Goldschmidt, M. A. Uddrag fra Hjemløs. En Fortælling II

En vis Philosophi siger, at der er en Natur, som i og for sig er uskyldig og hellig, og en af denne Natur fremgaaet Nødvendighed, som hersker over Menneskene. Ifølge denne Lære er der ingen Synd, følgelig heller ingen Anger, Syndsforladelse, Naade, og der er da i Verden ingen styrende, aandig Magt. Paa det Sted, hvor vi staae, har denne Lære hersket for to tusinde Aar siden. Man tilbad Venus, Bacchus o. s. v., og først da man begyndte at tvivle om, at de virkelig vare Guder og ingen anden Guddom fandt - d. v. s. da al menneskelig Undseelse forsvandt af Lidenskaben - kom den store Fordærvelse. Men saalænge man troede, saa længe man ikke vidste bedre, var denne Natur uskyldig, Begrebet Synd var langt mere indskrænket i Oldtiden, man syndede mindre.