↩

II
III

KARL GJELLERUP.

MINNA.

KJØBENHAVN.
T. G. PHIILIPSENS FORLAG.
THIELES BOGTRYKKERI.
1889.

IV
V

✂

✂ MIN ÆLDSTE VEN
hr. kammerjunker
F. V. BERREGAARD,
kgl. skovrider i hanenau paa falster,
TILEGNES DENNE BOG
I TAKNEMLIG ERINDRING OM ALLE UFORGLEMMELIGE TIMER
I SKOVRIDERGAARDEN.

✂

I.

✂ Semestret ved Polytechnicum havde været temmelig anstrængende, og det begyndte at blive utaalelig hedt i Dresden, hvor jeg desuden boede i en af Altstadts mindre Gader, der vel var renlig og net, men ikke just synderlig luftig. Jeg følte ofte en hjemlig Længsel efter det danske Sund. Hvor smukke end Aftenerne ved Elben vare, saa bragte de dog kun ringe Afkøling, og naar man endnu mellem ni og ti slæbte sig op paa den Brühlske Terrasse og gispede efter en Luftning, viste Thermometret endnu sine fem-sexogtyve Grader Reaumur. Dette var for saa vidt trøstende, som det godtgjorde, at man havde en utvivlsom Menneskeret til at svede, og at det var en und skyldelig Extravagance, hvis man nød en Portion Is udenfor Cafféen, hvor der var behageligt at sidde mellem Søjlerne og høre Brudstykker af Concerten i "Wienergarten" hinsides Floden.

✂ Det var paa en saadan Aften, at jeg fattede den dristige Beslutning at ligge paa Landet i den nærforestaaende Sommerferie. Mig selv forekom denne Beslutning i alt Fald temmelig dristig, da jeg baade var nødsaget og vant til at leve meget økonomisk. Jeg var strax paa det Rene med, at jeg maatte ud i Sachsisk Schweiz, og den sidste Bid Is var endnu ikke smeltet i Munden paa mig, da jeg havde bestemt mig for det lille Rathen, som havde efterladt et lokkende idyllisk Indtryk hos mig, skønt jeg, i Lighed med de fleste Rejsende, kun havde sét det i Forbigaaende og tilmed ved Skumringstid, paa Nedvejen fra Bastei.

✂ Et Par Dage senere steg jeg, henimod Middag, ud ved den lille Station og gik mellem Frugttræshaverne ned til Færgen. Elben bugter sig her om et frodigt Agerland, der efterhaanden hæver sig i jævne Bakker, mørke af Granskov, hvorover enkelte Klippeblokke rage op, medens det løber fladt ud mod Floden. Her breder Øvre-Rathen sig med velhavende spredte Bøndergaarde, og et løst Væv af Frugttræskroner spænder sig over Kornmarkerne og de grønne Enge. Den hinsidige Bred er én stor Bjærgbue, med en eneste Gennembrydning midtvejs, den lille Dal, hvor det uanselige Nedre-Rathen er klemt inde, og næsten kun præsenterer 3
sig med de to Gæstgivergaarde, den nøgne ny og den overgroede gamle, hver paa sin Side af Bækken, som blinkende munder ud i den store forbiglidende Flod. Tilvenstre for den hæver sig Basteis blaagraa lodrette Klipper, som nedad skjules af Naaleskov og Bøgeløv, og derefter lyser Rækken af de store Sandstensbrud, de smukkeste i hele Landet; de danne dèr enkeltstaaende gulige Væggeflader, af hvilke nogle ere flere hundrede Fod høje. Til den anden Side af Rathen derimod strække de sig som en vedvarende Gennemskæring af Bakkedraget og oppe over dets Skovbølger sejler Lilienstein som et uhyre Pantserskib. - Færgeprammen gik paa skraa, ligesom en Hund, over Strømmen, der selv drev den frem; thi den var tøjret til en Tønde, der vippede en halvhundred Fod længer fremme, og Færgemanden havde ikke Andet at gøre, end et Par Gange at stramme Kjæden, der løb gennem en Tridse oppe i den lille Mast. Ikke desto mindre tørrede han bestandig med sit Skjorteærme Svedperlerne af Ansigtet, der var saa solbrændt, at han kom vor Forestilling om en Rødhud betydelig nærmere, end de Sioux-Indianere gjorde, som jeg den foregaaende Aften havde sét producere sig i den zoologiske Have. Men her, midt i hans Rige, kunde man ikke undre sig derover; det blinkende 4 Vand rundt om syntes mindre at sprede Kølighed end Solvarme, og hele Flodbreddens Bue med sine mange nøgne Klippeflader aabnede sig mod Syd som et Hulspejl, hvis Brændpunkt laa foran Rathen. Jeg blev enig med mig selv og med Færgemanden om, at det ikke var noget køligt Opholdsted, jeg havde udsét mig. Men der var jo ikke langt ind til de svale "Grunde"; - og desuden, naar jeg én Gang har sat mig Noget i Hovedet, kommer jeg ikke saa let derfra igen. Kan hænde, at ogsaa Skæbnen havde sin Finger med i Spillet denne Gang. Sagen viste sig at være vigtig nok til, at den kunde have gjort sig den Ulejlighed. Forresten var det da ikke Hedens Skyld, hvis jeg siden fortrød, at jeg ikke lod mig afskrække. Og har jeg da nogensinde fortrudt det? endnu den Dag idag - det er nu fem Aar siden - er jeg ikke i Stand til at besvare dette Spørgsmaal.

✂ En eller anden Digter, - det er vist forresten nok en meget berømt en, - skal have sagt, at der er Intet saa sørgeligt som i tunge Tider at mindes lykkelige Dage. Jeg tør naturligvis ikke sætte mine Ord mod hans, især da de ere gentagne saa tidt, at de næsten ere Alverdens; men ellers vilde jeg mene, at det i saadanne Tider 5 var endnu sørgeligere, naar man slet ingen lykkelige Øjeblikke havde at se tilbage paa. Og saa vil jeg da, i denne Anskuelse, saa godt jeg kan, søge at hensætte mig til hine Rathener-Dage og til dem, der fulgte efter.

✂ Det viste sig strax forbundet med nogen Vanskelighed at finde et Logis. De to Gæstgivergaarde havde kun de allerringeste Værelser tilbage til temmelig dyre Priser. Jeg blev víst fra Herodes til Pilatus og maatte mangfoldige Gange gaa over den lille klare Bæk og opad de smaa Trappe-Stier - fra en Skomager paa den ene Side til Bageren paa den anden, over igen til Vægteren og tilbage til Købmanden: men enten var Værelset udlejet, eller der var to forbundne, som blev mig for kostbare. Tilsidst var Skolen levnet mig som det eneste Haab; den laa bagest, hvor Fyrreskoven begyndte.

✂ Det var ikke Skoletid, og jeg bankede derfor trøstig paa Døren til Lærerens Privatbolig. En lille Dreng lukkede op. Han vidste ikke, om Læreren var hjemme, forsvandt et Øjeblik og fôr mig derpaa forbi og op ad Trappen for at vende tilbage med et Par Støvler i Haanden; derefter brød han endnu en Gang ud og holdt Indtog med en Frakke. Snart viste Skolelæreren sig, prydet med disse Ejendele, 6 og med et halvt søvnigt halvt polidsk Smil i det aabne, godmodige Ansigt. Han havde ganske rigtig to Værelser ledig, men de lejedes kun ud under et og kostede halvhundrede Mark om Maaneden. Jeg beklagede skuffet, at jeg til ingen Nytte havde gjort ham Ulejlighed, og han trøstede mig med, at jeg sikkert kunde faa et enkelt Værelse i den nye Pensions-Villa ved Siden af.

✂ Den Villa, som jeg nu nærmede mig til, saa' meget elegant ud: den havde grønne Skodder slaaet tilbage fra Vinduerne, Espalier op ad Muren og en løvrig Loggia. Den laa lidt tilvejrs, og Haven, som jeg allerede var kommen ind i, gik i Terrasser op ad Bjærget med grusbelagte Gange mellem blomstrende Buske. Hvor tiltrækkende nu end Alt dette var, saa virkede det dog tillige i samme Grad afskrækkende paa en fattig Polytechniker; men jeg besluttede at tage imod det mindste Kvistkammer, selv til en overdreven Pris, hvis dette Pragthus overhovedet vilde modtage mig; for jeg var hjærtelig ked af saaledes at løbe om og banke paa alle Husdøre. Et Selskab af Herrer og Damer viste sig imidlertid i Loggiaen, - det saà mig mindre og mindre pensionsagtigt ud, og jeg følte mig lettet, da en Tjenestepige, som ved en Omdrejning af Gangen nær var løbet 7 paa mig, kunde bringe mig ud af min Forlegenhed, ganske vist paa en noget overlegen og spottende Maade: - nej, her lejede de rigtignok ingen Værelser ud; det Hus, jeg mente, kunde jeg se dèr øverst oppe paa Bakken. Det havde hidtil været skjult af den smukke Villa og tog sig ikke synderlig indbydende ud, da det nu dukkede op over det og præsenterede sig mod den blaa Himmel, med en vis ublufærdig Nøgenhed, uden saa meget som en Busk i Nærheden af sig, og saa skinnende nyt, som om det aldrig kunde beboes.

✂ Jeg maatte ned igen i Dalen, to Gange over Bækken, og kravle en halvandethundred Fod tilvejrs ad et System af Stier og Stentrapper til Randen af Bakken. Nærved saà Huset ikke synderlig beboeligere ud: Der laa Grusdynger, Stenaffald og Brædder rundt om; de fleste Vinduer manglede. Indenfor var der en afskyelig Træk, Døre smeldede i, og fra Kælderen hørtes en grov Kællingerøst, der ødslede med de herlig lange Eder og Forbandelser, som vulgært Tysk besidder. En Mand laa og pudsede Sten-Trappen med Pibelér - aabenbart for første Gang; en ung Pige, der skurede Gulv i en Corridor, vendte Hovedet ved mit Komme og viste mig et kønt, blegt Ansigt med en rød Plet paa den ene Kind, som om hun 8 nylig havde faaet en vældig Ørefigen. Da jeg spurgte efter Vært eller Værtinde, løb hun hurtig bort paa sine bare Fødder, der satte vaade Spor paa Gulvets Savspaaner, og forsvandt ned i Kælderen. Strax efter vendte hun tilbage, fulgt af en firskaaren Kælling, hvis brede Mund aabenbart havde været Udgangsport for de omtalte Eder, og hvis store Labber, som hun tørrede i sit Forklæde, jeg strax mistænkte for at have været i nær Berørelse med Pigens Kind. Under det opkiltrede Skørt havde hun bare Ben, der var ganske krumme, med flade og ligesom udtraadte Fødder.

✂ - Naa, Herren vil have et Værelse her, sagde hun, - ja, saa er det saamænd paa Tide, for der er kun et tilbage, - naar det skal være enkelt ... Naa, se til, du kan faa fat i Gulvskrubben, tossede Tøs! er det maaske dig, der skal vise Herren om? ... Det er oppe paa anden Sal, - vær saa god.

✂ Vi traadte ind i et temmelig rummeligt Værelse. Lyst og navnlig luftigt kunde det sagtens være, for der var ingen Vinduer sat i; Rammerne vare ikke engang malede. Derimod var der graat Tapetpapir paa Væggen, med nogle Fugtighedspletter paa; trods Luftigheden syntes jeg ogsaa, at der lugtede en Smule muggent.

✂ Inden jeg imidlertid kunde gøre en Bemærkning herom, begyndte hun at rose Værelsets Fortræffelighed og tale om, hvor tilfredse de tidligere Logerende havde været, - uansét at vi begge meget vel vidste, at Huset ikke før havde været beboet. - Jeg spurgte om Prisen; den var en halv Snes Mark højere, end jeg mente at kunne gaa. Hun forsvor sig paa, at det var Spotpris, ikke dyrere end andre Steder, trods det at her var langt bedre; der var ikke Flodtaage som nede ved Elben, eller lummert som i Dalen, man nød den rene Schweizerluft og havde en Udsigt som ingen andre Steder; og endelig var der de herlige skyggefulde Promenader, som hørte til Huset, og hvor de Logerende kunde spadsere, naar de ikke vilde gaa længer bort. Til disse "Promenader" kom hun bestandig tilbage, idet hun roede om i Luften med sine snavsede Labber, for at antyde deres overordentlige Udbredelse, og idelig gentog Ordene: "da'rim und dort'nim".

✂ Enden paa det blev, at vi mødtes paa Halvvejen. Hun lovede, at Alt skulde være fix og færdigt, naar jeg kom otte Dage senere, ved Feriens Begyndelse. Jeg gav hende en Thaler i Haandpenge, og gik, meget glad over at være kommen til et Resultat.

✂ Da jeg traadte ud, maatte jeg sande Kællingens Ord om den smukke Udsigt. Tilhøjre saà man ind over et klippebegrænset, skovrigt Dalstrøg; ligefor førte en Sidevej af Byen ind til en hyggelig Savmølle i Begyndelsen af Amselgrund, der snart lukkede sig om det klare Vand med sine grønne Graner og graa Stenmasser; tilvenstre aabnede Elbdalen sin Krumning under de solede Stenbrud, der kastede deres Spejlstøtter frem over Floden, hvor Tømmerflaader og et Par sorte Baade med store Sejl langsomt gled bort med Strømmen. Nedenunder En laa alle de straatækte Træhuse og Bindingsværksbygninger, der for største Delen var næsten overgroede af Vin; af Villaer fandtes der, foruden de to omtalte, heldigvis kun en, som tilmed var beskeden skjult; fra alle Skorstene krusede blaa Røg sig op og flød ud i Luften, hvor der dannedes et tyndt Slør tvers over Dalen, og langs igennem den blinkede Bækkevandet mellem glindsende Pileblade og dunkelt Elleløv. Hvor det var idyllisk, og hvor det var tysk! Jeg følte mig usigelig lykkelig over at skulle bo en hel Maaned ude i denne Herlighed og begyndte uvilkaarlig at synge: "Guten Morgen, schöne Müllcrin!" Saa tav jeg igen for i fulde Drag at fylde Brystet med den friske, krydrede Luft, - Schweizerluften, som 11 Kællingen havde kaldet den. Men jeg maatte le ved Tanken om hendes "herlige, skyggefulde Promenader", da man heroppe kun saà spredte Frugttræer paa den høje Mark og lige ved Skrænten et Par Birke, hvis lange Vidier legende rystede deres smaa blinkende Blade i Sollyset. -

✂ Da jeg havde spist paa Elbterrassen og saà mig om efter Opvarteren, traf jeg ham i Samtale med min Bekendt, Skolelæreren. Denne røg af en Pibe med store Kvaster og et Par Hjortetakskroner, som ingen Student behøvede at skamme sig over, og som aabenbart var hans Stolthed. Kanasteren lugtede behagelig, - det var, som han siden betroede mig, af den ægte gamle Altstädter - og han drak Münchener-Øl, - altsammen ubedragelige Tegn paa en Mand af finere Smag og Levemaade. Han hilste strax paa mig og lykønskede mig til at have fundet Logis. Jeg kunde ikke have valgt noget bedre Sted i hele Sachsisk Schweiz end Rathen; der var Udflugter i Mængde herfra, som vare lidet kendte; jeg skulde blot se ind til ham, saa vilde han give mig Anvisning. Derpaa spurgte han mig om, hvad for Landsmand jeg var, og da han hørte, at jeg var Dansk, bemærkede han strax ganske fornøjet, at han ogsaa havde været i Danmark - i fireogtreds, og hermed var det aabenbart slet 12 ikke hans Mening at sige mig noget Ubehageligt, men blot at bringe et Berøringspunkt tilveje, hvilket ogsaa for saa vidt fandtes, som jeg var godt kendt i Koldingegnen, hvor han i længere Tid havde ligget i Kvarter. Nu blev han helt ivrig i at spørge, om jeg kunde huske den Gaard og det Hus, den Skov og de Bakker - han angav med Pibespidsen den gensidige Beliggenhed paa den brogede Dug - og det var ham magtpaaliggende at faa at vide, om den tykke Ole Larsen endnu havde Gaarden med Kampestenslængerne og det grønne Stakit, eller om den var gaaet over til Sønnen Hans, der havde ligget paa Lazaret sammen med ham i Flensborg. Saa begyndte han at tale om den Træfning, som han var bleven saaret i.

✂ Jeg kan ikke sige, at denne Samtale var mig enten ganske behagelig eller egentlig pinlig. Der var noget Tiltalende i den Ligefremhed, hvormed Tyskeren talte om den Tid paa, og i at mærke, hvor liden personlig fjendtlig Stemning saadanne Krige efterlade - og alligevel var der en Følelse af, at Alt ikke var, som det skulde være. Jeg benyttede derfor et Øjebliks Pause til at spørge om, hvad det var for en fin Villa, som jeg havde forvildet mig op til.

✂ - Det er Kammerherre v. Zedlitz, sagde han; 13 de bor her hver Sommer, naar han ikke maa være hos Kongen i Pillnitz. En fornem Familie, som man ikke ser videre til; men de bidrager godt til Skolekassen - Gud bevares ... Og de har en lille Lærerinde, - naa, ja det vil De nok selv opdage, - en nydelig Pige! Hun er lidt i Familie med mig, - ikke fordi jeg ellers kender synderlig til hende. Det er saamænd Synd at sige, at hun er paatrængende, hun kunde være det en hel Del mer, uden at jeg just skulde tage hende det ilde op.

✂ I det samme lød Dampskibspiben nede fra Floden. Jeg bød Skolelæreren Farvel og skyndte mig ned paa Broen.

✂

II.

✂ En Uge derefter tog jeg afsted Klokken otte om Morgenen.

✂ Som sædvanlig kom jeg ombord i det sidste Øjeblik. Da jeg havde faaet mine Pakkenelliker anbragte og begyndte at se mig om, vare vi allerede ved Albertsbroen; Byen havde faaet sin Profil med de smukke Taarne over den Brühlske Terrasse. De ragede op mod klar Himmel, men over os var der disigt, og frem efter endogsaa temmelig mørkt. Det trak køligt; jeg spændte min Plaid ud af Remmen. Da vi dampede hen under de tre Slotte, var det knap, at man kunde se Byen mer, og da vi naaede Loschwitz, begyndte det at regne. Det vil sige, regne gjorde det egentlig ikke - men - -

✂ - "Nu, - es nieselt ä Bissel", - sagde en tyk "Dräsener" til sin Ægtehalvdel, der spørgende stak Hovedet ud af Kahytsdøren.

✂ Da vi lagde til skraas over for ved Blasewitz, gik de Nyankomne strax ned i Kahytten, og Damerne 15 forsvandt fra det vaade Dæk. Snart fortrak ogsaa Herrerne en efter en. Den sørgelige Sandhed lod sig ikke længer skjule: det øsede ned.

✂ Jeg tændte en Cigar og gik ned i Røgkahytten. Den var fuld baade af Mennesker og af Røg. Overalt drejede Samtalen sig om Vejret. En langhaaret Professor, der fik sig sin "Frühschoppen", udviklede for en Kreds Andægtige, at naar det efter en saadan Varme paa denne Tid begyndte at regne, saa blev det aldrig ordentligt Vejr før til September. Imidlertid trommede Regnen paa Taget, indtil den holdt op med at tromme og begyndte at plaske. Det blev saa dunkelt om En, at man følte sig ligesom blændet af det unaturlige Mørke. Gennem de drivende Kahytsvinduer kunde man næppe skælne Vin-Terrasserne og Haverne paa Bredden.

✂ Da jeg havde røget ud, gik jeg ind i Salonen. Derinde fandtes der ikke en ledig Plads, og desuden var der saa beklumret, at jeg ikke følte mig fristet til at hente en Tabouret ind. Jeg traadte ud i For-Rummet, hvorfra Trappen gik op til Dækket. En ung Dame med et Par Smaapiger havde taget Plads herude. Jeg tog en Tabouret ned fra Stablen, hyllede mig ind i Plaiden og satte mig ligeoverfor Trappen.

✂ Det friske, fugtige Lufttræk var mig behageligt, 16 skønt det ofte førte et lille Bad med sig, hvis Draaber blev hængende i Plaidens Uld. De øverste Trin vare pjask-vaade; i Hjørnet af en sort Persenning, som paa Dækket var bredt over noget Rejsegods, maatte der have dannet sig en Pyt; for der sprøjtede bestandig et lille Springvand op derfra.

✂ Den unge Dame, der sad paa den anden Side af Salondøren, trak et lille Bind op af sin Taske og fordybede sig i Læsning. Men hun fik ikke megen Ro, for den mindste af Smaapigerne, et meget pyntet lille Væsen med hørgule Lokker, gav sig til at tude, og skønt det paa en Maade virkelig var det mest passende, man kunde gøre under disse Omstændigheder, maatte Gouvernanten jo tale hende til Rette. "Lisbeth vil høre mer," sagde den ældre Pige, og den Lille bekræftede denne Formodning ved at klynke: "Videre om Peter! Videre om Peter."

✂ - "Skam dig dog for den fremmede Herre, Lisbeth!" hviskede den unge Pige; "tror du, han har Lyst til at høre om Peter?"

✂ Den Lille suttede snøftende paa sin Pegefinger og betragtede mig med store misfornøjede Øjne. Dette Barneblik, som saa tydelig sagde: "Hvorfor kan du ikke skrubbe af?" generede mig i høj Grad. Jeg følte mig som En, der havde trængt 17 mig ind, og frygtede for, at jeg maaske kunde gøre Situationen vanskelig for den nette, unge Gouvernante; sandsynligvis havde hun været glad ved at være ene herude med sine forkælede Myndlinge. Jeg gjorde derfor Mine til at befri dem for min Nærværelse, men den unge Pige tilkastede mig i det samme et skælmsk Blik - hvor skælmsk, vidste hun vel næppe selv - der tydelig nok sagde, at mit Selskab var hende behageligt, skønt just ikke paa en for mig synderlig smigrende Maade; hun længtes ikke efter at berette "videre om Peter". Jeg besvarede altsaa hendes forklarende Smil med et forstaaende, satte mig fastere tilrette og udholdt med stoisk Ro et langt Vredesblik fra den skuffede Lille. Det var mig meget behageligt, paa saa billig en Maade at kunne gøre min smukke Naboerske en lille Tjeneste.

✂ Hun var nemlig smuk, det havde jeg ved denne Lejlighed tilstrækkelig opdaget. Hendes Ansigt hørte til den firkantede Type; det var meget regel mæssigt, og da hun var brunet, havde det, over fladisk sét, noget sydlandsk ved sig. Men den lille Næse var ægte tysk, hverken opstaaende eller bøjet, meget beskeden og en Smule uformet. Derimod var der ved Læberne det særlige, at Modelleringen og Farvepaasætningen - fra Naturens Haand forstaar 18
sig - faldt ganske sammen og vare lige væsentlige, medens man ellers saa ofte ser, at Læberne enten kun ere modelleréde eller kun malede, eller ogsaa at Farven træder ud over Formen eller ikke slaar til, saa at de snarere forvirre end understøtte hinanden. Hvis man kunde tvivle om at der var tilstrækkelig Ben i Næsen, saa modsagde dette Læbepar bestemt al Sigtelse for Karakterløshed. Hagen og Kindrundingen var noget af det Fineste, som jeg har sét. - Hun syntes at være af Middelhøjde og snarere lidt mager end fyldig. Hendes Paaklædning var ikke synderlig moderne, hvilket jeg godt kunde lide; men hvad der især tiltalte mig, var hendes Hovedbedækning. Det Aar var nemlig nogle skrækkelig høje og spidse Hatte paa Moden, besatte med kunstige Blomster, og jeg havde netop inde i Salonen haft Lejlighed til at forbavses over den Grad af Smagløshed, som de kunde udvikle sig til. Men hun bar en lille baret-agtig Straahat med blaat Fløjl paa Skyggen og et sølvgraat Slør. At gaa med et smukt Slør paa en Tid, da det ikke netop er Mode, viser altid en Dames gode Smag - og en Smule elskværdig Behagelyst. Jeg kan heller ikke tænke mig hos den Tilbedte nogensinde at savne Sløret, denne Livssejlladsen Festvimpel, der fra det Fjærne og i Trængsel viser, 19 hvor man skal styre hen, som altid faar vort Hjærte til at banke, undertiden skuffer os. ... Saa, nu taler jeg allerede om Forelskelse, hvad jeg dog den Gang slet ikke tænkte paa. Skønt - naar tænker man ikke paa det? Kvindeverdenen deler sig dog for os i to Dele: - dem, som det er mer eller mindre muligt for En at forelske sig i, - og alle de Andre, blandt hvilke man egentlig føler sig som i Mandfolkeselskab. - Og denne Gang var jeg tydelig nok i Kvindeselskab.

✂ Vi vare sejlet et godt Stykke, inden jeg havde samlet dette første Indtryk; for jeg turde naturligvis kun i Ny og Næ kaste stjaalne Blikke derhen. Alligevel gjorde jeg det dog maaske hyppigere, end der strængt taget kunde findes Paaskud til. I alt Fald bemærkede jeg, at hun blev rød paa Halsen lige under Øret og bøjede sig dybere ned over Bogen, som ingenlunde var en Foliant, skikket til at skjule sig bag. Det lille Tyksak af et Bind begyndte at plage min Nysgerrighed, en ægte Rejse-Regnvejrs-Nysgerrighed, der kaster sig over enhver Genstand i Nærheden. Gamle tyske Oversættelser af Cooper og Walter Scott have omtrent dette Format, og jeg havde allerede dømt hendes Lecture til at henhøre under denne agtværdige Categori, da en pludselig Drejning af den røbede, at den tilhørte 20 en endnu agtværdigere: - det var et Lomme-Lexicon. Denne Opdagelse gav mig endnu mere Interesse for den unge Pige, og jeg betragtede hende med en vis Rørelse. Jeg forestillede mig, hvorledes trykkende Omstændigheder havde tvunget hende til at tage imod en af disse ubarmhjærtige Gouvernante-Pladser, hvor der fordres alt muligt og lidt til, saa at hun var nødsaget til at benytte ethvert ledigt Øjeblik til at forøge sine Kundskaber ad den korteste og tørreste Vej, og maatte indtage en vis Dosis Gloser daglig in natura, som en bedsk men styrkende Medicin under denne Torne-Vandring. Naar en saa skøn Ungdommelighed faar de trange Kaars dunkle Baggrund, kan den derved kun vinde i Glans og Relief; hvis hun havde været en forkælet Frøken, som slog Tiden ihjel med en Lejebibliotheks-Roman, saa vilde hun have interesseret mig langt mindre.

✂ Skønt denne Interesse burde have været saa selvfornægtende, at den ikke vilde forstyrre hende, saa pønsede jeg, oprigtig talt, ikke paa Andet end paa at gøre det og faa en Samtale i Stand. Det er ydmygende at maatte tilstaa det, men min Opfindsomhed drev det ikke til videre end til to Gange at gaa op ad Kahytstrappen, i den Forudsætning, at den unge Pige vilde spørge mig, om 21 det klarede (hvad det forresten absolut ikke gjorde). Da dette Spørgsmaal udeblev, var jeg lige vidt.

✂ Jeg havde prøvet og forkastet flere Indledninger, da den mindste Pige begyndte at klynke over, at hun frøs. Den stakkels Lærerinde saà ingen anden Udvej, end at tage sit eget Shawl af og svøbe hende ind deri. Da jeg selv er temmelig kuldskær, kunde jeg levende føle, hvad det maatte være for hende at komme af med Shawlet, især da jeg havde lagt Mærke til, hvor velbehagelig hun trak det fastere om Armene og puttede den lille Hage ned mellem de bløde Folder. Jeg følte, at min Tid nu var kommen, og tilbød hende ridderlig min Plaid. - Som jeg havde ventet, afslog hun det meget venlig; - jeg trængte jo selv til den og vilde sikkert forkøle mig. Da jeg saa meget mindre kunde benægte dette, som jeg plagedes af en Snue, der allerede et Par Gange havde faaet mig til at nyse saa voldsomt, at den lille Pige var bleven bange og den større havde haft sin Nød med ikke at briste i Latter, saa vidste jeg ingen anden Udvej, for dog ikke at slippe altfor flovt fra det, end at sige, at jeg vilde ind i Røgkahytten, hvor jeg dog ingen Brug havde for Plaiden. Den unge Pige haabede, at det ikke var hende, der forhindrede mig i at ryge her, men jeg holdt fast 22 ved, at jeg paa ingen Maade vilde plage hende med Tobaksrøg, hvorved jeg smykkede mig med en hensynsfuld Finfølelse, som slet ikke tilkom mig. Jeg havde desuden nu trukket frisk Luft, og det blev mig i Længden dog en Smule for køligt, føjede jeg til; det lykkedes mig saaledes at tiltræde mit Tilbagetog, efterladende min Plaid som - sans comparaison - Joseph sin Kjortel.

✂ Da jeg atter sad paa den voxdugsbetrukne Bænk i det lille kvalmende Rum, havde tændt mig en Cigar og faaet et Glas Øl sat foran mig, kunde jeg ikke skjule for mig selv, at mit første Forsøg paa en Tilnærmelse egentlig ikke havde været synderlig snedigt, da en saa grundig Fjærnelse var bleven dets umiddelbare Følge. En lidt dristigere Cavaler havde maaske faaet maget det saaledes, at man var enedes om Brugen af det meget lange Shawl, eller hvis det var utænkeligt, saa kunde den lille Pige være bleven sat ved Siden af mig og dækket til. Kort sagt, jeg havde baaret mig ad som en rigtig Dumrian, fandt jeg, og jeg ærgrede mig saa meget mere derover, som det forrige Opholdssted i og for sig var behageligere, og jeg mente allerede at spore Anlæg til Hovedpine.

✂ Det gav et Stød, og vi laa stille. Ovenover slæbtes der med Kofferter og Kasser. Det var 23 Pirna. Jeg saà ligegyldig ud paa Købstadens Smaahuse med de mange grønne Træer og paa det høje, vaade Tag af det gamle Raadhus med sit Spir - og mindre følelsesløst paa dens Akropolis, det høje Sonnenstein, tidligere en Fæstning og nu en stor Sindssygeanstalt, hvor den ædle og ulykkelige Schumann overlevede sin Aand; jeg er aldrig kørt eller sejlet forbi Pirna uden at skænke det et Blik og ham en Tanke. Canalettos Pensel har mangfoldige Gange forherliget dette beskedne Billed, men altid i bedre Belysning end det nu havde. Dog bemærkede jeg til min Forundring over Sonnensteins Gavle en Lysning, som syntes at tiltage og brede sig, ja medens de satte sig i Bevægelse og langsomt gled tilhøjre, skimtede jeg endogsaa en Smule blaa Luft, og idet Raadhustaget forsvandt, havde det en mat Blyglans. Men saa vaskede Regnen igen ned ad Ruden.

✂ Efterhaanden som vi kom ind i Sandstenslandet, lød Regnen mindre heftig. Af Røgkahyttens dampende Beboere forsvandt den Ene efter den Anden og hørtes trampe ovenpaa. Ogsaa jeg gik op. Det regnede temmelig tæt, men Draaberne blinkede i et mælkehvidt Lys, der sivede igennem, uden at man ret vidste hvorfra. Stenfladerne i de gamle lave Brud, der her ere ganske brunrøde, syntes at 24 have faaet Fernis, og af den bakkede Bred tilhøjre lyste en bleggrøn Skovtop gennem Regntaagen - vistnok et godt Stykke borte. Regnen, der næsten var holdt op et Øjeblik, blev tættere igen, men samtidig tog ogsaa Lysningen til.

✂ Jeg gik ned ad Kahytstrappen og traf ganske rigtig mit Selskab i Forrummet. Gouvernanten læste ikke længer, men fortalte heller ikke Historier, da hendes lille Plageaand var falden i sød Slummer. Denne Gang afventede jeg ikke Spørgsmaalet, om det klarede? men fortalte strax, at det saà ud til at blive godt Vejr. Den unge Pige smilede ganske fornøjet, og takkede mig for Laan af Plaiden, som hun gav sig til at lægge omhyggelig sammen; da den var saa stor som en lille Selskabsdug, maatte jeg hjælpe hende dermed, og vakte hendes Munterhed ved at tage kejtet fat; der var netop saa megen Plads, at vi kunde stramme den ud i hele dens Længde, og saa manøvrerede vi henimod hinanden paa den bekendte Maade, til vore Hænder mødtes. Men før jeg kunde faa sagt Noget, var hun med et hurtigt Tak allerede sprunget op ad Trappen, overladende det til den større Pige at purre den Lille op.

✂ Der var snart overfyldt af Passagerer paa det fugtig glindsende Dæk, hvor man endnu ikke kunde 25 sidde paa Bænkene. Kun enkelte Draaber glimtede gennem Luften, som var ganske fugtig varm; oventil blaanede Himlen, Floddalen stod endnu fuld af en lys Em, og Skovene paa Klippeterrasserne dampede saa stærkt, som om enhver Grantop var en lille Skorsten, hvorfra en fin blaa Røg krusede sig til vejrs og opløste sig i Solglansen. Forude glitrede Flodvandet skarpt og blændende. Man saà allerede et Par Smaahuse af Rathen ved Foden af Basteis lodrette Fjældmure og bagved dem en underlig vild og sønderrevet Klippemasse, Gamringstenen, som jeg havde bemærket fra mit Vindue.

✂ Jeg gav mig til at lede efter mit Smule Rejsegods, som endelig fandtes i god Behold under Persenningen. Saaledes havde jeg ikke faaet Tid til at se mig mere om efter den smukke Rejsefælle, da Raabet lød: "Rathen, am Steuer absteigen", og jeg fik travlt med at trænge mig agterud med mine Sager. Da jeg naaede derhen, saà jeg til min Glæde det graa Slør vimple forrest i Rækken, og strax efter gik hun over Landgangsbroen med sine Smaafolk.

✂ Inden jeg havde faaet fat i en Drager, vare de komne mig af Syne.

✂

III.

✂ Hvis jeg maatte raade, saa skulde der paa et af de mest fremragende Punkter i denne Egn opstilles en Skamstøtte for den Mand, som har opfundet det skrækkelige Navn: "Sachsisk Schweiz". Sikkert er det, at Ingen har skadet den smukke lille Klippe-Egn mer, - end ikke "Bjærgforeningerne". Nu kommer enhver Besøgende hertil, enten med en Erindring eller et Phantasibillede af Schweiz som Maalestok, sammenligner og vrager, og gør sig selv vigtig med, at han har sét eller tænkt sig noget ganske anderledes Storartet, hvad det stakkels Land jo slet ikke har bedt ham om.

✂ Men naar man kommer herhen uden nogen Fordring og tager Landet som det er - fremfor Alt, naar man ikke tager det i Turiststormskridt, men lægger sig smukt hen for at leve og nyde, - hvilken Rigdom af Naturskønhed byder det En 27 da ikke, fuld af Modsætninger, som ere forsonede i en ganske ejendommelig idyllisk Landlighed: Goldhed og frodig Fylde, vild og stejl Sønderrevethed og dyrkede Fladstrækninger findes Side om Side eller over hinanden, og fra lys dirrende Hede træder man umiddelbart ind i fugtig-sval Skygge. Og hvor udvider Lungerne sig i en friskere og mere sund krydret Luft end den, der stryger hen over disse Højder og fylder disse Skove og Klippedale?

✂ Men for rigtig at finde sig til Rette, maa man sætte sig ind i denne Egns ejendommelige Natur, og forstaa, at det ikke er et Bjærgland, man færdes i, men en Højslette, som ved Vandflod er bleven kløvet, gennemgravet og udskyllet, hvorved Stenen er kommet frem snart som Furernes Vægge, snart som Ruiner midt i dem, saa at Klipperne mindre danne den ophøjede Del af Landskabet end dets Fordybninger. Derfor undres man i Begyndelsen over at se en frodig grøn Mark runde sig oppe over en brat Klippevægs ru Stenhud, som en Fløjelssadel paa en Elefant, og man forbavses ved, efter at have gaaet gennem bølgende Rugmarker, under sine Fødder at se et af disse vilde og forrevne Klippepartier med en Uendelighed af Tinder og Taarne og hundred Fod høje Sandstenskegler. I Begyndelsen ærgrer man sig næsten lidt 28 over denne Modsætning, men man ender med at holde af den. Og ovenpaa denne Højslette med et Klippeland under sig, er saa igen disse enkelte Bjærge skudt op, der paa Afstand væsentlig give Landet dets Physiognomi, et vortet Physiognomi, hvis jeg tør bruge et uædelt Billede; thi sete i nogle Mils Afstand ligne de mest af Alt Kæmpevorter, disse "Stene", enten de nu kaldes Kongestenen, Pavestenen, Liliestenen og hvad de alle hedde; ja selv det totusind Fod høje, uendelig langstrakte Snebjærg er kun en mere storartet Variation. - Enkelte, som de forbundne Vinterbjærge, emancipere sig ganske vist fra Typen, men de ere ogsaa lige paa Grænsen, og efterhaanden som man kommer ind i "det Böhmiske", bliver en almindeligere Bjærgnatur fremherskende. Rigtignok ligger allerede "Schneeberg" inde i Böhmen og overhovedet er Grænsen mellem Bjærgformerne ikke trukken saa skarpt som den mellem Kaffe-Kvaliteterne: for denne er i den første bøhmiske Flække saa fortrinlig, som om man allerede var i Karlsbad, medens man i den sidste sachsiske drikker den berømte "Bliemchen-Kaffee", et Dekogt, der skylder sit Navn den Egenskab, at man igennem det kan se en lille Blomst, som er malet i Bunden af Koppen.

✂ Jeg havde netop efter Middagen nydt det sædvanlige Maal af denne Drik, der paa ingen Maade truer med Hjærtebanken. Den foregaaende Dag havde jeg smagt paa den bøhmiske i Prebischthor og to Dage før - - kort sagt, jeg havde rørt mig ganske godt og var ikke oplagt til nogen længere Udflugt. Jeg sad og døsede ved mit Vindue og overvejede, om jeg gad være over at gaa ned i Amselgrund. Det var meget varmt og blikstille. De lette Skyer, der vare ligesom tværede ud i den graablaa Himmel, havde et rødligt Skær. Det solbeskinnede Græs og Løv straalede ikke, men havde en mere intensiv grøn Farve end ellers; Skyggen mellem Klipperne vare uigennemsigtig, og Slagskyggerne, som de kastede paa hinanden, havde ingen skarpe Rande. Ovre i Grunden kukkede en Gøg uafbrudt, hvad den allerede havde gjort i timevis, og denne regelmæssige Lyd bidrog til hele Naturens søvndyssende Virkning. ... Jeg havde afgjort ikke Lyst til at gaa mange hundrede Skridt bort; - men sove kunde jeg ikke, læse gad jeg ikke, og om at skrive Brev kunde der ikke være Tale.

✂ I denne Raadvildhed faldt de "skyggefulde Promenader" mig ind. Jeg havde hidtil ikke savnet dem, men nu vilde det nok have været mig kært, om de havde haft en nyttigere Existens end den i 30 Værtindens Praleri. I det samme faldt mit Blik paa en lille Allé af unge Birke; den begyndte ganske pludselig en halvhundrede Skridt fra mit Vindue, som den stilede imod; men snart bøjede den om og forsvandt bag den kratbevoxede Rand af Bakken, der temmelig brat sænkede sig ned mod en lille Kedeldal. Jeg havde ment, at denne Birke-Allé hørte til den fine Nabovilla; men det var mig nu paafaldende, at den ikke ved nogen Art Gærde var adskilt fra den Jordlod, der hørte til vort Hus, og som var optaget af et Stykke med Kartofler, et Par Salatbede, nogle Rækker Ærteris og en Græsmark; denne var det, som pludselig stoppede for Alléen, og længer henne stødte den op til Krattet paa Bakkeranden, hvor man heller ikke saà noget Hegn eller Rækværk. Det var altsaa muligt, at ogsaa det øverste af Afhanget tilhørte min Værtinde, og at den saa pludselig afbrudte Allé kun ventede paa en Fuldendelse af det paabegyndte Anlæg for at forene sig med en Gang fra Huset; dernede kunde følgelig de skyggefulde Promenader befinde sig. Jeg gjorde i Tanken den brave Kone Afbigt, fordi jeg saa vantro havde spottet dem, og besluttede strax at benytte mig af min saa højt lovpriste Rettighed som Logerende til at gaa "da'rim und dort'nim".

✂ Jeg gik ikke hen til Birke-Alléen, men skraaede over til Krattet, der viste sig at bestaa af Hassel og Tjørn. Markgræsset, der var fuldt af Bellis og traad-fligede Nelliker, trængte ind ad Aabningerne mellem de temmelig spredte Buske, men standsedes snart af en grusbelagt Gang. Paa den anden Side af denne Gang sænkede Græsskraaningen sig temmelig brat ned mod en lille Sidedal, der var fuld af ung Naale- og Birkeskov. Tilhøjre afløstes Grusgangen snart af en beskeden Fodsti, der tabte sig inde mellem Granstammerne; jeg fulgte den tilvenstre for at gøre mig bekendt med Anlægget.

✂ Næppe var jeg gaaet en Snes Skridt, før jeg stod foran en net lille Grotte eller snarere Klippenische. Ellers saà man paa denne Bakke kun Græstørv og Sand, men her var Stenen brudt igennem, og idet den ludede noget fremover, som om den havde løbet Panden gennem Jordlaget, og trængte lidt frem ved Siderne, ligesom med fremskudte Skuldre, havde den af sig selv dannet denne Siddeplads, hvor der næsten hele Dagen igennem var Skygge. Der var anbragt et Bord og et Par Havebænke, og midt paa Stenvæggen stod malet "Sophien-Ruhe".

✂ Et Øjeblik blev jeg staaende ganske imponeret, jeg havde ikke tiltroet Madam Richter at have 32 saadan en Trumf i Baghaand. Saa tog jeg Plads paa den magelige Bænk; men jeg følte mig dog ikke helt vel tilmode, og det blev mig mer og mer tvivlsomt, hvorvidt jeg nu ogsaa havde Ret til at være her. Medens jeg plagede mig med disse Tanker, fik jeg Øje paa en lille Bog, der laa paa Bænken. Jeg tog den op og bladede i den og opdagede til min Forbavselse, at det var et tyskdansk Lexikon. Jeg vidste ikke af, at jeg havde nogen Landsmand i "Pensionen" - hvad denne Caserne-Villa kaldtes tiltrods for, at den kun havde og kun kunde have Logerende. Hvem kunde det vel være, der havde den i Tyskland yderst sjældne Passion at studere Dansk? ... Ved det slidte Bind var der mig for Resten noget Bekendt.

✂ Gruset knirkede under lette, hurtige Skridt. Idet jeg hævede Hovedet, traadte en ung Pige frem paa Gangen. Det var den smukke Lærerinde fra Skibet.

✂ Jeg havde, siden jeg kom, haft saa travlt med Ture og Udflugter, at der ikke var blevet Tid til at længes efter at forny dette flygtige Bekendtskab, og navnlig i de sidste Dage havde jeg slet ikke tænkt paa hende. I dette Øjeblik faldt det mig ind, at Skolelæreren havde talt om en smuk lille Gouvernante hos Kammerherrens i den fine Villa.

✂ Hun havde aabenbart været sikker paa ikke at træffe Nogen, for hun udstødte uvilkaarlig et lille Skrig. Jeg var naturligvis sprunget op og krammede en hel Mængde Beklagelser og Undskyldninger ud: Ytringer af min Værtinde om vore skyggefulde Promenader havde givet mig Anledning til at tro ... men jeg mærkede nu, at jeg, meget mod min Vilje havde trængt mig ind paa fremmed Grund ... jeg beklagede dette saa meget mer, som det syntes, at jeg havde voldt hende nogen Forskrækkelse.

✂ Den unge Pige smilede forlegen:
- Deres Fejltagelse er meget forstaaelig, saa De har egentlig ikke Noget at gøre Undskyldning for - og heller ikke at beklage - for min Skyld.

✂ Hendes Blik faldt nu paa den lille Bog, som jeg i min Forvirring stod og drejede mellem Fingrene. I det samme blev hun ganske rød i Hovedet.

✂ - Maaske er det Deres Bog?

✂ - Jeg kom netop for at hente den.

✂ - Saa maa jeg gøre Dem nok en Undskyldning, fordi jeg var saa næsvis at blade i den ... Det var en underlig Overraskelse, - jeg er nemlig Dansk, skal jeg sige Dem.

✂ - Det véd jeg nok, svarede hun, jeg kunde 34 høre det paa de første Ord, som De henvendte til mig ombord paa Dampbaaden.

✂ Denne Erklæring var ikke just smigrende for mig, thi jeg nærede det lønlige Haab, at mit Tysk var saa godt, at en Inden-Tysker kunde holde mig for en fjærn Landsmand.

✂ - Saa har De vel omgaaedes Danske meget? spurgte jeg.

✂ - Jeg har kendt enkelte Landsmænd af Dem, svarede hun, og saà pludselig helt alvorlig ud.

✂ - Og dette Bekendtskab har ført til, at Frøkenen gjorde sig bekendt med et saa lidet læst Sprog?

✂ - Ja, svarede hun lidt langtrukkent og som om hun overvejede, hvorledes hun hurtigst kunde afslutte denne Samtale.

✂ - Dersom jeg maaske paa nogen Maade kunde være Frøkenen behjælpelig ...

✂ - Nej, - desværre! Det vil sige, der har nemlig været Tale om, at jeg skulde som Gouvernante til en Familie i Danmark, men det er nu opgivet.

✂ Denne nøjagtige Meddelelse om Noget, der jo slet ikke vedkom mig, var mig overraskende, og jeg ventede allerede, at hun skulde føre Samtalen videre, da hun i en reserveret Tone sagde:
35 - Det vilde gøre mig meget ondt at være den, der forjog Dem fra denne behagelige Siddeplads. Men De behøver virkelig slet ikke at gaa, for jeg kender Husets Skik: der kommer aldrig Nogen i Haven eller Anlægget paa denne Tid. Det var ogsaa derfor, at jeg blev lidt forskrækket, da jeg saà Nogen sidde her, jeg er temmelig nervens. Farvel!

✂ Jeg var ved at vove et Forsøg paa at faa hende til at blive, da jeg altsaa vidste, at vi kunde være uforstyrrede; men i hendes Blik, der søgte bort, bemærkede jeg en altfor fugtig Glans, som i Forbindelse med en rød Plet paa Næsen og en Trækning ved Mundvigen overbeviste mig om, at hun var lige paa Nippet til at briste i Graad, en Opdagelse, der gjorde mig fuldstændig confus. Jeg fremmumlede Noget om hendes store Venlighed og om, at jeg dog ikke vilde misbruge den ved at blive, i alt Fald - vovede jeg at tilføje - naar hendes Selskab ikke længer ...

✂ Men borte var hun allerede.

✂ Forresten blev jeg dog siddende i nogen Tid, ligesom fortumlet af det uventede Møde, og forsøgte at fastholde Billedet af den unge Pige, som denne anden Gang havde gjort et endnu stærkere Indtryk paa mig. Jeg var nu ganske paa 36 det Rene med, at hun var den nydeligste Pige, som jeg havde sét. Hun havde haft en Havehat paa, der foran aabnede sig om Hovedet med en gammeldags kalescheagtig Form, og jeg havde derved faaet at se, at hendes Pande var ualmindelig høj og velformet. Men især havde de Øjne været mig paafaldende, som husede temmelig dybt inde under denne Hvælving. Naar hun lukkede dem helt op, var der næsten ingen Afstand mer mellem Vipper og Bryn - af hvilke ingen var fremtrædende - saa skarpt og sikkert var Øjenhulingen skaaren ind. De vare temmelig smaa og kunde bevæge sig saa hurtig, som om de smuttede et andet Sted hen. Deres Iris, hvor gule og grønlige Straaler spillede over den brune Grundfarve, gjorde et Indtryk, som naar man i en skyggefuld Skovkløft ser ned i en Bæk, hvor dæmpede Solglimt lege nede paa Bunden, og Blikket vexlede ligesaa hurtig Udtryk, som et saadant Vand gør det under Løvets og Skyernes Bevægelser.

✂ Jeg kunde slet ikke glemme dem.

✂ Og saa var dette Træf med det danske Lexikon mig højst paafaldende. Det forekom mig som et Fingerpeg, en Styrelse, eller kort sagt, Noget, der havde sin Betydning og ikke kunde blive staaende saaledes isoleret. Jeg troede ikke rigtig paa hendes 37 Forklaring, at hun skulde have været som Lærerinde til Danmark; skønt hvorfor skulde hun da have sagt det? Men fremfor Alt, hvorfor havde hun været lige ved at græde, uden nogen optænkelig Grund?

✂ Alt dette tænkte jeg frem og tilbage over, medens jeg fordybede mig ind i Kløften, og gennem den store Naaleskov gik helt over til Polenzgrunden, hvor jeg spiste til Aften i Walthersdorfer-Møllen. Det Trykkende i Heden havde fortaget sig, og det var blevet det skønneste Eftermiddags-Vejr. Jeg nød ogsaa Naturen, men paa en anden Maade end de foregaaende Dage, ikke med denne ligefrem modtagende Ro, men med en aandelig Prikken og Vibreren, der svarer til en lignende mere legemlig Fornemmelse, naar man har drukket en Del god Vin. Den er paa ingen Maade ubehagelig, men samtidig med, at den gør Opfattelsesevnen lettere paavirkelig, gør den Samme mindre distinkt. Derved bliver det ogsaa lettere for den "kære stadige Tanke" at forbinde sig med alle Indtryk.

✂ Saà jeg ned i den hurtig og stille rindende Polenz, saa erindrede mig dens grønlig brune Skær med gyldne Blink af Eftermiddagssolen om hendes underlige Øjne. Jeg opdagede nogle smukke Blomster, og strax tænkte jeg: naar jeg nu allerede 38 stod paa en saadan Fod med hende, at hun gærne modtog en Buket af mig. Eller jeg laa paa en stejl Skrænt og hørte Granerne suse over mig, og det faldt mig ind: hvis jeg nu var Digter, saa vilde jeg vist i dette Øjeblik blive inspireret til et Digt, som kunde vække hendes Beundring, og hvori jeg ogsaa kunde lade mine Følelser komme til Orde. Jeg fandt endogsaa paa et Indhold: hun var en Gaade, som jeg bestandig maatte gruble over; og "det bares mig for" - dette Udtryk fandt jeg særdeles poetisk - at hvis jeg kunde finde Løsnings-Ordet, saa vilde det ogsaa være det, der "hævede Livets Skat". Jeg kunde imidlertid ikke faa Ordene til at rime, end sige da, at de skulde danne nogen Art rhythmisk Forbindelse.

✂ Da jeg kom tilbage til Rathen, var det temmelig mørkt. En smal Maanestrimmel skimtedes kun dunkelt lige over Bakken, paa hvilken Villaen laa. Mellem Havebuskene og i Krattet ved Bakken sværmede Ildfluerne. Stilfærdig svævede de smaa Gnister hid og did, steg og dalede, som om det var bitte Lamper, der blev baarne af usynlige Alfer; undertiden lyste enkelte Blade af en Busk op omkring én, der var helt skjult; af og til fløj én saa højt, at man saà den op imod Himlen som en 39 Stjærne, der bevægede sig. Andre Stjærner viste sig heller ikke; det var atter blevet lummert og stille. -

✂ Ogsaa de foregaaende Aftener havde jeg nydt dette forunderlige ætheriske Fænomen af Natur-Erotikken, og det var vel ikke blot, fordi det var rigest denne Gang, at det nu betog mig paa en ganske anden Maade og satte mig i en ubeskrivelig Stemning. Og ærlig talt, hvad har det at betyde med disse evige Analyser af Stemninger, som moderne Forfattere føle sig forpligtede til at diske op med? Som om Nogen f. Ex. kunde gøre sig en Forestilling om Vand, fordi han fik at vide, at det bestod af Ilt og Brint i et Forhold af en til to, om han saa nok saa godt kendte baade Ilt og Brint! det maatte da være Vor-Herre selv, og saa havde han vel eo ipso skabt Vandet, saa det takker Pokker ham for. Kun saa meget kan jeg sige, at jeg havde Hjærtebanken, mens jeg steg op ad Bakken og hyppig standsede for at se ned over Dalen, hvor de smaa Lyspunkter bevægede sig imellem hverandre; enkelte Steder lyste ogsaa Løvrammen om en lille blank Rude, og rundt om mere fornam end saà Blikket de stejle Klippemasser, der alle syntes at være lige nær.

✂ Paa Stentrinene op til Døren saà jeg endnu en lille ensom Glød sprede sit Fosfor-Lys. Jeg strøg en Svolvstik af og opdagede en lille graa og lodden Klump, der atter gav Plads for en Gnist, da Svovlstikken slukkedes. Iøvrig var jeg bange for at forstyrre den, thi jeg havde en næsten mystisk Følelse overfor denne Sct. Hansorm, som jeg nu tre Aftener i Træk havde sét sidde nøjagtig paa den samme Plet, i det indre Hjørne af Trinet lige ved et Kældervindue; og jeg havde udtrykkelig forvisset mig om, at den ikke var der om Dagen. Hvad foregik der vel i et saadant lille Væsen, naar det Aften efter Aften fandt den bestemte Vej til sit Stævnemøde? eller maaske var den hver Gang bleven skuffet og kom dog trøstig med sin erotiske Diogenes-Lygte, der ikke søgte, hvad den nu havde fundet: et Menneske, men en Hun, og sad dèr i Tillid til, at dens brændende Kærlighed her paa sit ophøjede Stade nok skulde trylle sin Genstand til sig ... Havde maaske ogsaa hos os en sandan stille, haardnakket Lidenskab en uimodstaaelig Magt, selv om man her kun figurlig talt kan "se Hjærtet brænde gennem Vesten"?

✂ Man skulde tro, at jeg havde haft en særlig Brug for en saadan overordentlig Kraft, for medens 41 jeg kastede mig om paa mit Leje (der altid var en Smule klamt), tænkte jeg bestandig paa den lille forelskede Lysgiver, og saavidt jeg husker spillede den ogsaa en Rolle i mine temmelig forvildede Drømme.

✂

IV.

✂ Da jeg den næste Morgen gik ud, saà jeg nøje efter, ikke blot paa Stentrinene, men ogsaa i den lille Vindues-Fordybning; men Sct. Hansormen var forsvunden. Jeg aftalte med mig selv, at hvis den fandtes der igen om Aftenen, skulde det være et Varsel om, at der vilde udvikle sig et nærmere Forhold mellem mig og min smukke Naboerske.

✂ Jeg gik lige hen til Skolelæreren, som jo havde bedet mig om at besøge ham for at faa Anvisning paa lønnende Udflugter, - og som var en fjærn Slægtning af hende.

✂ Det var Ferie, og jeg traf ham i Køkkenhaven foran Huset, hvor han arbejdede, med et Uhyre af en forreven Sivhat paa Hovedet. Han blev øjensynlig glad ved Besøget. Da vi havde vexlet de behørige Bemærkninger om det gode Vejr, der saà ud til at ville holde sig, udspurgte han mig 43 om, hvor jeg havde været, og fandt snart en Tour, som var mig ubekendt, og som jeg ikke let vilde kunne gøre alene. Jeg tog naturligvis gærne mod hans Forslag, at vi skulde gaa sammen strax efter Middag.

✂ Undervejs var han - ja, der er ikke andet Ord derfor end det tyske "kreuzfidel". Det viste sig, at han en Tid lang havde studeret, formodentlig mer paa Kneiperne end paa Universitetet, og Minderne fra den Tid var hans Livs Stolthed. Han sang den ene Studentervise efter den anden fra "Comment-Bogen", der oftest udmærkede sig ved deres fuldstændige Meningsløshed, saasom:

✂ Auf der Mauer
auf der Lauer
sitzt 'ne alte Wanze.
Sieh' mir doch die Wanze an,
wie die Wanze tanzen kann -.

✂ Senere gav Vejen Anledning til at komme frem med Viser fra Krigsaarene. Naar jeg, der var lettere tilbens, under Opstigningen tog Luven fra ham, brummede han ufejlbarlig paa et sachsisk Spottevers fra attenhundred tretten og sexogtreds:

✂ Immer langsam voran,
immer langsam voran,

✂ dass der österreichsche Landsturm auch nachfolgen kann.

✂ Sakkede jeg derimod agterud, saa hed det:

✂ Du Hannemann,
geh du voran,
du hast so lange Stiefeln an.

✂ At denne Erindring fra fireogtreds og særlig Navnet "Hannemann" ikke kunde være helt behagelig for et dansk Øre, tog den noget tykhudede Tysker ikke Hensyn til, og forresten saà han saa godmodig ud derved, at jeg, trods nogle patriotiske Anfægtelser, ikke kunde tage ham det ilde op.

✂ Naar vi hvilede ud, diskede han gærne op med Anekdoter fra sin Studentertid eller fra Krigen, hvilke sidste iøvrig gærne var af forholdsvis fredelig Art.

✂ - Ja, det skal De nok have Ret i, at det er en god Tobak, sagde han, idet han tændte sin Pibe efter Aftensmaden. He, nu skal De ellers høre en pudsig Historie, som er passeret mig med den Tobak, det vil sige, den Gang var den rigtignok bedre, end som den er bleven paa de sidste Aar; - den var ligefrem berømt over hele Tyskland den Altstädter Ziegel-Tobak. - Altsaa det var den Gang, - jeg har vist fortalt Dem, at jeg laa paa Lazarettet i Flensburg; jeg havde faaet en Kugle oppe i Skuldren. Da jeg nu var ved at komme mig, saa fik jeg Lov til at ryge mig en 45
lille Pibe Tobak. Nu maa De vide, jeg er barnefødt i Altstadt, og min Moder, som boede der, hun sendte mig jævnlig et og andet, - vi havde jo fri Forsending, - og der var saa altid Noget af denne extra Tobak med i Pakken. Naa, jeg faar altsaa Piben tændt, og næppe er Tobakken kommen i Glød, før min Sidemand, det var en Dansker, som de havde taget ved Düppel, - han var kommen en Bajonet for nær, - han rejser Hovedet saadan lidt op fra Puden og begynder at snøfte; og jeg kunde nok mærke, at Røgen ikke generede ham, for han formelig gottede sig. Naa, jeg bakker jo alt hvad Pibetøjet vil holde. Han bliver ved at snuse og saadan aande ind. "Det var som Fanden," siger han saa. "Hvorfor det?" siger jeg, "lugter den kanske af Svovl?" "Nej, paa det Lav!" siger han paa meget ordentligt Tysk; "men jeg vil være hængt, om det ikke er Altstädter Ziegel-Tobak, som du ryger." "Saa bliver du ikke hængt den Gang," siger jeg. "Hvor kender du ellers Altstädter Ziegel-Tobak fra?" "Jo, den skulde jeg da nok kende," svarer han saa, "for jeg har været to Aar i Altstadt, den Gang da jeg rejste paa Professionen, for jeg er Uhrmager. Siden har jeg aldrig røget den Tobak, og nu, da jeg lugter den, er det akkurat som jeg igen sad dèr paa Hjørnet af Gaasetorvet 46 og Smedegaden hos min skikkelige Mester Storch." "Næh!" siger jeg, og var lige ved at tabe Piben. "Jo, gu min sæl er det saa," svarer han. - "Men saa har du jo været i Lære hos min egen Fader!" Ja, vil De nu tænke Dem! og da vi kom til at snakke rigtig sammen, kunde jeg ogsaa nok huske ham, skønt han havde lagt sig et stort Skæg til, et rigtigt Hannemann-Skæg. ... Naa, jeg gav ham en Kardus af Tobakken, men det kunde jo lige saa godt have hændet sig, at jeg var kommen til at give ham en varm Kugle.

✂ Da denne Anekdote var ude, greb jeg Lejligheden - hvis man kunde sige, at der var en saadan - til at udspørge ham om hans Familieforhold, og efter at have døjet flere baade kedelige og indviklede Kapitler af Slægtskrønnikken, belønnedes jeg endelig ved, at vi naaede frem til Minna Jagemann, - "hende, den lille kønne Lærerinde hos Kammerherren, som De vel nok har sét." -

✂ I Begyndelsen havde Meddelelserne om hende en meget almindelig og nøgtern Karakter.

✂ Hun var Datter af en hæderlig Gymnasiallærer, som var død for et Aars Tid siden. Moderen lejede ud til Pensionærer, og hun selv tjente lidt ved Informationer, navnlig ved at undervise Fremmede i Tysk, give Conversationstimer og lignende. 47 For Tiden havde hun undtagelsesvis taget mod denne Gouvernanteplads, som var godt lønnet; ellers boede hun sammen med Moderen i en af Dresdens Smaagader.

✂ Alt dette lød noget hverdagsagtigt, og jeg havde nu en Gang sat mig i Hovedet, at der maatte hvile en romantisk Skæbne over hende.

✂ - Det er forresten ikke altid saa rart med disse Fremmede, navnlig til Omgang for saadan et stakkels uerfarent Pigebarn, bemærkede han og stoppede Asken ned i Pibehovedet.

✂ - Saa -? spurgte jeg opmærksomt. Hvordan mener De det?

✂ - Naa ja, man véd jo ikke rigtig, hvem man har at gøre med, og det kan jo føre til et og andet, der ikke er, som det skulde være.

✂ - Har Frøken Jagemann da oplevet Noget saadant?

✂ - Ja saamænd har hun det. Det var en ung Maler, - forresten en Landsmand til Dem, en løs Fyr. Han lod hende da sidde, og det havde hun saa vist ikke fortjent af ham.

✂ - Ja saa! De havde altsaa været forlovede?

✂ - Nu, forlovede vil jeg just ikke sige. Forresten er jeg ikke saa nøje inde i det; - jeg har det fra Tante Sophie, hende, husker De maaske, 48 jeg talte om, der ikke var saa rigtig heldig ... En Slags Kærresteri har der i alt Fald været imellem dem. Alverden troede, at de skulde giftes, men han rejste bort, og siden har han ikke ladet høre noget fra sig. Forresten undrer det mig slet ikke, for han havde været i Paris og lært at male, og Paris det er jo det rene Sodoma. Ikke fordi Dresden heller er saadan helt - - ja, det har De vel nok lagt Mærke til. Men Paris, Vor-Herre bevare os! det er jo forskrækkeligt - Alt hvad man læser derfra, og en Tysker kan nu næppe være der, saadan som de hader os. Forresten maa de da forskrive vores Øl, de kan ikke engang brygge det efter, hvor gærne de saa vilde! Nu har Franskmændene igen lukket en stor Fabrik tæt ved Grænsen, fordi den tilhørte en Tysker. Det kan jo aldrig gaa! De skal se, det vil ikke vare mange Aar, før vi maa dertil igen. Pas De bare paa, - læste De, hvad Bismarck havde sagt forleden? - - -

✂ Og han begyndte at fortabe sig i Udenrigspolitiken.

✂ Det interesserede mig, oprigtig talt, i dette Øjeblik langt mere, hvad der var passeret den smukke lille Dresdnerinde med den danske Maler, end om jeg kunde have faaet den mest authentiske 49 Underretning om, paa hvilken Dag og Time Tyskerne vilde rykke ind i Paris. Jeg spurgte ham forgæves, om han ikke kunde huske Malerens Navn.

✂ Paa Tilbagevejen forholdt jeg mig temmelig tavs. Den Opdagelse, som jeg havde gjort, satte mig i en ejendommelig Uro. Paa den ene Side var det mig behageligt at have faaet lidt Tilfredsstillelse for min Nysgerrighed og at være kommen ind paa et Spor, hvor jeg anede, at der fandtes et, - men paa den anden Side, syntes jeg ikke rigtig om denne Historie, skønt den ganske vist ikke vedkom mig, - ikke det mindste - men alligevel. ... Jeg huskede nu paa det underlige lille Træk med den danske Lommeordbog, der syntes at være hendes Yndlingslekture og at ledsage hende baade paa Rejser og paa Spadsereture; jeg anede, at det var en Postillon d'amour, der kørte denne lille sproglige Omnibus, hvori de ædleste og de simpleste Ord age Side om Side. Men hang hun blot trofast ved en kær Erindring, naar hun lærte Gloser af det Sprog, som var hans Modersmaal, - eller forberedte hun sig bestandig, i det Haab, at det ogsaa skulde blive hendes ved Adoption? Maaske vidste hun det ikke selv.

✂ Jeg kom til at tænke paa den lille Sct. Hansorm, der sad saa trolig, Aften efter Aften, 50 paa den samme Plet og lyste ud i Natten efter en Fælle.

✂ Da jeg nærmede mig til Trappen, glødede den mig ganske rigtig imøde fra Hjørnet af Stentrinnet. -

✂

V.

✂ For den, der elsker den tyske Musik - og hvem elsker ikke den! - eje disse skyggefulde og vandrige "Grunde" en Stemningsrigdom, der kun kan udtrykkes musikalsk. Schumanns Mandskor synes at strømme En imøde ud fra Granernes Søjlestammer, "naar det aftnes tyst" i Bjærgskoven, den klare forel-rige Møllebæk risler en Schubertsk Melodi, og Webers Waldhorn genlyder i den viltre Klippe-Labyrinth fra dens "Ulvesvælg" op til dens "Høge-Tinder", der synes En at være lutter ideale Coulisser til Jægerbruden. Men Wagner kræver Rhinegnenes større Sceneri. Ikke destomindre standsede jeg en Dag udenfor en lille Klippeniche, hvori der var anbragt en primitiv Bænk af et Par tynde Stolper og et haandsbredt Bræt, og paa hvis ru Stenvæg der var malet den imponerende Indskrift "Wotans Ruhe".

✂ Om det nu var en altfor naiv Wagnerianer eller en ondskabsfuld Antiwagnerianer, fra hvem denne Indskrift hidrørte?

✂ Dette Spørgsmaal henvendte jeg til Ingen anden end - Frøken Jagemann.

✂ Hun sad ikke paa Bænken, paa hvilken overhovedet intet Menneske kunde sidde, men maaske nok en Gud, der vel er af et lettere Stof. Den unge Pige havde foretrukket et solidere Sæde: - en stor Klippeblok, der paa den anden Side af Stien skød sig langt frem over den kraftige, sprudlende Bæk. Der var en smal Kløft mellem den og Stien, saa at den dannede ligesom en lille Ø, og da der desuden groede et Krat foran, kunde jeg let være gaaet forbi, uden at bemærke hende, saa meget mer, som jeg under Betragtningen af "Wotans Ruhe" havde vendt Ryggen til hende.

✂ Men hun røbede sig selv - om med eller mod sin Vilje? - ved at blande sin friske, ungdommelige Latter i den, som jeg uvilkaarlig brød ud i.

✂ - Ligemeget, svarede hun, - i begge Tilfælde fortjener han at blive lét ud!

✂ Hun sad oprejst i Græsset, støttende sig paa den ene Arm; den anden laa i Skødet, og Haanden holdt en Buket af de smukke Blomster, der i saa 53 mangeartet Rigdom findes i disse Grunde. Ærmerne paa den lyserøde Morgenkjole havde hun smøget op over Albuerne, enten for Bekvemheds eller for Køligheds Skyld. Armen i Skødet saà blændende hvid ud, medens den anden imod det saftig grønne Græs viste en brunlig rød Yderside med en Linie af fine, krummede Dunhaar, der lyste i den strejfende Solstraale; med sine runde, bløde Former gjorde den det barnlige Indtryk, der virker saa underlig rørende hos en voxen Kvinde. De to Smaapiger sad ved Siden af hende og bandt Ønskekæder af Straa; Saften af de Blaabær, som de paa Vejen havde slugt, var tværet ud over det Halve af Ansigtet paa dem. Ogsaa den unge Piges Læber blaanede, og idet hun lo, lyste hendes Tænder ikke som ellers.

