Goldschmidt, M. A. Avrohmche Nattergal

Avrohmche Nattergal

Dette er Beretning om en stakkels gammel eller aldrende Jøde, der hængte sig af Kjærlighed, men blev skaaren ned og dog blev hængende alligevel.

Det ansees for rigtigst at fortælle en saadan Sag omstændelig og begynde med Begyndelsen, nemlig med Leizer Suss.

Nu er der vel Faa, som huske Leizer Suss, dels fordi han er død for mange Aar siden, dels ogsaa fordi han borgerlig ikke var kjendt under Navnet Suss, men kaldtes Lazarus, hvilket er Oversættelse af Leizer. Tilnavnet Suss havde han enten arvet eller faaet tilfældig; thi det betyder paa Dansk Hest, og egenlig dum var han dog ikke. Han var i visse Maader agtet i Menigheden, nemlig formedelst sin Fromhed, d.v.s. orthodoxe Iagttagelse af alle Ceremonier, og paa Grund deraf havde man, da han var en fattig Mand, betroet ham at være Schauchet dvs. Slagter og Forhandler af Kjød, der tillidsfuldt kunde spises af Menigheden. Forresten er der Lidet at sige om ham. Han gik saagodtsom ubemærket ud af Verden, men efterlod en aldrende Enke med sex Børn, en Datter og fem Sønner, hvilke sidste han alle havde sørget for, nemlig opdraget efter Loven til deres trettende Aar og saa sendt ud at ernære sig selv, en hos en Kjøbmand i Altona, de andre hos Handlende her i Byen.

Aar gik hen, og Familien levede lykkelig efter den latinske Regel: bene vixit, qui bene latuit, den lever vel, som lever ubemærket. Moderen blev gammel, omtrent tredsindstyve Aar, men rask og rørig og noget herskesyg; Datteren, Gitte, blev henved fyrretyve, stadig ugift, enten fordi hun var uformuende og kun en Schauchets Datter - Mangler, som hendes smukke, brune Øine ikke kunde bøde paa - eller fordi hun »ikke var virksom nok for sin egen Lykke«. Der var vel endel Grunde, og tilsammen bleve de kaldte Guds Villie. Brødrene bødede derpaa med stille Venlighed, en sjelden Gang med Skjemt, hyppigere med Gaver. Ved deres Flid og Sparsommelighed kunde de af deres stigende Løn eller Indtægt give et 124 stigende Bidrag til Moderens og Datterens Underhold. Alle fire, som vare her i Byen, samledes hos Moderen Fredag Aften ligesaa sikkert og regelmæssig, som hun tændte og velsignede Sabbatlysene.

Med Undtagelse af den Iempelig stigende, svagt stigende Velstand var siden Faderens Død ingen anden Forandring foregaaet end, at Familien havde ændret lidt paa sit Navn, og Anledningen dertil var kommen fra Altona, hvor, som alt bemærket, den ældste af Sønnerne, Michael, var anbragt. Han skulde nemlig optages som Associé af »Huset« - det var en Equiperingsboutik -, og saa sagde Husets Chef, der ogsaa hed Lazarus, en Dag til ham: »Du hedder Lazarus. Naa, det er et godt Navn - jeg skal ikke sige Andet. Men man kan ogsaa faae for Meget af det Gode! Lazarus & Lazarus - sig, hvad Du vil, det tager sig ikke ud paa et Skilt.«

»Men Lazarus & Co.,« sagde den vordende Associé beskedent.

»Lazarus & Co. Og naar man saa spørger: Hvem er Co.? - Lazarus! - Vend og drei det, som Du vil: Lazarus & Lazarus!«

»Ja, men -« sagde Michael og vovede ikke at fuldføre Meningen, som var: »Kan jeg saa ikke blive Associé?«

Efter en lille Pause vedblev Chefen: »Hør, sig mig, havde Din Fader ikke et andet Navn end Leizer?«

Michael blev rød og svarede ikke.

»Naa, det er jo imellem os, og det skal ikke forstyrre Din salig Fader i hans Grav. Men blev han ikke sommetider kaldt Leizer Suss?«

»Det er nok muligt«, svarede Michael.

»Naa, saa har vi det jo! Hvem siger, Du skal holde paa hvert Bogstav i Din Faders Navn, tilmed da han selv aldrig med sin gode Villie bar det! Vi sætter et a istedenfor et u. Sass er et godt Navn. Lazarus & Sass - det lader sig høre, det tager sig ud!«

Derved blev det, og da Michael, som nu var Familiens Hoved, kaldte sig Sass, antog den ene af Brødrene efter den anden og endelig Moderen, først med lidt Ængstelighed, men endelig, da Ingen gjorde Indsigelse, med Freidighed Navnet Sass. Det er muligt, ja rimeligt, at man i Menigheden spottede lidt over Navneforandringen; men Indsigelse gjorde man som sagt ikke.

Den Eneste, som ikke kunde lide Forandringen, var Avrohmche 125 Nattergal. Han var fra sin tidlige Ungdom af vant til at komme i Familien; han var om Fredag Aften ligesaa sikkert tilstede som nogen af Sønnerne; han havde seet dem alle voxe op - han var otte Aar ældre end den ældste Søn -, han havde leget med dem, delt Sorg og Glæde med dem alle. Der havde engang været Tale om, at han skulde have Gitte; men det var gaaet over uden at efterlade nogen Forstyrrelse. Nu, da det nye Navn kom tilligemed adskillige nye Meubler og en vis ny »air«, ligesom en større Fordring eller Pretension, forekom det ham usikkert, utydelig, at han gled tilside, ikke længer hørte saa fuldstændig til som forhen, at hans ubetydelige Livsstilling blev mere seet end før. Men han kunde ikke gribe det; det var en usikker Fornemmelse, som kom det ene Øieblik og var borte det andet. Derfor kunde han ikke lide Navnet Sass; men han vogtede sig vel for at sige det.

»Hvilken var da hans Livsstilling?« vil man spørge. Tillad mig, ikke at falde med Døren ind i Huset, men at forberede Læseren ved at berette, hvorledes han kom i den.

Han var Søn af en Mand, der i Menigheden hed Reb Schaie, med Tilnavnet Pollok, en af de Sidste, der her gik i Kaftan og Pelshue og med langt Skjæg. Men skjøndt Reb Schaie saaledes i det Ydre lignede en forløben Polak, var han en forstandig og virksom Mand i Samfundet og drev en ikke ubetydelig Skind- og Pelshandel. Han førte Bøger - hvad den Tids Handel kun høist ufuldkomment kjendte til - og var i det Hele en yderst nøiagtig, alvorlig og streng Mand. Han vilde naturligvis have Sønnen i sin Forretning; men hos hans Abraham (Avróhom, Diminutiv: Avrohmche) udviklede sig en bestandig stigende Lidenskab for Musik og Sang. Ei blot vilde han saa ofte, han kunde finde Leilighed, høre Musik; men der undslap ham ogsaa nu og da Yttringer, der tydede paa, at han ønskede, ja begeistret haabede, selv at kunne lade sig høre - at kunne gaae til Theatret. En Tidlang behandlede Faderen dette som en Barnagtighed, som et Drømmeri, der vilde gaae af i »Geschäftet«; imod sin Sædvane kunde han endog spøge med Sagen og sagde ironisk: Avrohmche bliver endnu Hrasan (Forsanger i Synagogen). Men en Aften, da Tilfældet førte ham op til Sønnens Kvistværelse, overraskede han Avrohmche i Tricots, med Baret paa Hovedet, udførende en Bravourarie, medens den gamle Musiklærer Leibche 126 Schwein, ogsaa kaldet Levin Snus, spillede paa Guitar. Reb Schaie jog Leibche Schwein ned ad Trapperne og sagde til Sønnen: »I strikkede Underbuxer og Hat med Fjer! Hvorfor ikke med Storkors af Dannebrogen? Na! Den Meschuggàs skal mine Øine see! Veed Du selv, hvor gal Du er? Jeg siger Dig blot et eneste Ord; hør mig: De, som ikke i Theatret vil pibe ad Din lange Næse og Din skjæve Mund, veed Du, hvad de vil pibe ad? Veed Du det?« - »Nei, Fader.« - »Ad Dine skjæve Ben.«

