↩ Eftermiddagssolen straalede med fuldt Lys ind paa Klipperne, men ud over dem havde en mørk Sky skudt sig frem, og Regnen begyndte nu pludselig at falde med saa store Draaber, at dens uvejrsagtige Karakter ikke lod sig miskende, og vi vare nødt til at skynde os over de smaa kratbevoxede Banker til Bruddets Smedie. Denne Anstrængelse 118 gav Minna hendes Kræfter tilbage, og hun, der et Minut før næppe syntes at kunne støtte paa Benene, løb under Plaskregnen de sidste Skridt saa let, som om hendes Nerver slet ikke vare blevne rystede.