✂ - De er forresten noget uforsigtig af Dem, Frøken! svarede jeg; De kan jo ikke vide, om jeg ikke er Anti-Wagnerianer? ...

✂ - I saa Fald vilde De vel ikke tage Dem det saa nær, at blive lét ud af en ung Pige. Men De er jo ogsaa fra Danmark, og dèr kender man nok ikke noget synderlig til Wagner, - det har jeg da hørt sige.

✂ Det muntre Udtryk forsvandt fra hendes Ansigt ved disse Ord, og jeg troede at kunne gætte, hvad 54 det var for en Tanke, som bag ved dem sneg sig gennem hendes Sjæl og kastede sin Skygge over hendes Træk. Denne hemmelige Tanke, som hun naturligvis mindst af alt havde mig mistænkt for at vide Besked med, vakte hos mig en pludselig Misstemning, og jeg tav lige som hun. Med èt lagde jeg Mærke til, at hun saà paa mig med et forbavset Blik, der ganske tydelig sagde: "Hvorfor gaar nu ogsaa han i Staa, og hvorfor ser han saa gnaven og ubehagelig ud?" og i det samme fornam jeg, at der ved mine Læber var noget fortrukket i Retning af et ærgerligt og lidt spottende Smil. Det var først derved, at jeg blev opmærksom paa min egen Stemning, som overraskede mig, især da jeg snart var paa det Rene med, at den ikke kunde bero paa andet end Skinsyge; og det var dog saa taabeligt som Noget, at blive skinsyg i Anledning af en ung Pige, som jeg næppe havde talt med, og sandsynligvis aldrig vilde faa Lejlighed til at lære at kende.

✂ Medens jeg anstillede denne Betragtning, var jeg allerede begyndt at lade Munden løbe. Jeg sagde, at jeg havde været længe nok i Dresden til at lære Wagners senere Værker at kende, og at de havde særlig Interesse for en Dansk, da han i Niebelungen-Ringen havde behandlet et Stof fra 55 vore egne Oldkvad. Og da jeg saaledes var naaet til den danske Literatur, skyndte jeg mig at spørge hende, om hun var kommen saa vidt i Sproget, at hun havde læst Noget af vore Digterværker.

✂ - Ja, jeg har læst Aladdin af Oehlenschläger, svarede hun; den stavede jeg mig igennem, da jeg kun kunde nogle faa Gloser og lidt Grammatik.

✂ - Saa kan De vel ikke have haft megen Nydelse af den?

✂ - Jo jeg havde saamænd; jeg læste den ogsaa flere Gange; især enkelte Steder, som jeg fandt ganske dejlige. Men tilsidst ærgrede det mig rigtignok, at man dog ikke kunde bryde sig videre om denne Driver med alt hans Slumpeheld.

✂ Jeg kom med nogle Bemærkninger om Aladdinog Faust-Typen og om den danske og tyske Nationalcharakter, - dels Noget, som jeg for lang Tid siden havde læst i et eller andet Tidsskrift, - dels ogsaa, hvad der faldt mig ind i Øjeblikket, hvilket sidste sagtens ikke havde megen Værdi.

✂ - Det er ellers ikke meget smigrende for Deres Landsmænd, det De dèr siger, bemærkede hun.

✂ Jeg saà forundret paa hende; dette var slet ikke faldet mig ind.

✂ - Ja, véd De hvad, begyndte jeg, - oprigtig talt, synes De egentlig, at Faust er saa tiltalende? - 56 jeg mener, naar man ser lidt nøgtern paa hans Handlinger. At forskrive sig til Fanden, forlokke en ung, uerfaren Pige, og dræbe hendes Broder i en højst tvivlsom Duel - -

✂ - Det véd jeg nok - men alligevel -. De er jo Protestant? spurgte hun pludselig med et triumferende Smil, som om hun nu havde fundet paa noget rigtig Godt.

✂ - Ja -? -

✂ - Saa véd De nok, at Mennesker ikke skal dømmes udelukkende efter deres Gerninger.

✂ - Men hvorefter da? jeg synes egentlig ikke, at Faust er nogen stor Helt paa Troens Omraade, skønt han jo rigtignok oversætter Biblen.

✂ - Det kan være, men der er dog mer ved Faust end ved denne Herr Aladdin, svarede hun, og det glædede hende aabenbart at have indskudt dette spottende "Herr" i Mangel af et Argument. Et saadant behøvedes for øvrig egentlig ikke, da jeg i Grunden var af hendes Mening.

✂ - Ganske ligesom Gretchen er mere værd end en Gulnare, bemærkede jeg.

✂ Naturligvis tænkte jeg ved Gretchen paa hende selv - hvad hun ogsaa syntes at føle - endskønt hun, i alt Fald i sit Ydre, slet ikke svarede til den traditionelle Forestilling om dette tyske Pige-Ideal, 57 navnlig ikke til Udlændinges. Jeg kom til at smile ved Tanken om en lille Franskmand ved Polytechnicum, som hver eneste Gang vi mødte en blond Pige puffede til mig og sagde: "Gretchen!" ligegyldig om det saa forresten var en lille Gravso eller et langt Fugleskræmsel, en fræk Gade-Tøs eller en udmejet Frøken med impertinent Mine; bestandig: "voilà Gretchen", med det umulige ch!

✂ Lignede hun ikke Gretchen, saa lignede jeg forresten endnu mindre Faust, hvad jeg strax viste ved ikke engang at have Resoluthed nok til at tilbyde mig som Ledsager. Hun lod heller ikke til at tænke paa at gaa; der begyndte at blive lidt komisk ved denne Samtale om saa ophøjede Materier tvers over en Grøft, og byde mig selv til Gæst ovre paa hendes lille Tilflugtssted, det gik dog vel heller ikke an. Ja, det blev endogsaa ganske umuligt, da den Mindste pludselig udbrød:

✂ - Hvorfor kommer han dèr ikke herover, naar han dog endelig vil snakke med dig?

✂ Efter denne Bemærkning syntes jeg ikke, der var andet for mig at gøre, end at lade, som om det var paa høje Tid for mig at komme hjemad.

✂ Jeg ønskede hende en behagelig Tur, og mig selv, at jeg snart igen maatte have ligesaa godt Held med mig.

✂ Dette Ønske gik ikke i Opfyldelse. Dag efter Dag strejfede jeg om, stirrende og lyttende som en Jæger, kom naturligvis atter og atter til "Wotans Ruhe" - forgæves. Heller ikke nyttede det, at jeg anstrængte min stakkels Hjærne for at finde et Paaskud, en Vej, et Middel - ligegyldigt hvad - til at sætte mig i Forbindelse med hende: umuligt! - jeg kunde ligesaa godt have forsøgt paa at skrive en Novelle, tror jeg. -

✂

VI.

✂ Naar jeg ikke forvildede mig længer bort, spiste jeg hver Dag henved ét til Middag i "Erbgericht" paa en smuk Terrasse ved Floden, overskygget af prægtige Lindetræer; deres forneden fladt klippede Kroner dannede et grønt Loft, som kastede et behageligt Skær og lod mindre Solpletter dirre paa Dugene og blinke i Glassenes Tin-Dæksler.

✂ En Dag, da jeg kom lidt tidlig, syntes Alt at være optaget. Jeg saà mig raadvild om, da jeg til min Forundring hørte mit Navn blive raabt. Et Par gamle Folk, der sad ved et lille Bord for sig selv, vinkede til mig. Det var et af mine faa Dresdener-Bekendtskaber, og tilmed et kært. Jeg blev meget glad over paa en saa behagelig Maade at være revet ud af min Forlegenhed, og sad snart hos det hyggelige Ægtepar, foreløbig forsynet med en Couvert og et Glas Øl.

✂ Man saà strax paa den gamle Mand, at han var Jøde. Formen af den stærkt krogede Næse var ubedragelig, og det sparsomme, lidt strittende hvide Skæg skjulte ikke de altfor tykke Læber, af hvilke den underste var helt nedhængende; naar den bevægede sig, idet han talte, gjorde den et Indtryk, som om den søbede Noget op. Den syntes ogsaa at genere hans Tale, der var langsom og læspende. Over Øjnene skyggede de stærke graa Bryn, og under dem hang store rynkede Poser; deres Blik var livligt, klart og ganske overordentlig godmodigt. Hans Hustru var en statelig gammel Dame, der saà mere sydlandsk end egentlig jødisk ud; hendes friske Ansigt, der bestandig smilede - omtrent som Malerier fra Empire-Tiden smile - havde paa gammeldags Maade til begge Sider en Ophængning af staalgraa Krøller, saa faste, som om de vare af Metalspaaner.

✂ Jeg havde lært dem at kende gennem Sønnen, til hvem jeg havde sluttet mig paa Polytechnicum, skønt han var flere Aar ældre end jeg. Han var nu ved en Fabrik i Leipzig. Jeg var strax kommen i Gunst hos den Gamle, ved at nære en uhyklet Interesse for hans Samlinger. Han var Bibliophil, men hans største Passion var dog Haandskrifter af berømte Mænd, og af dem havde han en stor 61
Mængde ligefra Luther og til vor Tid, - jeg tror, at hvis Cheruskeren Hermann havde efterladt sig noget Skriftligt, saa havde han faaet fat i det. Det laa alt ordnet i Mapper, hvert Stykke numereret; og i Protokoller af Bøttepapir, beskrevne med Gaasepen og en særlig garanteret Blæksort (for Evighedens Skyld), var ved hvert Numer Alt anført vedrørende Ægtheden, samt Henvisninger til biografiske Værker, Brevsamlinger og til egne Optegnelser. Thi den grundige Mand lod det ikke være nok med at samle, men naar han havde faaet erhvervet et saadant lille Manuskript, saa hvilede han ikke, før han saa vidt muligt havde opsporet til hvilket Tidspunkt af denne Mands Liv det hørte hen, og ved Brevene, hvor dette Spørgsmaal gærne løses af sig selv, var der hele Commentarer at skrive angaaende de Personer, der omtaltes, de Forhold, der sigtedes til, alle paaviselige Aarsager og Følger o. s. v. Og saaledes pegede denne Passion, ligesom den var udgaaet af virkelig Kærlighed til Literaturen, atter tilbage paa den og paa Historien, fordrede bestandig et stort Fond af Kundskaber disponibelt og lod det samtidig forrente sig til alle Sider. Den var saa langt fra at være en tom Mani hos ham, - hvad den jo ofte udarter til - at den snarere var et levende 62 Udtryk af hans Væsen, idet den samtidig tilfredsstillede hans højeste aandelige Interesser og hans ordenskære Forretningsvaner.

✂ I en halv Snes Aar eller mer havde den gamle Hertz privatiseret i Dresden, "Rentiers-Krogen", som den ikke uden Grund kaldes. Han havde været Købmand i Königsberg, hvor han var født, og til hvis Handels-Aristokrati han hørte. Dette Hjem havde sat sit uudslettelige Mærke i hans Natur og Udvikling. Königsberg er en Handelsstad, som har faaet sit ejendommelige Præg af en enkelt Aandens Stormand, hvilket kan hændes mindre Byer, som ikke føde mange Berømtheder, til hvilke deres Stolthed kan klamre sig, og hvis Interesser og Produktionskraft ellers udøse sig i andre, mere ephemære Sfærer. Hvad Erasmus er for Rotterdam, det og endnu langt mer er Kant for Königsberg, dels fordi han er en større Personlighed, dels ogsaa fordi han ikke er længer fjærnet i Tiden, end at de nulevende ældre Königsbergere ere Børn af de Familier, i hvilke han færdedes; og dette var netop Tilfældet med Hertz. - Den store Philosoph omgikkes gærne med sin Fødestads Købmandshuse, og disse bevare som en kostelig Arv de aandelige og literære Interesser, som han indpodede paa den kraftige Stamme af 63 Frisind og Bevægelighed, der er Handelsstanden egen, - en Stamme, som ydede ham selv en god Støtte under Pietismens mørke Dommedagsvejr. Det følger da af sig selv, at Kant fremfor Alle var hans Helgen. Hvor dybt han stak i den kantske Philosophi, kunde jeg naturligvis ikke bedømme, men der klang en næsten rørende Andagt gennem den Tone, hvori han nævnede sit store Bysbarns Navn.

✂ Dresden havde han valgt til Alderdoms-Asyl, dels paa Grund af Familieforbindelser og Bekendtskaber, dels ogsaa for det ansete Polytechnicums Skyld, som Sønnen skulde besøge, og saa naturligvis fordi det er Tysklands skønneste By. Men dets aandelige Physiognomi behagede ham slet ikke. Baade i Egenskab af borgerlig Købmand og af literær Mand saà han ned paa denne uvidenskabelige og lidet vindskibelige Residensstad, hvor et betydningsløst Aristokrati breder sig; han anførte ofte, at allerede Schiller havde kaldt Dresden for en aandelig Ørk, og den Gang var dog Körners Hus dèr - men nu? Den gamle Königsberger levede derfor ogsaa meget isoleret; mest omgikkes han med den allerede affældige Gustav Kühne, en Veteran fra "det unge Tyskland", hvis Koryphæer Hertz næsten alle havde kendt. - - -

✂ Dette var omtrent, hvad jeg vidste om denne gamle, ejendommelige Gubbe, der nu hilste paa mig med en Hjærtelighed, som om vi vare gamle Bekendte. Det var iøvrig et elskværdigt Træk hos dette Ægtepar, at de holdt meget af Ungdom. Jeg lagde ogsaa Mærke til, at de Unge af begge Køn ligesom uvilkaarlig viste dem en ærbødig Opmærksomhed, som man ellers ikke beskylder vor Tids Ungdom for at være rundhaandet med overfor de Ældre. Maaske hang det sammen med, at deres Væsen var yderst beskedent, ja endogsaa præget af en vis Ængstelighed for at volde Ulejlighed eller lægge for meget Beslag paa Andre.

✂ De vare ikke, som jeg formodede, blot herude paa en Tur, men havde lejet for halvanden Maaned i et af de smaa Huse nede ved Elben og bóde her allerede paa tredje Dag. Tilfældigvis havde jeg været borte paa Ture eller spist paa en anden Tid. Men jeg maatte endelig besøge dem endnu samme Dag til Kaffe.

✂ - Og De skal ikke komme til at kede Dem med os Gamle alene.

✂ - De skal overhovedet slet ikke komme til at kede Dem.

✂ - Men hvad tænker De dog paa?

✂ - Nej, det er virkelig sandt, alene vilde vi 65 ikke plage Dem, især herude, hvor der er saa meget andet, De kunde have Lyst til med Deres unge Ben. Men der kommer en ung Dame, hvem vi netop ogsaa gærne vil skaffe lidt ungdommeligere Underholdning, end vi selv kan byde.

✂ - Og De vil ikke fortryde at gøre hendes Bekendtskab - haaber jeg da. De sidste Ord tilføjede Fruen med et skælmsk Blik.

✂ - Her fra Stedet? fór det ud af mig.

✂ Fruen misforstod mit Spørgsmaal og lo.

✂ - Nej, De behøver ikke at være bange for altfor stor landlig Naivetet. Det er ingen Rathenerinde.

✂ - Heller ingen Königsbergerinde.

✂ - Hun kender maaske meget lidt til Kant? Síg mig, Hr. Hertz, har nu virkelig alle de unge Königsberger-Damer læst "Kritik der reinen Vernuft?"

✂ - Ak, min kære unge Mand! De har ikke engang læst "Kritik der Urtheilskraft", som De dog trængte saa meget til. Forresten har jeg i min Tid holdt Foredrag netop for kvindeligt Auditorium. - - -

✂ Jeg havde gjort mit lidt drillende Side-Spørgsmaal dels for at affektere en stor Ligegyldighed overfor det nærværende Emne, dels ogsaa for at 66 vinde Tid, da jeg ligesom frygtede for at blive revet altfor hurtigt ud af det Haab, der var opstaaet hos mig. Men den gamle Dame havde gennemskuet mig.

✂ - Tilstaa nu ærlig, Hr. Fenger, at De sidder paa Gløder af Nysgerrighed og langt heller vil høre noget om den unge Dame end om min Mands Foredrag.

✂ Den Gamle lo.

✂ - Se, De bliver jo helt rød! Ja, min Kone, det er en Menneskekender, en ren Lavater.

✂ Jeg skjulte min Forlegenhed i Ølkruset.

✂ - Naa, ja, ja da! er hun køn?

✂ - Køn!? min kære unge Mand, hun er jo en Skønhed! Ja, det vil sige - ikke saadan - paa den Maade, - men meget mer. Hun er en Thekla, ja, forstaa mig ret, ganske borgerlig, en Lotte, en Frederikke Brion, - skønt heller ikke - ikke Præstedatteren paa Landet - hvor idyllisk det forresten er - en Kätchen, allersnarest en Kätchen!

✂ - Men, kære Mand, behøver du da at tage hele den tyske Poesi tilhjælp, - du vækker jo overdrevne Forestillinger paa den Maade. -

✂ - Tvertimod! Den tyske Poesi forslaar ikke engang! Nemlig: der er kun ét, som er bedre end den tyske Poesi -

✂ - Det er Kants Kritik?

✂ - Nej, det er tyske Kvinder - naar de er gode. Men Spøg til Side, det er en fortræffelig Pige.

✂ - Naa ja, nu vil De jo selv lære hende at kende. Det er en Slægtning af mig, rigtignok langt ude, jeg har vist sagt Dem, at jeg er Dresdnerinde.

✂ Ved disse Ord blev jeg atter ganske ligegyldig: det kunde altsaa ikke være Frøken Jagemann, som Talen var om. Dels saà hun slet ikke jødisk ud, og desuden havde jeg jo gennem Skolelæreren erfaret nok om hendes Afstamning til at vide, at hun ikke var Jødinde. Jeg lyttede høflig smilende paa Fru Hertz's Udredning af Familiebaandets Knuder uden at skænke den nogen Opmærksomhed.

✂ Pludselig hørte jeg ligesom i Drømme, at hun sagde:
- Men jeg glemmer rent, at De vel allerede har sét hende, for efter hvad De før sagde, maa hun jo være Deres Naboerske. Hun er for Tiden Gouvernante - - -

✂ Der gik et Kuldejag ned gennem Ryggen paa mig. Iøvrig var det i det første Øjeblik mindre Glæde, jeg følte, end den bestemte Overbevisning: saa skal det altsaa være saaledes! Jeg manglede i den Grad Overblik over Situationen, at jeg svarede, jeg troede ikke, at jeg havde sét hende, idet jeg 68 gik ud fra, at dette maatte være den forsigtigste Taktik. Men næppe vare Ordene ude af Munden, før det faldt mig ind, at min Usandhed næsten uundgaaelig vilde røbes, og at jeg derved vilde komme baade i et latterligt og i et mistænkeligt Lys. Jeg var endogsaa lige ved at kalde Benægtelsen tilbage, men det kunde jeg heller ikke beslutte mig til. Dette gjorde mig saa distrait, at jeg helt misforstod et Spørgsmaal fra Hr. Hertz.

✂ Heldigvis kom Opvarteren netop med Regningen. I min Forfjamskelse gav jeg ham en Femogtyve-Pfennig i Drikkepenge, hvilket indbragte mig et meget høfligt Buk fra Kellneren og faderlige Formaninger fra Hr. Hertz, om at være mere økonomisk overfor tjenende Aander.

✂

VII.

✂ Hvad var der altsaa at gøre? Skulde jeg maaske helst betro mig til Frøken Jagemann selv og anmode hende om ikke at kende det mindste til mig? I Begyndelsen syntes dette Indfald mig ganske umuligt, snart forekom det mig mindre afskrækkende og tilsidst saa tillokkende, at jeg ikke engang længer fortrød min Dumhed.

✂ Det var en let Sag at træffe sammen med hende paa Vejen. Idet jeg hilste, bemærkede jeg, at vi vistnok skulde samme Sted hen. Da hun hørte, at jeg var indbudt til Hertz's, sagde hun muntert:
- Naa, saa blive vi da endelig en Gang præsenterede for hinanden.

✂ - Ja, svarede jeg, og det er netop i den Anledning, at jeg har en lidt underlig Anmodning til Dem. Jeg vil nemlig bede Dem om at lade, som om De slet ikke kender Noget til mig - jeg mener, som om De aldrig har truffet mig.

✂ - Det kan jeg gærne - men hvorfor egentlig?

✂ Jeg fortalte hende, hvad der var passeret. Hun lo: -

✂ - Er De altid saa distrait?

✂ - Slet ikke. Men jeg blev forvirret, da det pludselig gik op for mig, at det var Dem, som jeg skulde være sammen med.

✂ Hun saà naivt spørgende paa mig, blev saa pludselig ganske rød og saà ikke mer paa mig. Med alt dette var jeg saare veltilfreds.

✂ - Paa Gensyn altsaa, jeg maa endnu en Gang op paa mit Bjærg og hente Nøglerne, - det gik jo heller ikke an, at vi kom sammen. - - -

✂ Det gamle Ægtepar havde lejet i det midterste af de tre Smaahuse, som ligger ved Elben, bygget tæt op ad Klippen. Da jeg gik op ad de mange smaa Stentrin, som føre derhen fra Bredden, saà jeg det lille Selskab forsamlet i et Tremme-Lysthus øverst paa Trappen, der ligesom største Delen af det kalkede Bindingsværkshus var overgroet af Vinløv. Eftermiddagssolen stod paa, men paa det Hjørne kastede Frugttræernes Kroner en tæt Skygge, i hvilken den skinnende Dug med den blanke Kedel dannede det lysende Midtpunkt for det lille Selskab. Minna var i Færd med at lave Kaffe.

✂ Vi udstod Præsentations-Ceremonien med den behørige stive Anstand; men idet hun derpaa bød mig en Kop, sagde hendes halvskjulte Smil mig, at hun morede sig ligesaa godt som jeg over, at vi i al Skikkelighed havde de gode Gamle en Smule til Bedste. Den lille Fortrolighed imellem os forekom mig - og maaske ogsaa hende - større end den egentlig var; den tilhviskede mig Tro paa, at vi vilde kunne bevare en langt større og sødere Hemmelighed, end dette Bekendtskab var, for alle omgivende Blikke, og Haab om, at vi vilde komme til at gøre det.

✂ - Det er sandt, du kan jo ogsaa noget Dansk, nu skulde du rigtig øve dig, bemærkede Fru Hertz.

✂ Jeg modtog denne overraskende Efterretning med saa megen Forbavselse, som jeg i en Fart raadede over.

✂ Minna kom igen med sin Historie om den danske Familie, som "der havde været Tale om", at hun skulde være Gouvernante hos. men i hendes Skælmeri blandede der sig en Forlegenhed, som bestyrkede mig i min Mistanke om, at det ikke forholdt sig ganske saaledes, og tillige gav mig Grund tîl at tro, at Fru Hertz vidste Besked dermed.

✂ - Saa har Frøkenen maaske endogsaa gjort Bekendtskab med vor Literatur? spurgte jeg.

✂ Paa dette Stikord svarede hun flinkt med sin Replik, og vi reproducerede nu hele vor Samtale fra "Wotans Ruhe" om Faust og Aladdin, næsten Ord til Ord, kun at den som en velindstuderet Scene gik mere flydende fra Haanden og bares af en ungdommelig Kaadheds Understrøm, der hist og her førte et lykkeligt Indfald med; og en saadan Improvisation i Rollen ansporede strax den Anden til heller ikke at staa tilbage, men ligeledes foretage et Sidespring med et triumferende Smil: "Kommst du mir so, komm' ich dir so", - saa at Diskussionen blev fyldigere, skønt dens Indhold nu var os ligegyldigere og egentlig kun et Middel til Koketteri. Vi imponerede virkelig vore Tilhørere saaledes, at Hr. Hertz sagde til mig: "Som De kunde faa den lille Minna til at snakke, hun er ellers ikke saadan skaaret for Tungebaandet;" og senere betroede hun mig, at Fruen havde sagt til hende: "Dèr har du rigtignok fundet En, som du kan snakke med."

✂ Disse Bemærkninger syntes at aande en særlig Tilfredshed, og jeg tror, at de gamle Folk allerede efter denne Samtale gjorde den ganske vist noget overilede Slutning, at vi passede godt for hinanden.

✂ Da de - som Tyskerne sige - havde "sluttet os begge i deres Hjærter", var det derfor ikke saa underligt, at de gærne gjorde deres, for at et nærmere Bekendtskab kunde sluttes, - saa meget mere som de mente, at Minna trængte til at faa altfor smertelig søde Erindringer skudt tilbage af en frisk opblomstrende Følelse, - hvad jeg allerede den Gang anede, og siden fandt bekræftet. Saaledes ordnede det sig snart, at vi flere Gange om Ugen traf hinanden hos dem i det lille Hus ved Elben. Henimod Aften kunde hun temmelig let faa fri fra sine Gouvernantepligter, og hvad mig angik, saa havde jeg selvfølgelig aldrig "noget Bedre for" end at være dèr, hvor jeg traf hende.

✂ Hver af disse Aftener forløb - frasét den voxende Fortrolighed - omtrent som hin første, og den væsentligste Variation var, at Heden undertiden drev os ind i Grundene. Som oftest holdt vi os dog ved Floden, hvilket var bekvemmest for de Gamle. Naar Solen begyndte at stjæle sig ind i Lysthuset, var det Signal til at spadsere. Skyggerne paa Liliensteins Klippeplateau blev bestandig dybere, og Stenenes Kanter traadte frem som Glanslys, der sænkede lange, vibrerende Spejlstriber i Floden; - nedenunder paa Stenbruddenes lange, gule Tavler traadte alle Sprækker og Hak 74 violette og purpurrandede frem som en underlig Kileskrift om industrielle Bedrifter. Spejlet i Floden klaredes og skærpedes. Midt paa dens Glans gled lange Tømmerflaader, som krummede sig efter dens Bugtning, og hvis mastelange Aarer, fire-fem i Rad forude og agter, bevægede sig blinkende. Eller der kom drivende et Par "Ziller", tungtlastede Dækspramme, omtrent af en Skonnerts Størrelse, - kullede sorte Skrog, der lignede uhyre Biller, eller med et stort Sejl spændt op, som lyste langt bort over de flade Marker, efter at Baaden længst var usynlig. Men op imod Strømmen arbejdede sig af og til en Kædedamper med en halv Snes af disse Fragtpramme paa Slæb, hvæsende og stønnende, medens den vandt den undersøiske Jærnkæde op over sin flade Stavn med en øredøvende Raslen, der dog paa Afstand blev en behagelig Klokkeklang.

✂ Naar saa Mørket faldt paa, blussede der paa Tømmerflaaderne et lille Baal; det syntes at flyde umiddelbart paa Vandet og belyste et Par skæggede Ansigter, eller der silhouetterede sig foran det en kraftig Skikkelse, som foroverbøjet stemmede den skraa Stage fast mod Skuldren. Men Slæber-Flotillen blev en hel Illumination, der bugtede sig om Næsset tæt ind under de mørke Bastei-Klipper, 75 som en Procession af lodrette gyldne Stave med store Knapper foroven, anførte af en Rubin- og en Smaragdstok.

✂ Heller ikke paa den modsatte Bred stod Livet stille, men sendte af og til et Tog forbi, snart fra den ene, snart fra den anden Side, med Piben og Bræmsning ved den lille Station, indtil henad halvti det lille Iltog til Prag og Wien jog forbi, uden blot at mindske Farten, som en flygtig Lysning inde mellem Træerne, - og underrettede os om, at det var paa Tide at gaa hjem. Vi kunde trænge dertil, thi som det hedder - mod Sædvane rigtig citeret1) -: "Die Uhr schlägt keinem Glücklichen".

✂ Ja, vi vare lykkelige, - ikke jeg alene. Det Skær af Tungsind, der fra først af havde hvilet over hende, veg mer og mer for barnlig aaben Munterhed, og at det endnu holdt sig i Baggrunden af Sjælen, kunde snart kun anes af de fremmedartede Reflexer, der af og til faldt over hendes lyseste Stemninger. Jeg kunde, uden at være altfor ubeskeden, tilskrive mig selv Andel i denne Forandring. Det elskværdige Ægtepars * 76 Venlighed mod os begge gjorde hende godt; den antog overfor hende Charakteren af den omsorgsfulde Deltagelse, hvormed man opmuntrer en Reconvalescent til atter at nyde Livet; mig irriterede dette næsten en Smule; men hun syntes kun at føle en vis Hygge derved.

✂ Og vi saà den store Strøm med sin ejendommelige Færdsel glide forbi os, som man i lykkelige Tider lader Livet glide forbi, uden at haabe, at det skal føre En videre eller bringe En Noget.

✂ Den afgav ogsaa Stof for vore Samtaler. Hun fortalte mig om Flaadeførernes Liv, især oppe i Bjærgfloderne, hvor deres Dagværk er en uafbrudt Kamp med Strømhvirvlerne, som end ikke levner dem Tid til at spise, før de gaa i Land om Aftenen. Til Gengæld maatte jeg, saa godt jeg kunde, give hende et Billede af de store Skibe, af den travle Færdsel i en Havnestad eller det stille Liv i Fiskerlejerne ved Stranden. Stenbruddene, der til begge Sider spejlede sig i Floden og sendte deres Blokke i Skibsladninger ned ad den, fik os til at tale om, hvad Sandstensbyen Dresden skylder det lille Stenland. Det var mig paafaldende, at i dens Pragt-Bygninger syntes de tilhugne Sten at 77 stilisere medfødte Former fra deres vilde Klippe-Liv, saa at Rococobyen passede til Sandstenslandet, som den græske Architektur til de ædle gavlformede Marmorbjærge, og som Ægyptens Tempelkolosser til Landets uhyre Sletter og tunge Bjærgmasser. Saadanne Betragtninger vare naturligvis nye for hende, ligesom hendes Kundskaber i Architektur vare meget primitive, medens jeg altid særlig havde følt mig tiltrukken af denne Kunst, som jeg vel ogsaa havde viet mig til, hvis Forholdene havde tilladt mig det.

✂

VIII.

✂ En Dag, da vi efter Kaffe sad i Lysthuset, rakte Minna mig en Bog med hvide Blade og bad mig om at tegne de doriske og joniske Søjlekapitæler med deres tilhørende Overlag og skrive de for hende højst mærkelige Navne ved Siden af. Medens jeg spidsede en Blyant, bladede Vinden tilbage, og jeg saà paa den forudgaaende Side en ængstelig Tegning af det samme.

✂ - Nej, De maa ikke, raabte hun, ganske rød i Hovedet og med den bønligste Mine, idet hun rev Bogen til sig. - De ler mig kun ud! Jeg skal nok selv se efter, om det er rigtigt, det er det naturligvis ikke, og Navnene kunde jeg slet ikke huske.

✂ Jeg lovede hende, ikke at se paa hendes Forsøg, og gav mig i Lag med mit eget, som jeg forsikrede hende vilde komme galt nok afsted, naar en Architekt skulde kritisere det. Det varede heller 79 ikke længe, før jeg begyndte at famle; for det er godt nok at vide hvad Architraver, Triglyfer og Meloper vil sige, - naar man for første Gang skal anskueliggøre det sort paa hvidt, rejser der sig mange Detaillespørgsmaal, som det ikke er saa let at klare. Det var mig derfor ganske velkomment, at Fru Hertz bad Minna om at hjælpe hende med at bære Kopperne op og vaske dem af. Hun havde sat sig ved Siden af mig, aabenbart for at bevogte mig, og havde sikkert gjort Regning paa ikke at blive kaldet bort, før Tegningen var færdig. Et Øjeblik tøvede hun med at efterkomme Opfordringen, og før hun fjærnede sig, syntes hun et Par Gange at have Noget paa Læberne, som hun ikke kunde komme ud af at sige; forøvrig bad hendes ængstelige Blik tydelig nok om ikke at forske i den hemmelighedsfulde Bog, der paa sit tarvelige Shirtingsbind med meget klodsede Guldbogstaver bar Titlen "Poesie", - og jeg beroligede hende med et Smil.

✂ Jeg sad alene og tyggede paa min Blyant i Uvished om, hvorvidt Architraven i den doriske Orden var delt eller ikke, da Trækvinden igen bladede om, og denne Gang længer tilbage til beskrevne Egne. Baade Prosa og Strofer aabenbarede sig. Jeg havde ikke min Veninde mistænkt 80 for selv at have spillet Forfatter, men desto større var min Lyst efter at se, hvilke Yndlingsdigte, Sentenser og Uddrag hun her havde fastholdt, og derigennem maaske faa Bidrag til hendes Charakter og Erfaringer. Et Par Gange modstod jeg Fristelsen. Men et større Prosastykke blev liggende saa længe, at jeg halvt imod min Vilje opfangede en Sætning, der altfor meget pirrede min Nysgerrighed.

✂ Jeg overbeviste mig om, at jeg ikke blev iagttaget og læste paa Tysk følgende Sted, skrevet med en fin, temmelig skraa gothisk Skrift:
"Thi for et ungt Par, der af Naturen er nogenlunde harmonisk dannet, kan Intet bidrage til en skønnere Forening, end naar Pigen er lærvillig og Ynglingen belærende. Der opstaar derved et ligesaa grundigt som behageligt Forhold. Hun ser i ham Skaberen af hendes aandelige Tilværelse, og han i hende en Skabning, som skylder sin Fuldendelse ikke Naturen, Tilfældet eller en énsidig Villen men en gensidig Vilje, og denne Vexelvirkning er saa skøn, at vi ikke kunne undre os, naar der, siden den gamle og ny Abälard, af en saadan Sammentræffen af to Naturer er udsprunget de mægtigste Lidenskaber og ligesaa megen Lykke som Ulykke."

✂ Idet jeg læste de sidste Ord, hørte jeg en Dør ovenpaa blive lukket og hurtige Trin komme ned ad Trappen. Jeg bladede hastig om og tegnede resolut en éndelt Architrav med Triglypherne over: Regulae glemte jeg rigtignok, og Stregerne vare ikke synderlig rene, min Haand rystede. Men om min Hjærtebanken skrev sig fra, hvad jeg havde læst, eller fra Frygt for at blive opdaget, skal jeg ikke kunne afgøre.

✂ Minna satte sig med et Sytøj hos mig og lod meget tilfreds ved at se mig saa optagen af mit Arbejde. Det havde hele Dagen været trykkende Luft, nu var der kommet Skyer op, og jeg var næppe bleven færdig med de to Skitser, før det begyndte at tordne ikke saa langt borte, og snart viste der sig ogsaa spredte sorte Pletter paa Trappefliserne. Jeg hjalp Minna med at tage Dugen af Bordet, og vi gik op til de Gamle. Det var meget sjældent, at vi før Thetid opholdt os i deres lille Dagligstue. Thi da den var et Hjørneværelse mod Syd og Vest med et Vinduespar til hver Side, gjorde Eftermiddagssolen den i denne Sommervarme utaalelig hed. Mellem det ene Par Vinduer stod en lille haardt og højtstoppet Sopha, ved den anden Vinduesvæg et Bord. Over det hang tarvelige Olietryk af Kejseren og Kronprinsen, og under dem havde 82 Hertz anbragt en Raritet, der fulgte ham som en Slags Penat: det var et lille Portrait af Kant, et samtidigt Königsberger-Træsnit med blege Farvetoner. Philosophen var fremstillet i hel Figur, staaende ved en langbenet Skrivepult, i den Grad duknakket og skutrygget, at man skulde tro, en usynlig Haand trykkede hans Ansigt ned mod Papiret; fra den lille graa Paryk strittede en Smule Haarpisk op over den høje kaffebrune Frakkekrave. Dette i enhver Henseende saa underlig gammeldags Billede, med sine Fugtigheds- eller Alderdoms-Pletter og den flade Mahognitræs Ramme, spredte en vis Hygge over det lave Værelse med smaa Ruder og en sand Lerbygning af en fremspringende Kakkelovn, som vistnok optog en ottende Del af Rummet.

✂ Henne ved denne satte Minna sig snart med Ryggen mod Vinduerne for ikke at se Lynene, der næsten uafbrudt oplyste Flodens rødbrune Krumning. Naar Genskinnet slog altfor blændende om hende eller naar Tordenskraldet var saa voldsomt, at Huset rystede med klirrende Ruder, fór hun sammen eller udstødte endogsaa et lille Skrig, skønt hun øjensynlig gjorde sig al mulig Umage for at beherske sig. Fru Hertz rejste sig fra Sophaen og beroligede hende med moderlige Kærtegn, og den unge Pige smilede saa frejdig, hun kunde, men 83 dog endnu med Angst for den næste Rystelse præget paa det blege Ansigt. Den gamle Hertz saà deltagende op fra sin Avis, som han iøvrig, paa Grund af alle disse svovlblaa Blink næppe kunde læse synderlig i.

✂ Hvad mig angaar, saa blev jeg siddende ved det lille Vindue, hvilket Regnen vaskede ned ad som et Styrtebad. Mine Tanker syslede udelukkende med, hvad jeg havde læst i "Poesibogen". Jeg kendte ikke Stedet, skønt jeg nok syntes, det lignede Goethes Udtryksmaade; da jeg senere - for ikke saa længe siden - læste "Aus meinem Leben" og i den nydelige Episode med Gretchen pludselig stødte paa disse velkendte Ord, hvilken Storm af Følelser brød der da ikke med dem ind over min Sjæl! I "Wahrheit und Dichtung" kom jeg ikke videre, men jeg forsøgte at stille det smertelig-søde Oprør ved at begynde denne Nedskrivning af Erindringer, som vel kun kan gøre Fordring paa det første Led af hin betydningsfulde Titel.

✂ Spørgsmaalet om Forfatterskabet voldte mig den Gang kun lidet Hovedbrud, men det om Anvendelsen desto mere. Jeg havde vel bemærket, at Minna i vore Samtaler undertiden røbede kunstneriske Kundskaber, som hun næppe havde fra 84 Skole og Institut og heller ikke let direkte kunde have erhvervet sig. Desuden vidste jeg nok, hvilke Forestillinger jeg skulde gøre mig om Kilden. Var hin Betragtning afskrevet den Gang eller nu? Der stod intet Aarstal under den; ved en temmelig stor Lakune var den skilt fra det Blad, som jeg maatte tegne paa, men det var ikke undgaaet min Opmærksomhed, at dette Prosastykke stod langt friskere i Blækket end de foregaaende Digte, som vare daterede et Par Aar tilbage. Dette kunde tydes til Gunst for mig - og det kunde være en Fejltydning.

✂ Da Uvejret var forbi, var det henimod Thetid. Minna, der efter den forvundne Skræk blev ganske overgiven, tog en graa Stenkrukke og gik ned for at hente Vand, og jeg fulgte hende. - Vandforsyningen paa dette Sted var meget romantisk; der var hverken Brønd eller Post, men alt Vand hentedes fra en Kilde umiddelbart ved Elbens Bred nedenfor Huset; lige hvor Enggræsset hørte op, og kun adskilt fra den rindende Strøm ved tre-fire Alen Sten og Grus, laa det lille Basin med klart Vand, i hvilket det bestandig boblede op nede fra de smaa Kiselstene og fra en Sandplet, der rørte sig, som om den var fuld af smaa levende Væsner. Vi kaldte den spøgende for Ungdomskilden, efter 85 et Eventyr, som den gamle Hertz en Aften havde fortalt.

✂ Luften, der slog os imøde, var frisk og gennemrenset, med en sund Lugt af Engmuld, syret af det vaade Løvs og Græssets Dunster og krydret af forstærket Blomsterduft, især af Kaprifolier - en Luft, der af Lungerne inddrikkes i dybe Drag, ligesom man nyder en ædel Vin. Skydækket var splittet; her rullede det sig bort som massive sodmørke Røgmasser, hist opløste det sig som lysere Damp eller flød ud i tynde Taagelag. Foroven skinnede Himlen lillablaa igennem, længer nede vare Lufthullerne sart grønne, og der aabnede sig gyldne Striber langs Horisonten i Vest. Mellem de lavere Skylag med deres stærk blaanende eller rødlig graa Stenfarver, saàs over alt højere Skyer, der lyste med kødfarvede Toppe eller rosa Rande. Ved Siden af Lilienstein viste sig en bred Regnbuestøtte, der bestandig blev mere straalende. Øverst oppe, paa det lange Plateau af dette ensomme Bjærg laa en lille løs Sky; den var bleven hængende i Granskoven, ganske som naar man for Spøg puster Tobaksrøg øverst oppe i Hovedet paa en krølhaaret Dreng. Bakkerne over det lange Brud havde et mat Solglimt; over alle de stejle Klippekegler rundt om var der et køligt blaanende 86 Skær. Floden var endnu uigennemsigtig rødbrun inde i Krumningen, men foran fik den atter sine blanke Spejlfarver. Af og til glimtede det mat ude over det aabne Land, og Tordenen rullede langtrukkent med Bjærgegnens mangfoldige. Ekko.

✂ - Se! udbrød Minna, - hvilken Belysning! det er jo en ren Poussin!

✂ Ved disse Ord var det, som om jeg fik et Stød for Brystet. Du gode Gud! hvilken ung Pige kender dog Poussin, end sige har ham paa rede Haand til at citere. Forresten var det ganske træffende. Nuvel, naar hun da havde sagt: "Det ligner et Billede af Poussin oppe paa Galleriet". Men dette: "Det er en ren Poussin", det var til at blive rasende over! Jeg havde Lyst til at gribe hende, som Carl Moor griber Roller, og raabe: "Wer blies dir das Wort ein? Das hast du nicht aus einer Menschenseele hervorgeholt! - - - sondern aus einer Maler-do."

✂ Men hun løb allerede i Forvejen ned ad den lange Række blankvaade Sten. Om mit Ansigt havde ytret, hvad jeg følte, eller om hun af sig selv var bleven flov over at have smykket sig med en Andens Frase, det véd jeg ikke, men det var aabenbart, at hun løb fra sin Poussin.

✂ Hun gav sig ikke strax til at øse, men stillede 87 Stenkrukken paa det underste Trin ved Kilden og vendte sig til en køn lille tolvaars Dreng, der sad et Par Skridt derfra. Det var en Søn af Husets Ejer. Denne var Partner i et af de store Stenbrud, hvis Række begyndte under Basteiklipperne, der gróde op af deres Flader; det fjærneste og største tegnede sig mod den lysende Himmelrand som et Forbjærg, kløvet op til sin øverste Rand, hvor en tynd Række forblæste Fyrrer syntes at berøre et lavt Skydække med kobberrødlig Rand. Som det næstnæste derfra udpegede Drengen os det, der var Faderens Ejendom.

✂ Han var ivrig sysselsat med en sindrig Leg: en Vandmølle, som han havde lavet ved Afløbet fra Kilden. Gennem et lille umodent Æble havde han stukket en Pind som en Axe; og derpaa havde han i en Kreds af smaa Indsnit befæstet store Vinger, som han havde skaaret ud af Træ. Løbet havde han dæmmet op, saa der blev en lille Mølledam, hvorfra der var tilstrækkeligt Fald; og dèr snurrede saa Hjulet rundt, som rigtignok intet Værk drev. Fra Lysthuset og oppe fra Vinduet havde jeg sét den snurrige Tingest dreje sig uafbrudt. Nu havde det voldsomme Regnskyl gennembrudt Opdæmningen; det var Istandsættelsen, der optog ham, og det mislykkedes endnu at faa 88 Axen til at hvile saaledes, at den ikke bragtes i Klemme.

✂ - Jeg vilde saa gærne have det rigtig i Stand, til naar Fader kommer fra Arbejde, sagde han og saà troskyldig op paa Minna. For det morer altid Fader, naar jeg finder paa saadan Noget, og jeg vil saa gærne have, at han skal være i godt Humeur i Aften, for saa vil jeg bede ham om at maatte være med ved Sprængningen imorgen.

✂ - Skal de sprænge oppe i Stenbruddet?

✂ - Ej ja! en hel lille Væg.

✂ - Kunde vi faa Lov til at se paa det? spurgte Minna.

✂ - Du kan jo spørge Fader derom.

✂ - Det vilde passe godt imorgen. Mine smaa Myndlinge skal besøge en Tante i Pirna med deres Moder. Havde De ikke ogsaa Lyst til at overvære det Skuespil?

✂ Man kan vel tænke sig, at jeg ikke havde Noget imod dette Forslag.

✂ Et langt "Aa", som den lille Dreng brød ud i, fik os til at se bort fra Stenbruddene og vende os om. Regnbuestøtten var voxet til en fuldstændig Bue, og udenom denne dannede der sig just en Spejlbue, der endnu kun stod klart ved 89 Støttepunkterne men dæmrede oppe i Hvælvingen og havde Brist hist og her. Snart var ogsaa den fuldendt, og de to Buer dannede den indre og den ydre Straalebræm af et bredt violet Baand. Under denne Bro var den afskaarne Himmelgrund mørkere end oppe over den, hvor det Blaa snart skinnede igennem; paa denne dunkle Grund lige midt under den straalende Portal og belyst af Solstraalerne, der trængte frem under Skyerne og gennemstrømmede hele Dalen, stod Lilienstein, bestandig med den lille Sky hvilende paa sin Overflade, som et rygende Stenalter.

✂ Dette Billede havde ogsaa dannet sig i den lille Drengs Phantasi, for han sagde, ganske fortabt i Beskuelsen: - "Det er ligesom i Lærerens Billedbibel, dèr hvor Noah ofrer."

✂ I god Overensstemmelse med denne patriarkalske Stemning greb Minna sin graa Stenkrukke, hvis naive og hensigtsmæssige Form ingen gammeltysk Maler vilde have betænkt sig paa at give en Rebekka i Haanden, hvorimod hendes blaa Kjole, som hun løftede højt op med den anden Haand, nok kunde have været Genstand for Indvendinger, skønt den hverken havde Ophæftning eller Garnitur. Idet hun bøjede sig ned over Kilden og vilde trykke den noget genstridige Krukke ned i Vandet, 90 gled hendes ene Sko med sin unomadiske Hæl paa den vaade Sten, og hun vilde have faaet et koldt og dybt Fodbad, hvis jeg ikke havde grebet hende om Livet og holdt hende fast. Hun slap Krukken, der svømmede paa Vandet; Spejlet viste mig et Smil i hendes Ansigt, der syntes mere skælmsk end ulykkeligt, men i det samme havde Krukken drukket nok, og idet den gik til Bunds, frembragte den en Malstrøm som udslettede ethvert Billede. Hun havde nu fundet Ligevægten, men jeg var altfor omhyggelig for hende - som om det lille Væld var en Afgrund - til at skynde mig med at slippe hende, ja, jeg havde endogsaa en Følelse af, at jeg i dette gunstige Øjeblik kunde have tilladt mig mere end denne Tøven og et let Tryk, der kunde bortforklares, - havde blot Omgivelserne været heldigere. Men et Par Skridt fra os havde vi jo en ganske vist meget ungdommelig Iagttager, og Vinduerne vare ikke saa langt borte.

✂ - Tak! nu falder jeg saamænd ikke mer, sagde hun og sprang op paa Stien. - Det er sandt, Vandet!

✂ Jeg tog den fyldte Krukke op af Kilden og bar den efter hende.

✂ Da vi efter The hørte Værtens Stemme nedenunder, gik vi ud for at forespørge om Sprængningen.

✂ Den skulde ganske rigtig finde Sted næste Dag, og vi vilde være velkomne som Tilskuere. Det blev aftalt, at den lille Hans, der lykkelig havde faaet sin Ansøgning igennem, skulde føre os til Bruddet.

✂ Maanen var imidlertid kommen op over Skovhøjderne hinsides Floden. Den blinkede i en Hvirvel midtvejs og mellem Stenene helt inde ved Bredden. Himlen var næsten klar, kun bag Lilienstein, som skimtedes dunkelt, holdt der sig en mørk Dis. Til den anden Side stod Klippernes Konturer klart mod den blege Himmel, men nu begyndte ogsaa deres Masser at faa Liv, Blokkene sprang frem, Kløfterne skyggede sig ind og Bruddenes Flader lyste mat. - Paa "Erbgerichts" Terrasse straalede mange Lamper under Løvet; højt oppe paa Bastei skinnede et bengalsk Blus, der vexlede Farver, og løsrevne Toner af en Wiener-Vals lød deroppe fra.

✂ Den smukke Aften lokkede snart de Gamle ned, skønt det var for vaadt til at gaa ud i Græsset. Vi blev oppe paa Trappen foran Huset og underholdt os med de skikkelige Værtsfolk. Den smukke, lidt firskaarne Kone gyngede en Lille paa Armen; Hans sad paa et af Trinene og snittede nye Vinger til sin Vandmølle; Manden red paa Rækværket og dampede af sin Pibe, himmelglad 92 over Uvejret og den Afkøling, som det havde bragt: de kunde vel trænge dertil, oppe i Stenbruddene var Solvarmen ved Middagstid steget til fireogfyrretyve Grader Reaumur - og saa dertil haardt Arbejde! Den gamle Hertz udspurgte ham om Fortjenesten og Priserne. Værtinden fortalte om Vanskelighederne under Foraarshøjvandet og om en enkelt Aargang, da Floden var steget næsten til Foden af Trappen.

✂ En pludselig Piben, der skingrede gennem Dalen, og en forbijagende Lysning mellem Træerne paa den anden Bred, gav det sædvanlige Tegn til Opbrud. Jeg fulgte - som altid - Minna hjem.

✂ Sandt at sige havde jeg hele Aftenen igennem med en vis urolig Forventning imødesét denne lille Maaneskinsvandring. Det forekom mig, at jeg havde Noget tilgode - fra hint Øjeblik ved Kilden; men i saa Tilfælde var Forfalds-Tiden aabenbart ikke kommen. Til Trods for Maane, Bæk med Ellekrat, Bjærgdal, Ensomhed "zu zweien" - lutter uforkastelige sentimentale Ingredienser - vilde hun ikke komme i den sværmeriske Stemning. Naar hun endda havde været tavs! men hun pludrede paa en allerkæreste Maade om lutter Ting, der ikke stod i fjærneste Forbindelse med Forelskelse. Hun kunde pludselig Intet forstaa: jeg gjorde en 93 fin Hentydning til Kilden, og hun fandt deri kun Stof til at overveje, hvor vanskeligt det maatte være for Beboerne, naar Floden oversvømmede den ved Foraarstid, og til grundig at undersøge, hvilket der da var det nærmeste Sted, som de kunde hente Vand fra; sandsynligvis "Erbgericht"; men maaske der ogsaa var en højere liggende Brønd i det gamle Værtshus "Zum Rosengarten", - det var der ganske vist!

✂ Kort sagt, vi passiarede saa fornuftig og skiltes saa anstandsfuldt, som om der hverken var Ungdomskilder eller Fejltrin til.

✂

IX.

✂ Et Par Timer efter Middag begav vi os paa Vej, anførte af den sjæleglade Hans, som bar en Madkurv, og ledsagede af en Mængde Formaninger til Forsigtighed.

✂ Vejen førte langs Elben, og snart havde vi paa højre Haand den lange Skraaning af Stenbrokker, Smuld og Affald, der jævnt som en Bastion fører en halvhundrede Fod eller mer op til Bruddenes Plateau og nedadtil begrænses ved en Mur i noget over Mands Højde. Hist og her - en Gang for hvert Brud - giver denne Plads for en Træbane, der fra den højtliggende Arbejdsplads fører ned til Bredden, og ad hvilken de tilhugne Sten rutsche ned paa en Slags Slæder; ved en af disse Ladningspladser laa en Pram, der allerede var halvt fyldt med sin tunge Last; nogle sværlemmede Karle aflæssede en Slæde, hvis Efterfølger stod rede til sin Fart øverst paa Banen, tæt ved Gangspillet.

✂ Vi havde vel gaaet en lille Fjerdingvej, da Hans stod stille ved en Stige, der var lænet op mod Muren. Uden Besvær klatrede vi op til Skraaningens Fod. Men her tøvede vi og mønstrede med et tvivlende Blik den Sti, der skulde hjælpe os op, og næppe kunde skimtes som en lysere Zigzag-Streg paa den stejle, smudsig-graa Flade. Ved nærmere Eftersyn opdagedes ganske vist en Slags Trin af fremstaaende Sten, eller blot uddybede ved et Spadestik, men disse saà ud, som om de var rede til at skride bort under En. - Hans, der allerede var kommen et Stykke tilvejrs, saà sig forundret om efter os. -

✂ - Men De maa gaa først, sagde Minna og blev rød.

✂ - Nej, Frøken, det gaar ikke an. Glider De ud her, saa er der slet ikke Noget at faa fat i. Men jeg skal nok holde mig fast og kan støtte Dem, saa snart De vakler, - De behøver ikke at være bange for at rive mig med og i alt Fald -

✂ - Aa, naar De nu blot vilde gaa!

✂ - Herregud, lad os dog sætte os ud over saadanne Taabeligheder! Skal De for den Sags Skyld udsætte Dem for at knække Halsen? For Pokker, der maatte da ogsaa gives en anden Vej, de dumme Folk! Forresten, det har ingen Fare, 96 naar De nu blot vilde gøre, som jeg siger. Naa, lad saa det Snerperi fare.

✂ Jeg lod ved disse Ord langt mere utaalmodig og ærgerlig, end jeg i Virkeligheden var, og var mig det fuldt bevidst. Det voldte mig et kildrende Behag at tilrettevise hende som den Overlegne og navnlig at lade haant om et af Jomfruelighedens Yderværker og saa overhovedet at tyrannisere hende i Velfærdets Navn.

✂ - Jeg véd, at De mener det godt, og derfor tager jeg Dem heller ikke ilde op, at De taler vel bydende, sagde hun, og saà alvorlig paa mig. - Paa en Maade har De Ret, og De vilde have det helt, hvis det var Skaberi og Affektation fra min Side. Men nu har jeg uheldigvis den Følelse, og det i en saadan Grad, at jeg véd, den vilde genere hver Bevægelse ligesaa meget som de Kæder, Modedukkerne i sin Tid havde mellem Støvlerne, og vi vilde dog tilsidst komme til at slaa Kulbøtter omkaps ned ad denne Vold, hvad den synes udmærket egnet til. Hvis De derimod gaar foran, og lader mig skøtte mig selv og klatre op saa ugraciøst, som det netop kan falde sig, saa lover jeg Dem, at den værste Ulykke skal være, at jeg skraber mine Knæ lidt - og finder De, at jeg er 97 en Stivnakke, saa trøst Dem med, at jeg skal naa ligesaadan derop.

✂ Ved den Bestemthed, blandet med elskværdigt Lune, hvormed hun afgav denne Erklæring, rev hun mig hovedkuls ned fra min Overlegenheds Piedestal og gjorde mig, sandt at sige, saa lille, at jeg gærne kunde være krøbet i et Musehul. Da der intet saadant fandtes, krøb jeg i Stedet derfor op ad Skraaningen, og tog den dødelige Angst for, at der skulde tilstøde min Ledsagerinde Noget, som en retfærdig Straf.

✂ Vi naaede begge i god Behold op til Randen.

✂ Den hvide Flade, der strakte sig foran os hen til den søndersprængte Klippemur, fik mig til at tænke paa en udgravet Tempelplads. Som mægtige Tromler af faldne Søjler laa Møllestene dèr i lange Rækker, og regelmæssig hugne Stenblokke og Fliser byggede sig sammen til stykkevise Grundmure. Dynger af Sand, Brokker og Stenskærver havde hist og her dannet Bakker, som gennemskar Terrainet; nogle bar hele Smaaskove, mest af amerikansk Røn, hvis skarlagenrøde Bærklaser glødede mellem de blændende hvide Stenmasser. Til den ene Side saà man et Tegltag med en rygende Skorsten; det var Smedien, som hører til ethvert af disse Brud.

✂ Efter at være steget over et saadant Højdedrag, befandt vi os i den bageste Del af Bruddet, foran Klippemuren. Her stod Ejeren og et Par Arbejdere. Vor Vært tog sin Træpibe ud af Munden, lettede paa sin Kasket og sagde, at vi kom i rette Tid; de vare lige blevne færdige. En stor Mand i næsten sirlige, tærnede Benklæder og temmelig ren Skjorte stod med Ryggen mod os bøjet frem mod Stenfladen, hvor han syntes at undersøge Noget; han drejede et Øjeblik sit rødskæggede Hoved med et gemytligt Nik, medens en ganske lille Fyr med et gnomeagtigt Ydre og dækket af nogle smudsige Pjalter skulede sky til os, idet han fjærnede noget Værktøj. En halv Snes Skridt derfra slog et Par Arbejdere smaa Jærnkiler paalangs ind i en stor Sten, der skulde flækkes. Længere borte fra hørtes Lyd af Hakker og Stemmer.

✂ Manden i de tærnede Benklæder traadte tilbage fra Stenen; der viste sig en tyk, nedhængende Snor ligesom Halen af et Dyr, som var krøbet ind i et Hul. Den hang knap et Par Alen fra Jorden paa en fremspringende Del af Sprængningsfladen, en Snes Fod i Højden, der allerede ved en smal Revne havde løsnet sig fra den øvrige Mur. Denne steg i sin hvidgule Nøgenhed godt og vel en hundrede Fod tilvejrs, hvor saa de mørke, ru Klippeformer 99 med Krat og Naaletræer paa alle Afsatser og i alle Furer gror ud af den - som om Bjærget var et uhyre mosgroet Træ, der er blevet afbarket og flækket forneden.

✂ Værten anbefalede os at gaa op paa den nærmeste Stenbakke, der laa til Siden for Sprængningsretningen. Han vinkede en Mand bort, der kom fra Smedien med et Par Hakker paa Skuldren, satte Hænderne for Munden og raabte Varsko. Derpaa bankede han noget Aske ud af Pibehovedet, dampede stærkt til, idet han gik hen til Stenen, hvor han puttede Lunten ned i Piben uden at tage denne ud af Munden, og slentrede saa rolig hen til os, bestandig rygende og med Hænderne stukne ind under det store Skødeskind. Gløden forsvandt; en tynd Røg piblede ud af Stenen. Minna og jeg saà paa hinanden med det underlige Smil af nerveus Spænding, i Forventning om den storartede Explosion. Endelig lød et temmelig svagt og dumpt Knald, Stenstykker sprang ud, en lille Støv- og Røgsky spredte sig - og Stenblokken blev staaende, skønt stærkt undergravet. Ejeren bandede; Manden med de tærnede Renklæder ragede nogle løsnede Stykker ud med sin Hakke; midt i en Flænge af Stensaaret viste sig det sorte Spor af Minen.

100

✂ - Der maa bores endnu en Gang, raabte han Ejeren imøde.

✂ Medens vi betragtede Stedet paa nærmere Hold, og de undersøgte, hvor det var hensigtsmæssigst at bore, havde jeg taget en Hakke og huggede paa et af de afsprængte Stykker, der løsnede sig let og i lige Flader under mine Hug. Pludselig følte jeg mig greben og bunden med et Stykke af den Bast, som de brugte til Forladning, medens en mægtig Latter rungede i mine Øren, og et rødskægget Ansigt bøjede sig frem over min Skulder. Jeg lo naturligvis med, men paa den flove og tvungne Maade, som viser, at man ikke forstaar Spøgen; rigtignok gav den lystige Røver en Forklaring, men paa saa bredt Sachsisk og sandsynligvis i den Forudsætning, at jeg vidste Besked, saa jeg blev ikke klogere derved.

✂ Minna lo hjærtelig ved at se mig saaledes i Armene paa Kæmpen og vel endnu mer over dette komiske Udtryk i mit Ansigt af gærne at ville "være med", men ikke kunne det; - endelig betvang hun sin Munterhed, som mod min Vilje ærgrede mig ikke saa lidt: -
- Han forlanger, at De skal købe Dem fri, og han har Ret, sagde hun. Det er nemlig en Tradition hos os, at naar Nogen fusker en 101 Haandværker i Arbejdet, saa har denne Lov til at tage ham fangen, saadan som De nu er bleven.

✂ Hun havde sagt dette paa Dansk, langsomt og med en ubehjælpsom Udtale, idet hun et enkelt Sted benyttede et tysk Udtryk. Det var første Gang, at jeg havde hørt hende sige Noget paa mit Modersmaal, og det overraskede mig paa en smigrende Maade, da det for os Danske egentlig hver Gang paany er en Gaade, naar en Fremmed kan gøre sig forstaaelig i et saa lidet kendt Sprog. Og jeg havde hende tilmed mistænkt for at have lagt sig særlig efter det i den allerseneste Tid, skønt hun ikke havde talt derom.

✂ Jeg betalte med Fornøjelse min Bøde saa rigelig, at der foruden "Prisepenge" til den Rødskæggede ogsaa blev en Drikkeskilling for de Andre, - men det er ikke usandsynligt, at Minnas Nærværelse havde nogen Indflydelse paa min Gavmildhed. Den gemytlige Røver befriede mig, stak med et høfligt Tak Pengene i de tærnede Benklæder og gav sig efter denne Opmuntring i Lag med den nye Boring, medens den stakkels Gnom, hvis Pjalter man ved enhver Bevægelse frygtede for at se glide helt af ham, med Slag af en tung Forhammer drev hans Jærnstang ind i Stenen.

102

✂ Da det lod til at ville trække længe ud, gav vi os til at gaa rundt i Bruddet; vi besaà Sporene af tidligere Sprængninger og glædede os over, hvor let behandlelig den skøre, kørnede Stenmasse var for de dygtige Arbejdere. Derpaa slog vi os paa den mindre techniske Tidsfordriv at plukke en Del af de smukke Blomster, der groede rundt om mellem Blokkene; men da Minna fandt et Par farvede, næsten gennemsigtige Kiselstene, foretrak hun at lede efter saadanne, og tilsidst lagde hun sig i sin Iver ned paa Gruset, hvor hun mente at være kommen til et frugtbart Strøg. Jeg tændte mig en Cigar og tog Plads tæt ved paa en Sten, i den sparsomme Skygge af nogle Buske.

✂ - Er de nu ikke søde? spurgte Minna, idet hun holdt sin Haand hen imod mig med en søgrøn og en lilla Sten, og saà paa mig med missende Øjne, blændet af alt det hvide Lys.

✂ - Jo nydelige. Hvad vil De nu egentlig bruge dem til?

✂ - Aa, jeg forærer dem til lille Amalie. Skønt, ærlig talt, jeg vil nok beholde dem selv ... De synes, det er vel barnligt? Ja, men det er netop, fordi jeg mindes om min Barndom - som om der var noget Synderligt dèr at mindes! Og dog gør jeg det gærne. Det er underligt, hvor det 103 kan være, men Tiden gør dog Alting lidt kønt, hvad der blot ligger lidt tilbage i den, - det er altid en Trøst: én Gang bliver det kønt, naar man ser tilbage derpaa.

✂ - Ja, De har Ret. Og denne Tid, denne Dag - maaske vil man en Gang finde den næsten smertelig skøn, og kun bebrejde sig, at man ikke i Øjeblikket satte nok Pris derpaa, og dog vilde det egentlig være uretfærdigt, i alt Fald for mit Vedkommende.

✂ Minna bøjede Hovedet dybere ned og lagde de nye Stene ned i Lommetørklædet til det øvrige Fund.

✂ - Som Barn sværmede jeg for den Slags klare Stene, jeg havde en Mængde af dem og bildte mig ind, at jeg var en Prinsesse, og det var mine Ædelstene. Den lille Amalie, sagde jeg, at jeg vilde give dem til? hun var saamænd i Stand til at blive fornærmet paa mig, og hendes taabelige Fader kunde godt falde paa at give hende ægte Ædelstene for at raade Bod derpaa.

✂ - Det maa ikke være nogen let Opgave, De har, som Lærerinde for saadanne forkælede Børn ... De selv har nok faaet en fornuftigere Opdragelse.

✂ - Ære den, hvem Ære bør, sagde hun lidt bittert og rystede det nedfaldne Haar bort fra 104 Øjnene. Fornuften, - den var nok ikke synderlig med i Spillet.

✂ - Deres Hjem var meget tarveligt?

✂ - Havde det blot været tarveligt, men det var uhyggeligt og glædeløst. Midlerne var ganske vist ikke store, men det var dog ikke deri det laa altsammen. Vil De tænke Dem, jeg var fjorten Aar, før jeg nogensinde havde været saa meget som ude i Loschwitz. Naturligvis kom vi af og til op paa Terrassen. Den store Fest for mig og min Broder var, naar Fader tog os med ud til Plauen, hvor han undertiden drak sit Øl; den Gang var der ikke alle de Fabrikker, der var saa yndigt i den lille Dal ved Weisseritz, og vi jublede over at kunne klatre om paa Klipperne; dèr var det ogsaa, at jeg fandt saadanne smukke Kiselstene som disse her. Om Aftenen tog han ogsaa undertiden Moder med hen paa en Ølstue; det var en Rest fra deres Ægteskabs første Tid, da hun hver Aften havde ledsaget ham. Og hvis De nu, naar De kommer ind til Byen, gaar hen i "Zur Katze" i Slotsgade, saadan ved otte Tiden, saa kan De dèr, i den inderste Stue, se en gammel Kone, der efter Sigende ligner mig lidt, sidde dèr med sin Seidel Øl, og dersom hun har en Veninde med sig, vil hun vistnok tilsidst udbrede sig sentimentalt 105
om de mange hyggelige Timer, hun har haft dèr i den samme Stue med sin salig Mand. Naar Hjemmets Hyggeligheds-Erindringer logere "Zur Katze", saa kan De omtrent regne ud, hvad der blev tilbage for os, min Broder og mig! Vi gik i ordentlige Skoler, men det var ogsaa hele vor Opdragelse. Fader gav sig slet ikke af med os, - og det var stor Skade, for han var ikke blot en dannet Mand - han underviste i Latin -, men han var ogsaa veltænkende og strængt retskaffen, det har jeg først lært at indse, da jeg blev ældre, og overhovedet har jeg kun af spredte Træk antydningsvis faaet Noget at vide om, hvad der boede i ham, for han var saa indesluttet; med Moder talte han næsten aldrig om andet end om Vind og Vejr, og undertiden efter Læsningen af Avisen skændtes de lidt om Politik. Fader var nemlig rigssindet, men Moder sachsisk og hadede Preusserne; hun kunde ikke faa i sit Hoved, hvad den store Enhed var godt for, og paastod, at vi kunde kun takke den for tungere Skattebyrde. I den Henseende er jeg forresten bleven ved at være min Moders Datter; jeg kan aldrig tilgive Preusserne, at de i sexogtreds fældede Træerne i Ostra-Allé, og jeg ser aldrig disse stramme Militærskikkelser stoltsere paa vore Gader, uden at der 106
vender sig Noget i mig. Ellers havde de, som sagt, ikke Noget at drøfte med hinanden. Senere har jeg forstaaet Meget af deres Forhold, og det er bleven mig klart, at han med en anden Hustru var bleven en anden Mand, ogsaa en anden Fader, og at det til Dels netop var hans bedste Egenskaber, der gjorde, at han under Samlivet med Moder trak sig mer og mer tilbage i sig selv og ligesom skrumpede ind til en saadan Særling. Sær var han rigtignok over al Maade, og det gik navnlig ud over os Børn. Allermest plagende var hans - man kan næsten sige Raseri, naar han stødte paa et fremmed Væsen i Huset. Hvis en fremmed Hund eller Kat havde forvildet sig ind i vor Have og han saà det fra Vinduet, saa fòr han ned og kunde gærne slaa det stakkels Dyr fordærvet, naar det kom inden for Rækkevidden af hans Stok. Der var aldrig Tale om, at jeg kunde se en Veninde hos mig paa den Tid, da han var hjemme. En Gang, da det var min Fødselsdag, - jeg blev elleve Aar - havde Moder givet mig Lov til at have et helt lille Selskab nede i Haven paa en Tid, da vi vidste, han skulde undervise. Men af en eller anden Grund blev Skolen lukket den Dag. Moder, der saà ham komme ned ad Gaden, fòr ud til os med Rædsel 107 malet i alle sine Træk, og hele det lille Selskab maatte tage Flugten gennem de tilstødende Haver. De kan nok tænke Dem, at han paa den Maade blev en ren Bussemand for os, og at vi sluttede os sammen imod ham med Moder, der virkelig ogsaa havde mere Hjærte for os. Desværre førte dette Forhold til, at alt hans blev os forhadt eller mistænkeligt, og at vi skjulte Meget for ham med Moders Vidende og paa hendes Tilskyndelse, som hans Misbilligelse ellers vilde have lært os at sky, - medens den nu overalt kun syntes os et ondt, vrangvilligt Lune, som man blot skulde snige sig udenom. ... Men, hvorfor trætter jeg Dem egentlig med at fortælle Dem alt dette?

