Fibiger, Mathilde

II

        

III

MATHILDE FIBIGER

Clara Raphael
Minona

TEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER AF
Lise Busk-Jensen

Danske Klassikere Det Danske Sprog- og Litteraturselska Borgen

IV

Danske Klassikere udgives med støtte af Kulturministeriet. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen fra Nyt Dansk Litteraturselskab, Peter Seeberg for Dansk Forfatterforening, Mogens Brøndsted, Jørgen Hunosøe og Esther Kielberg for DSL. Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Mette Winge som tilsynsførende. Tekstgrundlag: originaludgaverne 1851 og 1854. Nr. 494083.
Efterskrift og noter © DSL/Borgen 1994 · ISBN 87-21-00063-8
Omslag: Stig Brøgger · Tryk: Rounborgs grafiske Hus, Holstebro

VI

Clara Raphael udkom o. 20. december 1850, kostede 72 sk. og omfatter X + 110 s.[I] Clara Raphael. Tolv Breve, udgivne af Johan Ludvig Heiberg. Kjøbenhavn. Forlagt af Universitetsboghandler C.A. Reitzel. Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. 1851. [II] blank. IIIX: Udgiveren til Læserne. [1] Clara Raphael. [2] blank. 3-110 tekst. Længste linje på titelblad 71 mm.

7

Clara Raphael
Tolv Breve

udgivne af
Johan Ludvig Heiberg

8

        

9

Udgiveren til Læserne

Jo mere jeg paaskjønner at være Den, i hvis Lod det er faldet at indføre disse Blade i Læseverdenen, desto mere kunde jeg ønske at gjøre det paa en saadan Maade, at jeg i Sandhed blev medvirkende til den Anerkjendelse, som de synes mig at fortjene, men som de ogsaa - det haaber jeg - baade kan og vil finde uden Medhjelp. Thi dersom jeg vilde gjøre et Forsøg paa hvad man kalder at stille Læseren paa det rette Standpunkt, maatte jeg gaae ind paa de i Skriftet fremsatte Ideer, deels understøttende disse, hvor de ere i Strid med gængse Fordomme, deels indskrænkende deres Gyldighed, hvor de synes mig selv at sætte sig fast i en Crisis, der endnu ikke kan være det sidste Resultat. Men derved vilde jeg komme til at røbe altfor Meget af Indholdet, og betage Læseren den Nydelse, selv og paa første Haand at gjøre disse eller lignende Opdagelser. Og dog er der Adskilligt, hvorom det vil være gavnligt, ja nødvendigt at underrette Læseren, inden han gjør Bekjendtskab med Skriftet. Den Vanskelighed, som her er at overvinde, er at faae sagt, hvad der skal siges, uden at foregribe Bogen i Det, som er dens egen ubestridelige Rettighed: selv at frembringe sit Indtryk.

Hvad jeg allerførst maa begynde med, og ligesom stille i Spidsen for mine Meddelelser, er, at Skriftet er forfattet af en ganske ung, omtrent tyveaarig Pige, og at Læseren her modtager det, ganske som det er kommet fra hendes Haand, uden at jeg har forandret en Tøddel deri. Naar jeg betragter denne Meddelelse som den første og vigtigste for den Læser, som vil have den rette Nydelse af Bogen og bedømme den rigtigt, da er det ikke - hvad man i første Øieblik kunde troe - for at lade Forfatterindens Ungdom tjene til Undskyldning for Bogens mulige Mangler; tvertimod, det er, for at ikke den stærkt udprægede Characteer med sin store udadvendte Energie og sin ligesaa store indadvendte Resignation, i Forbindelse med den ualmindelige Modenhed i Fremstillingen, Foredraget, Stilen, skal bringe Læseren paa den vildledende, for Opfattelsen baade af 10 Total-Indtrykket og af Enkelthederne mindre gunstige Tanke, at Forfatterinden er en bedaget Dame, der har et mangeaarigt Livs Erfaringer og Betragtninger at øse af. Thi visselig giver det et heelt forskjelligt Syn paa Sagen, om det Forsæt at flye fra Verden til Gud yttrer sig hos et ældre Fruentimmer, der maaskee vender Verden Ryggen, fordi den har svigtet hendes Forhaabninger, eller om den, ligesom ved en primitiv Inspiration af det Guddommelige, aabenbarer sig hos en ung Pige, der, staaende i den ungdommelige Skjønheds første Blomstring, gjør Afkald paa en Verden, som hun har saa Meget at vente af, at det kunde være undskyldeligt, om hun ventede Alt. Det er en saadan Personlighed, som Forfatterinden har villet skildre i Clara Raphael, men det er tydeligt, at hun i de digtede Breve fra Clara har ladet sin egen Anskuelse komme tilorde. løvrigt seer jeg, at jeg ved disse faa Ord allerede kan have bibragt Læseren en altfor eensidig Forestilling om den Clara, som han bedre vil lære at kjende af hende selv end af mig. Hendes Resignation er nemlig ikke klosterlig, ikke den catholske, men den protestantiske. Hendes Flugt fra Verden til Gud er ikke en Negation af Verden, men et luttrende Bad i de guddommelige Kilder, hvorfra hun vil vende tilbage til Verden, til dens Kamp og dens Møie, og ved Deelagelse i disse luttre den selv. I hele denne Anskuelse er der Noget, som minder om Jomfruen af Orleans, en Figur, som derfor heller ikke bliver uden Indflydelse paa Clara. Men ligesom hiin sublime Skikkelse væsenligen har en catholsk, en nonneagtig Side, saa er der hos den ægte protestantiske, ingenlunde klosterlige Clara dog et Slags Gjenskin heraf, der fornemmelig yttrer sig i Slutningen af Bogen.

I den Brevvexling, som har fundet Sted mellem Forfatterinden og mig, have vi, foruden flere andre Punkter i Skriftet, gjentagende debatteret især dette, uden dog at kunne blive enige. Jeg forestillede hende, at det qvindelige Ideal ikke i Almindelighed kunde bestemmes som Jomfruen af Orleans, der havde en ganske speciel Mission, og derfor kun svarede til en enkelt Side af Idealet. Jeg erindrede om, at det høieste qvindelige Ideal, som Christenheden kjender, vel er fremstilt som Jomfru, men i Eenhed med at være Moder, en Eenhed, som, uafhængig af alle dogmatiske Forklaringer, udtrykker,

        

11 at Idealet indbefatter baade et himmelsk og et jordisk Moment. Herpaa erholdt jeg til Svar: »Jeg troer, det gaaer enhver ædel Qvine, ligesom Marie. Engang aabenbarer Bebudelsens Engel sig for hende; engang hører hun disse høitidelige Ord: Hil være dig, du velsignede blandt Qvinderne! - Men i forskjellig Skikkelse viser det himmelske Sendebud sig for Enhver, og forskjellig er den Gjerning, han paalægger dem. For den Ene ere en Hustrues og Moders Pligter den velsignelsesrige Virkekreds; en Anden føler sig kaldet til en mere dristig Fremtræden i Livet, til en mere aabenbar Kamp for det Himmelske. For mig viste Bebudelsens Engel sig i en Valkyries Lignelse, og jeg troer, ligesaa for Clara.« - Fremdeles siger hun i samme Anledning: »Man har nu saa ofte seet Amors Seier skildret i alle mulige Slags Skrifter, saa jeg syntes, det var paa Tiden at skaffe ham en Medbeiler i Ideen. Jeg vilde (det var et dristigt Indfald, det tilstaaer jeg) fremstille Ideens Seir over ham, det Himmelskes Seir over det Jordiske. Det er saa trist, altid at see det Smaa triumphére.« - Om Baronens Resignation (i det sidste Partie af Bogen) siger hun: »Og nu nægter jeg ikke, at jeg finder, han viser mere sandt Mod i sin Resignation, end disse drabelige Helte, som kalde det en stor Bedrift at beseire en ung Piges Overbeviisning istedenfor at hjelpe hende til at vinde Seier ved den.« - Endnu en Yttring af Forfatterinden vil maaskee tjene til at kaste Lys paa Claras Characteer, saavel i denne Henseende som i Almindelighed: »Det var ikke min Hensigt at fremstille et Ideal, men en Idealist. Hun skulde ikke være feilfri. Ville Digterne fremstille Idealet reent og uforfalsket, da lad det fremstilles i Skikkelse af en Lysets Engel, ikke som en ung Pige. Det Sidste vilde være en bitter Ironie over vor Naturs medfødte Ufuldkommenhed og Svaghed.« - Den Skranke, som jeg paa det omtvistede Punkt har troet at finde i Forfatterindens TankeUdvikling, er, at hun tager Idealet altfor abstract, saa at det næsten falder sammen med Ideen. Og selv denne staaer maaskee i altfor ubestemt Almindelighed for hende. Dette synes mig idetmindste at gjælde om den Idee, der skal være Ledestjernen for Claras Liv. I Mangelen paa tilstrækkelig Adskillelse mellem Idee og Ideal ere udentvivl ogsaa de Vanskeligheder begrundede, som hun finder i Trinitetslæren. Men paa disse og lignende Steder i Bogen maa det

        

12 snarere forundre, at en saa ung Pige allerede er kommen saa vidt med sin Reflexion, end at hun ikke endnu er kommen til Ende med den.

Jeg har med Flid fremhævet, hvad der fra visse Synspunkter kan udsættes og maaskee vil blive udsat paa dette lille Skrift, thi saaledes vil Læseren ikke være uforberedt, dersom de herhen hørende Steder skulde blive opfattede af ham paa denne Maade, og han vil ikke - hvad som desværre saa ofte skeer - lade sig ved enkelte enten virkelige eller formeentlige Mangler forstyrre i Nydelsen og Vurderingen af de langt overveiende Skjønheder, hvilke jeg vel skal vogte mig for at udhæve med samme Omhu, da jeg ønsker, at Læseren uforberedt maa gribes af dem.

Og atter har jeg maaskee opvakt en falsk Forestilling om Characteren af disse Blades Indhold. Efter at have nævnet de dybe Ideer og betydningsfulde Spørgsmaal, hvormed de beskjæftige sig, og efter at have bragt Claras Navn i Forbindelse med et af Historiens største og meest glimrende Idealer, kunde Læseren vente sig en ligesaa glimrende Skueplads for ligesaa brogede Begivenheder. Men istedenfor disse vil han finde den ikke uinteressante Contrast af den meest hverdagsagtige Gruppering indenfor den mindste og snevreste Ramme. Claras Omgivelser høre for største Delen til de almindelige Hverdagsmennesker; mellem disse og deres Interesser spirer hendes Aand, som en Passionsblomst, der er plantet i en Kaalhave. Hun er virkelig i et Kloster, thi hun lever i sine Tanker, uden sandt Samqvem med den Verden, som omgiver hende. Af Begivenheder forekomme saa godt som slet ingen. Først i Slutningen fremføres i al Hast en Forvikling og Opløsning, der for et Øieblik frembringer den Illusion, at man læser en Novelle. Hvo som i disse Blade venter at finde »en Historie«, vil kun finde en skuffet Forventning; men Den, som interesserer sig for at læse nye »Bekjendelser af en skjøn Sjæl,« vil finde, hvad han søger.

Men Hensyn til den Form, hvori Bogen er affattet, vil jeg ligeledes lade Forfatterinden selv tale: »Den er skreven i Breve, og jeg har søgt at undgaae en Omstændighed, som altid har plaget mig ved Bøger, der vare skrevne i denne Form: den nemlig, at de næsten altid ere skrevne til Læserne, ikke til Læseren. Jeg har stræbt at vedligeholde den frie, undertiden overgivne Tone, hvori en ung Pige 13 skriver til sine Veninder, den dristige Hengivelse til Øieblikkets Indskydelser, hun i saadanne Breve med ungdommelig Naturlighed overlader sig til. Jeg har virkelig tænkt mig denne Venindes hele Personlighed, og med Villie ignoreret enhver anden Læser, imens jeg skrev.«

Den unge Forfatterinde har ikke været uden Betænkelighed ved at overgive til det store Publicum hvad hun hidtil havde gjemt i sine stille Tanker. Men hendes Betænkelighed var ikke Frygt for Bogens mulige Skjæbne i et dømmende Publicums Hænder; den var Frygt for, at hendes Fordring paa at læses kunde være Ubeskedenhed eller Indbildskhed. Hendes Undskyldning i denne Henseende lyder saaledes: »Det er dog saa naturligt at elske Det, man har baaret i sin Sjæl, Det, man erkjender for Aand af sin Aand, og Liv af sit Liv, og at man ønsker at see det træde ud i Virkeligheden, for at det, om muligt, kunde gjøre Andre den samme Glæde, det har gjort os selv. Det er saa nedtrykkende, altid at modtage, og aldrig at give.«

Med det Ønske, at Gaven, som kommer fra et rigt Hjerte og fra rige Evner, maa finde en velvillig Modtagelse, slutter jeg de indledende Ord, som jeg ikke blot havde paataget mig at skrive, men hvis Frembærer jeg maatte ønske at være.

J. L. Heiberg
14

        

15

Clara Raphael

16

        

17

Første Brev

N* den 8de November 1848. Kjære Mathilde!

Du fortjener rigtignok ingen Tak for Dit Dommedagsbrev, og endnu mindre nogen Forklaring. Jeg kunde passende sige: Veed Du det ei, da skal det aldrig tolkes af min Læbe! I daglig Tale: kjender Du mig ikke bedre, fortjener Du slet ikke at kjende mig.

Jeg venter Roes, fordi jeg saa dristigt er gaaet ud i den vide Verden, for at gjøre Nytte, og blive et fornuftigt Menneske, som Du og Dine Lige, og saa - Men jeg kan knap troe mine egne Øine! Er det virkelig Dig, der taler om Utaknemmelighed - gammel svag Tante -Jagen efter noget Nyt o.s.v.?

Eet Spøg, et Andet Alvor! Denne Gang vil jeg dog lade Naade gaae for Ret, og give Dig al den Forklaring Du kan forlange, da jeg selv kanskee for en Deel er Skyld i at Du ikke kjender mig ret. Jeg har, af Frygt for at Du skulde finde mig latterlig, aldrig ganske ladet Dig see mig som jeg er. Nu er det paa Tiden, at Du lærer mig at kjende, hvis Du finder det Umagen værdt. Siger Du, jeg er egenkjærlig og forskruet - ja saa vil det gjøre mig ondt, thi saa mister jeg Dig, min eneste Veninde.

Du kjender kanskee saa lidt til mit egentlige Forhold til Tante, at jeg maa sætte Dig ind deri, hvis Du skal see Sagen med mine Øine. Tante er en god gammel Kone, og jeg er hende virkelig taknemmelig, især fordi hun altid har ladet mig have min Frihed. Men hun er ikke blandt dem, jeg med Kjærlighed kan slutte mig til, da vi aldeles ingen Interesser have tilfælleds. Hun sværmer for Skjødehunde, Fugle i Buur, har den meest levende Interesse for Naboers og Gjenboers Affairer o.s.v. Jeg holder kun af Fugle i Luften, Hunde i Lænke, og er nær ved at falde isøvn over al den Snak om Ingenting. Naar Tante fortalte om sin salig Mand, og alt hvad han i en Række af Aar havde sagt og gjort, havde jeg altid en Afhandling at skrive til Sproglæreren, saa Agathe blev Solotilhørerinde. Til Gjengjæld faldt 18 Tante isøvn, da jeg en Aften vilde læse for hende i Hverdagshistorierne. Skulde jeg nu holdt hende med Selskab, og »gaaet ind paa den gamle Kones Interesser«, vilde min Taknemmelighed forvandlet sig til Afsky. Men hun gjorde ikke Fordring derpaa;jeg spadserede, læste, malede - kort, tænkte paa alt andet end paa at more Tante. Har hun nu tabt ved, istedet for mig, at faae en Pige som Jomfru Leth i Huset? De ere jo som skabte for hinanden! »Men hun holdt af Dig, ikke af Jomfru Leth«, vil Du sige. Folk kunne gjøre mig fortvivlet med deres Holden af! Hun var fremmed for mine Interesser, for hele mit indre Liv; hvad var det da, hun holdt af? Nei, lad os aldrig vanhellige Kjærligheden, ved at forvexle den med Vanen!

Nu haaber jeg, Du indrømmer, at der efter mine Begreber ikke var noget urigtigt i at jeg forlod Tante; men Du vilde jo ogsaa vide, hvorfor det skete.

Du veed nok, jeg som Barn var ganske overladt til mig selv, og ingen regelmæssig Underviisning havde. I Skole vilde jeg ikke, og af de Lærere jeg fik hjemme, beholdt jeg sjelden Nogen ret længe. En havde en rød Næse, en Anden skelede, en Tredie var kjedsommelig og vidtløftig - Aarsag nok til at give dem Afsked. Saaledes kunde der gaae Maaneder hen, uden at jeg havde anden Beskjæftigelse, end at sye lidt, tegne, og læse alle de Bøger, Tante saa rigeligt forsynede mig med: Digte, Eventyr og Romaner imellem hinanden. Heraf skabte jeg mig nu en heel Verden, hvori jeg levede med alle mine Tanker. Jeg kjedede mig aldrig, thi havde jeg læst et Eventyr til Ende, kunde jeg fortsætte det i det Uendelige. Hertil sluttede sig min Begeistring for Danmarks Historiejeg er opvoxet med de danske Helte, og hvert Digt om dem kunde jeg udenad. Hvor sørgede jeg ikke over at Fortiden var forbi! Det forekom mig, som Danmark nu kun var til i Erindringen.

Da jeg blev ældre, lærte jeg mere, dog kun hvad jeg havde Lyst til, især Sprog og Historie; dog var det mig umuligt at huske andet af denne, end de fremtrædende Personer, og de Begivenheder, som stode nærmest i Forbindelse med dem. Jeg tilegnede mig da en saadan Characteer, og den blev en ny Erobring for min Tankeverden. Endelig var jeg saa vidt, jeg skulde gaae til Præsten, ved hvilken Leilighed jeg gjorde den første Erobring i den virkelige Verden, 19 nemlig Dig og Dit Venskab. Du var det første Menneskejeg sympathiserede med, og dog var Du saa fornuftig, at jeg aldrig turde betroe Dig mere end en Deel af mine Tanker. Jeg var bange, Du skulde gjøre Nar af mig! Ligesaa lidt veed Du, at jeg egentlig slet ingen Religion havde. Hvad Præsten sagde, havde jeg Intet at indvende imod, det maatte vel være sandt, og ofte fandt jeg det poetiskt og smukt, men jeg forekom mig som udenfor det Hele. At aflægge Løftet betænkte jeg mig nok paa, men saa syntes jeg det var større Feil at sætte Tante i den Fortvivlelse, og Eder Alle i den Forundring det vilde vække, hvis jeg protesterede mod at blive confirmeret, end at sige det lille »Ja« i Kirken.

Den 21de Marts oprandt et nyt Liv for mig. Jeg saae det danske Folk, som jeg kun kjendte fra Sagn og Sangejeg hørte de Ord udtale, som fandt dybest Gjenklang i min Sjæl. Mine Idealer traadte mig imøde i det virkelige Liv, og mit Hjerte bankede i stolt Selvbevidsthed. Naar jeg saae de danske Nationalfarver, læste Artikler om Krigen, eller mødte de tappre Landsoldater, som skulde afsted, da rørte sig noget dybt i mit Bryst, som naar man i fremmed Land uventet hører sit Modersmaals elskelige Toner. Og med mit Fædreland fik jeg Troen paa Gud! Det var som om Solen brød frem, og vakte mig af den lange Drøm. Jeg følte hvad det vil sige at være et Menneske, skabt i Guds Billede, skabt til evigt Liv; at Den ikke er værdig til at leve, som ødsler Tiden bort i taagede Drømmerier, istedetfor at virke til Held og Velsignelse i den skjønne Verden. - I den Stillingjeg var i, kunde jeg ikke finde nogen passende Virkekreds, og udrette noget maatte jeg. Derfor tog jeg hertil. Disse søde Børn skal jeg opdrage! Mig er det betroet at lære dem at skatte Livets bedste Glæder, at uddanne deres naturlige Anlæg til det Gode og Skjønne.

Papiret er snart fuldt, Lyset er snart brændt ned, og jeg snart søvnig, saa jeg maa være ligesaa laconisk i min Beskrivelse af Familien, som jeg var vidtløftig i alt hvad der angik mig selv. Forpagter Bech er at ligne ved det personificerede Hensyn. Hans Frygt for at fornærme Folk, for at støde an mod Conveniensen, gaaer altfor vidt til at være latterlig; den bliver, idetmindste mig, modbydelig. Jeg, som havde tænkt mig alle Forpagtere omtrent som Din Onkel, det eneste Exemplar jeg har seet, blev ganske forbauset, da denne lille, 20 fine Mand kom mig imøde med tusinde Complimenter. Han har heller ikke andet tilfælleds med en Forpagter, end Navnet, thi Forvalteren (som heldigviis kun lader sig lidt see) bestyrer hele Gaarden. Madame Bech hører til de Mennesker, som udmærke sig ved ingen Egenskaber at have, undtagen passiv Velvillie for Alle, og en i foruroligende Grad activ Iver for sit Husholdningsvæsen. Børnene ere, som sagt, allerkjæreste, men desværre lidt forkjælede, saa jeg maa agere den Strenge. I næste Brev skal Du faae en nærmere Beskrivelse af vor Omgangskreds, og af vort daglige Liv. Jeg har knap Plads til at skrive, hvad Du desuden veed iforveien, men aldrig kan høre for tidt: at jeg er og bliver Din hengivne

Clara Raphael 21

Andet Brev

Kjære Mathilde!

Endelig sidder jeg i Ro i min egen Stue, i den Hensigt at begynde den Beskrivelse af vort daglige Livjeg har lovet Dig. Jeg vilde ønske jeg havde Carl Bernhards Talent til at skildre det Middelmaadige, thi saa lader Sligt sig dog læse med Interesse, men desværre øver det en altfor nedslaaende Virkning paa mig, til at jeg kan bedømme det rigtigt. Du mærker nok at jeg er i daarligt Humeur; og vil Du vide hvorfor? Jeg kjeder mig! Jeg har mistet hvad jeg havde, og intet faaet i Stedet. I Begyndelsen var det mig næsten umuligt at holde mine Tanker sammen ved Underviisningen; efter gammel Vane flagrede de omkring paa egen Haand, men nu ere de dresserede, de Stakler, og staae paa Vagt ved Læsebordet, at passe paa, om Børnene ingen Optøier gjøre. Det gaaer interessant til, kan Du troe; omtrent i den Stiil: Hov'det i Veiret, Hertha! Emma bestiller ingenting! - Det er fjerde Gang, Du har den Lectie om, Carl! o.s.v.

Naar nu Læsetiden er forbi, og jeg kommer ned i Stuen, holder Forpagteren sig forpligtet til at conversere mig, hvilket jeg gjerne kjøbte mig fri for at høre paa, hvis det gik an. »Herskabet« var den første Gjenstand for Underholdningen, og den holdt utrolig længe ud. Jeg kunde være vis paa hver Middag at faae Historien om den aristocratiske Baron, der er melancholsk, og Ingen seer, undtagen i Forretningssager; om Stamherren, Baron Axels Nedladenhed og øvrige fortræffelige Egenskaber, samt mange Beklagelser over at dette Vidunder er paa en Udenlandsreise, da jeg saa ikke kan faae ham at see!! Og endelig om den unge Frøken Anna, som kjeder sig, og gjerne vilde omgaaes os Andre, »hvis hun bare maatte.« Nu har han dog forladt denne Gjenstand, og begyndt at afhandle de andre Familiers Affairer. I Begyndelsen sad jeg med stille Resignation, og gjorde mig Umage for at tænke paa andre Ting, men det holdt jeg ikke længe ud. Nu har jeg begyndt at komme ham i Forkjøbet, ved 22 selv at bringe mindre trivielle Gjenstande paa Bane: Politik, Nationalitet, Litteratur, alt har jeg stræbt at vække hans Interesse for men forgjæves! Om ham gjælder det bogstaveligt: Som man raaber i Skoven faaer man Svar! thi alt hvad jeg kan faae ud af ham, er et Echo af mine egne Yttringer. Hans Kone er en kvindelig Udgave af Holbergs Stundesløse. Har hun siddet stille i ti Minuter, kan man være vis paa at hun farer ud, som en Vind, saa i Kjøkken, saa i Kjælder, hvor hun altid troer sin Nærværelse nødvendig, for, som hun siger, at holde Alt i Orden og Rolighed, og hvor naturligviis hun alene volder Uro. Naar hun saa pustende og stønnende kommer tilbage, er hendes sædvanlige Phrase:Ja, hvad man har et Besvær, naar man vil holde sit Husvæsen i ordentlig Stand! Det kjender De ikke noget til, lille Frøken! Men Deres Tid kommer nok.

Naar jeg nu fra dette Selskab kommer op i min egen Stue, er jeg rigtignok som i en anden Verden, men jeg føler mig dog saa alene! Jeg kan ikke mere, som før, more mig med mine egne Tanker; der er intet Indhold i mig mere! Jeg ønsker ikke det Gamle tilbage, men jeg higer efter noget Nyt, som kunde indtage den tomme Plads: Interesser, Mennesker, Liv!

Men kommer der da ingen Fremmede, Du synes om? spørger Du vist. Ja, og nei! Fremmede nok, men ingen jeg synes om. Jeg vil engang for alle indføre Dig i vor Omgangskreds, saa Du herefter kan orientere Dig paa egen Haand.

De Familier, jeg har gjort Bekjendtskab med, ere ganske »som Folk er fleest«. Den Slags Mennesker kunde man ligne ved Fyldningen i Bunden af couleurt Broderie, som er der, fordi der skal være Noget, og forresten kun tjener til at fremhæve Figurerne. Men da her desværre ingen Figurer, interessante Personligheder ere, bliver det kun den jævne Flade jeg stiller Dig for Øie.

Jeg vil begynde med Præstefamilien. Pastor Star præker godt, men lader til at være orthodox; forresten en dannet og selskabelig Mand. Hans Kone gjør Fordring paa at være vittig, hvorfor Alle, der komme i Huset, paa mig nær, pligtskyldigst lee, hvergang hun siger noget. Hun kan virkelig dreie ret pudsigt med Ord, men jeg har endnu ikke hørt hende udtrykke en Tanke. Deres Lærerinde, Frøken Sonne, er smuk, men affecteert, og har altfor meget af den falske Dannelse, der sidder udenpaa, som Fernis. Hun er ikke af 23 mine Folk! - Dog hvad kan give Dig et klarere Begreb om disse Menneskers Beskaffenhed, end at den, som behager mig meest, er Camilla Riis, som vi gjorde Bekjendtskab med hos Grosserer Riis i Kjøbenhavn. Hun er nu kommen hjem til sin Fader, som eier en Gaard tæt herved. Jeg har seet hende flere Gange, vi ere blevne Dus, og hvad man kalder Veninder. Paa Sympathie grunder Venskabet sig rigtignok ikke, thi vore Tilbøieligheder ere aldeles modsatte. Hun sværmer for det Smaa, jeg for det Store. Jeg elsker alle Soldaterne som Brødre, fordi de kjæmpe for vor fælleds Sag; hun bryder sig kun om Sagen, fordi hun kjender et Par af Officererne som ere med. Jeg sværmer for Poesie, hun springer Versene over, hvor de forekomme i Romanerne, undtagen naar de handle om Kjærlighed. Det Erotiske ynder hun meget; smaa Amorer i Blomstervaser o.s.v. Du kjender min Afsky for alt det forliebte Væsen. Imidlertid, hvor forskjellige vi end ere, holder jeg dog af hende; hun er god, skjøndt ikke godmodig, og har naturlig practisk Forstand, hvilket vel ikke er Meget i og for sig, men en god Grundvold for den aandelige Bygning. Desuden føler hun dunkelt Savnet af noget Høiere, og hører med Interesse tale derom. Herovre er hun Modeorakel, thi som de fleste unge Piger, der ikke udmærke sig ved Skjønhed, er hun yderst moderne og zirligt klædt, og vil gjerne frembringe Reformer i Andres Dragt. Naar hun begynder at underhandle med mig om de Sager, og forsikkrer »at jeg ingen Smag har,« maa jeg smile, thi hun har ingen Idee om hvad Skjønhedssands er.

Hendes Fader er et af de moralsk-fortræffeligste Menneskerjeg i mit Liv har seet, men eensidig og uden høiere Begreb. Sønnen er »Noget paa et Contoir« i M*, og bliver anseet for et begavet Menneske. Jeg anfører kun een af hans Yttringer, saa kjender Du ham. Da Camilla og jeg forleden vare midt i en ivrig Dispute, kom han ind og bad om at maatte blive indviet i Stridsspørgsmaalet. Jeg sagde ham da hvad Talen var om, hvorpaa han svarede: Ja, Frøken Raphael! Jeg er villig til at indrømme Dem, at al aandelig Beskjæftigelse er yderst gavnlig og i enhver Henseende til at anbefale, men paa den anden Side bør det materielle Velvære ikke heller forsømmes!

Nei, om Du end har Taalmodighed til at læse mere af mine Hverdagsskildringer, kan jeg dog ikke længer blive ved. Disse eensne 24 artede Personligheder løbe sammen for mine Øine, til en jevn Taage, hvori jeg kun skimter Smaat i Smaat og Graat i Graat. Og de kaldes Mennesker! Er da ikke Mennesket skabt i Guds Billede, med en udødelig Sjæl, som gjør det til Naturens Herre, og Arving til Guds Rige? Fristes man ikke til at tvivle derpaa, naar man lægger Mærke til deres Interesser, og hører deres Samtaler? De burde gaae ved Dampkraft, som andre Maskiner! - Man siger om Digternes Værker, at de mangle Tilværelse i det virkelige Liv; jeg vilde snarere sige at de mangle Legeme, men at de ellers ere mere virkelig-existerende end Pluraliteten af Menneskene, som gaae i den besynderlige Tro at de leve, skjøndt de kun have Gjenfærdet af et Liv, der var, eller, som oftest, slet ikke ere fødte. Jeg har næsten forskrevet mig iaften! Men, hvad værre er, jeg griber mig selv i at være paa Vei til at forskrive de fleste af mine Medmennesker til Døden og idetmindste til Heibergs Helvede. Giv mig bedre Tanker om dem! Skjænd paa mig, fordi jeg giver mig af med at dømme der, hvor jeg kun med Varsomhed skulde bedømme! Du kan ingen større Tjeneste gjøre mig, end at overbevise mig om, at jeg har havt Uret. Det er saa tungt at maatte foragte, hvor man kun altfor gjerne vilde elske og beundre.

Jeg begynder idag med at tage den Bøn tilbage, som jeg sluttede med forleden: At Du skulde skjænde paa mig, fordi jeg dømte for strengt om Folk, thi jeg har nu selv indseet, at man ikke kan regne efter det første Indtryk. Jeg var nemlig igaar i Kirke, blev hele Dagen i Præstegaarden, og gjorde nærmere Bekjendtskab med Frøken Sonne, som viste sig fra en langt fordeelagtigere Side end ellers. Vi talte ret fortroligt om, hvor kjedeligt her er, og vare enige i at det er aandeligt Liv, ikke Kjøbenhavns Fornøielser, vi savne. Vel tænkte jeg i mit stille Sind, at hun jo dog gaaer ind paa Folks Interesser, og tilsyneladende befinder sig vel iblandt dem. Men Herre Gud! Om hun end ikke har Mod til at foragte den almindelige Mening, er det dog godt, at hun forstaaer og savner det Bedre. Hun lovede snart at besøge mig, hvilket jeg ret glæder mig til, da

        

25 jeg kanskee kan opmuntre og more hende. Desuden er hun saa smuk, og Skjønhed gjør altid et usigelig hjemligt Indtryk paa mig.

Camilla, som troligt beretter mig alt hvad Folk sige om mig, har i denne Tid meget travlt med at jeg bliver funden affecteert. Naar jeg spørger, om hun er af samme Mening, svarer hun: »Ja, Du er slet ikke som andre Mennesker. Du var fuldkommen, hvis Du stod eet Trin nærmere ved Jorden.« Har Du hørt saa galt? Nutildags gaaer Veien til Fuldkommenhed nedad! Jeg er ikke som andre Mennesker, siger hun. Det er sandt! Jeg kan ikke snakke, Timer igjennem, om Ingenting, eller, hvad værre er, om Andres Svagheder, Veiret o.s.v. Jeg kunde vist vænne mig dertil, men var det Umagen værdt? Der er intet, der saaledes nedsætter Folk i mine Tanker, som denne saakaldte Conversation. Paa en Tid da saa store Interesser, saa vigtige Begivenheder maatte vække Sjælens alvorligste Spænding, leve og aande de dog i denne Smaalighedsatmosphære. Nei, før jeg skulde lægge mig efter at gjøre det med, sidder jeg stiv som en Pind, uden at lukke Munden op, om jeg saa tigange bliver funden affecteert. Hvad er Affectation? Hvad der er paataget, vil Svaret være, og det er sandt. Nu, saa var det jo affecteert om jeg, der er aparte, paatog et almindeligt Væsen, for at behage.

Dette Brev er næsten saa langt som Gudstjenesten i en Landsbykirke, saa det er paa Tiden at gjøre en Ende derpaa, især hvis Du længes ligesaa meget efter, at jeg skal skrive »Din Clara,« som jeg om Søndagen længes efter at Degnen skal læse fra Kirke. Skriv nu endelig, om mine Betragtninger kjede Dig! Isaafald maa jeg lægge mig en Dagbog til. Men vær oprigtig! Du veed, jeg tager intet ilde op, undtagen naar man gjør Complimenter med mig. Hils Kjøbenhavn! Hvor det traf uheldigt, at Du var borte da jeg reiste. Ja hils hele det guddommelige, livsalige Sjælland, og vær selv kjærligst hilset fra

Clara Raphael 26

Tredie Brev

Kjære Mathilde!

Først underretter jeg Dig om, at Din Ansøgning om at blive udnævnt til Dagbog, i Naade er bevilget. Derpaa skynder jeg mig at besvare Dine Spørgsmaal. Du undrer Dig over, at jeg lader til at tage Underviisningen paa en langt mere prosaisk Maneer, end jeg havde til Hensigt. Mine Planer om at uddanne Børnenes Aand, finder Du ikke Spor af i mit sidste Brev. Det er sandt! Jeg er selv forandret; siden jeg har faaet en svag Idee om hvad Udviklingen af mit eget aandelige Væsen vil sige, indseer jeg først hvor vanskeligt det maa være, at have med Andres at gjøre. Hvis det kom an paa at indgive Børnene mine Anskuelser, da vilde det, naar disse blive mig selv klare, ikke være vanskeligt, thi de holde af mig, og i den barnlige Alder er det Eet med at de søge at efterligne mig. Men hvor kan jeg vide om mine Ideer passe for dem? Du vil sige, at Sandheden er eens for os Alle. Ja, Sandheden er een, men den opfattes forskjellig af de forskjellige Naturer; saa hvad der er sandt for mig, kan gjerne være falskt for den, som betragter Sagen fra et andet Standpunkt. Alt hvad man saaledes lærer Børn, forekommer mig at være et Bind, man giver den Sovende om Øinene. Er det nu en dygtig Natur, saa reiser den sig, river Bindet tilside, og stræber at bedømme og erkjende. Da er det paa Tiden at tale, thi gjensidig Meddelelse er vist det bedste Middel til at klare sine Anskuelser. Altsaa, at jeg har opgivet at have med Børnenes aandelige Opdragelse at gjøre, kommer af at den Opdragelse jeg finder bedst, er - slet ingen! Dernæst skal jeg besvare det mindre alvorlige Spørgsmaal, om hvorledes min Stue er, og hvorfor jeg ikke tidligere har gjort Dig bekjendt med den. Jeg har ikke beskrevet den før, fordi jeg har været noget kjed af den. Tænk Dig, hvide kalkede Vægge, og Vindue med temmelig smaa Ruder, udenfor hvilket en vantreven Hyldebusk bevæger sine tørre Grene frem og tilbage. Denne speiler sig (saavidt dette er muligt for Andemad) i Kjæret, hvori 27 der altid svømme en Flok snaddrende Ænder. Som Baggrund fungerer Kjøkkenhaven. Det kan man dog virkelig kalde bedrøvelige Udsigter! Men nu er jeg forsonet med Stuen, thi kort efter at jeg sidst skrev, kom mine Sager, Commode, Skrivebord, Bogskab og Staffelie, med Skipper hertil. Du vilde leet af mig, hvis Du havde seet den Henrykkelse, hvormed jeg besaae hvert Kobberstik, hver Bog, og det kjære Staffelie, hvorved jeg har tilbragt saa lykkelige Timer. Jeg var igjen blandt mine gamle Venner, og anviste hver sin Plads i deres og mit Hjem. Nu staaer Skrivebordet foran Sophaen, og ligeoverfor Bogskabet, som er draperet med et høirødt og hvidt Gardin. Paa Væggen hænge mine berømte Mænd, men kun de danske. Mariæ Himmelfart er det eneste af de større Stykker, jeg har hængt op; det er mig saa velgjørende at see paa. Den Aften, jeg havde faaet alt dette istand, var jeg saa glad, at jeg med smilende Ansigt hørte paa Forpagterens Historier, og hjalp Madam Bech at vinde uredt Garn. Ja ligesom man i gamle Dage bragte Takoffere til Guderne, for et opfyldt Ønske, gav jeg Børnene alle mine nye Kravebaand til Dukketøi, hvorover deres Moder nær havde faaet et Tilfælde. Nu har jeg tilgivet Kjøkkenhaven at den ikke er en Skov, Ænderne at de ikke ere Svaner, og endelig Kjæret at det ikke er en Sø, som med sine blinkende Bølger kunde fortælle mig om de Danskes Vei til Roes og Magt.

Til Syvende og Sidst vil Du vide, om jeg ingen Bøger har, som kunde erstatte mig Mangelen paa Selskab. De Bøger, vi her faae, seer jeg aldrig i, thi hvad Læsning angaaer, er mit Valgsprog: Det Bedste er godt nok! Mit eget lille Bibliothek kan jeg næsten udenad, men M*'s Skrifter, som Tante forærede mig, da jeg reiste, har jeg nu først ret begyndt at studere. Siden den Tid er jeg som forvandlet! Saaledes maa det være, naar en Blindfødt faaer sit Syn, og med Overraskelse, næsten med Frygt seer sig om paa den lyse Jord. Jeg er ikke meer alene; hvad jeg savner i mig, og om mig, det finder jeg nu over mig, i Tankens Verden. Det var en Anelse om denne Verden, som rørte sig i min Sjæl, naar jeg saae eller læste et deiligt Kunstværk. Den er vort rette Fædreland; jeg er fremmed paa Jorden, der er jeg hjemme. Derfor hige mine Tanker, som smaa Fugle, der skulle prøve Vingen, efter at følge deres Brødres dristige Flugt imod Lyset og Livet.

28

For første Gang i mit Liv føler jeg Sorg over at jeg ingen Mand er. Hvor fattigt og indholdsløst er ikke vort Liv imod deres? Er det med Rette at de halve Mennesker ere udelukkede fra al aandelig Beskjæftigelse? Eller har virkelig Vorherre skabt os af ringere Stof end Mændene, (hvilket jeg hørte en af de interessanteste Herrer her i Egnen for fuld Alvor paastaae), saa vi maae lade os nøie med automatmæssigt at udføre det trivielle Arbeid, der er os anviist i Livet? Har vor Aand da ikke Kraft og vort Hjerte ikke Begeistring? O jo, men det egentlige Liv i os er ikke kommet til Bevidsthed, vor Aand er fangen, og Fordommen staaer paa Vagt ved dens Fængsel. Naar jeg taler med Damer, eller med almindelige Herrer, synes jeg nok, jeg kan tænke, men naar jeg læser en Bog, som den af M*, indseer jeg, at jeg ikke alene ikke kan tænke, men at jeg formodentlig aldrig kommer ud af den Dunkelhed, hvori kun halvbevidste Tanker og uklare Begreber kjæmpe. Jeg troer, det er Poul Møller, som et Sted siger: »At Fruentimmer meest lade sig beherske af dunkle Følelser, kommer af, at deres Tænkning ikke med Energie udføres i Ord.« Ja, Mændene have tusinde Midler til deres Uddannelse! Foruden deres Studier have de den frie Udvexling af Tanker, med deres Venner, som de selv kunne vælge. Men vi! Blandt vore Lige finde vi sjeldent Nogen, som har Interesse for andet end for Ingenting, og Herrerne agte det sjeldent Umagen værdt at spilde (?) lidt af deres Viisdom i alvorlig Samtale med en Dame. Alt bliver gjort for at udslette det eiendommelige Præg i unge Pigers Characteer. Det synes Folk ikke om! Det er ikke kvindeligt at sige imod! Man maae ikke stikke af iblandt Andre! o.s.v. Man vilde ikke finde halv saa meget Coquetterie eller Forfængelighed hos vort Kjøn, hvis Enhver havde Lov til i Ro at udvikle sig efter sin naturlige Tilbøielighed. Nu faae de stakkels Børn aandeligt Snørliv paa, førend de kunne tænke.

Du vil vist ønske Poul Møller til Bloksbjerg (det er sandt, Manden er død - desværre!) naar Du hører, det er ham Du har at takke for al denne Snak. Thi siden jeg læste hans Bemærkning om at vi ikke fik vore Begreber klarede, af Mangel paa Leilighed til at udtale dem i Ord, er der kommet et Taleraseri over mig, som ingen Grændser kjender. Jeg har selv prøvet paa at tale »om Noget« med Folk her, men det har ikke havt anden Virkning, end at de tro e, jeg 29 har en Skrue løs. Da jeg nu har sat mig paa det Punct ikke at ville snakke med dem, og de hverken kunne eller ville tale med mig, bliver Forholdet ikke det bedste. Samme Talesyge har nu formaaet mig til at udøse mit Hjerte for Dig, og endog henrevet mig saavidt at jeg har glemt den velsignede Kunst at holde op itide, skjøndt Gud veed, det ikke er Ole Lukøies Skyld, thi han har længe banket paa. Nu maa jeg indlade ham, da han ellers kunde blive fornærmet, og han, mellem os sagt, er en Person, hvis Venskab jeg nødig vilde miste, da han interesserer mig meer end alle mine Provindsbekjendtskaber tilsammen. Godnat! Sovende og vaagen er jeg Din Clara.

Jeg er idag i temmelig slet Humeur. Frøken Sonne har været her, men den Glæde, jeg havde ventet mig af hendes Besøg, er forvandlet til Ærgrelse over at jeg kunde ventet noget Godt hos denne Selskabsdame. Jeg blev glad ved at see hende, fik hende op i min Stue, viste hende mine Tegninger, og søgte at tale med hende om alt hvad jeg selv har Interesse for. Men hun svarede kun med Smiil og enkelte bifaldende Yttringer; jeg ønskede blot hun vilde sige mig imod, men dertil var hun altfor dannet. Da jeg fandt hende saa utilgjængelig, begyndte jeg at læse høit, thi om jeg end, paa Grund af den Godhed jeg har for hende (jeg troer fordi hun er saa smuk), vilde snakket med hende som hun er vant til, saa kunde jeg virkelig ikke. Conversationen er et heelt fremmed Sprog for mig; jeg kan ligesaa lidt conversere, som jeg kan tale Hebraisk. Da jeg havde læst »Hjertesorg« af Christian Winther, sagde hun pludseligt (formodentlig à propos!!): »Fortæl mig nu noget om Deres Inclinationer!« Det var Dødsstødet for mine Forhaabninger om hendes skjulte Fortræffeligheder! Jeg viste hende Portraiterne paa Væggen, men det lod ikke til at hun i Hjertet priste min Smag.

Fra det Øieblik var det mig ikke muligt at skjule min Ærgrelse, og paa mine Spydigheder vidste hun langt bedre at svare, end paa min oprigtige Venlighed. Vi skiltes ad som Uvenner, og jeg gik længe op og ned ad Gulvet i ubehagelige Tanker: vred paa hende, vred paa mig selv, fordi jeg kunde være saa bitter i min saakaldte Spøg, og endelig vred paa den hele forkeerte Verden. Nu er imidlertid 30 min Vrede gaaet istaa, og jeg indseer, hvor latterligt det er, at jeg, der vil være saa liberal, og altid taler om Eiendommelighed, kan for Alvor tage Frøken Sonne ilde op, at hun har en anden Natur end jeg, og at hun ikke finder Behag i mig.

Det er sandt! Ved at læse Dit Brev igjennem, seer jeg, at et af Dine Spørgsmaal endnu er ubesvaret: Hvorfor jeg slet ikke har omtalt det Indtryk, som det selskabelige Livjeg i den senere Tid deel tog i, gjorde paa mig. Naar man læser Dit Brev, skriver Du, skulde man troe, Du havde ført et sandt Klosterliv! Hvem vilde i den Beskrivelse kjende den straalende Baldame? o.s.v. Du minder mig om en Tid af mit Liv, som er forbi, og aldrig skal vende tilbage. Men da Du forlanger det, og jeg, som Du af Erfaring veed, er den personificerede Føielighed, vil jeg i Tankerne gaae tilbage til den, og beskrive hvorledes jeg da var. Jeg conjugerer mig selv for Dig i alle Tider; dette er den bestemt forbigangne. Hvor fik jeg dog den seminaristiske Sammenligning fra! Men nu til Sagen! Som Barn førte jeg jo virkelig et frivilligt Eremitliv; thi, skjøndt jeg af mine Bøger havde faaet en straalende Idee om Verden, følte jeg mig altfor fremmed blandt Andre, og nærede næsten Foragt for Alt hvad de morede sig med, saa jeg langt foretrak mit lille Kammer og det Selskab jeg havde i mig selv, for Omgang med Børn paa min Alder. Da jeg var confirmeret, gjorde jeg jo flere Bekjendtskaber, og blev indført i selskabelige Kredse. Erindrer Du det Bal, vi vare sammen til hos P*'s? det var min Debut. Skjøndt jeg fik alt hvad jeg ønskede til min Dragt, og selv fandt den kjøn, var jeg dog fortvivlet, da vi stode færdige til at kjøre. Jeg fandt mig selv saa styg, og alt hvad Du sagde for at opmuntre mig, kunde ikke forsone mig med den uvante Pynt. I Vognen var jeg grædefærdig og ønskede mig langt bort. Ja, jeg vilde heller deeltaget i Hexenes Dands paa Bloksbjerg, end, som jeg mente, blive til Latter hos P*'s. Heldigviis kom vi sildigt, da Dandsen var i fuld Gang; jeg siger heldigviis, thi havde vi maattet vente længe, var jeg vist, sans façon, løbet min Vei. Nu gjorde Musiken, den oplyste Sal og Synet af de Dandsende et oplivende Indtryk paa mig, og jeg stod endnu for overrasket til at være forlegen, da jeg blev engageret og ført ind i Salen, hvor jeg snart i Dandsen glemte alt, undtagen at jeg var ung, glad og kjøn. Det Sidste vidste jeg siden den Tid kun altfor godt; det morede mig at tiltrække mig 31 Opmærksomhed, og, især paa anden Haand, at høre tale om mine Fortrin. Mine Tilbederes overfladiske Dannelse fik mig til at glemme det Intetsigende i deres Conversation; den tilsyneladende Ærbødighed, de viste, blendede mig, saa jeg ikke mærkede den Ringeagt, der laae i at de ikke holdt mig en bedre Underholdning værd, hvis det stod i deres Magt at byde mig den. Og var dette ikke Tilfældet, var det al deres aandelige Eiendom, denne flaue Snak, saa vare de jo Mennesker, som jeg aldrig vilde agtet et Blik, et Ord af mig værd, hvis de ikke (det er haardt at tilstaae!) havde smigret min Forfængelighed! Vor Stilling i Samfundet er sørgelig, og hvorfor? Hvad ret have Mændene til at undertrykke os? thi underkuede ere vi, om end Lænkerne ere forgyldte. Den Stærkeres Ret! Hvori bestaaer da deres Overmagt? I Forstand staae vi ikke tilbage for dem, vi overgaae dem i Enthusiasme og Kraft til Opoffrelse. Men der er en Feil, vi have tilfælleds, som hos os har taget en Retning, som giver os i deres Vold. Mændenes Forfængelighed bliver som oftest til Egoisme; de tænke paa sig selv, og alt Andet er kun til for dem, forsaavidt det kan være dem til Gavn eller Skade. Vor Forfængelighed gaaer ud paa at behage Andre, og det gjør os afhængige. Det er Forfængeligheden, som drager vor Sjæl fra det Store, som adsplitter vore Evner, der forenede kunde og skulde have virket for et stort Maal. Det er den, som faaer os til at søge udenfor os, hvad Enhver har i sin egen Sjæl. Den er Fristeren, som viser os Livets Herlighed, som man seer det i Lykkens og Ungdommens Dage, viser os Beundring og Smiger, lader os ret føle det Berusende deri at være den Første, og siger: »Alt dette vil jeg give Dig, hvis Du vil falde ned og tilbede mig!« Og man vil saa nødig opgive denne Herlighed, man finder det saa uskyldigt, gjerne at ville behage, man vil forene Alt, og Skinlivet tager lidt efter lidt overhaand, saa det egentlige Liv, Gud i vor Sjæl, bliver svagere og svagere, og langsomt døer hen.

Der er et Ord, som engang har betaget Fristelsen dens Magt: »Viig fra mig, Satan! Man skal elske Herren, sin Gud, og tjene ham alene!« Kunde vi sige dette til vor Forfængelighed, og sønderbryde alle Baand, som gjøre os afhængige af Andres Svagheder, da vilde det eneste Baand, der bør bestaae mellem dem og os, Kjærlighedens, styrkes. Som Slyngplanten, der støtter sig til den mægtige Eeg, skulde vi støtte os til Gud, og drage Liv og Næring af den evige 32 Viisdoms Kilde, ikke for, som Katholikerne troe, at ligge bedende for Guds Throne Evigheder igjennem, men for at kjæmpe og seire, for at føle vore Tanker klares, vor Bevidsthed vækkes, og vor Livskraft ledes til en velsignelsesrig Virksomhed i Aandens Rige!

Clara Raphael
33

Fjerde Brev

Kjære Mathilde!

Du spørger, om jeg er syg, da jeg har ladet Dig vente saa længe paa Brev. Ja, rask er jeg egentlig ikke, men Du vil vist lee af den Svaghedjeg lider af, naar Du hører at den er i Familie med Mandens, som troede, hans Hoved sad forkeert. Nu da jeg seer mig om i Verden, og lægger Mærke til Folk, uden at være forblindet af Forfængelighed, nu - tænk Dig min Skræk! - synes jeg at Alt omkring mig staaer paa Hovedet! Jeg vil give Dig et Par Exempler. Da her forleden vare Fremmede, talte vi om Døden, og jeg sagde, jeg fandt det forkeert at Folk i Almindelighed bekjendtgjorde Dødsfald paa denne Maade: »At min elskede - blev befriet fra sine Lidelser, og indgik til et bedre Liv, bekjendtgjøres sørgeligst.« Gud bevares, meente de Andre, man kunde dog ikke sige glædeligst. Jo, er noget glædeligt, svarede jeg, saa maa det da være den Vished, at En, man holder af, er gaaet over til et bedre Liv. De saae paa mig, som om jeg var falden ned fra Maanen. Men, sagde Camilla, Du vilde dog være bedrøvet for din egen Skyld? Ja, svarede jeg, Savnet er det Sørgelige ved Døden, men jeg er overbeviist om, at det hos mig snart vilde overvindes ved Tanken om den Andens Lykke. Og hvad troer Du at Madam Star sagde dertil? At det var den største Egoisme! At et Menneske, som talte saaledes, aldrig maatte have brudt sig om andre end sig selv!! Folks Begreber om Liv og Død ere i det Hele besynderlig bagvendte. Naar en Forbryder paa Retterstedet bliver benaadet til livsvarigt Fængsel, sige de: Han kan være glad, han slap dog derfra med Livet. Og naar En, som forlængst er træt af Verden, gaaer herfra til evigt Liv, sige de: Den Stakkel er død! De tale om Liv, og glemme det evige Liv! De tale om Død, og glemme Udødeligheden!

Har Du aldrig lagt Mærke til den fornærmede Værdighed, hvormed Folk sige: »Gud bevares! Troer Du, jeg lyver?« det mindste man forudsætter, at de have taget Feil i en Ting. Og dog bestaaer 34 disse samme Menneskers hele Liv som oftest i en eneste Usandhed; det Hele gaaer ud paa at være noget Andet end de ere. - See, naar Folk kalde Liv, hvad jeg kalder Død, Egoisme hvad jeg kalder Selvfornægtelse, Sandhed hvad jeg kalder Løgn - har jeg da Uret i at antage, at enten de eller jeg staaer paa Hovedet? Da jeg nu, et af to, bedre kan finde mig i naturlig Indbildskhed, end i paa tagen Beskedenhed, siger jeg reentud, at jeg ikke troer, det er mig.

Der er et af Grimms Eventyr, som voldte mig megen Ærgrelse da jeg var lille, fordi jeg ingen Mening kunde finde deri. Jeg vil fortælle Dig det i al Korthed.

Der var engang en Mand, som fik Djævelen til at staae Fadder til hans Søn. Da nu Drengen var voxen, skulde han aflægge sin Gudfader et Besøg, og gik i denne Hensigt til hans Huus. Da han kom ind i Porten, saae han en Feiekost og en Rive, som sloges. Han blev noget forundret, men spurgte dog, om det var der, Hr. Gudfaer boede. »En Trappe høiere,« sagde de. Da han kom en Trappe op, saae han et Fad med Dødningehoveder staae udenfor Døren. Nu blev han angst, men fattede sig dog, og spurgte, om Hr. Gudfaer boede der. »En Trappe høiere,« var Svaret. Saaledes bliver han bestandig viist høiere op, og seer mange Ting i samme Stiil. Endelig kom han til den rigtige Dør og bankede paa; men der blev ikke lukket op. Da saae han ind gjennem Nøglehullet, og fik Øie paa Hr. Gudfaer, som laae i en Seng og havde to store Horn i Panden. I dødelig Angst vilde han løbe derfra, men blev kaldt tilbage af Gudfaeren, der nu saae ud som enhver anden gammel Mand. »Hvorfor løber Du?« spurgte han, »vilde Du ikke besøge mig?« -Jo, svarede Manden, men jeg har seet de forunderligste Ting i dit Huus. - »Hvad saae Du da?« - Først stod der en Feiekost og en Rive og sloges i Porten. - »Din Nar! Det var jo min Karl og Pige, som skjændtes!« -Ja saa! Men da jeg kom høiere op, saae jeg et Fad med Dødningehoveder staae paa Trappen. - »Hvor vil Du hen? Det var Kaalhoveder, jeg skal have til Middag!« - Endelig sagde Manden: Men da jeg saae ind gjennem Nøglehullet, laae Hr. Gudfaer i en Seng med to store Horn i Panden! - »Ei, det er ikke sandt!«

Er det ikke en prægtig Historie? Hr. Gudfaer er, som sagt, Djævelen, der lægger Beslag paa os, før vi kunne protestere. Hans Huus, hvor Alt gaaer saa forunderligt til, er Verden. De Fleste komme derind 35 som Smaa, og faae aldrig Øie for det Forkeerte deri. Andre finde sig tilrette, glemme det første uhyggelige Indtryk, blive Hr. Gudfaers værdige Undersaatter, og føle sig snart hjemme i hans Huus, saa de virkelig antage River, Feiekoste og andre Redskaber for Mennesker, og Dødningehoveder for en behagelig Ret. Min Indtrædelse i Verden er beskreven i Eventyret, og Fortsættelsen beroer paa mig selv. Jeg kunde gjøre hvad saa Mange have gjort: lære at see med Hr. Gudfaers Øine, og leve et mageligt og morsomt Liv i hans Huus; thi kjedelig er Djævelen ikke. Men Enden paa Legen vilde dog seent eller tidligt blive: Ei, det er ikke sandt! Nei, saa heller vende om, og gaae til vor rette Gud Fader i Himlen, hvor alt er Lys, Liv og Sandhed. Derhen gaaer nu min Vei!

laften skal jeg i Selskab med en Dame, som jeg er meget nysgjerrig efter at see. Den almindelige Dom om hende er, at hun er meget original, men ellers ret en fortræffelig Pige. At være original, pleier her at være det Værste, der kan siges om et Menneske, saa jeg begriber ikke, hvorledes hun alligevel kan finde Naade for Folks Øine. Det er en Frøken Carlsen fra Kjøbenhavn; hun er kommet hertil nogen Tid før jeg, og har oprettet et Sprogcursus i M*; tillige underviser hun i Musik. Hun skal være meget dannet.

Jeg kommer lige fra Selskabet, og har ingen Ro, før jeg har beskrevet Frøken Carlsen for Dig. Dog beskrive! Naar jeg siger, hun er høi, har brunt Haar, blaae Øine og hvide Hænder, veed Du da, hvorledes hun seer ud? Eller naar jeg siger, hun er en yndig Pige, faaer Du da noget Begreb om hendes Væsen? Frøken Sonne bliver jo ogsaa kaldt en yndig Pige! Hvad der gjør Frøken Carlsens Selskab saa velgjørende for mig, er den Overlegenhed, hvormed hun behersker sine Omgivelser, uden at de ane det. Det er Geniets Magt, forenet med den Mildhed og Ligevægt, som udtaler sig i alt hvad hun siger og gjør. Naar hun snakker med Folk, og gaaer ind paa deres Interesser, er det med samme Velvillie, hvormed en Voxen kan underholde sig med et Barn, og selv finde Fornøielse i at more det. Dog hun stiger ikke alene ned til Andre, men søger uformærkt at hæve dem til sig. Aldrig har jeg hørt disse Mennesker yttre 36 saa fornuftige Tanker, som iaften, da hun ledede Conversationen. Det hæver dem i min Mening, at de dog kunne paaskjønne en Pige som Frøken Carlsen. Vi talte længe sammen, og jeg følte mig saa hjemme i hendes Selskab. Jeg kunde ikke undertrykke denne Følelse, og sagde: De veed ikke hvor lykkelig jeg er ved at tale med Dem! Alene at De er her, kan forsone mig med andre Menneskers Kjedsommelighed. »Det er meget smigrende for mig, og gjør Deres Nøisomhed stor Ære,« svarede hun, »at en ung, munter Pige, som De, kan finde Fornøielse ved mit tarvelige Selskab.« Det er Synd at gjøre Nar af mig, sagde jeg: Naar jeg finder Fornøielse i Deres Selskab, er det ifølge mit Valgsprog: Det Bedste er godt nok. Men naar De antager mig for en pjattet ung Pige, som ikke forstaaer at vurdere Deres udmærkede Egenskaber, og derfor havde Grund til at foretrække de Yngres Selskab, da gjør De mig Uret. Jeg vil heller være den Mindste blandt de Store, end den Største blandt de Smaa! »Kjære Barn!« svarede hun venligt: »hvad jeg har forud for Dem er hverken Genie eller Forstand, men kanskee nogen Menneskekundskab og dyrkjøbt Erfaring, som De ikke skal ønske Dem. Det er Ungdommens og Skjønhedens lykkelige Forret, at udbrede Glæde omkring sig, saa det er mig, der maa være taknemmelig, hvis De vil opmuntre mig med Deres Selskab.« Jeg takkede hende for denne Indbydelse, med en Glæde, jeg ikke kunde skjule. Maa jeg komme i denne Uge? spurgte jeg tilsidst, næsten undseelig over min Paatrængenhed. »Heller imorgen end iovermorgen, Søde!« svarede hun paa sin hjertelige Maade. Siden hørte jeg hende sige til Madam Star: Frøken Raphael er jo en yndig Pige! Jeg begriber ikke, hvor De kan finde hende indbildsk og affecteert. »Ja,« svarede Madam Star, »nu agerer hun barnlig og beskeden, fordi hun vil vinde Dem. Hun veed nok at hun er gaaet for vidt med sit aparte Væsen, og at hendes Sager staae slet her.« Jeg gik min Vei, for ikke at høre mere af denne Samtale, der ikke var bestemt for mig.

Frøken Sonne var fornærmet, undveg mig øiensynligt, og kneisede med fornyet Værdighed, hvergang hun fik Øie paa mig. Det gjør mig ondt, da jeg for længe siden har fortrudt min Spydighed, og vilde gjerne være gode Venner med hende. Saalænge hun imidlertid

        

37 vedligeholder denne bevæbnede Neutralitet, kan jeg intet gjøre ved Sagen.

Hvad mener Du? Jeg har allerede idag været hos Frøken Carlsen. Jeg længtes saa meget efter igien at see hende, Veiret var deiligt, og Børnene havde Fremmede, saa der var ingen Læsning i Eftermiddag. Disse Omstændigheder vare altfor fristende, og jeg - det er sandt, jeg har glemt at fortælle Dig at Forpagteren har givet mig fri Raadighed over en Hest og Damesaddel, saa jeg nu kan have rigtig godt af at jeg tiggede Tante til at lade mig ride i Kjøbenhavn, og af den yndige Ridedragt hun forærede mig til min Fødselsdag. Hun har dog altid været god imod mig!

Jeg red altsaa til M* og traf Frøken Carlsen hjemme. Der seer De, jeg tog Dem paa Ordet, og heller kom idag end imorgen, sagde jeg. »Derfor takker jeg Dem ret,« svarede hun: »Jeg saae allerhelst, at De kom hver Dag.« - Blandt meget Andet kom Talen naturligviis paa Selskabet igaar, og jeg yttrede min Forundring over, at hun, der er saa genial, kan komme ud af det med alle Mennesker, da det ellers er det Almindeligste og Trivielleste, som behager bedst. »Naar man hverken er ung eller smuk, og ingen Fordringer gjør, kommer man allerede lettere gjennem Verden,« svarede hun: »Desuden er det ikke saa vanskeligt at staae paa en god Fod med Folk, naar man blot retter sig lidt efter dem i Smaating. Ligesom man i Politik ofte maa opgive en Provinds, for at redde det Hele, maa man her i Livet undertiden opoffre sin personlige Mening for den almindelige, for desbedre at kunne bevare sin Frihed og Eiendommelighed i det Store, uden at udsætte sig for at miste Andres Velvillie, som dog hverken er eller bør være os aldeles ligegyldig.« - Ak, skal jeg ogsaa høre det af Dem! udbrød jeg: Det kan være klogt i Politik og al verdslig Handel, det indrømmer jeg. Men hvad vi erkjende for Sandhed og Ret, det bør vi vist aldrig fornægte; og hvad vi erkjende for Løgn og Uret, bør vi aldrig smigre eller finde os i, om det end skaffede os al Verdens Venskab. - »Formaaer da De at drage en bestemt Grændse mellem Godt og Ondt, der, som bekjendt, er 38 blandet i vor menneskelige Natur? Siig mig hvad De har erkjendt for Ret og Sandhed!« - Jeg kjender vel kun lidt til Verden, svarede jeg, men, saa meget har jeg da seet, at Sandheden er ilde liidt; at Guds Idee og Verdens Idee staae fjendtlige ligeoverfor hinanden. »Hvad mener De egentlig dermed?« spurgte hun med et lille Smiil, som forvirrede mig. -Jeg mener, at Gud i hvert Menneske har villet udtrykke en guddommelig Idee, og en særskilt i hver; at Verden derimod stræber at opløse alle Personligheder i een verdslig Idee. Gud har jo skabt os forskjellige; man seer, at to Mennesker ikke ere eens; den almindelige Dannelse derimod bestaaer i at Alle skulle paatage det samme Væsen. Spiren til den guddommelige Idee ligger i hvert Menneskes Sjæl, men inden den er trængt frem, saaer Verden sin Sæd af Fordomme, Hensyn og Borneerthed ovenover, for at hindre dens Udvikling. Det Guddommelige kommer derfor hos de Færreste til Klarhed; det bliver ved en ubevidst Længsel, en Anelse om noget Høiere, som de med falsk Resignation mene at maatte undertrykke, eller henvise til en tilkommende Evighed. De vide ikke at netop denne Længsel, denne Anelse, er Spiren til deres Evighed. At undertrykke den er aandeligt Selvmord. De forsage det Evige istedetfor det Timelige. Det er undskyldeligt, ja rimeligt, at det maa gaae svage Characterer saaledes. Men naar Ideen bliver til Erkjendelse, naar et Menneske føler Livets Værd, og har en Anelse om sin udødelige Sjæls Guddomskraft og høie Kald, og paa den anden Side seer Verdens Fordomme og Usselhed, da bliver et Valg uundgaaeligt nødvendigt. Han kan ikke tjene to Herrer; han maa vælge mellem Gud og Verden, og da disse ligge i Krig med hinanden, kan han ikke undgaae at deeltage i Striden. Saa kommer vel den lille Menneskeforstand, og vil - Gud hjælpe os - agere mæglende Magt, taler om en Middelvei, om at forene de forskjellige Interesser o.s.v. Den kunde ligesaa gjerne reent ud foreslaae en Forening mellem Vorherre og Fandens Oldemoder, thi den priste Middelvei er den sikkreste Vei til Helvede, eller det gamle Helheim, Skyggernes Hjem. Naar Ideen døer Straadød i deres Sjæle, hvad er der da tilbage uden en livløs Skygge, som hører Underverdenen til!-

Frøken Carlsen saae paa mig med en Forbauselse, der, skjøndt den var blandet med Godhed og Deeltagelse, dog satte mig i Skræk

        

39 for at jeg skulde have udtrykt mig med altfor stor Bestemthed og Heftighed. Hun bemærkede min Forlegenhed, og skyndte sig med at svare: »I meget af hvad De har sagt, kan jeg ikke andet end give Dem Ret, men paa den anden Side forekomme Deres Anskuelser mig noget vilkaarlige og eensidige. Jeg er ogsaa af den Mening (som jo er Grundprincipet i den christelige Religion) at man ikke kan tjene to Herrer, at Gud og vor Frelser ikke lader sig nøie med en halv Hengivenhed, men kan man da ikke tjene Gud paa forskjellig Maade? Ved en altfor hensynsløs Iver skader man let den Sag, man vilde virke for. Det er nu engang saaledes begrundet i vor menneskelige Natur, hvor Godt og Ondt er saa blandet! Man maa lade Begeistringen virke i Forening med Fornuften; man maa ikke alene see op til Gud, men ned til Menneskene, blandt hvilke man vilde udbrede hans Rige. Naar De vil skaffe Deres Anskuelser Indgang hos et Menneske, maa De dog ikke fremstille dem for ham i et Lys, hvori han finder dem latterlige og overdrevne. De maa lære ham at kjende, erhverve hans Fortrolighed, og, da De ikke kan skabe Mennesket om efter Ideen, maa De meddele ham Ideen i den Form, hvori den bliver ham anskuelig. Fremfor alt! Vil De virke for Andre, maa De gjøre Dem afholdt af dem, thi hvad de ikke kunne lide, efterligne de naturligviis ikke; det bringer dem snarere til den modsatte Yderlighed. Da nu alt Afstikkende mishager, maa man, til en vis Grad, paatage det almindelige Væsen. Opgiver man derfor sin Personlighed? Forraader man derfor den gode Sag? Vilde De kalde den Soldat, som i slesvigholsteensk Mundering skaffede Underretning om Fjendens Stilling, en Forræder? Nei, han er en ligesaa tro Undersaat af Kongen, som Generalen, der fører Hæren; begge gjøre deres Pligt. (Jeg holder dog meer af Generalen end af Spionen, tænkte jeg i mit stille Sind.) De sværmer for Tordenskjold, ikke sandt?« vedblev hun: »Nedsætter det ham da i Deres Tanker, at han ikke alene ved Tapperhed, men ogsaa ved Krigslist, vandt flere af sine berømteste Seire?« - Nei, svarede jeg, men den Slags Krigslist, man anvender i det daglige Liv, kommer dog som oftest af Mangel paa Mod til at gaae ærligt tilværks, og vise sig som man er. - »Lad os da forudsætte, at der er lidt Frygt, lidt Behagelyst blandet med de Flestes Eftergivenhed. Men kan De da sige, at Deres Stræben er aldeles fri for Selvbehag og Overmod?« - Nei, det vil jeg ikke sige,

        

40 svarede jeg lidt ubestemt. - »Seer De,« udbrød hun: »Feil have vi Alle, og den største Feil er, naar En i Hovmod troer sig hævet over Andre. Jo flere Evner man har, i jo større Gjæld staaer man til Forsynet, og Gjæld kan man dog ikke være stolt af.« - Nei, svarede jeg, men disse almindelige Mennesker ere ogsaa hovmodige, og tale om deres egne smaa Interesser, som det var det vigtigste i Verden. Hvad der gaaer over deres Horizont kalde de Affectation og Forrykthed. - »Folk forstaae ikke Deres Interesser, fordi De ikke kan, eller ikke vil gjøre Dem forstaaelig, og De, Frøken Raphael, forstaaer ligesaa lidt, hvad De kalder det Almindelige; i den Henseende have De intet at lade hinanden høre.« - De har Ret, jeg forstaaer det ikke! Men skal jeg da fængsle min Aand til Jorden, naar al dens Hu staaer til at hæve sig til Himlen? - »Stræb ikke altfor høit! Husk paa hvorledes det gik Ikaros!« - Han fløi med en Andens Vinger, men den menneskelige Aand er født med Vinger, som ikke saa let gaae af. -»Nu, hæv Dem da i Guds Navn saa høit De kan, men see blot ikke med Foragt ned paa os, som gaae paa Jorden. See Træer og Planter rundtomkring; de udfolde sig vel ved Solens Skin og den forfriskende Regn, som kommer ovenfra, men de suge ogsaa Liv og Næring af Jorden, hvori de have fæstet Rod. Saaledes gaaer det ogsaa os. Oplysningens og Geniets Sol udfolder vor Sjæls Kræfter, men der er ogsaa en jordisk Kraft, som virker forborgent, men mægtigt for vor Udvikling. Det menneskelige Samfund, Familielivet, er den Jordbund hvori vi have fæstet Rod. Kjærligheden er den skjulte Kraft, som forener os med hinanden indbyrdes, og med Gud. Hvormange Offere bringes ikke i Stilhed, som De paa Deres høie Flugt ikke drømmer om, netop af disse Hverdagsmennesker? Taalmodighed, Stræbsomhed, Hjertensgodhed og Ydmyghed regner De disse Dyder for Intet?

