↩ Der var ikke mange Minutters Gang hen til "Röhrhofsgasse", hvor Fru Jagemann boede. Huset lignede paa en Prik sine Naboer og Genboer. Gennem den aabne Gadedør kom man ind i en hvælvet, hvidtet Gang, som ligeoverfor mundede ud i en Have, og fra hvilken midtvejs den reglementerede Stenvindeltrappe, pudset med Pibeler, førte op til Etagerne. Paa den første Repose standsede jeg ved det aabne Vindue og saa ud. Ligesom 217 allerede Interieuret havde tiltalt mig fortrolig, saaledes kendte jeg ogsaa denne Udsigt fra de Par Steder, hvor jeg havde boet, og fra mine Kammeraters Boliger; den var stereotyp for et smaaborgerligt Dresdener-Hjem.