Disse grusomme, men ikke ganske uretfærdige Ord tilintetgjorde et Ideal, et Haab og Livsformaal i Avrohmches Indre. Han var kun nitten Aar, men var fra dette Øieblik af ikke længer ung. Han viste sig ikke fortvivlet, klagede til Ingen; idet en Drivfjeder var bleven knækket i ham, syntes tillige Erindringen om, at han havde havt denne Fjeder, at være bleven slukt; men med det Samme var ogsaa Noget af selve Livet slukt. Imidlertid, en dyb, stille Lidenskab blev tilbage hos ham: Længslen efter at høre Musik, og da Faderen, for at han ikke skulde lønne en Musiklærer, holdt ham endnu mere knapt end forhen, faldt Avrohmche paa at leie en Loge og sælge Billetterne for selv at kunne gaae frit. En Tidlang havde han ogsaa Held; men ligesom Planten for at sætte Blomst og Frugt nødvendigvis maa have en vis Sum af Varme, saaledes behøver enhver Forretning, hvor beskeden den end er, i Længden en vis Sum af Tid og Omhu. Alle Billetter til en Theaterloge gaae ikke altid af som varmt Brød; man maa være om sig; der er Concurrenter, Chancer og Conjuncturer ogsaa i det Geschäft, og Avrohmche var ofte paa det Grusomste delt mellem Pligterne mod sin Faders Handel og sin egen Loge, hvoraf Følgen blev, at begge passedes slet. Uden at kjende den sande Grund fik Faderen alt mere og mere Anledning til Misfornøielse; men endelig kom det Hele for Dagen: Avrohmche havde gjort Gjæld til et langt større Beløb, end en enkelt Plads i Theatret vilde have kostet, og man henvendte sig til Faderen om Betaling. Reb Schaie betalte Gjælden, gav Avrohmche en Sum Penge og sagde til ham med dæmpet Stemme, paa Tydsk-Hebraisk, der med dets hemmelighedsfulde, forbandelsessvangre Klang havde en Magt, som Ordene paa Dansk ikke formaae at udtrykke: »Gaa ud af mit Hus! For Theatrets Skyld vil Du endnu komme til at søge

127

et Søm at hænge Dig paa! Du er unyttig og ubrugelig paa denne Jord! Gaa!«

Paa den Tid var det, at Leizer Suss og hans Kone viste sig som Avrohmches bedste, maaskee eneste Venner. Det hændte ved den Leilighed endog Leizer Suss, at han gjorde noget Usædvanligt: Han gik lige op til Reb Schaie for at foreholde ham hans Haardhed imod Sønnen og faae det Hele gjort godt; men han vendte meget slukøret tilbage og talte aldrig om, hvad der var forefaldet. Men til Avrohmche sagde han: »Du skal alligevel ikke lide Nød, saalænge jeg har et Stykke Kjød.« Baade han og Konen hjalp nu ogsaa efter Evne Avrohmche med at lægge en Livsplan. Da der ikke var Haab om, at han kunde opgive sin Lidenskab, blev det fundet i sin Orden, at han ganske helligede sig Theatret, ikke selve Skuepladsen, men en eller flere Loger og Strækningen over til Lille Kongensgade. Der var med den vundne Erfaring og nogen Udholdenhed et Livsophold at vinde, og - kort og godt - han blev Billetsjouer. Nu er det sagt, og efter en Indledning tager det sig ikke saa slemt ud og vil ikke forringe Læserens Deltagelse for Avrohmche Nattergal. Det er sandt: Hvorfra kom dette Tilnavn Nattergal? - Det var for hans mislykkede Sangs Skyld. Jøderne have i mærkværdig Grad Evne til at give den Slags ironiske Tilnavne. Men Mdm. Sass omsatte og udstrakte undertiden Navnet med en vis Malice, der ikke betød noget egenlig Ondt, men kun viste, at Venskab ikke gjorde hende blind for Vennens smaa Ufuldkommenheder. Hun sagde: Natten gal, Dagen ikke klog.

Leizer Suss døde, og en Tid efter døde ogsaa Reb Schaie og efterlod Sønnen en lille Formue, mindre, end man havde ventet, men dog stor nok til, at han med sine smaa Fornødenheder kunde have trukket sig tilbage fra det offenlige Liv og levet af sine Renter. Men dels har Kunsten, selv i sin yderste Forgaard, en Tillokkelse, som de Færreste, der engang have fornummet den, kunne unddrage sig, dels er det overhoved vanskeligt for en Mand at forlade sine Sædvaner og sin Virksomhed. Der er Sindsbevægelse ogsaa i Spillet med Loger; der er Triumfer, som, skjøndt smaa, dog gjøre Hjertet godt; der er Aftener, da man har en vis Betydning, lever med i det Liv, som banker saa stærkt paa Scenen, faaer Skjær paa sit Ansigt af 128 Blusset derinde. Og Adgang til alt Andet er lukket, eller man har hverken Begjær eller Kraft til at aabne sig en ny Vei. Derfor vedblev Avrohmche Nattergal at være Billetsjouer.

Der var maaskee et Øieblik, da han kunde have opgivet denne Stilling, nemlig kort efter Faderens Død, da han troede at burde, til Gjengjæld for alt bevist Godt, skaffe Gitte gift ved at tilbyde hende sin Haand og sin Arv. Men Gitte vilde ikke, og Moderen tvang hende ikke, maaskee fordi hun endnu med Haab saae andenstedshen for sin Datter: Tilbud og Afslag bleve udvexlede i al Fredelighed, og Avrohmches Forhold til Huset blev uforandret.

Han boede i Pilestræde paa tredie Sal i en Mellembygning hos en Snedker eller nøiagtigere: tæt op til et Snedkerværksted, og deraf havde hans Klæder altid en lille Høvlspaanlugt, hvorfor hans Rivaler ved Theatret kaldte hans Loge Ligkassen. Han hævnede sig, ikke uden Malice og Bid, ved passende Leiligheder, men foretrak at mumle sine træffende Bemærkninger stille hen for sig med et lille Smil, istedenfor at sige dem høit. Han var tilfreds med Bevidstheden om, at han kunde gjøre Gjengjæld, og han følte desuden som from Jøde og som den, der ikke var blevet Billetsjouer af Valg, en indre Værdighed, der hævede ham over Drillerierne og selve hans Bestilling.

Hvo der paa den Tid, vi nu ere naaede til - henved hans halvtredsindstyvende Aar - mødte ham: i lang Frakke eller om Vinteren i ligesaa lang Kavai, noget ludende, bleg, med et blidt, svagt, stillestaaende Smil, med Hænderne over hinanden inde i Ærmerne, med en eiendommelig lille Bevægelse af Hovedet til Siden, som om han bestandig og halvdulgt slog Tact, og med et Blink fra Øiet eller Øienlaagene i samme Tact, vilde uvilkaarlig have modtaget Forestilling om et Menneske, hvis Skjæbne var fuldfærdig, som stille og fredelig trippede en kortere eller længere Vei til sin Grav.

Aldeles ikke! Stormen i Avrohmches Liv skulde endnu komme, og den foranledigedes ved et eneste uforsigtigt Ord eller ved uforsigtig Brug af et eneste Ord: Suss.

En Aften, da han kom til Sass'es, havde de skiftet Pige, og idet Avrohmche saae det nye Ansigt i Døren, begreb han hurtig, hvad der var foregaaet, og ligesaa hurtig fik han formedelst sit gamle Nag til det for ham altid nye Navn Sass det maliciøse Indfald at spørge: 129 »Er Mdm. Suss hjemme?« Det slap ham saadan af Munden. Han vilde egenlig ikke fortælle Pigen, at hendes Herskab med Rette skulde hedde Suss; han mente maaskee halvt, at hun skulde overhøre det, og dog behøvede han i det dæmoniske Øieblik en Fortrolig, ligesom Kong Midas' Barber, der maatte forraade, om end blot til en lille Tue paa Marken, at hans Herre havde Æselsører. Det var ham en Fornøielse at sige Ordet, han fik Luft; men allerede i næste Øieblik, da Pigen stilfærdig havde svaret: »Jo, Mdm. Sass er hjemme«, fortrød han det, dels fordi han følte Svaret som en fortjent Irettesættelse, dels fordi han blev bange for, at hun skulde berette det til sin Husmoder. Men nu var det for silde. Han kunde blot gjøre Ondt værre ved at bede Pigen ikke sige Noget, og der blev desuden ikke Tid dertil; thi i næste Øieblik var han inde i Stuen. Hele Aftenen og de følgende Dage var han ulykkelig. Han sagde til sig selv: »Naar jeg nu kommer næste Gang, saa veed jeg, hvordan jeg bliver modtaget. Hun lader, som hun ikke seer mig, og nyser jeg, saa spør hun: Hvem er det? Aa, det er Pollok - for saa siger hun ikke Avrohmche. Og naar hun ud paa Aftenen skjærer en Appelsin for, saa la'er hun Stykkerne gaae rundt til den Side, hvor jeg ikke er, og saa er der intet til mig. Hvad bryder jeg mig om Appelsinen? Men det er Minen! Det er hendes Ansigt! Underlivet kryber sammen paa mig af Angst. Og saadan holder hun mig i otte, fjorten Dage, maaskee længer, indtil der kommer et godt Stykke og jeg beder hende meget om at gaae. Og saa siger hun maaskee: Naa, lad Mdm. Suss engang igjen gaae paa Komedie! og saa faaer jeg et Øiekast - to Synaale i Hjertet! Det har jeg for min forbandede Mund!«

