↩ I et brev fra fængslet i Domhuset til sin ven P. L. Møller funderer Goldschmidt over hvordan det kan være at han befinder sig så umanérligt godt, skønt han er indespærret. Ja, han føler sig til sin forbløffelse ligefrem hjemme i fængslet. Det nærmeste fortilfælde, han kan komme i tanker om fra sin læsning, er Napoleon på St. Helena og lignende folk der i fangenskab bevarede fatningen udadtil, skønt de inderst inde var alt andet end fattede, folk der »følte dyb Smerte, men saae ud som om der Intet var passeret«. Med ham derimod, det må han indrømme, er det lige modsat: »jeg er jo inderlig veltilmode, mit Ydre er ingen Kunst, er ikke Frugten af nogen Kamp, nogen Overvindelse af Naturen«. Der er i denne tugthusfange kort sagt ikke den modsætning mellem ydre skin og indre (sand) virkelighed, som der efter den romantiske teori burde have været. »Og hertil kunde jeg nu knytte nogle Betragtninger over, hvorfor Kunsten interesserer os meer end det Naturlige, nemlig formedelst den seirrigt bestaaede Kamp« (brevet er offentliggjort af dets modtager P. L. Møller i hans Arena, nr. 3-4, juni 1843, s. 81f., genoptrykt som nr. 3 i 'Breve fra og til M. G.').