Fibiger, Mathilde Clara Raphael

VI

Clara Raphael udkom o. 20. december 1850, kostede 72 sk. og omfatter X + 110 s.[I] Clara Raphael. Tolv Breve, udgivne af Johan Ludvig Heiberg. Kjøbenhavn. Forlagt af Universitetsboghandler C.A. Reitzel. Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. 1851. [II] blank. IIIX: Udgiveren til Læserne. [1] Clara Raphael. [2] blank. 3-110 tekst. Længste linje på titelblad 71 mm.

7

Clara Raphael
Tolv Breve

udgivne af
Johan Ludvig Heiberg

8
9

Udgiveren til Læserne

Jo mere jeg paaskjønner at være Den, i hvis Lod det er faldet at indføre disse Blade i Læseverdenen, desto mere kunde jeg ønske at gjøre det paa en saadan Maade, at jeg i Sandhed blev medvirkende til den Anerkjendelse, som de synes mig at fortjene, men som de ogsaa - det haaber jeg - baade kan og vil finde uden Medhjelp. Thi dersom jeg vilde gjøre et Forsøg paa hvad man kalder at stille Læseren paa det rette Standpunkt, maatte jeg gaae ind paa de i Skriftet fremsatte Ideer, deels understøttende disse, hvor de ere i Strid med gængse Fordomme, deels indskrænkende deres Gyldighed, hvor de synes mig selv at sætte sig fast i en Crisis, der endnu ikke kan være det sidste Resultat. Men derved vilde jeg komme til at røbe altfor Meget af Indholdet, og betage Læseren den Nydelse, selv og paa første Haand at gjøre disse eller lignende Opdagelser. Og dog er der Adskilligt, hvorom det vil være gavnligt, ja nødvendigt at underrette Læseren, inden han gjør Bekjendtskab med Skriftet. Den Vanskelighed, som her er at overvinde, er at faae sagt, hvad der skal siges, uden at foregribe Bogen i Det, som er dens egen ubestridelige Rettighed: selv at frembringe sit Indtryk.

Hvad jeg allerførst maa begynde med, og ligesom stille i Spidsen for mine Meddelelser, er, at Skriftet er forfattet af en ganske ung, omtrent tyveaarig Pige, og at Læseren her modtager det, ganske som det er kommet fra hendes Haand, uden at jeg har forandret en Tøddel deri. Naar jeg betragter denne Meddelelse som den første og vigtigste for den Læser, som vil have den rette Nydelse af Bogen og bedømme den rigtigt, da er det ikke - hvad man i første Øieblik kunde troe - for at lade Forfatterindens Ungdom tjene til Undskyldning for Bogens mulige Mangler; tvertimod, det er, for at ikke den stærkt udprægede Characteer med sin store udadvendte Energie og sin ligesaa store indadvendte Resignation, i Forbindelse med den ualmindelige Modenhed i Fremstillingen, Foredraget, Stilen, skal bringe Læseren paa den vildledende, for Opfattelsen baade af 10 Total-Indtrykket og af Enkelthederne mindre gunstige Tanke, at Forfatterinden er en bedaget Dame, der har et mangeaarigt Livs Erfaringer og Betragtninger at øse af. Thi visselig giver det et heelt forskjelligt Syn paa Sagen, om det Forsæt at flye fra Verden til Gud yttrer sig hos et ældre Fruentimmer, der maaskee vender Verden Ryggen, fordi den har svigtet hendes Forhaabninger, eller om den, ligesom ved en primitiv Inspiration af det Guddommelige, aabenbarer sig hos en ung Pige, der, staaende i den ungdommelige Skjønheds første Blomstring, gjør Afkald paa en Verden, som hun har saa Meget at vente af, at det kunde være undskyldeligt, om hun ventede Alt. Det er en saadan Personlighed, som Forfatterinden har villet skildre i Clara Raphael, men det er tydeligt, at hun i de digtede Breve fra Clara har ladet sin egen Anskuelse komme tilorde. løvrigt seer jeg, at jeg ved disse faa Ord allerede kan have bibragt Læseren en altfor eensidig Forestilling om den Clara, som han bedre vil lære at kjende af hende selv end af mig. Hendes Resignation er nemlig ikke klosterlig, ikke den catholske, men den protestantiske. Hendes Flugt fra Verden til Gud er ikke en Negation af Verden, men et luttrende Bad i de guddommelige Kilder, hvorfra hun vil vende tilbage til Verden, til dens Kamp og dens Møie, og ved Deelagelse i disse luttre den selv. I hele denne Anskuelse er der Noget, som minder om Jomfruen af Orleans, en Figur, som derfor heller ikke bliver uden Indflydelse paa Clara. Men ligesom hiin sublime Skikkelse væsenligen har en catholsk, en nonneagtig Side, saa er der hos den ægte protestantiske, ingenlunde klosterlige Clara dog et Slags Gjenskin heraf, der fornemmelig yttrer sig i Slutningen af Bogen.

I den Brevvexling, som har fundet Sted mellem Forfatterinden og mig, have vi, foruden flere andre Punkter i Skriftet, gjentagende debatteret især dette, uden dog at kunne blive enige. Jeg forestillede hende, at det qvindelige Ideal ikke i Almindelighed kunde bestemmes som Jomfruen af Orleans, der havde en ganske speciel Mission, og derfor kun svarede til en enkelt Side af Idealet. Jeg erindrede om, at det høieste qvindelige Ideal, som Christenheden kjender, vel er fremstilt som Jomfru, men i Eenhed med at være Moder, en Eenhed, som, uafhængig af alle dogmatiske Forklaringer, udtrykker, 11
at Idealet indbefatter baade et himmelsk og et jordisk Moment. Herpaa erholdt jeg til Svar: »Jeg troer, det gaaer enhver ædel Qvine, ligesom Marie. Engang aabenbarer Bebudelsens Engel sig for hende; engang hører hun disse høitidelige Ord: Hil være dig, du velsignede blandt Qvinderne! - Men i forskjellig Skikkelse viser det himmelske Sendebud sig for Enhver, og forskjellig er den Gjerning, han paalægger dem. For den Ene ere en Hustrues og Moders Pligter den velsignelsesrige Virkekreds; en Anden føler sig kaldet til en mere dristig Fremtræden i Livet, til en mere aabenbar Kamp for det Himmelske. For mig viste Bebudelsens Engel sig i en Valkyries Lignelse, og jeg troer, ligesaa for Clara.« - Fremdeles siger hun i samme Anledning: »Man har nu saa ofte seet Amors Seier skildret i alle mulige Slags Skrifter, saa jeg syntes, det var paa Tiden at skaffe ham en Medbeiler i Ideen. Jeg vilde (det var et dristigt Indfald, det tilstaaer jeg) fremstille Ideens Seir over ham, det Himmelskes Seir over det Jordiske. Det er saa trist, altid at see det Smaa triumphére.« - Om Baronens Resignation (i det sidste Partie af Bogen) siger hun: »Og nu nægter jeg ikke, at jeg finder, han viser mere sandt Mod i sin Resignation, end disse drabelige Helte, som kalde det en stor Bedrift at beseire en ung Piges Overbeviisning istedenfor at hjelpe hende til at vinde Seier ved den.« - Endnu en Yttring af Forfatterinden vil maaskee tjene til at kaste Lys paa Claras Characteer, saavel i denne Henseende som i Almindelighed: »Det var ikke min Hensigt at fremstille et Ideal, men en Idealist. Hun skulde ikke være feilfri. Ville Digterne fremstille Idealet reent og uforfalsket, da lad det fremstilles i Skikkelse af en Lysets Engel, ikke som en ung Pige. Det Sidste vilde være en bitter Ironie over vor Naturs medfødte Ufuldkommenhed og Svaghed.« - Den Skranke, som jeg paa det omtvistede Punkt har troet at finde i Forfatterindens TankeUdvikling, er, at hun tager Idealet altfor abstract, saa at det næsten falder sammen med Ideen. Og selv denne staaer maaskee i altfor ubestemt Almindelighed for hende. Dette synes mig idetmindste at gjælde om den Idee, der skal være Ledestjernen for Claras Liv. I Mangelen paa tilstrækkelig Adskillelse mellem Idee og Ideal ere udentvivl ogsaa de Vanskeligheder begrundede, som hun finder i Trinitetslæren. Men paa disse og lignende Steder i Bogen maa det 12 snarere forundre, at en saa ung Pige allerede er kommen saa vidt med sin Reflexion, end at hun ikke endnu er kommen til Ende med den.

Jeg har med Flid fremhævet, hvad der fra visse Synspunkter kan udsættes og maaskee vil blive udsat paa dette lille Skrift, thi saaledes vil Læseren ikke være uforberedt, dersom de herhen hørende Steder skulde blive opfattede af ham paa denne Maade, og han vil ikke - hvad som desværre saa ofte skeer - lade sig ved enkelte enten virkelige eller formeentlige Mangler forstyrre i Nydelsen og Vurderingen af de langt overveiende Skjønheder, hvilke jeg vel skal vogte mig for at udhæve med samme Omhu, da jeg ønsker, at Læseren uforberedt maa gribes af dem.

Og atter har jeg maaskee opvakt en falsk Forestilling om Characteren af disse Blades Indhold. Efter at have nævnet de dybe Ideer og betydningsfulde Spørgsmaal, hvormed de beskjæftige sig, og efter at have bragt Claras Navn i Forbindelse med et af Historiens største og meest glimrende Idealer, kunde Læseren vente sig en ligesaa glimrende Skueplads for ligesaa brogede Begivenheder. Men istedenfor disse vil han finde den ikke uinteressante Contrast af den meest hverdagsagtige Gruppering indenfor den mindste og snevreste Ramme. Claras Omgivelser høre for største Delen til de almindelige Hverdagsmennesker; mellem disse og deres Interesser spirer hendes Aand, som en Passionsblomst, der er plantet i en Kaalhave. Hun er virkelig i et Kloster, thi hun lever i sine Tanker, uden sandt Samqvem med den Verden, som omgiver hende. Af Begivenheder forekomme saa godt som slet ingen. Først i Slutningen fremføres i al Hast en Forvikling og Opløsning, der for et Øieblik frembringer den Illusion, at man læser en Novelle. Hvo som i disse Blade venter at finde »en Historie«, vil kun finde en skuffet Forventning; men Den, som interesserer sig for at læse nye »Bekjendelser af en skjøn Sjæl,« vil finde, hvad han søger.

Men Hensyn til den Form, hvori Bogen er affattet, vil jeg ligeledes lade Forfatterinden selv tale: »Den er skreven i Breve, og jeg har søgt at undgaae en Omstændighed, som altid har plaget mig ved Bøger, der vare skrevne i denne Form: den nemlig, at de næsten altid ere skrevne til Læserne, ikke til Læseren. Jeg har stræbt at vedligeholde den frie, undertiden overgivne Tone, hvori en ung Pige 13 skriver til sine Veninder, den dristige Hengivelse til Øieblikkets Indskydelser, hun i saadanne Breve med ungdommelig Naturlighed overlader sig til. Jeg har virkelig tænkt mig denne Venindes hele Personlighed, og med Villie ignoreret enhver anden Læser, imens jeg skrev.«

Den unge Forfatterinde har ikke været uden Betænkelighed ved at overgive til det store Publicum hvad hun hidtil havde gjemt i sine stille Tanker. Men hendes Betænkelighed var ikke Frygt for Bogens mulige Skjæbne i et dømmende Publicums Hænder; den var Frygt for, at hendes Fordring paa at læses kunde være Ubeskedenhed eller Indbildskhed. Hendes Undskyldning i denne Henseende lyder saaledes: »Det er dog saa naturligt at elske Det, man har baaret i sin Sjæl, Det, man erkjender for Aand af sin Aand, og Liv af sit Liv, og at man ønsker at see det træde ud i Virkeligheden, for at det, om muligt, kunde gjøre Andre den samme Glæde, det har gjort os selv. Det er saa nedtrykkende, altid at modtage, og aldrig at give.«

Med det Ønske, at Gaven, som kommer fra et rigt Hjerte og fra rige Evner, maa finde en velvillig Modtagelse, slutter jeg de indledende Ord, som jeg ikke blot havde paataget mig at skrive, men hvis Frembærer jeg maatte ønske at være.

J. L. Heiberg
14
15

Clara Raphael

16
17

Første Brev

N* den 8de November 1848. Kjære Mathilde!

Du fortjener rigtignok ingen Tak for Dit Dommedagsbrev, og endnu mindre nogen Forklaring. Jeg kunde passende sige: Veed Du det ei, da skal det aldrig tolkes af min Læbe! I daglig Tale: kjender Du mig ikke bedre, fortjener Du slet ikke at kjende mig.

Jeg venter Roes, fordi jeg saa dristigt er gaaet ud i den vide Verden, for at gjøre Nytte, og blive et fornuftigt Menneske, som Du og Dine Lige, og saa - Men jeg kan knap troe mine egne Øine! Er det virkelig Dig, der taler om Utaknemmelighed - gammel svag Tante -Jagen efter noget Nyt o.s.v.?

Eet Spøg, et Andet Alvor! Denne Gang vil jeg dog lade Naade gaae for Ret, og give Dig al den Forklaring Du kan forlange, da jeg selv kanskee for en Deel er Skyld i at Du ikke kjender mig ret. Jeg har, af Frygt for at Du skulde finde mig latterlig, aldrig ganske ladet Dig see mig som jeg er. Nu er det paa Tiden, at Du lærer mig at kjende, hvis Du finder det Umagen værdt. Siger Du, jeg er egenkjærlig og forskruet - ja saa vil det gjøre mig ondt, thi saa mister jeg Dig, min eneste Veninde.

Du kjender kanskee saa lidt til mit egentlige Forhold til Tante, at jeg maa sætte Dig ind deri, hvis Du skal see Sagen med mine Øine. Tante er en god gammel Kone, og jeg er hende virkelig taknemmelig, især fordi hun altid har ladet mig have min Frihed. Men hun er ikke blandt dem, jeg med Kjærlighed kan slutte mig til, da vi aldeles ingen Interesser have tilfælleds. Hun sværmer for Skjødehunde, Fugle i Buur, har den meest levende Interesse for Naboers og Gjenboers Affairer o.s.v. Jeg holder kun af Fugle i Luften, Hunde i Lænke, og er nær ved at falde isøvn over al den Snak om Ingenting. Naar Tante fortalte om sin salig Mand, og alt hvad han i en Række af Aar havde sagt og gjort, havde jeg altid en Afhandling at skrive til Sproglæreren, saa Agathe blev Solotilhørerinde. Til Gjengjæld faldt 18 Tante isøvn, da jeg en Aften vilde læse for hende i Hverdagshistorierne. Skulde jeg nu holdt hende med Selskab, og »gaaet ind paa den gamle Kones Interesser«, vilde min Taknemmelighed forvandlet sig til Afsky. Men hun gjorde ikke Fordring derpaa;jeg spadserede, læste, malede - kort, tænkte paa alt andet end paa at more Tante. Har hun nu tabt ved, istedet for mig, at faae en Pige som Jomfru Leth i Huset? De ere jo som skabte for hinanden! »Men hun holdt af Dig, ikke af Jomfru Leth«, vil Du sige. Folk kunne gjøre mig fortvivlet med deres Holden af! Hun var fremmed for mine Interesser, for hele mit indre Liv; hvad var det da, hun holdt af? Nei, lad os aldrig vanhellige Kjærligheden, ved at forvexle den med Vanen!

Nu haaber jeg, Du indrømmer, at der efter mine Begreber ikke var noget urigtigt i at jeg forlod Tante; men Du vilde jo ogsaa vide, hvorfor det skete.

Du veed nok, jeg som Barn var ganske overladt til mig selv, og ingen regelmæssig Underviisning havde. I Skole vilde jeg ikke, og af de Lærere jeg fik hjemme, beholdt jeg sjelden Nogen ret længe. En havde en rød Næse, en Anden skelede, en Tredie var kjedsommelig og vidtløftig - Aarsag nok til at give dem Afsked. Saaledes kunde der gaae Maaneder hen, uden at jeg havde anden Beskjæftigelse, end at sye lidt, tegne, og læse alle de Bøger, Tante saa rigeligt forsynede mig med: Digte, Eventyr og Romaner imellem hinanden. Heraf skabte jeg mig nu en heel Verden, hvori jeg levede med alle mine Tanker. Jeg kjedede mig aldrig, thi havde jeg læst et Eventyr til Ende, kunde jeg fortsætte det i det Uendelige. Hertil sluttede sig min Begeistring for Danmarks Historiejeg er opvoxet med de danske Helte, og hvert Digt om dem kunde jeg udenad. Hvor sørgede jeg ikke over at Fortiden var forbi! Det forekom mig, som Danmark nu kun var til i Erindringen.

Da jeg blev ældre, lærte jeg mere, dog kun hvad jeg havde Lyst til, især Sprog og Historie; dog var det mig umuligt at huske andet af denne, end de fremtrædende Personer, og de Begivenheder, som stode nærmest i Forbindelse med dem. Jeg tilegnede mig da en saadan Characteer, og den blev en ny Erobring for min Tankeverden. Endelig var jeg saa vidt, jeg skulde gaae til Præsten, ved hvilken Leilighed jeg gjorde den første Erobring i den virkelige Verden, 19 nemlig Dig og Dit Venskab. Du var det første Menneskejeg sympathiserede med, og dog var Du saa fornuftig, at jeg aldrig turde betroe Dig mere end en Deel af mine Tanker. Jeg var bange, Du skulde gjøre Nar af mig! Ligesaa lidt veed Du, at jeg egentlig slet ingen Religion havde. Hvad Præsten sagde, havde jeg Intet at indvende imod, det maatte vel være sandt, og ofte fandt jeg det poetiskt og smukt, men jeg forekom mig som udenfor det Hele. At aflægge Løftet betænkte jeg mig nok paa, men saa syntes jeg det var større Feil at sætte Tante i den Fortvivlelse, og Eder Alle i den Forundring det vilde vække, hvis jeg protesterede mod at blive confirmeret, end at sige det lille »Ja« i Kirken.

Den 21de Marts oprandt et nyt Liv for mig. Jeg saae det danske Folk, som jeg kun kjendte fra Sagn og Sangejeg hørte de Ord udtale, som fandt dybest Gjenklang i min Sjæl. Mine Idealer traadte mig imøde i det virkelige Liv, og mit Hjerte bankede i stolt Selvbevidsthed. Naar jeg saae de danske Nationalfarver, læste Artikler om Krigen, eller mødte de tappre Landsoldater, som skulde afsted, da rørte sig noget dybt i mit Bryst, som naar man i fremmed Land uventet hører sit Modersmaals elskelige Toner. Og med mit Fædreland fik jeg Troen paa Gud! Det var som om Solen brød frem, og vakte mig af den lange Drøm. Jeg følte hvad det vil sige at være et Menneske, skabt i Guds Billede, skabt til evigt Liv; at Den ikke er værdig til at leve, som ødsler Tiden bort i taagede Drømmerier, istedetfor at virke til Held og Velsignelse i den skjønne Verden. - I den Stillingjeg var i, kunde jeg ikke finde nogen passende Virkekreds, og udrette noget maatte jeg. Derfor tog jeg hertil. Disse søde Børn skal jeg opdrage! Mig er det betroet at lære dem at skatte Livets bedste Glæder, at uddanne deres naturlige Anlæg til det Gode og Skjønne.

Papiret er snart fuldt, Lyset er snart brændt ned, og jeg snart søvnig, saa jeg maa være ligesaa laconisk i min Beskrivelse af Familien, som jeg var vidtløftig i alt hvad der angik mig selv. Forpagter Bech er at ligne ved det personificerede Hensyn. Hans Frygt for at fornærme Folk, for at støde an mod Conveniensen, gaaer altfor vidt til at være latterlig; den bliver, idetmindste mig, modbydelig. Jeg, som havde tænkt mig alle Forpagtere omtrent som Din Onkel, det eneste Exemplar jeg har seet, blev ganske forbauset, da denne lille, 20 fine Mand kom mig imøde med tusinde Complimenter. Han har heller ikke andet tilfælleds med en Forpagter, end Navnet, thi Forvalteren (som heldigviis kun lader sig lidt see) bestyrer hele Gaarden. Madame Bech hører til de Mennesker, som udmærke sig ved ingen Egenskaber at have, undtagen passiv Velvillie for Alle, og en i foruroligende Grad activ Iver for sit Husholdningsvæsen. Børnene ere, som sagt, allerkjæreste, men desværre lidt forkjælede, saa jeg maa agere den Strenge. I næste Brev skal Du faae en nærmere Beskrivelse af vor Omgangskreds, og af vort daglige Liv. Jeg har knap Plads til at skrive, hvad Du desuden veed iforveien, men aldrig kan høre for tidt: at jeg er og bliver Din hengivne

Clara Raphael 21

Andet Brev

Kjære Mathilde!

Endelig sidder jeg i Ro i min egen Stue, i den Hensigt at begynde den Beskrivelse af vort daglige Livjeg har lovet Dig. Jeg vilde ønske jeg havde Carl Bernhards Talent til at skildre det Middelmaadige, thi saa lader Sligt sig dog læse med Interesse, men desværre øver det en altfor nedslaaende Virkning paa mig, til at jeg kan bedømme det rigtigt. Du mærker nok at jeg er i daarligt Humeur; og vil Du vide hvorfor? Jeg kjeder mig! Jeg har mistet hvad jeg havde, og intet faaet i Stedet. I Begyndelsen var det mig næsten umuligt at holde mine Tanker sammen ved Underviisningen; efter gammel Vane flagrede de omkring paa egen Haand, men nu ere de dresserede, de Stakler, og staae paa Vagt ved Læsebordet, at passe paa, om Børnene ingen Optøier gjøre. Det gaaer interessant til, kan Du troe; omtrent i den Stiil: Hov'det i Veiret, Hertha! Emma bestiller ingenting! - Det er fjerde Gang, Du har den Lectie om, Carl! o.s.v.