Han vovede ikke at gaae derop og turde dog ikke blive borte, og endelig maatte han til det. Han fandt den samme jævne, næsten ligegyldige Modtagelse som ellers, og han troede først, at det var Havblik før Stormen, at man omhyggelig havde forberedt sig, for at et Lyn skulde komme desto mere overraskende og knusende; men det blev ham dog snart umiskjendeligt, at Barometret tilforladelig stod paa godt Veir, og saa følte han en stor Lettelse og Taknemlighed, Taknemlighed imod Himlen og imod Pigen, der aabenbart havde tiet. En af de nærmest følgende Aftener gjorde han sig et Ærinde derop og bragte Pigen som Foræring en Firskillings Julekage. Dengang vare rimeligvis baade Tjenestepiger og Julekager bedre

        

130 end nu; thi Pigen tog med Tak imod Gaven, og da hun skulde lyse Avrohmche ned og lukke ham ud ad Gadedøren, takkede hun endnu engang.

»Ingen Aarsag«, sagde Avrohmche; »De er en god Pige. Jeg siger Dem ikke, hvorfor De er en god Pige. De er en god Pige. Hvad hedder De?«

»Emilie.«

»Emilie. Det er et godt Navn. Hvor gammel er De?«

»Nitten Aar.«

»Nitten Aar«, sagde Avrohmche, og saae for første Gang rigtig op i det rare, ungdommelige, friske Ansigt. Han tilføiede i naiv Tilfredsstillelse: »De seer ogsaa ud som en god Pige. I Sandhed! Hvor er De fra? Er De her fra Byen?«

»Nei, jeg er fra Nakskov.«

»Fra Nakskov? Hvad var Deres Fader?«

»Han er Felbereder.«

»Han lever endnu? Hvorfor blev De ikke hjemme?«

»Fader giftede sig igjen, og min Stedmoder vilde helst have mig ud.«

»Stakkels Pige! - De er en god Pige. - Bliv ved at være en god Pige.«

»Det skal jeg nok«, svarede hun; men om Begge mente det Samme derved, er usikkert. Avrohmche mente, at hun skulde vedblive at tie med Ordet Suss.

Uden at han kunde gjøre sig rigtig Rede derfor, var Avrohmche denne Aften og de følgende Dage tilmode, som om han havde oplevet Noget, noget Usædvanligt. Det er sandt, at han var bleven befriet fra en stor Angst og Fare; men det var dog ikke dette alene. Hvor høist ubetydelig Samtalen med Pigen end havde været, var den dog noget ganske Nyt i hans Liv. Naar talte han med Nogen undtagen om Billetter eller om de træge Ubetydeligheder, som vare Gjenstand for Underholdningen hos Mdm. Sass? Naar spurgte han med Interesse om Noget, naar bragte Svaret paa hans Spørgsmaal en saadan blid Livlighed til hans Sind som fra denne Pige, der var fornøiet og fornøielig i Kraft af Ungdommen? Der kommer en Tid i enhver Mands Liv, da Ungdommen virker paa ham med en Magt, som han intet Begreb havde om i sin egen Ungdom; men

131

paa Avrohmche virkede denne Magt saa meget stærkere, som han var aldeles uvant med, at Nogen saae paa ham og talte til ham med en saadan Velvillie og tillige var saa kjøn. Det lyste i det aldrende Menneskes Sind, som om han paa underlig Maade havde mødt en Søster, han ikke turde kjendes ved - og heller ikke vilde kjendes ved; thi det var uendelig langt fra hans Tanke, at der imellem ham og en christen Tjenestepige eller Kvinde kunde være nogetsomhelst nærmere, endsige hjerteligt Forhold.

Og dog var det ham paany en Vederkvægelse, hvergang han paany kunde blive lyst ene ned af Pigen og faae en Samtale, der næsten bestod af de selvsamme Ord som den første Aften. For ham, der blot vilde høre hendes Stemme og engang imellem skotte ind i hendes friske Ansigt, var det næsten aldeles ligegyldigt, hvad han spurgte om, og hvad hun svarede, og han bemærkede ikke, at han gjorde sig latterlig ved altid at gjentage det Samme. »De er fra Nakskov?« - »Ja.« - »Og Deres Fader er Felbereder?« - »Ja.« - »Og De har en Stedmoder, der ikke vil have Dem hjemme?« - »Ja.« - »De er en god Pige. God Nat!« Og naar hun saa med sin leende, klare Stemme sagde »God Nat!«, var han lykkelig over at tage denne Klang med sig.

Han havde faaet Noget udenfor sit sædvanlige, tørre Liv at tænke paa og længes efter og blev yngre derved. Han gik mindre ludende, saae paa Folk med større Freidighed og aflagde en Gnavenhed, som efterhaanden med Alderen var kommen over ham og allerede ofte havde skilt ham ved Kunder. Han kostede sig en ny Frakke, og skjøndt der var god, naturlig Grund dertil - den gamle var saa gammel! - vakte det dog Opmærksomhed baade paa Hjørnet af Lille Kongensgade og i Compagnistræde, hvor Mdm. Sass boede. »Hvad gaaer der af Nattergal?« sagde man. Om enhver anden, endog halvfemsindstyveaarig Mand, der saadan havde forandret sig, vilde man have sagt idetmindste for Spøg: Han er forelsket, han gaaer paa Frierfødder; men overfor Avrohmche faldt ikke engang en saadan Spøg Nogen ind, skjøndt det var Alvor, medens Avrohmche selv ikke havde fjerneste Anelse derom. Han mærkede blot for første Gang i sit Liv Glæde af at leve, eller for første Gang siden hans tidligste Ungdom var der i hans Sjæl en Længsel med Behag. Fjederen, hans Fader havde knækket, havde, skjøndt paa 132 egen, underlig Maade, faaet ny Spændkraft. Og det var kommet saa blidt og lempelig, var saa lidet ledsaget af Uro, var saa naivt, at han selv ikke lagde Mærke dertil uden for saa vidt, at han følte sig glad. Saadan er maaskee Skoven tilmode en Novemberdag, naar Solen skinner som om Foraaret.

Paa den Tid blev »Svend Dyrings Hus« opført første Gang og gjorde som bekjendt ikke blot stor Lykke, men vakte en overordenlig Sindsbevægelse, især hos den kvindelige Del af Publicum. Flere Damer, sagde man, havde faaet ondt af Rørelse. Den følgende Fredag Aften, da Sønnerne samledes hos Mdm. Sass, havde de alle seet Stykket og vare henrykte derover eller grebne af den offenlige Henrykkelse; men de vare enige om, at Moderen ikke burde gaae og see det: hun vilde ikke kunne taale Sindsbevægelsen. Avrohmche stod meget upartisk overfor Stykket; det fyldte, ja overfyldte Logerne og var for saa vidt godt; men fra en anden Side betragtet, for hans æsthetiske Vedkommende, var det slet, fordi det ikke var en Opera, og fordi den Musik, det indeholdt, var ham uforstaaelig; hans Hjerte var, kunstnersk taget, aldeles fyldt af »Den Stumme«, der opførtes paa samme Tid, men fremfor Alt af »Slummer-Arien«, og han betragtede Publicums Begeistring for »Svend Dyrings Hus« som en Raptus. Men han ønskede, at Mdm. Sass skulde gaae i hans Loge og see det og blive greben af de Andres Raptus, dels fordi det nu var ham mere kjært end nogensinde før at bringe en Glæde ind i dette Hus, dels ogsaa fordi han, ved at byde Mdm. Sass og Datteren Billetter og bringe dem til og fra Theatret, kom idetmindste et Øieblik i Huset som en Mand af Betydning. Han gjorde derfor med usædvanlig Ivrighed Indsigelse mod Sønnernes Mening: at Moderen ikke kunde taale det.