✂ - De fortæller mig det sikkert, fordi De véd, at De slet ikke trætter mig, og at der næppe for Øjeblikket er Noget, som kunde interessere mig mere. Jeg er Dem meget taknemlig. Selv har jeg haft en lykkelig Barndom, og jeg kan derfor maaske saa meget dybere føle, hvad De har tabt. Men De har saa meget at indhente i Deres Ungdom af Livets lysere Side, og tro mig, den vil ikke blive lukket for Dem.

✂ Minna svarede ikke, men undersøgte ivrig en ny Bunke Stene, som hun havde skrabet sammen.

✂ - De nævnede en Broder, - jeg har aldrig 108 hørt ham omtale. Er han maaske ikke mer i Dresden?

✂ - Han døde for et Par Aar siden.

✂ - Herregud! ogsaa det skulde De opleve. Det maa have været et tungt Slag for Dem.

✂ - Nej, jeg holdt ikke af ham. Allerede som Dreng var han ikke god imod mig, han gjorde min Barndom endnu værre; - og siden, da han blev voxen, - ja, saa var han vel ivrig til at indvinde, hvad der kunde være forsømt af "Livets lysere Side" - og værre, end det forresten. Han vilde aldrig have gjort os andet end Sorg, og Skam desuden.

✂ Hun saà op paa mig med en trodsig Mine, som om hun vilde sige: "Jeg kan nok tænke, at De finder mig haardhjærtet. Naa, for mig gærne! Skulde jeg elske ham, blot fordi han var min Broder, naar han ellers ikke fortjente det? ... Forresten skal De heller slet ikke tro, at jeg er saa god og skikkelig."

✂ - Var der slet ingen andre Paarørende, som De kunde have noget Tilhold hos? spurgte jeg, for at komme bort fra det pinlige Emne.

✂ - Jeg havde en Grand-Tante, som var min Gudmoder, og i den Egenskab følte sig forpligtet til at tage sig af mig. Hun holdt endogsaa af 109
mig paa sin Maade - desværre var det en temmelig ubehagelig Maade, som skræmmede mig bort. Altid skændte hun, havde at udsætte paa Alt, lige til min Frisure - jeg maatte den Gang gaa med en Mængde Krøller, saa hun havde Ret i det som i det meste andet. Det gik mig med hende paa lignende Maade som med Fader, - kun at hun virkelig gav sig af med mig; - først langt senere kunde jeg erkende det Agtværdige ved dem, der hos hende skjulte sig under Barskhed og hos ham under Ligegyldighed. Hun var en Særling ligesom han, og havde meget tilovers for ham, hvorimod hun saà ned paa Moder og derfor skævt til Alt hos mig, som kunde hidrøre fra hende. Naar hun skænkede mig Noget, var det gærne med en Trudsel; saaledes lod hun mig subskribere paa en Klassiker-Udgave og gav mig forud Penge til Indbindingen - hun gjorde overhovedet Intet halvt -, det er et lille Bibliothek paa henved hundrede Bind -, og da hun gjorde det, sagde hun til mig: "Hvis du nogensinde, selv i den yderste Nød, skiller dig ved dine Klassikere, saa vil jeg, dersom jeg er død, komme som Spøgelse og plage dig," og jeg tvivler ikke paa, at hun vilde holde Ord. Men jeg har da ingen Grund til Frygt, og jeg har heller ikke blot ladet dem staa paa Hylden; alene for 110 den Gaves Skyld har jeg Meget at takke hende for. Jeg havde altid god Læsning lige ved Haanden, og da jeg ikke havde saa megen Adspredelse som andre unge Piger, eller rettere slet ingen, som stjal Tiden uformærkelig bort, saa fik jeg en Del læst, som de fleste unge Piger ikke kommer til, - ganske vist ogsaa Noget, som jeg i alt Fald heller burde have ventet med. Komisk nok, det faldt slet ikke min ellers saa pædagogiske Tante ind, at de gode Klassikere indeholde et og andet, som ikke egner sig til Læsning for fjortenaarige Piger, - ældre var jeg ikke, da Subskriptionen begyndte; men enten var hendes literære Hukommelse noget udvisket eller ogsaa var Begrebet "tyske Klassikere" for hende noget i den Grad over al Indvending Ophøjet, at en saadan Tanke slet ikke kunde komme op. Saaledes læste jeg i den Alder "Oberon", - ja, det er sandt, den kender De vel næppe. Alt i Alt tror jeg ikke Skaden derved var stor. Og disse Aftener, naar jeg sad og læste i de store Digtere, efter at Moder forlængst var sovet ind, var de første lykkelige Timer, som jeg oplevede. De var mer end lykkelige, men ogsaa derved mindre, for naar de lyste med mange skønne Aabenbaringer, saa fulgte der ogsaa nogen pinlig Selverkendelse med som en mørk Skygge.

111

✂ Jeg indsaà, at der gaves en hel anden Verden, - jeg mener ikke af ydre Kaar, men af Tanker og Følelser, helt andre Synsmaader for, hvad der havde Værd og ikke havde det, end det Væv, som Moder havde spundet om mig af tvivlsomme, men temmelig let anvendelige Leveregler, forbundne med mange sentimentale og himmelvendte Fraser, der ikke syntes bestemte til andet end til at kaste et Slør over hine. De undrer Dem maaske over, at jeg maatte lære dette af Digterne, da jeg dog havde haft kristelig Undervisning; det var ikke Læresætninger, jeg manglede, men af Livet selv saà jeg rundt om mig i vor lille Omgangskreds ikke Noget, der kunde kaldes, jeg vil ikke sige Stort, men Ædelt eller Rent. Det var naturligvis kun Moders Familie vi saà, og af den var hun endda den bedste; de blev næppe nok taalt af Fader, men kom, naar han var ude, Søstre, Tanter og Fætre, eller de smuttede ind i Køkkenet og holdt dèr deres lidet opbyggelige Faddersladder. Aa, hvor jeg væmmes ved at tænke paa alt det! Noget havde det vel ogsaa at sige, at Præsten, hos hvem jeg gik til Confirmation, og hvis Prædikener Moder græd over, ikke havde det bedste verdslige Ry. Nu maatte Goethe og Schiller prædike for mig, og de vare ikke de sletteste Profeter. Men naturligvis 112
bragte dette en voldsom Gæring, Splid og megen Tvivl med sig, som tog stærkt paa mig. Da jeg maatte tidlig op og hjælpe til i Husholdningen, saa var denne Aftenlæsning, der ofte blev Nattelæsning, meget anstrængende for mig. Dertil kom, at vi altid havde levet tarveligt og endnu mere ufornuftigt; uden at vide det havde jeg paa en Maade sultet i hele min Opvæxt. Jeg led af Blodmangel og Nerveusitet, og Alt dette slog sig nu sammen, saa at jeg i disse Aar aldrig var rask. Jeg blev svimmel, bedst som jeg gik paa Gaden, fik pludselig ubestemte Ængstelser, forekom mig undertiden som et Udskud af Menneskeheden og frygtede tidt for min Forstand. Hvad min aandelige Udvikling angaar, saa følte jeg vel nu, at jeg vistnok kunde have en Støtte hos min Fader; men Umeddelsomhed var nu bleven ham en anden Natur, og netop paa den Tid forøgede Svagelighed hans utilgængelige Væsen. Han døde, for et Aars Tid siden, uden at jeg var kommen ham nærmere, - en Del af Skylden laa vel ogsaa hos mig selv; at han aldrig havde bekymret sig om, hvad der boede i mig, gjorde mig trodsig, og jeg følte, at ogsaa jeg havde lukket mig inde overfor ham. Ofte besluttede jeg at nærme mig fortrolig og kærlig, men naar det kom til Stykket, forbitredes jeg ved 113 Følelsen af Vanskeligheden, ved Tanken om, at en saadan Beslutning, en Anstrængelse var bleven nødvendig mellem Fader og Datter, og jeg tav i det afgørende Øjeblik. Sidste Gang, da jeg var inde hos ham, kyssede han mig og sagde: "Bliv altid ved at være en brav Pige." Jeg var ved at briste i Graad og overlade mig helt til Øjeblikkets Følelse, men den gamle Stemme inden i mig hviskede: "Hvad har du gjort for, at jeg kunde blive det, og hvor véd du, om jeg er det endnu?" - Det Hele endte med et tørt Løfte og en kold Omfavnelse. Da jeg et Par Timer senere kom hjem fra mine Informationer, var Fader død.

✂ Minna tav længe og saà ned for sig; hendes Mundvig dirrede, og jeg ventede hvert Øjeblik, at hun skulde briste i en heftig Graad. Pludselig slog hun Øjnene op og saà paa mig med et taareløst, men forunderlig alvorligt og gennemtrængende Blik, der syntes at efterforske Virkningen paa mig af det Fortalte. Hun sagde ganske vist til sig selv: "Nu finder De mig vel rigtig hæslig! Jeg vilde inderlig ønske, at jeg var bedre, men i alt Fald vil jeg ikke besmykke mig for Dem." Hendes Ansigt var uendelig kummerfuldt, og jeg var overbevist om, at denne Tanke havde en endnu 114 større Andel i dette Udtryk end de smertelige Erindringer, som hun havde revet op i.

✂ Selv var jeg stærkt bevæget og havde gærne i det mindste grebet hendes Haand; men vi sad et Par Skridt fra hinanden, og Arbejderne vare ikke langt borte. Et Haandtryk vilde have ladet hende opfatte hele Dybden af min Medfølelse bedre end Ord, der ved saadanne Lejligheder hildes i Skamfølelsen over deres egen Afmagt. Jeg sagde hende, at jeg længe havde anet, at noget Sørgeligt i hendes Fortid trykkede hende, men ikke havde tænkt mig, at det strakte sig saa dybt ned gennem hele hendes Barndom og Udvikling.

✂ Ved denne Bemærkning fik hendes Ansigt et ejendommeligt mistænksomt og næsten spottende Udtryk, som jeg godt kendte.

✂ - Men nu har De ogsaa kun opholdt Dem ved de mørke Sider, bøjede jeg af. Hvor kan det være, at De slet ikke har talt om Hertz? De var dog allerede den Gang i Dresden.

✂ - Ja, men jeg lærte dem først den Gang at kende, netop ved min Faders Begravelse. ... Slægtskabet med Tante Thea var saa langt ude, - egentlig var der intet. ... Desto bedre maaske! ... Deres Hus blev for mig et andet Hjem, - nej, "Hjem" skulde jeg slet ikke kalde det, - Noget 115 langt mer ... De véd det jo forresten. ... Og efter hvad De nu har hørt, kan De langt bedre skønne, hvad disse prægtige Mennesker har været for mig. ...

✂ Hun sagde dette langsommere og ligesom adspredt, maaske træt af at fortælle eller endogsaa fortrydelig over at have meddelt saa Meget.

✂ Forøvrig blev vi nu afbrudt ved Værkejerens Anmodning om at indtage vor forrige sikre Plads, da Alt var færdigt til det nye Sprængningsforsøg.

✂ Jeg havde næsten glemt, hvor vi var, og hvorfor vi var der; enkelte af hendes Ytringer med deres triste og ofte bitre Stemmeklang genlød bestandig for mig, som de gør det endnu i dette Øjeblik. Hvad selve hendes Fortælling angaar, saa har den naturligvis i min Erindring formet sig lidt mere sammenhængende, end den i hin Time kom fra hendes Læber, og det er sandsynligt, at et og andet Træk i Virkeligheden først blev mig fortalt en af de følgende Dage, men paa Hovedindtrykket have disse Smaa-Unøjagtigheder i alt Fald ingen Virkning. Hvad der især slog mig, var den bevidste og reflekterende Maade, hvorpaa hun omtalte og bedømte sine Forhold; det var aabenbart, at hun atter og atter havde gennemgaaet alle Enkeltheder og deres Forbindelser, efterforskende 116 baade Aarsager og Virkninger. Jeg saà heri et Vidnesbyrd om, at hun var en mere ægte melankolsk Natur, end jeg havde antaget. Thi jeg var tilsidst bleven skuffet af den ungdommelige Munterhed, som ofte brød igennem hos hende.

✂ Den nye Sprængning forløb ganske som den første; Klippestykket blev staaende, skønt det nu næsten var helt undergravet, saa det svævede frit ligesom en Karnap. Den rødskæggede Arbejder nærmede sig forsigtig og ragede med sin Hakke de søndersprængte Stykker ud, som Explosionen ikke havde bortslynget. I Baggrunden var der ved Hjørnerne endnu nogle halvt-revnede Blokke, som støttede den lidt. Medens Ejeren og den pjaltede Arbejder holdt Øje med Klippestykket for at gøre Anskrig ved dets mindste Bevægelse, gav den dristige Mand sig nu til at føre sine vægtige Hug mod disse Steder. I Begyndelsen holdt han inde efter hvert Slag, rede til at springe bort, men lidt efter lidt veg Forsigtigheden for Iveren. Hakken bed sig ind, Hug i Hug, og Smaaskærver sprang om ham; han syntes grebet af et Raseri mod denne stædige Modstander. Det saà frygtelig farligt ud; Øjet, som var træt af at stirre paa den blændende Flade og næppe turde blinke, mente hvert Øjeblik at se Kolossens Rand bevæge sig. Et Par 117 Gange blev der varskoet, og efter den skuffende Pause begyndte Angrebet igen, heftigere og med en voxende Fare svævende over sig.

✂ Minna var ganske bleg og kneb Læberne sammen. Da nu ogsaa jeg, sløvet af den lange Ventetid, gik flere Skridt nærmere for ret at se Virkningen af disse Kæmpeslag, sprang hun efter mig, og med et krampagtigt Greb i min Arm rev hun mig voldsomt tilbage. I det samme lød der et Raab; jeg saà en stor bevægelig Lysning over mig og lidt til Siden, og hørte et stærkt Brag. Hele Klippestykket laa et Par Favne fra mig, og en løsreven Blok sprang nogle faa Alen borte. Mit første Blik søgte den flinke Arbejder; han stod i god Behold lidt til Siden for det Stenuhyre, som han havde fældet, og nikkede til os med et Smil, som om han vilde sige: "Den var lige nær nok." Jeg understøttede Minna, som rystede over hele Kroppen, og fik hende til at sætte sig paa en Sten.

✂ Eftermiddagssolen straalede med fuldt Lys ind paa Klipperne, men ud over dem havde en mørk Sky skudt sig frem, og Regnen begyndte nu pludselig at falde med saa store Draaber, at dens uvejrsagtige Karakter ikke lod sig miskende, og vi vare nødt til at skynde os over de smaa kratbevoxede Banker til Bruddets Smedie. Denne Anstrængelse 118 gav Minna hendes Kræfter tilbage, og hun, der et Minut før næppe syntes at kunne støtte paa Benene, løb under Plaskregnen de sidste Skridt saa let, som om hendes Nerver slet ikke vare blevne rystede.

✂ Højst ejendommeligt var det, fra det store lyse Rum med hvide Klipper i blændende Sollys at træde ind til sodet og kulstøvet Dunkelhed, brudt af røde, gnistrende Luer, i et ganske lille Kammer, der snart blev stoppende fuldt af Arbejdere. En ung, paafaldende smuk Mand stod ved Essen; hans muskelflettede Arm strakte sig i Vejret, greb en Tovende og gyngede den lange, bøjede Vippestang, som satte Blæsebælgen i Bevægelse. Kuldyngen glødede livligere op, han rodede om i den, kastede en Skovlfuld paa, lagde en Hakke med den sløvede Jærnspids ind i den og trak en anden ud med glorødt Næb; spyttede derpaa paa Fingren og lod den fare hen over det glødende Metal, og dyppede saa Hakken i et Vandtrug, som hvislende sendte en hvid Dampsky op om ham.

✂ Minna lo: -

✂ - Før saà vi Siegfried i Kamp med Dragen, og her har vi ham jo lyslevende i Skovsmedjen.

✂ Hun havde igen tiltalt mig paa Dansk, og Arbejderne saà nysgerrige paa os, forundrede over dette Kluddervælsk. Smeden syntes dog ikke at 119 lægge Mærke dertil; han lagde netop den atter graanede Hakkespids paa Ambolten og bearbejdede den med Hammeren, saa Gnisterne sprang om os, og vi traadte et Par Skridt tilbage. Minna betragtede ham med et Velbehag, som jeg slet ikke syntes om.

✂ - Synes De ikke, han er smuk? spurgte hun. Som han staar dèr ved sit Arbejde, kan man dog ikke tænke sig noget mere malerisk. Naar kun Gudehus *) saà saadan ud!

✂ Jeg nagedes af Skinsyge, vel vidende, at jeg langtfra ikke i mit Ydre kunde maale mig med denne prægtige Fyr.

✂ - Vist er han køn, men De ødelægger ham jo ved at se saadan paa ham, han bliver naturligvis saa forfængelig, at de stakkels smaa Landsbypiger slet ikke kan gøre ham tilpas mer.

✂ - Han er optagen af sit Arbejde, - han bemærker det sikkert ikke.

✂ - Saa skal de Andre nok sige ham det.

✂ - Men du kære Gud! det er saa herligt at se noget rigtig Skønt!

✂ Hvor berettiget end denne Ytring kunde være, saa var den ikke helt behagelig for En, der ikke med sin bedste Vilje kunde gøre Fordring paa at * *) Wagnersanger i Dresden. 120 kaldes smuk, om jeg end ikke troede, at jeg var grim; men jeg havde altsaa heller ikke denne pikante Hæslighed, som skal kunne være farlig for Kvinder. Jeg tav og ærgrede mig, skønt jeg ikke kunde lade være med at dele hendes Beundring.

✂ - Mon han er en Sachser? sagde hun lidt efter.

✂ - Nej, Frøken! jeg er en Holstener, svarede Arbejderen ganske rolig, idet han slængede Hakken hen i Krogen og gav sig til at røre Blæsebælgen.

✂ Man skulde tro, at den blæste til en Glød paa hendes Kind, saa blussende rød blev hun. Arbejderne rundt om smaalo og syntes at forstaa Situationen. Strax nød jeg hendes Forlegenhed som en passende lille Hævn; men jeg fik snart ondt af hende, da hun virkelig ikke syntes at turde løfte Øjnene mer fra Gulvets Kulstøv. Heldigvis dryppede det nu kun ganske fint udenfor. Vi tog Afsked med vor forekommende Vært og med den rødskæggede Kæmpe, - Gnomen kukkelurede i en Krog, Smedjens Adonis sendte et fornøjet "Farvel" efter os.

✂ Naturligvis vilde vi ikke indlade os paa at stige ned som vi vare kravlede op, - hvis det endda vilde gaa saa godt. Den lille Hans blev beordret til at vise os Vejen gennem Nabobruddene, 121 men jeg undgik, skønt ikke uden Vanskelighed, at belemres med denne Fører: jeg skulde nok selv finde igennem.

✂ De fleste Brud vare forladte af Arbejderne. Man saà overalt de samme hvide Gulve og Mure, kratbevoxede Smaabanker, ruinagtige Rækker af tilhugne Sten og kyklopiske Volde af raa Blokke, og hist og her hele væltede Klippestykker, Rester af de langt mere omfattende Vintersprængninger, ved hvilke undertiden Flodløbet stoppes. Ved at holde os saa nær Klippebaggrunden som mulig, fandt vi næsten overalt uden lang Søgen en nogenlunde fremkommelig Sti. De enkelte Brud adskiltes gærne ved noget uvejsomme Bjærgpartier af lutter Stenflager, som gyngede og vippede under Ens Skridt, hvorfor der ofte var Lejlighed til at understøtte Minna, som skreg og lo paa den usikre Grund, idet hun strakte Armene ud efter mig for at finde Støtte, eller naar hun saà mig vakle. De sørgelige Erindringer, som hun havde dvælet i, den nerveuse Spænding, mens Klippestykket fælledes, og endelig Forlegenheden i Smedien, alt dette syntes hun at have dæmmet op for en Strøm af Munterhed, som nu brød desto mere sprudlende frem. Engang faldt vi begge, hun ovenpaa mig; heldigvis stødte kun jeg mig en Smule; Minna 122 rejste sig leende og hjalp mig op, uden at der viste sig nogen Undseelse. I dette Øjeblik vilde hun maaske endogsaa have glemt at sende mig foran, hvis vi skulde klatre op ad Bjærget; hun syntes virkelig ikke at have Tanke for andet end sit ypperlige Lune, og maaske for mit med og en Smule for hele Naturens, - der duftede og kvidrede os imøde fra Bjærgskoven, som vi nu traadte ind i.

✂ Den stærke, røgelseagtige Vellugt, der var udruget af Solvarmen paa denne Skrænt, var forfrisket af den Duft, som Regnbadet syntes at have sprængt rundt om, og berusede deraf sang Fuglene op, som om det havde været ved Foraarstid. Aftensolen straalede ind mellem Granerne, hvis buede, frynsede Grene tindrede, som om de hang fulde af Stjærner. Nedenunder mellem deres Stammer var Floden som et glidende Lys, og højt oppe over de sagte nikkende Trætoppe løftede barkfarvede, furede og sprukne Klippemure deres blaalige Bræm af forkrøblede Fyrrer op mod den skyfri Himmel. Af og til lød deroppefra en Brusen, der nærmede sig som en Bølge; store Draaber dryssede ned over En og Minnas Kjole flagrede til Siden. Den var blegt chamoisfarvet, af et let og blødt Stof, der uden Ophæftninger i lange Folder sænkede sig glat ned over Figuren fra det sorte Læderbælte, 123 - en Dragt, der lod hende tage sig slankere og højere ud end ellers. Hun trippede lidt paa den skraa Grund, der overalt, hvor den havde holdt sig tør, var glat af Naale og Kogleskæl; ofte gled hun og strakte da med et lille Skrig den højre Arm ud i Luften, saa det vide Ærme gled helt op over Albuens Smilehul, medens den anden med sin ubehandskede, solbrændte Haand greb fat i Mosset.

✂ Pludselig slog jeg en høj Latter op, og da hun vendte sig med et spørgende Smil, pegede jeg paa hendes Skygge, der med en tyk, uformelig Skikkelse tegnede sig paa en lodret Stenflade ved Siden af hende; hun svarede med en endnu hjærteligere Latter, idet hun viste paa min Skygge, som mere langbenet end en Stork strakte sig op ad en Skraaning. Vi kunde længe ikke komme fra Stedet, thi ved den første Bevægelse gebærdede Skyggerne sig endnu latterligere. Og da vi endelig gik videre, hvor en Indsænkning gav Skoven Lov til at brede sig, drev de atter et pudsigt Spil, idet de snart lagde sig langs hen over Grønsværet og snart hoppede fra Stamme til Stamme, springende umiddelbart fra en, der kun var et Par Skridt fra os, til en, som lyste langt inde i Tykningen.

✂ - Véd De hvad, sagde Minna, det er godt, 124 at De ikke er en Peter Schlemihl, for saa vilde De nu være opdaget.

✂ - Det vilde jeg unægtelig, og hvad saa?

✂ - Ja, - saa -? Jeg vilde i alt Fald slet ikke være hyggelig derved.

✂ Hendes lille Øre blev ganske rødt - og det kunde dog ikke være gennemskinnende Sollys, da Solen var lidt bag ved os. Mit Hjærte hoppede af Glæde, for jeg havde ingen Tvivl om, at hun tænkte paa det Sted i den udødelige Bog om den stakkels Skyggeløse, hvor Schlemihl om Natten spadserer i Haven med sin Tilbedte, og de pludselig træder ud paa en maanebeskinnet Plet, og kun hendes Skygge strækker sig ud fra deres Fødder. Hun havde ogsaa strax forstaaet, at mit tilsyneladende højst enfoldige "og saa?" ikke var slet saa dumt som det var frækt; thi hun havde just selv i disse Dage laant mig Bogen - et Bind af hin Klassiker-Udgave, som hun havde fortalt mig om. Ja, hvis jeg nu ingen Skygge havde haft, saa var hun falden i Afmagt, og jeg havde maattet fly hende for stedse; men nu, da den nok saa levende legede Skjul med hendes i den aftenlige Bjærgskov - hvad var da i Vejen? Jeg havde saa vist ingen uudtømmelig Penge-Taske i Lommen, men min Skygge havde jeg i Orden. Stod den ikke netop 125 nu hist paa en brat Stenflade, Sort paa Hvidt, som et uforkasteligt Dokument om min Ægthed, og den lille Øreflip foran, der var saa dryppende rød, fortalte om, at den tilhørte en Kvinde, som var mig saare god, - hvorfor skulde saa ikke Hjærtet hoppe i mig af Glæde?

✂ - Hør, síg mig! er De lige saa tørstig som jeg? spurgte Minna pludselig.

✂ - Det véd jeg ikke, men tørstig er jeg.

✂ - Ja, for dèr ser jeg mange Blaabær, og jeg véd egentlig ikke, hvorfor vi skulde lade dem tørre hen til ingen Nytte.

✂ Jeg var ganske af hendes Mening, og vi gav os til at plyndre de smaa Buske omkap. Da det snart blev for besværlig at staa og bøje sig, lagde vi os paa Knæ og krøb fra den ene Busk til den anden paa alle Fire. Saa blev det os for omstændeligt at plukke Bær for Bær, vi rev Stilke af og trak dem igennem Munden; først nu, da vi slukkede Tørsten, mærkede vi, hvor stærk den var. Minna gottede sig formelig, ja gav sig endogsaa til at knurre ligesom et lille tilfreds Dyr. Da hun mærkede, at det morede mig, drev hun Spøgen videre og nappede med Læberne Bærrene af Busken, uden at hjælpe sig med Hænderne, der trippede om paa Jorden som Poter. Saa kikkede 126
hun op paa mig, med et uhyre pudsigt Udtryk, idet hun knurrede og rystede sit Hoved, saa et Par frie Smaakrøller dansede om Panden. Hendes Læber, der var ganske sorteblaa, viste smilende den blaanende Tandrække. Om nu dette landlige Negligé lod hendes Mund synes mindre utilnærmelig, end min Respekt før havde fundet den, eller om denne Farve som et Tegn paa vort barnlige Lune kom min naturlige Frygtsomhed til Hjælp - nok er det, at jeg ved dette Syn fik en ubetvingelig Lyst til at kysse hende. I dette Øjeblik opdagede vi begge et Bær, saa stort som et lille Kirsebær, og vore Hoveder stødte sammen; medens jeg endnu lo og ømmede mig, snappede hun Bærret, og strax derefter trykkede mine Læber et langt Kys paa hendes, medens mit Blik borede sig ind i hendes Øjne, som blev ganske smaa, og i hvilke der inderst inde spillede et Glimt af de sidste gyldne Solstraaler. Kun vore Læber berørtes, vore Arme stødtede mod Jorden, som Forben; og just da jeg vilde gøre den mere menneskelige Brug af dem, at lægge dem om hendes Skulder, halvt ubevidst og beruset af Saligheden i det første Kys, sprang hun op og løb ned ad Stien. Før jeg kunde indhente hende, havde hun allerede naaet et Sted, hvor jeg ikke mere kunde komme paa 127 Siden af hende, da Stien kun var fodbred og Skraaningen stejl. I Bevidsthed herom gik hun ogsaa roligere.

✂ - Minna! kaldte jeg, sagte og frygtsomt.

✂ Hun syntes ikke at høre det.

✂ - Kunde De ikke finde min Skygge? forsøgte jeg at spøge, - siden De pludselig løber fra mig. Se blot tilbage, skal De se, jeg har den endnu, skønt den er bleven meget blegere, men det er Deres ogsaa.

✂ Intet Svar.

✂ - Er De vred paa mig?

✂ Hun rystede paa Hovedet, men hverken standsede eller saà det mindste tilbage. Dette Slags Svar havde imidlertid beroliget mig; jeg vidste ikke mer at sige, og turde heller ikke plage hende, skønt denne tavse Marsch i Hælene paa hinanden var mig rædsom pinlig. Endelig nærmede vi os det Sted, hvor den smalle Bjærgsti mellem de yderste Graner sænkede sig ned paa Engene ved Floden, kun faa Minutters Gang fra Rathen; her kunde jeg da i alt Fald faa hendes Ansigts-Udtryk at se.

✂ Som en Hjort, der bliver bragt til Standsning, vendte hun sig nu om imod mig:
128 - Nu siger jeg Dem Farvel. Vi er snart hjemme, og De skal ikke følge mig længer.

✂ - Men hvorfor ikke? Hvad mener De?

✂ - Lad mig være! lad mig gaa for mig selv denne Gang, det er det eneste, jeg forlanger, fordi De fik Lov - tog Dem Lov -

✂ - Men saa síg mig i alt Fald - -

✂ - Farvel, farvel!

✂ Hun løb allerede mer end hun gik ned ad de sidste Sten og hen over Enggræsset, hvor hendes Skridt blev lydløse; kun Læderbeltet om hendes Liv knirkede ved den hurtige Bevægelse, ligesom en Hests Sadelgjord. Saaledes havde det ogsaa knirket, mens hun krøb om mellem Blaabærrene; jeg blev helt modfalden, da jeg ikke længer kunde høre det. Thi dèr stod jeg endnu paa samme Sted og stirrede efter hende lige saa længe, som jeg kunde se hendes lyse Kjole.

129

✂

X.

✂ Længe drev jeg om nede ved Flodbredden, mere drømmende end vaagen. -

✂ Kun én Reflexion gjorde jeg atter og atter, og bestandig med større Glæde: Hun var ikke alene fri, men hun havde sikkert bestandig været det, ja hun kendte maaske ikke mer til Hjærtekval, end jeg selv gjorde. Det var taabeligt af mig, at jeg havde været skinsyg paa den smukke Arbejder i Smedien, men endnu langt taabeligere havde jeg dog været, da jeg følte det samme overfor hint Fantasibillede, der kaldtes "den danske Maler". Uden Tvivl var hele denne Historie kun Familiesladder af en Tante, der efter Skolelærerens Udtryk "ikke var saa rigtig heldig". Forresten havde hun jo selv udtalt sig om disse Tanter og deres opbyggelige Faddersladder.

✂ Hun maatte blive min - var hun det ikke allerede? Jeg følte hendes Kys paa mine Læber, - 130 men hvorfor havde hun saa pludselig forladt mig, hvad skulde det sige, at jeg ikke maatte følge hende? Pige-Luner, - hvo kan beregne dem, og hvem vilde undvære dem?

✂ Det mørknedes allerede. Aftenhimlens Skær forude blændede Øjet, saa man næppe kunde skælne Afstandene i den dunkle Forgrund. Oppe paa Klipperandene var der endnu et svagt Dagslys. Over de grønne Enge hinsides Vandet syntes der at have spændt sig et graat Spindelvæv.

✂ Forude hørte jeg Stemmer, og jeg saà en Mand og en Dreng komme mig imøde. Det var Værten og hans Søn, der gik hjem fra Stenbruddet. Da vi vare hinanden nær, løb Drengen hen imod mig med noget Hvidt i Haanden.

✂ - Her er Deres Brev, raabte han.

✂ - Mit Brev?

✂ - Ja, det er nok et, De har villet lægge i Postkassen, sagde Værk-Ejeren, for det er da skrevet til Danmark.

✂ - Jeg fandt det dèr, hvor De sad saalænge, mens der blev boret.

✂ Jeg tog med en uhyggelig Fornemmelse Brevet, som var ganske fugtigt. Ved det døende Aftenlys kunde jeg med Besvær dechifrere den noget udflydte Udskrift: Til Hr. Kunstmaler Axel Stephensen.

131

✂ Jeg vilde se endnu en Gang efter, om ogsaa Haandskriften var den rigtige, - men det flimrede for mine Øjne.

✂ - Ja, det er godt, Tak skal I have. - Farvel! - - -

✂ Dèr havde vi altsaa "den danske Maler". Hvis et Spøgelse havde præsenteret sig for mig, var det ikke løbet mig halvt saa koldt ned ad Ryggen.

✂ Altsaa Axel Stephensen! Ja, naturligvis kendte jeg ham. Hvem af os kender ikke vore unge Kunstnere, selv de mindste Propheter? - og det var mig foreløbig en Trøst, at jeg ikke havde med et Geni at gøre. Kendte ham, - det vil sige, jeg havde en Gang truffet ham paa en Café, huskede et meget net Genrebillede af ham paa Udstillingen og havde undertiden hørt Tale om ham, - ikke just altid i den bedste Mening, da han gik for at være temmelig løs paa Traaden. Men hvad der slog mig som et højst mærkeligt Træf, det var den Omstændighed, at i et Brev, som jeg havde modtaget samme Dag, havde en Fætter af mig med mange burschikose Spydigheder berettet om samme Axel Stephensen, at "denne Pariserlaps gjorde frygtelig Haneben" for en ung Dame af vor Omgangskreds, en meget rig, men ikke just skøn ung Dame, hvis Portrait han var kommen til at 132 male og havde flatteret paa en smigrende Maade, saa at Genstanden og Familien var meget tilfreds. Desværre for Maleren var der En, som havde særlig Grund til at finde Behag deri, det var den, for hvem det var bestemt: en nybagt Søofficér, hvis lykkelige Examen nu skulde belønnes med Declarationen af Forlovelsen.

✂ Ham var det altsaa, som havde grebet ind i Minnas Liv, og aabenbart ikke paa en overfladisk Maade. Efter Skolelærerens Udsagn kunde jeg skønne, at det maatte være et Par Aar siden, at Minna havde kendt ham i Dresden, og dog stod de endnu i Brevvexling. Hvad kunde det betyde andet end en Art Kærlighedsforhold, en hemmelig Forlovelse eller Sligt? Men saa hendes Fortrolighed med mig, hendes Koketteri, dette Kys, som hun villig nok havde ladet mig røve, hvorledes kunde det forenes med et saadant Forhold hos en Pige, der ikke havde en letsindig Charakter?

✂ Jo mer jeg tænkte over disse Modsigelser, desto uløseligere forekom de mig.

✂ Jeg blev endelig revet ud af min Grublen ved den klokkeagtige Lyd fra en Kædedamper. Det var ganske mørkt. Maanen skimtedes bag Grantoppene paa en Højde hinsides Floden; dens Lys naaede ikke endnu ned over Vandet, og man kunde 133 ikke se Skibene, men Rækken af deres Lanterner med de lange Spejlstriber bevægede sig langsomt som en Procession af gyldne Stave med store Knapper, anført af en Rubin- og en Smaragdstok. Dette Syn, der saa levende vakte Følelsen af vort lykkelige Samliv her ved Floden, gjorde mig endnu mere beklemt om Hjærtet.

✂ Jeg gik langsomt hjem, bestandig med det skæbnesvangre Brev i Haanden.

134

✂

XI.

✂ Saa snart jeg havde tændt Lys, gav jeg mig til at betragte det nøjere. Væden havde næsten opløst Gummien, saa at Konvolutten kun klæbede fast paa et enkelt Punkt. Det vilde være den letteste Sag af Verden at lukke den op og i, uden at det kunde sés af Nogen. Denne Tanke gjorde mig hed og kold; jeg kastede det angst paa Bordet og blev ved at gaa rundt i Værelset og skotte til det.

✂ Med et havde jeg Brevet i Haanden og pillede med Neglen ved Sammenføjningen; men som om det blot havde været en Distraktion, drejede jeg det hurtig og studerede ivrig Udskriften. Hvis jeg havde haft nogen Tvivl, om Haandskriften var "en ægte Minna Jagemann", saa maatte den grumme snart forsvinde. Men en særegen Omstændighed blev mig paafaldende; Adressen var skreven med lignende rødligt og lidt grumset Blæk som hint 135 Prosastykke af Goethe i Poesibogen, - formodentlig et Fluidum, der førtes af den Rathener-Købmand. I saa Fald var der ingen Tvivl om, at det var mig selv, der havde givet Anledning til, at det var blevet ført til Protokols, og denne formentlige Opdagelse gjorde mig lidt roligere stemt overfor det slemme Brev.

✂ Jeg tog et Ark Postpapir frem og skrev til Minna, at dette Brev, som hun maatte have tabt, var blevet fundet og bragt mig, men at jeg ikke udenvidere vilde lægge det i en Postkasse, da det syntes at have lídt en Del af Fugtigheden, ja muligvis næppe længer var læseligt, saa at hun maaske vilde foretrække at afsende et andet. Derpaa lagde jeg et stort Omslag om det Hele, adresserede det og gik strax ud for at bringe det ned i Postkassen paa "Erbgericht", - saa havde jeg Fristeren og Urostifteren ude af Huset.

✂ Et klart Maanelys laa paa Højderne over den slumrende By, af hvilken kun et Par enkelte Tage naaede op i dets Region, tindrende med deres Smaaruder; - højt over dem stod Kransen af de stejle Klipper, tættere og mere sammensmeltet end ellers, med bløde, dæmrende Former. Længst ude lyste Stenbruddene over Flodkrumningen, og jeg kunde skælne det Sted, hvor vi havde tilbragt 136 Dagen sammen. Denne stille, kølige Skønhed virkede beroligende paa mig, og den understøttedes snart af en dødelig Træthed, som pludselig lod sig mærke, da jeg atter gav mig til at stige op imod min Bjærgborg.

✂ Hurtigere end jeg havde troet det muligt, sov jeg ind, i Forventning om "de Ting, som skulde komme."

137

✂

XII.

✂ Den næste Morgen løb jeg strax ned til Købmanden, og bragte en Flaske Blæk med tilbage som formentligt corpus delicti. Undersøgelsen gav det forønskede Resultat, at saavel Brevet som Afskriften i Poesibogen var begaaet med dette instrumento. Denne Vished lod mig strax se lysere paa Sagerne.

✂ Saa gav jeg mig atter til at overveje "de Ting, der kunde komme". Min Sendelse maatte nu være bragt hende. At der vilde følge en Redegørelse fra hendes Side, var jeg ikke i Tvivl om, og det forekom mig sandsynligt, at hun vilde vælge den skriftlige Form. Om hun vilde sende et Bud direkte op til mig med sit Brev? Det vilde let give Anledning til Sladder, og hun kunde vel heller ikke blive saa hurtig færdig, at hun ikke ligesaa godt kunde benytte Posten. Denne Dag maatte altsaa vies til Taalmodigheden.

138

✂ Hvorledes fordrive den skrækkelige Tid? Først tænkte jeg paa at foretage en lang Tour, men jeg gøs for at være prisgiven til mine egne Tanker og dømt til at skulle vende og dreje de samme Spørgsmaal i det Uendelige. Jeg foretrak at forskrive mig til et Uhyre af en tysk Familie-Roman af de reneste Intentioner og med et Indhold, som den forbarmende Tid har udslettet af min Erindrings Tavle. - Middagsmaden lod jeg hente.

✂ Det blev efterhaanden glubende hedt, og der kom ingen Luft gennem de aabne Vinduer. Det ene Klædningsstykke blev kastet efter det andet, og tilsidst laa jeg i bar Skjorte paa Sengen, hvilket ikke var hensynsfuldt overfor de indtil Bunden af deres Sjæl ærbare og anstændige Romanpersoner, som omgav mig. Andet Besøg mente jeg ikke at risikere: den gamle Hertz kunde umulig vove sig saa højt tilvejrs. Pludselig foer det igennem mig: hvis hun selv opsøgte mig! Det var utroligt, men i saadanne Tilfælde maa man netop være forberedt paa det Utrolige.

✂ Jeg var allerede i Færd med at klæde mig paa, og gjorde det med megen Omhu. Ja, jeg vilde endog have barberet mig, hvis ikke Solen havde staaet saa blændende paa. Idet mit Blik faldt paa det lille Stykke Birke-Allé, fik jeg et nyt Indfald: -
139 Grotten "Sophien-Ruhe". Hun havde sagt, at paa denne Tid kom der aldrig nogen af Husets Folk dèr; hvad, om hun i Tillid til min Erindring og Skarpsindighed ventede mig dèr! Hun gjorde det sikkert, - det var som en Aabenbaring! og afsted styrtede jeg.

✂ Et Par Skridt fra Stedet standsede jeg for at blive Herre over min Bevægelse, og i det samme traadte ud af Grotten en høj Herre med Skæg à la tysk Souverain og misfornøjet Blik.

✂ - Jeg beder undskylde, stammede jeg, - jeg frygter - muligvis er dette et privat Anlæg - -

✂ - Aldeles privat, min Herre, svarede den souverain-skæggede Mand i den mest souveraine Tone, og jeg forsvandtes fra hans ophøjet-misfornøjede Blik.

✂ Ikke i det bedste Lune af Verden styrtede jeg mig paa Hovedet i Romanens tredje Bind. Paa det mest spændende Sted fik jeg atter en Anfægtelse. Skulde hun være hos Hertz - hvorfor var det ikke faldet mig ind? Rigtig, hun havde igaar sagt, at hun vilde være forhindret. Og atter slog Roman-Sentimentalitetens Lethebølger over mit urolige Hoved, indtil Lyset var brændt ned i Stagen, og jeg sov bort fra ædle Grever og endnu ædlere Præstedøtre.

140

✂ Den næste Morgens Posttid kom og gik forbi -

✂ Die Post bringt keinen Brief für dich,

✂ mein Herz, mein Herz! -

✂ Jeg paakaldte Romanens tredie Bind - à 500 Sider -; da det var gennembladet, og jeg bemærkede, at Solen allerede strejfede den ene Vindueskarm, skyndte jeg mig at slaa Sæbeskum, thi naar der blandt Hoved-Eventualiteterne befinder sig en øm Scene - særdeles af et ungt og sart Forhold - er en velbarberet Tilstand højlig at anbefale. Den anden og sidste Brevtermin nærmede sig stærkt; jeg turde slet ikke tænke paa, hvad jeg vilde tage mig for, hvis den skuffede mig, og dog var jeg næsten vis paa, at den vilde gøre det.

✂ Jeg havde faaet ryddet Stubbemarken af den højre Kind, da min Haand kom til at ryste saa stærkt, at jeg maatte lægge Kniven bort. Grunden dertil var, at jeg saà det lange, magre Postbud, der i sin Uniformsfrakke og med militær Kasket lignede slette Billeder af Mareschal Moltke, skridte op ad Bakkens Zig-zag-Sti. I stakaandet Forventning blev jeg staaende ved Vinduet, og da jeg saà ham forsvinde ved Husets Hjørne, lyttede jeg efter hans Skridt paa Trappen, og lyttede endnu forgæves, da hans Skikkelse viste sig paa Marsch nedad den stejle Skraaning. En uhyre Skuffelse 141 bemægtigede sig mig, og jeg kastede mig ærgerlig paa Sengen. Da lød der klaskende Skridt af bare Fødder i Korridoren, og der blev banket paa min Dør, som var aflaaset paa Grund af det dybe Negligé, hvori jeg under Romanlæsningen havde befundet mig. Saasnart Døren blev lukket op, stak en stor, vaad Haand et tykt Brev ind til mig.

142

✂

XIII.

✂ Det var virkelig fra hende! Jeg rev Convolutten op og trak flere beskrevne Smaa-Ark frem; ud fra dem faldt et mindre Brev - det til Hr. Stephensen i aabnet Convolut. Denne Udlevering undrede mig, men syntes at være et godt Varsel; Naturligvis gav jeg mig foreløbig ikke Tid til at undersøge det nærmere.

✂ Hendes Brev, der som en ægte Kvindeskrivelse var udateret, lød i Oversættelse saaledes:
Kære Hr. Fenger!

✂ Hvad mon De egentlig tænker om mig! skønt, - jeg er vis paa, at De netop ikke véd, hvad De skal tænke om mig. Jeg forstaar jo ogsaa nok, at naar De ikke simpelthen sendte Brevet bort, saa var det ikke just fordi det var blevet vaadt, men det betyder saa meget, som om De holdt det hen for mig og spurgte: Hvad 143 skal det sige? Jeg synes ogsaa selv, at De har Ret til at forlange en Forklaring af mig, eller i alt Fald til at vente den. Ogsaa uden dette Tilfælde, vilde jeg have grebet den første passende Lejlighed til at lade Dem vide i alt Fald det meste af dette Brevs Indhold. Jeg har været meget i Tvivl, om det ikke var bedst at tale med Dem - her er jo ensomme Spadsereture nok, og Børnene kunde altid være med - men jeg tror dog, det vil gaa bedre at skrifte for Dem med Pennen, - for det er virkelig et Slags Skrifte. Naar det er forbi, vil De tænke ringere om mig, end De hidtil har gjort. Men netop af den Grund er det en Nødvendighed for mig, at De lærer mig at kende, hvor tungt det end falder at forstyrre Illusioner, som komme mig til Gode.

✂ Det var et heldigt Tilfælde, at jeg netop har fortalt Dem temmelig udførlig om mit Hjem og min Opdragelse. Et Tilfælde var det ganske vist ikke fuldt ud, da jeg, som sagt, allerede havde besluttet, at lade Dem vide, hvad jeg har oplevet, og saa maatte det nødvendigvis være Indledningen. Jeg beder Dem derfor om at samle saa Meget deraf, som De mindes; det Væsentlige vil nok have givet Dem et bestemt Indtryk, selv om ogsaa min Fremstilling har været lidt forvirret. Uden det 144 vilde De bedømme mig langt haardere, end jeg maaske fortjener.

✂ Saa vil jeg altsaa begynde. - Ak, gid De dog heller sad her lige over for mig, det er dog saa svært at skrive derom.

✂ Jeg véd ikke, om jeg fortalte Dem, at min Moder havde sex Søstre. De vare Døtre af en velstaaende Gæstgiver, hos hvem især Landfolkene tog ind. De maatte alle tage flittig Del i Husholdningen og fik derfor ingen synderlig Dannelse. Noget Samliv var der næppe, da Moderen var optagen af Husholdningen og Faderen af sin Forretning. Han pryglede undertiden Døtrene med sin Stok, det var omtrent al den Opdragelse, de fik, og den har ikke baaret gode Frugter. (Det er dog godt, at jeg skriver nu). De fem af dem havde Børn, inden de blev gifte, kun min Moder og hendes yngste Søster vare af den Mening, at Alt var tilladt, naar man ikke begik denne Forseelse.

✂ Af denne Moder blev jeg opdraget og hang ved hende med frygtelig Kærlighed; for allerede som lille Barn gjorde hun mig til sin Fortrolige, og jeg delte hendes Sorger, medens Fader aldrig talte med mig. Allerede som ganske lille Pige hørte jeg hende fortælle sine Kærlighedshistorier, 145 og jeg voxede op i den Tanke, at jo flere Tilbedere man havde, desto højere steg man i Andres Øjne.

✂ Kort efter min Confirmation fornyede jeg Omgangen med en tidligere Skolebekendt, som var nogle Aar ældre end jeg. Vore Haver stødte op til hinanden, og hun kaldte mig ofte over til sig. Jeg bemærkede snart, at Emilie, naar vi spadserede, sendte mange stjaalne Blikke til Huset i en Nabo have, og hun fortalte mig snart, at hendes Skat boede dèr, men det maatte jeg ikke sige til hendes Moder. En Dag saà to Herrer ud ad Vinduet, - en Ven af Skatten, og jeg kunde næppe tro mine egne Øjne, da Vennen nikkede til mig. Jeg for talte det altsammen til min Moder; og det morede hende. Hvorledes det gik til, véd jeg ikke mer, men der blev aftalt et Stævnemøde, ved hvilket min Moder fulgte med, og jeg kan endnu ganske tydelig forestille mig den blandede Følelse af Selv foragt og Stolthed, hvormed jeg gik ved Siden af det fremmede Menneske. Derefter besøgte han os. Jeg var ikke ældre end godt 14 Aar; saa sad han ved Siden af mig og kyssede mig vel ogsaa, eller vi gik Ture sammen. Ak, kære Ven! det var skrækkeligt! tænk Dem, jeg gik i den Tanke, det skulde saa være, - det Menneske var mig saa skrækkelig imod. Saa rejste han bort, og vi skrev 146 undertiden til hinanden - Gud maa vide hvorom. Jeg levede bestandig med en usikker Følelse af, at det Hele ikke var ret, især da der altid blev løjet for min Fader.

✂ Det maa have været kort efter denne Tid, at en ung Musiker flyttede ind til os. (Vi havde da allerede i nogen Tid havt Pensionærer). Ligesom de andre Pensionærer maatte jeg ogsaa varte ham op. Han sluttede sig nærmere til os, end Nogen af de Andre havde gjort, og jeg fik ham - desværre - meget kær, men dog - og nu beder jeg Dem, kære Hr. Fenger! i Alt at skænke mig fuldkommen Tiltro - paa en fuldstændig barnlig Maade. Naar jeg gennem Døren kunde høre, at han var i Færd med at gaa ud, tog jeg i Hast Tøjet paa for at udrette et Ærinde for min Moder, i det Haab, at jeg kunde komme til at gaa ned ad Gaden med ham. En Dag blev der aftalt en Skovtur mellem mine Fætre og Cousiner; jeg bad om Musikeren maatte komme med. De Andre vilde ikke have det fremmede Menneske med, og jeg blev ogsaa hjemme. Han indbød mig da til at tage alene med ham ud til Loschwitz, hvad min Moder ikke nægtede mig; for min Fader blev der løjet som sædvanlig.

✂ Derefter blev der en Aften leget Panteleg, 147 ved hvilken han skulde kysse mig, hvad jeg paa det Bestemteste vægrede mig ved. Han gik ind i sit Værelse, og min Moder sendte mig ind til ham under et eller andet Paaskud. Saa bad han mig gentagne Gange om Kysset, og fik det, og fra den Dag af elskede jeg ham virkelig saaledes, at jeg efter min omtrent 15aarige Alders Begreb troede, jeg vilde aldrig kunne faa et Menneske kærere. Nu begyndte hint andet Forhold at pine mig skrækkelig; men jeg vidste ingen Udvej. Dog gik Brevvexlingen snart i staa.

✂ Han anholdt nu hos min Moder om min Haand, og hun svarede, jeg var endnu altfor ung til, at der kunde være Tale om Sligt. Snart efter hørte jeg sige, at han stod i Begreb med at forlove sig med en Anden - hvilket dog nok var en Fejltagelse - og min Fortvivlelse var grænseløs. Han tog imidlertid bort fra os, og fjorten Dage efter havde Hr. Stephensen lejet. Paa den Dag, da han rejste bort, knælede jeg paa Gulvet og rev nogle visne Kviste til Erindring af en Guirlande, som han havde faaet ved en Skyttefest.

✂ Saa kom Hr. Stephensen. Som han senere forsikrede, havde han kun for min Skyld lejet denne Bolig, som han egentlig ikke syntes om. Han var altsaa allerede indtagen i mig og betragtede 148 mig, som han senere betroede mig, som et overjordisk Væsen, hvem man ikke turde nærme sig til. (Jeg maa dog, til begge disse Mænds Ære, bemærke, at Ingen af dem havde forsøgt paa nogen uhøflig Tilnærmelse, - jeg har derfor senere saa godt kunnet forstaa Mignons Lidenskab, der ogsaa er saa fuldstændig uerfaren).

✂ Da Hr. Stephensen havde boet fjorten Dage hos os, kom Musikeren en Aften til os for at gøre os et Afskedsbesøg. Jeg fulgte ham ud til Døren. Dèr bad han mig om at kysse ham til Afsked, det gjorde jeg ogsaa, og Stephensen - [et begyndt Axel var her overstreget] - havde allerede i Skinsyge lyttet ved Døren. Senere har han fortalt mig, at han fra det Øjeblik af betragtede mig som alle Andre, og nu vilde han, at jeg skulde blive hans paa den Maade, som hans Væsen forlangte det.

✂ Ak, kære Ven! det var fortvivlende at høre, at jeg saaledes havde forspildt en Mands Agtelse og Kærlighed, at jeg i hint Øjeblik, da jeg saa lidt var mig noget Ondt bevidt, nedsatte mig selv til et Væsen, der kun agtes for værdigt til letsindige Forhold. Aldrig saalænge jeg lever vil jeg glemme den Følelse, hvormed jeg i samme Aandedræt erfarede, at jeg havde staaet saa højt for den 149
Mand, som jeg den Gang næppe kendte, men siden var kommen til at elske, og saa pludselig sunket saa dybt! Det var som at faa Paradiset vist og saa blive styrtet ned til Helvede. Tusind Gange har jeg grædt bittert fortvivlede Taarer derover. Min eneste Trøst var den, at jeg véd med mig selv, at jeg selv ikke kendte min Forbrydelse. Ofte naar jeg har tænkt derover, er det dog forekommet mig, at naar en Mand havde faaet saa rent og skønt et Indtryk, hvilket jo dog kun kunde komme fra hans egen Natur, saa skulde det ikke ved en eneste løsreven Iagttagelse saaledes slaa om til en næsten cynisk Modsætning, men, saasnart han var kommen lidt til Ro, undersøge, om jeg da var saa fordømmelig, som jeg saà ud, og naar han fandt nogen Undskyldning, dels i dette Forholds Barnlighed, dels ogsaa i det Forkerte ved min Opdragelse og ved Omgivelsernes Exempel, - saa syntes jeg, at en ægte Kærlighed ikke skulde have stødt mig bort, men søgt at bevare mig for sig og at hæve mig til det, som han strax havde ansét mig for. Men det er vel en umulig Fordring og det er maaske kun af Ubekendtskab med Følelserne, at jeg ræsonnerer saaledes. Det kan jo ogsaa godt være, at De, idet De læser dette, bedre forstaar Hr. Stephensen end mig, og 150 at De føler, at det i hans Sted vilde være gaaet Dem ligesaa.

✂ Det var denne Følelse, som greb mig saa stærkt, da De havde kysset mig, og jeg havde ladet det ske. Dersom De vidste, hvem De havde kysset, og at det langt fra - ak, saa langt fra! var mit første Kys! Og selve dette Kys, var det ikke et Bevis paa, at han havde haft Ret, at jeg var letsindig? Maaske havde De ogsaa opdaget det og det var derfor, De troede at kunne gøre det. Nej, det kunde jeg ikke tænke om Dem efter den Maade, vi have omgaaedes, og saa kysser man heller ikke saaledes, det var maaske barnlig legende og ubetænksomt, men ikke et af Kærlighedens Judas-Kys. Imidlertid, jeg forstod hverken mig selv eller Dem, og jeg var bange for os begge. Da jeg var kommen hjem, græd jeg, som om Hjærtet skulde briste, uden ret selv at vide hvorfor.

✂ Men jeg maa vende tilbage til hin Tid. Hr. Stephensen talte nu meget med mig om alt dette, hvor forkert det var, om de forkastelige Anskuelser, som min Moder opdrog mig i, og han aabnede mit Blik for Meget, som jeg hidtil var gaaet blind igennem eller ogsaa selv havde lukket Øjnene til for. Han talte ogsaa med mig om sin Kunst, 151
for hvilken han fandt megen medfødt Sans hos mig (Maleren Jagemann fra Weimar-Perioden, en Ven af Schiller, som De maaske har læst om, var af vor Familie, og min Fader havde selv, som ung, beskæftiget sig med Maleri). Jeg gik ofte med ham omkring i vort herlige Galleri, hvor han copierede et Par Billeder. Under alt dette blev han mer og mer lidenskabelig, hvilket var mig skrækkelig imod, og jeg taalte det kun tildels, fordi jeg holdt saa meget af ham. Desuden havde jeg jo det Haab, at han vilde gifte sig med mig, hvad han dog altid søgte at faa mig snakket fra. Han havde ingen Midler, og hans Kunst vilde lide under økonomiske Sorger, sagde han, og naar jeg saa lovede at blive saa god en Husmoder, at det ikke vilde koste ham mer, end naar han var ugift, saa mente han, at et saadant Baand ikke var heldigt for en Kunstner, at han maatte rejse om, helt kunne ofre sig for sit Arbejde og sine Ideer, og han vilde overbevise mig om, at alt dette var Filisteri og Egoisme fra min Side, og at et frit Forhold mellem Mand og Kvinde, under saadanne Omstændigheder var baade det værdigste og idealeste. Det har jeg aldrig ret kunnet gaa ind paa, og naar han med Rette var begyndt med at finde min moralske Opdragelse meget ufuldkommen, 152 saa endte jeg med at finde hans Moral noget slap, - maaske var det en Fordom, men jeg kunde i alt Fald ikke tilegne mig hans Opfattelse. Saa meget véd jeg dog, at det ikke var Beregning og Klogskab hos mig, men derimod en uovervindelig Følelse og saa den smertelige Erkendelse, at hans Kærlighed til mig langtfra var saa inderlig som min; ganske vist havde han jo sin Kunst, medens jeg kun havde den alene.

✂ Da nu hans Tid i Dresden var omme - han havde taget Undervisning hos en meget berømt Aqvarellist, foruden at han, som sagt, udførte hine Copier - forlod han mig i den Mening, at vi skulde blive ved at være gode Venner og skrive til hinanden. Jeg skulde se at blive godt gift, og endelig fortælle ham Alt, hvad jeg oplevede, at jeg ikke igen skulde komme paa gale Veje.

✂ Dèr stod jeg nu. Kan De forestille Dem, hvor forladt jeg egentlig var? Afsky for min Moder, - det Kæreste i denne Verden, den Eneste, med hvem jeg kunde tale, havde forladt mig, og jeg havde ikke engang Ret til at længes efter ham. Jeg forsøgte at optage mit Claver-Spil igen, men enhver skøn Melodi gjorde mig saa usigelig melankolsk, at jeg maatte holde op igen.

✂ Det var paa denne Tid, at min Fader døde 153 (hvad jeg vistnok fortalte Dem om) og at jeg lærte Hr. og Fru Hertz at kende. Hos dem fandt jeg en Aand, der var ligesaa forskellig fra den i mit Hjem, som fra den artistiske, der var traadt mig i Møde hos Deres Landsmand, og den bidrog uendelig til, at jeg kom saa meget til Ro, som det vel var muligt for mig. Men jeg kan aldrig glemme, at det er Hr. Stephensen, som ved sin Deltagelse og Interesse for mig først ruskede min egen Værdighedsfølelse vaagen og hindrede mig i at døse hen i den usunde Luft, som vistnok var paa gode Veje til at ødelægge mig.

✂ Hvad vor Brevvexling angaar, saa har den med større og mindre Mellemrum fortsat sig indtil nu - over halvandet Aar. Han har altid temmelig hurtig besvaret mine Breve og bedt mig om at skrive snart igen; undertiden har han sendt mig et Blad af sin Skitsebog og til sidste Jul et smukt Maleri. For at De kan overtyde Dem om, af hvilken Art denne Correspondance er, beder jeg Dem læse hosliggende Brev, som allerede har været i Deres Hænder. Ikke at jeg tror, De skulde nære nogen Mistanke, som jeg derved kunde rense mig for, De vil ikke misforstaa dette Indfald, selv om De maaske ikke forstaar det. Jeg forstaar det maaske næppe selv, men véd kun, at jeg ønsker, at 154 De skal kende det; det forekommer mig endog, som om Tilfældet har givet Dem en Slags Ret dertil, og som om jeg vilde forholde Dem den ved simpelthen at rive det i Stykker. Sende det bort, vil jeg dog ikke. Thi som De vil se af Datoen, er det snart fjorten Dage gammelt; jeg var vis paa, at jeg havde afsendt det, og ventede snarere, at Posten skulde bringe mig et Brev fra ham til mig end et fra mig til ham.

✂ Og nu Farvel! jeg har skrevet den halve Nat og er frygtelig træt. Mit Haab er, at De ikke vil bedømme mig altfor strængt efter disse Meddelelser, men i alt Fald maa De sige mig ganske ærlig, hvilket Indtryk dette Brev har gjort paa Dem, og ikke af Skaansomhed besmykke dette, - thi hvad Gavn har jeg af denne Fortrolighed, naar jeg ikke tør stole paa, at den besvares oprigtig. At jeg sætter Pris paa Deres Dom, kan De jo nok i Forvejen vide, og De vil ogsaa se det af mit Brev til Hr. Stephensen.

✂ Deres Veninde
Minna Jagemann.

✂ Hvor fortumlet jeg end var af de mangeartede og til Dels modsatte Sindsbevægelser, som denne Læsning havde sat mig i, saa forsøgte jeg dog ikke først at komme til Klarhed, men brød strax 155 dette Brev, som jeg et Par Døgn før havde været saa fristet til at forgribe mig paa. Jeg tvivlede ikke om, at det maatte indeholde Udtalelser om mig selv.

✂ Jeg gennemsaà flygtig Indledningen med de sædvanlige Undskyldninger for længe ikke at have skrevet, og de følgende Bemærkninger om Vejret og om Egnen. Lidt mere Opmærksomhed skænkede jeg en kortfattet, ikke synderlig rosende Skildring af den kammerherrelige Familie, og jeg lagde Mærke til, at hun ikke gjorde noget Forsøg paa at være novellistisk pikant, hvilket unge brevskrivende Damer - navnlig af Gouvernante-Faget - ellers i slige Tilfælde have en stærk Tilbøjelighed til. Derpaa læste jeg med bankende Hjærte følgende Linier:
"Jeg har her gjort Bekendtskab med en ung Polytechniker ved Navn Fenger, en Landsmand til dig. Det var - som du vel nok kan tænke - denne Egenskab, der først anbefalede ham hos mig og gjorde, at vi noget hurtigere stiftede Bekendtskab, end det vel ellers havde været Tilfældet. Jeg træffer ham meget ofte hos Hertz. Han er ikke smuk, men har et af de aabne, blonde Ansigter, som man maa synes om, især naar det smiler. Af Skikkelse er han meget høj, men 156
gaar lidt bøjet; undertiden ser det mig ud, som om hans Bryst ikke er rigtig stærkt, - det vilde gøre mig meget ondt. Han viser mig en saadan Opmærksomhed, at jeg ikke kan skjule for mig selv, at han sætter megen Pris paa mig. Om det imidlertid er mer end et flygtigt Sommerferie-Sværmeri, det maa Tiden vise, - han er jo endnu saa ung, - fireogtyve Aar; men han gør et langt yngre Indtryk, som om han endnu var temmelig uberørt af Livet. Hvad mig selv angaar, saa véd jeg ikke, hvorledes jeg kom til at stille mig, hvis Sagen tog en saadan Vending, og jeg kan ikke overvinde mig til at reflektere over Sligt og indtage en Position derefter, en saadan Tvang er min Natur altfor meget imod. Naturligvis, naar det kan siges En paa, at man har "opmuntret" en ung Mand, - det er jo Udtrykket - eller endogsaa koketteret med ham, - hvilket ofte kun vil sige at have været munter, naturlig, hengivet sig til en Stemning, - og saa dog, naar det kom til Stykket, har trukket sig tilbage, det vil sige, ikke har fulgt ham til Verdens Ende, - ja naturligvis, saa er man et Uhyre, i alt Fald et temmelig fordømmeligt Væsen. Men paa den anden Side, du gode Gud! hvor latterligt og dumt var det dog ikke, naar to Mennesker gik om og ikke turde se 157 til hinanden, af en maaske ganske ugrundet Frygt for at vække en ulykkelig Kærlighed hos den Anden, og saa kunde de muligvis haft det største Udbytte af hinandens Selskab eller endog Venskab - for der kan dog bestaa Venskab mellem Mand og Kvinde - og hvis der endelig var vakt Kærlighed, er det jo heller ikke afgjort, at den var bleven saa ulykkelig. Nej, hvis jeg begyndte paa en saadan beregnet Forsigtighed, saa vilde jeg hvert Øjeblik forekomme mig selv ikke blot uhyre latterlig, men tillige frygtelig indbildsk og pretentiøs. - Og kort sagt, jeg synes meget godt om denne Hr. Fenger, og Omgangen med ham er mig baade fornøjelig og i mange Henseender lærerig. - Men nu synes du maaske, at jeg er, om ikke paa gal Vej, saa dog paa en lidt farlig Sti?"

✂ Derefter fulgte afsluttende Bemærkninger og Underskrift - din Veninde - ingen Hilsener, naturligvis.

158

✂

XIV.

✂ Jeg greb atter Minnas Brev til mig selv, for i Ro at gennemlæse det Ord for Ord. Ved den første Læsning havde jeg været betagen af en knugende Angst for, at der virkelig, som hun forudsagde, vilde komme Noget for Dagen, som maatte sætte hende mindre højt i mine Øjne, en Angst, der jog mig rastløs fra Linie til Linie, bestandig med ét Øje forude. Jo længer jeg kom frem, desto mere fortog denne Skræk sig; hendes næsten overdrevne Angerfuldhed over de uskyldige Forvildelser fik mig til at smile næsten medlidende, og naar mine Bryn trak sig sammen, var det af Uvilje mod denne Stephensen, - og dog følte jeg en vis Taknemlighed, fordi han ikke havde taget hende. Samtidig med dette voxede en jublende Glæde op i mig: Bevidstheden om, at hun med dette Brev lagde sin Skæbne i mine Hænder. Det var helt igennem dikteret af den Følelse, at vi stod 159 foran et afgørende Skridt, og af den redelige Beslutning, at der intet Uopklaret maatte lades tilbage paa denne Side af det. Hun vilde kunne sige til sig selv: jeg har sagt ham Alt, inden jeg lod det komme saa vidt. Naar jeg altsaa nu sagde - og hvor dybt følte jeg ikke, at jeg kunde, maatte sige det: - Nu vel, efter at have hørt alt dette, tænker jeg som før, kun at De er mig endnu dyrebarere, fordi jeg kender og forstaar Dem bedre, - hvorledes skulde hun da kunne trække sig tilbage? Var ikke en saadan Fortrolighed en Tilladelse til at tale Kærlighedens Sprog? - Brevet til Stephensen viste, at hun selv havde tænkt paa en Forening, skønt hendes Udtalelser paa dette Punkt ikke var ganske tilfredsstillende. Men det var først i de sidste Par Uger, at vi Dag for Dag vare komne hinanden nærmere, og i hendes Fremhævelse af, at Brevet var fjorten Dage gammelt, saà jeg en Antydning af, at disse Bemærkninger ikke længer skulde betragtes som gyldige.

✂ Jeg vilde strax skrive til hende. Dog havde jeg Selvbeherskelse nok til først at give mig Tid til at barbere min venstre Kind, paa hvilken Sæbeskummet endnu sad ganske indtørret; thi Solen, der allerede strejfede Vinduesposten, vilde ellers 160 snart have gjort denne nødvendige Operation meget vanskelig. Under dette Arbejde ordnede mine Tanker sig noget, og jeg kunde med flyvende Pen skrive følgende Brev:
Rathen den 14de August 188 ..

