. Værtinden var blandt de Forreste og foer frem med en Kjøkkenøxe; en Karl ved hendes Side kastede paa romersk Viis sin Stilet, den fine spidse Klinge ramte Otto i Brystet, stødte paa et Ribbeen, dirrede et Øieblik og faldt ved sin egen Tyngde ud af Saaret; i samme Nu havde Værtinden seet ham ind i Øinene, naaede hen til ham, og med Udraabet: Det er ikke ham! Morderen er sprungen ud af Vinduet, ned i Haven! dækkede hun ham mod de Fremstormende. Man ilede til Vinduet, og skjøndt der var Jernstænger for, troede man dog i sin Hidsighed Værtinden, vendte om og foer afsted, ud af Værelset og ned gjennem 105 Haven. Der glemte Mængden, hvad den løb efter, og fulgte en anden Impuls, mod Sir James's Huus.

✂ Otto begreb Intet af Alt dette.

✂ Han havde uvilkaarlig grebet til Brystet og faaet Haanden fuld af Blod. Ved at see det sprang Værtinden til og aftørrede Saaret; men da hun formodenlig troede at see, at det ikke var dødeligt, forandredes Udtrykket i hendes Ansigt, som om hun fortrød at have ladet Mængden fare bort. Hun satte sig nærved Døren, dødbleg, med fastlukket Mund og bævende Næseboer og med de funklende Øine stivt fæstede paa ham.

✂ Der er Oprør i Byen! raabte Alfons, idet han kom farende op ad Trapperne. De vil dræbe alle Fremmede! Lad os komme ned til Sir James's!

✂ Ja, sagde Otto og tog sin Hat.

✂ Værtinden reiste sig og greb igjen Øxen.

✂ Gud forbarme sig, hvad er det for skrækkelige Forhold, Du er kommen ind i? raabte Alfons, der afvexlende saae paa Værtinden og Ottos blodige Klæder.

✂ Ikke af Pletten! skreg Værtinden.

✂ Nei, tag Dig iagt! sagde Alfons, da Otto gik imod hende.

✂ Slip mig! - Signora, sagde Otto, er det virkelig de udlovede hundrede Scudi, der friste Dem? dem kan jeg selv betale - gaa tilside!

✂ Hun udstødte et Skrig og vendte sig bort.

✂ Otto, Otto, hvad var dog det? sagde Alfons, da de gik ned ad Trapperne.

✂ Spørg ikke; tal ikke!

✂ - De kom ned paa Corso og trængte sig saa langt som mulig frem i Menneskemængden, som de langt borte havde hørt larme, men nu stod i pludselig Taushed, alle Blikke fæstede paa eet Punkt. Det var et Vindue i Paladset, hvor to Mænd brødes, de Castro og en af hans Tjenere, en Kamp om, hvem der skulde ud over Balconen, et forfærdende Tegn paa, hvad der rasede indvendig i det store Huus. Kampen blev afgjort, Italieneren foer paa Hovedet ud og ned, medens Mængden opløftede et skrækkeligt Raab og veg tilside. Der hørtes Hestetramp, de pavelige Dragoner kom ansættende. Mere saae og hørte Otto ikke; Nattens Anstrængelser, Blodtabet, 106 den overordenlige Sindsbevægelse overmandede ham, og han sank ned ved Mendozas Side.

✂ - Da Otto vaagnede, laa han i en Køie og kunde af Bevægelsen ikke tage feil af, at han var paa et Dampskib; han hørte, at der nærved ham blev talt Tydsk. En Mand, aabenbart en Læge, forsikkrede en Anden, at der var aldeles ingen Fare. I Førstningen, blev der sagt, var der Feber og Phantasier; men den Søvn, som nu varer paa sextende Time, er ganske i sin Orden og kun Beviis paa en usædvanlig sund Natur, der helbreder sig selv efter Overanstrængelse.

✂ Jeg troer Dem gjerne, blev svaret, og denne Stemme var de Castros.

✂ Otto udstødte et Glædesraab.

✂ De blev altsaa ikke dræbt! sagde han, da de Castro traadte hen til Køien. Men hvorfor er jeg bragt ned paa Tiberen?

✂ De er ikke paa Tiberen, men paa Middelhavet, paa Vei til Genua.

✂ Ja, saa! svarede Otto, og da Lægen lidt efter lod dem ene, spurgte han: Hvad er skeet?

✂ Det skal jeg fortælle med faa Ord. Dragonerne ryddede Gaden og havde nær redet baade Dem og Mendoza over; men Alfons holdt trolig ud, skreg: En Fremmed! En Saaret! og saa blev De bragt op til os. Vor Stilling var bleven mislig i Rom; Capucinere og Jesuiter, der ikke vove at føre Folket directe mod det Nye, bruge Fra Jacobeos Død til at naae Maalet ad Omveie. Vi skadede Sagen ved at blive og efterlode blot en paalidelig Agent. Men saa vidste vi ikke, hvad vi skulde gjøre med Dem. Jeg gik med Dragoner op i Deres Logi for at hente Klædningsstykker, og der traf jeg en Pater Benedict, som for det Første erklærede, at endeel Værker, der laae paa Deres Bord, vare hans Eiendom, han havde staaet i Forbindelse med Dem, og dernæst i en ung Enkes, en Donna Agneses Navn, gjorde Fordring paa Deres Person og forlangte, at De skulde ægte hende paa Grund af Ægteskabsløfte. Jeg veed, hvordan Romerne og især Geistligheden ere i det Punkt, og turde ikke overlade Dem til maaskee at blive viet i bevidstløs Tilstand. Er De forpligtet, kan De vende om, naar De er bleven rask; men foreløbig lod jeg Dem i en Bærestol bringe til Civita Vecchia, og da der ikke var tilstrækkelig Plads paa det Dampskib, som bringer min Familie til Marseille, 107 saa indskibede jeg mig med Dem og Mendoza paa det Skib, hvor De nu er, og hvor jeg var saa heldig at træffe paa en tydsk Læge.

✂ Otto greb de Castros Haand og trykkede den taknemlig. Efter en Stunds Forløb sagde han: Jeg maa takke Dem saa meget mere, som jeg i den Sag ikke er forpligtet.

✂ Det var hans Natur imod at sige Mere. Han forudsatte, at de Castro enten vilde troe det Bedste uden Forklaring eller ogsaa tvivle om selve Forklaringen; men det piinte ham, at der baade i dette og i Forholdet til Pater Benedict var Noget, som kunde trænge til at stilles i et gunstigt Lys for en Anden som Skjønsmand - at ikke Alt, hvad der angik ham, stod blankt. Det fjernede hans Sind med en besynderlig Smerte fra de Castro; thi det forekom ham, at denne let kunde sige sig selv, at han havde viist ham Venskab under Forudsætning af, at han var en Anden, end han var.

✂ Alfons kom ned og bragte ved sin milde Glæde og Deeltagelse Fred over Ottos Sind.

✂ Om Eftermiddagen tillod Lægen, at Otto kom op paa Dækket. Der var kjøligt; en let Modvind kom fra Norden; Middelhavet rullede sine mørkeblaa Bølger mod Skibet; Himlen stod derover som en blaa, sleben Staalhvælving, kold, men uden en Sky. I Sydvest skinnede Solen i farveløs Klarhed; dens Straalers Varme mærkedes knap under Pustet fra Alpernes Sneetoppe. Men altsom den sank, begyndte Farverne at komme og give Vidnesbyrd om, at man endnu var i det pragtfulde Syden.

✂ Hvad er det, hist foran, lidt til Venstre, det Blaalige? spurgte Otto Capitainen.

✂ Det er Elba. Imorgen tidlig kan De drikke Kaffe i Livorno.

✂ Elba!

✂ Hvo kan høre dette Navn og see Øen uden pludselig i Tanken at see de gamle Grenaderer gaae ombord og følge Ham, »Skjæbnens Mand«, tilbage til Frankrig, til Begeistringen ved Grenoble og Lyon, til Ligny, til Waterloo og St. Helena. I ethvert sundt Gemyt vedligeholder sig en Cultus for den mageløse Naturmagt, den overordenlige Personlighed og tragiske Skjæbne. Hjertet bæver og svulmer af Vemod og Begeistring og skuer op efter det Store, hvis synlige Fodspor det har truffet paa.

108

✂ Otto vendte sig bort fra de Andre, ud mod Elba, og sagde ved sig selv: I store Magter, tager mig dog engang heel og holden! Jeg har begyndt at mærke, at man maa betale. En saadan Skjæbne som Han kan jeg vel ikke faae; men giver mig paa min Viis mit Austerlitz og sender mig saa kun mit St. Helena!

✂ Paa Skibet blev ikke talt om Andet end Revolutionen, og Otto, hvis Forestillinger for et Øieblik havde været utydelige og drømmeagtige, kom derved paany til Erindring om, at Verden var ude af Fugerne, at ingen gamle Skranker længer stod, men at Enhver ligesom i Menneskehedens Ungdomstid kunde gribe ind, virke og skabe, alt eftersom han kunde gjøre sin Personlighed gjældende. Men blandt Passagererne vare Meningerne ved Lidenskab, Frygt og Haab saa forvirrede, at det ved deres Omtale af Forholdene tog sig ud, som om Fastlandet var en vaklende, svømmende Bygning og Skibet et fast Punkt, hvor Nogle for Øieblikket hvilede. Pludselig huskede Otto paa, at hans Reise nu uden hans egen Medvirkning, ført af selve Skjæbnen, gik imod Nord, til Schweitz og Alperne, hvor Comtessen havde sat ham Stævne - og Comtessen var nu ved Afstanden, ved den digtende Erindring og selve Skjæbnens Indgriben bleven ligesom Kvindelighedens Incarnation, hendes Billede opsteg i hans Phantasi som Indbegrebet af de Personligheder, der havde tiltalt ham; hvad saa forunderlig dybt havde grebet ham i hans Barndom fra Emilies Aasyn, hvad der virkede paa ham fra Camilla Hald, syntes ham ogsaa at være optaget i Comtessens Fuldkommenhed; hun var Virkeliggjørelsen af hiint »ewig Weibliche«, der indtil Dødsstunden lokker de poetiske Mænd. Men hun var ogsaa det første Herlige, der havde mødt ham i Europa, den Første, der havde bragt store Begivenheder paa Bane, og nu voxede hun ydermere, blev næsten en Genius, om hvis Gjenkomst der kunde været Tvivl, hvis ikke hele Verden havde antaget Skjær af det Vidunderlige. Blodet skjød ham saa stærkt til Hjertet, at Lægen, der ikke begreb Aarsagen til et uventet Tilbagefald, lod ham gaae tilsengs.

✂ Da man endelig nærmede sig Genua, spurgte de Castro Otto, om han følte sig stærk nok til at reise videre tillands. Otto beroligede ham i denne Henseende, og de toge nu en bestemt Aftale. De Castro skulde hente sine Slægtninge i Marseille og vilde i Løbet af fjorten Dage komme tilbage og over Genua reise til Genf, i hvis 109 Nærhed, ved Coppet, Familien alt tidligere, før Revolutionen forstyrrede dens Planer, havde leiet en Villa for Sommeren. Otto skulde efter et lille Ophold i Genf gjøre en Bjergreise enten ene eller med Alfons og saa vende tilbage og træffe de Castro, hvorpaa de Alle skulde følges ad videre.

✂

Ottende Capitel

✂ Man kan blive saa vant til at fornemme Tilværelsen som en Række af oplivende Begivenheder, der endog under Sammenstød og Forvirring bære Ens Lykke over Bølgerne, at man modtager en ny, uventet Glæde som en Selvfølge, en Tribut til Ens gode Genius. Det gik Otto saaledes, da han den første Formiddag paa en Spadseretour langs den skjønne Rhone-Quai i Genf pludselig stod overfor Comtessen og hendes Søster. Med Undtagelse af, at hun nu traadte over fra Geniustilværelsen i Virkeligheden, svarede hun ganske til Forventningen. Med ham var derimod foregaaet en Forandring, som han ikke selv mærkede; man færdes ikke i den Slags Omgivelser og Begivenheder, som han kom fra, uden at faae mere Personlighed. At de mødtes paa et andet Sted og tidligere, end de havde ventet, var snart forklaret, idetmindste forsaavidt, at Damerne hentydede til de nye Begivenheder, der gave dem Haab om at faae deres mailandske Familiegodser tilbage, endskjøndt efter Maaden, hvorpaa det blev sagt, dette ikke engang syntes det største Formaal.

✂ Byen er saa lille, De træffer os nok igjen, sagde hun til Afsked.

✂ Det troer jeg ogsaa, sagde Otto ved sig selv med stille, dyb Tro paa sin Lykke.

✂ Et Par Skridt derfra saae han i et Vindue, i det store Hotel ved Floden, Hald staae og læse en Avis. Han hilste op, og Hald raabte ud til ham: Ih, er det Dem! Skal vi træffes igjen! Kom op!

✂ De vare komne den foregaaende Aften i næsten uafbrudt Reise fra Neapel og endnu noget anstrængte af Reisen. Man spurgte hinanden om Nyt hjemmefra, men Ingen vidste Noget, undtagen at den nye Konge havde bebudet en Forfatning, og at der var nogen 110 Splid; men det saae saa fredeligt og ubetydeligt ud i Sammenligning med det, som foregik rundt omkring dem.

✂ Camilla var angst og nedtrykt af Forstyrrelsen, af alt det Truende, Vilde og Usammenhængende, som havde omgivet hende.

✂ Hald sagde: Her er sgu virkelig Fare rundt omkring; det er dog afskyeligt; man risikerer at see blodige Lig paa alfar Vei. Og ogsaa her ere Menneskene blevne ubændige og væmmelige. Om det saa er Opvarterne, ere de storsnudede.

✂ Otto svarede: Jeg har seet noget Lignende; men det er dog kun, fordi der er nyt Foraar i Menneskeslægten og al Naturen, og dets Sundhed mærker man først ret, naar man kommer til den stærke Race paa denne Side af Alperne.

✂ Ja, grønt er det, sagde Hald.

✂ Der skal skabes noget Nyt og Stort. Men ifølge alle gamle Myther skal der Menneskeblod til de store Menneskeværker.

✂ Ja, Tak skal De sgu ha'e, svarede Hald, man mærker nok, at De ikke er gift. Men forresten, Gud bevare's, man tør ikke være Egoist i den Grad, at man foretrækker sig selv for det Store, naar man virkelig forstaaer det; men hvad skal skee? Sig De mig det! Veed De det? For jeg veed det saamæn ikke.

✂ Jeg heller ikke, svarede Otto. Skillerummet mellem os og Uendeligheden er taget bort, der er aabnet en saa umaadelig Udsigt, at man maa misunde de Børn, der nu fødes, hvad de skulle see og opleve! Men naar jeg skal sige, hvad det synes mig at gjælde om, saa er det, at i mange hundrede Aar have Menneskene nu levet for Nødvendighedens Skyld, for at leve kummerlig og døe kummerlig; nu skulle de leve for Livets egen Skyld, frit udvikle deres sande Menneskenatur, og saa skal den moderne Verdensbevidsthed gjøre sig gjældende i Skjønhed ligesom den græske; hele Jorden skal gjennemstrømmes af Aand; der skal ikke være nogen By saa ringe, at den jo har Bygninger i ædel Stiil og Marmorstatuer.

✂ Bah, bah, holdt, sagde Hald; Phantasier, min gode Ven. Tro De mig, jeg har ogsaa sværmet engang; men jeg veed det: et velindrettet Fattigvæsen er i social Henseende det Høieste, man kan komme til.

✂ Otto taug. Camilla sagde med nedslagne Øine, at det syntes hende, 111 at naar et Menneske havde en saadan Tro, maatte han slaaes med.

✂ Otto svarede: Ja, Forandringen er maaskee ogsaa, at nu skal hver Mands Liv være en Orlogsmands.

✂ Da han gik fra dem, havde han med Styrke den Følelse, der havde udtalt sig i hans Ord. I end høiere Grad end før var han ved de to Kvinder bleven opløftet til Livets stærke Alvor. Ved en uvilkaarlig, ham selv uforklarlig Tankebevægelse kom han til at mindes det grevelige Bal, da han havde ønsket To at forelske sig i. Det greb ham et Øieblik og fremkaldte paany hiin dunkle Fornemmelse af, at Noget i Livet er en hemmelighedsfuld Gjentagelse, en Omsætning i høiere Potens. Men dennegang, følte han, var det ogsaa i alle Henseender en høiere Potens, han stod ikke nede i Lidenskab og Attraa, hans Sjæl var over Attraaen og blev baaren opad af to Genier.

✂ Der blev af Dilettanter givet en Concert til Fordeel for de i 1846-Revolutionen Saarede og de Faldnes Efterladte. Under de forhaandenværende Omstændigheder, da kun eet Parti viste sig offenlig og dettes Tilhængere vare Stadens Seirvindere og ligesom indbyrdes beslægtede, var der ikke Tale om en sædvanlig Concert, Alt havde snarere Udseende af et Familieselskab, hvor Halds og Otto og nogle faa Andre syntes de eneste Fremmede. De vare komne med andægtig Tro paa musikalsk Nydelse og sad nu tilligemed et Par ubetydelige Landsmænd udenfor den Glæde, der omgav de Andre. Men endelig, til Ottos glade Overraskelse, optraadte ogsaa Comtessen, og da hun havde sunget, gik Otto hen og hilste paa hende. Han vidste ikke af, at Camilla havde vakt Opsigt i Selskabet, og at tiltrods for Verdens Revolution var Øieblikkets Hovedspørgsmaal for ikke faa Personer: hvem af de To, Comtessen og Camilla, der var den smukkeste. Han befandt sig uden at vide det mellem to fjendtlige Leire, og Comtessen, der ved Siden af sine store Planer fandt Tid til at være Kvinde og betragtede ham som bærende Camillas Farver, modtog ham med forøget Venlighed, ja næsten Ømhed, saa at det var, som om en duftende varm Sky af Virak pludselig omgav ham. Hun forestillede ham for nogle Herrer, en General og en Oberst, hvis Navne utydelig flagrede forbi ham, og efter et Par 112 Minutters almindelig Samtale lod hun ham tage Plads ved Siden af sig og spurgte, hvor han vilde hen. Nu skulde De følge os, sagde hun; nu samles vi for at gjøre Italien frit.

✂ Da han kom tilbage, spurgte Hald, hvem den Pokkers smukke Dame var, og hvor han kjendte hende fra.

✂ En Grevinde!? udbrød den kongelige danske Embedsmand; og hende har De saadan uden Videre gjort Bekjendtskab med paa Reisen? .... Ja, saadan skal man reise!

✂ Lidt efter lidt, deels ved den Ynde og Bestemthed, han ikke kunde undlade at beundre, deels ved den Frihed, som til alle Sider omgav ham, følte Hald sig ogsaa fri og sagde til Otto, idet han tog ham under Armen: Hør, De kunde forestille mig for Grevinden, jeg havde dog Lyst til at høre hendes Stemme .... naar hun taler.

✂ Otto følte, at Hald begik en utilgivelig Tactløshed, men kunde ikke unddrage sig.

✂ Comtessen modtog Hald, som om hun vilde sige til Camilla: Din Elsker har jeg taget for fuld Valuta; men Din Mand tager jeg kun for halvhundrede Procent. Hald fik Alting halvt: Hun vendte sig halvt til ham, hendes Smiil maatte han dele med Otto, og selv Ordene, hun henvendte til ham, giede tilligemed hendes Blik tilbage paa Otto - og tilmed talte hun paa fransk Viis til ham i 3die Person.

✂ Desuagtet var Hald henrykt over at have gjort Grevinde Belgardes Bekjendtskab og over at have vovet en Smule Usædvanligt.

✂ Hald kom strax efter i Samtale med et Par fremmede Herrer og fandt en stor Tilfredsstillelse ved at tale med Fremmede, tale Fransk og tale om Grevinden. Otto gik tilbage til Camilla, og der var i hendes Stemme, da hun henvendte sig til ham, noget saa paafaldende Blidt, en saa beskeden Kvindelighed, at Otto ved denne Tone og de danske Ord blev ganske rørt og vendte sig til hende som til Hjemmet efter at have været det utro.

✂ Hun gik en lang Omvei, spurgte først om nogle af de Musicerende, dernæst om de Herrer, han var bleven forestillet, og endelig, da hendes Stemme lidt efter lidt var bleven munter, om han havde faaet behagelige Efterretninger fra Rom, da han talte med den italienske Dame.

✂ Ja, paa en Maade, svarede han. Comtessen har rigtignok ikke selv 113 været der; men hun gjorde mig det Forslag, at jeg skulde drage med at erobre Italien.

✂ Camilla taug. - Altsaa det, hun fra sin Barndom af havde anseet for Livets høieste Formaal, at være en Mands Genius og sende ham til store Gjerninger - det saae saadan ud, det oplevede en Anden!

✂ Otto troede, at hun taug af Misfornøielse, at hun havde anseet hans Ord for Praleri, og begyndte at minde hende om Verdensforholdene, og hvad hun selv havde sagt Dagen i Forveien. Han blev afbrudt ved, at en ung Mand optraadte og spillede Violin.

✂ Hvad er Deres Mening om ham? spurgte Camilla, da det var endt.

✂ De vil smile, naar De hører min Dom, svarede han, for jeg kan ikke bedømme Musik jeg hører altid den Musicerende.

✂ Nu, hvad synes Dem da om den Musicerende?

✂ Jeg troer, at der mangler noget Betydeligt i hans Liv; han har ikke kjendt gode, elskelige Kvinder, hans Talent har ikke faaet Indvielse - for den behøves til den poetiske Magt.

✂ Ja, sagde hun, overrasket over selve Ordene og over at skulle høre dem fra ham, hvem hun engang havde bedømt paa næsten tilsvarende Maade. Ja, det er sandt, at der mangler Noget i hans Spil; men troer De virkelig, at Sligt kan gaae over i Violinen?

✂ Jeg troer, det gaaer over i Alt. Jeg troer, at Mænd, der vare en bedre Skjæbne værd, blot ved den ene Mangel sygne hen og døe som Græs i Tørke, medens et livsaligt Blik fra en god Kvinde vilde være som Foraarsregn og Sommerdug.

✂ Han vidste ikke, at han sagde Ord, som drog stærkere end hine fire og tyve Heste, der vare spændte for Guerickes Halvkugler.

✂ Alfons optraadte.

✂ Ogsaa han var bleven greben af disse heftig bevægede, haabfyldte, friske Omgivelser; med hele sin musikalske Sjæl havde han optaget de stærke Stemninger og kom uvilkaarlig til at componere dem sammen med sin Slægts Tradition. Han spillede som Thema Mirjams Sang, først denne store, grandiose krigersk-religiøse Hymne, og varierede den derpaa, omsatte den i Tidens Stemning. Det slog an, det forenede alle Tilstedeværende i en festlig, ideal-krigersk Tanke, endog i en Slags Følelse af Guddom og Religion, men en krigersk Selvstændigheds Religion. Spillet blev modtaget med en 114 Begeistring, der ikke lignede en sædvanlig Musik-Enthusiasme; thi man opfattede Musiken som en Art Virkelighed, Kampen, den afmalede, var for Døren, og da næsten umiddelbart efter de sidste Tacter lød skingrende Krigsmusik fra Republikens Artilleri, der kjørte forbi til en Maneuvre, og man hørte den svære, stridbare Rumlen tilligemed Hestetramp, forenedes Begeistringen i et eneste umaadeligt Raab for: Republiken og Friheden!

✂ Otto var maaskee dybere betagen end de fleste Andre; thi denne Musik hørte til hans Barndom og første Ungdom, havde grebet ind i hans Liv, to Gange kaldt det Bedste og Idealeste i hans Sind til Kamp, og nu syntes den ham at strømme luttrende gjennem hans Sjæls Inderste og forene det med Verdens største og skjønneste Stræben. Aldeles bestemt forekom han sig hemmelighedsfuldt udvalgt og forudbestemt til at færdes med det Mægtige, som ordnede sig i Tiden.

✂ Camilla havde Vanskelighed ved ikke at græde. Hun fandt det Hele saa mægtigt og skjønt; men paa hende næsten uforklarlig Maade var hun stillet udenfor det; det saae paa hende hartad fjendtligt. Ikke en eneste Begivenhed var forefalden, siden hun traadte ind i Salen, og dog var hun bleven ydmyget, viist tilside, hen i en Krog.

✂ Men hun vedligeholdt Dametonen, og for dog at sige Noget, sagde hun til Otto: Hvad synes De om den Musik? Kan De heller ikke bedømme den?

✂ Han svarede: Mendoza er min bedste Ven, og Musiken, han spillede, hører saagodtsom til mit Liv, naar den lyder til mig, hændes mig Noget. Men De vilde ret gjøre mig en Tjeneste ved at sige mig, hvad De synes om den.

✂ Camilla sagde, idet Taarerne pludselig traadte hende i Øinene: Det er deiligt Altsammen her; men det er, ligesom Danmark blev heelt borte. Det er, ligesom Danmark var ude mellem Vognhjulene.

✂ Det er sandt, sagde Otto bevæget, vi høre ikke hjemme her.

✂ Hun vedblev: Hvad kan Danmark byde sine Sønner, naar den store Verden saadan aabner sig for dem! Men husk paa, at naar de Bedste ikke komme hjem, saa ville vi Andre føle os hjemløse.

✂ Deres Øine mødtes. Hun lod ham et kort Øieblik see sig ind i Sjælen; saadan forekom det ham, og han drak Livets Nectar i et 115 dybt Drag. Han vidste, at hun enten Intet havde sagt eller næsten for Meget; men han opfattede det, som om hun, ikke personlig, men paa Danmarks Vegne viste ham Kjærlighed, som om hun havde viist ham den høieste Fortrolighed, der nu fra hans Side maatte gjengjældes med den høieste Ridderlighed. Han sagde det ikke reflecterende til sig selv, det kom ud af hans Sjæl, at nu, efter saadan Gunst, efter saadanne Ord, maatte han gaae bort fra hende, ikke føie nogen ny Dag i hendes Nærhed til denne Dag, aldrig søge hende igjen, men tjene hende og Fødelandet trofast til sidste Stund.

✂ Han sagde: Det er det Herlige ved vor Verden, at Alt, hvad der er godt og skjønt, mødes og er sammen, om end tusinde Mile blive lagte imellem.

✂ Han saae Hald komme tilbage og vedblev, idet han reiste sig: Har De Budskab at udrette hjemme i Danmark, Frue?

✂ Hun forstod ham mageløst godt. Hun forbausedes over, at der endnu var Saadant at møde i Verden, hun kunde have smilet og grædt af mangfoldig Sindsbevægelse, og Alt laa i hendes Stemme, da hun sagde: Naar reiser De?

✂ laften eller imorgen tidlig, Frue!

✂ Hvad er det for Historier? Hvorfor vil De reise saa pludselig? spurgte Hald. De har jo Venner, De skal træffe her om nogle Dage, og saa kunde vi jo Alle reise sammen. For vi tage bort om nogle Dage ..... vi vil ligge en Maanedstid paa Rigi, blot man snart fik gode Breve hjemmefra.

✂ Ja, det er rigtignok en Aftale, at jeg skulde gjøre en Bjergreise og komme tilbage hertil igjen og møde mine Venner; men det er da ikke absolut nødvendigt, og i alt Fald kan det saa strax gaae nordpaa.

✂ Naa, saa følg da idetmindste med hjem og drik et Glas Viin til Afsked .... eller skal vi gaae over paa Rousseaus Ø? ..... Ei, Mendoza, Tak for Musiken, kom, gaa med os Andre!

✂ Den lille, saakaldte Rousseaus Ø ligger i Rhonen, imellem Genf og dens Forstad; en Bro fører dertil.

✂ Fra det nærliggende Hotel havde Hald ladet bringe Aftensmaaltidet, og det lille Selskab sad under ungt Løv tæt ved de stærkt strømmende, grønlig friske Flodbølger. For de Tre var Floden ligesom symbolsk Virkeliggjørelse af Tankernes Strøm; de lyttede til 116 den og indadtil. Alfons var endnu betagen af den Sindsbevægelse, hvori han havde spillet, af den store lyksalige Forsoning, der uvilkaarlig syntes ham tilveiebragt mellem hans Race og Tiden, og til hvis Fuldbringelse det var blevet givet ham at være medvirkende. Han mindedes sin Ven og Stamfælle, der urolig, lidenskabelig og dybt havde søgt et lignende Maal, og for hvem det første Øiebliks Enighed strax havde medført et Brud og derpaa Døden. Saa gik Tankerne til dem, der havde været tilstede, til de Castro, Sir James, Baronessen og deres Datter - sødtbetagen gled Tanken med Strømmen.

✂ Camilla tænkte paa sin tidligste Ungdoms Idealer og paa Livet, der senere prosaisk eller uskjønt fristende eller smertebringende havde skilt sig fra disse, saa at hun en Tid havde troet, at Idealet var som et Speilbillede af Landet i en Sø eller som Skyerne ved Solnedgang. Nu havde det mødt hende; ridderlig havde en Yngling knælet for hende og var gaaet til Kampen med hendes Handske skjult paa Brystet. Virkeligheden og dens Forhold bleve forherligede ved, at Idealet virkelig havde berørt dem og lyst derover; hun kuride nu bedre finde sig i dem, syntes hende. Den rene Tilbedelse og Lydighed - en Lydighed, der hævede hende selv op til Fordringen - var hende som en Strøm fra Paradiset, der jo udsendte fire hellige Floder. Hun syntes at sidde ved en af dem og lyttede, til den og til Ottos Stemme.

✂ Stærk og mægtig i sit Sind ved at have været det Skjønneste nær, grebet det og gjemt det i sit Bryst, sad Otto og talte fornuftig med Hald om Ting, han knap tænkte paa. Det var for ham, som om Floden var Livets store Strøm og Øen hendes og Halds Baad. I et andet Fartøi skulde han selv seile og mødes med hende i Evighedens Ocean, og i denne Forestilling var en Følelse, saa stor og reen, saa usigelig lyksalig trods en stille Smerte, at det nu syntes ham, uagtet det faldende Mørke, at fjernere ude maatte Bredden staae med Lys og Blomster, og at Flodens Vande skyndte sig afsted dertil. Han længtes blot efter at faae Offret fuldbragt.

✂ Den Eneste, for hvem Floden var Rhone og Øen ret faststaaende, var Hald, der paa en Opvarters Autoritet forsikkrede Otto, at der næste Morgen ikke gik noget Dampskib over Søen, ligesom der ingen Diligence var før næste Aften.

117

✂ Da de skiltes og Otto med et hjerteligt Haandtryk havde taget Afsked med Alfons, gik han ned til Quaien og leiede en Seilbaad, der strax skulde bringe ham over Søen. Klokken var ti, Himlen var mørk; Skyerne hang ubevægelige i den milde Foraarsnat. Næppe vare de komne ud, før de ovre mod den savoyiske Kyst, i det dybe Mørke under Alpebjergene, saae Blus, og strax efter kom en Lyd af Instrumenter, der paa feeagtig Maade kastedes tilbage fra Klipperne, saa det lød, som om Bjerge, Jord og Sø gave sig til at klinge paa det lifligste og paa en Maade, som intet Menneske syntes at kunne frembringe.

✂ Efter en Stund at have lyttet fornøiet sagde Baadføreren: Jeg gad vidst, hvad det er for et Selskab, der har alle de Instrumenter med sig! Skal vi ikke gjøre et Slag derover?

✂ Otto svarede: Hold Coursen! Den Musik følger med os; det er et Menneskes Tanker!

✂ Skipperen saae forbauset paa ham, men holdt Coursen, og Musiken fulgte dem, om mulig end deiligere, men svagere, end mere aandeagtig.

✂ Endelig standsede den.

✂ Nu faldt hun i Søvn, sagde Otto til sig selv.

✂ Ved Dagens Frembrud fortsatte han Reisen tillands, og alle Mennesker, han kom i Berørelse med, viste ham en besynderlig Velvillie, som om de instinctmæssig mærkede, at han var et Menneske, der af ideale Magter bares hen over Virkeligheden. En aldrende Mand, en fransk Schweitzer, sluttede sig især til ham og fortalte i Korthed sin Historie. I en Alder af femten Aar var han kommen i Lære hos en Juveleer og havde arbeidet anstrængt for engang at blive ligesaa rig som sin Mester og saa komme ud og nyde alt det Skjønne og Store i Verden; men det havde taget Tid, det ene Aar var fulgt efter det andet, og nu, da han endelig var bleven rig og havde trukket sig ud af Forretningen og vilde reise om i Verden, var han bleven gammel, paa denne Dag fyldte han sit fem og halvtredssindstyvende Aar. Kjørte de forbi Piger paa Landeveien eller i en By, saa saae de Alle op paa hans unge Sidemand. Det gjorde 118 ham godt, at Blikkene dog kom i hans Nærhed, han nød den tabte Ungdom gjennem Otto og gav at forstaae, at han gjerne vilde reise sammen med ham, hvad dog ikke kunde skee, da han vilde kjøre ad Landeveien, men Otto gaae ind i Bjergegnen. Udenfor St. Maurice indbød han Otto til et saa festligt Middagsmaaltid, som var at tilveiebringe, og saa skiltes deres Veie. Otto mærkede knap, at han var bleven ene. Hele Verden, Bjerge og Floder saavelsom Byer og Mennesker, syntes ham at være en eneste, af Lysglands overgydt Allee, der strakte sig rundt om Camilla, uendelig fjernt og uendelig nær. Først da han vaagnede næste Morgen i et Værtshuus inde mellem Bjergene og havde lagt Søvnen mellem sig og Afskedsøieblikket, følte han, at han virkelig var fjernet, men havde dog endnu sit Indre fyldt af den store, glade Vished om at have oplevet noget forunderlig Skjønt og viist en Adfærd, der var det værdig. Men da han i en lille By paa Alpernes Afhang mod Nord blev overfaldet af Uveir, af Regn og Hagel, der pidskedes ned af den vrede Stormvind, huskede han paa, hvor langt afsides han havde begivet sig hen, og imellem de tause, tvære, uskjønne Mennesker fik han en knugende Følelse af at være ene, afskaaret, medens Camilla rimeligviis reiste fra Genf til Zürich, ikke at tale om, at Comtessen maaskee snart med en heel Hær drog mod Italien!

✂ Hvorfor har jeg begivet mig ud af Verden? spurgte han sig selv. Hvorfor skal jeg ogsaa strax tage enhver Ting heroisk, strax op paa Kothurnen! Jeg kunde være bleven og have gaaet fornuftig og kløgtig mellem de to deilige Kvinder, nydt deres Selskab med taknemligt Sind, indsuget Musik og Poesi og saa maaskee fulgt med Halds til Zürich! Ja, i Guds og alle Engles Navn, hvorfor har jeg ikke gjort det? .... Det forstaaer sig, det var nu engang saadan bestemt, Planen var nu engang lagt og vedtagen i mit eget Sind - ak, men det er saa tungt! Havde jeg vidst, at det vilde blive saa tungt .... aa, jeg kunde ikke gjøre Andet! .... Naar hun nu reiser, er der ikke en Opvarter eller Kudsk paa hele Veien, som jo kan faae Lov at see hende og maaskee række hende Haanden, naar hun stiger ud eller ind. Men hvorfor ere vi Adelsmænd, som Herluf Trolle sagde, hvorfor staae vi i første Klasse uden for at opleve større Glæder og større Smerter! De høre hendes Ordjeg hendes Sjæl! De see hende, 119 og mig følger hun! Overalt er hun nær, kalder mig til snart at udrette Noget, der kan glæde hende. Hjemmet, Danmark, der før var saa tomt, er nu oplyst af hendes glædebringende Skikkelse, og som ved Guds Dommedagskalden reise sig alle gode Mennesker og fylde Landet og tillige mit Sind med Kjærlighed. ..... Men de ere

✂ dog lykkelige, som ere hende nær!

✂ Da Natten kom, velsignede han den, fordi den tvang Alle i Huus og forhindrede Afstanden mellem hende og ham fra at voxe, og da Dagen brød frem, velsignede han Lyset, fordi det var fælles for hende og ham. Hver af Dagene, som nu gik, var sludfuld, tung og trist; men den foregaaende var ham altid kjærere end den nærværende; thi den var nærmere ved hende.

