↩ Hun gav sig ikke strax til at øse, men stillede 87 Stenkrukken paa det underste Trin ved Kilden og vendte sig til en køn lille tolvaars Dreng, der sad et Par Skridt derfra. Det var en Søn af Husets Ejer. Denne var Partner i et af de store Stenbrud, hvis Række begyndte under Basteiklipperne, der gróde op af deres Flader; det fjærneste og største tegnede sig mod den lysende Himmelrand som et Forbjærg, kløvet op til sin øverste Rand, hvor en tynd Række forblæste Fyrrer syntes at berøre et lavt Skydække med kobberrødlig Rand. Som det næstnæste derfra udpegede Drengen os det, der var Faderens Ejendom.