Ved Baldur sammenholdes ene Valhals Krands;
Han er den stille, fromme Varme, hvorudi
De stolte Blomster trives.« -

Jeg var lidt ilde tilmode. Hvad hun sagde, fandt jeg meget smukt, men jeg syntes dog der maatte være noget at indvende imod, skjøndt jeg ikke vidste hvad. Theen kom ret beleiligt til at give 41 Samtalen en anden Vending. - Da jeg red hjem, vaagnede mit glade Mod igjen. Hendes Skildring af Familielivet var idealiseret; saaledes skulde det være. Saameget mere maa man kjæmpe imod de Fordomme, som have rodfæstet sig deri. Jeg elsker jo ogsaa alle Mennesker! Ellers vilde deres Feil ikke saaledes nedtrykke mig. Jeg er ogsaa overbeviist om at jeg kan virke for Andre, uden at jeg behøver i Fandens Mundering at indsnige mig i deres Fortrolighed. Nei, Bedrag bliver dog altid Bedrag, om det end udøves i en god Hensigt. Kan man kjæmpe for den gode Sag med slette Vaaben, maa man dog ogsaa kunne kjæmpe for den med gode.

Besvar nu snart mit lange Brev, da min korte Taalmodighed ikke slaaer til, hvis jeg skal vente.

Din Clara Raphael 42

Femte Brev

Den 10de Februar 1849.

Jeg sad længe i Mørkningen i mit aabne Vindue og lod Guds friske Luft trænge ind i mine Øine, mit Hoved og Hjerte. Der er for mig Intet saa beroligende smukt, som, naar Skyerne efter lang Regndag fordele sig, at see det blytunge Graa, der trykkende har hvilet over Naturen, og øvet sin nedslaaende Magt over alt hvad der lever, opløse sig i lette Taager, der i vexlende Skikkelser langsomt svæve hen ad Himlen. Jeg kan ikke beskrive, hvor lykkelig jeg i den senere Tid ofte føler mig. Og hvor kan man andet, naar man tænker paa Evigheden! Jeg føler Spiren til uendelig Rigdom i mig selv, veed, at Foraaret om et Par Maaneder kommer, og udfolder al Naturens livsalige Deilighed rundt omkring; saa kommer ogsaa Guds vidunderlige Kraft, og bringer hvert Frø i min Sjæl til at spire og udvikle sig, naar jeg venter paa ham, og ikke lader Verden indtage den ledige Plads.

Jeg blev afbrudt af Dit Brev - en kjær Afbrydelse, det veed Du nok. - Du vil vide hvad min Hensigt er med Damerne; om jeg vil have dem rigtigt emanciperede, saa de deeltage i alle Herrernes Rettigheder og Forretninger. Nei, tusinde Gange nei! Hvad Forretninger angaaer, da ere vore, Et af To, Tankefriheden mindre iveien end de fleste af deres. Jeg vil heller være Sypige end »Noget paa et Contoir«, og Du skal aldrig opleve den Dag, da Du seer mig med Piben i Munden, fordybet i lærde Undersøgelser, i det tilstøvede Studerekammer. - Vi kaldes ikke for Intet »det smukke Kjøn!« Skjønhedens Idee har Gud i os villet udtrykke. Men kun hvad der er sandt og frit, er ægte skjønt. Saalænge vi ere udelukkede fra selvstændig Udvikling, saalænge vi ere i Fordommenes Vold, kunne vi ikke svare til Bestemmelsen.

Naar jeg rider eller spadserer, ret er glad og seer den klare Himmel over mig, falde altid Studenternes deilige, livsglade Sange mig 43 ind, og jeg synger dem for mig selv ret af Hjertens Lyst. - Der staaer i en af Poul Møllers:

Han freidig løfter Avindskjold
Mod Falsk og Løgn;
Thi Løgnen, som en evig Trold,
Gaaer af sin Grav i god Behold
Med Legioner i sin Sold,
Det næste Døgn.
Et Brodercorps paa hver en Tid,
Stod rustet til den raske Strid
Mod Løgn.
Ja, ved en Klang af Sandheds Luur
Faldt Klostret om,
Og Munken daaned i sit Skuur,
Og Nonnen flyede fra sit Buur;
Ud i vor Herres frie Natur
Hun atter kom.
Da Munken med sin Pengesæk
Sig listed over Elben væk
Til Rom!

Det er i denne Strid, »at Pigen nu vil med!« Som Nonnen flyede fra sit Buur, vil vor Aand flye fra sit Fængsel, og komme ud i vor Herres frie Natur, til Lys og Liv. Vi ville ikke usurpere noget Herredømme, men kun beherske os selv ved den frie Villies Magt, og udvikle os efter den Idee Gud har havt med os. Er det at gjøre for store Fordringer?!

Den 12te.

Her sidder jeg igjen i den Hensigt at skrive, men uden at vide hvad det egentlig skal være. Det er Graaveir og Tøveir, hvilket ikke er opmuntrende, undtagen for Ænderne, som ere i usædvanligt 44 godt Humeur, og snaddre, saa jeg flere Gange har raabt: »Saa vær dog stille!« uden at det hjalp det mindste til at gjøre Ende paa deres utidige Lystighed. -Jeg troer, jeg vil give Dig en Oversigt over de Begivenheder, der i den senere Tid have udgjort Gjenstandene for Conversationen, og optaget den almindelige Interesse, til Straf fordi Du bebreider mig, at jeg aldrig fortæller noget om hvad her passerer, og sikkre for flere Anklager af den Natur.

Der har nylig været Generalforsamling blandt det kvindelige Personale i M*, for at afhandle en vigtig Sag: om Doctorens unge Kone, som ventedes dertil i de Dage, skulde kaldes Madam eller Frue. Majoriteten stemte for det Første; Minoriteten (som bestod af Een) indvendte at det var tidssparende at sige Fru Linz. De gode Damer vilde imidlertid heller have den Uleilighed, der var forbunden med Tostavelsestitelen, end give den unge Kone en Ære, som ikke tilkom hende; dermed var da Sagen afgjort, men ikke endt, thi der blev længe talt frem og tilbage derom, og vilde tales derom endnu, hvis ikke en vigtigere Begivenhed havde tiltrukket sig den almindelige Opmærksomhed. Det var, da en af Byens Uundværligste, en gammel Pige, der gik under Navn af Jomfru Karen, døde. Hun var, som sagt, en uskatteerlig Person. Saasnart Børnene i Byen vare saa store, at de begyndte at gjøre Uro i Huset, og genere med deres Leg og Snak, bleve de sendte til Jomfru Karen, hvor de lærte at læse og skrive, samt mange andre nyttige Ting, og formodentlig vare under fortræffeligt Opsyn, da hun havde hundrede Børn i Forvaring paa eengang. Hvor beqvem en Indretning for Mødrene! Det var jo næsten som de ingen Børn havde, undtagen om Søndagen. Har Du nogensinde været i en Provindsby, saa kan Du forestille Dig, hvilken Opsigt hendes Død gjorde. Der blev ikke talt om andet. Skolelæreren og Kjøbmanden stredes om den Ære at besørge Begravelseshøitideligheden, og den Sidste gik da af med Seiren. Naa, det gik brillant, Smaabørn strøede Blomster, Skolelærerens Sang blev afsungen, men - Kjøbmanden fik ikke sin Tale holdt. Da han nu aldrig er raadvild, og ikke kunde finde sig i at dette kostbare Document skulde gaae tabt for Efterverdenen, indbød han Byens Honoratiores til Middagsselskab, og læste Talen for dem ved denne Leilighed. - Nu, da Begravelsen er forbi, og den Interesse, den vakte, forbi med den, vide Folk ikke hvad de skulle gjøre med deres

        

45 Børn, som ere altfor smaa til at komme i en ordentlig Skole. Nøden er altsaa stor, og jeg kan passende slutte med de Ord:
»O M*, hvad har Du tabt! Din Jomfru Karen sover!«

Vil Du høre meer? - Nu er Byfogdens Kone bleven Frue, saa der er ialt to, eller egentlig halvtredie, thi Doctorens Kone bliver, tiltrods for Generalforsamlingens Beslutning, af Mange beæret med denne Titel. - Der er endvidere almindelig Forventning blandt Byens Beboere, da der snart kommer en ny Cappellan dertil, som er bleven ansat ved Kirken. Man har travlt med at forlove alle de unge Damer med ham. Den Stakkel! Een, det kunde allerede være slemt nok, men han slipper ikke før han har gaaet Touren rundt. Den gamle Baron er i disse Dage bleven farlig syg, og Rygtet har allerede en halv Snees Gange taget Livet af ham. Den unge Baron ventes hjem i denne Anledning, og Folk glæde sig eenstemmigt til den Forandring, at han skal blive Herre. Jeg har næsten faaet Aversion imod ham, ved saa ideligt at høre hans Fortræffelighed hævet til Skyerne.

Der kommer en Vogn! - Det er Camilla og hendes Fader.

Camilla bestormede mig, som sædvanligt, med Bønner om at være mere som andre Mennesker, og fortalte mig om En der fandt mig affecteert, en Anden, der troedejeg var indbildsk o.s.v. »Du kommer ikke igjennem Verden paa den Maade,« sagde hun tilsidst. Jeg skal igjennem! »Du bliver aldrig lykkelig!« Jeg vil hverken eie eller have hvad Folk kalde Lykke! Frihed er den eneste Lykke jeg tragter efter. »Ja, men det holder ikke ud i Længden! Du spænder saa stramt, at det maa briste.« Det var det Værste, men det maa saa briste eller bære! Jeg maa være mig selv, og kjæmpe for min Tilværelse. Der er ingen Skam i at falde i ærlig Krig, men at flygte, saasnart man kommer i Ilden, see det er en Skam. Det er bedre at døe med Ære, end at leve med Skjændsel, var vore Fædres Valgsprog, som jeg har arvet efter dem. Jeg udfordrer jo ikke Verden, men forsvarer mig kun mod dens Angreb paa min Selvstændighed. Jeg kunde studere Kunsten at behage, og jeg vilde behage; jeg kunde coquettere, det er næsten interessant, saa vilde jeg virkelig more mig bedre i Verden, men jeg opgiver den nærværende Virkelighed 46 for Idealet, som vinker mig til sig ovenfra. Ingen kan tjene to Herrer, og jeg har nu valgt. Siig mig, kan Du finde Mening i hvad jeg har sagt? - »Jo, Mening kan jeg godt finde, men den er ikke min, ligesaa lidt som jeg kunde passe en af Dine Kjoler.« - Der har vi det! udbrød jeg: Verden syer een Kjole, som vi skulle i Allesammen, og det er den fine Dannelse, den kvindelige Værdighed o.s.v. Kjært Barn har mange Navne! Mig faae de aldrig puttet ind i det Futteral!

Den 15de.

Jeg er nedtrykt og besynderlig forstemt! Tante er død; jeg fik Brev derom imorges. Jeg skal have ondt ved at forklare Dig mine Følelser! Jeg er bedrøvet, som aldrig før, men det er langtfra fordi hendes Død har gjort noget voldsomt Indtryk paa mig; snarere fordi den ikke bedrøvede mig mere. Det Menneske, som fra min Barndom af har taget sig af mig, som var den Eneste jeg havde at holde mig til, og som jeg har at takke for min Dannelse, min Opdragelse, er død, og jeg føler ikke andet derved, end en vis veemodig Bevægelse, som Døden altid vækker, selv hvor dens Besøg hverken efterlader Savn eller Sorg. Jeg har tænkt den Tid tilbage, da jeg levede hos hende; jeg mindedes megen Eftergivenhed, mange Velgjerninger, hun havde beviist mig, men ikke eet af disse livsalige Ord, som komme fra Hjertet, og gaae til Hjertet. Har jeg dog ikke været gruelig alene? Hvor megen Glæde maa der ikke være i Sorgen over en elsket Moders Bortgang! Ved hver Betragtning af vort henrundne Liv træder denne dyrebare Skikkelse os imøde; hver god Følelse, hvert skjønt Haab i vort Hjerte har hun Deel i; det er Blomster, hendes kjærlige Haand har pleiet og fredet om. Den er ikke moderløs, som har mistet sin Moder, men kun den, som aldrig har kjendt hende. - Er det et Under, om jeg er eensidig? Jeg har jo altid staaet alene! Paa den hele Jord er der Ingen der bryder sig om mig, undtagen Du, og Du er saa langt borte.

O, Gud forlade mig min usle Mismodighed! Er den forladt, som elsker Gud, og elskes af ham, der har: »Faderhu, og meer end Modervarme?« Han selv har vaaget over mig i min Barndom, han har i 47 Naturen, i Kunsten, i mit eget Sind, beredet mig Glæde og Lykke. En Moder giver sit Barn det jordiske Liv. Guds Børn er det evige Liv tilsagt. Staaer jeg alene? Kun den, der ikke elsker andet end sit eget lille Jeg, er alene. Men naar jeg i Sommer med Hjerteangst gik og ventede paa Efterretninger fra Krigen, og naar de vare gode, med inderlig Taknemmelighed sagde: »Gud være lovet! vi have seiret!« da følte jeg, at jeg ikke tilhørte mig selv alene, men min Nation, og at jeg ved min Kjærlighed til den virkelig fik Deel i alle dens Bedrifter. Det Slag, Armeen vandt, havde jeg vundet; det, den tabte, havde jeg tabt. Nei, jeg er ikke alene! Gud er min Fader, Danmark min Moder; alle Mennesker ere mine Søskende. Dette er det store Familieliv, hvori jeg har fæstet Rod. Jeg er ikke alene! Fra Naturen, fra Kunsten, fra hver udmærket Bog, jeg læser, træde beslægtede Væsner mig imøde, og berige mig med nye Indtryk. Hvor det er feigt at klage, naar man har saa megen Grund til at være taknemmelig! Nu er jeg glad! Jeg har jo ogsaa Dig, min søde Veninde, som finder Dig i al min Urimelighed, og holder af mig som jeg er. Du har altid været mod mig, som en kjærlig Søster, og jeg har ingen Tanke, jeg vilde skjule for Dig. Du seer nok, hvormeget jeg trænger til Dig. Derfor skriv snart! Dine Breve er den bedste Lægedom mod hver Misfornøielse, hver Modløshed, som kunde nedtrykke Din

Clara 48

Sjette Brev

Den 3die Marts.

Min inderligste Tak for Dit kjære Brev! Det har givet mine Tanker meget at bestille, da Du paa ingen Maade kan blive enig med mig om Damernes Bestemmelse. »Den Frihed og Selvstændighed, Du taler om, er der jo Ingen som forholder os. Du navnlig kan ikke klage, Du er jo i fuld Strid mod Fordommene!« saaledes skriver Du.

Var det mig dog muligt at forklare Dig, hvad der er saa klart for mig selv! Sagen er, at der er saa meget at sige derom, at jeg kunde bruge hele min Levetid dertil. - Jeg vil da prøve paa at meddele Dig et kortfattet Omrids af mine Anskuelser, men forud betinger jeg mig, at Du maa tage Dine critiske Briller af, og see mere paa Tanken end paa Udtryksmaaden. Camilla sagde engang om mig: Du er en god Advokat for alle slette Sager! - Nei, svarede jeg, kald mig heller en slet Advokat for den gode Sag. - Ja, svarede Sagføreren til Sagen, saa fik Du et anderledes Foredrag, end det jeg nu med nogen Ængstelse bereder mig til at holde.

Hvad vil Du sige, naar jeg begynder med den Paastand, at vort Kjøn slet ikke existerer endnu? Ja, hør blot lidt videre, saa troer jeg, Du vil give mig Ret. At existere er jo det samme som at leve, ikke sandt? - Hvad er da det, at leve? Martensen har i en af sine Taler besvaret det saaledes: det er at tiltage i Viisdom og Naade for Gud og Mennesker. Nu kommer det an paa hvad vi forstaae ved Viisdom. Her maa Øhlenschlæger hjælpe mig. (I Følelsen af min Uduelighed som Sagfører, modtager jeg med Taknemmelighed de mindste Bidrag af oplysende Citater.) Hør da hvad han, som vi dog alle med Glæde erkjende for en Autoritet, siger derom:

Kun den er viis, som har en Hensigt, som med Ro
Til Maalet stræber Nat og Dag, som taber det
Bestandig ei af Sigte -
49 Kun den er viis, som har en Villie; men kun den
En Villie har, som noget ret alvorligt vil.

Gjør mig nu den Tjeneste, at løsrive Din Tanke fra alle Enkeltheder, og stille Dig paa et Standpunkt, hvorfra Du kan kaste et Blik ud over Menneskeslægten. Har den en Hensigt? Stræber den til noget Maal? Ja, blandt alle særskilte Interesser øiner man een almindelig: Maalet hvortil den stræber, er Frihed og Enhed. Har den gjort Fremskridt i denne Retning? See tilbage til Katholicismens og Despotismens Tid, og Svaret er let at finde: Ja, den tiltager i Viisdom, den lever altsaa.

Jeg sagde Menneskeslægten; gjælder da det samme om Damerne? Have de nogen Deel i denne Udvikling? Have de en Villie? O ja, ti for een, kan man sige: De ville behage, de ville more sig selv, og kanskee ogsaa Andre, de ville passe deres saakaldte Pligter (eller ogsaa forsømme dem), de ville bestandig holde gode Miner med Vorherre, at de kunne have Himlen i Baghaanden, hvis Jordens Lykke skulde slaae dem feil. - Men netop det, at der er saa meget de ville, hindrer dem i at have een Villie. Eller er der kanskee en Hensigt i deres Liv, et Maal, de stræbe til? Nei, naar man undtager, at de, saa at sige, ere blevne hævede lidt ved Mændenes Stigen, at den almindelige Oplysning ogsaa har skinnet ind i deres Buur, have de ingen Fremskridt gjort. De tiltage altsaa ikke i Viisdom - existere ikke.

Glem ikke at jeg her kun har talt om Herrerne og Damerne i Almindelighed. Der kan altsaa, det indrømmer jeg, findes mange tusinde Damer, som have en Hensigt i deres Liv, som med alvorlig Villie stræbe til et ædelt Maal; og der kan være, og er Millioner mauvais sujets blandt Mændene, men her komme de ikke i Betragtning.

Ifald Du giver mig Ret i hvad jeg nu har sagt, vil Du vist undre Dig over, hvorledes det er muligt, at vi staae saa langt tilbage. Men betænk Trældommens Magt til Ødelæggelse! Da Friheden blev Bønderne forkyndt, græd Nogle af dem, og bade, om det maatte blive som det havde været. Og de havde dog en lysere Fortid at see tilbage til. Vor Stilling har fra Arilds Tid været underordnet;jeg veed ingen anden Grund at angive dertil, end at Styrken altid har behersket 50 Verden fordi den er den Stærkeste. I Riddertiden blev Ideen om Skjønhedens Herredømme levende, men den blev opfattet i sandselig, istedetfor i aandelig Forstand, og dens Virkning var forgængelig, som alt det Jordiske. Dog, Ideen selv var udødelig, som alt det Guddommelige. Viser der sig nu ikke i denne almindelige Stræben efter Enhed et dybt Savn? En Enhed forudsætter jo en Forening af forskjellige Elementer. Mand, Kvinde, er intet Heelt for sig, men ved en aandelig Forening bliver hver et Menneske i Ordets ædleste Forstand: Gud skabte Mennesket i sit Billede. Var det nu kun Kvindens Bestemmelse, at være Mændenes Husholdersker, eller et smukt Legetøi, hvormed de beskjæftigede sig i ledige Timer, da vilde Menneskeslægten aldrig opnaae nogen Enhed. Men saaledes er det ikke! Elementerne til noget uendeligt Herligt ligger i vor Natur, men skjult, som Aladdins Lampe, der kunde ligget i Bjergets Hule i Aartusinder, hvis ikke en af Skjæbnen begunstiget Haand havde hævet den, som i de gamle Eventyr, hvor Feen sover i det fortryllede Slot, bevogtet af en Troldmand. Saaledes ligger Spiren til det guddommelige Liv i os, begravet i vor Sjæl. Lad os luge det Ukrud af, som er opvoxet derover, plante Spiren hen i Oplysningens Solskin, og den vil snart udfolde sig til den yndigste Blomst.

Da først, naar Kvinden er opvaagnet til selvbevidst Liv, da lader den store Idee om Menneskeslægtens Enhed sig realisere, ved en aandelig Forening mellem hende og Manden. Ikke ved at de parres i Ægteskab, som Kortene i Sortepeer! En saadan haandgribelig Forening mener jeg ikke. I et frit aandeligt Samliv maae de forskjellige Naturer idelig tabe sig i hinanden, for at vende berigede tilbage til sig selv. Kvinden maa tilegne sig Mandens aandelige Realitet, da ellers hendes indre Liv let bliver en skjøn Phantasieskabning, uden skabende Kraft og Selvvirksomhed. Selv maa hun bevare sin Sjæl som et reent Speil, hvori han kan see Idealet. Hun maa aldrig tabe sig i det Materielle, men hæve ham med sig derover. Den levendegjørende Aand, den høie Begeistring og barnlige Tro ere Grundtonerne i hendes Væsen, som han maae tilegne sig, hvis hans Characteer skal opnaae nogen sand Enhed. Man kan jo ikke spille det simpleste Musikstykke paa et Claveer, hvor enten Bassen eller Discanten mangler; men en Forening af begge er istand til at frembringe den skjønneste Harmonie.

51
Den 8de.

Nu er jeg rigtignok bange at Madam Star kan have Ret, naar hun siger at mine Sager staae slet, thi mine Modstanderes Parti har faaet en betydelig Tilvæxt. Frøken Carlsen er snart den Eneste, som ikke troer sig fornærmet af mig, thi man kan ikke her, som i Kjøbenhavn, disputere med Folk i al Gemytlighed og god Forstaaelse. Folk tage alt, hvad jeg siger, for Personligheder, og svare med personlige Angreb, som egentlig slet ikke komme Sagen ved. Min ny Modstander er hverken meer eller mindre end Pastor Star. Nu skal Du høre!

Vi vare idag, som sædvanligt, i Kirke, og jeg blev idag meer end sædvanligt søvnig, thi foruden at en Hærskare af lange Psalmer skulde synges, og det uden Assistance af Orgel, vare der en heel Flok Børn til Daab, og alt dette med Tilbehør af Offring o.s.v. tog en uendelig lang Tid. Jeg sad og dandsede i Stilhed Polka med mine Fødder, for at holde dem varme, hørte paa Børnene, der overdøvede Præsten med deres Skrig, imens han forrettede Daaben, og reflecterede over, hvorvidt denne Skik kunde have nogen virkelig Nytte. Under disse Omstændigheder faldt Undersøgelsen naturligviis ganske ud til Gjendøbernes Fordeel. Endelig var det forbi, og vi gik ind i Præstegaarden. Her var Talen om, hvor urolige Børnene havde været under Daaben, og jeg sagde i al Uskyldighed: Det er dog ogsaa en besynderlig Ceremonie! »Besynderlig!« udbrød Præsten: »De erindrer vist ikke, Frøken Raphael, hvem der har indstiftet denne Handling, som De behager at kalde en Ceremonie, at Christus sagde: Gaaer hen og lærer alle Folk, og døber dem i Navnet Faderens, Sønnens og den hellig Aands.« -Jo! svarede jeg, men netop her synes mig, det er antydet, at Underviisningen i Religionen skulde gaae forud for Daaben, siden der staaer »lærer og døber«. Der staaer jo ogsaa »Folk«, ikke smaa Børn. Daabens virkelige og store Høitidelighed bestaaer, synes jeg, i at den er en Indvielse for den, som af frivillig, inderlig Overbeviisning ønsker at optages i det christne Samfund. Men ved Barnedaaben kan den Paagjældende jo ingen Mening have, og i det Løfte, Gudmoderen paa hans Vegne aflægger, kan jeg ikke see andet end tankeløst, magtesløst Ord. Hvor kan hun for Alvor indestaae for, at Barnet bliver en Christen? »Det kan hun«, svarede han, »da det bliver opdraget i den 52 christne Religion, og det maatte da være et besynderligt haardhjertet og følesløst Barn, som ikke lod sig paavirke af en Lære, som indeholder alt hvad der kan, og hvad der ene kan frelse os fra Fortabelse.« - Saa synes jeg, de Fleste maae være haarde og følesløse, eller jeg maa have været usædvanlig uheldig med mine Bekjendte, thi blandt dem har jeg kun truffet yderst Faa, som vare Christne mere end blot af Navn. Er Troen ikke saa levende i dem, at den hæver dem over Egenkjærlighed, Misundelse, og alle verdslige Tilbøieligheder, saa er den vist langt fra istand til at frelse dem fra Fortabelse. - »Tør jeg spørge om De dømmer Andres Religion efter Deres egen?« spurgte han skarpt. - Min Religion er ingen Hemmelighed, svarede jeg, men jeg frygter rigtignok for, at De, Hr. Pastor, ikke vil være tilfreds med den. Jeg troer paa Gud, og elsker ham over Alt i Verden, men netop derfor kan jeg ikke forstaae al den Tale om Guds Vrede, Arvesyndens Forbandelse o.s.v., som er Grundvolden for den christelige Religion. Jeg har aldrig havt den Følelse, at der behøvedes en Mægler mellem Gud og mig. De undrer Dem vist over hvad jeg siger! Jeg har kanske ogsaa Uret, men allermeest Uret vilde det dog være, om jeg forstilte mig. Al den Anger og Frygt og Omvendelse, der tales om fra Prædikestolen, kjender jeg slet ikke til. Jeg gaaer med freidigt Mod den Vei, jeg erkjender for den rette, og at vende om vilde just være Syndefald for mig. »De kjender ikke til Anger og Frygt!« udbrød han heftig: »De mener ikke at have Omvendelse behov! Det er en Hovmod, som kun har sin Lige i den Letsindighed, hvormed De omtaler de helligste og alvorligste Gjenstande. Har De da aldrig følt syndige Tilbøieligheder i Deres Sjæl? Aldrig følt, hvorledes den er hildet i Syndens Lænker, som den ikke selv har Kraft til at afkaste? De benægter Syndefaldet paa samme Tid som enhver af Deres Yttringer er en Synd, en Gudsbespottelse, som ikke vil blive ustraffet!«

Den heftige og uskaansomme Maneer, han tog Sagen paa, forekom mig lige upassende for hans Alder og Stand, og bragte ogsaa mig lidt i Oprør, saa jeg svarede temmelig utaalmodigt: Det troer jeg, oprigtig talt, ikke! Vorherre holder vist meest af, at man siger sin Mening, naar man gjør det paa en passende Maade, og ikke skaanselløst river ned paa Andres. Bedrag er ham vist meest af Alt imod, hvad enten det er Selvbedrag eller Bedrag mod Andre, frivilligt

        

53 eller ubevidst. De misforstaaer mig aldeles, naar De troer, jeg mener, jeg er fri for Synd; saa vilde jeg sige, min Indbildskhed kun fandt sin Lige i min Dumhed. Hvad jeg mener, er kun, at Den ikke er falden for Synden, som kjæmper imod den. Den har aldrig saaledes underkuet mig, at jeg har følt min Sjæl berøvet sin Frihed og Kraft. Meget meer, er jeg som oftest tilmode, som om jeg, med Guds Hjælp, var istand til at gjøre alt, hvad jeg erkjender for godt og rigtigt! - Vognen kjørte for Døren; jeg reiste mig, og Præsten sagde med et dybt Buk og et Smiil, som skulde være satirisk: »Da gratulerer jeg Dem til en Almagt, De fremfor alle andre Mennesker er i Besiddelse af, og ønsker kun, at deri maa være indbefattet Magt til at benytte den vel.« Jeg takkede ham for hans gode Ønsker, neiede, og kjørte hjem.

Budet, som skal bringe Brevet paa Posthuset, venter, saa jeg maa gjøre en hastig Ende derpaa, skjøndt jeg havde meget mere at tale med Dig om.

Din Clara Raphael 54

Syvende Brev

Kjære Mathilde!

Enden var ikke endda! Den Dispute, jeg sidst skrev om, var kun Forspillet til et stort krigerisk Drama, hvis første Act foregik i Kirken; anden Act derimod i Præstens Dagligstue. Jeg er nylig kommen hjem fra Bataillen, og har nu isinde at skrive Rapport derom til Dig.

Da vi imorges kjørte til Kirke, var jeg usædvanlig fredeligt stemt, og havde isinde at gjøre et Forsøg paa at slutte Forlig med Frøken Sonne, da jeg virkelig er bange, at hun skal faae en stiv Hals af at slaae med Nakken, naar hun seer mig, og da denne fornærmede Værdighedsmine slet ikke klæder hende, og jeg, for alt i Verden, ikke vilde være Skyld i, at en ung Pige tog sig mindre godt ud. Imidlertid var det ikke Skjæbnens Villie, at jeg skulde forsone mig med Nogen, men tvertimod geraade i ny Krig. - Det var i Prækenen, at Pastoren havde isinde at tilføie mig et aabenbart Nederlag. Han havde valgt disse Ord til Text: »Det er vel umuligt, at Forargelser ei skulde komme, men vee den, fra hvilken de komme!« o.s.v. Heraf tog han Anledning til et Angreb paa Tidens nye Interesser, som han kaldte Vantro og Gudsbespottelse.

Frihed og Selvstændighed, sagde han, er Vantroens Kampraab i den oprørske Krig, den har begyndt mod de guddommelige og menneskelige Love. Friheden taaler intet Baand; Underkastelse er Religionens Hovedbetingelse; altsaa maa man løsrive sig fra Religionen. Nogle benægte nu reentud Guds Tilværelse, Andre lave sig selv en Gud, som deres personlige Tilbøielighed ikke kommer i Strid med. Ja, man hører selv vor Tids unge Damer tale om »deres Religion« og prale af deres Uafhængighed. (Dette sagde han med stærk Betoning, og strakte Haanden ud mod Kirkestolen, hvori jeg sad.) Naar man nu betragter denne Religion, vedblev han, da viser det sig naturligviis at være deres egen Hovmod og Forfængelighed, de have gjort til deres Guddom. Det var Hovmod, som foranledigede 55 Engelens Fald, og nu benægter den menneskelige Hovmod Syndefaldet. Og ikke nok med at disse Vantroens Helte løsrive sig selv fra alle Pligter, alle Love, fra alt hvad der ellers er og bør være et Menneske helligt! De saae den onde Sæd videre. Den farlige Veltalenhed, hvormed de ofte ere begavede, anvende de til at rokke svage Menneskers Tro, forvirre deres Begreber og drage dem med i Faldet. Man skal kjende Træet paa dets Frugter! Hvoraf fremlyser det Ødelæggende i disse Ideer meer end i deres Følger? Kast et Blik omkring! See, overalt hersker Forvirring og Tvedragt! Broder staaer væbnet mod Broder, Undersaatterne mod deres Fyrste! Og hvad er Kampraabet? »Frihed og Uafhængighed!« Det skulde I betænke, I, som saae den onde S æd, at det er Eder, som bære Ansvaret for Høsten! Eders faldne Brødres Blod, Enkernes og de Faderløses Taarer komme over Eders Hoveder. Derfor vee dem, Forargelsen kom fra! De, som saae Tvedragt, skulle høste Forbandelse! -

Dette var omtrent den lange Tales korte Mening, som jeg har, saavidt jeg var istand dertil, gjengivet i samme Aand, den blev holdt i. Jeg tænker, Du er tilfreds med Udtoget, da jeg veed, Du, ligesaa lidt som jeg, er nogen Ven af mange Ord.

Da vi vare komne ind i Præstegaarden, og havde drukket Caffe, sagde Præsten, som havde givet Agt paa mig, om der var nogen Virkning af hans Tale at spore i mine Miner: »De er saa taus, Frøken Raphael! har jeg været saa uheldig, at min Tale har mishaget Dem?« -Jeg sad og tænkte paa, svarede jeg, at jeg, hvis jeg var Præst, kunde være tilbøielig til at holde en Tale, der skulde være et Modstykke til den, vi hørte af Dem idag. »Dertil behøver De ikke at være Præst«, svarede han: »hvis De vil beære os med et Foredrag, saa er Auditoriet omtrent det samme som jeg havde, thi Bønderne bryder De dem vist ikke om at faae med.« Jeg gik ind paa Forslaget, og tog Plads i den store Lænestol ved Enden af Bordet, hvorom de Andre sadde. Jeg begyndte lidt usikkert, men blev meer og meer ugeneert, efterhaanden som den Sag, jeg talte for, fik Overhaand over alle Hensyn.

Jeg vil begynde med at besvare det directe Angreb paa »min Religion«. »Naar man nu betragter denne Religion«, sagde De i Deres Prædiken. Her maa jeg indvende, at jeg ikke indseer, hvorledes Hr. Pastoren har havt Leilighed til at anstille nogen Betragtning over 56 mine Ideer, da jeg kun løselig har berørt dem i en kort Samtale, saa det vel kan kaldes en noget vilkaarlig Paastand: at jeg har gjort min egen Hovmod og Forfængelighed til min Guddom. Denne Religion, som jeg ellers selv ingenlunde holder for ufeilbarlig, eller for noget Resultat, men kun for en Følge af min Eftertænkning, den er netop min egen Forfængelighed meest imod, thi Forfængelighed er, af alle de Baand, som hindre den aandelige Frihed, det jeg først og ivrigst stræber at sønderrive. Om jeg er hovmodig, veed jeg ikke; ialfald er det ganske uvilkaarligt, og jeg haaber at det er et noget stærkt Udtryk at bruge om mig. Det veed jeg derimod, at jeg er for stolt til at »prale«. Hvis De nu vil gjøre Dem den Uleilighed at tage mine religieuse Anskuelser i Betragtning, vil jeg give Dem en sammentrængt Oversigt derover:

Jeg kan, af Mythen i Bibelen, om Syndefaldet, udlede min Tro; kun Slangen har jeg intet Brug for. Adam og Eva i Paradis vare de første Mennesker i deres Uskyldighedsstand. De vare uden Synd, men ogsaa uden Selvbevidsthed og fri Villie. Som deilige Blomster, der dufte sødt, og hente Liv fra Solens Lys, som Fuglen, der synger, gjennemtrængt af den blotte Tilværelses Glæde - saaledes levede de. Deres Skyldfrihed var ingen Dyd, thi de handlede efter Naturdrivt, og kjendte ikke til andet. Kundskabens Træ var virkelig Kundskaben paa Ondt og Godt. Dette viste Gud dem, lod dem see Livet med al dets Synd og Sorg, men lovede dem tillige Mod til at bære Sorgen, og fri Villie til at vælge det Gode frem for det Onde. Paa den ene Side var Kamp, Synd og Møie, men tillige fri Villie og Selvbevidsthed. Paa den anden Side - Paradis! Mennesket valgte det Første. Hvem vilde endnu den Dag idag, hvis Valget stod til ham, handle anderledes? Jeg ikke, og jeg troer, Ingen!

Men nu kommer en anden Betragtning af Sagen. Mange fare her i Livet vild; de forføres af Verdens falske Glands, og de overvindes af det Onde, istedetfor at overvinde det med det Gode. Den er ikke falden for Synden, der betragter den som sin naturlige Fjende, han er født til at kjæmpe imod; men naar et Menneske gaaer over til Synden, sviger sin rette Herre, Gud, og bliver Forræder mod sit rette Fædreland, det Sandhedens Rige, han er født til at forsvare, det er Syndefald! Da vilde han være fortabt, hvis ikke den 57 guddommelige Kjærlighed forbarmede sig over ham. Gud elskede i Sandhed Verden, saa han lod et Glimt af sit eget Væsen fødes som Menneske, for at frelse de Fortabte. Men det var en Straale af den Sandhedens Sol, som er Gud, ikke hans Søn, og denne Straale har atter forenet sig med det Lys, den udgik fra. Der er een Gud, og alles Fader; jeg kan ikke tænke mig ham deelt i tre. Den hellige Enhed troer jeg paa, ikke paa den hellige Treenighed. Christus sagde jo ogsaa: Om Nogen taler bespotteligt om Menneskens Søn, da skal det tilgives, men hvem der taler bespotteligt om den hellig Aand, skal det aldrig tilgives. Det kommer vist mindre an paa hvad man kalder Gud, end man i Almindelighed troer, men saameget meer paa hvor høit man elsker ham, og søger at behage ham ved Kamp mod Synden og ved et fromt Liv.

Nu vil jeg overlade Hr. Pastoren selv at afgjøre, om ikke Deres Dom om mig var vilkaarlig og lidt overilet. - Hvad Deres Angreb paa den almindelige Stræben efter Frihed angaaer, da tør jeg ikke vove mig ret i Strid dermed, da det gaaer ind paa Politikens Gebeet, hvor jeg desværre kun er slet orienteret. Men naar De siger, at det Ødelæggende i de nyere Ideer fremlyser bedst af deres Følger, da synes Svaret mig at ligge nær forhaanden. Kan man regne Ideen det til Last, om Menneskene misforstaae og misbruge den? Hvor tidt har ikke Christendommen været Løsenet for Krig og Forfølgelse! Har ikke ogsaa den ophidset Broder mod Broder? Er ikke ogsaa for dens Skyld udøst Blod, og udgydt Taarer? Skulde nu dette Blod og disse Taarer komme over Apostlenes Hoveder, fordi de have helliget deres Liv til at udbrede den blandt Menneskene? Man finder næsten aldrig strax den rette Maade at realisere en Idee paa, men gjennem Vildfarelser arbeider den sig frem til Maalet. Jeg vil indrømme, at de Fleste nu tage Friheden i en altfor overfladisk Forstand; de ville gjøre Statsforfatningerne frie, men tænke ikke paa selv at afkaste de Lænker, deres Aand er bundet i. De betænke ikke, at ingen Stat kan være fri, naar hver enkelt af dens Medlemmer er en Træl, og at ingen Trældom kan finde Sted, hvor hver Enkelt er fri. De ville at Friheden skal arbeide sig udvendig fra indad; det er Tidens store Vildfarelse. Det er ligesom man vilde tale før man har tænkt. Ligesom Ordet er et Udtryk for Tanken, skal den sande Frihed udgaae

        

58 indvendig fra Menneskenes Sjæle, og den ydre Frihed skal være et Udtryk for, en Skabning af den indre. See, det er Frihedens skjønne Idee. Skulde man opgive den, fordi den i Begyndelsen misforstaaes?

»Skal for Misbrugens Skyld, maaskee
Paa Aandens Himmelbue,
Vi heller Mulm og Mørke see
End Solens blanke Lue?«

De siger: vi saae den onde Sæd videre, vi rokke svage Menneskers Tro, og drage dem med i Faldet! Disse Mennesker, som lade sig rokke, lade sig drage med, - have de da virkelig nogen Tro? - »Man skal kjende Træet paa dets Frugter«, sagde De selv. Naar nu deres saakaldte Tro slet ingen Frugter bærer, udlyser da ikke deraf, at de ingen Tro have? Ikke hver den, som kalder Christus Herre, skal komme i Himmeriges Rige, men den, som gjør Faderens Villie. Gjøre de Guds Villie? Elske de Gud over alle Ting, og deres Næste som dem selv? Nei, de elske sig selv over alle Ting, og Gud ikke mere end deres Næste; det vil sige, de ville helst staae paa en god Fod baade med Himlen og Jorden, da det bidrager til deres eget Velvære. Her kunne og maae de bedre Oplyste, med deres Veltalenhed, som kun er »farlig« for Løgnen, søge at vække disse Mennesker af deres søde Søvn. De maae rokke, og, om muligt, reent kuldkaste, ikke en Tro, som ikke findes i disse svage Sjæle, men Fordommene, som have rodfæstet sig deri. Og hvad er skjønt, som den Bevidsthed, at man ikke alene selv gaaer fremad, men »drager Andre med« og saaledes bidrager til Menneskeslægtens Udvikling?

»Hvo som saaer i Aanden, skal høste det evige Liv af Aanden!« Med denne skjønne Forjættelse vil jeg slutte, og endnu kun bede Gud give os Alle sin bedste Velsignelse: Aandens Oplysning til Salighed! Amen! -

Mine Tilhørere havde optaget mit improviserede Foredrag paa meget forskjellig Maade. Præsten hørte paa mig med høflig Alvorlighed. Hans Kone betragtede mig med et Blik, som om hun ansaae ethvert af mine Ord som en personlig Fornærmelse mod hendes Mand. Frøken Sonne lod Joli lege med sit Strikkegarn og værdigede 59 mig tilsyneladende ingen Opmærksomhed, men et Sideblik, som af og til traf mig, viste at hun ikke var slet saa fraværende, som det lod. Forpagteren var i den øiensynligste Angst for at jeg skulde paadrage mig Præstens Unaade, og kanskee vække Borgerkrig mellem de to Familier, der hidtil have levet i venskabelig Forstaaelse. De bedende Øiekast, han sendte over til mig, maatte imidlertid tilbage med uforrettet Sag. Det gjorde mig mere ondt for hans Kone, der sad med stille Resignation, og formodentlig tænkte paa Middagsmaden eller et andet vigtigt husligt Anliggende. Da jeg holdt op, strakte Frøken Sonne sig, som En der vaagner op af en dyb Søvn, skjød hastigt og med meget Rabalder Stolen tilbage, og gik sin Vei. Præsten sagde alvorligt: »Idet jeg fuldkomment anerkjender Frøken Raphaels udmærkede Talegaver, gjør det mig dobbelt ondt, at de blive misbrugte til at forsvare saa slet en Sag. Jo større de Evner ere, som misbruges, jo større er Ansvaret.« Jeg skjenkede ham den Fornøielse at beholde det sidste Ord, da jeg var træt af at disputere, og længtes efter at komme hjem.

Det er nu blevet mørkt, og jeg trænger til at hvile mine Fingre, og røre mine Fødder, ved at gaae min sædvanlige Mørkningstour op og ned ad Gulvet. Jeg er alene hjemme, da jeg paa Grund af Hovedpine har afslaaet at tage med i Selskab. Du skal ellers ikke være bekymret over mit Ildebefindende; det er en meget beqvem Hovedpine, som kommer, naar jeg meget nødig vil ud, og forsvinder, saasnart Vognen er kjørt bort med de Andre.

Jeg blev før behagelig overrasket ved et Besøg af Frøken Carlsen, som ingen Utilfredshed viste ved kun at træffe mig hjemme. Hendes Selskab har noget besynderligt Tiltrækkende for mig, og dog er jeg glad ved at jeg ikke lever daglig sammen med hende. Saalænge hun er tilstede, øver hun et Slags Herredømme over mig, uden at forandre mine Anskuelser. Jeg bliver kun afvæbnet for Øieblikket, uden at tabe Troen til at den Sagjeg strider for, er den gode Sag, og saasnart hun er borte, har jeg Mod, Argumenter og Selvtillid igjen. Jeg troer, det er den Ligevægt, som udtaler sig i hele hendes Væsen, (for ikke at tale om hendes uddannede Aandsevner), der giver hende en saadan Overlegenhed ligeoverfor min urolige Natur. Hun er saa fuldendt; hendes hele Væsen er et sandt Udtryk af hendes Characteers skjønne Enhed. Vi talte meget sammen, men jeg kan ikke 60 gjengive hendes Ord; skrevne af mig vilde de blive et tomt Omrids, hvori Aanden manglede. Hun læste hvad jeg idag har skrevet til Dig, og gav tildeels Star Ret. »De er selv paa en Afvei« sagde hun: »men noget bliver sjeldent godt, uden at det har været galt først. De selv, Clara, er den skjønne Idee, der, som De siger, gjennem Vildfarelser skal kjæmpe sig frem til Maalet. Ja, seent eller tidligt vil De vende Dem til ham, som sagde: Jeg er Veien, og Opstandelsen, og Livet. - De er nu i en Overgangsperiode, som enhver maa gjennemgaae, før han kommer til Sandhedens Erkjendelse. Det ligger ikke i Deres Characteer, at lade sig nøie med det Næstbedste, naar De faaer Øie for det Bedste. De sagde jo selv forleden, at De heller vilde være den Mindste blandt de Store, end den Største blandt de Smaa. Nu vel! Alle store Aander, Philosopher og Digtere, kunne have deres Værd, men den Mindste i Himmeriges Rige, den Enfoldigste, som troer paa Christus, er større end Disse.« - Her taug hun, og saae iveiret med et Blik, som jeg aldrig skal glemme, saa lysende var det. Det talte kraftigere til mit Hjerte, end alle Præstens Formaninger til Omvendelse, og Trudsler om evig Fordømmelse o.s.v. Troer De da ikke, man kan komme til Gud, uden bitter Anger og Sønderknuselse? spurgte jeg, beklemt om Hjertet. »Nei, visselig ikke,« svarede hun: »Hvo der ikke har følt den menneskelige Aands Afmagt, kan ikke være modtagelig for den hellig Aands Kraft. Men frygt ikke for denne Sønderknuselse! Den er mere værd, end alt hvad De nu stræber efter og beundrer.«

Da hun var borte, varede det noget, inden jeg fik rede paa mig selv. Bestandig stod hendes klare Blik for mig; jeg anede deri et nyt Lys, men det forekom mig fortærende, just ved sin ufattelige Storhed. Jeg syntes, jeg maatte blive grændseløs ulykkelig, hvis hele min Stræben førte til, at jeg maatte erkjende den menneskelige Aands Afmagt; det vilde for mig være Tilintetgjørelse. Skulde da Synden virkelig være en Ulykke? Ak, jeg maa da være gruelig vildledt, thi jeg føler kun min selvstændige Tilværelse i denne Modsætning af Godt og Ondt i min Natur, i denne Kamp, hvori jeg føler mine Kræfter voxe, og min Bevidsthed klares og luttres. - Efterhaanden kom der Ro i mit Sind. Jeg fatter ikke Christendommen, tænkte jeg. Hvorfor skulde jeg med Magt ville trænge derind, hvor kun Bebudelsens Engel kan føre os? Gud taler jo til mig ved alt Skjønt

        

61 og Elskeligt, jeg seer og hører, i et Sprog jeg forstaaer! Hvorfor skulde jeg da lytte til det, som er mig ufatteligt. »Naar Du ikke elsker Din Broder, som Du seer, hvor kan Du da elske Gud, som Du ikke seer?« Naar jeg ikke elsker Gud i Kunsten, i Naturen, i alle Mennesker, som ere skabte i hans Billede, hvor kunde jeg da elske ham i Christus, som jeg ikke forstaaer. Jeg vil altsaa ikke gruble derover, men trøste mig med, at er Christus den eneste Vei til Gud, saa er han, kan han ikke være Vei til Frihedens og Personlighedens Grav. Er det Næstbedste saa skjønt og herligt, som det er, hvor guddommeligt maa da ikke det Bedste være!

Jeg er træt af at skrive, og Du har idetmindste Aarsag til at være træt af at læse. Derfor er det bedst for os begge, at jeg slutter.

Clara Raphael

Star havde dog Uret i at ivre saa stærkt mod dem, som kjæmpe for de nyere Ideers Udbredelse; thi er en Overgangsperiode nødvendig at gjennemgaae, før man kommer til Sandhedens Erkjendelse, saa maa Menneskeslægten ogsaa gjennemgaae en saadan Periode, og at fremskynde den, kan da ikke være andet end Ret og Pligt. Sovende kommer saamæn Ingen i Himlen.

62

Ottende Brev

Den 8de April.

Der forekommer mig at ligge en dyb Sandhed til Grund for det katholske Klostervæsen: den, at hvo der vil leve og kjæmpe for det Himmelske, maa aldeles forsage Verden. De Fleste ville først besidde den jordiske Lykke. Evigheden, mene de, løber ikke fra dem, og da de dog ere Syndere, kunne de ligesaa godt opsætte Omvendelsen, til de have faaet nok af Verdens Herlighed. Hvo der tænker saaledes, kan aldrig have havt nogen Anelse om Betydningen af de Ord: Gud og Evighed. Naar Ideen gaaer op for et Menneskes Sjæl, da maa han, ligesom Kjøbmanden, der fandt den kostelige Perle, give al sin Eiendom, for at tilegne sig den. Man faaer jo ikke det Ubetydeligste her i Livet for intet; skulde man da faae det evige Liv uden at give noget derfor? Nei, naar man vil det Evige, maa man opgive det Timelige; men heller ikke Verden giver uden at tage: vil man det Timelige, saa maa man opgive det Evige. Den samme Idee laae ogsaa til Grund for den skjønne Benævnelse af Nonnen: Guds Brud. Hvo der vil leve for Himlen her paa Jorden, maa formæle sit inderste Væsen med Ideen, og af al Kraft kjæmpe med det Verdslige. Men at trække sig tilbage i et Kloster, ligner snarere en Flugt fra Slaget, end et Angreb; det var at tage Ideen bogstaveligt, istedetfor aandeligt.

Det er ikke i den Hensigt, at holde nogen Forelæsning for Dig, at jeg skriver alt dette. Jeg selv trænger til at gjøre mig fortrolig med disse Forestillinger, thi jeg har længe følt, at en Forandring maatte foregaae med mig. Endnu lever jeg ligesaa lidt som de Andre. »Kun den er viis, hvis ydre Liv afpræger hvad det indre vil,« siger Øhlenschlæger. Hvad kan det gavne mig, at Ideen lever i min Sjæl, naar det bliver derved? Har den ikke Kraft til at tilkjæmpe sig en Tilværelse i det ydre Liv, hvor kan den da være mægtig til at beseire Tid og Grav, saa den i Dødens Stund hæver sig til Udødeligheden?

Ideligt gjentager jeg for mig selv Tegners deilige Ord:

63

Och res dig, och kämpa för menniskors väl,
med pen, med röst!
Blif miskänd, hatat, och tryk dem likväl
til såradt bröst!

Du vil sige: hvad kan en ung Pige, som Du, virke for Menneskehedens Vel? Det samme har jeg sagt mig selv, men strax efter følte jeg det Intetsigende i denne Indvending. Det er jo ikke mine, ikke Clara Raphaels Kræfter, Talen er om, men om den guddommelige Idees Kraft. Man kalder det Beskedenhed at mistvivle om sine Evner; jeg kalder det Gudsfornægtelse. Skulde jeg tilbede Gud i Naturen, og ikke tilbede ham i den menneskelige Aand, som er skabt i hans Billede? Eller skulde jeg troe ham stærk i alle Andre, men kun svag i mig selv? Naar jeg træffer sammen med et Menneske, som ret mægtigt har Guds Lys i sin Sjæl, da bøier jeg mig i salig Beundring for ham, men ogsaa det lille Lys, som er mig betroet, elsker jeg, ogsaa deri erkjender jeg den guddommelige Sandheds Sol, hvorfra det er udgaaet. Er det Hovmod og Synd? Mit Hjerte siger Nei; man bør jo ære Giveren i Gaven.

Jeg læste igaar i Schillers Jungfrau von Orleans de deilige Ord, hvormed den hellige Jomfru tiltaler Johanna: »Eine reine Jungfrau vermag jedwedes Herrliche auf Erden, wenn sie der ird'schen Liebe widersteht.« Det var mig, som disse Ord bleve henvendte til mig, som Guds Moder selv opfordrede mig til Kamp for den Idee, der fylder min hele Sjæl.

Det gjælder mit Livs Lykke, det har jeg erkjendt, ikke uden en vis nedtrykkende Fornemmelse. Ingen vil synes om mig; den ubetydeligste Pige, som har et complaisant Væsen, vil behage, selv aandrige og interessante Mennesker, meer end jeg. Jeg vil altid føle mig fremmed paa Jorden, thi hvad der binder Folk til hinanden, er, for en stor Deel, deres Svagheder. Den, som kalder alt, hvad der er Gud imod, for Synd, og alle »uskyldige Selvbedrag« for den værste Slags Løgn, bliver dem altid fremmed. Den, som kalder Liv, hvad de kalde Død, og seer Døden i deres Liv, maa være dem fremmed. Jeg kommer til at staae ene imellem to Verdener; var nu altid det Himmelske mig saa klart, som det undertiden kan være, da var Valget let. Men der gives Øieblikke, da en usigelig Tomhed hersker i mig, da 64 jeg er nærved at misunde Andre, som leve kummerligt med hinanden i Øieblikkets smaa Glæder og Sorger. Da piner det mig, at de see saa skjævt til mig, og jeg kan ikke lade være med Bitterhed at tænke paa, hvor forladt jeg er. Endnu kunde jeg vende om! Alle disse kunde blive mine Venner, jeg kunde kanskee indvirke mere paa dem, naar jeg sluttede mig til dem. Jeg kunde nyde Livets Fornøielser, som andre unge Piger, og udbrede Glæde omkring mig, istedetfor de fornærmede Miner, som nu møde mig overalt.

Det kunde jeg! Ja, men det vilde netop være Offeret, og det oven i Kjøbet et Offer, som blev Helvede bragt. Saaledes søger man altid i svage Øieblikke at bedaare sig selv, men Gud lader sig ikke spotte! Den guddommelige Bevidsthed i vor Sjæl gjør sig itide gjældende, og forkaster den udsmykkede Løgn. Jeg vil slutte mig til Gud, give mig til ham, og han vil nok bevare sin Eiendom fra Undergang. Da, naar der er mørkt i og om mig, vil jeg ikke søge Lys og Liv fra Verden, men hæve mit Blik til Gud, og han,

Der sender Liv og Frugtbarhed
I Regnens Draaber til os ned
Og fryder al Naturen -
han vil sende mig Kraft og fornyet Mod!

Den 12te.

Vi have i denne Tid Besøg af en Grev P*, som er noget i Familie med Forpagteren. Han er en af disse moderne Personer, som skjule deres Mangel paa Indhold ved en tilsyneladende Foragt for Alt som er noget værd. Han gjør sig til af lutter negative Egenskaber. »Jeg er ikke - jeg bryder mig ikke om - jeg har ingen Interesse for -« saaledes begynder hans Tale altid. Det eneste han, efter sit eget Udsagn, skal være, er uimodstaaelig for Damerne. Fortællingerne om de Erobringer, han har gjort iblandt disse, ere altfor meget i Smag af de tydske Krigsefterretninger, til at være paalidelige. Saaledes tænker jeg at han, saasnart han er borte herfra, morer Folk med en Historie om Frøken Raphaels Hjerte i Flammer o.s.v., skjøndt 65 Sandheden er, at han rigtignok har gjort adskillige Forsøg paa at storme, men hvergang er slaaet tilbage med Tab. Idetmindste burde han have tabt lidt af sin utaalelige Selvtillid, i denne uheldige Krig. Jeg hørte i Middags en ganske morsom Samtale imellem ham, og en Candidat R*, som var her i Besøg. De standsede udenfor Vinduet, hvor jeg sad, uden at de saae mig. »Naa!« sagde R*: »Hvorledes befinder Dit Hjerte sig i Frøken Raphaels farlige Nærhed?« »Aa,« svarede Greven, »jeg kan ikke sige, hun behager mig! Hun kan tage sig godt ud i Frastand, men naar man kommer hende nær, stikker hun jo som en Tidsel.« - »Du skulde heller lignet hende ved en Tornerose,« bemærkede R*: »det havde baade været smukkere og mere træffende sagt.« - »Ja, hvad Tornene angaaer,« svarede P*: »Rosen blomstrer ikke for os stakkels Menneskebørn! Vil man gjøre Lykke hos en anden Dame, har man da i det høieste en Snees Rivaler at stikke ud. Men hos hende maatte man først slaae hele vor egen Armee af Marken, foruden en Hærskare af Fortidens Helte og Genier, som jeg aldrig før har vidst existerede. Forelsker hun sig nogensinde, saa bliver det da i Erkeenglen Gabriel, eller i Vorherre selv; ret betænkt kan det ikke være ringere!« - »Det var en Inclination, de færreste Damer vilde misunde hende,« udbrød R*. - »Og paa den almindelige Menneskeforstands Vegne vil jeg haabe, at de færreste Herrer vilde misunde ham. Jeg for min Deel afskyer disse Mennesker, som altid ere i den syvende Himmel. En af Dagene tænker jeg, hun begynder at tale paa Vers, og lægger sig et Par Vinger til.« Dermed var Samtalen endt, og de gik videre. Jeg havde ikke troet, at P* kunde være saa vittig!

Den 16de.

Nu er da Baronen død, og for nogle Dage siden begravet, men det varer vist længe, til Folk kunne rumme andet i Tankerne, end denne store Begivenhed. Jeg kan ordenlig faae noget imod Manden, fordi hans Død gjør en saadan Opsigt, at man aldrig hører Tale om andet. Jeg afslaaer at tage med i Selskab, og lukker mig inde paa mit Kammer, naar her kommer Fremmede, for at undgaae at høre disse Afhandlinger om Begravelsen, som gjenlyde overalt.

66

Igaar var den unge Baron her, for at aftale noget med Forpagteren. Jeg saae nok, at han stod udenfor Vinduet, men det var ogsaa det Hele. Siden, da jeg kom ned, bestormede Forpagteren mig med Spørgsmaal om, hvorledes jeg syntes om ham. Jeg svarede, at jeg aldeles ingen Mening kunde have, da jeg i den Frastand ikke engang kunde see, hvorledes han saae ud. »Da har han saamænd seet paa Dem, Frøken!« svarede han: »Da vi stod og talte udenfor Deres Vindue, blev han med Et som forhexet, og gav reent forkeerte Svar jeg kunde ikke begribe, hvad der gik af ham, ligetil jeg fik Øie paa Dem, - saa vidste jeg jo, hvorledes det var fat. »»Hvem er den unge Dame?«« spurgte han saa pludseligt, at jeg nær var bleven bange. Jeg sagde ham det, og saa udbrød han i Lovtaler over Deres« - disse Lovtaler vil jeg forskaane Dig for at høre. »Hvad synes De nu?« endte Forpagteren med at sige med meget Eftertryk. Jeg er nær ved at synes, at den unge Herre maa have en Skrue løs! svarede jeg leende. Jeg kunde jo ikke sige hvad jeg tænkte, nemlig: At Historien kan være god nok, men at jeg ikke er saa taabelig at troe et Ord deraf. Han kan jo gjerne have sagt: Det er en kjøn Pige! eller en anden Sentens i samme Smag; saa har Forpagteren deraf taget Anledning til sin høittravende Beretning, der skulde tjene til at indtage mig for hans Afgud.

Den 18de.

Nu er da Grev P* reist. Jeg kan ikke sige, at vor sidste Samtale var af en meget fredelig Natur. Jeg har imidlertid glemt dens Indhold, paa Slutningen nær, som var meest piquant. Vi talte, eller rettere sagt, han talte om Nationalitet, og udviklede sine Anskuelser, som alle gik ud paa, at hver gjorde bedst i at feie for sin egen Dør. Blandt andet betegnede han det som Vanvid, at det lille Danmark vilde føre Krig med Tydskland, og paastod, at vi strax burde givet Tydskerne hvad de forlangte, saa kunde vi nu levet i Fred og Ro. Om Danmark end gik tilgrunde, saa fik vi vel nok Plads paa Jorden ligefuldt o.s.v. Da jeg slet ikke lagde Skjul paa min Foragt for disse æreløse Principer, dreiede han reent af, begyndte at tale rørende om det Umenneskelige og Utilladelige i at føre Krig, og 67 endte med at sige: »Der staaer jo skrevet, at naar En slaaer os paa det høire Øre, skulle vi række det venstre til. Hvorledes kan det forliges med det Princip, strax at sætte sig til Modværge, naar man bliver angreben?« - Der staaer intet Sted skrevet, at naar Fanden forlanger en Finger, skulle vi give ham den hele Haand. Mod det Onde skal man kjæmpe med Liv og Sjæl, og hvad er ondt som Løgn, Tyveri og Røveri? Først vilde Tydskland stjæle, og siden røve Slesvig; og det skulde vi see roligt paa, med Hænderne i Skjødet! »Ja« svarede han, »fra denne Side betragter nu De, og vel de fleste Danske, Sagen. Men Tydskerne troe naturligviis, at de have Ret, og der er jo, naar man vil være upartisk, meget som taler for deres Tro.« - Naar De giver vore Fjender ret, saa er det en anden Sag! svarede jeg: Saa har jeg ikke meer at sige. »Der seer man Følgerne af at være oprigtig!« udbrød han, i en paatagen nedslaaet Tone: »Fordi jeg ikke hører til de Ultranationale, er De, Frøken, istand til at regne mig for en Forræder, at sammenligne mig med Corfits Ulfeldt.« - Nei! afbrød jeg ham: Derfor kan De være rolig! Jeg sammenligner kun Personer, som staae hinanden nær i aandelig Henseende. Ulfeldt berøvede sit Fædreland en Mand. De berøver kun en Mand sit Fædreland, og da denne Mand er Dem selv, er jeg mere tilbøielig til at beklage Dem, end til at blive oprørt derover. - »Jeg kan ikke andet, end være mine ringe Aandsevner taknemmelig, siden de erhverve mig Frøken Raphaels Deeltagelse.« Der forvexler De igjen to meget forskjellige Ord, Hr. Greve: Medlidenhed og Deeltagelse. Deeltagelse er beslægtet med Kjærlighed og Agtelse; Medlidenhed derimod med - »Jeg bønfalder Dem om at tale ud, og lade mig vide, af hvad Familie den Følelse er, jeg er saa lykkelig at De nærer for mig!« - Da jeg ikke kjender Dem, Hr. Greve, kan det hverken fornærme eller forundre Dem, naar jeg siger, at jeg slet ingen Følelse nærer for Dem - det skulde være en høi Grad af Ligegyldighed. De Anskuelser, De vedkjender Dem, kunne ikke kaldes eiendommelige for Deres Personlighed, da de ere et almindeligt Skjul for en vis Classe Herrers Magelighed og Egenkjærlighed; om disse Principer, som ere begrundede paa Egoismen (den laveste af alle Feil) kan jeg, uden at fornærme Dem personlig, sige at de vække min - Foragt! - »Jeg havde aldrig troet at maatte bebreide Dem, Frøken, en Handlemaade, som jeg ofte

        

68 har hørt Dem med Strenghed bedømme hos Andre, aldrig troet, at De vilde misbruge den Stærkeres Ret, til at fornærme mig. Jeg erkjender min Svaghed. Ligeoverfor Damer i Almindelighed, er jeg slet bevæbnet; ligeoverfor Dem, Frøken Raphael i Særdeleshed, er jeg vaabenløs.« Med disse Ord reiste han sig, og forlod hurtigt Værelset.

Nu skal dette Brev afsted, da jeg er kjed af at see paa det; det er ogsaa begyndt for, Gud veed hvormange Herrens Tider siden.

Clara Raphael 69

Niende Brev

Den 17de Mai 1849.

Jeg er nærved at fortvivle over at Du altid begynder Dit Brev, med at forlange Forklaring over hvad jeg sidst skrev. Jeg har tænkt paa, hvoraf det kunde komme, og faaet det bedrøvelige Resultat, at enten maa Du have en daarlig Forstand, eller jeg maa aldeles ingen Evne have til at gjøre mig forstaaelig. Da jeg nu veed, og i hvert af Dine Breve har Sort paa Hvidt for, at det Første ikke er Tilfældet, har jeg med Sorg erkjendt, at Skylden maa være hos mig. Jeg tager mig det virkelig til Hjerte, da en smuk og fattelig Fremstillingsmaade er noget jeg sætter stor Priis paa. Dog har jeg, til min Trøst, en Anelse om at der er lidt Drilleri med i Spillet, og at Du dog nogenledes har forstaaet mine Tanker, hvor ubehændigt de end ere fremstillede. Du har været i Dit satiriske Humeur den Dag!

Det kan ikke nytte jeg venter med at svare, til jeg kan gjøre det i samme Tone, thi jeg har forsvoret at have med Vittighed at bestille, siden jeg daglig hører Folk lee ad de simpleste Talemaader og Ordspil, som de beære med Navn af Vittighed. Altsaa vil jeg i al Enfoldighed besvare Dine Spørgsmaal. »Først maa Du endelig sige mig, hvad det egentlig er, Du vil kjæmpe for, og dernæst paa hvad Maade Du vil kjæmpe derfor?« Hvor er det muligt, at Du kan have læst mine Breve, og dog spørge saaledes? Jeg vil stride, leve for det jeg forstaaer ved Damernes Emancipation. Paa hvad Maade, vil Du vide. Husk dog paa, at Rom blev ikke bygget paa een Dag! Er det ikke allerede store Ting at vide hvad man vil? Hvorledes man vil det, bliver ikke et Menneske klart paa en Dag, eller to. Lidt efter lidt former Planen sig af sig selv i mine Tanker, men den er langtfra saavidt færdig, at Talen kan være om at meddele den. Dog har jeg jo allerede givet Dig et Vink derom, i det anførte Vers af Tegner:

Och kämpa för menniskors väl med pen, med røst!