✂ Nogle Morgener hævede de runde, tunge, hvidgraae Skyer sig som fra et Natteleie, stege op ad Bjergenes Sider for igjen at komme dragende ned i lange Masser og indhylle Dalene i Regn. Andre Morgener gik Skyerne ud af Dalene, i Rækker som udrykkende Escadroner; en enkelt Sky kunde løsrive sig et Øieblik som en urolig Hest, der igjen bliver tvungen ind i Geleddet. Man saae ikke, hvor de bleve af; Himmelrummet syntes at optage dem i sin Uendelighed, og saa var det pludselig klart Solskin, og de høie Tinder stode lysende med deres Snee, medens der over de lavere Bjerge var gydt en blaalig Duft. Da kunde man henad Eftermiddagen fra en Bjergtop pludselig see Masserne bryde frem som ud af Smuthuller, hvor de listig havde skjult sig eller været inde og hentet Artilleri, og som i barsk Fryd over at have skuffet de tankesnilde, men svage Mennesker udsendte de Tordenen, der i mangfoldigt Eccho blev kastet tilbage, medens Solen skinnede oven over og lidt efter lidt i truende mørkerød Glands syntes at indgaae Forbund med de fjendske Magter og skjule sig i dem.

✂ I den mægtige Natur var en sund og mandig Oplivelse, og Otto begyndte at oversee sig selv, holde Regnskab med, hvad han vidste og hvad han vilde, digte Sange og lægge rolige Planer.

✂ Saadan kom han, efter at have passeret Furca-Gletscheren og steget over Andermatt og Djævlebroen nedad mod Vierwaldstättersø, til Altorf, og da han efter Skik og Brug havde indskrevet sig i Fremmedbogen, hændte det sig, at Værten saae i Bogen og udbrød: Fra 120 Danmark? Saa kunde De maaskee tale lidt med en syg Haandværksvend, som vi have liggende her, og som vi ikke vide, hvad vi skulle gjøre med; han giver sig ogsaa ud for Dansk.

✂ Værten førte Otto ud i en Slags Skuur, og da de fik den Syge til at vende sig om imod dem, gjenkjendte Otto Peter Krøll.

✂ Peter! Er det Dig? raabte Otto.

✂ Den Syge stirrede i første Øieblik stivt og ligegyldig paa Otto, men kjendte ham pludselig, og efter at have gjort frugtesløse Forsøg paa at reise sig og vise sin Glæde, vilde han kysse Ottos Haand. Det Første, han yttrede, var at bede om en Kop Kaffe.

✂ Har man virkelig været saa ubarmhjertig mod Dig, Peter? spurgte Otto.

✂ Ikke saadan ganske ubarmhjertig, svarede Peter; men det er en Skurk af en Doctor og en gjerrig Hund af en Vært. Moder gav mig altid Kaffe, naar jeg var syg.

✂ Saa skal Du ogsaa have Kaffe trods hele Altorfs Facultet!

✂ Otto Krøyer! Dem sender Vorherre mig.

✂ Ja, det kan nok være, Peter; men der er dog en anden Person, vi nærmere have at takke. Nu maa Du over i mit Værelse, og saa skal Du strax faae Kaffe.

✂ - Det lod altsaa ikke til, at Peter Krøll nogensteds havde fundet det, han var reist ud efter, den rige Person og den Frihed, ved hvis Hjælp hans Opfindelser kunde blive til Virkelighed. Hvilken Forskjel imellem dette Øieblik og det korte Samliv i Kjøbenhavn, da Haandværksvendens Frihed havde forekommet Otto saa skjøn og misundelsesværdig! Selv havde han ikke blot fundet og nydt saa Meget, men endog havt Raad til at opgive det Største.

✂ Nu troer jeg, at Din Lykke er gjort, Peter, sagde Otto næste Dag; hvis Du blot snart kan vinde med til Genf, saa skal jeg der gjøre Dig bekjendt med en Mand, som har baade Villie og Evne til at udføre Noget. Vi ville seile herfra over til Luzern og saa kjøre lempelig til Genf.

✂ Det kan jeg magelig, svarede Peter Krøll.

✂ Underveis, i deres Samtaler, kunde Otto ikke undlade at yttre Troen paa, at der dog var en særegen Kraft og Freidighed i Haandværkernes frie Vandreliv.

✂ Aa, ja, sagde Peter, naar man ikke saa tidt følte Tomhed i Maven 121 og Mangel paa Noget at hylle sig i. Friheden, den er ikke saa stor endda. Man har dog ogsaa i den Stilling et Navn at holde i Hævd og Ære. Opfører man sig ikke honnet, gjør man ikke i alle Maader sin Skyldighed, saa kommer man i Verschiß. Folk troe, at det gaaer som i Lumpazivagabundus, at man tager sin Ziegenhainer i Haanden og gaaer fra den By, hvor man finder det ubehageligt, til en bedre By. Jo, vist! Nei, det gaaer i Livet ikke til som paa Theatret. De lave et Theaterstykke af Randsien, men ikke af Mandens Liv, der bærer Randsien. Naa, man skal da opføre sig honnet, og saa pines man af Concurrencen. Det er en Spore, der altid ligger En i Siden, og man drives frem til uafladelig Anstrængelse. Og hvo siger En et godt veiledende Ord? Hvo raader En til at gaae tilhøire eller tilvenstre? Ingen. Dumper man, saa lee de. Haandværksvenden slaaer ud til det Yderste, i Glæde og i Sorg; han kjender intet Bedre; han har nok Spore i Siden, men intet Bidsel i Munden. Man lærer ogsaa saa lidt. Derfor gaae saa mange, ja Totrediedelen kan man vel regne, i Hundene.

✂ Med saadanne Samtaler gik Tiden. Peter kunde fortælle mange smaa Begivenheder, som han havde oplevet, og som interesserede, hvorimod Otto ikke kunde gjøre Gjengjæld med det Ringeste af sit Liv; thi ingen Begivenhed havde Interesse uden som Deel af hans indre Historie eller fik kun ved denne sin rette Farve.

✂ De vare komne nogle Mile fra Luzern og holdt udenfor et Gjæstgiversted. Peter blev paa Vognen, medens Hestene fik Vand, Otto gik ind i Gjæstestuen og gav sig til at blade i Fremmedbogen. Som han havde anet, stødte han paa Halds og Camillas Navne midt iblandt endeel andre Reisendes. Han kaldte paa Værten og spurgte, naar de To havde været her. Værten maatte huske sig om og svarede endelig: Aa, han med den smukke, rare Dame, jo, de sov her iforgaars Nat og reiste herfra igaarmorges.

✂ Det løb rundt for Otto. Hvis han ikke havde opholdt sig i Altorf for Peters Skyld, vilde han have mødt dem her, været sammen med dem en Aften og en Morgen!

✂ Trods den Umage, han gjorde sig for at skjule sin Sindsbevægelse, mærkede Værten den og sagde: De vilde til Einsiedeln og blive der en Dags Tid; de reise langsomt; De kan godt indhente dem. Jeg kan leie Dem en Hest.

122

✂ Saa lad den sadle! sagde Otto, ilede ud til Peter og raabte: Paradiset er i Einsiedeln, Peter! Lad mig reise derhen! Jeg skal give Dig Breve med til Hr. de Castro og til Alfons Mendoza, vort Byesbarn. Han vil sørge ligesaa godt for Dig som jeg.

✂ Peter taug, og Otto skyndte sig tilbage til Værten, der førte ham op i sin bedste Stue og bragte ham Skrivematerialier.

✂ Men da Otto skulde skrive og opstille sin Beslutning i bestemte Ord, kom Kampen. Han huskede sit Løfte, og han syntes sig selv at svigte sin lidende, fattige Barndomsven. Som en rivende, bortskyllende Strøm kom saa igjen Tanken om Camilla; men i næste Øieblik huskede han paa Hald og tænkte sig hans Mine, hans stille, vidende Smiil, hvis han havde mærket eller erfaret Noget. Striden bølgede saa voldsomt i Otto, at den oprørte hans hele Tilværelse, og det var da for ham, som om fra hans Væsens Dyb reiste sig hans egen Skikkelse eller Billedet af ham, som han havde været i Barndommen, eller egenlig heller ikke dette, men Billedet af hans Sjæl, som den oprindelig var anlagt, hans eget Ideal, og han saae paa det, skjøndt det var skjult i ham selv, og han følte Medlidenhed over, at det skulde føres hen og være Gjenstand for en fremmed Mands Haan. Det forsvandt saa hastig, som det af den stærke Sindsbevægelse var blevet fremmanet; men nu kunde han ikke reise. Nei, sagde han jeg skal til Genf, jeg skal! og paa Ære, jeg vil! Han opløftede uvilkaarlig Øinene og saae, at der paa Væggen vare flere Indskrifter, og over Døren stod med store Bogstaver: Nehme mein Kreuz auf Dich und folge mir!

✂ Ja, Han er Æren, hviskede Otto, gik ud og betalte med nedslagne Øine for den sadlede Hest, steg op ved Siden af Peter og kjørte videre.

✂ Peter kunde godt see, at der havde været en usædvanlig Kamp, men havde for megen fiin Følelse til at spørge. Men da Otto lidt efter begyndte at tale, i saa mild og blid, men dog alvorlig Tone, som man sjelden hører, greb Peter hans Haand og sagde: Otto, dersom jeg glemmer denne Dag, saa glemme Gud mig i min Dødsstund.

✂ Otto svarede: Han glemmer heller ikke mig den i min Dødsstund.

123

✂ Mere blev der ikke talt om denne Sag, og de ankom til Ouchy, gik ombord paa Dampskibet og seilede over til Coppet.

✂ De Castro var tilstede, og efter de første venlige Hilsener gjorde Otto ham bekjendt med Peter Krøll og med Aarsagen, hvorfor han havde ført ham hid. Snart talte de Castro og Peter som gamle Bekjendte eller Venner, og Otto kunde mærke, at Alt, hvad der paa fornuftig Maade kunde gjøres, vilde blive gjort.

✂ Han stillede sig ved Vinduet, saae ud over Søen til Genf, og da et Dampskib, som vilde lægge til ved Coppet, var i Sigte, sagde han, at han vilde tage over til Byen og see efter Breve; han havde skrevet til Postcontoiret i Rom og bedet det forandre Adressen til Genf. De Castro sagde, at saa vilde han rimeligviis træffe Damerne, Sir James og Alfons, som vare seilede over for at gjøre Indkjøb.

✂ Paa Postcontoiret forefandt Otto Brev fra Schiøtt. Efter at have beskrevet nogle af de nyeste Begivenheder, vedblev Schiøtt:

✂ Man vil vistnok adskilligt Sundt og Alvorligt. Man har den gode Samvittighed, den Tilfredsstillelse at være Patriot, at ville det elskede Fødelands Vel, og det elskede Fødeland bestaaer af lutter Jeg'er. Men Egoismen idealiseres ved ikke længer at sige Jeg. Forandringen er foreløbig, at det gamle Danmark er baaret til Graven, det gamle, gemytlige, snakkesalige Danmark, der sværmede for Poesien og i sin høie Alderdom havde bevaret adskillige gode Traditioner. Nu staae Partier beredte til at bekjæmpe hinanden, og de ville sandsynligvis skaffe os al den Frihed, de behøve til at kjæmpe. Vi ere allerede blevne i høi Grad parlementariske og gjøre gode Feinter; vi ere i den Henseende som de unge Confirmander; det første Mandige, de lægge sig til, er den Last at smøge m. M.

✂ Mit lille Jeg vil ikke raade Deres høistærede Jeg til at forhaste Hjemreisen. De kommer for sildig til at hæve Dem frem og falder blot som en Dryp i Tønden under Taget. Hvis De kan opleve store Ting og i Dem selv gjemme Noget til bedre Tider, saa vil jeg riskere det Utaknemlige at give Dem et godt Raad, hvilket er, at De skal tage, hvad der bydes Dem derude. Har De Lyst til daraussen at gaae tilveirs paa en Krudttønde, saa kan De jo ogsaa. Hvis jeg med mine ringe Kræfter kan gjøre Noget for, at De til Belønning bliver sat mellem Stjernerne, tilbyder jeg mine bona officia. Ønsker De Plads 124 nærved Orion, hiin vældige Jæger, eller ved Berenices Haar? Min Smag er for det Sidste. Skulde De sætte Priis paa at medtage et subjectiv sandt Budskab om vor lille Hær, saa indlægger jeg til saadan Brug en lille Avisartikel.

✂ Jeg haaber, De paaskjønner den Anstrængelse, hvormed jeg besvarer Deres forskjellige Epistler, og forbliver Deres

✂ velaffectionerede Schiøtt.

✂ Otto stak smilende Brevet i Lommen; han saae Hjemmet fra et andet Standpunkt og kunde ikke paavirkes paa denne Maade, og selv mellem Linierne af Brevet laa Antydning af Friskhed.

✂ Han vilde endnu kun over paa Rousseaus Ø for end engang at hengive sig til Minde og Længsel og saa lukke Alt dybt ned i Erindringen.

✂ Alting var uforandret, kun at den lille Plet var torn. Grenene med det unge, fine Løv bøiede sig ned over Stedet; Floden skyndte sig uforandret susende forbi. Han satte sig, hvor han hiin Aften havde siddet, ligeoverfor Camillas tomme Plads, og han manede det Forsvundne op og holdt fast paa det med den forunderlige, aandedrætstandsende Vemod, som Hjertet har ved en saadan Leilighed. Hjertet flyver op som en Fugl, der paa Ruinerne af den nedbrændte Bygning søger sin Rede, søger forgjæves og slaaer med Vingerne.

✂ En Opvarter fra Hotellet kom forbi, og Otto bad ham bringe Viin og Brød; han vilde til Afsked holde Kjærlighedsmaaltid paa dette Sted.

✂ Opvarteren bragte det Forlangte og kom lidt efter hastig tilbage med et Brev. Det var lige ankommet, i Convolut til Værten, med Anmodning at faae den Fremmede, det var adresseret til, opspurgt, og Opvarteren erindrede at have seet Otto i Selskab med Brevskriveren. Brevet var fra Hald og for en Sikkerheds Skyld adresseret baade til Otto og Alfons; det lød saaledes:

✂ Gode Krøyer!

✂ Jeg har havt det Uheld at falde paa et af disse velsignede Bjerge og støde mit Knæ, saa jeg formodenlig en god Stund maa holde mig stille. Hvis dette Brev - som jeg haaber - træffer Dem, saa gjør mig den Tjeneste at kjøbe endeel Bøger og sende mig dem tilligemed saa mange af de nyeste tydske og franske Aviser, De kan overkomme. 125 Veed De Nyt fra Danmark, saa tjen mig i at skrive det til mig, og kunde De bekvemme Dem til at gjøre en lille Omvei paa Hjemreisen og besøge en falden Landsmand, saa gjør det. Jeg har skrevet til Værten i Hotellet om Bøger; men ham kan man vel ikke forlade sig paa. Jeg lader mig bringe over til nærmeste Flække, Schwytz; der træffes jeg.

✂ Deres meget forbundne

✂ H. N. Hald.

✂ E. Sk. Hvis Hr. Krøyer ikke skulde være i Genf, henvender jeg samme venlige Anmodning til Dem, gode Hr. Mendoza.

✂ Fra dette Øieblik var Otto ikke mere sig selv mægtig, havde kun een Tanke, der rev ham med som en Stormvind: gjensee Camilla. I Alting saae han Skjæbnens Villie, selv i de Omstændigheder, der havde forhindret ham fra at møde Halds underveis, eller i Beslutningen om at reise til Genf, i Æresordet, han havde givet sig selv, og hvorved han havde undgaaet at blive latterlig ved at ile efter dem, medens Hald nu selv kaldte og indbød, og medens Skjæbnen smilede. Og var der Noget i hans Natur, som gjorde Modstand mod denne Skjæbne, saa var det ingen Jernstang.

✂ Han gav sig øieblikkelig ifærd med at besørge det Nødvendige og traf endelig efter nogen Søgen Alfons.

✂ Naa, velkommen! raabte Alfons; seiler Du med over til Coppet?

✂ Nei, jeg har været der, og nu reiser jeg.

✂ Reiser Du? Hvorhen? Og naar kommer Du da tilbage?

✂ Det veed jeg ikke.

✂ Men betænk dog, Otto, vi skulde jo følges ad Allesammen, og vi Andre reise i overmorgen!

✂ Hør, Alfons, der er indtruffet Noget i mit Liv, som jeg ikke kan beherske. Det er maaskee galt, hvad jeg gjør; men fulgte jeg Jer, saa blev jeg aldrig Menneske, jeg vilde være som en tør Gane eller afsvedet Græs. Jeg har engang for alle bedet Skjæbnen om at sende mig Lykken; den byder mig den nu paa sin Maade, og jeg tager den.

✂ Er det den italienske Comtesse?

✂ Nei. Spørg ikke.

✂ Hvor det vil gjøre de Castro og dem Allesammen ondt!

✂ Ja, jeg kan indsee, at jeg aldeles fordærver det med de Mennesker.

126

✂ Tal om mig, saa godt Du kan, Bring dem uendelige Taksigelser, alt det Hjerte jeg har tilovers! Og lev vel, Alfons, kjære Alfons!

✂ Saa det er ramme Alvor? Vil Du da ikke hilse paa Baronessen og .... min Forlovede?

✂ Miss Mirjam? Saa Du er forlovet med hende! Gud skee Lov! Det glæder mig! Til Lykke!

✂ Kom ned og hils paa dem!

✂ Nei, der er Skibet, som skal føre mig og min Skjæbne! Farvel! farvel!

✂ »Til Seir og Lykke blev Volmer født«, sang Otto indvendig for at tvinge Sindet til ikke at vakle.

✂

Niende Capitel

✂ Den sidste Deel af Veien gik gjennem en Allee af Kirsebærtræer i lige Linie til Halds Huus.

✂ I et Speil, der hang i Havestuen, havde Camilla seet Otto komme, og da han kom hende nær og hun vendte sig, havde hun Damens gjæstfrie Venlighed, uden at det var ham muligt at opdage Spor af nogen anden Følelse. Idet han i Afstand havde seet hende paany, havde han bævet af Glæde og Angst eller Undseelse over, at han saaledes indfandt sig som Menneske af anden Rang, efter at han som Væsen af første Rang havde taget Afsked. Nu, da hun modtog ham uden Spor af Sindsbevægelse, gik Angsten over; han forekom sig stegen ned til Jordens Paradiis efter at have med hartad urimelige Anstrængelser været ved Grændserne af det himmelske.

✂ Der blev ikke Leilighed til megen Samtale enten med hende eller Hald; thi strax efter indfandt sig Lægen og Præsten, hvem Hald strax havde stiftet Bekjendtskab med. Hald var kommen i lidt skjævt Forhold til dem. Han havde betragtet den lille By som en ubetydelig dansk Kjøbstad og overfor dens Præst og Læge gjort sig gjældende som den store Tourist, der kom fra Paris, Rom og Neapel. Doctoren, en aldrende Mand med et rødmusset, jovialt Ansigt 127 under graa Haar, havde til Gjengjæld for Halds Beskrivelser givet sig til at fortælle smaa muntre Historier først fra Byen, saa fra Canton Schwytz, saa fra nærmeste Cantoner, saa fra fjernere Cantoner, saa fra Sydfrankrig, saa fra Paris - thi han havde været overalt, studeret eller praktiseret overalt - og Hald, der hver Dag haabede, at Doctoren var færdig, blev hver Dag skuffet og overvunden.

✂ Med Præsten havde Hald givet sig til at tale som Verdensmand og skjemtende slaaet paa, at Geistligheden burde have Lov til at gifte sig. Præsten havde med største Høflighed taget dette meget alvorlig og svaret: Vor Herre frie os fra en saadan Ulykke!

✂ Men hvor kan Deres Høiærværdighed kalde det en Ulykke? Geistlighedens Ægteskab er jo først forbudt for faa hundrede Aar siden af Paven og kan tillades af en Pave.

✂ Ja, men Forbudet er i Consequens af vor hele hellige Religion.

✂ Skulde da vor hellige Religion, spurgte Hald smilende, egenlig have til Hensigt at foranledige Menneskeslægtens Ophør?

✂ Præsten svarede med uforandret høflig Alvor: Hvis De vilde læse blot Anden Mose Bog, 19de Cap., vilde De see, at der paabydes Forsagelse endog for Mængden, der forberedes paa at modtage det hellige Bud - hvad maa da ikke fordres af dem, der skulle opbevare og forkynde det, være Ideens Bærere, som det hedder i det moderne Sprog?

✂ Hald kaldte i sit Hjerte Præsten en Hykler, men var overfor denne Alvor i Forlegenhed med sit Smiil. Han slog om og gav sig til at tale om Rom, beskrev smilende Livet der, men mødte pludselig en Modbemærkning, som Præsten i Forbigaaende støttede paa, at han havde levet to Aar i Rom, i Collegio Romano.

✂ Men saa er De jo Jesuit! udbrød Hald, i sit Indre næsten angst.

✂ Nei, desværre; jeg havde kun faaet Tilladelse til at studere der imod at gjøre Afkald paa at blive optaget i Jesu Selskab, og hvis ikke vor hellige Fader selv løser mig fra mit Løfte, bliver jeg vel her til min Dødsdag.

✂ Hald spurgte yderst spændt: Hvad opnaaer man da ved at komme ind i det Selskab?

✂ Præsten svarede: Der er strengere Disciplin. Man staaer kun under Generalen, og gaaer, hvorhen han befaler.

✂ Ja, vist! tænkte Hald.

128

✂ Ei, der have vi jo igjen Fredens Due med Oliebladet, sagde Doctoren og sigtede hermed til Pigen, der ordnede Whistbordet og bragte Kort. Alle Tre vare udmærkede Whistspillere; det havde knyttet dem sammen, og de fik hver Dag idetmindste en Times Parti med største Andagt.

✂ Denne Dag vilde man af Høflighed mod Otto have en fjerde Mand; men Spillet blev kort, fordi man strax opdagede, at han spillede altfor slet til det Selskab.

✂ Hvor er De tagen ind? Hvor boer De? spurgte Hald.

✂ Camilla havde følt og erkjendt, at hvis Otto tog sin Bolig hos dem eller tæt ved, maatte hun og Hald reise, hvad det end skulde koste. Til hendes Overraskelse svarede Otto, at han boede i Altorf i Canton Uri, ovre ved Enden af Vierwaldstättersø. Altsaa ved Foden af St. Gotthard, ved Veien til Italien og formodenlig til Comtessen!

✂ Men hvad er det for en Urimelighed? Hvad har De for der? Hvorfor skiller man sig saadan fra Landsmænd? Sæt, man laa og kom Noget til her! udbrød Hald.

✂ Doctoren sagde: Der gaaer hver Morgen Dampskib fra Altorf hertil og hver Eftermiddag Dampskib herfra til Altorf.

✂ Naa, det kan da bøde lidt paa Urimeligheden, sagde Hald, medens Camilla vendte sig bort, usikker, forvirret, uden Magt til at beslutte Noget og med en besynderlig Smerte og dog næsten Begyndelse til Smiil over, at Hald ved sin Adfærd kom til at gjøre Forholdet piquant.

✂ Otto havde lidt for meget af Længsel og følte sig for ydmyg overfor sit brudte eller forandrede Løfte, til at der i hans Sind skulde være anden Tanke end med yderste Nøisomhed at benytte den Lykke at være hende nær. Blot han igjen kunde see hende, blot han paany kunde indaande Luften, hvori hun færdedes, saa syntes ham, at han endog kunde opgive at forlange et Blik eller et Ord af hende. Det gav ham en saa god Samvittighed overfor Hald, at han i dette vanskelige Øieblik vedligeholdt en aldeles rolig og sikker Holdning, Noget, der beroligede Camilla ved at fremstille ham med en Koldsindighed - hendes Hjerte ikke troede paa.

✂ De to verdenskloge fremmede Mænd havde alt overskuet Forholdet, om de end ikke saae de indre Kræfter. Paa Hjemveien sagde Præsten om Hald: Det er en Mand, der slet ikke forstaaer, at man 129 frivillig kan bringe store personlige Offre. Mulig, han snart kan komme til at bringe tvungent Offer.

✂ Jeg har ret Lyst til nærmere Bekjendtskab med det unge Menneske, sagde Doctoren. Han forekommer mig som en Sky svanger med Lynild, der en smuk Foraarsdag ganske stille seiler ind til os. Hvilken Elasticitet og Energi der seer ud til at være i hans hele Sjæl og Krop!

✂ Han seer ikke ud til at ville afstaae fra Noget. - Den Slags Mennesker, vedblev Præsten, har ingen Skriftefader; man kan ikke blande sig i deres Sager. Han tilføiede efter en Pause: I Rom saae jeg noget Lignende begynde mellem nogle protestantiske Fremmede; det endte med, at de Overlevende gik tilbage til vor hellige Kirke.

✂ Man maatte hellere hjælpe dem til at finde sig tilrette i den hellige Natur, tænkte Doctoren.

✂ Saa ofte Præsten var ene med Camilla, gjorde han Forsøg paa at drage hende til Katholicismen. Men Maaden, hvorpaa det skete, befordrede et ganske andet Formaal end det, der stod ham for Øie; thi han bestræbte sig for at vise, at man bør gjøre Alt af Kjærlighed til Christi Person, og udhævede derfor Christi Elskværdighed, anbefalede ham som Gjenstand for ekstatisk Tilbedelse, som en Brudgom, hvem saa mange Tusinder af Brude havde helliget sig, og som bør foretrækkes for alle Andre. I et Hjerte, der bærer Spiren til »den søde Lidenskab« i sig, er den Slags Tale som en varm Aande, der bringer Spiren til at voxe, uden at Hjertet ret veed, i hvad Retning det skeer. Naar han fik hende i Kirke og hun overværede Messen, hvor et veløvet Chor med smukke Stemmer sang de herlige Melodier og Røgelsen ombølgede hende, saa kom usigelige, bløde Længsler efter noget Idealt, og hvordan hendes Tanker end gik, saa endte de ved det Øieblik, da Otto havde opgivet Alt for at lyde hende. Og saa besynderligt var det, medens Duften lagde sig om Sjæl og Sandser, at hun ikke kunde bortstøde ham nu, da han ulydig var kommen for maaskee at hente Lydighedens Løn. Hendes tidlige Ungdom med dens stærke, hemmelige Følelser, med Alt det, hun havde betvunget, da hun havde uddannet sig 130 selv til Huusmoder og Dame, reiste sig paany i hendes Sind, forenede sig med Hjertets høie, ideale Raab: Ubetinget, sand Hengivelse til En! Hun mindedes ogsaa Dalbergs Lære om Eden: at den aldrig kunde binde Personligheden .... og det syntes hende, at for hele Verden var kommet den Befrielsestid, hvori Personligheden blev unddraget gamle, trykkende Forpligtelser for at indtræde i nye, ideale Forhold.

✂ Noget syntes at være foregaaet, der tyngede hendes Sind. Engang, da det hele Selskab var samlet, sad hun nærved Hald, og han bøiede sig over og strøg kjærtegnende hendes Nakke. Hun flyttede sig hastig tilside og spurgte derpaa: Var det en Oldenborre, Du holdt hen paa mig?

✂ Kun Doctoren forstod denne Scene, begreb, at Camilla med overordenlig Aandsnærværelse havde opdigtet Tanken om Oldenborren for at skjule den Hast, hvormed hun havde flyttet sig fra sin Mands Kjærtegn.

✂ Otto opfattede og optog Alt som et Daguerreotypi, gjemte Alt, hver Nuance, med yderste Nøiagtighed; men hans Sjæl stod stille, reflecterede ikke, vovede ikke at uddrage et Resultat. Thi, hvis hun elskede ham? Der kunde aldrig komme Vished nok for dette Ord, der maatte afgjøre hans Liv.

✂ Han turde ikke udfordre Visheden; hans Sjæl bevarede Sky overfor den lukkede Rose og vilde ikke aabne den til Ja eller Nei. Men han var sikker paa Velvillie og Sympathi, han fornam al den Lyksalighed, der gjennem Luften kan bæres fra en Kvinde til en Mand. Al Naturen forvandlede sig for ham. Tstedenfor ubestemte Masser blev ved hendes Side Bjerg, Skov og Sø til Hieroglypher, hemmelighedsfulde, smilende, hellige Tegn paa Fryd og Medfølelse. Alt syntes ordnet for hendes Skyld netop saaledes, stod i Forhold til hende, og han blev klog paa utallige Ting ved hende. Han gik forbi Kirken og bemærkede tilfældigviis en Arabesk, der slyngede sig opad Portalen, ganske som en Lok i hendes Haar, syntes ham. I samme Øieblik blev ham den venetianske Bygningskunst paa Piazetta forklarlig. Han forstod, at det mægtige Stof ikke var blevet saa blødt, ikke havde antaget saa villige Former under Bygmesterens Haand formedelst Studium af Mathematik o. desl., men at Kjærlighed havde givet ham Magt, saa at Stenene vare blevne som Kniplinger. Han 131 begreb, at mangfoldigt Stort i Verden, hvorom man havde lange Beskrivelser, var kommet af Kjærlighed, og at Alt, hvad der var skjønt i Menneskelivet saavelsom i Naturen, var Symbol paa den; han begreb det, fordi han oplevede og erfarede det.

✂ Ofte seilede han ikke tilbage til Uri, men gik, naar han forlod Halds, den modsatte Vei, ind i Bjergverdenen. Det hændtes da jevnlig, at han ved Ave Maria naaede til en lille By, en Fjerdingvei borte, udenfor hvilken stod en gammel Kirke og et Kloster for barmhjertige Søstre. Egnen var besynderlig smuk. Den snevre Dal var besaaet med Frugthaver og gjennemstrømmet af en Skovbæk, der korn ud fra de himmelhøie Bjergmasser. Især naar Nonnernes Aftensang lød, syntes Klostret at hvile i Bjergenes Skygge med forunderlig, overjordisk Tryghed. Nonnesangen steg mod Himlen saa reen og længselsfuld, helligende Jordens trodsige Masser. En Stemme var der især, som forekom Otto mærkværdig blid, from og inderlig. Mere end een Gang, naar Sangen ophørte, aftog han sin Hat og raabte paa Dansk, sikker paa ikke at blive forstaaet: Tak, Du skjønne Nonnestemme! Saa gik han videre opad Bjergstien til en eller anden Sennhytte. Sennpigen redte ham Seng i Forstuen udenfor hendes Kammer; der var efter Egnens Skik hverken Laas eller Slaa; men Alting syntes ham at vide og forlade sig paa, at hans Troskab var bunden andensteds. Han gik videre ved Solopgang, naar Pigerne paa det grønne, vide, dugvaade Bjergplateau begyndte at kalde og synge, naar Kvægets Klokker lød rundt om i den tynde Luft, naar Alpehorn hørtes fjernt, naar al Naturen syntes at istemme en mægtig, høitidelig Morgenpsalme. Med eller uden Ledsager besteg han høie Fjeldtinder, medens han digtede Ord til de Melodier, der lød om ham. Gjennem Husets Folk naaede til Camilla Fortællinger om, hvor rask, uforfærdet og gavmild den unge Fremmede var, og hun kunde ikke værge sig imod at lytte med Velbehag og Stolthed.

✂ En Formiddag var hun paa en Spadseregang med Præsten kommen op ad en Bjergsti, og de mødte Otto, som steg ned. Samtalen blev, som altid med Præsten, religiøs. Han fortalte Begivenheder af sine Sognebørns Liv og udledte Alt fra en uransagelig Villie, der greb ind, hvorimod Otto søgte Forbindelse mellem Aarsag og Virkning og vilde udlede Alt fra to Hovedsætninger: Enhver Ulykke kommer af en Feil, og: Enhver Lykke kommer af en god Gjerning. 132 Han sagde: Fra Vuggen til Graven gaae vi mellem disse to Principer som denne Sti mellem Bjergvæggene paa begge Sider. Dette forkastede Præsten, og medens de kom forbi Kors og Billeder, der efter Egnens Skik betegnede Ulykkestilfælde og antydede deres Natur, standsede han foran et Billede, der forestillede, hvorledes en Mand og en Kone arbeidede sammen, og pludselig var en stor Steen rullet ned og havde slaaet Konen i Hovedet. Mandens Forfærdelse og Konens blodige Hensegnen var tydeliggjort raat, men energisk. Præsten stod foran dette og pegede opad mod det Ubegribelige, i Henhold til Johannis Evangelium 9de Cap. 1-3 V. Men Camilla anlagde Ottos Lære og kom til en vis Klarhed i sit Sind: Hald skulde ikke bestjæles. Hvad der end skulde indtræde, dette skulde ikke skee; ingen forrædersk Utroskab.

✂ - Hald og Otto kom en Formiddag i lang Samtale. Hald yttrede sin Forundring over, at en Præst, der havde faaet en saa storartet Opdragelse, var bleven hensat i en saadan Afkrog, og meente, at der maatte være Noget i Veien med ham. Det, antog Otto, var ikke rimeligt; han var formodenlig netop bleven udvalgt paa Grund af Dygtighed, fordi her var hemmelige Protestanter.

✂ Hvor veed De det? spurgte Hald.

✂ Det har jeg opdaget rundt omkring. Der er et Kloster og en Kirke herinde mellem Bjergene, og første Gang jeg vilde dertil, tog jeg en Dreng herfra med for at vise mig Vei. Jeg kunde mærke paa ham, at han var Protestant, og at han var mistænksom imod mig, fordi jeg vilde til den Kirke. Men jeg fik ham beroliget, og saa skulde De see, hvilken Kjærlighed der kom hos ham, og hvor han fik Trang til Meddelelse, skjøndt paa den Maade, der er egen for de Forkuede. Han er kun en ti, elleve Aar, men har en forholdsvis stor Modenhed; han har vel tidt siddet i en Krog og hørt paa sin Families Klager over Undertrykkelsen og fulgt dem med mere Følelse og Forstand, end de Andre anede. Engang havde en Munk været der og holdt ilde Huus med hans Moder og truet hende med, at hun skulde blive udsultet; han var dengang sex Aar og laa paa en gammel Kuffert og rullede sig sammen og fik Smerte i Underlivet af Vrede. Nu er han glad over, at der er Revolution; han venter, at Krigen skal naae hertil, og at han kan komme til at skyde Munke.

✂ Det er Satan til Dreng! .... Gaaer De saadan om og gjør Bekjendtskaber?

133

✂ .... Det er interessant at reise saadan .... ak, ja, naar man ikke har et daarligt Knæ. Hvad er det for et Papir, De har der sammenrullet?

✂ Det er et Croquis jeg har optaget af Bjergene ....

✂ Af denne Egn? Til hvad Nytte? Hvortil?

✂ Mens vi ligge her indespærrede, glemmer De reent, at hele Verden er ude af Fugerne. Man kan jo aldrig vide ....

✂ Hvad kan man aldrig vide?

✂ Naar en Jæger vil blæse i sit Horn, som der staaer i Sangen.

✂ Hald stirrede et Øieblik paa ham og sagde endelig: Ja, naar man ikke er gift, saa kan man altid være beredt. - Men den Præst jeg har gjort Bekjendtskab med her, er virkelig mærkelig af en katholsk Præst at være, vedblev Hald og fortalte Otto Yttringerne om, hvad der skulde fordres af Ideens Bærere.

✂ Otto blev alvorlig og tankefuld.

✂ Hald agtede ikke derpaa, men tilføiede: Reent abstract eller overjordisk er det sandt; men det er umuligt i Praxis. Jeg troer forresten, at Coelibatet er upolitisk.

✂ Det troer jeg ikke, sagde Otto. Det er netop snildt; hvis Præsterne vare gifte, vilde de fleste Fruentimmer ikke skrifte til dem.

✂ Hm, sagde Hald og gjorde store Øine, hvor De er klog paa Fruentimmerhjerter!

✂ Eller dum; men saadan har jeg hort eller læst, svarede Otto parerende i Octav med et Smiil. Nu havde han lært det.

✂ Naa, det er ikke Deres egen Opdagelse, sagde Hald beroliget.

✂ Otto kom denne Aften sildigere end sædvanlig fra Halds, og da han gik henad Kirsebæralleen, syntes Byen ham at ligge med usædvanlig Skjønhed under Stjerneskinnet, medens det høie Fjeld ludede ud over dens hvide Mure, og gjennem Stilheden hørte han en svag Musik. Den standsede, medens han gik efter den; men da han kom forbi Kirken, saae han, at der var Gudstjeneste, og gjennem de aabne Døre lokkede Scenen hemmelighedsfuldt; thi der var næsten ingen Lys, og fra det store, mørke Rum lød tactmæssige Døn af en dyb, stønnende Andagt fra en stor Menighed. Det drog 134 ham indenfor; det kaldte ham med dets mysteriøse Inderlighed, med dets Blanding af Lidenskab, Smerte og Fred, hvortil der altid findes en tilsvarende, bævende Streng hos den, som elsker, frygter og haaber.

