↩ Jeg havde prøvet og forkastet flere Indledninger, da den mindste Pige begyndte at klynke over, at hun frøs. Den stakkels Lærerinde saà ingen anden Udvej, end at tage sit eget Shawl af og svøbe hende ind deri. Da jeg selv er temmelig kuldskær, kunde jeg levende føle, hvad det maatte være for hende at komme af med Shawlet, især da jeg havde lagt Mærke til, hvor velbehagelig hun trak det fastere om Armene og puttede den lille Hage ned mellem de bløde Folder. Jeg følte, at min Tid nu var kommen, og tilbød hende ridderlig min Plaid. - Som jeg havde ventet, afslog hun det meget venlig; - jeg trængte jo selv til den og vilde sikkert forkøle mig. Da jeg saa meget mindre kunde benægte dette, som jeg plagedes af en Snue, der allerede et Par Gange havde faaet mig til at nyse saa voldsomt, at den lille Pige var bleven bange og den større havde haft sin Nød med ikke at briste i Latter, saa vidste jeg ingen anden Udvej, for dog ikke at slippe altfor flovt fra det, end at sige, at jeg vilde ind i Røgkahytten, hvor jeg dog ingen Brug havde for Plaiden. Den unge Pige haabede, at det ikke var hende, der forhindrede mig i at ryge her, men jeg holdt fast 22 ved, at jeg paa ingen Maade vilde plage hende med Tobaksrøg, hvorved jeg smykkede mig med en hensynsfuld Finfølelse, som slet ikke tilkom mig. Jeg havde desuden nu trukket frisk Luft, og det blev mig i Længden dog en Smule for køligt, føjede jeg til; det lykkedes mig saaledes at tiltræde mit Tilbagetog, efterladende min Plaid som - sans comparaison - Joseph sin Kjortel.