↩ De fleste Brud vare forladte af Arbejderne. Man saà overalt de samme hvide Gulve og Mure, kratbevoxede Smaabanker, ruinagtige Rækker af tilhugne Sten og kyklopiske Volde af raa Blokke, og hist og her hele væltede Klippestykker, Rester af de langt mere omfattende Vintersprængninger, ved hvilke undertiden Flodløbet stoppes. Ved at holde os saa nær Klippebaggrunden som mulig, fandt vi næsten overalt uden lang Søgen en nogenlunde fremkommelig Sti. De enkelte Brud adskiltes gærne ved noget uvejsomme Bjærgpartier af lutter Stenflager, som gyngede og vippede under Ens Skridt, hvorfor der ofte var Lejlighed til at understøtte Minna, som skreg og lo paa den usikre Grund, idet hun strakte Armene ud efter mig for at finde Støtte, eller naar hun saà mig vakle. De sørgelige Erindringer, som hun havde dvælet i, den nerveuse Spænding, mens Klippestykket fælledes, og endelig Forlegenheden i Smedien, alt dette syntes hun at have dæmmet op for en Strøm af Munterhed, som nu brød desto mere sprudlende frem. Engang faldt vi begge, hun ovenpaa mig; heldigvis stødte kun jeg mig en Smule; Minna 122 rejste sig leende og hjalp mig op, uden at der viste sig nogen Undseelse. I dette Øjeblik vilde hun maaske endogsaa have glemt at sende mig foran, hvis vi skulde klatre op ad Bjærget; hun syntes virkelig ikke at have Tanke for andet end sit ypperlige Lune, og maaske for mit med og en Smule for hele Naturens, - der duftede og kvidrede os imøde fra Bjærgskoven, som vi nu traadte ind i.