✂ Strax efter at han havde faaet Plads i en Krog, steg Præsten op paa Prædikestolen; men det var ikke Sognepræsten, Otto gjenkjendte med nogen Overraskelse Pater Dauw. Han var altsaa her paa Mission, han havde sandsynligviis faaet det Hverv at virke paa de blandede Cantoner.

✂ Efter en Bøn, holdt med blid og blød Stemme, og hvori hentydedes til Farerne, der omgave den hellige Religion, begyndte Pater Dauw sin Prædiken. Hans Foredrag havde noget særeget Fortroligt, som om Fjender stode udenfor den lille Kreds, og paa mærkelig Maade kom derved noget Lidenskabeligt i Luften. Han sagde, at Kirken til forskjellige Tider, naar den var i Trængsel, havde behøvet Kræfter af forskjellig Art, og Herren havde altid vakt dem, der netop behøvedes. I den første Tid, da man havde havt at kjæmpe mod Hedningedommens Sandselighed og Begjær, havde Kirken behøvet Mænd og Kvinder, der ganske forsagede Legemet, i Ørkenerne øvede sig i Afholdenhed og Kydskhed og derfra bragte denne Aand ind i Byerne, hvor den efter haard Kamp blev seirende. I den næste Periode, da Kirken var bleven stærk, havde den herskende Fjende været Rigdom, og da havde Herren vakt saadanne Mænd som Frants af Assisi, der især tilbageførte Nøisomhed og Fattigdom. Atter kom en Trængselsperiode, det var Frafaldets, Vantroens, Protestantismens Tid, og da havde Herren vakt den hellige Ignatius Loyola, hvis Ildsjæl bøiede det Haarde og Stridige og tvang det under Lydigheden. Jesu hellige Orden gik i Striden under Lydighedens Fane, holdt ud med Lydighed, døde med Lydighed. Nu var kommen en ny Prøvelsens og Trængselens Tid: Gemytterne vare blevne lunkne og ligegyldige, Aanden var svag og smaalig. Nu fordrede Herren Iver. Men Herren fordrede Alting heelt. Man maatte være heelt ivrig for det Helliges Seir, man maatte stille sig fuldstændig i Kirkens Tjeneste; med Kjendskab til sin egen Kortsynethed maatte man hos Kirken søge Oplysning om, hvo der var Ven, og hvo der var Fjende, i Tillid til Kirken gaae løs paa Fjenderne med Iver, ja med blindt troende Iver; thi denne Blindhed i Guds Tjeneste var det rette Klarsyn. Men 135 hvordan kunde Nogen komme til en saadan Iver, medmindre han først bekjendte sine Synder og fik Aflad og da som luttret Stridsmand gik tilbage i Verden under det hellige Banner! Nu var Tiden kommen, da de Lunkne skulde udspyes, men de varme Hjerter samles om det Hjerte, der var blevet gjennemboret af syv skarpe Sværd. Hvad er det for et Dyr, som I see udhugget foran mig paa denne Prædikestol? vedblev Pater Dauw. Det er en Høne. Det er Sindbilledet paa vor hellige Kirke; I ere Kyllingerne. Gaa, hvorhen I ville, I kunne ikke hjælpe Eder selv; Eders Sandser ere for svage, Eders Forstand for slap! Hvorledes ville I hjælpe Eders kjære Forudgangne, som ere i Skjærsilden? Kun ved Kirkens Forbøn; den har Magten dertil. Hvorledes ville I selv hjælpes ud af Pinen? Kun ved Kirkens Forbøn! Dømmer nu, hvad det er for Mennesker, der fornægte vor Kirke, ja angribe den! En Slægt af Hedninger lig Cananiterne. Saasnart de have menneskelig Følelse i Livet, komme de til os. Jeg har nylig gjenoptaget en protestantisk Dame i Kirkens Enhed. Det, som førte hende til os, var Afskyen for den evige Fordømmelse; hun fandt, at der maatte være et tredie Sted, hvis Gud var Gud. Man er umenneskelig, naar man ikke føler saadan. Jeg har gjenoptaget andre Vildfarne, der erkjendte, at naar der er en Udødelighed, saa kunne ogsaa de kjære og store Afdøde fornemme os og gaae i Forbøn for os. Man er ikke noget heelt Menneske, naar man ikke er Katholik. Men heel Katholik er, som jeg alt har sagt Eder, kun den ivrige. Hvad er et Regiment uden Fane? Hvilken helligere Pligt har Soldaten end følge Fanen? Hvad Ret har han til at raisonnere, naar Fanen er i Fare? Velan, den hellige Fane er i Fare! Den begjærer Eder! I skulle komme heelt og holdent, med Iver! Jeg kommer fra Steder, hvor Atheisterne have Magt og undertrykke Eders Brødre. Jeg kommer fra Egne, hvor det er en Forbrydelse, en Latterlighed, et Martyrium at være Katholik. Jeg er sendt af Paven, Christi Statholder; mig er givet Fuldmagt til at føre og lede, til at løse og binde. Naar jeg siger: Tal, skulle I tale; naar jeg siger: Ti, skulle I tie; naar jeg siger: Slaa, skulle I slaae. Saadan skal det være formedelst Kjærligheden til Eder, at I kunne have Noget at forlade Eder paa i denne Forstyrrelsens Tid, at I kunne blive frelste i den Herre Christi Navn, forsaavidt I bekjende Eders Synder og faae Indvielsen ved at være ivrige.

136

✂ Talen sluttede med Underretning om, naar og hvor Skrifte fandt Sted, og med Meddelelse af Betingelserne, hvorunder fuldstændig Aflad kunne erholdes.

✂ Otto gjenkjendte Aanden ligesaa vel som Manden. Der var den Forskjel, at det nu var fuldstændig Alvor istedenfor den tidligere halv æsthetiserende Discussion. Det Hele forekom Otto at lyde som Jægerhornet, ja som Generalmarsch og Allarmtromme. Trommen rørtes nu endog imellem Bjergene, hvor han var skjult, og ligesom af en høiere Magt var han bleven ført hen i denne Kirke. Egoismen sagde: Hvad kommer det Dig ved? Du har det godt; Du oplever Alt dette som Tilskuer. Men en anden Følelse i Sjælens Dyb oprørte sig mod en saadan Aandens Thronfrasigelse. Han havde hjemme paa Jorden; de andre Menneskers Sag var ogsaa hans; de havde Krav paa ham; han bævede af Uro. Men hvad skulde man gjøre? Verdens Hank viste sig for ham; men den var af Taage. Og hvem kunde man ønske fuldstændig Seir? Han vidste, at begge Parter forsaavidt havde Ret, som de undertrykte hinanden, hvor de fik Magt. Man skulde selv have en saadan Vælde, at man kunde tilmaale dem deres Ret og bringe dem til at være Mennesker. Man skulde være et Grevebarn, en Fyrstesøn, have et Billede som Camillas i Hjertet og bringe hele den Kjærlighed, som knyttede sig hertil, og den Viden, han havde indsamlet, til Herredømme. - Maaskee ved en flygtig, men skarp Tanke om hans Forhold til Halds Huus, dukkede i dette Øieblik hiint Barnebillede op i hans Indre og vaandede sig. Det medførte en glimtende Forestilling om, at der var et Ridder- eller Fyrstendømme at erhverve trods Fødsel, og at det var allestedsnærværende, naar man kunde opbyde den rette, men overordenlige Kraft.

✂ Da han kom ud af Kirken, var Maanen staaet op og gjød sit fortryllende Lys over den stille By og den stille Bjergegn. Atter og atter stillede Naturen sig op for ham i uhyre Modsætning til Menneskelivet; den syntes at ville nægte Verdens Bevægelse og Aandens Kampe, ja standse selve Aandedrættet i en Lyksalighedsfornemmelse, der var heelt forskjellig fra den, han i Kirken havde begjært. Ingensteds var tilforladelig Varme og Sympathi uden hist, det Dulgte i det hvide Huus, Camillas Skikkelse, hendes Blik, hendes Smiil, 137 hendes Bifald. Hist hen droges alle hans Tanker; han sagde: Lad det føre mig; jeg kan ikke føre mig selv.

✂ Hald begyndte at komme sig; han kunde alt gaae nogle Skridt i Haven. Nu var det umuligt længer at drømme sig ind i Forholdet som stillestaaende og uforanderligt; nu kom Udsigten til Skilsmisse med sin Uro. Imellem Otto og Camilla var ikke blevet talt et kjærligt Ord, enhver Hentydning til Scenen i Genf var bleven undgaaet; men det kommer i saadanne Forhold, indtil en vis Grad, ikke an paa, hvad man directe og udtrykkelig siger. De retfærdiggjorde sig for hinanden; Camilla gav Otto Oplysning om, i hvilket fjernt Forhold hun havde staaet til Schiøtt, og hvor lidet hun havde havt Skyld i Katastrophen, skjøndt hun beklagede, ikke at have viist mere Mod. Han talte til hende om sine Bekymringer, om de Ideer, der vare i Bevægelse, og altid laa det under hans Ord, skjøndt det ikke blev sagt, at han og hun vare sammen i Fremtiden. Hun lagde ikke selv Mærke til, at saadan, som hun talte, taler man kun med den, man indrømmer en Ret til at vide Besked, og Otto havde heller ikke kold Reflexion nok til at blive Stillingen vaer og mærke, hvilken Gunst han nød.

✂ Men endelig maatte dog en bestemt Udtalelse komme. I nogen Afstand fra Vandfaldet kan Baaden endnu vende om; men er den først kommen til Stedet, hvor Strømningens Magt griber den, saa følger den blindt sit Fatum.

✂ Doctoren bemærkede, at Otto med særlig Iver talte om den smukke Egn ved Nonneklostret, og han meente maaskee, at naar de to unge Folk dog skulde og sandsynligviis vilde mødes, kunde det bedst skee under hans Beskyttelse. Han foreslog Camilla en Spadseretour til Stedet, og som han havde ventet, traf de Otto. Efter nogen Samtale om Egnen spurgte Doctoren, om de ikke havde Lyst til at besee Klostret, og da Camilla bejaede det, bad han dem vente lidt, til han havde forhørt sig. Der er nogle Omstændigheder, og det kan vare et Qvarteers Tid, sagde han og fjernede sig.

✂ De havde altsaa et Qvarteer til at afgjøre deres Fremtid, deres Vee 138 og Vel, deres Salighedssag, og dog hengik de første Minutter i dødelig Taushed. Han kunde ikke overvinde sin Ærbødighed og Angst; han bævede indvendig som af Feberkulde.

✂ Hun sad paa den lille Bænk under Træet; i sin hvide Dragt saae hun i den mægtige Skyggekreds ud som Træets Dryade. Foran sig kunde hun gjennem en Rift i Bjergene øine Toppen af det mægtige Pilatusbjerg ovre paa den anden Side af Søen.

✂ Hun brød Tausheden og sagde: Hvor man saa gaaer i denne Egn, følger det Bjerg med, og altid seer det saa alvorlig ned, som om det havde Noget at sige mig. Jeg kommer til at tænke paa salig Fader.

✂ Hvad siger det da? spurgte han med blød, kjærlighedsfuld, bævende Stemme.

✂ Denne Lyd virkede tilbage paa hendes Stemme, maaskee ogsaa paa hendes Ord, idet hun svarede: Det siger, at det var bedre, om De ikke var kommen hertil. De havde jo ogsaa lovet det.

✂ Troer De da ogsaa, at det Bedste er den bittre Forsagelse, Opgivelse af Alt, hvad der gjør Livet lykkeligt? For den abstracte Idees Skyld at miste, hvad der har Fylde og Farve?

✂ O, min Ven, sagde hun stirrende, hvo der er meest elsket af Ideen, faaer ofte det mindste Stykke af Lykkens Æble.

✂ Tænkte hun fuldstændig paa disse Ords Betydning, og sagde hun dem med bevidst Hensigt, eller var der i hendes Sind hiin besynderlige Dobbelthed, der med sær List blander det Bevidste og Ubevidste sammen?

✂ Men han forstod Ordene; et Øieblik stirrede han paa hende, forbauset, næsten ikke istand til at fatte den Lykke, at hans ubekjendte Genius aabenbaredes i hendes Person.

✂ Er det Dem! raabte han, idet han bøiede Knæ. Kommer De endelig? Saa faaer jeg da Alt, hvad jeg har bedet Himlen om! O, Du meest velsignede af alle Kvinder!

✂ Stille, tys! sagde hun, idet hun med den ene Haand strøg ham om Haaret, med den anden trykkede hans Hænder.

✂ Ja, sagde han, De har Grund til at tysse. Men jeg har nu faaet Alt, og nu kunde jeg døe af Lyksalighed.

✂ Nei, De skal leve! sagde hun, løftede ham op og kastede sig til hans Bryst. Da var hun fuldstændig den frygtløse, lidenskabelig elskeride Kvinde, og Otto nød den store, uendelige Lyksalighed at 139 fornemme sig elsket af Den, i hvem han saae Idealet virkeliggjort, at blive kjærlig trykket af den Arm, hvis blotte Berørelse foraarsagede en henrykkende Følelse.

✂ I lang Afstand hørte de Doctoren tale høit.

✂ Camilla sagde: Imorgen Aften maa Hald vide Alt. Imorgen tidlig ville vi mødes her for at aftale, hvorledes Alt skal gaae.

✂ Doctoren kom med en lille Pige og meldte dem, at paa denne Tid var Klostret ikke aabent, men hvilkensomhelst Formiddag Kl. 9. Man behøvede da blot at opsøge den lille Pige, saa vilde hun være Fører.

✂ Idet Klokkeslettet blev nævnt, mødtes Ottos og Camillas Øine; men Doctoren forstod ikke, hvad det betød.

✂ Da Camilla kom hjem og var ene, begyndte hun paa et Brev til Otto, hvori hun vilde bede ham opgive Mødet den næste Dag, men hvori hendes egne Ord førte hende langt bort fra, hvad hun ved de første Linier havde antaget for sin Hensigt. Hun skrev:

✂ .... Det vil være bedre saa, hvis De virkelig elsker mig. Hvis De elsker mig - men De gjør det jo! Kan De huske, hvor De saae mig første Gang? Hvor meget har jeg ikke forandret mig siden den Gang! Da var jeg yngre og bedre end nu, og dengang lagde De maaskee ikke Mærke til mig. Og nu - jeg kan ikke fatte, at Du virkelig elsker mig, Du, som har seet saa megen Skjønhed i Virkeligheden og i Tanken, Du, der synlig er indviet til at leve i Skjønhedens og Storhedens Rige. O, ja, Du er kaldet og udvalgt som de Færreste, Dig er en uendelig Bane af Bedrift og Lykke aabnet, blot ingen Havfrusang fører Dig fra Veien. Hvor jeg nødig vilde være Havfruen! Jeg ængstes og frygter. Naar jeg blot kunde troe mig selv istand til at udfylde Din Kjærlighed og beholde den. Gid Du havde befalet og holdt mig tilbage med Magt, da jeg var hos Dig. Hvorfor have vi lagt denne forfærdelige Overveielsestid mellem os? Jeg er syg her, Luften kvæler mig. Var jeg hjemme, vilde jeg døe, det føler jeg; thi der ere tusinde Øine og tusinde Tunger, der misundelige stille sig op som spidst Jerngitter om den kolde Offersteen, hvor saa mangen Kvindes Lyksalighed hengives, og som de kalde Pligten. Hvilken Pligt er større end Sandhed, Ærlighed i Følelsen, ærlig Kjærlighed! Hvilken Gud er der uden ham, som er Ilden i os, som giver Kjærlighedens evige Ungdom! Jeg vil trofast føre Kjærlighedens 140 Alter med mig til Dig - jeg kommer imorgen - - Ja, jeg kommer! Jeg behøver ikke at skrive dette Brev! sagde hun og sønderrev det, og saa nænnede hun dog knap at bortkaste eller brænde Stykkerne, fordi de havde været bestemte til ham.

✂ Efter det første, dybe Drag af Henrykkelse havde Otto en Fornemmelse, der lignede Smerte. Han ønskede Noget, der med nogen Vanskelighed vilde være muligt at iværksætte, men sædvanligvis er umuligt. Ved mange sammenstødende Omstændigheder var Camilla fra Først af og bestandig kommen til at staae for ham paa ideal Maade, saa at hun repræsenterede det Høieste og Ædleste, han havde Anelse om. Nu, da hun fuldstændig skulde være hans Eiendom, traadte Virkeligheden frem og sagde: Hun er dog kun en anden Mands Hustru. Saasnart han begjærede hende, var hun dette; naar han saae op til hende, var hun Idealet. Han havde haft næsten bogstavelig Ret ved at sige til hende, da hun gav sig tilkjende, at nu vilde han gjerne døe, og hun fra sit Standpunkt havde ligesaa fuldstændig Ret ved at sige, at nu begyndte Livet. De skiftede Roller - hvad der oftere, end man troer, skeer for et Øieblik paa et saadant Vendepunkt i Forhold mellem Mand og Kvinde. Saa tænkte han paa, hvad der forestod, hvorledes han maatte træde op imod Hald, hvor ubehageligt dette kunde blive, og hvor nødvendigt det var, at hun blev holdt fjern fra alle Scener. Derfra vendte Tanken sig pludselig med ny Henrykkelse til det Øieblik, da han havde holdt hende i sine Arme, og overfor dette Billede forsvandt alt Andet eller blev liggende som en ubestemt, dunkel Baggrund, som et enkelt gnavende Sandskorn i Livets lyksalige Blødhed.

✂ Imorgen! Saa skulde Livet begynde, saa havde han sin Genius, saa blev paany, i forædlet Skikkelse, Billedstøtten levende, saa gik Veien til rolig Stræben efter at udrette Noget i Verden og skabe Livet harmonisk.

✂ Imorgen!

✂ Da de mødtes næste Morgen, var der ingen Grund for dem til at besøge Klostret; men den lille Pige kom springende dem imøde 141 og tilbød sig at føre dem, og det forekom dem uvilkaarlig, at de for Folks Skyld maatte vise, at de vare komne i dette Ærinde.

✂ En aldrende tjenende Søster førte dem ind i et lille Værelse med hvide, kalkede Vægge og jernbeslaaede, sorte Døre; paa Væggen overfor det stængede Vindue var et sort Crucifix, med Christus i Legemsstørrelse, saa fortræffelig udskaaret og malet, at Skikkelsen saae ud som levende og udbredte hiin stille, anelsesfulde, smerteblandede Ærefrygt over de Indtrædendes Sind, lagde sig som et Slør over deres dybe Livsglæde og Livslyst; paa Væggen overfor Indgangen var et stort, sort Trægitter.

✂ Ved de Tremmer er Verdens Grændse for de stakkels Piger, sagde Otto; der tør Verden komme og tale med dem.

✂ Camilla trykkede blødt hans Arm; selve den vemodige Medfølelse syntes at forøge hendes Kjærlighed; hendes Hjerte takkede ham, fordi det levede, fordi det i dette Fængsel følte sin Frihed.

✂ En Nonne kom tilligemed en gammel Munk, Søstrenes Skriftefader; hun var klædt i en vid, guul, ulden Dragt med vide Ærmer; om Hovedet havde hun en Slags Hætte af samme Tøi, og idet hun trak den sammen, saae man kun ligesom i Foldernes Baggrund et Øie og det hvide Nonnebind om Panden.

✂ Munken var i lignende Dragt; Men Hætten var slaaet tilbage, og man saae hans skaldede Hoved med sølvhvide Øienbryn, usædvanlig livlige, milde Øine og et tyndt, hvidt Skjæg. Han vilde efter en venlig Hilsen gaae bort, men enten af Høflighed eller af andre Grunde betænkte han sig for at gjøre dem Følgeskab. Medens Nonnen ledte i sit store Nøgleknippe og paa samme Tid var bøiet foran Crucifixet, henvendte han sig i dæmpet Tone til Camilla og Otto og fortalte dem, naar Ordenen var stiftet og denne Bygning opført. Endelig havde den barmhjertige Søster fundet Rede i sine Nøgler eller endt sin Bøn og førte dem i Taushed til Hospitalet.

✂ Det Værste her er, at de døe for mig, sagde Munken.

✂ Ja, men det kan jo ikke undgaaes, at der døer Mange paa et Hospital, svarede Otto.

✂ Nei, jeg mener Søstrene. Det er sjelden, at Nogen holder fem Aar ud.

✂ Paa Veien fra Hospitalet ind til Kirken sagde Camilla til Søsteren: Har De været længe her?

142

✂ Nei, et Par Maaneder.

✂ Er det saa kort, siden De blev Nonne? ....

✂ Nei, jeg kom hertil fra Jerusalem, svarede Søsteren kort og klangløst.

✂ Fra Jerusalem!? Hvordan kom De da dertil? Hvorfor blev De der ikke?

✂ Dengang var der Mangel paa Søstre i Jerusalem, og der var Pest. Jeg fik Befaling at gaae dertil. Saa fik jeg Befaling at gaae hertil.

✂ Otto, sagde Camilla paa Dansk; hun har været i Jerusalem! ..... O, Gud jeg har ogsaa engang længtes efter Jerusalem ....

✂ Ottos Øine mødte hendes, og Camilla vedblev med dæmpet Tone: Jeg har reist langt for at finde det, og nu skal Du være det!

✂ For Guds Skyld! sagde Nonnen med næsten kvalt Stemme; jeg forstaaer Dansk!

✂ Dansk! udbrød Otto og Camilla samtidig.

✂ Nonnens Hoved sank ned, Hættens Folder faldt tilside ....

✂ Pauline! sagde Otto og vaklede tilbage.

✂ Ja, Pauline Bille! sagde Nonnen, idet hun, ligesom samlende sin sidste Kraft vendte sig imod Camilla.

✂ Pauline Bille? ..... Bille? ..... Datter af ham i Middelfart? raabte Camilla og greb i Søsterens Arm.

✂ Nei, en Broderdatter; men jeg var der dengang!

✂ Camilla drog Nonnen tilside og sagde med den Hensynsløshed, som et saadant Øieblik fremkalder: Min Fader talte til mig om Deres Familie i sin Dødsstund. Han havde gjort Alt, hvad han kunde for at formilde Deres Tante; men hun forbandede ham. O, han var saa ulykkelig! For Guds Skyld, for den Barmhjertigheds Skyld, De selv haaber paa - og De kaldes jo barmhjertig Søster - gjem ikke Naget, men tilgiv! Er der Noget, som jeg kan gjøre, saa byd over mig! Forlang af mig, hvad De vil! Tilgiv og bed en god Bøn for ham, for min stakkels Fader!

✂ Jeg har tilgivet ham og Andre! I min Sjæl er intet Had! Jeg velsigner dem, som have syndet imod mig! Gud har givet mig Fred. Hvad de tænkte til det Onde, har Han vendt til det Gode. Hans Navn være evig priset!

✂ Gode Søster! sagde Camilla grædende. Ja, De er for mig som en gjenfunden Søster! Ak, at jeg skal efterlade Dem her!

143

✂ Her er jeg vel forvaret, svarede Nonnen med et blidt Smiil. Men hun tilføiede med gjenopblussende verdslig Kvindelighed: Her har Den, som engang forkastede min Stemme, takket mig for min Nonnesang...... O, jeg forsynder mig! Hellige Fader, lad mig gaae

✂ bort!

✂ - Da de stode udenfor Klostret, sagde Camilla med halvt lukkede Øine og famlende efter Ottos Haand: De nævnte hende ved Fornavn - hvor kjender De hende fra?

✂ Otto svarede og sank næsten sammen under Svarets Tyngde: Hun har været .... min Forlovede.

✂ Og var det uden Deres Skyld, at hun kom hertil? spurgte Camilla og lagde Haanden paa sin Pande, medens Øinene lukkede sig bange.

✂ Otto taug.

✂ Hun sank ned paa den Bænk, hvor hun Dagen før havde siddet, og holdt Haanden for Øinene.

✂ I samme Øieblik følte hun Liv røre sig under sit Hjerte.

✂ Denne Følelse, mægtig, forbausende og sødtbetagende i og for sig, forenede sig hos Camilla med Stemninger, som hendes Organisme næsten var for svag til at bære: Forfærdelse over, hvad hun havde staaet i Begreb med at gjøre, og ekstatisk, mystisk Henrykkelse over, at hun syntes at faae Bud fra sin Fader, Forkyndelse om, at de Magter, som efter hans Mening havde fordret hendes første Barn til Offer, nu vare forsonede. Hun kunde knap huske paa Otto, der stod ved hendes Side; hvad end hendes Hjerte bevarede imod ham af Kjærlighed, Uvillie, Medlidenhed, saa var han nu pludselig bleven hende en Fremmed, og der var hos hende ikke Spor af Tvivl om, at hun fuldstændig vilde og skulde forsage ham.

✂ Uden Anelse om, hvad der bevægede sig i hendes Sjæl, søgte han at tage hendes Haand.

✂ Hun trak den tilbage saa hastig og bestemt, at det under andre Omstændigheder vilde forekommet hende selv ubarmhjertigt. Hun kunde ikke sige Andet end: Vi maae skilles.

✂ Dette Ord var ham heelt uforklarligt. Havde der i hans Hjerte et Øieblik været ringeste Tvivl om, at hun var det Høieste, han kunde ønske, saa forsvandt den nu, da hun syntes at staae paa Spil og var nærved at tabes. Han kunde ikke troe, at det var Alvor; men hvis 144 det var Alvor, var den sindsforvirrende. Han udbrød: For Guds Skyld, sig dog ikke det! Jeg kan ikke udholde den Tanke! Livet er nu blevet mig umuligt uden Dem ..... uden Dig, Camilla! Vender Du Dig fra mig, er det Døden.

✂ Men jeg vil leve! sagde hun og reiste sig og gik videre med Øinene nedslagne, og medens hendes dødblege Kinder i enkelte Øieblik blussede.

✂ Dette Ord syntes ham saa koldt, egenkjærligt og bittert, at selve Uvillien derover gav ham Styrke og Kulde.

✂ Det er vel fornuftigst, Frue, at jeg følger Dem hjem, sagde han.

✂ Underveis var det hende umuligt at samle sig, at stige ned fra den Høide, hvortil hun var hævet, og hvor Himlens Vinde hvirvlede om hende. Et Øieblik sank hun ligesom fra Pol til Pol; der paakom hende en knugende Angst for, at hun kunde bringe ham til at blive uhonnet og tale til Andre om hende; men hun bebreidede sig den blotte Tanke som uværdig og vilde i alt Fald ikke vove at krænke ham med et Ord derom. Og atter droges Tanke og Sind uimodstaaelig tilbage til Nonnen, til Faderen, til det ufødte Barn, til Vidunderet, der indhyllede hende som en farvet Sky.

✂ Men lidt før de bøiede om i Kirsebæralleen, sagde hun: Jeg kan aldrig forklare Dem, hvad idag er foregaaet. De har ikke Sandser til at høre det, og jeg har ingen Ord. Lad mig blot sige Dem det, at De har været Redskab i Guds Haand, og jeg vil velsigne Dem og bede for Dem til mit sidste Aandedræt.

✂ Han svarede: Jeg er Dem inderlig forbunden, Frue; og dersom det er mig muligt, skal jeg gjøre Gjengjæld.

✂ God Dag, velkommen hjem, Fru Etatsraadinde, Fru Bortløberske, Fru Bjergvandrerske! raabte Hald hende i den største Glæde imøde fra Døren. Nyt hjemmefra! Breve og Aviser! Jeg er bleven Etatsraad! Vi have seiret i et Slag ved en By, som hedder Bau! Oprørshæren er sprængt! Man har sat en Priis paa Hertugen af Augustenborgs Hoved! Hurra!

✂ Og i umaadelig Glæde svingede Hald Papirerne over sit Hoved, medens han raabte.

✂ Reiser De med hjem? spurgte han Otto, da Camilla under Paaskud af Ildebefindende - og det var da mere end et Paaskud - var gaaet til sit Værelse.

145

✂ Nei, svarede Ottojeg maa nu tage Afsked med Dem. Hør, nu maa De ikke være misundelig over, at de Andre have seiret, medens De optog et Croquis af disse Bjerge, ha, ha! Nei, svarede Otto.

✂ Da han var gaaet, begreb han ikke, hvorfor han havde svaret Hald koldsindig og ikke tugtet ham for den sidste Yttring. I nogle Minutter stod den taarnhøi for ham, skjulte alt Andet, tiltrak sig al den Forbittrelse, som kogte i hans Sind. Vreden blev ham saa utaalelig, at han vendte om; men da han saae Alleen, Klipperne og Stien til Klostret, forsvandt Hald som et lidet Punkt i den uhyre Smerte, Mismod, Skuffelse, og et Billede, der hidtil havde staaet i Baggrunden, traadte kjæmpehøit frem: Pauline.

✂ Han vendte uvilkaarlig om igjen. - Hende syntes Skjæbnen blidt at have taget sig af, medens den saae strengt og skarpt paa ham. Den havde trøstet hende og givet hende Hvile - med hvor megen Smerte, havde han hverken Evne eller Villie til at fordybe sig i. Det gjorde for ondt. Hvorfor ydmygede Skjæbnen ham saadan i Camillas Paasyn? Hvorfor stillede den sig overfor ham op paa Kothurnen i Anledning af et Forhold, der hørte til Hverdagslivet, og hvori han blot havde værget sig imod at gaae tilgrunde? Hun havde nu jaget ham ud af Paradiset, ved hende var han bleven ene, ligesom paa en Kanonkugle skudt bort fra Jorden. Der syntes ham ikke Retfærdighed deri, han straffedes gjentagent og langt mere, end han havde fortjent.

✂ Tankernes Od brødes paa den Klippe, de havde mødt. De søgte ad hine underlige Veie, der aabnes i Smerten, tilbage til hans tidlige Ungdom, til »den lille Nausikaa« med Theemaskinen, Sem, Alfons, Samlivet med dem og Ordene:
»Kvinde, veed Du ei,
At Guders Skyldner jeg ei længer er?«

✂ Ja, det er sandt! - sagde han med pludselig tilbagevendende Energi og Livskraft - jeg er ikke længer Guders Skyldner! Saa fuldstændig 146 have de opgjort Regnskabet med mig, at jeg nu er som en Sjæl kommen ud af Skjærsilden, med Alt opbrændt bagved mig, ene med mig selv og mit Krav paa Livet! - - Disse Bjerge har jeg udpyntet med min Kjærlighed, lagt Guldglands og Regnbuefarver om dem - velan, de ere ikke andet end Steenmasser. Fædrelandet har jeg smykket til et Alfehjem, nu reiser hun hjem og udbreder sin Kulde derover, saa det visner for mig. ..... Ja, vist har jeg optaget et Croquis af denne Bjergegn, medens de sloges og bleve lykkelige; vist har jeg ligget her og uværdig spildt Tiden. Men der er endnu Plads i Verden for en Personlighed, der vil og tør sætte Livet ind for ikke at forgaae i Tusmørke .... At hun nogensinde skulde sige: Gud skee Lov, jeg ikke betroede mig til ham! Jeg tog feil af ham! Der var Intet i ham! - - - Hvordan kan jeg dog klage? Jeg oplever jo kun det Gamle i høiere Potens! Noget voldsommere end før tilføies der mig Ondt, men saa har jeg den hele, frie Verden at tye til. Utallige Mennesker lide Uret; mig synes selve Klippen her at have Anelse derom, igjennem Skov og Bjerg gaaer en forunderlig Bedrøvelse. Hun har ikke gjort Andet end givet mig Ridderslaget, for at jeg skal ud og kjæmpe med mellem dem, som ville indrette Verden retfærdigere. Hun kaldte mig Redskab for Himlen; men hun har selv været Skjæbnens Redskab for mig, hendes ubarmhjertige Ord ere skarpe Sporer imod al Ufrihed og Ubarmhjertighed, der tynger Menneskene. - - Jeg har det, jeg har det! Her er Kortet, hun gav mig i Steyermark, og hvorefter jeg altid kan faae hendes Opholdssted at vide! Italien! Italien! - Ingen komme nu og tage min Hest i Tøilen!

✂

Tiende Capitel

✂ At drage en Foraarsnat, henad Morgendæmringen, fra Dalen op i Alpeverdenen mod Italien!

✂ Luften er kjølig og hænger stille ligesom sovende; Stjernerne skinne blegt, og en efter anden synes de at opsluges af noget Mørkt: det er Bjergene, man kommer nærmere og kun paa denne Maade opdager. Sindet er besynderlig grebet; det veed, at Mørket snart skal 147 vige, og aner rigt Lys og herlige Farver; hver lille Lyd tiltaler som en Forjættelse. Veien stiger gjennem Skove, en rødlig Strime kommer paa Himlen, Luften synes at vaagne, omgiver Vandreren med en hærdende Friskhed, der er næret af Snee-Kjølighed, Graners og Alpe-Urters Duft. I det Fjerne høres nu og da en bragende, brølende, hastig farende Lyd som af et uhyre, vildt Dyr, der springer paa Bytte; det er en Lavine. Ved en af Veiens mangfoldige Bøininger farer det pludselig forbi Vandreren som en hvislende Slange eller som et vandrende Vandmøllehjul eller som en Undine, der vil gribe efter ham; det er en af de utallige Bjergbække. Sjælen smiler ad Drilleriet og ad Faren. Himlen bliver lysere, og man seer nu, hvor ene man er: mellem umaadelige Masser, der hæve sig mod Himlen, udstrække sig i alle Retninger og i de mangfoldigste Former og betage Sindet med Fornemmelsen af Storhed og Styrke. Endnu høiere, i Alpeluften, der giver Legemet en forhen ukjendt Fornemmelse af Elasticitet og Kraft, falder Solens Lys paa Græs og Buske, og det seer ud, som om alle Verdens Bjerge have deres Diamanter ude at sole paa denne Afhang, og saa lidet betyder Mennesket, der vandrer forbi, at man ikke engang har sat en Vogter for Skattene. Ensomhedens og Stilhedens Majestæt griber Vandreren; Phantasien kan ikke overvælde disse Masser; Tankerne vende sig indad og dvæle der med drømmende Tungsind ved Alt, hvad der er til Hinder for en Storhed og Høihed, som Bjergverdenen ved sit Exempel synes at udfordre. Men end alvorligere, barsk og vild, fremtræder Bjergnaturen, jo mere den Veifarende naaer op over den og bliver istand til at beherske og oversee den. Fra det romantisk Sammenslyngede og mægtig Bølgende er man kommen til et uhyre Taarn, paa hvis udvendige Side man stiger langs Afgrunden, og derpaa til et engt Pas mellem sønderrevne Klipper, bedækkede med Iis og Snee. Hist og her fremtræder Klippen nøgen og sort, ligesom forbrændt, som et Liv af Lidenskab, der er slukt under en ensom, glædeløs Alderdom. Passet udvider sig, og Veien fører forbi en Sø, maaskee dyb som Erindringen, men frossen. Alt er glædeløst og tankeforjagende; man stræber kun at ovevinde Besværligheden, at komme ud gjennem Sneen, der koldt beskinnes af Solen og snart haard, snart løs, gjør Vandreren hvert Skridt stridigt.

✂ Saadan vandrede Otto fremad, efterat han havde været i Bern og 148 faaet den attraaede Underretning. Der havde han ogsaa erfaret Revolutionerne i Wien og Berlin, og til det Øvrige, han bar paa, korn ogsaa en Følelse, der drog ham tilbage, mod Nord. Men, sagde han til sig selv, nu skal jeg visselig aldrig mere forlade nogen Plan eller udtalt Beslutning, »brister Hjertet end derved«.

✂ Vandringen var tungsindig, indtil han kom op over Kammen, da det begyndte at gaae nedad, da han pludselig saae Mennesker og bemærkede, at de ikke længer vare tunge og fiirskaarne, i smagløs Dragt, men at der stod en Gruppe Arbeidere med smukke, skjæggede Ansigter og let Holdning, En med den slidte, brune Fløielstrøie kastet paa den ene Skulder, næsten som en Romer, og over dem hang ungt Viinløv. Saa var det, som om han var kommen over den Linie, der skiller Verden i to Dele: den tunge, klamme Virkelighed fra den deilige, ideale Sandhed, og som om han nu, hærdet i Erfaring, ført af en venlig Fee, kom hjem igjen til Skjønhedens Verden. Italien! Italien! Der laa det atter! For anden Gang i sit Liv vendte han Ansigtet imod det. Forrige Gang var han en ganske ung, sorgløs Reisende uden bestemt Maal og Meed; nu var det Ungdommelige borte, Alt havde taget fastere Former, det smukke Stævnemøde, der dengang lokkede som et Eventyr, var nu forvandlet til et alvorligt Stævne, hvortil Tusinder af væbnede Mænd samlede sig, uden at Eventyret var udelukket. »Skjønt at udvikle sin Menneskelighed«, sætte Livet ind ved Verdens uhyre Tærningekast - hvad kunde han forlange Mere, hvilken høiere Lyksalighed havde han begjært, enten da han stod udenfor Kirken ved Halds Brudefærd, eller da han med Paraplyen kjæmpede mod Vinden paa Kjøbenhavns Gader, eller da han i Colosseum bad til Guderne? Norden, Hjemmet - var ikke Jorden rund, og vilde ikke alle Bedrifter føre til samme Maal, saa vist som Folkeslagene nu havde reist sig som een Mand! Sindet bortkastede alt Trykkende, reiste sig med overordenlig Livskraft, og midt i Tanken om store Gjerninger frembrød en aldeles barnlig, ubetvingelig Glæde over, at han maaskee skulde kjæmpe tilhest, at han skulde føre Vaaben. Han tænkte paa de første Scener med Comtessen, da hun havde antaget Vaabnene i Vognen for hans, og smilede over det sære Skjæbneagtige, som var antydet heri.