✂ Kæreste Veninde!

✂ I hvilken Grad Deres yndige Brev har rørt mig, og hvor langt det er fra, at dets Fortrolighed har aabenbaret Noget, der kunde andet end fuldstændiggøre og uddybe det skønne Billede, som jeg allerede havde af Dem, det har jeg kun ét Middel til at overbevise Dem om.

✂ De vil, siger De, sende Hr. Stephensen et nyt Brev. Jeg vil foreslaa Dem at benytte det gamle som Kladde indtil Bemærkningen om, at De frygter for, at mit Bryst skulde være svagt, hvilket jeg kan forsikre Dem er ganske ugrundet. Derpaa skulde De da - efter mit Forslag - fortsætte: Han havde allerede víst mig saa megen Opmærksomhed, at jeg ikke godt kunde være i Tvivl om hans Følelser overfor mig. Det kom mig derfor heller ikke ganske overraskende, da han idag anholdt om min Haand. Han har ingen Formue, men vil sikkert allerede om et Par Aar kunne skaffe os et anstændigt Udkomme, rimeligvis i 161 England, hvor han har en Onkel, som vil sætte ham i Vej. Jeg var ikke et Øjeblik i Tvivl om, at jeg burde forene min Skæbne med hans etc.

✂ Dersom De er i Stand til at afsende et saadant Brev, saa kom i Dag til Hertz til sædvanlig Tid. Hvis jeg ikke ser Dem der, naar jeg kommer, betragter jeg det som et Tegn paa, at jeg skal savne Dem bestandig, og at mit Venskab med Dem i Stedet for at være Indledningen til en livsvarig Lykke kun var en flygtig, men velsignet Drøm.

✂ I saa Fald, lev vel og gid De maa blive lykkelig.

✂ Deres trofaste
Harald Fenger.

✂ Jeg lagde dette Brev sammen med det til Stephensen i en Convolut og sendte en lille Dreng over til Villaen med det.

162

✂

XV.

✂ Det var et dejligt Eftermiddagsvejr, varmt og stille. - Tiden var allerede fremrykket. Jeg løb mer end jeg gik ned ad Bakken, hen ad Stien langs Smaahuse og Hækker og gennem den lille Gyde mellem Havemurene, der mundede ud i den straalende lyse Elbdal. Men for hvert Skridt her, som førte mig nærmere til Afgørelsen - og der var ikke mange ialt - blev min Gang langsommere, og gik helt i Staa, da jeg saà de nederste af Stentrinnene, som nede fra det smalle Engstrøg førte op til Huset. Ved den mindste Bevægelse maatte jeg nu vente at se Hus-Hjørnet med det fremspringende Tremmelysthus komme frem bag Kronen af et Frugttræ i Nabohusets Have. Det var, som om Nogen greb mig i Struben, og Benene syntes at blive borte under mig ...

✂ Dèr var den solbelyste Kalkmur under det skinnende Skifertag - Vin-Espalieret - Slagskyggen af Trækronen med Lysthuset, hvor den 163 graagrønne Dug havde en skraa Stribe af gult Sollys; - jeg saà paa denne Stribe meget længe - en Del af et Sekund eller et halvt Minut - for at opsætte Afgørelsen; nogle Blade af Frugttræet skjulte Hjørnet af Dugen; over den steg Dampen fra Maskinen op. En hvidskægget Mand havde jeg allerede opdaget - nu ogsaa den gamle Dame - Andre var der ikke.

✂ Jeg vedblev at stirre derop, som om hun endnu kunde komme tilsyne. Trods den stærke Solvarme frøs jeg som i Aftentaage, men jeg var atter Herre over mit Legeme, hvad jeg hidtil næppe havde været. Først tænkte jeg paa at liste mig bort, for jeg tvivlede ikke om, at hvis hun vilde være kommen, saa havde hun allerede været der. Men maaske var hun gaaet op for at hente Noget til Kaffebordet, eller hun havde været forhindret, og de havde en Besked, en Hilsen til mig. Dette foresnakkede jeg mig og forkastede det strax igen som Ynkeligheder af min svage Sjæl, der ikke turde se Sagen lige i Øjnene.

✂ En Sten, der raslede, eller et ubestemt Synsindtryk af Noget, der bevægede sig, fik mig til at se til den modsatte Side, ned mod Floden. Dèr, ved den lille Kilde, næppe halvhundred Skridt fra mig, rejste en Skikkelse sig i Vejret -

164

✂ Det var Minna.

✂ Jeg vilde ile hende imøde. Men Hertz havde allerede opdaget mig og raabte efter mig: "Hr. Fenger, skynd Dem, skynd Dem dog!" Jeg saà ogsaa, at han vinkede ad mig, og skønt jeg ikke kunde begribe, hvad denne Iver skulde sige, adlød jeg den meget villig. Da jeg med to Trin i Springet naaede op paa Trappeafsatsen, kom et langt, knoglet Fruentimmer farende ud af Døren med en Haandkoffert og en Plaidrulle i Hænderne, saa at vi nær havde løbet hinanden omkuld.

✂ - Endelig, det var da godt, at De kom! udbrød Hr. Hertz.

✂ - Vi var saamænd lige ved at sende Bud efter Dem, men Minna paastod, at De kom ganske bestemt.

✂ - Ja, vil De tænke Dem, - vi rejser til Prag i Aften, ja om et Øjeblik.

✂ - Men vi jager Dem ikke bort derfor. Tvertimod haaber vi, at De følger os lidt paa Vej. Iltoget holder jo nemlig ikke her, saa vi maa tage til Schandau, og det vil vi gøre med Skibet, Vejret er jo nu dejligt. Saa kunde De gærne gøre den Tour med, - der gaar Tog tilbage Klokken ni, - Minna har allerede lovet det.

✂ Naturligvis skyndte jeg mig at gøre det samme.

165

✂ Min frugtbare Selvplager-Fantasi havde et Øjeblik tilhvisket mig den Mulighed, at mit Brev slet ikke var bleven afleveret, saa at Minnas Nærværelse var uden Betydning og Alt endnu vilde opløse sig i Skuffelse. Men Fru Hertz's Ytring, at Minna havde paastaaet, jeg kom sikkert, beroligede mig. Nu kom hun selv op ad Trappen. Hun bar den samme lette, chamoisfarvede Kjole, som hun havde haft paa, da vi vare sammen i Stenbruddet. Idet hun gav mig et usædvanlig langt og fast Haandtryk - hun havde en ejendommelig inderlig Maade at give En Haanden paa - smilede hun, men kun med Øjnene, og saà mig helt ind i Sjælen med et Blik, der var ligesaa forskelligt fra alle tidligere, som "du" er fra "De". Alt Blodet strømmede mig til Hovedet; da hun slap min Haand, dirrede den, og ogsaa mine Knæ rystede. Først nu, da hun gav mig Vished, og jeg følte mig ganske rolig og lykkelig, kunde jeg physisk mærke, hvor stærkt Spændingen og Angsten havde taget paa mig.

✂ Minna havde følt det og kunde ikke lade være med at smile ganske hemmelighedsfuldt og med en lidt smigret Mine, medens hun skænkede Hr. Hertz et Glas af det kolde Kildevand, som han altid satte megen Pris paa at faa til sin Kaffe - det 166 var ligesom i en Café. Og alt imedens han nippede snart til Kaffen, snart til Vandet, snakkede han paa sin ivrige Maade: -

✂ - De maa nemlig vide, - ja det vil forresten interessere Dem - maaske lokker det Dem til at tage med helt til Prag - naa, ikke? Ja, ja, det er forresten ogsaa godt, at Minna faar Følgeskab tilbage, og Dem tør vi nok betro hende til. ... Altsaa der er i Prag fundet et Manuskript til Faust - til Faust, kære unge Mand, - det vil sige, til en Del af de første Scener - og afvigende, det er det uhyre interessante! naturligvis kun i Smaating, men alligevel; det skal iøvrig være djærvere i Tonen og er sandsynligvis et af de første Udkast. ... Det er en gammel Særling - pensioneret Oberst - der for Gud véd hvor længe siden har arvet det efter en Grand-Tante eller noget lignende, der ved Hoffet i Weimar stod Goethe - ja, hvor nær, det véd jeg saamænd ikke, he he! og det kan jo ogsaa være det samme. Dèr har De forresten vort moderne militære Tyskland! Arver en Kiste med Breve og Papirer, blandt hvilke han, hvis han da ikke havde været saa uvidende, kunde have formodet, at der var Ting fra Goethe derimellem; gider af lutter Foragt for alt Literairt ikke saa meget som lukke Kisten op; 167 er i Pengeforlegenhed - Ødeland naturligvis - maa kaste sig i Armene paa Aagerkarle - og har en Skat paa sit Loft, som han kunde købe et lille Fyrstendømme for. ... Og hvis han endda ingen Vink havde faaet; men vi anede jo noget saadant, om ikke just et Manuskript, saa dog Breve, Oplysninger - jeg har selv skrevet til ham - men nej: Familiepapirer, maaske kompromiterende Hemmeligheder, og de skulde udleveres til "forbandede Literater", saadan har han naturligvis raisonneret. Altsaa: man møjes med Johannisberger-Dorf i sin Kælder - det er notorisk, at han var en passioneret Vinkender - og et Fyrstendømme paa Loftet, - det er Nemesis! Aa, saa den Karl har ærgret os! Nu er han altsaa død, Gudskelov, og Manuskriptet findes. At jeg dog ikke var tilstede! Naa, men jeg fik Brev idag, blev tilkaldt som - saa at sige - en Slags Autoritet, kære Ven! og De kan tænke - ......

✂ Ligesaa lidt som et eneste af Minnas Smil eller nogen af hendes Bevægelser undgik mig, ligesaa lidt tabte jeg et eneste Ord af denne Beretning. Jeg følte en Vidde og Elasticitet i Sindet, som om det paa én Gang kunde rumme alle mulige Indtryk, der blot vare tiltalende og rene. Den Gamle har aldrig haft en opmærksommere og mere deltagende 168 Tilhører, ja, han meddelte mig endog Noget af sin egen Exaltation. Min Tilstand var som en let Opiumsrus, der lader smuk Musik tone endnu vidunderligere. Og medens jeg lykønskede ham til denne interessante og ærefulde Rejse, fremsatte Spørgsmaal og besvarede hans livlige Udbrud, drak jeg min Kop Kaffe, som Minna havde skænket og rakt mig, og langt fra at finde den "brune Nektar", skænket af elskede Hænder, uforlignelig, afgjorde jeg i mit stille Sind, at Minna i sin Egenskab af Sachserinde lavede "Bliemchen-Kaffee", og at den Tid vilde komme, da hun maatte vænne sig til at omgaas mindre økonomisk med Bønnerne.

✂ Jeg havde dog næppe haft Hjærte til at afslaa en anden Kop, hvis jeg ikke fra Floden havde hørt den dumpe Lyd af Dampmaskinens Stempelslag. De Andre paastod, at det var for tidligt, men snart efter saà vi over de grønne Marker Skibets Skorsten, der som en skraa Streg rykkede frem paa den lyse Baggrund af Affaldsskraaningen under Stenbruddene. ...

✂ Snart efter sad vi paa Dækket under Solsejlet og saà Huset glide os forbi; den grønlige Dug lyste endnu inde i Skyggen af Lysthuset. Vi sejlede henimod Lilienstein og dens Tvillingbroder Königstein, der nu traadte frem ligeoverfor den med 169 Sollys paa sin Murrand og paa de smaa Vagttaarne. Skæret af de gule Stenbrud flammede henover Vandet, og hver rød Plet eller violet Skyggerids deroppe blev her til en lang dirrende Stribe; langs Bredderne dyppede Marker, Buske og Fragttræer deres grønne Spejl i Floden. Fra den pløjende Stavn gled lange, muslingformede Bølger ud til Siden, og eftersom de naaede ind imod Bredden, flød Spejlfarverne ind i deres glasurblaa Dale, - ligesom en Vædske, der pludselig finder en Kanal - og trak Billedet ud i en langstrakt Forvridning, indtil Alt blandedes i et vibrerende Mellemhverandre af tungede og spiraldrejede Farver, alle lyse og glasklare.

✂ Den gamle Hertz var meget livlig og fortalte utrættelig om Prags Mærkværdigheder; om den ejendommelige Teyn-Kirke, hvor min berømte Landsmand Tycho Brahe laa begravet, - om det smudsige Jødekvarter med sin skumle Synagoge og den overgroede Kirkegaard, hvor de simple orientalske Gravstene, skæve og hældende, trængte sig saa tæt op ad hinanden, som om de vilde skyde hinanden op af Grønsværet, - om Hradschin, det bøhmiske Akropolis og de terrasseformige Palæhaver op ad dets Bjærgside - lutter Herligheder, som jeg vilde kunne beundre den næste Dag, hvis 170
jeg lod mig overtale til at tage med dem i Aften. Thi han lod hele Tiden, som om han haabede, at jeg tilsidst vilde give efter, og han gottede sig godmodig over, at mine Undskyldninger, trods den bestemte Forsikring om det ganske Umulige heri, ikke just havde noget synderlig overbevisende Indhold. Men bestandig endte han med at sige: "Ja, ja, det er jo ogsaa rart, at Minna faar Følgeskab, skønt jeg er vis paa, at hun godt turde tage alene hjem." Saa begyndte naturligvis hun at forsikre, hvor redebon hun var til dette Vovestykke, og at jeg "endelig ikke for hendes Skyld" maatte give Afkald paa denne fornøjelige Udflugt, nu, da der tilbød sig saa gunstig en Lejlighed i det behageligste Selskab. Og imens hun drillede mig saadan, at jeg tilsidst ikke vidste, hvad jeg skulde svare, lo hun til mig ud af de sammenknebne, blinkende Øjne. Vi morede os hjærtelig over, at den skikkelige Mand, alt imens han mente at have os til Bedste, i Virkeligheden blev holdt for Nar af os, da han dog umulig kunde ane, hvor absolut jeg netop denne Aften var forhindret i at forlade hende. Men Fru Hertz, der sad paa Bænken ligefor os, rystede undertiden sine graa Krøller, idet hun betragtede os med et overbærende Smil, som om denne Snak trættede hende, men tillige med et 171 spørgende Blik, der syntes at søge en Hemmelighed under denne Ordleg.

✂ I Schandau var der næppe Tid til Andet end at spise til Aften i en Hotelhave ved Floden. Mørket faldt hurtig paa. Hertz mindede om Hjemtouren. Men Minna forsikrede, at Dampbaaden til Jærnbanen regelmæssig gik et Kvarter før Togets Afgangstid, som vi vidste sikkert fra Rejsebogen. Da Stationen nemlig ligger paa den anden Side af Floden, og godt en halv Fjerdingvej fra Hotelbyens Centrum og Landingsplads, iværksættes Forbindelsen ved en lille Dampbaad. Denne Combination foruroligede den gamle Hertz, der begyndte at faa Rejsefeber og hvert Øjeblik trak sit Gulduhr med Dæksel op af Lommen.

✂ Endelig indrømmede Minna, at det kunde være paa Tiden at bryde op. -

✂ Ved den lille Bro var der ingen Baad at se. Det sorte Vand med et Skær over sig af Lygtelys, der samlede sig i Hvirvlerne, jog frit forbi dens tomme Bjælkelag, hvor der ikke stod saameget som en Vadsæk eller Haandkoffert.

✂ - Nu er vi da nok komne til den fejle Bro, det maa være Dampskibsbroen, mente Fru Hertz.

✂ - Vist ikke, vi er blot for tidlig paafærde, svarede Minna, lidt stødt over denne Mistro.

172

✂ Vi drev nogle Minutter frem og tilbage, uden at der viste sig Noget eller Nogen. Hertz gik ind i det aabne Skur, der tjente til Ventesal, og satte sig. I det ene Hjørne sad en tarvelig Mand og sov med Hatteskyggen nedkrampet over Panden, for den osende Petroleumslampe lyste netop tilstrækkelig til at skære En i Øjnene. Efter endnu et Par Gange at have raadført sig med sit Uhr, stod Hertz op, nærmede sig til den Fremmede, trippede lidt omkring ham, fik et Hosteanfald, - og spurgte endelig forsigtig, om Herren maaske ogsaa ventede paa Dampbaaden til Dresdener-Toget.

✂ - Nach Brag! snøvlede den Adspurgte mekanisk, uden at se op, maaske ogsaa uden at være vaagnet.

✂ Et Haab begyndte at dæmre for mig. Da jeg saà en Lastdrager komme slentrende ned paa Broen, gik jeg hen til ham og spurgte. - Baaden til Dresdenertoget var gaaet for ti Minutter siden. Glædesstraalende indvendig, og saa ærgerlig som mulig at se til, gik jeg hen til Damerne med mit Budskab. De stod lige ved den lille Lampe, og jeg kunde se, at Minnas Ærgrelse over at blive beskæmmet i sin Sikkerhed, havde en haard Kamp at bestaa med en Glæde, som lykkeligvis ikke var 173 mig uforklarlig. Hun syntes med Vilje at undgaa mit Blik.

✂ - Der er Tid nok, den kommer ganske sikkert - han har blot ikke vidst rigtig Besked ... Se, er det ikke den derude?

✂ En rød Lanterne nærmede sig paa Floden fra den Side, hvor Stationen maatte ligge. Snart skimtedes et Par Tovstykker, og Dampen, drevet frem af Vinden over Skibet, der langsomt gik op mod Strømmen, svævede foroven som en lille Rosensky. Man hørte Stempelslagene.

✂ Jeg følte mig usigelig flov og kastede et ærgerligt Blik paa den gamle Hertz, der udbrød i et beroliget "Gudskelov" og ilede i Forvejen ned paa Broen, som om der ingen Tid var at spilde, og som om det var ham, der skulde til Dresden.

✂ Baaden skilte sig ud fra Mørket, Piben skingrede, et Raab derudefra besvaredes af Lastdrageren, og forbi Bro-Lygten fòr en Lasso, der var lige ved at fange den skikkelige Hertz, og plaskede ned nogle Alen bagved ham. Den lille Damper laa ved Broen, endnu dirrende i sit kulstøvede Skrog; paa den smudsige, lave Kahytsvæg faldt Lys fra Maskinrummet, hvor det endnu pumpede med en langsom Futten; en vamlende Varme og en 174 branket Oliestank, blandet med Kulos, strømmede ud i den friske Natteluft.

✂ - Til Dresdenertoget?

✂ - Iltoget til Wien. Men der er Tid nok, vi ligger her næsten en halv Time.

✂ - Ja, men Toget til Dresden?

✂ - Det har vi lige sat Folk over til.

✂ - Men der er jo Tid endnu. Kan man da ikke faa en Baad til at sætte En over?

✂ - Her er vist ingen Baad at faa nu. Vel? Heinrich - er her nogen Baad at faa?

✂ - Nej, naturligvis er her ingen Baad at faa, svarede Drageren og spyttede ned i Vandet, - Folk kan jo være her, naar Damperen gaar.

✂ Den sidste Sten faldt fra mit Hjærte, og det forekom mig, at ogsaa Minna trak Vejret friere. Men Hertz saà ganske bestyrtet ud; han følte aabenbart hele Ansvaret ved saaledes at have trukket os ud i den vide Verden og forlade os der midt om Natten.

✂ - Men det er ogsaa dig, Minna! hvorfor var du saa paastaaelig? Man skal aldrig stole paa Hukommelsen i Sligt, - og Reglementer kan jo forandres fra Aar til Aar - det burde jeg ogsaa have betænkt. Det er virkelig højst fortrædeligt.

✂ - Naa Herregud! sagde Fruen beroligende, 175 egentilg er vel Ulykken ikke saa stor. De kommer til at overnatte her, men Hoteller er der da nok af her i Schandau, der er jo snart ikke Andet.

✂ Denne praktiske Bemærkning beroligede ham.

✂ - Det er rigtignok sandt, der gaar jo tidligt Tog ind. Men maaske vil de dog savne dig.

✂ - Aa, jeg kommer saamænd, før Nogen er oppe.

✂ Vi gik nogle Minutter frem og tilbage, saa trak Hertz mig lidt til Side: -

✂ - Sig mig, kære Hr. Fenger, - De kom jo saa uforberedt med paa denne Udflugt - og desuden tænkte vi jo ikke paa at overnatte - jeg mener, har De - tilfældigvis - ikke saa mange Penge hos Dem?

✂ Jeg skyndte mig at berolige ham i denne Henseende, da jeg - virkelig "tilfældigvis" - havde et mer end tilstrækkeligt Beløb hos mig.

✂ Den Gamle saà forundret paa mig og stak tøvende sin Portemonnaie, som han allerede havde taget frem, ned i sin uhyre dybe Lomme, mens han bevægede sin Underlæbe, som om han endnu vilde sige Noget.

✂ - Ja, Herskabet kommer vist til at overnatte her, raabte Styrmanden fra Damperen, - der gaar ikke flere Tog nordpaa.

176

✂ - Nej, vi vil sydpaa, vi skal til Prag.

✂ - Men De spurgte jo om Dresdener-Toget.

✂ Hertz gav sig til at forklare det indviklede Forhold.

✂ En Damppibe skingrede hinsides Floden, og som et lysende Leddyr gled et Tog forbi, hvæsende og bræmsende. Det var det, der skulde have ført os tilbage til Rathen. Jeg stod alene med Minna, og da jeg mente, at Ingen bemærkede os, gav jeg efter for min Kaadhed og rakte lang Næse ad Toget. Minna brast i Latter, - og en noget raa Bas, lidt til Siden for os, stemmede med i. - Jeg vendte mig næsten forskrækket; det var Drageren, der syntes at have opfattet Situationen.

✂ - Men hvad ler I dog af? spurgte Fru Hertz.

✂ Hertz fik nu pludselig travlt med at indskibe sig, som om der var Fare for, at Damperen kunde gaa fra dem. De blev staaende ved Rælingen, og vi talte endnu et Kvarterstid sammen, med lange Pauser, søgende efter Ordene og Allesammen kede af Ventetiden. Hertz anbefalede os et Hotel, der var godt og "maadeholdent" i sine Priser. Endelig ringede Signalklokken. Hertz kom i Tanker om Manden i Ventesalen.

✂ - Lad ham komme, hvis han vil med, sagde Styrmanden.

177

✂ Men den Gamle blev ivrig. Jeg løb op og vækkede Flegmatikeren, der fulgte mig brummende. Saa snart han var gaaet over Landgangsbrættet, blev det halet ind, Dampbaaden gled bort, svingede langsomt og forsvandt i Mørket. Minna blev ved at vifte med sit Lommetørklæde.

✂ Jeg var lige ved at omfavne hende, - men udefra kunde de maaske endnu se os. Og Drageren sad et Par Skridt borte, overskrævs paa Rækværket.

178

✂

XVI.

✂ Vi gik langsomt tilbage. Paa Hjørnet af Skuret sad en af de store blaa Postkasser. Minna smilede, trak et Brev op af Lommen og holdt det hen for mig, saa jeg kunde se Udskriften. Og idet hun saà paa mig med et spørgende Blik, der sagde: "skal jeg?" strakte hun Haanden ud og stak det ind under Klappen. Brevet faldt med en dump Klang i den tomme Kasse. Skønt denne Klang var hendes Ja-Ord, vakte den hos mig en dunkel Følelse af Uro, som om der var noget Ondt-varslende ved den. Denne flygtige og tilsyneladende helt umotiverede Følelse erindrer jeg endnu ganske levende, skønt jeg ikke et Øjeblik hengav mig til den. For jeg havde allerede draget hende til mig og følte snart min Omfavnelse gengældt med en Heftighed, der mindre havde Charakter af Lidenskab end af inderlig Ømhed. Disse kraftige Pigearme syntes, 179 idet de knugede mig ind til hende, at ville holde mig rigtig fast, saa at Intet kunde rive mig fra hende igen. Da hun mærkede, at jeg snappede efter Vejret, slap hun mig pludselig: -

✂ - Har jeg gjort dig Fortræd? jeg er saa voldsom? -

✂ Hendes Ansigt havde et saa forfærdet Udtryk, - som om jeg virkelig kunde være gaaet i Stykker mellem Armene paa hende - at jeg uvilkaarlig brast i Latter og bedækkede det med Kys, indtil hun tyssede paa mig med en Forskrækkelse af en ganske anden skælmsk og fornøjet Art tittende ud af de opspilede Øjne og hviskende fra halvaabne Læber, som hun lagde Fingren paa. Men der var Ingen i Nærheden, og Hjørnet af Skuret gemte os i en trekantet Skygge.

✂ Endelig forlod vi den. Jeg vilde føre hende videre ud langs Floden, men dèr blev det hende for mørkt; hun vilde indad Byen til. "Vi kan jo være fornuftige," sagde hun. Men vore Ord blev mindre Samtale end oversatte Kærtegn.

✂ Vi gik langsomt Arm i Arm paa den brede Quai henimod Byens Lys, der tilvenstre i spredte Gnister steg op imod Stjærnerne og forrest ud imod Flodbugten samlede sig i en gyldenstraalende Bort, indlagt med Hotelhavernes grønne Emaille. Paa 180 den anden Bred saàs intet andet Lys end et Par kulørte Signallygter, og den mørke Bjærgmasse viste sig kun som en stjærneløs Del af Himlen.

✂ Iltoget jog forbi derovre og mindede os om Tiden. Men netop nu begyndte det at lysne perlemorsagtig forude; under Lysningen traadte en mørk Bjærgbue frem. Masterne af et Par Elbpramme tegnede sig paa Himlen. Glansen blev hurtig rødere som af en Ildebrand - havde man været ved Rhinen, vilde man tro, at det var Hindarfjældet lysbrændende, der hævede sig som en glødende Kuppel over Winterbergs jævne Skovaas, just hvor Hakket midtvejs silhouetterede sig. Faa Minutter, og Maanen svævede frit, bestandig mindre gylden og mere krystallisk, over Bjærglandskabet med Flodens Krumning, et Landskab, som den selv syntes at skabe af Nattens Chaos og at fuldkommengøre mer og mer.

✂ Det var for skønt til, at man kunde tænke paa at skilles. Og vi blev ved at gaa frem og tilbage ved Floden fra det lille ensomme Venteskur, til vi kom saa nær ved den første Hotelhave, at vi saà de sorte Frakker og brogede Damehatte bevæge sig under Løvet.

✂ Alene paa dette fremmede Sted, forekom vi 181 os som et nygift Par, der er paa Bryllupsrejse. Jeg priste det lykkelige Tilfælde, der havde tvunget os til at overnatte.

✂ - Jeg var ganske vist ogsaa glad derover strax, sagde Minna, men snart efter blev jeg rigtignok betænkelig, for jeg havde det jo dog paa en Maade paa min Samvittighed, - jeg burde ikke have været saa paastaaelig. Selv havde jeg kun et Par Mark hos mig. Hvis du nu ikke havde haft mer, saa havde min Letsindighed bragt os i en slem Forlegenhed. Der faldt en Sten fra mit Hjærte, da jeg saà Hertz og dig i en praktisk tête è tête, og forstod, at du ikke behøvede at laane Noget af ham. Jeg var allerede ganske hed om Ørene. ... Ak, de Penge, Harald! Det var maaske en Mindelse om, hvormeget man altid bør tænke paa dem ved alle Planer.

✂ Og vi fordybede os i de pekuniære Fremtids-Udsigter og Beregninger over, hvor Lidt der kunde gøres tilstrækkeligt ved økonomisk Kunst, - et tilsyneladende meget prosaisk Emne, men som i Virkeligheden for unge Kærestefolk, der ere ligesaa fattige som forelskede, har større Tiltrækning end den mest ophøjede Romantik. Ja, hvor sværmeriske vi end vare, tvivler jeg dog meget om, at det Guld, 182 som Maanen lod blinke hen over Flodmørket, forekom os mere poetisk end det, som vort Indbo skulde betales med, naar Tidens Fylde kom. Og man maa ogsaa indrømme, at begge Arter foreløbig vare lige uvirkelige og billedlige.

183

✂

XVII.

✂ Endelig maatte vi beslutte os til at opsøge vort Hotel. Det hørte ikke til dem, der præsenterede sig ud mod Floden, men laa med sin Façade ud til det samme Torv, som hine fornemmere Brødre vendte Ryggen til, - en aflang Plads, halvt overskygget af Kirken paa den sydlige Kortside. Tolvslagene rungede netop ned fra dens Taarn, hvis smaa Teglsten tindrede som vaade Skæl.

✂ En døsig Lygte oplyste Porthvælvingen. Paa Trappen var der allerede slukket. En "Hausknecht" med Hanke-Øren og et Ansigt fuldt af Philippenser skelede med et Drikkepenge-vurderende Blik paa os, og med et andet efter den totalt manglende Bagage, kløede sig i et Par gullerods-røde Haartotter og svarede, idet han blinkede paa en ganske særlig uforskammet Maade med det ene Grise-Øje: -
184 - To Værelser? og de skal vel være sammen? - ja, jeg véd saamænd ikke -

✂ - Saa skaf Dem det at vide - i to Etager, for mig gærne - men hurtigt, her er Hoteller nok i Schandau, sagde jeg barsk, idet jeg betvang en mægtig Lyst til at ruske det ene Øre af ham. Minna, der var bleven ganske rød ved hans Uforskammethed, saa helt forskrækket paa mig.

✂ Oppe i andet Stokværk bøjede et kvindeligt Ansigt sig frem i Rembrandtsk Belysning. Flere Numre tonede op og ned ad Trappegangen med den forskelligste Betoning; derpaa antog vor Hausknecht pludselig en diplomatisk Stilling og indbød os med en naadig Haandbevægelse til at vove os op ad den med en gennemslidt Kokusmaatte belagte Trappe og betro os til den kvindelige Genius med Lyset, som dryppede store Stearinklatter ned paa den noget rødlig-graa Skulder af hans Diplomatkjole, alt imens han i en dyb Mavetone frembragte de to udkaarne Numre. Vi fulgte denne Opfordring efter indstændig at have paalagt ham at lade os vække til Morgentoget.

✂ Værelserne laa ganske rigtig ved Siden af hinanden, og skønt jeg nok saa rask havde erklæret, at de for mig gærne kunde ligge i forskellige Etager, blev jeg unægtelig meget fornøjet ved dette 185 umiddelbare Naboskab; de stod endogsaa i Forbindelse. Jeg véd ikke, om det var tilfældigt, at vi begge samtidig satte vort Skotøj ud i Korridoren. Den var tom og mørk; kun langt henne ved en Omdrejning var der et Skær af en skjult Lampe. Vi listede os paa Hosesokker ud paa den neutrale Grund og gav hinanden et langt Kys til Godnat.

✂ Da jeg igen var i mit Værelse og gav mig til at trække Frakke og Vest af, bemærkede jeg, at Nøglen sad i Døren ind til hendes Værelse. Denne Opdagelse satte mig strax i en tiltalende nerveus Spænding, men bragte tillige Ærgrelse og Uvilje, idet jeg erindrede det ækle Opvarter-Smil med det sammenknebne Griseøje. Derved kom jeg imidlertid til at erindre, hvor rød hun var bleven den Gang, jeg saà ganske tydelig hendes fornærmede og forskrækkede Mine og dette Billede voldte mig et kildrende Velbehag. Jeg faldt i Staver med Vesten hængende over den ene Arm og stirrede ufravendt paa denne betydningsfulde Nøgle. Var den drejet om eller ikke? Jeg listede mig hen og rørte ved den, men turde ikke dreje den, for ikke at gøre hende forskrækket.

✂ Jeg gik tilbage i Værelset og fortsatte Afklædningen, idet jeg dog bestandig skelede til Nøglen, ligesom jeg to Aftener iforvejen havde skelet til 186 hendes Brev. Men jeg havde ladet det være uantastet, og allerede idag havde jeg faaet det tilsendt aabnet, med Ret til at læse det. Dette tydelige Bevis paa Dydens Belønning styrkede min Samvittighed. "Ogsaa denne Skillevæg vil jo en Gang falde af sig selv, blot jeg giver Tid, og vi ville Intet have at bebrejde os."

✂ Lige da jeg havde slukket Lyset og lagt mit Hoved paa Puden, skræmmedes jeg op ved en sagte Banken. Jeg var ved at springe ud af Sengen, da jeg besindede mig paa, at det var paa Væggen der blev banket, lige ved mit Hovedgærde, og jeg huskede, at hendes Seng stod ved samme Væg. Hurtig svarede jeg, og hun gensvarede; sagte og stærkere, med Knoen og Haandfladen, gennem alle Tempoer og i forskellige Rhythmer fortsatte Telegrapheringen sig, som om det var to spiritistiske "Banke-Aander", der underholdt sig med hinanden, og denne Samtale uden Ord, der tydeligere end Ord kunde have gjort det, udtrykte vor adskilte Samværen, vort Savn og vort Haab, - efterlod mig i en rolig og lykkelig Stemning.

✂ Jeg vidste, at paa begge Sider af denne uaflaasede og lidet klosterlig-strænge Væg, havde der rørt sig de samme Stemninger, Følelser og Tanker, - om de end ikke hos hende havde antaget Form 187 af en Fristelse eller af bestemte Forestillinger. Denne Time forekom mig paa en hemmelighedsfuld Maade at have ført os nærmere sammen; og medens al min Glæde hidtil havde været Bevidstheden om at have Lov til at elske, gennemstrømmedes jeg nu af den salige Følelse, at være elsket, selv at være Genstand for den Andens Længsel og forborgne Ønsker.

188

✂

XVIII.

✂ I det lille Restaurations-Cabinet traf jeg Minna ventende paa mig. Hun skænkede Kaffen af den anløbne Kande, og vi satte os til Bords som et Par unge Ægtefolk, ganske som om de delikate Karlsbader Horn paa Bakken var et sandt Symbol paa vore Hvedebrødsdage. Det var endnu temmelig dunkelt i Værelset; Taagen blindede Vinduet som et hvidt Rullegardin. Jeg var lidt tung i Hovedet af den uvant tidlige Morgentime og noget febrilsk.

✂ Udenfor kunde man ikke se Kirken og kun skimte Genbohusene som én Masse. Brostenene vare fedtede; Minna gled og tog min Arm. Et Par Gadefejere bevægede sig grotesk i det mælkehvide Medium. Under Barberskiltet, der syntes at være en fritsvævende Maane, klirrede en Glasdør, som blev lukket op med et Spark. Ved Kramboden paa Hjørnet havde en paa én Gang krydret 189 og snusket Lugt imprægneret Taagen paa et bestemt Strøg: man traadte pludselig ind i den og ligesaa pludselig ud igen.

✂ Vi kom i passende Tid til Damperen. Næppe havde den lagt ud, saa var ogsaa Bredden forsvunden, og man kunde gærne tro, at man var midt ude paa Verdens-Havet. Kun lige i Nærheden saà man de smaa Bølger blinke skælagtig; Taagen drev henover dem som Røg. Fra Skorstenen slog den sodede Kulrøg ned over Dækket. Piben lød uafbrudt, snart med lang Hvæsen, snart i korte, stakate Hvin og Suk. Undertiden svarede en anden Pibe eller et langt Raab, og et stort mørkt Legeme gled os forbi, som et Spøgelse-Skib. Minna klyngede sig fast til mig og knugede min Arm: "Der kan da ikke ske Sammenstød?" "Vist ikke!" Og forresten, hvorfor skulde ikke den lille Dampbaad kunne blive sejlet i Sænk? og man drukner lige saa let midt paa Elben som midt paa Atlanterhavet. Denne lille Fare forenede os inderligere end alle Fremtidsdrømme. Men den samme Taage, der havde fremkaldt den, forjog den snart ved at gennemisne os. I Angsten for Snue og Hoste druknede den romantiske Frygt og Haabet om at forenes i en pludselig Død.

✂ Saa forvirrende var denne Fart med ligesom 190 et Bind af Lys om Øjnene, at da et Stød forkyndte, at vi vare lagt til, ventede vi Bredden paa den anden Haand og troede, at vi vare vendte tilbage til Schandau-Siden. Og da vi stod paa Perronen, og Dresdener-Toget bruste frem, mente vi, at det maatte være et, der gik ad Bodenbach til. Alt befandtes imidlertid at være i bedste Orden.

✂ Takket være en velanvendt Drikkeskilling, befandt vi os snart ene i en anden Classes Coupè. Over Vinduets hvide Tavle fòr skyggegraa Billeder af Blade, Grene og Buske, og den ene Draabe efter den anden søgte Vej ned over den. Under den rystende Bevægelse stødte vore Skuldre bestandig sammen. Men mit Haandtryk besvarede Minna næppe, og hun var meget ordknap.

✂ Jeg vilde drage hende til mig, men hun flyttede sig til Siden og pegede med et sky Blik paa Vinduet, der formørkedes af Conducteuren. Da han havde taget Billetterne, og jeg efter at have lukket Vinduet vendte mig om, glad ved, at vi nu skulde være uforstyrrede, rejste Minna sig. En Drejning af Wagonen kastede mig ned paa det bløde Hynde, og i det samme laa hun paa Knæ for mine Fødder. Leende vilde jeg hæve hende op, men standsedes af et ængsteligt og bønligt Udtryk i hendes Ansigt.

191

✂ - Harald! jeg har Noget, jeg maa sige dig. Men lov mig ikke at blive vred ... Nej, nej, du skal Intet love, maaske kan du ikke andet.

✂ - Men, Minna dog! Hvad skal det sige? - rejs dig, Kære!

✂ - Nej, nei! hør først, jeg har været saa styg igaar ... jeg har narret jer - løjet ogsaa for dig -

✂ - Hvad mener du dog - naar da?

✂ - Aner du det ikke - kan du ikke gætte det?

✂ - Nej, jeg forsikrer dig.

✂ - Se! udbrød hun med et fortvivlet Udtryk i Ansigtet, du kan slet ikke tænke dig, at jeg kan være saa falsk ... Og naar du hører det, vil du maaske frygte, at jeg altid er saadan -

✂ - Men hvad er det da? du har jo endnu slet ikke sagt mig det.

✂ - Ja, det var jo igaar Aftes, da vi kom for sent til Færgedamperen, det var min Skyld - jeg vidste godt, at den gik tidligere til det Tog - og det benyttede jeg mig af.

✂ - Og det er det Hele? udbrød jeg leende.

✂ - Du ler mig ud! du skulde meget hellere banke mig, - er det rart at faa en Kone, der saadan kan lyve og bedrage? ... Synes du da slet ikke, det er stygt?

192

✂ - Men Herregud!

✂ - Og den rare gamle Hertz, der blev saa bekymret - han følte aabenbart Ansvar ved saaledes at have faaet os ud paa Æventyr. Ja, naar det er for sent, kan man sagtens angre. Jeg havde heller slet ikke tænkt paa, at jeg uden Tilladelse disponerede over din Pung, at du maaske ikke havde Penge nok hos dig og kom i Forlegenhed. Alt det var meget urigtigt. Men det værste var dog, da du selv begyndte at tale om den heldige Fejltagelse, og jeg ikke turde bekende det, men blev ved at lyve - for min egen kære Ven - da blev jeg saa led ved mig selv.

✂ - Men hvorfor turde du da ikke "bekende det", som du kalder det?

✂ - Den Gang turde jeg umulig, og nu kunde jeg ikke lade være, skønt det egentlig var min Beslutning aldrig at sige det, eller i al Fald meget, meget senere ... Ak, du kan maaske slet ikke forstaa det! Men - ikke sandt - det var dog saa yndigt at være uforstyrret sammen, vi havde jo slet ikke faaet talt sammen endnu - i Stedet for at skulle færges over i en Dampbaad fuld af Folk og puttes ind i et ækelt Jærnbanetog - det Tog er altid opfyldt - tænk dig! - Og saa - (hendes Stemme blev ganske hviskende, og hun skjulte 193 Hovedet i mit Skød) - var det ikke ogsaa lidt - en ganske lille Smule - sødt, om Natten at være saa nær ved hinanden?

✂ Jeg bøjede mig ned til hende:

✂ - Og da du bankede paa Væg-

✂ - Tys! udbrød hun, idet hun lagde Pegefingeren paa mine Læber og betragtede mig med et pudsigt, forskræmt Udtryk. Men strax forandrede det sig næsten indtil Surmuleri: -

✂ - Og du, der sagde saa koldsindig, at det var lige meget, om Værelserne kom til at ligge i hver sin Etage -

✂ - Men overfor Opvarteren, Kære -

✂ - Ja-ja, jeg véd nok - -

✂ Hun fòr op og gav mig et Kys, pludselig og kort, - det var, som om jeg havde faaet en Bold i Ansigtet.

✂ - Er du saa ikke vred mer?

✂ Jeg løftede hende helt op paa Sophaen.

✂ - Mer? men jeg forsikrer dig, Minna, jeg har slet ikke -

✂ - Ja, men, du maatte jo ogsaa gærne være vred, du skulde jo være vred paa mig -

✂ - Aa Snak! jeg synes blot, at det er langt skønnere nu, da jeg véd, at det ikke var et Tilfælde, men din Vilje -

194

✂ - Dig er der da heller slet ikke noget Udkomme med, du vil absolut forkæle mig, hvad skal det blive til! udbrød Minna og trykkede sig ømt ind til mig. - Men se, hvor det klarer, - det bliver dog smukt Vejr idag.

✂ Udenfor, paa den hvide Taagedug, der var spændt for Vinduet, tegnede sig dunkle Kroner af Frugttræer, spidse Grantoppe, en Tagrand med en blinkende Skraarude - alt uden Grænse nedad og skyggeagtigt, ligesom Laternamagica-Billeder, der begynde at fæstne sig. Og oppe over alt dette svævede en mørk Masse; det var Liliensteins Klippeplateau, der svømmede som en Ø i Luften, med Taagestrømmen skyllende om sine runkne Stensider med de lange dybviolette Kløfter, og med en Mylr af smaa Granspir pegende op imod Luften, der foroven blaanede igennem med Skær som af en Opal.

✂ - Og hvad skal vi saa gøre idag? spurgte jeg. - Imorgen Eftermiddag træffes vi jo hos Hertz's -, men vi maa da virkelig sés før.

✂ - Ak ja, vi maa benytte Tiden -, "Die schönen Tage in Aranjuez -", længer citerer jeg ikke, ellers bliver det, som bekendt, forkert. ... Altsaa iovermorgen rejser du virkelig?

✂ - Ja, søde Minna, - det er dog det bedste.

195

✂ Ferien er ude, og Værtinden har ogsaa lejet ud igen.

✂ - Naa, om en Uge er jeg ogsaa fri som en Fugl ... Lad mig se, jeg vil faa Børnene ud med at spadsere. Du kan - hvis dine mange Forretninger ikke hindre dig - saa kan du vente mig paa Skovvejen, du véd, som gaar af tilvenstre strax forbi Skolen. Jeg gaar hen ad den, indtil jeg træffer dig.

✂ Toget peb og holdt. Det var allerede Rathen.

✂ Da vi gik ned til Færgen, flagrede Taagen kun som Laser af Spindelvæv over det vaade Græs, der skinnede i Solen.

196

✂

XIX.

✂ Selvforstaaeligt, at jeg i mer end god Tid befandt mig paa den betegnede Vej.

✂ Det var mit første Stævnemøde. Jeg véd ikke, om min Henrykkelse var større end min Undren, naar jeg tænkte paa, hvorledes jeg for knap fire Uger siden var strejfet om baade paa denne og lignende Veje i det forgæves Haab at møde Minna - og nu - du gode Gud! Og allerede den Gang havde Solen lét og gennemildnet, Skyggen husvalet, Bjærgskoven duftet, Fuglekvidren jublet og den friske, lette Vind brust igennem de høje Kroner - hvor maatte da ikke nu den samme Natur, der var saa sommerlig straalende som nogensinde, fortrylle mine overberuste Sandser! Jeg kastede min Straahat tilvejrs - den skulde som en Hilsen være fløjet op i Himlen, men naàde næppe til den underste Gren af en af disse gigantiske Graner. En lille 197 Rødkælk, der kvidrede paa en af Søjlestammernes tørre Kviste, tilraabte jeg overmodig: "Ej ej, du Smaa! venter du ogsaa paa Nogen? jeg venter paa min Elskede, paa min Kæreste, paa Minnchen."

✂ Strax kiggede jeg lidt forskrækket tilbage, om Nogen skulde have været Vidne til min Barnagtighed. I det samme viste Minna sig med sit lille Følge ved en Bøjning af Vejen. Jeg ilede hende imøde, dog betydelig mere adstadig i mit Væsen.

✂ - Her er jeg med min Sauve-Garde, sagde Minna. Og hurtig føjede hun til: husk paa at sige "De", og hvis du bliver fristet til at sige Noget, de ikke maa høre, saa tal Dansk, jeg skal nok forstaa det.

✂ - Smaa Krukker har nok ogsaa Øren, bemærkede jeg.

✂ Minna lo højt og pegede paa den ældste af Smaapigerne, som gik foran os; hun var netop prydet med et Par ægte Hankeøren, der glødede i Transparent af Sollyset.

✂ Hvor Minna var munter og frejdig! Skønt hun ellers snarere saà lidt ældre ud, end hun var, gjorde hun nu et saa barnligt Indtryk, at jeg uvilkaarlig sagde til mig selv: er det muligt, at det er denne Pige, der elsker dig som en Kvinde 198 elsker, ja, som - desværre! - end ikke elsker for første Gang? Hun havde den kalescheformede Havehat paa af sort Straa, som jeg kendte fra "Sophienruhe", en praktisk Hovedbedækning, da den kastede Skygge ned til midt paa Kinden; - fra denne rolige Skygge, der havde grønligt Skær af Skoven, kiggede de smaa blanke Øjne sorgløst ud paa Naturen og paa mig. En blaaog hvidstribet Kjole af let Stof sluttede sig tæt til Livet og faldt i lange Folder ned under et lyseblaat Silkebaand, som erstattede det sædvanlige Bælte.

✂ Jeg havde allerede i et Par Minutter udtalt mig paa Dansk om flere temmelig neutrale Ting, da det af hende forudsete Tilfælde indtraf: - jeg blev saa overvældet af mine Følelser, at jeg udbrød: "Men Minna, hvor den Dragt dog klæder dig, hvor du er sød saaledes!" Men da jeg allerede havde vænnet mig til at fremsætte mine Elskovserklæringer paa Tysk, saa var det ogsaa iført denne klædelige Dragt, at den lille Amorin "undslap mig Tændernes Gærde", - hvilket jeg først mærkede, da Minna greb mig voldsomt i Armen, og det ene Hankeøre foran mig forsvandt, medens det andet drejede Bredsiden mere til.

✂ Minna bed sig i Læben. Den mindste Pige 199 vendte sig i det samme om og holdt sin Dukke hen imod Minna:

✂ - Frøken! kommer vi ikke snart i Skygge? ellers faar Karoline Fregner.

✂ Vi greb med Begærlighed denne Anledning til at lade vor Latter bryde løs. Den Lille saà dybt fornærmet paa os:
- Saa siger jeg, det er din Skyld, og saa maa Mama give Karoline af sit Toilet-Vand. -

✂ - God Dag, Cousine Minna! lød det bag ved os, - nej, hvor lystig! - Ih, se god Dag Hr. - Hr. Fenger!

✂ Det var Skolelæreren, der havde indhentet os. Han kom marscherende i Skjorteærmer, med Frakken hængende paa sin Stok over Skuldren. Minna hilste - lidt mindre familiært.

✂ - Ah, er det Dem, Hr. Storch! udbrød jeg med en Følelse, som om jeg var bleven grebet i Noget.

✂ - Ja, akkurat, svarede han og blinkede med det ene Øje, der synlig sagde: "Ah, saa De har opdaget hende, den lille Lærerinde, min smukke Cousine Minna! ja, jeg sagde Dem det jo."

✂ - Prægtigt Vejr, men varmt - puh! Det er min sidste Feriedag, føjede han til med et Suk.

✂ - Og hvorhen gælder Rejsen?

200

✂ - Til Hohenstein ... Gaar De med?

✂ - Ellers Tak, - ikke denne Gang.

✂ - For min Skyld skal De virkelig ikke, Hr. Fenger - begyndte Minna.

✂ - Gud bevares! Optaget er optaget, og bedre er bedre. I Deres Sted gik jeg heller ikke med ... Warum in die Ferne schweifen, sieh' das Gute liegt so nah! ... Gud ske Lov, man kan da sine Klassikere. Saalænge man kan citere Goethe, drikke Münchener Øl, ryge Altstädter Ziegel-Tobak, klatre op og ned ad Bjærgene og én Ting endnu, som jeg ikke tør tale om, naar Cousine Minna hører derpaa, saalænge er Polen ikke fortabt, om man ogsaa sex Timer om Dagen maa tærpe Lærebog med nogle dumme Unger - hvad jeg vilde sagt: arbejde i Folkeoplysningens ædle Tjeneste. Naa, god Morgen!

✂ Han fjærnede sig hurtig, trallende paa en lystig Vise:

✂ So leben wir,
so leben wir,
so leben wir alle Tage - - - -

✂ - Sikken En! udbrød den Mindste, og han kaldte dig Cousine!

✂ - Bagerens Tinka siger, at han giver dem saa mange Ørefigen, tilføjede den Ældre. - En 201 dejlig Fætter! saadan en snavset Skjorte, han havde paa!

✂ - Mama siger, vi skal sige Chemise.

✂ - Ikke om saadan én, Fie!

✂ Minna kastede ikke det venligste Blik efter Ærmerne af det omtvistede Klædningsstykke, der lyste mellem Stammerne.

✂ - Hvor kommer det sig, at Du staar paa saa fortrolig Fod med min værdige Slægtning? spurgte hun.

✂ Jeg fortalte hende om vort Bekendtskab, om Grunden til, at jeg havde gjort en Spadseretur sammen med ham og om mit Udbytte deraf.

✂ - Naa, du har allerede den Gang anstillet Undersøgelser om mig, sagde hun, idet hun truede med Fingeren og smilede ganske fornøjet dertil. - Det skulde jeg blot have vidst!

✂ - Hvad saa?

✂ Minna smaalo, slog sin Parasol ned og pegede med den ned ad en skyggefuld Sidevej, der formelig aandede et køligt Pust ud i Solheden.

✂ - Lad os gaa her ned ad, saa slipper Caroline for Fregner, og vi forhaabentlig for Tourister.

✂ Vejen var helt overgroet af frodigt Græs, som tilslørede Hjulsporene. Grøfterne opfyldtes af en 202 fin Mosart, der voxede saa yppig, at den dannede en løs, purret Masse af grønne Smaastjærner, i hvilke Draaber af Morgentaagen endnu tindrede, og over de olivenbrune Mospuder, der svulmede paa den hinsidige Rand, bøjede sig en hel Hæk af forskelligartede Bregner.

✂ - Nej se, hvor nydeligt! udbrød Minna og pegede paa nogle Bregner, der kun bestod af en enkelt Ribbe med lancetformige Sideflige. Ellers saà man dem sjælden højere end knap et Spand, men af disse vare Nogle godt og vel en Fod høje. - Gid jeg kunde faa et Par saadanne - med Rod paa - jeg har allerede mange Bregner - - her staar forresten en, den er ogsaa smuk.

✂ Hun trak sine Silkehandsker af og knælede ned. Det lykkedes mig at springe over paa den anden Side.

✂ - Blot vi kan faa dem rigtig op! Du har maaske en Kniv.

✂ - Nej. Men vi siger paa Dansk: fem Fingre er ligesaa gode som en Baadshage.

✂ Hun lo, idet hun rystede det nedfaldne Haar bort, - grov og borede. Endelig fik vi Planterne op. Jeg kom med en vaad Fod over Grøften igen. Minna svøbte Bregnerne omhyggelig i sit Lommetørklæde for ikke at miste Noget af 203 det Muld, der hang ved Rodtrævlerne. Vi præsenterede hinanden vore jordede Hænder og lo som et Par Børn, mens vi skyndte os efter de Smaa, der næsten vare komne os af Syne, og nu gav sig til at raabe.

✂ Oppe over Granernes mørke Toppe højnede Himlen sig rødligblaa. Inde i den dybe, brunlige Skygge mellem deres graa Stammer borede sig hist og her en skarp Solstraale skraat ned som en gylden Stang; dæmpet Lys skælvede sølvglinsende paa en eller anden Bregne derinde, som lignede de udspilede Vinger af en uhyre Fugl, og der stod den guleste Flamme fra det svovlagtige Lav langs Kanten af et Klippestykke, der laa umotiveret midt imellem Træerne, ligesom et Hus med en lille Have af Bregner og ung Bøg paa sit flade, let hældende Tag. Der duftede af Gran og af Svampe.

✂ Jeg véd ikke, hvad det var for en længere Udvikling, som jeg kom ind paa, men hvis Emnet har været interessant, saa var det i alt Fald spildt Umage: - jeg bemærkede, at Minna ufravendt stirrede paa mig med et ejendommeligt uopmærksomt Smil, der næsten havde lidt Drilsk ved sig og tog til, ligesom et Lys, der breder sig.

204

✂ - Hvorfor ler du? spurgte jeg lidt flov. Synes du ikke?

✂ - Hvilket?

✂ - Naa - naturligvis -

✂ - Jeg véd ikke, jeg har ikke hørt Noget, jeg aner ikke, hvad du talte om, jeg bryder mig heller ikke om det - (Ordene kom med en rivende Fart) - men bliv ved, bliv blot ved - jeg hører paa din Stemme - jeg har ingen Tanke til at forstaa med, jeg hører blot, og ser paa din Mund - og paa din Profil - véd du, at du har en køn Profil? - og din Mund er saa morsom, naar du taler, Underlæben træder frem - saadan - ved enhver Pause - ja, men det klæder dig, og Hagekløften fordybes, og Næsen krummer sig ude i Spidsen, og det er det allerbedste - det er en Schiller-Næse, og du er ogsaa saadan en Idealist som han - aa, du!

✂ Hun skottede hurtig fremad efter Børnene og kyssede mig heftig.

✂ - Men, Minna, - det kan du dog ikke mene!

✂ Jeg var ganske beruset af denne søde Smiger. Det var første Gang i mit Liv, at min physiske Forfængelighed blev kildret. Tvertimod havde jeg altid maattet høre for min "Snabel af en Næse", og fordi jeg havde lidt Underbid - virkelig slet 205 ikke meget, fandt jeg selv, - og nu! at denne smukke Pige kunde finde Noget kønt hos mig, og netop ved det - det var som et Æventyr. Jeg følte mig i den syvende Himmel, og Gud maa vide, hvor taabelig jeg havde gebærdet mig, hvis ikke Børnene vare komne løbende for at urider-rette os om, at der i denne syvende Himmel fandtes dejlige modne Hindbær.

✂ Det var en Lysning i Skoven med Smaakrat mellem store mossede Stenblokke. Vejen, som vi havde fulgt, snevrede sig ind til en Sti. Lidt til Side for den lejrede vi os i Skyggen af saadan et Klippebarn, medens Smaapigerne kravlede om imellem Buskene. Minna tog sin Hat af, lagde sig helt tilbage og saå op i den dybe Himmel. Pludselig brast hun i en kort Latter.

✂ - Hvad er der?

✂ Hun rejste sig halvt op, støttende sig paa den ene Arm.

✂ - Kan du huske, Harald, - paa Zwinger, dér er der saadan nogle smaa - Fauner, er det vist de hedder - med Bukkeben, véd du, Børn - ganske buttede, de har ogsaa en lille Hale -

✂ - Naa?

✂ - Det faldt mig ind: - hvis nu saadan en 206 lille Fyr kom springende her - hvor sødt! jeg vilde tage ham paa Skødet og kæle for ham.

✂ - Jo, det gad jeg nok se paa. Du er dog en komisk En!

✂ - Er jeg? spurgte hun med et pudsigt lille Hvin paa "jeg".

✂ I det samme rørte der sig noget Levende inde blandt Buskene i store Sæt; den mindste Pige gav sig til at skrige: en Hønsehunds skikkelige Hoved stak frem og aandede tørmundet med den lange Tunge dinglende ud til den ene Side. I det næste Øjeblik stod en skægget Forstmand med Bøsse over Skuldren paa Stien et Par Skridt fra os og mønstrede os med et saa vrantent Blik, at jeg strax sluttede, han maatte være blottet for menneskelig Følelse, siden han kunde se saadan paa min Minna, som hun sad dèr, med Livet strammet af de opløftede, halvblottede Arme, idet hun satte sin Hat tilrette paa Haaret, der var kommet i Ulave. En ren Skovtrold!

✂ - Hvad skal I her? spurgte han barsk. Det er ingen Vej for Tourister.

✂ - Saa ? ja, De maa undskylde, men der stod ingen Afviser med "forbuden Vej" dèr, hvor den gik ind.

✂ -- Som om De ikke kunde se, at det er en 207 Skovvej! . . Der er saagu lavet Gangstier nok for Publikum. -

✂ - Maa man da ikke gaa et Skridt udenfor de afstukne Spadsereveje her? det er dog for galt! raabte jeg og begyndte at blive arrig.

✂ - Nej, Gu' minsæl maa De ikke, nej! brølede han, kobberrød i Ansigtet.

✂ - Vi vidste det virkelig ikke, ellers var vi ikke gaaet her, sagde Minna venlig, men bestemt. Men jeg tror, at vi kan ikke have gjort den mindste Skade.

✂ - Saa er det ikke Deres Skyld, brummede han - en Kende mindre gnaven. - Et Par Skridt længere fremme staar der det ene Grantræ ved det andet, ikke større end en Negl. Ungerne dér ser sig i alt Fald ikke for, hvor de træder, og De har vel ogsaa andet at tænke paa. - Og ærgerlig over at have ladet sig formilde saa meget, at han nedlod sig til en Forklaring, snerrede han til mig: Ja, nu véd De, hvad De har at rette Dem efter.

✂ Derpaa fløjtede han Hunden til sig, spyttede og marscherede ind til Siden i Skoven, idet han et Par Gange saa over Skuldren, om vi nu ogsaa gik tilbage.

✂ Det gjorde vi - lidt slukørede, som man 208 altid er efter en Overhaling, enten den er beføjet eller ikke.

✂ - Det var en dejlig gammel Pan, der kom dér og skræmmede os bort, i Stedet for den Panisk, du havde drømt om.

✂ - Saadan en Brumbjørn! surmulede hun, - og hun efterlignede vrængende hans vejrslagne Bas. Børnene lo af fuld Hals.

✂ - Naa, forresten havde han vel Ret - skønt de burde sætte en Afviser, sagde hun. Men hvis jeg var Skovmand, vilde jeg ogsaa blive gal i Hovedet over alle disse Folk, der kommer løbende ud i Skovene. Men egentlig maa du jo kunne føle det bedre end jeg, som Søn af en Forstmand - har din Fader været lige saadan, Harald?

✂ - Min Fader var Skovrider, dette var jo en ubehøvlet Betjent.

✂ - Aristokrat!

✂ - Naa, du talte da ikke synderlig demokratisk om Folk, der tager i Skoven.

✂ - Det er en hel anden Sag.

✂ - Nej, slet ikke -.

✂ Saaledes smaaskændtes og spøgede vi hele Resten af Vejen. Ja, tilsidst gav vi os endogsaa til at lege Tagfat med Børnene, saa vi kom hjem, ophedede og forpustede og i det bedste Humeur af Verden.

209

✂

XX.

✂ Den følgende Dag, da Fru Hertz bredte Dugen paa det lille Bord i Lysthuset, og hendes Mand netop havde sat sig tilrette med sin Avis, indfandt vi os Arm i Arm og røbede saaledes allerede langvejs fra vor Hemmelighed.

✂ Den kunde ikke være bleven modtagen med hjærteligere Glæde, om Minna havde været deres Datter, og jeg havde været Millionær. En Flaske Liebfrauenmilch blev hentet fra Hotellet og tømt paa vor Lykke i det lille Trappelysthus, hvor Aftensolen listede sig ind mellem Bladene og blinkede gyldent i de brunlig grønne Glas. Hertz talte meget om det interessante Faust-Manuscript, hvis Ægthed han ikke drog i Tvivl; derimod vare Varianterne færre og mindre betydelige, end hån havde ventet. Dette førte ganske naturlig til en Drøftelse af, hvorvidt det er rigtigt at offentliggøre saadanne tidligere og efter Digterens egen Dom 210
ufuldkomne Udkast til et berømt Digterværk, og den Gamle fremsatte mange gode og træffende Bemærkninger imod dem, der af altfor stor Pietet mod det Fuldendte ville undertrykke Tilløbene, som dog have en dyb menneskelig Interesse og ere af saa stor Betydning for al kunstnerisk Psychologi. - Men han talte langsommere og besværligere end ellers og afbrødes ofte af en pinlig Hoste, der synlig bekymrede hans Kone. - Den Taage, som ved Elben havde været saa usædvanlig stærk, at den kom den berømte Rhintaage nær, havde heller ikke skaanet Moldau-Dalen; og dér havde den i det snevre Prag holdt sig til højt op ad Dagen, gennemtrængende Alt med sin klamme Kulde. Dertil kom, at Hertz i timevis havde opholdt sig paa et Loft, hvor denne Kulde havde den mest begunstigede Adgang, understøttet af en frygtelig Træk; Ingen havde endnu haft Omtanke til at befordre den mærkelige Kistes Indhold ned til beboeligere Rum, og desuden var der endnu mange Bogkasser og Skrin, som ikke lod Hertz finde Hvile, og i hvilke det ogsaa lykkedes ham at opstøve et og andet: Billetter fra Carl August og Erkehertuginde Amalia, Originaludgaver af et Par Bøger af Wieland og Herder med Tilegnelse, Theaterplakater og Lignende. Enkelte af disse Sager havde han erhvervet, og 211 han viste os dem med stor Glæde, da vi lidt før Solnedgang gik op i Lejligheden; men man kunde ikke høre denne Hoste afbryde hans fornøjede Bemærkninger uden en Frygt for, at han skulde have købt disse Skatte for dyrt.

✂ Da vi gik hjemad, lidt tidligere end ellers, gav Minna sin Bekymring Luft: -

✂ - Hertz er svag, og han taaler ikke meget. -

✂ - Det kan nok være, men derfor behøver man dog ikke strax at frygte det Værste. -

✂ - Ja, saadan er jeg nu en Gang, Harald! dit frejdige Sind vil faa meget at udstaa med mig. Paa Sorgerne tager jeg altid Forskud, og jeg synes, Kapitalen bliver lige stor. Se, nu er jeg i Virkeligheden næsten lige saa nedslaaet, som om den kære gamle Mand allerede var gaaet bort.

✂ - Det vilde rigtignok være et tungt Stød ikke blot for hans gode Kone, men ogsaa for min Ven Immanuel. Jeg har aldrig sét saa nydeligt et " Forhold mellem Fader og Søn - der er noget saa ejendommelig Patriarkalsk -

✂ - Ak ja! mig kunde det sagtens røre, det var saa forskelligt fra, hvad jeg fandt i mit eget Hjem.

✂ - Kan du ikke godt lide Immanuel? han er virkelig saadan en god Fyr.

212

✂ - Ja, vist saa, - rigtig rar - Det var mig paafaldende, at hun altid udtalte sig meget kort om Hertz's Søn, ligesom det ogsaa undrede mig, at han aldrig havde fortalt mig om hende, og at jeg ikke en eneste Gang, naar jeg besøgte ham, havde sét hende. Hun maatte paa den Tid være kommen mindre tidt til Hertz's, eller paa bestemte Tider af Dagen. Forresten var det kun i det sidste Fjerdingaar, før han tog til Leipzig, at vort Bekendtskab var blevet saa fortroligt.

✂ Jeg vilde gærne have fortsat dette Æmne, men Minna var allerede bøjet af: -

✂ - Det er sandt, naar du nu kommer til Byen, saa besøger du jo min Moder - jeg har skrevet til hende - og hør! - bedøm hende ikke strax altfor skarpt -

✂ - Men, kæreste Ven, hvor kan du frygte -?

✂ - Ja, ja, jeg har jo ikke selv - spændt dine Forventninger højt. Men der er ogsaa meget Godt ved hende - hun gør visselig Ingen Fortræd med sin gode Vilje, og hun holder meget af mig, - det gør hun.

✂ - Det sidste er nok for mig.

✂ - Véd du hvad, Harald! der er én Ting, som jeg er saa glad over.

213

✂ - Naa - ?

✂ . - Men du skal ikke blive saa fornøjet, - det er slet ikke kønt af mig, det er frygtelig egenkærligt. Ser du, jeg er glad over, at du ingen Forældre har i Live.

✂ - Ak, hvorfor? de vilde have holdt saa meget af dig -

✂ - Nej, nej, udbrød hun i en næsten forskrækket Tone. - Hvor skulde de kunne det? de vilde have ventet sig en ganske anden Svigerdatter, og det havde de Ret til. Men nu er der ingen Andre end du, der har Krav til mig, naar du blot vil være tilfreds med mig, som jeg er -

✂ - Min egen, elskede Hustru! Men du græder ? udbrød jeg, da mine Læber blev vaade paa hendes Kind.

✂ - Det er det samme! Men det lød saa sødt, - sig det igen!

✂ - Min Hustru! -

✂ Vi vare allerede gaaet et Par Gange frem og tilbage gennem den lille Landsby. Det var mørk Nat. Enkelte oplyste Ruder, spredte paa begge Sider af den mørke Dal, bidrog mere til Hygge end til Lys. Oppe over Højenes og Klippernes Mulm tindrede Stjærnerne skarpt og uroligt, og af og til strøg et Stjærneskud hen over vore Hoveder.

214

✂ Vi hørte foruden vore egne Skridt kun den lille Bæk risle mellem Stenene og fra Tid til anden en forbifarende Bevægelse i Ellene paa dens Bred, som om der var et uhyre, langstrakt Dyr, der rystede sig.

✂ Da vi nu for tredje Gang nærmede os til de Lys, der vinkede ovre fra Kammerherrens Villa, blev vore Skridt bestandig langsommere.

✂ - Du sukker, sagde Minna, da vi endelig, ligesom imod vor Vilje, vare gaaet helt istaa.

✂ - Det er Noget ligesom en Anelse, - jeg kan ikke gøre for det - det falder mig saa tungt at skilles fra Rathen - jeg føler mig beklemt - jeg er bange, tror jeg.

✂ - Vi har været lykkelige her. Men det er min egen kære By, vi skal ind til, - dér glæder jeg mig ogsaa til at gaa om med dig.

✂ - Det er blot - vor Kærlighed er ligesom en Plante, der er voxet her, - og nu skal den omplantes.

✂ Minna lo - en mild og klog Latter: -

✂ - Nej, den skal nok kun flyttes. For det er jo en Plante, der har Rod i Hjærterne, og ikke i en Egn.

✂ Efter en lang - lang Omfavnelse gled hendes Skikkelse fra mig og forsvandt i Mørket, allerede 215 mens den spinkle Spange endnu knirkede under hendes Skridt, som saa trippede paa Grusgangen. Pludselig hørte de op.

✂ - Gute Nacht, Lieb! lød hendes klare, høje Stemme, overraskende nær.

✂ - Gute Nacht, Seelchen!

✂ Og vel et Minut senere tonede det fjærnt, som med en Aandestemme, derovre fra: -

✂ - Gute Nacht!

216

✂

XXI.

✂ Den følgende Dag ved Femtiden var jeg i Dresden.

✂ Saasnart jeg havde pakket mine Sager ud og spist til Middag i min sædvanlige Restauration, tænkte jeg paa at opsøge min ubekendte Svigermoder, - ikke saa meget af Høflighedspligt eller af Nysgerrighed, som fordi jeg derved paa indirekte Maade satte mig i Forbindelse med Minna.