»Taale det?« sagde han; »hvad er der at taale? Hvad er der at besvime for? Jeg forstaaer det ikke! Der besvimede en Kone ved Siden af, det er ganske sandt! Men hvorfor besvimede hun? Fordi hun var en tyk Bryggerkone, og fordi Henriksen havde pakket for fuldt. Henriksen er en Retseiach1. Men vil jeg pakke for fuldt, naar en god Ven gaaer der, og vil ikke Mdm. Sass i min Loge faae en god

* 133

Plads paa første Bænk og intet Tryk, hverken forfra eller bagfra eller fra nogen af Siderne? - Taale det? - Snak!«

Men en af Sønnerne gjentog sin Paastand og styrkede den ved Henvisning til Stykkets Indhold. Han anførte temmelig nøiagtig:

Det kan hver Moder vel sige ved sig,
Hvad Mælk mine Bryster kan give Dig.

»Hvor kan Moder taale at høre det og see det?« tilføiede han.

»Hvorfor ikke?« raabte Avrohmche. »Behøver Nogen i Logen at være et Fruentimmer justement for at vide det? Er jeg et Fruentimmer, og veed jeg ikke, at En, der er død og borte og lagt i Graven og ikke er Andet end et Spøgelse, ikke har Mælk i Brystet? Veed jeg det, saa veed Din Moder det ogsaa og besvimer ikke.«

En anden af Sønnerne sagde med stille Alvor: »Moder vil tænke paa salig Fader, olaum ve scholaum1. Der, hvor den Døde gaaer ud, og hvor Hr. Dyring rækker efter hende og be'er hende om at blive, der vil Moder tænke paa salig Fader, som han var i sine Ligklæder.«

»Vorherre bevare's!« raabte Avrohmche. »Det maa ikke skee! Ikke for min Neschommo!2 Men er Din Moder ikke en forstandig Kone? Vil hun ikke være forstandig og sige sig selv: Den ene af Konerne maa bort, ellers faaer Manden to Koner, og hvem skal bort? Hvem anden end den, som er død og begravet?«

Al Avrohmches Veltalenhed havde maaskee dog ikke hjulpet, hvis ikke Sønnerne havde valgt en Bevisførelse, der netop førte til det Modsatte af, hvad de havde ventet; thi Kvinderne kunne jo netop godt lide Sindsbevægelse, skjøndt de ikke tilstaae det ligefrem. Mdm. Sass sagde med Værdighed: »Jeg vil ikke tænke paa Eders Fader, olaum ve scholaum. Hvorfor skulde jeg det? Det er en Mands Kone, der er død og kommer ind paa Theatret - hvad kommer det mig ved? Jeg vil gaae!«

Under denne Samtale havde Tjenestepigen gaaet ind og ud, og hun, som aldrig havde været i et Theater, fik en endnu mere broget Forestilling om Skuespil i Almindelighed og »Svend Dyrings Hus« i

* * 134

Særdeleshed end nogen anden Dødelig fra Provindserne. Det hemmelighedsfuldt Afskrækkende og umaadelig Tillokkende forøgedes, om mulig, da Mdm. Sass kom hjem ledsaget af Gitte og Avrohmche, medens Sønnerne vare samlede for at modtage hende som efter en Reise. Hun raabte stolt, idet hun kom ind ad Døren: »Besvimede jeg? Fik jeg ondt? Sig Du det, Gitte! Ikke engang jeg græd - hvad er der at græde for? Men for Skams Skyld tørrede jeg Øinene og snød min Næse, da de Andre græd. Ach, men deiligt er det - skjøndt saadan forliebt, som hun er - naa, det var vel i den Tid! - men det med det stegte Æble, det forstaaer jeg ikke ....«

»Det stegte Æble!?« skreg Avrohmche.

»Naa, mahnschten1 stegt, mahnschten ristet! Rister han ikke et Æble? Hvor bliver det af? Det kommer slet ikke frem ....«

Hun mærkede paa Sønnernes forlegne Miner og paa Trækningerne i Avrohmches Ansigt, at hun havde sagt en Dumhed; men hun anede ikke, hvori den bestod, og hendes Værdighed som Moder tilstedte ikke, at der blev dvælet derved, at hun i sine Børns Nærværelse fik sin Forstand beriget paa Selvfølelsens Bekostning, og der blev talt om andre Ting, om Spillet, Dragterne, Ridderne, de stakkels Børn, den onde Guldborg o.s.v.

Det forekom Pigen, at man maatte kunne give Aar af sit Liv for at faae noget saa Vidunderligt at see; men hvorledes skulde det gaae til, hvorledes kom man derhen? Fordi Avrohmche Nattergal havde givet hende en Julekage, skyldte han hende dog ikke en Komediebillet. Rigtignok var hun i Besiddelse af hans farlige Hemmelighed; men hun vidste det ikke selv, hun havde ikke hørt eller idetmindste ikke forstaaet den dybe Betydning i Forskjellen mellem Suss og Sass, og selv om hun havde kjendt Hemmeligheden, vilde hun næppe have tænkt paa at bruge den, endog for at faae en Billet. Men hos Avrohmche var Følelsen af hans Gjæld ikke blot usvækket, men stegen; i Taknemlighedens Sølv var indblandet Forelskelsens Guld, skjøndt han ikke vidste det, og en af de næste Aftener, da han igjen var saa lykkelig at blive lyst ene ned, sagde han: »Veed De,

* 135

hvad riste er? Veed De, hvad det er at riste Runer? Riste? At riste dem?«

»Ja, det er at skjære dem.«

»Ikke stege dem, vel? Saa kan De ogsaa gaae og see Stykket. Vil De gaae? Vil De have en Billet?«

»Oh, Hr. Nattergal!« raabte hun og havde nær tabt Lyset, idet hun uvilkaarlig vilde folde Hænderne.

»Naa, jeg hedder i Grunden ikke Nattergal. Jeg hedder Pollok. Men det gjør Ingenting. Vil De sige Nattergal, saa sig Nattergal; men egenlig er det Pollok.«

Vistnok uden at mærke nogen Forskjønnelse ved Forandringen sagde Pigen: »Om Forladelse! O, Hr. Pollok, hvor De er god!«

Og hun sagde det med en saadan Inderlighed i Stemmen og med et saadant Blik, at hvis Avrohmche havde været en ung Mand og ikke udviklet efter det Portrait, hans Fader engang gav af ham, kunde der nok været Anledning til at troe, at ogsaa hos hende Taknemlighedens Sølv var blandet med et vægtfyldigere Metal. Avrohmche saae ikke sig selv, men blot hende, og med de Ord: »Vi tales nærmere ved derom!« skyndte han sig lykkelig bort.

Sagen viste sig vanskeligere, men ved selve Vanskeligheden frydefuldere for Avrohmche end først tænkt. Der var Meget at overlægge, mange Samtaler at føre. Emilie kunde kun komme ud hveranden Søndag, og hun vidste knap, hvor Theatret, endsige hvor Logen var. Det kom derfor af sig selv, at Avrohmche tilbød at hente hende, at vente udenfor Gadedøren, bringe hende baade til og fra Theatret. Hendes egen Moder vilde, hvis hun havde levet, ikke ønsket hende uskyldigere Ledsagelse - og for Avrohmche var det et sildigt, men virkeligt Stævnemøde med al dets Længsel og Hemmelighedsfuldhed - ogsaa han var endelig ung og lykkelig!