✂ Han traf Comtessen paa det angivne Sted, i Bjergbyen Costergia. 149 I det store Værelse, hvor han blev ført ind, fik han et Indtryk som af Flyttedag i aandig og moralsk Henseende, saa forskjellig var den Begrebsorden, han her forefandt, fra det, han var vant til. Men der var tillige en Raskhed og Kraft, som hører til stor Flytning.

✂ Der brændte Ild i Kaminen, og Luen speilede sig i nogle tilstedeværende Bevæbnedes Sabelskeder; men ned over Kaminens Marmorplade hang en tung, fyldig Orangegreen, aabenbart plukket fjernere nede i en af Dalene og bragt til at udfolde sig ved Hjælp af Ilden og et Kar med Vand. En stor guul Hund, der laa ved Comtessens Fødder som en Skammel, foer frem og sprang op ad ham med et kort, høit Glam.

✂ Jeg kan høre paa Glammet, at Birbo sporer en Ven, sagde Comtessen .... ah, jeg vidste nok, at De vilde komme!

✂ Og hvoraf sluttede De det? spurgte han.

✂ Hun svarede, idet hun med sin italienske Accent og pathetiskskjemtende reciterede:

✂ Aus der Welt die Freiheit verschwunden ist o. s. v.

✂ Han vidste ikke, om hun sigtede til Politiken eller tillige med lidt Malice til Camilla og Hald. - Føler De da ogsaa, at han er udenfor Verden? spurgte han.

✂ Nei, svarede hun raillerende, jeg føler, at herfra skal Verden erobres.

✂ Otto mærkede paa Tonen og Atmosphæren og kunde sige sig selv, at hvilken Kraft han end følte i sig, saa var han her kommen til en Verden, der bevægede sig i stærkere eller haardere Former, end han endnu var øvet i, og som ikke mere end høist nødvendig gav sig af med at føle. Han gjenkjendte og hilste paa Comtessens Søster og paa den landflygtige General, han i Genf havde gjort Bekjendtskab med, og som forestillede ham for en Oberst Rossolani. Om Obersten fortalte den yngste Comtesse ham i Hast, at han var en Dalmatier, havde gjort italiensk og russisk Tjeneste, været med i Tscherkessien og gjort stort Bytte; han var flygtet formedelst Politik og var nu en af de Betydeligste blandt de europæiske Republikanere.

✂ Det lod til, at man opgav en Forhandling, som Ottos Ankomst 150 havde afbrudt. Enten for at prøve ham eller af andre Grunde gjorde Generalen ham til Midtpunktet i Samtalen, og saa kunde det ikke undgaaes, at han paa mange Maader kom til at forraade, at han ikke var »ret emanciperet«, men var blødere Stemningers Barn og troede paa adskilligt Overjordisk - eller ikke just troede paa det; men det talte igjennem ham, det hang ved hans Væsen fra de Steder, hvor han havde været, og stillede ham ironisk til de Andres Ord, medens han selv vilde af med det og al anden »vammel Følsomhed« overfor Mænd og Kvinder. Denne indre Tvedragt gjennemskuede man vel ikke; men man mærkede paa ham, at der var noget Vaklende. Generalens Smiil blev alt mere sarkastisk, og endelig gav han sig til at fortælle Selskabet, hvad han kaldte en Anecdote fra Myrernes Selskabsliv: hvorledes de nemlig forstaae den Kunst at bortføre Bladluus, holde dem paa Græs og faae dem til at afgive en sød, melkeagtig Vædske, men hvorledes det saa hedder en Dag: De røde Myrer komme! Generalmarschen gaaer; de sorte Myrer vimse og bævre sammen fra alle Sider; en af deres ypperste Krigere staaer frem, peger paa Bladlusene og spørger, om disse vel skulle falde i Fjendens Hænder? Før døe! En geistlig sort Myre træder frem, velsigner Hæren, overrækker den en Fane, hvorpaa staaer skrevet: Religion, Familie og Eiendom! og lover dem, der falde, Udødelighed. Derpaa komme de røde Myrer, forjage eller dræbe de sorte og malke Bladlusene.

✂ Samtalen tog igjen en alvorligere Vending; Comtessen spurgte om Rom. De nye Forhold førte Tanken til de gamle Minder, hvormed alle Italienere ere saa fortrolige, og blandt de Mænd, som i urolige Tider havde bemægtiget sig Rom, udhævede Generalen Marius som Helt. Otto mindede om det skrækkelige Øieblik, da den gamle Kriger udenfor Porten modtog de Bønfaldende i Spidsen for sin Armee og ironisk vægrede sig ved at drage ind, før den Lov, der havde gjort ham fredløs, var hævet, men saa rykkede ind og nedsablede for Fode. Otto tilføiede: Han var oprindelig en brav Mand; men han forgreb sig paa noget Helligt, og fra den Tid af blev han alt mere rasende mod sine Fjender og hug dem ned, skjøndt den egenlige Smerte sad indvendig.

✂ Generalen reiste sig rask og gik ud, idet han, som man troede, 151 pludselig mindedes en Forretning. Der blev talt om en Udflugt, som skulde gjøres i Løbet af Ugen, og Oberst Rossolani spurgte Otto med en ironisk Høflighed, som det var umuligt at blive vred over, om han kunde ride, eller om man skulde lade komme en Vogn til ham.

✂ Otto svarede sagtmodig, at han vilde forsøge at ride.

✂ Senere gjorde den yngste Comtesse ham bekjendt med sin Forlovede, en slet og ret Boghandler, der vilde nedsætte sig i Nordamerika. Otto kunde ikke tilbageholde - hvad han selv følte, var galt - et svagt Udtryk af Forundring eller Overraskelse over, at Comtessens Forlovede var en Boghandler. Han tog ogsaa feil ved at troe, at denne Mand var forstandigere eller spidsborgerligere end de Andre, at han havde Tvivl om Kampens Udfald og vilde vælge en solid Post. Han vilde kun gaae over Atlanterhavet som den nye europæiske Friheds literaire Agent; det var et Ærinde, som kunde vare Livet igjennem, men ingen Udvandring.

✂ Selskabet her syntes kun saa ugeneert, fordi det paalagde Tvang paa en anden Maade end det sædvanlige Selskabsliv, og det piinte Otto, at han øieblikkelig var kommen ud af Ligevægten og trods sit bedre Vidende ikke kunde finde sig tilrette. At der var Noget ved ham, som desuagtet behagede, og som havde bragt Generalen og Rossolani til at ville tage Overmagten over ham, faldt ham ikke ind. Hovedspørgsmaalet var for ham ikke, om han havde valgt det Bedste, men om han mandig kunde staae sig i det, han havde valgt, og holde alt Uskjønt, alt Ydmygende fra sig. Men saa maatte man blive en saadan Mand som Generalen, med saa ubevægeligt, haardt Ansigt, en Mand, der stod ved sig selv, uden at trænge til falsk Haab, uden barnagtig Tro, beredt til at taale uden Klynken og falde uden Kny. Han havde, da han gik tilsengs, nær givet sig til at bede Fadervor for at opnaae det.

✂ Næste Dag traf han sammen med Generalen og Obersten. De stode ved et Bord i Haven og ladede Pistoler; i en Snees Alens Afstand var en Skive.

✂ Aa, kom nærmere, sagde Rossolani til Otto, saadan, bliv staaende der, læg Haanden paa Hoften, saa skyder jeg under Deres Arm. Paré, jeg gjør sex Points! Ti Ducater!

✂ Jeg holder, sagde Generalen.

152

✂ Otto tvang sig med overordenlig Anstrengelse til at blive staaende i den forlangte Stilling, og Obersten skjød.

✂ Fem! raabte Generalen, da Skuddet var faldet.

✂ Nei, det er nærmere, sagde Rossolani, men indrømmede dog, at han havde tabt.

✂ Otto var traadt hen til Bordet og havde taget en Pistol.

✂ Jeg holder ogsaa ti Ducater, sagde han.

✂ Godt, de er holdt, svarede Obersten skjødesløst.

✂ Ja, men, vedblev Otto og løftede Pistolen, De glemmer at gaae hen og lægge Haanden paa Hoften.

✂ Jeg? raabte Obersten.

✂ Ja, ganske vist, svarede Otto. Det er jo, ligesom naar man springer Buk: Først staaer jeg, og De springer, saa staaer De, og jeg springer.

✂ Det er ganske rigtigt, sagde Generalen.

✂ Rossolani stillede sig hen, men var blegblaa i Ansigtet.

✂ Otto havde ikke Tid til at tænke eller blive betænkelig, han handlede af bydende Trang og Drift til at hævde sig og af dyb, vred, freidig Tillid til sin Lykke og gamle Øvelse. Et Billede, en Tanke, foer i Hast gjennem hans Sjæl som det Ideal, den uvilkaarlig paakaldte: den belvederiske Apollo med Uvilliens Smiil, da han skyder.

✂ Hvormange Points? spurgte han, da han havde skudt, og lod, som han ikke tænkte paa Obersten.

✂ Fem og et halvt, svarede Generalen og sænkede en Pistol. Otto holdt sig overbeviist om, at Generalen øieblikkelig havde skudt ham ned, hvis han havde ramt Obersten.

✂ Generalen trak sit Uhr frem og sagde: Det er snart Frokosttid.

✂ Der er serveret hos mig, hvis mine Herrer behage, sagde Rossolani med soldatermæssig Høflighed.

✂ Otto følte, at han havde erobret sig sin Stilling.

✂ Vanskeligere var det overfor Comtessen at afværge Ironien. Ligesom en Kanarifugl kan synge, saa at hele Luften i Værelset ryster og enhver anden Lyd beherskes, saaledes havde hendes Latter noget Luftrystende og Beherskende, og den, det gik ud over, blev ganske bedøvet. Det var Otto umuligt at opdage, om denne Latter 153 var kold eller skjulte Følelse og værgede for Personligheden, om hun meest var sig selv nu eller ved deres første Møde. Hun skaanede Ingen, men mindst ham. Næsten alle Danske have et gemytligt Hang til at give sig hen i Samtale og efter kort Tilbageholdenhed vise Tillid mod den, de tale med. Otto var tidlig, især ved Schiøtts Spot, bleven vænnet af hermed, men sammenlignet med de koldt afsluttede Fremmede havde han endnu Meget tilbage, og et poetisk Gemyt holder desuden aldrig op med at have sin Barnlighed. Enten det nu morede hende, eller fordi hun vilde bringe ham til at være paa Post imod Alle, var hun ubarmhjertig, saasnart hans Sind begyndte at læne sig og ikke stod en garde.

✂ Der var indløbet Depescher fra Mailand og Venedig, og Otto kom til at overvære Slutningen af Forhandlingerne. Det lod til, at man ikke stod i godt Forhold til de Partier, som nu herskede i disse Byer, og Comtessen var i en lidenskabelig Bevægelse, hvorunder hun yttrede sig mod al Skaansel og meente, at Krig var uforstaaelig, naar man brød sig om Midlerne, da alle skulde tjene eet Maal, Fjendens Død.

✂ Rossolani sagde spottende: Har De Nogen, der vil gjøre sig til Martyr?

✂ Der blev Taushed. Hun satte sig ved Vinduet, hvorfra man saae ned over de bølgende Høie, der stode med grønt Løv og mangfoldige Blomsterfarver om de adspredte, hvidtede Hytter. Otto gik hen til hende, tiltrukken af det stærke, dæmoniske Sind, der vaandede sig under noget ham Ubekjendt. Hun syntes ikke at ville tale, og efter en Stunds Forløb, medens han hengav sig til sine Tanker, bortknipsede og dræbte han uvilkaarlig nogle Gedehamse.

✂ Hun sagde pludselig: Aa, nei, lad det være; dræb ikke saadan de arme Dyr.

✂ Han forstod godt, at hun, hvis hun følte Smerte, kunde have uvilkaarlig Medlidenhed med Smerten i Verden; men han sagde: Det siger De, som ikke vil skaane Menneskeliv! - Hun svarede efter en Pause med en Stemme, der var præget af lidenskabelig Bitterhed: De Planter dernede, de Blomster og de Bjerge ere smukkere end Menneskene!

✂ Ja, svarede Otto og glemte Forsigtigheden, det er sandt, hvis man ikke tager den moralske Skjønhed med.

154

✂ Hvad mener De dermed? spurgte hun.

✂ Han svarede: Jeg mener dermed, at vi Mennesker gjøre mange daarlige Ting; men hver Feil kan være et Trin, hvorpaa vi stige op og blive høiere derved. Det er vor Ret til at leve.

✂ O, ja, lev! tilsidst vil De staae paa Montblanc! svarede hun med Udbrudet af sin hele Ironi.

✂ Rossolani nærmede sig og spurgte, hvad der gjorde Borgerinden saa munter. Hun sagde: Vi talte om Syndefaldet, hvis De erindrer at have læst derom. Hr. Otto mener, at Menneskene stege i Veiret derved. Hvad mener De?

✂ Min Tro jeg er ikke Philosoph, svarede Rossolani; men jeg troer, at Mennesket hverken gaaer op eller ned, men gaaer rundt; der Mensch irrt bis zum Grabe, har jeg engang læst i en tydsk Bog, da jeg kjedede mig i Rusland.

✂ L'homme est une Ève permanente, udbrød Comtessen; men da hun i samme Secund af Oberstens glødende og af Ottos forskende, dybe Blik begreb, til hvilken Udstrækning Ordet var blevet opfattet, vedblev hun med uforlignelig Aplomb: C'est à dire, qu'il faut un serpent .... comme il faut.

✂ - Det blev Otto tydeligt, at han ikke havde mødt den Slags Dame før. Han vidste ikke, hvor han skulde føre hende hen formedelst det store Omfang, hendes Sind, Tanke og Temperament syntes at have. Noget i hendes Væsen, den udfordrende, skjæmtende Friskhed, der var forenet med det Ukvindelige i hendes hele Stilling, vakte hos ham Overbeviisningen om, at hun ikke var antastet af det Raae og Slette; men paa samme Tid følte han, at det, som holdt hende opreist, var ikke Principer, men en Personligheden iboende Stolthed. Hun syntes som et modent Æble paa en yppig nedhængende Green; men Træet stod paa et Bjerg. Dette gav hende til sine Tider noget Berusende; men saa snart hun vilde, talte hun saa koldt, klogt og alvorlig som en Mand, drog al Tanke fra sig til det, hun sagde.

✂ En enkelt Gang lod det til, at hun vilde prøve sin berusende Magt paa ham. Det skete kun ved en Bevægelse med Foden. Der er Hieroglypher, som Ingen har lært Menneskene at tegne eller forstaae, men som dog ere et Sprog, uden at samme Tegn nogensinde kan gjøres to Gange. Deres Øine mødtes, og hun fik en pludselig 155 Overbeviisning om, at der var et langt mere uudgrundeligt Dyb i ham end i de Andre, og at han ikke var at lege med.

✂ Engang, da han traf sammen med hende, røg hun en Cigar. Det var ham saa frastødende, at han indskrænkede sig til den allernødvendigste Høflighed. Hun følte det. Uden at han vidste det, var der en Afglands over ham af den Kjærlighed, der havde beskinnet ham. Noget ved ham vidnede bestandig om, at han havde været nærved noget Godt og Idealt. Hun blev ved ham, ved dette Ubeskrivelige, mindet om den Kvindeligheds Verden, hvor hun dog hørte hjemme, og ved hans pludselige Kulde blev det for hende, som om Sollyset falmede. Uden at nogen Tredie kunde opdage et Sammenhæng deri, kastede hun pludselig Cigaren ud ad Vinduet, medens et lynsnart Sideblik vogtede paa, hvad han meente derom. Han opfangede det og nærmede sig hende. Hun førte Samtalen bort fra Alt, hvad der omgav dem, til Poesien, og da hun havde bragt ham til at udtale sig derom, havde hun pludselig en adelig Dames Stolthed, yttrede sig anerkjendende om Digte, fordi de besang Bedrift og store Familier, men ringeagtende om Digterne, fordi de vare en daadløs og drømmende Art Mennesker.

✂ Otto søgte at trække sig fægtende ud af Sammenstødet og sagde, at i Norden havde man havt Skjalde, der selv gik med i Striden, og i Schweitz havde man havt Veit Weber:

✂ Der hatte selbst die Hand am Schwerdt,
Der diesen Reim gemacht -

✂ Ja, Haanden paa Sværdet, svarede hun.

✂ Hans Tanker gik tilbage til den Tid, da Alfons havde sunget disse Vers for ham, og maalte den store Forandring, der var indtraadt fra den Tid indtil det Øieblik, da han betvang Rossolani. Ved dette Tilbageblik kom i hans Sind en luende Fornemmelse af, at der var noget Skjønt og Stærkt derinde, at hans Skjæbne ikke havde sagt sit sidste Ord og ikke vilde lade ham gaae tilspilde, saa at han ikke behøvede at tage sig hendes smaa Drillerier nær.

✂ Hendes Tanker fulgte det stille, stolte Smiil, der drog sig om hans Mund, og hun mærkede, at han havde en Dør, hvorigjennem han undslap hende.

156

✂ - Imidlertid var Otto ogsaa bleven gjort bekjendt med endeel af Mandskabet, som laa i Byen og den nærmeste Omegn. Generalens Adjutant havde forestillet ham.

✂ Der var baade Italienere, Polakker og Tydske, og de forskjellige Grupper afgave et broget Syn i den store Viinkjælder, hvor billig Viin blev tappet af Tønder, næsten ligesaa store som det berømte Heidelbergerfad. Deres Uniform bestod i en bred, graa Filthat, opkrampet paa den ene Side og med kort sort Fjer. Forresten var Enhver klædt efter Lune eller Formue; Lunet var undertiden rigt nok, men Formuen desto tarveligere. Den hele Hærskare bestod saagodtsom af lutter Officierer, eftersom hver Mand var gaaet med for sin selvstændige Menings Skyld, havde stor Øvelse i Kritik og lagde store Planer. Ved Tydskernes Bord, hvor ogsaa nogle Appenzellere, Solothurnere og Glarnere havde taget Plads, var der ved Ottos Indtrædelse ivrig og høirøstet Tale om en stor, almindelig europæisk Tidende, der fra Alperne skulde udgives i fire Sprog og lig St. Gotthards fire Floder strømme fra eet Punkt til forskjellige Sider og befrugte Demokratiet. Der var allerede i Bern trykt et Prøvenumer, som en af de Tilstedeværende var kommen i Besiddelse af og oplæste, og hvori bl. A. forekom det Løfte, at Tidenden vilde beflitte sig paa, ikke at have nogen skjøn Form.

✂ Saadan er det rigtigt! raabte En og slog i Bordet; det er den vælske Kjønhed, der har fordærvet os! Lad dem mærke, at vi igjen ere blevne tydske Landsknægte! Tre Tommer Jern mellem Ribbenene!

✂ Nogle dadlede Brugen af Ordet Landsknægte som stødende for de italienske Brødre, blandt hvem Landsknægtene engang havde holdt slemt Huus.

✂ Man oplæste Mere af Bladet, og Otto var overrasket af det Fjendskab, som var udtalt mod Dannelsen og Civilisationen. Udtrykket var ofte brutalt, undertiden uhøvisk, men overordenlig kraftigt og syntes udgaaet fra Mennesker, der virkelig følte sig istand til at fornye Folkevandringens Tid og sætte en raa Friskhed istedenfor det saakaldte høiere Aandsliv med dets Fernis og Fordærvelse.

✂ En Mailænder, der forstod Tydsk og i sin blotte Egenskab af Italiener troede sig forpligtet til at sige et Ord for Kunsten, havde 157 nærmet sig og vilde, naar man nu brød ned over Italien, have Kirkerne skaanede for Maleriernes Skyld.

✂ Derom blev megen Strid. Nogle erklærede Skjønheden for aristokratisk. En raabte, at den Fremmede eller Nysankomne skulde drikke et Velkomstbæger og sige sin Mening. Otto efterkom Opfordringen, drak Hilsen og sagde, at efter hans Mening var Skjønheden netop demokratisk, den virkelige Skjønhed var uadskillelig fra Sundhed og Kraft, og det var ad den Vei, at Demokratiet kunde sætte sig i Aristokratiets Sted. Ordet overraskede og fandt stærkt Bifald; men en Appenzeller nedlagde Protest og paastod, at naar en af deres Brydekjæmpere fra Høilandet blev slikket og kjøn, saa duede han ikke noget, og naar man blev poleret i sin Mund, saa hørte Forfædrenes Ærlighed op. Otto svarede: Den græske Gud for Skjønhed var ogsaa den bedste Skytte. Der kom nyt Bifald; men det varede dog kun et Øieblik; thi Menneskene ville helst have det rost, hvoraf de selv ere i Besiddelse; at elske en ideal Ting, der er udenfor dem selv, er dem besværligt, og den, som fordrer det, bliver uvilkaarlig deres Uven. Der var ikke En, som jo i det næste Øieblik var paa det Rene med Hensyn til Otto og ansaae ham for Aristokrat.

✂ Adjutanten sagde: Det, som skal ødelægges, er ikke de blotte Kirker og Bygninger, men Historien. Al Fortid maa afrystes, naar Menneskene skulle frelses; thi Historien, der saa meget beundres af de Dannede og ved Universiteterne, har sit Ophav fra Eiendomsretten. Da Folk begyndte at eie Noget for deres særskilte, egoistiske Personlighed og Eiendommen skulde gaae i Arv, maatte man huske paa, hvem der var Faders Søn, og da begyndte Historien.

✂ Dette var en ny Overraskelse for Otto; thi af dansk Vane havde han uvilkaarlig antaget, at Adjutanten var fornemmere end de Andre, og glemt, at han kun beklædte en høiere Post, fordi han var et stærkere Udtryk af det, der bevægede de Andre. Han gav sig til nærmere at betragte Adjutantens Physiognomi og blev overrasket ved dets Udtryksfuldhed eller rettere: dets Egenskab som Samlingssted for en Mængde Udtryk. Panden var temmelig høi og vidnede om Kløgt og Tankemagt; Øinene vare smaa og livlige og sad paafaldende tæt sammen, hvorved fremkom noget Uglspilagtigt; Næsen var opstaaende, tilkjendegav baade Snuhed, Trods og Drilleri; Munden 158 bred, Læberne bevægelige, falmede som af letfærdig Tale, men havde til begge Sider fremstaaende Muskler med et forunderligt, afvexlende Spil af Bitterhed og Ironi.

✂ Han mødte Ottos forskende Blik og foreslog ham strax at drikke Dus, og Otto fandt sig i at modtage dette Tegn paa Kammeratskab.

✂ Da de fulgtes ad tilbage, sagde Adjutanten: Det kan gjerne være, at jeg dernede sagde noget Snak, som Du formodenlig var lærd nok til at bedømme. Men det var Mad for Mons, og det er det Vigtigste.

✂ Saa det ansees for det Vigtigste at lade de simple Folk blive i Uvidenhed og nære dem med Snak? sagde Otto leende.

✂ Ja, for nu er ikke Tid til Lærdom; den vilde slappe dem og gjøre dem usikkre. Saadan som Fyrster og Fornemme have gjort dem, maae vi beholde dem, for at de blindt kunne gaae paa imod Fyrster og Fornemme. Efter Seiren skal Folket i Fred udvikle alle sine herlige Anlæg.

✂ Og nu gav han sig til med en Begeistring, der forbausede Otto, at tale om »Folket« og dets Savn og Lidelser, og med lidenskabelig Bitterhed og Haan om Konger, Adelige, Præster, Fornemme og Rige, i hvem han saae alt Lastefuldt og Lumpent personliggjort.

✂ Du kan troe mig - saaledes sluttede han - jeg kjender Civilisationen; jeg har ogsaa gaaet i sort Kjole og været til Middagsselskab. Sort Kjole og Middagsselskab, det er Civilisationens Blomst. De pæne Folk misunde hinanden saa giftig, at det er høist forunderligt, at de ikke døe af gjensidige Bid ..... men de ere da ogsaa tandløse eller have forlorne Tænder. Og saa have de en Gud! Hjemme, hvor jeg er fra, vare vi nu saa overmaade godt forsynede, der havde vi baade Protestantisme og Katholicisme. Katholicismen er i Gruriden en ganske net Religion. Der er en Bogholder, som holder det nøiagtigste Regnskab over Alt, hvad der passerer paa Jorden. Enhver god og enhver ond Handling bliver opført, respective paa Creditog Debetcontoen; en Mand eller en Kvinde kan være ganske vis paa, at hver stor eller lille Synd bliver omhyggelig indført og behørig tugtet. Men man kan træffe en Overeenskomst; der er en temmelig nøiagtig Taxt, hvorefter man betaler, fra store Summer indtil et Voxlys, og saa taber Bogholderen en Blækklat over Synden, og saa faaer man den ikke paa sin Nytaarsregning. I alle Himlens 159 udenrigske Forhold hersker den smudsigste Bestikkelse; jeg vil gjerne troe, at der er ærlige Folk mellem dem selv; men hele Departementet for de jordiske Anliggender, alle Forhandlinger med Udenrigsministeriet og Consulerne hernede, Præsterne, gaae ud paa at tage Stikpenge. - Saa Protestantismen .... jeg veed En, der vilde forføre en lille Kone, og medens hun kjæmpede, vilde hun sætte ham og hans Lærdomme paa Prøve og forlangte, at han skulde gaae med hende i Kirke. Det gjorde han, og Præstens Prædiken var saa dogmatisk tør og kjedsommelig, vidnede i den Grad om Mangel paa ærlig Varme og Begeistring, at det med Sandhed kan siges: Præsten leverede hende i hans Magt.

✂ Fy! udbrød Otto uvilkaarlig.

✂ Ja, det havde Du ikke sagt, hvis Du havde seet hende, for hun var kjøn ..... Eller anseer Du det kanskee for »Synd«? Generalen har ymtet Noget om, at Du har en Slags præstelig Lugt i Dine Klæder .... Synd? Hvad er Synd? Er det Synd at spise? at drikke? at elske Kvinder?

✂ Kan man da slet ikke begaae Synd mod Kvinder?

✂ Jo, ved Voldtægt, for saa forhindrer man dem fra, med egen fri Villie at gjøre, hvad man vil; Tvang er Synd.

✂ Men naar jeg nu ifølge det System ikke anseer Tvang for Synd?

✂ Vel saa anerkjender Du Tvangen som ikke syndig, og saa ville vi Andre, Majoriteten, tvinge Dig. Kom ikke her at bide Skeer itu, vi kan ogsaa disputere.

✂ Godt, sagde Otto; naar nu Alt er fuldbragt, hvo skal saa lede og opdrage Folket?

✂ Det skulle vi.

✂ Men naar Folket ikke vil lade sig lede, naar Lederne komme i Minoriteten, hvad saa?

✂ Intet skal være mig kjærere end komme i Minoriteten, det vil sige: den rigtige Minoritet. Sandheden er, at den virkelige Majoritet er ikke Antallet, men Kraften og Dristigheden, og den sande Majoritet er derfor altid en lille, energisk Minoritet, der tænker og handler og faaer Resten til at sige Ja.

✂ Men derved blive jo alle Principer satte paa Hovedet!

✂ Ja, vel, det blive de! For i saadanne Tider som vore gjælder ingen Regel. I Inconsequensen er den egenlige, sande Kraft; den er Udbrudet 160 af den geniale Personlighed overfor Øieblikkenes vexlende Fordringer. Noget skal skee, Nogle maae lystre. Det civiliserede Vrøvl om Retfærdighed afveiet paa en Spindevævs-Vægtskaal kommer os ikke ved. Vi ville. Ved dette Ord reise vi Mennesker os i vor Guddomsherlighed og Kraft og tage Verden, vor Arv, i Besiddelse. Vi ville! Lad kun alle Villier tørne sammen; der fremstaaer nok en Mand med en saadan særlig gunstig Hjernebygning i sig, at han overvinder og behersker de andre dyriske Hjernebygninger, som kaldes Mennesker, præger dem med sin Villie og skaber en ny Æra i Verdenshistorien. Det er Dictaturet, Manden, vi behøve. Der er mit sidste Ord.

✂ Hm! sagde Otto og tilføiede efter en Pause: Og den, der siger dette sidste Ord, vil kanskee selv være Dictator?

✂ Nei, jeg troer ikke, at jeg driver det høiere end til at være Adjutant. Min Hjernebygning er en Adjutant-Hjernebygning.

✂ Og det kan vides saa vist?

✂ Ja, den første Regel er at kjende sig selv. Der er en Uretfærdighed i Verden. Allerede som Barn begreb jeg den og ærgrede mig over den. Vor Naboes Dreng blev kaldt en god og artig Dreng og altid foretrukken for mig. Hele Forskjellen var, at han af Naturen ikke havde mine Lidenskaber; de roste ham for de uskadelige Stoffer, der virkede igjennem ham. Der er fødte Kapuner. Der er Ting, vi spise eller drikke, som forandre vor Natur, men aldrig rigtig ophæve den oprindelige Hjernebygnings Magt. Jeg er uden at rose mig selv en prægtig, oprigtig Fyr, modig, kjøn, kammeratlig og letsindig, og jeg mangler Ærgjerrighed. Jeg er nysgjerrig efter, hvad Skjæbnen har havt til Hensigt, idet den byggede mig. Indtil den erklærer sig, trækker jeg min lille Gage som Adjutant.

✂ Alt dette blev sagt med de mangfoldigste Overgange fra Spøg til Alvor, i en Tone, der var saa bøielig og bevægelig som Mundens Muskler.

✂ Otto sagde: Talen, synes mig, er hele Tiden om en Dictator; der kunde dog ogsaa være Mulighed for en Dictatrice.

✂ Ja, hvo har ikke en Dictatrice - eller Du sigter nok til Borgerinden .... eller om Forladelse: Comtessen! Nei, hun har ingen bestemt Magt, Generalen har Comiteens Fuldmagt. Men uden hende gik Mailænderne ikke med. Hun er af stor Familie, og Østerrigerne 161 have hængt hendes Fader og Broder i samme Galge. Den Galge er for en Mængde Mailændere ligesom Symbol paa de fælles Lidelser. For hende lade de sig slaae ihjel, og hun giver sin Formue hen for at faae Hævn. Ja, det er da endelig en Kvinde! Hvor hun er smuk! hvad? .... Ja, det veed Du jo bedre end jeg, der maa staae udenfor med tør Mund, medens Du og Obersten kan summe om hende som en Bi .... Og saa staae vi endda i Vaaben for Frihed og Lighed! Egenlig burde Opstanden begynde her!

✂ Hun skulde dog vel ikke være Fællesgods?

✂ Nei, ikke naar hun var min. Formodenlig heller ikke naar hun var Deres .... ja, jeg maa nok sige De, for Deres Excellence har luunt undgaaet at bruge anden Persons personlige Pronomen i al den Tid jeg med min schwabiske Gemytlighed har gaaet og snakket om Løst og Fast.

✂ Er der ikke andet Godt ved Dig, saa har Du idetmindste en mageløs Oprigtighed, sagde Otto og rakte ham Haanden.

✂ Ja, oprigtig er jeg i al min Tale, og naar vi stige ned paa Sletten, skal Du faae at see, at jeg ogsaa kan slaaes oprigtig - Du kan ogsaa faae det at see tidligere, om Du vil .... jeg mener just ikke strax, men engang ved Leilighed.

✂ Godt; men fortæl mig nu ogsaa Noget om Rossolani.

✂ Adjutanten dæmpede Tonen og svarede: Ham taler man ikke saadan om. Han er Stabschefen. Man siger, han gjør Cour til Comtessen og vil have hendes mailandske Godser; men dem have Østerrigerne givet den mailandske Grev Fulco, der nu er en af den mailandske Opstands Ledere. Følgelig maae vi bekjæmpe Familien Fulco.

✂ Og det kan Du sige leende!

✂ Er det ikke retfærdigt, at Godserne gaae over fra en Aristokrat til en af vort Parti? - Forresten raisonnerer jeg ikke, men gaaer paa.

✂ Med disse Ord trykkede Adjutanten sin brede Hat lidt mere ned paa Siden af Hovedet og gik bort med stolt Holdning.

✂ Han skal maaskee snart lade sit Liv paa en Valplads! Det er den bløde Seng, disse Mennesker for Tiden have Udsigt til! sagde Otto ved sig selv, og denne Tanke forsonede ham med Alt.

✂ Han lukkede sig sammen i sig selv og kastede sig med al sin Intelligens og Energi over de foreliggende Forhold. I en Samtale, han 162 havde med Generalen og Obersten, udtalte han sig bl. A. om det Uordnede og Uorganiske, han havde seet, og dvælede især ved, at ingen passende Sondring skete, saa at de, der bedst hørte sammen, vare sammen og bleve en fast Enhed.

✂ Til hans Forundring gave Begge ham strax Ret og tilføiede, at Tydskerne og de tydske Schweitzere næste Dag kunde drage til Bjergbyen Breno og slutte sig til de der liggende Kammerater, og saa kunde Otto jo følge dem. Der var ingen Indvending at gjøre. Da Comtessen erfarede det, saae hun kold og ligegyldig ud, og Otto tvang sit Blik til ikke at sige Mere end hendes.

✂

Ellevte Capitel

✂ I Breno var ingen Organisation mellem de Forsamlede, og Otto var sendt dertil uden nogen Myndighed, han var kun en Deel af Massen. Han saae, at hvor meget Indbyggerne i Byen end politisk sympathiserede med de Fremmede, saa vare de ugunstig stemte imod dem personlig. Om Søndagen bleve Gaderne under Gudstjenesten spærrede med Jernkjæder, og de Folk, der vilde befrie Verden saavel fra Guddom som fra Fyrster, vovede ikke at aftage en af disse Lænker.

✂ Otto var indesluttet, afspærret som paa en Ø i Oceanet. Han var vred over, saaledes at være bleven forviist, vred paa Comtessen, skinsyg uden at elske hende; noget Ondt i hans Natur ønskede, at han kunde hævne sig paa hende og Alle i Costergia; men saasnart han begyndte at undersøge, hvilken Hævn han da kunde attraae, var hans Sind for udviklet, til at han kunde finde Andet tilfredsstillende end at hæve sig selv frem. Men dette var han netop afskaaret fra, og samtidig var der dog i hans Sind Noget saa lyttende, anende og beredt - en saadan hemmelig Samviden med Skjæbnen, syntes ham - at den umulig kunde lade ham i Stikken. Som tidligere havde han da den Fornemmelse, at Noget fulgte ham, og at, naar han ønskede Ondt over Nogen, vilde det gaae i Opfyldelse paa egen Haand, fordi Ønsket kom fra den Sjælens dunkle Baggrund, hvor Skjæbnen sad og hviskede.

163

✂ Han gjenkaldte i Erindringen den Tid, da han hjemme ved Folkefesten havde havt en usikker Fornemmelse af Folkeslagenes Opgave, af deres fælles Kamp mod noget Ondt, og nu havde Skjæbnen ført ham til at være med ved Opgavens Løsning. Noget Uforklarligt var kommet i Veien, egenlig allerede ved hans Fødsel; derfor var han ikke stillet klart, høit og gunstigt; han havde en trist, vildsom Skov at gjennemvandre, inden han naaede det fulde, rige Lys. Menneskene, han havde sluttet sig til, vare ligesom fortryllede: Idealet laa paa Bunden af dem, men naar de talte, blev det i deres Mund forvrænget, dog kun, indtil Tidens Fylde kom, og den vilde komme!