Naar nu Læsetiden er forbi, og jeg kommer ned i Stuen, holder Forpagteren sig forpligtet til at conversere mig, hvilket jeg gjerne kjøbte mig fri for at høre paa, hvis det gik an. »Herskabet« var den første Gjenstand for Underholdningen, og den holdt utrolig længe ud. Jeg kunde være vis paa hver Middag at faae Historien om den aristocratiske Baron, der er melancholsk, og Ingen seer, undtagen i Forretningssager; om Stamherren, Baron Axels Nedladenhed og øvrige fortræffelige Egenskaber, samt mange Beklagelser over at dette Vidunder er paa en Udenlandsreise, da jeg saa ikke kan faae ham at see!! Og endelig om den unge Frøken Anna, som kjeder sig, og gjerne vilde omgaaes os Andre, »hvis hun bare maatte.« Nu har han dog forladt denne Gjenstand, og begyndt at afhandle de andre Familiers Affairer. I Begyndelsen sad jeg med stille Resignation, og gjorde mig Umage for at tænke paa andre Ting, men det holdt jeg ikke længe ud. Nu har jeg begyndt at komme ham i Forkjøbet, ved 22 selv at bringe mindre trivielle Gjenstande paa Bane: Politik, Nationalitet, Litteratur, alt har jeg stræbt at vække hans Interesse for men forgjæves! Om ham gjælder det bogstaveligt: Som man raaber i Skoven faaer man Svar! thi alt hvad jeg kan faae ud af ham, er et Echo af mine egne Yttringer. Hans Kone er en kvindelig Udgave af Holbergs Stundesløse. Har hun siddet stille i ti Minuter, kan man være vis paa at hun farer ud, som en Vind, saa i Kjøkken, saa i Kjælder, hvor hun altid troer sin Nærværelse nødvendig, for, som hun siger, at holde Alt i Orden og Rolighed, og hvor naturligviis hun alene volder Uro. Naar hun saa pustende og stønnende kommer tilbage, er hendes sædvanlige Phrase:Ja, hvad man har et Besvær, naar man vil holde sit Husvæsen i ordentlig Stand! Det kjender De ikke noget til, lille Frøken! Men Deres Tid kommer nok.

Naar jeg nu fra dette Selskab kommer op i min egen Stue, er jeg rigtignok som i en anden Verden, men jeg føler mig dog saa alene! Jeg kan ikke mere, som før, more mig med mine egne Tanker; der er intet Indhold i mig mere! Jeg ønsker ikke det Gamle tilbage, men jeg higer efter noget Nyt, som kunde indtage den tomme Plads: Interesser, Mennesker, Liv!

Men kommer der da ingen Fremmede, Du synes om? spørger Du vist. Ja, og nei! Fremmede nok, men ingen jeg synes om. Jeg vil engang for alle indføre Dig i vor Omgangskreds, saa Du herefter kan orientere Dig paa egen Haand.

De Familier, jeg har gjort Bekjendtskab med, ere ganske »som Folk er fleest«. Den Slags Mennesker kunde man ligne ved Fyldningen i Bunden af couleurt Broderie, som er der, fordi der skal være Noget, og forresten kun tjener til at fremhæve Figurerne. Men da her desværre ingen Figurer, interessante Personligheder ere, bliver det kun den jævne Flade jeg stiller Dig for Øie.

Jeg vil begynde med Præstefamilien. Pastor Star præker godt, men lader til at være orthodox; forresten en dannet og selskabelig Mand. Hans Kone gjør Fordring paa at være vittig, hvorfor Alle, der komme i Huset, paa mig nær, pligtskyldigst lee, hvergang hun siger noget. Hun kan virkelig dreie ret pudsigt med Ord, men jeg har endnu ikke hørt hende udtrykke en Tanke. Deres Lærerinde, Frøken Sonne, er smuk, men affecteert, og har altfor meget af den falske Dannelse, der sidder udenpaa, som Fernis. Hun er ikke af 23 mine Folk! - Dog hvad kan give Dig et klarere Begreb om disse Menneskers Beskaffenhed, end at den, som behager mig meest, er Camilla Riis, som vi gjorde Bekjendtskab med hos Grosserer Riis i Kjøbenhavn. Hun er nu kommen hjem til sin Fader, som eier en Gaard tæt herved. Jeg har seet hende flere Gange, vi ere blevne Dus, og hvad man kalder Veninder. Paa Sympathie grunder Venskabet sig rigtignok ikke, thi vore Tilbøieligheder ere aldeles modsatte. Hun sværmer for det Smaa, jeg for det Store. Jeg elsker alle Soldaterne som Brødre, fordi de kjæmpe for vor fælleds Sag; hun bryder sig kun om Sagen, fordi hun kjender et Par af Officererne som ere med. Jeg sværmer for Poesie, hun springer Versene over, hvor de forekomme i Romanerne, undtagen naar de handle om Kjærlighed. Det Erotiske ynder hun meget; smaa Amorer i Blomstervaser o.s.v. Du kjender min Afsky for alt det forliebte Væsen. Imidlertid, hvor forskjellige vi end ere, holder jeg dog af hende; hun er god, skjøndt ikke godmodig, og har naturlig practisk Forstand, hvilket vel ikke er Meget i og for sig, men en god Grundvold for den aandelige Bygning. Desuden føler hun dunkelt Savnet af noget Høiere, og hører med Interesse tale derom. Herovre er hun Modeorakel, thi som de fleste unge Piger, der ikke udmærke sig ved Skjønhed, er hun yderst moderne og zirligt klædt, og vil gjerne frembringe Reformer i Andres Dragt. Naar hun begynder at underhandle med mig om de Sager, og forsikkrer »at jeg ingen Smag har,« maa jeg smile, thi hun har ingen Idee om hvad Skjønhedssands er.

Hendes Fader er et af de moralsk-fortræffeligste Menneskerjeg i mit Liv har seet, men eensidig og uden høiere Begreb. Sønnen er »Noget paa et Contoir« i M*, og bliver anseet for et begavet Menneske. Jeg anfører kun een af hans Yttringer, saa kjender Du ham. Da Camilla og jeg forleden vare midt i en ivrig Dispute, kom han ind og bad om at maatte blive indviet i Stridsspørgsmaalet. Jeg sagde ham da hvad Talen var om, hvorpaa han svarede: Ja, Frøken Raphael! Jeg er villig til at indrømme Dem, at al aandelig Beskjæftigelse er yderst gavnlig og i enhver Henseende til at anbefale, men paa den anden Side bør det materielle Velvære ikke heller forsømmes!

Nei, om Du end har Taalmodighed til at læse mere af mine Hverdagsskildringer, kan jeg dog ikke længer blive ved. Disse eensne 24 artede Personligheder løbe sammen for mine Øine, til en jevn Taage, hvori jeg kun skimter Smaat i Smaat og Graat i Graat. Og de kaldes Mennesker! Er da ikke Mennesket skabt i Guds Billede, med en udødelig Sjæl, som gjør det til Naturens Herre, og Arving til Guds Rige? Fristes man ikke til at tvivle derpaa, naar man lægger Mærke til deres Interesser, og hører deres Samtaler? De burde gaae ved Dampkraft, som andre Maskiner! - Man siger om Digternes Værker, at de mangle Tilværelse i det virkelige Liv; jeg vilde snarere sige at de mangle Legeme, men at de ellers ere mere virkelig-existerende end Pluraliteten af Menneskene, som gaae i den besynderlige Tro at de leve, skjøndt de kun have Gjenfærdet af et Liv, der var, eller, som oftest, slet ikke ere fødte. Jeg har næsten forskrevet mig iaften! Men, hvad værre er, jeg griber mig selv i at være paa Vei til at forskrive de fleste af mine Medmennesker til Døden og idetmindste til Heibergs Helvede. Giv mig bedre Tanker om dem! Skjænd paa mig, fordi jeg giver mig af med at dømme der, hvor jeg kun med Varsomhed skulde bedømme! Du kan ingen større Tjeneste gjøre mig, end at overbevise mig om, at jeg har havt Uret. Det er saa tungt at maatte foragte, hvor man kun altfor gjerne vilde elske og beundre.

Jeg begynder idag med at tage den Bøn tilbage, som jeg sluttede med forleden: At Du skulde skjænde paa mig, fordi jeg dømte for strengt om Folk, thi jeg har nu selv indseet, at man ikke kan regne efter det første Indtryk. Jeg var nemlig igaar i Kirke, blev hele Dagen i Præstegaarden, og gjorde nærmere Bekjendtskab med Frøken Sonne, som viste sig fra en langt fordeelagtigere Side end ellers. Vi talte ret fortroligt om, hvor kjedeligt her er, og vare enige i at det er aandeligt Liv, ikke Kjøbenhavns Fornøielser, vi savne. Vel tænkte jeg i mit stille Sind, at hun jo dog gaaer ind paa Folks Interesser, og tilsyneladende befinder sig vel iblandt dem. Men Herre Gud! Om hun end ikke har Mod til at foragte den almindelige Mening, er det dog godt, at hun forstaaer og savner det Bedre. Hun lovede snart at besøge mig, hvilket jeg ret glæder mig til, da 25 jeg kanskee kan opmuntre og more hende. Desuden er hun saa smuk, og Skjønhed gjør altid et usigelig hjemligt Indtryk paa mig.

Camilla, som troligt beretter mig alt hvad Folk sige om mig, har i denne Tid meget travlt med at jeg bliver funden affecteert. Naar jeg spørger, om hun er af samme Mening, svarer hun: »Ja, Du er slet ikke som andre Mennesker. Du var fuldkommen, hvis Du stod eet Trin nærmere ved Jorden.« Har Du hørt saa galt? Nutildags gaaer Veien til Fuldkommenhed nedad! Jeg er ikke som andre Mennesker, siger hun. Det er sandt! Jeg kan ikke snakke, Timer igjennem, om Ingenting, eller, hvad værre er, om Andres Svagheder, Veiret o.s.v. Jeg kunde vist vænne mig dertil, men var det Umagen værdt? Der er intet, der saaledes nedsætter Folk i mine Tanker, som denne saakaldte Conversation. Paa en Tid da saa store Interesser, saa vigtige Begivenheder maatte vække Sjælens alvorligste Spænding, leve og aande de dog i denne Smaalighedsatmosphære. Nei, før jeg skulde lægge mig efter at gjøre det med, sidder jeg stiv som en Pind, uden at lukke Munden op, om jeg saa tigange bliver funden affecteert. Hvad er Affectation? Hvad der er paataget, vil Svaret være, og det er sandt. Nu, saa var det jo affecteert om jeg, der er aparte, paatog et almindeligt Væsen, for at behage.

Dette Brev er næsten saa langt som Gudstjenesten i en Landsbykirke, saa det er paa Tiden at gjøre en Ende derpaa, især hvis Du længes ligesaa meget efter, at jeg skal skrive »Din Clara,« som jeg om Søndagen længes efter at Degnen skal læse fra Kirke. Skriv nu endelig, om mine Betragtninger kjede Dig! Isaafald maa jeg lægge mig en Dagbog til. Men vær oprigtig! Du veed, jeg tager intet ilde op, undtagen naar man gjør Complimenter med mig. Hils Kjøbenhavn! Hvor det traf uheldigt, at Du var borte da jeg reiste. Ja hils hele det guddommelige, livsalige Sjælland, og vær selv kjærligst hilset fra

Clara Raphael 26

Tredie Brev

Kjære Mathilde!

Først underretter jeg Dig om, at Din Ansøgning om at blive udnævnt til Dagbog, i Naade er bevilget. Derpaa skynder jeg mig at besvare Dine Spørgsmaal. Du undrer Dig over, at jeg lader til at tage Underviisningen paa en langt mere prosaisk Maneer, end jeg havde til Hensigt. Mine Planer om at uddanne Børnenes Aand, finder Du ikke Spor af i mit sidste Brev. Det er sandt! Jeg er selv forandret; siden jeg har faaet en svag Idee om hvad Udviklingen af mit eget aandelige Væsen vil sige, indseer jeg først hvor vanskeligt det maa være, at have med Andres at gjøre. Hvis det kom an paa at indgive Børnene mine Anskuelser, da vilde det, naar disse blive mig selv klare, ikke være vanskeligt, thi de holde af mig, og i den barnlige Alder er det Eet med at de søge at efterligne mig. Men hvor kan jeg vide om mine Ideer passe for dem? Du vil sige, at Sandheden er eens for os Alle. Ja, Sandheden er een, men den opfattes forskjellig af de forskjellige Naturer; saa hvad der er sandt for mig, kan gjerne være falskt for den, som betragter Sagen fra et andet Standpunkt. Alt hvad man saaledes lærer Børn, forekommer mig at være et Bind, man giver den Sovende om Øinene. Er det nu en dygtig Natur, saa reiser den sig, river Bindet tilside, og stræber at bedømme og erkjende. Da er det paa Tiden at tale, thi gjensidig Meddelelse er vist det bedste Middel til at klare sine Anskuelser. Altsaa, at jeg har opgivet at have med Børnenes aandelige Opdragelse at gjøre, kommer af at den Opdragelse jeg finder bedst, er - slet ingen! Dernæst skal jeg besvare det mindre alvorlige Spørgsmaal, om hvorledes min Stue er, og hvorfor jeg ikke tidligere har gjort Dig bekjendt med den. Jeg har ikke beskrevet den før, fordi jeg har været noget kjed af den. Tænk Dig, hvide kalkede Vægge, og Vindue med temmelig smaa Ruder, udenfor hvilket en vantreven Hyldebusk bevæger sine tørre Grene frem og tilbage. Denne speiler sig (saavidt dette er muligt for Andemad) i Kjæret, hvori 27 der altid svømme en Flok snaddrende Ænder. Som Baggrund fungerer Kjøkkenhaven. Det kan man dog virkelig kalde bedrøvelige Udsigter! Men nu er jeg forsonet med Stuen, thi kort efter at jeg sidst skrev, kom mine Sager, Commode, Skrivebord, Bogskab og Staffelie, med Skipper hertil. Du vilde leet af mig, hvis Du havde seet den Henrykkelse, hvormed jeg besaae hvert Kobberstik, hver Bog, og det kjære Staffelie, hvorved jeg har tilbragt saa lykkelige Timer. Jeg var igjen blandt mine gamle Venner, og anviste hver sin Plads i deres og mit Hjem. Nu staaer Skrivebordet foran Sophaen, og ligeoverfor Bogskabet, som er draperet med et høirødt og hvidt Gardin. Paa Væggen hænge mine berømte Mænd, men kun de danske. Mariæ Himmelfart er det eneste af de større Stykker, jeg har hængt op; det er mig saa velgjørende at see paa. Den Aften, jeg havde faaet alt dette istand, var jeg saa glad, at jeg med smilende Ansigt hørte paa Forpagterens Historier, og hjalp Madam Bech at vinde uredt Garn. Ja ligesom man i gamle Dage bragte Takoffere til Guderne, for et opfyldt Ønske, gav jeg Børnene alle mine nye Kravebaand til Dukketøi, hvorover deres Moder nær havde faaet et Tilfælde. Nu har jeg tilgivet Kjøkkenhaven at den ikke er en Skov, Ænderne at de ikke ere Svaner, og endelig Kjæret at det ikke er en Sø, som med sine blinkende Bølger kunde fortælle mig om de Danskes Vei til Roes og Magt.

Til Syvende og Sidst vil Du vide, om jeg ingen Bøger har, som kunde erstatte mig Mangelen paa Selskab. De Bøger, vi her faae, seer jeg aldrig i, thi hvad Læsning angaaer, er mit Valgsprog: Det Bedste er godt nok! Mit eget lille Bibliothek kan jeg næsten udenad, men M*'s Skrifter, som Tante forærede mig, da jeg reiste, har jeg nu først ret begyndt at studere. Siden den Tid er jeg som forvandlet! Saaledes maa det være, naar en Blindfødt faaer sit Syn, og med Overraskelse, næsten med Frygt seer sig om paa den lyse Jord. Jeg er ikke meer alene; hvad jeg savner i mig, og om mig, det finder jeg nu over mig, i Tankens Verden. Det var en Anelse om denne Verden, som rørte sig i min Sjæl, naar jeg saae eller læste et deiligt Kunstværk. Den er vort rette Fædreland; jeg er fremmed paa Jorden, der er jeg hjemme. Derfor hige mine Tanker, som smaa Fugle, der skulle prøve Vingen, efter at følge deres Brødres dristige Flugt imod Lyset og Livet.

28

For første Gang i mit Liv føler jeg Sorg over at jeg ingen Mand er. Hvor fattigt og indholdsløst er ikke vort Liv imod deres? Er det med Rette at de halve Mennesker ere udelukkede fra al aandelig Beskjæftigelse? Eller har virkelig Vorherre skabt os af ringere Stof end Mændene, (hvilket jeg hørte en af de interessanteste Herrer her i Egnen for fuld Alvor paastaae), saa vi maae lade os nøie med automatmæssigt at udføre det trivielle Arbeid, der er os anviist i Livet? Har vor Aand da ikke Kraft og vort Hjerte ikke Begeistring? O jo, men det egentlige Liv i os er ikke kommet til Bevidsthed, vor Aand er fangen, og Fordommen staaer paa Vagt ved dens Fængsel. Naar jeg taler med Damer, eller med almindelige Herrer, synes jeg nok, jeg kan tænke, men naar jeg læser en Bog, som den af M*, indseer jeg, at jeg ikke alene ikke kan tænke, men at jeg formodentlig aldrig kommer ud af den Dunkelhed, hvori kun halvbevidste Tanker og uklare Begreber kjæmpe. Jeg troer, det er Poul Møller, som et Sted siger: »At Fruentimmer meest lade sig beherske af dunkle Følelser, kommer af, at deres Tænkning ikke med Energie udføres i Ord.« Ja, Mændene have tusinde Midler til deres Uddannelse! Foruden deres Studier have de den frie Udvexling af Tanker, med deres Venner, som de selv kunne vælge. Men vi! Blandt vore Lige finde vi sjeldent Nogen, som har Interesse for andet end for Ingenting, og Herrerne agte det sjeldent Umagen værdt at spilde (?) lidt af deres Viisdom i alvorlig Samtale med en Dame. Alt bliver gjort for at udslette det eiendommelige Præg i unge Pigers Characteer. Det synes Folk ikke om! Det er ikke kvindeligt at sige imod! Man maae ikke stikke af iblandt Andre! o.s.v. Man vilde ikke finde halv saa meget Coquetterie eller Forfængelighed hos vort Kjøn, hvis Enhver havde Lov til i Ro at udvikle sig efter sin naturlige Tilbøielighed. Nu faae de stakkels Børn aandeligt Snørliv paa, førend de kunne tænke.

Du vil vist ønske Poul Møller til Bloksbjerg (det er sandt, Manden er død - desværre!) naar Du hører, det er ham Du har at takke for al denne Snak. Thi siden jeg læste hans Bemærkning om at vi ikke fik vore Begreber klarede, af Mangel paa Leilighed til at udtale dem i Ord, er der kommet et Taleraseri over mig, som ingen Grændser kjender. Jeg har selv prøvet paa at tale »om Noget« med Folk her, men det har ikke havt anden Virkning, end at de tro e, jeg 29 har en Skrue løs. Da jeg nu har sat mig paa det Punct ikke at ville snakke med dem, og de hverken kunne eller ville tale med mig, bliver Forholdet ikke det bedste. Samme Talesyge har nu formaaet mig til at udøse mit Hjerte for Dig, og endog henrevet mig saavidt at jeg har glemt den velsignede Kunst at holde op itide, skjøndt Gud veed, det ikke er Ole Lukøies Skyld, thi han har længe banket paa. Nu maa jeg indlade ham, da han ellers kunde blive fornærmet, og han, mellem os sagt, er en Person, hvis Venskab jeg nødig vilde miste, da han interesserer mig meer end alle mine Provindsbekjendtskaber tilsammen. Godnat! Sovende og vaagen er jeg Din Clara.

Jeg er idag i temmelig slet Humeur. Frøken Sonne har været her, men den Glæde, jeg havde ventet mig af hendes Besøg, er forvandlet til Ærgrelse over at jeg kunde ventet noget Godt hos denne Selskabsdame. Jeg blev glad ved at see hende, fik hende op i min Stue, viste hende mine Tegninger, og søgte at tale med hende om alt hvad jeg selv har Interesse for. Men hun svarede kun med Smiil og enkelte bifaldende Yttringer; jeg ønskede blot hun vilde sige mig imod, men dertil var hun altfor dannet. Da jeg fandt hende saa utilgjængelig, begyndte jeg at læse høit, thi om jeg end, paa Grund af den Godhed jeg har for hende (jeg troer fordi hun er saa smuk), vilde snakket med hende som hun er vant til, saa kunde jeg virkelig ikke. Conversationen er et heelt fremmed Sprog for mig; jeg kan ligesaa lidt conversere, som jeg kan tale Hebraisk. Da jeg havde læst »Hjertesorg« af Christian Winther, sagde hun pludseligt (formodentlig à propos!!): »Fortæl mig nu noget om Deres Inclinationer!« Det var Dødsstødet for mine Forhaabninger om hendes skjulte Fortræffeligheder! Jeg viste hende Portraiterne paa Væggen, men det lod ikke til at hun i Hjertet priste min Smag.