Emilie havde klædt sig paa som til Bal, i nedringet Jaconets Kjole, men med et lille Silketørklæde blufærdigt om Halsen. Hun saae saa nydelig, næsten dameagtig ud, at Avrohmche var ganske stolt af at føre hende ind i Logen; men, for at hun ikke skulde falde Publicum altfor meget i Øinene, anbragte han hende paa anden Bænk og stod selv bagved tredie Bænk, bøiende sig ned til hende, forklarende, hvad der foregik, og forberedende paa, hvad der vilde komme. Høflig eller taknemlig for hans Opmærksomhed, hvor trættende 136 den end var, vendte hun sig saa tidt som mulig om imod ham, og ved denne Bevægelse gled det lille Silketørklæde hyppig tilside, uden at hun i Varmen gav Agt derpaa. Avrohmche, som følte, at derved blev aabnet for hans Øine Noget, der ikke ærlig tilkom dem, bragte stadig og samvittighedsfuldt og ganske lempelig Tørklædet tilbage paa dets Plads. Denne Maneuvre fik hurtig noget Paafaldende for en ung Person eller Herre, der sad i Sidelogen tæt op til Emilie, og hvis Øine ikke vare saa samvittighedsfulde som Avrohmches. Først troede han, at det var en gammel, skinsyg Ægtemand, der havde ført sin unge Kone i Theatret; men snart gjenkjendte han Nattergal, og Sagen blev ham uforstaaelig eller rettere piquant: det syntes at være en ung, rar, coquet lille Pige, hvem Billetsjoueren ukaldet dækkede til. Da Tæppet var faldet, begyndte han en Samtale med Emilie, og imellem alle de pæne Folk, der saae ud som et stort Selskab af Venner og Bekjendte, antog hun, ikke at skulle forraade, at hun ikke hørte til, men svarede venlig og taknemlig, næsten hjertelig, hvilket igjen blev i høi Grad misforstaaet af den unge Person. Avrohmche kunde ikke forbyde hende at svare, kunde heller ikke give hende nogetsomhelst Raad eller Vink, og han følte desuden alle Skinsygens Kvaler, hvad enten den unge Person talte med hende eller ikkun saae. Han ønskede sig blot ti Mænds Kraft og Mod til at kvæle ham eller idetmindste kaste ham ud.

Tæppet gik igjen op, og medens Stykket skred frem, berørte det Avrohmches Indre paa en Maade, han aldrig før havde havt Anelse om. En dybt skjult, smertelig, pludselig vaagnende, poetisk Sands forraadte ham, at der hist nede udviklede, rørte sig en sympathetisk, omsiggribende Aand eller Stemning - vi kalde den romantisk - som han forlængst var voxet fra, eller som man med Rette eller Urette nægtede hans Sjæl at være delagtig i, medens Emilie og selv den afskyelige unge Person efter Verdens Mening hørte til. Han følte det med usigelig Vaande, han var tilstede som ved en Dødsdom over sig selv eller som ved sin egen Begravelse. Aldrig havde Scenen gjort det ved ham som nu.
»Alle de smaa Billeder vendte sig omkring« -
137 Ridderne og Damerne og de unge Forelskede huskede pludselig hans Faders Ord og sagde til ham: Hvorfor vil Du blive pebet ud? For Din krumme Næses og Din skjæve Munds og Dine skjæve Bens Skyld! Og saadan som de beskreve ham, saadan saae han sig, afskrækkende og fremmed imellem dem, jammerlig forskudt. Men den Musik, som han havde ladet haant om, fordi den ikke var som »Den Stumme«, kom saa og betog hans Organisme, gav ham en kunstig Ungdom, tumlede med ham, som om han hørte til, skjøndt han ikke hørte til. Hvorfor skulde han ikke blive lykkelig? Han kunde gifte sig med Pigen, ja, han kunde tilbyde Felberederdatteren Ægteskab! Han vilde blive forskudt af Menigheden; men i sin Sjæl vilde han ikke ophøre at være Jøde - og om saa var! Hvad havde han havt Andet end klam Taage i sit Liv? Hvem skyldte han Noget? Lade hende, der nu engang til Velsignelse eller Forbandelse var det eneste Solglimt i hans Tilværelse, blive reven bort fra ham - det syntes ham sindsforvirrende. Han behøvede ikke at blive i Kjøbenhavn, han kunde tage ud paa Landet og leve med hende paa et stille, skjult, billigt Sted. Han var dog idetmindste en solid Mand; hvad var den Vindbeutel ved Siden af? Han kunde blive lykkelig, han vilde! Beslutningen manglede kun Ord for at være uigjenkaldelig - saa faldt Tæppet.

Hvor var Virkeligheden? I Logen med Pigen og den Ømhed og Skinsyge, hun vakte, og hvor han, skjøndt saa tæt ved hende, ikke kunde finde et rigtigt Ord at sige hende, men med Mishag hørte sin egen Stemme: »Er det godt? Morer De Dem? Synes De om det?«, medens han vilde sige: »Tal til Ingen! Se paa Ingen! Bliv min Hustru!« - eller paa Scenen, som igjen aabnedes, og hvor han igjen led af Alder og igjen blev ung og paany tog sin Beslutning? I Sandhed, Stormen var kommen over Avrohmche Pollok! O, alle medfølende Hjerter, I vilde have grædt ved at see ind i ham og leet ved at see paa ham.

Fortumlet af saa uvante Sindsbevægelser førte han efter Stykkets Slutning Emilie ned som fra en oprørt Sø i Havn. Men den unge Person gik tæt hos, og da der paa nederste Trappe ved Forsalen blev stærk Trængsel formedelst Sammenstød med Strømmen fra Parterret, skar samme Person sig ind mellem Avrohmche og Emilie og bød hende Armen. Avrohmche udstødte et Skrig, et Raab, hvis 138 Indhold kun kan forklares af, hvad han i sit Indre nys havde oplevet, eller maaskee tillige af, at han derved haabede paa Sympathi, skaffede sig en Ret. Han raabte: »Stop! Hjælp! Han ta'er min Kone!« Den unge Person gled bort som en Aal; men fra Forsalen vare i samme Nu flere hundrede Øine med et Blik fæstede paa den velbekjendte Pollok eller Avrohmche Nattergal, i et rivende hastigt, taust Secund blev han en lille Historie at tage med hjem til Thebordet eller andensteds.

Faa Secunder efter vare de ude. Avrohmche gik taus over Torvet; Øieblikket var kommet; der maatte tales; men der var endnu saa mange Mennesker omkring ham; han vilde over i Vingaardstræde og der faae hendes Underskrift paa det Document, han selv havde sat sit Segl paa. I samme Øieblik, som han vilde til det og vendte sig helt om imod hende, saae han, at hun græd.

»Hvad er det?« raabte han bestyrtet; »hvad græder De for?«

»Fordi De gjorde mig den Skam at kalde mig Deres Kone.«

Han forstod ikke, at enhver ung Pige, der offenlig og mod sin Villie bliver fremstillet som gift, kan føle sig beskjæmmet, og at Kjøbstadpigen skarpt følte, at hun havde været med i en lille Skandale. Han opfattede det som Erklæring om, at hun ansaae Giftermaal med ham, Jøden, som en Skam, og i samme Øieblik var han, om end ikke helbredt, saa dog fuldstændig nedfalden fra sin Himmel. Han sagde ikke et Ord mere, ikke engang Godnat, da de skiltes.

Han sagde ikke Godnat til hende og ikke Godaften til Snedkersvenden, der efter Sædvane kom ud paa Trappen og rakte ham den lille Lygte - thi efter gammel, streng Skik maatte Ingen have ubedækket Lys i eller ved Værkstedet, og en Svend havde Logi deroppe som Nattevagt.

Saasnart Avrohmche kom ind i sin Stue, gav han sine Følelser Luft: 139 »Ausgefallene Schtrof'!1 Jeg maa have syndet i Moders Liv, at jeg skulde blive ikke blot meschugge,2 men meschugge metorf!3 Skrige det ud til dem Allesammen! Hvor var min Seichel?4 Har jeg nogensinde havt nogen? Er jeg født blind og døv og gal? Schema Jisroel! Det bliver min Død! Hvor kan man leve, naar man har været en saa verschwärtzter Nar? Hvor kan man? Oi! oi! oi! De har Alle hørt det, og de har hørt endnu Mere! Imorgen har jeg endnu Børn i Byen! Og hvordan kan jeg bevise, at det er Digt og Schkorum5, at jeg løi mig selv paa? Føre hende frem og lade hende sige endnu engang - - sau m'hrulle, und sau m'hrulle!6 Nei, det ene m'hrulle er endnu værre end det andet - - Havde hun blot villet! - Men jeg vilde, jeg Hramor7, jeg Posche Jisroel!8 Og det skal jeg op med? Det kan jeg ikke op med! - Avrohmche, Avrohmche, Du er paa en Minut blevet et ulykkeligt Menneske! Oi! oi! Oi und Weh!«

Der indtraf ved denne Leilighed noget Særeget: Han kunde føle sin Ulykke; men han kunde ikke rigtig forstaae den; Noget inde i Hovedet var nærved at knække, hvergang han fuldelig vilde see og fatte sin Skjæbnes Dobbelthed: at han havde compromitteret sig overfor Publicum og Menighed for en Lykkes Skyld, og at Lykken havde forvandlet sig til Ulykke og Ydmygelse, medens Prostitutionen blev, ja ovenikjøbet forøgedes. Hans Tanke foer i Cirkel omkring Dobbeltheden, vilde ind i Centrum deraf, men skreg af Smerte, inden den naaede saa vidt, og foer ud i Periferien igjen.