✂ Hver Morgen, naar han vaagnede, syntes det ham, at den frembrydende Dags Solskin vilde bringe Opfyldelsen, og altsom Dagen gik, kom Hadet og Fortvivlelsen. Saa kunde han søge Ro og Styrke ved at betragte Medaillonen med Apollohovedet, som Camilla havde givet ham den sidste Carnevalsdag. Hvilken Dag, hvilken Rigdom, hvilken Bebudelse! Men tillige; hvilken bitter Smerte ved at tænke tilbage! Hvilket Opraab til Energi!

✂ Jeg er saa forladt som dengang hjemme i Kjøbenhavn, da jeg troede at ligge paa Jordens yderste Rand, med Ryggen til Uendeligheden. Nu ligger jeg paa samme Sted; men Randen hedder Alperne! Og Han seer paa mig! Den stærke, skjønne Gud! Det maa dog betyde Noget!

✂ - Som Vaabenøvelse valgte han at gaae paa Jagt høit tilfjelds, og en Dag traf han, da et Uveir nærmede sig, sammen med nogle af sine Kammerater, der ligesom han havde været paa Jagt og søgte Ly. Stedet var en uhyre Granitklippe, der ludede ud over Stien, saa at man var som under en Baldachin. Ovenover var den høie Bjergtinde; i et Par Skridts Afstand gik Fjeldet brat ned, og en Bjergstrøm skummede i sit dybe, snevre Løb, der var som en uhyre Ligkiste, indvendig bedækket med grønt Buskads og fugtige, sorte Klippestykker.

✂ Man var i Læ og kunde tænde Ild; En havde lidt Mundforraad tilovers og bød det til Deling; men Uveiret forjog al Hyggelighed. Tordenslagene gjenlød saa voldsomt, at det var, som om Bjergene tørnede sammen, og som om Klippestykket over deres Hoveder bævede; men udenfor var endnu farligere, i Mellemrummene mellem 164 Tordenslagene hørte man Laviner rulle med hiin særegne forfærdende Lyd, Blanding af Bragen og Brøl.

✂ Kunde man monstro, naar det kneb, glide ned ad Skrænten til Bækken? sagde En for dog at sige Noget.

✂ Man blev snart enig om, at det var umuligt.

✂ Otto sagde: I gamle Dage have Folk fra Norden gjort det.

✂ Ja, svarede En, Folk fra Norden, det har nu altid været Pokkers Karle.

✂ En Solothurner sagde: Jo, det er vist; det var Cimbrerne og Teutonerne; de lod dem paa deres Skjolde glide ned over Alperne, da de vilde erobre Italien.

✂ Bah, det er opdigtet af Folk, der aldrig have seet Alperne! Jeg skulde troe, at jeg kjender dem og kan tale med!

✂ Det blev bekjæmpet af Andre, og imidlertid, medens man talte, fik Bjergene en ganske ny Interesse, vare ikke blot Dynger af Steen og Jord: her var Noget skeet. Endelig spurgte Tvivleren: Men hvordan gik det dem, de Folk?

✂ Otto, til hvem det var henvendt, svarede: Tak, godt; i Førstningen havde de betydeligt Held; men saa kom det til en stor Bataille, og saa blev de slagtede som Sviin, alle Mand.

✂ Fy for Djævlen! De skulde ikke sige det paa saadan en Maade .... Var det Forræderi, eller kneb de ud?

✂ Nei; man siger, at Soldaterne i første Geled endog vare lænkede sammen for at staae fast og kammeratlig, og Fjenden gik lige løs paa dem.

✂ Den Anden blegnede synlig og spurgte: Var det Østerrigerne?

✂ Solothurneren lo ham ud; men Samtalen interesserede nu Alle i høi Grad; man vilde vide Grunden til, at Fjenden havde seiret.

✂ Otto svarede: Fordi han sloges for det, der er Mennesker kjærest, for Kvinder og Børn, for Huus og Hjem.

✂ En svarede: De, som ikke have det og ville erobre det, slaaes endnu bedre! Der er større Magt i Angreb end i Forsvar.

✂ Ja, maaskee; men saa vare Romerne lænkede sammen af en stor Anførers Villie, af Troskab mod Fanen og dygtige Officierer. - Otto fortalte dem om den romerske Krigsmaade og Krigstugt, om den uhyre Virkning, som frembragtes af Legionernes samlede Anfald, om den Selvtillid, som opkom i hver Legion, og om de umaadelige 165 Landstrækninger, der faldt i deres Magt. I hans Sind laa Erindringen om Rom, om alt det Mægtige og Skjønne, han havde seet; de vilde Scener, han selv havde oplevet, stod for hans indre Blik, og en vred, mørk Længsel efter at komme ud fra det nærværende Fængsel kogte i ham, medens hans Ord vare korte, skarpt betegnende og ligesom aristokratisk kolde. Han udøvede en dæmonisk Tiltrækning paa sine Tilhørere, rørte op i deres Sind, bragte det til at koge og slog Iis i det, hvergang det vilde koge over.

✂ Han førte pludselig Talen fra Romerne til Hannibal. Flere af Tilhørerne kjendte godt Navnet og Adskilligt af Heltens Historie; men det var ikke faldet dem ind, at de vare i Nærheden af de Bjerge, han med sin Hær havde overskredet, og at i Søen Bourget, som de havde seet, var en Mængde af Hannibals Heste og Lastdyr styrtet ned. Otto beskrev nu, hvorledes han seirrig var dragen frem, idet han med sin Personlighed havde gjort sin af mange Nationaliteter sammensatte Hær til en uimodstaaelig Organisme, der bragte Rom til at skjælve og rimeligviis vilde have styrtet den romerske Magt, hvis ikke Partivæsen og Tvedragt i Karthagos Regering Skridt for Skridt havde ført til Slaget ved Zama.

✂ De sad eller stode dybtaandende, uden at lægge Mærke til, hvorledes Tordenen fjernede sig. En udbrød: Bare de fordømte Civilister i Karthago dog ogsaa havde ladet være at klamres!

✂ Hvorfor? spurgte Otto.

✂ Jo, for saa havde Hannibal seiret!

✂ Ja, men han skulde falde! Paa Romernes Side stod Civilisationen.

✂ Da Regnskyllet var forbi og man reiste sig for at gaae, lod Enhver Otto gaae først.

✂ Ved Hjemkomsten traf man Adjutanten, der var kommen over for at aflægge et Besøg. Han kunde ved at see Otto i disse Omgivelser godt forestille sig, hvor ensom han var, og følte nu megen Hjertelighed for ham. Han fortalte de Andre Scenen, Otto havde havt med Rossolani, og disse Mennesker, der just ikke vidste, hvordan det var at hævde en Personlighed, kjendte dog Vanskeligheden derved overfor saadanne Folk som Rossolani og Generalen og kunde sætte Priis derpaa.

✂ Næste Dag fik Otto en Anmodning fra to af sine »Kammerater« 166 om at møde dem paa et afsides Sted. Det var en forhenværende Tømrer og en Bøssemager, der havde arbeidet i Paris og været Medlemmer af et hemmeligt Selskab. De havde Hang og Lyst til Intrigue, men vidste ikke rigtig, hvorledes man bar sig ad dermed. De foreslog Otto, at de vilde hjælpe ham til Indflydelse i »Bataillonen«, hvis han vilde dele Magten med dem. Han spurgte, hvad der saa skulde gjøres; men det vidste de ikke.

✂ Næppe var han kommen tilbage, før han modtog en Indbydelse til at møde ved en Generalforsamling, som Bataillonen holdt. Der optraadte Solothurneren og erklærede paa alle Tilstedeværendes Vegne, at de vilde vælge ham til Bataillonens Fører under Forbehold af Comiteens Ret; de indsaae, at de trængte til Orden, naar de skulde slaaes, og de troede, han var Manden til at føre dem; de troede, han bragte Lykke.

✂ Otto tog det med dulgt, opblussende Glæde som en Ting, der fulgte af sig selv: Hanken, der havde svævet i Luften, blev nu virkelig rakt ham, og han greb den. Han troede nu selv paa sin Lykke.

✂ Han sagde, at hvad han kunde udrette til det store Formaals Fremme, vilde han gjøre af yderste Evne, men paa den Betingelse, at Enhver af dem nu skulde være forpligtet til at lyde ham saa ubetinget og hensynsløst, som om de vare udskrevne og tjente hver i sin Fødestavns Hær. Man studsede og tænkte tilbage paa, hvordan Fødeegnens Skik var; med en Bevægelse, som om man havde gjenfundet noget Tabt, gav man Løftet, først med et pludseligt, fælles Raab, saa enkeltviis, Mand for Mand.

✂ Det viste sig vanskeligt at faae en Enhed ud af de mange forskjellige Love, som her vare repræsenterede, og Otto foreslog derfor, at man skulde holde sig til den gamle, simple, tydske Landsknægtlov, og gav i korte Træk en Fremstilling af denne. Ogsaa dette gik man ind paa.

✂ Godt, sagde Otto, saa vil jeg dele Godt og Ondt med Eder og lover, at jeg med Hensyn til Eder ikke skal have anden Tanke end trolig arbeide for et hæderfuldt Udfald.

✂ Det Første, han bød, var, at de Alle skulde opgive deres Logi i Breno og danne en Leir i nogen Frastand fra Byen. Der stod paa en Afhang mod Syd to store Magasiner eller Skure; dem maatte man søge at faae til Afbenyttelse; de, som ikke fandt Plads her, kunde 167 boe i Telte eller Hytter. En Leir skulde strax afstikkes. Han bød dem selv vælge de underordnede Førere, men anbefalede dem, som havde tjent før, især de Schweitzere, der havde været i Ilden.

✂ Allerede et Par Dage efter erklærede Tømreren og Bøssemageren, at de igjen vilde boe i Byen, gave sig til haanlig at afvise enhver Commando og true med, at de vilde slaae Enhver fordærvet, som vilde være Herre over dem.

✂ Otto lod Bataillonen slaae Kreds og begyndte at fortælle den om Georg af Frundsberg, der havde ført Landsknægtene mod Italien, om den Justits, hvorved han havde holdt dem sammen til Seir og Magt, om Maaden, hvorpaa han havde ladet Regimenter danne en Gade og jage Rebellerne ud imod fældede Spyd. Han talte med en saa dæmonisk Magt, at de to Syndere blegnede, skjøndt de af Forfængelighed søgte at smile haanlig. Og nu, sagde han sluttelig, andrager jeg paa, at I danne en Gade og pidske disse to Mænd ud af Leiren. I kunne vælge en Jury til at svare Ja eller Nei; svarer den Nei, er min Commando til Ende.

✂ Juryen traadte sammen og svarede Ja, og Solothurneren lod øieblikkelig Executionen gaae for sig.

✂ Umiddelbart derefter befalede Otto den ene Halvdeel af Mandskabet at arbeide paa Leiren, den anden at gaae til Vaabenøvelse. De raae Mennesker lystrede med en hemmelig Fornøielse over at blive commanderede, med en besynderlig, styrkende Følelse af hensynsløst at tjene et Formaal, over at have et Menneske for sig, der syntes at have de samme Egenskaber som en Fane, paa en gaadefuld Maade, baade koldt og begeistrende at tjene deres Formaal og bydende føre dem til det.

✂ Faa Dage efter at denne Forandring var foregaaet, kom en af Cantonets Regeringsraader silde om Natten til Otto. Det var den Samme, som han havde gjort Bekjendtskab med i Rom hos Sir James, og det var temmelig tydeligt Regeringsraadens Tro, at Otto var kommen hertil paa de Castros Foranstaltning, og at den engelske Regering havde en Haand med i Spillet. Men da Sligt i alt Fald skulde være hemmeligt, spurgte han ikke og havde selv en særegen diplomatisk Maade at tale paa, hvorved han altid sagde det Modsatte af, hvad han vilde have forstaaet. Han lykønskede med det roligste Ansigt Otto til, at han havde faaet de Landflygtige til at forlade 168 Cantonet og opgive Tanken om at forurolige Nabostaten. Det var saa meget heldigere, som Cantonet i en nærliggende lille By havde nogle særdeles gode Feltkanoner, som de Landflygtige kunde have faldet paa at laane til Krigsbrug, da de vare ganske uden Bevogtning; han tvivlede ingenlunde paa, at de med den største Ærlighed vilde have bragt dem tilbage efter endt Felttog, endog i Selskab med flere; men han var dog glad ved, at dette nu var forhindret, saa at Cantonet ikke syntes at bryde sin Neutralitet. Ogsaa var paa samme Sted nogle paalidelige Kort over den Egn, hvor Urostifterne mulig havde havt isinde at slaaes; lidt Ammunition var der ogsaa. Alt dette var nu sikkret imod at blive taget og benyttet mod Østerrigerne.

✂ Den indirecte Tales Mening var tydelig nok. Næste Dag drog Otto med nogle Bevæbnede til det angivne Sted og forlangte Kanonerne udleverede tilligemed Ammunition og Kort. Regeringsraaden, som netop var tilstede, nedlagde høitidelig Protest, idet han gav efter for Overmagten; et venligt Tilfælde havde føiet det saa, at der udenfor græssede nogle Mulæsler, som tilhørte Cantonet og strax kunde forspændes. En Time efter kom en Trup af Landstormen tilstede; den forfulgte Sporet af Kanonerne lige til Breno, skjød adskillige Gange, søgte i hele Byen efter de Skyldige og fandt de To, der vare pidskede ud af Leiren. Næste Dag stod i Bladene en Beretning om, at der havde fundet en Kamp Sted, og at de Landflygtige vare dragne tilbage med uforrettet Sag og havde efterladt to Saarede, der nu vilde blive bragte over Grændsen. Samme Dag meldte der sig frivillige Artillerister. I Leiren steg Troen paa Fremtiden til en Slags Idealisme; man fandt sig i uafbrudte Øvelser og Disciplin, stolt og spændt paa, hvad Italienerne og Polakkerne vilde sige, naar de saae, hvordan det stod til i Breno.

✂ Regeringsraaden kom flere Gange om Natten til Otto. Han nærede et theoretisk, men haardnakket Had til Østerrig og gjorde Alt, hvad han kunde, for at bidrage til Italiens Seir. Han havde en Mængde Forbindelser i Lombardiet og gav Otto Underretning om alle Tildragelser, idet han med jovial, godmodig Mine sad og omtalte, hvilke urimelige Rygter der vare i Omløb, især angaaende Østerrigs Planer og Udsigter til at gjenerobre Venedig og Mailand, medens det gjærede saa stærkt i Böhmen og Ungarn. Hvert Punkt 169 er i denne Tid lige vigtigt, gjentog Regeringsraaden; Europa er en eneste stor Valplads, hvor en enkelt Bataillon, der gjør sin Pligt, enten den staaer i Centrum eller i Flanken, kan afgjøre Slaget. Her nedenfor disse Bjerge er Østerrigs blottede Flanke, og vi maae sørge for, at den ikke foruroliges. Schweitz er neutralt, ellers vilde vi tage Parti .... naturligviis for Østerrig.

✂ - Dersom Otto skulde have gjort Afregning med Skjæbnen, vilde han have givet Qvittering for fuldstændig Lykke.

✂ Der var kommet noget Mandigt i hans Tilværelse, han var beskjæftiget, han havde havt Held, og Heldet skjærpede alle hans Evner. Fremtiden syntes ham en uafbrudt Række af lykkelige Tærningekast.

✂ I et af de Øieblikke, da han fik Tid til at give sig af med Indadskuen og Reflexion, sagde han ved sig selv: Det er dog en anden Ting end at blive Byfoged! Jeg lever. Lad saa være, at Livets Intensitet skal betales med Varigheden! Blot det maa gives mig at udrette Noget, der aftvinger Verden et Beundringsraab! ....

✂ Hvad Omgivelserne manglede i at være, som han egenlig ønskede, tilføiede han i Haabet uden at bemærke, at han digtede. Han overraskede en søvnløs Nat sig selv i, at han digtende havde ført det Hele til Danmark, hjembragt det som Attest for sig selv, som Adkomst til Beundringsraabet. Den Drøm var baade smuk og feig, sagde han; jeg kan jo ikke komme bort uden at løbe herfra, og saa følger mig Intet. Hvad man rører ved, holder En, tilføiede han med et Smiil.

✂ Selv om man veed, at det ikke er sandt, hvad der staaer i Aviserne, antager man dog, at der maa have været nogen Ild, hvor Røgen kom fra. Comtessen og hendes Søster gjorde en Udflugt til Breno for at see Stedet, hvor der var blevet kjæmpet. Desuden vilde Søsteren sige Farvel, hun skulde nu reise med sin Forlovede.

✂ Otto førte dem til Leiren, hvor Bataillonen stod i Slagorden og præsenterede Gevær ved deres Ankomst. Saa forbausende som dette Syn var for Comtessen, og saa fornøiet hun end blev over denne Dronningehilsen, var det dog ikke at sammenligne med hendes Bevægelse 170 ved Synet af Kanonerne. Hun havde før seet Feltkanoner og Mænd i Slagorden; men dette Uventede, der mødte hende i den fjerne Fjelddal, forekom hende som et Vidunder; Vaaben, Heste, Mandskab syntes skabte af Chaos.

✂ En Tidlang var hun afmaalt i sine Yttringer og spurgte Otto, hvad han nu havde tænkt sig, der først skulde gjøres.

✂ Han svarede: Siden De spørger mig, saa tillad mig et Spørgsmaal: Hvorfor drage vi ikke til Mailand? Staden er jo fri, men kan snart behøve Forsvar nok mod Østerrigerne.

✂ Til Mailand! Men det er jo slet ikke vort Parti, der nu hersker i Staden!

✂ Og det kan holde Dem borte fra Deres Fædrenestad! Jeg har frygtet det, men ikke villet troe det! I Dem saae jeg, idetmindste tidligere, Datteren af den store italiske Slægt, der tæller Camillus og Cincinnatus blandt sine Forfædre.

✂ Nu, ja, jeg modtager Complimenten; de Mænd vilde bringe Rom til at herske og ikke lade den bøie sig for nogen anden italiensk By.

✂ Ja; men om de end i Fredstid stredes bittert med andre Romere, saa stillede de sig dog i Krigstid strax under romersk Fane!

✂ Saa koldsindig kan man tale som Fremmed. Vi elske ikke Mailands Huse og Muursteen; der er Mennesker, vi elske, Andre, vi hade. Vi anvende al Magt og Kløgt paa at faae dem tugtede, vi hade. Saadan ere vi; vi ere Mennesker.

✂ Det er et Spørgsmaal.

✂ Men De, De selv! Hvorfor staaer De ikke under dansk Fane?

✂ Fordi mine Landsmænd ikke behøve mig. Sidst jeg hørte fra dem, havde de beseiret en oprørsk lille Prinds. Man holder ikke af at komme hjem og dele en Glæde, man ikke har gjort Noget for at erhverve. Her har jeg troet at tjene noget Menneskeligt .... og mig selv.

✂ De kan altsaa komme hjem? De er ikke landflygtig?

✂ Nei, aldeles ikke. Hvordan er De falden paa det?

✂ Jeg veed ikke; fra Først af stod det utydeligt for mig, at De ikke havde noget Hjem og Tilhold, og nu, da De fandt Dem i at drage her til Breno, troede vi, De kunde ikke Andet; Alle troede det; jeg er vis paa, at selve Bataillonen ikke vilde have Tillid til Dem, hvis 171 den ikke troede, at De var idetmindste Majestætsforbryder ..... Hvorfor drog De her til Breno?

✂ Men jeg havde jo paataget mig at være med!

✂ Sig mig: Hader De da slet ikke? Er De af Træ? ....

✂ Han svarede: Jo, jeg hadede for faa Dage siden af ganske Hjerte, f. Ex. dem, der koldt sendte mig hertil. Men man kan da heldigviis ikke beholde det gnavende Sand i Hjertet, naar Lykken kommer og synes at sige, at man skal tjene Guden og gjøre Verden ny. Jeg troede engang, at De havde den Slags Længsel og det ideale Had; jeg troede, Deres Hjerte var som Orangegrenen, jeg saae hos Dem, rigt og fyldigt og udfoldende sig, skjøndt fjernet fra den moderlige Jord. Jeg saae i Dem vor Fane.

✂ Hvor han er voxet! ..... hvor han taler du haut en bas! sagde hun.

✂ Deels for endmere at hæve sig og ydmyge hende, deels ganske oprigtig vedblev han: Og lad mig saa sige Dem det, lad mig tale ud; jeg er træt af at gaae her og lægge Baand paa mig selv og taalmodig høre Theorier om Bladluus og om Dictatur og Hjernebygninger, som, naar jeg ret kommer til at føle, ere min inderste Sjæl imod! Dette Tog er domfældt og forbandet, det vil være saa goldt som Ørkenens Vind, naar det skal føres af Smaalighed og Had, naar det ingen Fane og ingen Guddom har!

✂ I de Øine, der see paa En, medens man taler, kan der være en Tilbagestraaling, saa at Ordene vende tilbage i En selv, søge efter flere Ord af samme Slags, nære Sindet som med Drivhuusvarme.

✂ Han vedblev, paa saadan Maade paavirket: Hvad kan det hjælpe at ville erobre Italien uden at bringe det en ny Religion istedenfor Katholicismen, uden at tilføre det Protestantisme!

✂ Hvad er da Protestantisme? spurgte hun simpelt.

✂ Dette Spørgsmaal var for ham et pludseligt, standsende Ryk. En heel Række af Erindringer aabnede sig i hans Sind ligefra hans Samtaler med Schiøtt om Lyksaligheden af at være en Gustav Adolph til Pater Dauws Prædiken. Hans egne Tanker og Ord syntes ham tørre Floskler sammenlignede med den korte, stærke Følelse af, hvad der behøvedes overfor Katholicismens farverige Inderlighed og dunkle Lidenskab. Men Billedet blev strax forvirret. Med en Blanding af Letsind og stolt Selvfølelse over at have betvunget Rossolani og Bataillonen syntes han sig selv at have realiseret Alt, at 172 være et stort og udmærket Menneske, mægtig ved sin egen Kraft, og han svarede: Velan, Protestantismen er at leve for en Idee, at føle den lue i sig og føre Menneskene efter sin Villie! .... Mængden troer aldrig paa Ideen, før det kniber, og saa troer den paa en Fetisch.

✂ Nu, ja, saa gjælder det jo blot om at finde en Fetisch.

✂ Ja. Og en lille Fetisch gjør smaa Gjerninger, en stor Fetisch gjør store.

✂ Comtessen begyndte at troe, at han indirecte gjorde Cour eller havde Hensigter paa hende for at faae et Begeistringens Ophav, og sagde: Naa, lad os saa høre, hvad det er for en Fetischdyrkelse, De vil indføre, og ved hvis Hjælp Deres tappre Hær skal blive uovervindelig.

✂ Han var bleven altfor kløgtig til ikke at mærke Skalken i hendes Sind og svarede med hiin Kulde, der gjør et saa særegent Indtryk, naar Sjælen samtidig synes med Varme at omfatte en anden Gjenstand: Det har jeg jo alt sagt Dem. Lad os blive frie for de smaae Formaal.

✂ Der er hans Fetisch! raabte den yngre Comtesse og greb skjelmsk i den Snor, hvori Camillas Medaillon hang om hans Hals.

✂ Lad os see den! - -

✂ Apollo! Vor Apollo! raabte begge Italienerinder, og Comtessen fæstede et Øieblik sine Øine med et ubeskriveligt Udtryk paa ham.

✂ Hun udbrød i Ekstase: Han skal ikke see med Uvillie paa mig! Det er mig, det Smiil gjælder! .... Jeg vil, jeg vil! ..... Jeg vil see opad og glemme de smaa Mennesker nedenfor .... mig selv med. - - Skjøndt, hvad kan det hjælpe, at jeg vil!

✂ Det er sandt, vi ere faa.

✂ O, det er ikke det! Vi ere ikke saa faa; fra Grændsen af Genf hertil ligge otte til titusinde Mand adspredte. Det er ikke saa lidt..... Blot mit Hjerte kunde komme til at slaae i Vincentios Bryst! ..... Jeg vil gjøre, hvad jeg kan ..... O, det er sandt, Verden bliver større! Og det er Dem, som har gjort det! Havde jeg blot kjendt Dem tidligere .... men kan De huske, jeg anede det, jeg paastod, at Sablen og Pistolerne i Vognen vare Deres! ..... Nu vil jeg kysse den Pande, hvorfra Kanonerne ere sprungne ud - saa! .... Kys Du ham ogsaa, Søster! Men kys hans Læber!

173

✂ Det var en farlig Tak og Beundring af en Kvinde, der forhen havde talt saa frit som Comtessen. Hendes Læber rørte kun hans Pande; men hans Skulder følte i samme Øieblik det bløde Tryk af hendes Skikkelse, og det syntes snedig at hviske: Der er Noget høiere end det Høie, Du saa forstandig taler om.

✂ Vincentio og Rossolani kom. Generalen yttrede sig smigrende om Troppernes Holdning. Rossolani blev, efter at Generalen var tagen bort, og sagde til Otto med en Mine, der var baade snu og spodsk: Naa, det har De jo udført meget klogt.

✂ Otto kunde ikke lide, at det, han betragtede som sin hele Personligheds Værk, skulde blot kaldes klogt, og begreb desuden ikke, hvori Klogskaben skulde have bestaaet. Men Sagen var, at Rossolani, der levede og aandede i indviklede Planer, havde Mistanke om en Intrigue, hvori Generalen eller Comtessen havde Deel. Han vedblev: Men lige meget! Det er godt gjort. - Nu vil jeg gjøre Dem et Forslag. Jeg vil give Dem en Mission til Rom.

✂ Til Rom? udbrød Otto.

✂ Ja. Vi skulle have en Mand derhen. Sendelsen er ikke vanskelig. De kan med gode Creditiver gaae derfra til Madrid, eller ogsaa hvorhen De selv vil.

✂ Det var en Maade at komme hjem paa efter at have udrettet Noget og uden at løbe sin Vei. Men deels havde han ikke Lyst til at komme tilbage i Nærheden af Donna Agnese og Pater Benedict, deels blev det Nærværende og dets Fremtid ham tillokkende netop ved Muligheden af at kunne forlade det, især efter den Samtale, han havde havt med Comtessen. - Nu skal jeg spidsborgerlig holde op midt i Spillet! Nei, va banque! tænkte han.

✂ Han svarede: Tak, jeg foretrækker at blive her.

✂ Rossolani sagde: Som De vil. Men jeg giver Dem saa et Raad: Glem ikke, at jeg er den Mand, der sønderbryder som et Leerkar, hvadsomhelst der ikke vil tjene min Villie.

✂ Otto svarede: Maaskee har De hidtil meest forsøgt Dem paa Leerkar.

✂ Istedenfor at yttre Vrede smilede Rossolani.

174

✂ - Nogle Dage efter modtog Otto en Anmodning om at møde Generalen og Comtessen i et afsides Huus mellem Bjergene. Det var tydeligt, at man ønskede at holde Sagen saa hemmelig som mulig, og Otto handlede i Overeensstemmelse hermed.

✂ Comtessen sagde: Jeg har talt med Vincentio, og han vil nu forklare Dem Alt.

✂ Af den Forklaring, som Otto nu fik, skimtede han kun, at der mellem Obersten og Generalen var kommet eller længe havde været et dybt Nag, og at Generalen vilde afkaste sin Stabschefs Aag. Dette skulde skee ved, at Otto med den Magt, han havde erhvervet, forpligtede sig til, ikke at lyde andre Ordrer end Generalens hemmelige.

✂ Det var altsaa en Revolution i Revolutionen, og hvo borgede ham for, at Planen ikke var anlagt mod ham selv for at bringe ham i en falsk Stilling, tilintetgjøre ham? Hvordan havde de ikke sendt ham afsted, da han i Costergia tillod sig at tale med! Og med hvilket Blik havde Comtessen dengang taget Afsked med ham!

✂ Han saae paa hende, og som om hun kunde læse hans Tanker, havde hendes Øine et forunderlig talende, undskyldende, kjærtegnende Udtryk.

✂ Han spurgte: Hvorfor skulle vi da ikke gjøre kort Proces og tale ligefrem til Obersten og, naar han uden tilstrækkelig Grund gjør Modstand, bemægtige os ham levende eller død?

✂ Der blev svaret: Fordi vi ikke vide, hvormange Tilhængere han har, og den ringeste Tvedragt her paa Grændsen kunde blive os Alle fordærvelig.

✂ Comtessen sagde: De nøler, og det er dog det Samme, som De for faa Dage siden forlangte af mig!

✂ Nu, ligefrem og ærlig talt - svarede han endelig - hvis saa er, hvad Garanti har jeg da for, at Generalen mener det fuldstændig og alvorlig?

✂ Det er paa en Maade rigtigt, svarede Comtessen fortrydelig.

✂ Garanti? sagde Generalen mørk; han skal faae Garanti, naar vi ere ene.

✂ Efterat Comtessen havde fjernet sig, blev der en lang Pause. Generalens lange, magre Ansigt var saa haardt som ellers; paa den høie, smalle Pande laae de sædvanlige lange Furer Lag paa Lag; kun de 175 mørkerøde og hvide Flader, hvoraf hans Ansigtsfarve bestod, vare stærkere end ellers og gjorde en Virkning, som om Noget kogte indvendig. Han fyldte i et Værelse; man kunde ikke let see Andet end ham; han gav Luften Electricitet.

✂ Med sin vante, rolige Stemme, hvori endnu syntes at ligge en Nuance af Haan, sagde han til Otto:

✂ Hvad er De egenlig? Jeg har tænkt nøiagtig derover. De er kun Enthusiast til en vis Grad. De er i nogle Henseender ganske som et Barn og synes mig ikke at attraae noget Personligt, selv naar De handler som Mand; men Noget har De bag Øret.

✂ Generalen fortsatte: Jeg har spurgt mig selv, hvad det kan være. Comtessen sagde engang, at De var Poet. Nu siger hun, at De er en Napoleon. Saadan ere Fruentimmerne. Hvad er det at være Poet?

✂ Det er at forholde sig idealt til Livet.

✂ Generalen rynkede Panden. Som overhovedet Folk af hans Slags kunde han ikke lide Ordet Ideal. Han sagde: Ja, ja. Men hvad er et saadant Menneske saa bundet af? Hvordan kan man vide, at han ikke smøger ethvert Forhold af sig?

✂ Otto svarede: Hvordan kan man vide, at de Andre ikke smøge af sig?

✂ Det er sandt! Det er sandt! Alt kommer an paa et Skjøn .... Men man bedømmer Menneskene efter, hvad de attraae .... Vidste jeg blot, hvad De attraaer! Hvad er Deres dybeste Attraa? Vil De betroe mig det? .... ikke saadan med Hensyn til Ideer, men for Deres eget personlige Vedkommende.

✂ Velan, svarede Otto efter et Øiebliks Nølen, det er: at naae høit, at naae saa vidt, at jeg kan ydmyge dem, der have tvivlet om mig, og dem, der have hadet mig .... ogsaa at faae Fylde i mit Liv, at udrette Noget, blive tilfreds .... saadan omtrent.

✂ Godt, det er menneskelig talt, det kan man forstaae.

✂ Angaaende »Poesien« - vedblev Otto - vil jeg sige Dem, hvorledes det forholder sig dermed. Ethvert Menneske søger noget Heelt at blive udfyldt med; Poeterne ere dem, som naar de kun møde noget Halvt og Brudt, forstaae at omskabe og fuldstændiggjøre det i Phantasien og trøste sig med dette Phantasiværk. Paa samme Maade slippe de ogsaa for meget Had; som Michael Angelo sætte de den hadede Gjenstand i den Dommedag, de digte. Men møder os noget 176 Heelt, saa ere vi hele, og Poesien, der i hine Øieblikke syntes os det Høieste, bliver da bleg overfor den pulserende Virkelighed. Derfor skal man have heel Tillid til os eller slet ingen; saasnart der mangler Noget, smøge vi af os ind i Phantasiens Land.

✂ Hm, ja. Byron kjæmpede trofast for Grækerne.

✂ Ja, fordi deres Forfædre havde frembragt skjønne Billedstøtter og Tragedier.

✂ Generalen overhørte de sidste Ord. Han sagde næsten mumlende: Alt kommer an paa et Skjøn. Jeg kan bedre lide Dem, naar De er mig nær, end naar De er borte. Det er et godt Tegn.

✂ Derpaa reiste han Hovedet, saae stivt paa Otto og sagde: Har man i Deres Bataillon aldrig talt om mig? Jeg mener: ilde. Har man ikke sagt, at jeg var - en Forræder? Svar mig kun ligefrem.

✂ Otto svarede: Jeg har hørt sige, at Nogle beskylde Dem for at bringe Ulykke.

✂ Godt. Naa, siger man det? - Sig mig, troer De ikke, at de fleste Mennesker have begaaet en Forbrydelse?

✂ Ih, Gud frie os, nei!

✂ De ynder undertiden at tale i gamle, afdøde Former. - Velan; men Forbrydelse og Forbrydelse er To. Man kunde tænke sig en Mand, som havde foranlediget sin Hustrues og sit ufødte Barns Død .... ved en Slags Tilfælde, ved Vaade.

✂ Generalen gjorde en Pause, medens Otto stirrede paa ham og lyttede til den kolde Tone, der jernhaard syntes at betvinge en Jamren. Han vilde ikke discutere Begrebet Tilfælde; han indsaae, at det skulde ikke undersøges.

✂ Godt, vedblev Generalen; Ingen sagde Andet end, at det var Vaade; kun een Mand, Krigsministeren, af hvis Slægt hun havde været, vilde ikke gjerne mindes om Ulykken og strøg derfor Obersten af Officierslisten - og da Obersten vil gaae ud for at forlange en Krigsret, træder det ufødte Barn frem for ham og siger: Det var ikke Vaade.

✂ Hvad siger De til det, vedblev Generalen med en besynderlig, kort, ligesom gryntende Latter: Det blev Oberstens Metier at anføre ved Revolutioner. Det blev hans Næringsvei, og han kaldtes General. Naar en svindsottig Revolution skal tilrides, saa skal han være Berideren, og naar Øget styrter under ham, saa er det hans Ulykke 177 eller Forræderi! Hvorfor kan denne Soldat ikke faae Lov at kjæmpe under den Fane, han vil? De husker vel Historien om Barberen, der havde seet, at Kong Midas havde Æselsøren, men ikke turde sige det og dog ikke kunde tie, saa at han tilsidst gravede et Hul i Jorden og hviskede sin Hemmelighed ned deri. Det skal siges! Det skal ud! skreg Generalen pludselig ude af sig selv. Det er sandt! raabte han med blodrøde Øine; Barnet har Ret! Det var ikke Vaade! Men endnu efter at den er død, vover Ungen ikke at kalde mig Fader!

✂ Otto havde aldrig seet et saadant Udbrud af Raseri, Lidenskab og Fortvivlelse som det, Generalen gav sig hen til.

✂ Efter en Stunds Forløb havde Generalen faaet sin Fatning tilbage og sagde: Nu er det ovre. - Jeg maatte grave et Hul i et menneskeligt Bryst. Jeg har anseet Dem for et Menneske.

✂ Kan jeg være Dem til nogen Nytte, min General, saa befal, sagde Otto.

✂ Ja. Lad os nu komme til alvorlige Ting. Det er blevet mig tydeligt, at vi have staaet her som Fjender af Alt ..... Saasnart jeg ophører at hade de andre italienske Partier, tier Barnet ..... Det maa være den rette Vei, og jeg vil gaae den. Men rykkede vi nu ned til de Andre, vilde de foragte og haane os. Vi maae udføre en Bedrift, slaae Østerrigerne nedenfor disse Bjerge, komme med Trophæer til Mailand og byde Forsoning og Alle udfolde Italiens store Fane. Det er et hæderligt Liglagen for en Soldat. Her har jeg foreskrevet Dem Deres Marsch. Tre Miil herfra er en Bro, Ponte di Cretto; den maa De bemægtige Dem og afbryde; saa marscherer De tilhøire og kommer Fjenden i Ryg og Flanke, medens han er engageret med mig og mine Mailændere. Lykkes det, saa er Veien aaben. Lyd ikke nogensomhelst Ordre, der befaler Dem at gaae over Broen. Hvad De har hørt idag, er Dem vel Garanti. De har at bryde op imorgen Aften ved Midnat. Farvel! ..... Husk, hvad jeg nu siger Dem: Naar De seer mig næste Gang, rammes jeg af en Kugle ..... Snak, Barn, en gammel Soldat tager ikke feil af Sligt.

