↩ Næppe var jeg gaaet en Snes Skridt, før jeg stod foran en net lille Grotte eller snarere Klippenische. Ellers saà man paa denne Bakke kun Græstørv og Sand, men her var Stenen brudt igennem, og idet den ludede noget fremover, som om den havde løbet Panden gennem Jordlaget, og trængte lidt frem ved Siderne, ligesom med fremskudte Skuldre, havde den af sig selv dannet denne Siddeplads, hvor der næsten hele Dagen igennem var Skygge. Der var anbragt et Bord og et Par Havebænke, og midt paa Stenvæggen stod malet "Sophien-Ruhe".