Alt dette foregik ikke i Stilhed; gjennem den tynde Væg kunde Snedkersvenden høre ham fare op og ned, tale høit, stønne og klage, og da han allerede paa Trappen havde bemærket Nattergals lidende Udseende, gik han ind til ham.

* * * * * * * * 140

»Feiler De Noget, Hr. Polak?« spurgte han, idet han stak Hovedet ind ad Døren.

Avrohmche greb sig til Hovedet og svarede: »Tandpine - ja, Tandpine! Skrækkelig!«

»Er det en Kindtand?« spurgte Svenden, idet han kom nærmere.

»En Kindtand? Det er værre end en Kindtand! Det er en Schikse1!« svarede Avrohmche, ligesom lettet ved at kunne udtale sig til et andet Menneske uden at forraade sig.

»Naa, saa er det en Hundetand?«

»Naa, det vil jeg ikke sige. Men jeg er selv som en Hund jeg pines som en Hund, oh, oh!«

»Men hvor gjør det da ondt?« spurgte Svenden, idet han løftede Lygten mod Avrohmches Ansigt.

»Det er Gigt. Man bliver gammel. Jeg er en gammel Hest, en stor Hest, og jeg skulde ligesom de andre gamle Heste trækkes ud paa Amager. Og de vil trække mig ud - pas paa!«

»Ja, De maa vel have den ud; men det kan De jo ikke faae gjort før imorgen.«

»Imorgen! Gid det aldrig vilde blive imorgen!« svarede Avrohmche med en Gysen.

»Naa, naa, Hr. Polak! - Vil De ikke bruge Noget?«

»Bruge Noget? Er der Noget at bruge? Hvad forstaaer De Dem paa det? En ung Mand og en smuk Mand som De er lykkelig - jeg mener«, tilføiede han, idet han nogenlunde fattede sig, »en ung Mand med saa gode, smukke Tænder.«

»Da har jeg dog ogsaa prøvet det.«

»Har De? Hvad gjorde De saa? Jeg siger Dem: De har ikke prøvet det!«

»Jo, jeg holdt Brændevin til Tanden.«

»Brændevin til Tanden«, sagde Avrohmche langsomt. Han følte instinctmæssig Trang til Varme og Oplivelse, og Raadet forekom ham godt. »Hvor faaer man lidt Brændevin? Har De lidt?«

Med den stille Tilfredshed, som Lægfolk føle ved at give Raad i

* 141

Sygdomstilfælde og faae det antaget, gik Svenden ind og hentede en blaa Lærke og et tykt, bredfodet Halvpægleglas.

Avrohmche vilde, idet han tog Glasset, sige den jødiske Bøn; men han fik en rædselsfuld Fornemmelse af, at han ikke turde, at han i Tanke og Villie havde svigtet sin Gud og sit Folk, og fortvivlet tømte han Glasset uden Indledning. Da han var kommet sig efter den første Virkning af den uvante Drik og følte Varme i alle Aarer, sagde han: »Det gjorde godt alligevel.«

»Der kom ikke Meget til Tanden«, sagde Svenden.

Avrohmche svarede med underlig Latter: »Det kom ikke til Tanden og dog til Tanden!«

»Ja, godt gjør det allenfals«, sagde Svenden, idet han skjænkede sig selv et Glas og tømte det.

»Hvordan skulde det komme til den rigtige Tand?« vedblev Avrohmche. »Naar det kunde komme til den rigtige Tand, saa var jeg ikke her og De ikke her, og saa behøvedes det ikke.«

Svenden forstod ikke denne dunkle, talmudiske Tale og nøiedes med at svare: »Prøv da en lille en endnu.«

»Ja, men en ganske lille en.«

Avrohmche tog igjen en Slurk og tilstod med Tak til Svenden, at det nu var meget bedre, hvorpaa Svenden ønskede ham Godnat og gik ind.

Men da Svenden var borte, var ogsaa den menneskelige Deltagelse og Øieblikkets Adspredelse borte, og den frygtelige Virkelighed brød ligesom ganske ny og med feberbringende Magt frem for Avrohmches af Drikken ophedede Bevidsthed. Det forekom ham umuligt, at det kunde være, som det var, og han kunde dog ikke nægte det. Det blev ligesom et Væsen, der var sammen med ham i Værelset og det ene Øieblik skjulte sig i en af Krogene, i det andet Øieblik foer imod ham, vilde gribe ham i Struben, kaste ham i Gulvet. Imens fore Tanker og Erindringer afsted som i den vildeste Runddands, og han saae de forskjelligste Ting paa engang: Emilie paa Torvet, glidende bort som en Skygge, den unge Person i Logen, leende ham ind i Ansigtet, Mængden i Forsalen uendelig dybt nede; det brummede og lo, og det skingrede med Musiken af »Svend Dyrings Hus« og Oprørsscenen i »den Stumme«, og midt i det stod eller gyngede hans Fader i Luften, dødbleg, og sagde til ham: Du vil

142

endnu for Theatrets Skyld søge efter et Søm at hænge Dig paa! Du er unyttig og ubrugelig paa denne Jord! Og naar dette gled bort et Øieblik, saa korn Rædselen for den Dag imorgen i Skikkelse af et andet Spøgelse, der sprang frem af Krogen.

Det var ikke til at udholde og ikke til at ryste af. Han kunde ikke engang faae Magt til et Skrig, men stod famlende midt i den halvmørke Stue, som under et Mareridt, med et eneste, halvtydeligt Ønske: at slippe bort fra Livet, der ikke ydede ham nogen Tilflugt.

Hvorledes kommer Selvmordstanken? Lægerne sige, at den er en Sygdom, en Art Vanvid. Men i hvilket Øieblik og hvorledes slaaer vor hemmelighedsfulde indre Organisme over fra Enhed med sig selv til den Tvedragt, som er Vanvidet, og som giver Tilskyndelsen? Og hvorledes kan selve Vanvidet føre et Menneske til at hænge sig, et Foretagende, der i fornuftige Folks Øine er vanskeligt og fordrer en besynderlig Forstandighed? Ved alle andre Dødsmaader har man en Slags Øvelse. Enhver har prøvet at stikke eller skjære sig, at drikke Noget, hvoraf man faaer ondt o.s.v; de, der skyde sig, have tidligere afskudt en Bøsse eller Pistol. Men at hænge sig selv op paa et Søm eller paa en Knage er Noget, der ligger udenfor al Øvelse, og dog udføre Folk det i Afgjørelsens Øieblik med en Sikkerhed, der er ligesom en uhyggelig Genialitet i Vanvidets Stund.

Hvorledes kom Avrohmche Nattergal til at hænge sig? Han stod ved Vanvidets Rand; men han var endnu ikke tumlet ud over Randen. Hans døde Fader pegede paa et Søm at hænge sig paa; men Avrohmche havde næppe nogensinde taget det for stort Andet end et billedligt Udtryk. Han ønskede sig bort fra Livet, men havde endnu ikke mistet Selvopholdelsesdriften, den instinctmæssige Kjærlighed til sig selv som levende Person. En tilsyneladende Ubetydelighed gjorde Udslaget. Han saae, medens den skrækkelige Runddands gik for sig, Noget paa Væggen, noget Fast, ligesom et Menneske. Det var hans egen gamle Frakke, som hang der; men ham syntes det med Et, at han havde Selskab, at noget Menneskeligt var ham nær, og han fik et eneste, stort Ønske: at kunne nærme sig det. Efter en Tid, der forekom ham uendelig lang, med Opbydelse af alle Kræfter, fik han gjort et Skridt hen imod Frelsen og greb i det - saa var det tomt, ikkun Hylstret til et Menneske, maaskee hans egen Fader. Igjennem de skuffede eller skræmmede Fingerspidser 143 steg en Fornemmelse op til Hjernen og fuldførte Vanvidet. Med uforklarlig Hast og Sikkerhed huskede han, at Pigen nylig havde spændt nye Snore til at tørre Tøi paa udenfor Vinduet, og med ligesaa stor Bestemthed huskede han, at der under Loftet var et stort Søm. I et Nu havde han Snoren og - var hængt.

