↩
I den Brevvexling, som har fundet Sted mellem Forfatterinden og mig, have vi, foruden flere andre Punkter i Skriftet, gjentagende debatteret især dette, uden dog at kunne blive enige. Jeg forestillede hende, at det qvindelige Ideal ikke i Almindelighed kunde bestemmes som Jomfruen af Orleans, der havde en ganske speciel Mission, og derfor kun svarede til en enkelt Side af Idealet. Jeg erindrede om, at det høieste qvindelige Ideal, som Christenheden kjender, vel er fremstilt som Jomfru, men i Eenhed med at være Moder, en Eenhed, som, uafhængig af alle dogmatiske Forklaringer, udtrykker,
11
at Idealet indbefatter baade et himmelsk og et jordisk Moment. Herpaa erholdt jeg til Svar: »Jeg troer, det gaaer enhver ædel Qvine, ligesom Marie. Engang aabenbarer Bebudelsens Engel sig for hende; engang hører hun disse høitidelige Ord: Hil være dig, du velsignede blandt Qvinderne! - Men i forskjellig Skikkelse viser det himmelske Sendebud sig for Enhver, og forskjellig er den Gjerning, han paalægger dem. For den Ene ere en Hustrues og Moders Pligter den velsignelsesrige Virkekreds; en Anden føler sig kaldet til en mere dristig Fremtræden i Livet, til en mere aabenbar Kamp for det Himmelske. For mig viste Bebudelsens Engel sig i en Valkyries Lignelse, og jeg troer, ligesaa for Clara.« - Fremdeles siger hun i samme Anledning: »Man har nu saa ofte seet Amors Seier skildret i alle mulige Slags Skrifter, saa jeg syntes, det var paa Tiden at skaffe ham en Medbeiler i Ideen. Jeg vilde (det var et dristigt Indfald, det tilstaaer jeg) fremstille Ideens Seir over ham, det Himmelskes Seir over det Jordiske. Det er saa trist, altid at see det Smaa triumphére.« - Om Baronens Resignation (i det sidste Partie af Bogen) siger hun: »Og nu nægter jeg ikke, at jeg finder, han viser mere sandt Mod i sin Resignation, end disse drabelige Helte, som kalde det en stor Bedrift at beseire en ung Piges Overbeviisning istedenfor at hjelpe hende til at vinde Seier ved den.« - Endnu en Yttring af Forfatterinden vil maaskee tjene til at kaste Lys paa Claras Characteer, saavel i denne Henseende som i Almindelighed: »Det var ikke min Hensigt at fremstille et Ideal, men en Idealist. Hun skulde ikke være feilfri. Ville Digterne fremstille Idealet reent og uforfalsket, da lad det fremstilles i Skikkelse af en Lysets Engel, ikke som en ung Pige. Det Sidste vilde være en bitter Ironie over vor Naturs medfødte Ufuldkommenhed og Svaghed.« - Den Skranke, som jeg paa det omtvistede Punkt har troet at finde i Forfatterindens TankeUdvikling, er, at hun tager Idealet altfor abstract, saa at det næsten falder sammen med Ideen. Og selv denne staaer maaskee i altfor ubestemt Almindelighed for hende. Dette synes mig idetmindste at gjælde om den Idee, der skal være Ledestjernen for Claras Liv. I Mangelen paa tilstrækkelig Adskillelse mellem Idee og Ideal ere udentvivl ogsaa de Vanskeligheder begrundede, som hun finder i Trinitetslæren. Men paa disse og lignende Steder i Bogen maa det
12
snarere forundre, at en saa ung Pige allerede er kommen saa vidt med sin Reflexion, end at hun ikke endnu er kommen til Ende med den.