Fra det Øieblik var det mig ikke muligt at skjule min Ærgrelse, og paa mine Spydigheder vidste hun langt bedre at svare, end paa min oprigtige Venlighed. Vi skiltes ad som Uvenner, og jeg gik længe op og ned ad Gulvet i ubehagelige Tanker: vred paa hende, vred paa mig selv, fordi jeg kunde være saa bitter i min saakaldte Spøg, og endelig vred paa den hele forkeerte Verden. Nu er imidlertid 30 min Vrede gaaet istaa, og jeg indseer, hvor latterligt det er, at jeg, der vil være saa liberal, og altid taler om Eiendommelighed, kan for Alvor tage Frøken Sonne ilde op, at hun har en anden Natur end jeg, og at hun ikke finder Behag i mig.

Det er sandt! Ved at læse Dit Brev igjennem, seer jeg, at et af Dine Spørgsmaal endnu er ubesvaret: Hvorfor jeg slet ikke har omtalt det Indtryk, som det selskabelige Livjeg i den senere Tid deel tog i, gjorde paa mig. Naar man læser Dit Brev, skriver Du, skulde man troe, Du havde ført et sandt Klosterliv! Hvem vilde i den Beskrivelse kjende den straalende Baldame? o.s.v. Du minder mig om en Tid af mit Liv, som er forbi, og aldrig skal vende tilbage. Men da Du forlanger det, og jeg, som Du af Erfaring veed, er den personificerede Føielighed, vil jeg i Tankerne gaae tilbage til den, og beskrive hvorledes jeg da var. Jeg conjugerer mig selv for Dig i alle Tider; dette er den bestemt forbigangne. Hvor fik jeg dog den seminaristiske Sammenligning fra! Men nu til Sagen! Som Barn førte jeg jo virkelig et frivilligt Eremitliv; thi, skjøndt jeg af mine Bøger havde faaet en straalende Idee om Verden, følte jeg mig altfor fremmed blandt Andre, og nærede næsten Foragt for Alt hvad de morede sig med, saa jeg langt foretrak mit lille Kammer og det Selskab jeg havde i mig selv, for Omgang med Børn paa min Alder. Da jeg var confirmeret, gjorde jeg jo flere Bekjendtskaber, og blev indført i selskabelige Kredse. Erindrer Du det Bal, vi vare sammen til hos P*'s? det var min Debut. Skjøndt jeg fik alt hvad jeg ønskede til min Dragt, og selv fandt den kjøn, var jeg dog fortvivlet, da vi stode færdige til at kjøre. Jeg fandt mig selv saa styg, og alt hvad Du sagde for at opmuntre mig, kunde ikke forsone mig med den uvante Pynt. I Vognen var jeg grædefærdig og ønskede mig langt bort. Ja, jeg vilde heller deeltaget i Hexenes Dands paa Bloksbjerg, end, som jeg mente, blive til Latter hos P*'s. Heldigviis kom vi sildigt, da Dandsen var i fuld Gang; jeg siger heldigviis, thi havde vi maattet vente længe, var jeg vist, sans façon, løbet min Vei. Nu gjorde Musiken, den oplyste Sal og Synet af de Dandsende et oplivende Indtryk paa mig, og jeg stod endnu for overrasket til at være forlegen, da jeg blev engageret og ført ind i Salen, hvor jeg snart i Dandsen glemte alt, undtagen at jeg var ung, glad og kjøn. Det Sidste vidste jeg siden den Tid kun altfor godt; det morede mig at tiltrække mig 31 Opmærksomhed, og, især paa anden Haand, at høre tale om mine Fortrin. Mine Tilbederes overfladiske Dannelse fik mig til at glemme det Intetsigende i deres Conversation; den tilsyneladende Ærbødighed, de viste, blendede mig, saa jeg ikke mærkede den Ringeagt, der laae i at de ikke holdt mig en bedre Underholdning værd, hvis det stod i deres Magt at byde mig den. Og var dette ikke Tilfældet, var det al deres aandelige Eiendom, denne flaue Snak, saa vare de jo Mennesker, som jeg aldrig vilde agtet et Blik, et Ord af mig værd, hvis de ikke (det er haardt at tilstaae!) havde smigret min Forfængelighed! Vor Stilling i Samfundet er sørgelig, og hvorfor? Hvad ret have Mændene til at undertrykke os? thi underkuede ere vi, om end Lænkerne ere forgyldte. Den Stærkeres Ret! Hvori bestaaer da deres Overmagt? I Forstand staae vi ikke tilbage for dem, vi overgaae dem i Enthusiasme og Kraft til Opoffrelse. Men der er en Feil, vi have tilfælleds, som hos os har taget en Retning, som giver os i deres Vold. Mændenes Forfængelighed bliver som oftest til Egoisme; de tænke paa sig selv, og alt Andet er kun til for dem, forsaavidt det kan være dem til Gavn eller Skade. Vor Forfængelighed gaaer ud paa at behage Andre, og det gjør os afhængige. Det er Forfængeligheden, som drager vor Sjæl fra det Store, som adsplitter vore Evner, der forenede kunde og skulde have virket for et stort Maal. Det er den, som faaer os til at søge udenfor os, hvad Enhver har i sin egen Sjæl. Den er Fristeren, som viser os Livets Herlighed, som man seer det i Lykkens og Ungdommens Dage, viser os Beundring og Smiger, lader os ret føle det Berusende deri at være den Første, og siger: »Alt dette vil jeg give Dig, hvis Du vil falde ned og tilbede mig!« Og man vil saa nødig opgive denne Herlighed, man finder det saa uskyldigt, gjerne at ville behage, man vil forene Alt, og Skinlivet tager lidt efter lidt overhaand, saa det egentlige Liv, Gud i vor Sjæl, bliver svagere og svagere, og langsomt døer hen.

Der er et Ord, som engang har betaget Fristelsen dens Magt: »Viig fra mig, Satan! Man skal elske Herren, sin Gud, og tjene ham alene!« Kunde vi sige dette til vor Forfængelighed, og sønderbryde alle Baand, som gjøre os afhængige af Andres Svagheder, da vilde det eneste Baand, der bør bestaae mellem dem og os, Kjærlighedens, styrkes. Som Slyngplanten, der støtter sig til den mægtige Eeg, skulde vi støtte os til Gud, og drage Liv og Næring af den evige 32 Viisdoms Kilde, ikke for, som Katholikerne troe, at ligge bedende for Guds Throne Evigheder igjennem, men for at kjæmpe og seire, for at føle vore Tanker klares, vor Bevidsthed vækkes, og vor Livskraft ledes til en velsignelsesrig Virksomhed i Aandens Rige!

Clara Raphael
33

Fjerde Brev

Kjære Mathilde!

Du spørger, om jeg er syg, da jeg har ladet Dig vente saa længe paa Brev. Ja, rask er jeg egentlig ikke, men Du vil vist lee af den Svaghedjeg lider af, naar Du hører at den er i Familie med Mandens, som troede, hans Hoved sad forkeert. Nu da jeg seer mig om i Verden, og lægger Mærke til Folk, uden at være forblindet af Forfængelighed, nu - tænk Dig min Skræk! - synes jeg at Alt omkring mig staaer paa Hovedet! Jeg vil give Dig et Par Exempler. Da her forleden vare Fremmede, talte vi om Døden, og jeg sagde, jeg fandt det forkeert at Folk i Almindelighed bekjendtgjorde Dødsfald paa denne Maade: »At min elskede - blev befriet fra sine Lidelser, og indgik til et bedre Liv, bekjendtgjøres sørgeligst.« Gud bevares, meente de Andre, man kunde dog ikke sige glædeligst. Jo, er noget glædeligt, svarede jeg, saa maa det da være den Vished, at En, man holder af, er gaaet over til et bedre Liv. De saae paa mig, som om jeg var falden ned fra Maanen. Men, sagde Camilla, Du vilde dog være bedrøvet for din egen Skyld? Ja, svarede jeg, Savnet er det Sørgelige ved Døden, men jeg er overbeviist om, at det hos mig snart vilde overvindes ved Tanken om den Andens Lykke. Og hvad troer Du at Madam Star sagde dertil? At det var den største Egoisme! At et Menneske, som talte saaledes, aldrig maatte have brudt sig om andre end sig selv!! Folks Begreber om Liv og Død ere i det Hele besynderlig bagvendte. Naar en Forbryder paa Retterstedet bliver benaadet til livsvarigt Fængsel, sige de: Han kan være glad, han slap dog derfra med Livet. Og naar En, som forlængst er træt af Verden, gaaer herfra til evigt Liv, sige de: Den Stakkel er død! De tale om Liv, og glemme det evige Liv! De tale om Død, og glemme Udødeligheden!

Har Du aldrig lagt Mærke til den fornærmede Værdighed, hvormed Folk sige: »Gud bevares! Troer Du, jeg lyver?« det mindste man forudsætter, at de have taget Feil i en Ting. Og dog bestaaer 34 disse samme Menneskers hele Liv som oftest i en eneste Usandhed; det Hele gaaer ud paa at være noget Andet end de ere. - See, naar Folk kalde Liv, hvad jeg kalder Død, Egoisme hvad jeg kalder Selvfornægtelse, Sandhed hvad jeg kalder Løgn - har jeg da Uret i at antage, at enten de eller jeg staaer paa Hovedet? Da jeg nu, et af to, bedre kan finde mig i naturlig Indbildskhed, end i paa tagen Beskedenhed, siger jeg reentud, at jeg ikke troer, det er mig.

Der er et af Grimms Eventyr, som voldte mig megen Ærgrelse da jeg var lille, fordi jeg ingen Mening kunde finde deri. Jeg vil fortælle Dig det i al Korthed.

Der var engang en Mand, som fik Djævelen til at staae Fadder til hans Søn. Da nu Drengen var voxen, skulde han aflægge sin Gudfader et Besøg, og gik i denne Hensigt til hans Huus. Da han kom ind i Porten, saae han en Feiekost og en Rive, som sloges. Han blev noget forundret, men spurgte dog, om det var der, Hr. Gudfaer boede. »En Trappe høiere,« sagde de. Da han kom en Trappe op, saae han et Fad med Dødningehoveder staae udenfor Døren. Nu blev han angst, men fattede sig dog, og spurgte, om Hr. Gudfaer boede der. »En Trappe høiere,« var Svaret. Saaledes bliver han bestandig viist høiere op, og seer mange Ting i samme Stiil. Endelig kom han til den rigtige Dør og bankede paa; men der blev ikke lukket op. Da saae han ind gjennem Nøglehullet, og fik Øie paa Hr. Gudfaer, som laae i en Seng og havde to store Horn i Panden. I dødelig Angst vilde han løbe derfra, men blev kaldt tilbage af Gudfaeren, der nu saae ud som enhver anden gammel Mand. »Hvorfor løber Du?« spurgte han, »vilde Du ikke besøge mig?« -Jo, svarede Manden, men jeg har seet de forunderligste Ting i dit Huus. - »Hvad saae Du da?« - Først stod der en Feiekost og en Rive og sloges i Porten. - »Din Nar! Det var jo min Karl og Pige, som skjændtes!« -Ja saa! Men da jeg kom høiere op, saae jeg et Fad med Dødningehoveder staae paa Trappen. - »Hvor vil Du hen? Det var Kaalhoveder, jeg skal have til Middag!« - Endelig sagde Manden: Men da jeg saae ind gjennem Nøglehullet, laae Hr. Gudfaer i en Seng med to store Horn i Panden! - »Ei, det er ikke sandt!«

Er det ikke en prægtig Historie? Hr. Gudfaer er, som sagt, Djævelen, der lægger Beslag paa os, før vi kunne protestere. Hans Huus, hvor Alt gaaer saa forunderligt til, er Verden. De Fleste komme derind 35 som Smaa, og faae aldrig Øie for det Forkeerte deri. Andre finde sig tilrette, glemme det første uhyggelige Indtryk, blive Hr. Gudfaers værdige Undersaatter, og føle sig snart hjemme i hans Huus, saa de virkelig antage River, Feiekoste og andre Redskaber for Mennesker, og Dødningehoveder for en behagelig Ret. Min Indtrædelse i Verden er beskreven i Eventyret, og Fortsættelsen beroer paa mig selv. Jeg kunde gjøre hvad saa Mange have gjort: lære at see med Hr. Gudfaers Øine, og leve et mageligt og morsomt Liv i hans Huus; thi kjedelig er Djævelen ikke. Men Enden paa Legen vilde dog seent eller tidligt blive: Ei, det er ikke sandt! Nei, saa heller vende om, og gaae til vor rette Gud Fader i Himlen, hvor alt er Lys, Liv og Sandhed. Derhen gaaer nu min Vei!

laften skal jeg i Selskab med en Dame, som jeg er meget nysgjerrig efter at see. Den almindelige Dom om hende er, at hun er meget original, men ellers ret en fortræffelig Pige. At være original, pleier her at være det Værste, der kan siges om et Menneske, saa jeg begriber ikke, hvorledes hun alligevel kan finde Naade for Folks Øine. Det er en Frøken Carlsen fra Kjøbenhavn; hun er kommet hertil nogen Tid før jeg, og har oprettet et Sprogcursus i M*; tillige underviser hun i Musik. Hun skal være meget dannet.

Jeg kommer lige fra Selskabet, og har ingen Ro, før jeg har beskrevet Frøken Carlsen for Dig. Dog beskrive! Naar jeg siger, hun er høi, har brunt Haar, blaae Øine og hvide Hænder, veed Du da, hvorledes hun seer ud? Eller naar jeg siger, hun er en yndig Pige, faaer Du da noget Begreb om hendes Væsen? Frøken Sonne bliver jo ogsaa kaldt en yndig Pige! Hvad der gjør Frøken Carlsens Selskab saa velgjørende for mig, er den Overlegenhed, hvormed hun behersker sine Omgivelser, uden at de ane det. Det er Geniets Magt, forenet med den Mildhed og Ligevægt, som udtaler sig i alt hvad hun siger og gjør. Naar hun snakker med Folk, og gaaer ind paa deres Interesser, er det med samme Velvillie, hvormed en Voxen kan underholde sig med et Barn, og selv finde Fornøielse i at more det. Dog hun stiger ikke alene ned til Andre, men søger uformærkt at hæve dem til sig. Aldrig har jeg hørt disse Mennesker yttre 36 saa fornuftige Tanker, som iaften, da hun ledede Conversationen. Det hæver dem i min Mening, at de dog kunne paaskjønne en Pige som Frøken Carlsen. Vi talte længe sammen, og jeg følte mig saa hjemme i hendes Selskab. Jeg kunde ikke undertrykke denne Følelse, og sagde: De veed ikke hvor lykkelig jeg er ved at tale med Dem! Alene at De er her, kan forsone mig med andre Menneskers Kjedsommelighed. »Det er meget smigrende for mig, og gjør Deres Nøisomhed stor Ære,« svarede hun, »at en ung, munter Pige, som De, kan finde Fornøielse ved mit tarvelige Selskab.« Det er Synd at gjøre Nar af mig, sagde jeg: Naar jeg finder Fornøielse i Deres Selskab, er det ifølge mit Valgsprog: Det Bedste er godt nok. Men naar De antager mig for en pjattet ung Pige, som ikke forstaaer at vurdere Deres udmærkede Egenskaber, og derfor havde Grund til at foretrække de Yngres Selskab, da gjør De mig Uret. Jeg vil heller være den Mindste blandt de Store, end den Største blandt de Smaa! »Kjære Barn!« svarede hun venligt: »hvad jeg har forud for Dem er hverken Genie eller Forstand, men kanskee nogen Menneskekundskab og dyrkjøbt Erfaring, som De ikke skal ønske Dem. Det er Ungdommens og Skjønhedens lykkelige Forret, at udbrede Glæde omkring sig, saa det er mig, der maa være taknemmelig, hvis De vil opmuntre mig med Deres Selskab.« Jeg takkede hende for denne Indbydelse, med en Glæde, jeg ikke kunde skjule. Maa jeg komme i denne Uge? spurgte jeg tilsidst, næsten undseelig over min Paatrængenhed. »Heller imorgen end iovermorgen, Søde!« svarede hun paa sin hjertelige Maade. Siden hørte jeg hende sige til Madam Star: Frøken Raphael er jo en yndig Pige! Jeg begriber ikke, hvor De kan finde hende indbildsk og affecteert. »Ja,« svarede Madam Star, »nu agerer hun barnlig og beskeden, fordi hun vil vinde Dem. Hun veed nok at hun er gaaet for vidt med sit aparte Væsen, og at hendes Sager staae slet her.« Jeg gik min Vei, for ikke at høre mere af denne Samtale, der ikke var bestemt for mig.

Frøken Sonne var fornærmet, undveg mig øiensynligt, og kneisede med fornyet Værdighed, hvergang hun fik Øie paa mig. Det gjør mig ondt, da jeg for længe siden har fortrudt min Spydighed, og vilde gjerne være gode Venner med hende. Saalænge hun imidlertid 37 vedligeholder denne bevæbnede Neutralitet, kan jeg intet gjøre ved Sagen.

Hvad mener Du? Jeg har allerede idag været hos Frøken Carlsen. Jeg længtes saa meget efter igien at see hende, Veiret var deiligt, og Børnene havde Fremmede, saa der var ingen Læsning i Eftermiddag. Disse Omstændigheder vare altfor fristende, og jeg - det er sandt, jeg har glemt at fortælle Dig at Forpagteren har givet mig fri Raadighed over en Hest og Damesaddel, saa jeg nu kan have rigtig godt af at jeg tiggede Tante til at lade mig ride i Kjøbenhavn, og af den yndige Ridedragt hun forærede mig til min Fødselsdag. Hun har dog altid været god imod mig!

Jeg red altsaa til M* og traf Frøken Carlsen hjemme. Der seer De, jeg tog Dem paa Ordet, og heller kom idag end imorgen, sagde jeg. »Derfor takker jeg Dem ret,« svarede hun: »Jeg saae allerhelst, at De kom hver Dag.« - Blandt meget Andet kom Talen naturligviis paa Selskabet igaar, og jeg yttrede min Forundring over, at hun, der er saa genial, kan komme ud af det med alle Mennesker, da det ellers er det Almindeligste og Trivielleste, som behager bedst. »Naar man hverken er ung eller smuk, og ingen Fordringer gjør, kommer man allerede lettere gjennem Verden,« svarede hun: »Desuden er det ikke saa vanskeligt at staae paa en god Fod med Folk, naar man blot retter sig lidt efter dem i Smaating. Ligesom man i Politik ofte maa opgive en Provinds, for at redde det Hele, maa man her i Livet undertiden opoffre sin personlige Mening for den almindelige, for desbedre at kunne bevare sin Frihed og Eiendommelighed i det Store, uden at udsætte sig for at miste Andres Velvillie, som dog hverken er eller bør være os aldeles ligegyldig.« - Ak, skal jeg ogsaa høre det af Dem! udbrød jeg: Det kan være klogt i Politik og al verdslig Handel, det indrømmer jeg. Men hvad vi erkjende for Sandhed og Ret, det bør vi vist aldrig fornægte; og hvad vi erkjende for Løgn og Uret, bør vi aldrig smigre eller finde os i, om det end skaffede os al Verdens Venskab. - »Formaaer da De at drage en bestemt Grændse mellem Godt og Ondt, der, som bekjendt, er 38 blandet i vor menneskelige Natur? Siig mig hvad De har erkjendt for Ret og Sandhed!« - Jeg kjender vel kun lidt til Verden, svarede jeg, men, saa meget har jeg da seet, at Sandheden er ilde liidt; at Guds Idee og Verdens Idee staae fjendtlige ligeoverfor hinanden. »Hvad mener De egentlig dermed?« spurgte hun med et lille Smiil, som forvirrede mig. -Jeg mener, at Gud i hvert Menneske har villet udtrykke en guddommelig Idee, og en særskilt i hver; at Verden derimod stræber at opløse alle Personligheder i een verdslig Idee. Gud har jo skabt os forskjellige; man seer, at to Mennesker ikke ere eens; den almindelige Dannelse derimod bestaaer i at Alle skulle paatage det samme Væsen. Spiren til den guddommelige Idee ligger i hvert Menneskes Sjæl, men inden den er trængt frem, saaer Verden sin Sæd af Fordomme, Hensyn og Borneerthed ovenover, for at hindre dens Udvikling. Det Guddommelige kommer derfor hos de Færreste til Klarhed; det bliver ved en ubevidst Længsel, en Anelse om noget Høiere, som de med falsk Resignation mene at maatte undertrykke, eller henvise til en tilkommende Evighed. De vide ikke at netop denne Længsel, denne Anelse, er Spiren til deres Evighed. At undertrykke den er aandeligt Selvmord. De forsage det Evige istedetfor det Timelige. Det er undskyldeligt, ja rimeligt, at det maa gaae svage Characterer saaledes. Men naar Ideen bliver til Erkjendelse, naar et Menneske føler Livets Værd, og har en Anelse om sin udødelige Sjæls Guddomskraft og høie Kald, og paa den anden Side seer Verdens Fordomme og Usselhed, da bliver et Valg uundgaaeligt nødvendigt. Han kan ikke tjene to Herrer; han maa vælge mellem Gud og Verden, og da disse ligge i Krig med hinanden, kan han ikke undgaae at deeltage i Striden. Saa kommer vel den lille Menneskeforstand, og vil - Gud hjælpe os - agere mæglende Magt, taler om en Middelvei, om at forene de forskjellige Interesser o.s.v. Den kunde ligesaa gjerne reent ud foreslaae en Forening mellem Vorherre og Fandens Oldemoder, thi den priste Middelvei er den sikkreste Vei til Helvede, eller det gamle Helheim, Skyggernes Hjem. Naar Ideen døer Straadød i deres Sjæle, hvad er der da tilbage uden en livløs Skygge, som hører Underverdenen til!-