70

Den Forklaring maa Du lade Dig nøie med, angaaende dette Spørgsmaal. Nu videre!

»Skal det aandelige Klosterliv forstaaes saaledes, at Du aldrig vil gifte Dig? Hvad vil Du da gjøre, om Du kommer til at elske en Mand?« Kjære, jeg haaber, jeg skal komme til at elske mange Mænd, og saa vil jeg takke Gud, som har skabt dem og mig, fordi han paa saa mange Maader giver sig tilkjende for os. Men Du mener vel, hvis jeg bliver forelsket? Du vil vist lee, naar jeg siger, at jeg snarere kunde forelske mig i en yndig ung Pige, end i en Mand. Der er saameget Uskjønt ved Herrerne, som generer mig. løvrigt kan jeg kun sige, at jeg hverken vil gifte mig idag eller imorgen, eller rimeligviis nogensinde. Nu kommer No. 3 af Dine Spørgsmaal: »Du er forberedt paa at blive misforstaaet, ja endog forhadt; men siig mig, har Du ogsaa betænkt at Du vil blive gjort latterlig? Din hele Idee vil blive anseet som et Sidestykke til den bekjendte Kamp med Veirmøllerne! Har Du Mod til at fremstille Dig for Verden som en kvindelig Don Quixote, thi saaledes vil Du blive betragtet?«

Jo, jeg har virkelig betænkt dette, og jeg er desuagtet fast i min Beslutning. Det maa være uendelig tungt at være latterlig af Naturen, men den Omstændighed, at jeg har Valget, giver mig Mod til at lade mig ansee for en Caricatur. Lad Folk troe hvad de ville! Jeg føler, at det er Liv af Guds Liv, som flammer i mit Bryst, og i denne Troe har jeg Styrke til at foragte Verdens Dom. Naar Hensyn til Andres borneerte Anskuelser bandt min indre Frihed, eller paa nogensomhelst Maade hindrede mig i min Væren og Virken - da maatte jeg hade dem, saa vist som jeg elsker Friheden og Livet. Nu derimod holder jeg af Andre, som af mig selv, og med Guds Hjælp, skal jeg ogsaa være istand til at være dem til Nytte, og leve for dem!

Den 20de.

Du beklager Dig, over at jeg saa sjeldent skriver. Du har Ret, men jeg har ogsaa Ret, naar jeg umuligt kan skrive, blot fordi En venter Brev fra mig. Jeg maa have noget Morsomt at fortælle, eller jeg maa være inspireret, kort sagt, naar jeg skal skrive, maa det være 71 fordi jeg paa ingen Maade kan lade det være. Intet er mig saa forhadt, som den Stiil i Breve: Saa gik vi derfra, derhen, hvor vi toge os det eller det for o.s.v. I denne Tid gjærer ogsaa saa meget i mine Tanker, som ikke er, og kanskee aldrig bliver klart nok, til at fremstilles for Dine satiriske Øine, saa hvis her ikke passerer noget, som kan opvække min Skrivelyst, kan det vare længe, til dette Brev kommer afsted.

Jeg er idag i ubeskrivelig godt Humeur jeg troer fordi jeg har drillet Madam Star, som aldrig kan opgive sin Lyst til at anfalde mig med Spydigheder. Hun drog saa ivrig tilfeldts mod en Mand, som forrige Foraar forlod sin Kone og Naalefabrik, for at gaae med som Frivillig, at jeg, der fandt at Manden havde gjort sin Pligt, paatog mig hans Forsvar. »En gift Mand,« sagde hun, »har ingen anden Pligt, end at sørge for sin Kone og sine Børn.« - Nei, svarede jeg, intet Forhold i Verden kan løse ham fra hans Forpligtelser mod Fædrelandet! Den Kone, som er egoistisk nok til at ville trænge sig imellem sin Mand og hans Ære og Samvittighed, hun gjør sig derved uværdig til at han skulde tage Hensyn til hende. »Aa,« udbrød hun i en spodsk Tone: »Lad os nu bare blive paa Jorden!« - Ja, svarede jeg, hvem der ikke kan komme høiere, vil jeg ogsaa raade til at gjøre en Dyd af Nødvendigheden. - Hun tilgiver mig det aldrig! Havde hun endda havt den Fornøielse at hævne sig! Men hendes Forsøg herpaa gik det ikke stort bedre med. Det var da aparte! udbrød jeg lidt efter, om noget, som blev sagt, jeg har glemt hvad det var. »Ja, De er jo rigtignok aparte, Frøken Raphael,« svarede hun. - Saa er det Vorherre, der maa bære Skylden, og hvad han gjør, siger man jo, er velgjort. Han har vel selv faaet for meget af det Almindelige, og husket paa det gamle Ordsprog: Afvexling er Livets Kryderi. - Siden kom vi til at disputere om en ung Dames Udseende, som hun fandt smuk, og jeg styg. Blandt andet sagde jeg at det skjæmmede hende, at hun loe saa meget: Det er saa taabeligt, naar En altid gaaer og leer, uden at noget Menneske kan begribe hvorfor. Det var virkelig ingen Skose! Jeg tænkte ikke paa, at alle, som komme i Præstegaarden, have den Skik, fra det Øieblik de træde ind ad Døren, ligetil de gaae, at lee uafladeligt af Madam Stars Vittigheder; det faldt mig først ind, da hun svarede i sin spydige Tone, som jeg ikke undlod at gjengjælde.

72

Jeg veed, Du vil skjænde paa mig, og jeg indrømmer, at havde det ikke været hende, der er saa uskaansom mod dem, hun er overlegen i Forstand, saa burde jeg kanskee have svaret mildere. Men jeg tør ikke paastaae, at jeg vilde have gjort det. Det oprører mig, at Folk altid prale af deres egen Smaalighed og Uduelighed til at fatte en ædel og ophøiet Idee. Skal der absolut prales, saa burde det dog være af de gode Egenskaber; det var der dog noget friskt og naturligt ved. Hørte jeg dem gjøre sig til af huslige Dyder, saa vilde jeg med stor Glæde indrømme dem alt, thi jeg er ikke, som Du siger, blind med Hensyn til Andres Fortjenester, om jeg end er noget nærsynet i det Capitel.

Den 24de Mai.

Jeg har idag været til Alters. Jeg gik ganske alene imorges til Kirke. Veiret var stille og mildt, men taaget, og Fuglene qviddrede kun sagte i Buskene. Alt var saa ubeskrivelig fredeligt i Naturen; i mig var der ogsaa Fred: den ophøiede Ro, som en fast Beslutning, en fuldkommen Hengivelse til en hellig Sag giver os. Da jeg knælede for Alteret, gav jeg Gud min hele Sjæl i det Løfte, at kjæmpe til min Død for Sandhed og Oplysning, for Menneskenes Lyksalighed og Guds Ære. Jeg lovede, at intet Hensyn til jordisk Lykke skulde nogensinde drage min Sjæl fra den Evighed, jeg indviede mig til. - Da brød Solen pludselig frem bag Skyerne, og kastede sine lyse Straaler paa Altertavlen, som forestiller Christi Himmelfart. Som jeg saae ham staae med udbredte Arme, og Blikket skuende ind i Himlen, syntes jeg, han tog min Sjæl med sig ind i Evigheden, og et begeistret Mod opflammede den. Jeg følte, at Gud overvinder Verden.

Da jeg gik ud af Kirken, saae jeg to sørgeklædte Damer, hvoraf den Yngste næsten fængslede mig ved sin Skjønhed og ved det yndige Udtryk i sit Ansigt. Hun saae bevæget, men ikke bedrøvet ud, og idet hun bemærkede mig, fæstede hun sine klare Øine paa mig med Interesse, og barnligt Velbehag. De hilste begge venligt, og jeg hørte den Unge hviske til den Ældre: »Det maa være Frøken Raphael! Hvor hun er« - mere hørte jeg ikke, thi de gik ind i Præstegaarden.

73

Paa Vognen, som holdt udenfor Kirken, kunde jeg see, hvad jeg strax antog, at det maatte være den unge Baronesse, og hendes Tante, Grevinde B**, som opholder sig hos dem.

Solen skinnede nu, og Alt stod saa yndigt i Foraarets Pragt, at jeg, saa længe jeg kunde, opsatte at bytte den deilige Natur med mit snævre Værelse. Da jeg havde gaaet lidt, lagde jeg mig ned i det nye, lysegrønne Græs, og saae op i Luften, hvor Fuglene fløi syngende over mit Hoved. Da faldt et Par Vers mig ind, af et Digt fra min sværmeriske Periode, og jeg sang halvhøit for mig selv:

Men Tanken selver er en Fugl
Alt med saa snar en Vinge!
Til Himlen den fra Hjertets Skjul
Kan alfelet sig svinge.
Og Sjælen kan laane Himlens Skjær
Fra Stjernerne smaa foroven;
Men vogt Dig, at intet jordisk Begjær
Derind sig sniger forvoven!
Thi da er det ude med Lykke og Fred,
Naar Ilden i Hjertet brænder ....

Her blev jeg, til min store Overraskelse, afbrudt af den unge Baronesse, som spurgte, om jeg vilde gjøre dem den Fornøielse at kjøre med: »Vi komme lige forbi, hvor De boer,« sagde hun: »De seer, jeg kjender Dem, skjøndt endnu kun af Beskrivelse. Jeg har saa længe ønsket at jeg kunde træffe sammen med Dem! De maa ikke afslaae min Bøn! Det er virkelig for langt for Dem at gaae.« Der var en saa sød Venlighed i hele hendes Væsen, at jeg blev ganske indtagen af hende, og med Fornøielse fulgte med hende til Vognen, som holdt tæt ved paa Veien. Grevinden modtog mig med samme hjertelige Venlighed. Hvad vi talte om, veed jeg knap; det var en almindelig Conversation, og dog i een Henseende ualmindelig, thi skjøndt der ikke blev sagt noget Interessant, udtalte dog en oprigtig Velvillie, en fiin og dannet Aand sig i mine nye Bekjendtes hele Væsen. Inden jeg stod af Vognen, vidste jeg, at Frøken 74 Anna er god, klog og naturlig; og det uagtet hvert Ord, hun sagde, hvis det stod skrevet her, vilde kaldes ganske almindelige Talemaader, som man hører saa tidt. Det var mig kjært, at Grevinden, da jeg tog Afsked, sagde at hun haabede, vi skulde gjøre nærmere Bekjendtskab. »Min Anna har saa længe savnet Omgang med jævnaldrende unge Piger, at jeg ret af Hjertet kan ønske hende en Veninde, som Dem!«

Hvor denne Dag har været usædvanlig rig paa opløftende og glædelige Indtryk! Jeg kunde omfavne hele Jorden og Himlen!

Din Clara Raphael 75

Tiende Brev

Den 15de Juni 1849. Kjæreste, bedste Mathilde!

Vær ikke vred, og hvis Du er det, som jeg da egentlig ikke kan fortænke Dig i, saa vær god igjen, og tilgiv mig for denne eneste Gang min, for enhver Anden utilgivelige, Forsømmelse med at skrive. Dog Du er saa god, Du vil nok lade Dig forsone!

Gud veed, jeg har tænkt paa Dig hver Dag, og ønsket at Du kunde deeltage med mig i al den Glæde og Lyksalighed, som omgiver mig. Men netop fordi jeg er saa lykkelig, har jeg ikke kunnet formaae mig selv til at skrive. Jeg kan dog ingen klar Forestilling give Dig om hvorledes jeg har det, endnu mindre om hvorledes jeg er tilmode. Og jeg er vis paa, at hvad jeg nu, i al Hast er istand til at skrive, vil forekomme mig som en Caricatur, ikke som noget Billede deraf. Det bliver kun det Ydre, kun Formen, Du faaer at see, men det fortryllende Usynlige, som levendegjør den, kan jeg ingen Idee give Dig om. Det kan kun føles, ikke beskrives, hvorledes det ligesom synger sin egen Lovsang i mit Hjerte. -

Jeg kan tænke mig, hvorledes Du her afbryder Læsningen, og seer ned ad Siden, for at faae at vide »hvad der gaaer af hende.« Jeg maa heller skynde mig at tilfredsstille Din Nysgjerrighed, især da jeg ikke har mange Minuter til min Raadighed. Da jeg sidst skrev, fortalte jeg Dig, saavidt jeg husker, om hvorledes jeg gjorde Annas Bekjendtskab. Kort efter bleve vi inviterede til Middag, og siden den Tid har jeg været ofte, og i de sidste fjorten Dage daglig sammen med hende. Hun fortjener at kjende Dig, og elskes af Dig, og dog ere I saa forskjellige. Hun er saa unbefangen (jeg maa laane et tydsk Ord, men jeg trøster min Nationalfølelse med at vi nok have i vort eget Sprog et som er tigange bedre, naar jeg bare kunde finde det), saa barnlig munter og himmelsk god. Hun bringer Liv i det Døde. De kjedeligste Arbeider blive morsomme, naar hun deeltager deri; den almindeligste Conversation bliver underholdende, naar 76 hun blander sig deri. Hun er skabt til at være det daglige Livs gode Genius. - Hun ligner sin Broder, men han er en Mand, ligesaa ægte mandig, som hun er sand kvindelig. Han ligner Sandheden - Solen! Før jeg lærte ham at kjende, kjendte jeg slet ikke Livet! Jeg saae Alt i et jævnt Mørke, hvorigjennem kun Evighedens Lys svagt glimtede. Da han kom - hvor forandret blev ikke Alt, som ved et Trylleslag. Har Du seet Solen staae op? Seet hvor mild, hvor majestætisk den stiger op paa Himlen og ligesom drager Jorden frem af Mørket ved sine Straalers Magt? Hvorledes de ubetydeligste Gjenstande, de mindste visne Straae, kunne glimre som Guld i dens Lys? Da kan Du gjøre Dig en Idee om ham, og den Magt han udøver over sine Omgivelser. Nu først veed jeg, at Jorden er yndig og rig paa Fryd; nu først elsker jeg alle Mennesker, uden at veie deres Evner og Mangler, Dyder og Feil. Jeg elsker dem Alle, thi Solen skinner jo paa Høie og Lave, Gode og Onde. Jeg kunde falde Frøken Sonne om Halsen, og tigge hende om at glemme den gamle kjedelige Uenighed, hvis ikke hendes spodske Mine virkede paa mig som kjølende Pulver, hvergang jeg seer hende. Gud skee Lov for mine nye Venner! De misforstaae mig aldrig, og i dem finder jeg alt forenet, hvad der er skjønt og elskeligt. Jeg tænker ikke mere, som før. Hvad behøves en møisommelig Søgen efter Sandheden, naar jeg seer den, i al sin oprindelige og guddommelige Skjønhed, udtrykt i de Menneskers Aand, jeg lever med? Jeg trænger ikke mere til Digterne! Hvert Øieblik er et Skjønhedsdigt, mere rigt paa Poesie, end selv vor Øhlenschlägers deiligste Sange jeg kjender slet ikke den forrige Clara! Jeg har glemt hende for den ny, som er en Gave af- af Himlen, som forbarmede sig, og kom ned til mig, da den ynkedes over mine barnagtige Forsøg paa at komme op til den. Hvorfor skulde jeg ogsaa tænke paa den Tid, som er forbi, da den nuværende paa en saa behagelig Maade gjør Fordring paa min Opmærksomhed? - Anna kommer vist snart! Imorgen - o, jeg kunde synge høit af Glæde, ved Tanken derom - imorgen skal der være Skovbal hos Baronen. Anna og jeg ville være ensklædte, i Hvidt, og med røde Rosenkrandse om Haaret. Der er endnu lidt ved mine Sager at ordne, og der hører jeg Annas Vogn; hun kommer for at hente mig; saa bliver jeg der imorgen over. Da skal Du høre videre fra mig.

        

77

Hvilken Nat, Mathilde! Endnu svæve de lyse Billeder for mit Øie, i magisk Glands, endnu toner hans Stemme i min Sjæls Inderste! Jeg har dandset! Aldrig før har jeg vidst, hvad det var, at dandse. Det var, som jeg blev baaren af Tonerne, som vi hævede os over Jorden, til Paradis! - Og siden! Da han fulgte mig til Vognen, Mathilde, da saae han paa mig med et Blik, saa tillidsfuldt, saa straalende, som kun hans Blik kan være, trykkede min Haand, og hviskede: »imorgen,« idet han løftede mig op i Vognen. Da jeg saae mig tilbage, stod han endnu paa samme Sted. Jeg mangler Ord, til at udtrykke det, som fylder mit Bryst! Hvorfor skal jeg være saa lykkeligjeg, der har gjort saa lidt for at fortjene det?

Stjernerne forsvinde lidt efter lidt! Hvorfor jager dog Solen dem bort? De vare tilstede ved hans Fest; saa længe jeg saae dem, syntes jeg ikke, den var ganske forbi. Dog »imorgen« sagde han; og nu er det jo Morgen! Altsaa idag! O, vær tusinde Gange hilset, Du skjønne Sol, vær velsignet, fordi Du bringer Dag og Fornyelsen af min Lyksalighed!

Hvorledes skal jeg faae Tiden til at gaae? Hvorledes skal jeg være istand til at vise mig for de Andre, besvare deres kjedelige Spørgsmaal, og vise mig som ellers i den Stemning jeg nu er i? Jeg vil prøve paa at hvile lidt. Saa slipper jeg for alt dette, Tiden gaaer, og kanskee en barmhjertig Drøm vil tilbagetrylle mig i de forsvundne, lykkelige Timer. -

Han har skrevet til mig! I de ømmeste, i de kjærligste Udtryk siger han mig, hvad jeg anede, men aldrig vovede at sige mig selv: At han elsker mig. Hvorledes kan jeg rumme denne Tanke i mit Hjerte? Kan Himlen faae Plads i et Menneskes Bryst? - Jeg kan gjøre ham lykkelig! Jeg troer det, thi han siger det! Og han kan tvivle om min Kjærlighed! Han beder mig ikke overilet at tilintetgjøre et Haab, der, hvor dristigt det end er, ikke har sin Grund i Overmod og Selvtillid, men i en Kjærlighed, hvis Lige der ikke kan findes. »Skulde De kun kunne elske den Mand, som var Dem værd, og stod Dem nær i ophøiede Egenskaber, da maatte en Engel komme ned fra Himlen, thi en saadan Mand findes ikke paa Jorden,« skriver han: »Claras Kjærlighed bliver altid en Naadegave.« - Ja, en Naadegave, men denne Gave kommer jo fra ham selv, som indgjød mig 78 den! Den er hans eget Værk, og Skabningen hengiver sig i glad Tilbedelse og i tilbedende Glæde til sin Skaber.

O, Mathilde! Nu først veed jeg, hvor høit jeg elsker ham! Hvor dyrebart er mig ikke alt, hvad der kommer fra ham! Mit Hjerte bankede, da jeg saae hans Navn i den Bog, Brevet laae i. Jeg vil spaae min Skjæbne af de Blade, det har ligget imellem! -

Det er forbi! Et heelt Liv af Lidelse ligger imellem nu, og da jeg sidst skrev. O, jeg har villet hæve mig over Andre, og jeg er falden! Nu veed jeg, hvad Syndefald er! O, lykkelige ere de gode, ydmyge Mennesker, som slutte sig kjærligt til hinanden, og i barnlig Tro umiddelbart til Gud! Lykkelige i deres Søvn! Naar de vaagne, er Freden forbi. Lykkelig er den Pige, som i den Mand, hun elsker, seer sit Liv, sin Evighed! - Mit Hoved brænder! Jeg kan ikke samle mine Tanker; alt hvad jeg føler og erkjender, er, at det er forbi. Denne Tilstand fører til Vanvid, og jeg vil ikke gaae under! Nu hersker Ulykken over mig, men jeg vil lære at beherske den. Jeg vil see den fast i Øiet! Jeg vil tale, om end hvert Ord bringer Død. Veed Du hvilke Ord jeg traf paa i Bogen, som skulde prophetere mig min Skjæbne! »Eine reine Jungfrau vermag jedwedes Herrliche auf Erden, wenn sie der ird'schen Liebe widersteht.« - Wenn sie der ird'schen Liebe widersteht! - Jeg vaagnede af Fortryllelsen ved disse Ord. Jeg havde været som beruset, glemt Fortid, Fremtid, mig selv, og kun levet i ham. Men nu mindedes jeg alt, med grusom Nøiagtighed. Hele min Livsplan, som var grundet paa hine Ord, alt hvad vi havde skrevet derom, enhver salig og begeistret Idee, de havde vakt hos mig, bleve til Stemmer, der raabte: Du tilhører os! Du har svoret at offre Smaat for Stort, Livet for Evigheden, Mennesket for Gud! Jeg mindedes hvorledes jeg havde knælet for Alteret, og aflagt det hellige Løfte, som viede mig til Evigheden, som forbandt mig til at offire den min timelige Lykke. Og til dette samme Alter skulde Axel føre mig, som sin Brud! Naar da Præsten spurgte, om jeg ingen Anden havde givet min Tro - vilde da ikke hint Løfte stille sig imellem os? Nei, han skulde ikke bedrages! Bedrages - o, Gud! og jeg, der endnu iaftes - han veed jo at jeg elsker 79 ham; jeg læste i hans klare, tillidsfulde Blik, at han følte det i sit Hjerte. Staaer han da nu ikke bedragen for sit Livs Lykke? I Øieblikke syntes jeg, at jeg burde sige ham alt, forlange hans mandige Raad, og handle derefter; at jeg heller maatte tage et ubesindigt Løfte tilbage, end gjøre ham ulykkelig. Men det var intet ubesindigt Løfte! Midt i al min Fortvivlelse stod Ideen for mig, i al sin rørende Skjønhed! Jeg kan ikke anden Gang, ikke med fuld Bevidsthed forraade den; det vilde være aandeligt Selvmord. At jeg glemte den, at jeg lod mig henrive af verdslig Kjærlighed - det var min Forbrydelse. Havde jeg elsket ham paa samme Maade, som jeg elskede Gud, saa kunde jeg blevet hans Hustru og dog blevet mit Løfte tro. Men denne berusende Følelse, hvori man taber sig selv, den er ikke reen, den er afgudisk og tilintetgjørende.

Saaledes vare de Forestillinger, hvori jeg tilbragte Natten - ak, hvor forskjellig fra den forrige! Pligt stod imod Pligt, Offer mod Offer, og i mit forvirrede Sind fandt jeg intet Støttepunct. Jeg vilde bede til Gud, men jeg kunde ikke; jeg forekom mig som forladt af Himlen og Jorden. Da naaede Kirkeklokkernes høitidelige Klang pludseligt mit pinte Sind; jeg gik til Kirken. Den friske Morgenluft vakte mig af Bedøvelsen, og den Sommerglæde, som jublede mig imøde fra Naturen, rørte mig dobbelt ved Modsætningens Kraft. Da jeg kom ind i Kirken, begyndte Sangen just. Da brast jeg i Graad, og udøste hele min Sjæl i Bøn til Gud; jeg bad om et Vink ovenfra, og lovede fuldkommen Underkastelse. Prædikenen begyndte. Den havde de Ord til Text: »Ingen kan tjene to Herrer, thi enten maa han elske den Ene, og foragte den Anden, eller han maa hade den Ene, og holde sig til den Anden.« Med ubeskrivelig Magt grebe mig de Ord: Den, som ikke forlader Fader og Moder for mig, er mig ikke værd.

Min Beslutning var fattet. Da jeg kom hjem, skrev jeg til Axel. O, Gud! Jeg skrev at jeg havde givet en Anden mit Løfte, (disse gruelige Ord vare de eneste, som stode klart for mig); jeg bad ham glemme mig, thi jeg var ham ikke værd. Det er kun altfor sandt! Nu har han Brevet! Den Kraft, som gjorde mig istand til at skrive det, er forbi. Jeg har forkastet den jordiske Lykke, og Himlen har forkastet mig. Naar jeg vil hæve mig i min Bøn, tynger hans Smerte mig til Jorden. Det Blik, hvormed han sidst saae paa mig, forfølger mig 80 overalt. Det brænder i mit Bryst! Det er det flammende Sværd, som hindrer mig Indgangen til det Eden, jeg forlod for hans Skyld, og for hvis Skyld jeg igjen forlod ham.

        

81

Ellevte Brev

Den 28de Juni 1849.

Da Deres Veninde ikke er rask nok til selv at skrive, har hun bedet mig slutte hendes Brev, og fortælle Dem hvad her er passeret. Men først vil jeg dog berolige Dem, med Hensyn til hendes Tilstand; hun har været syg, meget heftigt angreben, men nu er, Gud være lovet al Fare forbi, og hun har faaet den Fred i sit Sind, som hun saa høilig trængte til. Hun beder mig henvende mig til Dem med samme Fortrolighed, som til hende selv, og det falder mig heller ikke vanskeligt. Min Claras Veninde kan jeg ikke betragte ganske som en Fremmed, thi vi ere jo beslægtede i een Følelse: Kjærlighed til hende.

Da min Broder modtog Claras Brev, som paa en saa ubegribelig Maade forandrer vor Glæde og Munterhed til Bestyrtelse og Uro, var jeg ikke tilstede. Senere kom jeg for at tale med ham, men fandt hans Dør laaset, og hørte ham selv gaae op og ned med stærke Skridt. Jeg bad ham saalænge om at lade mig komme ind, til han endelig aabnede Døren, og taus rakte mig hendes Brev. Det har Clara ikke skrevet! Det maa være en Misforstaaelse! raabte jeg, men han hørte mig ikke. »Hun siger, hun er mig uværdig,« udbrød han pludseligt: »Havde hun sagt, at jeg var hende uværdig, da vilde jeg mistet hende, og dog takket Gud!«

Jeg ilede til Clara, da jeg var overbeviist om, at det Hele var en Misforstaaelse, og at jeg snart kunde vende tilbage til min Broder med Haab og Trøst. Da jeg saae Clara, glemte jeg alt andet, af Bekymring over hendes Tilstand. Hendes Sinds Kamp og Uro, samt de to Nætters Vaagen havde taget skrækkeligt paa hende. Jeg anvendte alle mine kjærligste Overtalelser, for at formaae hende til at hvile lidt. Hun stirrede som drømmende paa mig; men pludselig vendte hun Hovedet bort, rev sig løs fra mig, og sagde: »Hold ikke af mig, Anna! Tal ikke saaledes til mig! Du troer - Du veed ikke - Læs det!« Det var det begyndte Brev til Dem, hun rakte mig. Jo, jeg 82 veed alt, sagde jeg: men troer Du da derfor, jeg holder mindre af Dig? Ere vi ikke Veninder, Søstre? Kan noget i Verden forandre min Kjærlighed til Dig, og Din til mig? Men vær nu ogsaa god imod mig, og læg Dig lidt til Hvile; saa vil jeg læse imens. Endelig lod hun sig overtale til at lægge sig paa Sengen, og faldt snart, af Mathed, i en dyb Søvn. - Af Brevet saae jeg bekræftet, hvad jeg allerede var vis paa, at hun elskede min Broder; det Øvrige forstod jeg ikke rigtigt, men der maa jo have været en eller anden Idee, som hun tidligere har besluttet at leve for. Jeg var fuldkommen trøstet, thi jeg var vis paa at hun nok vilde indsee, hvor overilet det var, at opgive sin egen og Andres virkelige Lykke for et saadant Løftes Skyld.

Min Broder lukkede mig strax ind, da jeg sagde, at jeg kom fra Clara. Jeg gav ham taus Brevet, som jeg havde taget med, og som han strax læste. Han blev ved at gaae op og ned ad Gulvet med stærke Skridt, men standsede af og til, for atter at læse Brevet, som han knugede saa fast i Haanden, som om han var bange for at miste det igjen. Udtrykket i hans Ansigt forandredes lidt efter lidt; han aandede dybt, som han var befriet fra en tung Byrde, og hans Øine straalede forunderligt. Endelig standsede han foran mig, og jeg greb hans Haand, med de Ord: Alt kan endnu blive godt! Ikke sandt? - »Gud være lovet! hun er en Engel!« udbrød han i en sagte, men lidenskabelig Tone. -Ja, det er hun, svarede jeg, men der seer man at selv Engle kunne feile! Af en altfor overdreven Enthusiasme for Himlen, havde hun nær forspildt baade Din og sin egen Lykke. Men nu skal det nok blive godt! Dog, lov mig een Ting! Søg ikke idag at rokke hendes Beslutning. Hun er syg og i en exalteret Stemning. Du alene kan trøste og berolige hende. Er hun først rask, vil hun let indsee - »Hvad mener Du?« afbrød han mig heftigt: »Er det muligt, at Du saaledes kan misforstaae Clara og mig? Troer Du, hun for en Caprice, for en overspændt Lyst til at være Martyr, vilde opofrre den Mand hun elsker? Thi hun elsker mig! Hende kalder Du overdreven! Saa maa Vorherre selv være en Caricatur, thi findes hans Billede uforfalsket blandt Menneskene, saa er det nedlagt i hendes rene Sjæl.« Alt begyndte at løbe rundt for mig. Min Gud! sagde jeg: forstaaer jeg Dig ret? Du vil ikke prøve paa at overtale hende? - »Nei,« svarede han: »før vilde jeg prøve paa at rive en Stjerne ned fra Himlen! Men hvor er hun? Jeg maa see hende, tale

        

83 med hende!« Jeg bad ham vente os i Lunden og lovede at gjøre mit Bedste for at overtale hende til at følge mig derud. - Jeg var i den pinligste Stemning: Enten maatte de to Mennesker, jeg elskede høiest, være grebne af en pludselig Afsindighed, eller de maatte staae saa høit over mig, at jeg ikke engang kunde fatte dem.

Dog jeg havde ikke lang Tid til at reflectere herover, thi Claras Tilstand gjorde Fordring paa al min Opmærksomhed og Omhu. Hun var vaagnet, da jeg kom tilbage, og ifærd med at staae op. Hun sagde, at det var som Loftet skulde styrte ned over hende, hun maatte i den frie Luft. Jeg foreslog hende da at vi skulde kjøre en Tour, pakkede hende ind, som et lille Barn, og næsten bar hende ned i Vognen. Den friske Luft virkede oplivende paa hende, og hun syntes efterhaanden at faae mere Magt over sine Tanker. Hendes første Spørgsmaal var om Brevet. Jeg fortalte hende lidt efter lidt hvad der var skeet, og forberedte hende paa at træffe min Broder. Hun hørte paa mig med spændt Opmærksomhed, men hvergang jeg sagde at han elskede hende høiere end nogensinde, rystede hun drømmende paa Hovedet, med et mistvivlende Smiil. Da han kom, gik jeg tilside, dog saaledes at jeg bestandig kunde være ved Haanden, thi jeg frygtede for at Clara skulde blive for angreben af denne Scene, og bebreidede mig allerede, at jeg havde saa overilet opfyldt min Broders Begjæring. Jeg hørte at hun græd heftigt og at han talte til hende i en øm, trøstende Tone, men pludseligt kaldte han, med et Skrig, paa mig. Hun laae, som livløs, i hans Arme; jeg forsikkrede at det kun var en Besvimelse, lovede ikke at vige fra hende, og sagde Alt, hvad Kjærlighed til min Broder indgav mig, thi han var ude af sig selv af Angst for Claras Tilstand.

Det var ogsaa farligt med hende. Hun fik en voldsom Feber, og var vist bleven vanvittig, hvis ikke Tanken om det sidste Møde med min Broder bestandig velgjørende havde blandet sig i hendes vildeste Feberphantasier.

Min Broder, som nu er beroliget i denne Henseende, har besluttet at gaae med som Frivillig, og reiser imorgen til Armeen; han har givet mig et Brev til Clara, som hun skal have, naar hun er ganske rask. Jeg blev strax saa ude af mig selv af Sorg over at skulle miste ham, at jeg bestormede ham med Bønner om at forandre sin Beslutning. Da det ikke førte til noget, græd jeg, klagede over hans 84 Haardhed, og endte med at sige: Du søger Døden af Fortvivlelse, uden at tænke paa hvad der saa skal blive af os, som elske Dig, af Clara, som vil bebreide sig selv Din Død! - »Nei det vil hun ikke!« svarede han: »Clara forstaaer mig nok, og det vil Du ogsaa, naar Du hører mig. Jeg er ikke fortvivlet, ønsker ikke at døe! Saaledes som jeg nu kjender Clara, gjør Tanken om hendes elskelige Væsen mig lykkeligere, end Besiddelsen af hende vilde gjort mig før. Uden at ane det, var jeg i Begreb med at drage hende ned til mig; havde jeg for sildig seet, at hun, ved at blive min, havde forfeilet sin Bestemmelse, og berøvet Himlen en Engel, da havde jeg aldrig forvundet det. Men hendes Sjælsstyrke, hendes skjønne Enthusiasme for den Idee, der var hendes første og bedste Kjærlighed, vaagnede tidsnok til at frelse os begge. Opgive, undvære hende, kan jeg ikke! Derfor maa jeg hæve mig til hende; jeg vil elske det Guddommelige, som hun elsker, jeg vil handle saaledes, som hun i mit Sted vilde have handlet. Græd ikke for min Skyld! Jeg har aldrig været saa lykkelig, som jeg er nu, da Clara kommer sig.« - Ak, svarede jeg: tilgiv min Svaghed! Jeg græder for min egen Skyld! Jeg bliver alene tilbage, thi Gud har ikke givet mig Kraft til at hæve mig til Eder; jeg fatter knap denne Storhed! Jeg mister alt hvad jeg elskede! - Jeg brast paany i Graad. Han omfavnede mig, og trøstede mig med de kjærligste Ord. »Du bliver jo hos Clara, hos Din Søster, som har Dig saa kjær. Vi blive ogsaa forenede, om jeg end reiser bort for en Tid, thi for Kjærlighed er der ingen Adskillelse til. I skulle leve sammen hos vor kjære Tante, Du og hun, mine elskede Søstre. Jeg vil bede Clara derom, og hun vil ikke sige mig Nei. Jeg kommer ogsaa tilbage! Jeg lover Dig helligt at komme tilbage, naar Krigen er endt, hvis jeg ikke« - O, tal ikke ud! raabte jeg: Du kommer tilbage til os! Jeg føler i mit Hjerte, at Gud vil bevare Dig for os.

I dette Øieblik vaagner Clara af en rolig Søvn, og smiler mildt og kjærligt til mig. Hvor det er trøsteligt at see det Udtryk af Fred, som nu besjæler hendes elskelige Ansigtstræk! - Tante, som ikke veed Aarsagen til hendes Sygdom og Axels Afreise, har ofte besøgt hende, og viist hende den moderligste Deeltagelse. Disse Beviser paa Kjærlighed virke ogsaa velgjørende paa hende.

Nu er min Fortælling endt, og jeg beder Dem undskylde dens forvirrede Fremstilling, i Betragtning af at den er skreven i et Sygeværelse, 85 hvor en kjær Patient bestandig gjorde Fordring paa min Opmærksomhed. Deres

Anna K** 86

Tolvte Brev

Den 7de Juli 1849. Min elskede Mathilde!

Saa uundværlig er Du mig, saa uadskillelig er Tanken om Dig fra mine bedste og dybeste Følelser, at ingen Glæde er fuldkommen for mig, før jeg har meddeelt Dig den. Derfor maa jeg ogsaa idag nedlægge min Lyksalighed i Dit kjærlige Hjerte.

Vi have seiret, og han lever, som jeg elsker. Ja, jeg elsker ham endnu, ligesaa høit, men paa en bedre Maade end før. Fra ham fik jeg Efterretningen om Slaget ved Frederits. Mine Følelser overvældede mig næsten, og Mathilde! jeg tør lade Himlen see disse Følelser. Det var ikke alene Kvindens Tak til Forsynet, for hendes Elskedes Frelse; det var ogsaa den danske Piges Jubel over Fædrelandets Seir. Danmark var min første Tanke, Axel den anden; derpaa kjender jeg mig selv igjen! Jeg føler mig selv i hvert Aandedrag, og Gud i mig! O, Mathilde! Saa god, saa mageløs kjærlig er Gud, at den jordiske Lykke, som jeg forskjød, da Fristeren derfor vilde kjøbe min evige Sjæl, den bereder Gud mig nu selv, og jeg tør glad modtage den, som en Gave af hans faderlige Haand. Hvor sandt er ikke hans Ord: Søger først mit Rige, da skal ogsaa det øvrige Fornødne blive Eder tildeelt!

Hør selv, hvad Axel skriver: »Min elskede Clara! Tør jeg, der allerede skylder Dem saa meget, vove en Bøn endnu? - Der stod i det Brev, hvis mindste Stavelse jeg gjemmer i mit Hjerte: »»Havde jeg elsket ham paa samme Maade som jeg elskede Gud, da kunde jeg blevet hans Hustru, uden derved at bryde mit Løfte.«« - Jeg er overbeviist, at Deres Følelser allerede ere luttrede til en søsterlig Kjærligheds rene Flamme; og jeg lover Dem, ved Deres eget, for mig helligste Navn, at al min Stræben skal gaae ud paa at forædle min Lidenskab for Dem, og befrie den fra enhver Blanding af Egenkjærlighed. Men hertil maa De hjælpe mig, Clara! Giv mig ikke alene en Broders Plads i Deres Hjerte, men en Broders dyrebare 87 Ret til at leve for Dem, og hos Dem. Det kan kun skee, hvis De vil blive min Hustru for Verden; for Gud og hinanden ville vi leve sammen som kjærlige Søskende. Ingen Lidenskab skal fra min Side forstyrre Deres Fred, thi De skal ikke see mig igjen, før mine Følelser for Dem ere blevne til en Broders, kun stærkere, og endnu uegennyttigere. - Som min Forlovede vil De finde den moderligste Modtagelse hos min kjære Tante, og, i hendes og Annas Selskab, et behageligt Hjem i vort Huus. Skjænk mig den Trøst, at vide Dem der!« -

Er han ikke ædel, stor? Han svarer til det Ideal af en Mand, som jeg undertiden forestillede mig i mine Drømme, men aldrig ventede at træffe i Livet. Og han vil være min Broder! Anna er næsten ligesaa lykkelig, som jeg, den søde Pige! - Nu paastaaer hun, at jeg skal holde op at skrive, da hun mener det anstrænger mig for meget, og det er vel ogsaa bedst, om ikke for andet, saa for at føie hende. Men nu er jeg snart ganske rask, og Du faaer da et længere Brev fra

Din Clara Raphael

Minona
En Fortælling
af Forf. til
»Clara Raphaels Breve«

90

        

91 92

Minona udkom sidst i november 1853, kostede l rdl. 72 sk. og omfatter [4] + 240 s. [1] Minona. En Fortælling af Forf. til »Clara Raphaels Breve«. Kjøbenhavn. Forlagt af Universitetsboghandler Andr. Fred. Høst. Bianco Lunos Bogtrykkeri. 1854. [2] blank. [3] Første Deel. [4] blank. 1-240 tekst. l-8 forlagsopfysning om udgaver af Oehlenschlägers værker. Omslaget gulligt, den ydre rammes bredde 82 mm. Længste linje 62 mm. Forlagsannoncer på de tre andre omslagssider. Eksemplar i privateje.

93

Første Deel

94

        

95

Første Capitel

Ind i de lyse Stuer
Ret vemodig han seer,
Hvor, ved sin Arnes Luer
Husalfen sidder og leer.
Men han vandrer allene -

Christian Winther.

Efter to Aars Fraværelse saae Viggo Aagesen igjen sit Fædrelands Kyst, men hans alvorlige og tankefulde Blik udtrykte ingen Følelse ved Gjensynet. Først da en ung Pige, der stod ved Siden af ham, med det henrykte Udbrud: »see, see Langelinie!« slog Hænderne sammen af Glæde, fæstede hans mørke Øine sig med synlig Bevægelse paa hendes smukke, glædestraalende Ansigt, og derefter paa ethvert Punkt, hun i sin barnlige Iver hilste ved Navn, som om det var lutter gode Venner der vare tilstede for at modtage hende.

»Hvor det er lykkeligt at kunne nærme sig sit Fædreland med Glæde,« tænkte Viggo. »Jeg kan see paa denne unge Piges Ansigt, hvormange kjære Erindringer der knytte sig til dette Land, hvor hun har sit Hjem - see, nu faaer hun Øie paa en gammel Dame, der staaer paa Toldboden og vifter til hende med sit Tørklæde! det er vist hendes Moder. - At ventes, modtages, føres i Triumph tilbage til de gamle Forhold, de første Venner - det er Hjemkomst! - Men jeg, som kun vender tilbage til de samme Misforhold, jeg forlod, som ventes med Uro og venter mig Ubehageligheder - jeg føler klart i dette Øieblik, at jeg kommer som en Fremmed til mit Fædreland, og vistnok aldrig vil kunne føle mig hjemme her. Eet Baand binder mig endnu til mit Fødested, et helligt Ansvar har ført mig tilbage til dette pinlige Forhold - er jeg beroliget med Hensyn til Minona, veed jeg hende iblandt Omgivelser der ere passende og sikkre for en ung Pige - og hvori hun selv føler sig tilfreds - saa 96 kan jeg med god Samvittighed for bestandigt vende Danmark Ryggen, og reise tilbage til det eneste Menneske, der nu savner mig, og med Glæde vil see mig igjen!« - Fordybet i Tanker af denne triste Natur, fulgte Viggo de øvrige Passagerer, der vare i Begreb med at forlade Skibet, og kjørte i største Hast til et af Byens Hoteller, hvor han vilde logere under sit Ophold i Kjøbenhavn, hvilket han havde besluttet at forkorte saameget som Omstændighederne vilde tillade det.

Viggos Barndomshistorie er fortalt med faa Ord, og indeholder med al sin sørgelige Sandhed intet Nyt for Folk, der kjende Livet. Hans Forældre passede ikke for hinanden: en flygtig Forelskelse havde forledet hans Fader til, allerede i sine Studenteraar at forlove sig med en ret smuk, men ubetydelig Pige, der modtog hans Tilbud med Henrykkelse, fordi dette Frierie var den første store Begivenhed, der afbrød hendes kjedsommelige Livs Ensformighed. At blive gift, hvilket i hendes Tanker gestaltede sig saaledes: »Selv at holde Pige og gjøre Selskaber i mit eget Huus, istedetfor at gaae herhjemme og opvarte den gnavne syge Kone (hendes Moder). Tage paa Bal med min Mand, eller i Theatret, hvor han henter mig, istedetfor at sidde om Aftenen og læse høit for den Syge! Have vist at klæde mig for - foruden hvad jeg lægger til af Huusholdningspengene og tigger af min Mand - istedetfor at jeg nu har Vrøvl og Besvær hvergang jeg trænger til et Par nye Sko!« - at blive gift, var Maalet for alle hendes Ønsker; og idet hun med en Snildhed, som er indskrænkede Characterer egen, underlagde sin heftige Længsel efter en hurtig Forening ganske andre Motiver naar hun underhandlede med sin Forlovede, afvæbnede hun hans Uvillie over en saa ukvindelig Paatrængenhed, ved den naive Aabenhjertighed, hvormed hun afslørede ham en Følelse, som han ansaae for sand og naturlig. Aagesen nænnede ikke at saare hende ved at vise hvorledes hans Kjærlighed havde veget Pladsen for Medlidenhed. »Jeg maa jo dog holde Ord!« tænkte han med fortvivlet Resignation. - Hvor tidt er ikke det prosaiske Ordsprog: »Hvad drukken Mand gjør, skal ædru Mand forsvare!« anvendeligt 97 paa det Forhold, Digterne af gammel Vane ere enige om at prise som Poesiens Urkilde, uden at see hvorledes Kjærligheden vender sit rene Ansigt fra det Afgudsbillede, de tilbede i dens Sted, - og hvorledes dette mere og mere kommer til at ligne Sancta Gjertrud, som Forgyldningen er gaaet af.

Aagesen holdt altsaa Ord. Saasnart han havde faaet Embedsexamen skaffede han sig et taaleligt Udkomme og et tarveligt Hjem at tilbyde sin Forlovede. Det blev modtaget med Henrykkelse, og han fandt en Slags Erstatning for det Offer han havde bragt, ved at see i hvor høi Grad det blev paaskjønnet. Den unge Kone var begeistret over sin Lykke - i hele tre Uger! Hun tog Værelserne, Meublerne, Kjøkkentøiet og Pigen i Besiddelse med samme nysgjerrige Interesse, hvormed hun som Barn havde undersøgt sine fulegaver. Hun prøvede sine Kapper for Speilet, og vendte op og ned paa Bøgerne i Hængereolen, for ret at see de smukke Bind, og hver ny huslig Visitation endte med, at hun faldt sin Mand om Halsen og sagde: »Alt dette er mit - det kan jeg takke dig for!« - Men da alle disse Herligheder havde tabt deres Værdie, som Legetøi betragtet, tabte hun sin Interesse derfor. - Husvæsenet blev lagt paa Hylden, ligesom Julegaverne i gamle Dage, og nu da hendes eget Hjem ikke længer var hende nyt, søgte hun Morskab og Adspredelse som Gjæst i Andres. Det varede imidlertid ikke længe før hun stødte paa uforudseete Hindringer! hendes Mand kunde kun yderst sjeldent faae Tid tilovers fra sine Forretninger til at følge med, og hvorlidt han end savnede hende hjemme kunde han dog ikke lade hende sværme alene om fra Bal til Bal, især da hendes uforsigtige Opførsel var Gjenstand for en alt andet end fordeelagtig Omtale; og da Aagesen efter flere unyttige Forsøg paa med det Gode at bringe hende til Fornuft og Eftertanke, gjorde sin Myndighed gjældende ved et Magtsprog, fulgte heftige Vredesudbrud fra hendes Side: den kjære, søde lille Mand blev et Uhyre, en Tyran, en Pedant. Galt var det, og værre blev det, da han saae sig nødsaget til at nægte hende de Summer, hun gjorde Fordring paa til sin Pynt - o Jammer! han var en Gnier! - Efter at denne skrækkelige Opdagelse var gjort, besluttede Fru Aagesen i sit stille Sind at sætte noget imod noget: vilde han hindre hende i at more sig ude, saa skulde hun til Gjengjæld hindre ham i at føle sig tilfreds hjemme. - Den Rolighed

        

98 og Fornuft, hvormed Aagesen forskandsede sig imod det Uveir, der blev hyppigere og hyppigere i Huset, opirrede hende endnu mere, og det eneste Middel, hvorved han kunde skaffe sig den øieblikkelige Stilhed - thi Ro kunde Talen ikke være om! - der var nødvendig for hans Forretninger, var at skræmme hende. Men derved steg den Modbydelighed, hun indgjød ham, til en utaalelig Grad.

I det første Aar af deres Ægteskab fik Aagesens en Søn, som Moderen nu kastede al sin Kjærlighed paa, men tillige bevogtede med en Skinsyge, der tidligt fjernede Barnet fra Faderen, som var kjed af den trættende Strid og overlod hende den Lille, efter at have forvisset sig om at hun behandlede den godt. - Fru Aagesen opdrog sin Søn til en partisk Dommer i de evindelige Stridigheder i Hjemmet; hun saae allerede i den lille Dreng en Hevner over alle de Ulykker, Faderen havde draget over hendes Hoved, og dette store Formaal erstattede hvad hendes Følelser manglede i Sandhed og Bestandighed. - Had til Faderen og Ømhed for Sønnen gjorde hende udholdende i at pleie ham, vaage over ham, og paa enhver mulig Maade lænke hans Tilværelse til sin. Alt som den lille Viggo voxede op, sluttede han sig med hele sit barnlige Hjertes Hengivenhed til denne Moder, der mod ham var saa trofast, for ham saa omhyggelig og øm, mens mangt et bittert - kun halv forstaaet men dybtgjemt Ord vakte hans Uvillie mod den strenge, alvorlige Mand, hvem han ubevidst tilregnede al den uhyggelige Fredløshed, der herskede i Hjemmet; og hver Taare, han saae sin Moder udgyde, efter at hun havde havt en af sine heftige Paroxysmer, tildrog tidligt Faderen Drengens mørke og harmfulde Blik. En Bevidsthed om noget Sørgeligt og Ondt fra den Kant havde uformærket rodfæstet sig i hans Sjæl længe før den var udviklet nok til at gjøre sig rede for noget Indtryk, og deri lagdes allerede Grunden til den Retning hans senere Udvikling tog.

Da Viggo var sex Aar gammel blev den lille Minona født. Det var mere end Moderen havde gjort Regning paa, mere end hun havde Brug for, og det stakkels Barn var virkelig blevet ganske tilovers i sit Hjem, hvis ikke Aagesen denne Gang havde taget sig af Sagerne paa en Maade som ingen Indvending taalte. Han lod Værelser istandsætte og meublere i Kvisten, flyttede den lille Piges Vugge 99 derop, og underrettede sin Kone om, at han havde anmodet Frøken Helene Johnsen, en ung Dame af deres Bekjendtskab, om at tage i Huset til dem som Barnets Pleiemoder og tilkommende Opdragerinde; efter denne Proclamation kjørte han hen at hente hende. Fru Aagesen omfavnede hulkende sin Søn, der fra dette Øieblik hadede den forventede Opdragerinde.

Imidlertid fik dette Had en svær Kamp at bestaae mod den Tiltrækningskraft, Skjønhed og Ynde i saa høi Grad udøver over Børn, og som Viggo trods nogen var modtagelig for. Men han besad en fast Villie - og han saae sin Moder græde! Vel indtraf stedse hyppigere Scener, der stillede hende i et uværdigt Lys ligeoverfor den blide, indtagende Helene, og jo mere han voxede til, fik han Øiet op for den store Forskjel mellem disse to Personligheder; men en medfødt Ædelmodighed, der gjorde ham tilbøielig til at tage den Svageres Partie og oprørt over ethvert Misbrug af den Stærkeres Ret, var en stadig Modvægt mod det Indtryk, den smukke Pige gjorde paa ham. Hans barnlige Raisonnement var: »Moder er Faders Kone - Fader er Moders Mand, ikke Frøken Johnsens!« og denne urokkelige Tro paa den ægteskabelige Eiendomsret stillede i hans Tanker Helene lig med Tyve og Røvere - thi Aagesen offrede hende rigtignok al den Tid, han kunde spare fra sine Forretninger, mens Moderen udtømte sig i Klager for den opvoxende Dreng, der hørte paa hende med mørk og hevngjærrig Medlidenhed.

Den lille Minona sluttede sig derimod udelukkende til sin Fader og Pleiemoder, der forenedes saavel i levende Ømhed for dette yndige Barn, som i gjensidig Kjærlighed til hinanden. Skjøndt de aldrig talte om deres Følelser, søgte dog ingen af dem at skuffe sig selv ved at give dem et mindre forargeligt Navn, men Aagesen agtede den Forbindelse, han frivillig havde indgaaet, til den paa en lovlig Maade var hævet, og i Helenes jomfruelige Hjerte yttrede Kjærligheden sig fornemmeligt i inderlig Trang til at gjøre den Elskede lykkelig, formilde hans Bekymringer og forskjønne hans Omgivelser. Hendes Bestræbelser i denne Retning havde ogsaa, trods al lydelig Modsigelse, en god Indflydelse. Fru Aagesen var altfor lad til ikke med Glæde at overlade sit Husvæsen til en Andens Omsorg, især da hun derved fik Leilighed til at udfylde et nyt Capitel i sin Lidelseshistorie med den Undertrykkelse hun var Gjenstand 100 for i sit eget Huus, hvor en Fremmed havde usurperet hendes Plads. Fra nu af var der Orden i Husbestyrelsen og Aagesens Pengeaffairer forbedredes i den Grad, at selv hans Kone følte den behagelige Virkning deraf. Og naar det ulykkelige Menneskes Luner og Forbittrelse, der ofte grændsede til Vanvid, gjorde det utaaleligt at leve i hendes Nærhed, var altid et venligt Fristed, et Hjem i Huset beredet enhver af Familiens øvrige Medlemmer i Helenes smaae hyggelige Kvistværelser. Her tilbragte Aagesen mange lykkelige Timer, her opvoxede den yndige Minona som en Blomst i Solens Lys - og naar stundom et smerteligt Savn, en heftig Længsel bragte Helenes Hjerte til at svulme, satte hun sig til Claveret og sang og spillede til hver Mislyd i hendes Sjæl var sammensmeltet i Harmonie.

Altsom Viggo voxede op, blev Forholdet mellem ham og Faderen slettere, og der foregik ofte Optrin imellem dem, som Helene uagtet al sin formildende Indflydelse ikke kunde afvende, da den hidsige Dreng, der forud var indtaget imod hende, kun blev opirret ved hendes Mellemkomst, og derved mere end ved noget andet paadrog sig Straf og Vrede. - Dertil kom, at de Følelser der saalænge havde gjæret i hans Sjæl, efterhaanden fik Næring i mangfoldige Hentydninger, som han hørte - og kun altfor godt forstod - udenfor Hjemmet. Man tillagde naturligviis det Forhold, Aagesen stod i til sin Datters Lærerinde, den sletteste Natur; man kaldte ham Grev von Gleichen den Anden, og da man fandt uendeligt Stof til Forargelse i denne Sammenligning, var den en uudtømmelig Kilde til Nydelse i mange Miles Omkreds. Da Viggo var stor nok til at fatte Betydningen af disse Rygter, da det pludseligt gik op for ham, hvilken Beskjæmmelse man troede der var tilføjet hans Moder, foregik der en stor Forandring med ham; han ophørte at være Barn. Efter en lang indvortes Kamp gik han til sin Moder, og spurgte hende om Sandheden. Grædende forsikkrede hun - at Rygtet var grundet! at hun var et Offer for det skjændigste Fruentimmers Rænker! at hun havde tiet i otte Aar, for ikke at forbittre sin elskede Søns Barndom! (Nu er Tiden kommet, tænkte hun. Nu skal min Søn hævne mig!) Ligbleg trykkede Viggo hendes Hænder til sit Hjerte og forlod hende for at søge sin Fader. Da han ikke var i sit Studerekammer, gik han til Helenes Værelser. Han standsede et Øieblik, da 101 Tonerne af hendes Sang, der smeltende og blødt klang derindefra, næsten betog ham Aandedrættet. Det var de bekjendte Linier af Axel Thorsens Vise:

Gud dennem forlade, som Aarsag er,
At de ei sammen maa være,
Som have hinanden af Hjertet kjær,
Og elske i Tugt og Ære.

Da rev Viggo heftigt Døren op, og idet han skjælvende af Bevægelse stillede sig foran den forskrækkede Helene, udbrød han med voldsomt tilbagetrængt Lidenskab: »Gud, Frøken Johnsen! forbyder vist dem at være sammen, hvis Forbindelse ikke alene vanærer dem selv, men bringer Skam og Elendighed over Andre. Og hvis De tager ligesaa lidt Hensyn til hans Bud, som til Deres egen Ære, saa maa De i dette Tilfælde adlyde mig! Jeg har Ret til at tale saaledes, thi jeg er min stakkels Moders eneste Beskytter - og jeg siger Dem i hendes Navn, at De maa forlade dette Huus. Vil Fader ikke undvære Dem - saa maa han sørge for et andet Opholdssted til Dem, end hans Kones - min Moders Hjem« - idetsamme følte Viggo et smerteligt Greb i sin Arm: det kom fra hans Fader, som ubemærket havde nærmet sig og hørt de sidste Ord. Helene, der først med ubeskrivelig Forundring, senere med heftig Bevægelse havde lyttet til Drengens Ord, udbrød nu lidenskabeligt i en Tone, der indeholdt baade en Bøn og en Befaling: »Aagesen! jeg beder Dem - ikke et Ord til haml« Hendes Blik, der udtrykte den inderligste Medlidenhed, traf i dette Øieblik selv Viggos Hjerte. Det forekom ham som Jorden vaklede under hans Fødder, og idet han forgjæves søgte at samle sine Kræfter, styrtede han bevidstløs om paa Gulvet.

En farlig Hjernebetændelse var Følgen af denne Rystelse. Under sin Sygdom blev han pleiet af Helene, der dog, saavidt det var muligt, undgik at bemærkes af sin Patient, og overlod sin Plads som Sygevogterske til hans Moder, saasnart Faren var overstaaet. Fru Aagesen var, som sædvanligt, uudtømmelig i Klager, men hun omtalte ikke med et Ord den Forklaring imellem dem, som havde givet Anledning til det Optrin, der var nær ved at koste Viggo Livet; og 102 selv skyede han ogsaa denne Erindring, der i den svækkede Tilstand, som fulgte efter Sygdommen, kun stod utydelig i hans Forestilling.

Endelig var Viggo saa rask, at man ikke længer frygtede for at sætte ham i for stærk Bevægelse ved at gjøre ham bekjendt med den Forandring i Familiens Forhold, der var foregaaet under hans Sygdom. Aagesen var bleven lovmæssig skilt fra sin Kone, og vilde efter et Aars Forløb ægte Helene, der indtil den Tid skulde blive hos ham som hans Datters Lærerinde. Viggo fik Valget, om han vilde blive hos sin Moder, for hvem der var sørget saagodt som det efter Aagesens Omstændigheder var muligt, eller sættes i Kost hos en Familie i Kjøbenhavn, hvor han skulde fortsætte sin Skolegang. Han valgte naturligviis uden Betænkning det første -, han glædede sig inderligt ved Tanken om at kunde hellige sin Moder hele sit Liv, og erstatte hende alle de Forurettelser, hun havde lidt! han forestillede sig med al sin unge Indbildningskrafts Liv og Varme, hvorledes hun nu skulde blive lykkelig, og hvor elskværdig Lykken skulde gjøre hende! Men han blev snart revet ud af denne Illusion; thi den eneste Virkning Skilsmissen havde, var at hendes Humeur Dag for Dag blev slettere, nu da hun havde saa Faa at lade det gaae ud over. Viggo kunde intet gjøre hende tilpas; hendes Fordringer steg i Forhold til de Offere, han bragte hende. Hun havde ikke længer Brug for den elskede Søn - hendes Plan havde faaet det Udfald, hun mindst ønskede; thi hun havde selv ved sin oprørende Bagtalelse fremkaldt den Catastrophe, der grundfæstede hendes Medbeilerindes Lykke. Hvis Skyld var det? - Viggos - han havde ved sin Heftighed gjort hende aldeles ulykkelig, og sønderrevet det svage Baand, der endnu forenede hende med den utaknemmelige, men evig elskede Mand - det maatte han høre - og det hørte han uden at tabe Taalmodigheden. Han var utrættelig i at undskylde, opfindsom i at forsvare sin Moder, selv efter at hans Kjærlighed til hende var gaaet tilgrunde. Han beklagede sig aldrig over hende, ikke engang i sine hemmeligste Tanker. Først da hendes Raseri ved den ideligt tilbagevendende Tanke om Helenes Lykke, og sin egen Afmagt til at skade hende, gik over til aabenbar Sindssvaghed, da han maatte erkjende, at han manglede Kræfter til alene at bevogte hende - først da beklagede Viggo sig, først da følte han bittert det Sørgelige

        

103 i sin forladte Stilling. Han var nødt til at henvende sig til sin Fader om Hjælp - og et Aar efter at han med hende havde forladt sit gamle Hjem, blev hun ført til Bistrup, hvor hun kort Tid derefter pludselig døde.

For sig selv vilde Viggo ingen Understøttelse modtage af sin Fader. Han skrev derfor til sin Onkel i Frankrig, en catholsk Geistlig af hans Moders Familie, som engang paa et kort Besøg hos sine danske Slægtninge havde viist ham megen Godhed og Kjærlighed, og betroede ham sit inderlige Ønske: at forlade Danmark og studere i Paris, hvor han haabede efter nogle Aars Forløb at see sig istand til at ernære sig selv. Den gamle Mand, der havde stor Formue og ingen Familie, svarede med at tilbyde Viggo en Søns Plads i sit Huus.

Denne Forandring var Begyndelsen til en ny Periode i Viggos Liv, men Fortællingens Gang fordrer ingen Beskrivelse af dette Tidsrum, der tilstrækkeligt vil oplyses i det Følgende. Den vigtigste Begivenhed i disse ti Aar var Aagesens Død, der ogsaa var den oprindelige Aarsag til Viggos Hjemreise. Bekymring for den unge Søster, der var alene med et Fruentimmer, han i sine egne Tanker havde saa liden Aarsag til at agte og stole paa, og den stærke Pligtfølelse, der var ham medfødt, kjæmpede længe med hans Utilbøielighed til at vende tilbage til Omgivelser, der maatte vække saa pinlige Minder hos ham, og fremfor alt til at see den Kvinde igjen, som han i sin haardnakkede Fanatisme tilskrev hele sin Familieulykke. I lang Tid var han svag nok til at undertrykke sin Samvittigheds Tilskyndelse; men tilsidst seirede hans gode, ædle Natur over denne Svaghed, og han besluttede at gjøre Alvor af Besøget. »Jeg er jo hendes naturlige Beskytter siden Fader døde!« tænkte han. »Er jeg fritaget for den hellige Pligt at vogte og veilede min unge Søster, fordi en Fremmed, hvis Characteer og Grundsætninger jeg har al mulig Grund til at foragte, har indtaget en Moders Plads hos hende, efter at have bragt hendes egen Moder - gjennem Daarekisten i Graven. Forbarmende Gud! hvilke Forestillinger kan hun ikke have indgivet denne unge uerfarne Pige, der idetmindste som Barn var hende hengiven med saa blind en Tillid? Jeg vil see det med mine egne Øine, mig blænder den snedige Dames Skjønhed og milde Fagter ikke!« og dog hævede en dunkel Erindring sig i hans Sjæl, 104 som for at modsige denne Paastand - det var det Blik, den Stemme, hvormed hun havde sagt: ikke et Ord til ham! - og Viggo hensank i dybe Tanker, hvoraf Resultatet blev, at han med første Skibsleilighed vilde reise hjem til Danmark.

105

Andet Capitel

Jeg kunde gjerne blive ved
At male fort, ifald jeg vilde,
Men det blev Digtenes Fortræd!
Jeg tømte deres Billedkilde.

C. Winther.

Da Viggo ikke ventedes til en bestemt Tid, kunde han uden at gjøre sig skyldig i nogen Forsømmelse, opsætte det første Besøg hos Fru Aagesen et Par Dage. Denne korte Frist var ham behagelig! da han atter befandt sig paa det Sted, hvor han havde tilbragt de første Aar af sit Liv, og kjæmpet den første Kamp, bevægedes han af dybere og mindre mismodige Følelser end dem, hvormed han var reist dertil. Han havde grebet til Vaaben i den Alder, da Hjertet endnu besidder hele det grændseløse, uskuffede Seiershaab, som sjeldent overlever Udfaldet af det første Slag og som hos ham faldt tilligemed den første Illusion - Begeistringen for hans Moder. Man kan fornye et Angreb ellevte Gang med usvækket Mod og Haab efter at være slaaet tilbage ti Gange, men naar det Ideal, man kjæmpede for, styrter til Jorden, falder Haabet med - og da kan vel den næste Illusion opreise det for en Tid, men der skal en overjordisk Magt og Kjærlighed til at opvække det i Aand og Sandhed, og gjengive os det nyt, ubesmittet og uskuffet som det var i Livets Morgengry, da det begeistrede os til den første Kamp for den første Kjærlighed.

Viggo havde aldrig gjort noget Menneske deelagtig i sine Barndomsdrømme - han søgte ikke i Venskab blandt Fremmede en utilfredsstillende Erstatning for den Kjærlighed han savnede i sit Hjem. Da han ikke der kunde finde den Sympathie han trængte til, valgte han at staae alene, og gjemme sine Følelser som en kostbar Hemmelighed i sin inderste Sjæl. Men Naturen sympathiserer altid med den, der har kun faa Venner - den forstaaer saa godt Taushedens 106 Veltalenhed - den bliver uformærkt den Ensommes og Forladtes Fortrolige - og et hemmeligt Baand vil altid knytte ham til »den Plet af Jord« der var Vidne til hans første Drøm om Kamp og Seier. I ti Aar havde Viggo ikke saa levende følt hvad han havde tabt i Tro, i Haab og i Kraft, som nu da han saae det Sted igjen hvor han rigtignok havde lidt mest, men hvor han dog havde levet og elsket. Savnet af det, han havde tabt, forenede sig smerteligt men forædlende med Savnet af det, han aldrig havde eiet!

Under Paavirkningen af dette Indtryk var det ham en Beroligelse at vide sig upaaagtet. Han var i den Stemning hvor man skyer Selskab, og dog nedtrykkes af Ensomheden, hvori man vilde føle sig lykkelig over et hjerteligt Ord fra elskede Læber, men modtager alle Høflighedsbeviser med Uvillie, hvori den, der savner Venner, undflyer Bekjendte. - Længselsfuld efter at see sine Yndlingssteder igjen, gik han hurtigt gjennem de befærdslede Gader; først da han var udenfor Vrimlen og følte Indflydelsen af den milde Sommeraftenluft, sagtnede han sin Gang og saae sig om med vemodigt Velbehag. Han var paa Kalkbrænderieveien, der tidligere var Maalet for hans Spadseretoure, hvor han kjendte hver Busk og Steen, hvor Bølgerne sang den gamle, aldrigglemte Melodie, der saatidt havde beroliget Drengens vilde Sindsbevægelse. Her satte han sig paa en Bænk og overlod sig uforstyrret til Erindringer fra det Forbigangne og Drømme om det Nærværende. Det var en af disse stille, klare Sommeraftener, hvis usigelige Fred og Harmonie lokker Kjærlighedslængslen frem af Hjertedybet, hvor den kun altfor tidt ligger bunden i Uklarhed og Afmagt, eller bevæger sig hensigtsløst som en fredløs Aand, der hverken veed hvad den kan eller hvad den vil. Da forstaaer den Naturens sympathetiske Sprog, og greben af begeistret Inspiration skaber den sig et Fremtidsliv i Ønsker og Forhaabninger. Virkeliggjørelsen af denne Kjærlighedens Drømmeskabning - det er Lykken. Viggo kjendte denne Drøm! ved Siden af sin Characteers strenge Alvor og den ensidige, sørgelige Livsvisdom, han havde tilegnet sig, levede der en uendelig Evne til at elske og Trang til at elskes i hans Hjerte. Men ingen Kvinde havde gjort mere end et øieblikkeligt Indtryk paa ham, skjøndt mange Skjønheder - hver for sig i sine egne Tanker uimodstaaelig - havde søgt at overvinde hans Ligegyldighed. Det syntes som den Lykke der var 107 ham nægtet, skulde gjøre ham uimodtagelig for den, han maaskee med Lethed kunde gribe. En Moders eller Søsters Kjærlighed havde han gjennem et bittert Savn lært at skatte - den var Gjenstanden for hans Drømme, i denne Form fremstillede hans Længsel sig Livets Lykke. En Skikkelse, som hans Indbildningskraft omgav med al Ungdommens og Uskyldighedens Tryllerie, foresvævede ham bestandigt, som den Fee hvorfra Livet i hans Drømmeverden udgik det var hans Søsters! Han forestillede sig hende under de sørgeligste Omstændigheder, fordi han selv vilde gjøre hende lykkelig - han udmalede sig hendes Forhold til den intriguante Stedmoder saa nedtrykkende som muligt, for at Savnet af Sympathie og sand Kjærlighed maatte have vakt den samme Længsel i hendes Hjerte, som fortærede hans - han tænkte sig hende forladt og forsømt, for at hun skulde skylde ham hele sin Udvikling, og til Gjengjæld leve udelukkende for ham, som han vilde leve for hende. Men Viggo vidste godt, hvorlidt Virkeligheden ogsaa i dette Tilfælde svarede til Illusionen; og for at erindre sig derom tog han et lille Brev frem af sin Tegnebog, udfoldede omhyggeligt det fine Blad, og læste det igjennem med en Alvor som viste, at ikke alene hvert Ord der stod skrevet, men selv den usynlige Skrift mellem Linierne var Gjenstand for hans Betragtninger!

