↩ Den Lille suttede snøftende paa sin Pegefinger og betragtede mig med store misfornøjede Øjne. Dette Barneblik, som saa tydelig sagde: "Hvorfor kan du ikke skrubbe af?" generede mig i høj Grad. Jeg følte mig som En, der havde trængt 17 mig ind, og frygtede for, at jeg maaske kunde gøre Situationen vanskelig for den nette, unge Gouvernante; sandsynligvis havde hun været glad ved at være ene herude med sine forkælede Myndlinge. Jeg gjorde derfor Mine til at befri dem for min Nærværelse, men den unge Pige tilkastede mig i det samme et skælmsk Blik - hvor skælmsk, vidste hun vel næppe selv - der tydelig nok sagde, at mit Selskab var hende behageligt, skønt just ikke paa en for mig synderlig smigrende Maade; hun længtes ikke efter at berette "videre om Peter". Jeg besvarede altsaa hendes forklarende Smil med et forstaaende, satte mig fastere tilrette og udholdt med stoisk Ro et langt Vredesblik fra den skuffede Lille. Det var mig meget behageligt, paa saa billig en Maade at kunne gøre min smukke Naboerske en lille Tjeneste.