✂ Der var ikke mange Minutters Gang hen til "Röhrhofsgasse", hvor Fru Jagemann boede. Huset lignede paa en Prik sine Naboer og Genboer. Gennem den aabne Gadedør kom man ind i en hvælvet, hvidtet Gang, som ligeoverfor mundede ud i en Have, og fra hvilken midtvejs den reglementerede Stenvindeltrappe, pudset med Pibeler, førte op til Etagerne. Paa den første Repose standsede jeg ved det aabne Vindue og saa ud. Ligesom 217 allerede Interieuret havde tiltalt mig fortrolig, saaledes kendte jeg ogsaa denne Udsigt fra de Par Steder, hvor jeg havde boet, og fra mine Kammeraters Boliger; den var stereotyp for et smaaborgerligt Dresdener-Hjem.

✂ Haven stødte paa alle tre Sider op til andre Haver, og disse igen til Nabohaver, saa at de dannede én stor Have-Firkant, begrænset af de temmelig lave to-etages Huse. Ved dette Anlæg skaffer Dresdneren sig Luft og Lys selv i de gamle, snevre Stadsdele. Den lave Eftermiddagssol straalede over disse mangeartede Trækroner, medens Gange og Smaaplainer laa i ensformig Skygge. I en Nabohave "turnede" nogle unge Fyre, i en anden legede en Mængde Smaapiger, et Sted viftede noget ophængt Linned ganske sagte. Den lille Have nedenunder var tom; i et Bed foran Vinløv-Lysthuset blomstrede et Par Roser; en Akacie og et smukt Kirsebærtræ strakte deres Grene næsten over hele Rummet, og man savnede heller ikke Hylden, "der Hollunder", uden hvilken man siden Kleist ikke kan tænke sig tysk Erotik, og med hvilken man ikke kan undlade at tænke sig den. Ganske vist var den ikke blomstrende, men det var jo nu - sidst i August - egentlig ikke dens Skyld.

✂ Paa første Sal forkyndte et gulnet Visitkort i 218 en lille Ramme, at Gymnasiallærer Jagemann boede dér. Jeg ringede paa den ene Gang efter den anden, men Ingen rørte sig. Da jeg ikke kunde beslutte mig til at forlade dette Sted, der var det eneste i den smukke Stad, hvor jeg fandt Noget af Minna, gik jeg ned i Haven og satte mig i Lysthuset. -

✂ Der var næsten saa stille, som om man havde været ude paa Landet. Kun en sjælden Gang lod Byen sig høre med en tung Rumlen af en Fragtvogn. Fra en af de nærmeste Haver lød Smaapige-Stemmer uafbrudt: -

✂ M'r woll'n ä mal spazieren gehn
von einer Stadt zur andern:
Ri-ra-rutsch -
m'r fahren mit der Kutsch. -

✂ Denne Rørneleg satte mig en halv Snes Aar tilbage i Tiden.

✂ En af disse Stemmer var Minnas, og det var hendes lyserøde Kjole, som jeg gennem Buskene saa dreje rundt som en Top, hver Gang de raabte " Rutsch ". Hun var ovre hos en Veninde, - her turde hun jo ikke lege med andre Børn for Faderens Skyld. Men én Gang havde han nær grebet hende i denne Forbrydelse, og jeg gav mig til at overveje, hvilken af de to tilstødende Haver det vel 219 var, som de da vare flygtet ind i. Bagved mig var der et Plankeværk, den Vej var saa temmelig udelukket; tilvenstre var der bag Stakittet en Tjørnehæk, men den saa ikke ud til at være saa gammel; ligeoverfor mig var Stakittet lidt højere, men ved Hjørnet højnede Terrainet sig, saa der var lettere at slippe over, og det var desuden mest af Vejen fra den, der kom gennem Gadedøren. Alt dette drøftede jeg ligesaa omhyggelig, som en Historiker kunde undersøge Lokaliteterne ved Phårsalae for at komme paa det Rene med Gaesars Slagorden. Det kostede mig ikke mindre Hovedbrud at bestemme mig for, hvilket Nabohus og hvilket Vindue der vel kunde være det, som Venindens Skat og dennes Ven, hendes første Tilbeder, havde hilst ned fra.

✂ Tilsidst tiltrak dog Syrenen sig hele min Opmærksomhed. Den stod i et Hjørne op mod Nabohaven og overskyggede en lille Bænk, der var slaaet sammen af et Par Brædder og saa meget gammel ud. Jeg ombyttede min Plads i Lysthuset med denne. Ikke just noget mageligt Sæde for en ældre Herre, der vil nikke ind i Middagsheden, men meget passende for et ungt Par, der ikke stiller saa store Fordringer til Magelighed. Og saa den romantiske "Hollunder" - den stod ikke i Blomst nu, 220 men den havde blomstret - for ham! Som en Skygge fra denne Busk lagde Skinsygen sig over min Sjæl, denne Skinsyge, som min Lykkeligheds-Følelse og Minnas Nærhed hidtil havde holdt borte. Jeg vilde have hende helt, ønskede at have sét hende som Barn, forestillede mig, at hun forlod sine Legekammerater for at komme hen og slynge sine smaa runde Arme om min Hals, - hvis der var en Præexistens, syntes jeg, at man skyldte mig ogsaa den, - og ikke saa meget som hendes første Ungdom ejede jeg! En Anden havde dette skønne Brudstykke af hendes Liv og gemte det som et Smykke for sin Forfængelighed. Men tilsidst var det dog mig, der hævede Skatten, medens han havde været blind nok til at nøjes med et Par Skuepenge - denne Tanke trøstede mig saa meget mer, som den smigrede min Forfængelighed.

✂ Jeg rejste mig og gik ud paa Gaden. Skumringen var falden paa. Til den ene Side stod et gyldent Aftenskær om nogle mørke Trætoppe over en Havemur, - til den anden var der helt dunkelt mellem Husene, hvis øverste Ruder tindrede gyldent, medens Lygterne tændtes ved deres Fod. Da jeg intet Maal havde, gik jeg hen imod Lysningen.

✂ Paa Hjørnet var der en Ølknejpe - naturligvis. En gammel Mo'erlil, der trods Varmen var indsvøbt 221 i et tykt Uldshawl, tridsede derind. Jeg kom derved til at huske paa, at Minna havde fortalt mig, at hendes Moder jævnlig henad Aften drak sit Øl i "Zur Katze" - Stedet havde jeg erindret, da jeg godt kendte dets komiske Skilt.

✂ Jeg styrede altsaa min Gang mod Byens Centrum og naaede snart den glimrende oplyste Schloss-Strasse, hvor der vrimlede af Mennesker.

✂ I den lille Restaurants-Sal sad der flere aldrende Herrer. Man saà strax, at det ikke var en Beværtning, der kunde haabe at lokke Mange ind fra Gaden, men at den levede saa jævnt af Stamgæster. En af dem, der havde en Bunke Aviser og Mapper foran sig, skævede arrig til mig, da jeg nærmede mig, ligesom en Hund, der snerrer, naar man kommer dens Benfad for nær. En velkonserveret, glatraget Herre underholdt i en Krog temmelig højrøstet et Par affældige Philistre med den sidste Skandale ved Hoftheatret.

✂ Døren stod aaben til et mindre Værelse. Jeg kiggede derind og saà en gammel Kone sidde lige ved Døren; ligeoverfor hende hang et gammeldags Consolspejl. Da jeg vilde kunne betragte hendes Billede deri uforstyrret, trak jeg mig hurtig tilbage og forskrækkede atter alvorlig Avislæseren, idet jeg satte mig ved Siden af ham. Jeg greb for et 222 Syns Skyld den Avis, som han havde lagt fra sig; selv dette tillod han kun med en misfornøjet Brummen. Kellneren satte et Glas Øl foran mig.

✂ Men den gode Kone derinde kunde dog næppe være min tilkommende Svigermoder. Minna havde sagt, at der var nogen Lighed imellem dem, og det var mig umuligt at udfinde Spor af en saadan. Panden var slet ikke høj, men stærkt buet, Øjnene laa ikke dybt, og Læberne vare tykke og formløse, - hvad iøvrig hele det graaladne Ansigt var; det saà ud som en Ting, der længe har ligget i Vand, saa den er bleven udblødt og opbulnet. Men denne Tilstand kunde ganske vist let maskere en Lighed med et ungdommeligt Ansigt.

✂ Jeg kaldte Kellneren hen for at betale og spurgte, om han ikke kendte en Enkefru Jagemann, som oftere skulde komme dèr. "Hun sidder inde i det lille Værelse," svarede han. Jeg rejste mig og gik derind. Hun flyttede sig urolig i sit Sophahjørne, og da jeg traadte hen og hilste, saà hun saa skrækslagen ud, at man mindst skulde tro, hun befandt sig ene med mig i en Jærnbanecoupé.

✂ Jeg sagde, hvem jeg var, og formodede, at hun gennem Brev -

✂ - Ja vist saa - Gudbevares - Minna har skrevet - det kære Barn - ak, Gud ja. ...

223

✂ Det - det glæder mig - overmaade. ... De er altsaa kommen til Byen, Hr. Tenger -

✂ - Fenger -

✂ - Rigtig - Fenger - ganske vist - De maa endelig undskylde. Det var jo i et Brev og - Bogstaverne ligner hinanden - mine Øjne er heller ikke saa gode - og saa skriver Minna virkelig lidt utydeligt. ... Finder De ikke ogsaa? ... Min salig Mand skrev saadan en tydelig Haand, - han har ogsaa undervist i Skønskrift. Ellers var det Latin og Græsk - ak Gud, ja, han var virkelig meget lærd. ... Minna har ogsaa gode Kundskaber - det er ganske anderledes end i min Tid - overhovedet Ungdommen! - Men vil De ikke tage Plads, De maa dog endelig sætte Dem ned. -

✂ Jeg rykkede en Stol hen til Bordet, og da jeg saa, at hun tænkte paa at byde mig Noget, skyndte jeg mig at komme hende i Forkøbet.

✂ - De er virkelig altfor venlig - jeg véd sandelig ikke - maaske for Selskabs Skyld - men kun et lille Glas. ... Ja, De kan vel drikke mange Glas, - unge Mennesker - salig Jagemann var ogsaa en stærk Øldrikker - fra Studenterdagene af, vèd De. ... Drikker de ogsaa meget Øl hos Dem i Danmark?

✂ Forgæves søgte jeg at faa en fornuftig Samtale 224 i Stand, medens vi drak vort Øl. Snart faldt hun i Staver, stirrede sløvt paa mig, og svarede ikke andet end "Ak Gud, ja," - og umiddelbart derefter gav hun sig til, som Tyskerne sige, at snakke det Blaa ned fra Himlen, - ikke af Snaksomhed, aabenbart, men af Forlegenhed og navnlig af Angst for at blive nødt til at tale om Noget, der angik vort Forhold. Det forekom mig, at hun ikke havde synderlig Lid dertil, hun bedømte formodentlig Datteren ud fra sin egen letsindige Ungdom. Undertiden, naar hun troede, at jeg ikke mærkede det, betragtede hun mig forskende, som om hun tænkte: "Hvad er nu det for en Fyr, Minna dèr har faaet fat i?" - naar jeg da saà paa hende, fòr hun i Hast med Glasset op til Læberne og spildte, saa Øldraaberne trillede ned ad det sorte Shawl, paa hvilket man saà, at det var blevet farvet.

✂ Da vi gik, vilde jeg følge hende hjem, men jeg maatte paa ingen Maade gøre den Omvej, og desuden havde hun flere Ærinder undervejs. Hun forsvandt i det første mørke Sidestræde, dog ikke før jeg havde givet det Løfte eller den Trudsel - jeg véd ikke, hvorledes hun opfattede det, - at besøge hende næste Dag. -

✂ Jeg gik derhen lige fra Polytechnikum.

✂ Da jeg ringede anden Gang, mærkede jeg, at 225 i et Vindue, der gik ud til Trappegangen, bevægede et lille smudsigt Gardin sig lidt ved det ene Hjørne, og fra Mørket bagved det kiggede et Øje ud paa mig, hvorpaa Gardinet faldt tilbage i sine gamle Folder. Efter endnu at have ventet en god Stund, hørte jeg slæbende Skridt, og endelig aabnedes Døren af Fru Jagemann, hvis Ansigt havde et forskræmt Udtryk, som om jeg mindst havde været Rodemester, saa jeg var lige ved at spørge: "Herregud, hvad er der gaaet Dem imod?" - da det faldt mig ind, at det rimeligvis var mig selv. Hun lod til at have glemt, at jeg vilde besøge hende eller ogsaa havde hun taget det for en tom Høflighedsphrase. Det sortfarvede Shawl, som jeg kendte fra den foregaaende Aften, indhyllede hende og lod til at være kastet over Chemisen, og Nederdelen syntes snarere at være et Skørt end at tilhøre en Kjole. Hun førte mig med mange Undskyldninger ind i Dagligstuen og forsvandt derpaa en halv Time "for at byde mig en Kop Kaffe".

✂ Det temmelig lille Værelse var venligt og lyst, da det vendte ud til den omtalte Havefirkant og havde fuldt op af Sol. Men Meublementet var ikke blot tarveligt, ja tildels itu, men det Hele vidnede om en fuldstændig Mangel paa Ordenssands. Klappen af det sorte opretstaaende Clavér var helt 226
graa af Støv, og oppe paa dets Plade stod der ovenpaa en Bunke Noder en Tallerken med en halv røget Sild. Det har altid været mig en Gaade, hvordan den er kommen dèr, for jeg opdagede snart, at Fru Jagemann aldrig opholdt sig her, men hele den udslagne Dag kukkelurede i det næsten fuldkomment mørke Køkken, hvor hun tilberedte og spiste sine Maaltider, sov og læste "Dresdener-Nachrichten". I et Hjørne stod en Reol næsten helt fuld af grønne Bind, hvilke jeg strax genkendte som Minnas Klassiker-Skat, Gaven fra hin barske Tante, der vilde plage hende som Spøgelse, hvis hun nogensinde skilte sig ved dem. En Dør midt paa den ene Væg var dækket med et grønt Tæppe, og en Sopha stod foran den; paa dette Tæppe som Baggrund hang et Oliemaleri: man saà en Del af et Fiskerleje under lave Klitter ved en Havbugt. I Forgrunden sad et Par unge Piger og knyttede Net, medens de samtidig gjorde Jav med en Hovedstads-Laps, der var signaliseret ved Hjælp af en Malerkasse og havde en umiskendelig Lighed med Stephensen. Ved hans pegende Haandbevægelse og de unge Pigers leende Blik var der aabenbart antydet, at der i denne Knytten-Net skulde lægges en dybere Betydning. Medens Staffagen var lige saa konventionelt malet som flovt tænkt, 227
var der en Del Friskhed og Naturstudie i Stranden og Sollyset paa Klitterne, og Billedet med sine kraftige lyse Farver straalede formelig i den lille Stue, til hvis mer end tarvelige Bohave det stod i en paafaldende Modsætning. Enhver maatte uvilkaarlig spørge sig selv, hvorledes er det dog kommet herind? og til mig, for hvem dette Spørgsmaal paa Forhaand var besvaret, talte det paa en anmassende Maade om Alt, hvad jeg helst vilde glemme. Han satte dog sikkert megen Pris paa hende og paa deres Forhold, siden han efter Aars Forløb sendte hende et saa gennemarbejdet Billede. Men tillige, hvilket ufint Koketteri, i en Gave til hende at antyde sig selv som Courmager hos et Par unge Fiskerpiger! - hvilke Stemninger maatte det ikke vække hos en tysk Pige, hvis Hjærte var fuldt af Kærlighed til den danske Maler, og hvis Fantasi var fuld af Heineske Digte: - "Du schönes Fischermädchen" og "Das Meer erglänzte weit hinaus" maatte bestandig have sunget ud til hende fra disse Farver og vakt en uendelig Længsel efter hans Hjemstavns ubekendte Romantik og en evig skinsyg Uro. Et raffineret Selvbehag og en dum Hjærteløshed syntes mig at have tegnet dette pralende Monogram paa den Sten, som Lapsen satte sin Støvle paa, - en Støvle, der iøvrig var 228 saa blank, at den umulig kunde have traadt en Snes Skridt paa den støvede Vej.

✂ Foruden dette Billede var der i Værelset endnu to andre, der hidrørte fra samme Haand. De hang under hinanden mellem Vinduet og Chatollet: et Pastel-Portrait af Minna og en Blyantstegning af en midaldrende Mand med en høj Pande, lige Næse, smalle, sammenknebne Læber, der i Forbindelse med de nedhængende Bryn og smaa, dybtliggende Øjne gav ham et misfornøjet og bittert Udseende, tyndt Haar og store Bakkenbarter, som lod en lille, men fast formet, rynket Hage være fri. Navnlig ved denne Hage og Panden var Ligheden med Minna paafaldende, og naar man saà nøjere til, var ogsaa Læbernes Form oprindelig den samme; derimod var hendes Næse noget kortere og bredere. Denne Tegning var dygtig udført og viste en god solid Skole.

✂ Derimod kunde jeg paa ingen Maade forlige mig med Pastelportraitet. Det var et Brystbillede i tre Kvart Størrelse. Hun havde en sort Kjole paa uden det mindste Hvidt eller Farvet, hvorved hendes betydelig overdrevne Bleghed blev end mere paafaldende, og Alt dette svømmede bort i en blaa Taage, saa man skulde tro, det var en ung tobaksrygende Kvinde, der lige havde indhyllet sig i 229
Damp - kun at denne ikke syntes at strømme ud fra de sammenpressede, blodløse Læber, men snarere af de vage, udtryksløse Øjne - en Kunst, der, som man véd, endnu ikke er opfunden. Denne Slags taagede Billeder var den Gang lige komne i Mode. Og det var en Mand, der havde malet sin Elskede! Hvor var den kærlige Fordybelse i Enkelthederne, den gerrige Omhu, der værner om det Mindste, fordi den ser det Største bagved det, den selvfornægtende Fortabelse i Genstanden, den Forelskelsens Realisme, hos hvilken der kun er Plads for en elskende Idealisme, som langt fra at tilsløre Individualiteten kun er betænkt paa at stille den i det sandeste og klareste Lys! Intet af dette; Alt var her forflygtiget, det Hele var der gaaet hen over med en Harefod for at viske det ud i en Mode-Manér, der i Stedet for et menneskeligt Syn affekterer et kunstnerisk "vue". Jo længer jeg saà paa dette Portrait, desto stærkere fyldtes jeg af Foragt og Raseri mod ham, der havde malet hende saaledes, denne Artist, der saa frækt havde sat sig hen og lavet et Billede til efter den sidste Recept - Motivet fra hans Elskede - snydende sig fra alle Vanskeligheder, Alt hvad der var at forstaa og gøre Rede for. Det forekom mig, at hvis han traadte ind i Stuen, maatte jeg 230 gribe ham i Kraven, trække ham hen foran dette Syndeværk, ryste ham dygtig og raabe ham ind i Ørene: - "Hvad er du dog i Grunden for en ækel moderniseret og artistisk bedærvet Pjalt! Se dèr, du Palet-Ridder, hvilket fordømt Skræmsel af en Farveløgn du har lavet med den herligste Guds-Skabning for Øjet, og i Hjærtet med, skulde man tro dig!" Og atter hørte jeg ham svare: "Hvad er du da for en Fyr, og hvad kan du gøre? Jeg har dog i det mindste kunnet male et Portrait af hende, som man til Nød kan kende, som Enhver vil finde forestiller en smuk Pige, og hvori en Kunstner ser et talentfuldt Arbejde. ... Maintenant à vous, monsieur! tag Farver og Lærred og sæt Dem hen med Deres "selvfornægtende Fortabelse i Genstanden, Deres Forelskelses-Realisme", og se saa, hvilket Uglebillede De faar frem. Men lige meget, - forsøg alligevel: det er behagelige Timer, forsikrer jeg Dem; De har det søde Pigebarn siddende foran Dem, og kan se paa hende lige saa meget, De vil; hun bliver rød derover, - derfor maa De moderere lidt paa Farven - jeg vil anbefale Dem at holde Skyggepartierne lidt køligere end man sædvanlig gør - - - -". Paa denne Maade irriterede jeg mig selv op til en saadan Grad af skinsygt Raseri, at jeg maaske havde forgrebet 231 mig paa Billedet og kylet det i Gulvet, hvis ikke Fru Jagemann nu endelig var kommen ind med Kaffen.

✂ Det voldte hende en heftig Forskrækkelse at se mig staa lige op og ned paa Gulvet, og hun skyndte sig at faa mig bænket i den lille Sopha bag det noget medtagne Maghognibord, paa hvilket hun anrettede den sachsiske Drik. Der var foregaaet en betydelig Forandring med hende, og hun havde nu et ganske værdigt Matrone-Ydre i en mørkeblaa, hvidprikket Kattuns-Kjole og kronet af en stor Kappe med lilla Baand. Hun satte sig yderlig paa en Stol lige over for mig og søbede langsomt sin Kaffe, idet hun dukkede Hovedet helt ned til Koppen.

✂ Jeg havde allerede i nogen Tid bemærket en sødlig kvalmende Lugt, som nu bestandig blev stærkere, og det gik op for mig, at der hinsides denne tæppebehængte Dør maatte blive røget en meget tarvelig Kanaster. Fru Jagemann syntes at gætte mine Tanker; hun gav sig til at hoste:

✂ - Ak ja, ak Gud, ja - det er denne Tobaksrøg, den trænger altid herind. Derinde bor vor Logerende, et meget net Menneske, men han ryger evig og altid. Ryger De ikke ogsaa? De maa endelig ikke genere Dem, det smager saa godt til 232 Kaffen, siger de. - Vi har nemlig Logerende, ellers kunde vi ikke beholde denne Lejlighed, forstaar De nok, og naar man en Gang er godt vant - - men det har sine Ulemper. Som nu denne Tobaksrøg. - Ganske vist, man kan ogsaa faa Logerende, som ryger mindre, eller som ikke er saa meget hjemme, - der gives endog dem, som slet ikke ryger, men saa kan der jo være andre Ubehageligheder. Ak Gud, ja, Hr. Fenger, der er mange slette Mennesker til! Som f. Ex. denne Logerende, ham er der saamænd ikke noget videre at sige paa. Han betaler mig altid, selv om det tidt trækker ud til henimod Slutningen af den næste Maaned, men hvad skal man sige, der gives ogsaa dem, der slet ikke betaler. Dem har jeg haft mange af, de flytter fra En uden videre, lover naturligvis, at de skal komme og betale. ... Ak Gud, ja, slette Mennesker, Hr. Fenger! ...

✂ Jeg havde atter givet mig til at stirre paa det irriterende Portrait og gentog i Tankerne mit Udbrud: "Hvad er du dog for en ækel, artistisk fordærvet og gennemløjet Karl -!" Og Fru Jagemann, der saà, hvor jeg var henne, skyndte sig høflig at indhente mig: -

✂ - Ja, det er et Portrait af min Minna, ser De nok, - det ligner jo ogsaa - næsten som et 233 Photografi, ak Gud, ja! saadan Kunstfærdighed, - Alt hvad man nu kan gøre, Hr. Fenger! i Amerika kan de nok nu photografere med Farver, det stod at læse om i Avisen - Herre Gud, hvordan skal det saa gaa de stakkels Malere, men hvad skal man sige - Kunsten stiger, - Høg over Høg - den Enes Død den Andens Brød, hedder det jo. - Ak ja! - Det er forresten en Landsmand af Dem, som har malet det, han var ogsaa vor Logerende, - - Hr. Stephensen hed han saamænd - han boede her et halvt Aar. -

✂ Hun talte langsommere, gik næsten i Staa, og betragtede mig med et Blik, der var saa lurende, som hendes noget sløve Øjne kunde udsende.

✂ - Ja, jeg véd det nok, Minna har fortalt mig det altsammen, hun holder ikke Noget hemmeligt for mig.

✂ - Nej, naturligvis, vist saa, en Landsmand af Dem, og ovenikøbet en Kunstner, - det har De naturligvis hørt om, sagde hun hurtig, aabenbart tilfreds med at vide, hvor hun havde mig, men frygtelig angst for, at vi skulde komme ind paa et pinligt Omraade. - Ak ja, saadan et Talent, det maa De nok sige! - (Jeg havde slet ikke sagt noget Lignende). - Og et net Menneske, saa behagelig i Omgang! Han betalte mig altid punktlig, 234 endogsaa forud undertiden, - ikke fordi jeg bad ham derom, men det var knappe Tider, og han var saa fintfølende. Han røg kun Cigaretter, - det var noget Andet end vor nuværende Logerende, - han er forresten ogsaa Maler, det vil sige, - han er fra Holsten - det er Lokaler han dekorerer, Lofte og Vægge. ... Men Hr. Stephensen røg kun Cigaretter, - aa, naar man den Gang kom herind i Stuen, det var ligesom De kunde lugte Røgelsen i den katholske Kirke. Ja, dèr har De da været? min Gud, saa højt der er til Loftet, og alle de Lys paa Altret, - ak, og saadan som de synger! det er ligesom man hørte Englene, - jeg har været der med Minna, - hun sagde, det var Latin de sang. ... Ellers gaar jeg i Anna-Kirken her henne, det er en mageløs Præst, vi har, forleden tog han mig i Haanden, og han spurgte efter Minna, - han har konfirmeret hende - forresten kan hun ikke lide ham - hun er tidt lidt vanskelig, det vil sige, - saadan - med Mennesker, hun faar let Noget at udsætte. ... Naa, naturligvis har hun Ret, paa sin Maade, - der er mange slette Mennesker til, men hvad skal man sige, Herregud! derfor har vi Religionen, - hvad var vi uden Religionen, Hr. Fenger!

✂ - Ja, jeg maa desværre bekende, at jeg ikke 235 er saa meget kirkelig, men jeg tror, at Minna og jeg ogsaa i den Henseende -

✂ - Ak Gud, ja! Ungdommen, ser De, - da jeg var ung, - det var akkurat det samme, - da tænker man kun paa at more sig, naa, - naar man blot ikke gør noget Ondt! -

✂ - Jeg tænker dog ogsaa f. Ex. lidt paa at fortjene Noget, og jeg haaber snart at kunne faa en saadan Stilling, at vi kan gifte os. Jeg har en Onkel, som er Fabrikant i England, og han vil gærne have mig derover. -

✂ - Til England, ih nej da! jeg havde saamænd en Søster, som var flere Aar i England. Ak ja, Alt hvad hun kunde fortælle! Det maa jo være en skrækkelig By, London! Al den Taage og Kulrøg. Dèr bor de ogsaa i flere Etager, og hele Familien spiser til Middag ude i Køkkenet. ...

✂ Da det endelig blev mig ganske klart, at jeg ligesaa godt resolut kunde opgive ethvert Forsøg paa at lede Samtalen ind i et fornuftigt Spor, lod jeg hende tumle sig paa slap Line, som hun kunde bedst, og gjorde kun af og til et Par understøttende Bemærkninger. I Begyndelsen havde hun talt temmelig rent, men eftersom hun kom i Aande, indfandt Provinsialismerne sig; hun sagde "m'r" for "wir" og "sein" for "sind", kendte kun bløde 236 "P"er og "T"er og spækkede sin Sladder med mange folkelige Udbrud og Vendinger; og da morede det mig at lægge Mærke til, at Minna, naar hun undertiden for Spøgs Skyld pludrede sin Dresdener-Dialekt, kom til at ligne sin Moder aldeles paafaldende lige indtil Miner, ja selve Ansigtstrækkene, - og jeg var derfor en saa taalmodig og opmærksom Tilhører, som den Gamle vel kunde ønske sig.

✂ Endelig anbefalede jeg mig. Hun gjorde intet Forsøg paa at holde mig tilbage, men fulgte mig til Dørs med mange Knix og Komplimenter.

✂ Jeg havde altsaa lært min tilkommende Svigermoder at kende, og var i Grunden slet ikke utilfreds med Resultatet, hvor langt det end i og for sig var fra at kunne kaldes glimrende. Sagen var, at jeg altid, naar jeg tænkte mig Fremtiden og udmalede mig den Lykke at føre en elsket Kvinde hjem som Brud, tillige har skælvet ved Tanken om Svigermoder og overhovedet haft en Rædsel for dette, at blive gift ind i en Familie, og faa et Paahæng af Svogre og Svigerinder, ny Tante- og Onkelbesætning etc. etc. p. p. - Om Familie var her nu aabenbart slet ikke Tale; bragte Minna mig ingen Medgift af Penge, saa bragte hun mig heller ingen af "Sippen und Magen". Hvad Moderen 237 angik, overfor hvem jeg vidste, at hun havde en sjælden, men heldig Kritik, saa lod hun til at være et meget beskedent Væsen, som sikkert helst vilde kukkelure i Fred ude i sit Køkken og nikke ind i "Zur Katze", og var saa fastgroet i sine Dresdener-Vaner, at der næppe vilde blive Tale om at faa hende med til England. Naar man nu havde faaet en statelig Dame til "Mama", der omfavnede En moderlig, kritiserede Ens Vaner, var misfornøjet med Udsigterne, blandede sig i Husvæsnet, satte Datteren op imod En saa vidt det lod sig gøre, forlangte Visitter, regelmæssige Aftener - du gode Gud, hvor jeg dog var sluppen heldig med denne tarvelige Mo'erlil!

✂ Hvis jeg havde ført Dagbog, vilde jeg den Dag have skrevet: - "Beroliget, - Svigermoder uskadelig".

238

✂

XXII.

✂ Minna kom to Dage efter, med Dampskibet, Klokken fem. Naturligvis var jeg ved Landingspladsen for at tage imod hende. Medens vi gik sammen gennem Gaderne, forekom det mig, at der var Noget, som tyngede paa hendes Sind, men jeg vilde ikke spørge, før vi kom til Ro hjemme. Iøvrig tænkte jeg mig, at det var Hertz's Tilstand, som hun sagde havde forværret sig.

✂ Da Minna var færdig med at spise, og Moderen havde ladet os være ene, blev det kære Barn mer og mer tavs. Undertiden saà hun paa mig med et langt, tungsindigt Blik, der var lige ved at faa mig til at græde; snart efter begyndte hun at stirre, som om hendes Tanker vare langt borte, og jeg fik da en Følelse af Uhygge.

✂ - Er du bekymret for, at det skal blive farligt med Hertz? spurgte jeg endelig.

239

✂ - Ja, det er jeg nok, du skal se, han dør af det ... Og hvorfor ikke? Det var ved at forske efter Goethe-Manuskripter i Prag, at han paadrog sig det, det er hans Lidenskab, der slaar ham ihjel, der er noget kønt deri.

✂ - Men hans stakkels Kone!

✂ Minna sukkede, rejste sig og gik hen til Vinduet.

✂ Længe blev hun staaende dèr og stirrede ned i den lille Have. Den lave Sol straalede ind paa hendes Ansigt, som med sit Præg af Alvor og Mismod syntes at tilhøre en langt ældre Kvinde. Brystfolderne af den lette Kjole hævede og sænkede sig stærkt og uregelmæssig. Den højre Haand, som hang ned, krammede et lille Lommetørklæde; et Par Gange hævede hun den anden for at skygge, som om hun vilde se efter noget Bestemt, men glemte det strax igen, strøg Haaret bort fra Panden eller gav sig til at tromme paa Vindueskarmen.

✂ Jeg gik sagte hen til hende og lagde Armen om hendes Skulder:
- Er der ellers Noget gaaet dig imod, Seelchen? -

✂ - Jeg har faaet Brev - fra ham - Svar paa det, jeg sendte bort den Aften.

240

✂ - Naa?

✂ - Det har gjort mig saa ondt, - det var slet ikke, som jeg havde ventet. Han tænker ikke paa mig, som en god Ven ... Det er ligesom han vilde saare mig. Jeg forstaar det ikke.

✂ - Hvad har han da skrevet, Minna?

✂ - Ja, nu skal du selv se.

✂ Hun gik tilbage i Værelset og knælede ned ved den lille Haandkuffert, som stod aaben midt paa Gulvet. Af en Mappe tog hun et Brev frem og rakte mig. Det var skrevet paa meget elegant Papir og indeholdt kun nogle ubetydelige Linier som Indledning til et Digt af Heine, hvilket jeg ikke kendte. Det lød saaledes: -

✂ Schon wieder bin ich fortgerissen
vom Herzen, das ich innig liebe, -
schon wieder bin ich fortgerissen,
o wüsstest du, wie gern ich bliebe!

✂ Der Wagen rollt, es dröhnt die Brücke,
der Fluss darunter fliesst so trübe;
ich scheide wieder von dem Glücke,
vom Herzen, das ich innig liebe.

✂ Am Himmel jagen hin die Sterne,
als flöhen sie vor meinem Schmerze, -
Leb' wohl, Geliebte! In der Ferne,
wo ich auch bin, blüht dir mein Herze.

241

✂ - Dumt Tøj, udbrød jeg, og krammede uvilkaarlig Papiret mellem Hænderne. Men Minna, der atter havde staaet og sét ud ad Vinduet, vendte sig hurtig, rev det fra mig og gav sig til at glatte paa det.

✂ - Det er vel en Helligdom! sagde jeg med en Bitterhed, som jeg ikke formaaede at holde tilbage.

✂ Hun saà bebrejdende paa mig: -

✂ - Hvis du nogensinde tager Afsked med mig, og om det end var med langt bitrere Ord, vil jeg gøre ligesaa med dit Brev, Harald! og hun gemte atter Brevet i Mappen.

✂ Den rørende Troskab mod alle Hjærtets Min der, som aandede ud af hendes Ord og Miner, afvæbnede mig vel, men der blev dog et Bund fald af Uvilje tilbage.

✂ - Jeg havde Uret, tilgiv, - men det er et Brev, der kunde faa en Engel til at bande. Der er jo ikke Mening eller sund Sans deri.

✂ - Ja jeg forstaar det ikke! Det var dog ham selv, der ikke vilde staa i andet end Venskabsforhold til mig, og som raadede mig til at gifte mig med en brav Mand, og nu bebrejder han mig det.

✂ - Og saa paa saadan en dum Maade! Hvorfor 242 udtaler han ikke selv sine Følelser? - et Digt af Heine, - ja, naar det saa endda havde passet til Situationen, men aldeles ikke!

✂ - Nej, ikke sandt! det var ogsaa det, der berørte mig saa underlig, ligesom en falsk Tone, - ellers vilde det have gjort mig endnu mere ondt - eller maaske vilde det ogsaa tvertimod have virket forsonende, men dette kunde jeg ikke lade være at ærgre mig over.

✂ - Hans Forfængelighed er bleven stødt over, at du kunde glemme ham for en Anden, det er det Hele. Derfor har han heller ikke selv haft Noget at sige, - en tarveligere Mand havde grebet til en Brev-Formular.

✂ - Og alligevel - hvis han dog elskede mig endnu, og led! udbrød hun og knugede de foldede Hænder sammen.

✂ - Elskede? Der gives saa mange Maader at elske paa! Hvorfor forlod han dig?

✂ - For sin Kunsts Skyld, sagde han jo, og er den ikke mer værd end jeg?

✂ - Nej, tusind Gange nej! For Kunstens Skyld! dum Frase! Saadan en Ynkelighed! hvor tror han, han kan gøre Kunst, som duer noget, naar han er en sølle Pjalt, som ikke engang tør tage et Tag med Livet, og hvordan skulde han 243 kunne sidde og pensle Følelser frem, naar han leger baade med sine og med Andres?

✂ - Men hvis han kun havde sagt saaledes, - hvis han for en Tid havde maattet arbejde ene, og saa ikke vilde binde mig, men stolede paa, at min Kærlighed var fast og udholdende nok til at holde ud, og han selv havde ventet trofast, arbejdet, og nu var bleven skuffet? -

✂ Jeg gik heftig frem og tilbage i det lille Værelse. Den Tanke, at Hr. Axel Stephensen skulde sidde oppe i Danmark som den trofaste Elsker, arbejdende for at kunne forene sit Liv med hendes, - forekom mig efter Alt, hvad jeg havde hørt om ham, at være i en saa komisk Contrast med Virkeligheden, at jeg var ved at le haansk; men et Blik paa den elskede Pige, hvis Tiltro just i sin Fejltagelse gjorde hendes Sjæl saa megen Ære, afvæbnede min Bitterhed og kun et dybt, smerteligt Suk pressede sig frem.

✂ Minna stod endnu tæt ved Vinduet med Ryggen mod det, op mod en gammeldags Commode, der var fuld af værdiløse Nipssager og af afblegede, tilsmudsede Photografier. Til dens Kant støttede hun sig med begge Hænder og saà ned paa Gulvet.

✂ - Jeg skal være ulykkelig og gøre Andre 244 ulykkelige, mumlede hun, som om hun talte med sig selv.

✂ - Minna, Minna! udbrød jeg fortvivlet, idet jeg standsede foran hende, og strakte Armene ud imod hende. - Det maa du ikke sige, hos mig og til mig kan du dog ikke sige det.

✂ Hun rystede næsten umærkelig paa Hovedet, uden at se op.

✂ - Men han tror, at det er Letsindighed, og det skal han i alt Fald ikke. Han maa kunne forstaa mig -

✂ - Du vil dog ikke skrive til ham efter dette?

✂ - Jo, Harald, det vil jeg.

✂ - Hvorfor dog, kæreste Ven! hvad kan der komme ud deraf andet end Pinligheder for os Alle! Lad det være nok med den Brevvexling, den har varet altfor længe.

✂ - Saa kan den taale et Brev endnu, det skal blive det sidste.

✂ - Jeg beder dig saa meget, Minna! lad være for min Skyld, - jeg kan ikke forklare dig, jeg véd ikke selv hvorfor - men det gør mig angst -

✂ - Jeg maa, svarede hun med en Klang af fatalistisk Overbevisning ... Han og jeg kan ikke skilles saaledes.

245

✂ - Gid I aldrig var mødtes, udbrød jeg.

✂ Hun saà længe paa mig med et underligt uforstaaende Blik, som om hun ikke kunde overse Rækkevidden af denne Forestilling. Saa lagde hun sig ind til mig med Armen om min Hals: -

✂ - Ja, Gud give, vi aldrig var mødtes! Hvorfor maatte du ikke komme den Gang! Hvorfor lærte vi ikke strax hinanden at kende, - da var Alt blevet saa godt!

✂ - Det skal blive godt ogsaa saaledes, min Ven! sagde jeg og kyssede hende paa Panden.

✂ Vi satte os ved det aabne Vindue og snakkede sammen om det kære Rathen. Minna drillede mig med, at jeg i et Brev, som jeg havde sendt hende for et Par Dage siden, havde forvexlet to Udsigtspunkter. Jeg benægtede og forlangte, at vi skulde efterse Kildestedet.

✂ - Det er saamænd ikke Umagen værdt, Enhver kan jo komme til at skrive fejl, sagde hun, og det forekom mig, at hun blev noget forvirret.

✂ - Men jeg er vis paa, at jeg ikke har gjort det. Lad mig dog se Brevet.

✂ - Saa lad mig da have læst fejl, for mig gærne, svarede hun og blev rød. Det var tydeligt, at hun havde en Grund til ikke at komme frem med Brevet.

246

✂ Den Irritation, som under hele denne Samtale havde luret i mig, siden hun bevarede hans Brev saa omhyggelig, brød nu frem med en skinsyg Mistanke om, at hun havde behandlet mit mere skødesløst og nu ikke vidste, hvor det var at finde. Jeg var ikke ædelmodig nok til at skaane hende, skønt jeg kunde have sagt mig selv, at selv det dyrebareste Brev kan forsvinde ved hundrede Tilfælde, især naar man rejser.

✂ - Du kan da ikke være bekendt at være saa doven. Din Mappe ligger jo dèr paa Bordet.

✂ - Nej, dèr er det ikke, svarede hun og rejste sig. - Stivnakke! Jeg maa umage mig ud i Entréen efter min Rejsetaske.

✂ - Nej, den tog jeg ind; den hænger dèr ved Døren.

✂ Hun gik hen og saà efter i Tasken.

✂ - Saa maa det vel dog være i Kofferten, bemærkede hun med et Skuldertræk. - Tant de bruit pour une omelette!

✂ - Tak! sagde jeg med en spydig Forstemthed, som hun overhørte, thi hun lo muntert, medens hun lagde sig paa Knæ og gav sig til at rode op i Kufferten. Men mig forekom denne Latter forstilt, da hun dog saa aabenbart befandt sig i en pinlig Situation.

247

✂ - Du maa ikke se herhen, Harald, hører du! her er saadan en Uorden.

✂ - Gud bevares, sagde jeg, og kiggede ærgerlig ud ad Vinduet. Endelig hørte jeg hende rejse sig og komme hen til mig. Hun rakte mig Brevet. Det temmelig stive Papir var krammet, uden at være lagt i egentlige Folder, buklet og krummet paa en underlig Maade.

✂ - Du har vel pakket ind i det, bemærkede jeg bittert og holdt det hen imod hende.

✂ Hun svarede ikke, men smilede med et ganske sælsomt Smil, der klædte hende fortryllende, og som, samtidig med at det irritererede mig, gjorde mig dødelig forelsket.

✂ - Det lader ikke just til, at du behandler mine Breve med samme Omhu eller gemmer dem lige saa godt som denne Hr. Stephensens!

✂ Minna bed sig i Læben og kiggede op paa mig med et drillende og dog kærtegnende Blik. Jeg forstod slet ikke, at hun kunde tage denne Sag saaledes, og vilde sikkert være bleven vred som en Tyrk, hvis jeg ikke havde faaet en Følelse af Usikkerhed og en Anelse om, at jeg spillede en komisk Rolle.

✂ - Men du glemmer jo helt at se efter, 248 Harald, sagde hun, da jeg vedblev at række Brevet hen til hende.

✂ - Du har Ret, afgjorde jeg, uden at værdige Dokumentet et Blik, og kastede det paa Gulvet.

✂ Minna bukkede sig ganske rolig og tog det op.

✂ Hun saà paa mig med et bebrejdende Blik, der fik mig til at se beskæmmet til Siden, skønt jeg endnu mente at være i min gode Ret. Og uden at vende Blikket fra mig, men med et bestandig ømmere Smil, knappede hun det øverste af Kjolen op, løsnede Chemisen foroven og lod Brevet glide ned paa sit Bryst, hvor det forsvandt med et rosenrødt Skær af de sidste Solstraaler, som gennemglødede det lille Værelse.

✂ Jeg sluttede hende heftig i mine Arme og bedækkede hendes Ansigt og Hals med Kys, alt imens jeg fremstammede Undskyldninger for mit urimelige Væsen, min Skinsyge og min taabelige Mistanke, for hvilken hun paa en saa rørende Maade havde beskæmmet mig. Denne Anger og endnu mere den lykkelige Følelse, at være saa inderlig og skønt elsket, fik mine Taarer til at strømme saa rigelig, at Minna spøgende frygtede for, at de skulde udslette Skriften paa det dyrebare Brev. Ogsaa i hendes Øjne blinkede det, - 249 vi lo og græd paa én Gang og kyssede hinanden Taarerne af Kinden.

✂ Men inden vi saà os for, var Moderen kommen ind i Stuen. Vi gav forlegne Slip paa hinanden, og Minna søgte ved en hurtig Drejning at skjule sit lidt uordentlige Toilette. Den Gamle hostede undskyldende, og selv de forsigtige Skridt af de næsten gennemtraadte Slæbere, syntes, da hun listede ud med Kaffekopperne, at hviske ganske sagte: "Gør ikke noget, Børnlille, jeg er selv ingen Nonne, - har ogsaa været ung! Næbbes I kun! Herregud, naar man blot ikke gør noget Ondt!" -

✂ Det ærgrede mig, at vi skulde være Genstand for en moralsk Overbærenhed, som vi ikke trængte til, og især at der blev lagt et uædlere Indhold i denne Scene, end den fortjente. Minna maa have følt noget Lignende; thi medens hun knappede den øverste Knap, trak hun paa Skuldren og mumlede med en komisk Fortrydelighed: -

✂ - Die alte Pulverhexe! kommt sie immer so hereinlatschend! -

✂ - Spil nu lidt for mig, Minna, sagde jeg, - jeg har endnu slet ikke hørt dig spille, og jeg har glædet mig saa meget dertil.

✂ Minna bad ynkelig for sig, men jeg trak hende hen til Claveret. Der var endnu Dagslys 250 nok til at se Noderne. Hun slog et Schubert-Hefte op og spillede et moment musical, ikke uden Følelse, men saa ængstelig, som om hun frygtede for at røre ved Tangenterne.

✂ - Det er skrækkeligt, udbrød hun, lige da hun havde taget den sidste Akkord ... Maa jeg ikke holde op? Du kan da ikke paastaa, at det er en Fornøjelse at høre paa det.

✂ - Jo, det kan jeg godt, og forresten kan du da ikke være bekendt at være ængstelig for mig.

✂ - Ængstelig! jeg ryster over hele Kroppen!

✂ - Du kan heller ikke nu se rigtig. Jeg vil hente en Lampe.

✂ - Nej, for Guds Skyld, lad mig dog i alt Fald beholde den Undskyldning.

✂ Det sprudlende livlige og samtidig dog saa sværmeriske og dybt bevægede Impromptu, som hun nu tog fat paa, behandlede hun lidt friere og dristigere, og skønt det brast et Par Steder, havde jeg en inderlig Glæde af det ægte musikalske Foredrag. Jeg havde ventet, at hun nu vilde se at slippe fri, og var belavet paa at maatte bede længe og indstændig for at faa hende til at blive ved, men næppe havde hun faaet Hænderne fra Tasterne, før hun tog Beethovens Sonater ned fra Klavér-Pladen.

251

✂ - Skal det være Gilde, saa lad det være Gilde! udbrød hun muntert. Man kan lige saa gærne være fræk. Du maa gærne hente Lampen, Harald, at jeg kan se alle de Noder, som falde under Klavéret.

✂ Jeg havde ventet, at hun skulde spille "Sørgemarschen", første Sats af "Maaneskins-Sonaten" eller et lignende nogenlunde overkommeligt Stykke, et af dem, om hvilke man kan sige, at de ere naturaliserede i Dagligstuerne; men til min Forundring hørte jeg, medens jeg ude i Entréen tændte den lille Lampe, at det var den vældige C-Dur Sonate, som hun styrtede sig ind i, og det uden at slaa det Mindste af paa Voldsomheden. Hun havde aabenbart sendt mig ud efter Lampen for at kunne begynde, mens jeg var borte, i Tillid til, at naar man først er sprunget ud, hvor man ikke kan bunde, saa er man nødt til at svømme. Og hun svømmede virkelig; selve Dybden og Bølgebevægelsen hjalp til at bære. Da jeg traadte ind, just idet hun fra vildsomme Løb og heftig Oktav-Stigning naaede over til den rolige, i rige Akkorder syngende Hymne-Melodi, - blev jeg et saa ejendommeligt Udtryk vàr i hendes Ansigt af Energi og Begejstring, en Beethovensk Forklarelse af alle hendes Træk, at en spøgende Opmuntring, 252
som jeg havde paa Læben, forstummede af sig selv. Jeg stillede ganske sagte Lampen paa Commoden bag ved hende, og da et stort Stykke af Kuplen var gaaet af, drejede jeg den saaledes, at Lyset gennem dette Hul straalede hen paa Noderne, hvilket nok kunde behøves; thi glimrende lyste denne Lampe sikkert ingensinde, og den saà ud, som om den ikke havde været renset i Løbet af Sommeren. Selv tog jeg Plads længer tilbage i Stuen, hvor jeg ikke kunde forstyrre hende, men saà hendes Nakke, hvis Haarknude glinsede i Lampelyset, og den blødt skyggede Kindrunding, medens jeg fortabte mig i en Nydelse, som maaske er den ædleste af alle: at faa Beethoven forespillet af sin Elskede. I denne Stemning blev selv det Ufuldkomne ved Udførelsen snarere til Gavn end til Skade; de yderst beskedne Omgivelser stemmede ikke til Concert-Fordringer, og saa glædede man sig saa meget mer over Besejringen af Vanskeligheder, selv om disse Sejre ikke vandtes uden Mandefald i Node-Hæren. Og trods Alt, blev hendes Spil kunstnerisk, fordi hun var helt fortabt i det, - hun spillede som en Musiker, der har faaet et vanskeligt Partitur paa Nodestolen; af og til knurrede hun af Ærgrelse over at være snublet, undertiden, naar hun havde slaaet 253 med Fynd ved Siden af, sendte hun efter den falske Tone et Udbrud, der ikke var fjærnt fra en lille Ed, og blev Hænderne tilbage for den inspirerede Vilje, saa sang hun med høj Røst Melodien, ligesom for at skamme Fingrene ud og tvinge dem til at komme med. Saaledes var hun stormet gennem Allegroens stolte, solrige Bjærgland og sænkede sig hvilende i Adagioens Eneboerdal med den dybe Skygge om det stille, blanke Vandspejl, hvor Sindet samler sig indadvendt, men dog med Blikket forventningsfuldt hævet mod en anet Herlighed, - for saa at svinge sig op til de ætheriske Regioner, hvor Rondoen lever i et overjordisk Lys og en uforstyrrelig Glans, jublende Triller ud, som var den en Lærke, der havde hjemme ikke blandt Skyer, men blandt Stjærner.

✂ Minna kastede sig tilbage i Stolen; jeg gik hen til hende, trykkede et langt Kys paa hendes Pande. "Tak," hviskede jeg.

✂ - Det var ogsaa Noget at takke for, sagde hun og saà forundret paa mig, som om hun frygtede, at jeg gjorde Nar.

✂ - Hvor kan du sige det! jeg er helt overrasket! Jeg vidste nok, at du var musikalsk, men jeg havde dog ikke tænkt, at du kunde spille saaledes.

254

✂ En pludselig, sjælfuld Glæde straalede op til mig fra hendes Blik; men hun slog det strax ned, og hendes Læber krusede sig til et godmodigt ironisk Smil.

✂ - Ja, ikke sandt! til at slaa ved Siden af er jeg en ren Rubinstein!

✂ - Hvorfor spotter du? jeg véd dog selv nok, at du ikke helt kunde magte den. Men du spillede smukt alligevel.

✂ - Ak! det er det, som gør mig næsten fortvivlet, hver Gang jeg spiller - at høre det saa smukt og ikke kunne faa det frem. Og især det, at jeg undertiden synes, jeg maatte kunne være kommen til at spille ganske ordentlig, hvis jeg havde kunnet drive det rigtig vedholdende.

✂ - Naa, det er da ikke for sent endda, jeg synes, du har Livet for dig.

✂ - Maaske, - men der er det samme i Vejen endnu, - jeg kan ikke taale det, du aner ikke, hvor det angriber mig: Nu har jeg mindst spillet min Nattero bort. Hvorfor er man ogsaa saadan en Pjalt! Ja, hvis du kunde forestille dig den Melankoli, som jeg i disse Aar spillede mig ind i, hver Gang jeg rørte Clavéret! det var ligesom Noget, der slog sammen om mig, og jo skønnere Musikken var, desto mørkere blev det 255 om mig. Undertiden kunde jeg ikke lade være, men det kunde ogsaa blive saa frygteligt, at jeg ikke turde mer.

✂ - Men det vil jo altsammen fortage sig, min Ven! - Jeg skal nok faa dig sund og stærk, og naar du spiller mig glad, vil du ogsaa selv føle dig lykkelig derved. Jeg er et taknemligt Publikum, selv om du ikke driver det saa meget videre, end du nu er. Men saa vil du ogsaa kunne dyrke Musikken rigtig.

✂ Mine Ord lod ikke til at gøre synderlig Indtryk paa hende. Hun stillede Lampen hen paa Bordet, satte sig i den Stol, som jeg havde rejst mig fra, og støttede Panden i sin Haand.

✂ - Jeg kan mærke det i mit Hoved, det spænder og mylrer derinde. - Hun lo op, som ad et pudsigt Indfald: - Véd du hvad, hvis jeg nogensinde ønsker at blive af med min Smule Forstand, saa tror jeg, at jeg kunde spille den bort.

✂ - Hvad er det for en Idé!

✂ - Nu ja, det var ogsaa en Maade at begaa Selvmord paa. Det er det Frants-Moorske, at ødelægge Legemet gennem Aanden, anvendt paa Selvmordet.

256

✂ - Minna, du maa ikke tale saadan, det er en daarlig Spøg.

✂ - En grov Spøg i alt Fald, naar der gøres Alvor af den. Men man véd ikke, hvilke Kunster man kan faa Brug for i Livet. "Det var en Kunst, der fortjente at have dig til Opfinder," - deklamerede hun med komisk Efterligning af en Mode-Skuespiller. - Har du sét det her paa Hoftheatret? hvor han var affekteret! hu ha! ... Hun satte sig i Positur, som Frants Moor i Begyndelsen af anden Akt, og lagde sit Ansigt i saa pudsige reflekterede Skurkefolder, at jeg ikke kunde lade være at le. Opmuntret ved dette Bifald begyndte hun at efterligne det falske Effektmiddel, som den paagældende Skuespiller havde opfundet til denne Grubler-Monolog: at give Spørgsmaal og Svar med to forskellige Stemmer, en høj fistelagtig, og en dyb Bugtalerrøst, idet han samtidig vendte sig snart til den ene, snart til den anden Side: - "Hvilke Art Følelser skulde jeg vælge? ... Vrede? denne hungrige Ulv æder sig for hurtig mæt! - Sorg? denne Orm nager mig for langsomt! - Græmmelse? denne Snog sniger sig for trægt! - Frygt? Haabet tillader den ikke at gribe om sig .... Hvad? er Dødens Arsenal allerede udtømt? - Hvorledes? Nej! - Ha!

257

✂ Musik! Hvad formaar ikke Musikken? den kan faa Liv i Stene, skulde den ikke kunne slaa en Minna ihjel!"

✂ Hun lo muntert og omfavnede mig.

✂ - Jeg har været rigtig styg, Harald, og du var saa kærlig og takkede mig saa kønt for mit Smule Spil, du kære, søde Ven! Men jeg skønnede ogsaa paa det, skønt jeg kom med al den Snak, - jeg kan ikke gøre for det, tidt piner det mig saa meget, det maatte være saa herligt at være Kunstnerinde, synes jeg, at kunne faa Andre til at elske og beundre, hvad der bevæger En selv saa dybt ... Men jeg skal nok blive en flink Husmoder! - Og bryd dig ikke om, hvad jeg sagde før - saalænge du er hos mig og holder af mig, forgiver jeg mig jo ikke med denne søde Gift - men, Harald! hvis du holder mer af en Anden -

✂ Jeg lukkede hendes Mund med et Kys, - ganske vist ikke noget synderlig logisk Argument, men i dette Tilfælde maaske tilsidst dog det mest overbevisende.

✂ Moderen kom ind med The og Franskbrød, til hvilket hun havde købt Honning i Voxkager og usaltet Smør for at gøre os tilgode. Da vi havde spist, satte hun sig hen i en Krog i en underlig 258 trekantet Lænestol med lodrette Sider; - den var egentlig et Hjørnestykke af en tredelt Sopha, hvis disjecta membra vare fordelte rundt i Lejligheden. I dens Varetægt blundede hun næsten øjeblikkelig ind.

✂ Minna var ogsaa træt efter Rejsen. Da det hæslige, Alabast-søjlede Taffeluhr paa Commoden efter en lang, truende Snurren besluttede sig til at slaa fire Slag, der genlød i Clavéret med en lang Tone, - og derved gjorde os opmærksomme paa, at "Klokken var slagen ti", holdt jeg paa, at hun skulde til Ro.

✂ Vi lod den Gamle sove. Minna lyste mig ud. Til hendes store Skræk gik jeg "med Nakken paa Ryggen", - som hun sagde, - ned ad den stejle Vindeltrappe, uden at kunne vende Øjnene fra hende, som hun stod deroppe, bøjet over Rækværket, med det smilende Ansigt stærkt belyst af den fremstrakte Lampe.

✂ Helt nede blev jeg længe staaende og sendte Kys op til hende, indtil hun gav sig til at skænde, og da det ikke nyttede, begyndte hun pludselig at skære Grimacer og frembringe saa græsselige Carricatur-Ansigter à la Wilhelm Busch, - at jeg endelig tog Flugten med en høj Latter.

259

✂

XXIII.

✂ Den følgende Dag viste Minna mig et Udkast til et Brev, som hun vilde sende Stephensen.

✂ Vi læste det sammen nede i det lille Lysthus, da der havde indfundet sig en af de Tanter, som "ikke var saa rigtig heldige", og for hvis Selskab Minna gærne vilde forskaane mig saa vel som sig selv.

✂ Brevet beroligede mig, da det syntes mig at være vel skikket til at gøre Ende paa hele hint uklare Forhold. Det var uden al Bitterhed og frit for hvert Spor af Sentimentalitet, værdigt, og holdt i en rolig, sikker Tone, som jeg ikke havde tiltroet hende i en Sag, der satte saa mange Følelser og Minder i den stærkeste Bevægelse.

✂ Allerede mens vi vare sammen ude paa Landet, havde jeg undertiden glædet mig til at gaa med Minna i hendes egen smukke By, og jeg mindede hende nu om ikke at spilde Tiden.

260

✂ Vi gik gennem flere smaaborgerlige Gader og Stræder, der alle lignede hinanden; med deres fuldstændige Flise-Fortove, uden Rendestene og Kældertrapper, gøre de et nettere og renligere Indtryk, end en Dansk venter sig af saadanne Kvarterer. De to-etages Huse variere kun den graa eller gulige Farve en Smule; men af og til breder der sig en lavstammet Bygning, hvis store indsunkne Tag kigger ned paa Gaden gennem mange af disse ægte sachsiske Loftsvinduer, der ere formede som sammenknebne Øjne, og som, naar de staa tæt sammen, faar Tegltaget til at gøre en lang Bølgebevægelse. Det er gamle Landgaarde, Vidner om, at man for ikke umindelige Tider siden her befandt sig i Byens Udkant.

✂ Overalt herskede en ret velgørende familiær Ugenerthed. Ved det aabne Vindue i en Stueetage gav en ung Kone sit Barn Bryst; skraas overfor, oppe i et solbeskinnet Vindue, røg en Mand i Skjorteærmer sin Pibe og stirrede op paa Genbotaget, hvor en hvid Kat balancerede. En velklædt Mand, der saà ud som en Studerende, kom med et Glaskrus skummende fuldt af Øl, som han havde hentet i Hjørnebeværtningen.

✂ Smaabørnene, der legede foran Husdørene, hilste paa Minna, og en lille Skælm af en Pige, 261 paa tre-fire Aar, med krøllet Paryk og et Ansigt fuldt af Smilehuller, kom pilende paa sine stakkels nøgne Ben, der vare saa krumme som Sabler, og gav sig ikke tilfreds, før Minna havde forfulgt hende ind paa en Trappegang, hvor hun lod sig fange.

✂ Mindre tiltalende var Opmærksomheden fra de større Børns Side. En lang barhovedet Tøs, med de smudsige Strømper stikkende i udtraadte Pampusser, blev ved at raabe efter Minna: "Hvad er han for En?" og en Skomagerdreng, som gik midt ad Gaden og - til min Forbavselse - fløjtede Skuespillermarschen af "En Skærsommernatsdrøm", saa det skingrede i hele Nabolaget, - maa have fundet noget Jødisk i mit Ydre, for han afbrød pludselig hin Beskæftigelse for at blive ved at raabe "Itzig" efter mig. Undertiden overdøvedes alle Stemmer af en af de uhyre Fragtvogne, hvis tøndeformige Ruf rokker oppe i Højde med Vinduerne i første Etage. Et Par svære Heste med tykke Halse og fede, kløftede Kryds trække den i en jordvindende Skridtgang, medens de ryste deres blinkende Messingpynt af Ringe og Halvmaaner; Kjæderne klirre, det knager i alle Spanter, Hjulene pibe, og under den uhyre bevægede Masse drøner Stenbroen, saa at man er fristet til at 262 holde sig for Ørene, og faar Svar i Øst, naar man spørger i Vest. - Intet af alt dette var nyt for mig, men idet jeg gennemvandrede det med Minna, fik det en anden, fortrolig Belysning, og jeg betragtede de mindste Smaating med Kærlighed, fordi de hørte med til det Hele, som fra Barnsben af havde omgivet hende og præget hendes Fantasi.

✂ Dette hyggelige Stykke Gammelstad overskares pludselig af den fornemme Pragerstrasse, Residentsens moderne Pu.lsaare, med sit nerveuse Liv af rullende Equipager, en pyntet Vrimmel og glimrende Boutikker. Og vi kom ind i nye brede Gader, hvis øde Perspektiver kun viser En et Par enkelte Fodgængere og en sneglende Droske. Blomsterrækkerne paa Balkonerne er den eneste oplivende Farve i den graa Masse. Der er saa godt som ingen Boutikker; paa hveranden Port staar "Pension", og over dens Naboer "Hotel garni". Dette var ikke Noget for os; for at naa til Villa-Strøget og "se paa Lejlighed" vilde vi have valgt den korteste Vej, hvis ikke i dette rektangulære Kvarter alle Veje havde været lige lange.

✂ Snart havde vi fint Grus under vore Fødder og overskyggedes af en lille Allés Ahornblade.

263

✂ Mørke Akacier, glinsende Sølvpopler, gennemsigtige Birkekroner, tætte Platankupler, Lindeløv og Blodbøge, blandede med en uendelig Mangfoldighed af sjældne Buske og Træer, hævede sig til begge Sider over Gitre, Hækker og lave Mure med smaa Gennembrydninger. Hist og her skinnede en Statues hvide Lemmer inde mellem Blomster og Blade, eller en fin Straale steg og sank med sagte Piasken midt i en yppig Bladgruppe. Og Villa fulgte efter Villa, pragtfulde Mellemting mellem Landhuse og Paladser, med fine Façader af gulig Sandsten, som endnu ejede Noget af sin kornede Glans. Hvor de store Spejlglas-Vinduer stod aabne, bevægede det yderste Fag af de crême-farvede, netagtige Gardiner sig sagte, ligesom i Drømme, og inde i Værelsets Dunkelhed blinkede en Lysekrones Prismer, eller Kanten af en Guldramme straalede dæmpet. I en dorisk Søjle-Loggia med pompejansk malede Vægge og Casset-Loft drak et Selskab Kaffe. En slank Dame, med Ridekjolens Slæb over Armen, ledsagedes af en Cavalér i bronce-brunt Fløjel ned ad en Dobbelttrappe, som i Zig-zag omsluttede en frodig Plantegruppe. I en Underkørsel, der paa Siden af en Villa dannede en prægtig Bueportal, kopieret efter Villa d'Este, 264 ventede en Landdauer, hvis Spand af Guldfuxe trippede utaalmodig og skrabede i det røde Grus.

✂ Denne Slags Underkørsler behagede os særlig, og vi vilde paa ingen Maade lade os nøje med en af Jærn og Glas. Der var jo ingen Tvivl om, at vi maatte have Equipage til den Tid, naar disse luxurieuse Planer iværksattes. De omtalte Guldfuxe tiltalte os meget, men vi havde iøvrig ogsaa et Sværmeri for kulsorte "Rappen". Megen Vægt lagde vi naturligvis paa Villaens Stil; og vor Smag stemmede overens, idet vi foretrak en ikke altfor rig Renaissance. Et Ideal af denne Art fandt vi paa et Hjørne ud imod Stadsparken. Det var en kraftig Bygning af betydeligt Omfang, præget af en ægte aristokratisk Simpelhed, uden Spor af parvenu-agtigt Koketteri, med imponerende store og ædle Forhold; den syntes at være bygget af Semper selv eller en af hans bedste Disciple.

✂ "Dèr er den, det er vor Villa!" udbrød Minna strax. Hun lo overgivent af denne Tankeleg, men jeg tog den allerede alvorligere. Hvorfor var det endelig saa utænkeligt? det var ingen brødløs Kunst, jeg drev, jeg havde Protection og vilde maaske arve. Hvorfor skulde man ikke tilsidst efter et Liv fuldt af Arbejde, kunne trække sig tilbage her som en hovedrig Mand? Mit ungdommelige 265 Overmod følte en ubegrænset Kraft i sig. Og da jeg vidste mig i tryg Besiddelse af det, der er Ynglingens Maal, begyndte alle mine Tanker og Drømme at kaste sig imod Mandens: en stor Virksomhed med en glimrende Frugt. Minnas Skepsis saarede mig næsten, som om den var en Mistro til min Dygtighed og Energi.

✂ - Nej, véd du hvad, Harald! jeg tror heller slet ikke, at jeg vilde passe til det. Tænk dig, hvad der hører til for at fylde i en saadan Lejlighed, - alt det Tyende, som man vilde have at tumle med ... Jeg synes ogsaa, man maatte gaa i en evig Bekymring for, at man ogsaa anvendte sine Penge rigtig og forsvarlig, naar man havde saadan en Mængde ... Og saa maatte man føre stort Hus og se Mange hos sig. Jeg er vis paa, at alt dette ikke vilde ligge for mig, og at jeg vil finde mig langt mere tilfreds ved at holde sammen paa en lille, tarvelig Husholdning. Men derfor er jeg heller slet ikke misundelig paa de Rige, men jeg glæder mig tvertimod over, at Andre, hvem det passer for, kan have det saa smukt, og naar jeg er egoistisk, saa forestiller jeg mig, at det egentlig altsammen er til for min Skyld, for at jeg kan have saa meget kønt at se paa, naar 266 jeg spadserer med min Skat, og det kan give os Stof til saadan taabelig Passiar som denne.

✂ Vi gik videre, langs den zoologiske Have, ind i "Grosser Garten", hvor vi valgte de mindst befærdede, skovagtige Veje, der krummede sig mellem høje Graner og brede Ege. Endelig tog vi Plads paa en lille Udsigtshøj øst for Herkules-Alléen, hvis mægtige Linde kastede deres Skygge langt hen over Stubbemarken foran os. Tilvenstre laa Højdedraget paa den hinsidige Elbbred stærkt solbeskinnet, med sine Skovbanker og Indsænkninger, underbygget af Landsbyerne, der ved Villaernes Hjælp næsten gro sammen til én lang Bort af Haver og Huse, - med de stejle Skraaninger gennemstregede af Vignernes Terrasser og Mure, mellem hvilke der hæver sig gamle Gaarde med høje Tage, omgivne af spidse Pyramidepopler, medens Højene foroven ere besatte med Vingaardsmændenes Smaahuse, der se ud som Vagttaarne. Alle disse Enkeltheder gentog sig bestandig mindre, utydeligere og nærmere ved hinanden, indtil de smeltede sammen i en næsten ubestemmelig Farvetone, dèr hvor Aasen som en Pynt sænkede sig ned mod Sletten. Denne blaanede langvejs bort, og yderst ude viste sig Bjærgformer, skyggeagtige og svævende, snarere som et Bundfald af Luftens 267 Blaa end som en Stigning af Jordens. Men eftersom Skyggerne paa Marken bleve længere, traadte Omridsene legemligere frem, og vi kendte tydelig Liliensteins fortrolige Profil. Og samtidig med at ovre paa den høje Loschwitzer-Bred den ene Rude efter den anden tindrede som i en begyndende Illumination, kunde man skælne Liliensteins Stenbrud som en lysere Streg forneden. Det var underligt at tænke, at i dette Bjærgbillede, der var saa liliput-agtigt, at det kunde males paa en Lillefingers Negl, kunde man med en Naal udpege det Punkt, der havde rummet saa megen Lykke for os. Vi trykkede tavse hinandens Haand, og vore Øjne fyldtes med Taarer, mens vi stirrede derud imod; - det forekom os begge, at hin Idyl var groet fast derude, som en sart Blomst, der ikke lader sig omplante, og at vi havde forladt den tillige med Stedet og først hist kunde genfinde den, - og en uendelig Hjemve opfyldte og forenede os.