Skovhuset, den 13de Juli 1839.

Jeg vilde ønske jeg kunde sige jeg venter Dig med Glæde! Tilgiv mig, at det ikke er Tilfældet! jeg bliver urolig og ængstelig ved Tanken om at et Menneske, der er mig saa fremmed, regner sig blandt mine Nærmeste, og kommer hertil i den Tro, at jeg naturligvis maa opfatte vort Forhold paa samme Maade. Selv idet jeg skriver disse Ord har jeg en Følelse af, at Du maaskee ligesaa vanskeligt vil kunne sætte Dig ind i mine Forestillinger, som jeg kan forstaae Dine. Er Slægtskabet ikke for Dig, hvad Kjærlighed er for mig - det helligste, det eneste naturlige Baand, der forener os Mennesker med hinanden? - Isaafald vil Du ansee mine bedste og dybeste Følelser - den Taknemmelighed, Beundring og inderlige Hengivenhed, hvormed jeg fra jeg var et lille Barn har sluttet mig til den elskelige Helene for en Synd imod min Moder, som jeg aldrig har kunnet elske eller agte - men jeg vil huske, at Du har 108 holdt af hende, og ikke tale om, hvad hun var for mig, eller hvad Tanken om hende er mig nu. Og jeg? - vil ikke Bevidstheden om, at Du ringeagter den Kvinde, der stod som en god Engel i vort fredløse Hjem, som i Sorg og Glæde var vor Faders elskede Veninde og mere end en Moder for mig - maa den ikke oprøre min Følelse mod Dig, hvis Du uden anden Adkomst end den, at Du er hendes Søn, der aldrig har lært mig, at »Moders Navn er en hellig Lyd« - vil gjøre Rettigheder gjældende, maaskee endogsaa over dem, Helenes usigelige Kjærlighed har vundet.

Hvis jeg skriver noget som krænker Dig, saa tænk paa, at jeg slet ikke kjender Dig! det er altid vanskeligt at forklare en Anden det, man selv veed, uden at have tænkt derover - og næsten umuligt, naar man ikke veed, hvem man forklarer sig for. I de ti Aar vi ikke have seet hinanden, har jeg intet hørt om eller fra Dig, undtagen det lille Brev, hvori Du underrettede os om Dit Besøg; og deri laae, uagtet al Din Venlighed, noget som gjorde mig urolig. See, Du skriver, synes mig, som den, der vil gjøre sine Rettigheder gjældende, eller tage sin lovlige Eiendom i Besiddelse, og - jeg erkjender kun Kjærlighedens Eiendomsret, den Stærkeres guddommelige Ret til at tage den Svage under sine Vinger.

Men om jeg end ikke holder af Dig fordi Du er min Slægtning, saa er det jo derfor ikke umuligt, at jeg kan komme til det. Naar Du blot ikke bliver vred paa mig, vilde jeg sige Dig noget -forlang aldrig Kjærlighed - den lader sig ikke udlevere som en kjøbt og betalt Handelsvare! Vil Du virkelig sætte Priis paa min Kjærlighed, saa tag den med Magt, vind den ved Overlegenhed og Ædelmodighed - men gjør ikke Fordring paa den som en Rettighed. Og tænk for min Skyld paa, at enhver Krænkelse der tilføies Helene, (og alene Dine Tanker er en Fornærmelse mod hende!) vil gjøre enhver Tilnærmelse mellem os to umulig. See i hende om muligt ikke Din Moders Medbeilerinde - see Kvinden, og hvis Du er Mand, vil Du intet Bevis forlange for hendes Uskyldighed.

Minona

Der var noget i dette Brev, som i høi Grad mishagede Viggo, skjøndt den unge Piges Eiendommelighed i Tanker og Udtryk frapperede ham, saa han atter og atter gjentog Læsningen. »Hvor 109 forunderligt den myndige Tone, hvori hun skriver, stikker af imod disse fine Bogstaver, som kun en svag lille Damehaand kan have skrevet! Hvilken udfordrende Selvtillid! »Maaskee hun vil kunne komme til at elske mig« - hvis jeg gjør et veloverlagt Angreb paa hendes Hjerte! Dette Sprog passer bedre til en Coquettes tvetydige Opmuntringer ligeoverfor sine Tilbedere, end til en Søsters Svar paa hendes egen Broders hjertelige Forsikkringer om hans Hengivenhed. Hun erkjender ikke Slægtskabets Baand, ikke en Broders Ret til at veilede sin unge Søster - men »Kjærlighedens Ret« - over ethvert Hjerte, der kan forblinde og forføre, selv om dette Hjerte tilhører en Anden! »Den Stærkeres Ret« - til at træde den Svages Ret under Fødder! - Og naar den Svage bukker under i Kampen, naar den ulykkelige Kvinde, som Kjærligheden kunde have udviklet og forædlet, nu ved at see sig foragtet og tilsidesat i sit eget Hjem, taber sin bedre Natur og gaaer tilgrunde i Had og Fortvivlelse - saa seer man kun hvad hun er - ikke hvorledes hun er blevet det, endmindre hvad hun kunde blevet, og den stakkels ødelagte Skabning, dette Vrag af en Kvinde faaer ovenikjøbet Skyld for sin Mands Utroskab - ja, det skal næsten see ud som en Barmhjertighedsgjerning, at den lykkelige Medbeilerinde trøster ham i hans huslige Ulykke!«

Viggo blev afbrudt i disse Betragtninger ved Synet af en ung Herre, der flere Gange gik frem og tilbage foran Bænken, uvis, som det lod, om han skulde standse og tiltale ham. Ved første Blik forekom dette Ansigt ham bekjendt, og da de et Øieblik med stor Interesse havde seet paa hinanden, udbrød han: »Otto Frank!« »Gud skee Lov! din Stemme gjør Ende paa min Uvished og betager desuden denne - Fremtoning siger man jo paa godt Dansk - hvert Skin af Overnaturlighed. Jeg troede virkelig at see Drengen Viggos voxne Dobbeltgjænger - thi jeg foretrækker i Nødsfald det Overnaturlige for det Unaturlige: at Du kunde komme hjem til Danmark uden at opsøge gamle Venner, eller idetmindste melde Din Ankomst, saa de kunde opsøge Dig. Havde Du sagt til itide, saa kunde Dine gamle Skolekammerater under min Anførsel afsunget en Sang paa Toldboden, - nu er det Din Skyld, naar Du istedetfor: »Velkommen store Mand hertil!« eller: »Vel mødt ved Øresund, velkommen Broder!« o.s.v. kun faaer den gamle, dagligdags Hilsen:

        

110 Goddag, og velkommen hjem!« Otto Frank var virkelig den af Viggos Barndomsbekjendte, som han holdt meest af, skjøndt der ingen Fortrolighed fandt Sted imellem dem. I Pastor Franks Huus havde han lært et lykkeligt Familieliv at kjende, og en kjærlig Erindring derom vedligeholdt sig altid i hans Sjæl. I det Øieblik han saae Otto igjen og hørte denne muntre hjertelige Stemme, følte han sig flyttet ti Aar tilbage i Tiden, da han stod paa Toldboden med sin lille grædende Søster ved Haanden og tilraabte ham et freidigt Farvel, skjøndt han havde Taarer i Øinene.

»Du var ene om at tage Afsked med mig, da jeg reiste, og jeg forlanger ingen bedre Modtagelse end den, at Du er den Første som hilser paa mig ved min Hjemkomst!« svarede Viggo, idet han rakte Frank Haanden. - »Den Første? har Du da ikke besøgt Din Familie? har Du endnu ikke seet Minona - Din Søster vilde jeg sige?«

Viggos Ansigt formørkedes idet han noget afbrydende svarede, at han først for et Par Timer siden var kommet til Kjøbenhavn. Derpaa spurgte han til Franks Familie, til den lille Virginie, der græd da han reiste bort, og hørte med hjertelig Interesse paa alt hvad Otto fortalte om disse kjære Venner. »Vi have savnet Dig, som om Du var et Barn af Huset! Moder kunde slet ikke finde sig i, at Du kun skrev den ene Gang - hun talte tidt om Dig, i den sidste Tid! - Virginie truer endnu, naar hun for Alvor bliver vred, med at hun vil have Dig til Broder istedet for mig - saa trofast er hun mod sit Ideal. Da hun var lille græd hun hvergang jeg drillede hende, over at Du var borte. »Det turde Du ikke sige til mig, naar Viggo hørte derpaa!« eller: »Viggo vilde nok forsvare mig, hvis han var hjemme« det maatte jeg høre adskillige Gange om Dagen. Nu skal Du see, at hun er blevet en ganske net Pige, skjøndt hun ikke kan taale at sees ved Siden af Din Søster. Men hvem sammenlignes med hende! - Den gamle Baronesse Trampe har overladt Fru Aagesen en nydelig lille Sommerbolig, der ligger midt i en af hendes Skove, blot for at have din Søster paa sit Territorium - bliver Du nu ikke storagtig, lykkelige Menneske, der er dette Mirakels Broder!«

Viggo saae intet mindre end lykkelig ud. Det var ham ubehageligt at Samtalen tog denne Vending, og han søgte at henvende sin Vens Tanker paa andre Gjenstande. Men Otto besluttede, efter et Øiebliks Overveielse, ikke at opgive denne Materie, før han var 111 kommet til et Resultat, og da der opstod en kort Pause, sagde han i en alvorlig Tone: »Du spørger slet ikke til din Familie, det lader endogsaa til, at Du helst vil være frie for at høre den omtale! Er det vel overveiet, at Du ikke vil indlade Dig i nogen Samtale der kommer til at berøre dine Familieforhold, saa skal jeg herefter være den Sidste, som hentyder dertil! Men vil det ikke være bedst for alle Parter, om Du sammenligner den Forestilling, Du har beholdt fra din Barndom om Fru Aagesen, med Menneskers Mening, som kjender hende nærmere, og kan bedømme hendes Forhold mere upartisk? Det er let at gjøre en Kvinde Uret, men meget vanskeligt at gjøre en Uret af den Natur god igjen.«

»Min Forestilling bliver den samme om end Folk have fundet for godt at vende op og ned paa denne Dames Forhold!« udbrød Viggo. »Kun for min Søsters Skyld kan det interessere mig at vide, hvad hun ansees for, thi endeel af hendes Skam falder jo tilbage paa den uskyldige unge Pige, hun har opdraget.«

»Tag derud med mig imorgen! - saa tales vi ved iovermorgen! maaskee Du da har et bedre Begreb om, hvad Fru Aagesen er. Hvad hun ansees for, skal jeg sige med faa Ord. Af alle dem, der ikke kiende hende, bliver hun bedømt - som Du bedømmer hende! Men i hele hendes Omgangskreds er der ikke En, som troer andet end Godt om hende, og søger hendes Venskab som en Udmærkelse. Min egen Fader hører til hendes Tilbedere, skjøndt deres Religionsideer ikke harmonere, og han ønsker, som alle Fædre og Brødre, at hans Datter maa tilegne sig, om end kun en Skygge af den Ynde og Elskværdighed der characteriserer den unge Pige, hun har opdraget.«

»Men Minona - er hun ikke meget« - udbrød Viggo, men standsede forlegen for at finde et betegnende Ord.

»Smuk!« fuldendte Otto med Begeistring. »Jo det veed Gud, hun er vidunderlig deilig! hun ligner ingen Anden, hun er ikke det mindste coquet - man skulde næsten tro, at hun ikke lagde Mærke til den Tilbedelse, der vises hende overalt, saa naturligt er det hende at see den hele Verden for sine Fødder. Hun vilde bringe mig til at tvivle om Syndefaldet, hvis jeg nogensinde havde troet derpaa, og til at tro paa Guds Almagt, hvis jeg nogensinde havde tvivlet derpaa - thi for den, der har skabt Minona Aagesen, er intet umuligt.«

112

»Hold inde med dine ugudelige Overdrivelser!« udbrød Viggo halvt spøgende, halvt utilfreds. »Naar alt kommer til alt, har jeg dog Ret i, at hun er meget aparte!«

»Aparte! ja som Fugl Phoenix, den eneste i sit Slags. Vistnok er der noget eiendommeligt i alt hvad hun siger, men det er ligefrem at alting tager sig anderledes ud for den, der seer det ovenfra, end seet franeden! »Overdrivelser« - see hende selv! jeg har aldrig ventet, at min Beskrivelse skulde give Dig et Begreb om det Ubeskrivelige. Gaae, see, og bliv beseiret - det er det bedste Raad jeg kan give Dig!«

»Og jeg vil til Gjengjeld give dig et godt Raad: Hvis du er forelsket i min Søster, skulde du idetmindste i hendes Nærværelse sagtne din Begeistrings vilde Flugt. Det er et underordnet Kvindehjerte, der ikke ringeagter sine Tilbedere!«

»Og tilbeder sin Elsker! jeg forstaaer dig nok - ellers Tak for Vinket. Jeg hører til den store Mængde, der offrer til Psyche, og knæler ved hendes Alters Fod for at beskue hende i Frastand - men jeg har aldrig formastet mig til at spille Amors Rolle. Naar jeg engang faaer det fortvivlede Indfald, at gifte mig, vil jeg for første Gang i mit Liv tage Vorherres Ord bogstaveligt, og søge en Medhjælp, »der er mig Hig«; at være en regjerende Dronnings Gemal er den Lykke, der mindst vilde svare til mine beskedne Fordringer.«

Under denne Samtale havde de to Venner naaet Byen, hvor de skiltes ad efter at have gjort den Aftale, at følges ud paa Landet næste Dag, hvor Otto Frank vilde tilbringe den Tid i sin Faders Præstegaard, som Viggo havde bestemt til sit Besøg i Skovhuset.

Det var sildigt om Aftenen at Viggo kom hjem til sit Logi, og dog varede det endnu længe inden han kom til Ro. Det Mishag, som Læsningen af Minonas Brev havde vakt, tog til ved alt hvad Frank fortalte om hende, og dog maatte han tilstaae sig at alt, hvad han havde hørt, var godt: hun var smuk, afholdt og lykkelig! - han vilde ikke give den Tanke Rum, at han kun var mismodig over sine egne skuffede Forventninger. Kunde han være det Samme for den glimrende, forgudede Skjønhed, som han kunde blevet for den unge forladte og forsømte Pige, hvis Stilling han havde udmalet sig med saa levende Farver; en Anelse om denne Egoisme foruroligede 113 ham rigtignok men han undertrykte den, og skjød Skylden paa Ottos latterlige Overdrivelser.

Endelig faldt Viggo isøvn, og drømte, at han laae paa Knæ foran en meget høi, imponerende deilig Dame, som sagde: »Sætter du virkelig Priis paa min Kjærlighed - saa tag den med Magt - gjør den Stærkeres Ret gjældende over mig!« idetsamme forvandlede hun sig til en stor Fugl, svang sig op i Luften og svævede i Kredse omkring ham, idet hun blev ved at betragte ham med sine ildfulde, funklende Menneskeøine, og gjentog med en dæmonisk Latter: »Elsker Du mig - saa tag mig med Magt!« Men hendes Blik slog ned i hans Sjæl som et Lyn, og fortærede al dens Livskraft.

114

Tredie Capitel

Hun er saa ung, som Rosens Knup,
Der viser os det stærke Røde,
Og just vil sprænge Bægret op,
For ret i Elskovs Sol at gløde.

C. Winther.

»Her seer du Indgangen til Skoven; naar du gaaer ligefrem, og dreier om ad den første Gangstie paa høire Haand, kommer du strax til Skovnymphens Bolig!« sagde Otto, idet han lod Vognen holde ved den Allee, der førte op til Præstegaarden; og Viggo gik med raske Skridt fremad i den anviste Retning, efter at have sendt et halv vemodigt Blik til den fredelige Præstegaard, bag hvis Blomsterhave Kirken hævede sig, og tusinde kjærlige Hilsener med Otto til dens Beboere.

Der var deiligt i den stille, svale Skov - men Bøgetræernes Sommerpragt, Fuglesangen og Blomstervrimlen i det friske Græs, der endnu bar glimrende Spor af Morgenduggen, vakte ingen hjemlig Følelse i Viggos Hjerte, skjøndt det var første Gang efter saamange Aars Forløb, han saae den danske Sommer igjen. Som Dreng havde han tidt søgt Ro og Ensomhed i Skoven, naar den sædvanlige Ufred gjorde ham Hjemmet utaaleligt, og han havde kastet sig ned og skjult sit Ansigt i Græsset, for at undgaae Synet af den milde Solglands der forgyldte Bladene - Naturens hellige Harmonie fyldte hans barnlige Sind med Rædsel over alle de onde Lidenskaber der forstyrrede Freden og Tilfredsheden i hans Hjem - og i hans Hjerte.

De første Indtryk forvindes og udslettes aldrig - de følge os hele Livet igjennem, til Velsignelse eller til Forbandelse. Naar de forlængst ere i Graven, som gjorde vor Barndom lykkelig eller forbittrede den, naar vort Barndomshjem staaer øde og forladt - har Erindringen dog ikke forladt vort Hjerte, og forlader det ikke, før 115 det ophører at slaae. Lykkelig den, der takker Gud derfor - der, idet han nærmer sig sit fordums Hjem med Henrykkelse føler hvorledes den fortrænger alle andre Tanker, alle senere Indtryk! til ham taler den gjennem Lyset, Luften - Hjemmets Luft! - Blomsterduften og Fuglesangen: »Husker du« - »ak ja, hvor kunde jeg glemme!« »hvor glad du altid nærmede dig dette Huus, hvor din Moders milde Ansigt saa tidt nikkede til dig bag Ruden? Husker du den gamle hyggelige Dagligstue - de lange Vinterdage, I Smaae tilbragte derinde naar det sneede og blæste udenfor? Hvor sød din Moder da var, naar hun jævnede Eders Trætte med milde Ord, og altid fandt paa ny Lege og ny Beskjæftigelse, at Tiden ikke skulde falde jer lang. Kan du huske hvorledes hun om Aftenen bar dig ind i din Seng, og saae paa dig med Øine der skinnede klarere end de lyse Stjerner paa Himlen - da takkede hun Gud for sine Børn! Men kan Du ogsaa huske hvor høit du elskede hende - du har dog aldrig elsket nogen anden saaledes! - hvordan du midt i den morsomste Leg, naar du var ude, kunde længes efter hende - og at den bedste Glæde var at komme hjem igjen!« Saadanne Erindringer er de lykkelige Børns Arvelod fra Hjemmet - deres Mødrenearv! Men der er Andre, som hvis de kunde, ville bortkaste Erindringen om deres Barndom, fordi den var ulykkelig, som gaae en Omvei for at undgaae Synet af det Huus, hvori deres Forældre boede, hvor de ikke saae andet end Kiv og Elendighed, hvor Fortvivlelsen fuldvoxen rodfæstede sig i deres Barnesjæle, fordi de skulde være ulykkelige i den Alder da Glæden ligger saa nær, og gribes saa let. Til dem taler Erindringen bittre Ord: »Husker du med hvor tungt et Hjerte du altid nærmede dig dette Sted? hvorledes du aldrig rigtig kunde glæde dig ude, fordi du ikke kunde glemme at du skulde hjem igjen? hvortidt du saae Solen gaae ned, med det Ønske at den aldrig vilde staae op igjen, at der ingen Dag vilde følge efter denne, men altid Nat og Søvn? Hvorledes du heller, hvis du havde Lov dertil, vilde drive om paa Gaderne i det værste Vinterveir, end sidde hjemme i det uhyggelige Huus, hvor hver uventet Lyd varslede nyt Klammerie og ubehagelige Optrin?«

Det er naturligt at lignende Tanker paatrængte sig Viggo paa Veien til hans Søsters Hjem, men han vilde ikke give efter for dem, thi det var ham indlysende at han maatte bringe sit Sind i Rolighed 116 for med al Fornuftens og Selvbeherskelsens Overlegenhed at kunne fremstille sig for Minona. Uden at see sig om - Solen stak ham i Øinene - gik han langsomt fremad med sænket Blik, og standsede først ved Stenten hvor den smalle Gangsti ophørte. Det lille Skovpartie, der her laae udbredt for ham, var saa eiendommeligt i sin maleriske Skjønhed, at han et Øieblik stod stille og betragtede det med behagelig Overraskelse. Paa en stor aaben Græsplet, der var omgivet af de herligste Trægrupper, stod et lille straatakt Huus, hvis blanke Ruder skinnede i Sommersolens Glands. Væggen var bedækket af Eviggrønt og Slyngeroser, der dannede en blomstrende Ramme om det aabne Kvistvindue, hvorfra et klart hvidt Gardin flagrede i Luften - det saae ud som et Parlamentairflag, og det Skjønne parlamenterer, Gud skee Lov! sjeldent forgjæves. Viggo nærmede sig Huset i en mildere Stemning, han maatte indrømme at ingen Kvindehaand kunde berede sine Elskede et yndigere Hjem. - Glasdøren stod aaben til den forreste Stue, der saae ud til at være de to Damers Opholdsted, thi paa Sybordet laae Haandarbeid, der nylig var forladt, og paa Skriverbordet en opslaaet Mappe med et halvfuldendt Brev, hvis fine Skrift Viggo ved første Blik kjendte! Han blev en Tidlang staaende og saae sig om, uvilkaarligt greben af en hjemlig Følelse, men da han i det Samme fik Øie paa sin Faders Portrait, der med et alvorsfuldt, men usigelig kjærligt Smiil saae ned paa ham, var Illusionen forbi. »Saaledes smilede han til Helene Johnsen - mens hans stakkels forsømte Kone aldrig saae et venligt Blik, eller hørte et kjærligt Ord fra hans Læber.« Denne Tanke kaldte hele hans Forstemthed tilbage! Idetsamme hørte han Helene tale i den anden Stue, og hendes Stemme gjenkaldte ham mere end noget andet, det brændende Had, den haardnakkede Mistroe, der i hans Barndom havde kjæmpet med en lønlig Beundring, som han vel kunde fornægte, men ikke betvinge. Han hadede hendes Skjønhed, fordi han ikke kunde lade være at see den, hendes Elskværdighed, fordi han ikke kunde lade være at føle den, hendes Stemmes Velklang, fordi den gik ham til Hjerte. Han troede sig jo saa vis paa at al hendes Elskværdighed var Løgn og Bedrag. Men da hun nu kom ind, og med en Blanding af Tilbageholdenhed og Hjertelighed rakte ham Haanden, idet en pludselig Bevægelse farvede hendes Kinder med en stærkere Rødme, kunde ingen

        

117 forudfattet Dom overdøve hans Hjertes Stemme, der sagde ham at han havde gjort denne Kvinde Uret. Havde hun modtaget ham med et Par passende og velvalgte Ord, foredragne med den Sikkerhed, der ligesaavel kan være en Følge af Øvelse, som af Værdighed, vilde han have bevaret hele sin virkelige eller indbildte Overlegenhed ligeoverfor hende. Men hendes Rødme, den Bevægelse hun forgjæves søgte at undertrykke, satte ham i Forlegenhed - Skammens og Uskyldighedens Rødme er saa forskjellig at selv det Øie der er omtaaget af Fordom, aldrig ufrivilligt kan forvexle den. Drengen kunde tage feil - men Manden ikke!

Helene skyndte sig at afbryde den geneerte Pause, som fulgte paa den første Hilsen, idet hun gik hen til Havedøren og raabte: »Minona! din Broder er kommet!« - og Minona traadte frem fra de blomstrende Rosenbuske. Synet af denne Psycheskikkelse forjog paa engang det gigantiske Skjønhedsideal, Drømmen havde efterladt i Viggos Phantasie! Den unge Pige nærmede sig langsomt med lette Skridt, uden at løfte Øinene fra de Blomster, hun havde samlet i sit Forklæde; først da hun stod foran Viggo, saae hun op til ham med et Blik, hvori den største Forundring og Overraskelse malede sig. Hun slap i øieblikkelig Forvirring Forklædet, saa alle Roserne faldt paa Gulvet, og greb Helenes Haand, idet hendes sorte Øine spørgende vendte sig fra ham til hende. »Det er din Broder, min søde Pige!« gjentog Helene venligt. Det Indtryk, Synet af Minona gjorde paa Viggo, hindrede ham i at blive hendes paafaldende Overraskelse vaer. Han maatte sande Ottos Ord: at hun var vidunderlig deilig. Det sorte, silkebløde Haar omsluttede foran i brede Fletninger Ansigtets regelmæssige Oval, og hævede i Forening med de mørke Øine og Øiebryn Hudens klare Hvidhed. En streng Kritiker vilde maaskee savne Rødme i hendes Kinder, men det er et Spørgsmaal om ikke det Rosenskjær, der ved enhver indre Bevægelse udbredte sig over dem, vilde være mindre indtagende hvis det altid var der, da Læbernes Purpurfarve gav hende den Friskhed, man saa nødig vil savne i et ungt og deiligt Ansigt. Men hvad der ved Beskuelsen fordunklede selv de fine Træks fuldendte Formskjønhed, var det Udtryk af Barnlighed og Aandsrigdom, der gjennemstraalede dem, det var Livslyset i hendes Blik, der lod ane hvilken ubevidst Ild og Kraft, denne rige Natur gjemte i sit Dyb.

118

Viggo og Minona hilste hinanden med taus Forlegenhed, skjøndt hver for sig vilde givet Guld og grønne Skove for at vide et Par passende Ord, der kunde forandre Situationen uden at forraade en eneste af de Tanker og Følelser der gjennemstrømmede dem. Uvilkaarligt bøiede de sig begge for at samle Roserne op, men hvor langsomt det end gik, hvortidt en Blomst faldt paa Gulvet igjen, fik denne Beskjæftigelse dog Ende, og Minona saae saa forvirret ud da hun reiste sig af sin knælende Stilling, som om hun kun tænkte paa Leilighed til snarest muligt at slippe ud af Stuen. Helene gjorde denne Bemærkning i sit stille Sind og sagde strax: »Lad os faae de Blomster sat i Vand inden de visne, og dæk saa Caffebordet i Cabinettet! din Broder har reist langt idag, vi maa ikke lade ham vente forlænge!« - Med et taknemmeligt Blik, og lettet Hjerte ilede den unge Pige ud til sine Forretninger, og Viggo blev alene med sin Stedmoder.

Lykkeligvis besad Helene et sandt kvindeligt Talent til at jævne enhver Ubehagelighed og hæve enhver Forlegenhed, denne Tryllemagt til at løse og binde Stemningen, som kun findes der hvor en overlegen Aand er forenet med et kjærligt Hjertes bestandige Omhu for Andre: Hun var selv forlegen ved denne Sammenkomst! Bevidstheden om de Tanker hvormed Viggo nærmede sig hende, drev Blodet op i hendes Kinder, thi skiøndt hun i sit Hjerte tilgav Aagesens Søn den Uret han gjorde hende, kunde hun ikke glemme den. Men da hun saae at Forlegenheden blev størst paa hans Side - selv en mindre hurtig og sikker Opfattelse end Helenes, vilde det ikke have undgaaet! - tænkte hun kun paa at han var hendes Gjæst og Minonas Broder. Man priser med god Grund den Evne at kunne tale »om noget«; men skjønner man ogsaa altid nok paa den Evne i rette Tid at kunne tale om ingenting? - Viggo paaskjønnede den for første Gang i sit Liv da Helene med en Lethed og Livlighed som om intet var forefaldet mellem dem, indlod sig i en Samtale med ham om ligegyldige Ting. Han modtog med en Slags Erkjendtlighed denne foreløbige Neutralitet, hvori han efter Behag kunde forberede sig paa Fred, eller ruste sig til Strid, thi han maatte indrømme at det havde været let for Helene at gjøre sin øieblikkelige Seir til et Nederlag for ham. Og da Samtalen tog en interessantere Vending idet den berørte fælleds Venner, og forberedte ham paa 119 ny Bekjendtskaber, som Helene skizzerede med en Genremalers Færdighed, begyndte han selv at blive livlig og meddelsom. Da Minona efter en temmelig lang Fraværelse kom ind igjen, opklaredes hendes Ansigt af et lyksaligt Smiil ved at see den gode Forstaaelse der herskede imellem dem, men det alvorlige, gjennemtrængende Blik, Viggo fæstede paa hende, berøvede hende strax Fatningen. Hun faldt i Tanker der var af en saa alvorlig Natur at Forvirringen tabte sig i hendes Sind, fordi Følelsen blev sat i Bevægelse.

Helene, der læste denne Bevægelse i sin Yndlings Ansigt, tænkte: »Nu maa hun tale!« og lod i denne Hensigt de Unge blive alene. Viggos mørke Stemning havde imidlertid faaet Overhaand! han var overvundet i eet Punct - og havde stiltiende erkjendt sin Uret - saameget mindre kunde han oversee de mange Puncter, hvori de Andre havde Uret. Men fremfor alt tænkte han paa Brevet, idet han forgjæves i dette barnlige og uskyldige Ansigt søgte Spor af den hovmodige Selvtillid i de skrevne Ord. Det var ogsaa Brevet, der laae Minona paa Hjerte, da hun saae op til sin Broder, og sagde: »Er du vred paa mig Viggo?« - Han svarede i en Tone der ikke var fri for Bitterhed: »Hvis jeg anmassede mig Ret til at blive vred over den bestemte Maade hvorpaa du har afvist mig, havde du ikke saa stor Uret i din Opfattelse af min Bevæggrund til at opsøge dig! Jeg er ikke kommet for at tage en Eiendom i Besiddelse eller for at gjøre en Rettighed gjældende - men for at opfylde min Pligt. Naar Slægtskabet ikke er forenet med Kjærlighed giver det ingen Rettigheder, men det paalægger ligefuldt Forpligtelser.«

»Har jeg Uret mod dig? - Kan man kalde det urigtigt at tage Feil af et Menneskes Characteer og Følelser, som man slet ikke kjender. Som Barn hadede du dem, jeg elskede - og skjøndt du var min Broder betragtede jeg dig som en Fjende. Du indgjød mig paa eengang Frygt og Uvillie, fordi jeg vidste at du tænkte ondt om Helene, og tidt krænkede hende. Jeg blev glad da du forlod os - det undrede mig ikke, at du forlod din ædle, høihjertede Fader for at følge den Kvinde, der havde været lav nok til at modtage det største Offer en Mand kan bringe - og som til Tak havde gjort hans eget Hjem til et Helvede for ham - jeg havde jo altid seet dig paa hendes Partie! Jeg dømte dine Følelser efter mine egne - jeg, der var opvoxet i Glæde og Kjærlighed! Det var Uret, men hvad Begreb 120 har et lille Barn, som jeg dengang var, om Forhold og Følelser, der er hendes egne saa modsatte. Jeg kjendte Kjærligheden i dens Gjerninger! jeg følte selv at jeg kunde gaae i Døden for Fader og Helene. Men jeg kunde ikke tænke mig nogen anden Bevæggrund til Menneskers Handlinger end Kjærlighed eller Had. Saaledes forklarede jeg mig dit Forhold til Moder og Fader - og foragtede dig, fordi du kunde elske hende. I forekom mig som to Væsener af samme Natur, og jeg har siden den Tid altid tænkt paa dig med samme Følelse, hvormed jeg tænker paa hende.«

»Og hvad tænker du nu?« spurgte Viggo, der forundret havde hørt paa den unge Piges alvorlige og indtrængende Forsvar. Nu kjendte han Brevskriverinden igjen; men hvor forskjellig var ikke hendes Tale, hvis eiendommelige Energie udsprang af en dyb Lidenskabelighed, som hende selv ubevidst satte det unge Hjerte i Flamme, fra de skrevne Ord, som kun kunde forstaaes af den, der eengang havde hørt hende tale.

»Jeg tænker,« svarede hun langsomt, som om hun hentede hvert Ord i sin Sjæls Dyb, »at du sluttede dig til hende fordi du troede hun leed Uret, at du fulgte hende af Medlidenhed - men jeg troer ikke at du sympathiserede med hende.« »Og hvad har saa hurtigt forandret din Mening?« spurgte Viggo, slaaet af Sandheden i denne Bemærkning. Taarerne traadte Minona i Øinene idet hun saae op til ham, og svarede i en bevæget Tone: »Du ligner En, som sympathiserede med alt hvad der er stort og skjønt i Livet! du ligner Fader.«

Viggo hørte hende med en forunderlig Bevægelse; han var imod sin Villie rørt over den Følelse, hvormed hun talte, skjøndt han frygtede den Yderlighed hvortil den kunde drive et saa lidenskabeligt Væsen; og han var forvirret over den totale Mangel paa Begreb om Ret og Uret, som sporedes i hendes Anskuelser, skjøndt dette Kjærlighedsafguderie gjorde Indtryk paa hans Phantasie som en Aabenbarelse fra Aandeverdenen.

Endelig svarede han: »Det var ikke godt om Menneskene kun havde de to Bevæggrunde til deres Handlinger: Kjærlighed og Had. Der vilde skee mere ondt end godt i Verden paa den Maade, selv af den Aarsag, der skulde gjælde for den gode. Du glemmer den tredie Bevæggrund, som skal regjere alle de andre: Pligten. Og 121 du gjør stor Uret i saa ensidigt at bedømme vor stakkels Moder efter det hun var - paa samme Tid du forguder dem, der er Skyld i at hun blev saaledes. Fader skulde ikke have ægtet en Pige, han ikke elskede! det er den Slags Offere en Mand ikke skal bringe, fordi det nedsætter den Kvinde der modtager det, hvis hun veed det, og gjør hende ulykkelig, hvis hun er uvidende derom. Det seer ud som Ædelmodighed og er dog Svaghed. - Havde han virkelig tænkt mere paa hende end paa sig selv, saa vilde han alene bære Følgerne, istedetfor at handle som om det ene Offer gav ham Ret til at forsømme hende hele Livet igjennem. Han maatte heller hæve Forbindelsen før Ægteskabet, end hæve den derefter, ved at tage en ung Dame i sit Huus - en Pige som han elsker! - og overdrage hende ikke alene Husmoderens men Moderens Rettigheder! ja han maatte heller slaae sin Kone ihjel, og ægte den Anden - thi Characterens Ruin er værre end Døden. Hvad er det der udvikler hele det rige, dybe Liv i et Kvindehjerte? Kjærligheden! Hvad er det som gjør den Svage stærk i Opoffrelser, urokkelig i Troen, taalmodig i Lidelser - det er Bevidstheden om at være elsket! Tag den fra hende, og hun visner, som en Plante uden Lys og Luft!«

Minona saae alvorlig og tankefuld paa ham. »Den Bevidsthed har hun jo aldrig havt - og hvad vilde dens Virkning været paa et Hjerte hvis Kjærlighed aldrig overgik Egenkjærligheden. Hvad var alle hendes andre Feil mod den: at hun ikke kunde elske?«

»Du dømmer efter hvad Du selv har seet og hvad Andre have sagt Dig om hende - men du tænker ikke paa hvor vanskeligt det er at dømme om hvad en menneskelig Sjæl kunde været istand til.«

»Der er Ingen, som har sagt det! den Slags Ting behøver man ikke at sige! - Hvis hun havde elsket dybt og inderligt - ham høiere end sig selv - var hans første Barn da blevet fremmed for sin Fader? Jeg siger Dig Viggo - Du vilde forstaaet ham gjennem hende! Og saa vilde han kommet til at elske hende i dig. Jeg troer altid det er en Kvindes egen Skyld, naar hun ikke bliver elsket!« - »Eller hendes Ulykke!« svarede Viggo. »Maaskee - men en Ulykke, som kun rammer den Kvinde der er for svag og egenkjærlig til at kunne elske. Jeg troer at Kjærligheden er en Magt!« vedblev hun langsomt idet en Purpurrødme bedækkede hendes Kinder - »jeg troer at den er almægtig!« »Hun elsker allerede selv!« tænkte Viggo med en 122 Slags Misundelse, som han ikke kunde forklare sig. »Mener du den menneskelige eller den guddommelige Kjærlighed?« spurgte han, idet han fæstede sine Øine med et saa forskende Blik paa hendes Ansigt, at hun følte dets Virkning gjennem de nedsænkede Øielaag. »Jeg mener den menneskelige Kjærlighed, der er guddommelig! den anden kalder jeg slet ikke Kjærlighed!« svarede hun, undselig over den Ubehjælpelighed hvormed hun udtrykte en Tanke, der forekom hende saa soleklar at hun ikke kunde begribe hvorfor Viggo spurgte derom.

»Troer du da at al sand og ædel menneskelig Kjærlighed - at Kjærlighed mellem Mand og Kvinde f. Ex. er af samme Natur som Guds Kjærlighed?« »Ja det forstaaer sig - der er kun een Kjærlighed - Lyset kommer fra Himlen. Men hvorfor spørger du derom?« Viggo smilede muntert. »Jeg frygter for at gribe dig i Kjætterie - du hylder jo aabenbart pantheistiske Grundsætninger!« »Pantheistisk hvad vil det sige?« spurgte hun endnu mere forundret, men smittet af Viggos gode Lune. »Pantheisme er Læren om den menneskelige Almagt og Menneskets Enhed med Gud - hvad siger du til Anklagen?« »Jo! saa er jeg vist Pantheist! - jeg har aldrig tænkt derover!« svarede hun med et henrivende Smiil. »Men hvad gjør Pantheismen med det mysterieuse Helvede?« »Kort Proces - det har aldrig været til!« »Saa er jeg Pantheist med Liv og Sjæl - det var morsomt!«

Om Viggo end ved nøiere Eftertanke ikke vilde have fundet sin Søsters Fritænkerie ubetinget »morsomt«, var han dog ikke i dette Øieblik stemt til at forarges derover. Ligeoverfor den unge, smukke og elskværdige Pige, der stod ham saa nær, og dog var ham saa ny som den første Kjærlighed er Menneskehjertet, - der paa engang var saa hengiven og saa jomfruelig, saa barnlig - og saa dybsindig, var Tanken om Helvede langt fra hans egen Sjæl, og det undrede ham ikke at det maatte være et Mysterium for hendes. Ingen af dem var tilbøielig til at vende tilbage til den alvorlige Gjenstand, deres Samtale var gaaet ud fra - de Følelser hvormed den var begyndt, trængtes tilbage af det ny, levende Indtryk de gjensidigt gjorde paa hinanden - og ingen af dem mærkede Forandringen! men de var lykkelige ved den.

Viggo blev ved at spørge Minona, ikke for at modsige hende, 123 men for at høre hende tale; og overrasket over den Betydning han gav hendes Ord, fik hun selv for første Gang en Anelse om den Skat hendes dunkle, men rige og dybe Tankeliv gjemte. Hun saae forundret op til ham, som til en Troldmand der efterhaanden som hun frygtsomt udtrykte sin Følelses Bevidsthed i Ord, forvandlede den til Tanker. »Hvilken Rigdom maa der ikke være i hans egen Sjæl, siden han kan finde saameget i min, som jeg selv ikke drømte om at eie!« tænkte hun med Beundring.

Men skjøndt Viggo lod sig henrive af det første uimodstaaelige Indtryk af Minonas Elskværdighed, var han ikke beseiret! den stærkeste Fordom hvormed han nærmede sig dette Sted var kun et Øieblik glemt, men vaagnede saameget heftigere. Da Helene kom ind, forsvandt Smilet paa hans Ansigt - det fortrød ham at han havde befundet sig saa vel i hendes Huus. Hans pludselige Forstemthed frembragte en lignende Stemning hos de Andre; Minona vendte sig fra ham, og begyndte at hviske til Helene med indsmigrende Ømhed. Det ærgrede Viggo, og idet hans Misfornøielse røbede sig i hver Mine nærmede han sig Helene for at afbryde Minonas fortrolige Meddelelse, og begyndte en Conversation med en kold og afmaalt Høflighed der var meget forskjellig fra hans sædvanlige Maade at tale paa, og ingen Gjenklang fandt i Helenes milde og velvillige Svar. Minona var forundret og bedrøvet, men hendes Stolthed, der altid opflammedes naar der blev gjort nogen, hun elskede, Uret, kom hende tilhjælp. Hun bemægtigede sig Conversationen paa Helenes Vegne, og mødte ham nu med samme Kulde - men større Fiinhed, med større Selvbeherskelse - men samme skjulte Bitterhed. Nu forstod Viggo hvilken Aand der havde besjælet hende da hun skrev Brevet! »Vil hun tvinge mig til at antage en fortrolig Tone mod Helene? stiller hun Betingelser? Er det Coquetterie eller Vrede?« tænkte han idet han betragtede hende med et gjennemborende Blik - hun saae ud af Vinduet og gjorde en ligegyldig Bemærkning om Veiret, men da hun idetsamme fik Øie paa Otto Frank og Virginie, der kom gaaende ad Skovstien, forsvandt hendes Damevæsen ligesaa hurtigt som det var paa taget, og hun løb med et Glædesudbrud ud at modtage dem. Havde Minona været coquet, vilde hun fuldendt sin Hævn ved at vedblive i sin Damerolle ligeoverfor Viggo, saalænge Otto Frank var tilstede; det følte han, og

        

124 iagttog hende med en Blanding af Tvivl og Smerte da hun omfavnede Virginie og med en yndig Venlighed rakte Otto Haanden. Men idetsamme nærmede hun sig, saae op til ham med et bedrøvet, bebreidende Blik, der gik ham dybt til Hjerte, og strakte tvivlraadigt Haanden ud imod ham - han trykkede den heftigt. »Viggo! det er ogsaa dine Venner!« udbrød hun med sin naturlige bløde, kjærlige Stemme, idet hun førte ham hen til dem. Han var afvæbnet - og lykkelig. Der var hele den øvrige Dag noget hjerteligt og varmt i hans Væsen, som rigtignok viste sig meest naar han talte til Minona, men som dog udstrakte sig til Enhver, han kom i Berøring med. Virginie Frank følte det, og fandt ham endnu elskværdigere og mindre indesluttet end han havde været som Dreng, og Otto glædede sig over at hans Spaadom var gaaet i Opfyldelse. »Viggo er ganske forelsket i Minona!« hviskede han til sin Søster. »Det maa du ikke sige - det lyder saa underligt!« udbrød hun - hun vidste ikke hvorfor disse Ord mishagede hende saameget. »Du skal ikke tage det bogstaveligt lille Virginie!« svarede han med høi Latter, og gik sinVei.

Da de Deputerede fra Præstegaarden havde udført deres Hverv, at invitere Aagesens til næste Dags Aften, begave de sig paa Hjemveien, fulgt af Minona og Viggo, som fornyede gamle Barndomsminder med Virginie, mens Otto talte med Minona - langt mindre overspændt end han talte om hende. Ved Kirkegaarden, hvor de skulde skilles ad, saae de en ung sørgeklædt Dame der hurtigt forsvandt bag Træerne. »Saae du Tyra?« udbrød Minona. »Den stakkels søde Pige - hun bliver ved at see saa daarlig ud!« svarede Virginie. »Hvem er den stakkels Tyra? - hun har en smuk Figur!« spurgte Otto. »Frøken Falk, som kom hertil i Vinter - har du ikke hørt os tale om hende?« »Nei, men det skal interessere mig meget at faae at vide hvorfor hun er en Stakkel.« »Hun mistede sit eneste Barn, den sødeste lille Pige, i Mai!« udbrød Virginie naivt, i en bedrøvet Tone. Otto brast i Latter: »Det var rigtignok en fatal Historie! Men allerhelligste Virginie - hvorledes har Du gjort Bekjendtskab med en Frøken der har havt Leilighed til at miste sit Barn?!« Virginie blev blussende rød, men svarede i en sikker, skjøndt bevæget Tone, idet hun saae paa ham med et fortrydeligt Blik: »Du faaer hende maaskee at see hjemme imorgenaften! saa maa du selv bedømme om det 125 er retfærdigt at tale i den Tone om Tyra. Til mig maa du idetmindste aldrig gjøre det - det bedrøver og fornærmer mig!« Otto udbrød angerfuldt, maaskee mere truffet af Minonas Blik, end af Virginies Ord: »Er du vred, min Helgen? Saa see Gud i Naade til mig arme Synder! Søde Virginie, tilgiv mig og vend atter dit milde Ansigt til den Angrende! - Jeg reiser mig ikke før du har tilgivet og tilsagt mig din Forbøn i Himlen. Om pro nobis, sancta Virginia!« Med disse Ord kastede han sig paa Knæ paa den støvede Landevei. Virginie svarede smilende: »Jeg maa skynde mig at give dig Aflad - ellers behøver jeg selv Aflad fordi Fader maa vente paa Theen! Jeg skal nok bede - Minona om Forladelse paa dine Vegne!« de sidste Ord hviskede hun sagte. Otto truede ad hende med Fingeren, tog i en Hast Afsked med Viggo og Minona, og gik med sin Søster til Præstegaarden.

Om Aftenen da Viggo sad i Haven hos Helene og Minona, faldt Talen paa Franks. Minona glædede sig over at han fandt Virginie smuk. »Og hun er saa god! Du skulde see hvorledes hun forstaaer at omgaaes de Fattige - jeg kan ikke begribe hvor hun faaer den Forstand fra, til at raade og hjælpe dem! Jeg glemmer aldrig den første Gang jeg saae Virginie! Jeg havde hørt Tale om den hellige Præstefamilie, og jeg tænkte mig hende alvorlig og høitidelig, som de Fleste af dem er. Jeg var forberedt paa at hun vilde tale om Verdens Forfængelighed og Djævelens Snarer - og jeg ventede mig slet ingen Glæde af det Bekjendtskab. Saa hørte jeg en Morgen den deiligste Sang i Skoven - de meest hjertegribende og glædelige Toner, der passede til den friske Sommermorgen, saa jeg maatte synge med i Hjertet og Tankerne. Jeg løb til Vinduet, og saae hende gaae over Engen. Hun lignede sin Sang - man bliver glad ved at see hende, som ved at høre den. - Hun gaaer tidt samme Vei naar hun besøger de Fattige, og altid synger hun disse deilige Melodier. Jeg troede at det var Kjæmpeviser, Sange om Seir og Kjærlighed - og saa hørte jeg at det er Psalmer. Frank har indført dem her i Kirken! Det er noget andet end de sædvanlige Melodier, der er saa langtrukne at man kunde synge hele Psalmen, i den Tid Orgelet bruger til en Linie.«

Viggo, der var vant til den katholske Kirkemusik var enig med hende i at fordømme Psalmesangen i vore almindelige Kirker.

126

»Hører Pastor Frank egentlig til de Hellige?« spurgte han. »Man siger det jo, men jeg siger at han mere ligner en Mand end en Helgen,« svarede Minona.

Helene tog Ordet: »Meningen er meget deelt om Pastor Frank. Blandt Præsterne ansees han af nogle for en Sværmer, af andre for en Fritænker og Oprører. Hans Menighed elsker ham! og jeg har heller aldrig hørt nogen Præst der synes saa besjælet af en overmenneskelig Aand, naar han forkynder Guds Ord. Men han blander ikke, som de Hellige, Christendommen ind i hvert Forhold og hver Samtale i det daglige Liv, og endnu mindre søger han at holde den i Dunkelhed, ved at undertrykke og fordømme Tvivlen, der kunde føre til en Undersøgelse. Frank er en usædvanlig frisindet Mand, og de der ikke dele hans Tro, maatte ønske at de deelte hans Troskab og Sandhedskjærlighed!« -

»Det forekommer mig dog at en christen Præst er for frisindet, naar han directe eller indirecte giver den Vantro Medhold, som undergraver Kirkens Grundvold, og aabenlyst søger at styrte den.«

»Frank giver ikke Vantroen Medhold! paa rette Tid og Sted gjør han kraftig Modstand. Af en Flok søvnige Kirketrælle har han skabt sig mange begeistrede Tilhængere, der kjæmpe med som Frivillige i Religionsstriden - istedetfor at de andre Præster i det Høieste ved at benytte sig af den almindelige Sløvhed og de brugelige Bedøvelsesmidler, hindre en Flok ligegyldige Christne i at gaae over til Fritænkerne. - Er det ikke bedre for Kirken at trues af et aabenlyst Angreb, end at undergraves af Rotter og Muus? Var jeg Christen, vilde jeg heller see Templet falde for Fjendehaand, end at det skulde forraades af Præsterne og Menigheden.« - »Hvis De var Christen, vilde De ikke tale som om den maatte falde!« »Jo, jeg vilde ligefuldt ansee et Fald for sandsynligt, men saa vilde jeg troe paa dens Opreisning i en bedre og sandere Form. Som »almindelig« kan den ikke bestaae, thi det er en Indbildning som Oplysningen maa tilintetgjøre - den christne Tro er ikke almindelig, men yderst sjelden.« »Venter De at Oplysningen skal tilintetgjøre en Magt der har bestaaet i saamange Aarhundreder, saa tager De feil. Den kan gjøre de Svagtsynede blinde - men den kan ikke berøve Solen en Straale af dens Glands. Man har et gammelt Ordsprog: Der er en Sol paa Himlen, hvorvel den Blinde ikke kan see den.«

127

»Og det er fra den, al sand Oplysning udgaaer. Men jeg er ikke den Eneste, der tvivler om at Aandens Lys kun er at finde i en forældet Statsinstitution, i Bygninger, som Menneskehænder har opført, i Symboler paa hvis Kraft de Færreste troer og hvis Virkning endnu sjeldnere føles - eller i et gammelt Skrift, hvori vistnok dybe og guddommelige Sandheder staae skrevne, men hvis Grundidee strider mod Fornuften, ligesom dens Bud strider mod Følelsen, og ikke kan opfyldes af noget Menneske! Vil man troe det - saa maa man troe blindt - er det den rette Sol, som kun kan sees af den Blinde. Jeg har selv været Christen, ligesom de fleste Andre! jeg troede hvad der blev mig sagt, fordi jeg ansaae det for syndigt at tvivle. Det undrede mig rigtignok at Vorherre kunde straffe Eva saa haardt for en Ulydighed, der i menneskelige Øine kun var en tilgivelig og høist naturlig Svaghed - men jeg betragtede det som et Beviis paa hans Hellighed, og troede fuldt og fast paa Syndefaldet for mit Vedkommende - thi jeg vidste meget godt at jeg vilde have gjort det Samme i Evas Sted. Men denne Bevidsthed hjalp mig ikke - jeg var resigneert med Hensyn til min Slethed, siden jeg ikke engang kunde sørge derover; og naar der først gik et Lys op for mig med Hensyn til Synden - tænkte jeg - vilde Christus jo nok hjælpe mig. Men Lyset kom - og viste mig alt anderledes i og om mig - jeg saae ikke Synden og Fordømmelsen og Døden - som jeg havde gaaet og ventet paa - men Livet, og Glæden i deres første Oprindelse: Kjærligheden. Den Magt, jeg blindt havde overgivet mig til, fordømte mig! Verden fordømte - det undrede mig ikke! Men den Gud der kalder sig »Kjærlighed,« fordømte min Kjærlighed. Jeg vilde ikke lade mit Liv rives fra mig! Jeg maatte see om Dommen var retfærdig. Saaledes blev jeg Tvivler. For første Gang tog jeg Bibelen i Haanden for at undersøge den, og ved det første Bud: Du skal elske - der standsede jeg allerede. Jeg tænkte: Den, der fordrer Kjærlighed - veed ikke hvad Kjærlighed er. Jeg grundede længe derover, men uden at komme til andet Resultat. Og hvem vilde Skriften da at jeg skulde elske? »Gud« - det gjorde jeg før han befalede det inderligere end efter at jeg grublede over dette Bud! »Min Næste« - den Masse Mennesker, hvoraf jeg kjender faa, og synes om de Færreste? - det er umuligt, hvis min Smag ikke skulde forandre sig meget! eller menes der dem, som staae mit Hjerte nær 128 - saa er det Bud overflødigt. Men naar der fordres at jeg skal elske mine Fjender og forlade min Elskede! - saa giver jeg mig fortabt. Naar Skriften forlanger det Umulige af os paa Guds Vegne, saa troer jeg den er uægte - saa lægger jeg den tilside og følger mit Hjertes Stemme! Saaledes blev jeg Fritænker!« -

Viggo følte godt at Helene ikke uden Hensigt gav Samtalen denne Vending: hun vilde give ham Leilighed til at bekjæmpe hende i Aarsagen til det Forhold, han saa bittert bebreidede hende, da han ikke uden at fornærme hende kunde fordre Regnskab for. Virkningen. Han benyttede sig ogsaa af dette Vink, og søgte at fælde hendes Grundsætninger, uden at saare hende. Disputen blev ivrig, men ikke bitter! Hun havde Kjærligheden og Enthusiasmen paa sin Side - han havde Pligten og Retfærdighedsfølelsen paa sin

- og da der var gode Kræfter i Bevægelse paa begge Sider, endte Striden med at de havde lært at agte, men ikke formaaet at overbevise hinanden.

Da Viggo var alene paa sit Værelse, tænkte han med Forundring paa hvor hurtigt den Følelse han havde næret i Aar og Dag, var svundet ind til intet. Imellem ham og Helene var der nu kun en Meningsforskjel! Men hans Sind var bevæget af saa forskjellige Følelser, og behersket af saa stærke Indtryk, at hans Tanker ikke længe dvælede ved dette Punct. Han saae sin Fortid fjerne sig mere og mere - men han saae det snarere med Forundring end Smerte, thi Øieblikket var rigt paa glad Forhaabning og halvbevidst Lyksalighed, som han havde fundet der, hvor han mindst ventede det. Minona havde taget Fortidens Plads i Besiddelse - selv om den havde været ligesaa riig paa glade Erindringer, som den var opfyldt af sørgelige, vilde han ikke kalde den tilbage.

129

Fjerde Capitel

Nu staaer hun som hiin første Kvinde
I Paradisets Jubelsal,
Og hører Gud i Skovens Kroner
Og i Cherubens Hymnetoner.

Ingemanns »Blanca«.

Det var en smuk og livfuld Scene, der næste Aften viste sig for enhver, som gik forbi Præstegaardens Have; var der hændelsesvis en Maler iblandt dem, vilde han ikke fortsætte sin Gang før han havde optaget en Gjenpart af dette landlige Genremalerie i sin Skizzebog. Paa den grønne Plads foran Huset beskjæftigede et Selskab af unge Herrer og Damer sig paa forskjellig Maade: nogle spillede Ring eller Fjerboldt, andre sad i en Gruppe i Græsset, indviklet i en høirøstet og livlig Samtale, mens dog et Par unge Piger var for beskjæftigede med at binde Lykkekrandse af Græsstraae, til at tage Deel i den almindelige Underholdning. Til Ære for det nittende Aarhundredes Oplysning blev deres Overtro ubarmhjertigt spottet - men det slette Exempel smitter! inden faa Minutter havde den oplyste Ungdom bemægtiget sig alle de Gaaseurter, der var at see, for at lade sig spaae af de fine Blade, og nu blev der en Spørgen, baade aabenlys og stiltiende, en Jubel over de smaae Propheters gunstige Svar, en Gjætten, der bragte mange Kinder til at blusse, og Øine til at straale. De glade Stemmer, der søgte at overdøve hinanden, de Spillendes Udraab og den ungdommelige Latter afbrød Sommeraftenens Stilhed uden at disharmonere dermed. Naturen havde ikke glemt sine lykkelige Foraarsmorgener - den smilede til Menneskeungdommen, ikke med en udlevet Sceptikers bittre Spot, men med en kjærlig Moders Sympathie.

To unge Piger holdt sig for Øieblikket udenfor denne muntre Kreds - to Skikkelser der, trods Afstanden og den dunklere Belysning ikke vilde undgaae Malerens Opmærksomhed; det var den 130 unge Vertinde, som var beskjæftiget ved Theebordet, der stod dækket udenfor Havedøren, og Tyra Falk, som sad paa en Havestol ved Siden af hende, begge fordybede i en hviskende Samtale. Virginie maatte sees ved Siden af Minona, for ikke at kaldes smuk, og man kunde under ingen Omstændigheder betragte hende uden Glæde og Velbehag; vel besad hun ikke Minonas ideale Skjønhed og feeagtige Ynde, men en uskyldig kvindelig Sjæls hele ubeskrivelige Elskværdighed havde afpræget sig i hendes feilfrie Former og i hendes Væsens stille Harmonie. Man følte at intet haardt eller bittert Ord kunde have besmittet disse bløde Læber, at ingen Lidenskab havde flammet i disse klare Øine, hvis milde Blik lyste uden at brænde. Farverne svarede til Formen: der var ingen blændende Contrast den fine Teint, det rige lysebrune Haar, de kun lidt mørkere brune Øine gav hendes Skjønhed en beskeden Colorit, der fuldendte Harmonien. - Tyra var den fuldkomneste Contrast til sin Veninde: Hendes Personlighed bar Præget af en vild, men mægtig Aand, der kun tæmmes af et endnu mægtigere Hjerte. Hendes Ansigt hørte til den Classe, der kaldes »interessante« fordi man ikke kan kalde dem stygge og ikke tør kalde dem smukke, men allermindst kan lade være at lægge Mærke til dem. Den unge Piges Venner sige: »Hun har et interessant Ansigt!« og hendes Veninder svare: »Ja, men hun er ikke smuk«. Men Tyras Ansigt var mere end interessant - det var udmærket: skjøndt hendes Former endnu ikke havde mistet Barndommens Blødhed og fine Afrunding, havde Livets Alvor allerede paatrykt Panden sit Stempel. Man saae at Stormen havde suset hen over denne unge Blomst, og bøiet dens Krone til Jorden - uden at knække den. Der var en seirende Opreisningskraft i hendes Sjæl, og hun var sig den bevidst! det saae man paa hendes Øine, i hvis dybe Grund en forunderlig begeistret Glæde triumpherede over en Sorg, der var undertrykt men ikke tilintetgjort. Dette Blik var stolt, det var skjønt - men Ydmygheden manglede. Den, der forstod det, frygtede et Fald efter denne Seir. Hele Tyras Ydre stemmede overeens med dette Udtryk: den ranke, smidige Skikkelse, der imponerede ved sine utvungne Bevægelser og sin frie Holdning - hendes Træk, der var marquerede uden at være skarpe, indtagende uden at være smukke - Smilet, hvorpaa man - hvor kjærligt det kunde være - tydeligst saae, at hun ikke alene havde liidt, men liidt Uret - alt 131 tjente til at forstærke Indtrykket af hendes ualmindelige Personlighed, og den fik et fremmed Præg, som strax indtog de Fleste imod hende, her, hvor ualmindelig tages ensbetydende med unaturlig, ved hendes zigeuneragtige Farver: Haaret, der i naturlige Lokker faldt ned om Halsen, var kulsort, og Øinene havde en dunkel, natlig Glands, hvorved deres staalgraa Farve tidt blev forvexlet med sort, hvilket ogsaa almindeligere findes forenet med en saa afgjort brunet Teint. Hvis Maleren, ligesom jeg, var i Begreb med at udkaste et Billede af disse to unge Piger, uden at have lagt Mærke til en Gruppe af ældre Damer, der sad omkring et andet Bord i faa Skridts Frastand, vilde han blive ubehagelig forstyrret ved Lyden af en raa, udfordrende Stemme, hvormed Tyra pludselig blev tiltalt af en gammelagtig Dame, der indtog Hæderspladsen i den broderede Lænestol. »Jeg seer De har Sorg, Frøken Falk! har De mistet nogen af Deres Slægtninge?« »Ja!« svarede Tyra roligt. »Jeg mistede min lille Pige i Foraaret - jeg troer ellers at Deres Naade har seet mig siden den Tid.« »Det er sandt - nu husker jeg - Barnet, De havde hos Dem. Jeg troede ikke hun var af Deres Familie!« vedblev Baronessen med særdeles Eftertryk. Tyra reiste sig uvilkaarligt op, og svarede idet hun saae sig om med et alvorligt og stolt Blik: »Lille Johanne var mit eget Barn! det troede jeg ingen her tvivlede om!« - »Ja saa! det var rene Ord for Pengene!« udbrød Baronessen med en kort, raa Latter. »Frøkenen er altsaa hemmelig gift?« »Hvis jeg havde nogen Hemmelighed, er jeg vel den af hvem man sidst skulde vente Oplysning derom, selv om jeg blev spurgt af En, der er mine Forhold mindre uvedkommende end Baronesse Trampe!« svarede Tyra koldt, idet hun igjen satte sig hos Virginie. En Pause fulgte, hvori Baronessen betragtede hende med gjennemborende Blikke.

Pastor Frank, der havde talt med Helene, gik imidlertid hen til Tyra Falk og tog Plads paa en Havestol ved Siden af hende: »Jeg har neppe faaet hilst paa Dem, kjære Frøken Falk, og dog er jeg Dem Tak skyldig, fordi vi endelig sees iaften. Vil Bjerget ikke komme til Mahomed, saa maa Mahomed jo komme til Bjerget -, men det er en daarlig Prophet, der forlader sin Menighed for sin Fornøielses Skyld!« »Siig for min Skyld!« udbrød Tyra med dæmpet Stemme - »det kan jeg forstaae. Hvis jeg ikke havde Dem og Virginie, vilde mit Liv rigtignok tidt - i Øieblikket forekomme mig tomt og øde, 132 siden lille Johanne døde!« - »Maa jeg lave Deres Thee til, Frank?« spurgte Baronessen, der havde flyttet sig hen til samme Bord. - »Tak, Deres Naade! - De slutter Dem formeget inde Tyra! Deres Humeur og Helbred lider derved, og - hvad værre er - Deres Kræfter gaae tilspilde. Det gaaer ikke an! Jeg siger Dem, det er ikke godt, at Mennesket er alene!« »Alene - nei, det var Dødens Savn, uden Dødens Glemsel! Men jeg er ikke alene - jeg har jo Venner De seer selv at jeg slutter mig til dem, Gud veed, at jeg paaskjønner dem! Een Ven er bedre end tusinde Bekjendte - dem søger jeg ikke. Troer De virkelig, at det Savnjeg ikke altid kan undertrykke - Savnet af et elsket Væsens Nærværelse -, kan udfyldes ved Adspredelse, hvori mit Hjerte ingen Deel har?« »Hvem siger, De skal adspredes? Jeg siger, De skal tage Dem sammen. De skal ikke flyde med Strømmen, og tilegne Dem en overfladisk Kundskab om hvad Mennesket seer ud til at være -, De skal gaae tilbunds i Dybet og hente ægte Perler frem for Dagens Lys, til Glæde for Dem selv og andre. Da vil De see, at Menneskeheden er en Ven, som det er værd at leve for og at leve med.« - Tyra saae forundret paa ham: »De anviser mig en Kunstners Kald.« - »Er Theen sød nok, Hr. Pastor?« spurgte Baronessen med et sønderknusende Blik paa Tyra. »Fortræffelig, Deres Naade! - Ja, om nu saa var! De har rige Evner, Tyra! - er det aldrig faldet Dem ind, at De ikke har faaet dem for Deres egen Skyld alene? At den, der har meget, ogsaa skal give meget?«

»Nei!« svarede hun langsomt og tankefuldt - »ikke paa den Maade. Jeg har modtaget saameget, at jeg ikke tør tænke paa Gjengjeld! Mit hele Liv er en Kjærlighedsgave, - skulde jeg give den tilbage? - Andet har jeg ikke!« - Præsten saae mildt paa hende, og svarede: »Gud, der gav Mennesket Livet, har sagt til Mennesket: »Giv mig dit Hjerte.« Gjør det Barn - giv det i hans Tjeneste!« »Det kan jeg ikke!« udbrød hun med Energie. »Kan De ikke? Hvorfor ikke?« »Jeg har givet det - til Idealet!« tilføiede hun sagte.

»Ligesaa gjerne kunde De kaste Deres Hjerte i Peblingesøen, som lade det gaae iveiret med den Luftballon! Gud veed hvilken Slags Misfoster af en Forestilling, De selv forbinder med den Snak! Hvad jeg og enhver christen Sjel forstaaer ved Idealet - naar man endelig skal bruge det moderne Udtryk - det er Guds Søn, der blev Menneske for at fornye Gudsbilledet i den faldne Menneskeslægt.