Frøken Carlsen saae paa mig med en Forbauselse, der, skjøndt den var blandet med Godhed og Deeltagelse, dog satte mig i Skræk 39
for at jeg skulde have udtrykt mig med altfor stor Bestemthed og Heftighed. Hun bemærkede min Forlegenhed, og skyndte sig med at svare: »I meget af hvad De har sagt, kan jeg ikke andet end give Dem Ret, men paa den anden Side forekomme Deres Anskuelser mig noget vilkaarlige og eensidige. Jeg er ogsaa af den Mening (som jo er Grundprincipet i den christelige Religion) at man ikke kan tjene to Herrer, at Gud og vor Frelser ikke lader sig nøie med en halv Hengivenhed, men kan man da ikke tjene Gud paa forskjellig Maade? Ved en altfor hensynsløs Iver skader man let den Sag, man vilde virke for. Det er nu engang saaledes begrundet i vor menneskelige Natur, hvor Godt og Ondt er saa blandet! Man maa lade Begeistringen virke i Forening med Fornuften; man maa ikke alene see op til Gud, men ned til Menneskene, blandt hvilke man vilde udbrede hans Rige. Naar De vil skaffe Deres Anskuelser Indgang hos et Menneske, maa De dog ikke fremstille dem for ham i et Lys, hvori han finder dem latterlige og overdrevne. De maa lære ham at kjende, erhverve hans Fortrolighed, og, da De ikke kan skabe Mennesket om efter Ideen, maa De meddele ham Ideen i den Form, hvori den bliver ham anskuelig. Fremfor alt! Vil De virke for Andre, maa De gjøre Dem afholdt af dem, thi hvad de ikke kunne lide, efterligne de naturligviis ikke; det bringer dem snarere til den modsatte Yderlighed. Da nu alt Afstikkende mishager, maa man, til en vis Grad, paatage det almindelige Væsen. Opgiver man derfor sin Personlighed? Forraader man derfor den gode Sag? Vilde De kalde den Soldat, som i slesvigholsteensk Mundering skaffede Underretning om Fjendens Stilling, en Forræder? Nei, han er en ligesaa tro Undersaat af Kongen, som Generalen, der fører Hæren; begge gjøre deres Pligt. (Jeg holder dog meer af Generalen end af Spionen, tænkte jeg i mit stille Sind.) De sværmer for Tordenskjold, ikke sandt?« vedblev hun: »Nedsætter det ham da i Deres Tanker, at han ikke alene ved Tapperhed, men ogsaa ved Krigslist, vandt flere af sine berømteste Seire?« - Nei, svarede jeg, men den Slags Krigslist, man anvender i det daglige Liv, kommer dog som oftest af Mangel paa Mod til at gaae ærligt tilværks, og vise sig som man er. - »Lad os da forudsætte, at der er lidt Frygt, lidt Behagelyst blandet med de Flestes Eftergivenhed. Men kan De da sige, at Deres Stræben er aldeles fri for Selvbehag og Overmod?« - Nei, det vil jeg ikke sige, 40 svarede jeg lidt ubestemt. - »Seer De,« udbrød hun: »Feil have vi Alle, og den største Feil er, naar En i Hovmod troer sig hævet over Andre. Jo flere Evner man har, i jo større Gjæld staaer man til Forsynet, og Gjæld kan man dog ikke være stolt af.« - Nei, svarede jeg, men disse almindelige Mennesker ere ogsaa hovmodige, og tale om deres egne smaa Interesser, som det var det vigtigste i Verden. Hvad der gaaer over deres Horizont kalde de Affectation og Forrykthed. - »Folk forstaae ikke Deres Interesser, fordi De ikke kan, eller ikke vil gjøre Dem forstaaelig, og De, Frøken Raphael, forstaaer ligesaa lidt, hvad De kalder det Almindelige; i den Henseende have De intet at lade hinanden høre.« - De har Ret, jeg forstaaer det ikke! Men skal jeg da fængsle min Aand til Jorden, naar al dens Hu staaer til at hæve sig til Himlen? - »Stræb ikke altfor høit! Husk paa hvorledes det gik Ikaros!« - Han fløi med en Andens Vinger, men den menneskelige Aand er født med Vinger, som ikke saa let gaae af. -»Nu, hæv Dem da i Guds Navn saa høit De kan, men see blot ikke med Foragt ned paa os, som gaae paa Jorden. See Træer og Planter rundtomkring; de udfolde sig vel ved Solens Skin og den forfriskende Regn, som kommer ovenfra, men de suge ogsaa Liv og Næring af Jorden, hvori de have fæstet Rod. Saaledes gaaer det ogsaa os. Oplysningens og Geniets Sol udfolder vor Sjæls Kræfter, men der er ogsaa en jordisk Kraft, som virker forborgent, men mægtigt for vor Udvikling. Det menneskelige Samfund, Familielivet, er den Jordbund hvori vi have fæstet Rod. Kjærligheden er den skjulte Kraft, som forener os med hinanden indbyrdes, og med Gud. Hvormange Offere bringes ikke i Stilhed, som De paa Deres høie Flugt ikke drømmer om, netop af disse Hverdagsmennesker? Taalmodighed, Stræbsomhed, Hjertensgodhed og Ydmyghed regner De disse Dyder for Intet?

Ved Baldur sammenholdes ene Valhals Krands;
Han er den stille, fromme Varme, hvorudi
De stolte Blomster trives.« -

Jeg var lidt ilde tilmode. Hvad hun sagde, fandt jeg meget smukt, men jeg syntes dog der maatte være noget at indvende imod, skjøndt jeg ikke vidste hvad. Theen kom ret beleiligt til at give 41 Samtalen en anden Vending. - Da jeg red hjem, vaagnede mit glade Mod igjen. Hendes Skildring af Familielivet var idealiseret; saaledes skulde det være. Saameget mere maa man kjæmpe imod de Fordomme, som have rodfæstet sig deri. Jeg elsker jo ogsaa alle Mennesker! Ellers vilde deres Feil ikke saaledes nedtrykke mig. Jeg er ogsaa overbeviist om at jeg kan virke for Andre, uden at jeg behøver i Fandens Mundering at indsnige mig i deres Fortrolighed. Nei, Bedrag bliver dog altid Bedrag, om det end udøves i en god Hensigt. Kan man kjæmpe for den gode Sag med slette Vaaben, maa man dog ogsaa kunne kjæmpe for den med gode.

Besvar nu snart mit lange Brev, da min korte Taalmodighed ikke slaaer til, hvis jeg skal vente.

Din Clara Raphael 42

Femte Brev

Den 10de Februar 1849.

Jeg sad længe i Mørkningen i mit aabne Vindue og lod Guds friske Luft trænge ind i mine Øine, mit Hoved og Hjerte. Der er for mig Intet saa beroligende smukt, som, naar Skyerne efter lang Regndag fordele sig, at see det blytunge Graa, der trykkende har hvilet over Naturen, og øvet sin nedslaaende Magt over alt hvad der lever, opløse sig i lette Taager, der i vexlende Skikkelser langsomt svæve hen ad Himlen. Jeg kan ikke beskrive, hvor lykkelig jeg i den senere Tid ofte føler mig. Og hvor kan man andet, naar man tænker paa Evigheden! Jeg føler Spiren til uendelig Rigdom i mig selv, veed, at Foraaret om et Par Maaneder kommer, og udfolder al Naturens livsalige Deilighed rundt omkring; saa kommer ogsaa Guds vidunderlige Kraft, og bringer hvert Frø i min Sjæl til at spire og udvikle sig, naar jeg venter paa ham, og ikke lader Verden indtage den ledige Plads.

Jeg blev afbrudt af Dit Brev - en kjær Afbrydelse, det veed Du nok. - Du vil vide hvad min Hensigt er med Damerne; om jeg vil have dem rigtigt emanciperede, saa de deeltage i alle Herrernes Rettigheder og Forretninger. Nei, tusinde Gange nei! Hvad Forretninger angaaer, da ere vore, Et af To, Tankefriheden mindre iveien end de fleste af deres. Jeg vil heller være Sypige end »Noget paa et Contoir«, og Du skal aldrig opleve den Dag, da Du seer mig med Piben i Munden, fordybet i lærde Undersøgelser, i det tilstøvede Studerekammer. - Vi kaldes ikke for Intet »det smukke Kjøn!« Skjønhedens Idee har Gud i os villet udtrykke. Men kun hvad der er sandt og frit, er ægte skjønt. Saalænge vi ere udelukkede fra selvstændig Udvikling, saalænge vi ere i Fordommenes Vold, kunne vi ikke svare til Bestemmelsen.

Naar jeg rider eller spadserer, ret er glad og seer den klare Himmel over mig, falde altid Studenternes deilige, livsglade Sange mig 43 ind, og jeg synger dem for mig selv ret af Hjertens Lyst. - Der staaer i en af Poul Møllers:

Han freidig løfter Avindskjold
Mod Falsk og Løgn;
Thi Løgnen, som en evig Trold,
Gaaer af sin Grav i god Behold
Med Legioner i sin Sold,
Det næste Døgn.
Et Brodercorps paa hver en Tid,
Stod rustet til den raske Strid
Mod Løgn.
Ja, ved en Klang af Sandheds Luur
Faldt Klostret om,
Og Munken daaned i sit Skuur,
Og Nonnen flyede fra sit Buur;
Ud i vor Herres frie Natur
Hun atter kom.
Da Munken med sin Pengesæk
Sig listed over Elben væk
Til Rom!

Det er i denne Strid, »at Pigen nu vil med!« Som Nonnen flyede fra sit Buur, vil vor Aand flye fra sit Fængsel, og komme ud i vor Herres frie Natur, til Lys og Liv. Vi ville ikke usurpere noget Herredømme, men kun beherske os selv ved den frie Villies Magt, og udvikle os efter den Idee Gud har havt med os. Er det at gjøre for store Fordringer?!

Den 12te.

Her sidder jeg igjen i den Hensigt at skrive, men uden at vide hvad det egentlig skal være. Det er Graaveir og Tøveir, hvilket ikke er opmuntrende, undtagen for Ænderne, som ere i usædvanligt 44 godt Humeur, og snaddre, saa jeg flere Gange har raabt: »Saa vær dog stille!« uden at det hjalp det mindste til at gjøre Ende paa deres utidige Lystighed. -Jeg troer, jeg vil give Dig en Oversigt over de Begivenheder, der i den senere Tid have udgjort Gjenstandene for Conversationen, og optaget den almindelige Interesse, til Straf fordi Du bebreider mig, at jeg aldrig fortæller noget om hvad her passerer, og sikkre for flere Anklager af den Natur.

Der har nylig været Generalforsamling blandt det kvindelige Personale i M*, for at afhandle en vigtig Sag: om Doctorens unge Kone, som ventedes dertil i de Dage, skulde kaldes Madam eller Frue. Majoriteten stemte for det Første; Minoriteten (som bestod af Een) indvendte at det var tidssparende at sige Fru Linz. De gode Damer vilde imidlertid heller have den Uleilighed, der var forbunden med Tostavelsestitelen, end give den unge Kone en Ære, som ikke tilkom hende; dermed var da Sagen afgjort, men ikke endt, thi der blev længe talt frem og tilbage derom, og vilde tales derom endnu, hvis ikke en vigtigere Begivenhed havde tiltrukket sig den almindelige Opmærksomhed. Det var, da en af Byens Uundværligste, en gammel Pige, der gik under Navn af Jomfru Karen, døde. Hun var, som sagt, en uskatteerlig Person. Saasnart Børnene i Byen vare saa store, at de begyndte at gjøre Uro i Huset, og genere med deres Leg og Snak, bleve de sendte til Jomfru Karen, hvor de lærte at læse og skrive, samt mange andre nyttige Ting, og formodentlig vare under fortræffeligt Opsyn, da hun havde hundrede Børn i Forvaring paa eengang. Hvor beqvem en Indretning for Mødrene! Det var jo næsten som de ingen Børn havde, undtagen om Søndagen. Har Du nogensinde været i en Provindsby, saa kan Du forestille Dig, hvilken Opsigt hendes Død gjorde. Der blev ikke talt om andet. Skolelæreren og Kjøbmanden stredes om den Ære at besørge Begravelseshøitideligheden, og den Sidste gik da af med Seiren. Naa, det gik brillant, Smaabørn strøede Blomster, Skolelærerens Sang blev afsungen, men - Kjøbmanden fik ikke sin Tale holdt. Da han nu aldrig er raadvild, og ikke kunde finde sig i at dette kostbare Document skulde gaae tabt for Efterverdenen, indbød han Byens Honoratiores til Middagsselskab, og læste Talen for dem ved denne Leilighed. - Nu, da Begravelsen er forbi, og den Interesse, den vakte, forbi med den, vide Folk ikke hvad de skulle gjøre med deres 45 Børn, som ere altfor smaa til at komme i en ordentlig Skole. Nøden er altsaa stor, og jeg kan passende slutte med de Ord:
»O M*, hvad har Du tabt! Din Jomfru Karen sover!«

Vil Du høre meer? - Nu er Byfogdens Kone bleven Frue, saa der er ialt to, eller egentlig halvtredie, thi Doctorens Kone bliver, tiltrods for Generalforsamlingens Beslutning, af Mange beæret med denne Titel. - Der er endvidere almindelig Forventning blandt Byens Beboere, da der snart kommer en ny Cappellan dertil, som er bleven ansat ved Kirken. Man har travlt med at forlove alle de unge Damer med ham. Den Stakkel! Een, det kunde allerede være slemt nok, men han slipper ikke før han har gaaet Touren rundt. Den gamle Baron er i disse Dage bleven farlig syg, og Rygtet har allerede en halv Snees Gange taget Livet af ham. Den unge Baron ventes hjem i denne Anledning, og Folk glæde sig eenstemmigt til den Forandring, at han skal blive Herre. Jeg har næsten faaet Aversion imod ham, ved saa ideligt at høre hans Fortræffelighed hævet til Skyerne.

Der kommer en Vogn! - Det er Camilla og hendes Fader.

Camilla bestormede mig, som sædvanligt, med Bønner om at være mere som andre Mennesker, og fortalte mig om En der fandt mig affecteert, en Anden, der troedejeg var indbildsk o.s.v. »Du kommer ikke igjennem Verden paa den Maade,« sagde hun tilsidst. Jeg skal igjennem! »Du bliver aldrig lykkelig!« Jeg vil hverken eie eller have hvad Folk kalde Lykke! Frihed er den eneste Lykke jeg tragter efter. »Ja, men det holder ikke ud i Længden! Du spænder saa stramt, at det maa briste.« Det var det Værste, men det maa saa briste eller bære! Jeg maa være mig selv, og kjæmpe for min Tilværelse. Der er ingen Skam i at falde i ærlig Krig, men at flygte, saasnart man kommer i Ilden, see det er en Skam. Det er bedre at døe med Ære, end at leve med Skjændsel, var vore Fædres Valgsprog, som jeg har arvet efter dem. Jeg udfordrer jo ikke Verden, men forsvarer mig kun mod dens Angreb paa min Selvstændighed. Jeg kunde studere Kunsten at behage, og jeg vilde behage; jeg kunde coquettere, det er næsten interessant, saa vilde jeg virkelig more mig bedre i Verden, men jeg opgiver den nærværende Virkelighed 46 for Idealet, som vinker mig til sig ovenfra. Ingen kan tjene to Herrer, og jeg har nu valgt. Siig mig, kan Du finde Mening i hvad jeg har sagt? - »Jo, Mening kan jeg godt finde, men den er ikke min, ligesaa lidt som jeg kunde passe en af Dine Kjoler.« - Der har vi det! udbrød jeg: Verden syer een Kjole, som vi skulle i Allesammen, og det er den fine Dannelse, den kvindelige Værdighed o.s.v. Kjært Barn har mange Navne! Mig faae de aldrig puttet ind i det Futteral!

Den 15de.

Jeg er nedtrykt og besynderlig forstemt! Tante er død; jeg fik Brev derom imorges. Jeg skal have ondt ved at forklare Dig mine Følelser! Jeg er bedrøvet, som aldrig før, men det er langtfra fordi hendes Død har gjort noget voldsomt Indtryk paa mig; snarere fordi den ikke bedrøvede mig mere. Det Menneske, som fra min Barndom af har taget sig af mig, som var den Eneste jeg havde at holde mig til, og som jeg har at takke for min Dannelse, min Opdragelse, er død, og jeg føler ikke andet derved, end en vis veemodig Bevægelse, som Døden altid vækker, selv hvor dens Besøg hverken efterlader Savn eller Sorg. Jeg har tænkt den Tid tilbage, da jeg levede hos hende; jeg mindedes megen Eftergivenhed, mange Velgjerninger, hun havde beviist mig, men ikke eet af disse livsalige Ord, som komme fra Hjertet, og gaae til Hjertet. Har jeg dog ikke været gruelig alene? Hvor megen Glæde maa der ikke være i Sorgen over en elsket Moders Bortgang! Ved hver Betragtning af vort henrundne Liv træder denne dyrebare Skikkelse os imøde; hver god Følelse, hvert skjønt Haab i vort Hjerte har hun Deel i; det er Blomster, hendes kjærlige Haand har pleiet og fredet om. Den er ikke moderløs, som har mistet sin Moder, men kun den, som aldrig har kjendt hende. - Er det et Under, om jeg er eensidig? Jeg har jo altid staaet alene! Paa den hele Jord er der Ingen der bryder sig om mig, undtagen Du, og Du er saa langt borte.

O, Gud forlade mig min usle Mismodighed! Er den forladt, som elsker Gud, og elskes af ham, der har: »Faderhu, og meer end Modervarme?« Han selv har vaaget over mig i min Barndom, han har i 47 Naturen, i Kunsten, i mit eget Sind, beredet mig Glæde og Lykke. En Moder giver sit Barn det jordiske Liv. Guds Børn er det evige Liv tilsagt. Staaer jeg alene? Kun den, der ikke elsker andet end sit eget lille Jeg, er alene. Men naar jeg i Sommer med Hjerteangst gik og ventede paa Efterretninger fra Krigen, og naar de vare gode, med inderlig Taknemmelighed sagde: »Gud være lovet! vi have seiret!« da følte jeg, at jeg ikke tilhørte mig selv alene, men min Nation, og at jeg ved min Kjærlighed til den virkelig fik Deel i alle dens Bedrifter. Det Slag, Armeen vandt, havde jeg vundet; det, den tabte, havde jeg tabt. Nei, jeg er ikke alene! Gud er min Fader, Danmark min Moder; alle Mennesker ere mine Søskende. Dette er det store Familieliv, hvori jeg har fæstet Rod. Jeg er ikke alene! Fra Naturen, fra Kunsten, fra hver udmærket Bog, jeg læser, træde beslægtede Væsner mig imøde, og berige mig med nye Indtryk. Hvor det er feigt at klage, naar man har saa megen Grund til at være taknemmelig! Nu er jeg glad! Jeg har jo ogsaa Dig, min søde Veninde, som finder Dig i al min Urimelighed, og holder af mig som jeg er. Du har altid været mod mig, som en kjærlig Søster, og jeg har ingen Tanke, jeg vilde skjule for Dig. Du seer nok, hvormeget jeg trænger til Dig. Derfor skriv snart! Dine Breve er den bedste Lægedom mod hver Misfornøielse, hver Modløshed, som kunde nedtrykke Din

Clara 48

Sjette Brev

Den 3die Marts.

Min inderligste Tak for Dit kjære Brev! Det har givet mine Tanker meget at bestille, da Du paa ingen Maade kan blive enig med mig om Damernes Bestemmelse. »Den Frihed og Selvstændighed, Du taler om, er der jo Ingen som forholder os. Du navnlig kan ikke klage, Du er jo i fuld Strid mod Fordommene!« saaledes skriver Du.

Var det mig dog muligt at forklare Dig, hvad der er saa klart for mig selv! Sagen er, at der er saa meget at sige derom, at jeg kunde bruge hele min Levetid dertil. - Jeg vil da prøve paa at meddele Dig et kortfattet Omrids af mine Anskuelser, men forud betinger jeg mig, at Du maa tage Dine critiske Briller af, og see mere paa Tanken end paa Udtryksmaaden. Camilla sagde engang om mig: Du er en god Advokat for alle slette Sager! - Nei, svarede jeg, kald mig heller en slet Advokat for den gode Sag. - Ja, svarede Sagføreren til Sagen, saa fik Du et anderledes Foredrag, end det jeg nu med nogen Ængstelse bereder mig til at holde.

Hvad vil Du sige, naar jeg begynder med den Paastand, at vort Kjøn slet ikke existerer endnu? Ja, hør blot lidt videre, saa troer jeg, Du vil give mig Ret. At existere er jo det samme som at leve, ikke sandt? - Hvad er da det, at leve? Martensen har i en af sine Taler besvaret det saaledes: det er at tiltage i Viisdom og Naade for Gud og Mennesker. Nu kommer det an paa hvad vi forstaae ved Viisdom. Her maa Øhlenschlæger hjælpe mig. (I Følelsen af min Uduelighed som Sagfører, modtager jeg med Taknemmelighed de mindste Bidrag af oplysende Citater.) Hør da hvad han, som vi dog alle med Glæde erkjende for en Autoritet, siger derom:

Kun den er viis, som har en Hensigt, som med Ro
Til Maalet stræber Nat og Dag, som taber det
Bestandig ei af Sigte -
49 Kun den er viis, som har en Villie; men kun den
En Villie har, som noget ret alvorligt vil.

Gjør mig nu den Tjeneste, at løsrive Din Tanke fra alle Enkeltheder, og stille Dig paa et Standpunkt, hvorfra Du kan kaste et Blik ud over Menneskeslægten. Har den en Hensigt? Stræber den til noget Maal? Ja, blandt alle særskilte Interesser øiner man een almindelig: Maalet hvortil den stræber, er Frihed og Enhed. Har den gjort Fremskridt i denne Retning? See tilbage til Katholicismens og Despotismens Tid, og Svaret er let at finde: Ja, den tiltager i Viisdom, den lever altsaa.