Men ogsaa dennegang havde han gjort mere Larm, end han selv vidste af, og næppe hang han, før Svenden var inde hos ham og fik ham ned.

Avrohmche var altsaa ikke hængt tildøde, men dog mere død end levende. Svenden kaldte Folk til og fik ham bragt paa Hospitalet.

I Byen erfarede man det Sælsomme, at han var bleven gift, næsten samtidig med, at han var bleven bragt paa Hospitalet enten i Vanvid eller i Feber. Det Sidste slugte det Første; naar En rammes af en hverdagslig Ulykke, holder han op at være interessant. Ikke ganske saa gik det med Sass'es. Medlidenheden med ham, fordi han var syg, maatte rigtignok kæmpe haardt med Uvillien over, at han saa stille og snu havde giftet sig; men selve Giftermaalet havde dog noget storartet Urimeligt og Utroligt ved sig. Man skaffede sig fra Byen de allerpaalideligste Oplysninger, uden at de gave Lys. I hans Logi blev sagt, at han havde været vild og forsøgt at tage Livet af sig; men baade Snedkersvenden og hans Mester og hele Familien bleve i høieste Grad forbausede, da der blev spurgt om hans Kone. Ogsaa i Forsalen havde man vel seet Nattergal og hørt hans Erklæring; men Ingen havde i Trængselen opdaget hans Kone. Om end Nogen havde seet Emilie mellem andre Kvindeskikkelser nær ham, var hun den, man mindst havde tænkt sig som hans Ledsagerinde gjennem Livet. Nogle Folk sagde skjødesløst, at det var vel ingen Anden end Gitte Sass, Avrohmche var bleven gift med, og Familien Sass, der søgte efter hans Kone ude i Byen, blev til sin Forbauselse viist hjem i sit eget Hus. At hun ogsaa i visse Maader var hjemme hos dem, i Kjøkkenet, at et lille Spørgsmaal her kunde ledet dem paa Spor efter Sandheden, faldt dem ikke ind.

Imidlertid laa den, der bedst kunde have oplyst Alt, hvis han havde villet, paa Hospitalet, og da man i Førstningen virkelig ikke vidste, hvorledes det stod til med hans Hoved, tilstededes intet Besøg. Han laa hen, beskyttet mod Verden af selve sin Sygdom, af Hospitalet 144 som af en Helligdom, og i dem snart paafølgende Lyksalighedstilstand, den Følelse af Kraftløshed og nyt Liv, der i Reglen følger med en Reconvalescens, stod det Indtrufne for ham uden Braad, hyllet i et besynderligt Slør. Han vidste med Velbehag, at han ikke var gift og ikke havde forladt Menigheden; Enhver kunde komme og forske: om han saa selv havde sagt det, var det dog ikke sandt. Hvorfor havde han da sagt det? Det løb lidt rundt for ham. Han haabede, at Emilie vilde tie om hans Kjærlighed, ligesom hun havde tiet om Ordet Suss; men alligevel trykkede dette Punkt ham mest; han vidste ikke af, at han aldrig havde forraadt sin Kjærlighed til hende eller Nogen.

Paa den anden Side fik Mdm. Sass Tid til at sunde sig, til at overvinde den første Uvillie over hans Snuhed, til at tvivle om den og til at betænke mange Muligheder. Om han end ikke var gift, kunde han dog gifte sig; man havde seet saa Galt før; der var baade Enker og aldrende Piger, som en Schathren1 kunde foreslaae ham. Folk i Byen vidste jo meget godt, at han havde en Capital. Hvordan havde hun kunnet glemme det, gaae omkring med aabne Øine og oversee det? Den nye Frakke! Hvis den ikke var Tegn paa, at han havde holdt Bryllup - og det var dog, vel overveiet, ikke sandsynligt - saa var den Tegn paa, at han kunde »forandre sig«. Hun forstod ikke sig selv. Der skete hende kun Ret, hvis han nu var gift; hun havde selv fortjent den Ærgrelse at see baade ham og hans Penge blive trukne over i en anden Familie, der aldrig havde taget sig af ham, der ikke vilde have aabnet sin Dør for ham, dengang han blev forskudt af sin egen Fader. Men var han nu virkelig gift, eller var han ikke gift? Derpaa kom foreløbig Alt an.

Endelig kom Øieblikket til at spørge; hun sad hos ham, og hun spurgte, eller rettere, hun spurgte ikke, hun sagde: »Avrohmche, alle Mennesker sige, at Din Sygdom kommer af, at Du gaaer for Lad og koldt Vand og Ingen har til at tage sig af Dig.«

»Hvem skal tage sig af mig?« svarede Avrohmche med stor Mathed og beregnet, stor Uskyldighed. Men strax blev han yderlig bange; hun kunde svare: Skal ikke vor Tjenestepige Emilie? Angsten

* 145

gjorde ham saa dødelig bleg og blaa, at Mdm. Sass, af Frygt for, at det var Sygdommen, der kom over ham, holdt op med Samtalen. Men da hun kom hjem, sagde hun: »Han er ikke mere gift end bag paa min Haand!«

Ved næste Besøg sagde hun:

»Avrohmche, kan Du taale, at jeg taler med Dig om Din Fremtid?«

Fremtiden havde han Intet imod, naar man blot lod Fortiden i Fred. Han svarede: »Fremtiden er, at der skal holdes Levaie.«1

»Snak, Sniksnak! Der er Ingenting i Veien med Dig! Du har aldrig seet bedre ud end nu.«

Avrohmche brød ikke sit Hoved med at udfinde den dobbelttydige Compliments sande Mening; han laa som en Snegl og lyttede.

Hun vedblev: »Vi har før talt om Din Fremtid - kan Du huske? Da min salig Mand levede?«

»Gebenscht soll er sein!2 Hvis Nogen er i Gan Eiden,3 saa er han!«

»Med Guds Naades Hjælp, det er han. Veed Du, hvad han vilde sige, hvis han nu levede?«

Nu kom Angsten igjen af al Magt over Avrohmche; han ventede det Svar: Salig Leizer vilde sige, at Du ikke maa gjøre Dig til Nar med vor Tjenestepige. - Han formaaede kun at sige: »Han vilde tale blidt.«

Hun svarede med et langsomt, betydende Nik: »Han vilde tale blidt. Han vilde sige: Avrohmche, Du er for god til at gaae der om Aftenen i Regn og Kulde og blive syg og døe paa et Hospital. Du skal have Nogen til at være om Dig og tage sig af Dig og være god imod Dig i Dit eget Hus. Du skal gifte Dig, Avrohmche.«

Det rykkede nærmere, nu var det kun et Haarsbred borte, nu vilde det komme haanligt, sønderknusende: »Med vor Tjenestepige.« Han stønnede: »Med mig er det forbi«, og lukkede Øinene for Lynet.

* * * 146

»Snak, Avrohmche! Det er aldrig forbi. - Troer Du, at Isak, min Søn, er et ærligt og honnet og skikkeligt og stræbsomt Menneske?«

Hvad var det? Hun talte om sin Søn! Hendes Tanker vare ikke paa det frygtede Sted! Avrohmche aabnede Øinene.

»Troer Du det?« spurgte hun.

»Und wie1 troer jeg det!«

»Og troer Du, at han er et dygtigt Menneske i sit Geschäft?«

»Kol Iisroel2 skal have en Søn som Isak! Kan jeg sige Mere?«

»Naa. Isak vil etablere sig. Du indskyder Din lille Capital og gaaer i Compagni med ham, og for Resten vil Vorherre sørge.«

Nu forstod Avrohmche fuldstændig. Han forstod, at han var frelst, han følte det som et Mirakel, og til Gjengjæld for, at hans Vidtløftighed saa forunderlig var bleven skjult, fandt han det billigt, at han giftede sig med Gitte.