133

Vilde De aabne Deres Hjerte for det Ideal - saa gjorde De Englene i Himlen en glad Dag - og De selv vilde styrkes til al god Gjerning paa Jorden. Men et Ideal, der tillukker Deres Hjerte for alt det Gode i denne Verden, og bereder Dem Død og Fordømmelse i den anden - det advarer jeg Dem for, som en Ven. Hengiv ikke Liv og Sjæl til det Phantom! kunde De trænge igjennem den smukke Yderside, saa vilde De finde det hult og tomt, som Ellefolket i de gamle Viser«. Han havde talt med overordentlig Iver, og reiste sig for at gaae; men Tyra, som trods den Bevægelse, hvormed hun hørte paa hans heftige Tale, ikke kunde undertrykke et Smiil, reiste sig ligeledes og sagde, idet hun greb hans Haand: »Kjære Pastor Frank! vær ikke vred paa mig og mit stakkels Ideal - jeg beder om Amnestie for os begge! Det tillukker ikke mit Hjerte for alt det Gode, der findes i denne Verden - men det forsoner mig med det, som ikke er godt! det har lært mig ikke at hade mine Fjender! Jeg er ingen Martyrnatur, der kan leve for at gavne og oplyse dem, der miskjende og foragte mig. Jeg vil helst gjengjælde ondt med ondt, og Spot med Had! Men det maa De tro, at mit Hjertes Ideal har frelst det fra Fortvivlelse, Vantro, Menneskehad - og givet mig Haab og evig Glæde istedet. O, om jeg ikke maatte takke det for andet -, saa var jeg det dog i Liv og Død Tak skyldig for det Onde, jeg ikke har gjort!« - Hun talte med saa varm og oprigtig Begeistring, at Franks Ansigt antog et formildet Udtryk, idet han halvt i Spøg halv alvorlig svarede: »Naa, lad os da slutte Fred! Jeg faaer vel lade Deres Ideal være i Ro, siden jeg ikke veed, hvilke farlige Planer det hindrer Dem i at udføre. Men naar Deres Ideal svigter - husk da paa mit!«

Han gik hen til Helene, og sagde: »Det er Skade, at Tyra Falk har bygget sit Huus paa saa løs en Grund! naar den brister, gaaer en riig og herlig Natur tilgrunde«. »Den Pige behersker Alt - selv Sorgen« svarede Helene blidt. »Kan man tro at det Haab er bygget paa en løs Grund, som Døden ingen Magt har over?« - Men Frank rystede paa Hovedet: »Jeg frygter at hendes Haab er en Blomst uden Rod! Den overspændte Begeistring, som har holdt hende oppe i Sorgen, volder mig Gru. Hvis hun havde bukket under - kunde hun opreises; men nu vil det Slag, hvorfor hendes Ideal falder - hvis hun ikke har andet i Himmel eller paa Jord at holde sig tilblive 134 hendes Død. Jeg ønskede derfor at vække hendes Interesse for et andet, jordisk Formaal - havde hun fæstet Rod i dette Liv, vilde hun endnu kunne frelses. Men det nytter ikke at forsøge derpaa.«

Baronessen nærmede sig nu med en vis Høitidelighed, og sagde idet hun tog Plads ved Siden af Frank: »Veed De hvad! det undrer mig meget at De, selv i Ironie, vil tale saaledes med Frøken Falk efter hendes scandaløse Opførsel her idag!« - »Det er ikke første Gang at vor forskjellige Opfattelse af Livet fører til Dispute mellem os! Men det undrer mig, at Deres Naade, som altid respecterer Meningsfriheden for mit Vedkommende, og forlanger den respecteret for Deres eget, ikke indrømmer Frøken Falk samme Ret. Skal man have naaet en vis Alder, eller være i Besiddelse af en vis Rang - være »Deres Naade« eller »Deres Høiærværdighed« for at blive deelagtig i Troesfriheden?« - »Her er ikke Tale om Frøkenens Tro eller Meninger, men om hendes Væsen og Gjerninger - om det skal taales, at hun her i en Præsts Nærværelse tilstaaer sin skammelige« Frank afbrød hende alvorligt: »Deres Naade har Talefrihed - det forstaaer sig! Men hvis De bliver ved at tale i den Tone, benytter jeg mig ligeledes af min Frihed, og gaaer min Vei! Jeg har Tyra Falk kjær - jeg kjender Omstændigheder ved hendes Historie, som hun naturligviis ikke gjør Enhver Regnskab for -, og det skulde gjøre mig inderlig ondt, om jeg maatte taale at hendes Opførsel blev kaldet scandaløs. Hun har forbrudt sig mod en Lov, som hun aldrig frivilligt har underkastet sig. - Det kan man ikke med Billighed fortænke hende i. Ægteskabets Sacramente er en christelig Institution, som kun har Gyldighed for Kirkens Børn, og hun er ikke Christen af Hjertet. Jeg priser hende, fordi hun har frasagt sig et Misbrug, der er almindeligt fordi Loven giver det Medhold; thi naar Loven er saa jammerlig, skal man heller følge sin egen Fornuft end vedblive at trælle under den! Og hvad Scandalen angaaer, da kan selv den Uskyldigste vække Forargelse, naar Folk i Mangel af bedre er beredt til at forarge sig over ingenting - men hvem træffer saa Forbandelsen?«

Han talte saa strengt og alvorligt, at Baronessen blev forvirret; men hun svarede endnu mere forbittret: »Da er De virkelig den første Præst, som jeg hører forsvare Fritænkerie og Løsagtighed for at nævne Tingen ved dens rette Navn - Tugthuusfangerne og 135 Ladegaardslemmerne vilde vist sende Dem en Takadresse, hvis de kjendte Deres Bestræbelse for at sikkre dem deres Frihed og Berettigelse ligeoverfor Loven«! - Frank svarede med et Smiil: »Det var et Misgreb, som vilde ydmyge mig mindre, end om Pharisæerne helligholdt mit Jubilæum med et Festmaaltid.«

»Det undrer mig, at De, som Præst, vil undskylde Frøken Falk med hendes Mangel paa Christendom!« sagde en gammel orthodox Dame i Selskabet. »Hvad man end dømmer om denne forunderlige Følge af hendes Vantro, bliver Aarsagen dog altid lige beklagelig.«

»Ja, deri er jeg ganske enig med Dem, kjære Frue,« svarede Frank ivrig. »Ingen kan beklage hende mere end jeg! Som Christen holder jeg det visselig for den største Ulykke at være blind for vort hellige Evangeliums Sandhed - men den største Ulykke er ikke ensbetydende med den største Skam. Og ligeoverfor de Ulykkelige som for de Brødefulde have vi to Ord af Skriften at mindes: dømmer ikke.«

Mens en Dispute saaledes udspandt sig mellem Frank og de tilstedeværende ældre Damer, der alle, paa Helene nær, betragtede hans frisindede Tænkemaade som et Forræderie mod Kirken, ja mod hele Samfundet, gjorde de Unge mange intet mindre end smigrende Bemærkninger om den gamle Baronesse, der ikke stod høit i deres Gunst. Den Ugeneerthed, hvormed hun udtalte sin Mening om hver især, ligesom hun paa Udstillingen kritiserede Malerierne, havde skaffet hende mange Fjender - hvilken ung Pige vil see sin Skjønhed underkastet offentlig Examen?! - »Baronessen seer paa Dig, som om hun vilde kjøbe Dig, Minona!« sagde en ung Pige, idet hun opfangede det Kjenderblik, hvormed den gamle Dames graa Øine fulgte hver Bevægelse af Minonas lette Skikkelse. »Pygmalion kan ikke mere brændende have ønsket Marmorstøtten Liv, end hun ønsker at Frøken Aagesen skulde forvandles til Marmor, og flyttes hen blandt Kunstværkerne i Thorvaldsens Museum!« bemærkede Otto Frank. »Tag Dig iagt, at hun ikke bortfører Dig, for hemmelig at lade Dig bringe til Kunstkammeret som en Foræring fra Baronesse Trampe! Gud veed hvad hun vilde sige, dersom jeg tilbød hende min Næse, som frivilligt Bidrag til samme patriotiske Øiemed?!« udbrød en sortøiet Brunette, hvis antigræske 136 Næse ved første Møde blev en Gjenstand for Baronessens ufordulgte Foragt. Den Latter, hvormed disse Indfald modtoges, forøgede Lystigheden i denne ungdommelige Forsamling, skjøndt den Strid, hvori Frank førte Ordet, havde lokket Flere hen som Tilhørere. Da Minona hørte Viggo blande sig i Striden, kastede hun Raketterne i Græsset, og gik med Virginie og Tyra hen at hvile sig paa en af Havebænkene.

Frank havde uventet faaet en lidenskabelig Modstander i Viggo. Ved at leve saameget sammen med Katholiker, blandt hvilke der var mange udmærkede og rigtbegavede Mænd, havde han faaet et høit Begreb om Kirkens Magtfuldkommenhed, og var altid i den almindelige Krig mellem Friheden og Oplysningen paa den ene Side, og de blinde Troeslærdomme paa den anden, fremtraadt som den christelige Kirkes ivrige Stridsmand, uden at lade sig hilde af Katholikernes Overtro. Foragt for Menneskene i Almindelighed, en tidlig Erfaring om det fordærvelige Resultat af deres Lidenskaber, naar de ikke underkaste sig den guddommelige Lovs Herredømme, og et skarpt Blik for den blinde Egoisme, der som oftest var Grund til de unge Frihedsheltes Emancipation fra Himmel og Helvede, saavelsom den Tøileløshed der bliver Følgen deraf, gjorde ham til en uforsonlig Fjende af Fritænkeriet. Han ynkede Trællen, der troer at opnaae en Guddoms Magt ved at fornægte sin Skaber. Den moderniserede og beklippede Christendom, der har opoffret Djævlen og hans Rige paa Oplysningens Alter, og ophøiet Syndefaldet til et Fremskridt, var endnu mere utilfresstillende for en Characteer, der leed ved sin egen Ufuldkommenhed i samme Grad som den havde Sands for Andres - hvad var der saa tilbage? Viggo var hverken Atheist, Pantheist, Katholik eller Nychristen - saa maatte han vel være Lutheraner! han tvivlede ikke derom.

Frank forsvarede den almindelige Valgret ligeoverfor Kirken det kirkelige Stavnsbaands Løsning, som han udtrykte sig. Viggo forsvarede Kirkens uindskrænkede Myndighed over Sjælene, som Forældres Ret over deres Børn, ja, han erklærede det som dens helligste Pligt at holde dem tilbage, der ville styrte sig i Fortabelse. »Naar en stakkels forvildet Menneskesjæl lader sig forlokke af den Ondes Indflydelse, og forlanger Orlov - skal saa dens Beskytter og 137 Værge, den christelige Kirke, sige: »Du har din Frihed, Barn! reis ad Helvede til!«

»De har tilegnet Dem den erkekatholske Opfattelse af »Kirken!« Forstaaer De derved den faldefærdige Institution, som Fritænkerne og Oplysningen rette deres Angreb imod - saa kan De være vis paa, at den ikke bevarer nogen Sjæl fra Fortabelse - den har saamange Nedgange til Helvede paa sine egne Enemærker, at man ikke behøver at gaae udenfor, for at foretage den Reise. Men det er ikke den hellige christelige Kirke, hvor Guds Menighed dyrker sin Skaber iløn - det er dens Skygge her paa Jorden - hvor ikke det guddommelige Evangelium, men Theologernes vrange Opfattelse deraf forkyndes for en ligegyldig og vantro Menneskemasse. Dens Myndighed kan ingen oprigtig Christen forsvare - lad den stormes af Vantroen eller stikkes i Brand af Oplysningens Fakkel, heller idag end imorgen! saa er der een »almindelig Løgn« mindre i Verden. Den er jo grundet paa en Umulighed: Kirkens Enhed med Staten. Guds Rige er ikke af denne Verden - der kan ingen Alliance finde Sted mellem to Magter, hvis Natur, Interesse og Formaal ere hinanden modsat! At lænke to Væsener til hinanden, hvoraf det ene vil gaae tilhøire, det andet tilvenstre, er jo Daarskab, og Følgen bliver at ingen af dem kommer nogen Vei.«

Viggo svarede alvorligt: »Skjøndt Guds Rige ikke er af denne Verden, er det dog i den! hvis det skal blive mere end en Drøm for den store Mængde, maa det grundfæste sin Magt i det virkelige Liv - ikke under, men over Statens. Een Vei er den rette - fører Statens verdslige Love og Interesser den i modsat Retning, saa maa den reformeres og inddrages under Kirken, som til Gud hjemfalden Eiendom. Har Kirken tabt i sin Forening med Staten, saa maa den emancipere sig, er den sjunken, saa maa den reise sig paany! Men den skal ikke søge Tilflugt mod Tvivlen i Vantroen, eller Frelse fra Sygdommen i Døden!«

»Og troer Du virkelig, at selv de bedst disciplinerede Tropper i denne Kirkefæstning ville sikkre den for et nyt Fald, dybere end det forrige? Kan Loven skabe troende Hjerter? kan den sætte Liv i en halvdød, egenkjærlig og feig Menneskemasse? kan Loven frigjøre en Træl?«

138

»Nei, men den kan hindre mange svage Sjæle i at give efter for deres syndige Tilbøieligheder. Da der ingen levende Kjærlighed er tilstede, maa Frygten træde i dens Sted hos Størsteparten af denne usle, svage Menneskeslægt. Luk Døren op til Helvede og siig: Du har frit Valg! saa løbe de omkaps derind - hvis ikke Frygten holder dem tilbage. Derfor anseer jeg Katholicismens Trudsel med »den evige Ild« for særdeles gavnlig, saalænge den opfattes bogstaveligt. Der er vist mange, som i Indbildningen have følt Heden fra Helvedes Ildsted, og er vendt om ved Indgangen, uden at banke paa skjøndt ikke Varmen af Guds Kjærlighed kunde kalde dem tilbage.«

Der var en Blanding af Alvor og Ironie i Viggos Tone, som fik Mange til at smile, i den Tanke, at han blot vilde sige en Vittighed, men Frank saae opmærksomt paa ham, og spurgte: »Er det muligt, at den Tro tilfredsstiller Dig, Viggo?« Han svarede undvigende: »Om den end ikke er opmuntrende, saa er den sand - det er altid noget! Jeg frygter intet mere end disse Chimairer, Mennesket skaber af sine ørkesløse Drømmerier om den Storhed, hvoraf der siden Syndefaldet kun var en Skygge tilbage i Erindringen!« - Frank taug med et medlidende Blik. Minona var blevet meget alvorlig, idet hun lyttede til hvert Ord, Viggo sagde. Smilet havde forladt hendes Ansigt, men Tankens Stjerneglimt straalede i hendes klare Blik det var en Nat uden Mørke! - Viggo nærmede sig med en Følelse af Anger over at have sagt noget, der kunde forstyrre hendes Illusioner; han gjorde hende opmærksom paa at Dandsen allerede var i fuld Gang paa den store grønne Plads, og foreslog hende at gaae derhen.

»Jeg har ingen Lyst til at dandse iaften! lad mig blive her og see til;« sagde hun, idet hun satte sig paa en Bænk, adskilt ved et lavt Krat fra den improviserede Balsal, der i en Hast var blevet oplyst af couleurte Lamper. Viggo var bekymret over hendes alvorlige Stemning, og søgte at overtale hende til at deeltage i Dandsen. Hun saae smilende op til ham: »Hvorfor skal jeg opgive det Bedste for det, som kun er godt? En saadan deilig Aften skulde ikke dandses bort! der er kolde, mørke Vinternætter nok, naar man ellers vilde ligge og sove - der hører Dands og Musik, Lys og Lystighed hjemme! men paa en Aften, som denne, da Jorden er saa opfyldt af Haab, og Himlen saa riig paa Løfter, trænger jeg ikke til anden Bevægelse 139 end den, der er i mit Hjerte, og til andet Lys end Stjernernes! See derop« vedblev hun med bevæget og begeistret Stemme - »er det ogsaa en Illusion?«

»Nei, jeg troer paa Gud! men jeg troer ogsaa hvad Abraham sagde til den rige Mand: at der er befæstet et Svælg mellem Himlen og Jorden, som ingen menneskelig Magt kan lægge Bro over!« svarede Viggo alvorligt.

»Sjælen kan dog flyve derop i Tro, og Haab og Kjærlighed! der er jo vort Maal - skulde vi aldrig kunne naae det? See de straalende Verdener, hvis Glands gjør Natten til Evighedens Morgen - troer Du ikke, at de ere guddommeliggjorte i samme Kamp, vi kjæmpe? Hvorfor skulde vi da ikke kunne seire, ligesom de. De have fuldendt og vi begyndt!«

Viggo vendte sit Blik fra de lyse Stjerner til den unge Piges Ansigt, idet han svarede: »Hvem har lært dig den Philosophie? den findes ikke i Balles Lærebog eller Luthers Katechismus.«

»Spørg Lyset, spørg Livet, spørg den menneskelige Kjærlighed, hvem der har lært mig at tro og haabe! Hører der Philosophie til at troe paa Seir i hver ædel Kamp, og at forudsætte, at der har været Strid, hvor der nu er Seir - saa er hvert Menneske vist Philosoph af Naturen.«

»Har Du aldrig frygtet disse Tanker? Har der ikke været Øieblikke, da Tvivlen ogsaa nærmede sig den Tro, Du har lært af Menneskelivet?« Minona saae forundret paa ham, og svarede langsomt, idet hun rystede paa Hovedet: »Er din egen Tro andet end Tvivl? - Jeg forstaaer mig vist ikke derpaa, men der er noget saa haabløst for mig i den christelige Opfattelse af Livet - de see ikke Gud deri! - Jeg troer paa Livet fordi jeg lever.« - »Har Du da aldrig tvivlet?« - »Aldrig! jeg har været saa lykkelig!« svarede hun med Inderlighed, idet hun fæstede sit Blik paa ham. Viggo taug; denne Vantroes Troesbekjendelse rørte ham dybt. Han var ellers rede til at bekjæmpe enhver Illusion - men hendes var ham hellig.

Minona sad en Stund taus i dybe Tanker. Endelig sagde hun alvorligt og eftertænksomt: »Fader var meget religieus - han havde altid Maalet for Øie - men han troede, ligesaalidt som Helene, ubetinget paa Bibelen, og endnu mindre paa Præsternes Forklaring deraf. Det har jeg seet ved mange Leiligheder, skjøndt han nødig 140 disputerede om Religionsspørgsmaal. Han sagde engang: »Jeg har aldrig hørt, at en Gudsfornægter blev omvendt i en Dispute, men jeg kjender mange Mennesker, der have disputeret sig til Gudsfornægtere. Thi saasnart man beviser, at noget er hvidt, saa er der strax En eller Anden, der sætter sin Ære i Pant paa, at det er kulsort!« -Naar jeg tænker paa, hvor digterisk en Sands Fader havde for det Skjønne og Guddommelige i Livet, bliver det mig klart, at han ikke kunde tro paa Syndefaldet og Helvede. -Jeg troer heller ikke derpaa!« vedblev hun med pludselig Energie. »Jeg kjender kun lidt til Verden, men i det Lidt - hvormeget af den Kjærlighed, der er stærkere end Døden og dybere end Sorgen. Derfor elsker jeg Menneskene - jeg troer ikke jeg vilde elske Den, jeg ikke kunde beundre. Nu seer jeg, at Fader havde Ret! først da du afmalede vor Natur saa kulsort, blev det mig rigtig klart i min inderste Sjæl, at den er hvid!« - Viggo smilede og tænkte: »For den Rene er alting reent!« men han sagde det ikke.

De fik imidlertid ikke længer Lov til at være alene; Selskabet savnede Minona, og der blev søgt efter hende til man endelig fandt Vei til hendes Fristed. Da hun ikke vilde dandse, fulgte flere end En hendes Exempel, og efter fælleds Overenskomst foretog man en Spadseretour ned til Stranden. - Minonas alvorlige Stemning var - smiilt bort. I Viggos kjærlighedsfulde Blik troede hun at læse en Fornægtelse af hans strenge og kolde Livsanskuelse - det var nok til at gjøre hende lykkelig. Hun lo og spøgte som et Barn, kastede Steen i Vandet, og da en Sang blev foreslaaet og smukt udført, blandede hun jublende sin rene, klare Stemme i Choret. - Viggo lyttede tankefuldt dertil, mens hans Øie fulgte den svævende hvide Skikkelse, der lyste som et overjordisk Syn i Maanskinnet. Men han deelte ikke hendes muntre Stemning.

»Hvorfra har dette Barn faaet det Seerblik, hvormed hun trænger igjennem Yttringen ind i Aarsagen?« tænkte han. »»Min Tro er Tvivl« - ja deri har hun Ret! Den er et Barn af Kummer og Foragt, af bittre Erfaringer gjennem mig selv og Andre - og Jorden har mere Deel deri end Himlen. Jeg stred for Guds Sag, fordi jeg var imod Verden. Men tidt søgte jeg selv forgjæves i Kirken og Sacramenterne den Livets Aand, som Skriften taler om - og tidt tænkte jeg med Gru paa de mange, der have søgt uden at finde - paa 141 Munken, der forsager Verden og al dens Glæde, for i Bøn at tilkjæmpe sig den Fred, som overgaaer al Forstand! - Fik han den? spurgte jeg mig selv, og jeg kunde ikke sige: Ja, Gud holdt sit Ord. Thi mens Savn og Forventning undergravede hans Livskraft, var den Fred, han omsider vandt - kun Sløvhed. Og selv der, hvor jeg saae Religionen virke oplivende, begeistrende og trøstende, var den aldrig mere end en Tanke eller et Haab - Liv var den ikke. Her i dette unge Hjerte er Kjærligheden et Liv - naar hun taler derom med sin uskyldige Bevidstheds hele Tillid og Haab, røres mit Sind forunderligt, som om jeg endelig fandt, hvad jeg saalænge forgjæves har søgt - og dog ængstes jeg ved at tro det - dog tør jeg ikke sige til mig selv: her er den Skat jeg søgte. Nu drømmer hun Paradisets Drøm, men hun vil engang vaagne og føle Forbandelsens Virkning. Og det Liv, hun nu tager i Besiddelse med saa begeistret Glæde, skal blive hende til Byrde, naar hun seer, hvorlidet misundelsesværdig en Eiendom det er! Maatte hun aldrig faae det at see, aldrig vaagne i den raae, sørgelige Virkelighed, som altid vil blive hendes Natur en Gaade! Er en Drøm, som hendes, ikke tusinde Gange mere værd end den sløve Ro, det dødfødte Haab, saamange Christne gjennem bittre Kampe og Lidelser tilegne sig - og en Drøm med hende« - »Et Stjerneskud!« udbrød Minona. - »Hvad tænkte Du paa?« vedblev hun, idet hun sagte berørte Viggos Arm med sin lille Haand, og saae ham ind i Øiet. »Du saae ud, som om Du ønskede noget!« »Jeg tænkte paa den, der er mig kjærest her paa Jorden, og jeg ønskede, at jeg aldrig maatte miste hende!« svarede Viggo sagte. Minona saae op til ham med et saligt Smiil: »Saa lad os være glade!« hviskede hun - »thi dit Ønske gaaer i Opfyldelse.« Viggo lagde hendes Arm i sin, og vedblev at tale med hende paa Hjemveien. - Klangen af hendes Stemme, og Lyset i hendes Blik forjog hvert Spor af Tvivl og Uro i hans Sind. - Saaledes endte denne Aften, riig paa nye Indtryk for dem begge.

142

Femte Capitel

Men aldrig den spædere Attraa sig sled
Fra Blufærd løs,
Og aldrig svulmed' paa Læbernes Bred
Det dristige Kys.

Schack-Staffeldt.

Da Otto Frank sagde om Minona: »Hun vilde bringe mig til at tvivle om Syndefaldet, hvis jeg nogensinde havde troet derpaa!« kaldte Viggo det en ugudelig og latterlig Overdrivelse. Men hvis han selv, som aldrig havde tvivlet om Syndefaldet, nu skulde sammenligne sin Tro med den ny lyksalige Bevidsthed om det unge, skjønne, rige Menneskeliv, som aabenbarede sig for ham i al sin ubesmittede Reenhed, vilde den faae en svær Prøve at bestaae. Han havde selv tænkt: for den Rene er alting reent! - hvor let kunde ikke den ene Undtagelse styrte hele Regelen? Men Viggos Tro var sikker, som den Døde, for at blive slaaet ihjel - den havde aldrig været levende! Han tænkte ikke over det Liv, som under Glædens og Kjærlighedens milde Indflydelse udviklede sig i hans Sjæl, - han følte det, og var lykkelig.

Minona var langt fra at drømme om den Indflydelse, hun udøvede over Viggo - den Tanke vilde bedrøvet hende, at hun ikke var den modtagende. Hun var bleven saa riig ved ham, at hun maatte see op til ham med Taknemmelighed og Beundring! Naar hun talte med ham fik hendes Tanker et forunderligt Liv; det forekom hende som om hans Sjæl gjennem Blikket og Tonen nedsænkede sig i hendes og opvakte de drømmende Livskræfter til en høiere Bevidsthed - da sluttede Ordet sig let og villigt om Tanken, og den unge Pige lyttede selv dertil som til en Forjættelse, der ikke var hende fremmed, skjøndt den var ny.

Alt hvad der hidtil havde udgjort hendes Glæde og Interesse, 143 skulde Viggo kjende. »De gamle Venner maa see den ny!« sagde hun, naar hun førte ham omkring paa sine Yndlingssteder, eller tog sine kjæreste Bøger ned af Reolen, og bad ham læse høit deri. Han opdagede da med Overraskelse, hvormegen Deel i hendes usædvanlige Aandsudvikling disse Digterværker havde, der af saamange læses uden at efterlade mindste Udbytte, og han fandt selv i hendes Opfattelse deraf, ofte mere Poesie og Genialitet, end i Digtet selv. »Du veed ikke hvortidt jeg har fundet Trøst, naar jeg var bedrøvet, i Ingemanns og Winthers digte - min Sorg blev saa smukt fortolket at den blev mig kjær, og min Længsel fik Vinger til at hæve sig høit over det feige, frygtagtige Mismod. Og naar der var noget, jeg tvivlede om, hvor min egen Mening ikke var mig nok, har jeg tidt fundet mit Spørgsmaal besvaret hos Oehlenschläger. Den Gang Tyra Falk kom hertil var der megen Tale om Emancipationen, thi hendes Mening er jo aldeles forskjellig fra Andres, og hun ikke alene følger den, men forsvarer den med en Veltalenhed, som jeg aldrig har hørt Mage til. Det er en ægte Skjoldmø i Aandens Kamp! Det var en Forstyrrelse, som om Fjenden var brudt ind over Grændsen! Hver Dame gik som med sin Kvindelighed i Hænderne af Frygt for at den skulde blive hende afdisputeret, og allevegne hørte man kun tale om Kvindens Bestemmelse, og alt det, hvori den - ikke bestod. Det var baade til at lee og græde over i Begyndelsen, men tilsidst blev jeg virkelig rent forstyrret - og begyndte selv at gruble over Kvindens Bestemmelse. Thi der var en ung Præst hos Franks, som talte saa smukt derom, og i Dispute med Tyra fremstillede Sigrid med Sløret som det Ideal, han ansaae det for enhver Kvindes Bestemmelse at realisere. Han talte saa begeistret og indtrængende, at vi alle bleve reent forhexede, og Tyra erklærede for Spøg, at hvis hun ikke var sig selv, saa vilde hun være - hans Ideal. Da jeg kom hjem, havde jeg faaet Blufærdigheden i Tankerne, og kunde ikke blive af med dem igjen - Sigrid med Sløret svævede mig for Øie hvor jeg gik og stod, og jeg stakkels lille Nar var virkelig nær ved at - beklage Tyra. Men saa begyndte en Mand at tale med, hvis Ord gjorde stærkere Indtryk paa mig end Præstens. Veed Du hvem det var?« »Nei!« »Stærkodder! Da Helga vil følge sin Elskede i Krig, og han beder hende »blive i sit Buur!« siger den gamle Helt:

        

144

Lad hende gaae med!
Skjoldungens Blod var aldrig roligt,
Naar Luren toner høit til Øens Forsvar.
Gak med, spænd Brynien om din Jomfrubarm,
Lad ringle kring din Lænd et Pandserskjørt,
Og spænd den lette Fjerhjelm om din Tinding.

Da jeg hørte disse Ord af en Mand, der vist ikke vilde smigre Damerne, blev jeg ganske underlig tilmode. Jeg følte, at hver ædel Helt maa ære Heltemodet og Kraften, selv hos en Kvinde, og at den svage Pige, der maa lade Andre kjæmpe for sine dyrebareste Skatte »Frihed og Fædreland,« maa være sin mere begavede Søster taknemmelig, naar hun uforsagt deeltager i den gode Strid. Vi gjør os selv Uret, naar vi troe, at de Egenskaber, der hæve Manden i vore Tanker, kan nedsætte en Kvinde. Lad Canariefuglen blive »i sit Buur!« den ædle Falk vil slaae Vingen i frie Luft, og de andre Fugle smaae, som ikke kunne følge med, skulle glæde sig over dens stolte Flugt.«

»Du taler som en Skjald, min søde Pige! Siig mig, vilde Du selv deeltage i Aandens Strid gjennem Avisartikler eller Smaapiecer vilde Du opvække den danske Kiæmpeaand ved »et Alvorsord« i »Fædrelandet?«

Minona saae saa alvorlig ud, som det vel var mulig, idet hun trykkede sin fine Haand mod Brystet og svarede: »Jeg er desværre kun en af de fattige Fugle, hvis Skjæbne det er at leve af de andres Rigdom, og beskyttes af Heltens Skjold. I Aandens Strid er den simple Soldat overflødig. Der kjæmpe Anførerne alene - for Hæren! Men hvis de store Genier svigte i den yderste Nød, eller falde - og jeg, som nu, har den samme levende Overbeviisning, som besjælede dem - hvis jeg kjendte det Ord der kunde berøve en stor Løgn dens Magt, eller gjøre en stor Sandhed indlysende for Andre - saa maatte jeg udtale det, dersom ingen Anden vilde. Og hvis jeg betænkte mig, hvis jeg lod mig holde tilbage ved Forestillingen om Andres Dom - saa vilde jeg ikke kalde det kvindeligt - men feigt.«

»Du vilde dog nødig gjøre det - ikke sandt? - Du vilde betænke Dig længe?« »Det haaber jeg dog ikke - det var en Feighed? Men det er jo heller ikke min Bestemmelse - jeg kan ikke sige Verden 145 noget, den ikke veed iforveien, thi jeg har selv faaet min Kundskab fra Andre!« »Og Du takker Gud, at Du ingen Skjoldmø er, tilstaae det kun - jeg læser dog Sandheden i dit Øie!« vedblev Viggo. »Ja jeg vil heller beskyttes af Heltens Skjold og flætte Seierskrandsen til haml« svarede hun, idet hun saae paa ham med funklende Øine og rødmende Kinder. Men hendes Ord gjorde et smerteligt Indtryk paa Viggo. Jo dybere han saae ind i denne rene og kjærlighedsfulde Sjæl, jo klarere hendes Hengivenhed og Tillid røbede sig i hvert Ord og Blik, desto heftigere blev hans indre Uro. Hvor nær hun end stod ham, hvor udelukkende hun end hengav Sjæl og Hjerte til ham - var han dog ikke tryg i Besiddelsen. Han var tilmode som den, der drømmer om den høieste Lyksalighed - men veed, at det er en Drøm, og derfor paa eengang søger at fastholde den og frygter for at vækkes. Minona mærkede ikke hans Uro, hun var sikker i Følelsen af sin egen Kjærlighed og den ubevidste Lyksalighed over hans - men hun spurgte ikke sig selv af hvilken Natur denne Kjærlighed var. Det var hende nok at Viggo holdt af hende for hendes egen Skyld, ikke fordi hun var hans Søster, og hun var altfor riig i det Nærværende, til at tænke paa Fremtiden. Viggo hørte hende jo til - de vare forenede ogsaa i Verdens Øine - og hun troede ikke paa anden Adskillelse end Døden.

Men skjøndt de kun levede i hinanden og med hinanden, skjøndt intet kunde være mere tillidsfuldt og ubegrændset end Minonas aandelige Hengivelse, og den lidenskabelige Ømhed, hvormed Viggo opfattede og besvarede den, antog deres Omgang aldrig den Fortrolighed, som characteriserer en Broders Forhold til hans Søster. De stode hverandre paa engang for nær og for fjernt dertil! - Der var en ridderlig Hylding, en ærbødig Opmærksomhed i Viggos Væsen, som Fremmede tidt antog for Kulde. »Der bliver dog aldrig noget naturligt Forhold imellem de to Søskende!« sagde Folk med en vigtig Mine. Men Helene smilte - hun havde aldrig seet »sit Barn« saa lykkeligt, som nu. Virginie var den eneste, hvem en indre Uro ved Synet af Viggo og Minona, lod ane den Følelse, der endnu ikke var dem selv bevidst. Hun bebreidede sig sin Frygt som en afskyelig Mistanke; men hvergang hun var sammen med dem igjen, voxede den. Det var langtfra at Viggo beskjeftigede sig udelukkende med sin Søster - tvertimod, han talte mere med de andre 146 Tilstedeværende end med hende; men Virginie kunde see, hvorledes Lyden af Minonas Stemme langt borte satte ham i Bevægelse, hvorledes hans Øine hemmeligt fulgte hende, hvorledes han skiftede Farve, naar hun uventet nærmede sig ham. Og naar hun selv talte med ham, følte hun, at hans Sjæl og Aand var fraværende, om det end lykkedes ham at fængsle sin Opmærksomhed til Samtalens Gienstand. Hun blev betagen af en trykkende Angst, naar hun saaledes saae sin Anelse bekræftet. Næste Gang, hun traf sammen med sin Barndomsven, bestræbte hun sig uvilkaarligt for at fængsle ham - om ikke til Samtalen saa til hende selv. Det var et ubevidst Coquetterie, der virkelig gav den elskværdige Pige en ny Ynde, selv i Viggos Øine; men hun kunde ikke tage feil af den store Forskjel paa den Venlighed, hvormed han kom hende imøde, og den Lidenskab, hvormed han tilbad Minona i sine hemmeligste Tanker. For første Gang sneg en Følelse af Bitterhed sig ind i Virginies rene Sjæl, - og det mod en Veninde, som hun elskede saa høit! - for første Gang begræd hun sin egen Mangel paa det Tryllerie, hvormed Minona havde fængslet Viggo. Men langt stærkere end Skinsygen var hendes Frygt for dem - og den nagende Smerte ved Tanken om deres Fremtid.

En Dag da Viggo og Minona stod sammen paa en Høi ved Udkanten af Skoven, hvor det smukke Sommerlandskab laae udbredt for dem med Stranden til Baggrund, udbrød hun, idet hun saae sig om: »Hvor denne Sommer er smuk! det forekommer mig, som om det aldrig før havde været mere end Foraar. Nu er den fagre Tid kommet, jeg vented' saalænge!« Viggo besvarede det straalende Blik, hvormed hun saae op til ham, med et vemodigt Smiil, idet han svarede: »Ja, Sommeren er en fager Tid! I Naturen, men ogsaa kun der, svarer Opfyldelsen til Løftet.« »Ogsaa i Menneskenaturen! troer Du at Løftet i vor egen Sjæl vilde have den store Magt til at lyksaliggjøre, hvis Opfyldelsen ikke var nær og sikker?« - Viggo var usædvanlig mørk stemt; han betragtede Minona med en uforklarlig Smerte. »Du lever endnu kun i Idealet!« sagde han, »i Virkeligheden er der saamegen - Skuffelse!«

147

»Nei det er Idealet, som lever i mig! det er ikke udenfor Virkeligheden, men den høieste Virkelighed selv! - Naturen kan jo lære os, at alt bærer Idealet i sit eget indvortes Væsen. Tænk dig blot - det stygge uanseelige Løg har Hyazinthen til Ideal! af det ubetydelige Frø udvikler den deiligste Blomst sig - overalt overgaaer Opfyldelsen Løftet. See dig om - see Sommerpragten, Jordens Ideal, der laae skjult under lis og Snee! troer Du Solen kunde skabt al denne Skjønhed og Herlighed, hvis Spiren ikke havde været der fra først af? - Er det da anderledes i vor Natur? Staaer vor Sjæl tilbage for et Blomsterfrø - har den ikke Idealet i sig selv, men udenfor!«

»Den Menneskesjæl maa være riig, der vil og kan glemme det, der er over den, for det, der er i den!« - »Glemme!« udbrød hun forundret, »glemmer Naturen Solen, der gjør dens Foraar til Sommer. Gud er vor Sol - hvad han har lovet hen - hun trykkede Haanden mod Hjertet - »det vil han opfylde hist! derom vidne Englene, naar de synge for hinanden om den Tid, da de levede som Idealer i Menneskesjælene! - Hernede er Himlens Foraar.«

»Du er en forunderlig Pige!« udbrød Viggo, idet han saae hende ind i de stjerneklare Øine. »Den Tanke, Du udtaler, er mig ikke ny, thi jeg har seet den som Grundlag for philosophiske Systemer, og tidt hørt den forsvare af Folk, i hvis Mund den klang som Ironie over Menneskenaturens Afmagt og Usselhed! Men jeg har aldrig hørt Nogen tale - som Du derom. Hvorledes er Du faldet paa disse Tanker? hvem har forledet min Sylphide til at søge de Vises Steen?« - »Min Gud, jeg har ikke tænkt derpaa - det ligger jo saa nær!« »Ja! Himlen ligger Englene nær« - udbrød Viggo, og faldt i dybe Tanker.

Minona smilte bevæget - hun følte sig elsket, uden at være sig det bevidst - deraf kom den ubeskrivelige Salighed, hendes Sjæl var opfyldt af. Hun foldede sine Hænder og udbrød lidenskabeligt, idet hun saae op til Himlen og ud over Jorden med taarefulde Øine. »Jeg er vist for lykkelig - thi undertiden synes jeg, at alt er her, og jeg kunde fristes til at sige med den døende Hrane: »Jeg har ingen Lyst til at fare heden, thi mig tykkes Himlen er paa Jorden!« - Hun havde givet efter for sin pludselige Sindsbevægelse uden at kjende den, derfor rødmede hun ikke over dette ufrivillige, lidenskabelige Udbrud. Viggo betragtede hende med et Blik, der bragte hendes 148 Hjerte til at banke af en forunderlig Uro - men hun slog ikke Øinene ned, de bleve ved at see ind i hans, med et spørgende Udtryk. »Minona!« udbrød han lidenskabeligt. »Du er min Himmel paa Jorden - Du har lært mig, at der er en stor og guddommelig Rigdom gjemt i et Menneskes Hjerte! kald det Idealet - jeg kalder det Kjærligheden. Du havde Ret - min Tro var Vantro, og min Kjærlighed Had, - til jeg saae dig - og nu er den Frygt. Jeg behøver ikke at spørge - jeg veed, at Du har mig kjær, men det forekommer mig dog tidt, at Du kun tilhører mig halvt.« Minona saae paa ham med taarefulde Øine: »Føler Du da ikke, at jeg lever heelt i dig?« udbrød hun bedrøvet. »Jeg troer det, søde Pige - men Liv og Kjærlighed er ikke Et! Naar vi er sammen tænker Du paa saamange Ting, jeg tænker kun paa dig! Nei, græd ikke, skjul ikke dit Ansigt for mig Minona, see paa mig, og siig mig: er det Idealet Du elsker i mig, som overalt, eller« - idetsamme hørtes Fodtrin i Gangen bagved dem, og Viggo holdt inde, thi Minona rev sin Haand løs og flygtede med Lynets Fart; - for fem Minutter siden vilde hun ikke være blevet forskrækket ved at overraskes i en fortrolig Samtale med Viggo. Han var tilmode som om han vaagnede af en Drøm, da han saae hendes lyse Skikkelse forsvinde bag Træerne.

Det var Otto Frank, der havde forstyrret dem. Han nærmede sig Viggo, og udbrød leende: »Hvor Du seer bøs ud! Har Du gjort din Søster vred - hun foer som et Stjerneskud over Stien? Kom!« vedblev han i en ligegyldig Tone - »og gaae med hjem til os iaften, vi mangle just Fjerdemand til en L'Hombre«. »Jeg kan ikke - jeg har ingen Tid iaften!« udbrød Viggo. »Som Du vil! Saa gaae da hjem til Fruerstuen og forson din fortørnede Gudinde! Sligt Hastværk sømmer sig ellers bedre for en Elsker end for en Broder - det er udenfor Reglen - men din Søster fortjener rigtignok, at man gjør en Undtagelse for hendes Skyld!« - Med disse Ord fjernede han sig, idet han fløitede en lystig Melodie.

Viggos Sind var i heftigt Oprør. Han saae truende efter Otto: »Hvad er udenfor Reglen - hvad mente han sømmer sig bedre for en Elsker end for en Broder? - Kjender han mig bedre, end jeg kjender mig selv - vil han lære mig hvad der foregaaer i min inderste Sjæl? har jeg kvalt hver lønlig Anelse derom - for at han skal fortælle mig, hvad jeg selv gruer ved at tænke? Nei, han veed det 149 ikke - han vidste ikke selv, hvad han sagde! - Det var den onde Aand, der talte gjennem ham - kun en Djævel kunde udtale de infame Ord: »Det er udenfor Reglen - men din Søster fortjener ogsaa, at man gjør en Undtagelse for hendes Skyld«. Min Søster - jeg har glemt at hun var det - maaskee frivilligt - jeg lod mig henrive! Min Søster: det tillidsfulde Barn, den uskyldige Jomfru som stod her ved min Side - »hun fortjener«« - han slog sig for Panden - »Ja der maa være en Djævel til, kun han kunde bringe dette rene Væsen i Forbindelse med saa skammelige Tanker. Gud er mit Vidne jeg nærmede mig hende aldrig med nogen ureen Tanke! jeg tilbad mere end jeg elskede - hun var mig hellig som Himlen og Saligheden! Jeg vidste jo at Paradiset var tabt, men det var mig en Vellyst uden Lige, at lade mig henrive af hendes Sværmerie, see med hendes Øine, drømme hendes Drøm! Dog følte jeg tidt en hemmelig Gysen derved! Jeg vidste at den Tid er nær, da denne Sylphide skal miste sine Vinger, og blive en Kvinde! Jeg frygtede det, og dog tænkte jeg derpaa med lønlig Glæde. Er jeg da forelsket i min Søster? - straffer Gud saa haardt Forældrenes Synd paa Børnene? Det er retfærdigt - men hende maa han skaane! Jeg kan bære alt, taale alt, kjæmpe som en Helt for hendes Fred - ja jeg kan endogsaa forlade hende, vide at hun hengiver sig til en anden Mand - nei, det overgaaer mine Kræfter! - men jeg kan døe, hvis hun gjør det, og takke Gud for det Slag, der kun knuser mig. At lade hende bøde for Andres Synd, det var for grusomt - ingen jordisk Dommer vilde bære det over sit Hjerte at underskrive hendes Dom - det kan Gud ikke ville! hun er ligesaa sikker som hun er reen og uskyldig. Men hvis det er for sildigt? Hvorfor vendte hun sig bort fra mig, hvorfor græd hun, hvorfor rystede hendes Haand i min? Hvad var det, jeg sagde til hende - jeg talte om min Kjærlighed og spurgte hvorledes hun elskede mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde - den Magt, der raadede over mig, var stærkere end jeg selv! Og i dette ene Øiebliks Forvildelse har jeg maaskee gjort hende ulykkelig, thi nu spørger hun sin Følelse om Svar. Men var det ikke Skræk? - hun anede vel min Kjærlighed, og Naturen lærte hende, at gyse tilbage for den. Ja, saaledes er det - hun hader og afskyer mig, som en reen Sjæl skyer Synden! O, min Gudjeg takker dig - hvis hun hader mig!«

I disse forvirrede Tanker gik Viggo omkring paa de ensomste 150 Steder i Skoven til det var sildig Aften. Af alle de vilde og uklare Forestillinger, der krydsede hans Sind, stod kun den uigjendrivelig for ham, at han maatte løsrive sig fra Minona; og da han igjen nærmede sig Skovhuset, hans Kjærligheds og Lykkes Hjem, var det med den faste Beslutning, inden faa Dage at forlade det for stedse. Minona var ikke gaaet hjem; hun havde skjult sig mellem de tætte Buske, hvor ingen kunde forstyrre hende, og imens Taarerne strømmede med ustandselig Magt, spurgte hun for første Gang sin Følelse: »Er det da Kjærlighed?« - Viggo havde Ret: i dette jomfruelige Hjerte kunde Kjærligheden vedblevet at herske som en ubekjendt Guddom, hvis Velsignelse hun følte, uden at undersøge dens Natur; først ved Indvirkningen af hans Lidenskab vaktes hendes til Selvbevidsthed - af den dybe Bevægelse i hendes Sjæl, hvori Spiren til alle skjulte Evner og Drifter i hendes Natur pludselig skjød frem, mens Taarerne vandede dem som en Sommerregn, fødtes det skjæbnesvangre Spørgsmaal:»Hvorledes elsker jeg ham da? Som en Broder?« vedblev hun i sine Tanker. »Nei, han var min Broder dengang jeg som Barn blev ilde tilmode naar han kom ind i Stuen, fordi jeg frygtede, at han skulde bedrøve den, jeg havde kjær! han var min Broder, da jeg for et Par Uger siden ventede ham med et beklemt Hierte og ønskede, at han aldrig vilde komme. Nei, som en Broder elskede jeg ham ikke! Er det da Kjærlighed den Kjærlighed, hvorom jeg har drømt længe før jeg kjendte ham - som Digterne have lært mig at betragte som Indvielsen til Livets skjønneste Virkelighed, hvis Forbud jeg saae i Naturen, naar den straalede i sin herligste Glands! Nei, den Bevægelsejeg føler nu, har jeg aldrig drømt om - hvor riig er ikke denne Virkelighed, der overgaaer den saligste Drøm? - Ja, jeg elsker dig!« udbrød hun lidenskabeligt, idet hun trykkede sine Hænder for Øinene - »ikke som noget andet, men over alt i Verden! Det var dig, jeg tilbad under et falsk Navn - kun du lever i mit Hjerte og i mine Tanker!« Men en pludselig Skræk faldt kold og trykkende paa hendes varme Følelse: Erindringen om hendes første Møde med Viggo fortrængte for et Øieblik alle andre Tanker, og hun syntes at høre Helenes velbekjendte Stemme gjentage: »Det er din Broder, Minona!« Men nu lød den forunderlig advarende og betydningsfuld, og ligesom 151 den Dag, da hun med et beklemt Hjerte ventede den ubekjendte Broder, opfyldte den hendes Sjæl med Uro.

»Ja, Verden vilde fordømme en Forbindelse mellem Broder og Søster - den bliver vel endogsaa umulig efter de almindelige Begreber! Men Verden kan ikke skille Hjerter ad, og min Følelse siger mig, at Viggo elsker mig. Fordømmer Verden ikke ogsaa Helenes og Tyras Kjærlighed? men dens Magtsprog har intet formaaet over disse elskende Hjerter, hvor Kjærligheden var stærkere end Frygten. Og hvad har de tabt derved? - en Agtelse, som skjænkes dem, der mindst fortjene den!«

Den Uro, disse Tanker foraarsagede den unge Pige, i Forening med hendes Hjertes uvante og heftige Bevægelse, voxede i samme Grad, som hun hengav sig dertil. Hun trængte til Meddelelse, og dog var det første Gang i hendes Liv, at hun ængstelig skjulte sine Følelser og kun med Rædsel kunde tænke paa at indvie nogen deri - men naar hun kunde finde et Orakel, der vilde besvare hendes Hjertes Spørgsmaal uden at hun behøvede at forraade sig, og løse hendes Tvivl uden at gjætte Aarsagen - ja, da vilde hun maaskee faae Fred i sit Sind, og uforstyrret kunne hengive sig til den Henrykkelse, hun bar i Sjælen. Instinctmæssigt faldt hendes Tanker paa Tyra, der havde gjennemgaaet den samme Kamp med Verden for en Kjærlighed, den kaldte ulovlig, som maaskee forestod hende selv, og drevet af et dunkelt Haab om der at finde hvad hun søgte, nærmede hun sig ilsomt sin Venindes beskedne Bolig.

152

Sjette Capitel

Mig tykkes sært, at Nogen bier
Med Kjærlighed, til Præst dem vier;
Han gjør ei Sjælene til eet,
Hvis ei det er forinden skeet.

»Den hvide Pige;« et Digt.

Tyra sad ved Vinduet og skrev, saa fordybet i denne Beskjæftigelse, at hun ikke lagde Mærke til Minona, der et Øieblik blev staaende og betragtede det Udtryk af inderlig, begeistret Sjæleglæde, der oplivede hendes Ansigt, med Overraskelse og Beundring. Saa smuk havde hun aldrig seet hende! I det Samme løftede Tyra Hovedet iveiret og sagde fornøiet: »Godaften, søde Minona! sæt dig ned, mens jeg blot endnu tilføier et Par Ord i mit Brev.« Minona saae sig om i det lille Værelse, hvis eiendommelige Simpelhed altid havde tiltalt hende; det var en Bondestue med smaa Ruder i Vinduerne og Bjælkeloft, men nu da Aftensolen skinnede derind og belyste Tyras Ansigt med sit glødende Skjær, saae den venlig og smilende ud som dens Eierinde. - De faae, simple Meubler svarede ganske til Leiligheden. Det eneste, som stod i paafaldende Modsætning til de øvrige Omgivelser var et stort, mesterlig udført Portrait, som var ophængt paa den lave Væg over Sengen: det forestillede en ung Dame i kostbar Baldragt, med en Rosenkrands om det rige, blonde Haar, og Blomster i Haanden, hvis ubeskrivelig deilige og indtagende Ansigt stedse paany tiltrak sig Minonas Opmærksomhed, hvor tidt hun end havde seet det.

Da Tyra havde endt sit Brev, omfavnede hun Minona kjærligt, og udbrød forundret over det lidenskabelige Udtryk, der i dette Øieblik var synligt i hendes Ansigt: »Hvad feiler dig dog! Er der hændet dig noget?« Minona lod begge Hænderne glide ned over sine blussende Kinder, som om hun derved kunde forjage Rødmen, og svarede hurtigt: »Jeg feiler intet - der er intet iveien! Jeg løb kun lidt 153 for stærkt ned ad Bakken, deraf har jeg faaet Hjertebanken!« - Hendes Hjerte bankede virkelig, som det skulde briste. »Du pleier at kunne løbe fra os Allesammen uden Anstrængelse!« svarede Tyra vantro, og blev ved at betragte hende med sympathetisk Interesse. Men Minona vendte Hovedet bort, og sagde - for at tale om noget andet - da hendes Blik tilfældigviis faldt paa Portraitet: »Du har aldrig sagt mig, hvem den yndige Pige er, som jeg ikke kan see paa uden forunderlig Deeltagelse!« »Det var min første Kjærlighed!« svarede Tyra med lidenskabelig Energi. - »Hvor hun seer lykkelig ud! saaledes tænker jeg mig, at hun undselig, men glad bøiede Hovedet, naar hun bemærkede den Opsigt, hendes Indtrædelse vakte i Balsalen. Jeg har aldrig seet et mere uskyldigt og jomfrueligt Ansigt!« - vedblev Minona. Tyra greb begge hendes Hænder, og udbrød, idet hun betragtede Portraitet med et Blik, der lyste gjennem Taarer: »Ja, saaledes var hun - i høiere Grad end nogen Kunstner kan gjengive det. Jeg har seet hende tilbedet som en Gudinde, bevare al sin jomfruelige Beskedenhed og barnlige Uskyldighed - i den Tid, da Clara Falkenskjolds Navn fremkaldte en Begeistringsruus hvor det hørtes, blev hun selv intet Øieblik beruset af denne Tilbedelse. Hun havde et Hjerte, der var stort nok til Kjærligheden - for stort til Forfængelighed. Du spørger mig hvem denne Pige var - det var min Søster.« Da Minona forundret saae paa hende, vedblev hun tankefuldt: »Du kjender ikke vor Families Historie! Dengang hun var ung og lykkelig, var dens Stilling i Verden glimrende - som man siger. Men Fordom og tom Forfængelighed knuste den ægte Perle, den sande Skat! Siden den Tid var Velsignelsen borte.«

Minona saae med et kjærligt, men undseligt Blik paa sin Veninde, idet hun sagde: »Jeg kan nok tænke, at Omstændighederne have bidraget til at gjøre dig saa ganske anderledes end alle andre Mennesker! Jeg vilde gjerne kjende din Historie.«

Tyra smilte med en Blanding af Stolthed og Bitterhed: »Var den fortalt i Form af en Novelle, vilde det være en af de Bøger, som omhyggelige Mødre forbyde deres unge Døttre at læse - og dog tør jeg vidne med freidigt Mod: den Tro, som jeg har bekjendt for en Verden, der fordømte den, skal jeg bekjende for Guds Ansigt - og han vil ikke fordømme mig!« - »Troer du, at Helene vilde forsom 154 mig at læse din Historie?« spurgte Minona indsmigrende, og saae hende saa tillidsfuldt i Øiet, at Tyras Betænkelighed blev overvundet. Disse to unge Piger, hvis Natur og Udvikling var høist forskjellig, havde aldrig sympathiseret som i dette Øieblik, da en uimodstaaelig Magt, et indre Fælledskab drog deres Hjerter til hinanden; og Tyra, der i lang Tid havde savnet en fortrolig Samtale, fandt en uventet Glæde i at meddele den varmtfølende og enthusiastiske Veninde sin Barndoms- og Ungdomshistorie.

»Min Søster Clara og jeg var, hvad man med alt Skin af Sandhed kalder lykkelige Børn, men kun hun var modtagelig for den Lykke, Skjæbnen havde tildeelt os. Jeg har, saalænge jeg kan mindes, savnet noget, som jeg først senere gjennem Kamp og Lidelser skulde finde Veien til. Dette dybe og lidenskabelige Savn, denne Længsel, hvortil jeg intet Navn kjendte, vendte tidligt min Tilbøielighed fra mine Omgivelser, og fremkaldte en hemmelig Opposition mod deres Interesser og Forestillinger i min Sjæl. Men et Barn, der, som jeg, bliver baaret paa Hænderne af sine Nærmeste, faaer ikke let Leilighed til at opponere aabenlyst - Modstand vækker, men Eftergivenhed svækker en Natur, som min. Min Fader, Grev Falkenskjold, var en stolt og stræng Mand, men han tilbad min Moder, og føiede sig med ridderligt Galanteri efter hendes Ønsker i alle Smaating, under den stiltiende Forudsætning, at hun maatte rette sig efter hans Villie i store Spørgsmaal, hvor det overhovedet sjeldent kom til Uenighed, da de begge havde samme Afgud, Verden, og samme udelukkende Interesse i Verden - deres Børn. Fader forgudede Arvingerne til hans gamle adelige Navn og hans store Formue - Moder forkjælede Arvingerne til hendes Skjønhed og hendes Triumph i den fornemme Verden.

Clara var som skabt til at overtræffe saadanne Forældres mest overspændte Forventninger: hendes ualmindelige Skjønhed, der allerede som Barn skaffede hende et vist Ry i den Verden, hvor hendes Moder glimrede som en Stjerne af første Rang, hendes tidligt udviklede Talent til Sang og Dands, og fremfor alt en rigtbegavet og kjærlighedsfuld Sjæls navnløse Elskværdighed, fremkaldte en Henrykkelsesruus, hvor hun viste sig ved Moderens Side - og Lykken - der kunde have fordærvet en mindre ædel Natur, var det Element, hvori hendes varme Følelser og herlige Evner frit og naturligt 155 udviklede sig. - Jeg stod som en Skygge ved Siden af Familiens Lys, vor lille klare Lykkestjerne, men var saalangt fra at misunde hende alle de Fortrin, hvorved hun fordunklede mig, eller ønske mig en Skjønhed, der kunde maale sig med hendes, at jeg tværtimod bebreidede Skjæbnen, at den ikke havde givet mig en eller anden iøinefaldende Legemsfeil, der kunde skaffe mig den Fordeel, for bestandigt at blive udelukket fra Salonen; thi de eneste Timer i mit Barndomsliv, som jeg med Gru tænker tilbage paa, tilbragte jeg der - saameget stred den fine Verdens Herlighed og Glæde mod min Tilbøielighed. Men dette var ikke mine Forældres Mening! De betragtede mig vel som et Lys af anden Rang, men dog som et Lys, hvis mindste Straale skulde bidrage til den falkenskjoldske Families Glands. Moder kunde nok indrømme, at det ene af hendes Børn stod tilbage for det andet, men hendes Barn maatte dog i ethvert Tilfælde være udmærket fremfor alle andre Grevebørn i Verden. Min Stivhed og intet mindre end grevelige Forlegenhed var en medfødt Stolthed, som naar den engang fremtraadte i en elegantere Form, ville blive ligesaa interessant, som hun fandt den eiendommelig, og den uceremonielle Oprigtighed, hvormed jeg sagde, hvad der faldt mig ind, naar jeg absolut skulde svare paa de Fremmedes venlige og opmuntrende Tiltale, blev betragtet som Genialitet. Fader rystede rigtignok lidt paa Hovedet, og sagde vel endogsaa med en bekymret Mine: »Det Barn vil aldrig faae noget flint Væsen hun mangler Takt! see paa Søsteren!« Men saa svarede Moder med et tillidsfuldt, halvt bebreidende Blik: »Hvor saae du nogensinde et Væsen, der lignede Clara?! Min Tyra er et aparte Barn! naar hun udvikler sig, vil du selv blive forundret over alt, hvad der ligger i hendes Natur. Næst efter Clara kjender jeg intet Barn, der berettiger til saa store Forventninger«.

Jeg havde en afgjort Tilbøielighed for Bønderfolkene i Landsbyen; at besøge dem i deres smaae Huse, der vare saa forskjellige fra mit Hjem, og deeltage i Børnenes støiende Lege, var min største Fornøielse. Jeg bragte dem da ogsaa endeel af mit prægtige Legetøi, ja selv af min Pynt, der blev revet istykker til at udklæde os med i Legen, og alt dette blev modtaget med en Overraskelse, og ødelagt med en Henrykkelse, der satte mig i den lykkeligste Stemning. Men hvad der glædede mig mest, var den Kjærlighed, hvormed jeg 156 blev modtaget, og min barnagtige Forfængelighed over at blive hilset og hædret som den lille Frøken af de gamle Koner, var ikke saa stor som min Tilfredshed, naar de Smaae i Legens Tummel sagde »du« og »Tyra« til mig, hvilket var dem strengt forbudt af deres Mødre. Naar jeg da, varm af Bevægelse, og straalende af Munterhed, kom tilbage til mit Hjem, kunde selv Fader undertiden betragte mig med Velbehag, og sige til Moder: »Jeg troer du har Ret! vor lille Tyra kan nok blive en smuk Pige, naar hun udvikler sig.« Han var langt fra at ane, hvor hans Datter fik den Udvikling, der var hende saa fordeelagtig.

Det varede imidlertid ikke længe, før mine Udflugter til Bønderfolkenes lave Regioner, bleve opdagede af min Moder, der langtfra at regne mig min simple Smag til Last, udlagde alt paa den bedste Maade, som en Yttring af min originale og ædelmodige Natur, men som en uhensigtsmæssig og upassende Yttring deraf, der maatte forebygges for Fremtiden. Med Kjærtegn og venlige Ord meddeelte hun mig det bestemte Forbud, aldrig, naar jeg var overladt til mig selv, at gaae udenfor Granhækken, der adskilte vor Lystskov fra Markerne omkring Landsbyen. »Men for at Du skal see, at jeg ingen Udgift skyer, naar Talen er om mine Børns Fornøielse, forærer jeg dig denne Sum Penge, som du har fri Raadighed over og kan lade Tjeneren uddele efter din egen Anvisning blandt dine Fattige i Landsbyen.« Min Glæde over denne uventede Rigdom blev betydelig formindsket ved den Maade, hvorpaa den blev mig givet - jeg havde heller seet Moder selv uddele Pengene blandt de Fattige, eller sende Tjeneren - og det krænkede mig at høre mine Venner omtale som »mine Fattige.« Jeg sagde med Taarer i Øinene: »Det vilde fornøie mig mere, selv at bringe dem Pengene!« Men Moder svarede i en utaalmodig Tone: »Du er et godt Barn, men Du forstaaer ikke, hvad der er passende! og det kan Du være vis paa, at den Fornøielse ikke er, som din Moder nægter dig!« - »Men det fornøier ogsaa dem, at jeg kommer selv! Hans Tjener kan dog ikke lege Røver iaften i mit Sted!« vedblev jeg med al et forkjælet Barns Udholdenhed. Med comisk Forfærdelse udbrød hun: »Da forsikkrer jeg dig, at det vilde passe sig bedre for ham end for dig! Nu taler vi ikke et Ord mere om den Sag, Tyra - det gaaer ikke an!« - Moder afslog os aldrig noget med Vrede, eller viste vor Paatrængenhed 157 uvenligt tilbage; men naar hun havde sagt dette afgjørende: det gaaer ikke an! saa vidste vi, at Dommen var falden, og at intet Kunstgreb eller Smigrerie mere kunde tilvende os hendes Opmærksomhed for den saaledes affærdigede Bøn.

Jeg tog mig dette Forbud meget nær; hver Dag gik jeg bedrøvet frem og tilbage ved Granhækken og kastede længselsfulde Blikke udover den til mit forjættede Land - det var den første Skranke paa min Vei! Men snart foraarsagede et nyt Optrin min Moder ny Angst, og mig den Sorg at blive taget i endnu sikkrere Forvaring. En Dag, da jeg traf den gamle Lugekone i Haven, saae jeg til min store Sorg at hun var bleg og forgrædt; paa mine bekymrede Spørgsmaal svarede hun mig, at hendes lille Sønnedatter var bleven syg, at hun ingen Penge havde til at kjøbe Medicin, og ikke engang Sengklæder nok til at holde hende varm. Jeg lovede at skaffe Hjælp og fløi op i Huset for at søge Moder; hun havde rigtignok Dagen før paa min indstændige Anmodning foræret mig en betydelig Sum, til en Familie, hvis Børn jeg havde leget med, men jeg var bestemt paa, ikke at slippe hende før hun gav mig Penge til Lugekonen. Det var det uheldigste Øieblik for mig! Vi vare inviterede til stor Maskerade, hvor Moder skulde være Alfedronningen og Clara og jeg Alfer i hendes Følge. - Kammerjomfruen søgte mig just for at prøve Vingerne paa mig. Moder stod i al sin straalende Skjønhed foran Speilet med Slør og Krone, Clara dandsede omkring hende som baaret af de lette Florsvinger - og jeg maatte finde mig i, at man stillede mig paa en Stol og iførte mig mit Costume. Aldrig har en Alf havt et tungere Hjerte! Moder lo og snakkede med Kammerjomfruen om Dragterne, Clara sang saa Stuen gjenlød deraf - det var mig umuligt at blive hørt. I dette Øieblik kom en Visite meget beleiligt; det var Baronesse N*, min Gudmoder, der overøste mig med Kjærtegn og tog mig paa Skjødet. Mens jeg sad og betragtede de kostbare Armbaand, der i snesevis bedækkede hendes hvide Arme, foer en Tanke mig pludselig gjennem Hovedet. »Vil Du forære mig den smukkeste af dine Ringe?« spurgte jeg pludselig, idet jeg stirrede hende ind i Ansigtet. Moder vilde slaae min upassende Begjæring hen i Spøg, men Baronessen tog Armbaandet, der var besat med Diamanter, af, og spændte det om min Arm. »Er det Alvor?« spurgte jeg spændt. »Javist, min lille Guddatter skal ikke

        

158 have et uopfyldt Ønske!« Jeg saae bønfaldende til Moder: hun nikkede, men truede idetsamme smilende og advarende med Fingeren. Jublende faldt jeg min Gudmoder om Halsen, og foer med høie Spring ud af Stuen, ned i Haven, hvor jeg til min store Beroligelse saae Ane Maries hvide Liin ved Jordbærbedene. Med Hjertet bankende høit af Glæde lagde jeg Armbaandet i hendes Skjød og sagde: »Sælg det - det er mit! Saa kan Du kjøbe varme Dyner til Susanne og al den Medicin hun behøver!« og uden at vente paa Svar løb jeg bort ligesaa hurtigt som jeg var kommen, og fremstillede mig for Selskabet med Vingerne hængende løse ned ad Ryggen, men med Sjæl og Hjerte bevinget af Lyksalighed. Det blev imidlertid en kort Fornøielse. Moder kaldte Lugekonen til sig og tog Armbaandet tilbage, efter at have betalt en lille Sum i Løsepenge. Paa mig var hun for første Gang i sit Liv - vred. »Kan Du ikke begribe, at det var dig, ikke den gamle Bondekone, Tante Nathalie gav sit Armbaand til?« sagde hun blandt andet. Nei dengang, kunde jeg ikke fatte Distinctionen - der skulde Tid og Erfaring til at lære mig, at der intet større Krav gives paa de Riges Gavmildhed - end ikke at behøve den; at de give Alt til hinanden indbyrdes, og saagodtsom intet til de Fattige. Jeg forstod ikke min Moders Bemærkning, men jeg grublede over den, og Oppositionen i mit Indre sugede Næring deraf.

Fra den Dag blev jeg overgivet til Gouvernantens Varetægt, og saaledes berøvet min sidste Rest af Frihed. Men hvor ubehageligt dette end i mange Henseender var mig, betragtede jeg det dog inden kort Tid som en Lykke, thi nu kom jeg til at leve sammen med min Søster, der allerede i et Par Aar havde været overladt til Gouvernantens Veiledning. Jeg trængte til en ganske anden Kjærlighed end min Moders, der vel glædede men ikke tilfredsstillede mig, og den fandt jeg hos Clara, der elskede mig med al sit rige Hjertes Varme. Jeg paa min Side glædede mig som en Moder over hendes Fortrin, og saae op til hende som et Barn - anderledes veed jeg ikke at udtrykke den Blanding af Ømhed og Beundring, hvoraf min Følelse bestod. Men uagtet vor gjensidige Kjærlighed, var der ingen gjensidig Fortrolighed imellem os; hun betroede mig alt - sine Triumpher og Eventyr - de begyndte tidligt - sine Luftkasteller og Drømme - og jeg, den yngre Søster, lyttede dertil med et Barns 159 naive Opmærksomhed, og en Voxens Omhu for hendes Lykke. Men mine Drømme betroede jeg hende ikke - jeg rugede helst i Ensomhed over det dunkle Tankeliv i min Sjæl. Kun af og til undslap mig ved Leilighed et Spørgsmaal, som røbede den hemmelige, halvbevidste Strid imellem det Liv, der rørte sig i mig, og det, der bevægede sig om mig. Engang i Religionstimen, da Gouvernanten med stor Salvelse talte om Guds Godhed og Retfærdighed, sagde jeg: »Forlanger Gud da ikke, at de Rige skulle dele deres Eiendom med de Fattige?« »Nei Frøken Tyra! den gode Gud har selv i sin Viisdom indrettet det saaledes, at der er Forskjel paa de Vilkaar, hvorunder Menneskene leve, og ethvert Forsøg paa at ophæve denne Forskjel, strider imod hans Hensigt, og mislykkes følgelig.« »Hvoraf veed man da, at Gud er god, siden han har indrettet det saa slet for de Fattige?« udbrød jeg lidenskabeligt. »Saaledes maa De ikke tale! Jeg har jo saa tidt sagt Dem, at alt, hvad den kjære Gud gjør, er velgjort!« Denne Forsikkring, som jeg visselig tidt havde hørt, var kun slet skikket til at berolige mit heftige og varme Hjertes Tvivl. Det brændte af Længsel efter at prøve sin Kjærligheds og Overbeviisnings Kraft i Kamp mod denne Gud, hvis det var sandt, at han virkelig havde givet saa uretfærdige Love! Hvor skulde jeg finde ham, for af ham selv at erfare, om man gjorde ham Uret, eller om han virkelig tillod at man gjorde Uret i hans Navn. Var der isaafald ikke en anden Gud, hvis Lov var Frihed og Kjærlighed, lige Vilkaar for alle hans Børn, lige Delagtighed i Livets Kamp og Møie lige Andeel i Seirens Ære og Lyksalighed. Jeg begyndte med at fatte Mistro til Verdens Gud og endte med at betragte ham som min Fjende. Men dette var kun Drømme! mit Hjerte gik over Granhækken til mine gamle Venner - mens Kammerjomfruen pyntede mig i Flor og Silke! Min Indbildningskraft førte Krig med Verdens Ære, Glæde og Retfærdighed - men i Virkeligheden bandt Forholdene mig til Verden, og Clara gjorde mig den kjær. En fælleds Kjærlighed er et stærkt Baand! saalænge hun var Verdens Afgud, havde den Deel i mit Hjerte, og jeg figurerede, om ikke med Ynde, saa dog med en vis Lethed og Sikkerhed som en halvvoxen Pige i mine Forældres Selskaber, uden at den Sammensværgelse, jeg havde stiftet i mit Hjerte røbede sig anderledes end ved en Ironie, der som Lynglimt gjennembrød den ligegyldige Høflighed, der var bleven 160 mig til Vane. Man viste min Faders Navn og min Moders Skjønhed den Opmærksomhed at finde dette Væsen interessant og Moder sagde tidt med en triumpherende Mine til sin Gemal: »Nu kan du da see at Tyra voxer sig smuk! og ved Hiælp af sin udmærkede Forstand vil hun med Lethed tilegne sig den Fiinhed i Smagen og Ligevægt i Væsenet, som hun endnu mangler.« Jeg optog denne tvetydige Roes med en Blanding af Hede og Kulde, idet jeg af Hjertet ønskede at kunne anvende min Forstand til at afsløre denne »Fiinhed« og rokke denne »Ligevægt,« hvorunder saamegen Tomhed og Usandhed i denne Verden er grundet. Men der er en lang Vei fra Drøm til Virkelighed! Der skulde en stor og gjennemgribende Ulykke, som for bestandigt gav mit Liv og min Personlighed et bestemt Præg, til at overvinde Vanens og Forholdenes Magt, hvorved jeg var knyttet til mine Omgivelser.