✂ Hvorvel kun et Par Døgn skilte os fra hin Fortid, - skønt vi sade sammen ligesaa lykkelig som nogensinde i hine Dage, - og uagtet vi haabede lutter glædeligt Samliv imøde - trods Alt dette forekom det os begge, at vi saà et tabt Paradis aabenbare sig derude i Glansen af den 268 dalende Lykke-Sol med rosenrøde Smaaskyer som Amorinfjer svævende over sig i den lyse, farveløse Luft, for saa lidt efter lidt at glide bort, ind under Skyggen af Nattens bløde Vinger, som fandt os siddende paa samme Plet med Armen om hinandens Liv.

✂ Denne staaende Vemod i Tilbageblikket - er den kun Virkningen af en Idealiserings-Kraft, som Erindringen selv besidder, eller stammer den maaske snarere fra Menneskets evige Frygt, den uendelige Usikkerhedsfølelse overfor en ukendt Skæbne, der ved et Lune kan røve En Alt, undtagen hvad man har oplevet - som ikke blot truer ude fra, men ogsaa synes at raade i vort Indre, og mod hvilken kun vort Selvs dulgte Kærne i sjældne Gennembruds-Øjeblikke maaske kan stille en jævnbyrdig Magt op?

269

✂

XXIV.

✂ Da vi den næste Eftermiddag traadte ud af Gadedøren, stak Minna sin Arm ind under min og drejede mig med et Ryk: -
- Véd du, hvor vi skal hen idag? idag gaar vi til Zwinger. Jeg vil nyde godt af Alt, hvad du har sagt mig om Bygningsstil og især om Rococoen. Nu skal vi repetere det i den rigtige store Billedbog.

✂ Og vi gik til Zwinger baade den og mangen anden skøn Eftermiddag - til Zwinger, denne Palais-Gaard af Pavilloner og Gallerier, der er et Epopé i Sten fra en Tid, som var altfor livslysten til at bryde sig om andre Digte end denne solide Slags, hvori man kan røre sig og nyde, drikke, danse, fægte, elske, ride Carrousel og bade i Springvandsbasiner under aaben Himmel - dette Mesterstykke af en yppig og fantasifuld Stil, som 270 en fad Afsmag af Empiren har lært en Epigonslægt at se ned paa med pseudoklassisk Ringeagt, men som nu atter overalt kommer til Hæder og Værdighed, - Zwinger - som synes bygget af sachsiske Gnomer, anførte af en Faun, der var forelsket i en Muse. - -

✂ Andre Dage besøgte vi vor guddommelige Værtinde fra Rathen, "die Mutter Elbe", i hendes Byresidens, hvor hun er indlogeret mellem begge Stadsdele i en prægtig Lejlighed, der af de tre Broers Pillerækker deles i to lange Sale. Paa den berømte Brühlske Terrasse berusede vi os ved Solnedgangs-Tid i de straalende metalliske Farver, der blinkende dirrer mellem hverandre i Flodens Strømhvirvler, indtil den længst ude krummer sig som en gylden Bue foran de blaanende Vinbjærge. - Eller vi gik nede paa Quaien, der prydes af en lang Række krøllede smaa Poppeltræer, som synes at være tagne ud af et Brobdingnagbarns Nürnberger Legetøjs-Æske. Jeg mindes en mørk Dag, da Solen i det sidste Øjeblik brød frem under Skydækket, og Rudernes pludselige Illumination flammede ned over Strømmen; det var, som om Moder Elben havde afsløret sin Festhal - en Kolonnade af vundne Søjler drevne af det pureste Dukatguld.

✂ Et Par Gange gik vi ombord i en af Dampbaadene 271 og sejlede ud til det idylliske, vigne-hængte Loschwitz - "Don Carlos"'s Fødeby, eller til Schillerhaven i dens Genbo, Blasewitz, hvor "Lejrens" Gustel har hjemme.

✂ Paa Tilbagevejen gennem Byen maatte Minna sædvanlig gøre nogle Indkøb til Aftensmaden. Jeg ventede udenfor Pølseslagterens pyntelige Butik, mens hun handlede ved Marmordisken. En Aften, da vi kom hjem fra en lang Tur, var Moderen gaaet ud, og Minna havde ingen Nøgle. Vi vare begge meget sultne; da vi havde varme Pølser med, betænkte vi os ikke længe; Minna løb til Bageren paa det ene Hjørne, jeg til Knejpen paa det andet, og vi mødtes triumferende, medbringende en "Zeilen-Semmel" og et Krus "Kulmbacher" som Bytte. I den dunkle Haves Lysthus nød vi under Spøg og Latter det mest velsmagende Aftensmaaltid, som jeg nogensinde har været med til.

✂ Malerisamlingen besøgte vi ikke. Minna bragte den aldrig paa Bane, og jeg turde ikke foreslaa det af Frygt for at vække pinlige Minder. Men vi gik flere Gange i den fortræffelige Samling af Gibsafstøbninger, hvor den antikke Kunst viser sig overskuelig i alle sine Stadier. - - Jeg overraskedes ved Minnas medfødte Kunstsans og over hendes Indtryks Oprindelighed. Hun morede sig 272
over "Ægineternes" staaende Smil, enten de fældede eller faldt, men bemærkede tillige, hvor vidt Kunsten allerede her var fremskredet i Behandling af Legemet og dets Bevægelse; det slog hende for første Gang, at en Kunst kan staa paa et saadant Standpunkt, at dens Teknik er næsten fuldkommen paa ét Omraade, medens der er noget Højere, over for hvilket den endnu staar barnlig famlende, - og hun opkastede det Spørgsmaal, om dette ikke ogsaa i ringere Grad var Tilfældet med det, som vi ansaa for fuldkommen Kunst. - I Parthenonssalen imponeredes hun især af Torserne fra Gavlgrupperne. Men mest følte hun sig grebet af den efterklassiske Kunst, Værker som "Galleren", "Sliberen" "Venus fra Milo" - de fleste andre Aphroditestatuer saà hun ligegyldig hen over. Hun gjorde mig opmærksom paa mange Enkeltheder, som jeg ikke selv havde haft Øje for, paa det levende Virkelighedspræg af en Haand eller en Fod, idet hun bemærkede, at paa Statuer af moderne Kunstnere, som hun havde sét, var dette ofte gjort "altfor kønt". Undertiden vaktes den personlige Interesse ved disse plastiske Studier: "Hvem der dog havde saadan en yndig, lige græsk Næse!" sukkede hun flere Gange, - "saa vilde du elske mig endnu mer - jo, det maatte du gøre." Og efter at have mønstret 273 en hel Gudindeforsamling: "De har da ikke saa tynde Arme!" - "Hvorfor skulde de have det?" - "Jeg troede, det var grimt at have stærke Arme," svarede hun rød i Hovedet og vendte sig bort.

✂ Men vore Kunstnydelser - i denne By, hvor man kan nyde Kunst! - kulminerede extatisk, da vi hørte Wagners Valkyrie sammen. Dette Vølsungepars ædle og tungsindige Elskov, forklaret i en Toneskønhed, hvis Inderlighed har Evighedens klare Dybde - hvor gennnemtrængte den ikke vore Sjæle, sammensmeltende dem i en uendelig Sympathi! Vor Kærlighed spejlede sig i dette hellige Tonevæld som en Narkissos - og elskede sig selv. I Begyndelsen hviskede vi af og til et Beundrings-Udbrud til hinanden; senere tav vi. Minna trykkede min Haand ved Ordene: "Als in frostig öder Fremde - zuerst den Freund ich ersah"; - og da Sieglinde sang - tydelig, saa hver Stavelse hørtes i det dødstille Theater og med en Betagethed, som kun Wagner har inspireret en Operasangerinde til - sang: Wie dir die Stirn - so offen steht, - in den Schläfen der Adern - Geäst sich schlingt! - Mir zagt's vor der Wonne, - die mich entzückt - " - - da saà hun mig ind i Øjet med et Blik, som jeg véd, jeg vil føle paa mit Dødsleje. Og da nu Tæppet - ikke faldt, men drog sig sammen - 274 o, jeg ser hende endnu, oprejst i Logen, klappende af alle Livsens Kræfter, med tindrende Øjne og et fugtigt Taarespor paa den blussende Kind, skønnere end jeg nogensinde havde sét hende, mere sjælelig skøn end Noget, som jeg har sét eller faar at se! -

✂ Vi gik ned i den pragtfulde Foyer, hvis Marmorvægge og Søjler straalede i det sene Dagslys. Der vrimlede af pyntede Folk; - Minnas Dragt var tarvelig, skønt ikke saa tarvelig, at den blev paafaldende, men mange Blikke vendte sig efter hende. Hun var for bevæget til at mærke det og generes deraf. Vi traadte udenfor paa en Balkon, hvor en mild Sommerluft slog os velgørende imøde. Den aabne smukke Plads, omgiven af monumentale Bygninger, bredte sig stille og næsten ubefærdet under os, medens det vrimlede hen over Elbbroen; de skovbevoxede Højder laa badede i Sollys og syntes ganske nær. En Følelse af uendelig Lykke og Rigdom overvældede mig.

✂ - Du sukker! sagde Minna, der lænede sig til mig.

✂ - Det er kun, fordi jeg er altfor lykkelig, langt mer end jeg fortjener, svarede jeg. Véd du hvad, - jeg var dog ret letsindig, at jeg den Gang kunde fri til dig.

✂ Hun saà paa mig med et spørgende Smil.

275

✂ - Jeg vidste jo dog ikke Alt, hvad der boede i dig - jeg skulde have ventet, til jeg kendte dig som nu - hver Dag opdager jeg nye Skatte - bliver rigere og rigere. -

✂ Minna sagde Intet, men trykkede min Arm fast ind til sit Bryst.

276

✂

XXV.

✂ Hr. og Fru Hertz vare nu komne tilbage fra Landet.

✂ Vi havde begge hver for sig besøgt dem; de vilde se os en Eftermiddag sammen til Kaffe, efter vor Rathener-Skik. Om Aftenen maatte den Gamle have Ro og Hvile. Hoste og Smerte i Rrystet vedblev at plage ham; han var kun oppe midt paa Dagen, og selv dette var snarere Følgen af en Halsstarrighed, som ikke vilde give tabt, end det var, fordi han følte sig vel ved at forlade Sengen, i hvilken Doktoren helst vilde have holdt ham.

✂ Fru Hertz var temmelig bekymret for ham, og mente i Grunden, at vi burde vente en Uges Tid, men den Gamle vilde ikke høre Noget derom:

✂ "Hvorfor dog? da ikke for min Skyld, som om jeg ikke kunde tage imod Nogen! Vist skal de komme imorgen, men jeg sender dem bort, naar jeg bliver træt. ... Jeg bliver nemlig gærne 277 træt lidt tidlig paa Aftenen nu," tilføjede han forklarende til mig.

✂ Vi begav os altsaa - Dagen efter at vi havde hørt Valkyrien - henad Klokken fire ind i Hjærtet af Altstadt, hvor man endnu glædes ved Synet af gamle Rococohuse med knækkede Tage og skæve Konkylie-Ornamenter og af Smaapalaier i Barokstil med Pilaster-stribet Façade, der smykkes af Melailloner med hjælmbeklædte og parykbeprydede Marser og Athener. Imellem disse findes tarveligere Huse i en ubestemmelig Stil men med et inderlig tysk Præg; deres hyggelige Karnapper danne en Række Skabe langs ad Gaden, og ved Hjørnerne springe de frem som store sexkantede Udbygninger, der nedad forlænge sig i en Form som et omvendt Kirkespir eller som en Kegle, besat med Annanas-Knubber i spiraldrejede Rækker. Flere af disse Huse have Stuk-Ornamenter af Blomster-Guirlander, eller forstenede Drapperier hænge ned fra deres Vinduer; hist og her sés ogsaa en ofte overmalet Frise med uhyre fede Englebørn, saa uformelige, at man ved et flygtigt Syn antager det Hele for et Stykke natura morte af Kaalhoveder, Æbler og tykke Grene.

✂ I et saadant Hjørnehus, hvor fire Gader stødte sammen, boede de gamle Folk paa første Sal. Der 278 var et evigt Bulder af store teltdækkede Landvogne, Fragt-Vogne fra Godsbanen og alle mulige Forretningskøretøjer, - og det var aabenbart denne Larm af en flittig Færdsel, som tiltalte den gamle Königsberger-Købmand og lod ham foretrække dette Sted for luftigere, men mere døde Qvarterer.

✂ Kaffebordet var dækket i Hertz's Studereværelse, hvor han holdt mest af at opholde sig. Han kom sjælden ind i Dagligstuen, men saà gærne, at hans Kone satte sig ind til ham med sit Haandarbejde. Det var et middelstort Værelse med gamle Mahagonimeubler, blandt hvilke der ellers ikke fandtes nogen bekvem Stol, men nu var en Lænestol bleven flyttet ind fra Dagligstuen. Ved den ene Væg stod et almindeligt Skrivebord med otte spinkle Ben, et Tobaksbord og et Bogskab. Lige overfor var der en Pult af samme Slags som den, ved hvilken Kant var afbildet; (dette gamle Farvetryk indtog nu atter sin behørige Plads over Skrivebordet). Til begge Sider for Pulten hang et Par værdifulde Oliemalerier, Ungdomsportraiter af Beethoven og Frederik den store i Legemsstørrelse. Over den befandt sig nogle Daguerreotypier, af hvilke man dog aldrig opdagede Andet end nogle skinnende Metalpletter.

✂ Bag Bogskabets Ruder straalede ingen Pragtbind, 279 men det i sit Ydre tarvelige Selskab derinde, der viste sig med gnavede Læderrygge og forrevne eller smudsige Papstykker, bestod af lutter Originaludgaver, blandt hvilke - paa de midterste Hylder - en stor Del af Goethes og alle Schillers Værker, ligefra "zwoote verbesserte Auflage" af "Røverne", med den stejlende Løve til Vignet og Indskriften "In tirannos", til en "Wilhelm Tell" med en Tilegnelse, skreven af Schiller selv. Flere af disse Bøger fik vi frem, mindre af Nysgerrighed - thi det var ikke første Gang, at Skabet aabnede sig for os - end fordi vi vidste, at det altid glædede den Gamle. Det blev ogsaa betroet Minna at lukke op for en Skuffe i Skrivebordet og fremtage den kosteligste af alle Skattene; det var en Snustobaks-Daase, som Schiller havde sendt Kant, en temmelig stor, cirkelformet Æske, paa hvis Laag der var malet en nydelig udført Miniatur-Copi af Graffs Schiller-Portrait. Hertz fandt deri en Lighed med mig Uværdigste, navnlig ved den lange Hals og Næsen, - en Opdagelse, der gjorde Minna saa henrykt, at hun kyssede ham.

✂ Det begyndte at regne, og der blev pludselig saa dunkelt i Værelset, som om det kunde være Skumring. Den blaalige Spritflamme, der slikkede om Kobberkedlen, lyste i den gamle Mands hvide 280 Skæg og paa den fugtige Underlæbe, medens han fortalte - langsomt læspende og afbrudt af Hoste - om Livet i Riga, hvor han et Par Aar havde været i Handelslære: - Paa Børsen havde de haft den ældgamle Skik, at Fallenten maatte sætte sig paa en Slags Forundringsstol, medens der blev ringet med en Armesynderklokke - en Slags moralsk Execution.

✂ - Man ler af saadanne gamle symbolske Skikke og finder dem barbariske. Men maaske har de ogsaa haft noget Godt ved sig. Hvor tydelig mindes jeg ikke den Gang, da Moses Meier maatte standse sine Betalinger. Han var Chef for et af de to rigeste jødiske Handelshuse og havde ødelagt sig i Konkurrence med Wolff - de havde altid været Uvenner. Der var et frygteligt Røre paa Børsen, Nogle vare skadefro, men Jøderne vare Alle meget nedslaaede. "Mon Wolff vil komme!" spurgte man overalt, - men de Fleste mente, at han dog ikke vilde være tilstede ved Rivalens Ydmygelse. Klokken slog tolv, - saa skulde Ceremonien gaa for sig; Formanden vilde allerede ringe med Klokken, - da kørte Wolffs Wienervogn for i Galop, Wolff styrtede ind i Salen og raabte aandeløst: - "Der skal ikke ringes, Meier skal ikke paa Falentstolen." Han havde i sidste Øjeblik - 281 sikkert efter en haard Kamp - besluttet sig til at forstrække Rivalen med det Nødvendige for at afværge denne Skam for den jødiske Menighed; - og de to gamle Mænd græd i hinandens Arme.

✂ Vi stirrede forbavsede paa denne Olding; han syntes os i dette Øjeblik endnu ærværdigere ved sine Minder fra en Tid, som havde et saa fremmedartet og patriarkalsk Præg. Med hvilken Andagt betragtede vi ikke noget Støv og Smaasten i en Flaske: - Jord fra det hellige Land, som en gammel Jøde fra Riga, der paa sin Fod var vandret til Jerusalem, havde bragt med hjem i et Lommetørklæde.

✂ Fra saadanne jødiske Historier gled Samtalen over til Jødernes Rolle i den frisindede Literatur og drejede sig navnlig om Heine. Saasnart Kaffebordet var afdækket, lod Hertz sin Heinemappe tage frem. Den indeholdt mange Breve baade fra og til Digteren, nogle Korrekturark samt enkelte Smaamanuskripter. Jeg fik fat i en af Korrekturerne, og da det endnu var meget mørkt ved Bordet, traadte jeg hen til Vinduet for at finde ud af et stærkt overstreget Sted. Jeg kom til at se ned paa Gadehjørnet og fòr sammen: det forekom mig, at det var Axel Stephensen, der gik dernede, denne slanke, meget moderne klædte Herre, med 282 spidst og stærkt drejet blondt Skæg; men nej, - han var højere og ældre end den danske Maler, - da han netop tog sin Hat af for en Bekendt, viste det sig endog, at han var skaldet. Jeg følte mig beroliget.

✂ Men i det samme begyndte Hertz med sin svage, sprukne Stemme at læse op af et Manuskriptblad: -

✂ "Schon wieder bin ich fortgerissen
vom Herzen, das ich innig liebe -

✂ Minna og jeg vexlede et betydningsfuldt Blik; hun blev bleg - hvilket viste sig endnu tydeligere i det uvejrsagtige Lys, der syntes at trænge gennem en Askeregn, saa snavset graagult var det.

✂ - Det er et kønt Digt, sagde Hertz. Kender du det?

✂ - Ja, vi kender det.

✂ - Ak, de læser Heine sammen, de unge Hjærter, - udbrød Fru Hertz. - En skøn Tid!

✂ Snart efter tog vi Afsked.

✂ Vi gik ad "Grosser Garten" til, Regnen var hørt op. Da vi havde gaaet lidt, udbrød Minna:

✂ - Hvor underligt, at han netop skulde have Manuskriptet til det Digt!

✂ - Ja, et besynderligt Tilfælde!

283

✂ - "Es giebt keinen Zufall!" -

✂ Men da vi vare midt i den smukke Platan-Allé, der skraar over Marken mellem den gamle Palais-Have og "Grosser-Garten", kom jeg i Tanke om, at Ringene, som vi havde bestilt, vare lovet os bestemt færdige til ieftermiddag. Vi vare strax enige om at gaa tilbage, skønt det førte os helt ind i det Bykvarter, som vi kom fra. Det var ingen af de store Guldsmeddeboutikker, men et Værksted oppe paa anden eller tredje Sal, som Minna kendte. Ringene vare færdige, og den gamle Kone, der gav os dem, ledsagede dem med mange Lykønskninger og Velsignelser, til hvilke hun endnu føjede Hilsener til Minnas "Fru Mama".

✂ Den Forstemthed, eller snarere den Forsagthed, der havde tynget os, siden hint usalige Digt var blevet berørt, veg for Ringevexlingens gyldne Magi. Det var blevet det skønneste Solskinsvejr; vi besluttede at nyde det oppe paa den nære Terrasse.

✂ Heroppe vrimlede det af Spadserende, som altid paa denne Dagstid i godt Sommer-Vejr. Man hørte Toner fra Concerten i Wienergarten hinsides Floden; det var Slutningen af "Valkyrien", - vi stod stille og lyttede. Afstanden udslettede Udførelsens Mangler: Forsagelses-Motivet, under hvilket Wotan kysser Guddomskraften af Brynhild, saa 284 den lange Afmagtssøvn sænker sig over hende - tonede klart herover i sin tungsindige Svulmen og Synken.

✂ - Det hørte jeg ogsaa heroppe den Aften, da jeg besluttede mig til at tage paa Landet i Rathen, sagde jeg.

✂ - En velsignet Aften har det været for mig, svarede Minna - skønt jeg den Gang Intet kunde ane derom. Det er underligt at tænke paa, at et ganske ubekendt Menneskes Beslutning saaledes kan forandre Ens hele Liv - derfor tror jeg heller ikke paa Tilfælde - i saadanne Ting.

✂ - En Velsignelse har det været for os begge, udbrød jeg, og velsignet skal ogsaa Stedet være. Nu skal jeg vise dig, hvor jeg sad - derhenne udenfor den lille Caffé, mellem Søjlerne - ser du, dèr hvor den Herre, nej - ikke den Gamle, men ham, som nu rejser sig og betaler Opvarteren -

✂ Jeg følte mig holdt tilbage ved et krampagtigt Greb i Armen. Minna var standset og stirrede - - men du gode Gud! hvilket Udtryk i hendes Ansigt! hun var ikke bleg, men hendes Øjne aabnede sig unaturligt, - saaledes kunde Macbeth have sét paa Banquos Aand, da Hofmanden anviste ham Plads.

285

✂ Jeg fulgte dette Blik did, hvor jeg selv havde faaet det til at rette sig hen.

✂ Herren, der havde betalt Opvarteren, saà henimod os og tog hurtig sin høje Silkehat af. - -

286

✂

XXVI.

✂ Denne elegante Herre - det var Axel Stephensen.

✂ Han nærmede sig med elastiske Skridt, idet han trak Handsken af sin højre Haand. Ogsaa Minna gav sig til at knappe sin op: den var snever, og hun sled endnu i den, da han standsede foran os.

✂ - Aa - jeg beder, Minna - gør dig dog ikke den Ulejlighed - mellem gamle Bekendte - -.

✂ Men Minna vedblev haardnakket at stirre - med et ubestemt Smil - ned paa Handsken, hvis Genstridighed hun maaske var ret taknemlig for. Endelig fik hun Haanden fri, den Haand, der nu bar min Ring; - det forekom mig, at hun kærtegnede den med et Blik, og at Stephensen skænkede den et vrantent Øjekast. Hun saà flygtig paa ham, idet hun gav ham Haanden og med en 287 Haandbevægelse, der fik Ringen til at blinke, præsenterede hun os for hinanden.

✂ - Min Forlovede, Harald Fenger. - - Vi bukkede begge næsten for høflig og erklærede, at det var os en Fornøjelse og Ære, men jeg lagde Mærke til, at han kom betydelig behændigere derfra end jeg, hvilket forøgede den Irritation, som hans Tilsynekomst strax havde sat mig i.

✂ - Du er kommen her - - Minna var lige ved at gøre den samme overflødige Bemærkning, som Moderen havde givet til Bedste overfor mig, men havde Aandsnærværelse til at skyde et "pludselig" ind: - Du er kommen pludselig til Dresden. Og idet hun genvandt sin Fatning og for første Gang saà sikkert paa ham, tilføjede hun: - "I det Brev, som du sendte mig for en fjorten Dages Tid siden, stod der Intet derom."

✂ Det er i Tyskland ikke saa ualmindeligt som hos os, at unge Piger er "dus" med unge Mænd - Venner af deres Brødre, fjærne Slægtninge eller ogsaa blot gode Bekendte, - og Minna kunde derfor ikke føle, at Stephensen, ved endnu at benytte sig af denne Ret, efter at hun var forlovet med en Landsmand af ham, aabenbart overfor mig understregede Betydningen af deres Bekendtskab og nivellerede Forholdene.

288

✂ Hun vendte sig og begyndte at gaa langsomt tilbage imod Trappen. Vi fulgte hende hver paa sin Side. Det berørte aabenbart Stephensen ubehageligt, at dette Brev blev omtalt i min Nærværelse, - saa meget mer, som jeg satte en udfordrende Mine op, som om jeg vilde sige: "Jo, jo, min Herre! jeg kender nok Deres nydelige Heineske Udgydelse."

✂ - Det er ganske rigtig, sagde han, jeg fik først Bestillingen senere. Det er nemlig for at copiere Correggios Magdalene, at jeg er kommen. Du husker nok den Copi, jeg gjorde af den for et Par Aar siden, Minna, - du var saa elskværdig at interessere dig for den og besøge mig ved mit Arbejde, - her smidskede han i Skægget med et forfængeligt og indsmigrende Smil, som bragte mit Blod i et vildt Opkog. - - Jeg idetmindste har ikke kunnet glemme de behagelige Timer, vi den Gang tilbragte sammen paa Galleriet. - Han saà op i Luften med et ubestemt svømmende Blik, idet han gjorde en Pause, for at give Minna Tid til at ytre sig samstemmende. Men da hun blev ved at se tavs ned for sig, fortsatte han i en lettere Conversationstone: -
- Jeg solgte, som jeg vist skrev dig til, det Billede til en Grosserer. Nu har en af vore 289 Mæcener været ukritisk nok til at gaa hen og forelske sig i det.

✂ - De taler lidt for beskedent om Deres Kunst, til at man ret kan fæste Lid til Deres Beskedenhed, - især da der vel ingen Grund er til den. - Det sidste tilføjede jeg, fordi Minna sendte mig et bebrejdende Blik, som om hun frygtede for, at Samtalen skulde antage en spydig og personlig Charakter.

✂ Stephensen lo og strøg sig om Skægget: -
- Naa, i det mindste har jeg Grund til at ønske, at den nye Bestiller ikke maa være for kritisk, for to Gange lykkes saadan et Vovestykke ikke let. Men i alt Fald er det dog godt at vide, hvad man skal afbilde, og jeg har forlængst afluret Correggio, at den gode Dame ikke læser i Biblen, men i en eller anden ikke altfor anstændig Hyrde-Roman.

✂ Skønt jeg egentlig fandt denne Bemærkning ganske træffende og ikke kunde lade være at trække paa Smilebaandet, var der noget saa Irriterende, ja overfor Minna endog Fornærmeligt ved den velbehagelige Smisken, hvormed han ledsagede den, at jeg følte den mest levende Lyst til at gribe ham i Kraven og støde ham ned ad den store Trappe, som vi nu standsede ved. Jeg overvejede, 290 om der i saa Fald var Sandsynlighed for, at han vilde knække Halsen, jeg udmalede mig Minnas Forfærdelse, Folks Sammenstimlen, hvorledes Politibetjenten greb mig -

✂ Og imidlertid stod den intet-anende Mand og udbredte sig i Lovtaler over den Byskønhed, der udbredte sig foran os. Især var han begejstret over den katholske Kirke, som i Forgrunden hævede sin Dobbelt-Bygning af kraftig graanet Sandsten i en ædel Barokstils elegante Former; mellem det aabne Taarns Søjlebundter skinnede den gule Aftenluft, og over Kobbertaget, der lige skimtedes gennem Ballustraden som en grøn, indhegnet Mark, silhouetterede Rækken af Statuer sig skarpt i charaktérfulde, dekorative Stillinger. Stephensen mindede Minna om, at hun havde gjort ham opmærksom paa en Gruppe midtvejs foran Taarnet, hvor en nøgen Arm, mørkt udstrakt paa Himlens Guldgrund, virkede uforligneligt.

✂ - Saa tidt, jeg har tænkt paa Dresden, tænkte jeg mig her og paa denne Tid, og det forekom mig altid, som om den Arm vinkede ad mig, - noget vel ogsaa paa Grund af den dyrebare Erindring, som knyttede sig til den. Men hvad er det ogsaa for en herlig Plads! Dette Klenodie af en Kirke - og lige bag ved den 291 Slotstaarnet, som er saa kærnekraftigt og dog saa let. Nu bliver snart Taarnvægterens Lys tændt deroppe - kan du huske, hvor tidt vi har philosoferet over det ejendommelige Liv deroppe, højt over Menneskenes travle Færdsel? ... Hvor jeg ogsaa holder meget af at se Folk mylre ud og ind dèr af Georgsporten og gaa ind i Byen gennem et Hus ... Og saa til den anden Side Flodpartiet, - med den gamle Bro under os, og Mariebroen, der spænder sig i hele sin Længde over det blanke Vand, og Lösnitzer-Bjærgene, violette og saa yndefulde i Formen, - de minder mig altid om Janiculus-Højene ved Tiberen. Forresten - det er en Uting med disse Sammenligninger. Man kalder Dresden for Elb-Florents, - men Florents selv har ingen Plads ved Arno, som kan maale sig med denne, ikke paa langt nær. -

✂ En saadan Compliment havde jeg som den uberejste Mand aldrig kunnet sige Minna, - og al Ros over hendes elskede By faldt i god Jord hos hende. Hun sendte ham for første Gang et velvilligt Blik, som han opfangede uden at vende Øjnene imod hende, tilsyneladende ganske fortabt i Beskuelsen af Byen; han udbredte endog et Øjeblik Armene med en Gestus, som om han vilde omfavne den, - og denne Enthousiasme, 292 der maaske ikke var helt uægte, klædte ham ikke ilde.

✂ - At man ikke bor her og daglig har det for Øje! En Kunstner maa leve og aande i kunstneriske Omgivelser. Jeg føler det hver Gang, jeg kommer bort fra København, man forsumper dèr. Finder De ikke ogsaa, at København er en skrækkelig By?

✂ - Modbydelig, svarede jeg, skønt jeg egentlig aldrig havde tænkt synderlig derover. Men jeg vilde, om muligt, overtrumfe ham.

✂ - Og alligevel drog den dig tilbage til sig, da du var her, bemærkede Minna uden at hæve Blikket fra de brede Stentrin, som vi langsomt gik ned ad med lange Skridt.

✂ - Hvad skal man sige? Erhvervet, Minna! -

✂ - Men du siger jo netop, at en Kunstner maa leve et Sted som her for at producere.

✂ - Bigtigt, men man skal ogsaa sælge. Og Kunstværker sælges bedst, hvor Kunstneren gaar mest i Middagsselskab , det er ikke smigrende for os, men det er sandt. Det var med et tungt Hjærte, jeg tog Afsked den Gang, - og jeg føler det dobbelt ved Gensynet. Nej, hvis jeg var saa lykkelig at være født her - -

293

✂ - Saa havde De saamænd nok fundet Vejen til Berlin, sagde jeg ærgerlig.

✂ Minna fik Taarer i Øjnene ved hans sidste Ord, og det var maaske for at underskyde et andet Motiv, at hun udbrød: -
- Ak ja, det bliver drøjt, naar man en Gang skal forlade sin søde By.

✂ - Du kommer i alt Fald ikke til at tage ene bort - hvor du saa end tager hen til dit nye Hjem, svarede Stephensen med en særlig understregende Betoning.

✂ - Og vi vil heller ikke blive borte for bestandig, tilføjede jeg hurtig. Hvis det ikke skulde være muligt at forlægge min Virksomhed hertil - jeg skal ganske vist ikke gaa i Middagsselskab for Varernes Skyld, men det er kanske endnu nødvendigere, at jeg er personlig paa Pletten - men i alt Fald, naar vi blive gamle Folk, og jeg kan trække mig tilbage med god Samvittighed - og lidt Formue, saa vil vi ganske bestemt bo her, det har jeg lovet Minna. Ja, vi har endogsaa allerede sét os om efter en Lejlighed, og for det Tilfælde, at jeg skulde blive en Crøsus, har vi bestemt os for en prægtig Villa i Parkstrasse. Maaske saa Minna kan formaa Dem til - for gammelt 294 Venskabs Skyld - at komme og dekorere den for os.

✂ Skønt dette skulde passere for en Spøg, var jeg ikke behændig nok til at undgaa, at det uforskammede Spydigheds-Element stak altfor umiskendeligt igennem. Jeg fortrød ogsaa strax, at jeg havde sagt det, især da Minna skottede til mig med et forskrækket Blik.

✂ - Jeg er ikke Dekorationsmaler, svarede Stephensen tørt. Men strax efter vendte han sig om imod mig med sit forbindtlige Verdensmandssmil og fortsatte: - De skal forresten ikke se noget Nedsættende deri, det vilde give Dem en falsk Forestilling om mine Anskuelser. Der er hos os ganske vist en Fordom mod Dekorationsmaleriet, som jeg ikke deler - jeg deler overhovedet ikke mange af vore danske Fordomme. Tvertimod, jeg sætter Dekorationsfaget højt, og naar Mange lader, som om de ere for store til at indlade sig derpaa, saa er den egentlige Grund simpelthen, at de mangler Fantasi. Det er ogsaa Tilfældet med mig - det vil sige, kun at jeg ikke lader, som om jeg var for stor. Og er det ikke saadan med hele Kunsten? vi har ikke Fantasi nok til at dekorere Livet, derfor af bilder vi det blot og lader saa, som om det var af lutter 295 Ærbødighed og Kærlighed til Livet. Nonsens! For det første er vi jo Pessimister, har følgelig hverken Ærbødighed eller Kærlighed til Livet, og desuden, hvis vi dog har det - for inconseqvente er vi naturligvis ogsaa - La vie c'est une femme, og de vil altid gærne flatteres. Forresten er al Kunst oprindelig Dekoration, og Apollo er i Grunden en maitre de plaisir i Olympen. Men dekorere, - du gode Gud! hvem kan det? Rubens kunde. Nu er vi for meget Alvorsmænd, det vil sige, vi er gnavne, og det med Grund, fordi vi er blodfattige og nerveuse og faa Tømmermænd, naar vi svirer en Nat igennem. Vi vil ikke lege med mere og gør os værdige, men i Virkeligheden er vi blot for stive i Benene til at lege. Ja, maaske deler De ikke disse Anskuelser, jeg véd nok, de er ikke i Cours - -

✂ - Jeg er ganske enig med Dem, forsikrede jeg, - skønt jeg kun tildels var det, men det glædede mig at skuffe hans Haab om en Disput, i hvilken han med Grund ventede at blive den Overlegne. Forresten følte jeg godt, at han slet ikke mente noget Alvorligt med al denne Snak, men at han fra først af kun havde villet vise, at han var Selskabsmand nok til ikke at forstaa min Spydighed og saa, fremfor Alt, brillere for Minna.

296

✂ Han kiggede ogsaa bestandig hen til hende med sine missende Øjne, og det selvtilfredse Smil syntes at sige: "Lagde du Mærke til, hvordan jeg forstaar at turnere Samtalen og føre den bort fra de Skær, hvor den Klodrian var lige ved at sætte os paa Grund? Jeg haaber, du er mig taknemlig. Og hvor aandrig kan jeg ikke philosofere over Kunst! Det skulde han prøve paa, men han tier klogelig. Forresten kan jeg ogsaa tie, inden det begynder at blive trættende. Assez d'esthétique comme ça.

✂ Da vi vare ud for Theatret, kom nogle Herrer og Damer frem paa et Par Foyer-Balkoner. Jeg tænkte paa igaar, - paa denne Tid, - da jeg stod deroppe selvanden og roste min uhyre, min bestandig voxende Rigdom. - "Er stand auf seines Daches Zinnen" - Polykrates, Polykrates! ....

✂ - Det er sandt, begyndte Stephensen efter en Pause, - din Moder har jeg da gjort en Visit, og det glædede mig at finde hende saa rask og rørig.

✂ - Har du allerede -? og du kom igaar?

✂ - Nej, idag - med Formiddagstoget.

✂ - Og rejser igen? fòr det ud af mig.

✂ - Ikke just imorgen, svarede han med et spottende Smil.

297

✂ - Jeg troede det næsten, sagde jeg tørt, siden De var saa hurtig med Deres Visit.

✂ - Og Billedet! det bliver da ikke færdigt paa én Dag, bemærkede Minna.

✂ - Saa lidt som Rom! Heldigvis er det ledigt. Jeg har allerede aftalt Alt med Custoden, og imorgen tænker jeg at tage fat.

✂ Jeg havde ganske glemt dette Billede, og det forekom mig, at det havde han ogsaa.

✂ Vi vare spadseret langsomt gennem Zwinger og gik nu gennem Anlægget henimod Postpladsen. Bag en Gruppe Akacier med hældende Stammer bredte en Lygte, der kæmpede med det sidste Dagskær, en mat, gulig Lystaage, af hvilken Sophiekirkens sirlige gothiske Sandstensportal dukkede frem, medens de slanke gennembrudte Spir oppe over de mørke Trækroner tegnede sig skyggeagtige paa en Skumringshimmel af ubestemmelig Farve, kun at et Par skraa Fjerskyer endnu straalede i en sart Rosaglød. Jeg havde paa mine Aftenture ofte sét Stedet i denne indtagende Belysning, og nu skulde til min Krænkelse Stephensen udpege den og ligesom tilegne sig den med sin Maler-Autoritet:
- Se, hvor det staar fint dèr - det er jo en ren van der Neer.

298

✂ - Man ser smukke Belysninger her, bemærkede jeg. Forleden saà vi ude i Sachsisk Schweiz "en ren Poussin".

✂ Minna bed sig i Læben. Stephensen, der ikke kunde ane en bestemt Hentydning, mærkede, at jeg raillerede over hans Maler-Udtryk.

✂ - Ja, det vil jeg nok tro. Man støder her paa Motiver ved hvert Skridt. Men - nous voilà. Jeg bor i Hotel Weber, og vil tage Afsked - maaske har jeg allerede været for paatrængende.

✂ Vi forsikrede naturligvis det Modsatte, og han fjærnede sig med elastiske Skridt, der knirkede paa Gruset.

✂ Tavse gik vi hjemad. I Nærheden af Posthuset vrimlede der af de gule Vogne, der søgte hjem som Bier til deres Kube, og hvert Øjeblik skingrede et Hornsignal.

✂ Jeg forbandede i mit stille Sind alt Postvæsen og Brevskriveri.

299

✂

XXVII.

✂ Moderen lukkede os op med et temmelig altereret Væsen. Hun trak Minna tilside i den mørke Entré og hviskede Noget til hende, og idet jeg lukkede Døren til Dagligstuen, hørte jeg Minna sige:
- Ja, ja, vi har selv truffet ham.

✂ - Ak, ak Gud, ak Gud ja, sukkede Moderen paa sin stupide Maade.

✂ Dette satte mig ikke i bedre Humør. Jeg blev ved at gaa op og ned ad Gulvet, og uden selv at vide af det, truede jeg med knyttet Næve ad Stephensens alter ego paa Strandbilledet. Jeg greb mig selv i denne Bevægelse, idet Døren gik op, og hurtig fòr min Haand ned i Lommen.

✂ Minna kastede sig udmattet i den lille Sopha: -
- Hvad vil han mig! udbrød hun i en forpint Tone.

300

✂ - Dig? Han er jo kommen her for at male.

✂ Hun rystede paa Hovedet.

✂ - Han vil tage mig igen, det er det, han vil.

✂ - Hvad er det for et Indfald - hvor kan du tro det?

✂ - Du har selv tænkt det Samme, sagde hun og saà forskende paa mig.

✂ - Maaske et Øjeblik - hvad kan der ikke gaa En gennem Hovedet under en saa besynderlig Situation? Forresten er der jo ikke Spor af Grund -.

✂ - Lagde du Mærke til, saadan som han sagde det til mig: "Hvor du saa kommer til at tage hen, naar du rejser til dit nye Hjem."? - Det var saa godt som rene Ord, jeg kender hans Maade altfor godt.

✂ - Men det vilde dog være for frækt. Ligesom vi ere blevne forlovede! - Nej, naar vi endda havde været gifte et Par Aar, saa vilde jeg snarere tro, at en Fyr med hans letfærdige Begreber mente, at der kunde være Haab -

✂ - Fy, det er stygt sagt, saadan har du ikke Ret til at tale om ham.

✂ - Du tager ham i Forsvar!

✂ - Er det saa underligt, du véd dog selv, at 301 det er urigtigt - desuden burde du tænke paa, at det maa krænke mig, naar du sætter ham saa lavt, jeg har jo dog holdt af ham - og forresten - holde af ham, det gør jeg naturligvis endnu ... Og du har slet ikke været skikkelig i Eftermiddag, hele Tiden gik du og stiklede paa ham, og jeg var saa bange, du gjorde det ikke lettere for mig, og det var dog svært nok i Forvejen.

✂ - Du har Ret, Minna! tilgiv mig - jeg følte det selv, men du kan nok vide, - i den Sindsstemning og saadan en Situation -

✂ - Det viser, at du har været bange for ham, du har frygtet det samme som jeg - hele Tiden, ikke blot et Øjeblik, som du sagde.

✂ - Nej, det har jeg ikke. Forresten viser det da kun, at jeg føler mig irriteret i Nærværelse af den Mand, som ejer en Del af din Fortid, og at jeg maa hade ham.

✂ - Det er netop det, han ejer min Fortid, - Alt, hvad der har nogen Værd i den, - og han mener, at det giver ham Ret til mig - maaske har han det ogsaa -

✂ - Minna, Minna! hvad er det, du siger!

✂ - Ak, jeg véd hverken ud eller ind.

✂ - Véd du ikke, at du tilhører mig og jeg dig!

302

✂ Hun nikkede langsomt, medens hun stirrede ud for sig og kneb Læberne sammen.

✂ - Og at du elsker mig, véd du ikke ogsaa det? -

✂ Minna rejste sig og omfavnede mig inderlig.

✂ - Jo, min Elskede, - det véd jeg.

✂ - Men saa er der jo Intet at være i Tvivl om, - for ham ikke heller. Han kender dig jo dog godt nok til at vide, at du ikke indlader dig paa et Fornuftgiftermaal, og om mig véd han da ogsaa, at jeg hverken er Hertug eller Millionair.

✂ Jeg talte længe beroligende for hende, medens vi sad med Armen om hinandens Liv i den lille Sopha, hvor der var saa mørkt, at jeg næppe kunde se hende. Hun svarede sjælden, og jeg var i Tvivl om, hvorvidt hun egentlig hørte efter, eller om hendes Tanker ikke gik deres egne Veje. Pludselig trykkede hun min Haand og sagde: -
- Lad os rejse herfra, Harald! strax - imorgen.

✂ - Rejse - men hvorhen?

✂ - Ud i Bjærgene, til Erzgebirge eller til Bloksbjærg - for mig gærne, gid jeg sad der! Og hun lo med den naturlige Overgivenhed, der altid var rede til at bryde frem hos hende.

303

✂ - Ja men, Minna, vilde det ogsaa være forsigtigt -

✂ - Jeg tør godt, - jeg har tænkt over det altsammen - jeg har ingen Familie, som jeg bryder mig om at tage Hensyn til - jeg er min egen Herre, og jeg tør.

✂ - Det er godt nok, og jeg sætter ogsaa Pris paa, at du i Nødsfald kan sætte dig ud over - over saadanne Begreber og Vedtægter, men jeg synes dog, i dette Tilfælde - du kan jo nok tænke, at dit Rygte er mig det dyrebareste af Alt, - og jeg kan dog ikke se, at det er nødvendigt.

✂ - Jo, jo! udbrød hun bestemt, næsten heftig. Derefter lagde hun sine Læber til mit Øre og hviskede med den mest indsmigrende Stemme: "Skal vi, Harald, - sìg ja!" -

✂ - Hm, - ja, Kæreste - -

✂ - Ja?! -

✂ - Det vil sige, Sagen er, hvis vi nu virkelig skulde tage bort imorgen -

✂ - Ja, ja! hvad saa?

✂ - Jeg har næsten slet ingen Penge og jeg véd ikke, hvordan jeg med saa kort Frist - jeg kender jo kun faa her - den eneste skulde være Hertz - -

304

✂ - Nej, for Guds Skyld! - Hertz - hvad vilde de sige dertil? Dem har jeg slet ikke tænkt paa - hvor jeg maa være forvirret.

✂ - Ja, der ser du, - og det er dog en vigtig Sag, hvor alle Sider maa være nøje overvejede, man kommer til at bøde længe for et overilet Skridt.

✂ Den Vending, Sagen havde taget, var mig ret kærkommen. Jeg blev ved at tale beroligende for hende og var allerede af den Mening, at jeg havde faaet hende helt bort fra hin Idé, da hun pludselig sagde: -

✂ - Hvis vi havde Penge hos os, vilde jeg dog gøre det ... At de ogsaa skal have saadan en Magt - det er skrækkeligt! -

✂ I det samme kom Moderen ind med Lampen, og jeg blev slaaet ved det Udtryk af Skræk, som viste sig paa Minnas Ansigt, maaske forstærket derved, at det pludselige Lys blændede hende. Hun syntes med Anstrængelse at se en uundgaaelig Skæbne imøde, og jeg fik selv en Følelse af Angst og Uhygge som ved en overhængende Fare, endda jeg ikke kunde skønne, at en saadan virkelig var for Haanden. Thi hvor pinligt det end kunde være for stakkels Minna at modtage Stephensen og høre paa hans ufortjente Bebrejdelser og frugtesløse 305 Forestillinger, saa er det dog den Slags Ting, som man kommer over, og Intet i selve Sagen forekom mig uklart.

✂ Min egen hemmelige Uro røbede jeg ikke, men desto mer lod jeg disse Fornuftgrunde komme til Orde. Minna lod til at give mig Ret. Da vi talte Dansk, følte den Gamle sig overflødig og vilde paa sin stilfærdige Maade liste ud igen, men Minna fik hende til at blive; hun gav sig til at snakke sachsisk Dialekt og smaaborgerlig Dresdener-Jargon med hende, og i dette pudsige Sprog spadsede hun saa fornøjelig, alt imens hun satte de mærkeligste Ansigter op, at jeg snart ganske glemte den Stemning, der nylig havde trykket os, og Moderen lo de klare Taarer ud af Øjnene.

✂ Da den Gamle efter The nikkede ind, satte Minna sig ved Claveret og spillede en Berçeuse af Chopin. Hun begyndte ogsaa paa en Vals, men den gik et Par Gange i Stykker.

✂ - Jeg er ikke oplagt, sagde hun og kom hen til mig, - saa vil jeg heller læse for dig.

✂ Hun tog "Käthchen von Heilbronn", som vi var begyndt paa og haabede at faa at se i denne Uge.

✂ Vi kom snart tir det nydelige Genre-Billede, hvor Käthchen ikke vil kiltre sig op for at vade over Bækken, og den gamle Tjener raaber: "Kun 306 til Ankeln, Barn - til den yderste, underste Kant af Saalen, Käthchen" - men hun løber bort for at finde en Spange.

✂ - Ja, Hertz havde rigtignok Ret, da han kaldte dig en Käthchen, afbrød jeg hende - kan du huske ved Stenbruddene, - da vi skulde op?

✂ - Aa jo, det kan jeg sagtens huske. - Hvor du var vigtig og utaalelig! Og saa skulde du blot have anet, hvor komisk det klædte dig, - aldeles som om du havde faaet en Maske paa, der slet ikke passede - -

✂ Hun læste videre: den mest rørende og i al sin Naivetet den dybsindigste Elskovsscene, som hele den dramatiske Literatur besidder: Käthchen sovende, i en halvt somnambul Slummer, under Hyldebusken, og besvarende Grevens Spørgsmaal.

✂ "Verliebt ja, wie ein Käfer, bist du mir".

✂ - Det er til dig! udbrød Minna, - det kunde jeg ogsaa have sagt dig allerede den Gang.

✂ Vi lo og kyssedes.

✂ Efter at have læst flydende omtrent en halv Times Tid, standsede hun pludselig og blev rød i Hovedet; men næppe havde jeg opdaget dette, før jeg fik Bogen i Ansigtet; hun havde kun villet kaste den fra sig, men da jeg sad lige foran hende, havde den ramt mig - maaske gav hun ogsaa 307 ubevidst efter for en Fortrydelighed over, at jeg ventede paa, at hun skulde fortsætte.

✂ - Hvad har jeg gjort! udbrød hun, idet hun sprang op og kastede sig paa Knæ hos mig - jeg er dog ogsaa en Trold - gjorde det ondt?

✂ Jeg forsikrede hende leende, at jeg nærmest var bleven lidt overrasket.

✂ - Jeg kunde ikke læse det for dig, hvorfor skriver han saadan Noget - og jeg havde ikke Aandsnærværelse til at springe over -

✂ Jeg vilde tage Bogen, men hun snappede den, glattede lidt paa de krøllede Blade og lukkede den inde i Bogskabet.

✂ - Du Stakkel! og saa maa du undgælde!

✂ - Ja, ligesom jeg ser op - Klask - Og vi brast i en ustandselig Latter. Den Gamle vaagnede - det havde allerede givet et Sæt i hende, da jeg fik Bogen i Hovedet.

✂ - I gør jo et Spektakkel, Børnlille! saa at Vægteren snart maa komme herop, sagde hun. Det er allerede sent. Ak Gud, ja! Hvem der laa i sin Seng!

✂ Hun tændte en lille Stump Lys, der stod paa Commoden, og sjokkede af.

✂ Det var paa den Tid, da jeg plejede at gaa, og jeg overholdt den ret nøjagtig, da jeg vidste, 308 at Minna skulde tidlig op om Morgenen. Men hun bad mig om at blive, - sove kunde hun dog ikke i de første Timer.

✂ - Nu har jeg læst for dig, - saa kan du fortælle mig Historier, sagde hun og tog Plads ved Siden af mig i den lille Sopha. - Jeg har fortalt dig saa meget fra min egen Barndom, og langtfra hørt nok om din. Fortæl.

✂ Jeg fortalte om det stille, ensomme Liv i den sydsjællandske Skovridergaard. Min Moder kunde jeg næppe huske, men min fornylig afdøde Fader skildrede jeg med al den Vemod, som overvældede mig ved Tanken om, at han vilde have faaet min Minna kær, og at hun i ham vilde have fundet en anden Fader. Han var lidt af en Særling, en gammel Schopenhauerianer og Naturphilosoph, altid i Fejde med Egnens Præster, som havde en Mani for at omvende ham. Jeg delte hans Enebo, og han opdrog mig, til Egnens Forargelse, i sine frie Anskuelser.

✂ Minna sang det Sted af "Valkyrien", hvor Siegmund beretter om sin Ungdom:

✂ Geächtet floh
der Alte mit mir,
lange Jahre
lebte der Junge
mit Wolfe im wilden Wald -!

309

✂ - Har I forresten Ulve i Danmark?

✂ - Ih ja, og Isbjørnene løber paa Skøjter dèr.

✂ Minna slog mig over Fingrene:

✂ - Det var da ikke umuligt! I Polen er der Ulve. Jeg har været i Besøg hos min Cousine, som er gift dèr, og har hørt dem hyle. Ja, se kun paa mig, - saadan En er jeg! - Hvorfor blev du forresten ikke Forstmand? Jeg vilde gærne være Skovriderkone!

✂ - Ja, det skulde du have ladet mig vide den Gang. Forresten - saa havde vi slet ikke faaet hinanden.

✂ - Hvorfor ikke! du kunde jo være kommen paa Akademiet i Tharandt. De, der skal træffes, de træffes nok.

✂ - Fatalist!

✂ - Ja, det véd du da, jeg er. Men alvorlig talt, det maatte dog have passet godt for dig.

✂ - Jeg vilde ogsaa gærne - det var først senere, jeg sværmede for at blive Architekt - og det var allerede bestemt, men saa tilbød min Morbroder, som er Directeur for en stor Fajancefabrik i London, at tage sig af mig, naar jeg vilde være Polytechniker. Naa, det var jo fordelagtigere, og min Fader syntes ikke, vi kunde lade det gaa fra os. Han mente desuden, at jeg vilde have 310 godt af at komme ind i det praktiske Liv og ikke blive saadan en ensom Grubler og Drømmer, som han beskyldte sig selv for at være.

✂ - Det bliver du saamænd alligevel. Du er min søde Sværmer. Og med alt det har du ikke fortalt et Ord om, hvem du har sværmet for. Véd du ikke, at alle ordentlig Forlovede strax praler for hinanden med deres tidligere Flammer. At jeg har skriftet før Forlovelsen, er en Undtagelse, som bekræfter Reglen, men du lader til at tro, at du helt kan bryde den.

✂ - Slet ikke. Det være dig tilstaaet under syv Segls Hemmelighed, at jeg i min grønneste Ungdom sukkede i Løn for Skovfogdens Datter.

✂ - Ej! det er jo en hel Idyl!

✂ - Nej, kun en halv. For hun var saa styg, at det tidt kostede mig stor Anstrængelse at holde Illusionen ved Lige. Men jeg syntes, jeg maatte have En, hvis Navnetræk jeg kunde skære ind i Træernes Bark med et flammende Hjærte ovenover.

✂ - Ja, bagefter kan I altid ironisere over eders Kærlighed, og saa er det os, der maa holde for. - Og hvem var saa den næste?

✂ - Saa er der ingen fler.

✂ - Hvad for noget? Hør, Harald! Harald!

✂ - Ja, ja - jeg forsikrer dig, - Ingen, som 311 jeg kan nævne. Jeg har maaske sværmet lidt for et eller andet smukt Ansigt, som jeg saà paa Gaden, fantaseret og bygget Luftkasteller.

✂ - Ja, for dem er du en god Architekt ... Men jeg er vis paa, at du narrer mig.

✂ - Hvorfor? Husk paa, at jeg har haft saa lidt Omgang, har truffet saa faa Damer.

✂ - Ja, det skulde være det. Det er altsaa derfor, at du holder af mig. Naar du opdager, at jeg er ligesom de Andre -

✂ - Men det er du jo ikke.

✂ - Naar du ikke kender dem -!

✂ - Det er jeg vis paa, - det er umuligt andet ... Forresten, hvad kommer de Andre mig ved?

✂ Minna lo hjærtelig og trykkede mig ind til sig.

✂ - Det var et godt Ord, og fra Hjærtet kom det ogsaa, derfor skal du have et Kys ... Naar du kun bestandig vilde mene det! Nej, lov ikke Noget, hvad nytter det - kys mig!

✂ Taarnuhret i Kreuzkirche slog Tolv, - det var paa Tide at skilles.

✂ Gadedøren var naturligvis forlængst lukket. Minna maatte med ned og lukke mig ud. I den kølige kælderagtige Gang gav vi hinanden en lang Omfavnelse; derimod maatte jeg ikke opholde 312 hende, naar hun lukkede Døren op, men smutte hurtig ud, at ingen Forbigaaende eller sentvaagne Naboer skulde se hende. Men Trækvinden blæste Folderne af hendes Kjole ud, da hun vilde smække Døren i, og medens jeg hjalp hende fri, kunde jeg ikke modstaa Fristelsen til at kysse hende - og det skønt jeg havde sét, at der gik en Mandsperson paa det andet Fortov.

✂ Lyset fra den lille Lampe, som hun havde stillet fra sig paa Gangen, omstraalede hendes mørke Skikkelse med en urolig Glans, der pludselig slukkedes.

✂ - Farvel, farvel, hviskede hun hurtig, og Døren faldt i.

313

✂

XXVIII.

✂ Jeg skridtede rask ud - "im Herzen ein' Traum, auf den Lippen den letzten Kuss", som en eller anden tysk Lyriker synger. Med Velbehag aandede jeg den friske Aftenluft; min Stok klang mod Fliserne, og den øde Gade genlød af mine faste Skridt. Elastiske Trin af let knirkende Støvler fulgte med ovre paa det andet Fortov. I hele den lille Gade brændte kun et Par Lygter, og det paa min Side; jeg skottede forgæves over til den Fremmede, der formodentlig havde været Vidne til den lille ømme Scene. Pludselig skraaede han over Gaden, rømmede sig og lettede paa Hatten. Det gav et Sæt i mig, da jeg kendte Stephensen.

✂ - Undskyld, Hr. Fenger! begyndte han - De undrer Dem maaske paa denne Tid - det kunde have Udseende af - - naa, hvorfor ikke være ligefrem: jeg har passet Dem op.

314

✂ - Ja saa. Da maa De virkelig have slidt Brosten i en længere Tid.

✂ - Akkurat saa længe, som De kommer senere end sædvanlig fra Deres Forlovede. ... Det viser, at det var mig meget magtpaaliggende af træffe Dem.

✂ - Altfor megen Ære. ... De ønsker -?

✂ - Jeg vilde gærne udbede mig en Samtale med dem, - om et Æmne, som er af den største Vigtighed for os begge.

✂ - Meget gærne.

✂ - Hm. Hvis De synes saa, kunde vi maaske drikke et Glas Øl paa et Sted, hvor jeg er kendt, og vi vil kunne være alene.

✂ - Et Glas Øl, ja hvorfor ikke! svarede jeg saa gemytlig-ligegyldigt, som det var mig muligt, skønt jeg fik en Følelse, som om En havde foreslaaet mig at drikke Gift sammen med ham.

✂ - De sætter vel ogsaa Pris paa et godt Glas Pilsener- eller Münchener-Øl? Hvad mig angaar, saa kan jeg slet ikke mer forlige mig med vort danske Øl.

✂ - Nej, det smager jo væsentlig som Vand med Brændevin i.

✂ - Fuldkommen min Smag! og det er vi stolte af! Naa à la bonheur, som Tysken siger, det har i alt Fald bragt os nogle Statuer. Hm.

315

✂ Jeg tænker, vi gaar hen i "Drei Raben", - ja, dèr er De vel ogsaa kendt?

✂ - Nej, jeg har kun været der en enkelt Gang.

✂ - Virkelig! Jeg gik næsten hver Aften derhen - fra den selvsamme Gadedør, som De nu kom ud fra. ... De véd maaske, at jeg logerede dèr? Jeg havde naturligvis min egen Gadedørsnøgle og havde derfor ikke Anledning til at blive lukket ud paa en saa behagelig Maade. Apropos - kender De det Udtryk: "Et Geni, som aldrig har haft sin egen Gadedørsnøgle". Jeg finder det overordentlig træffende for vore danske Begavelser - stødte paa det forleden hos en eller anden af vore nyere Forfattere. De følger vel med vor Literatur? ikke? Aa, man kan ikke nægte, at der er en Del Fart i den - ellers læser jeg mest franske Romaner. - Naa, her er vi hos de tre Natte-Ravne, - de er komne i Transparent, det er noget Nyt. - Vær saa artig.

✂ Han lod mig gaa først ind i den oplyste Gang og førte mig derpaa tilvenstre gennem en Billardstue, hvor en fem, sex Herrer gik og spillede i Skjorteærmer, ind i et mindre Cabinet, der var tomt. Inden vi endnu havde hængt vort Overtøj fra os, indfandt der sig en meget fed, bleg Opvarter med Carbonade-formede Whiskers. Han 316 fòr hen til Stephensen og trak hans Paletot af ham med et:

✂ - Velkommen, Hr. Professor! - Og sandsynligvis for at der ikke skulde kunne blive nogen Tvivl tilbage om hans Personalkundskab - tilføjede han skyndsomt: Kommen fra Danmark for at male her igen, kan jeg tænke?

✂ - Netop. Naa, hvordan staar det sig hos de tre Ravne, Heinrich?

✂ - Ved det Gamle, - ved det gode Gamle, Gudskelov! Hr. Professor. Kun hørte vi ifjor op med at skænke det böhmiske Øl, som Professoren undertiden drak. Naa, det forstaar sig, i Personalet er der ogsaa -. Professoren husker nok Frants, den høje med det røde Skæg -?

✂ - Ja vel, - er han her ikke?

✂ - Han aabnede til Paaske en Beværtning i Friedrichstadt - det skal gaa ham meget godt, men jeg mener dog, man véd hvad man har.

✂ - Ja, det har De Ret i, det gaar heller slet ikke an, at De forlader "Drei Raben", vi kan jo slet ikke undvære Dem. ... Hør - vi kan vel være ene her, Heinrich?

✂ - Gud bevares, Hr. Professor! - Det skal vel være Pilsener -?

✂ - Ja, to - og - 317 - med Dæksel, naturligvis, Hr. Professor, forekom Kellneren ham, idet han bukkede og svippede Servietten op under Armen, hvorpaa han hurtig fjærnede sig.

✂ Jeg satte mig i den lille Fløjelssopha med den trykkende Følelse af Underlegenhed, som man faar paa et offentligt Sted i Selskab med en Stamgæst, der behandles halvt som en Fyrste, halvt som en Kammerat af de tjenende Aander, medens der kun som en ren Naadesag falder Noget af til os andre Dødelige. Og hvilken Stamgæst! Kommer her efter et Par Aars Fraværelse, og modtages som om han var gaaet herfra igaar Aftes. Stephensen (Hr. Professoren!) nød ogsaa aabenbart sin Triumph, idet han strakte Benene ud, kastede et Blik i Consolspejlet over Sophaen og lod Fingrene gaa frem og tilbage mellem Halsen og den lille stive Flip.

✂ - Forbavsende Personal-Hukommelse, disse Kellnere har, udbrød han. - Dèr kan han nu huske, at jeg altid forlangte Pilsener-Øllet skænket i et Glas med Laag, - det er jo formelig latterligt! - Jeg havde ogsaa et komisk Tilfælde i Berlin med en Portier. - -

✂ Han gav sig til at fortælle et Par Anekdoter, for at fylde Ventetiden ud. Jeg havde en Følelse af, at han legede med mig som en Kat med en 318 Mus, og følte mest Lyst til at rejse mig og gaa. Fra Sideværelset hørtes den ensformige Tællen. En hæs Stemme brølede:

✂ "Ich bin lüderlich,
du bist lüderlich,
sein m'r lüderliche Leide".

✂ Kellneren kom ind med Øllet og forsvandt øjeblikkelig.

✂ Stephensen hilste med Kruset og tog sig en lang Slurk.

✂ - Altsaa, begyndte han, det var - det er sandt, ryger De?

✂ - Ikke saa sent om Aftenen, svarede jeg, skønt jeg følte stor Lyst til at spore Tobakkens beroligende Virkning paa Nerverne; men jeg havde Intet hos mig, og den Tanke at modtage Noget af ham vakte Modbydelighed.

✂ - Ah, De har Principper! henkastede han, idet han tændte. - Det er forresten med dem, som med al Rejsebagage, - man skal ikke slæbe for meget af dem med sig. ... Der er nu f. Ex. Kunstprincipper. ... Naa, men det var vel vort Anliggende, vi skulde tale om.

✂ - Ja, jeg synes snart det var paa Tide, bemærkede jeg irriteret. ... Er der Noget, hvormed jeg kan være Dem behjælpelig?

319

✂ Stephensen smilede paa en ejendommelig Maade.

✂ - Det kunde De vel nok, men det er ikke det, der er Tale om. ... Hm. ... Jeg sagde - oppe paa Terrassen, at jeg var kommen her for at male.

✂ - Det kunde ikke undre mig, da De jo er Maler.

✂ - Meget rigtigt. ... Jeg vil ogsaa male - men det er ikke derfor, jeg er kommen. ... Aarsagen til min Rejse var et Par Breve, som jeg modtog fra Minna, og i hvilke hun meddelte mig sin Forlovelse med Dem.

✂ - Jeg forstaar blot ikke, hvorledes det kan bringe Dem til Dresden.

✂ - Maaske dog, naar De erfarer, hvilken Art Forhold, der har bestaaet mellem Minna og mig.

✂ - Jeg véd Alt angaaende dette Forhold, men det gør mig kun Deres Nærværelse endnu gaadefuldere.

✂ - Virkelig! Da synes jeg dog, De maa kunne forstaa, at den Efterretning, at hun pludselig havde forlovet sig med en Anden, maatte komme mig højst overraskende, og at jeg -

✂ - Tillad mig: Overraskende? og hvorfor? jeg synes tvertimod, at De maatte være forberedt derpaa, og at det burde være Dem kært at høre 320 det. De har i sin Tid gjort Cour til hende, desværre ikke uden Held; De har naaet at overbevise Dem om hendes Genkærlighed; da det ikke lykkedes Dem at gøre hende til Deres Elskerinde -

✂ - Hr. Fenger, denne Beskyldning - jeg maa paa det bestemteste tilbagevise den Insinuation -

✂ - Det gør mig ondt, men De kan næppe fortænke mig i, at jeg sætter større Lid til Minnas Forsikring end til Deres. Da De paa den anden Side savnede moralsk Mod til at paatage Dem de Forpligtelser, som en Forlovelse medfører -

✂ - En Forlovelse! Det manglede blot. Gode Hr. Fenger, De er ung, og formodentlig dansk nok endnu til at sværme for vore fire-fem-sex-aarige Forlovelser, - hvad mig angaar. kan jeg forsikre Dem, at jeg ikke gør det. Jeg er i Stand til meget for Minnas Skyld, men kalde den Latterlighed over mit Hoved at gaa om som en ægte patenteret dansk Forlovet - nej!

✂ - Meget vel - De har altsaa ogsaa Deres Principper. Det er kun Skade, at da Forlovelser ikke er stort anderledes beskafne i Tyskland, har hendes tyske Hjærte og Forstand maaske ikke tilfulde kunnet vurdere denne Bevæggrund. Men hvad der er endnu mere Skade, det er, at De ikke sørgede for, at hun fik denne Forstaaelse af 321 Situationen, men at hun tvertimod troede, at der slet intet Baand skulde være imellem hende og Dem.

✂ - Og deri troede hun fuldkommen rigtig. ... Jeg vilde naturligvis, at hun skulde have sin Frihed -

✂ - Og De Deres - navnlig det sidste.

✂ - Hvad mener De med det?

✂ - Der er ingen Tvivl om, at De har benyttet Deres Frihed - saa meget mindre, som jeg kunde nævne en bestemt Dame, der var tilstrækkelig "vel aflagt" til at inspirere Dem et Ægteskabs-Ønske -

✂ Stephensen lo spodsk:
- Jeg maa sige, at Københavns gamle Ry for at være et Sladderhul fornægter sig ikke, siden Sladderen finder Ekko helt nede i Sachsen. Jeg kan tænke, at De ikke har forholdt Minna denne " Ohren-Schmaus" - -

✂ - Tænk hvad De vil, hvad kommer det mig ved! Men tillad mig at gøre Dem opmærksom paa, at De ikke er synderlig konsekvent, naar De forbavses og forarges over, at hun paa sin Side endelig har gjort Brug af sin Frihed.

✂ Stephensen var aabenbart yderlig irriteret over den Retning, som Samtalen havde faaet; men han tvang det bidske Udbrud tilbage, der allerede bevægede hans Læber. Længe tav han, stirrede 322 op i Loftet med optrukken Pandehud, aandede dybt og sukkende. "Hvad skal nu det betyde," tænkte jeg. Stemmerne i Billardværelset vare blevne mere støjende; det musikalske Medlem sang med sentimental Bæven paa de lange Toner "Gute Nacht, du mein herziges Kind", og Flere stemmede med i, tudende Stavelsen "herz -" ud i en uendelig Disharmoni. - Stephensen smilede, strøg sig over Øjnene og saà pludselig ligesom aandsfraværende paa mig: -

✂ - De forstaar mig ikke, begyndte han, og hans læspende Stemme havde atter faaet sin blide, lidt forkælede Tone. - Hvad var det, De bemærkede? Rigtig: at hun blot havde benyttet sin Frihed, og at det ikke burde forarge mig. - Men det er her jo slet ikke Tale om! Jeg føler mig paa ingen Maade forurettiget. Og det er heller slet ikke det, at hun har brugt sin Frihed - som De træffende udtrykte Dem - ... Aldeles ikke. Hvis jeg havde hørt, at hun havde forlovet sig med en ung Mand, som hun længe havde kendt, hvis Familie hun havde omgaaedes, og som var i en saadan Stilling, at han snart kunde gifte sig - f. Ex. Sønnen af denne Jøde, som hun kommer saa meget hos - jeg husker ikke -

✂ - Hertz, mener De formodentlig. Som et 323 spottende Chorus hylede det derindefra: - "herz-iges Kind".

