↩ Da jeg traadte ud, maatte jeg sande Kællingens Ord om den smukke Udsigt. Tilhøjre saà man ind over et klippebegrænset, skovrigt Dalstrøg; ligefor førte en Sidevej af Byen ind til en hyggelig Savmølle i Begyndelsen af Amselgrund, der snart lukkede sig om det klare Vand med sine grønne Graner og graa Stenmasser; tilvenstre aabnede Elbdalen sin Krumning under de solede Stenbrud, der kastede deres Spejlstøtter frem over Floden, hvor Tømmerflaader og et Par sorte Baade med store Sejl langsomt gled bort med Strømmen. Nedenunder En laa alle de straatækte Træhuse og Bindingsværksbygninger, der for største Delen var næsten overgroede af Vin; af Villaer fandtes der, foruden de to omtalte, heldigvis kun en, som tilmed var beskeden skjult; fra alle Skorstene krusede blaa Røg sig op og flød ud i Luften, hvor der dannedes et tyndt Slør tvers over Dalen, og langs igennem den blinkede Bækkevandet mellem glindsende Pileblade og dunkelt Elleløv. Hvor det var idyllisk, og hvor det var tysk! Jeg følte mig usigelig lykkelig over at skulle bo en hel Maaned ude i denne Herlighed og begyndte uvilkaarlig at synge: "Guten Morgen, schöne Müllcrin!" Saa tav jeg igen for i fulde Drag at fylde Brystet med den friske, krydrede Luft, - Schweizerluften, som 11 Kællingen havde kaldet den. Men jeg maatte le ved Tanken om hendes "herlige, skyggefulde Promenader", da man heroppe kun saà spredte Frugttræer paa den høje Mark og lige ved Skrænten et Par Birke, hvis lange Vidier legende rystede deres smaa blinkende Blade i Sollyset. -