✂ Generalen kunde ikke maale hele den Virkning, han havde gjort paa Otto. Det var ganske rigtigt, at han hos ham havde vakt en Blanding af Sympathi og Forfærdelse, en energisk Villie til ikke at svigte ham i en Kamp, der paa en Maade var ædel og lys, paa en anden 178
Maade syntes at være omgiven af Dæmoner. Men han længtes bort fra det Hele uden at kunne slippe det. Han tænkte paa Danmark og fik Hjemvee. Han tænkte paa den danske Fane, de danske røde Kjoler, og kunde have kysset et dansk Bandoleer. Han tænkte paa Rendestenen udenfor sin Faders Gaard og følte det som en Lyksalighed, om han kunde stirre ned i den. Han tænkte paa sin Moder og hendes Svoger, paa Venner, paa Fjender, og over Alle var gydt et magisk Skjær, saa at han længtes efter Alle næsten uden Forskjel. Han begyndte at tænke efter, hvordan han var kommen hertil, gjorde Regnestykket op og fandt det rigtigt, men uforklarligt. Intet ventede ham hjemme; der var Ingen, som baade elskede og forstod ham, Ingen, der heelt udfyldte hans Hjerte og Sind, og dog var i dette Øieblik hans Hjerte fyldt med en Vee, som om hist det Bedste og Kjæreste i Verden var udsat for Ondt, var ladt alene og behøvede ham, eller som de Alle behøvede hinanden for at lide i Fællesskab. Han følte sig pludselig saa træt af at tale fremmede Sprog; han gav sig til at tale Dansk høit, men fandt sig desto mere ene derved. Hjemvee er uden Bund; thi med al dens Smerte har den en forunderlig Sødme og Blødhed, der lokker Sindet til at hengive sig mere og mere og slapper det. Otto mærkede, at han tilsidst sad ganske kvindagtig, og begyndte at betvinge sin Stemning. Men efterhaanden som han betvang den, mærkede han, at det, der feilede ham, ikke blot var Hjemvee efter Danmark, men at Hjemveen skjulte noget endnu Dybere. En uovervindelig Fornemmelse sagde ham, at Den, der stod truende i Veien, var den snue og voldsomme Oberst, og at han maatte gjøres uskadelig, og det kunde kun skee, naar han selv havde et saadant idealt, hensynsløst Mod, at han kunde staae over Generalen og Comtessen, beredt til at skille sig fra dem, hvis de ikke vilde gaae aabent løs paa Rossolani, men, hvis de vilde dette, da selv kunde træde frem for sin Bataillon og rive den fuldstændig med efter sin Villie. Han kunde blive en stor Mand, en Mand af første Klasse, ved dette, enten det endelige Udfald var heldigt eller ei, i alt Fald stor i sit eget Indre, en mægtig Personlighed, der udrettede Alt ved sig selv. Men hvergang han var nærved at faae det himmelblaat og stjerneklart i sit Indre, trængte en anden Fornemmelse, det røde Lys, frem og fandt hjemlig Modtagelse 179 i Sindet; saa tænkte han paa Comtessen, saa var han skinsyg, saa var og blev hans ideale Mod lammet, saa følte han uvilkaarlig, at han maatte byde Bataillonen Udsigter, der lignede hans egne, maatte smigre de Enkeltes Lidenskaber og vinde dem ved en personlig og elskværdig Kammeratlighed, han ikke besad og aldrig havde villet besidde. Han søgte at holde fast paa det røde Lys og forherlige det til Blaahed; han tænkte paa den første Gang, han havde seet Comtessen, paa det mægtige, ideale Opsving i hans Sind - men Noget laa imellem før og nu; nu havde han Udsigt til at naae, hvad han dengang begjærede som det Høieste; men nu var det ikke længer saa høit, opløftede ham ikke, saadan som Camilla kunde have gjort. Engang imellem standsede Kampen, og han undrede sig over, at den kunde være til, at Opgaven saadan voxede, at Sindet kunde slides frem og tilbage mellem saadanne Nuancer, og dog vare disse, hvergang han paany betragtede dem, ligesaa store og brede som gabende Afgrunde. At man dog ikke, naar man endelig kom i det Store, selv var heelt stor, men trods alt Opsving og netop i de vanskeligste Øieblikke beholdt Sjælen præget af Fortiden!

✂ Han sagde: Fik jeg blot et Tegn, Noget udvendigfra at støtte mig paa! Jeg begriber, hvordan Folk kunne være i Vaande og tage Varsler for at have Noget at følge blindt. Et Tegn!

✂ Hvad er det for et Sprog, De taler? spurgte Comtessen udenfor Vinduet.

✂ De her, Comtesse! Jeg troede, De var taget bort.

✂ Jeg maa da gjøre Undskyldning for min Nærværelse, sagde hun spøgende.

✂ Nei, misforstaa mig ikke.

✂ Jo. Jeg var nødt til at blive, fordi jeg ikke kunde vide, naar Vincentio tog bort, og vi ikke maatte synes at have været sammen paa en Udflugt ..... Hvad Sprog talte De? Hvem kaldte De paa?

✂ Jeg talte mit Modersmaal. Jeg begjærede et Tegn, en ledende Stjerne i dette Virvar.

✂ Her er et Tegn! sagde hun og rakte ham sit røde Skjærf ind ad Vinduet. Følg den Plan, Vincentio har lagt. Jeg stiller mig under Deres Beskyttelse. I Mailand eller Venedig indløser jeg Tegnet ..... Farvel, til vi sees i Mailand eller Venedig!

180

✂ Hun sagde dette med et Smiil, der med dets Blanding af Alvor og Ømhed end mere forhøiede Virkningen af hendes kraftige, skjønne Skikkelse, saa at Ordene nu bleve til fuld Virkelighed:

✂ »Elle est terrible, ma châtaine,
Comme l'aspect d'un étendard,
Et le charme de son regard
Est un clairon qui nous entraîne!«

✂ Det røde Lys blev forherliget til Himmelblaat. At opleve skjønnere Ting syntes ham ikke sunget for hans Vugge. At kaste sig ud i Eventyret og lade Skjæbnen raade - hvad havde han dog i Grunden begjært mere!

✂ Da han kom tilbage og gjensaae Leiren, følte han sig ikke saa fri som før. Men paa den anden Side var han heller ikke stemt til at ville indrømme Bataillonen Ret til at raisonnere. Den maatte blindt føres til, hvad den selv vilde valgt, hvis den havde tilstrækkelig Sands og Forstand, fordi det var det Bedste. Det var jo Politikeres almindelige Maade overfor Massen. Og vil jeg ikke selv gaae med og dele Faren med de Andre? sagde han.

✂ Han blev udreven af Tanker og Reflexioner ved Adjutantens Komme. Schwaberen sagde, at han havde ladet sig sætte a la suite hos Generalen og nu vilde tjene her ved Bataillonen .... Naa, Du byder mig slet ikke Velkommen?

✂ Nei, for Du glemmer, at Din Natur gjør Dig uskikket dertil; Din Hjernebygning er en Adjutant-Hjernebygning.

✂ Det er sandt; men saa kan jeg jo være Din Adjutant.

✂ Hvor vil Du hen! Stige fra Generalen ned til mig! Hvad har Du spiist, der saaledes har paavirket Dine Stoffer?

✂ Hør, kort og godt, jeg vil.

✂ Naa, Du vil?

✂ Ja; Folkene her ere mine ligesaa godt som Dine .... Hvem vinker Du efter?

✂ Jeg vil med største Beredvillighed lade dem træde sammen og vælge.

✂ Adjutanten svarede hastig: Nei, lad være; Sagen er, jeg skal. Ja, jeg er sendt herhen for at være Inspecteur eller Opsynsmand eller 181 Spion .... naar man selv siger, man er det, er man det ikke .... og desuden, en fattig Djævel som jeg, der er for stolt til at gaae Skjørteveien, maa tage tiltakke med, hvad der paa ærlig Maade falder af.

✂ Hvor er Beviis for, at Du skal?

✂ Her, Ordre fra Stabschefen.

✂ Rossolani! sagde Otto ved sig selv.

✂ Ja, der kan Du see, Alt i Orden, og uden at gaae Skjørteveien!

✂ Hør, gode Schwaber, hvad skal den Skjørteveistale betyde?

✂ Bah, forstil Dig nu bare ikke! Troer Du ikke, Alle vide, at Du har faaet denne Post igjennem Comtessen?

✂ Otto følte, hvorledes Misundelsen gnavede Adjutanten og bragte ham til at være ondskabsfuld. Det var Fjenden, han fra gammel Tid kjendte og ansaae for saa lav og ynkelig. Han opgav Schwaberen i menneskelig Henseende og følte sig selv styrket ved at sammenligne sig med ham.

✂ Han sagde koldt: Jeg skal underrette Bataillonen om, at vi have faaet en Inspecteur.

✂ Adjutanten sagde med Vigtighed: Ordren lyder paa at bryde op ved Midnat i Retningen mod Ponte di Cretto.

✂ Ja, svarede Otto og tilføiede ved sig selv: Gud være Lov, der er ingen anden Ordre!

✂ Og nu, tryg ved, at hans Sag var aldeles reen, besvarede han det sidste Spørgsmaal, hvormed Adjutanten holdt Døren til Venskab aaben: Har Du ... De Mere at befale? - med et iiskoldt Nei.

✂ Saa kanskee jeg har, mumlede Adjutanten, idet han gik ud af Døren.

✂ - Ud paa Eftermiddagen kom endnu to Chirurger fra Hovedkvarteret, og Regeringsraaden sendte Otto til Foræring en Kurv med Viin. Efter at alle Forberedelser vare trufne, beholdt Otto en Times Tid for sig selv, inden Alpehornet henad Midnat skulde give Tegn til Opbrud. Det var dyb Nat i Dalen, en stille Juninat uden Stjerneskin. Stilheden hvilede saa tryg og inderlig over den hele Egn, som om den vilde benægte Muligheden af den forestaaende Kamp; men for den, der vidste, at Kampen vilde finde Sted, indtraadte det Modsatte: Naturen tabte sin Tilforladelighed, Sjælen rakte sig ud efter det Kommende og forestillede sig Faren, som Mørket skjulte, i desto større Omrids. Otto følte en Beklemthed, 182 som han ikke kunde blive Herre over; den laa udenfor hans Aands og Villies Omraade, sneg sig igjennem hans Organisme og foraarsagede ham Kulde. - Blot jeg var i Virksomhed og kunde tænke paa andre Ting! Blot ude i Handling og næste Dag overstaaet! sagde han til sig selv.

✂ Han kom forbi en Soldat, der sad paa et Klippestykke og rystede en Flaske. Han vilde ikke spørge for ikke at lade sin Stemme forraade Sindsstemningen; men Soldaten fandt noget Spørgende i hans Holdning og sagde: Det er Brændeviin og Krudt.

✂ Otto maatte nu sige Noget og blev selv forundret over den dybe, rolige Stemme, hvormed han svarede: Det er jo Synd at spilde Krudtet saadan.

✂ Soldaten svarede: Ja, De!

✂ Tonen blev Otto paafaldende, og endskjøndt han mærkede paa Soldatens Aande, at han alt havde smagt sin Brændeviin med Krudt, gav han sig i Samtale med ham.

✂ Otto fik nu indirecte og ad mange Omveie Oplysning om, hvordan han stod overfor Folkene.

✂ Han havde aldrig talt til nogen af dem med Deeltagelse eller Sympathi for deres smaa Forhold, deres Leveviis, deres forrige Livsomstændigheder eller deslige, knap spurgt om deres Navne. Dette, som fra hans Side, idetmindste tildeels, var Høflighed og Discretion, en Ret, han tilstod de Andre og forlangte for sig selv, var fra de Andres Side fuldstændig blevet opfattet som Noget, det tildeels ogsaa var: stolt Kulde. De syntes for ham ikke at være Andet end Schakbrikker. Selve Spillet troede de, at han havde Varme og Interesse for; men ikke for dem. Dette Spil, dette Ideale, hvormed han havde grebet dem, var i deres Øine kun et nødvendigt Onde. De hjemløse, eventyrlystne, i de fleste menneskelige Forhold fortvivlede Mennesker begreb ikke selv ret, hvorfor de anerkjendte det, men ansaae Seirens Øieblik for det, hvori de ikke længer skulde have det nødig. Nogle af dem betragtede idetmindste nu, i Farens Øieblik, en sorgfri, ubemærket, smaaborgerlig Tilværelse for det Attraaværdigste, og meente i Grunden, at al den store Revolution gik ud paa det Samme. En Høne i Gryden om Søndagen! som hiin franske Konge havde sagt. For den Sags Skyld rystede nu Europa convulsivisk. Nogle havde to eller flere Høns i Gryden, Andre slet ingen, det var 183 hele Sagen, hvori Spørgsmaalet om Gud og Evighed, Monarchi og Republik, var indbefattet. De første Livsfornødenheder, Befrielse fra materiel Nød, ansaae ogsaa Otto for vigtig, men kun som Grundlag, som uundgaaelig Betingelse; han havde aldrig tænkt, at de kunde undværes, men heller aldrig tænkt videre over dem. At han havde Blikket andensteds henvendt og kunde leve saa ensom, uden Kammeratforhold, forekom de Andre at grændse nær til det Fuldkomne; men denne kolde Fuldkommenhed forekom dem dæmonisk. De ansaae ham ikke rigtig for Menneske; derfor havde Soldaten, da han lod haant om Brændeviin med Krudt, sagt: Ja, De!

✂ Otto maatte erkjende noget Sandt deri, men tænkte: Jernet tiltrækkes af Magneten; hvorfor ere I ikke Magneter? Længes Nogen mere end jeg efter at blive sympathetisk tiltrukken og kunne give sig uforbeholdent hen?

✂ Men der var tillige i Maaden, hvorpaa man saae op paa ham, Noget, der opløftede ham, samtidig med, at det fremkaldte en smertelig Fornemmelse. Hvor han vilde tage sig af dem og elske dem Alle, blot det Nærmeste, Uundgaaelige, uforanderlig Indledte var overstaaet! Hvordan turde han nu gaae og være beklemt, han, som havde paataget sig at være deres Skjæbne!

✂ Han tog Afsked med Soldaten, idet han sagde: Jeg skal sige Dig, det er ikke min Skjæbne at falde her mellem disse Bjerge, og jeg troer, det er heller ikke Din.

✂ Ikke? - udbrød Soldaten med møisom tilbageholdt Glæde - ikke?

✂ Otto hørte ham gaae tilbage i Teltet, nynnende en lystig Sang.

✂ Man var dragen afsted ved Midnatstid, og henad Morgenstunden traf man paa Fjendens Forposter, der langsomt og kjæmpende trak sig tilbage. Fremrykningen tog meget lang Tid; de fleste af Soldaterne gjorde deres første alvorlige Forsøg og vilde nødig ud fra en dækket Plads; men lidt efter lidt vænnede de sig til Kampen, især ved at see Schweitzerskytternes store Sikkerhed. Ogsaa Terrainet, der bestandig gik nedad, var dem gunstigt, og tilsidst mærkedes det, at Fjenden for Alvor ønskede at komme bort.

184

✂ Henad Middag var man avanceret tre Miil og havde naaet Ponte di Cretto. Otto lod gjøre Holdt, for at Folkene kunde hvile; Nogle bleve beordrede til at afbryde Broen, medens Kanonerne, som med stor Vanskelighed vare medbragte, bleve opkjørte for at holde Fjenden i Afstand paa den anden side af Floden.

✂ Næppe havde man begyndt med at afbryde Broen, før Adjutanten ankom og med høi Røst spurgte, hvad det skulde betyde.

✂ Otto svarede, det skulde betyde, at man nu vilde drage tilhøire og forhindre Fjenden fra at komme over og forurolige Marschen.

✂ Adjutanten fremtog et Papir og sagde: Ordre fra Stabschefen. Man har at rykke frem over Sletten til næste Bro.

✂ Soldaterne stimlede sammen. Otto sagde: Hvis I ville lægge Øret mod Jorden, kunne I høre, at man slaaes mod Vest. Der er Generalen; jeg vil komme ham tilhjælp ad Bjergveien der tilhøire.

✂ Adjutanten raabte: Ingen har at gaae paa egen Haand, Enhver skal lyde Overcommandoen! Man har forudsat Muligheden af en saadan Opsætsighed, og for det Tilfælde er her Ordre til, at Solothurneren overtager Commandoen over Bataillonen. Derovre er Fjenden og rigt Bytte! Fremad, i Comiteens Navn!

✂ Solothurneren tøvede; men den Soldat, hvem Otto havde spaaet, at han ikke vilde falde, istemmede: Fremad! og løb ud paa Broen.

✂ Du Taabe! tilraabte Otto ham; det er kun i Bjergene, hvor det er Din Skjæbne ikke at falde!

✂ Hans Ord naaede ikke til Soldaten.

✂ Følger mig! raabte han til Bataillonen. Hvis jeg skuffer Eder, kunne I handle med mig efter vor Lov!

✂ Der var hos dem blandt andre Stemninger et Ønske om at ydmyge ham ved at kunne være ham ulydige og bøie ham under deres Villie.

✂ Det er kun en Dansk! Skyd ham ned! skreg Adjutanten.

✂ Solothurneren forlangte at see Ordren, og da han havde læst den, commanderede han en Peloton frem for at skyde Otto. Men nu bød Otto Artilleristerne vende Kanonerne imod Bataillonen, og de adlød. De vare i Virkeligheden Regeringsraadens Folk og vare sendte med Otto, ikke med Andre. Han vilde have drevet Sagen videre og hellere ladet Bataillonen tilintetgjøre end taalt dens Ulydighed; men nu faldt Skud fra fjendtlige Skarpskytter, der havde 185 sneget sig nærmere, og man blev enig om, at Kanonerne skulde blive tilbage og i fornødent Fald dække Tilbagetoget, og at Otto kunde commandere dem; men han erklærede at ville gaae ad Fjeldveien og bringe Generalen Budskab. Adjutanten satte sig tilhest »for at bringe Stabschefen Melding«. Bataillonen gik over Broen og var snart i Fægtning med de fjendtlige Tirailleurer, som bleve drevne tilbage.

✂ Terrainet, som Bataillonen nu havde begivet sig ud paa, var en jevn Slette, hist og her besaaet med Smaahøie, der saae ud som store Muldvarpeskud; den var tilhøire omgiven af Bjerge, tilvenstre strømmede Floden i en Halvcirkel, og i en halv Miils Afstand, næsten ligefor Ponte di Cretto, var den næste Bro.

✂ Otto var stegen op paa et Klippestykke og dvælede, tiltrukken af Bataillonens Marsch og Kamp, og deelt imellem de heftigste Sindsstemninger, Vrede og Fortvivlelse over at være forladt, Længsel efter at være med, Fortrydelighed over, at hans Sag ikke havde været aldeles klar, Frygt for, hvorledes det vilde gaae Vincentio.

✂ Pludselig, medens Bataillonens høire Fløi stormede op ad en af Høiene, saae man de Øvrige standse, vakle, vende om i vildt Løb. Kun faa Secunder blev dette uforklarligt: Fra deres Skjul bagved Høien fremkom Ryttere; deres Trompeter skingrede, deres fremstrakte Sabler blinkede i Sollyset, de kom buldrende og hastig som en Lavine. Istedenfor at slutte sig sammen løb Bataillonen, skjøndt hver Mand maatte vide, at de frygtelige Ryttere vare endnu hurtigere. Der var ikke Udsigt til, at en Eneste kunde undkomme, snart saae man dem ogsaa kaste Vaabnene og blive tagne tilfange.

✂ Man var ved Kanonerne saa betagen af dette Syn, at man ikke bemærkede en lille Trop Ryttere, der et eller andet Sted havde været skjult af Terrainet og nu med Lynets Hast kom frem og foer over Broen. Inden man fik Tid til at samle sig, vare Rytterne midt imellem Kanonerne og hug ned, hvad der satte sig til Modværge. En fjendtlig Officier red hen til Klippestykket, hvor Otto stod, drog en Pistol ud af Hylstret, skjød, men feilede.

✂ Saa skal dog En gaae foran og melde mig! skreg Otto, idet han sprang ned, greb Hestens Tøiler, og førte Haanden tilbage til et Stød med Kaarden.

✂ Holdt! Hvad S-! Dansk! lød det fra Officieren.

186

✂ Løvenhjelm! raabte Otto og lod Armen synke.

✂ Det havde jeg da mindst ventet! udbrød Løvenhjelm ..... skjøndt, af Dem kan man jo vente Alt. Men Deres gamle Held har forladt Dem.

✂ Hvordan da?

✂ Hvordan? Det spørger De om?

✂ Nu, jeg synes, det gaaer ganske godt endnu; den Hær, jeg staaer ved, gjør en tilbagegaaende Bevægelse jeg bliver lidt afsides og gjør en Fange ....

✂ Fange? Hvor? Jeg, Deres Fange, Krøyer? Men hvordan vilde De føre mig bort, selv om jeg gav mig? De er jo midt imellem mine Folk.

✂ Det er der ikke Spørgsmaal om. Saasnart vi høre op at være Danske, saa indtræder status quo ante, jeg har Deres Hest i Tøilen og Kaardespidsen paa Deres venstre Side.

✂ Det er da ikke Deres Alvor? .... Krøyer, vær hellere fornuftig og bliv hos os ....

✂ Saa vist mit Alvor, at jeg nu for det Første tager Tøilerne tilbage .... De maa ikke trække den anden Pistol op! .... De maa heller ikke see op og kalde.

✂ Men, Krøyer, dræber eller blot saarer De mig, saa hugge mine Husarer Dem, Gud døde mig, til Plukfisk!

✂ Derfor vil jeg ogsaa foreslaae Dem, at De følger mig ud herfra, lidt op ad Bjergstien. Der giver jeg Dem Deres Frihed, og De kan sige Deres Husarer, at De har givet mig min Frihed.

✂ Hør, Krøyer, er det Deres Alvor? Vil De sætte Livet ind paa den Galskab?

✂ Det vil jeg, paa Ære! Og nu maa De skynde Dem.

✂ Hm, sagde Løvenhjelm og saae ned, der tabte jeg min høire Stigbøile ..... Det er da underligt, jeg kan slet ikke komme i den igjen.

✂ Otto forstod ham, lettede ham ud af Sadlen, svang sig op og foer afsted.

✂ Løvenhjelm havde i Faldet grebet sin anden Pistol, og endnu medens han laa paa Jorden, skjød han og ramte Hesten. Den sprang rasende op ad Breno-Veien, hastigere end nogen af de forfølgende Husarer, og da den styrtede, var der ikke længer Fare for nogen Forfølgelse.

187

✂ Paa Bjergstien, ikke langt fra Breno, mødte han Comtessen. Hun sad ganske ene paa et Klippestykke som et Billede paa Sorg og Forladthed, og det syntes ham i første Øieblik ganske naturligt. Heller ikke hun blev overrasket ved at see ham ene og blodig; snarere kom et Udtryk af Glæde, idet hun gav ham Haanden.

✂ Det blev ham tydeligt, at noget særeget Smerteligt eller Ulykkeligt maatte være vederfaret hende selv, og at hun dulgte det, medens hun fortalte, hvad der forøvrigt var hændt. Kort før Afmarschen skulde finde Sted, saaledes fortalte hun, var der fra Comiteen kommet Depescher, der fraraadede enhver Bevægelse paa Grændsen; saa mange vaabendygtige Mænd som mulig skulde bryde op og møde i Paris: der vilde Slaget være at slaae, og hvo som seirede der, vilde afgjøre ogsaa Italiens Skjæbne. Det var for sildig at sende Contraordre til de forskjellige Afdelinger, og desuden var Befalingen i andre Henseender urimelig, idet Comiteens franske Medlemmer altfor hensynsløst og egoistisk tog Alt i Beslag for sig og kun tænkte paa Paris. Saa var man afmarscheret; men allerede henad Morgenstunden kom Flygtninge og meldte, at Alt var tabt; selv var hun flygtet ned til denne Side i Haab om her at møde bedre Efterretninger.

✂ Han foreslog, at de skulde begive sig tilbage til Costergia. Nei, svarede hun med en for hende usædvanlig Angst, lad os følge Bjergstier og søge at komme til det franske Schweitz.

✂ Og hvad saa? spurgte han.

✂ Det vidste hun ikke bestemt; man maatte først indhente Efterretninger; hun var betagen af en stor Rædsel.

✂ Han fulgte hende, bedøvet, stille taknemlig mod det Ubekjendte, som havde hjulpet ham, ulykkelig over det Indtrufne.

✂ Da de vare komne heelt ind mellem Klipperne, mærkede hun hans Sorg og begyndte at tale.

✂ En Kvinde trøster saa gjerne. Selv om hun har villet emancipere sig ud til Mandens Gjerning, griber hun dog strax, naar det frembyder sig, det trøstende Hverv som sit rette Kald, betvinger sin egen Angst og Tvivl, opfinder Argumenter imod sig selv, frembringer Smiil, der virke blidt og oplivende som Foraars-Solskin.

✂ Hun sagde, da de havde vandret længe og nærmede sig en ensom 188 Gaard: Kom, nu skal jeg igjen lave Kaffe til Dem ligesom i Böhmen!

✂ Den uafbrudte Anstrængelse i næsten et Døgn virkede tilsidst paa ham, saa at hans Sandser ikke længer opfattede skarpt; hvad der var hændet, laa fjernt og ubestemt, hans egen Skikkelse forekom ham overnaturlig udstrakt eller lille, ligesom givende efter for de bølgende Tanker, Stemninger og Begivenheder, og medens hans Hoved svimlede, syntes ham, at han blev ført af en Fee, der bøiede Skove tilside, for at Grenene ikke skulde pidske ham i Ansigtet, holdt vilde Ryttere fra at ride ham overende eller forhindrede ham fra at drukne i en af Veiens Furer, hvor et Kildevæld piblede.

✂ Næste Dag afgik Bud til forskjellige Sider. Værtinden i Huset syntes efter en kort Samtale ganske vunden for Comtessens Hensigter og gav med rolig Omhu de fornødne Befalinger. Man erfarede, at Vincentio var undkommen. Ottos Bagage kom tilstede, men Comtessens ikke; hun kjøbte sig en Schweitzerpigedragt og gav sig til at sye paa den hjulpen af Værtinden.

✂ Stedet laa paa Grændsen af et tydsk Canton og hed »die Krähe«. Nedenfor den Bakke, hvorpaa det var bygget, strakte sig Eng og Ager, og i nogen Afstand var en Høi, paa hvis sydlige Afhang voxede Viin. Imellem Viingaarden og Huset flød en Bjergstrøm, der lige under en Eng dannede et Vandfald, hvis susende Bulder lød op til Huset. Rundt omkring hævede sig Dalens Jordbølger op til Bjergene, nogle lave og med yppigt Græs, andre, fjernere, taarnede sig mod Skyerne, paa deres Toppe laa Snee, medens Siderne vare bevoxede med Skov, der saae ud som stride, mørke Haar eller Børster.

✂ Værten gik ud til Strømmen for at fange Foreller til Middagsmaaltidet, og Otto fulgte ham og fik en Snøre. Men paa Engen laa nyslaaet duftende Hø, Solen spillede paa Elven, Regnbuefarver stode i Vandfaldet, og over den bølgende Dal laa Lyset varmt og fuldt, blandet med de store, friske Skygger fra Bjergene. Otto kunde knap forstaae, at han nylig havde været i saa vilde Begivenheder og saa sjælelig anstrængt. Glæden over Livet, over Jorden og dens Skjønhed, over hans egen Lykke greb ham med al Magt; han kunde ikke holde ud at sysle med det sløve Fiskeri, men gik op til Comtessen for at gjøre Gjengjæld mod hende og bringe hende Noget af den 189 Glæde, han selv var bleven saa rig paa. Da han kom derop, var hun omklædt i sin Schweitzerdragt. Den syntes at tale om den indtrufne Ulykke, medens hendes Miner og Skikkelse hævede sig aristokratisk og skjemtende ud derover, og han stirrede paa den skjønne Kvinde, der var saa kjæk og stærk og fornem, Datter og Søster til Mænd, der vare hængte i en Galge.

✂ Han førte hende ned til Vandfaldet, og de sad der paa Randen og lyttede til Fossens Bulder og til deres egne Tanker.

✂ Han kunde og vilde ikke forklare hende sin Sindsstemning.

✂ Han var fyldt af en dyb, usædvanlig Sands. Hvad han havde erfaret, hørt og oplevet, havde frembragt en Følelse i ham, som om Verdens Hemmeligheder vare aabenbarede for ham, som om det var blevet givet ham at vide Besked om Lovene og deres Anvendelse, om Retfærdighed, Lidenskab, Synd, Ulykke, om Dommedag. Men ved Lykken, han havde med sig, var han bleven hævet derover og saae ned paa det som et Skuespil, hvori han selv i visse Maader var med og undergiven de fælles Love, men ikke heelt med, hans egenlige Jeg svævede begunstiget, som Undtagelsesvæsen, derover og kunde have Nydelse endog af hans egen Skjæbne, hvordan den saa blev. Det var Poesien, der bar ham paa sine stærke Vinger.

✂ Han følte, at han i de foregaaede Begivenheder ikke havde løst en stor Opgave enten i sit Indre eller udadtil. Men han bortgjennede Bebreidelsen ved at sige, at hvis han havde været heldigere stillet, blandt Landsmænd, i Hjemmets Tjeneste, vilde han havt en ganske anden Sikkerhed. Noget havde han erhvervet ved sin egen Energi, og det var dette Øieblik, Opholdet i denne Dal. Han havde kjæmpet sig ud i noget overordenlig Smukt, i denne Egn, denne Luft, dette Selskab - der ingen Fremtid havde. Der var en stille Vee og Vaande, som omgav det Hele; men derved blev det tillige saa forunderligt og eventyrligt - medens en ny, stor og lykkelig Prøve kunde forestaae. At selve Øieblikket kunde være en Prøve, at Livet aldrig har Hviledag for den, som vil erobre det, tænkte han ikke paa.

✂ Han kunde, naar han saae op paa hende, have tiltalt hende med poetiske, urimelige, phantastiske Ord: Er Du Reiselivets Genius, Du, som modtog mig nærved de første Bjerge jeg saae? Eller er Du Nutidens Fee, Incarnation af dens gaadefulde Skjønhed og vilde 190 Uro? Hvorfor er jeg sammen med Dig? Hvilken Gaade hviler over Dig, siden Synet af Dig vækker saa smeltende Glæde og ubestemt Smerte, træder til ved al den sære Fryd og Vaande, der er i min Sjæl? Faaer jeg desto mindre Part i Dig, jo høiere jeg elsker Dig, og kommer Du skuffende, fristende nærmere, jo mere mit Sind drages til andre Regioner uden dog at kunne slippe Dig?

✂ Hun havde ingen Anelse om, hvad hans spørgende, tungsindige eller luende Blik egenlig betød. Hun saae i ham den, der troede paa noget Idealt, men havde givet sig selv og dette i hendes Tjeneste. Hun tilgav gjerne den Synd, hvis hun troede, det var nogen. Hun havde den Tro, at i hvilkesomhelst Forhold vilde han bryde Vei for sig og for hende, netop fordi hun begeistrede ham. Der var i hendes Væsen, Skikkelse, Blik og Smiil en Sympathi, en Varme og Energi, der udrev ham af hans Drømme og fremkaldte en ny glad Forundring over, at den levende, skjønne Virkelighed var givet ham.

✂ Han mødte hende tidlig om Morgenen i Haven. I Afstand, da Bedene vare imellem dem, da Duften fra de simple, friske, duggede Blomster angav ham, da Kirsebærtræernes Grene ved en ringe Berørelse rystede Draaber og fine Blomsterblade ned over ham - paakom ham et pludseligt Minde om den Morgen, da han hjemme havde mødt Skuespillerinden i Havens Gange. Hvilken Ængstelse havde der dengang været over ham, hvilken undseelig Attraa efter Liv, efter al Verdens Liv! Nu var denne Ængstelse borte; nu var det, som om Alt indeni ham var blevet bygget af stærkere Stof; nu slog Hjertet med Sikkerhed overfor den kjække, skjønne Comtesse, en virkelig Dame, paa en Maade en Heltinde, men ikke fra Scenen. Der var kun kommet en anden Følelse, ikke just af Angst, men beslægtet dermed, en Fornemmelse af, at under alle Forhold laae hemmelige Traade, der gik ind til Skjæbnen, gave Lyd og kaldte derinde, ligesom i Sagnet om Røverne i Skoven. Men saa tog hun hans Arm og gik saa sikker ved hans Side i al denne Naturherlighed. Hvorfor ikke være fuldstændig sorgløs i Øieblikket? Hvorfor ikke stræbe at være harmonisk og heel som den antike Tids Mænd og bortjage Baggrundens underlige Skygger?

✂ De vandrede tilsammen ud i Bjergegnen. Til den ene Side gik Veien over en Bro af Træstammer, under hvilken Elven skummede, og førte til et grønt Plateau, der skraanede opad mod den mørke 191 Skov. Derinde gled Foden paa de tørre Grannaale, hvormed Jordbunden var bedækket, og de hjalp hinanden, glade over hver ny Berørelse, som den listige Jord fremkaldte. Sporet forsvandt for dem; men de bekymrede sig ikke derom; de vare hjemme hos hinanden og tænkte ikke paa andet Hjem. Paany mødte de Elven, men dennegang som en ganske smal, rivende Bæk, og paa den anden Side af en raa, fugtig Bro laa en faldefærdig Hytte. De gik ind for at spørge om Vei op til Bjergtoppen, og fandt i et lavt, mørkt Værelse fem smaa Børn ganske alene; den Ældste havde den Yngste paa Skjødet. Billedet af disse Børns Forældre, der levede i yderste Afslutning fra Verden og kun havde sig selv, stod levende for dem i al dets Modsætning til dem selv, der begjærede et lignende Liv, men hørte til og skjæbnesvangert droges til den fjerne, urolige, af Aanden gjennembævede Verden.

✂ De traf Moderen fældende Træ høiere oppe paa Bjerget. Hun var lille og sammenbøiet, Ansigtet furet og Hænderne krogede af bestandigt Slid; men hun var venlig og tænkte strax paa at skaffe dem en Fornøielse; hun viste dem en Sti, der vilde føre dem ud af Skoven til »saadan en kjøn Sø«, og hvorfra de ad en Gjenvei kunde komme tilbage til »die Krähe«.

✂ Imedens de gik frem, sagde Comtessen: Hvor det er underlig fordeelt! Den fattige Kone, der her slider og slæber og visner, tager det som Noget, der følger af sig selv, at vi kun gaae forbi for Fornøielses Skyld, og byder sig strax til at vise os Vei! Som om hun hørte til en Race, der kun er Portner for Lykken!

✂ Han svarede: Ja, og som boer frit i den lave Kjelder. Vi Andre maae betale.

✂ Han sagde det med den Energi, der er beredt til at betale, og hun lyttede mere til den end til Ordene.

✂ Strax efter aabnede Skoven sig, og de saae Søen. Der var en Kreds af gule, takkede Klipper, hvis Sneetoppe skinnede i Sollyset. I denne Kreds laa Søen mørkeblaa; men imellem den og dem var et yppigt Grønsværstæppe, til hvis øverste Rand Søens Vande naaede, og det saae ud, som om det svulmende, smilende Blaa hvert Øieblik kunde gyde sig ud over Smaragdtæppet og kun af de mægtige alvorlige Bjerges Blik blev holdt til adstadig Ro. De vendte sig om og saae, hvorledes Skoven, de havde gjennemvandret, strakte sig 192 opad Bjergene, men ligesom var vegen tilside for at gjøre Plads til den lille Dal og nu dannede en mørk Vagt om den.

✂ Hun sagde dybtaandende: Hvor her er deiligt!

✂ Ja, usigelig stille og stort!

✂ En Lavine, der skjød ned fra en af de fjerne Fjeldtoppe, og hvis rasende Fald de kunde see, mindede dem om, at her ikke var blivende Sted.

✂ Om Aftenen, da hun var gaaet til sit Værelse, gik han udenfor i den lille Have og forsikkrede sig om, at hun kunde sove trygt, at Ingen med Lethed kunde trænge ind i Huset. Hendes store Hund gik snusende omkring og syntes, medens den anerkjendte ham som Ven, at ville trofast vogte paa, at den majestætiske Stilhed, der laa over Bjerg og Dal, blev uforstyrret.

✂ Næste Aften ved samme Tid begyndte Hunden pludselig at glamme. Comtessen kom til Vinduet, og efter at man havde overbeviist sig om, at kun noget Tilfældigt paa Bjergene havde for et Øieblik foruroliget Hunden, blev hun længe staaende i Vinduet i stille Samtale med ham.

✂ Den følgende Aften kom hun af sig selv til Vinduet; Samtalen blev længere og blødere end forrige Aften, og der kom et Øieblik, da hendes varme Kind sagte berørte hans. - Uden Ord bleve de enige om, at Mailand var der, hvor man elskede hinanden. Vinduet blev til en Dør.

