↩ Der var snart overfyldt af Passagerer paa det fugtig glindsende Dæk, hvor man endnu ikke kunde 25 sidde paa Bænkene. Kun enkelte Draaber glimtede gennem Luften, som var ganske fugtig varm; oventil blaanede Himlen, Floddalen stod endnu fuld af en lys Em, og Skovene paa Klippeterrasserne dampede saa stærkt, som om enhver Grantop var en lille Skorsten, hvorfra en fin blaa Røg krusede sig til vejrs og opløste sig i Solglansen. Forude glitrede Flodvandet skarpt og blændende. Man saà allerede et Par Smaahuse af Rathen ved Foden af Basteis lodrette Fjældmure og bagved dem en underlig vild og sønderrevet Klippemasse, Gamringstenen, som jeg havde bemærket fra mit Vindue.