↩ Vi havde vel gaaet en lille Fjerdingvej, da Hans stod stille ved en Stige, der var lænet op mod Muren. Uden Besvær klatrede vi op til Skraaningens Fod. Men her tøvede vi og mønstrede med et tvivlende Blik den Sti, der skulde hjælpe os op, og næppe kunde skimtes som en lysere Zigzag-Streg paa den stejle, smudsig-graa Flade. Ved nærmere Eftersyn opdagedes ganske vist en Slags Trin af fremstaaende Sten, eller blot uddybede ved et Spadestik, men disse saà ud, som om de var rede til at skride bort under En. - Hans, der allerede var kommen et Stykke tilvejrs, saà sig forundret om efter os. -