✂ - Rigtig, Hertz - hun kunde naturligvis have laaet ham, og hvorfor ikke? Intet glimrende Parti, men solidt. Naa, jeg havde altsaa resigneret, - tiet og samtykket - hvor ganske vist Ingen spurgte om eller behøvede mit Samtykke, tilføjede han med en lidt lapset Selvironi.

✂ - Deres sidste Bemærkning forekommer mig særdeles sund, skulde den ikke gælde ogsaa for nærværende Tilfælde?

✂ - Ikke ganske. ... Sæt Dem en Gang i mit Sted ... Minna og jeg skiltes fra hinanden som Venner, der véd, at de er mer for hinanden end Venner, med fuldkommen Frihed ganske vist, men ogsaa med den gensidige Vilje ikke at tabe hinanden af Syne. Som Følge deraf har vi - hvad De vel forresten véd - corresponderet i halvandet Aar, jævnligt og ret regelmæssigt. ... Naa, - jeg er ikke just "genegen til Sentimentalitet", og selv om vor Veninde maaske kan have en Rem af Huden, saa fulgte det dog af sig selv, at Ingen af os overvældede den Anden med Hjærte-Udgydelser og ømme Forsikringer. Imidlertid, der gives jo heldigvis en Kunst, som hedder at læse mellem Linierne, og i Kraft af den kan jeg uden at prale 324 forsikre Dem, at de Breve, som jeg modtog for en tre-fire Maaneder siden, skrev sig fra en Dame, som var forelsket i mig.

✂ Jeg kom til at tænke paa det lille danske Lexikon, som var hendes Yndlingslekture, og vovede ikke at modsige ham.

✂ - Saa faar jeg altsaa pludselig hendes fortrolige Meddelelse om, at hun har forlovet sig med en ung Mand, hvem hun kun har kendt en tre Ugers Tid, og som - tag mig ikke denne Bemærkning ilde op - som ikke er i en saadan Stilling, at han snart kan gifte sig og byde hende et Hjems Velvære og Tryghed. Undskyld - jeg maa gentage det, - det er mig naturligvis pinligt at berøre Deres økonomiske Stilling, - jeg véd, at den Tanke, at man ikke er i Stand til at ernære en Familie snart, eller i alt Fald ikke sikre den et rigeligt Udkomme, har noget Ydmygende i og for sig og dobbelt, naar den fremsættes af Andre, - men ser De, jeg lægger en Hovedvægt paa dette Moment, da det viser, at det ikke var et Fornuftparti, som hun indlod sig paa.

✂ - Netop denne Bemærkning gjorde jeg til Minna, - nemlig, at De maatte indse dette og altsaa - at De som en Følge deraf ikke - De maatte indse, at det var Alvor - -

325

✂ Jeg stammede i det, ærgerlig over, at jeg havde røbet, at vi havde talt sammen om den Mulighed, at han haabede paa at sprænge vor Forbindelse, og Stephensen, der tog sig en lang Slurk, kiggede med et lurende Blik fra det ene Øje forbi Laaget hen paa mig, og sugede derpaa Øllet af Skægget paa en særlig velbehagelig Maade, som om han lo: O, ho, min Ven! der plumpede du net i! Saa man taler allerede om Chancerne!

✂ - Alvor? aa ja. -

✂ - Ja, det vil sige, at - at vi begge - - kort sagt, at der ikke var Noget for Dem at gøre, brød jeg brutalt igennem Nettet, og sendte ham et ondt Blik.

✂ - Je nach dem, je nach dem, Højstærede! Deres Slutning holder ikke ganske Stik ... Forresten ser jeg meget vel, hvad der fører Dem paa Vildspor. De ser naturligvis noget Nedsættende i Udtrykket "Fornuft-Ægteskab", og glemmer, at jeg ikke deler de specific danske Fordomme - heller ikke alle kosmopolitiske forresten ... Tvertimod, jeg anser - saadan i det Hele taget - de saakaldte Fornuftpartier for at være dem, der har mest Udsigt til at lykkes - bortset fra, at Ægteskabet overhovedet er et - jeg vil ikke sige Onde - men en Anomali ... Men det er der 326 altsaa her ikke Tale om, - her prætenderes - Pardon! - Lidenskab, Betagethed, Forelskelse - hvad De vil kalde det. - Ja, ja, misforstaa mig ikke - jeg tvivler ikke om, at det for Deres Vedkommende finder Sted, og jeg vil gaa videre: jeg vil indrømme, at Minna ogsaa føler Kærlighed for Dem, endogsaa - for mig gærne! - er forelsket i Dem - kun kommer det an paa, af hvilken Art denne Forelskelse er.

✂ - Var det ikke det naturligste, at overlade det til hende selv at afgøre dette Spørgsmaal?

✂ - Hvor vil De hen! Det kan hun jo slet ikke ... Jeg er saaledes overbevist om, at en vis Utaalmodighed efter at komme ud af et Forhold, som var hende uklart og utilfredsstillende, har bidraget ikke saa lidt til denne pludselige ny Kærlighed. Saa har jeg ogsaa en Mistanke om, at den - ganske tilfældige Omstændighed - at De var en Landsmand af mig Uværdige, har lettet Overførelsen af visse Følelser, Stemninger -

✂ Jeg kom til at tænke paa en Ytring i hendes første Brev til Stephensen, der unægtelig bekræftede denne Formodning, og slog forvirret Øjnene ned for hans spejdende Blik.

✂ - De gunstige Omgivelser, Ensomheden ere komne til - og saa - det tvivler jeg aldeles 327 ikke om - mange fortræffelige og elskværdige Egenskaber hos Dem selv -

✂ - Kunde vi ikke lade det være nok med denne Passiar, udbrød jeg og rejste mig pludselig. - Jeg forstaar jo meget godt Deres Mening, - men hvad Fanden skal jeg med den? Jeg anerkender ikke, at De har nogen Ret til at optræde som Minnas Formynder.

✂ - Og hvad Fanden skal jeg med deres Anerkendelse? - det er jo slet ikke den, det drejer sig om. Jeg har simpelthen Ret til at gøre mit for at hindre, at Minna begaar en af de Dumheder, som ikke let gøres om igen, - og da det er min egen Opførsel overfor hende, der tildels er Aarsag til denne Overilelse, er det endogsaa min Pligt ... Jeg véd ikke, hvad De mener med den haanlige Latter, som De affekterer -?

✂ - Jeg troede, Pligtfølelsen hørte til de kosmopolitiske Fordomme, som De ikke delte.

✂ - Tvertimod, den hører til dem, som jeg deler ... Men der er et Motiv, som formodentlig paavirker mig stærkere, det er den Omstændighed, at jeg elsker hende - elsker hende!

✂ Ogsaa han havde rejst sig; vi stod lige over for hinanden, med det lille Bord imellem os og stirrede hinanden fast i Øjnene. Den Tanke faldt 328 mig ind, at det naturligste - og til syvende og sidst værdigste - vilde være, om vi sprang paa hinanden som et Par Tigerkatte og forsøgte, hvem der først kunde bide Struben over paa den Anden, - og at vi i Stedet for at gøre dette vilde blive ved at diskutere, maaske endog drikke vort Øl sammen og sige høflig Godnat, naar vi gik. Denne Overvejelse gjorde mig saa ærgerlig over Situationen, at jeg saa temmelig genvandt min Fatning. "Lad os da spille Komedien til Ende, siden vi er begyndt," tænkte jeg. Med et Skub til Bordet gjorde jeg mig fri for den indeklemte Stilling, i hvilken jeg følte mig som belejret, og begyndte at gaa op og ned ad Gulvet. Vore Naboer sang med teutonisk Begejstring "Die Wacht am Rhein".

✂ - Hvad er det da, for Pokker, De vil? udbrød jeg endelig. Tror De maaske, De kan faa mig til at afstaa hende?

✂ - Aa nej - jeg forlanger ikke Umuligheder.

✂ - Dog ikke! De indser altsaa virkelig, at det er umuligt?

✂ - Naturligvis, af samme Grund, hvorfor Nürnbergerne ikke kunde hænge Nogen: - de maatte først have dem.

✂ - Jeg mener at have Minna, ligesaavel som jeg mener, at hun har mig.

329

✂ - Det er Fraser og tilmed forældede Fraser. - Intet Menneske kan have det andet. Tror De virkelig, De kan imponere mig med Deres Forlovelse? Som om jeg ikke for længe siden kunde have været hendes Forlovede.

✂ - Desto dummere af Dem, at De ikke er blevet det!

✂ - Maaske kan De have Ret deri. Men jeg kan blive det endnu, og hun maa vælge imellem os.

✂ - Hun har valgt.

✂ - Nej, det er netop det, hun ikke har. Hun har givet Dem et Løfte i den Tro - under den Forudsætning - at jeg ikke vilde gifte mig med hende ... Tør De nægte, at hvis hun Dagen før De friede til hende, havde faaet Vished for, at jeg elskede hende, og kun længtes efter at forene min Skæbne med hendes, - at De da vilde have faaet en Kurv? .... Nu vel, Forudsætningen var altsaa falsk, og hvis De er en Mand af Ære, vil De ikke kunne binde hende ved et Løfte, som er givet under saadanne Omstændigheder.

✂ - Det kunde aldrig falde mig ind - under hvilke Omstændigheder det saa var - at betragte hende som bunden ved et Løfte, naar hun ikke selv følte det som bindende.

✂ - Ja, da liegt der Hase im Pfeffer, Højstærede!

330

✂ - Jeg tvivler ikke om, at Minna har de fleste af disse agtbare Fordomme, der udgør en af Hovedprydelserne for vort smukke Køn, - ja virkelig, jeg mener det i fuldt Alvor, - jeg for min Part vilde ikke undvære disse Fordomme hos Kvinderne, skønt det upaatvivlelig vilde gøre os Livet lettere og behageligere. Det er en kostbar Luxus, men hvad skal man sige, - saadanne Modsigelser rummer den moderne Natur ... Altsaa, det er meget sandsynligt, at Minna er tilbøjelig til at betragte Forlovelsen som en Forskrivning for Tid og Evighed - hun er vel ikke just, hvad man kalder en Karakter, men en Natur - og en trofast Natur - og det vil derfor være let for Dem, uden just at gøre Fordringer gældende eller appellere til hendes Bestandighed dog at holde denne noget bornerede - skønt elskværdige - Pligtfølelse i Aande hos hende til Gunst for Dem, og ikke stramme Baandet, men dog indirekte holde det fast, - saa længe som hun gør det. Hvad jeg forlanger er, at De skal give slip selv - forstaa mig vel - ikke afstaa hende, som De sagde - men kun ikke benytte det Forspring, som denne halvlegitime Stilling giver Dem. Jeg forlanger det af Dem som Gentlemann - og vel at mærke ikke for min Skyld - De vilde naturligvis gærne 331 se mig hængt! - men for Minnas Skyld. De kan ikke ønske - jeg vil ikke tro det om en Mand, som Minna har givet et saadant Løfte - at De skulde kunne ønske, at hun gik med Dem af Tvang - var det endog af indre Tvang, medens hun lønlig begræd, at hun ikke kunde gaa med mig. Hvis De mærker - eller blot fatter Mistanke om - at hun er i Begreb med at gøre en saadan Daarskab, vil De vide, at det er Deres Pligt ikke at modtage et saadant Offer, men i fornødent Fald aabne hendes Øjne og give hende den Frihed tilbage, som hun ikke selv har Mod til at tage. Det er muligt, at De har fortrængt mig af hendes Hjærte - i saa Fald er Sagen paa Forhaand afgjort. Men muligt er det ogsaa, at hun elsker os begge - hver paa sin Maade - i saa Fald vil hun ganske vist have en frygtelig Kamp at gennemgaa for at træffe en Afgørelse, men hun maa kæmpe den ud alene, og vi bør allermindst gøre hende Striden pinligere ved at trænge ind paa hende og drage hende hver til sin Side ... Minna maa vælge imellem os; for hun har ikke valgt, og ingen Magt paa Jorden kan eftergive hende Valget: - Men hun skal vælge frit, - det er Alt, hvad jeg forlanger.

✂ - Jeg skal ikke lægge hendes Frihed nogen 332 Hindring i Vejen, hverken direkte eller indirekte, - og jeg vil bøje mig for hendes egen Afgørelse, uden Forsøg paa at rokke den, - det samme stoler jeg paa, at De gør ... Og da det vel var Deres Formaal med denne Sammenkomst, at opnaa en saadan Erklæring af mig, antager jeg, at vi nu kan skilles - i Fjendskab.

✂ - Men i alt Fald som ærlige Fjender, der er i aaben Fejde og fægter med lige Vaaben.

✂ Jeg tog min Hat ned fra Knagen, - bukkede stift og forlod Værelset. I Billardstuen var Spillet ophørt; et Par af de skjorteærmede Herrer stod med Hænderne paa hinandens Skuldre og forsikrede hinanden om deres "absolutte" Hengivenhed og "enorme, kvalificerede" Agtelse. Det musikalske Medlem, der sad paa Hjørnet af Billardet, intonerede: "Ein' feste Burg ist unser Gott". - Jeg sluttede med Rette heraf, at man var naaet til Drukkenskabens sublimeste Tinde, og at det maatte være meget sent.

✂ Heldigvis lykkedes det mig at faa fat i den fede Opvarter og betale mit Øl.

333

✂

XXIX.

✂ Der kom ingen Søvn i mine Øjne den Nat.

✂ Jeg hørte Uhret paa Kreuzkirche slaa det ene Kvarterslag efter det andet, medens jeg væltede mig om paa Lejet. Undertiden begyndte vel mine Tanker at flakke paa den viljeløse Maade, som indvarsler Slummeren, men saa gik der en Strøm af Feberhede igennem mig, og jeg var strax lysvaagen. En dump Fortvivlelse, der allerede ansaà Alt for tabt, fik mer end én Gang mine Taarer til at flyde.

✂ Jo umuligere en Ulykke synes, desto nærmere er den ved Virkeligheden, saasnart den blot bliver mulig; thi da den allerede har gjort Springet over den største Afgrund, kan man ikke tvivle om, at den ogsaa vil have Kraft til at sætte over det mindre Svælg; da den fra Intet er bleven Noget, hvorfor skulde den da ikke kunne blive Alt? - Der gives Visheder, som staa saa uanfægtelige for 334 os, at de næsten er afdisputerede os, saasnart vi bringes til Disput; thi med deres Uanfægtelighed synes deres inderste Væsen at forsvinde. Hvad kan være en vissere Besiddelse, fjærnere fra enhver Fare, end en trofast Kvindes Kærlighed? Jeg følte, at Minna elskede mig, jeg vidste, at hun - som ogsaa Stephensen havde sagt -, var en trofast Natur. Men det Frygtelige, det Nemesis-agtige var, at denne Trofasthed vendte sig imod sig selv: det var hendes Troskab mod ældre Følelser, der manedes op mod den til de yngre, ved hvilke hun var bunden til mig. Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke! Og nu havde en Fremmed sagt mig med rene Ord, at han haabede at rive den fra mig. Men jeg da? havde jeg lét ham ud eller vendt ham Ryggen som en stakkels Nar? Nej, jeg havde indladt mig i Strid med ham - som om min Lykke trængte til at forsvares, - værre endnu: jeg havde formelig truffet Aftale med ham om, hvorledes man rigtigst burde forholde sig fra begge Sider, og saaledes havde jeg indrømmet Muligheden af, at han kunde sejre, havde tilstaaet, at jeg slet ikke ejede denne Lykke, men først skulde vinde den. Faren var ikke blot mulig, den var virkelig, den var over mig, - og jeg stønnede under den som under et Mareridt.

335

✂ Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke! Og dog forekom det mig nu, at jeg i Grunden bestandig havde anet en Fare, og at der stedse var draget en Skygge hen over denne Tids klareste Solskin. Jeg erindrede, hvorledes hint mistænkelige Brev havde vakt mig af Salighedsrusen efter det første Kys; jeg følte atter den pludselige, ugrundede Skræk, som gennemjog mig i Schandau, da jeg hørte hendes Brev falde i Postkassen; ved mit første ensomme Besøg i hendes Barndomshjem havde Skinsygen overfaldet mig paa en Maade, der nu forekom mig spøgelseagtig; næppe havde jeg nydt Gensynets Glæde, før den forbitredes ved Minnas Mismod og ved hans bebrejdende Brev, der havde fremkaldt hos mig en urimelig Skinsyge og en mindre taabelig Angst; hvor indstændig havde jeg ikke bedet hende om at lade det være ubesvaret, og hun havde sagt; jeg maa - med den hende ejendommelige Fatalisme, som nu ogsaa syntes at have smittet mig. Og den følgende Dag, da hun havde skrevet og vist mig dette Brev, og vi saa om Aftenen sad sammen paa Udsigtshøjen i "Grosser Garten" og øjnede det fjærne Lilienstein, - gled der da ikke over vore Hjærter en Tungsinds-Skygge, som om vi stirrede ud imod et tabt Lykkeland? -

336

✂ Saaledes syntes en fjendtlig Skæbne at være født samtidig med vor Pagt og at have nærmet sig truende, indtil den nu - efter Beethovens Udtryk - "bankede paa vor Tilværelses Port". Og den vilde nok vide at skaffe sig Adgang, - den Stærke truer ikke forgæves.

✂ Jeg glemte, at netop, naar "Skæbnen banker paa", er det Tid til at vise, at man er Karl for at tage imod den og i fornødent Fald kaste den ned ad Trapperne, ellers kan let Omstændighederne falde paa at spøge under Skæbnens Kappe, i Tillid til vor Svaghed.

✂ Under saadanne mistrøstige Betragtninger var jeg sunket hen i en lethargisk Døs og fastholdtes lige saa meget i denne som jeg opskræmmedes ved en physisk Skræk, et Syn eller snarere en Fornemmelse af noget Uhyre og Uformeligt, der graalig skilte sig ud fra Mørket og nærmede sig langsomt og ustandselig; - ja, selv disse vage Udtryk give maaske et vrangt Billede, thi dette nerveuse Indtryk var ubeskriveligt, ja ufatteligt; det syntes at dukke op fra en Del af vor Natur, der ligger under Bevidsthedslivet, og ligesaa lidt at kunne indordnes i Begrebernes og Forestillingernes snevre Rum, som Urtidens enorme Fostre kunne finde en Plads blandt de nulevende Arter.

337

✂ Endelig rystede jeg denne uhyggelige Tilstand af mig, klædte mig paa og gik ud. Det var en kold Morgendæmring med Taage og Støvregn. Overalt var der lukket; jeg maatte drive fastende om en Timestid, - ør og tung i Hovedet, og med den flove Utilpashed, som følger med en altfor aarle Opstandelse. Endelig fandt jeg en Café, hvor der blev luftet ud og vasket Gulv. Jeg satte mig i en Krog, og Opvarteren, som havde sin Mening om min Morgenduelighed, foreslog "en Sodavand". - "Kaffe", beordrede jeg barsk. Men der var endnu ikke gjort Ild paa, og jeg maatte vente. Det var en ægte - skønt ikke behagelig - Rejsestemning, med Erindring om Hoteller, naar man skulde med Morgentoget. Rejse - bort herfra - -! det var jo det, Minna vilde igaar Aftes; da havde jeg snakket hende derfra - og nu, hvor vilde jeg ikke ønske, at vi allerede vare undervejs - at hun sad hos mig og Drosken var bestilt - Morgentoget - hvorhen? lige meget - blot afsted! Men nu var det umuligt, selv om jeg havde haft Penge; Stephensen havde ved sin Aabenhed virkelig opnaaet at lamme mig - hvilket vel ogsaa havde været hans Hensigt, om han end ikke anede, at vi kunde tænke paa at rejse hemmelig bort. Det var ikke saa meget det, at min 338 Stolthed vægrede sig ved at fly, skønt den Tanke var mig meget imod, at Stephensen med nogen Berettigelse skulde kunne beklage sig over min Handlemaade; værre var Frygten for en bestandig Følelse af, at min bedste Skat var erhvervet paa en underfundig Maade, og værst den Mulighed, at jeg endogsaa kunde begaa en Uret imod hende. Fra min Side havde denne Flugt jo kun Mening under den Forudsætning, at Minna efter modent Overlæg vilde have foretrukket Stephensen. Men hvilken Ret havde jeg til at forebygge en saadan Afgørelse, selv om jeg gjorde det med hendes Indvilligelse? Og hvis det viste sig at være en Overilelse, - dersom hun senere opdagede, at hun havde taget fejl af sine Følelser, hvor bitter vilde da ikke den Anger være, der kom for sent!

✂ Nej, vi maatte blive og lade det ske, som skulde ske. Og dog var der en indre Stemme, som vedblev at hviske: "Rejs bort! hun vil sikkert endnu."

✂ Dernæst kom Dagsordenen for. Det store Spørgsmaal var, om jeg strax, saasnart det blev en rimelig Tid, skulde gaa til hende. Min Længsel og Ængstelse drev paa, men Kritikken sagde: "Hvorfor overløbe hende paa en usædvanlig Tid, det vil virke opskræmmende og foruroligende paa 339 hende, og hun behøver netop al sin Besindighed og Klarhed. Desuden viser det, at du selv er ude af de vante Folder, det lader dig synes bange, maaske endogsaa mistroisk. Ganske vist, naar du bliver borte, er der Sandsynlighed for, at han faar talt ene med hende, men det kan du dog ikke forhindre, saa lige saa godt først som sidst ... Ja, de maa jo endogsaa tale sammen, du kan da for Pokker ikke fri for ham. Altsaa: enten løb bort med hende, eller ogsaa - lad være med at spille Argus."

✂ Jeg besluttede mig til at gaa paa Polytechnicum som sædvanlig og først besøge Minna efter Middag.

340

✂

XXX.

✂ Da jeg traadte ind i den lille Dagligstue, sad Minna ved det aabne Vindue. Jeg kunde strax se paa det Blik, som hun vendte imod mig, at hun havde grædt meget.

✂ - Har han været hos dig? spurgte jeg strax, mens jeg holdt hendes skælvende Haand mellem mine.

✂ - Ja.

✂ Hun lod mig beholde sin højre Haand og pressede den anden, der knugede et lille Lommetørklæde, fast under Brystet, som om hun havde Sting.

✂ - Hvad han har sagt til dig, kære Minna, - det kan jeg jo nok vide efter den Samtale, som jeg igaar Aftes havde med ham ... Han - altsaa - du havde Ret igaar, - i alt Fald, hvad Hensigten med hans Komme angik - desværre - skønt det er maaske egenkærligt af mig at sige - -

341

✂ Jeg vidste næppe, hvad jeg sagde, og selv de intetsigende Ord stod ikke længer til min Raadighed - kvaltes i min sammensnørede Strube. Jeg spejdede efter Udtrykket i hendes bortvendte Blik, ventede paa et Ord, - da rev hun pludselig - efter et fast Haandtryk - sin Haand ud af mine, sank ned paa Stolen og brast i en voldsom, en frygtelig Hulken, med Ansigtet skjult i Hænderne. Denne hjærteskærende Lyd og det rørende Syn af dette fine Pigelegeme, der rystedes af Graadens elementære Kraft, betog mig saaledes, at jeg glemte alt Andet. Jeg kastede mig paa Knæ ved Siden af hende, omfavnede og trykkede hende fast ind til mig, raabte atter og atter hendes Navn og tiggede hende med taabelige Bønner om at holde op, om blot ikke at græde saaledes, om at fatte Mod og skaane sig selv. Snart strømmede mine Taarer lige saa rigelig som hendes. Lidt efter lidt tog Krisen af, hun smilede mat, tørrede mine Øjne med det lille Lommetørklæde, der var vaadt af hendes Taarer, og medens hun ømt trykkede min Haand, hviskede hun flere Gange: -

✂ - Min kære, gode Ven.

✂ - Det er jeg, Minna, - det er jeg, hvad der saa sker ... Men du maa ikke tage det saaledes, hører du! Du maa ikke føle dig ulykkelig, 342 for du skal ikke blive ulykkelig ... Jeg vil heller taale Alt, end se dig saaledes, heller miste dig, - og det vil han ogsaa, det er jeg vis paa ... Vi maa være fornuftige, og du maa gøre dig stærk ... du skal slet ikke tænke paa mig ... tænk blot paa dig selv, hvad der er bedst for dig ... ikke sandt! det maa jo ogsaa være bedst for os ... Naar du blot vælger det Rigtigste og gaar efter din egen Natur, det er det, det gælder om ... Vi vil begge være glade, naar du blot bliver lykkelig.

✂ - Mig selv, - nej, jeg er rigtignok den, som jeg sidst burde tænke paa ... Aa, hvis jeg kunde gøre jer lykkelige med at give Afkald paa jer begge, saa tror jeg, - ja, jeg er vis paa, at jeg kunde bringe dette Offer - heller end at skuffe Nogen af jer ... Og nu kan jeg ikke give den Ene min Haand, uden at tage den fra den Anden, - hvor skulde jeg saa kunne blive lykkelig! det er der slet ikke Tale om.

✂ - Jo, Kæreste! det maa der alene være Tale om, og det kan der ogsaa. Ganske vist, det vil gøre et stort Skaar i din Lykke fra først af at maatte volde saa dyb en Smerte, det véd jeg, men Lykken har Tid, det gælder jo hele Livet ... Naar du vælger det Bedste, vil du efterhaanden føle dig tilfreds, - og den, der ikke faar Ret til 343 at kalde dig sin, - han vil ogsaa nok med Tiden forsone sig med, hvad der ikke kunde være anderledes. Kun hvis du vælger urigtig, - hvis du tager fejl af dine Følelser, - ja, saa vil du gøre os Alle ulykkelige.

✂ - Det er frygteligt! At være stillet for et saadant Valg ... Naar dog en Anden kunde vælge for En, - blot der gaves et Pligtbud i dette Tilfælde, som sagde: det bør du gøre, ellers synder du! ... Men jeg synder, hvad jeg saa gør, - for jeg har allerede syndet, og det bliver ved.

✂ - Nej, nej! saadanne Tanker maa du ikke give efter for! Føj dog ikke den Slags Skrupler til alt det -

✂ - Harald! udbrød hun, idet hun rejste sig og saà mig fast ind i Øjnene, tør du vælge for mig? Har du Mod - forstaa mig ret - jeg mener: er din Overbevisning saa stærk, at du med rolig Samvittighed kan sige: "Din Pligt er at gaa med mig. Du har givet mig dit Ord, og jeg kan ikke give dig det tilbage, fordi jeg er overbevist om, at hvis du handler anderledes, vilde det blive til dit Fordærv" - -? -

✂ Der gik en Gysen af Glæde igennem mig, da jeg saaledes pludselig saà vor Skæbne lagt i mine Hænder, og den trygge Bevidsthed, at jeg kun 344 behøvede at gribe til, lod mig for et Øjeblik glemme Ansvarets Alvor. Men inden jeg kunde svare, strakte Minna Haanden ud, som om hun vilde lægge den paa min Mund, og med et angst, bønligt Blik fortsatte hun:
- Men husk paa, Harald, at du vel faar en Hustru, der elsker dig, og som du selv elsker langt mer, end hun fortjener, - ak, det véd jeg - men maaske dog aldrig kan gøre dig lykkelig, En, der har et indre Saar, der aldrig vil læges helt, og som hun maaske forbløder af. Jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv, at jeg har forraadt min første Kærlighed ... Ingen huslig Lykke vil helt kunne bortmane Skræmmebilledet af ham, hvem jeg skylder min første Bevidsthed, mine første Tanker, min Selvstændighed, Vækkelsen af mine bedste og skønneste Følelser - et Liv og Følelser, der tilhørte ham med Rette - ak, hvor har hans Billed ikke været mig kært og dyrebart - og nu maatte det komme som et Spøgelse og anklage mig for at have skænket alt dette til en Anden, medens han ventede i Tillid til mig - arbejdede for os begge - for vor Fremtid! - Nej, nej - aldrig kan jeg blive virkelig lykkelig eller gøre dig det, saadan som du fortjente!

✂ Jeg stod forfærdet og ligesom bedøvet ved 345 Fortvivlelsen i dette Udbrud; mit Blik søgte bort fra hendes, medens jeg søgte at samle mine Tanker og faa Rede paa mine kæmpende Følelser. Det var mig fuldt forstaaeligt, at en Pige med hendes rene og tillidsfulde Natur, maatte give Stephensens Handlemaade en saadan Udtydning; allerede i Anledning af hans Brev med den Heineske Elegi havde hun jo fremsat den som en Formodning, og efter min Samtale med ham igaar havde jeg heller ikke været i Tvivl om, at han netop - benyttende sin Kundskab til hendes Hjærte - vilde lade dette højst flatterende, næsten melodramatiske Lys falde paa det dunkle Tidsrum, der skilte dem. Hvad mig angik, saa betragtede jeg dette gennem meget nøgterne Øjenglas, der betog det enhver romantisk Glans, og det forekom mig, at med Tiden maatte dets rigtige Charakter skinne igennem ogsaa for hende, hvorfor heller ikke Faren med Spøgelset syntes mig slet saa stor, som hun fremstillede den. Men desværre var ikke engang jeg ganske sikker i min Sag, og jeg maatte sige mig selv, at da jeg var opfyldt af en meget naturlig Antipathi mod Stephensen, saa var det ikke saa umuligt, at den forledte mig til at gøre ham Uret. Og i saa Fald - -

346

✂ Jeg vaklede endnu - og allerede var det gunstige Øjeblik undflyet mig.

✂ - Se, du betænker dig - du tør ikke, udbrød hun. Og dog har du kun os to at tænke paa. Den Tredie, hvem du vilde gøre den største Skade, det er jo for dig kun en Fremmed, ja endogsaa en Mand, hvem du hader ... Døm saa om, hvor frygteligt dette Valg maa være for mig, da jeg véd, at til hvilken Side jeg saa vender mig, gør jeg én ulykkelig, som jeg elsker.

✂ - Ja, det er dette, som netop gør det saa vanskeligt for mig at vælge i dit Sted. Jeg forstaar ikke dette ... Du elsker mig, siger du, - jeg føler det, jeg vil ikke tvivle derom, - men saa mener du tillige, at du elsker Stephensen. Det er mig en Gaade; jeg tror, at det ikke er Forelskelse, men Erindringen derom, hvad du føler for Stephensen, og det er for lidt til at binde sig paa for Livet, - især da, naar en ny Lidenskab staar imod den - den levende Følelse maa have sin Ret.

✂ Minna rystede paa Hovedet.

✂ - Du skulde elske - virkelig elske to Mænd? - Umuligt.

✂ - Jeg véd jo ikke, hvad der kaldes muligt og umuligt, min Ven! men overvej Alt, hvad du 347
selv véd, Harald, og síg saa, om du ikke kan indse, at jeg maa elske ham. Jeg har jo víst dig, saa godt jeg kunde, hvad han har været for mig, - du véd, at min Kærlighed holdt sig under den lange Adskillelse, ja tiltrods for, at jeg maatte tro, at hans Følelse havde faaet en anden Charakter - du saà - det var det Første, du saà af mig, - hvorledes selv et stakkels Lexikon kunde give mine sværmeriske Erindringer Næring ved at lære mig Ord af hans Sprog, og sætte mig i den Illusion, at jeg lærte det for at tale det med ham ... Og nogle Uger derefter skulde jeg saa være bleven ligegyldig for ham! Ja, hvis jeg i denne Tid havde erfaret noget Nedsættende om ham eller ogsaa, at han elskede en Anden - men hvad har jeg hørt! at han midt i det virksomme og selskabelige Liv, der bød ham saa meget Andet og Bedre, har bevaret sin Følelse trofastere end jeg, der var henvist til den alene! - O, hvor lavt og ynkværdigt har jeg ikke opført mig. Naar han saa foragtede og forkastede mig - ak, jeg har ikke Hjærte til at ønske det og dog var det maaske det bedste for os Alle! men i Stedet derfor kommer han her, som om hans Livs Lykke afhang af min Kendelse - min! jeg Elendige! At saa megen Kærlighed skal kunne blive en Forbandelse 348 for En - det, som ellers er den største Velsignelse!

✂ Hun vendte sig bort. Graaden kæmpede for at bryde frem.

✂ - Kæreste Minna, begyndte jeg, idet jeg lagde Haanden paa hendes sitrende Skulder, - du har Ret, jeg kunde have sagt mig Alt dette - og det burde jeg ... Nu tror jeg snarere, at det er din Følelse for mig, som mindre er Kærlighed end et sværmerisk Venskab.

✂ - Hvorfor - udbrød hun og vendte sig mod mig med taarefyldt Blik - hvorfor maa jeg da ikke elske jer begge? ... Jeg gør det vel paa forskellig Maade - I er jo ikke ens - og Forholdene er ogsaa nu helt anderledes. Maaske jeg i Grunden elsker dig mest -

✂ - Aa - Minna!

✂ - Og er mest forelsket i ham, tilføjede hun sagte, idet hun saà ned.

✂ Mine udbredte Arme faldt ned, og jeg fòr sammen, som om jeg havde faaet et Stød. Jeg følte den af min Skinsyge bestandig hemmelig frygtede elementære Magt rette sig imod mit Haab, alle mine næsten kronede Anstrængelser, - denne Elskovs ubekæmpelige Førstefødselsret. Men allerede var jeg omfavnet med en inderlig Ømhed.

349

✂ - Nej, tag det ikke saaledes, Harald, - o Gud, jeg har saaret dig, og jeg mente det jo ikke paa den Maade. Det faldt mig kun ind, men alle Udtryk siger saa daarlig, hvad vi mener ... Maaske er det slet ikke saaledes, jeg véd ikke, jeg forstaar Intet længer. Jeg føler kun, at I begge hører med til mit Liv, - jeg bliver revet til to Sider - o min Gud! hvad skal der blive af mig!

✂ - Et sundt og sandt Menneske, min egen kære Pige, naar du først kommer igennem disse Kampe og Brydninger - ved egen Kraft ... Gud véd, jeg stod dig saa gærne bi, men du ser, jeg kan ikke. Der er slet Ingen, som kan det, - næppe engang Fru Hertz, hvor moderlig hun end føler for dig. Det er fristende for mig at raade dig til at gøre hende til din Fortrolige, - der er i alt Fald størst Sandsynlighed for, at det vilde blive til Gunst for mig, men det faar ikke hjælpe, - jeg tror ikke, du bør spørge Andre end dig selv, - din egen Natur vil maaske pludselig instinktmæssig vælge, hvad der er til Bedste for den ... Fremfor Alt maa fra nu af hverken Stephensen eller jeg forøge dine Sindsbevægelser og navnlig ikke - som idag - ved vor Nærværelse snart faa den ene, snart den anden Vægtskaal til at synke. Det kan du ikke holde ud, - og sandsynligvis vilde 350 det ende med en hovedkuls Afgørelse, som det var lige ved før. Vi har nu hver for sig været hos dig og ført vor Sag - fra nu af - -

✂ - Ført eders Sag! udbrød Minna og saà troskyldig paa mig; men, kæreste Harald - det har du jo slet ikke gjort.

✂ - Har jeg ikke? spurgte jeg forlegen. - Synes du, at jeg tager det for roligt -

✂ - Nej, nej, min søde Ven! jeg forstaar dig saa godt, du er saa øm og kærlig, saa omhyggelig for mig, du skaaner mig for Alt, hvad du kunde sige af Bebrejdelser, - men vær vis paa, at desto mer siger jeg mig selv dem.

✂ - Ingen Bebrejdelser, ikke i mit Navn, Minna, det har du ingen Ret til ... Hvad skulde jeg ogsaa bebrejde dig, - som om jeg vilde ønske denne Tid borte, selv om den ikke fører Fremtid med sig. Jeg er dig dog saa taknemlig for den Kærlighed, jeg har følt -

✂ - Nej, Harald! síg dog ikke det -

✂ - Smerter det dig? Jeg skal ikke tale mer derom. Endnu mindre kunde det falde mig ind at skræmme dig ved at udmale sørgelige Følger af et saadant Tab for mig ... Hvad der skal bæres, maa bæres, og jeg vil tvertimod love dig, at jeg skal opbyde al min Kraft for at komme sundt 351 over det - og - skønt jeg ikke kan forsøge paa at glemme dig - heller ikke vil - - -. Mine Læber skælvede og Øjnene fyldtes med Taarer. - Nej, nej, afbrød jeg, - det var jo ikke dette jeg vilde tale om, forresten vil dit Hjærte sige dig det Altsammen selv ... Jeg gjorde den Bemærkning, at fra nu af maa Stephensen og jeg blive enige om ikke at se dig mere, indtil Alt er afgjort. Bedst var det, om du selv i den Tid kunde tage bort fra Byen - hvis du havde Slægtninge paa Landet, som du kunde besøge - -

✂ - Jeg har en Cousine i Meissener-Egnen - hendes Mand har en Gaard dèr, - dem kunde jeg godt besøge - de bad mig endnu i Sommer, og jeg behøvede ikke engang at skrive først.

✂ - Saa meget bedre. Kan du tage derud imorgen?

✂ - Imorgen? aa ja, det kunde jeg vel nok.

✂ - Saa gør det, Minna, det er jo ikke Noget at opsætte. Og naar du saa er bleven enig med dig selv, saa skriver du vel din Bestemmelse.

✂ Minna nikkede. Hun havde atter sat sig paa Stolen ved Vinduet og stirrede ud paa Haverne.

✂ Jeg tog min Hat, som laa paa Bordet, drejede den mellem Hænderne og ventede paa, at hun 352 skulde vende sig om imod mig. Endelig nærmede jeg mig og berørte hendes Skulder.

✂ Hun drejede Hovedet og saà med sine forgrædte Øjne forbavset paa min udstrakte Haand og paa den anden, der nerveust krammede Hatten.

✂ - Hvad er det? du vil da ikke gaa?

✂ - Jo, Minna, - jeg skal - det er allerede - jeg mener, naar du skal afsted imorgen, har du vel en Del at ordne og pakke sammen.

✂ - Naa, det er da ikke til Sibirien, jeg rejser.

✂ - Ja men, jeg skulde gaa - hen at tale -

✂ - Det er ikke sandt, Harald! Men maaske har du Ret i at gaa og lade mig være noget ene, skønt det er jeg netop bange for, men jeg maa jo vænne mig til det ... Naar kommer du igen?

✂ - Nej, jeg kommer ikke igen.

✂ Hun sprang op: -
- Ikke igen? hvad skal det sige? ... Vil du da ikke være denne Aften hos mig?

✂ - Jeg tror ikke, det vilde være rigtigt - vi er jo ikke længer forlovede.

✂ - Ikke? jo, det synes jeg dog, vi maa være, - saa længe - i alt Fald - der er jo endnu ikke sket Noget -

✂ - Endnu - indtil du maaske "slaar op med mig". Men du skal ikke være nødt dertil, 353 du maa ikke have den Følelse, at du hæver en Forbindelse, - hvilken Bestemmelse du end tager, saa knytter du derved et nyt Forhold. Det er mig, der har hævet vor Forlovelse, - du maa føle dig fri.

✂ - Ak, Harald, hvor det er tungt og bittert! Hvem skulde have tænkt sig det igaar, da vi gav hinanden Ringene!

✂ Hun stirrede ned paa sin Ring, der straalede, idet hun knugede Hænderne sammen.

✂ - Det er sandt, Ringen, udbrød jeg, og med Følelsen af en heroisk Anstrængelse begyndte jeg at vrikke min Ring ud over Knoen.

✂ - Nej, ikke det, raabte hun og lagde sin Haand hindrende paa min, aa, giv mig ikke Ringen tilbage - forlang ikke din! - hvorfor skal vi være saa grusomme mod hinanden?

✂ Jeg sukkede smilende, trykkede ømt hendes Haand og kyssede den - taknemlig, fordi hendes rigtige Instinkt skaanede os for en unødvendig Smerte, maaske den bitreste af dem alle, fordi den vækker alle Forholdets Følelser i én Sum ved at røre dets magiske Symbol. Hvor mangen Adelsmand har ikke følt Forkyndelsen af den vanærende Dom mindre frygtelig end Skjoldets Sønderbrydelse i Bødlens Hænder.

354

✂ - Kommer du saa ikke, Harald! Forlovede eller ikke, vi er jo dog de samme.

✂ - Kæreste Minna! du kan selv tænke dig, hvor megen Overvindelse det vil koste mig at blive borte, - jeg véd virkelig næppe, hvad jeg skal gøre af mig selv, naar jeg rigtig tænker paa, at det maaske er den sidste Aften, da jeg kunde være hos dig ...

✂ Min Bevægelse overvældede mig; jeg pressede Læberne sammen, og idet jeg saà til Siden for at undgaa hendes Blik, fæstede mit Øje sig ved en støvleformet Plet paa det tarvelige graa Tapetpapir. Det var Synd at sige, at der var noget særlig Skønt ved den, og alligevel var der en sand Rædsel i den Tanke: maaske du aldrig mer faar den at se. - Minna saà hjælpeløst paa min Smerte, - jeg mærkede det, skønt jeg vedblev at stirre paa Pletten. Der gik vel et Minuts Tid, før jeg kunde fortsætte: -
- Men det er dog bedst saaledes ... Det er sandt, at vi er de samme, men vi vil dog være anderledes mod hinanden, og det maa blive pinligt for os. Desuden er det ogsaa det rigtigste, nu da vi har truffet en saadan Bestemmelse - jeg mener overfor Stephensen ser det korrektest ud. -

✂ - Men hvis nu han kommer til os i Aften!

355

✂ - Har han talt om det?

✂ - Nej, - jeg tænker mig blot, at han muligvis, maaske blot for at du ikke skal være ene med mig, - han tror vel, at du kommer som sædvanlig. -

✂ - Du har Ret - nej, ham vil jeg i alt Fald ikke afstaa Pladsen til ... Hvis han kommer, saa send Bud efter mig, - der er vel nok En eller Anden, som du kan faa til at løbe det lille Stykke Vej ... Bi, - se, her er min Lommebog, den lader jeg blive her. Faar jeg den sendt hen, saa véd jeg, at jeg skal komme. Lad ham kun høre, at du sender den til mig, det er meget godt, at han forstaar, at jeg ikke kommer ukaldet ... Farvel, min Elskede, - det kan da Ingen forbyde mig at kalde dig.

✂ Jeg rakte hende Haanden, som hun trykkede heftig, alt imens hun borede sit ømme Blik ind i mit med et ængsteligt og spørgende Smil, og hendes Hoved nærmede sig ganske lidt - maaske umærkelig for hende selv. Da drog jeg hende ind til mit Bryst og vore Læber mødtes i et langt Kys, som om enhver af os vilde suge den Andens Liv ind i sig for at have det sikkert og uangribeligt. Endelig følte jeg, at hun slappedes i min Favn, og idet jeg traadte lidt tilbage, endnu stedse 356 med Armen om hendes Liv, mærkede jeg, at hun næppe kunde støtte paa Benene, - hendes Hoved sank ned paa Skuldren, hun gispede efter Vejret og rystede. Jeg ledte hende forsigtig de Par Skridt hen til den lille Sopha, hvor jeg lod hende glide ned og skubbede Puden til Rette under hendes Nakke.

✂ Derpaa lukkede jeg Døren op og kaldte paa Moderen, der strax dukkede frem af Køkkenets Dunkelhed og atter forsvandt deri for at hente Vand, da hun hørte, at Minna ikke var vel. Vims og forfjamsket, bestandig sammendukket, lige som en Underjordisk paa Scenen, fòr hun ind i Dagligstuen; det forskrækkede Udtryk, der gjorde hendes grove Ansigtstræk endnu groteskere, meddelte dem tillige en vis aandig Skønhed ved at vidne om hendes store Ømhed for Datteren.

✂ Da jeg saà hende sysle med den halvt bevidstløse Pige, skyndte jeg mig bort, overbevist om, at min Fjærnelse var den vigtigste Forholdsregel, naar det galdt om at bringe Minna til Ro.

357

✂

XXXI.

✂ Paa Bordet i mit lille Værelse laa der to Breve, det ene med engelsk, det andet med tysk Postmærke. Jeg kendte begge Haandskrifterne og aabnede hurtig min Onkels Brev.

✂ Han skrev - som sædvanlig kort og forretningsmæssig - at paa Grund af et Personskifte ved Fabrikken var det bedst, at jeg allerede om fire Uger rejste til ham i London. Jeg maatte da opgive at fuldende mine Studier ved Polytechnicum og tage min Examen, men det vilde ikke gøre min Carriere noget Afbræk, og det var vigtigere ikke at forsømme denne gunstige Lejlighed til at indtræde i praktisk Virksomhed. Om et Par Dage vilde der komme en Anvisning paa et Beløb, der vilde være tilstrækkeligt til, at jeg kunde ekvipere mig og bestride Rejseomkostningerne. Han udbad sig omgaaende Svar, for at han kunde se, at jeg rigtig havde modtaget hans Brev.

✂ Denne Meddelelse - rettere Ordre - satte 358
mig i stor Uro. Det var aabenbart, at dersom det Frygtelige skete, hvis Forholdet mellem mig og Minna skulde blive brudt, da vilde der ikke kunne hændes mig noget Ønskeligere - (saafremt der da overhovedet længer kunde være Tale om Ønsker og Haab!) - end hurtigst muligt at blive flyttet bort fra disse Steder, der vare saa fulde af oprivende Minder - og hvor jeg maaske i nogen Tid vilde være udsat for at møde hende -, for under nye Omgivelser at kastes ind i en Virksomhed, der vilde fordre Anspændelsen af alle mine Kræfter. Men naturligvis dvælede mine Tanker ikke gærne ved en Ønskelighed, der havde en saa pinlig Forudsætning. Paa den anden Side: - naar hun valgte mig, vilde det være saa ubelejligt som vel muligt at skulle forlade hende allerede et Par Uger derefter, medens hun endnu var rystet af disse Sindsbevægelsers Dønninger og sikkert mer end nogensinde trængte til en trofast Støtte, til en bestandig fornyet og bestyrket levende Følelse af, at den Kærlighed, som hun havde givet sig i Vold, hverken vil eller kan vige fra hende - lade hende alene, maaske paa Aaremaal, atter henvist til Brevvexling og - den danske Ordbog! Den Sandsynlighed, at jeg hurtigere, end jeg havde ventet, vilde naa frem til en Stilling, hvori jeg 359 kunde gifte mig, syntes mig ikke at opveje det Mislige i en Adskillelse netop paa dette Tidspunkt. Men Forholdet til min Onkel, hvem jeg kun kendte - eller ikke kendte - gennem Breve, var ikke saaledes, at jeg turde tænke paa at forsøge at faa ham fra sin Bestemmelse, og desuden var jeg netop for Øjeblikket, da der skulde svares, ganske afskaaren fra at vise ham Fortrolighed.

✂ Et Stykke engelsk Hefteplaster, hvis jeg fik et dødeligt Saar, - og hvis jeg sejrede, en ubøjelig Lov, der jog mig bort fra den tilkæmpede Lykke - det var dette Brevs ikke just henrykkende Forjættelser. - Jeg følte mig endnu mere mismodig, end da jeg traadte ind i Værelset. Udenfor regnede det tæt, og den snævre Gade formørkede Kamret saa stærkt, at jeg maatte sætte mig ved Vinduet for at kunne læse det andet Brev - fra min Ven Immanuel Hertz - han var opkaldt efter Kant - i Leipzig.

✂ Efter at have lykønsket mig til min Forlovelse - han undskyldte, at Lykønskningen kom lidt sent - mange Forretninger - skrev han, at han var bleven bekymret ved at høre gennem Moderen, at hans kære gamle Fader endnu ikke var bleven af med den Forkølelse, som han havde paadraget sig i Prag, - han frygtede, at Moderen 360 maaske for ikke at gøre ham ængstelig, kunde fortie et og andet, og bad mig om uforbeholdent at sige, hvad jeg mente om Faderens Sygdom.

✂ Jeg var naturligvis altfor egoistisk optagen af mine egne Bekymringer, til at den gamle Hertz' Hoste kunde forekomme mig skæbnesvanger. Forespørgslen gav mig saaledes ikke meget at tænke over, derimod granskede jeg med en Fortolkers Grundighed hans indledende Lykønskning og mente deri at opdage noget Tvungent. Den skikkelige Immanuel Hertz begyndte at faa en særlig Interesse for mig; jeg mindedes, hvorledes Minna altid havde undgaaet at tale om ham, og Stephensens Ytring den foregaaende Aften om Minna og ham syntes, skønt fremsat ganske exempelvis, at have Noget bagved sig. Alt dette pegede i samme Retning, og forøvrig var det at lære Minna at kende og at elske hende for mig saa uadskillelig sammenknyttet, at min Formodning ikke var længe om at blive til Vished. Altsaa, han havde ogsaa brændt sig! - hvorledes han vel var kommen over det? Han var sikkert ingen letsindig Karakter, men maaske mere fornuftmæssig end lidenskabelig anlagt, og derfor havde Saaret vel næppe været ulægeligt. Nye Forhold og anstrængt Virksomhed havde i alt Fald ogsaa sikkert for ham været Midlet.

361

✂ Hvor forhadt end den Tanke var mig, at ogsaa jeg skulde faa Brug for dette Universal-Arcanum, saa forvildede jeg mig dog efterhaanden ind i forræderiske, engelske Fremtids-Drømme, der rigtignok oversprang den vigtigste Side - Virksomheden - som noget Underforstaaet, men til Gengæld viste mig mit eget kære Jeg, et Par Aar ældre, galopperende med i en prægtig Cavalkade gennem Hyde-Park (hvilken jeg forestillede mig som "Grosser Garten"), dansende paa Baller, der straalede af alle "high-life"s Diamanter og Stjærner, eller som Gæst paa et gammelt Herresæde, der laa skjult i uoverskuelige Skove og Dyrehaver, - en fejret Gæst, første Mand ved Lawn-Tennis, ikke sidste i en vild Parforce-Jagt og præcis mødende paa Signalet af Middagsklokken, "Sjælens Storm- . klokke", som Byron kalder den; - og naturligvis: baade i Hyde-Park, i Balsalen og paa Herregaarden var jeg omringet af disse "Misser", der berømmes som Verdens dejligste Kvinder, Alle Arvinger til Millioner Pund og ikke Alle uimodtagelige for den Hyldest, som en sønderreven Sjæl endnu er Skønheden og Elskværdigheden skyldig ... Men idet saa Billedet af Minna traadte ret levende frem for mig paa denne Baggrund, der fremhævede dets fordringsløse, borgerlige Ynde, som et dunkelt 362 skimtet Tapet af phantastiske og yppige Gobelins, der af den effektsøgende Kunstnerhaand er malet bag ved Portrætstudiet af en mørk og stille Kvindeskikkelse, - saa opløste hine Drømme sig strax i deres Intethed; ikke fordi jeg betragtede dem som umulige, men fordi selv deres Virkeliggørelse maatte blive tom og indholdsløs i Forhold til dette milde og klare Ideal, overfor hvilket jeg følte alt det Gode i mig komme frem til Lyset og alle raa og lave Elementer synke og bundfælde sig i Sjælens ubevidste Naturdyb. Skamfuld over, at jeg i dette Øjeblik havde ladet mig troløst forlede til saadanne udsvævende Phantasier, gjorde jeg dem til et Offer paa hendes Alter, og jeg skyndte mig at give Afkald paa disse Herligheder (der naturligvis maatte ligge saadan lige paa en Præsenter-Bakke for en Polytechniker i subaltern Stilling ved en Fajance-Fabrik), - for udelt at give mig hen i Saligheden ved hendes Besiddelse eller Smerten over hendes Tab.

✂ Jeg betoges af en feberagtig Længsel efter at se hende. Det var mig ubegribeligt, hvorledes jeg skulde holde ud at sidde hele Aftenen alene og vide, at hun var alene faa Minutters Gang derfra. Det var allerede blevet kendelig mørkere, og det lod ikke til, at jeg vilde blive hentet. Nu var 363 det mig klart, at jeg hele Tiden havde holdt mig oppe med det Haab, at hans Nærværelse hos Jagemanns vilde nødvendiggøre min.

✂ Endelig gav jeg mig til at tænde Lampen, for at skrive til min Onkel. I det samme ringede det. Jeg stillede Lampekuplen fra mig paa Bordet - eller snarere udenfor Bordet, og hørte den klingre paa Gulvet, inden jeg naàde hen til Døren, som jeg aabnede paa Klem. Det lod til at være en Kuldrager, som der var blevet lukket op for. Rasende og fortvivlet vilde jeg allerede smække min Dør i, da jeg hørte en spæd Barnestemme, der vexlede nogle Ord med Tjenestepigen, af hvilke et havde en fjærn Lighed med mit Navn. Aandeløs lyttede jeg. Smaa, trippende Skridt nærmede sig, og der blev pikket ganske sagte paa Døren. Jeg lukkede den op; foran mig stod en lille Pige paa en syv-otte Aar med et forgrædt Ansigt, som jeg kendte, - hun boede i samme Hus som Jagemanns, og den gamle Kone gav sig meget af med hende og hendes mindre Søster.

✂ - Vil du mig Noget, min lille Ven?

✂ Barnet saà ned og snøftede.

✂ - Skal du sige mig Noget - eller bringe mig Noget?

✂ Nu hylede hun, og gned sig rundt i Øjnene 364 med den ene Haand; den anden holdt hun indsvøbt i et Tørklæde. Jeg trak hende indenfor.

✂ - Men hvad er det da? skulde du maaske give mig en lille Bog?

✂ Men nu brølede hun formelig.

✂ "Herregud, hvad skal dog det sige," tænkte jeg og trippede om i utaalmodig Fortvivlelse.

✂ - Jeg kan ikke ... gøre for det, begyndte hun endelig. - Jeg havde - jeg skulde - det var den lille Jagemann - hun gav mig den lille Bog - og den store Jagemann gav mig en Kage - til at spise paa Vejen - og saa var det - -

✂ Jeg sprang hen og greb min Hat. Barnet stak sin venstre Haand ud under Tørklædet og rakte den oversølede Notitsbog hen imod mig.

✂ - Jeg kan ikke for det - det var en ækel Dreng - han skubbede - og saa faldt den lille Bog - i en Pyt - u hu! paa Dibbelswalder-Platz - hu! -

✂ Jeg skyndte mig at finde en Sølvgroschen, som jeg stak i hendes lille vaade Næve, og fòr ud ad Døren forbi Pigen og Kuldrageren, hvis Latter fulgte mig ned ad Trappen.

✂ I faa Minutter - hvor vare de alle kostbare nu! - naàde jeg Röhrhofsgasse.

365

✂

XXXII.

✂ Minna lukkede mig op. Hun gav mig et fast Haandtryk og hviskede: - Tak, fordi du kom.

✂ Jeg traadte strax ind i Dagligstuen, med min Hat i Haanden. Der var tændt Lampe. Stephensen sad og konverserede Fru Jagemann, der havde sin Kattunskjole og den agtbare Kappe paa. Det var aabenbart, at den illegitime Frier fòr under Familiebesøgets neutrale Flag. Hun underholdt ham om deres Logerende: "Slette Mennesker, Hr. Stephensen! Ja, vi har saamænd mange Gange ønsket os Dem igen. Men, Gud bevares, ham nu er der ikke Noget at sige paa, - han er ogsaa Maler, det vil sige, paa en anden Maade - Dekorationsfaget."

✂ Stephensen havde rejst sig. Vi hilste meget høflig paa hinanden, og jeg overvandt mig endogsaa til at give ham Haanden, - Minna havde ham jo dog saa kær, og hendes Følelser maatte 366 beskytte ham mod min Uvilje. Hans magre og fine Haand var meget kold, Hjærtet maaske - ifølge det gamle Mundheld - desto varmere.

✂ Jeg trykkede Fru Jagemanns bløde og slappe Haand, og efter at have ladet Blikket gaa ligesom søgende om i Værelset, henvendte jeg mig til Minna: -

✂ - Jeg troede, at jeg havde glemt min Lommebog - det var derfor -

✂ - Men den har vi jo lige nu sendt hen, raabte Moderen, vi tænkte nok, De vilde savne den.

✂ - Saa? - ja, saa tager min Værtinde nok imod den.

✂ Stephensen smilede lidt ironisk, som om han vilde sige: er det for min Skyld, I gør jer al den Ulejlighed?

✂ - Men nu bliver du her da i Aften, sagde Minna og bøjede Hovedet ned over nogle Noder, som hun bladede igennem.

✂ - Ja, naturligvis bliver Harald her, vi skal have det rigtig gemytligt, sagde Moderen.

✂ Jeg takkede og satte mig ved Vinduet.

✂ Paa Vindues-Brættet var den lange Urtepotte med Bregnerne stillet ud. Midt i sin Hjærtekval havde Minna dog haft Omsorg for, at de skulde nyde godt af Regnen. De enkeltbladede Bregner, 367 som vi havde fundet sammen, stod i Midten og bevægede nikkende deres slanke Plante-Legemer. - Nogle Akacieblade og et Stykke kroget Kirsebær-Gren glinsede i det udstrømmende Lys. Den tætte, fine Regn lød som en sagte Hvisken, - en Vandrende blandede sin Pludren deri. Fra den dunkle Baggrund lyste uregelmæssig spredte Ruder, mellem hvilke enkelte Trappegange byggede sig op som brudte Lyskolonner. - Jeg stirrede nedslaaet ud og fik pludselig en underlig knugende Følelse af Menneskelivets Tristhed og Kedsommelighed; det var mig en højst besynderlig Tanke, at disse Lys vare Tegn paa lige saa mange Existenser, i hvilke der maaske ikke fandtes andet Fælles end Smaakaar, Skuffelser og Tomhed, en kummerlig og glansløs Skæbne, lig denne ensformige Dunkelhed, der paa én Gang isolerede og samlede Lysene. - "Men" - tænkte jeg - "mon der i nogen af disse Stuer findes et saa underligt Selskab samlet som dette!"

✂ "Gemytlig" kunde ikke egentlig være den træffende Betegnelse for Stemningen. Minna anslog adspredt nogle Akkorder, som om hun ikke havde megen Lyst til at spille, men dog vilde bidrage sit til at sprede Stilheden. Moderen, der var gaaet istaa, sukkede dybt - det var hendes Bidrag. Jeg 368 følte trykkende Nødvendigheden af at sige Noget, men Stephensen kom mig i Forkøbet.

✂ - Er der smukt dèr i Meissener-Egnen? spurgte han - aabenbart for at lade mig vide, at han kendte Bestemmelsen.

✂ - Aa nej, det kan jeg ikke sige, - det er det modsatte af sydpaa, hvor Sachsen bliver smukkere, jo længer man kommer ned. Kender du ikke vort smukke Rim:

✂ Denn gleich hinter Meissen -
Pfui Deifel! - kommt Breissen.

✂ Hun sagde dette - trods en vis nerveus Anstrængthed - saa pudsigt, at vi Alle brast i Latter, og ikke mindst Moderen.

✂ - Ak ja, klynkede hun, medens hun tørrede Taarerne af sin store Kindflade, hvorfor skulde du nu ogsaa faa den Flyve-Idé at besøge Wilhelmine, - nu har du været borte hele Sommeren - du maa dog have faaet Landluft nok. Jeg tror nu, at man ogsaa gør for meget Væsen af dette med den friske Luft.

✂ Denne naive Opfattelse af Minnas Udflugt virkede velgørende, - skønt jeg har en Anelse om, at den ikke var ganske ægte. Dersom Ingen af *"Breissen" *dolgoeO* Preussen. 369 os havde staaet udenfor Situationen, var den bleven altfor pinlig, og vi havde haft en Følelse af, at vi ligesaa godt kunde tale rent ud om, hvad vi Alle vidste. Den skikkelige Kones Nærværelse satte os i de mere selskabelige Folder, som ere saa vel skikkede til at skjule de virkelige Bevægelser.

✂ - Og saadanne hyggelige Aftener, som vi kunde have, fortsatte Fru Jagemann ... Vi kunde jo f. Ex. faa en Whist i Stand. Kan De huske, Hr. Stephensen, hvor tidt vi morede os dermed, da De logerede her og min salig Mand endnu levede? ... Ak Gud, ja! Det var lykkelige Timer - saadan en Familiekreds, - hm! - saa at sige ... Jeg blev rigtignok altid skældt ud af min Makker.

✂ - Dog vel ikke af mig, haaber jeg, afbrød Stephensen hende med sit elskværdigste Smil.

✂ - Gud, nej, Hr. Stephensen! De, som er saa hensynsfuld og fintfølende ... Men min salig Mand var tidt slem, han blev ogsaa vred, naar Spillet gik ham imod, - ja, det véd Gud han gjorde, ak ja! Modgang - det var ikke for salig Jagemann.

✂ - Han var en dygtig Spiller, husker jeg. -

✂ - Dygtig, ja, det maa De nok sige, - han var saamænd dygtig til Alt, hvad han foretog sig, var salig Jagemann ... Men det er ligesom i 370 Spil - hvad hjælper det, naar man ingen gode Kort faar. - -

✂ "Eller har en enfoldig Makker," tænkte jeg.

✂ - Ak Gud, ja, min salig Mand kunde nok være bleven Andet end en fattig Gymnasiallærer - hvad skal man sige - slette Mennesker, Hr. Stephensen - ak ja - og saa Skæbnen, véd De nok, Modgang. -

✂ Stephensen forsøgte paa at se deltagende ud. Jeg havde ikke vendt Blikket fra Minna: hun sad endnu henne ved Claveret, men halvt vendt imod os; det var aabenbart, at denne Snak irriterede hende, Smilet om hendes Læber blev mer og mer spottende, og hun trak et Par Gange paa Skuldren: - og den "var ikke for ham", det var virkelig Skade! udbrød hun. - Forresten har jeg aldrig hørt, hvori den bestod.

✂ - Det er vist en god Lighed, De har faaet frem i Deres Billede dèr af Jagemann, bemærkede jeg.

✂ - Aa ja, der er kommet noget af den gamle "Biedermann" deri, skønt han nok kunde se venligere ud.

✂ - Mig minder det meget levende om Fader, sagde Minna.

✂ - Ak Gud, ja, ak ja!

✂ - Jeg har undertiden Held med saadanne 371 lette Blyantstegninger, men Pastellen af Minna, der kostede mig saa meget Bryderi, er rigtignok et slemt Billede - jeg burde egentlig ikke tillade, at det hang paa en Væg.

✂ - Gud, Hr. Stephensen - hvor han De sige - det nydelige Maleri - vi havde den Gang slet ikke noget andet med Farver - det vil sige, her var nok et med to smaa Børn i en Baad - og jeg syntes saamænd, det var rigtig kønt, - men Minna vilde ikke tillade, at det var her, saa jeg maatte tage det ind i Sovekamret ... Naa, senere var De jo saa god at sende det dejlige Billede her over Sophaen ... Men Minnas Billede, nej, det maa De ikke sige - man kan da ogsaa tydelig se, hvem det skal være -

✂ - Men kun højst utydelig, hvem det er, sagde Minna.

✂ - Aa, du er rigtig et stygt Barn!

✂ Stephensen lo.

✂ - Der kan De se, Frue! det nytter ikke, at De er saa godmodig - Billedet kan ikke reddes - men man kunde gøre et nyt - f. Ex. netop saadan en Blyantsskitse.

✂ - Har De faaet malet noget idag, Hr. Stephensen? spurgte jeg.

✂ - Nej, det var altfor elendigt Lys ... Jeg 372 kunde kun grise Lærredet lìdt til, saa jeg i alt Fald ikke imorgen skal se paa det hvide Tøj.

✂ - Bruger alle Malere altid saadanne nedsættende Udtryk om deres Kunst? spurgte Minna. Jeg synes, at man hører aldrig andet af jer, end at I "griser", "klatter" eller, naar det kommer højt, "smører".

✂ - Ganske sandt, svarede Stephensen smilende, - det er en temmelig udbredt artistisk façon de parler; - der ligger lidt Selvkritik deri - og endnu mere Affektation og maaske omvendt Forfængelighed. Jeg skal se at lægge den Vane af. Forresten har I Damer noget Lignende, naar I taler om eders Klimpren - hvad du før gjorde. -

✂ - Aa - det kan man virkelig ikke sammenligne! udbrød Minna, fornærmet paa hans Kunsts Vegne. - Det er jo at gøre Nar af mig.

✂ Vi bad hende begge om nu dog at lade det blive til Alvor med Spillet. Hun vendte sig strax om til Claveret, slog et Nodehefte op og begyndte paa et Præludium af Chopin. Stephensen gik ud i Forstuen og kom tilbage med sin Skitsebog i Haanden. Jeg tænkte, at han vilde tegne Minna ved Claveret - rigtignok saà han hende temmelig meget bag fra - men snart mærkede jeg, at det var mig selv, der var Genstanden. Denne Portraiteren 373 uden Tilladelse ærgrede mig lidt, men Stephensen smilede - der kunde unægtelig være noget meget Indtagende i hans Smil - og pegede med Blyanten hen paa Minna. "Er det virkelig til hende, han vil tegne mig," tænkte jeg, - "det var et underligt Indfald, men i Grunden ganske kønt." Og jeg sad saa stille som en Mus, lyttende til Tonerne.

✂ Det ene Præludium fulgte efter det andet. Hun spillede adspredt og langtfra saa udtryksfuldt, som hun kunde. Man kunde næppe have ventet Andet, men jeg var ked derover; for jeg var saa forfængelig paa hendes Vegne, at jeg gærne havde sét, at hun havde glimret - selv overfor Stephensen. Forøvrig var han næppe en synderlig opmærksom Tilhører, da han tegnede ivrig, idet han af og til bøjede sig frem for at se bedre eller maalte med Blyanten i Luften.

✂ Da Minna havde spillet en halv Times Tid, vendte hun sig om imod os:
- Maa det nu være nok? - Uden at vente paa Svar, sprang hun op og udbrød: "Hvad er det I dèr har for?"

✂ - Ja-a, det er slet ikke ilde, sagde hun, idet hun kiggede Stephensen over Skuldren, - det ligner nok. -

374

✂ - Saamænd - hm.

✂ - Ih, nej - se! Allerkæreste! udbrød Moderen -

✂ - Naar blot - jeg tror -

✂ - Hvilket? spurgte Stephensen og saà op.

✂ - Nej, maaske er det fejl - og det er saa anmassende.

✂ - Vist ikke! et frisk Øje opdager let Noget - og du kender jo Ansigtet bedre end jeg.

✂ - Jeg tror, at Hagen skal være større.

✂ - Virkelig! - Stephensen maalte, viskede ud og rettede, bøjede sig frem for at se, rettede igen. - Ja vist blev det bedre, jeg tror endogsaa, at det kan taale lidt mer endnu. Du har et godt Blik, Minna! -

✂ - Maaske skulde du ogsaa lade Adams-Æblet træde lidt stærkere frem, det er saa karakteristisk for ham. - Se nu, hvor det har hjulpet!