Han henvendte i Hast en Velsignelse til Gud og spurgte, næsten uden at tænke derover: »Hvad vil Gitte sige?«

»Gitte«, svarede Mdm. Sass, »er en fornuftig Pige og har traadt sine Børnesko. Og hvor er jeg?«

Dagen efter kom Gitte, alene.

Hun sagde uden Indledning: »Pollok, Moder siger, at vi To skulle gifte os.«

Avrohmche svarede: »Hun har sagt det Samme til mig.«

Hun vedblev: »Vi er nu ikke Børn længer, Pollok. De faaer en stakkels, halvgammel Pige; naa, det veed De. Men der er Noget, jeg maa spørge om.«

»Hvis jeg kan svare, saa spørg, Gitte.«

»De kan svare. De er den Eneste, der kan, og den Eneste, der skal. Er det Synd at holde af en Christen - jeg mener: holde rigtig af, være forelsket?«

Avrohmche havde troet sig fuldstændig sikker; nu kom Spørgsmaalet saa overvældende, at han nær var besvimet. Men det lykkedes

* * 147

ham dog at samle sig og opkaste en lille Forskandsning: »Synd?« svarede han; »der er større Synder.«

»Men hvis jeg havde været forelsket i en Christen, hvad saa?«

»De?!« udbrød Avrohmche, og noget Nyt opsteg for ham: Han var Mand, han var Kvindens Herre og Dommer. Men ligesaa hastig blev han betænkelig: Var det ikke en Snare? Eller hvad var det for en Historie? Han vovede ikke at sige et Ord.

Hun gav ikke Agt paa ham, men vedblev: »Det vilde jo være Synd imod Gud, om jeg skjulte Noget for den Ægtemand, han giver mig.«

Altsaa, det var Alvor, og Tanken betog Avrohmche.

»Hvem er den Mand?« raabte han; »hvad er det for en Mand? Hvordan er De kommen til den Mand?«

»Det var en Officier.«

»En Officier! - For vore Synders Skyld er Soldater til, for vore store Synders Skyld er Officierer til! - En Officier! - Hvordan kom De til den Officier?«

»Det veed jeg ikke, Pollok. Det var mig vel k'sof1. Jeg kom gaaende paa Gaden, og lige med Et saae hans Øine ind i mine Øine. Jeg havde aldrig seet ham før. Det var ganske nyt. Det var, som han var bleven skabt lige i det Øieblik og jeg ogsaa skabt i det Øieblik.«

»Man gaaer forbi en saadan Skabning - en Officier!«

»Gik jeg da ikke forbi? Jeg gjorde Plads saadan, at det var, som jeg gik ind i Husenes Mure; jeg blev til Ingenting, jeg blev til Luft, og jeg kom forbi.«

»Naa; forbi er forbi. Saa var det forbi - ikke?«

»Nei. En Dag, som jeg sad allerbedst, stod han paa Gaden og saae op. Jeg troede jeg skulde falde ud af Vinduet. Jeg kunde ikke gjøre ved det.«

»Ausgefallene Schtrof!« raabte Avrohmche med et bittert humoristisk Ordspil2. - »Og saa begriber jeg: saa mødte De ham igjen paa Gaden.«

»Jeg mødte ham igjen paa Gaden.«

* * 148

»Og hvad sagde han?«

»Um Gottes willen, Pollok! Hvor kunde han have talt til mig? .... Jeg havde skreget! Jeg var død! .... Tale med en Officier paa Gaden! .... Jeg saae aldrig mere paa ham.«

»Naa«, sagde Avrohmche med et svagt Smil, »naar De ikke har talt med ham og ikke seet paa ham -«

»Pollok, jeg skal sige Sandheden, derfor er jeg kommen. Jeg talte ikke med ham; men jeg tænkte paa ham, og naar jeg saa mødte ham, kunde jeg mærke, at han vidste det.«

»Og De siger, De saae ikke paa ham!«

»Jeg saae ikke paa ham.«

»Schkorum!«1 mumlede Avrohmche og gjorde en halv Vending mod Væggen.

»Jeg saae ikke paa ham, og jeg blev hjemme og gik aldrig ud alene.«

»Meget godt. Saadan er det godt.«

»Men han skrev mig til.«

»Han talte ikke; men han skrev! - Hvad skal jeg faae at høre, Gitte? Hvorfor sætte Hei foran Vof?2 Sig dog hellere det Hele paa engang!«

»Jeg siger det jo, han skrev mig til.«

»Hvad skrev han?«

»Han skrev - hvad skriver man til en ung Pige? Han vilde see mig, han vilde tale med mig, han vilde møde mig.«

»Saadan skriver de til alle Piger. Det bryder man sig ikke om.«

»Man bryder sig ikke derom. Pollok, dengang De tog Moder og mig til Theatret for at see Svend Dyrings Hus og de dernede talte om Runer, saa forstod jeg, hvad Runer var; men De forstod det ikke, Pollok.«

»Sie wass viel«,3 mumlede Pollok ved sig selv og vedblev efter en kort Taushed: »Runer. I Stykket paa Theatret løber hun efter ham.«

* * * 149

»Jeg løb ikke efter ham. Hvor kunde jeg? Hvordan skulde jeg blive borte fra Moder og mine Brødre?«

»Det er sandt. De er en god Pige, Gitte. De blev hjemme. Og saa var det endelig forbi, in Emmes1 forbi?«

»Saa fik jeg en Fredag Eftermiddag Brev fra ham, at nu skulde han reise bort Søndag Morgen, og nu havde han et Ønske som en Mand før sin Død, at see mig en eneste Gang, og jeg skulde selv bestemme, hvilken Tid jeg vilde komme Løverdag Aften. - Og det kunde jeg, for den Aften skulde Moder i Theatret, og mine Brødre kom ikke hjem. Og han bad som en Mand før sin Død.«

»Runer!« sagde Avrohmche; »den verschwärtzte Skrivning! De forbandede Runer! Herren forbande den, som først opfandt dem! Omein!«2 - »Naa, og saa gik De?«

»Nei, for da jeg skulde skrive og bestemme Tiden og Stedet, var det bleven Eref3, og Moder havde tændt Schabbaslysene, og saa tør man jo ikke skrive.«

»Og saa skrev De ikke, virkelig ikke?« spurgte Pollok, skjøndt han fandt det naturligt.

»Jeg havde Pennen i Haanden; men da jeg vilde sætte den paa Papiret og for første Gang i mit Liv være mekhalle Schabbas4 stod Fader op i sine Ligklæder.«

»Naa?«

»Naa. Og Løverdag Aften, da jeg turde skrive, var det for silde til at skrive, og det var ovre, og jeg takkede Gud.«

»Naar skete det? Hvor længe er det siden?«

»Det var, dengang De friede til mig første Gang, for tyve Aar siden.«

»Tyve Aar!« skreg Avrohmche og reiste sig op i Sengen. »Gitte! I den almægtige Guds Navn - jeg har været forelsket i en Christenpige, og det er ikke tyve Dage siden!«

»De, Pollok? - Stakkels Avrohmche!«

»Vil Du tilgive mig det, Gitte? - For hendes Skyld vilde jeg

* * * * 150

hænge mig - jeg var gal, splittergal; men det er sandt - - derfor ligger jeg her! Men nu er det ovre, Gitte; vil Du bære over med mig og tilgive mig?«

»Stakkels Avrohmche, min Husbond i Guds Navn! Lad os huske de Døde og holde sammen, til Bal Hamoves1 kommer.«

Nogen Tid efter indfandt Avrohmche sig i sit gamle Logi for at flytte Adskilligt til den nye Bolig, der var bleven beredt for ham. Han saae ud som i Tiden før de store Begivenheder, kun mere bleg, men behageligere bleg. Svenden kom ind for at hilse paa ham til Afsked og gjorde i sit stille Sind den Bemærkning, at han saae ud, som om han var bleven hvidtet indvendig, men blev forlegen, og Avrohmche var ogsaa forlegen. Men endelig brød Avrohmche overtvers og sagde: »Naa, jeg var gal, bindegal, og vilde gjøre en Ende paa mig selv, og De frelste mig og skar mig ned - - - og jeg er dog bleven hængende! - Men nu hænger jeg rigtig!«

* 151