↩ Et Haab begyndte at dæmre for mig. Da jeg saà en Lastdrager komme slentrende ned paa Broen, gik jeg hen til ham og spurgte. - Baaden til Dresdenertoget var gaaet for ti Minutter siden. Glædesstraalende indvendig, og saa ærgerlig som mulig at se til, gik jeg hen til Damerne med mit Budskab. De stod lige ved den lille Lampe, og jeg kunde se, at Minnas Ærgrelse over at blive beskæmmet i sin Sikkerhed, havde en haard Kamp at bestaa med en Glæde, som lykkeligvis ikke var 173 mig uforklarlig. Hun syntes med Vilje at undgaa mit Blik.