✂ - De gjorde en ny Udflugt, gik til den anden Side, steg over Bjergaase og kom saa langt, at de fra en Høi kunde skimte en fjern By. I ringere Afstand saae de Noget, der tog sig ud som et Capel eller en Pavillon bygget i en Slags Buskads paa en Bakke. De gik derover, og efter at have fundet Indgangen til Anlæget, opdagede de, hvad det var: hiin Byes Calvariebjerg. Hver katholsk By har et saadant, hvortil de Troende valfarte i Paaskeugen og symbolsk følge Frelseren paa hans Lidelsesvei. Dette Calvariebjerg var anlagt saaledes, at Veien, beskygget og formørket af tætte Træer, bugtede sig opad rundt om Høien, og i nogen Afstand fra hverandre var i Nicher anbragt raae, men energiske og udtryksfulde Malerier af Passionshistorien, begyndende med Indtoget i Jerusalem og endende med Korsfæstelsen. Luften selv syntes svangret med Begivenhedens store Smerte, med Legemets Lidelse for Aandens Skyld, og pludselig 193 opdagede Otto Indskriften: Nehme mein Kreuz auf Dich und folge mir.

✂ Det mindede ham mægtigt om, i hvilken Sindsstemning han forrige Gang havde seet disse Ord, og stillede Aandens store Fordringer frem for hans indre Blik. Han stod over sig selv og dømte, som om det gjaldt en Anden, at hans nuværende nydelsesfulde Liv ikke kunde være Indledning til noget Stort og Herligt; men hvad skulde skee?

✂ Hun saae opmærksomt paa hans Ansigt og sagde, idet hun blidt trykkede hans Arm: Jeg veed, der er Noget, Du gaaer og tænker paa, og som jeg skylder at forklare Dig.

✂ Han tvang sig til at smile fornøiet og svarede: Saa? Kan Du virkelig gjætte det?

✂ Ja, Du tænker paa, at jeg ikke har sagt Dig hele Sandheden, i Anledning af, at Du mødte mig alene og flygtende.

✂ Jeg skal ikke nægte ....

✂ Vidste jeg det ikke nok! Men, velan, jeg kan nu fortælle Alt. Det var ikke Flygtninge, der kom og skræmmede mig bort; det var Rossolani.

✂ Rossolani!?

✂ Ja. Jeg var gaaet op ad et Bjerg for at lytte efter Kampen; saa saae jeg i Afstand Ryttere komme farende sydfra. Noget efter kom min Kammerpige aandeløs og fortalte mig, at Rossolani var brudt ind i mit Huus og søgte efter mig. Hun havde sneget sig bort med nogle af mine Juveler, som hun troede at burde bringe i Sikkerhed. Lidt efter havde de fundet Sporet, vi kunde høre dem. Hun bad mig skjule mig bag et Klippestykke og skyndte sig afsted for at lede dem paa Vildspor. De fore lige forbi mig. Jeg vendte om og ilede ind i Byen. Jeg vidste ikke, hvor Rossolani havde stillet Vagt. En gammel Bonde, der stod og saae efter det Virvar, og hvem jeg betroede mig til, raadede mig at gaae igjennem Rossolanis Huus; det havde Udgang til den anden Side, ind til Bjergene. Det gjorde jeg. Jeg troede, han var en Forræder, og da jeg i en Stue saae en Mappe med Papirer, tog jeg den med. Jeg kom ad Veien til Breno, uden at vide det, eller mit Hjerte drog mig. Men underveis erfarede jeg, at man flygtede.

✂ En saadan Fare maatte Du udstaae! sagde han ømt, idet han lagde 194 Armen om hendes Liv. Men Rossolani, den -! Er han en Forræder? Har Du læst Papirerne? Er der noget Vigtigt deri?

✂ Nei, jeg har i den Henseende gjort ham Uret. Det var en Correspondance, hvori man netop yttrede sig glad over, at han vilde føre sine Venner efter den aftalte Plan og understøtte det velsindede Parti i Paris. Jeg kjender forresten ikke Correspondenten; de fleste Breve ere blot underskrevne med et D. Kun tilfældigviis opdagede jeg, at det var en Pater Dauw.

✂ Pater Dauw! Pater Dauw! raabte Otto. Veed Du, hvem det er? En Jesuit, der har reist omkring og bearbeidet Katholikerne!

✂ Jesus Maria! Saa er det Forræderi! Saa vare vi solgte Allesammen! .... O, men saa ere de Breve af stor Vigtighed i Paris! De sige Et og betyde et Andet! Kan Du give Nøglen til dem, saa vil Du være velkommen; der aabner sig en bred, stor Udsigt for Dig i Paris! Lad os komme afsted! Der er intet Øieblik at spilde!

✂ De nærmede sig Paris. Det var en lummer Junidag henad Aften; i det Fjerne troede de alt at høre Torden, medens der viste sig røde Glimt paa Himlen. Men i en Landsby udenfor Forstaden erfarede de af Indvaanerne, der stode blege og ængstelige i Grupper, at Tordenen og Glimtene ikke kom fra Himlen. Det var Cavaignac, der nedskjød Huse og Oprørere, Kampen havde alt varet i fire Dage. De kunde ikke komme ind i Forstaden. I nogen Afstand fra hinanden stode Skildvagter og tilraabte hinanden, og paa deres Blik, Miner og korte, barske Ord var tydeligt nok at mærke, at de ikke taalte ringeste Indsigelse. Man hørte Trommehvirvel og Commandoord, Alt bevægede sig med mørk, energisk Hast. Altsom Mørket faldt paa, saae man Himlen lyse af Ildebrand, medens Kanonerne uafbrudt tordnede og vakte Billedet af de Rædsler, mellem hvilke de lød.

✂ De maatte blive i et Gjæstgiversted i Landsbyen og bleve her temmelig overraskede ved at møde Mænd fra Bjergene. Ud paa Aftenen blev Otto opfordret til at give Møde i et afsides liggende Huus.

✂ Der vare en Snees Mænd forsamlede og blandt dem Vincentio.

195

✂ Generalen sad paa en Bænk og var bleg. Da han saae Otto, hilste han med Øinene, men saae forresten ud som en Mand, hvis Tanker vare langt borte. Otto vilde nærme sig ham, men blev anmodet om at holde sig i Afstand.

✂ Der begyndte et Forhør under retslige Former. Vincentio var anklaget for Forræderi, og En fremførte Anklagen, som blandt Andet gik ud paa, at han havde givet Bataillonen ved Breno en Ordre, der vidnede om en ganske anden Plan end Comiteens, og som, hvis den var bleven udført, vilde have ført Tropperne til Mailand. Adjutanten var tilstede og aflagde med urolige Ansigtsmuskler Vidnesbyrd imod ham. Man opfordrede Otto til at afgive Vidnesbyrd. Han benægtede de Tilstedeværendes Ret til at spørge eller dømme. Man svarede med skjærende Kulde, at han kunde spare sig al Slags Indsigelse; kunde han ikke vidne til Fordeel for Vincentio, saa var hans Taushed tilstrækkelig. Han svarede, at efter hans Overbeviisning havde Ordren til at gaae over Ponte di Cretto været den virkelige Aarsag til Ulykken. Dette, svarede man, hørte aldeles ikke til Sagen; Spørgsmaalet var, om han havde en Ordre fra Vincentio, der bød ham gaae over Broen, eller om han kunde skaffe Sandsynlighed for, at den havde været givet ham. Dertil maatte han tie.

✂ Hvad svarer den Anklagede? spurgte den, som syntes at præsidere. Har De, General Ottavio Maria Vincentio, givet den Ordre, som Deres Adjutant beskylder Dem for?

✂ Vincentio svarede: Ja.

✂ Den Præsiderende sagde: General Ottavio Maria Vincentio er ved egen Tilstaaelse og alle sammentræffende Omstændigheder overbeviist om Forræderi. Lad vore Love skee Fyldest!

✂ En nærmede sig Vincentio og sagde med hiin forfærdelige, skjærende Ironi, som kun Italienerne have: Det gjør mig ondt, Broder, at der kun er een Død - og satte en Pistol for Vincentios Tinding.

✂ Otto saae Hanen spændt og Fingeren paa Aftrækkeren og i næste Øieblik, samtidig med Knaldet, Hjerneskallen løfte sig og sprænges og Blod og Hjerne strøes rundt, endnu inden Vincentio var falden til Jorden som Lig.

✂ I næste Øieblik fore Alle som drevne af en panisk Skræk ud af Værelset. Otto vaklede efter.

✂ Han korn tilbage til Comtessen.

196

✂ Værelset var i tredie Etage, og hun havde fra Vinduet Udsigt over Staden, hvor enkelte Huse hist og her stode i Lue, medens fra mangfoldige Punkter Skuddenes røde Glimt viste sig, lidt før Drønet kom rullende. Og hver Gnist var Tegn paa dødelig Forbittrelse, paa Mænds rasende Kamp, paa Død og Tilintetgjørelse. Scenen havde en særegen Virkning paa Italienerindens Nerver og Sandser, en Virkning, lig den, Gladiatorernes Kampe havde paa de romerske Kvinder, og som maaskee tildeels kommer af, at Kvinden ved en saadan Leilighed ikke føler sig personlig truet af Faren. Hendes Øine flammede, hendes Læber vare aabnede, og de hvide Tænder, som saaes, toge sig i det rødlige Halvmørke ud som en fiint Skum.

✂ Otto fortalte hende dødbleg, hvad der var skeet. Hun studsede ved det, men sagde strax efter: Velan, vi ville hævne ham! Hvo, der ogsaa seirer dernede, han skal blive hævnet! ..... I Frankrig formaae Kvinder Alt. Naar Alt kommer til Alt, er det for Kvindens Skyld, de nu slaaes.

✂ Otto sagde: Kjendte De Vincentios Historie? Vidste De, hvad der plagede og piinte ham?

✂ Nei .... ja, jeg har hørt Noget om hans Kone, som foretrak en smukkere Mand, og saa skal han have hævnet sig.

✂ Ja. Og den, der nu skjød ham, var hendes ufødte Barn.

✂ De har Syner, gode Ven.

✂ Det er let at have Syner, naar man kun behøver at aabne Øinene.

✂ Det var en levende Mand, og han maa døe tilligemed de Medskyldige!

✂ Ja, den døde Vincentio dræber nok sin Morder.

✂ Bah, det Døde! Livet er Kjærlighed og Had! Jeg har aldrig levet meer end nu .... Luften er Ild .... ryst Blegheden af Dig .... bring mig ikke til at fortryde ....

✂ Comtesse, vil De nu drage hjem med mig til Danmark?

✂ Hvad skal jeg der?

✂ Dersom De saa behager, blive min Kone.

✂ Tiden er godt valgt til et anstændigt, borgerligt Menageforslag!

✂ Ja, det mangler ikke paa Brudefakler og Festskud.

✂ Hvad skal jeg i Dit kolde Land, der vel er ligesaa blegt som Dit Ansigt i dette Øieblik? ..... Er Italien tabt for mig, saa er mit nye Fædreland i Amerika .... Eller spørger De blot, min Herre, for at 197 faae Qvittering for at have gjort Deres spidsborgerlige Pligt? Velan, jeg qvitterer!

✂ Han gjorde uvilkaarlig et let Buk.

✂ Bi lidt! sagde hun og tog ham i Skjægget, og det var i første Øieblik maaskee umuligt for hende selv at sige, om det skulde være et Kjærtegn eller ei; men det blev et smerteligt Kjærtegn, saa krampagtig haardt holdt hun fast.

✂ Comtesse! raabte han, idet han greb hendes Arm, saa at hun slap.

✂ Jeg veed det, raabte hun, De har aldrig været ærlig imod mig! Der har manglet Noget, jeg har følt det. De er Blanding af Barn og Olding, men ingen Mand! Jeg har tænkt det før: De er en borgerlig Natur! De er Poet!

✂ Behersk Dem - sagde han, hemmelig truffen og overrasket -opfør Dem ikke uværdig! Endnu engang gjør jeg mit Andragende, drag med til mit Hjem og bliv min Hustru.

✂ Jeg har den inderligste Forvisning om, at han ikke mener det! Mener Du det ærlig, saa bliv hos mig og mand Dig op; der er Meget at udrette, Spillet har mange Chancer ....

✂ For mig ingen. Jeg har troet, at Menneskene under denne Kamp skulde stige ind i Himlen; det Hele er sunket Skridt for Skridt, og de ere i Helvede. Det forgaaer end ikke som Stjerneskud, men som Mordbrand. Det er det Eneste, jeg veed. Og det Eneste, jeg seer, er mit personlige Forhold til Dem. Jeg forstaaer Intet jeg svimler, jeg er træt.

✂ Det er god borgerlig Natur; den maa gaae hjem, til Hvile!

✂ Han vidste ikke selv, hvordan han kom bort, hvordan det udtalte Ord gik over i Handling, fordi Intet stillede sig hindrende i Veien.

✂ Først efter flere Dages Forløb vaagnede han af Bedøvelsen. Han var trykket af det Rædselsfulde, som om han havde seet Verden forvandlet til Chaos, og ydmyget af hende. Baade Kvinde og Ideal havde vendt Vrangsiden til ham. Men det begyndte at dæmre i ham, og han sagde, at han dog saa nogenlunde havde gjort, hvad han kunde.

✂ Det Ægteskabsforslag, han havde gjort hende, var idetmindste i 198 Tilblivelsens Øieblik oprigtigt, om end umiddelbart fulgt af Forvisning om, at det kun var en Form, en Maade at tale paa. Det havde sin Oprindelse fra en uvilkaarlig Stræben efter og Trang til, i den umaadelige Forstyrrelse at finde sig selv, finde fredelig og fast Grund, og det, man saa griber efter, er ligesaa uvilkaarlig: Pligten. Efter alle Kampe om Frihed, Lykke, Storhed, begynder man at opfatte Friheden og Lykken som det, de ere: Pligtopfyldelse, den absolute Pligtopfyldelse, uden Hensyn til, om man selv i Betalingen ikke er Andet end Mynten. Men det er det Mærkelige, at saa kan man endda have en lang Vei, inden man finder Modtageren, den rette Creditor.

✂ Han havde saa nogenlunde gjort, hvad han kunde, sagde han. Og Alt var ikke tabt; han havde mistet en kjær eller interessant Verden; men ret undersøgt var det dog en fremmed Verden; hans egen stod endnu urørt, han kunde komme hjem.

✂ Og ikke for at hvile, for at sove! Han elskede det derhjemme; nu forstod han at sætte Priis paa Fødelandet og være det en Søn. Ak, hvor dets Kyster vinkede ham, hvor hellige de syntes ham! De stode for hans Blik som den stadbyggende Athenes Tempel for Orest, da han bad:

✂ Athene, Herskerinde, paa Apollos Bud
Jeg kommer.
Længe tilvant alt og heel forsøgt i mangt
Et fremmed Huus ved Andres Omgang mangelund,
Saaledes har jeg faret over Land og Hav.

✂ Versene gik som et stort og opløftende Oldtidsminde igjennem hans Sind. Havde han ikke kunnet blive en stor Mand i Handling, saa kunde han blive det i Digt. Han kunde synge Menneskene en stor og høitidelig Sang, han havde levet, han medbragte Noget til sine Landsmænd, til sit Hjem.

199

✂

Tredie Deel
Hjem

200
201

✂

Første Capitel

✂ En Baad seilede en Morgen over Lillebelt, fra fyenske til jydske Kyst. Hindsgavls Skovkuppel prangede i Efteraarets Farver, det dybe Mørkegrønne, Broncerede, Gule og Røde, hvormed Livets Henvisnen begynder, men som i Afstand synes en ny, stærk Sundhed. Skoven saavelsom Middelfarts røde Tage speilede sig i det klare, grønlige Vand, medens en frisk Luftning foer hen derover og enkelte Bølgetoppe spillede i Morgensolens Straaler. Land og Sø var uforandret, som da Otto forrige Gang seilede her, kun var det dengang tidlig Sommer, og Forandringen forekom ham et Øieblik som Symbol paa, hvad han havde oplevet. En af Menneskehedens store Kampe var tilende, Forhaabningerne, der vare stegne rosenrødt i Veiret og havde farvet Himmel og Jord, vare bristede, han ene syntes den Overlevende, han bar paa det Hele indvendig, medens det udenfor, i Virkeligheden, sank i Forstyrrelse eller gik til Hvile. Han var deelt imellem to Fornemmelser, Vemod over det Tilintetgjorte og gjærende Kamp med det indre, erhvervede Liv, der var saa indholdstungt, at Baaden syntes ham at maatte gaae dybt i Vandet, hvor han sad. Den Følelse, som altid havde været hos ham - at han var udvalgt til Noget, at han gik i en Mission - og som havde givet ham en hemmelig Berettigelse overfor Alt, hvad han søgte, og Alt, hvad han forlod, var nu dybere end nogensinde, men i sin Stolthed blandet med en melancholsk Uro efter, endelig engang at gribe den og gjøre den Fyldest.

✂ Han bar derhos paa en Tanke, han ikke gjorde ret klar for sig selv, og den var, at han skulde have Noget at leve af. Denne prosaiske Tanke vilde ikke ret harmonere med den større og vigtigere. Skjæbnen, syntes ham, maatte paa denne Reise gjøre ham et passende Tilbud, uden at han forskede og anstrengte sig med dette Underordnede. Han syntes sig selv en Rigmand, der havde sine Capitaler udestaaende, men i Øieblikket ikke erindrede sine Creditorer.

202

✂ Sindet rummede endnu en Kamp. Han var først nylig hjemkommen fra Sydens Jord, Luft og Farver, dens rige Natur og Kunstherlighed. Han forekom sig selv gjennemtrængt deraf, han havde en Fornemmelse som af en Silke-Tilværelse, medens det, han nu færdedes i, var Vadmel og Hvergarn. Vadmelet frastødte ham ved dets Simpelhed og tiltrak ham ligesom med utydelig Hvisken om Trohjertighed og Kraft. De to Sømænd i Baaden vare Repræsentanter derfor, og han gav sig i Samtale med dem; men det, der gjærede inden i ham, var for mægtigt til, at han mere end i faa Øieblikke kunde holde sig i deres simple, jevne Forestillingskreds. Idet Baaden nærmede sig til Land, blev Vandet farvet ganske gyldent-rødt af Solen, og Kysten speilede sig saa eventyrlig, saa hemmelighedsfuldtpersonliggjørende deri, at Jord og Hav syntes ham at forestille liden Gunver og Havmanden, og han hviskede: O, mit Fædreland, forkynder Du, at Du eier skjøn Virkelighed, eller at Skjønhed og Lykke kun findes i Livets Afspeiling? Jeg beder en Bøn til Dig: Giv mig, hvad Du under mig bedst.

✂ Strax efter at han var landet, kom en Vogn hastig kjørende, og Alfons Mendoza sprang ned og hilste Otto: Velkommen! Velkommen hjem! Saa naaede jeg dog hertil i rette Tid! Kom nu hjem til mig og bliv et Par Dage!

✂ Otto sagde, at han helst vilde besøge sin Moder først; men Alfons svarede: Din Moder bliver her i Landet; men jeg reiser om faa Dage; lad os nu tilbringe den Tid sammen .... Jeg har sat Musik til et af Dine Digte, og den maa Du da i alt Fald høre, tilføiede han spøgende.

✂ Ja, den Grund er afgjørende, svarede Otto.

✂ Mendozas Svigerfader havde kjøbt en Gaard til ham nogle Mile høiere mod Nord. Gaardens Jorder vare bortforpagtede, saa at Alfons ikke havde videre at gjøre dermed end leve som paa et Landsted. Der var en af de herlige Skove, som paa Jyllands Østkyst række sig heelt ud til Skrænten ved Havet; i Nærheden af Gaarden forvandlede Skoven sig til en Planteskole og Park, der til den ene Side umærkelig gik over i Have, til den anden Side gjennem et Led udmundede i en Allee, som førte til Hovedindkjørslen. Paa den brede Steentrappe stode to Damer, som hjertelig modtoge de Ankommende; 203 det var Mendozas Hustru og hans Søster. Idet Fru Mendoza rakte Otto Haanden, huskede han, at han ikke havde berørt denne Haand siden hiin feeagtige Aften ved S. Onofrio, og da han saae paa Alfons's Søster, mindedes han Børneballet og den spanske Dands. Medens han hilste i de sædvanlige Høflighedsformer, foer Fortiden med alle dens Forjættelser i store, lysende Omrids forbi ham og reiste det Spørgsmaal: Kunde Du have bragt Andet ud deraf, end Du nu bringer hjem? De Andre vare ligeledes grebne; for hver af dem betød han Noget, vakte Minder, bragte Poesi i Huset.

✂ Fru Mendoza sagde: Saa indhente vi Dem endelig, slemme Menneske, der ikke vilde blive i Genf!

✂ Nei, tillad, Frue, svarede Otto, det er aabenbart mig, der indhenter Dem; jeg er kun reist en Omvei.

✂ Da maa da strax gjøre Bekjendtskab med min Søn, sagde Alfonses's Søster, idet hun førte en lille Dreng frem til Otto.

✂ O, jeg gratulerer ..... jeg vidste ikke engang ..... sagde Otto, der først nu erfarede, at Isabella var bleven gift med Kjøbmanden, som havde taget sig saa ivrig af Tilberedelserne til Alfons's Reise.

✂ Hvad hedder den Lille?

✂ Alfons svarede leende og glad: Vi have opkaldt ham efter Dig, han hedder Otto.

✂ Med en Følelse, der var ham ganske ny, med en Kjærlighed, han ikke kunde begribe, og som var forenet med en forunderlig Vemod - som om han først i dette Øieblik fik Begreb om sin egen Forgængelighed - vilde Otto tage Barnet; men det trak sig tilbage, uden Angst, stirrende ligesom med forskende Blik. De Andre saae derpaa som et lille Lune af det kloge Barn; men Otto saae i dette Barneblik selve Skjæbnen, der stirrede paa ham. Man er til for Fremtidens Skyld, men hvorledes? Man skulde som Isabella finde Lykken for at lade den gaae i Arv, men hvorledes?

✂ Du havde vel været i Paris, siden Du skrev mig til fra Dünkirchen, sagde Alfons.

✂ Ja; jeg vilde gaae ombord der; men jeg havde Noget at anmelde eller klare for Øvrigheden, og det opholdt mig temmelig længe. Der fik jeg da Tid til at blive bekjendt med vor nyeste Historie.

✂ Kunde Du ikke have studeret den før?

204

✂ Nei, jeg var tagen ind i Bjergene til Elverfolket, og de holde ikke danske Aviser .... men de have Musik, Alfons. Kan Du huske, det blev raadet Dig at tage derind, da vi holdt Gilde i Ermelund?

✂ Det gjorde jeg jo ogsaa, og jeg narrede min Elverpige, saa hun maatte med! raabte Alfons, idet han omfavnede sin Kone. - Men hør, det er sandt, vedblev Alfons, hvis Tanker gik hastig: jeg har glemt at fortælle Dig, at de Castro har kjøbt en Strækning længere oppe i Landet og anbragt Peter Krøll der. Han ligger nu i Bygning og Roderi, men see at besøge ham senere. De Castro vilde saa gjerne havt Dig med dengang ....

✂ Isabella mærkede eller anede, at Otto gjerne vilde ud af den Samtale, og med lidt dulgt Skjemt hjalp hun ham ved at synge:

✂ »Havde Gud ikke gjort min Lykke saa god,
At Hanen havde slaget sin Vinge,
Vist var jeg bleven i Elverhøi
Alt hos de Elverkvinder.«

✂ Otto sagde: O, Frue, De har endnu Deres deilige Stemme; det er smukt, at De vil synge.

✂ Alfons meente, at de efter Bordet kunde faae Musik, og indbød Otto til, inden den klamme Aften kom, at gjøre en lille Tour; han havde sendt Bud til Ottos Broder, og de kunde møde ham. Otto beundrede underveis paany Gaardens Omgivelser, den smukke Or den og den kraftige Natur, især de store Ege, der stode saa høitids- _ fuldt stille i den begyndende Skumring, og mellem hvis Kroner man saae den fiintfarvede Himmel som et Loft eller udspændt Telt over Jordens Fred, medens man etsteds mellem Stammerne fik et Glimt af den opgaaende Maane, som af en Terne, der betids bringer Lys i Salen.

✂ Han sagde efter en Pause: Du talte om, at Du vilde reise bort, Alfons; hvorfor vil Du forlade et saa smukt Sted?

✂ Alfons svarede: Det er ikke Alt Guld, der glimrer.

✂ Har Du nu tabt Nøisomheden? Gjør Rigdommen Dig utaalmodig overfor smaa Mangler, som dog maae findes overalt?

✂ Nei, Du misforstaaer mig. Men hvad hjælper Alt, naar man ikke tør kalde det sit Eget, naar man har Fornemmelsen af, at det er ligesom 205 ulovligt Gods, naar det er, ligesom Jorden bestandig farer bort under Ens Fødder?

✂ Men, Alfons? Din Kone og Du ere jo Et; hvad Formue hun har bragt Dig, er jo lovlig og ærlig Din!

✂ O, min rare, lille Kone, hun har saamæn ingen Deel i de Fornemmelser. Men seer Du, Otto, og det giver Du mig vist Ret i, man skal dog være Noget i Verden, man skal arbeide og høre til etsteds. Ikke sandt?

✂ Jo.

✂ Da jeg kom hjem, modtog man mig godt og roste mine Compositioner. Men saa var der en Post, jeg søgte, Lønnen var ikke værd at tale om; men jeg ønskede en Virkeplads og en Tillidspost. Men saa sagde de, at jeg og min Musik var ikke national, jeg var blot en Fremmed, uden Sands for dette Land. Og jeg, som netop elsker det og dets Kunst! Siden den Tid har det været mig en forfærdelig Ting at høre den ægte, nordiske Musik; thi jeg har Sands for al dens Deilighed; men netop saa husker jeg, at derfra skal jeg være udelukket, her maa ikke være min Hjemstavn, uagtet jeg intet andet Hjem har. Her kan jeg ikke udholde at være udelukket; jeg vil hellere søge til et fremmed Folk, hvor jeg ikke forlanger at være med, hvor jeg kun er Gjæst.

✂ Bedre var dog at blive og kjæmpe og vise, at Du har Ret til at være med.

✂ Ja; men Sindets Tilforladelighed borttages ved saa mange Leiligheder. - Præsten her i Sognet har en Datter, der er forlovet med en theologisk Candidat; men de ere fattige. Candidaten kom hertil i Besøg og skulde prædike, og jeg indbød dem Alle til Middag. O, det gjorde mig saa ondt at mærke, at han og hans Forlovede tænkte: denne Fremmede har Grund, som vi kunde bygge vor Lykke paa. Jeg kom i Disput med ham, fordi han paastod, at Jøderne kun kjendte Lovens Gjerninger og ikke brød sig om Lovens Aand, og jeg fortalte ham Noget af, hvad jeg havde fra de Castro. Jeg viste ham ogsaa, at Stedet i Johannis Evangelium 13de Capitel, hvor Jesus taler om Jøderne i Modsætning til Apostlene, maatte være forfalsket, eftersom Jesus jo var mellem lutter Jøder. Men næste Søndag, i sin Prædiken, talte han netop imod Jøderne paa Grund af Alt dette.

206

✂ Naa, ja! Kan Du huske, da Du spillede hos Kongen, lod man dog ogsaa til at huske, at Du var Jøde, uden at Du blev saaret derved.

✂ O, dengang! de Folk! Ja, de vilde maaskee nok have mig omvendt; men hvor humane og kjærlige vare de tillige! De vare tolerantere end deres Love, nu er det omvendt.

✂ Hvad vil Du bryde Dig om de Smaating! Det danske Flag vaier dog over os Allesammen, som tale den danske Tunge!

✂ Det troede jeg ogsaa. Da jeg var flyttet ind, var det krigersk rundt omkring. Jeg hørte, at man vilde øve Soldater og behøvede en Plads dertil; saa kjørte jeg over for at tilbyde et Stykke Land. Jeg var saa glad ved at træffe sammen med Mænd, der havde staaet i Ilden; det foer igjennem mig som store Digtejeg kunde sætte i Musik. Den Officier, jeg blev viist til, var en Reservelieutenant Paulsen, der havde gjennemgaaet Centralskolen i Kjøbenhavn, Søn af Justitsraad Paulsen.

✂ Min gamle Ven! hvad han?

✂ Han sagde ubeseet: Jeg troer ikke, den Jord er kauscher, og vendte mig Ryggen.

✂ Det gjorde han ikke af pure Jødehad, Alfons! Paulsen er ikke saa ideal.

✂ Nei, det kan nok være. Han vilde havt Gaarden her; men de Castro bød ham over. - Men, seer Du, ingen Officier tog mit Parti, og jeg maatte jo tie. Siden den Tid syntes mig de danske Kanoner ikke længer at ville tillade, at jeg ansaae dem for mine. Jeg afbryder mange Forhold eller kommer skjævt til dem, blot fordi jeg har Tanken herpaa og ikke Tilforladelighed i Sindet .... Der kommer Din Broder! Tænk ikke videre paa, hvad jeg nu har sagt Dig. Lad os Alle være glade iaften.

✂ Vilhelm kom i en stadig, men kraftig Gang, uden Bøsse, men ledsaget af sin Hund. Han opholdt sig som Forstcandidat eller »Forstjunker« paa et nærliggende Gods og var klædt i sin grønne Uniform med Sølvknapper. Idet Brødrene kjærlig hilste hinanden, optoge de opmærksomt en Synsforretning over hinanden. Vilhelm skottede til Broderens kloge, udviklede Træk, Otto saae beundrende paa Vilhelms sunde, brunede Kinder og fandt i hans jevne, klare Blik ligesom en anden Udgave af sin egen Barndom.

✂ Det gik, som Alfons havde ønsket; man tilbragte en livlig, om 207 end ikke larmende glad Aften. Vilhelm blev der om Natten og næste Dag. Det herlige Efteraarsveir lokkede Selskabet det meste af Dagen ud i det Frie, ud mellem det gule, nedfaldne Løv under mangefarvede, af Blæst lidt fortyndede Kroner, hvor Egen i Modsætning til de andre Træers rødlige og guldagtige Løv stod kold og streng mørkegrøn, hvor den friske Luft hævede Hjertet, medens man hemmelig »tog Afsked med Aaret«; i nogle Hjerter var Afskeden dybere. Otto havde sin stille Glæde af at bemærke, hvor fortrolig Vilhelm var med alle Røster i Naturen, hvordan han havde et Øie med hver stor og lille Fugl, kunde forklare, hvad hvert Pip eller Skrig betød, og i Hunden havde ligesom en Adjutant, der foer omkring og snart slukøret kom hjem med Melding om et Pindsviin, snart stod agtpaagivende og klog foran en Flok Agerhøns. Han var saa hjemlig paa Jorden og syntes ikke at have Anelse om, at det kunde være anderledes.

✂ Brødrene bleve en Stund ladte alene, og Otto, der ikke vilde have talt om sig selv, spurgte om Broderens Forhold, om hans Overordnede o. desl. Vilhelm talte snart alvorlig, snart lunefuldt om dem, udhævede adskillige Urimeligheder, ja Uretfærdigheder, de tillode sig.

✂ Naa, hvad gjør Du saa? spurgte Otto.

✂ Hvad jeg gjør? Det blander jeg mig ikke i; jeg passer Mit.

✂ Og mig koger det i blot ved at høre derom! sagde Otto; de Mennesker ere jo hjemme! Jeg vilde i Dit Sted ikke have Rist eller Ro.

✂ Ja, saa er det godt, Du ikke er i mit Sted.

✂ Otto taug. Han havde i dette Øieblik Fornemmelsen af, hvor inderlig han stod i Forhold til den ideale Retfærdighed, hvorledes hans Væsen var gjennemtrængt deraf, saa at han i den Henseende ikke var i Slægt med sin Broder. Men han følte sig nu paa sin Maade hjemme og stærk.

✂ Da man spøgede med, at Vilhelm som Salomo havde lært Dyrenes Sprog, og som Prøve paa hans Viisdom forlangte, at han skulde sige, hvad en Mængde Spurve skreg saa høit om i en Tjørn, svarede han: Den Opgave er let nok. For lidt siden var hele Flokken inde paa Marken for at fouragere. Den havde efter Sædvane udstillet Poster; men Skildvagterne maae have holdt daarligt Udkig; thi jeg saae 208 en Spurvehøg flyve langs Hækken, sætte over og pludselig slaae ned i Flokken. Saa foer de forfærdet ind i Tjørnen, og da de vare komne sig af deres første Skræk, begyndte de en Proces mod de forsømmelige Skildvagter, som nu hjulpne af Slægt og Venner forsvare sig paa det Bedste og love, at det i alt Fald skal gaae bedre næste Gang; men det gjør det ikke.

✂ Man kom i Samtale om, hvorvidt det gik Menneskene bedre, om de virkelig bleve kloge af Erfaring, og i Talens Løb bleve mange af Egnens Forhold bragte paa Bane, og Damerne talte især om en Jægermesterinde Schiøtt, som de dog lode til kun at kjende efter Rygtet.

✂ Sig mig, min gode Hr. Forstjunker - sagde Otto - Du maa da i Embeds Medfør kjende den Jægermester Schiøtt.

✂ Den Grinebider! nei, det gjør jeg ikke. Jægermester, det er jo blot en Titel, Konen har skaffet ham.

✂ Er han en Grinebider? Det havde jeg ikke troet efter Omtalen.

✂ Ja, det vil sige, han griner maliciøst, naar han kan komme til. Men jeg sagde engang til ham, at naar han vilde slaae sig til Ridder paa mig, saa kunde han selv let blive Ridder af det brune og blaae Baand.

✂ Bravo, Hr. Broder! Hvad svarede Rasmus, da Jesper talte saa?

✂ Han hedder ikke Rasmus og jeg ikke Jesper; men siden den Tid skjøtter han sig selv.

✂ Og han hedder Schiøtt? Var han ikke Jægermester, kunde jeg troe, det var min egen Schiøtt!

✂ Men det er jo Din egen Schiøtt! raabte Alfons; jeg tænkte, Du vidste det.

✂ Saa vil jeg profecto ogsaa besøge ham. Hvor langt boer han herfra?

✂ Aa, en fire, fem Miil, svarede Vilhelm. Men vil Du tage den Omvei, kunde Du da med det Samme komme over til os. Du kunde være med paa en Andejagt imorgen; jeg har lovet at gaae ud med en Lieutenant Paulsen, som er i Besøg paa Gaarden.

✂ Er det Reservelieutenanten, Justitsraadens Søn?

✂ Ja.

✂ Saa vil jeg nok være med.

209

✂ Alfons saae misbilligende dertil, men kunde, da Vilhelm tillige indbød ham, ikke undslaae sig.

✂ Jeg maa vel som Din Vært, Otto, sagde han.

✂ Ja, vel - svarede Otto fornøiet - eller maaskee som min Gjæst.

✂ Det lod et Øieblik til, at Paulsen ikke befandt sig ganske vel i Selskabet; men netop derfor forcerede han sig efter en Stunds Forløb, og som det hyppig er Tilfældet, kom han til hverken at have Holdning med Hensyn til sig selv eller til Andre.

✂ Nu skal vi see Kjøbenhavneren skyde Vildænder! raabte han, da de gik ned til Søen. Du kan da kjende en Vildand fra en tam, hvad Krøyer? ..... Ja, Du skal ikke see saa hoven ud. Ifjor havde vi en Kjøbenhavner hjemme hos os, og han holdt saa grumme meget af at gaae paa Jagt, sagde han. En Morgen, før Fanden fik Sko paa, listede han sig ud med Bøsse og Jagttaske, og snart hørte jeg det ene Skud efter det andet nede fra Søen ved vor Gaard. Jeg gik derned. Han skreg til mig: Hvad her er for Jagt! Ved mit første Skud blev Gjæssene som vanvittige og skreg og svømmede imod mig, ligesom de vilde angribe mig; jeg kan ikke skyde hastig nok. - Det maatte jeg troe, det var vore egne Gjæs.

✂ Man lo. Vilhelm sagde: Min Broder er da ikke egenlig en Kjøbenhavner, og han er jo ogsaa nylig kommen fra Udlandet.

✂ Ja, pyt, svarede Paulsen, lærer man der at skyde? Nei, der bliver man skudt .... i Italienerinderne, hvad Krøyer?

✂ Sommetider, svarede Otto.

✂ »Selv var jeg skudt saa mangen god Gang,
Men aldrig endnu tilgavns«,

✂ sang Paulsen.