Jeg sagde Menneskeslægten; gjælder da det samme om Damerne? Have de nogen Deel i denne Udvikling? Have de en Villie? O ja, ti for een, kan man sige: De ville behage, de ville more sig selv, og kanskee ogsaa Andre, de ville passe deres saakaldte Pligter (eller ogsaa forsømme dem), de ville bestandig holde gode Miner med Vorherre, at de kunne have Himlen i Baghaanden, hvis Jordens Lykke skulde slaae dem feil. - Men netop det, at der er saa meget de ville, hindrer dem i at have een Villie. Eller er der kanskee en Hensigt i deres Liv, et Maal, de stræbe til? Nei, naar man undtager, at de, saa at sige, ere blevne hævede lidt ved Mændenes Stigen, at den almindelige Oplysning ogsaa har skinnet ind i deres Buur, have de ingen Fremskridt gjort. De tiltage altsaa ikke i Viisdom - existere ikke.

Glem ikke at jeg her kun har talt om Herrerne og Damerne i Almindelighed. Der kan altsaa, det indrømmer jeg, findes mange tusinde Damer, som have en Hensigt i deres Liv, som med alvorlig Villie stræbe til et ædelt Maal; og der kan være, og er Millioner mauvais sujets blandt Mændene, men her komme de ikke i Betragtning.

Ifald Du giver mig Ret i hvad jeg nu har sagt, vil Du vist undre Dig over, hvorledes det er muligt, at vi staae saa langt tilbage. Men betænk Trældommens Magt til Ødelæggelse! Da Friheden blev Bønderne forkyndt, græd Nogle af dem, og bade, om det maatte blive som det havde været. Og de havde dog en lysere Fortid at see tilbage til. Vor Stilling har fra Arilds Tid været underordnet;jeg veed ingen anden Grund at angive dertil, end at Styrken altid har behersket 50 Verden fordi den er den Stærkeste. I Riddertiden blev Ideen om Skjønhedens Herredømme levende, men den blev opfattet i sandselig, istedetfor i aandelig Forstand, og dens Virkning var forgængelig, som alt det Jordiske. Dog, Ideen selv var udødelig, som alt det Guddommelige. Viser der sig nu ikke i denne almindelige Stræben efter Enhed et dybt Savn? En Enhed forudsætter jo en Forening af forskjellige Elementer. Mand, Kvinde, er intet Heelt for sig, men ved en aandelig Forening bliver hver et Menneske i Ordets ædleste Forstand: Gud skabte Mennesket i sit Billede. Var det nu kun Kvindens Bestemmelse, at være Mændenes Husholdersker, eller et smukt Legetøi, hvormed de beskjæftigede sig i ledige Timer, da vilde Menneskeslægten aldrig opnaae nogen Enhed. Men saaledes er det ikke! Elementerne til noget uendeligt Herligt ligger i vor Natur, men skjult, som Aladdins Lampe, der kunde ligget i Bjergets Hule i Aartusinder, hvis ikke en af Skjæbnen begunstiget Haand havde hævet den, som i de gamle Eventyr, hvor Feen sover i det fortryllede Slot, bevogtet af en Troldmand. Saaledes ligger Spiren til det guddommelige Liv i os, begravet i vor Sjæl. Lad os luge det Ukrud af, som er opvoxet derover, plante Spiren hen i Oplysningens Solskin, og den vil snart udfolde sig til den yndigste Blomst.

Da først, naar Kvinden er opvaagnet til selvbevidst Liv, da lader den store Idee om Menneskeslægtens Enhed sig realisere, ved en aandelig Forening mellem hende og Manden. Ikke ved at de parres i Ægteskab, som Kortene i Sortepeer! En saadan haandgribelig Forening mener jeg ikke. I et frit aandeligt Samliv maae de forskjellige Naturer idelig tabe sig i hinanden, for at vende berigede tilbage til sig selv. Kvinden maa tilegne sig Mandens aandelige Realitet, da ellers hendes indre Liv let bliver en skjøn Phantasieskabning, uden skabende Kraft og Selvvirksomhed. Selv maa hun bevare sin Sjæl som et reent Speil, hvori han kan see Idealet. Hun maa aldrig tabe sig i det Materielle, men hæve ham med sig derover. Den levendegjørende Aand, den høie Begeistring og barnlige Tro ere Grundtonerne i hendes Væsen, som han maae tilegne sig, hvis hans Characteer skal opnaae nogen sand Enhed. Man kan jo ikke spille det simpleste Musikstykke paa et Claveer, hvor enten Bassen eller Discanten mangler; men en Forening af begge er istand til at frembringe den skjønneste Harmonie.

51
Den 8de.

Nu er jeg rigtignok bange at Madam Star kan have Ret, naar hun siger at mine Sager staae slet, thi mine Modstanderes Parti har faaet en betydelig Tilvæxt. Frøken Carlsen er snart den Eneste, som ikke troer sig fornærmet af mig, thi man kan ikke her, som i Kjøbenhavn, disputere med Folk i al Gemytlighed og god Forstaaelse. Folk tage alt, hvad jeg siger, for Personligheder, og svare med personlige Angreb, som egentlig slet ikke komme Sagen ved. Min ny Modstander er hverken meer eller mindre end Pastor Star. Nu skal Du høre!

Vi vare idag, som sædvanligt, i Kirke, og jeg blev idag meer end sædvanligt søvnig, thi foruden at en Hærskare af lange Psalmer skulde synges, og det uden Assistance af Orgel, vare der en heel Flok Børn til Daab, og alt dette med Tilbehør af Offring o.s.v. tog en uendelig lang Tid. Jeg sad og dandsede i Stilhed Polka med mine Fødder, for at holde dem varme, hørte paa Børnene, der overdøvede Præsten med deres Skrig, imens han forrettede Daaben, og reflecterede over, hvorvidt denne Skik kunde have nogen virkelig Nytte. Under disse Omstændigheder faldt Undersøgelsen naturligviis ganske ud til Gjendøbernes Fordeel. Endelig var det forbi, og vi gik ind i Præstegaarden. Her var Talen om, hvor urolige Børnene havde været under Daaben, og jeg sagde i al Uskyldighed: Det er dog ogsaa en besynderlig Ceremonie! »Besynderlig!« udbrød Præsten: »De erindrer vist ikke, Frøken Raphael, hvem der har indstiftet denne Handling, som De behager at kalde en Ceremonie, at Christus sagde: Gaaer hen og lærer alle Folk, og døber dem i Navnet Faderens, Sønnens og den hellig Aands.« -Jo! svarede jeg, men netop her synes mig, det er antydet, at Underviisningen i Religionen skulde gaae forud for Daaben, siden der staaer »lærer og døber«. Der staaer jo ogsaa »Folk«, ikke smaa Børn. Daabens virkelige og store Høitidelighed bestaaer, synes jeg, i at den er en Indvielse for den, som af frivillig, inderlig Overbeviisning ønsker at optages i det christne Samfund. Men ved Barnedaaben kan den Paagjældende jo ingen Mening have, og i det Løfte, Gudmoderen paa hans Vegne aflægger, kan jeg ikke see andet end tankeløst, magtesløst Ord. Hvor kan hun for Alvor indestaae for, at Barnet bliver en Christen? »Det kan hun«, svarede han, »da det bliver opdraget i den 52 christne Religion, og det maatte da være et besynderligt haardhjertet og følesløst Barn, som ikke lod sig paavirke af en Lære, som indeholder alt hvad der kan, og hvad der ene kan frelse os fra Fortabelse.« - Saa synes jeg, de Fleste maae være haarde og følesløse, eller jeg maa have været usædvanlig uheldig med mine Bekjendte, thi blandt dem har jeg kun truffet yderst Faa, som vare Christne mere end blot af Navn. Er Troen ikke saa levende i dem, at den hæver dem over Egenkjærlighed, Misundelse, og alle verdslige Tilbøieligheder, saa er den vist langt fra istand til at frelse dem fra Fortabelse. - »Tør jeg spørge om De dømmer Andres Religion efter Deres egen?« spurgte han skarpt. - Min Religion er ingen Hemmelighed, svarede jeg, men jeg frygter rigtignok for, at De, Hr. Pastor, ikke vil være tilfreds med den. Jeg troer paa Gud, og elsker ham over Alt i Verden, men netop derfor kan jeg ikke forstaae al den Tale om Guds Vrede, Arvesyndens Forbandelse o.s.v., som er Grundvolden for den christelige Religion. Jeg har aldrig havt den Følelse, at der behøvedes en Mægler mellem Gud og mig. De undrer Dem vist over hvad jeg siger! Jeg har kanske ogsaa Uret, men allermeest Uret vilde det dog være, om jeg forstilte mig. Al den Anger og Frygt og Omvendelse, der tales om fra Prædikestolen, kjender jeg slet ikke til. Jeg gaaer med freidigt Mod den Vei, jeg erkjender for den rette, og at vende om vilde just være Syndefald for mig. »De kjender ikke til Anger og Frygt!« udbrød han heftig: »De mener ikke at have Omvendelse behov! Det er en Hovmod, som kun har sin Lige i den Letsindighed, hvormed De omtaler de helligste og alvorligste Gjenstande. Har De da aldrig følt syndige Tilbøieligheder i Deres Sjæl? Aldrig følt, hvorledes den er hildet i Syndens Lænker, som den ikke selv har Kraft til at afkaste? De benægter Syndefaldet paa samme Tid som enhver af Deres Yttringer er en Synd, en Gudsbespottelse, som ikke vil blive ustraffet!«

Den heftige og uskaansomme Maneer, han tog Sagen paa, forekom mig lige upassende for hans Alder og Stand, og bragte ogsaa mig lidt i Oprør, saa jeg svarede temmelig utaalmodigt: Det troer jeg, oprigtig talt, ikke! Vorherre holder vist meest af, at man siger sin Mening, naar man gjør det paa en passende Maade, og ikke skaanselløst river ned paa Andres. Bedrag er ham vist meest af Alt imod, hvad enten det er Selvbedrag eller Bedrag mod Andre, frivilligt 53 eller ubevidst. De misforstaaer mig aldeles, naar De troer, jeg mener, jeg er fri for Synd; saa vilde jeg sige, min Indbildskhed kun fandt sin Lige i min Dumhed. Hvad jeg mener, er kun, at Den ikke er falden for Synden, som kjæmper imod den. Den har aldrig saaledes underkuet mig, at jeg har følt min Sjæl berøvet sin Frihed og Kraft. Meget meer, er jeg som oftest tilmode, som om jeg, med Guds Hjælp, var istand til at gjøre alt, hvad jeg erkjender for godt og rigtigt! - Vognen kjørte for Døren; jeg reiste mig, og Præsten sagde med et dybt Buk og et Smiil, som skulde være satirisk: »Da gratulerer jeg Dem til en Almagt, De fremfor alle andre Mennesker er i Besiddelse af, og ønsker kun, at deri maa være indbefattet Magt til at benytte den vel.« Jeg takkede ham for hans gode Ønsker, neiede, og kjørte hjem.

Budet, som skal bringe Brevet paa Posthuset, venter, saa jeg maa gjøre en hastig Ende derpaa, skjøndt jeg havde meget mere at tale med Dig om.

Din Clara Raphael 54

Syvende Brev

Kjære Mathilde!

Enden var ikke endda! Den Dispute, jeg sidst skrev om, var kun Forspillet til et stort krigerisk Drama, hvis første Act foregik i Kirken; anden Act derimod i Præstens Dagligstue. Jeg er nylig kommen hjem fra Bataillen, og har nu isinde at skrive Rapport derom til Dig.

Da vi imorges kjørte til Kirke, var jeg usædvanlig fredeligt stemt, og havde isinde at gjøre et Forsøg paa at slutte Forlig med Frøken Sonne, da jeg virkelig er bange, at hun skal faae en stiv Hals af at slaae med Nakken, naar hun seer mig, og da denne fornærmede Værdighedsmine slet ikke klæder hende, og jeg, for alt i Verden, ikke vilde være Skyld i, at en ung Pige tog sig mindre godt ud. Imidlertid var det ikke Skjæbnens Villie, at jeg skulde forsone mig med Nogen, men tvertimod geraade i ny Krig. - Det var i Prækenen, at Pastoren havde isinde at tilføie mig et aabenbart Nederlag. Han havde valgt disse Ord til Text: »Det er vel umuligt, at Forargelser ei skulde komme, men vee den, fra hvilken de komme!« o.s.v. Heraf tog han Anledning til et Angreb paa Tidens nye Interesser, som han kaldte Vantro og Gudsbespottelse.

Frihed og Selvstændighed, sagde han, er Vantroens Kampraab i den oprørske Krig, den har begyndt mod de guddommelige og menneskelige Love. Friheden taaler intet Baand; Underkastelse er Religionens Hovedbetingelse; altsaa maa man løsrive sig fra Religionen. Nogle benægte nu reentud Guds Tilværelse, Andre lave sig selv en Gud, som deres personlige Tilbøielighed ikke kommer i Strid med. Ja, man hører selv vor Tids unge Damer tale om »deres Religion« og prale af deres Uafhængighed. (Dette sagde han med stærk Betoning, og strakte Haanden ud mod Kirkestolen, hvori jeg sad.) Naar man nu betragter denne Religion, vedblev han, da viser det sig naturligviis at være deres egen Hovmod og Forfængelighed, de have gjort til deres Guddom. Det var Hovmod, som foranledigede 55 Engelens Fald, og nu benægter den menneskelige Hovmod Syndefaldet. Og ikke nok med at disse Vantroens Helte løsrive sig selv fra alle Pligter, alle Love, fra alt hvad der ellers er og bør være et Menneske helligt! De saae den onde Sæd videre. Den farlige Veltalenhed, hvormed de ofte ere begavede, anvende de til at rokke svage Menneskers Tro, forvirre deres Begreber og drage dem med i Faldet. Man skal kjende Træet paa dets Frugter! Hvoraf fremlyser det Ødelæggende i disse Ideer meer end i deres Følger? Kast et Blik omkring! See, overalt hersker Forvirring og Tvedragt! Broder staaer væbnet mod Broder, Undersaatterne mod deres Fyrste! Og hvad er Kampraabet? »Frihed og Uafhængighed!« Det skulde I betænke, I, som saae den onde S æd, at det er Eder, som bære Ansvaret for Høsten! Eders faldne Brødres Blod, Enkernes og de Faderløses Taarer komme over Eders Hoveder. Derfor vee dem, Forargelsen kom fra! De, som saae Tvedragt, skulle høste Forbandelse! -

Dette var omtrent den lange Tales korte Mening, som jeg har, saavidt jeg var istand dertil, gjengivet i samme Aand, den blev holdt i. Jeg tænker, Du er tilfreds med Udtoget, da jeg veed, Du, ligesaa lidt som jeg, er nogen Ven af mange Ord.

Da vi vare komne ind i Præstegaarden, og havde drukket Caffe, sagde Præsten, som havde givet Agt paa mig, om der var nogen Virkning af hans Tale at spore i mine Miner: »De er saa taus, Frøken Raphael! har jeg været saa uheldig, at min Tale har mishaget Dem?« -Jeg sad og tænkte paa, svarede jeg, at jeg, hvis jeg var Præst, kunde være tilbøielig til at holde en Tale, der skulde være et Modstykke til den, vi hørte af Dem idag. »Dertil behøver De ikke at være Præst«, svarede han: »hvis De vil beære os med et Foredrag, saa er Auditoriet omtrent det samme som jeg havde, thi Bønderne bryder De dem vist ikke om at faae med.« Jeg gik ind paa Forslaget, og tog Plads i den store Lænestol ved Enden af Bordet, hvorom de Andre sadde. Jeg begyndte lidt usikkert, men blev meer og meer ugeneert, efterhaanden som den Sag, jeg talte for, fik Overhaand over alle Hensyn.

Jeg vil begynde med at besvare det directe Angreb paa »min Religion«. »Naar man nu betragter denne Religion«, sagde De i Deres Prædiken. Her maa jeg indvende, at jeg ikke indseer, hvorledes Hr. Pastoren har havt Leilighed til at anstille nogen Betragtning over 56 mine Ideer, da jeg kun løselig har berørt dem i en kort Samtale, saa det vel kan kaldes en noget vilkaarlig Paastand: at jeg har gjort min egen Hovmod og Forfængelighed til min Guddom. Denne Religion, som jeg ellers selv ingenlunde holder for ufeilbarlig, eller for noget Resultat, men kun for en Følge af min Eftertænkning, den er netop min egen Forfængelighed meest imod, thi Forfængelighed er, af alle de Baand, som hindre den aandelige Frihed, det jeg først og ivrigst stræber at sønderrive. Om jeg er hovmodig, veed jeg ikke; ialfald er det ganske uvilkaarligt, og jeg haaber at det er et noget stærkt Udtryk at bruge om mig. Det veed jeg derimod, at jeg er for stolt til at »prale«. Hvis De nu vil gjøre Dem den Uleilighed at tage mine religieuse Anskuelser i Betragtning, vil jeg give Dem en sammentrængt Oversigt derover:

Jeg kan, af Mythen i Bibelen, om Syndefaldet, udlede min Tro; kun Slangen har jeg intet Brug for. Adam og Eva i Paradis vare de første Mennesker i deres Uskyldighedsstand. De vare uden Synd, men ogsaa uden Selvbevidsthed og fri Villie. Som deilige Blomster, der dufte sødt, og hente Liv fra Solens Lys, som Fuglen, der synger, gjennemtrængt af den blotte Tilværelses Glæde - saaledes levede de. Deres Skyldfrihed var ingen Dyd, thi de handlede efter Naturdrivt, og kjendte ikke til andet. Kundskabens Træ var virkelig Kundskaben paa Ondt og Godt. Dette viste Gud dem, lod dem see Livet med al dets Synd og Sorg, men lovede dem tillige Mod til at bære Sorgen, og fri Villie til at vælge det Gode frem for det Onde. Paa den ene Side var Kamp, Synd og Møie, men tillige fri Villie og Selvbevidsthed. Paa den anden Side - Paradis! Mennesket valgte det Første. Hvem vilde endnu den Dag idag, hvis Valget stod til ham, handle anderledes? Jeg ikke, og jeg troer, Ingen!

Men nu kommer en anden Betragtning af Sagen. Mange fare her i Livet vild; de forføres af Verdens falske Glands, og de overvindes af det Onde, istedetfor at overvinde det med det Gode. Den er ikke falden for Synden, der betragter den som sin naturlige Fjende, han er født til at kjæmpe imod; men naar et Menneske gaaer over til Synden, sviger sin rette Herre, Gud, og bliver Forræder mod sit rette Fædreland, det Sandhedens Rige, han er født til at forsvare, det er Syndefald! Da vilde han være fortabt, hvis ikke den 57 guddommelige Kjærlighed forbarmede sig over ham. Gud elskede i Sandhed Verden, saa han lod et Glimt af sit eget Væsen fødes som Menneske, for at frelse de Fortabte. Men det var en Straale af den Sandhedens Sol, som er Gud, ikke hans Søn, og denne Straale har atter forenet sig med det Lys, den udgik fra. Der er een Gud, og alles Fader; jeg kan ikke tænke mig ham deelt i tre. Den hellige Enhed troer jeg paa, ikke paa den hellige Treenighed. Christus sagde jo ogsaa: Om Nogen taler bespotteligt om Menneskens Søn, da skal det tilgives, men hvem der taler bespotteligt om den hellig Aand, skal det aldrig tilgives. Det kommer vist mindre an paa hvad man kalder Gud, end man i Almindelighed troer, men saameget meer paa hvor høit man elsker ham, og søger at behage ham ved Kamp mod Synden og ved et fromt Liv.

Nu vil jeg overlade Hr. Pastoren selv at afgjøre, om ikke Deres Dom om mig var vilkaarlig og lidt overilet. - Hvad Deres Angreb paa den almindelige Stræben efter Frihed angaaer, da tør jeg ikke vove mig ret i Strid dermed, da det gaaer ind paa Politikens Gebeet, hvor jeg desværre kun er slet orienteret. Men naar De siger, at det Ødelæggende i de nyere Ideer fremlyser bedst af deres Følger, da synes Svaret mig at ligge nær forhaanden. Kan man regne Ideen det til Last, om Menneskene misforstaae og misbruge den? Hvor tidt har ikke Christendommen været Løsenet for Krig og Forfølgelse! Har ikke ogsaa den ophidset Broder mod Broder? Er ikke ogsaa for dens Skyld udøst Blod, og udgydt Taarer? Skulde nu dette Blod og disse Taarer komme over Apostlenes Hoveder, fordi de have helliget deres Liv til at udbrede den blandt Menneskene? Man finder næsten aldrig strax den rette Maade at realisere en Idee paa, men gjennem Vildfarelser arbeider den sig frem til Maalet. Jeg vil indrømme, at de Fleste nu tage Friheden i en altfor overfladisk Forstand; de ville gjøre Statsforfatningerne frie, men tænke ikke paa selv at afkaste de Lænker, deres Aand er bundet i. De betænke ikke, at ingen Stat kan være fri, naar hver enkelt af dens Medlemmer er en Træl, og at ingen Trældom kan finde Sted, hvor hver Enkelt er fri. De ville at Friheden skal arbeide sig udvendig fra indad; det er Tidens store Vildfarelse. Det er ligesom man vilde tale før man har tænkt. Ligesom Ordet er et Udtryk for Tanken, skal den sande Frihed udgaae 58 indvendig fra Menneskenes Sjæle, og den ydre Frihed skal være et Udtryk for, en Skabning af den indre. See, det er Frihedens skjønne Idee. Skulde man opgive den, fordi den i Begyndelsen misforstaaes?