Henimod den Tid, da jeg som voxen Dame skulde indføres i det selskabelige Liv, og deeltage med min elskede Clara i alle de Fornøielser, som hun med barnlig Iver havde søgt at vække min Længsel efter, indtraf denne store Ulykke. Naar jeg tænker derpaa, gjennemlever jeg paany al den Rædsel, der knugede mit Sind - min Tvivl, min Kamp, og den dyrtkjøbte Seiers Kval! - Clara var altid elskværdig og indtagende mod alle Mennesker men paa denne Tid foregik en - jeg kan ikke sige Forandring, men Forklaring i hendes Hjerte, der gav hendes Væsen en ny, ubeskrivelig Ynde. Det søde Barn, den henrivende Pige, blev en elskende Kvinde. En ung Maler, som Fader protegerede, vandt hans Datters og Arvings Hjerte, imens han malede hendes Portrait. Maleriet blev ophængt i Selskabssalen - næst Originalen dens bedste Prydelse - og Fader overøste Kunstneren med Lovtaler og Gunstbeviisninger, langt fra at ane, hvor dyrt dette Billede skulde blive os alle. Han var altfor tryg i sit Aristocratie til at tænke sig Muligheden af den Forstaaelse, som jeg intet Øieblik havde tvivlet om, og Clara kunde være døet af Sorg, dersom hendes Elskede var reist uden at have erklæret sig for Faderen, uden at denne havde anet Aarsagen til hendes Sygdom. Men den uskyldige Pige betroede ham selv frimodigt sin Kjærlighed, og bad om hans Samtykke. Den Haardhed, hvormed dette blev hende nægtet, de bittre Bebreidelser hvormed det forgudede

        

161 Barn pludselig blev overvældet, krænkede hende dybt, men skræmmede hende ikke. Mildt, men bestemt afviste hun den Fordring, at hun skulde opgive hver Tanke om ham. »Jeg gav ham mit Hjerte, før du nægtede dit Samtykke!« svarede hun Fader. »Og hvor Hjertet er, vil mine Tanker ogsaa være!« Hun var bleg og stille, naar der var andre tilstede, men naar vi var ene sammen, kastede hun sig tidt i mine Arme og overlod sig til de heftigste Udbrud af Sorg. En frygtelig Angst betog mig, naar hun saaledes i sin Smerte klyngede sig til mig - jeg anede, at en Skilsmisse forestod.

En Aften, da jeg kom ind i hendes Kammer, laae hun paa Knæ ved Sengen; men da jeg nærmede mig, reiste hun sig halvt op, trak mig ned til sig, og udbrød med skjælvende Stemme, idet hun saae paa mig med Øine, der lyste som Flammer: »Svar mig oprigtigt: Hvad vilde du troe om dig selv, dersom du havde begaaet en Handling, som hele Verden fordømte, men som var frikjendt af din Følelse og helliget af din Kjærlighed?« Mit Hjerte var sælsomt bevæget. Uden at vide, hvad hun hentydede til, forstod jeg hende instinctmæsigt, og svarede med lidenskabelig Energi: »Jeg vilde troe, at hele Verden tog feil i at fordømme den Handling, som min egen Følelse frikjendte, og jeg vilde forske Nat og Dag, til jeg fik Vished derom!« »Tak!« udbrød hun inderlig rørt. »D« vil aldrig fordømme mig iblinde.« Forgjæves bønfaldt jeg om en Forklaring af disse Ord; hun svarede med et sælsomt Smiil: »Du skal faae det at vide imorgen! nu trænger jeg saameget til Ro.«

Den næste Morgen mødte jeg hende i Forsalen; hun var liigbleg og omfavnede mig heftigt, men inden jeg fik et Ord fremført rev hun sig løs og gik hurtigt ind i Faders Værelse, hvis Dør blev lukket ilaas efter hende. Jeg kastede mig ned paa Gulvet udenfor, ikke istand til at holde mig opreist, og ventede med ubeskrivelig Rædsel Udfaldet af denne Samtale mellem Fader og Clara, skjøndt jeg ikke tydeligt var mig Aarsagen til min Frygt bevidst. Endelig kom Fader ud, og sagde med hæs og hviskende Stemme til mig: »Hvad gjør Du her, Tyra? Gaae op paa dit Kammer, og bliv der, til Du faaer Bud.« Jeg stirrede halv bevidstløs paa ham, og søgte i hans forstenede Ansigtstræk en Forklaring over min Søsters Skjæbne; men han gjentog sin Befaling med Haardhed, og reiste mig op, idet han 162 klemte mit Haandled saa heftigt, at jeg længe bar Mærke deraf. Jeg blev sendt bort i Besøg til min Gudmoder, og da jeg korn hjem - var Clara borte.

Fader hentede mig selv! Han omfavnede mig med usædvanlig Heftighed, men talte ikke et Ord paa Veien og jeg vovede ikke at spørge ham. Jeg var saa medtaget af de sidste Dages Sjælslidelse ved Uvisheden om Claras Skjæbne, at jeg neppe kunde holde mig opreist, da vi steg ud af Vognen, men Fader slyngede sin Arm om mig og mere bar end fulgte mig gjennem de store tomme Sale ind i min Moders Cabinet, hvor hun sad i Sophaen med Armene hvilende paa Bordpladen, og Ansigtet skjult i Hænderne, saa fordybet i sin Smerte, at hun ikke hørte os, før Fader sagde: »Jeg bringer dig vort Barn, min elskede Tyra!« Hun saae iveiret - aldrig kan jeg glemme dette Syn, Minona! Det ængster mig endnu i mine Drømme! - Hendes store Øielaag hang tunge af Graad ned over de matte Øine, Læberne skjælvede krampagtigt, og hun var saa svag, at hun kun med Anstrængelse strakte Armene ud imod mig. Men jeg kastede mig paa Knæe foran hende, og udbrød med taarekvalt Stemme: »Siig mig for Himlens Skyld, hvad er der blevet af min Søster hvor er Clara?« Moder bedækkede Ansigtet med sine Hænder, men Fader svarede i en stræng Tone: »Læg Mærke til, hvad jeg vil sige dig, Tyra! den Person, Du spørger om, skal ikke længer betragtes som vor Datter eller din Søster - hun har gjort sig uværdig til at bære din Faders Navn, og Du vil aldrig see hende eller høre hende omtale. Dig forbyder jeg at nævne hendes Navn - jeg ønsker at Du skulde glemme hende. Du er for ung, og - Gud være lovet! for uskyldig, til at forstaae hendes Vanære. Beed til Gud, at Du aldrig maa forstaae den. See paa din Moder, Tyra! Du veed hvor høit hun elskede dette Barn - hun har selv forskudt hende. Lad det være dig nok!« - Inden jeg kunde svare, ringede han paa min Kammerjomfru og befalede hende at følge mig op til mine Værelser. Det var en ny Pige, og det var ikke til min kjære gamle Stue, hvor jeg havde tilbragt lykkelige Timer sammen med Clara, hun førte mig, men til en anden Fløi af Huset, der i min Fraværelse var indrettet til mig. Hvert Spor af hende var fjernet eller tilintetgjort - hendes Sager var bragt bort, hendes Værelser aflaasede, og hendes Portrait, som jeg samme Aften med feberagtig Uro søgte, flyttet op paa Pulterkammeret, 163 hvor det stod med Maleriet vendt ind mod Væggen. Jeg kan ikke sige dig, med hvilken sønderknusende Smerte jeg saae disse søde Træk igjen! Men hvad der især fyldte min Sjæl med en Bitterhed som den neppe kunde rumme, var den Maade, hvorpaa jeg havde hørt hende omtale. Var det en vanæret Kvinde, hvis Øine saae ind i mine, den Aften da jeg sidste Gang talte med hende - hvad var da Uskyldighed? Fader havde sagt, at jeg var for uskyldig til at fatte hendes Brøde - jeg grublede over disse Ord og over Claras eget Vidnesbyrd: at hendes Handling var helliget af Kjærligheden og frikjendt af hendes egen Følelse, og jeg lovede mig selv, ikke at dømme iblinde, men forske Nat og Dag, til min Tro paa Uretfærdigheden af Verdens Fordømmelse var blevet til Vished.«

»Men hvad havde hun da gjort?« udbrød Minona, der med den varmeste Deltagelse havde fulgt Fortællingen om den unge Pige, som offrede alt for sin Kjærlighed.

»Hun havde hemmeligt mødt sin Elsker, da Fader forbød hende at samles aabenlyst med ham, og i det Væsendige indgaaet den Forbindelse, som Faders Fordomme hindrede i at slutte overeensstemmende med de vedtagne Formaliteter. Kort sagt - da hun kun havde Valget mellem de Ægteskaber, der gjorde hende til Gemalinde, opgav hun Ægteskabet og blev den Mands Elskerinde, som havde vundet hendes Hjerte. Men hun bedrog ikke sine Forældre! Den Morgen, da hun sidste Gang omfavnede mig, fortalte hun Fader alting, og meddelte ham sin Beslutning, at følge med Maleren, der om et Par Dage vilde reise tilbage til sit Hjem i Jylland.« - Tyra taug et Øieblik i stærk Kamp med sin Sindsbevægelse; endelig vedblev hun med Anstrængelse: »Hendes Fader forskjød hende - som en vanæret Kvinde blev hun forjaget fra det Hjem, hvis Afgud hun havde været - og saa maatte hun miste Den, for hvis Skyld hun leed alt dette! han blev udfordret af en af hendes adelige Tilbedere, og paa den samme Dag der var bestemt til Afreisen, haardt saaret i en Duel. Clara var hos ham paa Hospitalet og pleiede ham trofast til det sidste; men da alt var forbi - saa kunde hun ikke leve længer - og det var hende selv« - Tyras Stemme kvaltes af Bevægelse, men som oplivet af en indre Rædsel, hævede den sig paany til en unaturlig Tydelighed, idet hun med funklende Øine og skjælvende Læber udbrød: »Jeg var selv i Stuen, da hendes Forældre fik dette Budskab, 164 og jeg hørte dem - takke Gud for hendes Død! Ja, Minona! hendes egen Moder takkede Gud for sit Barns Død - og for en saadan Død. Jeg hørte det, siger jeg dig - og jeg forbandede dem ikke!«

Minona saae paa hende med flammende Øine. »Jeg vilde have hadet dem - de havde jo myrdet hende?« udbrød hun lidenskabeligt.

»Nei«, svarede Tyra, idet Udtrykket i hendes Ansigt forandrede sig. »Der er noget helligt ved en sand og dyb Sorg, selv om den er uretfærdig i sin Yttring og ugrundet i Aarsagen! Jeg var betaget af Rædsel og Gru - mit Hjerte vendte sig fra hende - men ved Synet af den fortærende Smerte, hvorunder hun selv leed, gik alle mine stridende Følelser op i Medlidenhed. Og jeg kunde ikke trøste hende! Jeg var den Eneste hun havde tilbage, det Væsen, hvortil hun knyttede Ruinerne af sin moderlige Stolthed og Kjærlighed og jeg havde intet beroligende og formildende Ord til hende! hendes Sorg var ikke min Sorg, skjøndt den havde samme Gjenstand! De Tanker, hvori jeg søgte Opreisning for mit piinte Hjerte, vilde fylde hendes Sjæl med Rædsel og Angst for mig. Saaledes stod Clara bestandigt imellem os!

Efter hendes Død besluttede mine Forældre igjen at begynde det gamle selskabelige Liv. Jeg følte, at det var et Offer, de bragte, for om muligt at sikkre mig den Stilling, og de verdslige Fordele, der forekom dem som det høieste, et Menneske kan attraa, og jeg paaskjønnede denne Omhu for mit Vel, skjøndt jeg for min egen, saavelsom for deres Skyld havde foretrukket et afsondret og stille Liv. Vore Sale blev atter Samlingsstedet for den fornemme Verden, og Moder bevægede sig paa sin gamle Bane som en Stjerne af første Rang - men Glæden var forsvundet af hendes Smiil, og Friskheden af hendes Skjønhed. Man respecterede hendes Ulykke, og beundrede den Fatning, hvormed hun bar den. - Jeg havde ved alt, hvad jeg saae og hørte, kun een Tanke - var det med Ret eller Uret, at denne Verden, hvori jeg bevægede mig, fordømte min Søster, der for saa kort Tid siden havde været den Skjønneste blandt de Skjønne, den mest beundrede og tilbedede! - At der gives Mysterier, hvori man ikke kan eller tør trænge ind, følte jeg hvergang jeg gik tilbage til det Forhold, man regnede hende til Vanære. Men jeg havde 165 Leilighed til at blive bekjendt med det, Verden kalder Ære, og jeg behøvede visselig ingen forudfattet Mistro, for i Regelen at betragte den som en lovlig Skjændsel. Denne hellige Uskyldighed, der rødmer ved at høre en Forbindelse som Claras nævne, er i de allerfleste Tilfælde kun en Afholdenhed ligeoverfor Kjærligheden, der har sin Grund i Sløvhed eller Feighed. En ung Dame elsker efter fattig Leilighed - en fattig Mand, men Omstændighederne modsætte sig deres Forening. Seer man nu, at Kjærligheden er stærk nok til at gjøre sig til Herre over Omstændighederne? nei, det skal du ikke tro! Kjærligheden bliver ikke betragtet som det ene Fornødne til et lykkeligt Ægteskab, men som en Deel af Udstyret, der er god at tage med, men kan undværes - og som under heldige Omstændigheder bliver en Følge af Ægteskabet.

See, det er disse Forbindelser, hvortil et Kjærlighedsforhold som min Søsters, danner en forargelig, vanærende Modsætning i Verdens Øine. Hvorfor? - fordi Kirken helliger dem! Folk indsee ikke, at naar Præsten i sin Herres Navn lyser Velsignelse over de utallige vanhellige Forbindelser, der indgaaes af forfængelige og verdslige Hensyn, saa udtaler han en Løgn i den evige Sandheds Navn - thi den himmelske Kjærlighed kan kun velsigne den Pagt, jordisk Kjærlighed har sluttet. Tænk blot paa hvor mange Par, der paa Guds Vegne er erklæret »for at være rette Ægtefolk«, om hvis Forening man med Vished kan vide, at Gud ikke har havt det allermindste at gjøre med den! Men naar man deraf slutter sig til, at Vorherre kun vil vedkjende sig et lille Antal af de Foreninger, Kirken helliger i hans Navn - er det da usandsynligt, at han umiddelbart har sammenføiet de elskende Hjerter, som Verden ikke kunde adskille, og engang i Himlen vil vedkjende sig dem, som Menneskene fornægtede? - Af disse Tanker og Forestillinger øste jeg Trøst for mit syge Hjerte - gjennem Tvivl og Kamp bekræftede min Bevidsthed den Frikjendelse min Følelse strax havde tilkjendt Claras Kjærlighed. - Der gives vistnok en vanærende Lidenskab, men den kan ingen Præsts Velsignelse adle! Hvad der i mine Tanker stempler Kjærligheden som reen eller ureen, er dens Natur og dens Gjenstand. Det er Skam og Skjændsel at hengive sig til en Adam Homo, selv om man er viet til ham af Sjællands Biskop! thi naar en Kvinde nedværdiger sig i Gjenstanden for sin Kjærlighed, er hendes Fald

        

166 uopretteligt - for ethvert andet Fald er der Opreisning i Kjærligheden. - Jeg glemmer, at det er til dig, jeg taler, Minona! Du er for ung og ubekjendt med Verden, til rigtig at forstaae mig.«

»Ikke for ung til at have Sands for Kjærligheden, eller til at skille Løgn fra Sandhed!« udbrød Minona med Varme. Tyra betragtede hende med Glæde - det var hende velgjørende at føle sig forstaaet af denne uskyldige unge Pige.

»Saalænge jeg kan huske, har jeg skjelnet imellem Sandhed og Løgn; det er ikke vanskeligt for den, hvis hele Sjæl brænder af længselsfuld Higen efter Retfærdighed. Men det er svært at vælge Sandheden, naar Veien dertil gaaer over knuste Hjerter. Det Livjeg førte, stred imod min Overbeviisning! Jeg holdt gode Miner med den Verden, der uretfærdigt fordømte min Søster, skjøndt jeg i mit Hjerte var overtydet om hendes Uskyldighed, og samtykkede ved min Taushed i dens utallige Fordomme, skjøndt jeg bar den bittreste Opposition derimod i Sjælen. Aldrig faldt den Tanke mig ind, at jeg skulde reformere Samfundets Love, eller give mine Kræfter i den gode Sags Tjeneste for et bestemt Formaals Skyld, men jeg følte, at det for den menneskelige Naturs Æres Skyld burde være Et at erkjende og bekjende Sandheden - og jeg foragtede mig selv, fordi jeg ikke gjorde det! Jeg kunde ikke undertrykke den Tanke, at den almindelige, stumme Fordømmelse af Clara i det Hjem, hvis Liv og Glæde hun havde været, anklagede mig for den feigeste Troløshed, idet jeg tilsyneladende deeltog deri: Men mit Hjerte oprørtes mod den Beslutning frivilligt at berøve mine Forældre deres sidste Haab og Trøst, som var bygget paa mig. Engang havde jeg næret det urimelige Haab, at gjøre Moder Sagen anskuelig fra mit Synspunkt, og derved betage hendes Sorg dens dybeste Bitterhed, men naar jeg nævnede Claras Navn eller noget, som i fjerneste Maade stod i Forbindelse dermed, yttrede hun saa voldsomme Tegn paa Afsky og Smerte, at jeg maatte tie. Senere, da jeg nogle Gange med Hensyn til et andet Tilfælde under lignende Omstændigheder, greb Leiligheden til med al min Kjærligheds og Overbeviisnings Styrke at tale Claras Sag, blev Fader saa opbragt, som jeg aldrig har seet ham, og Moder fik et Krampetilfælde. Efter den Tid, henvendte de begge alvorligere end nogensinde deres Tanker paa et Ægteskab for mig, og jeg blev forberedet paa snart at bestemme mig for en af de unge 167 Herrer, der til min store Forundring og Bekymring længe havde stræbt at overvinde min Ligegyldighed. Og da nu til min Ulykke en riig, almindelig anseet Greve begjærede min Haand af Fader, forlangte han mit Samtykke som det eneste, der endnu manglede. Jeg nægtede det bestemt - beredt til alt, undtagen til at stemple min Svaghed som Bedrag, ved at knytte mig til den Verden, jeg foragtede, ved et Baand, der blev fordømt som ugyldigt af min Fornuft, og forkastet af min Følelse, som en Vanære. Fader forlangte Grunde for mit Afslag. Jeg gav ham dem frit og uforbeholdent - for første Gang udtalte jeg alt, hvad der var kommet til Bevidsthed i min Sjæl siden Claras Død, skaansomt men bestemt foreholdt jeg ham hans Uret imod hende, begeistret og rørt søgte jeg at gjøre ham den Velsignelse indlysende, der endnu var os tilbage i Mindet om hende, naar vi forstod at vurdere det - men altsom min Lidenskab brød ud i klare Flammer, forstenedes hans Træk ligesom den Morgen, da han forskjød min Søster. Han stod taus og kold foran mig med korslagte Arme og sammenpressede Læber, og Moder, som denne Gang var for angrebet til at faae Krampe, sad ubevægelig og stirrede paa mig med et forvirret, medlidende Blik, idet hun af og til udbrød: »Stakkels ulykkelige Barn - min arme Tyra! O Gud, hvorledes skal jeg bære det?«

»Er Du færdig?« spurgte Fader, da jeg taug. Jeg bøiede Hovedet til Svar, jeg havde ikke længer Stemmen i min Magt. »For min Skyld skal Du ikke tvinge din Tilbøielighed. Det Barn, der har vanæret mit Navn i sine Tanker, skal ikke længer bære dette Navn. Men med en Faders Kjærlighed opgiver jeg ogsaa en Faders Rettighed - Du er fri, og jeg skal aldrig blande mig i dine Anliggender! Jeg vil kun gjøre dig opmærksom paa, at Du nu har Valget imellem at modtage Grevens Haand - isaafald vil jeg for din Moders Skyld laane dig mit Navn og beholde dig som Gjæst i mit Huus til Foreningen er sluttet - eller at gaae om at tigge. Imorgen venter jeg dit Svar.« Med disse Ord forlod han Værelset. Jeg stod endnu ubevægelig, halv bevidstløs af Rædsel, da Moder med Anstrængelse reiste sig, og heftigt grædende tog mig i sine Arme. Uden at sige et Ord fulgte hun mig op paa mit Værelse og lukkede Døren ilaas efter sig. Med en Bevægelse, der næsten kvalte mit Aandedræt, stirrede jeg ind i hendes Ansigt, idet jeg ventede paa, hvad hun vilde sige. Endelig 168 begyndte hun med svag Stemme, afbrudt af Sindsbevægelse, men uden Vrede eller Bitterhed: »Tilgiv din Fader - han vil tage hvert Ord tilbage, han har udtalt i sit Hjertes Bitterhed! Han er en Mand, og kjender ikke den Sorg, der knuser Stoltheden - den kan kun en Moder føle! Jeg var selv stolt, Tyra - saalænge jeg var sikker paa eet af mine Børn! - Vær rolig min Pige! jeg bebreider dig intet - din Moder elsker dig, og vil ikke slippe dig af sine Arme. Jeg burde have gjættet, hvad der foregik i dit Sind, og selv ledet dine vildfarende Tanker tilbage paa den rette Vei, istedetfor at jeg lod dig pleie og nære dem i Ensomheden. Sorgen gjør egoistisk - mit Hjerte vaandede sig, hvergang Du vilde tale til mig - om hende - og for at skaane mig selv har jeg opoffret dig! Du var for ung, for uerfaren til ikke at lade dig vildlede af din Følelse. See ikke saa vildt, saa fremmed paa mig! alt skal blive godt! Du er jo endnu din Moders elskede, uskyldige Datter - hendes eneste Haab i denne Verden. Naar Du rækker den Mand din Haand, som Fader har valgt for dig, vil han velsigne dig, som jeg, og hvert haardt Ord skal være dødt og glemt i Eders Hjerter.«

En iisnende Kulde giennemfoer mit Hjerte, idet hun talte saaledes til mig. »Forstaaer Du mig da slet ikke?« udbrød jeg med ubeskrivelig Smerte. »Jo, mit stakkels Barn! Give Gud, jeg før havde forstaaet hvad der feilede dig!« svarede hun grædende. Hun troede altsaa, at jeg var vanvittig eller paa Vei til at blive det! - Jeg følte virkelig i dette Øieblik mit Begreb svækket og min Hjerne rystet - jeg sprang op og gik i feberagtig Uro frem og tilbage i Stuen, mens alle Tanker og Følelser i min Sjæl kjæmpede efter Bevidsthed. Endelig standsede jeg foran min Moder, og sagde langsomt og tydeligt: »Jeg er syg i dette Øieblik, jeg troer jeg har Feber, thi mit Blod brænder som Ild - men jeg sværger dig til ved alt hvad helligt er - jeg taler ikke i Vildelse! Hvad jeg nu siger er Resultatet aflang Tids indre Kamp og Forsken: den Vanære, Clara skal have gjort sig skyldig i, er Englereenhed mod den Skjændsel det vilde være for mig at indgaae det Ægteskab, min Fader foreslog mig! Derfor har jeg afslaaet det - og jeg kan ikke tage mit Ord tilbage. Hvis man ikke forlangte min Erklæring imorgen, vilde jeg vente til denne piinlige Bevægelse i mit Sind har lagt sig, i Haab om da maaskee at overbevise dig - men nu er der ingen Tid at spilde! Tal med Fader - han 169 elsker dig saa høit - overtal ham til at tage sin Beslutning tilbage! Lad mig ikke tvinges til at forlade ham og dig! Vær god, vær klog - vær barmhjertig mod os alle!« - Hun stirrede forfærdet og bedrøvet paa mig, idet hun svarede: »Du veed, at din Fader aldrig gaaer fra sit Ord, om det saa var Vorherre selv, der befalede ham det!« men tilføiede, forskrækket over det vilde Udtryk i mit Ansigt: »Ja, jeg skal tale med ham! Vær blot rolig! det er sandt, Du er syg! Gaae tilsengs mit Barn, Du har stærk Feber.« For at afbryde den Samtale, der satte os begge i saa heftig Bevægelse, ringede hun paa Kammerjomfruen og befalede hende at blive inde og passe mig, men selv veg hun ikke fra min Seng. Der sad hun til sildig Aften, badede min Pande med koldt Vand, gav mig kjølende Pulver og nervestyrkende Draaber, men behandlede hvert Udbrud af min Sjæleangst som Feberphantasie.

Efter Nattens Ro og Ensomhed havde jeg imidlertid saa fuldkomment gjenvundet min Bevidsthed, at hendes Forsøg paa at skuffe Fader med Hensyn til min Tilstand, mislykkedes. Kort og koldt forlangte han mit Svar paa Grevens Vegne - det var et bestemt Afslag. Min Stakkels Moder blev baaret besvimet ud af Stuen, og Fader fulgte hende, efterat have befalet mig, inden Aften at forlade hans Huus, uden at gjøre noget Forsøg paa at see hende. Jeg adlød uden Modstand, men med de bittreste Følelser i Hjertet. Claras Portrait var det eneste jeg tog med fra mine Forældres Hjem.«

En lang Pause fulgte efter Tyras Fortælling. Endelig sagde Minona: »Du kunde dog ikke fortryde dit Valg?« - »Nei!« svarede Tyra, idet hendes Ansigt oplivedes af mild og begeistret Bevægelse. »Jeg var alene, forskudt og fordømt af Verden - men frikjendt af min egen Følelse. Er andres Foragt ikke at foretrække for Selvforagt? Jeg havde mistet meget, men mit Hjerte var bevaret for Livet, Sandheden, Kjærligheden! Vel sørger jeg dybt over mine Forældres forladte Tilstand, men jeg bebreider mig den ikke. Jeg kunde ikke have offret dem min Ære og Tro! Der er ingen Velsignelse ved et Offer, der fornedrer Den, som bringer det. - Det er saligt at lide Forfølgelse for sin Troes Skyld, naar man troer paa Livet, thi det vender Sorgen til Glæde. Gjennem Ørkenen fandt jeg Vei til det forjættede Land.«

Det var blevet sildig Aften, og Maanen stod høit paa Himlen, da 170 Minona gik hjem. Hun sagde til sig selv, at hun havde fundet Orakelsvaret paa sit Hjertes Spørgsmaal, thi med fuld Fortrøstning gjorde hun Tyras Troesbekjendelse til sin: at Kjærligheden helliges ved dens Natur og ved dens - Gjenstand.

        

171

Syvende Capitel

Den vilde Falk to Vinger har
Høit flyver han med dem;
Delphinen gjennem Bølgen klar
Som Lyn sig skyder frem.
Men ensom jeg maa staae paa Strand
Og stirre taus mod Sky;
Og kun min Tanke følge kan
Hen til den fjerne By.

C Winther.

En ny Verden var skabt i Minonas Hjerte, siden hun havde talt med Viggo. Hun tænkte med urolig Længsel paa det Øieblik da hun skulde see ham igjen, og dog følte hun sig for første Gang undselig ved denne Tanke. »Hvorledes vil han see paa mig? hvad vil han sige til mig? vil han nogensinde gjentage det Spørgsmaal, jeg ikke besvarede igaar? kan han ikke altfor tydeligt see Svaret i mit Ansigt?« saaledes spurgte hun sig selv, da hun efter en søvnløs men drømmerig Nat, stod ved sit Vindue og betragtede Dagens Frembrud med straalende Øine. Altsom den Time nærmede sig, at hun skulde træffe sammen med Viggo voxede hendes Uro, og da hun hørte ham gaae ned af Trappen, listede hun sig den modsatte Vei ud i Skoven, istedetfor at gaae ned i Dagligstuen, hvor hun ventedes ved Theebordet. Men hvor let hendes Hjerte end slog ved Bevidstheden om denne korte Frist, kunde hun ikke lade være at tænke paa hvilke Slutninger Viggo drog af hendes Fraværelse, og hemmeligt at vente at han skulde have fulgt hende - men han viste sig ikke, hvor tidt end en uventet Lyd, en sagte Raslen af Bladene fik Minona til at fare sammen, og hun vendte langsomt tilbage med en Følelse af skuffet Forventning, der bragte Taarer i hendes Øine. Ved Enden af Stien saae hun endelig Viggo, der gik forbi 172 i faae Skridts Afstand uden at bemærke hende. Han gik hjemmefra - for fireogtyve Timer siden vilde hun have løbet efter ham, og fortroligt lagt sin Arm i hans; nu standsede hun som rodfæstet til Pletten, og stirrede efter ham, til han var skjult af Træerne - da gik hun langsomt videre med taarefulde Øine og blege Kinder. Men Haabet i hendes Hjerte beseirede snart denne øieblikkelige Nedslagenhed - han var vel gaaet ud for at møde hende, og vilde snart komme tilbage! Hun tog sit Sytøi og den Bog, hvori han forrige Dag havde læst høit, og satte sig i Lysthuset, hvorfra der var Udsigt over Veien, og da Helene fortalte at han havde spurgt efter hende, vendte Rødmen tilbage paa hendes Kinder. Med klar Stemme, hvori hendes Hjertes Bevægelse gjenlød, sang hun alle hans Yndlingssange for at Tonerne skulde naae ham saasnart han nærmede sig - men den ene Time gik efter den anden, uden at han lod sig see. Minona havde for længe siden holdt op at synge, Sytøiet laae urørt, selv Bogen hvori hun sagte havde gjentaget hver Sætning Viggo havde læst høit, var lagt tilside, og hun sad bleg med Hænderne foldede i Skjødet, og Blikket stift heftet paa Veien, da han endelig viste sig. Hendes første Bevægelse var at reise sig for at ile ham imøde, den næste at sætte sig igjen, saa fremmed og alvorligt forekom Udtrykket i hans Ansigt hende; og Stemmen hvormed han tiltalte hende, svarede dertil, idet han med en venlig Hilsen og den Bemærkning at han havde faaet Breve at besvare - gik forbi hende ind i Huset. Minona brast i Graad; men med den faste Beslutning, ikke at give efter for denne urimelige Bevægelse trængte hun Taarerne tilbage, og gik ind til Helene, saasnart det lille Speil i Naalebogen havde forvisset hende om at de intet Spor havde efterladt i hendes Ansigt. Paa Helenes Spørgsmaal efter Viggo, lykkedes det hende at svare med en ligegyldig Mine: »Jeg troer vist han skriver Breve!« -

Da de endelig samledes i Dagligstuen, var Viggos Blik saa mørkt og hans Væsen saa adspredt, at Helene deltagende spurgte om Brevene havde bragt ubehagelige Efterretninger fra Frankrig. »Ja«, svarede han uden at see paa Minona; »min Onkel har paalagt mig nogle Forretninger i Kjøbenhavn, der forsaavidt er mig ubehagelige, som de nøde mig til at reise ind strax og tilbringe de sidste otte Dage

        

173 der, jeg endnu har tilbage før jeg skal hjem til Frankrig. Det Offer, Onkel fordrer af mig, er større end han troer - da jeg forlod ham, vidste jeg ikke hvor kjært Opholdet i Skovhuset skulde blive mig.« Disse sidste Ord, der blev henvendt til Helene, vilde under andre Omstændigheder have glædet Minona hjerteligt, men i Forbindelse med den pludselige Efterretning om Viggos Afreise klang de som den bittreste Kulde og Ligegyldighed for hende. Hun sad taus og stille, som om Samtalen slet ikke vedkom hende, men Helene yttrede med venlige Ord sin Forundring og Beklagelse over denne forandrede Bestemmelse. Viggo vedblev med en Stemme der i Begyndelsen var lidt usikker: »Otto Frank foreslog mig forleden at følge med ham til Byen, men jeg anede dengang mindst at jeg skulde gjøre Brug af hans Tilbud. Da han kjører imorgen træffer det jo nu ret beleiligt! jeg maa i Eftermiddag hen at tale med ham derom og tage Afsked med Franks. Gaae De ikke med?« Viggo henvendte disse Ord til begge Damerne, og Helene undskyldte sig, men foreslog Minona at følge med sin Broder. Havde han selv sagt: Gaaer du ikke med? saa vilde hun med Begjærlighed have grebet denne sidste Leilighed til at være ene med ham - nu svarede hun hurtigt: »Nei - jeg vil heUer bede dig om at hilse Virginie! - Tyra talte igaar om at see ind til mig paa sin Spadseretour!« tilføiede hun som en Slags Undskyldning, og gik hurtigt ud af Stuen for at skjule den Sindsbevægelse, hun ikke længer var Herre over.

»Han elsker mig ikke!« tænkte hun - og alt hvad der kan udtales i disse Ord: den bittre Skuffelse, den trøstløse Forladthed, den sønderknusende Ydmygelse, som kun den, der elsker, er udsat for at føle, overvældede hendes Hjerte, der var saa uvant til Sorg at den første let kunde blive afgjørende for hele Livet. Men hendes Bevidsthed vidnede imod den Tro, at hun ikke var elsket, hendes Følelse oprørtes derimod, og denne Uvisheds feberagtige Spænding opretholdt hende saalænge Viggo endnu ikke var reist. Da hun igjen kom ned i Stuen, var hendes Udseende saa forandret at Helene spurgte om hun var syg. Men da Minona grædende kastede sig i hendes Arme, troede hun at forstaae Aarsagen til disse Taarer, og trøstede hende, ikke med Ord eller Grunde, men med det eneste der virkelig er istand til at trøste og berolige de Bedrøvede - Medfølelse.

174

Det lettede Minonas Hjerte at hendes Sorg blev fundet naturlig. »Gud skee Lov at han er min Broder! saa kan jeg dog græde for ham uden at forraade mig!« tænkte hun.

Viggo kom sildigt hjem, og Aftenen, den sidste han tilbragte i Skovhuset, sneg sig langsomt hen for dem alle - Bevidstheden om den forestaaende Adskillelse hvilede tung og trykkende paa deres Hjerter. Dog var der en endnu pinligere Tanke, som satte Minonas Følelser i Bevægelse - den vaktes tillive ved hendes første Sorg og skulde først finde Svaret i Døden: »Hvorfor?« var det naturlige, simple Spørgsmaal, der som en Slange snoede sig om hver Tanke og gjød sin Gift i hver Følelse: »Hvorfor vil han forlade mig?« Endnu var han ikke reist - endnu kunde hun vove Spørgsmaalet.

Da Viggo endelig, træt i Sjæl og Sind efter denne lange Dags Lidelser og den Selvovervindelse det havde kostet ham at skjule dem, kastede sig paa en Stol i sit Kammer, bankede det sagte paa Døren. Han foer sammen - det maatte være Minona - og inden han kunde fatte sig traadte hun langsomt over Dørtrinet, kastede et hurtigt Blik paa den aabne Kuffert, og satte sig i en dunkel Krog af Værelset; da først saae hun paa Viggo, og sagde i en bedrøvet men fattet Tone: »Hvorfor vil du reise? du har en anden Grund end de Forretninger, din Onkel har overdraget dig!«

»Hvoraf slutter du dig til at jeg skulde have hemmelige Bevæggrunde?« spurgte Viggo med tiltvungen Fasthed, der klang som Haardhed. Det var første Gang i sit Liv, Minona blev haardt tiltalt - hendes Hjerte svulmede af smertelig Bevægelse, men hun tilkjæmpede sig Fatning til at svare paa samme Maade som hun var begyndt: »Du kan dog ikke tro at din adspredte og forandrede Sindsstemning er undgaaet min Opmærksomhed! Var det alene Sorg over at skulle forlade os før Bestemmelsen - som du sagde til Helene - saa vilde du vist ikke have tilbragt det meste af denne sidste Dag borte fra os. Deraf slutter jeg mig til at noget du skjuler for os - noget som er dig ubehageligt - maa være Anledningen til din Reise.«

Skjøndt Viggo intet Offer vilde have skyet for at tilkjæmpe Minona den Fred, han selv savnede, kunde han dog ikke i dette Øieblik uden Bitterhed høre hende omtale hans Reise med saamegen Rolighed - den stod i altfor pinlig Modsætning til hans egne Følelser.

175

»Og om saa var?« udbrød han heftigt. »Er det da ikke faldet dig ind at jeg maa have Aarsag til at holde Anledningen skjult, og at jeg vilde sagt dig den, hvis jeg ikke ønskede at den skulde være en Hemmelighed for Alle?«

»Du er haard imod mig!« svarede Minona med skjælvende Stemme idet hun reiste sig. »Du glemmer at jeg ikke er vant til at blive tilbagevist med Haardhed og Kulde - mindst af dig! Ellers stod jeg ikke her. - Farvel! Hvad end Anledningen til din Reise er, vil jeg bede Gud om at du der, hvor den fører dig hen, maa blive ligesaa lykkelig som du har gjort mig - og at Lykken ikke maa forlade dig, som du nu forlader mig. Noget bedre veed jeg ikke at ønske!« - Hun vendte sig om for at skjule sin Bevægelse, og nærmede sig Døren med usikkre Skridt; men Viggo greb hende i sine Arme, førte hende hen til en Stol, og sagde med blød og bevæget Stemme idet han bøiede sig ned imod hende: »Tilgiv mig, elskeligste Minona, og lad mig ikke bøde for min Synd - ved at skilles saaledes fra dig! Det er Sorgen over at maatte forlade dig - efter at jeg i dig har fundet alt hvad jeg savnede - der berøver mig Fatningen! Jeg maa handle saa haardt imod mig selv, at jeg i mit Hjertes Bitterhed derover kommer til at tale haardt - selv til dig!«

»O kjære Viggo!« udbrød Minona bønligt og ydmygt. »Bebreid mig ikke at jeg gjentager det Spørgsmaal, du før blev vred over. Naar du taler til mig i denne velbekjendte, milde Tone kan jeg ikke fatte eller finde mig i at en Hemmelighed skal bestaae imellem os to - at du har en Sorg, som din Minona ikke maa dele. Naar du er borte, vil jeg fortæres af Længsel og Savn - du maa ikke føie den Bevidsthed til, at jeg havde mistet din Fortrolighed, thi den kan jeg ikke bære! Læg Land og Hav imellem os - mit Hjerte og min Tanke skal finde Vei til dig trods hver Afstand! Læg Graven imellem dem, der elske hinanden - Kjærligheden vil dog forene den Levende paa Jorden med den Døde der er i Himlen! Men læg en Hemmelighed imellem Hjerterne - saa vil du faae at vide hvad Adskillelse er. Skulle vi saaledes skilles?«

»Du kjender din Magt, Minona! misbrug den ikke!« udbrød Viggo. »Tving mig ikke med din Stemme og dit Blik til at bryde denne Taushed - det vilde være et Brud paa Pligt og Ære - et saadant, som en Mand aldrig kan forsone sig med. For din Skyld saavelsom 176 for min, maa jeg bevare denne Hemmelighed! und mig den Trøst, at jeg maaskee derved kan spare dig en stor Sorg, og afvende Følgerne af den største Ulykke fra dig!«

Den største Ulykke var kun Minona anskuelig i een Skikkelse - derfor betoges hun af en tilintetgjørende Smerte ved Viggos Ord, men besjælet af en Følelse der var stærkere end Skinsygen, sagde hun med ubeskrivelig Ømhed: »Er der en Anden, som har helligere Krav paa dig end jeg - saa reis! og tro ikke at din Lykke skal blive en Ulykke for mig. Kalder hun dig tilbage til Frankrig, saa reis dyrebare Viggo! men kom herhjem til mig med hende. Jeg lover at jeg vil være din Elskede den kjærligste Veninde!«

Viggo vendte sit Ansigt bort - det var mere end han kunde udholde. »Du tager feil!« udbrød han med lidenskabelig Heftighed. »Der er ingen som har eller nogensinde kan faae Plads i mit Hjerte i Nærheden af din! Jeg elsker dig saa høit, saa udelukkende, at Tanken om at afslaae dig en Begjering, sønderriver min Sjæl, og dog maa jeg gjøre det - ja jeg vil heller strax lukke denne Dør imellem os, og aldrig see dig mere - end jeg vil opfylde et Ønske, hvis Følger er ufattelige og uberegnelige for dig! Du kan ikke forstaae mig - du skal det ikke heller! men hvis du virkelig har Kjærlighed til mig - ikke den herskesyge og lunefulde Følelse som feilagtigt kaldes ved dette Navn - men en Kvindes dybe og tillidsfulde Kjærlighed - saa vil du tro mig naar jeg forsikkrer dig om at det ikke er Mangel paa Fortrolighed, men min Ulykke, der nøder mig til at lægge en Hemmelighed imellem os, og at jeg kun gjør det for at forebygge en større Ulykke. Tager jeg feil, Minona, naar jeg stoler paa at den Pige, til hvis rene og ophøiede Natur jeg seer op med Andagt og Begeistring, ikke om det end kunde mildne hende den bittreste Sorg, eller sikkre hende den høieste Lyksalighed, vilde forlange en Tilstaaelse af mig som min Følelse erklærer for vanærende?«

Minona var blevet dødbleg, og hendes Øine skinnede som Flammer idet hun svarede: »Vanærende? Nei Viggo - saa behold din Hemmelighed - jeg skal ikke forske derefter! Tilgiv mig hvad jeg har sagt, jeg vidste ikke hvad jeg gjorde, men det var min Kjærlighed! Siig mig til Trøst i dette tunge Øieblik - den har dog ikke voldt dig Smerte?«

177

»Din Kjærlighed - tal ikke saaledes til mig Minona! Din Kjærlighed var den første Velsignelse jeg i mit Liv har lært at kjende - den eneste - fra nu af er det glædeløst og mørkt.«

»Nei, det skal aldrig blive glædeløst, hvis min Kjærlighed var dig til Glæde, thi den vil jeg bevare for dig saalænge jeg lever! Og hvis alt andet er forandret naar du engang vender tilbage - saa du ikke kjender dette Sted igjen hvor vi have været lykkelige sammen - saa skal du kjende Minona igjen paa hendes Kjærlighed! Læg Jord og Hav imellem os - du bliver dog her i mit Hjerte og i min Tanke! Farvel! Jeg veed ikke hvad der kalder dig herfra - jeg adlyder dig, og forsker ikke derefter - men glem ikke at min Længsel tidligt og sildigt kalder dig tilbage!« - Hun kunde ikke længer beherske sin Bevægelse - den lidenskabelige Spænding som havde opretholdt hende gav efter for Adskillelsens Smerte, og hun sank heftigt grædende ned for Viggos Fødder. Han løftede hende op i sine Arme, trykkede hende fast til Hjerte og kyssede hendes Pande og Hænder - men pludselig rev hun sig løs, og ilede ud af Værelset.

Den næste Morgen da Viggo tog Afsked med Helene, var Minona ikke tilstede, men da han ved Stenten vendte sig om for at sende det kjære Huus sit Afskedsblik, saae han det hvide Gardin fra hendes Vindue flagre frem og tilbage for Vinden - og det var hendes Haand der saaledes tilvinkede ham den sidste Hilsen. -

178

        

179

Anden Deel

180

        

181

Første Capitel

Ingen Ild, ingen Brand
Kan flamme saa heed,
Som hemmelig Elskov
Den Verden ei veed.

C. Winther.

Over et Aar var forløbet, siden Viggo kom tilbage til Frankrig. Han havde kjæmpet uden at seire, søgt uden at finde - thi han søgte i Fortvivlelse istedetfor i Tro den guddommelige Trøst, som man kan faae af Religionen, men ikke fravriste den. Han havde søgt sig haabløs, og kjæmpet sig træt. Hans Tilstand lignede Ridderens der har været i Elverhøien, dandset med den fagreste af Elverpigerne, følt hendes brændende Kys, lyttet til hendes Suk og Ord - og seet Høien synke i Jorden ved Morgengry. Men der var en Forskjel, som gjorde Viggos Ulykke virkeligere - hans Elverpige leed under samme Trolddom, fortæredes af den samme »bittre Længsels Ild«, hendes Lidelser var ingen Drøm, men en levende Virkelighed, som ængstede ham Dag og Nat. Havde Viggo liidt alene, vilde han have søgt Trøsten paa en anden Maade, og fundet den - han var ikke den Mand, som en Drøm gjør til Sværmer! Hvis han, som den ulykkelige Elsker i Visen, kunde sige at den Luedrik, der havde beruset ham, ikke fandtes paa Jorden, saa havde han søgt sin Frelse i det virkelige Liv, istedetfor at jage paa Vei og Stie efter et Phantom, der havde svigtet ham. Men hans Kjærligheds Feeverden stod endnu, han vidste hvor, og et levende, et elskende Hjertes Klage kaldte ham tilbage til den. Som Phønix der selv antænder sin Rede og døer i Flammerne, havde Kjærligheden angrebet Minona; Viggo vidste at hun var syg af Sorg. Ved hver skaansom og forsigtig Hentydning dertil i Helenes Breve, ved den rørende Maade hvorpaa hun selv søgte at skjule sin Tilstand for ham i de faae Linier hun tilføiede, leed han usigeligt. Han kunde maaskee frelse hende fra 182 Døden - ved en Forbrydelse. Denne Tanke var ham for stærk han undflyede den med Rædsel, og søgte at overtale sig selv til at troe at hendes Sygdom var mindre farlig end Helene ansaae den for, og at hendes egen Taushed var Resignation. Han tænkte med vild Begeistring: Kunde jeg ved Helvedes Hjælp frelse hendes Liv, saa maa jeg med Himlens Hjælp kunne frelse hende uden at begaae denne Forbrydelse. Han vilde storme Himlen, for at bemægtige sig den Lægedom, der kunde lindre Minonas Smerte og skaffe hendes Hjerte Fred - han vilde udgrunde Religionens Gaade, for at finde Forløsningsordet, der kunde frelse hendes Sjæl - istedetfor at søge Lægen, Forløseren, og kalde ham til den Syges Leie. Hvorfor? - Hans Tro var Tvivl, og blev i denne frugtesløse Kamp opflammet til Fortvivlelse. Han saae Livets dybe, grændseløse Jammer, og følte at hvis der ingen Frelse var, saa maatte en Djævel være Verdens Skaber. Derved fik han en Slags Tro paa en Slags Frelse, men han søgte den som Middel, ikke som Maal - Minonas Helbredelse var ham vigtigere end den evige Salighed, og han forlangte den formasteligt som et Beviis paa Guddommens Tilværelse. »Paa Djævlens Tilværelse har man mangfoldige Beviser! var det formeget om Gud gav den Ulykkelige eet Bevis paa sin? Har Gud da intet Nei til Helvedes Ja?! Hvorfor gjør han ikke den Stærkeres Ret gjældende? Kan han ikke, eller vil han ikke?« Af den Natur var Viggos Tanker. Saaledes kjæmpede han med Tvivlen, istedetfor at kjæmpe mod den - saaledes undersøgte han, hvor han skulde søge. Han ventede et Mirakel, skjøndt han ikke var forvisset om at Guds Kjærlighed er almægtig.

Imidlertid gjorde Minonas Sygdom saa hurtige Fremskridt, at der ikke længer var Tvivl om at hendes Liv var i Fare. I lang Tid havde Helene vægret sig ved denne Tanke, og Lægen, der saae den Dødsangst hvormed hun ventede hans Dom svarede ubestemt og gav Haab om at hendes Helbredelse var mulig, men vilde afhænge af hendes Sindsstemning. Men den hectiske Rødme og Øinenes unaturlige Glands vidnede snart uimodsigeligt om den skrækkelige Sygdom, hvis Offer hun skulde blive. Helene havde forsøgt ethvert Middel til at adsprede og opmuntre hende, men den stakkels Pige leed mere ved disse unyttige Anstrængelser end ved de kvalfulde Timer, hun tilbragte i Ensomheden. Den Bevidsthed, at hendes 183 Kjærlighed i Verdens Øine gjaldt for en Synd gjorde hende sky og ængstelig, og den Tanke, at den maaskee var ugjengjældt gjorde hende undseelig. Der gaves Øieblikke - naar den Gaade, hvorpaa hun grundede var nærved at forvirre hendes Forstand, og det Spørgsmaal der altid holdt hendes Aand i Bevægelse, brændte paa Læberne - da hun kunde have kastet sig i Helenes Arme, og sagt: Hvorfor maa jeg ikke elske ham?! - saa var det Kvindens, ikke Søsterens Følelse, der holdt hende tilbage, thi den kjendte hun ikke. Hun taug, og trykkede Pilen dybere i Hjertet. Men i Ensomheden, naar Livet vilde gjøre sin Ret gjældende, naar Haabet og Kjærligheden tilhviskede hende den Trøst: at hun var elsket - saa reiste den hensvindende Livskraft sig stedse paany til Kamp, saa begyndte Aanden atter sin pinlige Virksomhed. Ogsaa hun søgte uden at finde. Hun søgte i Guds Ord, i Philosophernes Skrifter, i Digternes Fremstillinger af Menneskelivet Svar paa det Spørgsmaal, hun ikke turde udtale, men overalt saae hun kun den Vished bekræftet, at hendes Kjærlighed var Synd - intetsteds hvorfor den var det. Overalt blev det anseet for en Selvfølge at ingen tvivlede derom. Undertiden frygtede hun sig selv, og tilregnede sig det som en stor Synd at hun manglede den Bevidsthed, der syntes at være begrundet i Naturen, og naar hun tænkte paa den Magt, den udøvede over Viggo hvis han havde offret hende for dens Skyld, tænkte hun at han maatte hade og afsky hende, hvis han kjendte hendes Følelse. I et saadant Øieblik takkede hun Gud for den Sygdom, der snart maatte bringe hende Døden. Men naar hun i Tankerne gik tilbage til deres Barndom, og erindrede hvor fremmede de altid havde været for hinanden, sagde hun til sig selv: »Vi var jo dengang Søskende, men Slægtskabet hindrede os ikke i at gaae hver sin Vei - og dog skulde det Baand være stærkere end den levende Kjærlighed, der forener Mand og Kvinde? Jeg elskede ham ikke fordi han var min Broder - havde han lignet Moder, vilde jeg altid have afskyet ham! Jeg elskede ham, som en Pige elsker den Mand, der giver hendes Hjerte Livet, og hendes Liv Lyset! Er det Synd - er Gud Kjærlighed, og Kjærligheden fordømt? Nei - Døden fordømmer Livet, Mørket fordømmer Lyset - og Verden skyer Lyset, fordi den staaer i Dødens Sold. Derfor lader den sig regjere af et dunkelt Magtsprog, som ingen forstaaer, men som enhver underkaster sig af Feighed - man vil 184 heller offre sit Liv i Løndom, end aabenlyst tilkjæmpe sig det - for ikke at fordømmes af den blinde Mængde! Man skyer Livet af Frygt for - at døe. Men Viggo hører ikke til disse Slaver! han, der allerede som Dreng kjæmpede saa mandigt imod det han ansaae for Uretfærdighed - vilde han ikke som Mand kjæmpe før sin Kjærlighed? vilde han kaste den i Styx, for at gjøre sig Døden til Ven? Nei

- har han forladt mig - saa elskede han mig ikke, som jeg elskede ham!« Og ved denne Tanke, der var endnu haabløsere end den forrige, sank hendes Sjæl udmattet tilbage i Fortvivlelse.

Denne evige Strid uden Resultat tærede saameget paa hendes Kraft, at hun tilsidst blev vant til at betragte Døden som en Trøst. Alt andet tvivlede hun om: Gud, fordi han fordømte Kjærligheden

- Kjærligheden fordi den ikke kunde gjennemskue Dommeren og frigjøre sig fra et uretfærdigt Herredømme - Livet, fordi det var i Dødens Vold - men Døden troede hun paa. Tidt saae hun med sorgfuld Tilfredshed i Speilet, hvorledes Sygdommens hurtige Fremskridt havde forvandlet hendes Ansigt, der engang var saa blomstrende - da begræd hun sin Ungdom og Skjønhed, der aldrig mere skulde glæde hende selv og andre. Da betragtede hun angerfuldt Helenes blege og lidende Udseende, og søgte ved en Ømhed der lignede Tilbedelse, at gjøre sin Uret mod denne elskede Veninde god igjen. Helene sørgede bittert over at hun havde mistet sin Pleiedatters Fortrolighed, men gjorde hende ikke engang i sit Hjerte mindste Bebreidelse - og naar Minona grædende anklagede sig selv fordi hendes Sygdom gjorde hende egenkjærlig, tænkte Helene: »Hun er en Engel! hun sørger mere over den Lidelse hendes Sygdom foraarsager mig, end over sin egen«. - Men den stakkels Pige bebreidede sig sin Ulykke som en Synd, fordi en Anden leed derved, og al den Ømhed hvormed hun søgte at trøste Helene, forekom hende selv uægte: »Hvis jeg ikke var saa svag og egenkjærlig, vilde jeg ønske mig Livet for hendes Skyld! Hun elsker mig høiere end sig selv - og jeg kan trøste mig ved det, der gjør hende ulykkelig«.

Saaledes var Minonas Tilstand, da Helene endelig besluttede at skrive til Viggo, og bede ham om at komme tilbage. Af dette Brev, som jeg vil meddele Læseren, seer man bedst hvorledes hun bedømte Minona.

185
Skovhuset den 15de October 1840.

Kjære Viggo! det er med et tungt Hjertejeg bereder mig til at sige Dem noget, som jeg maaskee for længe har skjult for mig selv og for Dem! Jeg har kjæmpet til det Yderste for det Haab at Minonas Sygdom skulde være en Følge af den Tungsindighed, der i den senere Tid har behersket hende. Jeg troede det var Religionsscrupler, der tyngede hendes Sind, thi jeg traf hende ofte læsende i Bibelen, og hos Franks er det flere Gange hændet at hun pludselig, naar vi talte om religieuse Spørgsmaal, har blandet sig i Samtalen med en lidenskabelig Iver og med en Dybsindighed der er forbausende hos en ung Pige der, som hun, har følt mere end tænkt, og levet mere end læst. Men der laae en bitter Tvivl i hendes Ord, ikke alene om Skriften, men om Guds Retfærdighed, og en Mistvivl med Hensyn til Kjærligheden selv, som kun slet harmonerer med hendes rene, tillidsfulde og uskyldige Hjerte. Jeg frygtede, da hun har læst saameget i den senere Tid, at hun har indviklet sig i Philosophien uden Styrke til at gjennemskue den, men hun er saa indesluttet og undgaaer saa ængsteligt enhver Samtale med mig om disse Ting, som hun var bange at jeg skulde vide hvad der foregaaer i hendes Sind. O, Gud! jeg aner det værste. Døden - er den Gaade hun vil gjennemtrænge. Jeg maa sige det: den er hende nær! hendes Kinder blusse af hectisk Rødme - hendes Øine - Dommen staaer skrevet i dette overnaturlige Blik. Jeg veed det nu: Sygdommen afhænger ikke af hendes Humeur, men hendes Humeur afhænger af Sygdommen - og Lægen har sagt idag at der ikke er meget Haab om at den kan helbredes. Nu forstaaer jeg hende! hun skjuler sin Sorg for mig, at jeg ikke for tidligt skal faae Aarsagen til den at vide. Hun vil lide og kjæmpe alene - lad hendes Englesjæl da trøste sig ved den Tanke at hun letter mig denne tunge Strid!

Jeg veed at De har meget at bebreide mig; jeg burde for lang Tid siden have talt alvorligere og omstændeligere med Dem om hende; men dels har jeg selv saalænge - jeg mangler Minonas Sjælsstyrke! - altfor længe holdt Visheden fjern fra mine Tanker, dels har jeg givet efter for hendes indstændige Bønner om »ikke at forskrække Dem.« Nu vilde det være samvittighedsløst at tie! Nu er det Tid, ikke længer at misbruge den syge Piges hensvindende Kraft, men selv at understøtte og trøste hende i den tunge Strid. Gud give mig 186 Styrke til denne Gjerning, om det end bliver den sidste jeg udfører i dette Liv! -

Og nu, kjære Viggo, behøver jeg vel ikke at bede Dem om at komme tilbage. Minona veed ikke at jeg skriver derom, thi hun vilde afholde mig derfra fordi hun troer at De lider mindst ved at være fraværende, men jeg er vis paa at De bedre end nogen anden vil være istand til at trøste hende. Hun elsker Dem saa høit!

Deres Helene Aagesen.

Otte Dage efter at Viggo havde modtaget dette Brev, ankom han til Danmark, og efter nogle Timers hurtige Kjørsel nærmede han sig den velbekjendte Skov. Ved Alleen steg han af Vognen og lod den kjøre ind i Præstegaarden, imens han selv langsomt gik hen ad den lille Skovstie. Han søgte forgjæves at gjøre sig stærk - Synet af dette Sted hvor han havde gaaet saa ofte med Minona, og Tanken om den Forandring, der var foregaaet med hende siden den Tid overvældede ham. Han saae sig om med et haabløst Blik - Efteraarets kolde Liigpragt skjar ham i Hjertet. - Pludselig følte han sin Skulder sagte berørt af en lille Haand, og idet han skjælvende af Bevægelse vendte sig om, stod Minona for ham mere forandret end selv hans Hjerteangst havde afmalet hendes Billede, og dog sig selv tro i Dødskampen. Hun havde ikke lært, som Naturen, at smile koldt og ligegyldigt i Døden - hendes Ansigts smertelige og sorgfulde Udtryk var en levende Protest mod den Sygdom, hun var et Offer for. Viggo trykkede sagte hendes udtærede Hænder, idet han betragtede hendes Ansigt med en Blanding af Rædsel og usigelig Ømhed. »Her er forandret siden Du var her sidst! da var de Træer grønne, hvis Blade nu ligge visne paa Jorden« - sagde hun med bevæget Stemme. »Vend dig ikke bort! du tænker paa mig, der selv er allermest forandret - ikke sandt? Det forekommer mig som jeg grønnedes ifjor med disse Træer - jeg var ung og rask og lykkelig i deres Ungdom, og inden Løvet faldt - blev jeg syg. Hvorfor vilde du komme herhjem og see denne Jammer?« Viggo svarede med dyb Bevægelse: »Kan det undre dig at jeg vil være hos dig til det sidste, ifald jeg skal friste den Ulykke at miste dig?« »Det havde været bedre for dig, ikke at see mig igjen! saa havde du beholdt 187 det gode Indtryk fra den lykkelige Tid da vi første Gang saae hinanden - og jeg i ringere Grad følt Dødens Forbandelse: at mine Ord, mit Blik, selv Lyden af min Stemme volder dem Smerte, der før har glædet sig over mig. O, det er saa haardt!« hun skjulte sit Ansigt i sine Hænder og græd heftigt.

»Tal ikke saaledes Minona, min dyrebareste Pige! vil du forskyde dem, der elske dig, fordi din Sygdom volder dem Sorg? troer du da vi sørgede mindre, fordi vi sørgede langt fra dig? Hvis du skal dø - det Gud forbyde! - vilde du da helst dø ubegrædt? O, lad os ikke saa smaaligt tale om »mit« og »dit« i Sorgen! - Hvorfor vil du kun tænke paa Døden, og tænke saa haabløst derpaa?« - Minona saae hurtigt med funklende Øine op til ham og udbrød med Heftighed: »Svæk ikke Indtrykket af dine første gode, velsignede Ord med Hverdagstalemaader om Døden, som om den var en Overgang fra Parterret til Galleriet! De Mennesker, der betragte Døden saaledes, veed ikke hvad det er, at leve! Du taler om Trøst - troer du selv derpaa? kan du nævne mig anden Trøst end den at Lidelsen ikke overlever Livet? - Saa maa du fatte min Følelse, og ikke byde mig de forslidte Talemaader om et Liv efter dette - en ny, evig Dødskamp. Vil du trøste mig, saa trøst mig med Døden! O, tilgiv mig!« vedblev hun med taarefulde Øine. »Jeg har kun Døden tilbage - lad mig ikke ogsaa komme til at tvivle om den!« Der var en saa rørende Smerte i hendes Tone, at Viggo følte hvor umuligt det vilde være ham at aflede hendes Opmærksomhed fra disse mørke Forestillinger. De gik tause henad Veien, til de kom til Stenten ved den Plads hvor Skovhuset laae; her støttede Minona sig udmattet til et Træ idet hun saae sig om med et sorgfuldt Blik. »Hvorfor vilde du komme her igjen?« gjentog hun med klagende Stemme. »Kjender du dette Sted? det var her jeg første Gang saae dig, den lyse Sommerdag, da Roserne blomstrede paa Buskene derhenne - iaar har ingen plukket dem! - Jeg husker saa godt hvorledes her saae ud - der var Varme i Solskinnet, og Liv i Naturen - Sommerfuglene flagrede omkring Blomsterne, og Græsset skinnede som Fløiel. Du siger jeg skal vende mine Tanker fra Døden - see, det er Døden som har forvandlet denne Scene omkring os! - Kan jeg glemme det - glemme den Tid, som var, den Lyksalighed hvori jeg har levet og aandet? Naar Vinteren kommer, bliver det godt igjen, men paa en anden 188 Maade: saa svøbes Liget i sit hvide Lagen - og al dets Lidelse er begravet i Glemsel. Det er Dødens Trøst. - Der kommer Helene! trøst hende, hvis du kan, forson hende med den Vished, vi ikke længe kunne skaane hende for - hun har liidt meget for min Skyld, og vil lide endnu mere inden det er forbi.« Med disse Ord nærmede hun sig med et mildt og kjærligt Smiil tilligemed Viggo Helene, der kom dem imøde fra Huset, og forlod dem derpaa for i Ensomhed at bekjæmpe den Bevægelse, Gjensynet havde bragt hendes Sind i.

        

189

Andet Capitel

Som Vedbend tæt til Stammen klynges
Saa den gaaer ud og er forød.
Saa Sorgen af mit Liv forynges,
Og lever frodigt af min Død.

C. Winther.

Den Kamp, der forestod Viggo var saa svær, at han virkelig undertiden fortrød at være vendt tilbage. »Hvorfor kom jeg her for at forøge denne Jammer?« tænkte han med Rædsel da han saae hvorledes hans Nærværelse kaldte Minonas Tanker og Følelser tilbage til Livet, hvor de aldrig vilde møde andet end Fordømmelse. Saalænge han var fraværende havde Adskillelsen og den svage Tvivl om hans Kjærlighed undertrykt Haabet og Livskraften i hendes Sjæl, men nu da hun var daglig sammen med ham og i hans Øine med al Lidenskabens Klarsyn læste Visheden om at hun var elsket

- nu oprørtes hun mod Døden, og hele det hensvindende Livs Attraa concentrerede sig i en eneste mægtig, begeistret Stræben efter at gjøre sin Kjærligheds Ret gjældende trods Død og Grav. Som Solen der udsender sit mest glødende Skjær idet den gaaer ned, gjennemstraalede hendes Livslys i sin Undergang den hensygnende svage Form med en prægtig, men unaturlig Glands. Og Viggo, som vilde give sit Liv for at skaffe hende Fred, maatte være hendes Modstander i denne frygtelige Kamp, hvor Seiren var et Fald, og Nederlaget Død.

Han vovede ikke at gaae ind paa Stridsspørgsmaalet; thi han vidste at han ikke kunde løse Gaaden og frygtede for at lade sig overvælde. Han var selv haabløs og fortvivlet - hvorledes skulde han da trøste hende? Som hun, tvivlede han om alt i Himmel og paa Jord

- kun ikke om den Synd, han fristedes til at begaae. Og han modsatte sig den med al sin Villies Styrke - en Magt, som Minona ikke kunde modstaae. Hun følte at han ikke vilde tillade hende noget 190 Forsøg paa at overvinde den: hvergang de talte sammen søgte hun at give Samtalen en Vending, der kunde lede til en Forklaring hun tænkte: »fordømmer Viggo vor Kjærlighed, saa maa han idetmindste lade mig forstaae hvorfor?« - men naar han idetsamme saae paa hende som om han læste hendes Tanker, følte hun sig behersket af hans Villie, og underkastede sig med Fortvivlelse den ubekjendte Magt, han adlød. - Naar hendes Lidelser fik overhaand, og hun udbrød i Klager og Taarer, søgte Viggo aldrig at trøste hende - han troede ikke selv paa Trøsten - men han behandlede hende som et sygt Barn der trænger til Omhu og Medlidenhed. Han hørte paa hendes Klager uden tilsyneladende at forstaae Aarsagen, men naar hun udmattet havde grædt sig isøvn i hans Arme, vaagnede alle de vilde Tanker, den trodsende Fortvivlelse i hans Sjæl; og naar Søvnen havde udbredt et svagt Skjær af Lindring over den syge Piges Ansigtstræk, vidnede Viggos lidenskabeligt fortrukne Træk og skjælvende Læber tilfulde om den Kamp, der rasede i hans Sjæl.

I disse Øieblikke lærte han at frygte for sig selv, og naar hans Kraft nær var udtømt, trak han sig tilbage for paany at berede sig til Kampen, imens han undgik at være alene med Minona, eller, naar det ikke kunde undgaaes, sang og læste for hende. Ogsaa heri underkastede hun sig hans Villie, skjøndt kun de Steder i Bøgerne, hvor hendes egne Følelser fandt Gjenklang, vakte hendes Interesse; men disse gled Forelæseren let hen over, imens han søgte at fængsle hendes Opmærksomhed til andre Puncter, som vel kunde have stor Værdie som Resultater af den menneskelige Tro og Viden, men som hverken Viggo eller hans Tilhørerinde troede paa. Uden at opfatte Meningen lyttede hun til Klangen af hans elskede Stemme, og til sin egen Sjæls lidenskabelige Besværgelse, som hun ikke turde udtrykke for ham.

En Dag bad hun ham om at læse Ingemanns »Prinds Otto af Danmark« høit. Viggo blev glad over at der var noget hun yttrede Interesse for, og begyndte strax Læsningen, men skjøndt hun var usædvanlig begjærlig efter hver Dag at faae den fortsat, var hun som sædvanlig aandsfraværende og adspredt naar han læste. Hun lyttede til Stemmen, ikke til Ordene, og havde kun Tanke for hvormeget, ikke hvad han havde læst. Men da han kom til Beskrivelsen 191 af Ridder Folqvards Kjærlighed, og den Sang hvori han udtaler den

for Dronning Helvig - da han begyndte det første Vers:

Lad fare min Sjæl, din høiest' Attraae!
Lad fare saa stolt en Begjære!
Lad sidde den Frugt, du ei kan naae -
Besvær dig ret aldrig mere!
Hvi samler du Ved saa til det Baal,
Som dig kan selver brænde?
Naar det opstander opluer det vel
Og staaer ei til at vende!

faldt hans Blik paa Minona: hendes Øine stirrede bittert bebrei-

dende ind i hans. »Læs videre!« hviskede hun - og han vedblev,

uvilkaarligt henrevet af Udtrykket af en Lidenskab der var hans

egen saa liig. Da han læste:

O ringe Kreatur, elendige Trøst!
O fattige Haab og Sinde,
Som ei var værd at have den Trøst
At Solen skulde over dig skinne -

følte han at Minonas flammende Øine hvilede paa hans Ansigt,

skjøndt han ikke saae det. Hans Stemme skjælvede - dennegang

var det ham, der beherskedes af hendes Villie - og med et Udtryk

af den høieste Lidenskab læste han de sidste Vers:

Hvi skulde jeg frygte den Livets Nød,
Som mig kan holde vedlive?
Kort er den Skræk, ringer' den Død,
Som mig kan Livet give.
Hvi skulde jeg ei forøge det Baal,
Som kan baade slukke og brænde?
Det lædskes af Dug, som brændes af Sol -
Trods dem, det kan forvende!
192 Skin, Sol du klare, med kraftigt Skin!
Tænd op den, gjerne vil tændes!
Udsmelt som Snee med Varmen din
Det Haab, som saare længes!

