↩ Den hvide Flade, der strakte sig foran os hen til den søndersprængte Klippemur, fik mig til at tænke paa en udgravet Tempelplads. Som mægtige Tromler af faldne Søjler laa Møllestene dèr i lange Rækker, og regelmæssig hugne Stenblokke og Fliser byggede sig sammen til stykkevise Grundmure. Dynger af Sand, Brokker og Stenskærver havde hist og her dannet Bakker, som gennemskar Terrainet; nogle bar hele Smaaskove, mest af amerikansk Røn, hvis skarlagenrøde Bærklaser glødede mellem de blændende hvide Stenmasser. Til den ene Side saà man et Tegltag med en rygende Skorsten; det var Smedien, som hører til ethvert af disse Brud.