»Skal for Misbrugens Skyld, maaskee
Paa Aandens Himmelbue,
Vi heller Mulm og Mørke see
End Solens blanke Lue?«

De siger: vi saae den onde Sæd videre, vi rokke svage Menneskers Tro, og drage dem med i Faldet! Disse Mennesker, som lade sig rokke, lade sig drage med, - have de da virkelig nogen Tro? - »Man skal kjende Træet paa dets Frugter«, sagde De selv. Naar nu deres saakaldte Tro slet ingen Frugter bærer, udlyser da ikke deraf, at de ingen Tro have? Ikke hver den, som kalder Christus Herre, skal komme i Himmeriges Rige, men den, som gjør Faderens Villie. Gjøre de Guds Villie? Elske de Gud over alle Ting, og deres Næste som dem selv? Nei, de elske sig selv over alle Ting, og Gud ikke mere end deres Næste; det vil sige, de ville helst staae paa en god Fod baade med Himlen og Jorden, da det bidrager til deres eget Velvære. Her kunne og maae de bedre Oplyste, med deres Veltalenhed, som kun er »farlig« for Løgnen, søge at vække disse Mennesker af deres søde Søvn. De maae rokke, og, om muligt, reent kuldkaste, ikke en Tro, som ikke findes i disse svage Sjæle, men Fordommene, som have rodfæstet sig deri. Og hvad er skjønt, som den Bevidsthed, at man ikke alene selv gaaer fremad, men »drager Andre med« og saaledes bidrager til Menneskeslægtens Udvikling?

»Hvo som saaer i Aanden, skal høste det evige Liv af Aanden!« Med denne skjønne Forjættelse vil jeg slutte, og endnu kun bede Gud give os Alle sin bedste Velsignelse: Aandens Oplysning til Salighed! Amen! -

Mine Tilhørere havde optaget mit improviserede Foredrag paa meget forskjellig Maade. Præsten hørte paa mig med høflig Alvorlighed. Hans Kone betragtede mig med et Blik, som om hun ansaae ethvert af mine Ord som en personlig Fornærmelse mod hendes Mand. Frøken Sonne lod Joli lege med sit Strikkegarn og værdigede 59 mig tilsyneladende ingen Opmærksomhed, men et Sideblik, som af og til traf mig, viste at hun ikke var slet saa fraværende, som det lod. Forpagteren var i den øiensynligste Angst for at jeg skulde paadrage mig Præstens Unaade, og kanskee vække Borgerkrig mellem de to Familier, der hidtil have levet i venskabelig Forstaaelse. De bedende Øiekast, han sendte over til mig, maatte imidlertid tilbage med uforrettet Sag. Det gjorde mig mere ondt for hans Kone, der sad med stille Resignation, og formodentlig tænkte paa Middagsmaden eller et andet vigtigt husligt Anliggende. Da jeg holdt op, strakte Frøken Sonne sig, som En der vaagner op af en dyb Søvn, skjød hastigt og med meget Rabalder Stolen tilbage, og gik sin Vei. Præsten sagde alvorligt: »Idet jeg fuldkomment anerkjender Frøken Raphaels udmærkede Talegaver, gjør det mig dobbelt ondt, at de blive misbrugte til at forsvare saa slet en Sag. Jo større de Evner ere, som misbruges, jo større er Ansvaret.« Jeg skjenkede ham den Fornøielse at beholde det sidste Ord, da jeg var træt af at disputere, og længtes efter at komme hjem.

Det er nu blevet mørkt, og jeg trænger til at hvile mine Fingre, og røre mine Fødder, ved at gaae min sædvanlige Mørkningstour op og ned ad Gulvet. Jeg er alene hjemme, da jeg paa Grund af Hovedpine har afslaaet at tage med i Selskab. Du skal ellers ikke være bekymret over mit Ildebefindende; det er en meget beqvem Hovedpine, som kommer, naar jeg meget nødig vil ud, og forsvinder, saasnart Vognen er kjørt bort med de Andre.

Jeg blev før behagelig overrasket ved et Besøg af Frøken Carlsen, som ingen Utilfredshed viste ved kun at træffe mig hjemme. Hendes Selskab har noget besynderligt Tiltrækkende for mig, og dog er jeg glad ved at jeg ikke lever daglig sammen med hende. Saalænge hun er tilstede, øver hun et Slags Herredømme over mig, uden at forandre mine Anskuelser. Jeg bliver kun afvæbnet for Øieblikket, uden at tabe Troen til at den Sagjeg strider for, er den gode Sag, og saasnart hun er borte, har jeg Mod, Argumenter og Selvtillid igjen. Jeg troer, det er den Ligevægt, som udtaler sig i hele hendes Væsen, (for ikke at tale om hendes uddannede Aandsevner), der giver hende en saadan Overlegenhed ligeoverfor min urolige Natur. Hun er saa fuldendt; hendes hele Væsen er et sandt Udtryk af hendes Characteers skjønne Enhed. Vi talte meget sammen, men jeg kan ikke 60 gjengive hendes Ord; skrevne af mig vilde de blive et tomt Omrids, hvori Aanden manglede. Hun læste hvad jeg idag har skrevet til Dig, og gav tildeels Star Ret. »De er selv paa en Afvei« sagde hun: »men noget bliver sjeldent godt, uden at det har været galt først. De selv, Clara, er den skjønne Idee, der, som De siger, gjennem Vildfarelser skal kjæmpe sig frem til Maalet. Ja, seent eller tidligt vil De vende Dem til ham, som sagde: Jeg er Veien, og Opstandelsen, og Livet. - De er nu i en Overgangsperiode, som enhver maa gjennemgaae, før han kommer til Sandhedens Erkjendelse. Det ligger ikke i Deres Characteer, at lade sig nøie med det Næstbedste, naar De faaer Øie for det Bedste. De sagde jo selv forleden, at De heller vilde være den Mindste blandt de Store, end den Største blandt de Smaa. Nu vel! Alle store Aander, Philosopher og Digtere, kunne have deres Værd, men den Mindste i Himmeriges Rige, den Enfoldigste, som troer paa Christus, er større end Disse.« - Her taug hun, og saae iveiret med et Blik, som jeg aldrig skal glemme, saa lysende var det. Det talte kraftigere til mit Hjerte, end alle Præstens Formaninger til Omvendelse, og Trudsler om evig Fordømmelse o.s.v. Troer De da ikke, man kan komme til Gud, uden bitter Anger og Sønderknuselse? spurgte jeg, beklemt om Hjertet. »Nei, visselig ikke,« svarede hun: »Hvo der ikke har følt den menneskelige Aands Afmagt, kan ikke være modtagelig for den hellig Aands Kraft. Men frygt ikke for denne Sønderknuselse! Den er mere værd, end alt hvad De nu stræber efter og beundrer.«

Da hun var borte, varede det noget, inden jeg fik rede paa mig selv. Bestandig stod hendes klare Blik for mig; jeg anede deri et nyt Lys, men det forekom mig fortærende, just ved sin ufattelige Storhed. Jeg syntes, jeg maatte blive grændseløs ulykkelig, hvis hele min Stræben førte til, at jeg maatte erkjende den menneskelige Aands Afmagt; det vilde for mig være Tilintetgjørelse. Skulde da Synden virkelig være en Ulykke? Ak, jeg maa da være gruelig vildledt, thi jeg føler kun min selvstændige Tilværelse i denne Modsætning af Godt og Ondt i min Natur, i denne Kamp, hvori jeg føler mine Kræfter voxe, og min Bevidsthed klares og luttres. - Efterhaanden kom der Ro i mit Sind. Jeg fatter ikke Christendommen, tænkte jeg. Hvorfor skulde jeg med Magt ville trænge derind, hvor kun Bebudelsens Engel kan føre os? Gud taler jo til mig ved alt Skjønt 61 og Elskeligt, jeg seer og hører, i et Sprog jeg forstaaer! Hvorfor skulde jeg da lytte til det, som er mig ufatteligt. »Naar Du ikke elsker Din Broder, som Du seer, hvor kan Du da elske Gud, som Du ikke seer?« Naar jeg ikke elsker Gud i Kunsten, i Naturen, i alle Mennesker, som ere skabte i hans Billede, hvor kunde jeg da elske ham i Christus, som jeg ikke forstaaer. Jeg vil altsaa ikke gruble derover, men trøste mig med, at er Christus den eneste Vei til Gud, saa er han, kan han ikke være Vei til Frihedens og Personlighedens Grav. Er det Næstbedste saa skjønt og herligt, som det er, hvor guddommeligt maa da ikke det Bedste være!

Jeg er træt af at skrive, og Du har idetmindste Aarsag til at være træt af at læse. Derfor er det bedst for os begge, at jeg slutter.

Clara Raphael

Star havde dog Uret i at ivre saa stærkt mod dem, som kjæmpe for de nyere Ideers Udbredelse; thi er en Overgangsperiode nødvendig at gjennemgaae, før man kommer til Sandhedens Erkjendelse, saa maa Menneskeslægten ogsaa gjennemgaae en saadan Periode, og at fremskynde den, kan da ikke være andet end Ret og Pligt. Sovende kommer saamæn Ingen i Himlen.

62

Ottende Brev

Den 8de April.

Der forekommer mig at ligge en dyb Sandhed til Grund for det katholske Klostervæsen: den, at hvo der vil leve og kjæmpe for det Himmelske, maa aldeles forsage Verden. De Fleste ville først besidde den jordiske Lykke. Evigheden, mene de, løber ikke fra dem, og da de dog ere Syndere, kunne de ligesaa godt opsætte Omvendelsen, til de have faaet nok af Verdens Herlighed. Hvo der tænker saaledes, kan aldrig have havt nogen Anelse om Betydningen af de Ord: Gud og Evighed. Naar Ideen gaaer op for et Menneskes Sjæl, da maa han, ligesom Kjøbmanden, der fandt den kostelige Perle, give al sin Eiendom, for at tilegne sig den. Man faaer jo ikke det Ubetydeligste her i Livet for intet; skulde man da faae det evige Liv uden at give noget derfor? Nei, naar man vil det Evige, maa man opgive det Timelige; men heller ikke Verden giver uden at tage: vil man det Timelige, saa maa man opgive det Evige. Den samme Idee laae ogsaa til Grund for den skjønne Benævnelse af Nonnen: Guds Brud. Hvo der vil leve for Himlen her paa Jorden, maa formæle sit inderste Væsen med Ideen, og af al Kraft kjæmpe med det Verdslige. Men at trække sig tilbage i et Kloster, ligner snarere en Flugt fra Slaget, end et Angreb; det var at tage Ideen bogstaveligt, istedetfor aandeligt.

Det er ikke i den Hensigt, at holde nogen Forelæsning for Dig, at jeg skriver alt dette. Jeg selv trænger til at gjøre mig fortrolig med disse Forestillinger, thi jeg har længe følt, at en Forandring maatte foregaae med mig. Endnu lever jeg ligesaa lidt som de Andre. »Kun den er viis, hvis ydre Liv afpræger hvad det indre vil,« siger Øhlenschlæger. Hvad kan det gavne mig, at Ideen lever i min Sjæl, naar det bliver derved? Har den ikke Kraft til at tilkjæmpe sig en Tilværelse i det ydre Liv, hvor kan den da være mægtig til at beseire Tid og Grav, saa den i Dødens Stund hæver sig til Udødeligheden?

Ideligt gjentager jeg for mig selv Tegners deilige Ord:

63

Och res dig, och kämpa för menniskors väl,
med pen, med röst!
Blif miskänd, hatat, och tryk dem likväl
til såradt bröst!

Du vil sige: hvad kan en ung Pige, som Du, virke for Menneskehedens Vel? Det samme har jeg sagt mig selv, men strax efter følte jeg det Intetsigende i denne Indvending. Det er jo ikke mine, ikke Clara Raphaels Kræfter, Talen er om, men om den guddommelige Idees Kraft. Man kalder det Beskedenhed at mistvivle om sine Evner; jeg kalder det Gudsfornægtelse. Skulde jeg tilbede Gud i Naturen, og ikke tilbede ham i den menneskelige Aand, som er skabt i hans Billede? Eller skulde jeg troe ham stærk i alle Andre, men kun svag i mig selv? Naar jeg træffer sammen med et Menneske, som ret mægtigt har Guds Lys i sin Sjæl, da bøier jeg mig i salig Beundring for ham, men ogsaa det lille Lys, som er mig betroet, elsker jeg, ogsaa deri erkjender jeg den guddommelige Sandheds Sol, hvorfra det er udgaaet. Er det Hovmod og Synd? Mit Hjerte siger Nei; man bør jo ære Giveren i Gaven.

Jeg læste igaar i Schillers Jungfrau von Orleans de deilige Ord, hvormed den hellige Jomfru tiltaler Johanna: »Eine reine Jungfrau vermag jedwedes Herrliche auf Erden, wenn sie der ird'schen Liebe widersteht.« Det var mig, som disse Ord bleve henvendte til mig, som Guds Moder selv opfordrede mig til Kamp for den Idee, der fylder min hele Sjæl.

Det gjælder mit Livs Lykke, det har jeg erkjendt, ikke uden en vis nedtrykkende Fornemmelse. Ingen vil synes om mig; den ubetydeligste Pige, som har et complaisant Væsen, vil behage, selv aandrige og interessante Mennesker, meer end jeg. Jeg vil altid føle mig fremmed paa Jorden, thi hvad der binder Folk til hinanden, er, for en stor Deel, deres Svagheder. Den, som kalder alt, hvad der er Gud imod, for Synd, og alle »uskyldige Selvbedrag« for den værste Slags Løgn, bliver dem altid fremmed. Den, som kalder Liv, hvad de kalde Død, og seer Døden i deres Liv, maa være dem fremmed. Jeg kommer til at staae ene imellem to Verdener; var nu altid det Himmelske mig saa klart, som det undertiden kan være, da var Valget let. Men der gives Øieblikke, da en usigelig Tomhed hersker i mig, da 64 jeg er nærved at misunde Andre, som leve kummerligt med hinanden i Øieblikkets smaa Glæder og Sorger. Da piner det mig, at de see saa skjævt til mig, og jeg kan ikke lade være med Bitterhed at tænke paa, hvor forladt jeg er. Endnu kunde jeg vende om! Alle disse kunde blive mine Venner, jeg kunde kanskee indvirke mere paa dem, naar jeg sluttede mig til dem. Jeg kunde nyde Livets Fornøielser, som andre unge Piger, og udbrede Glæde omkring mig, istedetfor de fornærmede Miner, som nu møde mig overalt.

Det kunde jeg! Ja, men det vilde netop være Offeret, og det oven i Kjøbet et Offer, som blev Helvede bragt. Saaledes søger man altid i svage Øieblikke at bedaare sig selv, men Gud lader sig ikke spotte! Den guddommelige Bevidsthed i vor Sjæl gjør sig itide gjældende, og forkaster den udsmykkede Løgn. Jeg vil slutte mig til Gud, give mig til ham, og han vil nok bevare sin Eiendom fra Undergang. Da, naar der er mørkt i og om mig, vil jeg ikke søge Lys og Liv fra Verden, men hæve mit Blik til Gud, og han,

Der sender Liv og Frugtbarhed
I Regnens Draaber til os ned
Og fryder al Naturen -
han vil sende mig Kraft og fornyet Mod!

Den 12te.

Vi have i denne Tid Besøg af en Grev P*, som er noget i Familie med Forpagteren. Han er en af disse moderne Personer, som skjule deres Mangel paa Indhold ved en tilsyneladende Foragt for Alt som er noget værd. Han gjør sig til af lutter negative Egenskaber. »Jeg er ikke - jeg bryder mig ikke om - jeg har ingen Interesse for -« saaledes begynder hans Tale altid. Det eneste han, efter sit eget Udsagn, skal være, er uimodstaaelig for Damerne. Fortællingerne om de Erobringer, han har gjort iblandt disse, ere altfor meget i Smag af de tydske Krigsefterretninger, til at være paalidelige. Saaledes tænker jeg at han, saasnart han er borte herfra, morer Folk med en Historie om Frøken Raphaels Hjerte i Flammer o.s.v., skjøndt 65 Sandheden er, at han rigtignok har gjort adskillige Forsøg paa at storme, men hvergang er slaaet tilbage med Tab. Idetmindste burde han have tabt lidt af sin utaalelige Selvtillid, i denne uheldige Krig. Jeg hørte i Middags en ganske morsom Samtale imellem ham, og en Candidat R*, som var her i Besøg. De standsede udenfor Vinduet, hvor jeg sad, uden at de saae mig. »Naa!« sagde R*: »Hvorledes befinder Dit Hjerte sig i Frøken Raphaels farlige Nærhed?« »Aa,« svarede Greven, »jeg kan ikke sige, hun behager mig! Hun kan tage sig godt ud i Frastand, men naar man kommer hende nær, stikker hun jo som en Tidsel.« - »Du skulde heller lignet hende ved en Tornerose,« bemærkede R*: »det havde baade været smukkere og mere træffende sagt.« - »Ja, hvad Tornene angaaer,« svarede P*: »Rosen blomstrer ikke for os stakkels Menneskebørn! Vil man gjøre Lykke hos en anden Dame, har man da i det høieste en Snees Rivaler at stikke ud. Men hos hende maatte man først slaae hele vor egen Armee af Marken, foruden en Hærskare af Fortidens Helte og Genier, som jeg aldrig før har vidst existerede. Forelsker hun sig nogensinde, saa bliver det da i Erkeenglen Gabriel, eller i Vorherre selv; ret betænkt kan det ikke være ringere!« - »Det var en Inclination, de færreste Damer vilde misunde hende,« udbrød R*. - »Og paa den almindelige Menneskeforstands Vegne vil jeg haabe, at de færreste Herrer vilde misunde ham. Jeg for min Deel afskyer disse Mennesker, som altid ere i den syvende Himmel. En af Dagene tænker jeg, hun begynder at tale paa Vers, og lægger sig et Par Vinger til.« Dermed var Samtalen endt, og de gik videre. Jeg havde ikke troet, at P* kunde være saa vittig!

Den 16de.

Nu er da Baronen død, og for nogle Dage siden begravet, men det varer vist længe, til Folk kunne rumme andet i Tankerne, end denne store Begivenhed. Jeg kan ordenlig faae noget imod Manden, fordi hans Død gjør en saadan Opsigt, at man aldrig hører Tale om andet. Jeg afslaaer at tage med i Selskab, og lukker mig inde paa mit Kammer, naar her kommer Fremmede, for at undgaae at høre disse Afhandlinger om Begravelsen, som gjenlyde overalt.

66

Igaar var den unge Baron her, for at aftale noget med Forpagteren. Jeg saae nok, at han stod udenfor Vinduet, men det var ogsaa det Hele. Siden, da jeg kom ned, bestormede Forpagteren mig med Spørgsmaal om, hvorledes jeg syntes om ham. Jeg svarede, at jeg aldeles ingen Mening kunde have, da jeg i den Frastand ikke engang kunde see, hvorledes han saae ud. »Da har han saamænd seet paa Dem, Frøken!« svarede han: »Da vi stod og talte udenfor Deres Vindue, blev han med Et som forhexet, og gav reent forkeerte Svar jeg kunde ikke begribe, hvad der gik af ham, ligetil jeg fik Øie paa Dem, - saa vidste jeg jo, hvorledes det var fat. »»Hvem er den unge Dame?«« spurgte han saa pludseligt, at jeg nær var bleven bange. Jeg sagde ham det, og saa udbrød han i Lovtaler over Deres« - disse Lovtaler vil jeg forskaane Dig for at høre. »Hvad synes De nu?« endte Forpagteren med at sige med meget Eftertryk. Jeg er nær ved at synes, at den unge Herre maa have en Skrue løs! svarede jeg leende. Jeg kunde jo ikke sige hvad jeg tænkte, nemlig: At Historien kan være god nok, men at jeg ikke er saa taabelig at troe et Ord deraf. Han kan jo gjerne have sagt: Det er en kjøn Pige! eller en anden Sentens i samme Smag; saa har Forpagteren deraf taget Anledning til sin høittravende Beretning, der skulde tjene til at indtage mig for hans Afgud.

Den 18de.