Deres Øine mødtes - Minonas skinnede som Stjerner - hendes Kinder var bedækkede af en klar, brændende Rødme - aldrig havde hun selv dengang hendes Skjønhed blomstrede som den friskeste Rose, været saa henrivende at see! - hendes Seir var nær, men endnu eengang overvandt Viggo sig selv og hende. Han foer hastigt med Haanden over Øinene - og fortsatte Læsningen i en klangløs, laconisk Tone. Da han endelig lukkede Bogen og ængsteligt vendte sit Blik til Minona, blev han forfærdet over den dødelige Bleghed, som bedækkede hendes Kinder. Hun reiste sig, og forlod Værelset uden at see paa ham.

Fra denne Dag søgte Minona ligesom Viggo at undgaae Ensomheden, og en kort Tid gav Stoltheden hendes Væsen et bedragersk Skin af Kraft. Hun beskjæftigede sig med sine gamle Sysler i Helenes Selskab, besøgte Franks og tilbragte tidt hele Dage sammen med Tyra. Men overalt hvilede en Skygge, som Forudfølelsen af en stor Ulykke over disse Familiers Samliv, der før havde været saa lykkeligt. Frank sørgede over Minonas Sygdom, som om hun havde været hans eget Barn, og Virginies Væsen havde tabt sin naturlige glade Rolighed; tidt troede Viggo i hendes alvorlige Blik at læse en hemmelig Medviden, som ængstede ham og gjorde hans Væsen imod hende tvungent og koldt. Hun mærkede det med Græmmelse, og bad Gud frie de Ulykkelige fra det Onde. - Tyra var ikke heller den Samme, som hun havde været! Grunden hvorpaa hendes Tempel var opreist, vaklede allerede, men hun vilde ikke ændse Faren. I flere Maaneder havde hun intet Brev faaet fra sin fraværende Elsker, men hun undskyldte ham bestandigt: han kunde være syg eller maaskee Brevet var gaaet feil - men han kunde ikke have glemt hende. Hvorfor skulde man tro det Umulige, naar der kunde tænkes saamange rimelige Grunde? Og dog ængstede hun sig, saa Uvisheden tærede paa hendes Kræfter, og svækkede hendes frie friske Mod! men det var Forestillingen om en eller anden Ulykke der kunde være tilstødt ham, ikke den fjerneste Tvivl om hans Kjærlighed, 193 som vakte denne brændende Længsel og Uro i hendes Hjerte. Uge efter Uge ventede den stakkels Pige forgjæves, og den Efterretning hun langt om længe fik, tjente kun til at forøge hendes Spænding: Rygtet gik, at en Cand. Verner var blevet udnævnt til Adjunct ved Skolen i den nærmeste Kjøbstad. »Uden at lade mig det vide!« tænkte Tyra. »Det er jo umuligt, det maa være en Anden af samme Navn.« Endelig stod Udnævnelsen i Avisen »J. Verner« var Candidatens Navn, og Folk fortalte for ganske vist at han var forlovet med Grosserer Feilbergs smukke Datter; de ventedes en af Dagene i Besøg hos hendes Onkel som eiede en Herregaard der i Egnen. Tyra hørte ikke til de svage Characterer der forsætlig lukke Øinene for Virkeligheden for at bevare en Illusion. Men hun elskede selv for høit - hun troede for ubetinget paa Kjærligheden, til at hun skulde tvivle om Johannes Verners Troskab. Den Tanke var aldrig opstaaet i hendes Sjæl, at Frøken Feilbergs Forlovede var hendes Elsker - det forekom hende som en tilfældig Omstændighed, at deres Fornavn begyndte med samme Bogstav, og hun var for optaget af sin Bekymring for ham, til at lægge Mærke til Folks hinanden modsigende Beskrivelser af den forventede Adjuncts personlige Egenskaber. Men hendes Uro voxede med hver Dag, og naar den Tanke at Johannes var død, paatrængte sig hende, var ingen af hendes Venner istand til at trøste hende. Kun Minonas Selskab søgte hun altid med Begjærlighed, thi hun gjorde intet Forsøg paa at svække hendes Sorg - hun forstod den, og græd med hende.

I flere Dage havde Minona undgaaet Viggo; han saae hende kun i Selskab med Helene, og naar han søgte hende var hun i Almindelighed hos Tyra. Naar de talte sammen, var der en Kulde og Stolthed i hendes Svar, som ængstede ham mere end de voldsomme Udbrud af hendes Følelser, thi den Sjælekval hvormed disse Øieblikkes Fatning var tilkjæmpet, afprægede sig smerteligt i hendes Ansigt - og bragte ham til at spørge sig selv om ikke hans Fasthed var Grusomhed - om den Lidenskab der boede i dette elskelige Hjerte kunde være syndig for Guds Øine. Men heller aldrig havde menneskelig Lidelse været mere skikket til at vække Deltagelse og Beundring. Hun syntes at have opgivet sig selv, og kun leve for sine Kjære. Hun var saa mild og taalmodig i sin Sygdom - maaskee fordi den skulde bringe hende Døden - og søgte saa kjærligt at trøste

        

194 Helene, at hendes Elskværdighed aldrig havde vist sig i et mere rørende Lys.

En Dag da Viggo var gaaet alene ud og havde besøgt hver Plet i Skoven og dens Omegn, hvortil der knyttede sig Erindringer fra hans forrige Besøg, saae han Minona sidde paa Engen i Nærheden af et lille Bondehuus, og binde en Krands af de faae Græsstraae, Blade og halvvisne Tusindfryd som bragtes hende af nogle Bønderbørn, hvoraf hun var omgivet. En lille Pige havde slynget sine brune Arme om hendes Hals, og betragtede hendes Arbeid med straalende Øine, imens de Andre legede og dandsede omkring dem. »Du skal dandse med!« udbrød pludselig et af Børnene, og de øvrige raabte enstemmigt: »ja søde Minona skal dandse - med mig med mig!« Hun betragtede dem med et ubeskriveligt Blik, reiste sig langsomt, tog en af de Smaaes Hænder i sine og begyndte at dandse, imens de andre jublende skreg: »med mig - med mig!« Men pludselig brast hun i Graad og gik bort, efter at have trøstet Børnene med at hun vilde komme tilbage; men Viggo fulgte hende ind i Skoven, og saae at hun kastede sig ned paa Jorden og hulkede som om hendes Hjerte skulde briste. Han nærmede sig og løftede hende op i sine Arme. I dette Øieblik var al Kulde og Bitterhed langt fra hendes Sind, hun saae op til ham med et døende Blik og udbrød i en Tone der sønderrev hans Hjerte: »O Viggo! jeg kan ikke udholde disse Lidelser - det er Dødens Smerter uden Dødens Lindring! Jeg har været for lykkelig - derfor kan jeg ikke underkaste mig denne græsselige Skjæbne - derfor har jeg kjæmpet imod den, kjæmpet til mine Kræfter forlod mig - Sundhed, Liv, - alt har jeg sat til i denne Strid og alt har været - forgjæves. Tænk hvad det vil sige at kjæmpe forgjæves Nat og Dag - at lide som jeg har liidt uden at dø!«

»Troer du at jeg har staaet udenfor denne Kamp?« spurgte Viggo med dyb Bevægelse. »Har jeg ikke følt baade din og min egen Smerte?«

Minona stirrede et Øieblik paa ham, og svarede i en medlidende Tone: »Jo, stakkels Viggo! du seer syg og bleg ud - men Sygdom er ikke det værste - den er Lindring for den Ulykkelige - thi i den er der dog Haab! Jeg, der har elsket Livet saa høit, er drevet saavidt at jeg kalder Døden til Hjælp mod Livets Qval! Veed du hvad der er 195 det værste - det som jeg aldrig vil - aldrig kan underkaste mig som endnu i dette Øieblik fylder min halvdøde Sjæl med Modstand - det er at være levende begravet! At bære Livets Attraa med al dens Fryd og Salighed i Hjertet - og føle hvorledes den fortærer sig selv dernede i Graven, hvortil den er fængslet - at maaske imødesee det Øieblik da dens fortvivlede Kamp endes i Døden - med Glæde! Det er formeget - hvert mit Aandedrag er Modstand, et afmægtigt Oprør mod denne Skjæbne! O Viggo! vær barmhjertig, og siig mig hvorfor jeg skal lide dette?« udbrød hun vildt og jamrende, idet hun kastede sig ned for hans Fødder og klyngede sig fast til hans Knæ.

I Viggos Sjæl foregik en voldsom Kamp, men hans Ansigt blev roligt - kun dets Bleghed vidnede om hans Bevægelse. Han løftede Minona op, og holdt hende fast i sine Arme, idet hans Blik som fortryllet hvilede paa hende, og Ordet med Anstrængelse trængte sig frem over hans Læber: »Du har engang før gjort dette Spørgsmaal, og du lovede mig aldrig at gjentage det, fordi den Tilstaaelse det vilde koste mig, udsætter os for - Vanære!«

»Saa dræb mig, eller jeg gjør det selv!« udbrød hun vildt. »Naar du vil opoffre mig for den usle Verdensære, der bevares med Livets og Kjærlighedens Forlis, saa har jeg elsket en Træl og ingen fri Mand - saa Viggo vil jeg tro at jeg er en vanæret Pige! Saa forstaaer jeg den Forbandelse der har fulgt min Kjærlighed - thi den var uværdig!« Hun vilde rive sig løs, men Viggo trykkede hende fastere op til sig og sagde langsomt og bestemt: »Du maa erindre at jeg har beholdt et ganske andet Indtryk fra vor Barndom, end det, der har havt en saa afgjørende Indflydelse paa din Udvikling. Det var ikke feigt Hensyn til Verdens Dom eller Forbittrelse over en Skjændsel, der kun existerede i andres Tanker, som dengang bragte mig til at tage min Moders Partie - det var en urokkelig Bevidsthed om Familiebaandets Ukrænkelighed, og en dyb Følelse for den Forbandelse, som følger ethvert Brud paa de naturligste og nærmeste Forhold - den har fulgt mig gjennem hele mit Liv, som en Arv fra Hjemmet. Det var denne Følelse der drev mig til at søge dig, min Søster, som nu under de Forhold hvori du var opvoxet, kunde trænge til en Broders Beskyttelse, ikke alene for den vanskelige Stillings Skyld hvori du tilligemed din Stedmoder stod til dine Omgivelser, men for den farlige Retning, din Aandsudvikling næsten 196 maatte have taget. Jeg kom for at beskytte dig mod Farer, som du i din Uerfarenhed ikke kunde ane - for at stille mig som et Skjold mellem dig og Verden - og mellem dig og den Yderlighed, de Grundsætninger, du havde lært at beundre, saa let fører et varmt og ungdommeligt Hjerte til«. - Viggo trak Veiret dybt, og vedblev hurtigere og i lidenskabeligere Bevægelse: »Jeg kom, og fandt jo paa en Maade hvad jeg havde ventet - men dog, hvor vidt forskjelligt fra alt hvad jeg havde tænkt og drømt om, var ikke denne Virkelighed! Jeg blev den Modtagende, du den Givende - det var dig, der veiledede mig i den ny Verden hvori jeg var henflyttet - jeg fulgte blindt! Jeg glemte det Farlige i din usædvanlige Aandsretning for det Skjønne - jeg lod mig henrive - og Følgen blev - at jeg forelskede mig i min Søster. Da vaagnede jeg af Drømmen, og rev mig løs. Jeg var kommet for at beskytte dig imod Verden - jeg reiste for at beskytte dig imod mig selv! Og naar jeg nu har seet dig lide og kjæmpe for en Kjærlighed, som din Udvikling, din Natur, din Uskyldighed hindrer dig i at see i det rette Lys - og kjæmpet imod dig, skjøndt jeg vidste at dette Nederlag vilde blive din Død, da er det ikke Hensyn til Verdens Dom, eller til min egen Ære der har opretholdt mig i en saa græsselig unaturlig Strid, men alene den Bevidsthed at du selv vil forbande mig, naar du engang faaer at vide for hvilken Priis din Seir er kjøbt!«

»Aldrig - aldrig - du kjender mig ikke! Kjærligheden er mit Liv - jeg vil heller være med den i Helvede end i Himlen, den foruden! Er den en Synd, saa skal Synden være min Guddom! I den christelige Bøn hedder det jo: Gud frie os fra det Onde - er min Kjærlighed ond, saa vil jeg aldrig bede den Bøn - aldrig!«

Viggo betragtede hendes bevægede Ansigt med brændende Blikke, men hans Holdning var fastere end hans Stemme idet han svarede: »Du veed ikke hvad du siger, stakkels Barn - og Gud vil ikke tilregne dig det! Jeg vilde give mit Liv og min Salighed tusinde Gange for at frelse dig, men hvorledes skal den ene Blinde vise den anden Vei? Du er syg, du er ulykkelig - men du kjender ikke Lidenskabens Magt, som jeg! Jeg frygter ikke Verden eller Gud ikke Helvedes Pine for min Skyld - Minona - min Elskede - jeg frygter for at styrte dig i Fortabelse - og selv Kraften, som denne 197 Tanke giver mig - vil svigte! Derfor hør mig, før det er for sildigt: hvis Livet ikke er en Helvedes Løgn, saa er det sandt hvad Skriften vidner, at der er et Guds Rige til - og det er Sjæle, som din nært og en Guds Fred, Glæde og Kjærlighed, som langt overgaaer selv den uskyldigste og reneste menneskelige Lidenskabs Lyksalighed. Søg Frelsen der - er det sandt at Gud er Kjærlighed, saa vil han ogsaa søge dig, og om du end døer for os, skal du leve hos ham. Hvis du ikke vil gjøre det for din egen Skyld, saa gjør det for min Skyld, fordi du derved tager en Byrde fra mit Hjerte, som det ikke længer kan bære. Til Himlen kan jeg afstaae dig - ikke til Døden!« - Minona havde løftet Ansigtet iveiret, og betragtede ham med et sørgmodigt Blik imens han talte. »Og du, Viggo?« spurgte hun langsomt. - »Glem mig - spørg ikke om mig! tænk paa dig selv!« udbrød han lidenskabeligt. Hun smilede svagt, og rystede paa Hovedet. »Glemme dig - nei Viggo! skjøndt Tanken om dig volder min Død, vil jeg ikke søge Frelsen for den Priis! Du troer ikke selv paa det Guds Rige, du vil forvise mig til - ellers vilde du søge det for din egen Skyld! Min Skjæbne er afgjort:jeg vil ikke fordømme den Følelse jeg skylder Livet, om den end bliver min Død! Enten den gjør mig lykkelig eller ulykkelig, vil jeg prise dens Navn, og kalde dens Dommer uretfærdig. Hvis mine Følelser vanære mig i dine Øine, saa kan, og saa bør du forlade mig - men selv din Foragt kan ikke gjøre min Kjærlighed foragtelig i mine egne Øine!« Hun talte med usædvanlig Styrke og Sikkerhed, og blev staaende taus med bøiet Hoved og foldede Hænder foran Viggo, som om hun ventede sin Dom. Han svarede ikke, men trykkede hende til sit Hjerte og bedækkede hendes Læber med Kys. »Du forlader mig ikke!« hviskede hun sagte, idet hun saae op til ham med et lysende Blik. »Aldrig!« svarede han. »O Minona! hvis du kunde forsone mig med mig selv!« - »Ja, det kan jeg - ved den Kjærligheds Magt, som nu forsoner mig med Døden - med alt hvad jeg har liidt! Jeg var fordømt - nu er jeg frikjendt. Alt bliver mig saa let - min Sjæl faaer sine Vinger igjen - paa dem skal den svinge sig op over Jordens Nød og Jammer, men ikke bort fra det, der var dens Skat i Livet, naar Døden har fuldbragt sin Gjerning. Troer du jeg frygter den? O nei - jeg vil hilse den med de glade Ord: Kjærligheden vandt dog 198 Seir!« Overvældet af sin Bevægelse lænede hun sit Hoved mod Viggos Skulder og græd heftigt, imens han betragtede hende med en Blanding af navnløs Smerte og Lyksalighed.

Men pludselig foer hun sammen med en Følelse af Skræk - der hørtes Fodtrin i Nærheden, og han saae en Skikkelse i aandeløs Fart løbe henad Gangstien. Det var Tyras Pige. »O Gud! Frøken Minona - jeg maa endelig tale med Fruen!« raabte hun allerede i Frastand. »Hun er i Præstegaarden! er Tyra syg?« spurgte Minona ængstelig ved Synet af Pigens forgrædte Øine. »Gud ja, men jeg var saa bange for at forskrække Dem - De bliver ganske bleg. Jeg vil løbe hen til Præsten og bede Fru Aagesen strax gaae til min stakkels Frøken - men hvem skal saa hente Lægen? - hvilken Elendighed!« Minona skjælvede saa hun neppe kunde holde sig opreist. »Viggo!« udbrød hun. »Riid, skynd dig for Guds Skyld efter Lægen! Løb til Præstegaarden Margrethe! der er skeet en Ulykke!« Viggo lovede at ride, saasnart han havde fulgt hende hjem. Hendes Indvendinger hjalp ikke, det trak op til Torden, Regnen faldt allerede i enkelte Draaber - han maatte see hende i Sikkerhed før han reed bort. Men saasnart Minona ikke længer kunde høre Hestetrampen svøbte hun sig i sit Shawl og ilede saa hurtigt som hun kunde udholde det, til Tyras Bolig.

199

Tredie Capitel

Viis mig den Urt ved Lethes skumle Bred,
Der gjemmer Giften, smertelig - men sikker!
» Væringerne«. -
Men naar der skriftes saa paa Jord,
Da er der Fryd i Englechor.

»Kong Svend og Biskop Vilhelm.«

Tyra laae dødbleg paa Sengen med lukkede Øine, og den ene Haand, der var krampagtigt sammenknuget, fast trykket mod Panden. Minona nærmede sig ængsteligt og knælede ned foran hende, idet hun først sagte, men høiere og høiere alt som Angsten voxede, kaldte hende ved Navn. »Hun er død!« udbrød hun tilsidst fortvivlet. Men Tyra var kun afmægtig efter et Krampetilfælde, og slog i detsamme Øinene op med et forvildet Blik: »Hvem sagde at jeg var død!« raabte hun heftigt. »O, det er ikke sandt - alt - alt er Løgn og Bedrag - det sidste som det første! Jeg følte mine Øine, mit Hjerte briste - jeg sank ned i den sorte Nat - og nu vaagner jeg, som efter en Søvn! Livet er fuldt af Bedrag, men ingen Løgn kan dog lignes ved den - ingen Skuffelse martre som den - at Døden er en Søvn! - Sluk Lyset paa Himlen - jeg vil aldrig see det mere! jeg vil blinde mine Øine, min Sjæl at ingen af de falske Straaler skal trænge derind! See ikke derop om Natten naar Stjernerne skinne som Engleøine! De vinke Sjælen saa kjærlighedsfuldt - den seer sig riig, den seer sig stærk i Guddomsglandsen deroppe fra - og hvad er denne Salighed - en Løgn! Jeg gav Lyset mit Hjerte - og nu seer jeg at Lyset er den evige Falskheds Kilde!« hun havde talt afbrudt i feberagtig Vildelse, og nu faldt hun udmattet tilbage, uden at have seet Minona. Pludselig reiste hun sig op i Sengen, og vedblev: »De spaaede mig det saa vist - men jeg vilde ikke tro dem! Jeg vil aldrig - aldrig mere - tro noget! Jo Døden 200 vil jeg tro - jeg har kaldt den til Hjælp - den skal sikkre mig mod mine Fjender - ende min Elendighed - tilintetgjøre! - - Jeg kaldte - hvorfor tøver du? Kom Djævel! naar Englene staae i Løgnens Sold, skal du være min Herre og Gud. Jeg har hadet dig saa bittert - o, tilgiv! og forbarm dig over mig!« med disse Ord betragtede hun med stirrende Blik en lille Glasflaske, som hun havde skjult i Haanden. »Det skulde frelse mig - bringe Døden - o, jeg tænkte det nok - det var en Løgn! Nei!« vedblev hun idet hendes Legeme begyndte krampagtigt at skjælve. »Nei - det er endnu ikke forbi - den kommer - jeg havde nær sagt - Gud være lovet!« Og med en vild og skingrende Krampelatter sank hun tilbage i Sengen.

Minona havde grebet begge hendes Hænder, og vædede dem med sine Taarer, idet hun jamrende anraabte Gud om Hjælp. Endelig standsede det sidste Krampetilfælde; hun blev liggende ganske stille, syntes at lytte til Minonas Stemme med Bevægelse, og vendte langsomt Hovedet om imod hende. Bevidstheden vendte lidt efter lidt tilbage. »Stakkels kjære Minona - er du hos mig? Hvem har været saa ubarmhjertig at sende dig herhen?« sagde hun endelig med ubeskrivelig Ømhed. »O Tyra - hvad har du gjort!« udbrød Minona hulkende.

»Fordøm mig ikke! Du har liidt meget - men du veed ikke hvad det vil sige at overleve sin Tro! det var for meget - det var umuligt. Troer du at min Elskede er død? nei Minona - han lever - men Kjærligheden er død i hans Hjerte. Var han død, da vilde jeg græde som jeg græd over lille Johanne, og hvor mine Skatte var, der vilde mit Hjerte være. En saadan Sorg er sød, et saadant Savn er rigt paa Salighed - og dog kalde Menneskene det Kulde at man ikke jamrer trøstesløst ved den Grav der kun gjemmer det døde Legeme - men naar man mister den Elskedes Liv og Sjæl - seer at Kjærligheden ikke alene er død og borte, men at den aldrig var saaledes, som man troede - saa kalde de det Svaghed at fortvivle - Forbrydelse at dø! Jeg var jo tilintetgjort - min Tro, mit Haab, min Fortid og Fremtid var fortæret af en stærkere Gift, end den der nu brænder i mit Legeme! - - - Hvor finder jeg Kjærligheden igjen? Den er ikke i Himlen - den er ikke i Afgrunden - men der er Hvile - Glemsel Død! Jeg kommer!« vedblev hun, paany i Vildelse. »Slip min Haand, 201 Minona - jeg seer min Helt nærme sig - ja, i Afgrunden, i dit evige Mørke - i Dødens Kulde - der er Sandhed! See, jeg skjælver jo ikke - lad mig holde fast i Fligen af din Klædning og fare ned med dig i dit Rige! - Du ligner ikke min første Kjærlighed - den var fager og herlig, som Dagskjæret i Øst, der bebuder Solens Opgang men det var Bedrag - thi der er ingen Sol paa Aandens Himmel, intet evigt Lys, ingen Kjærlighed der er stærkere end Tiden!«

Minona stod ubevægelig med blege Læber og stirrende Blik ved den Døendes Leie, og lyttede fuld af Rædsel til disse vilde Udbrud, der klang som en Forbandelse over hendes egen Kjærlighed. - Endnu engang vendte Tyras Bevidsthed tilbage. »Troer du det er Skam, der lægger mig i Graven?« spurgte hun idet hun saae Minona alvorligt ind i Ansigtet. »Det er sandt - jeg er beskjæmmet - jeg er vanæret i min Kjærlighed - derfor døer jeg, men det er ikke hvad Verden kalder Skam! Hvis jeg var hans Hustru og hans Hjerte var mig utro vilde jeg have endnu een Grund til at dø! - at løse ham fra det usle, afmægtige Baand, dens Fordom havde paalagt ham.«

Imidlertid tog Sygdommen saa hurtigt overhaand, at det sidste Øieblik maatte være nært. Hun laae i uophørlige Krampetrækninger, og udtalte kun afbrudte Ord i en vild og jamrende Tone. Minona leed Dødsangst; hun vilde hjælpe eller kalde Andre tilhjælp, men hendes egen Svaghed og den Rædsel, hun var behersket af, lammede hendes Kræfter. Som under Indflydelsen af en gyselig Trolddom stod hun endnu taus og ubevægelig som en Marmorstøtte ved sin Venindes Dødsleie.

Pludselig reiste Tyra sig op, med flammende Øine og et Smiil paa de blaahvide Læber. »Endelig!« udbrød hun med vild Glæde. »See, min Konge kommer for at hente mig! bøi Knæ for ham Minona! og modtag hans Indvielse, at han ikke skal fornegte dig i din sidste Time. Du skjælver Barn! Du modtog vel engang med et rørt og begeistret Hjerte Himlens Velsignelse - ligesom jeg! Den bedrog mig og den vil bedrage dig - siig dig løs fra den itide! - kun Døden holder hvad den lover. Minona - vær stærk, og giv dig denne skrækkelige Sandhed ivold, saa skal du aldrig lide hvad jeg har liidt! Troer du paa Livet? - Jeg sværger dig ved de Smerter, der fortære mig - ved min spildte Kjærlighed - ved mit knuste Hjerte - Livet er en Løgn!« Ved dette vilde Udbrud brast den ulykkelige Pige i 202 Taarer; det var ikke den fredbringende Graad der mildner Sorgen, men den bittre Taarestrøm, Hjertets Styx, hvorpaa den døde Kjærlighed bæres ned til Underverdenen. Og det var hendes sidste Ord. Endelig kom Helene. Hun havde underveis hørt Pigens Formodning om den skrækkelige Aarsag til Tyras pludselige Sygdom og fik den bekræftet ved første Blik paa den Syge. Men skjøndt denne Forestilling opfyldte hendes Sjæl med Rædsel og Deltagelse, var det overveiende Indtryk Bekymringen for Minona, der saalænge havde været alene med den Syge. »Mit kjære Barn!« hviskede hun til hende. »Du maa ikke blive her. Lad Margrethe følge dig - nei, hun kan ikke undværes - du bliver nødt til at gaae alene hjem. Gaae for Himlens Skyld strax bort herfra, saalænge du er tilstede tænker jeg kun paa dig - og der maa sørges for at Tyra faaer øieblikkelig Hjælp.« Minona trykkede begge Hænder mod Panden, og forlod langsomt Værelset; men hun var sig kun utydeligt bevidst hvad hun gjorde: der var sagt at hun skulde gaae for at Tyra kunde faae Hjælp, og hun søgte nu med feberagtig Begjærlighed den friske Luft. Minona betragtede Uveiret med Rædsel, og Regnen, der faldt tungt og tæt, formaaede ikke at svale hendes hede Pande - det forekom hende som Naturen gjenlød af den Forbandelse den døende Pige havde lyst over Kjærligheden. Hendes Angst voxede i Ensomheden, men hun frygtede for at komme tilbage til sit Hjem, og løb aandeløs henad den længere Vei til Præstegaarden. Men hun havde liidt saameget i de sidste Timer af den mest vexlende Sindsbevægelse og de forskjelligste Indtryk, at hendes Kræfter var udtømte, og hun faldt besvimet til Jorden. Heldigvis var der mindre tomt paa Landeveien end det var at vente i saa ondt Veir, da Folk fra alle Kanter strømmede til Kirken, hvor der var Bisættelse. Den første Vogn som skulde forbi, standsede da Hestene bleve sky ved Synet af den lyse Skikkelse, der laae udstrakt paa Veien. Bønderfolkene, som sad i Vognen kjendte ikke Minona, men de stod strax af for at hjælpe den syge Dame. Hvad skulde de imidlertid gribe til? de havde ingen Idee om hvor hun hørte hjemme, og hvis de opholdt dem for at skaffe hende Husly der i Nærheden, risikerede de at komme for sildigt til Kirken. Resultatet blev at de vilde tage hende med og bringe hende ind i Præstegaarden til Jomfru Virginie. Da de havde kjørt lidt kom Minona til sig selv, og hørte adspredt paa

        

203 den gamle Kones Forklaring over hvorledes de havde fundet hende, og Mandens Spørgsmaal om hvor hun hørte hjemme, men hun takkede dem begge venligt og sagde at hun vilde med ind i Kirken. »Du Fredsens Gud! saa bliver Jomfruen jo igjen afmægtig!« udbrød den godmodige Bondekone. »Inde hos vor Præst vil De faae god Pleie, og naar Kirketjenesten er forbi skal De komme sikkert hjem, hvis De vil kjøre med os!« »Nei - jeg vil ikke hjem!« svarede Minona ængsteligt. »Virginie er i Kirken, lad mig tale med hende! Men de har Ret - jeg vil ikke gaae derind. Hvorfor skulde jeg det? - Der er jo heller ingen Kjærlighed - det var Løgn og Bedrag altsammen!« med disse Ord brast hun i den heftigste Graad. Manden rystede paa Hovedet og gav sin Kone et Vink om at det nok ikke var rigtig fat med deres Patient, men hun lagde medlidende den unge Piges Hoved op til sit Bryst, og hviskede: »Hun har Feberen, Stakkel! og taler over sig!« - Da de havde naaet Kirken, og løftet hende af Vognen, satte hun sig paa en Bænk i Vaabenhuset, for at vente til Frank og Virginie kom ud.

Da Psalmesangen inde i Kirken begyndte, blev hendes forvirrede Sjæl greben af Modsætningen mellem disse ydmyge og fortrøstningsfulde Toner, og det Dødsraserie, hun kom fra. Det var de samme Melodier hun saa tidt havde hørt Virginie spille og synge, men hvad der da glædede hende som smuk Musik, fik nu ved den harmoniske Samklang af Orgelet og Menighedens Stemmer, et dybere Liv, en høiere Virkelighed, saa forskjellig fra den der tyngede paa hendes Sind, som den første ubevidste, jomfruelige Bevægelse af Kjærligheden i hendes Hjerte var fra den brændende Lidenskab, der nu fortærede hende. Hun lyttede med stigende Angst - de milde Toner forekom hende som Englenes Sørgesang over alle fortabte Sjæle, fuld af himmelsk Smerte og Medlidenhed. - »Er der da virkelig en Gud, som skabte Stjernerne til at lyse om Natten, og Kjærligheden til at helliggjøre Menneskenes Hjerter?« tænkte hun med ubeskrivelig Vemod. »Der var en Tid da jeg troede det - dengang da Kjærligheden gjorde mig mild og taknemmelig! Hvorledes er den blevet saa forandret? - Nu drager den mig ned i den evige Nat - jeg har givet mig i Dødens Vold for dens Skyld - og her sidder jeg i Mørket udenfor Helligdommen, mens Englene derinde græde over min Sjæl!« Hun stod op, og nærmede sig frygtsomt Kir 204 men vovede ikke at træde derind; skjælvende af Udmattelse og Hjerteangst satte hun sig paa Fodstykket af en Pille i Vaabenhuset, lyttede til Sangen, og stirrede med taarefulde Øine ind i det oplyste Rum. Frank begyndte sin Tale, men hun var altfor bedøvet til at følge den med Opmærksomhed; kun de Ord af Skriften, han havde valgt til Text: »Og Døden skal ikke være meer, ei heller Sorg, ei heller Pine« - gjorde et dybt Indtryk paa hendes forpiinte Sjæl. Livets Evangelium ved den Dødes Baare - mens Tyras sidste Ord endnu gjenlød i hendes Indre - det var mere end hun kunde udholde! de Taarer der strømmede fra hendes Øine, lettede ikke Hjertet - den Kjærlighed der opvækker de Døde af Gravene, knugede hendes Hjerte som en Fordømmelse. -

Minona mærkede ikke at Gudstjenesten var forbi, og at Folk havde forladt Kirken, før hun hørte en bekjendt Stemme sagte udtale hendes Navn. Hun saae op - Virginie stod foran hende, og betragtede hende med den dybeste Deltagelse. De unge Piger kastede sig i hinandens Arme - i dette Øieblik var hvert Spor af Bitterhed og Uvillie forsvundet af Virginies Sjæl, og al Minonas Kjærlighed vendt tilbage. Hun blev ved at græde, men mindre trøstesløst, efterhaanden som Virginies milde Ord fandt Vei til hendes Hjerte. »Det er ved Graven, du skal lære det evige Liv at kjende! i den dybeste Nød viser Frelseren os sin dybe Kjærlighed. Føler du ikke at han er nær?« - »Jo, jeg føler det! Jeg troer at den Døde derinde i Kirken skal opstaae af Graven, og komme derhen hvor der hverken er Død eller Sorg eller Pine! Jeg troer at der er et Guds Rige til, og at det er den Ulykkelige nær - men langt fra de Fordømte! Mit Liv har været en Løgn - men jeg troer paa Guds Liv, der er den evige Sandhed! Min Kjærlighed var syndig - men den Kjærlighed, der gjør de Døde levende, er hellig og guddommelig!« - Der var en dyb Sønderknuselse i den Maade hvorpaa hun udtalte disse Ord det var intet lidenskabeligt Udbrud, men en ydmyg Bekjendelse. »Hvor har jeg saalænge kunnet glemme Gud!« vedblev hun dybt bevæget. »Der var jo dog en Tid da jeg tilbad ham i alt det Skjønne og Herlige i Naturen og Livet! Ja, der var en Tid - for længe siden - da min Kjærlighed var ung og uskyldig - da den bar Gudsbilledets lyse Træk, og vakte fromme Følelser i mit Hjerte. Hvorledes er dog alt blevet saa forandret! Jeg sov ind i Himlen, og vaagner op i 205 Helvede!« - »Nei, du vaagner ved Indgangen til Helligdommen! Han som har ført dig hertil, vil komme, naar du kalder, og tage din Sjæl med sig til Guds Rige!« - »Christus! O, hvis det var muligt? Jeg har liidt saameget, og smægtet efter Lægedom, men jeg søgte den ikke hos ham! Han kunde maaskee have hjulpet mig! Hvorfor har man ikke lært mig ham at kjende - Ingen viste mig til haml Jo, jeg har jo tidt hørt Tale om Christus, men jeg lyttede dertil, som til et smukt Sagn, et lysende Exempel blandt utallige andre, paa Kjærlighed og Opoffrelse! Jeg var tryg i min Blindhed og Ufølsomhed! - - Jeg har jo tidt været i denne Kirke - Juledag har jeg hørt Evangeliet: Eder er idag en Frelser født! uden at takke Gud for den store Glæde Englene forkyndte. Her har jeg lovet at forsage Djævlen, skjøndt jeg ikke troede paa ham! mit Hjerte havde ingen Deel i det Ja jeg maatte sige - derfor har han taget mit Hjerte helt!

- Og her« - vedblev hun med skjælvende Stemme - »er de Ord udtalt til mig, som nu vilde frelse min Sjæl fra Fortabelse og tage den grulige Dødsangst fra mig - her blev alle mine Synders Forladelse lovet mig! og jeg Ulykkelige hørte det med Ligegyldighed! jeg tænkte: Hvilken Synd har jeg da begaaet, som maatte forsones ved en Andens frivillige Død? - O, kunde jeg høre de Ord igjen, og troe paa dem - men det er for sildigt!« - »Nei siig ikke det, Minona! det er aldrig for sildigt!« - »Jo, der er dem til hvem han siger: Gaaer bort fra mig, I Forbandede - den, der fornægter og forbander Kjærligheden, fordi hun selv bærer en ulykkelig Lidenskab i Hjertet, er ikke til at frelse«. »Det har du aldrig gjort - det kunde du ikke gjøre!« »Jeg hørte derpaa - og jeg har selv tidt talt ligesaa formasteligt thi jeg har glemt Gud, og kun havt Sands for min egen Kjærlighed. Naar jeg tænker paa at han, der gav sit Liv for at frelse os, stod ved Tyras Dødsseng - og saae hvad der foregik i mit Hjerte

- hvad maa den Hellige have følt?!« - »Smerte - Forbarmelse! Han der græd over Jerusalem - han kalder ikke Retfærdige, men Syndere til Omvendelse! Troer du der er Grændser for hans Barmhjertighed, at han veier den Byrde han tager fra os og bærer for os - at han nogensinde siger: Nei, den er mig for tung?« - »Bar han al Verdens Synd - er det virkelig sandt, at der gives en saadan Kjærlighed? Saa kjender han ogsaa Synden - og naar han tilgiver, tør jeg tro det! Ellers vilde jeg altid frygte for at han troede mig mindre 206 fordærvet end jeg er! thi du veed ikke hvor dybt mit Fald er - Dag og Nat har jeg gaaet irette med Gud, til al Tillid til ham forsvandt i min Sjæl, og Nag og Fortvivlelse tog den i Besiddelse. Jeg vilde ikke tro at min Kjærlighed er syndig, og dog har den kun havt onde Følger. Den har forvoldt dem Sorg, hvis høieste Glæde i Livet jeg var! og naar de beklagede mig og beundrede mig fordi jeg bar min Ulykke saa taalmodigt - saa vidste jeg at denne Sygdom var en Følge af min Kjærlighed, som jeg frivilligt pleiede og nærede - at jeg selv var Skyld i den Lidelse jeg forvoldte mine Kjære, og hemmeligt bar Ved til det Baal der ikke brændte mig alene - og dog underkastede jeg mig ikke den Dom som jeg ikke forstod! Hvis jeg havde gjort det strax, kunde jeg have overvundet denne Lidenskab! Det var mig ikke nok at Gud vilde det - jeg maatte vide »hvorfor.« Nu veed jeg det - behøves der andet Kjendetegn paa Gift end at den dræber? O Gud! naar jeg tænker paa al den Omhu, Helene viser mig, og at jeg har lønnet den med de bittreste Smerter - saa knuges mit Hjerte af Angst og Anger! kunde jeg gjøre det Skete uskeet - saa vilde jeg kjæmpe imod min Kjærlighed, istedetfor at kjæmpe før den - og overvinde. - - Men det er ikke det Værste - ikke det som trykker min Sjæl med Dødens Angst!« vedblev hun fortvivlet. »Det er for seent at tale til mig om Frelse Virginie - jeg er forkastet og forbandet af Gud og Mennesker!« med dette Udbrud sprang hun op, og saae sig om med et vildt Blik. »Det er Guds Retfærdighed, ikke hans Barmhjertighed, som fører mig hertil - at jeg skulde tage Bevidstheden om min Brøde, om det Guds Rige jeg har sagt mig løs fra, om den Naade der var spildt paa mig, med i Graven. Jeg har forskyldt det - skulde jeg frelses, mens en Sjæl - stærkere og bedre end min - hvis Kjærlighed jeg har misbrugt, en Sjæl som jeg har fristet til det Onde, gaaer tilgrunde ved min Brøde! Gud gav Kvindehjertet Kjærlighed, for at hun skulde være sin Elskedes gode Engel, og jeg har styrtet Viggo i Fortabelse! Han elskede med Lidenskab, som jeg, men han agtede Guds Bud der forbød denne Kjærlighed, han stillede al sin Villies Kraft imod den og han vilde have seiret! Skjøndt han er en Mand, og jeg en Kvinde, gav han ikke efter for sin egen Lidenskab, men for min - jeg Elendige! for min Skyld gav han efter!« - Minona faldt med dette Udbrud til Jorden, sammensjunken i Smerte.

207

Virginie havde lyttet til med voxende Uro, og skjult sit Ansigt i sine Hænder, men ved Minonas sidste Ord udbrød hun fortvivlet: »Saa see Gud i Naade til ham og dig!« - En dyb Stilhed fulgte paa dette Udraab. Virginies Kinder var hvidere end den kalkede Væg, hun støttede sig til, og hendes Læber bævede af undertrykt Bevægelse; skjøndt hun ikke tvivlede om at der var evig Trøst at finde for den unge ulykkelige Pige, der vaandede sig af Smerte ved hendes Fødder, kunde hun ikke faae et trøstende Ord over sine Læber - hun tænkte paa Viggo! - Men Synet af den Feberkulde der rystede Minona kaldte snart hendes Omhu tilbage. Hun løftede hende blidt op i sine Arme, og bad hende om at gaae med ind i Præstegaarden. »O, lad mig blive her!« udbrød Minona med dyb Ydmyghed. »Jeg veed at jeg har syndet mod Gud, men hvor skal jeg gaae hen, hvis han forskyder mig? Lad mig træde over Dørtrinet til hans Huus, og bede en eneste Gang derinde - saa skal jeg komme«. Hun traadte frygtsomt ind i Kirken, og nærmede sig med langsomme og sagte Skridt Alteret, hvor hun grædende sank ned paa Knæ. Virginie hørte hende udbryde med taarekvalt Stemme: »O Christus! lad ikke min Synd drage mig ned i Afgrunden - i det evige Mørke - i Dødens Kulde! Kunde jeg gribe en Flig af dit Klædebond da var jeg frelst!« Med disse Ord greb hun Alterklædet, trykte sine Læber fast derpaa, og vendte tilbage. Virginie var bevæget, omfavnede hende kjærligt, og mere bar end fulgte hende ud af Kirken.

Tyras Dødsmaade rygtedes inden Sol gik ned, hvor gjerne end hendes Venner havde skjult den, thi Doctoren der strax kjendte den Draabe Gift, som var tilbage i Flasken, forsømte ikke denne velkomne Leilighed til at forøge sin Praxis. Endnu samme Eftermiddag gjorde han et overflødigt Besøg paa den nærmeste Herregaard, hvor Beboerne befandt sig i bedste Velgaaende, og fortalte med al nødvendig Tilsætning og Udsmykning om den rædselfulde Scene han kom fra. Næste Dag skulde man tro at en smitsom Syge var udbrudt i Omegnen, saamange kjørende og ridende Bud kom der til ham; Folk, som intet feilede, frygtede pludselig et eller andet Ildebefindende, hvortil Lægehjælp var nødvendig, og de Patienter, 208 der havde holdt en anden Doctor fattede pludselig Mistillid til ham, og gik i hobevis over til hans hidtil mindre begunstigede Rival, hvis Berømmelse skrev sig fra Tyra Falks Dødsdag. Han var jo saagodt som det eneste Øievidne til denne Begivenhed, thi Pastor Frank og Fru Aagesen ansaaes paa Grund af deres Venskab for den Afdøde, som partiske Dommere, og Pigen Margrethe der, hvis hun havde havt mindste Tanke af Ærgjerrighed i sin Sjæl, kunde blevet Æresmedlem af hvert Caffeselskab i Egnen, imod at aflægge sin sandfærdige Beretning, betragtede enhver der vilde udspørge hende, med saa forbittrede Blik at man strax indsaae at al Underretning var spærret fra den Kant. Den gode Pige begræd i Stilhed sin unge Frøken, og hadede aabenlyst dem, der gjorde hendes Ulykke til Gjenstand for Bysnak og Scandale. Man levede i aandelig Forstand af Tyras Død, til den var afhandlet saalænge og paa saa forskjellig Maade, at hun ikke havde een Fjende meer i mange Miles Omkreds. En stille Paaskjønnelse af det Røre, hun havde bragt Gemytterne i, den Dyd hun havde givet dem Leilighed til at lægge for Dagen i Disputerne, den Christenkjærlighed hvormed de med god Samvittighed kunde undskylde hende, naar det Onde var sagt saa tidt at det blev trivielt - traadte istedetfor den Bitterhed og Uvillie hendes personlige Overlegenhed tidligere havde vakt i deres smaalige Sjæle. Enhver følte sig et Stykke større, siden hendes sidste - og første virkelige - Fald.

Det var en stor Beroligelse for Helene at Minona intet hørte af alt dette; hun var for angrebet til at forlade Sengen, og saae Ingen hos sig, undtagen Helene og Virginie, der fromt og kjærligt deelte sin Omhu mellem den Døde og den Døende. Hun ordnede Tyras Sager, og sørgede for at intet, der havde været hende kjært, ved det forestaaende Salg af hendes Eiendomme, skulde komme i fremmede Hænder. Det var ogsaa Virginie, der klædte Liget, foldede dets kolde Hænder og bredte de lange mørke Lokker som et Slør over de krampeagtigt fordreiede Ansigtstræk. Derpaa tog hun den Krands af Evighedsblomster, som Tyra havde hængt over sin Søsters Portrait, og trykte den sagte om den Dødes Hoved. - Da alt var færdigt kastede hun sig grædende paa Knæ ved Sengen, og bad til Gud for hendes Sjæl.

En af de første Aftener skulde Tyra i al Hemmelighed begraves 209 paa et ensomt Sted i Skoven, tæt ved hendes Yndlingsbænk, hvor hun tidt havde siddet med lille Johanne, og tænkt paa sin fraværende Elsker. Ingen Høi skulde gjøre dette Sted til Gjenstand for de Forbigaaendes Opmærksomhed - man skulde ikke med hjerteløs Nysgjerrighed valfarte til Selvmorderskens Grav; men Virginie besluttede, naar Foraaret kom at anlægge et Blomsterpartie foran denne Bænk, og plante hvide Roser der hvor Kisten var nedsænket. »Saa vil enhver, der hviler sig paa Tyras Yndlingsplads see venligt til hendes Grav, og tænke: kjære Erindringer knytte sig vist til dette Sted for dem, som plantede disse Blomster!« og hendes Taarer randt stærkere ved disse milde Tanker.

Tyra kom ikke til at hvile i christen Jord, men hendes Grav blev vædet af Taarer. - Jeg vil heller begraves paa den vilde Hede uden Præst og Ceremonie, naar eet Menneske staaer grædende ved Kisten, end kjøres til Assistentskirkegaard med fire Heste for Ligvognen, og talrigt Følge - hvoraf ingen savner mig. Taarer er Hjertets Vievand! lykkelig den, ved hvis Grav det rigeligt udgydes! -

210

Fjerde Capitel

Af Mulm og Mørke gik jeg frem,
Men gik som Automatet!
Til Mulm og Mørke gaaer jeg hjem -
Og Nul er Resultatet.

J. L. Heiberg.

Johannes Verner blev dybt rystet ved Efterretningen om Tyras Død; men det var ikke Tabet af den eneste Kvinde han virkelig havde elsket, det var Tabet af den negative Retfærdighed, der bestaaer i ingen æreløs eller forbrydersk Handling at være sig bevidst, som forstyrrede hans Sindsro, og formørkede hans Blik. Han havde for længe siden - glemt Tyra! nu forekom det korte Afsnit af hans Liv hvori hendes Billede mødte ham, naar han tænkte tilbage derpaa, som en Drøm, og han stod i sin egen Forestilling som en Ulykkelig der isøvne har dræbt et Menneske, og vaagner som Morder.

Han var nylig kommet til Egnen med sin Forlovede, for at besøge hendes Slægtning, uden at tænke paa noget Sammentræf med Tyra hvis Tilværelse han sjeldent mindedes, og hvis Kjærlighed han efter den menneskelige Naturs Love betragtede som noget der havde været, men umuligt i lang Tid kunde have overlevet hans. Imidlertid blev han overtydet baade om hendes egen og hendes Kjærligheds Tilværelse, da han en Aften spadserede med sin Forlovede og hendes Onkel paa Kirkegaarden, hvor den gamle Mand havde ført dem hen for at vise sin Broderdatter hendes Forældres Gravsted. Imens han havde bøiet sig ned for at luge det Ukrudt bort, der slyngede sig om Stenen, vendte Frøken Feilberg sig om til Johannes, og idet han benyttede sig af Leiligheden til at kysse hende kom Tyra ubemærket derhen, paa Veien fra sin lille Piges Grav. Hun standsede som forstenet og stirrede paa dem til Johannes Blik traf hende - da bedækkede hun Øinene med sine Hænder og fjernede sig ilsomt. Hendes Fremtræden var saa lydløs og hendes Bortgang 211 saa hurtig at Frøken Feilberg ikke blev den vaer. Men Johannes var adspredt og aandsfraværende paa Hjemveien, og den næste Dag underrettede han sig om alt hvad der angik Frøken Falks Omstændigheder og Levemaade - men inden Sol gik ned, traf den skrækkelige Efterretning om hendes Selvmord ham. Da følte han Samvittighedsnag og Skræk, og overalt hvor han gik og stod forfulgtes han af sin pinlige Selvbebreidelse.

En Aften var han gaaet alene ud for i Ro at kunne overlade sig til de ubehagelige Betragtninger, som han ikke var istand til at banlyse fra sit Sind. »Jeg har været en Drømmer og Sværmer alle mine Dage!« tænkte han. »Og Ulykken var at jeg fandt En, der var endnu mere sværmerisk end jeg. Fik hun mig ikke til at vende op og ned paa Tilværelsen, saa jeg tog Drømmen for Virkelighed, og Virkeligheden - for Løgn og Tant, som det ikke er værd at tage op paa Gaden! - Meget er den rigtignok ikke værd!« vedblev han med et Suk - »men havde vi holdt os til den, havde Tyra aldrig begaaet en saa skrækkelig Handling, og jeg maatte ikke i dette Øieblik anklage mig selv som - en Forfører! - Hvorledes vilde en Anden have handlet i mit Sted? - Hun var saa ung, saa rigt begavet med alt hvad der i Sandhed gjør Kvinden uimodstaaelig - hvor vidt forskjellig fra vore Toiletheltinder, der aagre med deres Yndigheder for at vinde Herredømme over Hjerterne, mens man kan træde deres Rettigheder og Menneskeværd i Støvet, uden at de knye - før Emancipationen kommer i Mode! Hun manglede rigtignok deres tamme Elskværdighed og forstod sig kun lidt paa deres forlorne Kunster - hun var en af de sjeldne Naturer, der forstaae at elske og formaae at hade! Da jeg saae hende, bildte jeg mig ind at møde en af Oldtidens Sagnheltinder - alle mine Drengephantasier levede op igjen! Og hun - istedetfor at lee mig ud] - manede dem frem og levendegjorde dem ved den forunderlige Sympathie, der altid lader den ene Phantast finde den anden - og viste mig denne Drømmeverden som det forjættede Land, Menneskeheden gjennem al sin Splid og Forvirring, valfarter til. Herregud - Tanken derom forvirrer mig endnu - det Hjernespind formaaer dog, hvad intet i Verden senere er istand til: at gjøre lykkelig! Dersom hun levede kunde hun maaskee endnu faae mig forvandlet til en ny Don Quixote, der jager Verden rundt paa sin Kjephest, for at realisere Idealet. Stakkels

        

212 Tyra!! - De Idealer har ogsaa Fanden skabt, for at bilde Skillingen ind at den er slaaet til en Daler!«

I disse og lignende Tanker havde Johannes længe gaaet omkring uden at lægge Mærke til at Mørket faldt paa. Nu saae han sig om for at udfinde den korteste Hjemvei, men standsede uvilkaarligt, greben af en rædsom Anelse ved det Syn, han havde for Øie. Paa den af det klare Maanskin oplyste Eng, saae han to Mænd ifærd med at grave - et kort Stykke Vei derfra holdt en Vogn; en kvindelig Skikkelse nærmede sig sagte, og stillede sig, ubemærket af Mændene tæt ved den. Med Gysen syntes han at skjelne en sort Kiste, der stod paa Jorden ved den unge Piges Fødder; og saaledes var det! Da de var færdige med Graven og nærmede sig for at hente Liget, rakte hun dem begge Haanden, og traadte tilside; imens de bar Kisten bort kastede hun sig paa Knæ, og løftede bedende sit blege Ansigt op mod den stjerneklare Himmel. Kasten var sænket i Jorden, og Stedet hvorunder den stod, bedækket med Grønsvær - de tre Personer var kjørt bort - ingen skulde ane at her havde fundet en Begravelse Sted - men Johannes Verner vidste det, han vidste hvem det var, de havde bragt til Hvile paa dette ensomme Sted! Han nærmede sig sagte, som en uimodstaaelig Magt drog ham derhen, skjøndt Frygten for at træde paa Tyras Grav bragte ham til at gyse ved hvert Skridt - og ude af Stand til at holde sig opreist, sank han ned paa en lille Bænk, der stod i Skyggen af det Træ hvis Grene hvælvede sig over Graven. Et tungt og dybt Suk trængte sig langsomt frem af hans Bryst, men det gjaldt ikke den »stakkels Tyra!« nei, Gud være lovet saa steendød bliver aldrig en Menneskesjæl, der har elsket, at den finder Livets Forliis ynkeligere end Kjærlighedens. Johannes følte at Tyra stod høit over hans Medlidenhed, hun, der havde været sin Kjærlighed tro til Døden! Han sukkede over sit spildte Liv - han ynkede sig som sin Lykkes Selvmorder.

For at fatte denne Overgang i Johannes Følelser, maa man kjende ham bedre end det er muligt ved at dømme efter hans egne Tanker. - Der ligger en dyb Sandhed i Schillers Ord: »at den, der vil blive Mand, maa have Agtelse for sin Ungdoms Drømme!« thi hvad der i Barndommen og Ungdommen endnu er Drøm, skal i Manddommen modnes til Virkelighed i Daad og Tale. Men naar Sværmeren mangler Mod til at gjøre Drømmen virkelig, saa fordømmer 213 han den som Overspændthed og Phantasie, skjøndt det var den uudviklede Virkelighed i hans Væsen, Guddomstanken i hans Sjæl han fordømmer den, fordi den ellers ved hvert Skridt paa Middelmaadighedens Alfarvei vilde fordømme ham. Saaledes gik det med Johannes: Der var Sandhed i hans Kjærlighed til Tyra, varm, oprigtig, ridderlig Begeistring for hende i hans Sjæl, men da han havde ofret Kjærligheden for Forfængeligheden, var det ham en Lindring, en for en Realist værdig Opgave at overbevise sig selv om at denne Kjærlighed aldrig havde været andet end Indbildning.

Han var en rigt begavet Natur, et letbevægeligt, for alle store Indtryk modtageligt Gemyt, men han var forfængelig, og Forfængelighedens almindelige Forbandelse: Feighed, lagde alle hans gode Egenskaber i Graven. Mod - i Ordets sædvanlige Forstand - det manglede han ikke: han vilde ikke flygte i Krig eller afslaae en Udfordring - han styrtede engang ind i et brændende Huus og frelste et Menneske fra at indebrænde, og en anden Gang havde han reddet et lille Barn, der var faldet i Vandet - men skjøndt han saaledes ved Hjælp af Redningsmedaillerne kunde bevise at han hverken skyer Ild eller Vand, gjentager jeg dog - thi Sandheden nøder mig dertil - at Johannes Verner var feig - han gjorde sig til Omstændighedernes Træl, og han var skabt til at blive deres Herre! han vovede ikke det afgjørende Skridt der stiller en Personlighed udenfor det Almindelige. Han kunde staae for Skud - men han kunde ikke staae for Sladder! - Havde han levet i Middelalderen, var han blevet en af Christenhedens tappreste Riddere, nu blev han Kjøbenhavns første Cavalleer - uimodstaaelig for Damerne, og uefterlignelig for Herrerne; men i Middelalderen vilde han have glimret ved alle de udmærkede Egenskaber han besad, istedetfor at han nu holdt dem i livsvarigt Fangenskab - og glimrede ved det intetsigende og uridderlige Væsen, han tilegnede sig. Thi Ridderlighed vilde i vor Tid see ud som Sværmerie - og Johannes, der hverken skyer Ild eller Vand, skyede det Latterlige i en Sværmers Forhold til hele den forstandige Verden. Han sang altsaa med de Fugle, han var iblandt, og om han end ikke var lykkelig, saa var dog hans Forfængelighed tilfredsstillet. Naar de bedre Kræfter rørte sig i deres Fængsel, saa ynkedes han over en Verden, hvor en Sværmer er en latterlig Person - men det faldt ham ikke ind at ynke sig selv, fordi han ikke vovede

        

214 at overbevise Verden om det Modsatte. Hans sande Natur, hans virkelige Jeg lignede et fortryllet Slot, der er sunket ned paa Bunden af en dyb Sø - en Skat, som ved Eierens Brøde er sunket i Jorden. Men ingen Fortryllelse er saa stærk at den jo kan løses, naar den nærmer sig, hvem gode Aander lærte Befrielsesordet.

Johannes s gode Aand sendte ham Tyra. Hun forstod ham, hun lærte ham igjen at forstaae sig selv og Kjærligheden hævede den Skat af Liv og Kraft, der laae ufrugtbar i hans allerede livstrætte og henvisnende Sjæl. Men det varede ikke længe før Forfængeligheden kom i Strid med Kjærligheden: Saalænge han levede sammen med Tyra tænkte han kun paa hendes Dom, og aldrig havde hans Forfængelighed følt en saa berusende Tilfredsstillelse, som den hendes Beundring og Enthusiasme beredte den. Her turde han vise sit sande Væsen, uden Frygt for at blive gjort latterlig! hendes Øine straalede af Stolthed og Glæde naar han udtømte sine begeistrede Tanker og Ideer for hende om Menneskelivets store Maal og hellige Betydning - den unge høihjertede Pige saae allerede i Aanden sin Elsker, som en Kjæmpe mellem Dverge forfægte Livets og Sandhedens evige Ret over en dybtsunken Slægts Fordomme og Fængselskranker - og naar han talte til hende troede han selv at han vilde idetmindste gjøre Underværker. Men Johannes kunde ikke altid blive hos Tyra - han havde gjort hendes Bekjendtskab paa en Reise, hvis Maal var Udlandet, og efter et Ophold i hendes Egn, længer end det burde have været, maatte han give efter for Nødvendigheden og reise videre. Men om et Aar, naar Udenlandsreisen var lykkelig tilende, saa skulde de gjensees for ikke mere at skilles.

Men altsom Johannes fjernede sig mere og mere fra sin Elskedes Opholdssted, begyndte Heltemodet at synke, og Begeistringen kun ikke den, han følte for Tyras Person - fordeelte sig lidt efter lidt, som Taagen, der forrædersk skjuler enhver Gjenstands virkelige Udseende, men maa vige for det klare Dagslys. Han begyndte umærkeligt, næsten ubevidst at overveie hvilken Opsigt det vilde gjøre om han kom tilbage fra sin Reise som en ravgal Idealist - han huskede paa at Verden nu engang ikke er indrettet saaledes at vore bedste Tanker lader sig realisere uden Scandale - at den Enkelte kun er en meget ringe Deel af Pluraliteten, og derfor gjør bedst i at tie hvor han ikke kan samtykke, og lade den Steen ligge, som han 215 ikke kan rokke. Kort sagt - inden Johannes Verner naaede sit Bestemmelsessted, var Helten tabt bag af en Vogn og Cavalleren tilbage. Hvad skulde der nu blive af Tyra?

»Naturligvis henter jeg hende naar jeg kommer tilbage, og indfører hende som min Kone i min Omgangskreds. Hun er rigtignok aparte, men nydelig og elskværdig i sin Originalitet - med en lille Tilsætning af Complaisance vil hun blive fundet fortryllende.« Men en hemmelig Frygt i hans Hjerte gjorde dette Haab idetmindste tvivlsomt, og endnu mere ængstede han sig ved Tanken om hvorledes Tyra vilde finde ham. Da han af Naturen var en stor Hader af Vanskeligheder, og disse stedse mangfoldigere knyttede sig til Forestillingen om Tyras Indførelse i hans »Omgangskreds«, blev det første »naturligvis« hurtigt udeladt og det varede ikke længe til et »maaskee« indtog dets Plads. I sine Breve var det ham i Begyndelsen let at vedligeholde den gamle Tone, thi endnu begeistredes han ved Tanken om Tyra, endnu lod Kjærligheden ham glemme hele den øvrige Verden og hendes meget tvivlsomme Indtrædelse deri, naar han directe henvendte sig til hende med Ord saa søde, saa fulde af Elskov og Ømhed, at hendes Hjerte bævede af Henrykkelse mens hun læste dem - skjøndt hun savnede noget! Elskeren maatte ikke fordunkle Helten. Stakkels Tyra! -

Men da denne Følelse svækkedes - og den maa vantrives der hvor dens Herredømme ikke er udeelt! - blev Tanken om hende ham snart besværlig. Der knyttede sig saamangt et Hvis og Dersom - til Følgerne af den Forbindelse, han altfor ubetænksomt havde indgaaet, at han vilde være meget glad ved at unddrage sig disse Følger. Han mærkede at Kjærligheden forstyrrer Sindets Ro og Tankens Ligevægt, at den ikke engang er velopdragen nok til at nøies med den lille Plads man vilde anvise den, men tilsidesættende hvert Hensyn til Omstændighederne og Leiligheden, vedbliver sin oprindelige Fordring: alt eller intet. Da han nu paa ingen Maade vilde gaae ind paa den Fordring at offre den alt, gjorde han sig en Ære af at underkue og bestride den med alle Fornuftens og Virkelighedens Vaaben. Fra Indifferentist blev han Realist. Det er en Strid hvori vi have to Stormagter til Allierede: Døden og Djævlen - og Gud kan ikke hjælpe den, der raser mod sig selv. Det var da intet Under at vor Helt fik Bugt med Sværmeriet. - Om Tyra var der ikke 216 længer Tale da han kom tilbage - derimod forlovede han sig kort efter med sin Cousine, den smukkeste Pige i Kjøbenhavn, som alle Herrerne misundte ham i samme Grad som alle Damerne misundte hende.

Men hvor seirrig end Døden kan være i sin Kamp mod Livet, opnaaer den dog aldrig den Triumph, at et Menneskehjerte der engang har levet og elsket bliver saa steendødt at intet Indtryk kan bringe dets brustne Strenge til at klinge. Nei, der gives Øieblikke da Liget vender sig i Graven af Rædsel over sit forspildte Liv! Det var en saadan Bevægelse, der foregik i Johannes Sjæl ved Tyras Grav. Endnu engang hævede denne elskede Skikkelse sig seirende i hans Erindring, og ved dens Side Gjenfærdet af ham selv, som han engang havde været fuld af Ungdomsmod og Begeistring - og foran dem begge - Livet! Det var Sandhed! vidnede en Stemme fra Graven, og Johannes tænkte ikke i dette Øieblik paa at gjendrive den. Han havde med Glæde givet Resten af sit Liv, for at drømme sin Ungdomsdrøm om igjen! - Men Virkeligheden slipper ikke sit Bytte! »Til Graven skulle alle de Døde« - ogsaa de Syner som denne Nat havde henrevet Johannes. Hans Sindsbevægelse lagde sig efterhaanden, Fornuften gjenvandt sit Herredømme over Indbildningskraften - og i denne fortabte Menneskesjæl, dette forraadte Guds Huus, var intet tilbage undtagen Dødens Braad og Gravens Seier.

217

Femte Capitel

Hør Paradisets Nattergal
Slaae Jubelslag i Graadens Dal!

Grundtvigs Psalmer.

En kold og stormfuld Novembermorgen gik Pastor Frank opfyldt af sørgelige Tanker, sin sædvanlige Gang hen at see til Minona. Ved hvert Skridt raslede det visne Løv under hans Fødder, over hans Hoved jog Blæsten de tunge Skyer fremad, som kun ved den urolige Flugt hindredes i at udgyde ny Regnstrømme over den gjennemblødte Jord. Men han havde ikke Øie for den uhyggelige Efteraarsscene - han tænkte paa det unge Menneskeliv, han havde seet henvisne, og nu snart skulde indvie til Gravens Hvile, og med varme Bønner anraabte han Gud i sit Hjerte om det evige Livs Naadegave for den Døende.

Da han traadte ind i Sygeværelset, traf han sin Datter ene hos Minona. Begge de unge Piger var saa fordybede i deres egne Betragtninger at de ikke bemærkede hans Indtrædelse før han stod ved Sengen. Da reiste Virginie sig hurtigt og forlod Værelset uden at hendes Fader blev den usædvanlige Sindsbevægelse vaer, der røbede sig i hvert af hendes Ansigtstræk, i Øiets ængstelige Blik og Kindens stærke Rødme. Da Minona strakte sin svage Haand ud mod Frank og fæstede sit klare Blik paa ham, saae han strax at hendes Befrielse var nær - saa blidt var Smilet om hendes Mund, saa ydmyg den Bevægelse, der fyldte hendes Øine med Taarer.

»Jeg har hele Natten tænkt paa det, De læste for mig igaar om Røveren paa Korset! Jeg græd saameget - jeg var saa bange!« sagde den syge Pige i en Tone der var en svag Efterklang af Minonas ungdommelige, melodiske Stemme. - »Hvorfor var du bange, kjære Barn?« spurgte Frank. »For Døden! - jeg har saa tidt paakaldt den, naar jeg leed uden Haab om Frelse - fortvivlet, forvildet klyngede mit Hjerte sig til den, som den sidste, eneste Tilflugt mod de Smerter, 218 jeg ikke kunde udholde - og nu kommer den og river mig bort fra Angeren, fra Haabet, fra Omvendelsen, der her i Livet kan frelse Synderen fra den evige Død. Saaledes tænkte jeg inat, og mit Hjerte var knuget til Jorden af Angst og Gru!«

»Tvivler du da om at han, der har opvakt de Døde paa Liigbaaren, kan frelse den døende Synder?« - Minona smiilte saligt, idet hun svarede: »Jeg veed hvad De vil sige: Christus har selv sagt mig det inat, da jeg græd og bad om at han vilde give mig sit Ord paa at jeg engang skal see ham i Paradiset, naar Angeren har luttret mit Hjerte, naar Kjærligheden til ham har gjort mig ydmyg, som Røveren var. Da svarede han at han har elsket mig længe før jeg kjendte ham -ja selv dengang jeg gav mig Døden ivold - og at den Kjærlighed hvormed han har tilkjøbt sig alle angrende og bedrøvede Menneskesjæle er stærkere end Døden. Han sagde« - vedblev hun, idet Taarerne strømmede med fornyet Magt - »at han vil tænke paa mig naar Døden standser mit Hjerteslag - og at jeg skal komme til ham i hans Rige!« Udmattet af Sindsbevægelsen, men med et livsaligt Udtryk af Fred og Glæde i sit Ansigt, sank hun tilbage paa Puden, og blev liggende stille med Franks Haand i sin.

Om Formiddagen kom Doctoren som sædvanligt. Han betragtede den Syge med undertrykt Bevægelse, og bad hende om at undgaae al Anstrengelse. Men hun rystede sagte paa Hovedet. »Jeg har føiet Dem saalænge!« svarede hun. »Idag maa De give efter for mig. Jeg er fri for Smerte, og kan uden stor Anstrengelse tale lidt - til Afsked - med alle mine Kjære. De veed jo at jeg døer -jeg veed det selv! - hvorfor maa jeg da ikke benytte denne Dag, som maaskee er den sidste, til at trøste mig ved den Kjærlighed, jeg har været velsignet med i Livet?« »I Guds Navn da -jeg nægter Dem intet!« svarede Doctoren sørgmodigt. Minona takkede ham, og tog kjærlig Afsked med den venlige gamle Mand, der som Alle der kjendte hende, tog hjertelig Deel i hendes Skjæbne.

Derefter bad hun Frank om at hente Viggo. - Han havde samlet al sin Fatning - Udbyttet af mange Dages og Nætters uophørlige Kamp - for ikke at forstyrre hendes sidste Øieblikke, og det var ikke alene den udvortes Selvbeherskelse, han havde vundet i denne svære Strid, det var den indre Klarhed, der vel mangfoldiggjør Smerten idet den belyses fra alle Sider, men tillige tvinger Sjælen 219 og Villien til at søge Frelsen. Naar en dødelig Sorg bringer Dødskvaler over os, raabe vi i Fortvivlelse: »Herre frels mig! jeg forgaaer!« og Herrens Haand er allerede udstrakt til den Ulykkeliges Frelse. Men naar Sorgen har nedsænket Sjælen i Dødens Dvale, griber den uvilkaarligt ethvert Bedøvelsesmiddel af Frygt for at vaagne i Pine. Viggo havde ikke søgt Glemsel, men Opvækkelse i Dødsangstens Kval, og hvad ingen Forsken og Undersøgelse havde erhvervet ham, fandt han nu i Underkastelse og Ydmygelse for Gud: Forvisningen om at der er en Frelser.

