↩ Jeg blev endelig revet ud af min Grublen ved den klokkeagtige Lyd fra en Kædedamper. Det var ganske mørkt. Maanen skimtedes bag Grantoppene paa en Højde hinsides Floden; dens Lys naaede ikke endnu ned over Vandet, og man kunde 133 ikke se Skibene, men Rækken af deres Lanterner med de lange Spejlstriber bevægede sig langsomt som en Procession af gyldne Stave med store Knapper, anført af en Rubin- og en Smaragdstok. Dette Syn, der saa levende vakte Følelsen af vort lykkelige Samliv her ved Floden, gjorde mig endnu mere beklemt om Hjærtet.