Nu er da Grev P* reist. Jeg kan ikke sige, at vor sidste Samtale var af en meget fredelig Natur. Jeg har imidlertid glemt dens Indhold, paa Slutningen nær, som var meest piquant. Vi talte, eller rettere sagt, han talte om Nationalitet, og udviklede sine Anskuelser, som alle gik ud paa, at hver gjorde bedst i at feie for sin egen Dør. Blandt andet betegnede han det som Vanvid, at det lille Danmark vilde føre Krig med Tydskland, og paastod, at vi strax burde givet Tydskerne hvad de forlangte, saa kunde vi nu levet i Fred og Ro. Om Danmark end gik tilgrunde, saa fik vi vel nok Plads paa Jorden ligefuldt o.s.v. Da jeg slet ikke lagde Skjul paa min Foragt for disse æreløse Principer, dreiede han reent af, begyndte at tale rørende om det Umenneskelige og Utilladelige i at føre Krig, og 67
endte med at sige: »Der staaer jo skrevet, at naar En slaaer os paa det høire Øre, skulle vi række det venstre til. Hvorledes kan det forliges med det Princip, strax at sætte sig til Modværge, naar man bliver angreben?« - Der staaer intet Sted skrevet, at naar Fanden forlanger en Finger, skulle vi give ham den hele Haand. Mod det Onde skal man kjæmpe med Liv og Sjæl, og hvad er ondt som Løgn, Tyveri og Røveri? Først vilde Tydskland stjæle, og siden røve Slesvig; og det skulde vi see roligt paa, med Hænderne i Skjødet! »Ja« svarede han, »fra denne Side betragter nu De, og vel de fleste Danske, Sagen. Men Tydskerne troe naturligviis, at de have Ret, og der er jo, naar man vil være upartisk, meget som taler for deres Tro.« - Naar De giver vore Fjender ret, saa er det en anden Sag! svarede jeg: Saa har jeg ikke meer at sige. »Der seer man Følgerne af at være oprigtig!« udbrød han, i en paatagen nedslaaet Tone: »Fordi jeg ikke hører til de Ultranationale, er De, Frøken, istand til at regne mig for en Forræder, at sammenligne mig med Corfits Ulfeldt.« - Nei! afbrød jeg ham: Derfor kan De være rolig! Jeg sammenligner kun Personer, som staae hinanden nær i aandelig Henseende. Ulfeldt berøvede sit Fædreland en Mand. De berøver kun en Mand sit Fædreland, og da denne Mand er Dem selv, er jeg mere tilbøielig til at beklage Dem, end til at blive oprørt derover. - »Jeg kan ikke andet, end være mine ringe Aandsevner taknemmelig, siden de erhverve mig Frøken Raphaels Deeltagelse.« Der forvexler De igjen to meget forskjellige Ord, Hr. Greve: Medlidenhed og Deeltagelse. Deeltagelse er beslægtet med Kjærlighed og Agtelse; Medlidenhed derimod med - »Jeg bønfalder Dem om at tale ud, og lade mig vide, af hvad Familie den Følelse er, jeg er saa lykkelig at De nærer for mig!« - Da jeg ikke kjender Dem, Hr. Greve, kan det hverken fornærme eller forundre Dem, naar jeg siger, at jeg slet ingen Følelse nærer for Dem - det skulde være en høi Grad af Ligegyldighed. De Anskuelser, De vedkjender Dem, kunne ikke kaldes eiendommelige for Deres Personlighed, da de ere et almindeligt Skjul for en vis Classe Herrers Magelighed og Egenkjærlighed; om disse Principer, som ere begrundede paa Egoismen (den laveste af alle Feil) kan jeg, uden at fornærme Dem personlig, sige at de vække min - Foragt! - »Jeg havde aldrig troet at maatte bebreide Dem, Frøken, en Handlemaade, som jeg ofte 68 har hørt Dem med Strenghed bedømme hos Andre, aldrig troet, at De vilde misbruge den Stærkeres Ret, til at fornærme mig. Jeg erkjender min Svaghed. Ligeoverfor Damer i Almindelighed, er jeg slet bevæbnet; ligeoverfor Dem, Frøken Raphael i Særdeleshed, er jeg vaabenløs.« Med disse Ord reiste han sig, og forlod hurtigt Værelset.

Nu skal dette Brev afsted, da jeg er kjed af at see paa det; det er ogsaa begyndt for, Gud veed hvormange Herrens Tider siden.

Clara Raphael 69

Niende Brev

Den 17de Mai 1849.

Jeg er nærved at fortvivle over at Du altid begynder Dit Brev, med at forlange Forklaring over hvad jeg sidst skrev. Jeg har tænkt paa, hvoraf det kunde komme, og faaet det bedrøvelige Resultat, at enten maa Du have en daarlig Forstand, eller jeg maa aldeles ingen Evne have til at gjøre mig forstaaelig. Da jeg nu veed, og i hvert af Dine Breve har Sort paa Hvidt for, at det Første ikke er Tilfældet, har jeg med Sorg erkjendt, at Skylden maa være hos mig. Jeg tager mig det virkelig til Hjerte, da en smuk og fattelig Fremstillingsmaade er noget jeg sætter stor Priis paa. Dog har jeg, til min Trøst, en Anelse om at der er lidt Drilleri med i Spillet, og at Du dog nogenledes har forstaaet mine Tanker, hvor ubehændigt de end ere fremstillede. Du har været i Dit satiriske Humeur den Dag!

Det kan ikke nytte jeg venter med at svare, til jeg kan gjøre det i samme Tone, thi jeg har forsvoret at have med Vittighed at bestille, siden jeg daglig hører Folk lee ad de simpleste Talemaader og Ordspil, som de beære med Navn af Vittighed. Altsaa vil jeg i al Enfoldighed besvare Dine Spørgsmaal. »Først maa Du endelig sige mig, hvad det egentlig er, Du vil kjæmpe for, og dernæst paa hvad Maade Du vil kjæmpe derfor?« Hvor er det muligt, at Du kan have læst mine Breve, og dog spørge saaledes? Jeg vil stride, leve for det jeg forstaaer ved Damernes Emancipation. Paa hvad Maade, vil Du vide. Husk dog paa, at Rom blev ikke bygget paa een Dag! Er det ikke allerede store Ting at vide hvad man vil? Hvorledes man vil det, bliver ikke et Menneske klart paa en Dag, eller to. Lidt efter lidt former Planen sig af sig selv i mine Tanker, men den er langtfra saavidt færdig, at Talen kan være om at meddele den. Dog har jeg jo allerede givet Dig et Vink derom, i det anførte Vers af Tegner:

Och kämpa för menniskors väl med pen, med røst!

70

Den Forklaring maa Du lade Dig nøie med, angaaende dette Spørgsmaal. Nu videre!

»Skal det aandelige Klosterliv forstaaes saaledes, at Du aldrig vil gifte Dig? Hvad vil Du da gjøre, om Du kommer til at elske en Mand?« Kjære, jeg haaber, jeg skal komme til at elske mange Mænd, og saa vil jeg takke Gud, som har skabt dem og mig, fordi han paa saa mange Maader giver sig tilkjende for os. Men Du mener vel, hvis jeg bliver forelsket? Du vil vist lee, naar jeg siger, at jeg snarere kunde forelske mig i en yndig ung Pige, end i en Mand. Der er saameget Uskjønt ved Herrerne, som generer mig. løvrigt kan jeg kun sige, at jeg hverken vil gifte mig idag eller imorgen, eller rimeligviis nogensinde. Nu kommer No. 3 af Dine Spørgsmaal: »Du er forberedt paa at blive misforstaaet, ja endog forhadt; men siig mig, har Du ogsaa betænkt at Du vil blive gjort latterlig? Din hele Idee vil blive anseet som et Sidestykke til den bekjendte Kamp med Veirmøllerne! Har Du Mod til at fremstille Dig for Verden som en kvindelig Don Quixote, thi saaledes vil Du blive betragtet?«

Jo, jeg har virkelig betænkt dette, og jeg er desuagtet fast i min Beslutning. Det maa være uendelig tungt at være latterlig af Naturen, men den Omstændighed, at jeg har Valget, giver mig Mod til at lade mig ansee for en Caricatur. Lad Folk troe hvad de ville! Jeg føler, at det er Liv af Guds Liv, som flammer i mit Bryst, og i denne Troe har jeg Styrke til at foragte Verdens Dom. Naar Hensyn til Andres borneerte Anskuelser bandt min indre Frihed, eller paa nogensomhelst Maade hindrede mig i min Væren og Virken - da maatte jeg hade dem, saa vist som jeg elsker Friheden og Livet. Nu derimod holder jeg af Andre, som af mig selv, og med Guds Hjælp, skal jeg ogsaa være istand til at være dem til Nytte, og leve for dem!

Den 20de.

Du beklager Dig, over at jeg saa sjeldent skriver. Du har Ret, men jeg har ogsaa Ret, naar jeg umuligt kan skrive, blot fordi En venter Brev fra mig. Jeg maa have noget Morsomt at fortælle, eller jeg maa være inspireret, kort sagt, naar jeg skal skrive, maa det være 71 fordi jeg paa ingen Maade kan lade det være. Intet er mig saa forhadt, som den Stiil i Breve: Saa gik vi derfra, derhen, hvor vi toge os det eller det for o.s.v. I denne Tid gjærer ogsaa saa meget i mine Tanker, som ikke er, og kanskee aldrig bliver klart nok, til at fremstilles for Dine satiriske Øine, saa hvis her ikke passerer noget, som kan opvække min Skrivelyst, kan det vare længe, til dette Brev kommer afsted.

Jeg er idag i ubeskrivelig godt Humeur jeg troer fordi jeg har drillet Madam Star, som aldrig kan opgive sin Lyst til at anfalde mig med Spydigheder. Hun drog saa ivrig tilfeldts mod en Mand, som forrige Foraar forlod sin Kone og Naalefabrik, for at gaae med som Frivillig, at jeg, der fandt at Manden havde gjort sin Pligt, paatog mig hans Forsvar. »En gift Mand,« sagde hun, »har ingen anden Pligt, end at sørge for sin Kone og sine Børn.« - Nei, svarede jeg, intet Forhold i Verden kan løse ham fra hans Forpligtelser mod Fædrelandet! Den Kone, som er egoistisk nok til at ville trænge sig imellem sin Mand og hans Ære og Samvittighed, hun gjør sig derved uværdig til at han skulde tage Hensyn til hende. »Aa,« udbrød hun i en spodsk Tone: »Lad os nu bare blive paa Jorden!« - Ja, svarede jeg, hvem der ikke kan komme høiere, vil jeg ogsaa raade til at gjøre en Dyd af Nødvendigheden. - Hun tilgiver mig det aldrig! Havde hun endda havt den Fornøielse at hævne sig! Men hendes Forsøg herpaa gik det ikke stort bedre med. Det var da aparte! udbrød jeg lidt efter, om noget, som blev sagt, jeg har glemt hvad det var. »Ja, De er jo rigtignok aparte, Frøken Raphael,« svarede hun. - Saa er det Vorherre, der maa bære Skylden, og hvad han gjør, siger man jo, er velgjort. Han har vel selv faaet for meget af det Almindelige, og husket paa det gamle Ordsprog: Afvexling er Livets Kryderi. - Siden kom vi til at disputere om en ung Dames Udseende, som hun fandt smuk, og jeg styg. Blandt andet sagde jeg at det skjæmmede hende, at hun loe saa meget: Det er saa taabeligt, naar En altid gaaer og leer, uden at noget Menneske kan begribe hvorfor. Det var virkelig ingen Skose! Jeg tænkte ikke paa, at alle, som komme i Præstegaarden, have den Skik, fra det Øieblik de træde ind ad Døren, ligetil de gaae, at lee uafladeligt af Madam Stars Vittigheder; det faldt mig først ind, da hun svarede i sin spydige Tone, som jeg ikke undlod at gjengjælde.

72

Jeg veed, Du vil skjænde paa mig, og jeg indrømmer, at havde det ikke været hende, der er saa uskaansom mod dem, hun er overlegen i Forstand, saa burde jeg kanskee have svaret mildere. Men jeg tør ikke paastaae, at jeg vilde have gjort det. Det oprører mig, at Folk altid prale af deres egen Smaalighed og Uduelighed til at fatte en ædel og ophøiet Idee. Skal der absolut prales, saa burde det dog være af de gode Egenskaber; det var der dog noget friskt og naturligt ved. Hørte jeg dem gjøre sig til af huslige Dyder, saa vilde jeg med stor Glæde indrømme dem alt, thi jeg er ikke, som Du siger, blind med Hensyn til Andres Fortjenester, om jeg end er noget nærsynet i det Capitel.

Den 24de Mai.

Jeg har idag været til Alters. Jeg gik ganske alene imorges til Kirke. Veiret var stille og mildt, men taaget, og Fuglene qviddrede kun sagte i Buskene. Alt var saa ubeskrivelig fredeligt i Naturen; i mig var der ogsaa Fred: den ophøiede Ro, som en fast Beslutning, en fuldkommen Hengivelse til en hellig Sag giver os. Da jeg knælede for Alteret, gav jeg Gud min hele Sjæl i det Løfte, at kjæmpe til min Død for Sandhed og Oplysning, for Menneskenes Lyksalighed og Guds Ære. Jeg lovede, at intet Hensyn til jordisk Lykke skulde nogensinde drage min Sjæl fra den Evighed, jeg indviede mig til. - Da brød Solen pludselig frem bag Skyerne, og kastede sine lyse Straaler paa Altertavlen, som forestiller Christi Himmelfart. Som jeg saae ham staae med udbredte Arme, og Blikket skuende ind i Himlen, syntes jeg, han tog min Sjæl med sig ind i Evigheden, og et begeistret Mod opflammede den. Jeg følte, at Gud overvinder Verden.

Da jeg gik ud af Kirken, saae jeg to sørgeklædte Damer, hvoraf den Yngste næsten fængslede mig ved sin Skjønhed og ved det yndige Udtryk i sit Ansigt. Hun saae bevæget, men ikke bedrøvet ud, og idet hun bemærkede mig, fæstede hun sine klare Øine paa mig med Interesse, og barnligt Velbehag. De hilste begge venligt, og jeg hørte den Unge hviske til den Ældre: »Det maa være Frøken Raphael! Hvor hun er« - mere hørte jeg ikke, thi de gik ind i Præstegaarden.

73

Paa Vognen, som holdt udenfor Kirken, kunde jeg see, hvad jeg strax antog, at det maatte være den unge Baronesse, og hendes Tante, Grevinde B**, som opholder sig hos dem.

Solen skinnede nu, og Alt stod saa yndigt i Foraarets Pragt, at jeg, saa længe jeg kunde, opsatte at bytte den deilige Natur med mit snævre Værelse. Da jeg havde gaaet lidt, lagde jeg mig ned i det nye, lysegrønne Græs, og saae op i Luften, hvor Fuglene fløi syngende over mit Hoved. Da faldt et Par Vers mig ind, af et Digt fra min sværmeriske Periode, og jeg sang halvhøit for mig selv:

Men Tanken selver er en Fugl
Alt med saa snar en Vinge!
Til Himlen den fra Hjertets Skjul
Kan alfelet sig svinge.
Og Sjælen kan laane Himlens Skjær
Fra Stjernerne smaa foroven;
Men vogt Dig, at intet jordisk Begjær
Derind sig sniger forvoven!
Thi da er det ude med Lykke og Fred,
Naar Ilden i Hjertet brænder ....

Her blev jeg, til min store Overraskelse, afbrudt af den unge Baronesse, som spurgte, om jeg vilde gjøre dem den Fornøielse at kjøre med: »Vi komme lige forbi, hvor De boer,« sagde hun: »De seer, jeg kjender Dem, skjøndt endnu kun af Beskrivelse. Jeg har saa længe ønsket at jeg kunde træffe sammen med Dem! De maa ikke afslaae min Bøn! Det er virkelig for langt for Dem at gaae.« Der var en saa sød Venlighed i hele hendes Væsen, at jeg blev ganske indtagen af hende, og med Fornøielse fulgte med hende til Vognen, som holdt tæt ved paa Veien. Grevinden modtog mig med samme hjertelige Venlighed. Hvad vi talte om, veed jeg knap; det var en almindelig Conversation, og dog i een Henseende ualmindelig, thi skjøndt der ikke blev sagt noget Interessant, udtalte dog en oprigtig Velvillie, en fiin og dannet Aand sig i mine nye Bekjendtes hele Væsen. Inden jeg stod af Vognen, vidste jeg, at Frøken 74 Anna er god, klog og naturlig; og det uagtet hvert Ord, hun sagde, hvis det stod skrevet her, vilde kaldes ganske almindelige Talemaader, som man hører saa tidt. Det var mig kjært, at Grevinden, da jeg tog Afsked, sagde at hun haabede, vi skulde gjøre nærmere Bekjendtskab. »Min Anna har saa længe savnet Omgang med jævnaldrende unge Piger, at jeg ret af Hjertet kan ønske hende en Veninde, som Dem!«

Hvor denne Dag har været usædvanlig rig paa opløftende og glædelige Indtryk! Jeg kunde omfavne hele Jorden og Himlen!

Din Clara Raphael 75

Tiende Brev

Den 15de Juni 1849. Kjæreste, bedste Mathilde!

Vær ikke vred, og hvis Du er det, som jeg da egentlig ikke kan fortænke Dig i, saa vær god igjen, og tilgiv mig for denne eneste Gang min, for enhver Anden utilgivelige, Forsømmelse med at skrive. Dog Du er saa god, Du vil nok lade Dig forsone!

Gud veed, jeg har tænkt paa Dig hver Dag, og ønsket at Du kunde deeltage med mig i al den Glæde og Lyksalighed, som omgiver mig. Men netop fordi jeg er saa lykkelig, har jeg ikke kunnet formaae mig selv til at skrive. Jeg kan dog ingen klar Forestilling give Dig om hvorledes jeg har det, endnu mindre om hvorledes jeg er tilmode. Og jeg er vis paa, at hvad jeg nu, i al Hast er istand til at skrive, vil forekomme mig som en Caricatur, ikke som noget Billede deraf. Det bliver kun det Ydre, kun Formen, Du faaer at see, men det fortryllende Usynlige, som levendegjør den, kan jeg ingen Idee give Dig om. Det kan kun føles, ikke beskrives, hvorledes det ligesom synger sin egen Lovsang i mit Hjerte. -

Jeg kan tænke mig, hvorledes Du her afbryder Læsningen, og seer ned ad Siden, for at faae at vide »hvad der gaaer af hende.« Jeg maa heller skynde mig at tilfredsstille Din Nysgjerrighed, især da jeg ikke har mange Minuter til min Raadighed. Da jeg sidst skrev, fortalte jeg Dig, saavidt jeg husker, om hvorledes jeg gjorde Annas Bekjendtskab. Kort efter bleve vi inviterede til Middag, og siden den Tid har jeg været ofte, og i de sidste fjorten Dage daglig sammen med hende. Hun fortjener at kjende Dig, og elskes af Dig, og dog ere I saa forskjellige. Hun er saa unbefangen (jeg maa laane et tydsk Ord, men jeg trøster min Nationalfølelse med at vi nok have i vort eget Sprog et som er tigange bedre, naar jeg bare kunde finde det), saa barnlig munter og himmelsk god. Hun bringer Liv i det Døde. De kjedeligste Arbeider blive morsomme, naar hun deeltager deri; den almindeligste Conversation bliver underholdende, naar 76 hun blander sig deri. Hun er skabt til at være det daglige Livs gode Genius. - Hun ligner sin Broder, men han er en Mand, ligesaa ægte mandig, som hun er sand kvindelig. Han ligner Sandheden - Solen! Før jeg lærte ham at kjende, kjendte jeg slet ikke Livet! Jeg saae Alt i et jævnt Mørke, hvorigjennem kun Evighedens Lys svagt glimtede. Da han kom - hvor forandret blev ikke Alt, som ved et Trylleslag. Har Du seet Solen staae op? Seet hvor mild, hvor majestætisk den stiger op paa Himlen og ligesom drager Jorden frem af Mørket ved sine Straalers Magt? Hvorledes de ubetydeligste Gjenstande, de mindste visne Straae, kunne glimre som Guld i dens Lys? Da kan Du gjøre Dig en Idee om ham, og den Magt han udøver over sine Omgivelser. Nu først veed jeg, at Jorden er yndig og rig paa Fryd; nu først elsker jeg alle Mennesker, uden at veie deres Evner og Mangler, Dyder og Feil. Jeg elsker dem Alle, thi Solen skinner jo paa Høie og Lave, Gode og Onde. Jeg kunde falde Frøken Sonne om Halsen, og tigge hende om at glemme den gamle kjedelige Uenighed, hvis ikke hendes spodske Mine virkede paa mig som kjølende Pulver, hvergang jeg seer hende. Gud skee Lov for mine nye Venner! De misforstaae mig aldrig, og i dem finder jeg alt forenet, hvad der er skjønt og elskeligt. Jeg tænker ikke mere, som før. Hvad behøves en møisommelig Søgen efter Sandheden, naar jeg seer den, i al sin oprindelige og guddommelige Skjønhed, udtrykt i de Menneskers Aand, jeg lever med? Jeg trænger ikke mere til Digterne! Hvert Øieblik er et Skjønhedsdigt, mere rigt paa Poesie, end selv vor Øhlenschlägers deiligste Sange jeg kjender slet ikke den forrige Clara! Jeg har glemt hende for den ny, som er en Gave af- af Himlen, som forbarmede sig, og kom ned til mig, da den ynkedes over mine barnagtige Forsøg paa at komme op til den. Hvorfor skulde jeg ogsaa tænke paa den Tid, som er forbi, da den nuværende paa en saa behagelig Maade gjør Fordring paa min Opmærksomhed? - Anna kommer vist snart! Imorgen - o, jeg kunde synge høit af Glæde, ved Tanken derom - imorgen skal der være Skovbal hos Baronen. Anna og jeg ville være ensklædte, i Hvidt, og med røde Rosenkrandse om Haaret. Der er endnu lidt ved mine Sager at ordne, og der hører jeg Annas Vogn; hun kommer for at hente mig; saa bliver jeg der imorgen over. Da skal Du høre videre fra mig.

77

Hvilken Nat, Mathilde! Endnu svæve de lyse Billeder for mit Øie, i magisk Glands, endnu toner hans Stemme i min Sjæls Inderste! Jeg har dandset! Aldrig før har jeg vidst, hvad det var, at dandse. Det var, som jeg blev baaren af Tonerne, som vi hævede os over Jorden, til Paradis! - Og siden! Da han fulgte mig til Vognen, Mathilde, da saae han paa mig med et Blik, saa tillidsfuldt, saa straalende, som kun hans Blik kan være, trykkede min Haand, og hviskede: »imorgen,« idet han løftede mig op i Vognen. Da jeg saae mig tilbage, stod han endnu paa samme Sted. Jeg mangler Ord, til at udtrykke det, som fylder mit Bryst! Hvorfor skal jeg være saa lykkeligjeg, der har gjort saa lidt for at fortjene det?

Stjernerne forsvinde lidt efter lidt! Hvorfor jager dog Solen dem bort? De vare tilstede ved hans Fest; saa længe jeg saae dem, syntes jeg ikke, den var ganske forbi. Dog »imorgen« sagde han; og nu er det jo Morgen! Altsaa idag! O, vær tusinde Gange hilset, Du skjønne Sol, vær velsignet, fordi Du bringer Dag og Fornyelsen af min Lyksalighed!