✂ Det kan komme, naar man mindst venter det, sagde Otto.

✂ Det er et sandt Ord, Krøyer. Der kommer strax en And derude.

✂ Hvor?

✂ Der, svarede Paulsen og blinkede til de Andre.

210

✂ Vilhelm kastede et Blik paa sin Broder og sagde: Men Du har jo en Riffel, Otto.

✂ Ja, Paulsen gav mig den; han sagde, at man her maa skyde Ænderne med Kugler, fordi de holde sig i Afstand.

✂ Vilhelm undertrykte et Smiil, men gik hen til Paulsen og hviskede: Tag Dig ivare, at Otto ikke mærker Uraad.

✂ Aa, sagde Paulsen og vedblev høit: Jeg har selv ladet begge Løbene, og Bøssen er udmærket. Tag nu Anden, Krøyer!

✂ Men hvor er den, Paulsen?

✂ Den lille sorte Plet derude, der!

✂ Naa, er det en And?

✂ Han troer, at et saa lumsk Dyr viser ham sin hele Krop til Skive! Han er god! Skyd nu!

✂ Otto skjød, og i samme Øieblik lo Paulsen høit; men Latteren hørte ligesaa hurtig op; thi det lille Stykke Træ, han havde kaldt en And, var truffet, og paa Stedet saaes kun Skum.

✂ Det var da Satan til Skud! udbrød Vilhelm.

✂ Aa, Svineheld! sagde Paulsen.

✂ Det kan vi strax afgjøre, sagde Otto; der kan blive Mere at lee af. Jeg holder paa, at jeg, som Du nu staaer, skyder Dig Huen af Hovedet, Paulsen.

✂ Ja, men jeg holder ikke!

✂ Ja, men saa gjør jeg det gratis, sagde Otto, spændte Hanen til det andet Løb og lagde an.

✂ Paulsen saae paa Bøssepiben, der pegede mod hans Hoved, og paa Ottos Øine og blev som fortumlet. Lad være med de Narrestreger! raabte han og veg baglængs hen imod et Træ for at dække sig.

✂ Narrestreg mod Narrestreg! Skuddet bliver usikkert, naar Du ikke staaer stille! raabte Otto. Staa! Et Secund efter trykkede Otto af - Bøssen klikkede.

✂ Ved den lille, skarpe Lyd af Hanen, der smækkede paa Knaldhætten, sank Paulsen i Knæ.

✂ Det varede en Stund, inden han kom til sine Sandsers Brug; han syntes mærkelig betagen og sagde endelig: Var det blot fordi jeg lo, Otto Krøyer?

✂ Nei, det var ogsaa for andre Ting.

211

✂ Har Du, vedblev Paulsen saa sagte, at det kun naaede Ottos Øre, hørt om Pigen fra Veilaa Mølle? Tal saa ikke derom til Nogen; lad det være nok.

✂ - Da Brødrene vare ene, sagde Vilhelm: Det var dog forfærdeligt, Otto; det trækker mig krampagtigt i Hjernen, naar jeg tænker paa, om Bøssen ikke havde slaaet Klik.

✂ Du Nar, svarede Otto, den kunde ikke gaae af. Jeg havde i Forveien sat en Kobberhætte uden Sats paa.

✂ Hvad for Noget? Fy for Pokker! Var det Komediespil?

✂ Nyssens gruede Du ved Tanken om, at Skuddet var gaaet af.

✂ Ja, det kan nok være .... Men - ja, jeg vil nu ikke sige Mere.

✂ Tal Du kun.

✂ Hvor kan man være saa kold? Hvor Du har forandret Dig, Otto! Jeg kan huske, da Du første Gang kom herover til os og Du tog mig med ud i Haven. Det var, ligesom Du var en voxen, kjærlig Mand dengang, jeg har altid seet op til Dig.

✂ Hvor Børn kan skjønne og mærke sig Meget af Lidt! ..... Naa, kan Du maaskee nu see ned paa mig? Havde Paulsen ikke en ladt Bøsse i Haanden, medens jeg var vaabenløs? Sæt, han havde trodset! Kunde Du gjøre mig det efter?

✂ Nei; men det var det Satans Udtryk, der var ved Dig, som gjorde det Hele. Du skulde selv seet det. Du ligner os ikke længer.

✂ Det maa Du ikke sige! Du maa ikke sige, at jeg ikke ligner Fader! - Men jeg skal sige Dig, vedblev han leende, jeg kom ud i Verden, og saa udviklede sig min Naturs Vinger. Vi ere Begge af Museslægten; men Du er bleven en Muus, jeg en Flagermuus ..... Ja, jeg maa vel tilføie, at saadant Noget siger jeg kun for Spøg, saa Du skal ikke tage det for Alvor.

✂ Nei, det kan jeg nok vide. - Det er forresten ikke for det, vedblev Vilhelm, jeg under nok Paulsen en Tugtelse; han er fælt kaad. Husker Du Knud Gjedde, hjemmefra?

✂ Ja, hvad han? spurgte Otto opmærksom.

✂ Vi vare engang derovre, medens Fjenden var her. Der laa mange Officierer, og Knud Gjedde blandede sig altid imellem dem og teede sig, ligesom han endnu var Husarofficier, men holdt sig klogt borte fra al Ufred, skjøndt man vilde have ham ind blandt Herregaardsskytterne. En Dag, paa Postgaarden, sad han øverst ved Bordet, 212 og da Stegen kom, paatog han sig at skjære for og sagde: Um gut tranchiren zu können, muß man erstens von Adel sein. Und zweitens Courage haben, sagde Paulsen og trak Stegen fra ham.

✂ Ih, Gud frie os! Hvad sagde Knud Gjedde?

✂ Han troede nok, at Paulsen var en af de Rigtige, der havde været i Bataille. Han sad ganske bleg og kom aldrig mere igjen, og siden den Tid lever han som en Skygge. Og veed Du, hvad han tager sig for? Han spiller Mariage med Dr. Siemsen!

✂ Gudinden var altsaa ogsaa der! sagde Otto ved sig selv. Hvad mon hun nu siger om min Indblanding? - Jeg vil forsone Hende med et Offer, som man gjorde i Oldtiden, naar man uforvarende havde betraadt Eumenidernes Lund.

✂ Han spurgte Vilhelm: Er der Noget, hvorved Du troer, at jeg kan muntre Paulsen op eller gjøre det godt igjen?

✂ Vilhelm blev forundret over denne pludselige Godmodighed, som han ansaae det for, men svarede: Ja, fortæl her paa Gaarden, at han viste sig tapper og tilbød at staae for Skud.

✂ Det vil jeg gjøre!

✂ - De feirede en Afskedsaften med Mendoza, og næste Morgen tog Otto til Schiøtt.

✂

Andet Capitel

✂ Schiøtt havde modtaget Livskampen paa det Punkt, hvor den bødes ham: vred og mishandlet havde han benyttet, hvad der faldt ham ihænde, for at have Fornøielsen af at leve godt trods sine Fjender, indtage en Position og gjøre dem Fortræd. Han havde theoretisk vidst, at det at skaffe sig Forbindelser, ikke foragte noget Middel, blive stærk til at skade og derhos dække sig med smukke Phraser var Veien til at »sætte sig i Respect«; nu udøvede han det i Praxis, hjulpen af sin Hustru eller ført af hende, og der var kun den Forskjel imellem dem, at hun gik fuldstændig op deri og ansaae det for Verdens virkelige Orden og Sammenhæng, medens han tillige stod ironisk dertil. Han havde faaet en vis diplomatisk, kold og fornem Holdning; den hjalp ham til, med Anstand at forhandle 213 Sager af almindelig Interesse fra den personlige Interesses Standpunkt og dog skjule dette sidste; men det kunde træffe sig, at han pludselig med et Smiil eller en skjærende Tone antydede den Haan, hvormed han vidste, at hans Ungdoms Idealisme saae ned; var denne Tribut betalt, gik han videre. Han var for lidet naiv til at kunne skuffe sig selv og troe, at han havde en ædel Hensigt, der helligede Midlet.

✂ Da han igjen mødtes med Otto, var der et øieblikkeligt Indtryk af Glæde, en Duft fra Ungdommen, som fra en Høstak, men i samme Øieblik Lyst til at beherske Otto som tidligere, Mismod over, at han havde udviklet sig, Lyst til at miskjende det og et overordenligt skarpt Blik for, hvad Otto endnu manglede. Han anlagde strax hele Idealitetens Maalestok, og Otto, der ogsaa fornam Høduften, kunde ikke som overfor andre Mennesker være myndig og afsluttet, men blev i Førstningen Barn igjen, stod som Disciplen overfor sin gamle Lærer.

✂ Maa jeg forestille Dig en gammel ubekjendt Bekjendt, sagde han, idet han førte Otto ind til sin Kone; Du saae ham nok knapt, dengang Du kjørte mig over. Det er ham, som skrev og forespurgte, om Bagtalelsen var sand: at vi vare gifte. Lad ham nu selv gjøre Dig sin Undskyldning. Han er forresten et godt Gemyt, der staaer med den ene Fod i gothisk Christelighed, med den anden i det, Gotherne kalde Synd; saaledes halter han paa begge Benene, men saa ligelig, at det knap kan sees.

✂ Ved denne Præsentation var intet Andet at gjøre end at overhøre den, og det gjorde Begge.

✂ Otto gjenkjendte det runde Ansigt med de kraftige, lidt fremstaaende Kindbeen og den bestemte Mund og Hage. Hun var ikke saa smuk som før; men hun havde visse fine Manerer, som gjorde det vanskeligt, strax at afgjøre, om hun var en fiin Natur eller ei.

✂ De har gjort en lang Reise, sagde hun efter at have budt ham Velkommen, og førte Talen over paa Udlandet.

✂ Ja, sagde Schiøtt, lad ham kun fortælle om sin Reise, det holde alle Reisende af, ligefra Odysseus til Geert Westphaler.

✂ Otto fulgte hendes Opfordring, og da hun vilde vide, hvor han havde fundet et rigtig smukt Sted, nævnte han Schwytz, uvilkaarlig, skjøndt modstræbende, og beskrev Egnen som et Paradiis -

214

✂ Hvor der vel ikke manglede Slangen? spurgte hun med et Blik og et Smiil, hvoraf Otto følte, at hun ikke var nogen fiin Natur, og nu for sit Vedkommende var paa det Rene med hende.

✂ Da hun efter en Stunds Forløb lod dem ene, sagde Schiøtt: Ei see, De er interessant, De kan tale med Damer, De kan behage. Men kom ikke her og stik mig selv ud.

✂ Otto gjorde en utaalmodig Bevægelse.

✂ Det var nu det dydige Been, der blev sat frem, sagde Schiøtt. Og det er ganske i sin Orden; overfor Ægtemanden er man dydig. Det er maaskee endogsaa Coquetteri; naar jeg fortæller det videre, skal det vække Interesse for Dem - naa, vær nu ikke sentimental, men bliv siddende i Deres Menneskelighed overfor Deres gamle Ven. Hvilke Danske traf De i Udlandet?

✂ Otto nævnte Forskjellige og blandt dem Hjelmkrones.

✂ Traf De ikke Halds.

✂ Jo, svarede Otto og kunde ikke holde Rødmen fra sine Kinder.

✂ Naa, gjorde De dog! Fik De et Kys af Fruen? .... Jeg veed nok, hun lader det ikke komme for vidt.

✂ Har Fru Hald nogensinde budt sig til at kysse Dem eller Nogen, De kjender? spurgte Otto.

✂ Schiøtt vilde gjerne gjort sig den Fornøielse at svare tvetydig; men Situationen blev for alvorlig, og han svarede: Nei.

✂ Otto lod det blive herved, tilmed da Schiøtt hurtig vedblev: Saa De traf Hjelmkrones? Ja, det er et Bekjendtskab, som De skal cultivere. Hun gjør Figur, fører Huus, har Indflydelse, samler et politisk Parti hos sig, intriguerer og coquetterer. Hun hører rigtignok til et fjendtligt Parti, hvad mig angaaer; men hende maa De, Pinedød, gjøre Deres Opvartning.

✂ Jeg troede, De snarere vilde give mig Anviisning paa Deres egne Venner.

✂ Hm; troede De? Ja, mine Venner .... de ere noget kræsne, skal jeg sige Dem .... Eller hør nu: jeg kommer ikke med Phraser, som Ingen troer paa, men siger Dem: Gjør Lykke! Det skriger til Dem ud af Samfundets Indvolde, og har De gjort Lykke, kan De tale salvelsesfuldt.

✂ Otto svarede smilende: Kan De huske, da De sagde, at det gjælder ikke om at gjøre Lykke, men at blive lykkelig i Verden? Nu har 215 jeg paa Deres Ord reist Verden rundt efter Lykken, og saa modtager De mig med: Det er galt, bliv ikke lykkelig, men gjør Lykke.

✂ Min Hr. Lykkens Franklin eller Columbus eller commis voyageur! Behag at mærke Dem, at jeg ikke er stædigt Æsel nok til ikke at strække Gevær overfor Fornuft og Erfaring. Gjøre Lykke - hvor gjerne vil De ikke! De vil kanskee bilde mig ind, at De kommer fra Rom og Paris som et uskyldigt Barn, der troer paa Paradiis og Papa Gud, der hjælper de artige Børn, naar blot de ere kjønt artige ....

✂ Lad nu blot være at declamere, gamle Schiøtt. Om mig vil jeg give den Oplysning, at jeg i gamle Dage troede paa Marmorpaladser bag Husene og troer derpaa endnu, men paa anden Maade. Jeg troer paa Marmortemplet ogsaa i Dem, Schiøtt, skjøndt jeg ikke veed, hvordan det skal fiskes op.

✂ Kan sgu gjerne være, sagde Schiøtt; men De gjør dog Samfundet Uret, idet De antyder, at det ikke er smukt udvendig. Der er en Fernis udbredt over Samfundet, og jeg finder, at den er baade smuk og nødvendig. Hvo, der om Søndagen seer Folk gaae i Kirke, hvo, der i Bladene læser Domfældelserne, hvo, der seer de offenlige Beretninger om Velgjørenhed, vil ikke være saa uretfærdig som De og tale om Marmor i Baggaarden. Og det er Altsammen ikke blot kjønt, men ogsaa rigtigt. Uden det vilde Uhyret, Massen, bryde frem for at tage os Stegen af Munden; uden Respect for disse Scener, vilde Mængden ikke blot føle, men benytte sin virkelige Magt. Nu bøier den sig. Og hvor meget Smukt foraarsages ikke derved: Fattige Familiers naive Lidelser, deres gemytlige Tro, deres inderlige Overbeviisning om, at istedenfor dette glædeløse Liv, hvorunder deres Legemer visne, skal gives dem et bedre Liv! Ja, det er godt, at de Fattige troe og blive dydige. Men gaa bag Coulisserne, see efter i Historien: Hvo har udrettet Noget, hvo har nydt, hvo er bleven beundret, tilbedet? Den, som nød med store Evner! Den, hvis Lunger vare Blæsebælge! - Forholdet til Kvinden - læs Michelet. See, hvorledes i Aarhundreder alle theologiske Kampe havde det Formaal at nyde, at blive elsket, hemmelig elsket af Kvinden. See, hvorledes undertiden Samfundets virkelige Tilstand viser sig, som ved et vulkansk Udbrud, der lyser milevidt. Under de fine, rige, velhavende Klassers Fernis ligger en umaadelig Nydelsessyge, der bliver til Forbrydelse, umaadelig Forbrydelse, fordi den har at vedligeholde 216 Dydens Fernis! Vor Tids Bourgeoisi udmærker sig ved at have alle disse Laster og Forbrydelser i det Smaa og alle Dyder ligeledes i det Smaa! - See frem og see tilbage! Hvad seer man? Den ene Slægt efter den anden, Fødsel, Liv og Død, et evindeligt Kredsløb. For os synes Livet at staae stille, at være noget Vigtigt, vi selv synes vigtige. Det Samme have de Andre bildt sig ind! Først naar man bliver ældre, mærker man, at det Hele var Indbildning. Man blev født for at leve, for at bevæge sig i Solskin, være glad, ogsaa for til Afvexling at være sørgmodig og lide. Der blev tidlig indprentet os Regler for, hvordan vi skulde bære os ad for ikke at gjøre Andre Skade og paadrage os selv Fortræd. Disse praktiske Regler bleve kandiserede med noget Mystik og kaldtes saa Religion; man prædikede derover i Kirkerne. Man talte overhovedet, for at fornøie sig, en heel Deel om udødelige Ting, om Ideer og Idealer, og Digtere gjorde Vers derom. Det var meget kjønt. Man har havt sin Fornøielse deraf. De som tidligere døde, havde lignende Fornøielse, de brugte alle disse Skuffelser til at pynte Livet. Saa døde de, nøgterne, forstandige, desillusionerede! Nei, kom til mig, naar De har tabt Illusionerne - saaledes sluttede Schiøtt med et sært Blik - saa skal jeg maaskee lære Dem, hvor de i Virkeligheden findes igjen.

✂ Farvel saalænge, Schiøtt, og Tak for god Modtagelse! sagde Otto.

✂ Naa, vil De bort, hvor vil De hen?

✂ Ind i den slemme Verden med alle de Illusioner, jeg har tilovers, »og dem er der endnu, Gud skee Lov, mange af«.

✂ Ei, han citerer endnu danske Digtere! ....

✂ Der er serveret, hvis Jægermesteren behager, sagde en Person, der traadte ind, sortklædt og med hvidt Halstørklæde.

✂ Sem! Haundrup! raabte Otto. Sem! hvordan har De det?

✂ Otto Krøyer .... Hr. Krøyer .... ham selv .... velkommen! .... jeg beder om Forladelse.

✂ Men, Schiøtt, hvad har De gjort med Sem? Er han bleven Deres Kammertjener?

✂ Huushofmester, Hr. Krøyer, sagde Sem og rettede sig i Veiret.

✂ Dyden vilde ladt ham komme paa Ladegaarden for ikke at saare ham, Udyden gav ham Brød, sagde Schiøtt. Men kom nu med tilbords.

✂ Nei, jeg vil ....

217

✂ Vist ikke, nei! Gaa ind og byd min Kone Armen. Sem, viis Hr. Krøyer Vei og bring os saa den bedste Viin, Deres Høiærværdighed kan finde.

✂ Det skal jeg, Hr. Jægermester!

✂ - Otto lagde Mærke til, at Schiøtt havde en stor Nydelse af hver Ret og behandlede Maaltidet som en Sag, der fortjente et Menneskes hele Opmærksomhed. Schiøtt var deri aldeles forskjellig fra Otto, der ikke var istand til at afvinde Gourmandisen mere end et Øiebliks Interesse og desuden ved Samtalen havde tabt Appetiten.

✂ De er og bliver en Spurv, sagde Schiøtt.

✂ Hr. Krøyer spiser rigtignok som en Fugl, sagde Fruen. Hvad maa jeg dog byde Dem?

✂ Vent nu lidt, han pimper hellere. Maa jeg drikke et Glas Chambertin med Dem .... Libertin, havde jeg nær sagt, hvis jeg ikke havde husket Ben Jonsons Ord, at den Mand, der kan gjøre en Kjeldermand, ogsaa kan blive Lommetyv.

✂ Schiøtt blev alt mere oprømt, og da de vare ene ved Kaffe og Cigar, begyndte han at tale om Kvinder paa sin gamle Viis, maaskee kun lidt mere materielt. Han var af den Mening, at der burde udarbeides et stort Conversationslexicon over erotisk Erfaring og foreslog Otto at overtage Italien.

✂ Otto var ikke kommen videre end til at kunne fatte en Lidenskab og vilde ikke videre; Frivoliteten havde han ingen Sands for. Han sagde: De sidder altsaa stadig som en Tannhäuser i Venusbjerget.

✂ Naa, og De, Høistærede, De er som den dumme Tannhauser gaaet ud af Bjerget og vandret til Rom uden at faae Syndsforladelse.

✂ Aa, ja, det kan nok siges.

✂ Saa er De jo fuldstændig hjemløs! Kirken vil ikke vide af Dem, og Venusbjerget har De forskjærtset.

✂ Aa, ja, det kan nok siges.

✂ Jeg har aldrig kjendt noget Menneske, der er voxet saa lidt som De.

✂ - Men da Otto kom udenfor og red videre paa den Hest, hans Broder havde laant ham, sang han i høien Sky. Han var ene i Skov og paa Mark, Livskraften slog op i Lue efter at være henviist til sig selv som eneste Støtte. Den kastede Sangen som et Slør over Fortid 218 og Fremtid, tog midt under sin egen Larm sin stille Beslutning og beredte sig paa det venlige, korte Møde med Moderen.

✂ Man seer et Land ganske anderledes, naar man reiser ene og tilhest, end fra et Diligencevindue. Otto indaandede Storheden af de Former, hvori Egnen undertiden strakte sig, de lange, bølgende Linier, hvori Jorden ligesom jevnt skyndende sig med Efteraarets Vind skraanede mod et Vanddrag eller en Mose og hævede sig igjen, medens de halvt afbladede Trægrupper paa Skraaningerne alle stode bøiede mod Øst - men seigt og haardnakket beredte til igjen at optage Kampen med Vesterhavsstormen - og medens den brune Lyng kantede det dyrkede eller pløiede Land. Enten Tilfældet var ham gunstigt, eller hans Øie var opladt, traf han faa Mennesker af stygt Udseende, med Tegn paa at være af slet Race. I Reglen var der noget Opvakt i Blikket, og undertiden hilste han glad-beundrende Physiognomier med tydelige Præg af en ædel Race. Han syslede med at sammenligne det Fremmede og det Hjemlige og udfinde Forskjellen f. Ex. mellem et regelmæssigt italiensk og et regelmæssigt dansk Ansigt. Hiint Fremmede tiltaler ofte kun ved sin Form og sit Præg af Lidenskab, uden at noget Præg af Indhold i Længden kan tilfredsstille Beskueren; undertiden har det dog ogsaa et Udtryk af idealt Sværmeri, som Norden sjelden opviser, og som Nordboen aldrig glemmer, naar han har seet det, men beholder dybt i sin Sjæl som en Tilskyndelse. I Norden er det ædle Ansigts Udtryk det Dybe, Tænksomme og Trohjertige, forenet med en vis Jevnhed; et særeget Træk, ofte endog hos Børn, et Træk af Vemod, staaer som Minde om, at denne Races bedste Afkom har saa mægtig Fornemmelse af Godt og Ondt og af Livets svære Kamp for Seir.

✂ Med Hensyn til Hjemmet gjorde Otto sig ingen Illusioner; han vilde mere bringe end hente Glæde og havde i sit Sind Fornøielsen, der kommer af en saadan Forvisning og af Længsel efter at bringe glad Overraskelse. Det lykkedes ham ogsaa, da han red lige hen til Vinduerne, bøiede sig ned og nikkede ind til Moderen; hun kjendte ham uden at tage Briller paa; Moderhjertet har sine egne Øine.

✂ Alting var uforandret: de samme kjære, gamle Meubler fra Barndommen, 219 der fyldte i de smaa Stuer, den samme stille Eensomhed og simple, blanke Reenlighed. Som forhen havde Moderen det strengt kirkelige Væsen og syntes efter den første hjertelige Modtagelse hurtig at tye dertil som Middel til at bevare Overmagten og trykke ham ned. Kun havde hun nu ogsaa lagt sig til at bruge Snuustobak. Det var for hendes Øines Skyld, og medens det generede ham, kunde han just ikke blive vred paa Moderen derover, men paa Skjæbnen, der syntes at drille ham med at gjøre det uskjønt, som var ham nærmest, og bestandig niere skjule det, han vilde elske, under en frastødende Form.

✂ Svogeren havde heller ikke forandret sig. Han havde ikke glemt Otto Noget og veiede ham med samvittighedsfuldeste Nøiagtighed paa sin Guldvægt. Hvad var han? Hvad duede han til? Hvilken Anseelse stod han i hos Byfoged og Præst? Af hans Breve fra Udlandet havde Moderen med Stolthed spaaet noget Stort; denne Søn, overfor hvem hun gjerne gjorde sig haard og opstillede religiøse Fordringer, var dog tillige hendes eget verdslige Haab, medens han af samme Grund var Søsterens og Svogerens Frygt. Fra sit lille Huus havde hun kun ham at sætte imod Svogerens store Huus, og ved hver stolt, selvtillidsfuld Yttring i hans Breve havde hun gjort ham høi, saa høi, at han ragede op over Skorstene og Fløie paa det høieste Huus i Byen. Nu kom han, og medens Moderhjertet bankede af Glæde over det Energiske, Trodsige og særegne Poetiske, Vidnesbyrdet om Lykke, Sorg og Elskov, og gjerne tog dette Udseende som Valuta, hvorpaa der kunde udstedes gyldige Vexler paa Fremtiden, sagde Svogeren: Jeg kan sgu ikke see, at han er bleven en Døit mere, end han var, da han ikke undte mig Maden i Munden. Kjønne Klæder har han paa, og Skjæg har han; men det kunde jeg da ogsaa faae, naar jeg ikke vilde lade mig barbere.

✂ Moderen spurgte Otto: Hvad er Du nu egenlig bleven, Otto?

✂ Jeg tænkerjeg er bleven mere Menneske, Moder.

✂ Moderen tænkte paa det skrækkelige Ord om Skjæget og fandt, at Svogeren ogsaa kunde trumfe Otto med Hensyn til »Menneske«. Hun vedblev: Ja, men hvad er Du? Hvad Titel har Du eller tænker Du at faae?

✂ Jeg tænker, jeg er Digter; men det Navn er for stort til, at man kan give sig det selv.

220

✂ Blot Du ogsaa er bleven god og from! sagde hun, men ventede ikke paa Svaret.

✂ Mdm. Krøyer gik ind til Svogeren og sagde: Otto er Digter.

✂ Svogeren svarede med et meget langt: Pyh- hvad er en Digter?

✂ Mdm. Krøyer gik tilbage igjen, og ad lange Omveie og med stor Fiinhed, som hun troede, førte hun igjen Talen tilbage til det Forrige og spurgte: Hvad er en Digter?

✂ Derpaa kunde Otto ikke let give Svar; men han sagde efter nogen Nølen: De have i Udlandet opfundet den Kunst at lave et kostbart Metal af Leer; en Digter laver Guld og Sølv af Menneskeleer. Endogsaa af Din Svogers Sjæl kan jeg hente lidt Leer frem og forvandle det til Guld eller idetmindste til Sølv.

✂ Moderen sagde: Du er ikke barmhjertig og god imod Din Onkel, Otto. - Hun gik tilbage og sagde til Svogeren: Jeg veed nok, hvad jeg veed.

✂ Svogeren svarede: Ja, det veed jeg ogsaa.

✂ Otto overskuede det hele Forhold og følte, at det slappede ham. Enten maatte han gjøre det lille Huus stort, eller det maatte gjøre ham lille. Han sagde til sig selv, at han kunde ikke som Antæus kaste sig til den moderlige Jord for at fordoble sine Kræfter; han maatte kaste sig til sig selv, til sin Verden derinde, opgive Virkeligheden for at skabe en ny gjennem Phantasi og Digt.

✂ Digter, sagde han; ja, hvad Fortjeneste er der ved at være Digter, naar man ikke skaber noget Betydningsfuldt og Stort, naar man ikke bringer Tiden fremad, naar man ikke i sit eget og andre Menneskers Indre har læst en stor Hemmelighed. Mig synes, der er saa dybt, saa glødende hedt og smertefuldt inden i mig. Blot komme i Ro, være ene med mig selv! Og hvor er man ene som i en stor By!

✂ Moderen spurgte, om han ikke før sin Afreise vilde tage ud og see til Birgitte, som var hos Sandbergs; Forpagter Sandberg var død, men hans Enke og Datter vare endnu paa Gaarden. Han svarede, at saadanne vemodige og behagelige Gjensyn nu maatte vente til en anden Gang.

✂ Hun sagde: Jeg har ikke brugt alle de Penge, Du gav mig, før Du reiste; vil Du have dem tilbage?

✂ Det vægrede han sig ved; han sagde, at han havde endnu nogle af sine Reisepenge, med dem vilde han spille i Lotteriet.

221

✂ I hvilket, Otto?

✂ I Livets.

✂ Hvor Du taler sært! - Hun endte med at bede ham tage sig lidt af den gamle Proces; den var nu for Høiesteret, og der var nogle Papirer, som beroede hos en Hr. Bagger, og som denne skulde udlevere.

✂

Tredie Capitel

✂ Paany en lyksalig Tid, paany en Tilværelse, hvori det syntes Otto, at Skjæbnen betalte ham, hvad Livet gav ham Fordring paa. At have glemt Alt og dog leve erindrende, at sysle med store Planer, hvortil han ikke behøvede anden Hjælp end sit eget Indre, at forberede sig til Udførelsen ved Studier, kjæmpe den ideale Kamp med Vanskeligheder og beseire dem, at fornemme Troen paa en lys og herlig Fremtid som Frugt af hver Dags Møie, hver Dags Glæde, hver Dags rhytmiske Sang!

✂ Det var den gamle Tanke om Dommedag, der trængte sig frem i ny Skikkelse, omtrent som den havde foresvævet ham, da han om Natten stod paa Colosseums Ruin. Sangen skulde indledes med Paradiset og dets Tab og dernæst vise Menneskehedens Kamp i en Række store Epoker og store Personligheder samt Maalet, hvortil den stundede. Dette Maal kjendte han ikke; men dybt i hans Sjæl var en dunkel, glødende Fornemmelse eller Anelse derom, og han haabede, at den vilde slaae ud i klar Lue under selve Arbeidet. At det Hele skulde ophøre, naar man var kommen til Erkjendelse og Skjønhed, at Menneskene skulde naae saa høit, at de udtalte det hemmelige Ord, der førte Jorden ind i Himlen - saaledes som han tidligere havde sagt til Schiøtt og de Castro - troede han tildeels endnu; men han var ikke ganske enig med sin tidligere Mening om, hvad Erkj endelse og Skjønhed egenlig var. Han vilde behandle hver stor Epoke som et særskilt Hele, og den første, han tog for, var Roms Kamp med Karthago, Hannibals Geni i Spidsen for Barbarer og Scipios Seir i Spidsen for Civilisationen. Ligesom skjæbnesvangert dreves han til dette, hvorom han havde talt paa Bjergene ved 222 Italiens Grændse, og som indeholdt Scener svarende til, hvad han selv havde oplevet.

✂ Han havde truffet paa Justitsraad Roed og var kommen til at boe i et Par Værelser, som Justitsraaden havde tilovers i sin store Etage og pleiede at leie ud. Dette var ikke skeet ganske tilfældigt. Der var hos Otto altfor meget Præget af, at han var fyldt med Noget, en Energi, Dybde eller Glød, til at han ikke skulde tiltrække, skjøndt rigtignok ogsaa frastøde og ængste en Mand som Justitsraad Roed; men den sidste Slags Fornemmelse blev hos Justitsraaden overvunden af et andet Hensyn. Han havde mærket, at Tiden var forandret; Magt, Indflydelse og Betydning trak sig andenstedshen end til de stille, adstadige Embedsmænd; en vis Uro var paa Dagsordenen, og han antog, at der kunde komme noget Fortræffeligt ud af hans Modenhed og Klogskab forenet med en ung Mands Energi, især naar denne unge Mand blev knyttet til ham ved Familiebaand - hans lidet smukke Datter. Han antog efter den Maade, hvorpaa Otto fremtraadte, at han besad Formue eller havde den ivente, i alt Fald troede han uvilkaarlig paa en Fremtid for ham og glemte gjerne sit tidligere Mishag.

✂ Naar en Mand som Justitsraad Roed gjør Beregninger, blander han altid lidt Gemyt deri. Saaledes kom det, at han uvilkaarlig overfor Otto antog en Tone af faderlig Velvillie, af en upartisk og ærlig Mands jevne Oprigtighed, som det var vanskeligt at afvise, især for Otto, der kunde høre paa Alt. Otto modtog de jevnlige Indbydelser, tildeels af en Grund, som Justitsraaden, hvis han havde kjendt den, vilde have kaldt forfærdelig. Der var noget Særeget ved hans Erindringer; Sjælen vægrede sig ved at drage dem frem i deres hele Sandhed og Betydning, og medens han vilde bruge dem, trak de sig tilbage og bleve ubestemte, hans Sind blev som et bedugget Speil. Han behøvede noget oplivende, styrkende, opløftende Liv i Omgang og Omgivelser og fandt det ikke. Han holdt sig ogsaa meget tilbage af Ulyst til at træffe sammen med Camilla. Men i Tusmørke, hos Justitsraadens, naar Kakkelovnsskinnet faldt paa en af Damerne, saa kunde en uvilkaarlig Bevægelse, en Fold af Kjolen eller Spidsen af en Fod ligesom aabne en Sluse for Tanker og Stemninger, fremtrylle en forgaaet Verden i ny, omskabt Skikkelse, fylde hans Sjæl med en Duft, som den vedkommende Dame selv ikke var istand til 223 at frembringe, og saa kunde han leve længe af denne Bevægelse. Han brugte, hvad der korn ham for, som Malerne deres store Dukker, som Skelet for en ideal Beklædning. I nogle Øieblikke kunde da hans Stemme og hele Adfærd bære Præg af en Inderlighed, der gjaldt det Fjerne, men blev tagen til Indtægt af de Nærværende, og som forøgede Justitsraadens faderlige Velvillie.

✂ Justitsraaden kom en Dag ind og aflagde ham et Besøg.

✂ Efter nogen Tale om Veirlig og Bynyt sagde Justitsraaden: Hør, jeg kunde have Lyst til at tale rigtig ligefrem med Dem, hvis De tillader det.

✂ Med største Fornøielse Hr. Justitsraad.

✂ Ja, saa vil jeg da sige Dem, at De er et underligt Menneske.

✂ Hvorledes mener De, Hr. Justitsraad?

✂ Jo, for jeg har lagt Mærke til, at første Gang De træffer sammen med Folk, kan De nok være elskværdig og behage; men anden eller tredie Gang er det forbi, og saa støder De blot Menneskene desto stærkere fra Dem.

✂ Ligger det ikke i, at første Gang man træffer Mennesker, har man Øie for, hvad Ideen har havt til Hensigt med dem, da de bleve skabte; anden eller tredie Gang opdager man, hvor lidet de svare til Hensigten.

✂ Det er saa subtilt. Ingen af os er Engel; men Alle have dog noget Brugbart; Enhver kan gavne En paa sin Maade. Jeg betragter Venskaber og Bekjendtskaber som Støvler; man skal træde dem ud, før de rigtig passer En.

✂ Ja, saamæn. Men hvad skal man da bruge alle de Støvler eller Tøfler til?

✂ De maa ikke holde altfor meget fast paa Lignelsen. Har man gjort et godt Indtryk paa Folk, skal man cultivere det. Man behøver hverken at være Smigrer eller Spytslikker for at lægge Mærke til Folks Svagheder, give lidt efter for dem o. desl. I vor Tid maa man gjøre sig selv lille, som der da ogsaa staaer i den hellige Skrift: Hvo sig selv fornedrer, skal ophøies. Det er virkelig et Ord at lægge paa Hjerte, naar man vil frem i Verden. Det er ikke for at rose mig selv; men dengang Grundloven forhandledes, talte jeg tidt med Ministeren og gav ham mange Vink uden at lade, som om de kom fra Andre end ham selv, og han tog virkelig meget Hensyn til dem. Det er 224 nu en af Folks Svagheder, som man maa skaane, at skjøndt de ere Gjøgemødre, ville de selv have lagt Æggene. Hvis han havde vedblevet at være Minister, var jeg vel ogsaa kommen endeel videre, end jeg er; men med den velsignede Tilstand, som vi have, kan man jo knap skrive Udskrift paa en Indstilling; for man veed jo ikke, hvad der kan indtræffe, medens Brevet er underveis.

✂ Men i den Usikkerhed er det altsaa til ingen Nytte at behandle Folk saa klogt.

Goldschmidt, M. A. Hjemløs. En Fortælling II

Anden Deel Hjemløs Tredie Bog

Første CapitelBrev fra Otto til Schiøtt

Andet CapitelBrev fra Otto til Schiøtt

Tredie Capitel

Fjerde Capitel

Femte Capitel

Sjette Capitel

Syvende Capitel

Ottende Capitel

Niende Capitel

Tiende Capitel

Ellevte Capitel

Tredie Deel Hjem

Første Capitel

Andet Capitel

Tredie Capitel

Anden Deel
Hjemløs
Tredie Bog

Første Capitel
Brev fra Otto til Schiøtt

Andet Capitel
Brev fra Otto til Schiøtt

Tredie Deel
Hjem