↩ Hun sad oprejst i Græsset, støttende sig paa den ene Arm; den anden laa i Skødet, og Haanden holdt en Buket af de smukke Blomster, der i saa 53 mangeartet Rigdom findes i disse Grunde. Ærmerne paa den lyserøde Morgenkjole havde hun smøget op over Albuerne, enten for Bekvemheds eller for Køligheds Skyld. Armen i Skødet saà blændende hvid ud, medens den anden imod det saftig grønne Græs viste en brunlig rød Yderside med en Linie af fine, krummede Dunhaar, der lyste i den strejfende Solstraale; med sine runde, bløde Former gjorde den det barnlige Indtryk, der virker saa underlig rørende hos en voxen Kvinde. De to Smaapiger sad ved Siden af hende og bandt Ønskekæder af Straa; Saften af de Blaabær, som de paa Vejen havde slugt, var tværet ud over det Halve af Ansigtet paa dem. Ogsaa den unge Piges Læber blaanede, og idet hun lo, lyste hendes Tænder ikke som ellers.