Hvorledes skal jeg faae Tiden til at gaae? Hvorledes skal jeg være istand til at vise mig for de Andre, besvare deres kjedelige Spørgsmaal, og vise mig som ellers i den Stemning jeg nu er i? Jeg vil prøve paa at hvile lidt. Saa slipper jeg for alt dette, Tiden gaaer, og kanskee en barmhjertig Drøm vil tilbagetrylle mig i de forsvundne, lykkelige Timer. -

Han har skrevet til mig! I de ømmeste, i de kjærligste Udtryk siger han mig, hvad jeg anede, men aldrig vovede at sige mig selv: At han elsker mig. Hvorledes kan jeg rumme denne Tanke i mit Hjerte? Kan Himlen faae Plads i et Menneskes Bryst? - Jeg kan gjøre ham lykkelig! Jeg troer det, thi han siger det! Og han kan tvivle om min Kjærlighed! Han beder mig ikke overilet at tilintetgjøre et Haab, der, hvor dristigt det end er, ikke har sin Grund i Overmod og Selvtillid, men i en Kjærlighed, hvis Lige der ikke kan findes. »Skulde De kun kunne elske den Mand, som var Dem værd, og stod Dem nær i ophøiede Egenskaber, da maatte en Engel komme ned fra Himlen, thi en saadan Mand findes ikke paa Jorden,« skriver han: »Claras Kjærlighed bliver altid en Naadegave.« - Ja, en Naadegave, men denne Gave kommer jo fra ham selv, som indgjød mig 78 den! Den er hans eget Værk, og Skabningen hengiver sig i glad Tilbedelse og i tilbedende Glæde til sin Skaber.

O, Mathilde! Nu først veed jeg, hvor høit jeg elsker ham! Hvor dyrebart er mig ikke alt, hvad der kommer fra ham! Mit Hjerte bankede, da jeg saae hans Navn i den Bog, Brevet laae i. Jeg vil spaae min Skjæbne af de Blade, det har ligget imellem! -

Det er forbi! Et heelt Liv af Lidelse ligger imellem nu, og da jeg sidst skrev. O, jeg har villet hæve mig over Andre, og jeg er falden! Nu veed jeg, hvad Syndefald er! O, lykkelige ere de gode, ydmyge Mennesker, som slutte sig kjærligt til hinanden, og i barnlig Tro umiddelbart til Gud! Lykkelige i deres Søvn! Naar de vaagne, er Freden forbi. Lykkelig er den Pige, som i den Mand, hun elsker, seer sit Liv, sin Evighed! - Mit Hoved brænder! Jeg kan ikke samle mine Tanker; alt hvad jeg føler og erkjender, er, at det er forbi. Denne Tilstand fører til Vanvid, og jeg vil ikke gaae under! Nu hersker Ulykken over mig, men jeg vil lære at beherske den. Jeg vil see den fast i Øiet! Jeg vil tale, om end hvert Ord bringer Død. Veed Du hvilke Ord jeg traf paa i Bogen, som skulde prophetere mig min Skjæbne! »Eine reine Jungfrau vermag jedwedes Herrliche auf Erden, wenn sie der ird'schen Liebe widersteht.« - Wenn sie der ird'schen Liebe widersteht! - Jeg vaagnede af Fortryllelsen ved disse Ord. Jeg havde været som beruset, glemt Fortid, Fremtid, mig selv, og kun levet i ham. Men nu mindedes jeg alt, med grusom Nøiagtighed. Hele min Livsplan, som var grundet paa hine Ord, alt hvad vi havde skrevet derom, enhver salig og begeistret Idee, de havde vakt hos mig, bleve til Stemmer, der raabte: Du tilhører os! Du har svoret at offre Smaat for Stort, Livet for Evigheden, Mennesket for Gud! Jeg mindedes hvorledes jeg havde knælet for Alteret, og aflagt det hellige Løfte, som viede mig til Evigheden, som forbandt mig til at offire den min timelige Lykke. Og til dette samme Alter skulde Axel føre mig, som sin Brud! Naar da Præsten spurgte, om jeg ingen Anden havde givet min Tro - vilde da ikke hint Løfte stille sig imellem os? Nei, han skulde ikke bedrages! Bedrages - o, Gud! og jeg, der endnu iaftes - han veed jo at jeg elsker 79 ham; jeg læste i hans klare, tillidsfulde Blik, at han følte det i sit Hjerte. Staaer han da nu ikke bedragen for sit Livs Lykke? I Øieblikke syntes jeg, at jeg burde sige ham alt, forlange hans mandige Raad, og handle derefter; at jeg heller maatte tage et ubesindigt Løfte tilbage, end gjøre ham ulykkelig. Men det var intet ubesindigt Løfte! Midt i al min Fortvivlelse stod Ideen for mig, i al sin rørende Skjønhed! Jeg kan ikke anden Gang, ikke med fuld Bevidsthed forraade den; det vilde være aandeligt Selvmord. At jeg glemte den, at jeg lod mig henrive af verdslig Kjærlighed - det var min Forbrydelse. Havde jeg elsket ham paa samme Maade, som jeg elskede Gud, saa kunde jeg blevet hans Hustru og dog blevet mit Løfte tro. Men denne berusende Følelse, hvori man taber sig selv, den er ikke reen, den er afgudisk og tilintetgjørende.

Saaledes vare de Forestillinger, hvori jeg tilbragte Natten - ak, hvor forskjellig fra den forrige! Pligt stod imod Pligt, Offer mod Offer, og i mit forvirrede Sind fandt jeg intet Støttepunct. Jeg vilde bede til Gud, men jeg kunde ikke; jeg forekom mig som forladt af Himlen og Jorden. Da naaede Kirkeklokkernes høitidelige Klang pludseligt mit pinte Sind; jeg gik til Kirken. Den friske Morgenluft vakte mig af Bedøvelsen, og den Sommerglæde, som jublede mig imøde fra Naturen, rørte mig dobbelt ved Modsætningens Kraft. Da jeg kom ind i Kirken, begyndte Sangen just. Da brast jeg i Graad, og udøste hele min Sjæl i Bøn til Gud; jeg bad om et Vink ovenfra, og lovede fuldkommen Underkastelse. Prædikenen begyndte. Den havde de Ord til Text: »Ingen kan tjene to Herrer, thi enten maa han elske den Ene, og foragte den Anden, eller han maa hade den Ene, og holde sig til den Anden.« Med ubeskrivelig Magt grebe mig de Ord: Den, som ikke forlader Fader og Moder for mig, er mig ikke værd.

Min Beslutning var fattet. Da jeg kom hjem, skrev jeg til Axel. O, Gud! Jeg skrev at jeg havde givet en Anden mit Løfte, (disse gruelige Ord vare de eneste, som stode klart for mig); jeg bad ham glemme mig, thi jeg var ham ikke værd. Det er kun altfor sandt! Nu har han Brevet! Den Kraft, som gjorde mig istand til at skrive det, er forbi. Jeg har forkastet den jordiske Lykke, og Himlen har forkastet mig. Naar jeg vil hæve mig i min Bøn, tynger hans Smerte mig til Jorden. Det Blik, hvormed han sidst saae paa mig, forfølger mig 80 overalt. Det brænder i mit Bryst! Det er det flammende Sværd, som hindrer mig Indgangen til det Eden, jeg forlod for hans Skyld, og for hvis Skyld jeg igjen forlod ham.

81

Ellevte Brev

Den 28de Juni 1849.

Da Deres Veninde ikke er rask nok til selv at skrive, har hun bedet mig slutte hendes Brev, og fortælle Dem hvad her er passeret. Men først vil jeg dog berolige Dem, med Hensyn til hendes Tilstand; hun har været syg, meget heftigt angreben, men nu er, Gud være lovet al Fare forbi, og hun har faaet den Fred i sit Sind, som hun saa høilig trængte til. Hun beder mig henvende mig til Dem med samme Fortrolighed, som til hende selv, og det falder mig heller ikke vanskeligt. Min Claras Veninde kan jeg ikke betragte ganske som en Fremmed, thi vi ere jo beslægtede i een Følelse: Kjærlighed til hende.

Da min Broder modtog Claras Brev, som paa en saa ubegribelig Maade forandrer vor Glæde og Munterhed til Bestyrtelse og Uro, var jeg ikke tilstede. Senere kom jeg for at tale med ham, men fandt hans Dør laaset, og hørte ham selv gaae op og ned med stærke Skridt. Jeg bad ham saalænge om at lade mig komme ind, til han endelig aabnede Døren, og taus rakte mig hendes Brev. Det har Clara ikke skrevet! Det maa være en Misforstaaelse! raabte jeg, men han hørte mig ikke. »Hun siger, hun er mig uværdig,« udbrød han pludseligt: »Havde hun sagt, at jeg var hende uværdig, da vilde jeg mistet hende, og dog takket Gud!«

Jeg ilede til Clara, da jeg var overbeviist om, at det Hele var en Misforstaaelse, og at jeg snart kunde vende tilbage til min Broder med Haab og Trøst. Da jeg saae Clara, glemte jeg alt andet, af Bekymring over hendes Tilstand. Hendes Sinds Kamp og Uro, samt de to Nætters Vaagen havde taget skrækkeligt paa hende. Jeg anvendte alle mine kjærligste Overtalelser, for at formaae hende til at hvile lidt. Hun stirrede som drømmende paa mig; men pludselig vendte hun Hovedet bort, rev sig løs fra mig, og sagde: »Hold ikke af mig, Anna! Tal ikke saaledes til mig! Du troer - Du veed ikke - Læs det!« Det var det begyndte Brev til Dem, hun rakte mig. Jo, jeg 82 veed alt, sagde jeg: men troer Du da derfor, jeg holder mindre af Dig? Ere vi ikke Veninder, Søstre? Kan noget i Verden forandre min Kjærlighed til Dig, og Din til mig? Men vær nu ogsaa god imod mig, og læg Dig lidt til Hvile; saa vil jeg læse imens. Endelig lod hun sig overtale til at lægge sig paa Sengen, og faldt snart, af Mathed, i en dyb Søvn. - Af Brevet saae jeg bekræftet, hvad jeg allerede var vis paa, at hun elskede min Broder; det Øvrige forstod jeg ikke rigtigt, men der maa jo have været en eller anden Idee, som hun tidligere har besluttet at leve for. Jeg var fuldkommen trøstet, thi jeg var vis paa at hun nok vilde indsee, hvor overilet det var, at opgive sin egen og Andres virkelige Lykke for et saadant Løftes Skyld.

Min Broder lukkede mig strax ind, da jeg sagde, at jeg kom fra Clara. Jeg gav ham taus Brevet, som jeg havde taget med, og som han strax læste. Han blev ved at gaae op og ned ad Gulvet med stærke Skridt, men standsede af og til, for atter at læse Brevet, som han knugede saa fast i Haanden, som om han var bange for at miste det igjen. Udtrykket i hans Ansigt forandredes lidt efter lidt; han aandede dybt, som han var befriet fra en tung Byrde, og hans Øine straalede forunderligt. Endelig standsede han foran mig, og jeg greb hans Haand, med de Ord: Alt kan endnu blive godt! Ikke sandt? - »Gud være lovet! hun er en Engel!« udbrød han i en sagte, men lidenskabelig Tone. -Ja, det er hun, svarede jeg, men der seer man at selv Engle kunne feile! Af en altfor overdreven Enthusiasme for Himlen, havde hun nær forspildt baade Din og sin egen Lykke. Men nu skal det nok blive godt! Dog, lov mig een Ting! Søg ikke idag at rokke hendes Beslutning. Hun er syg og i en exalteret Stemning. Du alene kan trøste og berolige hende. Er hun først rask, vil hun let indsee - »Hvad mener Du?« afbrød han mig heftigt: »Er det muligt, at Du saaledes kan misforstaae Clara og mig? Troer Du, hun for en Caprice, for en overspændt Lyst til at være Martyr, vilde opofrre den Mand hun elsker? Thi hun elsker mig! Hende kalder Du overdreven! Saa maa Vorherre selv være en Caricatur, thi findes hans Billede uforfalsket blandt Menneskene, saa er det nedlagt i hendes rene Sjæl.« Alt begyndte at løbe rundt for mig. Min Gud! sagde jeg: forstaaer jeg Dig ret? Du vil ikke prøve paa at overtale hende? - »Nei,« svarede han: »før vilde jeg prøve paa at rive en Stjerne ned fra Himlen! Men hvor er hun? Jeg maa see hende, tale 83 med hende!« Jeg bad ham vente os i Lunden og lovede at gjøre mit Bedste for at overtale hende til at følge mig derud. - Jeg var i den pinligste Stemning: Enten maatte de to Mennesker, jeg elskede høiest, være grebne af en pludselig Afsindighed, eller de maatte staae saa høit over mig, at jeg ikke engang kunde fatte dem.

Dog jeg havde ikke lang Tid til at reflectere herover, thi Claras Tilstand gjorde Fordring paa al min Opmærksomhed og Omhu. Hun var vaagnet, da jeg kom tilbage, og ifærd med at staae op. Hun sagde, at det var som Loftet skulde styrte ned over hende, hun maatte i den frie Luft. Jeg foreslog hende da at vi skulde kjøre en Tour, pakkede hende ind, som et lille Barn, og næsten bar hende ned i Vognen. Den friske Luft virkede oplivende paa hende, og hun syntes efterhaanden at faae mere Magt over sine Tanker. Hendes første Spørgsmaal var om Brevet. Jeg fortalte hende lidt efter lidt hvad der var skeet, og forberedte hende paa at træffe min Broder. Hun hørte paa mig med spændt Opmærksomhed, men hvergang jeg sagde at han elskede hende høiere end nogensinde, rystede hun drømmende paa Hovedet, med et mistvivlende Smiil. Da han kom, gik jeg tilside, dog saaledes at jeg bestandig kunde være ved Haanden, thi jeg frygtede for at Clara skulde blive for angreben af denne Scene, og bebreidede mig allerede, at jeg havde saa overilet opfyldt min Broders Begjæring. Jeg hørte at hun græd heftigt og at han talte til hende i en øm, trøstende Tone, men pludseligt kaldte han, med et Skrig, paa mig. Hun laae, som livløs, i hans Arme; jeg forsikkrede at det kun var en Besvimelse, lovede ikke at vige fra hende, og sagde Alt, hvad Kjærlighed til min Broder indgav mig, thi han var ude af sig selv af Angst for Claras Tilstand.

Det var ogsaa farligt med hende. Hun fik en voldsom Feber, og var vist bleven vanvittig, hvis ikke Tanken om det sidste Møde med min Broder bestandig velgjørende havde blandet sig i hendes vildeste Feberphantasier.

Min Broder, som nu er beroliget i denne Henseende, har besluttet at gaae med som Frivillig, og reiser imorgen til Armeen; han har givet mig et Brev til Clara, som hun skal have, naar hun er ganske rask. Jeg blev strax saa ude af mig selv af Sorg over at skulle miste ham, at jeg bestormede ham med Bønner om at forandre sin Beslutning. Da det ikke førte til noget, græd jeg, klagede over hans 84 Haardhed, og endte med at sige: Du søger Døden af Fortvivlelse, uden at tænke paa hvad der saa skal blive af os, som elske Dig, af Clara, som vil bebreide sig selv Din Død! - »Nei det vil hun ikke!« svarede han: »Clara forstaaer mig nok, og det vil Du ogsaa, naar Du hører mig. Jeg er ikke fortvivlet, ønsker ikke at døe! Saaledes som jeg nu kjender Clara, gjør Tanken om hendes elskelige Væsen mig lykkeligere, end Besiddelsen af hende vilde gjort mig før. Uden at ane det, var jeg i Begreb med at drage hende ned til mig; havde jeg for sildig seet, at hun, ved at blive min, havde forfeilet sin Bestemmelse, og berøvet Himlen en Engel, da havde jeg aldrig forvundet det. Men hendes Sjælsstyrke, hendes skjønne Enthusiasme for den Idee, der var hendes første og bedste Kjærlighed, vaagnede tidsnok til at frelse os begge. Opgive, undvære hende, kan jeg ikke! Derfor maa jeg hæve mig til hende; jeg vil elske det Guddommelige, som hun elsker, jeg vil handle saaledes, som hun i mit Sted vilde have handlet. Græd ikke for min Skyld! Jeg har aldrig været saa lykkelig, som jeg er nu, da Clara kommer sig.« - Ak, svarede jeg: tilgiv min Svaghed! Jeg græder for min egen Skyld! Jeg bliver alene tilbage, thi Gud har ikke givet mig Kraft til at hæve mig til Eder; jeg fatter knap denne Storhed! Jeg mister alt hvad jeg elskede! - Jeg brast paany i Graad. Han omfavnede mig, og trøstede mig med de kjærligste Ord. »Du bliver jo hos Clara, hos Din Søster, som har Dig saa kjær. Vi blive ogsaa forenede, om jeg end reiser bort for en Tid, thi for Kjærlighed er der ingen Adskillelse til. I skulle leve sammen hos vor kjære Tante, Du og hun, mine elskede Søstre. Jeg vil bede Clara derom, og hun vil ikke sige mig Nei. Jeg kommer ogsaa tilbage! Jeg lover Dig helligt at komme tilbage, naar Krigen er endt, hvis jeg ikke« - O, tal ikke ud! raabte jeg: Du kommer tilbage til os! Jeg føler i mit Hjerte, at Gud vil bevare Dig for os.

I dette Øieblik vaagner Clara af en rolig Søvn, og smiler mildt og kjærligt til mig. Hvor det er trøsteligt at see det Udtryk af Fred, som nu besjæler hendes elskelige Ansigtstræk! - Tante, som ikke veed Aarsagen til hendes Sygdom og Axels Afreise, har ofte besøgt hende, og viist hende den moderligste Deeltagelse. Disse Beviser paa Kjærlighed virke ogsaa velgjørende paa hende.

Nu er min Fortælling endt, og jeg beder Dem undskylde dens forvirrede Fremstilling, i Betragtning af at den er skreven i et Sygeværelse, 85 hvor en kjær Patient bestandig gjorde Fordring paa min Opmærksomhed. Deres

Anna K** 86

Tolvte Brev

Den 7de Juli 1849. Min elskede Mathilde!

Saa uundværlig er Du mig, saa uadskillelig er Tanken om Dig fra mine bedste og dybeste Følelser, at ingen Glæde er fuldkommen for mig, før jeg har meddeelt Dig den. Derfor maa jeg ogsaa idag nedlægge min Lyksalighed i Dit kjærlige Hjerte.

Vi have seiret, og han lever, som jeg elsker. Ja, jeg elsker ham endnu, ligesaa høit, men paa en bedre Maade end før. Fra ham fik jeg Efterretningen om Slaget ved Frederits. Mine Følelser overvældede mig næsten, og Mathilde! jeg tør lade Himlen see disse Følelser. Det var ikke alene Kvindens Tak til Forsynet, for hendes Elskedes Frelse; det var ogsaa den danske Piges Jubel over Fædrelandets Seir. Danmark var min første Tanke, Axel den anden; derpaa kjender jeg mig selv igjen! Jeg føler mig selv i hvert Aandedrag, og Gud i mig! O, Mathilde! Saa god, saa mageløs kjærlig er Gud, at den jordiske Lykke, som jeg forskjød, da Fristeren derfor vilde kjøbe min evige Sjæl, den bereder Gud mig nu selv, og jeg tør glad modtage den, som en Gave af hans faderlige Haand. Hvor sandt er ikke hans Ord: Søger først mit Rige, da skal ogsaa det øvrige Fornødne blive Eder tildeelt!

Hør selv, hvad Axel skriver: »Min elskede Clara! Tør jeg, der allerede skylder Dem saa meget, vove en Bøn endnu? - Der stod i det Brev, hvis mindste Stavelse jeg gjemmer i mit Hjerte: »»Havde jeg elsket ham paa samme Maade som jeg elskede Gud, da kunde jeg blevet hans Hustru, uden derved at bryde mit Løfte.«« - Jeg er overbeviist, at Deres Følelser allerede ere luttrede til en søsterlig Kjærligheds rene Flamme; og jeg lover Dem, ved Deres eget, for mig helligste Navn, at al min Stræben skal gaae ud paa at forædle min Lidenskab for Dem, og befrie den fra enhver Blanding af Egenkjærlighed. Men hertil maa De hjælpe mig, Clara! Giv mig ikke alene en Broders Plads i Deres Hjerte, men en Broders dyrebare 87 Ret til at leve for Dem, og hos Dem. Det kan kun skee, hvis De vil blive min Hustru for Verden; for Gud og hinanden ville vi leve sammen som kjærlige Søskende. Ingen Lidenskab skal fra min Side forstyrre Deres Fred, thi De skal ikke see mig igjen, før mine Følelser for Dem ere blevne til en Broders, kun stærkere, og endnu uegennyttigere. - Som min Forlovede vil De finde den moderligste Modtagelse hos min kjære Tante, og, i hendes og Annas Selskab, et behageligt Hjem i vort Huus. Skjænk mig den Trøst, at vide Dem der!« -

Er han ikke ædel, stor? Han svarer til det Ideal af en Mand, som jeg undertiden forestillede mig i mine Drømme, men aldrig ventede at træffe i Livet. Og han vil være min Broder! Anna er næsten ligesaa lykkelig, som jeg, den søde Pige! - Nu paastaaer hun, at jeg skal holde op at skrive, da hun mener det anstrænger mig for meget, og det er vel ogsaa bedst, om ikke for andet, saa for at føie hende. Men nu er jeg snart ganske rask, og Du faaer da et længere Brev fra

Din Clara Raphael