✂ Jeg rejste mig, nysgerrig efter at se mit Contrefei. Tegningen var kun flygtig gennemført, men sikker og let i Linierne. Da man ikke kender sig selv i Profil, kunde jeg ikke have nogen synderlig Mening om Ligheden. Men Minna var tilfreds, og det glædede mig hemmelig, at hun havde haft en lille Del i Fuldendelsen. Stephensens Smil røbede den barnlige Glæde, som en 375 Kunstner altid føler, naar Noget er lykkedes for ham. Han skrev Signatur og Dato paa, løsnede Bladet med sin Pennekniv og gav det til Minna.

✂ - Tak! sagde hun hjærtelig, men uden at vise nogen Overraskelse. - Det er jeg uhyre glad over! Der er dog noget mere Tilfredsstillende ved en saadan Tegning end ved et Photografi, - mere Stemning, jeg véd ikke ret, hvori det bestaar, men jeg tror, det bringer mig til at tænke paa ældre Tid, da ikke ethvert Menneske havde Photografier af sig i Dusinvis til at sprede ud blandt Venner og Bekendte, og da Folk har været saa lykkelige, naar de opnaaede at faa saadan en Afbildning af en Person, som de havde kær.

✂ - Det er ikke før faldet mig ind, sagde Stephensen, - for mig ligger det nærmere at tænke paa Kunstværdien, men der er Meget i, hvad du dèr siger.

✂ - Ganske vist, bemærkede jeg, det er den Afbildningsmaade, som altid har existeret, og den har ikke blot de mange Aners Aristokrati, men er ogsaa fri for den kedelige demokratiske Egenskab, at Creti og Pleti har det samme Billede, der er os dyrebart.

✂ - Ak ja! udbrød Fru Jagemann, - Verden er rigtignok gaaet frem, siden jeg var ung! Photografien 376 er en mageløs Opfindelse, og den ligner jo ogsaa allerbedst.

✂ Minna trak paa Smilebaandet ved dette Apropos, der ikke anede, at det stod saa lidt i Harmoni med de Betragtninger, som det mente at slutte sig til.

✂ - Ja, det har De fuldkommen Ret i, indrømmede Stephensen med sin smidige Villighed til at opløse Dissonanser, - kun er der Noget i Photografkunsten, der hedder Retouchering, og som rigtignok kan frembringe mærkelige Resultater.

✂ - Har du aldrig forsøgt paa at tegne dig selv? spurgte Minna.

✂ - Endnu ikke. Der er - mærkværdigt nok - ikke kommet nogen Opfordring fra Pitti-Galleriet i Florents om at forøge dets enestaaende Samling af Selvportraiter.

✂ - Og naar jeg nu beder dig derom?

✂ - Saa skal jeg gøre Forsøget - i disse ensomme Aftener, hvis da ikke Hotelspejlet gør mig altfor skæv ... Men nu maa jeg tage Tiden i Agt og tegne dig.

✂ - Skal jeg virkelig sidde? det er Noget af det Værste for mig.

✂ - I alt Fald er det længe siden, jeg har plaget dig, svarede Stephensen sagtmodig og med 377 en sælsom vemodig Stemmeklang, der var ganske ny for mig, og som tydelig nok sagde: "og hvem véd, om jeg nogensinde mer kommer til det!"

✂ Minna satte sig uden flere Indvendinger og ændrede et Par Gange Stillingen efter hans Anmodning. Han gav sig ivrig til at tegne. Snart holdt han inde, misfornøjet med Lyset; jeg flyttede Lampen til Rette for ham. Derved bemærkede jeg, at den gamle Kuppel med Skaaret var bleven erstattet med en ny - til Ære for Stephensen, som det syntes, men om det var Minna eller Moderen, der havde været saa øm over hans Skønhedssans, kunde der være Tvivl om. Det var sandsynligt, at Minna havde havt vigtigere Ting at tænke paa, end Skaaret i en Lampekuppel, og Fru Jagemann havde aabenbart ikke blot en dyb Ærbødighed for "Hr. Kunstmaleren", men ogsaa en vis moderlig Ømhed fra den Tid, da han var deres Logerende. Hun tilkastede ham af og til kærlige Sideblikke, medens hun rokkede det store Hoved over Strikkestrømpen, som om hun sagde ved sig selv: "Ak Gud, ja! sidder du nu her igen! ja, Herregud! hvorfor kom du ikke før?" - Jeg nærede ingen Tvivl om, at hvis Valget havde afhængt af hende, kunde jeg ligesaa godt være gaaet strax. Og skønt jeg vel vidste, hvor langt Minna 378 var fra at ville raadføre sig med hende, og at hun imorgen helt kom bort fra hendes Paavirkning, saa havde jeg dog hele Tiden en pinlig Fornemmelse af denne Mangel paa Gunst.

✂ Minna derimod fordelte sin Venlighed lige imellem os begge, paa en naturlig og sikker Maade, der forbavsede mig, - som om det slet ikke voldte hende nogen Vanskelighed at færdes imellem sine to Bejlere, af hvilke enhver syntes at have det samme Krav paa hendes Fremtid. Ligesom hun næppe havde ytret sin Glæde over at have en Tegning af mig, før hun bad Stephensen om at tegne en af sig selv til hende, saaledes lod hun ikke en eneste Gang den Ene faa Noget paa den Andens Bekostning, og om der end var lidt Kunst og Beregning i denne Upartiskhed, saa var der dog endnu mere naturlig Følelse og instinktiv Takt. Hun snakkede med os begge - Samtalen drejede sig om tysk Theater og Skuespilkunst, - men da hun blev tegnet i halv Profil, kunde hun kun sjælden se hen til Stephensen, og selv naar hun svarede ham, maatte hendes Blik og Miner for det meste henvende sig til mig. Han var meget optagen af sit Arbejde, men saà gærne, at hun talte, for at hendes Ansigt kunde beholde sin Livlighed. Kun da han tegnede det vigtige Parti om 379 Munden, maatte hun sidde tavs, og hun fik saa Moderen til at lovprise den gamle Tid ved Theatret. Ganske vist lod det ikke til, at hun nogensinde havde været nogen synderlig Theatergængerske, men hun havde sværmet for Devrient, som hun havde sét mere i Faderens Restauration end paa Brædderne, og hvad hun havde hørt af Andre, der havde mere Sans for Kunst, blandede sig i hendes lidt plumrede Hjærne saaledes sammen med det Lidt, hun selv erindrede, at hun blev lige saa sentimental, som om hun havde levet og aandet i Thalias og Melpomenes Tempel.

✂ - Ak Gud, ja! Den Gang havde vi Skuespillere! Da skulde De have sét vort Theater, Hr. Stephensen! Dawison - ja, ham har De da hørt om? De véd nok den smukke Villa, som han byggede - lige overfor den bøhmiske Banegaard - den Gang var det noget Nyt - nu er der jo saa mange. Ja, han tjente styrtende, men det var ogsaa Pengene værd. Som Mephistopheles - rystende - nu turde jeg ikke se det for aldrig det - han blev for Resten ogsaa vanvittig, véd De nok. Og saa Emil Devrient - aa! det var nu paa en hel anden Maade - ophøjet, idealsk - Max i Wallenstein - man blev løftet - det kan Nutiden slet ingen Forestilling gøre sig om - det 380 sagde ogsaa salig Jagemann - han vilde slet ikke mer gaa i Theatret - De husker nok, naar De roste Noget, som De havde sét her, saa sagde han altid: nej, da skulde De have sét den og den. Hans Sværmeri var nu Madam Schrøder-Devrient, - ja, hende husker jeg da ogsaa - storslaaet tragisk - Plastik - klassisk Plastik, sagde salig Jagemann, han forsømte aldrig en Aften, naar hun spillede - det var før vi blev gift - hun kom fra Theatret før halvtreds - ak Gud, ja - saadanne Kunstnere - det var rigtignok en Glansperiode.

✂ - Ja, det gaar overalt saadan, Fru Jagemann; i Danmark siger ogsaa den ældre Generation, at den ikke længer kan holde ud at gaa i Theatret, og at vi Stakler aldrig faa rigtigt Komediespil at se.

✂ - Nu ja, der ser De, - daarlige Tider, Hr. Stephensen! ... Nej, det var noget Andet den Gang - da var der godt her i Dresden - da saà man ikke alt dette stive preussiske Militair - der var ikke al den Told og de mange Skatter - ak, hvad kunde man ikke faa for Pengene - Kødet er nu blevet over en Trediedel dyrere - ej, ja, ja!

✂ Og hun rejste sig hovedrystende, med et dybt Suk, - og gik henimod Døren.

381

✂ Minna lo og reciterede: -

✂ - Wie Lieb' und Treu und Glauben
verschwunden aus der Welt,
und wie so theuer der Kaffee,
und wie so rar das Geld. -

✂ - Naa, du har da ikke glemt din Heine, bemærkede Stephensen.

✂ - Ih nej, udbrød hun ivrig.

✂ Jeg tænkte paa, hvorledes Stephensen havde víst sin Heine-Kundskab, og jeg satte vel næppe det muntreste Ansigt op dertil. Minna, der syntes at læse i mit Ansigt, sukkede hørlig. Stephensen lagde Skitsebogen paa Bordet og lænede sig tilbage med Hænderne under Nakken. Jeg tror, at vi Alle vare overraskede ved saa uventet at være førte tilbage til os selv og vore Forhold, og at vi følte, hvor umuligt det var at konversere os fra dem.

✂ Fru Jagemann traadte ind med Dækketøj, og Minna stod op for at hjælpe hende med at dække Aftensbordet. Vi spiste ikke med saa megen Appetit, som vor Tavshed kunde tyde paa. - Der manglede endnu Noget paa Billedet, og strax efter The tog Stephensen fat igen.

✂ - Saa, nu faar det være godt, - det er ogsaa snart sent, og Minna skal vel tidlig op for 382 Rejsens Skyld, sagde han efter at have tegnet et Kvarters Tid.

✂ Jeg traadte hen til ham og kunde ikke tilbageholde et Beundrings-Udbrud. Tegningen var ikke saa sikker og dristig udført som min, men selve denne Ængstelighed gav det en vis elskværdig Ynde, og Udtrykket var ikke mindre heldigt, fordi det var givet næsten antydningsvis let; man anede endnu Noget foruden det Sete.

✂ - Det kunde blive bedre - men selv om der var Tid, vilde jeg frygte for en "Besser-Machen".

✂ Han løsnede ogsaa dette Blad med Pennekniven.

✂ - Og hvem skal saa have det? spurgte Minna.

✂ Stephensen rakte hende det:

✂ - Du, - for at give det til den af os, som du mener kommer til at trænge mest dertil.

✂ Der var en dyb og sørgmodig Alvor i hans Stemme, der skælvede ganske lidt med en overordentlig sympathetisk Klang. Det var den eneste Hentydning, der i Aftenens Løb var faldet til den forestaaende Afgørelse, og Ingen havde hidtil mer end Stephensen været betænkt paa at holde Samtalen i saadanne uskadelige Spor, der løbe udenom Situationen. Den uventede Ligefremhed forskrækkede 383
os næsten - ham selv maaske ikke mindst - men jeg i det mindste glædede mig strax derefter over, at vi dog ikke hele Aftenen havde løjet os bort fra Alvoren, men et enkelt Sekund sét den lige i Øjnene, - det var som en Beroligelse af Samvittigheden. Jeg følte endogsaa en vis Taknemlighed mod Stephensen for det moralske Mod, som han havde víst. Men der blandede sig rigtignok strax en bitter Følelse deri - Erkendelsen af hans Overlegenhed. Jeg var vis paa, at havde jeg forsøgt paa at sige noget Saadant, saa var det mislykkedes, - det var sket paa en kejtet, stødende Maade og havde kun efterladt pinlig Misstemning, medens der nu ligesom fulgte et friere Aandedrag. Ligesom det baade igaar paa Terrassen og denne Aften var lykkedes ham at holde Alt indenfor det neutrale Gebet, saaledes ledsagedes han af det samme Held, da han nu traadte ud af denne Kreds og med dristig Haand rørte ved det, som vi havde ment maatte være "tabu". Dette Held beroede kun paa hans Sikkerhed, og det var den, der afnødte mig den tavse Tilstaaelse - den pinligste af alle overfor en Medbejler -: at han var mere af en Mand end jeg. Ganske vist sagde jeg mig selv, at det var kun den ydre, tilsyneladende Mandighed, der i Virkeligheden kun 384 vidner om større Bevandring i det selskabelige Liv, men beskæmmende og foruroligende blev det ligefuldt.

✂ Minna tog imod Bladet uden at svare og med sænket Blik. Hun lagde det i sin Mappe ved Siden af mit Portrait, og jeg udlagde dette Naboskab som et godt Varsel.

✂ Jeg husker ogsaa, at jeg opsøgte hin støvleformede Plet paa Tapetpapiret - den var ved denne Belysning ikke saa let at finde - for at afvende det onde Varsel, der kunde ligge i hint Indfald, da jeg tog Afsked med Minna: "maaske faar du aldrig mere denne Plet at se". Hvis jeg nu havde forsømt at betragte den, kunde det jo gælde endnu! Jeg var i disse Dage saa overtroisk som en gammel Kælling, fordi kun mine Forhold existerede, og Alt maatte have Betydning for dem.

✂ Fru Jagemann sad i sin Stol og halvsov med aabne Øjne; hun forstod Intet af, hvad der bevægede os, men mumlede mekanisk:
- Allerkæreste - Ak Gud, ja - det kan man rigtignok kalde Talent.

✂ Vi snakkede endnu et Kvarters Tid om ligegyldige Ting, - for at forhale Afskedsøjeblikket. Endelig rev vi os løs.

385

✂ Minna lyste os ud paa Trappen. Gadedøren var endnu aaben. Jeg lod ham træde først ud. Han vendte sig, og idet han tog Hatten af, strakte han den højre Haand ud imod mig.

✂ - De sagde igaar Aftes, Hr. Fenger, at vi skiltes som Fjender. Se, nu har vi dog tilbragt en Aften ret venskabelig sammen. Vi kan i Virkeligheden ikke hade hinanden; for hvem af os, der end bliver den Begunstigede, saa vil den Anden være det Menneske, der mest af Alle ønsker ham Lykke - for hendes Skyld.

✂ - De har Ret, Hr. Stephensen. Men vore Veje er skilte. Farvel!

✂ Vi gik hver til sit.

✂ Det var hørt op med at regne. Mellem de løse Skyer tindrede hist og her en Stjærne over de blanke Tage. De vaade Brostene og Flisefortovene skinnede langt bort med en øde og trist Glans.

386

✂

XXXIII.

✂ Den følgende Dag gik jeg som sædvanlig paa Polytechnicum. Men forinden havde jeg allerede skrevet til min Onkel.

✂ Efter Middag besøgte jeg Hertz's, for at kunne give min Ven Efterretning om Faderens Befindende. - Den gamle Mand laa i Sengen; han hostede og havde lidt Feber.

✂ Hertz spurgte strax efter Minna - hvorfor hun ikke var med?

✂ - Vi mente, I vare uadskillelige, tilføjede Fru Hertz.

✂ Det var godt, at de gule Persienner vare rullede ned; den Smerte, som dette Udtryk voldte mig, vilde ellers være bleven paafaldende. Jeg syntes, jeg kunde føle, at jeg skiftede Farve, og at Vejret gik fra mig ligesom ved et Sting. I saa ligegyldig Tone, som jeg kunde overkomme, fortalte jeg, hvor hun var taget hen og hilste fra hende.

387

✂ De gamle Folk blev meget forundrede over, at hun saa pludselig var rejst bort uden at sige dem Farvel. Og iforgaars havde hun ikke engang vidst Noget derom!

✂ - Hun fik først Brev derom igaar, sagde jeg. - Cousinen ønskede saa meget, at hun skulde komme strax - hun var ikke rask - Humeursyge, tror jeg.

✂ - Ja, saa kan jeg tænke, hun maatte afsted, sagde Fruen, Minna er altid saa mageløs, naar Nogen fejler Noget.

✂ - Det er rigtignok Skade, at det skulde være netop nu, klagede Hertz. - Jeg havde glædet mig til, at hun var kommen i disse Dage, hun havde nok spillet lidt for mig, - Døren kunde staa paa Klem ind til Dagligstuen - hun spiller saa kønt.

✂ Jeg skyndte mig at forlade dette farlige Omraade, og fortalte om min Onkels Brev, der kaldte mig langt tidligere til England, end jeg havde ventet.

✂ - Allerede i Løbet af Maaneden! udbrød Hertz. - Ja, Dresden er som et Hotel, hvor den Ene tager ind, og den Anden rejser. Kun saadanne gamle Folk, som vi, sidder fast, til man en Gang begraver os her. Ifjor flyttede Maleren Hoym til Berlin, og Professor Grimm, der var en meget 388 lærd Kantianer, kom til Hamborg for et Par Aar siden. ... Naa, De er jo ung og maatte ud at virke - et Aarstid før eller senere.

✂ - Der er nok En, for hvem det Aar mindre i Dresden ikke har saa lidt at sige, bemærkede Fruen.

✂ - Ja, Minna - stakkels -. Han afbrødes ved et Anfald af den tørre Hoste, som af og til havde besværliggjort hans Tale.

✂ - Endnu har jeg slet ikke sagt hende det, - den Tanke allerede at skulde forlade hende gjorde mig ganske fortvivlet. Jeg har tænkt meget paa, om jeg ikke skulde se at faa min Onkel til at opgive denne Bestemmelse. -

✂ - Nej, nej, kære Fenger, sagde den Gamle ivrig og strakte Haanden ud - ikke det - Arbejdet kan ikke rette sig efter - efter vor Tilbøjelighed. ... Pligten først - Virksomhed jo før jo heller - Mandens Kærlighed arbejder - og Kvindens bier. -

✂ - Du maa ikke tale saa meget, det anstrænger dig. ... Men saaledes er det, - ja, vi to Gamle har ogsaa kendt det i sin Tid. ... Vær ikke for bekymret over det. Minna er en forstandig Pige og en trofast Sjæl, hun vil ogsaa have Tillid til 389 Dem. ... De kan tro, hun vil komme lettere gennem Ventetiden, end De nu tænker Dem.

✂ - Jeg vil haabe det, kære Frue, men jeg tror rigtignok, at De altid har haft et roligere Sind og ligeligere Temperament end Minna, og at De derfor i Deres Ungdom har lídt mindre ved en saadan Adskillelse.

✂ - Ja, det er rigtigt, sagde Hertz, - for Minna - vil det falde tungere. ... Men - vi maa alle kæmpe - hver med sit - og det bliver til vort eget Bedste. -

✂ - I alt Fald er det ikke den Slags Kampe, som man bukker under i, sagde Fruen muntert. Saar tror jeg ikke engang der er at frygte, og Strabadserne, véd De nok, kommer man over. - Og ét kan De være vis paa, at vi skal være Alt hvad vi kan for den kære Pige, og hun kommer ikke til at mangle Venner, for saa vidt som et Par gamle Folk som vi kan være det.

✂ - Jeg kunde aldrig ønske hende bedre Venner, og det er mig det mest beroligende, at hun her har et andet Hjem, hvor hun altid finder Forstaaelse, og hvor der er fredet om de kære Minder, som vi har sammen.

✂ Jeg stod op og rakte Hertz Haanden.

✂ - Nu skal De have Ro og ikke fristes til 390 at tale, - jeg vilde ønske, jeg kunde spille for Dem. ... Naar jeg kommer hjem, skriver jeg til Deres Søn, saa kan jeg bringe ham en frisk Hilsen.

✂ - Ja, hils ham - og - at han ikke gør sig Bekymringer, - jeg mener, - han er jo saadan en kærlig Søn, - men De ser selv, det er ikke Noget - af Betydning.

✂ Fru Hertz nikkede med sit rolige, uforstyrrelige Smil.

✂ - Det er kønt af Dem, at De strax tænker paa at fortælle Immanuel det, - nu faar I jo længe ikke hinanden at se, og han holder meget af Dem, - De maa besøge ham paa Vejen.

✂ - Det har jeg ogsaa besluttet. ... Farvel! -

✂ Jeg havde under denne Samtale et Øjeblik glemt den frygtelige Usikkerhed, hvori min Kærlighed nu levede. Men skønt denne Bevidsthed nu vendte uafviselig tilbage, forekom Faren mig dog ringere, og jeg var mere tilbøjelig til at se lyst paa Fremtiden, end jeg havde været det siden min Samtale med Minna. Billedet af dette elskværdige gamle Ægtepar var saa sammenvævet med vor Kærligheds fredelige Idyl, at blot denne korte Samværen med dem opfriskede dens Farver til et Liv, der bortlyste al Frygt for en tragisk Skygge. Jeg havde fundet dem med den samme Tillid til vor fælles 391 Lykke som før, nu da den for mig stod saa anfægtet, og jeg tog denne Tillid for endnu bedre Varer, fordi den beroede paa Uvidenhed - hvilket ganske vist i Andres Øjne vilde have forringet dens Værdi; men jeg trængte just til et Støttepunkt, der ikke engang havde følt Noget til Rystelsen. "De vil ikke blive skuffede," sagde jeg til mig selv, "Alt vil vende sig til det Bedste, - den gamle Hertz dør ikke, og jeg mister ikke Minna."

✂ Denne Slutning var ikke afgjort logisk. Men selv om den havde været det, saa kunde jeg dog maaske ved dette Sygebesøg, hvis jeg havde været mindre optagen af min egen Skæbne, have bemærket Meget, der lod befrygte, at en stærkere Disputator - den stærkeste! - vilde sige sit: Nego majorem. -

392

✂

XXXIV.

✂ Da jeg havde skrevet Brevet til Immanuel Hertz, gik jeg ud at spadsere.

✂ Med Gaarsdagens Regn var der sket et Omslag i Vejret. Det var skyet og blæste raakoldt, som om man var i November. Jeg drev om i Villa-Kvarteret, slentrede gennem Parken, hvor de latterlig udmajede kolossale Ammer promenerede med Børnevogne, og gennemstrejfede Grosser-Garten, - idet jeg bestandig opsøgte de Veje og Gangstier, hvor vi havde gaaet sammen. Tilsidst sad jeg længe paa Udsigtshøjen, det var ved Solnedgangstid ligesom hin Aften for et Par Uger siden; men alt Belysnings-Trylleriet var borte; og man øjnede Intet til de fjærne Højder. Mit Hoved var tungt og uden Tanker; den sangvinske Stemning, som havde oplivet mig efter Besøget hos Hertz's var forflygtiget, uden at dog den foregaaende sørgmodige Tilbøjelighed til at anse Alt for tabt havde indtaget dens Plads; jeg var opfyldt af en underlig sløv Uro.

393

✂ Da jeg kom hjem, lagde jeg mig paa den umagelige Sopha - jeg maatte lægge Benene op over det ene Armlæn paa en smudsig Antimarcasse, saa lille var den. Lampen tændte jeg ikke; en Gadelygte og en Studerelampe hos Genboen kastede saa meget Lys ind i Stuen, at man kunde skjælne Genstandene og ikke plagedes af Mørket; man fristedes hverken til at sove eller til at bestille Noget. Liggende saaledes i timevis gennemgik jeg i Tankerne Alt, hvad jeg havde oplevet i de sidste Dage, idet jeg begyndte med den foregaaende Aften hos Jagemanns og saa gik tilbage til Samtalen med Minna, til den med Stephensen - længer naaede jeg ikke. Der var Stof nok; jeg genkaldte mig hvert Ord, der var vexlet, Tonefald, Miner, Fagter og Bevægelser saa nøjagtig og omhyggelig, som om jeg havde et bestemt Formaal dermed, - som om der f. Ex. et Sted bag ved mig havde siddet en Sekretair, hvem jeg skulde diktere det Alt i Pennen.

✂ Da jeg endelig gik i Seng, lod denne Masse, som en Gang var sat i Bevægelse, sig ikke længer standse. Men i Stedet for som før at rykke frem i Orden, efter Række og Geled, til en overskuelig Mønstring, trængte den sig nu oprørsk frem, idet hver Enkelt vilde gøre sig gældende, og de Sidste 394 vilde være de Første. Dersom alle Soldater i Kong Mithridates' Hær samtidig havde appeleret til hans berømte Personal-Hukommelse og vare styrtet frem over hinanden for at gribe fat i ham og raabe: - "Husker du ogsaa mig? - hvad hedder jeg? hvad er jeg for en Landsmand? hvor har jeg udmærket mig? hvor tik jeg dette Ar?" - saa vilde hin kongelige Huske-Kunstner have befundet sig i en lignende Overvældetheds-Tilstand, som den der holdt mig vaagen, indtil det begyndte at lysne i Værelset.

✂ Højt op paa Formiddagen vaagnede jeg med en smertelig Tunghed i Baghovedet. Jeg vilde ikke gaa paa Polytechnicum; de sidste Ugers Studium havde jo ikke stort at sige, og desuden kunde jeg næppe huske en eneste Enkelthed af Gaarsdagens Forelæsninger. Jeg gik ud i det Haab at forjage min Hovedpine og drev om ved Zwinger og paa Theaterpladsen. Men jeg var ikke vant til at se Byen i Formiddagsbelysning sammen med Minna, og den forekom mig derfor stemningsløs og uvedkommende; Alt, hvad jeg saà, mishagede mig, ligesom det vilde have mishaget mig i denne Sindstilstand at gaa om i Berlin eller i København.

✂ Paa en Theaterplakat stod "Käthchen von 395 Heilbronn" - vi skulde have sét den sammen i Aften!

✂ Jeg tyede snart til min Stue, hvis logis-mæssige Uhygge ophævede Begrebet "Omgivelser" og isolerede mig i et tomt Rum. Saa laa jeg dèr paa min Seng - Sophaen var for radbrækkende - og holdt Revue over disse tæt sammentrængte utallige Minder, som en døende Alexander, der tager Afsked med sine Soldater; - de ledsagede mig som et Sørgefølge paa min Eftermiddags-Vandring, hvor nye Skarer sluttede sig til ved hver ny Gade, Vej og Gangsti, - og da jeg endelig sov ind, var det i Skyggen af Gravvagtens Faner. -

✂ Da jeg stod op den følgende Morgen, følte jeg mig afkræftet, og modløs imødesaà jeg denne Hær af Plageaander, som jeg havde besvoret og ikke kunde mane bort igen. Jeg ønskede nu kun at komme ud af Tryllekredsen. "Kunde man blot slaa Tiden ihjel i disse afskyelige Ventedage," tænkte jeg, "eller undfly sig selv og alle sine egne Tanker." Jeg mindedes den ene Ventedag i Rathen, og hvorledes den Gang en bindstærk Roman havde holdt mig med Selskab. Strax skyndte jeg mig hen til et Lejebibliothek og forlangte "De tre Musketerer", som jeg tænkte maatte være formaalstjenlig.

396

✂ Medens Udlaaneren var borte for at finde den, slog jeg en tyk Bog op, som laa paa Disken. Jeg fik som et Stød, da mit Blik faldt paa Navnet "Minna". "Minnas uforlignelige Skønhed og englelige Sind overvandt dog alle hans Betænkeligheder" - jeg husker Sætningen ordret endnu. Jeg bladede om, slog op hist og her - næsten overalt Minna: hun sejlede paa en Bjærgsø i Maaneskin - - klædte sig paa til Bal - sank grædende og sødt blussende i sin Moders Arme. "Er denne Bog ledig?" spurgte jeg Udlaaneren, der kom med Musketererne. Han bejaede, og jeg tog begge Bøgerne med hjem. Forfatterens Navn havde jeg ikke en Gang sét efter, - baade det og Titlen har jeg nu glemt. Hvad Indhold og Stil angaar, saa var min Rathener-Roman et sandt Mesterværk i Sammenligning hermed, og jeg vilde ganske vist have slængt den bort efter at have læst en Snes Sider, dersom Heltinden havde hedt Adelheid eller Mathilde; men nu læste jeg den trolig igennem Linie for Linie, og det bestandig tilbagevendende Navn satte mig i en vis ophidset og dog velgørende Stemning, medens de snart trivielle snart fabelagtige Hændelser, der vederfores lutter uinteressante Personer, netop sysselsatte min Fantasi tilstrækkelig, til at holde mine egne Tanker borte.

397

✂ Ud paa Eftermiddagen afbrød jeg denne Narkotisering for at gaa hen til Hertz's.

✂ - Ligger Herren endnu i Sengen? spurgte jeg den gamle Tjenestepige, der lukkede op.

✂ - Vist gør han det, ak ja, saamænd ligger Herren i Sengen, svarede den Gamle og rystede paa Hovedet. Vær saa god at gaa ind i Dagligstuen, Hr. Fenger, - jeg skal kalde paa Fruen, det vil glæde hende, at De er kommet.

✂ Dagligstuen havde det Dobbeltpræg af altfor stor Orden og af Forstyrrethed, som et Værelse faar, naar det i nogle Dage ikke benyttes. Stolene stod nøjagtig paa deres Plads, men paa en af dem var der glemt en Støveklud. Paa Hjørnet af Bordet, nærmest Entrédøren, laa Aviserne for flere Dage ovenpaa hinanden, glatte og i de samme Folder, som de have ved Afleveringen. Lufttrækket fra det aabne Vindue havde blæst et aabent Brev ned paa Gulvet. - Hvor naturligt end Alt dette var, saa forøgede det dog den uhyggelige Fornemmelse, der havde grebet mig ved det gamle Tyendes bekymrede Væsen; en øredøvende Larm fra det snævre Gadehjørne, hvor alle Slags Køretøjer krydsedes, gjorde mig ganske fortumlet.

✂ Jeg stod endnu op med min Hat i Haanden, da Fru Hertz efter et Par Minutters Forløb traadte 398 ind. Hun havde forvaagede - maaske forgrædte Øjne, og hendes Smil syntes kun af Vane at være paa Læberne.

✂ - Min Mand sover, kære Ven, sagde hun, idet hun gav mig Haanden, - det er slet ikke godt med ham. -

✂ - Er det blevet værre?

✂ - Ja, Feberen er taget til - han har ogsaa Smerte i Siden, naar han hoster - den ene Lunge er angrebet.

✂ - Min Gud! - men De tror dog ikke, at der er Fare -!

✂ Jeg blev ganske kold af Skræk - ikke saa meget, fordi den gode Oldings Liv var truet, som paa Grund af den fixe Idé, der havde konstrueret en Forbindelse mellem hans Helbred og min Kærlighed. "Du gode Gud," tænkte jeg, "skulde han dog dø, og skulde jeg miste Minna?" Fru Hertz, der ingen Anelse kunde have om en saadan Bitanke, ansaà naturligvis min iøjnefaldende Sindsbevægelse for at være et rent Tegn paa Deltagelse og Venskab for hendes Mand; hun takkede mig med et inderligt Blik, idet hun svarede: -
- Fare kan der jo let være ved en saadan Sygdom hos en gammel og svagelig Mand. Jeg maa være forberedt paa det værste.

399

✂ Hun satte sig i Sophaen og bad mig tage Plads ved Siden af sig.

✂ - Jeg kan se paa Dem, at De undrer Dem over, at jeg taler saa rolig og ligefrem derom ... Noget ligger det vel til min Natur, men jeg tror ogsaa, at Dødens Skilsmisse tager sig ganske anderledes skræmmende ud for en ung Person, end for En, der dog i alt Fald kun kan have kort Tid til at overleve og savne i. De tænker nu ved Dem selv: hvis jeg stod Fare for at miste Minna, hvor ganske anderledes sønderknust vilde jeg da ikke være, - hun maa dog have et koldt Hjærte.

✂ Jeg saà ned og syntes at Stuen løb rundt for mig. Hvorledes faldt hun dog paa det, hvorfor kom netop de Ord hende paa Læberne, Ord, som paa en ganske anden Maade, end hun kunde ane, vare lige paa Sporet af mine hemmeligste Tanker! Var det ikke som en Inspiration, en Varselstemme? Maaske betød de, at jeg burde betro mig til hende. Jeg kunde ikke blive mig selv, og imedens mumlede jeg tankeløst: -
- Vist ikke - hvor kan De tro! - noget Saadant er aldrig faldet mig ind.

✂ - Se, nu har De allerede Taarer i Øjnene! udbrød hun og klappede mig moderlig, - De er meget følsom - ualmindelig, men skam Dem 400 ikke over det, i alt Fald ikke overfor en Kvinde, De vil blive en god Ægtemand. ... Hvor jeg kan tro det? Fordi det er naturligt for Dem at tænke saaledes; men hvis De havde levet et ægteskabeligt Samliv med Minna, og I begge var graanet i Kærlighed - det kan man nemlig, uden at den tager Skade deraf - tro mig, saa vilde Døden forekomme Dem helt anderledes, De vilde i den kun se en kort Skilsmisse, ja næppe det engang, - - ja, De er vel ikke Materialist, Fenger?

✂ - Materialist - nej, det kan man vist ikke kalde mig, - men -

✂ - Men? De har dog Deres Tvivl om det Hinsides? Maaske har De heller ikke tænkt saa meget over Døden, og deri har De gjort Ret: Livet kan endnu længe byde Dem mer end nok at tænke over. ... Hvad mig angaar, saa har jeg altid ønsket, at jeg maatte komme til at lukke min Mands Øjne. Skulde jeg dø før ham, vilde den Tanke pine mig frygtelig, at jeg skulde lade ham være ene i de sidste Aar, det er meget værre for en gammel Mand, der alle sine Dage har været vant til at blive hygget om og sørget for - vi Kvinder véd nu en Gang bedre at skøtte os, - saa har jeg jo ogsaa Immanuel - Gud ske Lov! -

✂ - Det er kærligt og smukt tænkt af Dem, 401 Fru Hertz -, men I vil nok begge leve mange Aar endnu, derfor kan Deres Ønske jo endda blive opfyldt.

✂ - Maaske. - Kommer Minna nu snart hjem?

✂ - Jeg véd ikke.

✂ - Har De ikke haft Brev endnu?

✂ Jeg blev ganske forvirret og mente, at det allerede heraf maatte være aabenbart, at der var Noget i Vejen. Men Fru Hertz lo:
- Det er rigtignok sandt, det er jo kun to Dage siden hun tog bort, saa det var vel for meget forlangt. Hun véd vel fra Dem, hvordan Hertz havde det, da De var her sidst?

✂ - Nej, - jeg - har virkelig endnu ikke faaet skrevet.

✂ - Hvad for Noget? det ligner Dem ikke, Fenger.

✂ Den gamle Dame saà paa mig, som om hun pludselig anede, at det ikke forholdt sig ganske rigtig med denne Rejse, og dersom hendes egen Bekymring ikke havde optaget hende saa stærkt, havde min Forlegenhed ganske sikkert røbet mig, og hun havde faaet Alt ud af mig. Men nu var den kvindelige Sporsans desværre sløvet; hun glemte strax sine egne Tanker, saà forbi mig og sukkede.

402

✂ - Jeg vil netop skrive iaften, - jeg opsatte det, til jeg havde været her. Og saa fortæller jeg hende naturligvis, hvad De har sagt. Men vil De ikke selv skrive, det er dog bedre, hun hører direkte fra Dem, hvorledes det staar, - hun vil sikkert strax komme - øjeblikkelig. -

✂ - Jeg ønsker meget, at hun kom, - men det er mig for pinligt at kalde hende hertil som for at tage Afsked - jeg tør ikke, det er maaske Overtro, men man skal ikke male Fanden paa Væggen. -

✂ - Men jeg? maa ikke jeg bede hende om at komme -?

✂ Alt mit Haab flammede op, jeg øjnede en ufejlbar Vej til Frelse, naar jeg inden Afgørelsen fik hende indenfor dette Hus. Alt vilde her tale min Sag - stumt men indtrængende, hvis hun tav, veltalende og overbevisende, hvis hun betroede sig. Hvad var Stephensen her? - En syg, maaske en døende Oldings Velsignelse vilde besegle hendes Forbindelse med mig. Min Samvittighed havde forbudt mig at faa hende til at søge Raad hos de gamle Folk i sin Hjærtesag, men den tillod mig sikkert at begunstige en Omstændighed, der syntes mig at være et Fingerpeg af Skæbnen.

✂ - Ja, skriv, kære Ven! Men De maa sørge 403 for ikke at overdrive Faren, ogsaa for hendes egen Skyld, det kære Barn! det vil gaa hende nær! Hun vil jo selv bedst kunne skønne, hvad hun skal gøre, træng derfor ikke for stærkt paa, at hun kommer - maaske hendes Cousine trænger endnu mer til hende. -

✂ - Aa, det har vist ikke saa meget at sige.

✂ - Saa forstaar jeg ikke, at De lader hende spilde flere Dage af de Uger, som I endnu har tilbage her i Dresden. De har altsaa ikke fortalt hende endnu, at De skal rejse saa snart til England?

✂ - Jeg har - iaften vilde jeg jo netop skrive det - jeg kunde dog ikke kalde hende hjem den næste Dag - men begge Efterretninger vil jo nu faa hende til at komme strax - iovermorgen formodentlig. ... Sig mig nu, kan jeg ikke hjælpe Dem med Noget - hente Medicin - ikke? men maaske komme i Aften og hjælpe med at vaage hos ham?

✂ - Jeg vaager dog selv den meste Tid, og der kommer en Vaagekone - en Diakonisse. Desuden ser De selv ud, som om De trængte til Hvile - De maa være overanstrængt, Kære! det er vel for at forjage Kedsomheden, mens Minna er borte, at De overdriver Studierne, men det maa De ikke, hører De! Farvel.

404

✂ Jeg gik lige hjem for at skrive Brevet.

✂ Hvor lykkelig følte jeg mig ikke ved atter at kunne skrive til hende! Gærne havde jeg fyldt det ene Ark efter det andet, men jeg tillod kun min Pen, saa kortelig som det var den muligt, at meddele hende Hertz's betænkelige Tilstand og den Forkortelse i mit Dresdener-Ophold, som min Onkels forandrede Bestemmelse medførte. Jeg havde ganske vist helst holdt denne sidste Efterretning tilbage, indtil hun havde truffet sin Afgørelse, og saa - naar hun havde bestemt sig for mig - fortalt hende det mundtlig. Men det gik ikke an, at hun kom til Hertz's uden at vide det. Skønt jeg havde holdt det for min Pligt ikke at give mine Følelser Luft, var der dog af sig selv kommet en ejendommelig Tone i Brevet, der røbede hele min fortvivlede og angstfulde Længsel efter hende. Det slog mig ved Gennemlæsningen, og jeg var glad derover. - Jeg bragte strax Brevet hen paa Posthuset, skønt det ikke mer kunde komme med noget Aftentog, og jeg ligesaa godt kunde have puttet det i en Brevkasse.

✂ Det beroligede mig uendelig, at jeg nu havde sat mig i Forbindelse med Minna, og det paa en saadan Maade, at Ingen vilde kunne dadle mig derfor.

405

✂ Den næste Dag gik jeg strax hen til Hertz's. Feberen havde været temmelig stærk om Natten, men var nu stilnet af, som det ofte er Tilfældet om Morgenen. Jeg talte kun med Pigen - Fru Hertz hvilede sig. Om Aftenen vilde jeg igen høre derhen.

✂ Dagen tilbragte jeg vexelvis med at læse og hengive mig til Erindringernes Drømmespil samt med at variere følgende Reflexion: - "Nu maa hun da idetmindste have faaet mit Brev. ... Der gaar sikkert endnu Tog hertil fra Meissen - (jeg fik Avisen hos Værtinden og forvissede mig derom) - og hun har kun en halv Mils Vej at køre til Stationen. - Maaske - ja, sandsynligvis - kommer hun altsaa i Aften - og det er muligt - ja, det er næsten sikkert, at jeg vil træffe hende hos Hertz's, - hun vil nok strax ile derhen. ... Hun vil blive stærkt bevæget - den moderlige Fru Hertz vil behandle os som Forlovede - maaske den Gamle er ved Bevidsthed og glæder sig over at se os sammen. - Lidt ud paa Aftenen eller Natten skal hun hjem, jeg følger hende naturligvis - det er jeg jo ligefrem nødt til - og det Hele ordner sig af sig selv, som om der aldrig havde været nogen Stephensen til.

✂ Et Par Gange opskræmmedes jeg ved Brevtiderne, 406 - aldrig maaske har en Elsker mindre ønsket Brev fra sin Elskede, end jeg gjorde det den Dag. Men de gled sporløst forbi, - efter den sidste Termin aandede jeg op, som en Befriet.

✂ Det var helt mørkt i Værelset, da jeg belavede mig paa at gaa hen til Hertz. Pludselig gik Døren op paa Klem "Her er et Brev til Dem," sagde Pigen og stak noget Hvidt ind. Jeg blev ganske stiv af Skræk - paa denne Tid, det er jo umuligt! Brevet var meget stort og stift, - det beroligede mig. Hurtig strøg jeg en Svovlstik af - og gav i det samme et Skrig fra mig: det var Minnas Haand.

407

✂

XXXV.

✂ Nær havde jeg slaaet Cylinderglasset itu, inden min rystende Haand fik Lampen tændt.

✂ Det var ingen Fejltagelse. Der laa det store, underlige Brev paa Bordtæppet, indeholdende Liv eller Død - eller hvad der syntes mig langt herligere og uendelig skrækkeligere end Livet og Døden. Et Øjeblik havde jeg størst Lyst til at løbe min Vej. Saa rev jeg febrilsk Omslaget af.

✂ Det Første, der mødte mit Blik, var Blyantstegningen af Minna.

✂ Ligesaa pludselig som Portias Contrefei i Blyskrinet aabenbarede Bassanio hans lykkelige Valg, - ligesaa pludselig forkyndte disse elskede Træk mig min usalige Lod.

✂ Stuen drejede sig rundt med mig. Jeg satte mig i Sophaen og greb hendes Brev. Bogstaverne dansede og flød ud, det varede et Par Minutter, inden jeg kunde læse: -
408 Min kære, inderlig elskede Ven!

✂ Det er forbi! Jeg maa blive hans. Jeg har tøvet, og tøvede gærne endnu, men jeg føler, at det bliver ikke anderledes. Der kommer ingen Kraft op i mig til at bryde med min første Ungdom, til at gribe din kære Haand og begynde et nyt Liv.

✂ Ak, dette bliver det sidste Brev, som jeg skriver til dig, og jeg synes, at det maatte blive en hel Bog, hvis jeg skulde faa sagt Alt, hvad der bevæger mig. Men saa forekommer det mig igen, at efter dette er Alt, hvad jeg kan skrive til dig, ligegyldigt, og forresten véd du det altsammen. Der er kun én Ting, som jeg maa sige. for at du ikke skal misforstaa mig.

✂ Jeg har ikke truffet dette Valg, fordi jeg tror, at jeg vil blive lykkeligere med Stephensen end med dig, tvertimod - nej, det er virkelig ikke muligt at udtrykke mig rigtigt, - maaske har du dog allerede forstaaet. Jeg mener, at det er ikke Hensynet til mig selv, der har bestemt mig, og - ja, jeg mener især - det var derfor, jeg skrev "tvertimod"! - at hvis der ingen Fortid var, ingen Bebrejdelser at føle eller, kort sagt, hvis det var noget helt Nyt, der begyndte, saa vilde jeg være langt sikrere paa at blive lykkelig med 409 dig end med ham. Men, ser du, nu - som det en Gang er - vilde jeg ikke kunne gøre dig lykkelig, som du fortjener. Jeg vilde føle mig som en Forræderske mod min første Kærlighed; - det er sandt, at denne Følelse maaske kunde fortage sig, men der kunde ogsaa komme Omstændigheder, som gjorde den helt sygelig voldsom, og med din ømme, kærlige Natur vilde du da komme til at lide usigelig derunder.

✂ Du tror maaske, at jeg gaar ud fra overspændte Forestillinger om Stephensen, naar jeg frygter for at faa altfor meget at bebrejde mig ved at forlade ham. Slet ikke! jeg véd meget vel, at han ikke skyder sig en Kugle for Panden, og at man næppe engang vilde kunne sige, at jeg gjorde ham ulykkelig, skønt han virkelig elsker mig lidenskabelig, - men maaske vilde jeg dog gøre ham ubodelig Skade. En Natur som hans er udsat for mange Farer. Det er vanskeligt at gøre det klart for dig, hvad jeg mener, jeg kan let synes at være forfængelig, indbildsk eller overvurdere min Indflydelse - skønt nej, du tænker jo endnu langt bedre om mig, end jeg fortjener, maaske tænker du til Gengæld for ringe om ham. Jeg kan kun sige, at han selv fuldt og fast mener, at et Samliv med mig - og kun med mig - 410 maa virke forædlende (jeg skammer mig virkelig ved at skrive det, men det er hans eget Udtryk) paa hans Karakter og paa hans Kunst. Tidligere har jeg selv undertiden tænkt det samme, det vil sige, ikke just saaledes - kun at Ægteskab og Familielivet maa være godt for en Kunstner, ligesom knytte ham fastere til Livet, gennemvarme hans Kunst - jeg udtrykker mig kun daarlig, men du forstaar det nok - men den Gang (vi har nemlig ligefrem disputeret derom, da han boede her, og jeg haabede, at han vilde ægte mig) den Gang hævdede han altid, at en Kunstner maatte være fri, uden saadanne Baand, han havde saa meget at kæmpe med i Forholdet til sit Kunstideal: - nu er han kommen til min Anskuelse, han har erfaret - siger han - at han ikke kan undvære mig, han forstener, afstumpes, har Intet at leve for, han rækker sin Haand ud efter mig, den Haand har selv trukket mig op af en moralsk Sløvheds og Intetheds Sump - og nu skulde jeg -! nej, nej!

✂ Du ser, det er min Pligt, det er min Bestemmelse, - ja, min Bestemmelse.

✂ Gud give, at vi kunde træffes og være sammen - om mange Aar, naar Tiden har taget Lidenskaben bort; Venskabet kan den ikke berøre, 411 jeg véd, at Ingen af os vil glemme den Anden. Men du kommer vel til at leve i Udlandet, - det var for megen Lykke at have dig i Nærheden som Ven.

✂ Farvel - min elskede Ven - Farvel!
Minna.

✂ Jeg læste Brevet flere Gange igennem. Dets kærlige Tone beroligede min Smerte, ja, der var endog et Øjeblik, da det indgød mig en vis Forsagelse. Men Reactionen fulgte strax.

✂ - "Nej, jeg vil ikke - jeg anerkjender ikke denne Afgørelse! Hvad er det dog? mig er det jo, som hun elsker - mig! Det med ham er jo kun Reminiscens, og Pligt - ja og "Bestemmelse". En dejlig Bestemmelse: at lægge sit friske, varme Liv som et Plaster paa hans blasserede Tilværelse ... Forresten er det altsammen min Skyld - hvorfor har ikke jeg taget Afgørelsen paa mig? - Hvor jeg har været en Pjalt - al denne Correcthed og Ædelmodighed og Omsorg for, at Vind og Sol blev skiftet lige - det var jo ikke Andet end Skalkeskjul for Mangel paa Vilje - og jeg lod mig imponere dertil af ham. Men han har saamænd "talt sin Sag", som hun sagde den Dag; han kan ikke undvære hende - 412 nej, det tror jeg, naar han er bleven led ved de facile Piger og narret af Koketterne - saa er han kommen i Tanker, om ikke "den Bedste skulde være tilfals" - for gamle Minder, - eller blot: han kunde ikke taale, at en Anden fik hende, det er nok Sagen! ... Ja, jeg har været en Pjalt, en dum Dreng, vilde maaske en Mand have givet en saadan Kvinde fra sig?

✂ Saaledes hudflettede jeg mig selv, - ja, jeg bebrejdede mig endogsaa, at jeg ikke hin Nat i Schandau var kommen ind til hende og havde forlokket hende - saa vilde hun have været min, og intet Valg stod hende mer aabent; jeg oversaà, at for at dette kunde være sket, maatte vi begge have været andre Naturer. Thi jo mere en Handlemaade synes at ligge den modsatte snublende nær, desto dybere er ofte den Naturel-Hindring, der skiller dem.

✂ Men nu - hvad var der at gøre? Opsøge hende, tage Alt tilbage, binde hende ved hendes Ord, og selv staa til Ansvar for Alt - Fortid og Fremtid. Ja, men hvor skulde jeg finde hende? Det var sandsynligt, at hun allerede ikke længer var i Meissen - eller at jeg i alt Fald imorgen ikke vilde finde hende dèr.

413

✂ Mit Hoved værkede, mine Tanker forvirredes, sprang febrilsk hid og did. Det var mig ikke muligt at holde Noget fast. Hvor jeg trængte til at raadføre mig med En, helst med en ældre, overlegen Person! Min moderlige Veninde, Fru Hertz, syntes mig den eneste Tilflugt.

✂ Ja, jeg vilde betro mig til hende, nu strax.

414

✂

XXXVI.

✂ I dette Øjeblik gik Døren op, og Immanuel Hertz traadte ind.

✂ Hans skikkelige, men uskønne Ansigt havde et højst bestyrtet Udtryk.

✂ - Hertz - er du her! Din Fader er da ikke -

✂ - Min Fader er meget syg ... Jeg fik Telegram fra Moder - lige tidsnok til at komme med Toget ... Fader kendte mig, men han laa i stærk Feber - jeg er bange - at han - gaar bort.

✂ Til enhver anden Tid vilde disse Ord have foraarsaget mig den mest levende Smerte, men nu var min første Tanke den: hvorledes skal jeg kunne besvære Fru Hertz med min egen Sorg, naar hendes Mand ligger paa Dødslejet? At Hertz døde, syntes mig at være ganske naturligt og nødvendigt, og samtidig følte jeg mit eget Haab slukkes ...

415

✂ Jeg forsøgte imidlertid de sædvanlige opmuntrende Fraser.

✂ - Fader ligger i en Døs nu, derfor løb jeg herhen ... Kom med hjem, Fenger! og bliv hos os inat, jeg véd, det vil glæde Fader at se dit Ansigt -

✂ Han havde Taarer i Øjnene. Jeg greb hurtig min Hat og slukkede Lampen, idet samme som han fik Øje paa Minnas Billede.

✂ - Nej, hvor yndigt! Og jeg, der rent har glemt at ønske dig til Lykke, du forstaar nok - i et saadant Øjeblik - men nu gør jeg det af Hjærtet - for det kan jeg jo - det er ikke et af de Tilfælde, hvor man siger det saadan tomt hen - Minna - ja, det kan man rigtignok kalde Lykke.

✂ Han trykkede min Haand som i en Skruestik.

✂ - Tak, kære Ven! mumlede jeg og vendte Ansigtet bort fra det svage Skær, som Lygten kastede ind i Værelset, - det er saa kønt af dig, at du midt i din Bekymring - jeg véd jo, hvor meget du tager Del - -.

✂ Vi gik ned ad Trappen, og han blev ved at udbrede sig om Minnas Fortræffelighed. "Naa," tænkte jeg, "du gør rigtignok ingen Røverkule af dit Hjærte." Og det gjorde han virkelig ikke; - 416 aabenhjærtig og indiskret forudsatte han de samme Egenskaber hos Andre: -
- Ja, du har sandelig Grund til at prise dig lykkelig - Minna - saadan en Pige! hvor jeg misunder dig - ja, det vil sige, ikke egentlig misunder, skønt ganske vist - ja, Minna har vel nok sagt dig, at jeg holdt meget af hende - mer end blot som en Ven -?

✂ - Nej, hun har aldrig med et Ord antydet Noget - hun har overhovedet talt meget lidt om dig, skønt jeg véd, at hun kan godt lide dig, - men jeg maa tilstaa - da du nu selv berører det - at jeg har haft en Anelse -

✂ - Ja, ser du, jeg har aldrig sagt hende det, jeg mener, erklæret mig, men Kvinder mærker det jo altid. Nej, jeg - holdt min Følelse for mig selv, jeg tror, hendes Hjærte var den Gang ikke modtageligt for saadanne Følelser - hendes Fader var nylig død, for Resten var der ogsaa Andet - men maaske véd du bedre Besked med det ... Min Moder, som jeg betroede mig til, - det kan jo heller ikke nytte at skjule Noget for hende, hun ser tværs igennem En, ja - hende kan man rigtignok kalde en Menneskekender! Moder var ogsaa af den Mening, - hvor gærne hun ogsaa vilde have haft hende til Svigerdatter. Saa kom 417 jeg jo ogsaa til Leipzig. Men jeg glemmer hende aldrig! Naa, nu kan du da forstaa, hvor glad jeg er over, at det netop er dig, som hun faar.

✂ Jeg havde en Følelse, som om jeg maatte give mig til at skrige, hvis dette varede ved, og priste mig lykkelig, da vi kom til Hjørnet, hvor Hertz's boede, og han gav sig til at klage over Faderen: saa forandret, han havde sét ud, ganske hulkindet!

✂ Lægen havde netop været der. Jeg kunde se paa Fru Hertz - eller snarere mærke paa hende - at hun ikke havde meget Haab. - Han laa bevidstløs hen; Gradetallet var foruroligende højt.

✂ Immanuel Hertz og jeg gik snart ind i Dagligstuen. Jeg erindrede et Tilfælde med en gammel, svagelig Dame, der i et Par Dage var næsten opgiven af Lungebetændelse, og som dog kom sig; det faldt mig ogsaa ind, at jeg havde hørt af en Læge, at netop Jøder havde en stærk Livskraft til selv i høj Alder at komme igennem saadanne Sygdomme med. Det opmuntrede synlig min sangvinske Ven.

✂ Han gik hyppig ind i Sygeværelset og blev kortere eller længere derinde; Moderen veg ikke derfra. Undertiden fulgte jeg med, men den meste Tid blev jeg siddende i Dagligstuen, sammensunken 418 i en Stol, sløv og ærgerlig. Jeg var i et Sorgens Hus uden at kunne deltage i Sorg og Bekymring, jeg var selv ulykkelig, men græde kunde jeg ikke. Det var saa sent, at Minna ikke længer kunde ventes. Alt var mig ligegyldigt og kedsommeligt. Ja, jeg kedede mig virkelig og havde en Følelse af, at jeg maatte gøre det bestandig, at det vilde blive kedeligere og kedeligere, indtil Døden tilsidst tog En. Jeg havde gærne byttet med Hertz, - hvis man overhovedet kunde have sagt, at der var Noget, som jeg gærne vilde.

✂ Endelig var jeg midt paa Natten sunken hen snarere i en Sløvheds Døs end i en Halvslummer, da den unge Hertz kom ind og sagde:

✂ - Han har kendt mig - Fader er ved sin Bevidsthed, - kom med ind.

✂ Den Syge smilede svagt, da han saà mig og sagde: "Kære Fenger!" - "Minna," mumlede han kort efter.

✂ - Hun kommer nok imorgen, sagde Fru Hertz.

✂ - Saa vil hun spille for Dem, føjede jeg til, skønt det var mig, som om jeg ikke skulde kunne faa et Ord frem.

✂ - Beethoven, hviskede den Gamle og lukkede Øjnene.

419

✂ Fru Hertz lagde Hovedpuden bedre tilrette; Derpaa gradede hun; Thermometret var sunket til lidt under 41° C.

✂ Kort efter begyndte han at tale om, at Tid og Rum var Anskuelsesformer, men Sjælen var en "Ding an sich", en Substans, et Noumenon - Intelligibile - disse Ord blev han ved at gentage.

✂ Sønnen, der blev bevæget og urolig ved disse Tanker, som syntes at dreje sig om Døden, greb hans Haand og sagde:
- Nu skal du ikke tænke, Fader, nu skal du hvile dig.

✂ - Imorgen kommer maaske Kühne, saa kan I philosophere sammen, sagde Fru Hertz.

✂ - Imorgen! sukkede han - med en ganske ejendommelig Betoning.

✂ Fru Hertz vendte sig bort: -
- Ja vist, vent til han kommer, han forstaar det jo bedre end vi.

✂ - Progressus, sagde den Gamle.

✂ - Amen! mumlede Diakonissen og korsede sig. Hun troede, han havde paakaldt en Helgen - eller maaske en af Propheterne.

✂ Immanuel og jeg, der havde hørt det, kunde ikke lade være med at trække paa Smilebaandet. Jeg undrede mig over, at jeg endnu kunde finde 420 Noget komisk. Ak, Ingen vilde mer end Hertz selv have moret sig over den Humor, som laa i denne Fejltagelse, men han var allerede død for Omverdenen.

✂ Længe laa han stille hen, saa begyndte han at fantasere. De Brudstykker, som vi opfattede, tydede paa, at han var hensat til sine Königsberger- og Rigaer-Dage. Flere Gange hørte jeg ham sige: "Der skal ikke ringes" - hvad jeg mente skrev sig fra den Børshistorie, som han sidst havde fortalt os. Jeg saà hele den hyggelige Kaffescene i det dunkle Regnvejrslys med Skæret fra Spritflammen flakkende over Minnas kære Ansigt, der var saa nær ved mig og smilede saa fortrolig. Fru Hertz bemærkede en Taare paa min Kind og trykkede min Haand, rørt over min Deltagelse.

✂ Henad Morgenstunden, da Immanuel og jeg vare faldne i Søvn inde i Dagligstuen, døde saa den gamle Hertz, uden at hans Hustru, der ikke veg fra hans Seng eller havde Øjnene fra ham, kunde sige, naar Døden var indtraadt.

✂ Vaagekonen var forlængst sovet sødelig ind.

421

✂

XXXVII.

✂

✂ Hertz blev begravet tre Dage efter paa "Der weite Kirchhof".

✂ Jeg véd ikke, om Jøderne i Dresden maaske ikke holde sig strængt til den mosaiske Kirkegaard, eller om den uorthodoxe Familie forlængst var traadt ud af Synagogen. Den Gang tænkte jeg ikke derover, jeg tænkte over Intet, - jeg sansede næppe. Jeg har derfor heller ingen Anelse om, hvorvidt der blev holdt Tale, eller om det var en jødisk eller christen Præst, som forrettede Ceremonien - vil et Øjevidne paastaa, at det var en Derwisch eller en Druide, saa for mig gærne. Det Hele staar for mig som en forvirret Drøm. Jeg husker, at Kæmpepoplerne susede tungt og søvndyssende, og at nogle Smaafugle kvidrede i det skarpe, kølige Sollys. Og saa ser jeg, lidt foran mig tilhøjre, Minnas sortklædte Skikkelse. Det var for mig - for hende med, kan jeg tro - 422 ikke saa meget den gode, gamle Ven, vi begravede, som vort eget korte og lykkelige Samliv, hele vor Kærlighed. Ved Kirkegaardsporten trykkede vi hinanden i Haanden fast og længe - for sidste Gang i mange Aar.

✂ Minna havde fortalt Fru Hertz Alt.

✂ - De har handlet rigtig, sagde den gamle Dame til mig den følgende Dag. Og stakkels Minna! hun har i alt Fald troet at handle rigtig. Men det gør mig frygtelig ondt og ikke mindst for hende.

✂ Jeg hørte af hende, at Stephensen rejste til Danmark om faa Dage for at gøre Alt rede, og at Minna snart skulde følge efter. Selv tænkte jeg kun paa at komme bort. Min Onkel havde ikke Noget imod, at jeg kom allerede nu, og en Uge efter gamle Hertz's Død var jeg rejsefærdig.

✂ Fru Hertz forærede mig ved Afskeden det lille Manuskript af Heines Digt - hvor bittert sandt passede det nu paa mig! og dog var det mig saa dyrebart. Jeg har bevaret det som en Helligdom, hvis Ufalbarhed bragte engelske Samlere til Fortvivlelse.

✂ 423

✂ Der gik Aar hen efter Aar med anspændt, næsten rastløs Virksomhed. I Begyndelsen fulgte det af sig selv, at jeg næppe saà Andre end Fabrikkens Arbejdere og Funktionærer, - derefter var det blevet mig til en Vane, som tiltalte mig. Med min Onkel kom jeg godt ud af det, uden at vi dog blev fortrolige. Han fandt Behag i min Arbejdsdygtighed. Efter et Par Aars Forløb frygtede han, at jeg skulde overdrive den, blive "Forretnings-Pebersvend", som han kaldte det. Han opfordrede mig til at tage mere Del i Livet: en Mand i en saadan Stilling bør skabe sig Forbindelser.

✂ Lidt efter lidt gav jeg efter og forandrede min Levevis noget.

✂ Der blev ikke Tale hverken om Cavalkader i Hyde-Park eller om Ferieren paa Herregaarde, men jeg lærte en Del brave Borgerfamilier at kende - næsten alle velstaaende Fabrikanter. De unge Damer vare ikke Arvinger til Millioner, men ikke mindre smukke for det - de, der var smukke - og tomhændet vilde Ingen af dem komme til at gaa ind i Ægteskabet. Forresten behagede den langagtige engelske Type mig ikke særlig - jeg havde et andet Ideal i Hjærtet - 424 og min Koldsindighed ærgrede ofte mine Kammerater, der ansaà den for Hykleri.

✂ Endelig lærte jeg en ung Pige at kende, der gjorde et vist Indtryk paa mig, og om hvem min Onkel snart erklærede, at hun ikke var ligegyldig overfor mig, - en Paastand, som unægtelig smigrede mig i høj Grad. Hun var eneste Barn af en Klæde-Fabrikant, som var mer end velhavende, i alt Fald efter danske Forhold. Hun viste mig megen Venlighed om end indenfor rent selskabelig Form. Jeg var ikke just vis paa, at min Onkel havde Ret i, at jeg med lidt god Vilje maatte kunne vinde hendes Hjærte med tilhørende Haand, men jeg tænkte mig Muligheden deraf. Jeg ønskede det halvvejs og begyndte at glide over i et mindre "selskabeligt" Forhold.

✂ Det var lige efter Jul - den fjerde, efter at jeg havde forladt Dresden.

✂ Saa var det en Aften, at jeg paa en Koncert af en Ven blev præsenteret for en tysk Musiker, som vel kunde være et Par Aar ældre end jeg, maaske ogsaa mer. Han havde spillet en Violin-Cavatine, - det var en mindre, halvt privat Concert; paa større Concerter optraadte han sjælden, skønt han vistnok var dygtig nok dertil. Han havde sit rigelige Udkomme ved at undervise 425 i Violin- og Claverspil. I hans Ydre var der noget Distingveret og ikke saa lidt Slapt.

✂ Vi kom til at gaa alene hjem sammen. Tyskeren var meget snaksom, han gjorde tykt Nar af de gode Englænderes Musikalskhed og fortalte med en Del Humor flere Anekdoter, blandt Andet om en ung, rig Miss, der havde indfundet sig hos ham for paa otte Dage at lære at spille "Maaneskinssonaten" (naturligvis første Sats) - hun havde aldrig rørt et Claver.

✂ Vi gik ind i en Restaurant for at spise til Aften, og forlangte Ale. "Prost," sagde jeg og drak ham til, - "det er dog en herlig Drik!" - "Saamænd," brummede Tyskeren og strøg et Par Draaber af Knebelsbarten - "men jeg siger dog: Hvem der sad i "Drei Raben" med et godt Glas Spaten-Bräu foran sig, som jeg paa denne Tid af Døgnet har gjort mangen god Gang." - "De er kendt i Dresden!" fòr det ud af mig. Drei Raben! hele Scenen med Stephensen stod lyslevende for mig. - Tyskeren smaalo: "Det skulde jeg mene, men jeg vidste ikke af, at De havde været dèr. Længere Tid?" - "Et Par Aar, jeg gik paa Polytechnicum - det er nu fire Aar siden jeg tog derfra". - "Hm. Jeg var der et Par Aar før - spillede hos Lauterbach ... Det var noget 426 Andet end London - saadan en Opera! Ak ja, ja, ja!"

✂ Han trommede med Fingrene paa Bordet, stirrede drømmende ud for sig: "Opvarter - Johannisberger Schloss! - til tyske Minder, tysk Vin."

✂ Ungdommens gyldne Dage, Kunstnerliv! tænkte jeg. - Han hænger ogsaa ved sine Dresdener-Erindringer, - ak! hvad kunne de være imod mine!

✂ Vinen kom; han skænkede i: "En Skaal for vore Elb-Florentiske Dage!" Vi klinkede, drak ud og stirrede længe tavse hen for os.

✂ De kom vel ogsaa tidt hos Renner - i "drei Raben", mener jeg?" spurgte han i en aandsfraværende Tone. - "Nej, jeg har kun været der en enkelt Gang. Maaske boede De i Nabolaget?" - "Ja, lige tæt derved." - "Hvor?" fòr det ud af mig - mit Hjærte bankede stærkt. - "Hvis De kan huske en lille Gade - Röhrhofsgasse." - "Röhrhofsgasse!" gentog jeg og stirrede paa ham. Han smilede: "Har De maaske ogsaa boet dèr? det var et underligt Træf!" - "Nej, boet dèr har jeg just ikke, men jeg havde dèr min jævnlige Gang - jeg kom til en Familie dèr." - "Ja saa! Hm! ... i disse Smaagader kender jo Alle hinanden, maaske har De tilfældigvis 427 hørt Noget om de Folk, som jeg logerede hos, - det var en Gymnasiallærer -." "Jagemann!" udbrød jeg. Musikeren førte just et fyldt Glas til sine Læber og spildte, saa de gyldne Draaber perlede ned over Kjoleopslaget. "Ja, det var hos dem jeg boede," sagde han og tørrede sig omhyggelig. Nu vidste jeg, hvem jeg havde for mig, det var hendes første halvtbarnlige Kærlighed, den Musiker, som Stephensen havde sét hende give Afskedskysset. "Og det var hos dem jeg kom," sagde jeg; "det vil sige, Jagemann var død, det var hos Fruen og Datteren." - "Minna, - det var en smuk Pige!" Vi stirrede begge ned i vore Glas, som om vi med Heine saà Alt deri -
vor Allem aber das Bild der Geliebten,
das Engelköpfchen auf Rheinweingoldgrund.

✂ "Véd De, om hun - Minna Jagemann - om hun siden - er bleven gift?" spurgte han endelig.

✂ Jeg fortalte, at hun havde ægtet en dansk Maler, gjorde nogle Bemærkninger om hans Stilling og Omstændigheder og berettede det Lidet, jeg havde hørt om dem gennem Bekendte - at hun havde faaet en Datter, som var død for et Aarstid siden.

428

✂ Musikeren sad tavs ligeoverfor mig, tømte hyppig sit Glas og huskede ikke altid at skænke for mig - han havde bestilt en Flaske til og indviet den med et Glas for "Die schöne Jagemann." Ogsaa jeg tav - "wir schwiegen uns aus", som Schumann en Gang skal have sagt. -

✂ Da jeg denne Nat lagde mig til Hvile, var jeg paa det Rene med, at jeg havde været i Færd med halvt i Sløvhed at begaa en Uhæderlighed og en Dumhed, skønt Ingen vilde have kaldt det det første og Alle vilde have kaldet det klogt. Fra den Dag af trak jeg mig tilbage fra Klædefabrikantens Hus.

✂ Min Onkel besværede sig over min lunefulde Opførsel. Jeg klagede over Hjemve, - trængte til at besøge mine gamle Bekendte. - En Uge derefter var jeg i København.

✂

✂ Mine Bekendte i Danmark vare ikke mange, og Ingen af dem havde direkte Omgang med Stephensens. Men takket være vor Hovedstads Sladderagtighed, hørte jeg dog en Del om dem paa anden, tredje Haand. At jeg spurgte mig for om en Dresdener-Bekendts Skæbne i Danmark, kunde næppe være paafaldende, og hvis Nogen 429 anede en dybere Interesse, saa bekymrede jeg mig ikke stort derom. Jeg vilde vide Besked.

Gjellerup, Karl Minna