Bleg og udvortes rolig, men med alle Lidenskabens Storme i sit Bryst, nærmede han sig Minonas Seng. Han havde ikke været inde hos hende efter at hun paa Tyras Dødsdag blev bragt hjem fra Præstegaarden i et voldsomt Anfald af hectisk Feber - og nu havde Døden mærket dette Ansigt, der sidste Gang han saae det, var besjælet af Livets mægtigste Lidenskab. En klar Rødme - det sidste Gjenskin af den jordiske Ild - farvede pludseligt hendes Kinder da hun hørte de bekjendte Skridt, men den var for svag til at dvæle et Øieblik, og hendes Ansigts Udtryk var Sjælefred og Resignation da hun rakte ham Haanden. Men da Viggo, altfor rystet til at udholde dette Blik, vendte Hovedet bort, fyldtes hendes Øine med Taarer, og Læberne skjælvede af Bevægelse idet hun med den dybeste Smerte hviskede: »Kan du ikke taale at see mig - volder mit Ansigt dig Gru?« - Viggo tog Haanden fra Øinene, knælede ned ved Sengen, og betragtede hende længe i Taushed - i dette Blik talte Sjæl til Sjæl og den Døendes Fred steg som en Engel ned i den Levendes sønderslidte Hjerte, for at styrke det til den lange Kamp der forestod.

Hun var den, der talte først: »Hvad vil du gjøre naar jeg er død?« spurgte hun med et tungt Hjerte. »Jeg vil leve!« svarede Viggo. »Frygt ikke for mig - Sorgen skal ikke see mig saa svag som Kjærligheden! Det er sandt, der gives Lidelser, hvorfor Naturen gyser tilbage - og jeg har følt mig feig af Fortvivlelse, men netop i disse Øieblikke har jeg lært en overmenneskelig Kraft at kjende. Jeg troer bestemt - thi jeg har erfaret det - at vi ikke stride den sværeste Strid alene. Der er en Magt, som siger nei til Helvedes Ja - og som ikke gaaer fra sit Ord - en Gud, der modsætter sig Synderens Død for at han skal omvende sig og leve!« 220 Minona smilte mildt bevæget idet hun sagde: »O Viggo, hvor jeg beundrer dig! - Naar du vidste hvorledes dine Ord trøste og berolige mig! Nu gaaer jeg glad til Gud, da jeg kan vente at møde dig hos ham - men Adskillelsen er saa tung!« - »Ja - dog lovet være Gud, der tager dig bort herfra! thi Livet er tungere - naar man bærer en Grav i sit Hjerte!« udbrød Viggo med en trøstløs Sørgmodighed, der gjorde stærkere Indtryk end Udbruddet af den heftigste Lidenskab. Minona følte det, og Smerten fordunklede hendes klare Træk. - »Jeg frygter, Viggo!« sagde hun med bævende Stemme - »at Erindringen om mig vil stille sig som en Skygge mellem dig og alt det Skjønne og Glædelige i Livet - at jeg vil leve i din Sjæl som en nagende Anger, en uoprettelig Skam - er det saaledes?« - »At Erindringen om dig vil stille sig mellem mig og Livets Glæde? Ja! men ikke mellem mig og dets Skjønhed, uden for at fordunkle den. Du Minona, var det Skjønneste jeg saae i Livet, Erindringen om dig bliver det Skjønneste der er tilbage for mig, til jeg faaer dig selv igjen. Lad os ikke tale om Skam - jeg vil aldrig kunne forbinde dette Begreb med Forestillingen om dig. Naar jeg tænker paa min elskede Minona - og denne Tanke vil være uadskillelig fra mit Væsens Liv - da vil det være din Ulykke og mit Savn, der tillukker mit Hjerte for denne Verdens Glæde!« - Denne korte Samtale havde udtømt den Syges Kræfter. Feberen begyndte igjen, og Viggos Stemme var ene istand til at berolige hende, skjøndt hun ikke længer forstod hans Ord, men ængsteligt kjæmpede med sine egne vilde Phantasier.

Imidlertid var Frank gaaet at søge Helene, hvis Tilstand siden det sidste afgjørende Anfald af Minonas Sygdom, havde foruroliget ham i høi Grad. Da han kom ind i Dagligstuen, saae han kun Virginie der stod ved Vinduet og lænede Panden mod Ruden. Hun vendte sig hurtigt om, da hun hørte sin Faders Skridt, og udbrød grædende idet hun med en heftig Bevægelse kastede sig i hans Arme: »O, kjære Fader! jeg er saa ubeskrivelig ulykkelig - jeg har i lang Tid ikke havt Fred i mit Sind! Hvorledes skal jeg befrie mig fra de onde Tanker?«

Frank tog uagtet den sagte Modstand han mødte, Hænderne fra hendes Ansigt og sagde idet han med et alvorligt Blik saae ind i hendes grædende Øine: »Du har Ret, mit Barn! jeg har længe 221 mærket at der rørte sig noget i dit Sind, som ikke er godt. Siig mig hvad det er, som ligger dig paa Hjerte?« - »Minona!« udbrød Virginie hulkende. »Du veed hvor inderlig kjær hun har været mig - hvorledes jeg selv har glædet mig over hendes Skjønhed og ubeskrivelige Elskværdighed - mod hende har jeg i den senere Tid næret de bittreste Følelser i mit Hjerte! - O, det er græsseligt - men jeg maa sige det, hvis jeg nogensinde skal faae et roligt Øieblik igjen! - jeg har misundt hende! mens alle Andre beklagede hendes Sygdom og beundrede den Taalmodighed og Mildhed hvormed hun finder sig i sin Skjæbne - har jeg, hendes Veninde, følt Misundelsen nage mig i Sjælen, og nu da hun døer, er det som en Steen blev lettet fra mit Hjerte!«

Frank betragtede sin Datter rørt og bedrøvet. »Har min Virginie glemt hvem det er, der kan frie os fra det Onde? - Beed ham Barn, at skabe et reent Hjerte, og fornye en stadig Aand i dig - din Fader skal bede med dig og for dig!« - »O, kunde jeg dø i hendes Sted!« udbrød den unge Pige fortvivlet. Men nu blev Frank vred, og svarede heftigt: »Misunder du den Døende hendes Fred, fordi der er Strid i dit eget Hjerte - da mener du det ikke alvorligt med din Anger! Veed du hvad hun siger, paa hvis legemlige Lidelser Døden dog vil gjøre Ende? »Kunde jeg blot leve! min Sygdom er intet mod den Smerte i min Sjæl, at jeg skal dø fra Angeren og Omvendelse!« Og du, der er opdraget i christen Tro, du ønsker dig Døden, som om din Synd ikke vilde opstaae af Graven og vidne imod dig for Gud. Vaag over dig selv, Barn! vaag og beed, at ikke Fristeren faaer Magt over dit Hjerte!« Virginie græd som om hendes Hjerte skulde briste. »Hvis du virkelig har elsket Minona, saa tænk paa hende, og glem om muligt for en Stund din egen Sorg! hun lever neppe mange Timer, og jeg veed at det bagefter vil gjøre dig inderlig ondt om du paa hendes Dødsdag havde tænkt mere paa dig selv end paa hende. Hvorledes har Fru Aagesen det?« - »Hun er helt forvandlet siden hun veed hvad« - her holdt Virginie inde med pludselig Rædsel, og vedblev med synlig Anstrengelse: »siden hun veed at Minona ikke kan leve mange Dage. Jeg troer ikke hun er fuldkommen ved sin Bevidsthed! hun gaaer omkring i evig Uro, og udbryder tidt i vilde Klager og heftig Graad. Kun naar hun kommer ind til Minona er hun stille, og saa antager selv hendes Ansigt et mildere 222 Udtryk - saa vant er hun til at tænke paa dem, hun elsker!« Helene, der idetsamme traadte ind, havde hørt det sidste Ord, og sagde med Bitterhed: »Taler du om Kjærlighed? tag dig iagt for den, Barn! Dine Fjender behøver du ikke at være bange for, de gjør dig ingen Fortræd - Døden kommer fra dem, der elske dig!« - Frank betragtede hende med sorgfuld Medlidenhed; ikke engang i Minonas Udseende havde Sygdom og Hjertesorg stiftet en saa rædselfuld Ødelæggelse. Det saae ud som om kun Fortvivlelsen opretholdt denne Kvinde: den stirrede ud af hendes store sorte Øine, den vred sig krampagtigt i Smilet om hendes hvide Læber, den kom tilsyne i hver Bevægelse, gjenlød i hvert af hendes Ord. Hun havde kun levet og aandet i Kjærlighed - nu, da hun gjennem Minonas Feberdrøm, naar hun om Natten vaagede ene ved hendes Leie, havde lært de skrækkelige Følger af denne Kjærlighed at kjende, mistede hun alt - kun Rædsel over det faldne Afgudsbillede i hendes Hjerte blev tilbage. Kjærligheden var hendes Liv, hendes Tro, hendes Evighed; hun var en af de enthusiastiske, men lidenskabsløse Naturer som kun kjende denne Følelse i dens Ro og Harmonie - en Lidenskab som Minonas, var hende en Gaade! men denne Gaade lærte hende at Opløsningen paa den Kjærlighed hun havde pleiet som et helligt Mysterium i sit Hjerte, var Forbandelse.

Mens Frank forgjæves søgte at vække hendes Opmærksomhed for sine kjærlige Ord, og Virginie glemte sin egen bittre Hjertesorg i sin Deltagelse for hendes, hørtes Viggos Skridt udenfor. Helene greb skjælvende Præstens Arm, da han aabnede Døren, og betragtede hans dødblege Ansigt med en Angst, som lærte hende at gjætte hans Budskab. »Minona ønsker at see os alle!« sagde han med usikker Stemme, og gik foran dem op til hendes Værelse. Hun betragtede dem længe med usigelig Ømhed, og sagde endelig med mat Stemme idet hun strakte begge sine Hænder ud imod Helene: »Kom helt hen til mig, at jeg kan see dit søde Ansigt endnu engang! Din Kjærlighed« - »Tie Minona - af Naade - af Barmhjertighed! jeg kan ikke udholde dette!« udbrød Helene vildt, og kastede sig ned ved Sengen, i hvis Teppe hun skjulte sit Ansigt. Minona henvendte sig til Frank, og sagde bønligt: »Lov mig ikke at forlade hende - lad hende ikke dø! Det er mit sidste Ønske, min sidste Bøn til Gud at hun maa leve for at lære Christus at kjende. Virginie! du var

        

223 mig den kjærligste Søster - vil du nu være hendes Datter i mit Sted?« Den stakkels Virginie svarede med at kysse hendes Haand, og trykke den til sit Hjerte; det var hende umuligt at svare ja til denne Opfordring, skjøndt hun havde lovet sig selv at blive en Søster for Minonas Broder.

Efter det sidste Feberanfald var den Syge længe i Besiddelse af hele sin Aandsklarhed og Bevidsthed. Hun talte meget med Frank, og aldrig havde hendes rene Følelse og sjeldne Dybsindighed glimret herligere end i de tillidsfulde og begeistrede Ord hvormed hun omtalte sin Død, og det Liv hvorpaa hun troede. Men henimod Skumringen blev hendes Aandedrag igjen uroligt, Blikket stirrede vildt op i Luften, og den blussende Feberrødme udbredte sig hurtigt over hendes Kinder for at efterlade en dødelig Bleghed. Det var tydeligt at hun kjæmpede med ængstende Følelser. Pludselig reiste hun sig op i Sengen og udbrød i Vildelse: »Jeg bliver saa forunderlig tilmode - er det allerede Døden? - I er dog alle hos mig -jeg kan ikke see! Er det dig, Viggo, som holder min Haand? Hold den fast - der er ingen Synd deri! Det var Livet, der skilte os ad - derfor døer jeg jo. Jeg frygter!« - udbrød hun skjælvende af Angst - »jeg - døer! O, hold mig fast - lad mig ikke synke ned i det dybe - evige Mørke - i Dødens Kulde! Naade - frels mig Gud af denne Elendighed! Lys!« vedblev hun jublende - »det lysner for mine Øine - det straaler, det varmer - det trænger ind i mine Øine, i mit Hjerte! Lys i Dødens Mørke! hører I - det er ingen Løgn - der er en Sol i Aandens Rige! See derop Tyra, hvor Englenes Øine skinne som Stjerner - det er Kjærligheden der har tændt disse Straaler! - Jeg seer en Verden af Glæde og Fred -jeg seer Kirken bygget af levende Sjæle! Hører du Sangen - o, mange Salige synge nu med Guds Engle, som har grædt paa Jorden! - Men hurtigt afløstes disse salige Drømme af en vild og sønderrivende Angst: Du havde Ret - Viggo! der er et Svælg mellem Himlen og Jorden - der er ingen Bro over den sorte Flod hvis Bølger allerede væde mine Fødder - og jeg styrter derned, hvis I ikke holde mig fast! Slip mig ikke! Hvor jeg seer hen, vælte de sorte Bølger sig foran mig -jeg seer Menneskeøine stirre op fra Dybet - det er græsseligt! Der er Ild dernede - naar jeg lukker mine Øine slaae de røde Luer iveiret omkring mig - Frelser, du som døde for os - grib mig i dine Arme, lad mig ikke styrte ned i 224 den evige Ild! Hvem talte - gjentog nogen mine Ord? Ak nei - det var mig selv, der istemte det Hjerteskrig der klinger fra Dybet! »Nei« - var der En som sagde nei til Døden, naar den knuger Offeret i sin Favn - o, da maa det være ham der døde for vore Synder! Er du her - da frels os - o, frels os alle - lad os ikke dø med Paradiset for Øie! Naade - Jorden brister under mine Fødder - forlad os vor Skyld! - »Ja!« - høre I Elskede, det Ja - Englene gjentage det jublende i Chor - Paradiset gjenlyder deraf- mit Hjerte - - - Bølgerne bruse - men han gaaer sikker over Vandet - Flammerne slaae iveiret, men de berøre ikke den Renes Fod, og mig løfter han høit mod Himlen paa sine Arme! Det er rædsomt at see derned - jeg svimler - hold mig fast, trofaste Kjærlighed! - Strømmen bruser under os - dernede brænder den evige Ild - men jeg hviler - tryg - ved den evige Kjærligheds Hjerte!« - Minona sank tilbage, og laae et Øieblik stille med et forklaret Udtryk i det elskelige Ansigt. Derpaa reiste hun sig endnu engang og udbrød jublende: »Græd ikke, I Elskede! det er saligt at føle hvad jeg nu føler - Livet!« - Ingen Lyd kom mere over Minonas Læber - hun sank død tilbage i Viggos Arme.

225

Sjette Capitel

Naar Hjertet sidder mest beklemt,
Da bliver Glædens Harpe stemt,
At den kan bedre klinge,
Og knuste Hjerter føle bedst
Hvad Jesu Christi Fødselsfest
For Glæde har at bringe.

Brorsons Psalmer.

Intet egnede sig bedre til at opretholde Virginie i hendes første, store Hjertesorg, end den Omstændighed at en Anden, som Sorgen havde truffet endnu tungere, behøvede hendes Omhu og Pleie. Det var ikke Viggo, hvis Tilstand foruroligede hende mest - skjøndt jeg dermed ikke vil sige at hun tænkte mindst paa ham! thi det var øiensynligt at han kjæmpede med Fortvivlelsen som en Mand, og Virginie var den sidste til at mistvivle om Seiren - det var Helene der knust og tilintetgjort af Smerte, med hele sin Sjæl havde givet sig Fortvivlelsen ivold, for hvis Skyld den unge, kjærlighedsfulde Pige idetmindste i nogen Tid glemte sig selv. Men alle hendes Bestræbelser var forgjæves - den anden Nat var henrundet efter at Minonas Lig var baaret bort, og hun laae endnu ubevægelig paa Sengen, hvor hun var vaagnet af den dybe Afmagt, der først havde bragt hendes voldsomme Smerter Lindring. Hun græd ikke, og klagede ikke, kun naar Virginie vilde tale om Minona bønfaldt hun med saa jamrende Fortvivlelse om ikke at nævne dette Navn, at hun forfærdet holdt inde. »Veed du hvoraf hun døde?« spurgte Helene idet hun bleg som et Spøgelse reiste sig iveiret og stirrede paa Virginie, der ikke kunde undertrykke en Bevægelse af Rædsel. »Vær rolig - du skal ikke vide det! Troer du jeg vilde tænde den Helvedild i din Bevidsthed? - Men du maa aldrig - aldrig - aldrig tale til mig derom!« - Med disse Ord, der lød som et Skrig der afpræsses i Dødsangsten, kastede hun sig tilbage paa Sengen. - Virginie 226 blev for Alvor forskrækket over hendes Tilstand og sendte Bud efter sin Fader, hos hvem hun aldrig forgjæves søgte Tilflugt.

Den anden Morgen efter Begravelsesdagen gik Pastor Frank ind til Helene. Den sædvanlige venlige Opmærksomhed hvormed han pleiede at omgaaes den elskværdige endnu smukke Kone, ikke som Præst men som Ven, var aldeles forsvundet af hans Væsen. Hans Mine var alvorlig, ja streng idet han betragtede den ulykkelige Kvinde, skjøndt der var dyb Deltagelse i den Tone hvori han sagde: »De er syg?« - og denne simple Tiltale var den første der fandt Vei til Helenes Hjerte - hun svarede kun det ene Ord: »Ja!« men der laae en Fortælling om uhørte Lidelser i dette korte, ufrivillige Udbrud. Frank vedblev efter et Øiebliks Ophold: »Hvad vil De gjøre for at blive helbredet?« - Helene stirrede forvildet paa ham uden at svare. »De maa have Lægehjælp!« gjentog Frank, idet han tog hendes Haand og lod som han følte Pulsen. Helene smilte - det var et uhyggeligt, spøgelseagtigt Smiil! - idet hun svarede: »En Læge kan han sammenføie hvad Gud har adskilt? kan han gjøre den Døde levende - og det er Dem som taler saa afsindigt, at selv den der er vanvittig som jeg, maa - lee!« -

»Ja, det er mig, som taler til Dem om en Læge, som kan gjøre de Døde levende og vende Fortvivlelsens Vanvid til Anger og Bedrøvelse, der fører Sjælen tilbage til Gud. Nu er De syg, men han kan helbrede Dem, saa De bliver raskere end nogensinde. De behøver blot at ville helbredes?« - »Der hører Liv til at ville, jeg kan ikke!« udbrød den Syge i en usigelig mat og haabløs Tone. »Er det da imod Deres Villie De ligger her som en Døende, og forkaster al Trøst og Hjælp - uden at have gjort endog det svageste Forsøg paa at tage Sorgen som - et Menneske. De vil heller knuses end trykkes af den Byrde Gud har paalagt Deres Sjæl at bære - De hengiver Dem frivilligt til den Tilintetgjørelse, der griber Dem - derfor kan De ikke ville overgive Dem til Frelseren!«

Helene lyttede opmærksomt til Præstens Ord, og udbrød med pludselig Energie: »Troer De da at Sjælen kan dø!? - gives der Tilintetgjørelse af de Lidelser der fortære Hjertet? Jeg vovede ikke at haabe det - jeg havde lært at tvivle om alt! Jeg veed De har Sandheden kjær - o, sig mig - troer De paa en evig Død?« Den dybeste Misfornøielse malte sig i Franks Ansigt, og gav hans Ord et Udtryk 227 af Kulde idet han svarede: »Vistnok taler Skriften om den evige Død, men jeg antager at Gud derved mener Tilintetgjørelsen af alle de Evner og Følelser i Hjertet som hans Aand kunde bruge til Grundlag for sin Bygning - og at denne Tilintetgjørelse levner alle fortvivlede, vanhellige og ugudelige Følelser fri Plads i Sjælen istedetfor at befrie deres Offer for dem - det maa De jo selv føle i dette Øieblik. Den der døer for Himlen, lever for Helvede. - Men,« vedblev han, forskrækket over den Dødsgysen der rystede Helenes Lemmer og fortrak hendes Ansigt - »Gud vil ikke Synderens Død! samtyk i Frelsen, og vent paa Livet som De ventede paa Døden det skal ikke blive forgjæves.«

»Nei, jeg vil ikke frelses af den der har fordømt min Kjærlighed! Aagesen er død, Minona er død - tal ikke til mig om Livet, der finder jeg ikke mine Skatte igjen!« - »Minona døde med Livet i Hjertet og paa Læberne!« udbrød Frank med Varme. Hende finder De igjen hos Gud! og var der trods alle menneskelige Vildfarelser Mod og Mandshjerte i Aagesens Bryst - det jeg visselig troer efter hvad jeg kjendte til ham - da seer hans Sjæl maaskee klarere nu, end den saae her i Livet - thi kun den der skyer Lyset af Frygt for Guds Sandhed og Retfærdighed, er uigjenkaldeligt nedstødt i det evige Mørke. Hvis der i hans nuværende Tilstand er Spor tilbage af den Manddom De elskede hos Manden da finder De aldrig hans Sjæl frivilligt trællende i det Helvede De selv vil nedstyrte Dem i - thi Christus, som foer ned til de Døde og til Helvede, kan ogsaa derfra tage hver Sjæl med sig til Paradis, som ikke med Villie og Vidende har gjort Afkald paa Naaden.«

Helene stirrede alvorligt paa Frank imens han med Ansigtet lysende af den brændende Iver han følte, saaledes med hele sin Overbevisnings Kraft og Styrke søgte at vække hendes bedøvede Livsaander. Et Øieblik lyste en mat Glands i hendes Blik, men det efterlod kun endnu trøstløsere Sløvhed; hun rystede paa Hovedet, og svarede: »Det er for sildigt - havde jeg hørt dette dengang der var et Hjerte i mit Bryst, vilde jeg maaskee tyet til Naaden - men nu kan jeg ikke frelses - thi jeg har Helvedet i min egen Sjæl!« - »Jo, De kan frelses! Ogsaa i det Helvede kan den evige Kjærlighed skabe en Himmel. De skal blot vente paa den og aabne Hjertet for Christus naar De føler at han er Dem nær. Tro mig Fru Aagesen - tro en 228 Guds Tjener, der utallige Gange har været Vidne til og Gjenstand for sin Herres trofaste Naade - De vil komme til at føle det.« - »Jeg er fortabt - thi jeg kan ikke tro længer!« svarede Helene med huul Stemme. »Om jeg følte at noget der mindede mig - om Kjærligheden - var mig nært - da vilde jeg grue derfor, og tillukke Sjæl og Hjerte, at ikke en ny Himmel skulde skabes derinde for at forgaae!

- Den der har troet som jeg, og er blevet skuffet som jeg - har kun evig Tvivl tilbage!« -

Frank sukkede dybt og hensank i Taushed. Men Virginie knælede ned ved Sengen, tog sagte Helenes Haand i sin, og sagde med blød og bønlig Stemme: »Tænker De da slet ikke paa Minona, siden De her hvor hun døde, kan overgive Dem til en Fortvivlelse der vilde bedrøve hende saa dybt? - Gjorde hun Dem nogensinde imod? Krænkede hun Dem ved Ligegyldighed mod Deres Ønsker? Var hun Dem ingen kjærlig og lydig Datter?« - Helene brast i Graad: »Du veed jo Virginie, at hun var den bedste - den kjærligste«

- hendes Stemme kvaltes af Bevægelse. Virginie vedblev blidt og alvorligt: »Ja jeg veed hvor høit hun elskede og - var elsket! Er det da forbi - er en Bøn af hende Dem intet, siden hun har forladt Dem? Det var hendes sidste, høieste Ønske at De skulde leve, for at lære Christus at kjende - det er hendes egne Ord. Siger De nei til Minona?« - Helene kjæmpede længe med sin heftige Sindsbevægelse, og da hun løftede Ansigtet iveiret var der et Udtryk af ubeskrivelig lidelsesfuld Resignation i hvert Træk. »Jeg opfylder Minonas Ønske! jeg vil gjøre hvad der staaer i min Magt for at leve og lære ham at kjende, der gjorde hendes Død saa skjøn.« Franks Øine straalede af Bevægelse idet han af Hjertet udbrød: »Saa giv mig Haanden derpaa!« - Den Haand, der tung og kold sank ned i hans, gjengjældte ikke det trofaste Tryk hvormed den blev modtaget. Præsten modtog det Løfte der bandt en Sjæl til Gud, med hellig Glæde og sikker Fortrøstning, men Manden rørtes i sit Hjerte over den Lidelse der malte sig i den ulykkelige Kvindes Ansigt, og hans Stemme skjælvede idet han lagde sin anden Haand paa hendes Pande og uvilkaarligt udbrød: »Gud trøste og bevare dig!« -

Helene holdt Ord: hun lod sig pleie og helbrede for den Feber der havde angrebet hende, og saasnart den legemlige Svaghed tillod det stod hun op og hengav sig til sine sædvanlige Beskjæftigelser men 229 det var med et Automats Livløshed og Mangel paa Interesse. Hun hørte taalmodigt og med anstrengt Opmærksomhed paa alt hvad man sagde til hende, og svarede naar det var nødvendigt; men helst føiede hun sig taus i Andres Villie, og hvor tydeligt den Kamp det kostede hende at forlade det Sted hvor Minona var død, end stod at læse i hvert af hendes Træk, fulgte hun dog uden en eneste Indvending med Virginie til Præstegaarden for der, efter Franks Ønske, at tilbringe Vinteren.

Her begyndte et yderst ensformigt og sørgeligt Liv for Virginie, der for Helenes Skyld saagodtsom aldrig forlod sit Hjem, og kun sjeldent modtog Besøg. De havde aabnet deres Dør for Sorgen, og den kastede sine mørke Skygger over den unge Piges Tilværelse, som et Slør. Viggo var reist tilbage til sin Onkel; Otto, hvis glade Lune og varme Hjerte tidt havde skinnet som en Sol under Præstegaardens Tag, havde siden Minonas Død ikke benyttet sig en eneste Gang af Leiligheden til at komme hjem - ogsaa i hans Breve fandt Søsteren Spor af den Ødelæggelse, der gaaer igjennem Tilværelsen - Tillidens, Haabets, Ungdomsglædens Død! - Frank var ogsaa forandret; han syntes dybere end nogensinde at føle sig berørt - ja tidt overvældet - af sit Kalds Alvor, og hans Naturs glade Frimodighed fordunkledes næsten uafbrudt af alvorlige Tanker. Helenes, som det syntes uhelbredelige Sjælesygdom udøvede en lammende, uendelig nedtrykkende Indflydelse paa hans Humeur.

Helene var tilsyneladende resignert, og altid venlig - men en Venlighed, hvorfor man vilde foretrække de vildeste Udbrud af Fortvivlelse, saa fremmed var den for den Hjertevarme der engang straalte i hendes Blik og Smiil. Den var et Dække, hvorunder hendes Sjæl fortæredes af Kvaler der var for dybe til at aabenbare sig for Andre i deres hele Omfang. Det varede længe til der kom en Klage over hendes Læber! Det var en Aften da Virginie overraskede hende i et Anfald af den Fortvivlelse, som hun ellers skjulte for Andre. »Hvorfor aflokkede I mig det usalige Løfte, der binder mig til dette Lig af en Tilværelse, der engang var mit Hjerte dyrebar!« udbrød hun idet hun vred sine Hænder og stirrede vildt paa Virginie. »Saae I da ikke at det var forbi - at I talte til den Døde, der længtes efter at blive lagt i Jorden? Hvorfor lænkede du en Skygge til Jorden! - Seer du da ikke paa mig at jeg er et Gjenfærd af mig selv - 230 jeg har intet Hjerte - ingen Sjæl - ingen Kjærlighed mere! O havde jeg blot Ro!« - Virginie kunde ikke svare, men saae til Himlen med et bønfaldende Blik. »Jeg forstaaer dig! derfra skulde Frelsen komme! Kom den da den saae Dødskampen i min Sjæl? - rakte han, som du kalder den evige Kjærlighed - Haanden ud for at opreise den sønderknuste Kvinde, mens der endnu var Mulighed for at Livsflammen kunde oplues paany? - Nu er den udslukt! - den evige Kjærlighed maa være meget kortsynet, siden den altid kommer for sildigt!« Virginie sukkede dybt. »Tilgiv mig, du elskelige Pige! Din Fader havde Ret - naar den falske Himmel forgaaer i Hjertet, opdager man et Helvede - som er sandt! - Jeg er ond, utaknemmelig - men du tvang mig selv til at leve for at blive brødefuld - skjøndt jeg kunde have døet da jeg endnu kun var ulykkelig!«

»Nei, nei!« udbrød Virginie forskrækket. »Jeg er ikke klog eller veltalende nok til at overbevise Dem, men jeg veed det saavist som at der kommer en Morgen efter hver Nat - hvis De ikke svigter Deres Løfte, vil Gud ikke svigte sit«.

»Mit Løfte - ja du fandt den rette Lænke - jeg har fordømt mig selv til at holde det ud. Aagesen holdt sit Ord helligt - han vilde foragte mig, dersom jeg brød et Løfte - ellers havde jeg gjort det for længe siden!« - »Og De siger at Kjærligheden er død i Deres Hjerte?!« udbrød Virginie med Varme. »Erindringen lever!« svarede Helene i en ubeskrivelig Tone, og brast i Graad.

Siden denne Dag var Virginie ofte Vidne til de heftige Udbrud af Helenes Sorg, og lyttede med englemild Taalmodighed til hendes Klager. Disse Klager var naturligere end den tause, pinlige Resignation hvori hun havde indesluttet sig som i en Ligkiste, og hvor dybt end denne trøstløse Jammer rystede den unge, medfølende Piges Hjerte, sagde hendes Fornuft hende dog at det var godt saaledes. Men Frank, hvis Ord enten de var milde eller strenge, enten de udtalte Opmuntring eller Bebreidelse blev slaaet af den simple Philosophie i den menneskelige Fortvivlelse, indsaae at en Troessag lettere lader sig modbevise end bevise, og da Helene ikke kunde tro, begyndte han selv at mistvivle om hendes Frelse.

Kun Virginie tvivlede ikke! Er der noget Sted i Verden, hvor Troen paa Livets Seir er udødelig og som en Einheria reiser sig efter 231 ethvert Fald, da er det i en elskende Piges Hjerte, hvor den himmelske og den jordiske Kjærlighed ikke kjæmpe indbyrdes om Herredømmet, men leve sammen som Moder og Barn. Og Gud, der elsker disse fromme, barnlige Hjerters Tro, lader dem heller ikke vente forgjæves paa Trøst. Endnu var Frank tungsindig, og Helene fortvivlet over den Tilværelse hun havde underkastet sig - der var intet forandret i Virginies Omgivelser - men hendes Øie var klarere, hendes Skridt lettere, og tidt, naar hun sad stille ved sit Arbeid, oplivedes hendes Kinder af en pludselig Rødme og hendes Læber af et Smiil. Der var kommet Brev til hendes Fader fra Viggo, og hun havde læst disse Ord for Helene:

Paris den 16de Dcbr. 1840.

De gjør Sorgen Uret, kjære Pastor Frank! naar De kalder dens Taushed Egoisme og Glemsomhed. Med Glæden skal man ødsle, men Den, der ikke har noget Godt at meddele sine Venner, viser dem bedst sit uforandrede Hjertelag ved at tie og kjæmpe den Kamp ud i Ensomhed, som dog intet Menneskes Deltagelse kan lette. Ogsaa Sjælesygdom er smitsom! -

De seer da at min Sygdom er i Aftagende, siden jeg sender Dem Budskab og Hilsen fra mit Hjerte uden Frygt for at formørke den sædvanlige glade, freidige Ro i Deres. Jeg haaber tvertimod at De vil blive tilfreds med den Forandring, der er foregaaet i mine »theologiske Begreber«, hvis Utilstrækkelighed jeg altid følte - men aldrig klarere end naar jeg i denne slette Rustning var udsat for et Angreb af Deres levende, varme og kraftige Tro. Og dog erkjendte jeg kun Deres personlige Overlegenhed, ikke den langt væsentligere i Deres Standpunct, thi man maa selv være greben af Troen for at forstaae dens Eneret.

Ja greben - opreist og opretholdt efter det dybeste Fald og i den høieste Nød - blev jeg af denne vidunderlige Magt, der overvinder Verden. Og i det Øieblik jeg gav mig denne Magt ivold, og i al min Elendighed følte en ubeskrivelig Trøst i at bekjende min Tro for Gud og mig selv, skilte Lyset sig fra Mørket i min Sjæl. - Da saae ogsaa jeg »Kirken, bygget af levende Sjæle« - Guds-Riget, hvis Ypperstepræst er den hellig Aand som opbygger Kirken af Aand og Liv, der skal staae naar Himmel og Jord forgaae, mens vi kun ved 232 menneskelig Kraft er istand til at befrie Gudsdyrkelsen fra det verdslige Hylster, man har givet den.

Nu forstaaer jeg den Adskillelse, De gjør mellem Theologie og Christendom - den ene er en Videnskab, den anden et Liv! Den Magt, hvis Undergivne Præsterne er, vælger vist sine Tjenere efter en anden Maalestok end Examenscharacteren! Men saa har man den Trøst, naar de gode Hoveder tidt forfremmes paa de troende Hjerters Bekostning, at en oprigtig Christen overalt maa kunde finde en Virksomhed i sin Herres Tjeneste, der bærer rigere Frugt end den Embedspligt at prædike hver Søndag til Høimesse, naar den forrettes med koldt Hjerte og dødfødt Tro.

De seer, kjære Pastor Frank! at jeg nu taler som Deres Discipel, skjøndt jeg ikke viste mig opvakt eller modtagelig dengang De bestræbte Dem for at rive Bindet fra mine Øine. Deres Mester er blevet min, og jeg glæder mig hjerteligt til at gjensee ikke alene en dyrebar faderlig Ven, men en høiagtet Troesforvandt, naar jeg igjen kommer tilbage til mit Fædreland. Det skeer maaskee snart, men jeg vilde sige, ikke tidsnok for min Længsel, hvis det ikke var en sørgelig Tildragelse der løsner det Baand hvormed jeg er knyttet til mit andet Fædreland. Onkel har faaet et nyt Anfald af sin gamle Sygdom, og Lægen har berøvet mig alt Haab om hans Helbredelse.

Tag nu til Afsked min varmeste Hilsen til Helene, og Deres elskværdige Datter.

Med inderlig Agtelse og Hengivenhed, Deres Viggo Aagesen.

Efter at Virginie havde læst dette Brev, kunde ingen Modgang nedtrykke hende. Det solklare Smil, som oplivede hendes Ansigt, gjorde i Forening med Viggos forandrede Begreber et godt Indtryk paa Pastor Frank, og hans Tilfredshed yttrede sig derved at han fik fornyet Haab om Fru Aagesens Omvendelse. Da Virginie en Dag i et pludseligt Udbrud af sin indre Sjæleglæde gav sig til at synge:

»Da byder Vor Herre selv Guds Fred
Til dem, som efterhige!
233 Da aabner sig Himlens Borgeled,
Da kommer ret Guds Rige!«

sagde han med sin gamle, hjertelige Tillid: »Ja mit Barn! vi maa aldrig tvivle om at denne Higen vil vækkes saasnart det er Tid«.

Men Helene grublede over Viggos Brev, som hun længe havde grubiet over Minonas sidste Ord - hun saae den Fred, der straalte i Virginies klare Øine naar hun kom hjem fra Kirken, og næste Søndag stod hun færdig til at gaae ud, ved Dagligstuvinduet, da Kirkeklokken begyndte at ringe og Virginie kom ind med sin Psalmebog i Haanden. Helene gik et Par Skridt henimod hende med nedslagne Øine, men da den unge Pige istedetfor at udbryde: Vil De med i Kirken?! - ganske taus lagde hendes Arm i sin og førte hende med som efter en bestemt Aftale, følte hun sig befriet fra al Forlegenhed. - Gudstjenesten gjorde intet synligt Indtryk paa hende, men da de gik hjem sagde hun til Virginie: »Jeg var som i et fremmed Land, hvor jeg hverken kjender Folk eller Fyrste - men jeg vilde ønske jeg var født der!« - »De kan blive som hjemme der, kjæreste Fru Aagesen. Alle Sjæle kan faae Børneret i det Land, hvor Kjærligheden er Konge og Naade hans Lov! Tvivler De derom?« »Jeg tvivler om alt! - Eders Tro er smuk - den gjør et Indtryk paa mig som en guddommelig Illusion! - Men jeg har seet saameget Skjønt, der som den havde Kraft til at trøste Hjertet, styrke Modet, luttre Begeistringen - og som jeg har troet paa - gaae tilgrunde som et Offer for Dødens Forbandelse. Derfor troer jeg nu paa ingen anden Virkelighed end Tilintetgjørelsen af alt det Skjønne og Gode - det falder med Kjærligheden«. »Guds Søn blev Menneske, for at opreise den faldne Kjærlighed i Menneskehjertet - han døde for at frelse den fra Døden! Saaledes elskede Gud Verden for den Følelses Skyld, som De troer han fordømmer!« - »Hvorfor lod han da Forbandelsen træffe mig saa haardt, fordi jeg hengav mig med Liv og Sjæl til Kjærligheden? Er han alvidende, saa har han seet at den var reen!«

Virginie betænkte sig lidt inden hun svarede i en Tone hvis frygtsomme Mildhed søgte at skjule det bestemte i hendes Ord. »De lod Kjærligheden herske - men den skal adlyde!« - »Hvem?!« udbrød Helene uvilkaarligt. »Gud! - tænkte De paa hans Kjærlighed, da De handlede mod hans Bud?« - »Nei - jeg kjender den 234 ikke.« »De har Ret! De kjender ikke Gud. Derfor er De ulykkelig, derfor tvivler De nu om alt. Men naar han giver Dem Kjærligheden igjen vil De lære ham at kjende, og føle at han elskede Dem for dens Skyld. De taler saameget om Idealet! - Er det ikke en feilagtig Forestilling om det forstyrrede Gudsbillede der er blevet tilbage i Menneskesjælen efter Syndefaldet? De troede det gjemte Spiren til en Evighed - men denne Spire er visnet og forgaaer, hvis ikke Christus planter den om i sin Have.«

Helene taug, men hun havde hørt Virginie med Opmærksomhed, og Muligheden af at hun havde Ret, var trængt ind i hendes Bevidsthed. Den fordringsløse unge Pige, som hverken blev fundet original eller interessant, havde instinctmæssigt opfattet det Skjæve i den Idealisme som man troede hun »intet Begreb havde om.« - Helene var greben af hendes uskyldige Visdom og grublede i Stilhed over de simple Ord: De lod Kjærligheden herske - men den skal adlyde.

Fra denne Dag lod Virginie ikke Helene falde tilbage i sin forrige Ensomhed og Taushed. De gik sammen i Kirke, syede sammen Klædningsstykker til de Fattige, og om Aftenen læste Virginie Poul Møllers Eivind Skaldaspiller høit. Slutningen rørte Helene dybt! da den gamle Hedning faaer sine Børn og sin Harpe igjen af Christus, græd hun de mildeste Taarer hun havde grædt i lang Tid - men Englene og Virginie smilte!

En Dag da Virginie uventet kom ind, sad Helene med sit Arbeid i den ene Haand, og Hovedet skjult i den anden, der hvilede paa Bordpladen. Da hun hørte de lette Skridt nærme sig, løftede hun Ansigtet iveiret og betragtede sin unge Veninde med et Udtryk af usigelig Vemod og Smerte i de forgrædte Øine. »Hvor Mythen er smuk, om Baldur, som skulde grædes ud af Helheim!« sagde hun. »Men den er tillige sand - saaledes kan man ikke græde! der bliver altid et Punct hvor Graaden standser.« - »O nei!« udbrød Virginie. »Da Christus græd over Verdens Synd, blev Uskyldigheden udfriet af Dødens Vold. Og hans Taarer have Magt til at frelse Enhver, der har Hjerte til at begræde sig selv.« - Helene saae paa hende med et kjærligt og tillidsfuldt Blik, idet hun svarede: »Du finder altid det Ord, som trøster og beroliger mig, søde Virginie. Veed Du at der begynder at foregaae en stor Forandring i min Sjæl? Jeg - troer!« og 235 med disse Ord, ved denne Bekjendelse, der udgik fra et bevæget Hjerte, brast hun paany i heftig Graad.

Helene havde sagt alt hvad hun kunde sige med Ord - thi det Sprog Gud taler til den Sjæl han vil frelse fra Døden, lader sig ikke gjentage paa menneskelig Viis! - men hendes hele Væsen talte, og det var en livsalig Tale om nyfødt Tro og gjenfødt Haab og Kjærlighed. Vel var der Smerte i hendes Sjæl, men det var Skjærsilden hvorigjennem den skulde gaae til Himlen, og hun forsagede ikke, thi hun havde fundet Troen, Haabet og Kjærligheden igjen hos Christus.

Ligesom før dvælede hendes Tanker ved det Forbigangne, men hun saae det nu i et ganske nyt Lys, og saa stor var den Fortrolighed, hun havde faaet til Virginie, at hun selv gjorde det Forhold der var hendes Hjerte nærmest, til Gjenstand for deres ensomme Samtaler. Ved en saadan Leilighed sagde hun engang: »Jeg var saa tryg, saa fuld af Tillid til min Kjærlighed, fordi jeg vidste at den i sig selv var reen og sand - og i min Blindhed saae jeg i Følgerne en Bekræftelse paa dens fuldkomne Berettigelse: Aagesen var lykkelig, og den lille Pige, der var fordømt til at opvoxe i dette fredløse Hjem hos en Moder der var fremmed for alle moderlige - ja menneskelige Følelser, fandt hos mig al den Kjærlighed og Omhu et saadant Barnehjerte trænger til, som en Blomsterspire til Solvarmen! det var mig, der gjorde hendes Barndom lykkelig. O, Virginie! da jeg saae hende udvikle sig i al Skjønhedens og Ungdommens Glands, omstraalet af dens Glæde og Lykke - da velsignede jeg min Kjærlighed til hendes Fader tusindfold i dens Følger. Et stakkels vildfarende Hjerte der lader sig henrive af sine Følelser og troer sig veiledet, aner ikke hvilken Gift der kan være skjult i de Følger der see saa glimrende ud! Da jeg saae denne Ungdom og Lykke fortæres af Kvaler som jeg ikke kjendte Aarsagen til, erfarede jeg først at det var Resultatet af min Kjærlighed! - Du har Ret: vor Kjærlighed skal ikke herske, men adlyde blindt i Troen paa at Gud kun fordrer Lydighed i Kraft af den stærkere Kjærligheds Ret«.

»Ja!« svarede Virginie. »Hvor Troen mangler, er det naturligt at Hjertet gjør den helligste og bedste Følelse det kjender til sin Guddom.«

»Troen!« udbrød Helene med et Anstrøg af sin forrige Iver. »Den 236 slaviske Hylding af »Ordet« hvori Hjertet ingen Deel har, som man kalder Tro i Modsætning til den ærlige Tvivl der fordømmes som Vantro - den maa give sig tabt i Kamp med en stærk og varm Følelse. Og det gjør den menneskelige Natur Ære! - Det er sandt Hjertet maa betale sin Lykke med Livet - men gjør den døde Tro sine Tilhængere udødelige? - De synke lidt efter lidt ned i Hels Rige, hvor de høre hjemme - mens Kjærligheden falder som Kjæmpen i Strid, om den end ikke vaagner som han i Valhal.«

Helene havde ikke seet at Pastor Frank var kommet ind i Stuen før han stod foran hende med det mest tilfredse Udtryk i sit Ansigt, der længe havde været seet der. »De dømmer saa sandt og rigtigt om den døde Tro der slavisk hylder Bogstaven, at jeg gjerne vilde høre Dem tilføie et Ord om den levende, der frivillig lader sig beherske af Aanden! Har Deres Hjerte intet at sige om en Christens Tro?« sagde han mildt, idet han betragtede hende med Deltagelse og Haab.

Helene bøiede Hovedet dybt, og da hun atter løftede det iveiret og fæstede sit sjælfulde Blik paa Præsten, var en dyb Bevægelse synlig i hendes Ansigt: »Jeg kan kun gjentage hvad Virginie nylig sang for mig:

Vor Tro er den Forvisning paa
At vi Guds Naade have,
Som ingen af sig selv kan faae -
Men det er - Aandens Gave. -«

Hun afbrød sig selv, kjæmpende med sine Taarer. Men Frank udbrød hjerteglad: »Saa være Gud lovet, der sendte Dem den hellig Aand, til Frelse i den yderste Nød!«

237

Syvende Capitel

Tag det sorte Kors af Graven!
Plant en Lilie hvor det stod!
Ved hvert Skridt i Dødninghaven
Blomster spire for vor Fod!
Englevinger paa vor Grav,
For den brudte Vandringsstav!
Palmefugl for Askekrukke!
Frydesang for hule Sukke! -

Grundtvigs Psalmer.

Den Sorg Virginie saalænge havde baaret i sit Hjerte, og som i Skyggen af al den Elendighed der havde omgivet hende, var bleven endnu tungere at bære, begyndte lidt efter lidt at tabe sin Magt ved Haabets oplivende Indflydelse. Altsom Dagene længtes, og Vinteren udenfor strængtes, spirede og voxede Glæden hemmeligt i hendes Sjæl ligesom de smaae Blomster der udfolde sig under Sneen og staae der uskyldige, rene og hvide, beredt til at hilse Foraarssolen med et taknemmeligt Blik naar den smelter Sneedækket, der skjulte dem. Virginies Kjærlighed var i Sandhed en beskeden Blomst, der ikke behøver en tropisk Solvarme for at udvikle og bevare sin Skjønhed - hvor en mindre fordringsfri og ydmyg Natur søger en Lidenskab der overgaaer dens egen, og seer Livets høieste Lyksalighed i at blive elsket, gik hendes Hjertes hele Ærgjærrighed ud paa at elske og see sin Kjærlighed - ikke paaskjønnet! et saadant Ord anvendte Virginie aldrig paa sig selv - men uundværlig og dyrebar.

Da Viggos Breve blev hyppigere og stedse vidnede om den Kraft og Iver hvormed han beredte sig til sit Kald som Præst, hvilket nu var blevet hans Livs Formaal, uden at et Ord nogensinde hentydede til det ulægelige Saar hans Hjerte havde modtaget, troede Virginie at den ulykkelige Lidenskab for Minona var forsvundet som en 238 Drøm, og at en uskyldig Kjærlighed, der havde Guds Velsignelse og Verdens Bifald, vilde adsprede hans Tungsind og gjøre ham lykkelig. Med Hjertet bevæget af salige Anelser læste hun hvert Udbrud af hans Længsel efter Fædrelandet, uden den fjerneste Drøm om at denne heftige, længselsfulde Attraa, som han ikke kunde undertrykke, var rettet mod en Grav. Mellem Virginies varme, hengivelsesfulde Hjerte, og Gjenstanden for dets Kjærlighed stod den Døde - useet af hende, men bestandig nærværende i Viggos Sjæl og Tanker.

Foraaret var kommet. Solen skinnede varmt og kjærtegnende paa de friske Græsstraa der dækkede Minonas Grav, Fuglene sang høit af Glæde over Livet og Lyset - og den unge Sjæl, der saa levende havde følt den samme Glæde, som er Guds bedste Lovsang paa Jorden, savnedes dybere og blev inderligere begrædt af sine Elskede nu da Naturens Foraarsfriskhed gjenfødte Billedet af hendes ungdomsfriske Skjønhed i deres Erindring. Men Helene græd ikke længer trøstløst og fortvivlet! hun tænkte sig ikke Minona som en Blomst der er traadt i Støvet og knust af den grusomme Skjæbne, men som en Spire der er plantet om i Paradisets Have for der at udvikle sig i en reen Luft og et uforgjængeligt Sollys. Milde Tanker, gode Beslutninger og et tillidsfuldt Haab vaktes til Liv i Helenes Hjerte ved denne Forvisning. Hun var selv en af de Blomster, der vende sig mod Solen! da Frelseren lod hende føle sin Gjenfødelses og Fornyelses Magt, faldt hun ned og tilbad ham - der var ingen Vaklen i hendes Sjæl! med samme ubegrændsede Tillid og Enthusiasme hvormed hun havde hengivet sig til sin Ungdomskjærlighed, gav hun sig nu Gud i Vold. Og den Fred, som Verden ikke giver, lyste sin Velsignelse over hendes Tilværelse.

Skjøndt det i Almindelighed her i Verden gaaer modsat til end i Himlen, idet her er større Glæde over een Retfærdigs Fald end over nioghalvfemsindstyve Synderes Omvendelse, udgjør dog den sande christne Menighed en Undtagelse fra denne Regel, thi der er et usynligt Slægtskabsbaand som aldrig fornægter sig mellem dem, der erkjende sig for Børn af den samme evige Kjærlighed. Derfor vakte Helenes Omvendelse inderlig Glæde ikke alene i Himlen, men ogsaa i den lille Menighed paa Jorden, hvortil hun havde sluttet sig. Mange Bønderfolk bleve staaende naar hun paa Veien til 239 Kirken hilste dem mildt og fortroligt, eller drog deres Børns Hjerter til sig ved det usigelig ømme og vemodige Blik hvormed hun betragtede dem, og takkede Gud for den Forandring der var foregaaet med den stakkels Frue fra Præstegaarden, hvis lidende og haabløse Udseende tidligere havde tildraget sig deres Opmærksomhed. Helene følte det Velgjørende i denne Deltagelse og mødte den med saa hjertelig Taknemmelighed at hun snart var hjemme i Menigheden. Man antager i Almindelighed at Lighed i Stilling og Dannelse er nok til at gjøre Folk hinandens Selskab fordrageligt derfor kommer et Selskab af dannede Mennesker til at ligne en Udstilling af forskjellige Kunststykker, hvoraf det ene intet har med det andet at gjøre, men hvert især er der for at sees. Men hvor Mennesker forenes af en fælleds for alle overveiende Interesse, kan der virkelig finde et Samliv Sted, og der forsvinder al ydre Ulighed

- i Vilkaar, Evner og Dannelse, i Betragtning af det sjælelige Fælledskab hvori de leve. De Christne forenes ved deres Slægtskab i Frelseren der har forløst dem, og Aanden der har opvakt dem! De udgjøre trods al verdslig Forskjel eet Folk, hvis Fødeland er den ny Jord og Himmel der overlever alle denne Verdens Riger. Helenes Ønske var opfyldt - hun havde faaet Indfødsret i det Land hvor Kjærligheden er Konge.

I sit Forhold til Viggo følte hun især den velgjørende Indflydelse af dette religieuse Slægtskabsbaand. Hun havde altid elsket ham for Faderens Skyld, og hans Antipathie mod hende var forsvundet ved den fælleds Sorg over Minonas Død, men først da de begge fandt Trøst og Fred i den samme Tro aabnede deres Hjerter sig for hinanden - og al den velgj ørende Magt et elskeligt kvindeligt Væsen har til at mildne det Bittre i Erindringer som den der formørkede Viggos Sjæl, og fremkalde det Ophøiede, Trøsterige og Skjønne, der lyser ud af al ædel Sorg, som Stjernerne paa Nattens Himmel, blev af ham følt og erkjendt med den dybeste Taknemmelighed. Hun fik den bedste Løn et Kvindehjerte kan modtage for sin Hengivenhed

- hun blev uundværlig. I det fremmede Land traf hendes Ord, det skjønne Udtryk af en beslægtet Følelse, hans Hjerte som den første varme, velgjørende Hilsen fra Hjemmet, en Gjenklang af hans høieste Glæde og dybeste Sorg - et Tonebillede af Minona, der lovede ham en salig Gjenforening. Thi i Helenes Forestilling viste Minona 240 sig ikke som Liget paa Baaren, men som en sovende Engel der vil vaagne ved de første Straaler af Evighedens Morgensol. Mægtigere end nogensinde drog Viggos Længsel ham til Hjemmet - det var nu ikke alene Graven, der vinkede ham, han vilde lytte til Helenes Ord, der ubevidst formede sig til et Digt om Minona, hvis Ungdom, Skjønhed og Kjærlighed var begravet i hans Hjerte og gjenfødt i hendes.

I Mai Maaned kom Viggo til Kjøbenhavn - og da Solen stod op Morgenen efter hans Hjemkomst, saae den ham der hvor hans Sjæl evig og altid havde været nærværende - ved Minonas blomsterdækte Grav. Men hans Tanker dvælede ikke ved Graven - han saae det »Lys i Dødens Nat« i hvis Glands hun var indslumret - han lyttede i Aanden til hendes sidste Ord: Græd ikke I Elskede - det er saligt at føle hvad jeg nu føler - Livet! - og den blomstrende foraarsfriske Grav ved hans Fod drog hans Tanker hen til den aabne Grav hvor Englen udtalte Opstandelsens Budskab - han følte at den jordiske Lyksalighed gravlægges i Hjertet for at opstaae som Salighed.

Med Fred i Sjælen forlod han sin Elskedes Hvilested og gik fulgt af milde Erindringer, gjennem Skoven ad den velbekjendte Vei til det Huus under hvis Tag han første og sidste Gang havde seet hende. Baronessen havde taget sin lille Eiendom i Besiddelse, men saa tidligt om Morgenen laae Beboerne endnu i uforstyrret Søvn. Intet fremmed Syn mødte Viggo da han nærmede sig Helligdommen Gardinerne var trukket sammen for Minonas Vindue, om hvis Ramme de friske grønne Rosenblade snoede sig som en Krands. Solen skinnede klart, og Lærken svang sig syngende høit op over Skovhusets Tag imod den blaa Himmel.

Da Viggo kom til Præstegaarden blev baade Pastor Frank og Helene saa grebne af det Udtryk af Fred og Glæde, der lyste i hans Ansigt, at ingen af dem i første Øieblik bemærkede den store Forandring der var foregaaet siden Minonas Død. Men Virginie saae den - og følte med smertelig Bevægelse at han var død for denne Verden. Der var ikke mindste Gjenskin af den Ild der engang havde luet i hans Blik, i den rolige Klarhed hvormed Sjælen nu lyste ud af de indsunkne Øine. Da han fæstede dem paa hende med et Udtryk fuldt af mild broderlig Velvillie, brast hun i Graad og greb hans 241 Haand som for at kysse den - først nu vidste hun hvor stor den Seir var, han havde vundet, og al egenkjærlig Sorg over hvad hun selv havde tabt, blev overveiet af Beundring for ham. Desuden - der skal meget til at miste Haabet! Virginie blev ved at nedsætte sine Fordringer, men hun opgav dem ikke. Hun tænkte: »Han vil aldrig elske mig som han har elsket Minona - men han har mig dog kjær, og jeg kan gjøre mig uundværlig for ham!« - Helene nærede samme Haab! hun havde i den senere Tids fortrolige Samliv faaet saa høie Tanker om Virginie og tillige et saa inderligt Ønske for at see hende lykkelig, at hun allerede før Viggos Ankomst i sit Hjerte havde besluttet denne Forbindelse, og nu da han næsten udelukkende sluttede sig til hende, ved sin Indflydelse paa ham bestræbt sig for at virke for Virginie. Men i denne Henseende var han utilgjængelig. Alt hvad hun fortalte om Virginies selvopoffrende Kjærlighed og Omhu for hende, om hendes christelige Deltagelse for ham, vakte rigtignok hans Beundring - men han, som havde kjendt den Elskovsild der fortærede Minonas Hjerte, kunde ikke engang i Form af den usandsynligste Mulighed falde paa at det var Kjærlighed til ham, der havde hævet Virginie til den Høide hvor han saae hende. Hun var et af de Væsener der enten slet og ret betegnes som »en god Pige,« eller overføres fra Virkeligheden i Ideen, hvor de dyrkes som Idealer - igrunden den sørgeligste Skjæbne for et ungt uskyldigt, men dog af jordisk Kjærlighed opfyldt Pigehjerte. Viggo gik til denne Yderlighed - Virginie var for ham den christne Kvinde jomfruen, hvis Hjerte er Himlens Eiendom. Engang sagde han til Helene, der som sædvanligt havde ført Samtalen hen paa den unge Pige: »Hvor høit jeg end skatter hende, - og ingen kan dybere end jeg beundre en Natur som Virginies! - kan jeg dog ikke lade være i mine stille Tanker at beklage den Mand, der bliver forelsket i hende og skal have hende til sin Hustru, ligesom jeg altid trods min Beundring har beklaget Joseph, der var trolovet med den reneste og helligste Kvinde, som Gud velsignede fremfor alle - hans Resignation forekommer mig næsten overmenneskelig!« - Havde Viggo følt hvorledes Virginies Hjerte bankede da hun useet af ham og Helene, hørte disse Ord udtale af den Mand hun elskede, vilde han have erkjendt at hun var en jordisk Kvinde! ja det sidste Glimt af Helgenglorien maatte tabe sig for hans Blik dersom han vidste at hun,

        

242 istedetfor at tilkjendegive sin Nærværelse eller ubemærket fjerne sig fra sin skjulte Plads, med blussende Kinder og tilbageholdt Aandedrag trykkede sit Ansigt mod den tynde Væg der adskilte hende fra de Talende, for at opfatte hvert af disse Ord, der for hende indeholdt Liv og Død. Muligt vilde han foragte hende - man gaaer saa let fra den ene Yderlighed til den anden! og dog er der saameget af Evas Natur i alle Kvinder at ni af ti vilde gjøre det Samme i hendes Sted - men vel at mærke: af disse vilde de fleste tage deres Tilflugt til en lille Besvimelse der kunde fængsle dem til Pletten, for at besmykke dette Ophold for dem selv. Virginie blev svimmel, men hun ændsede ikke engang sit Ildebefindende - end sige benyttede det.

»O nei!« udbrød Helene. »Hvor kan Du dog bedømme hende saa skjævt! Virginie har et varmt Hjerte og vil gjøre den Mand lykkelig som har vundet det! - Det var unaturligt, umuligt at en ung Pige udelukkende skulde tilhøre Himlen, og have nok i den christelige Kjærlighed.« - »Siig ikke det! der er Naturer som uden at være renere eller skjønnere, er lykkeligere end andre, og komme til Himlen uden at gaae igjennem Skjærsilden!« »Men det er jo en catholsk Anskuelse! hvor kan Du oversee al den jordiske Smerte og det unyttige Savn der skjules under Nonnedragten?« - »Jeg forsvarer ikke den catholske Idee! jeg siger tvertimod - riv Klosteret ned! - behøves der et Fængselsliv for at skille Sjælen fra Verden, saa er selv den tykkeste Muur utilstrækkelig - thi saa er Verden indenfor, i Fangernes Hjerte. Men der gives Sjæle som fødes med Nonneslør og er skilt fra Verden ved en Klostermuur der staaer, om ogsaa alle catholske Nonneklostere nedbrydes - ved Uskyldigheden. Til disse hører Virginie.« - »Jeg vilde beklage hende, dersom Du havde Ret! den jordiske Kjærlighed er vel en Ildprøve værd - og den himmelske Salighed ufuldstændig uden den. Men - hvis Virginie trods al sin Uskyldighed kan elske varmt og inderligt - vilde Du da ikke prise den Mand lykkelig der var Gjenstand for hendes Kjærlighed?« »Hvis han kunde besvare den - jo!« »Og dersom det nu var Dig selv?« - »Mig!« udbrød Viggo med et tungsindigt Smiil. »Hvilken ung livsglad Pige kunde forelske sig i mig?!« - Helene svarede ængstelig for at have sagt formeget: »Jeg røber ikke en Venindes Hemmelighed - der har aldrig været nogen Yttring af Virginie, hvori jeg 243 sporede en saadan Følelse - men det ligger nu engang i en Kvindes Natur, aldrig at oversee den hvor den er, om vi endogsaa undertiden see formeget og forudsætte den hvor den ikke er. Det sidste kan være Tilfældet her - men hvis jeg har Ret i min Formodning, hvis Virginie elsker Dig og kan blive lykkelig ved den Beundring og kjærlige Følelse for hende, der er i dit Hjerte, vilde du da ikke være glad ved at tænke dig hende som Din Kone?« En Pause fulgte hvori Virginie neppe turde trække Veiret. Endelig sagde Viggo i en Tone hvis dybe Alvor isnede hendes Hjerte: »Gud forbyde at du skulde have Ret! jeg holder saa inderligt af Virginie - jeg ærer hende saa høit som en Mand kan ære en Kvinde - men jeg har kun elsket eengang, og ingen Kvinde skal nogensinde staae imellem mig og Erindringen om min Kjærlighed - jeg kan ikke give en Anden den Stilling som hun ikke kunde modtage i mit Hjem. Din Kjærlighed til Virginie gjør Dig blind - Du vil see det Ønske opfyldt som Du tillægger hende - uden at tænke paa hvorledes det bliver opfyldt! En Kvinde der elsker, skal fordre Gjenkjærlighed, og den der modtager hendes Hjerte uden at kunne give sit, bedrager hende. Lad hende resignere, og knytte sin Tilværelse med al den Rigdom og Skjønhed den indeholder, til Himlen, i hvis Velsignelse den vil finde Fred og Glæde, istedetfor at lænke den til Skyggen af en jordisk Lykke, der mangler Liv og Sjæl for hende. Alt hvad jeg kan give hende, har hun, undtagen mit Navn - kan det forvandle en ulykkelig Kjærlighed til en lykkelig!?«

»Virginie er en fordringsfri Natur! jeg troer at hvis hun elsker Dig er den Følelse du har for hende nok til at gjøre hende lykkelig, naar hun ved et dagligt Samliv med Dig kan tage den i Besiddelse. For en Kvinde, der elsker, er det allerede uendelig meget at tilhøre en Mand, tjene ham, og offre ham sin hele Tilværelse.«

»Men det er ikke nok - jeg fatter ikke at det skulde kunde være nok for en Kvinde! - Om hun var aldrig saa opoffrende, fortræffelig og fordringsløs vilde hun i mine Øine være unaturlig.«

Mere hørte Virginie ikke - hun flygtede for disse Ord der forvoldte hende saa dræbende Smerte, men da hun var alene og gjentog dem for sig selv, syntes hun først ret at hele deres Betydning blev hende klar - det var ikke alene en tidligere Kjærlighed, der skilte hende fra Viggo - Umuligheden af en Forening laae i hendes 244 Natur! den Kjærlighed hun kunde fatte og føle var ikke mægtig at tilfredsstille ham. Den undertrykte Skinsyge opluede paany - hun gruede for den Bitterhed der greb hendes Sjæl ved Tanken om hvorledes Minona havde forstaaet at elske - hun følte sig saa ringe, saa fattig og afmægtig imod den Døde, som havde taget Viggos Kjærlighed med i Graven, at hun i dette Øieblik forstod hvorledes Helene kunde ønske sig Tilintetgjørelsen som den eneste Velgjerning hun i sin Sorg var modtagelig for. Men denne Tanke vakte igjen Erindringen om den evige Kjærlighed der havde trøstet Helene - hun mindedes Viggos Ord: Lad hende resignere, og knytte sin Tilværelse til Himlen, i hvis Velsignelse den vil finde Fred og Glæde. »Fred - ja - Fred paa Jorden og Salighed i Himlen!« tænkte hun, bevæget af den rene Følelse og gode Villie, der laae for dybt i hendes Natur til længe at fornægte sig. »Jeg vil resignere - han skal aldrig lære den Kjærlighed at kjende, som er unaturlig i hans Øine, men han skal see mig frelst ved den Resignation, han forstaaer. Det vil koste Overvindelse, men Seiren er vis for den der kjæmper mod sine onde og svage Følelser, thi Gud staaer ved vor Side i den gode Strid!«

Og Virginie kjæmpede med heltemodig Udholdenhed og tillidsfuld Forvisning om Seiren. Naar man saae hende med den sædvanlige milde Rolighed besørge sine huslige Forretninger, og bære Omsorg for de mange Fattige der var vant til at søge Hjælp hos hende, skulde ingen tro at hun var opfyldt af Uro og tidt overvældet af Sjælesmerte. En Hjertesorg der lever og døer i Hjertet uden noget ydre Tegn paa sin Tilværelse, vilde ikke blive respecteret hvis den var kjendt - man bedømmer den ulykkelige Kjærligheds Styrke og Inderlighed efter Yttringen: der er smaae Hjertersorger der kjendes paa de almindelige Følger ligefra »Blegsot« til »en lille Reise« og store Hjertesorger der foraarsage Menneskehad, livsvarig Fortvivlelse eller virkelig Afsindighed. Efter denne Regel kunde Virginies Sorg ikke komme i Betragtning, thi selv blandt dem, der daglig levede sammen med hende, blev det bestandig en uopløst Gaade om Helene havde havt Ret i sin Formodning! hun selv troede det rigtignok, men Viggo troede det ikke - og dog findes ikke mange iblandt dem, hvis Tilværelse er blevet forstyrret og forfeilet ved Indflydelsen af en ulykkelig Kjærlighed, der have elsket saa

        

245 dybt og inderligt som hun; men hendes Sjæl var fra Barndommen af gjort fortrolig med den christelige Henvisning til den Kjærlighed der har skabt og forløst Verden - hun havde lært at elske ham igjen der elsker os først, længe før hendes Hjerte berørtes af en jordisk Lidenskab, og hun var allerede indviet i en høiere Tilværelse i Samfund med Gud, da hun maatte gjøre Afkald paa den høieste Lykke i dette Liv - derfor kunde hun resignere uden at gaae tilgrunde.

Nu da alle disse Sjæle hvis Fald og Opreisning, Kamp og Seir jeg har forsøgt at skildre, lykkeligt have naaet Havnen, ender deres Historie af sig selv - thi et stille, christeligt Liv som det, hvori Helene og Virginie fandt en rigere Lyksalighed end den Verden kunde have skjænket dem, egner sig ikke til Stof for en Fortælling. - Jeg vil kun tilføie at Viggo efter nogle Aars Forløb fik Pastor Franks Kald, og efterhaanden trøstede Menigheden for Tabet af sin Forgjænger. Den unge Præst var rigtignok alvorligere end den gamle, men han havde Hjerte for Andres Glæde, og Trøst for enhver der sønderknust af Sorg eller forfulgt af Samvittighedsnag søgte Frelse i den Lære han forkyndte. Han tiltalte ikke dem, Verden havde forskudt og fordømt, med det pharisæiske »I« - men med et broderligt »vi« - og naar han talte til dem om Guds Raad til Synderes Saliggjørelse følte de at han selv hørte til dem, over hvem der er Glæde i Himlen. -

Viggos Tungsind var ulægeligt - der saaes sjeldent et Smiil paa hans Ansigt! Men naar han prædikede Opstandelsens Evangelium med Hjertet fuldt af levende Tro og begeistret Taknemmelighed, følte han at den ny Phønix rørte sine Vinger i hans Hjerte under den gamles Aske.

246

        

247

Efterskrift og noter

248

        

249

Efterskrift

Fra Mathilde Fibiger debuterede med brevromanen Clara Raphael i 1851, og til hendes forfatterskab afsluttedes med romanen Minona i 1854 gik der kun tre år, men i det korte tidsrum fuldbyrdedes en af dansk litteraturs mest dramatiske skæbner.

Clara Raphael vakte straks ved udgivelsen usædvanlig opmærksomhed. Det skyldtes først og fremmest dens feministiske budskab og frimodige heltinde, men dernæst det paradoks, at denne provokerende tekst blev udgivet af en samfundsstøtte som Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), direktør for Det Kgl. Teater og tidens førende kritiker. Da Heiberg ydermere i et nænsomt skrevet forord kunne oplyse, at den anonyme forfatter var en kun 20årig ung pige, så var forudsætningerne for en sensation til stede. Romanen fremkaldte en langvarig offentlig debat med 10 selvstændige pamfletter, såkaldte flyveskrifter, og mere end 25 indlæg i aviser og tidsskrifter. Forfatterindens person og ideer var i et halvt år hovedemne for de dannede kredses selskabelige konversation. Clara Raphael blev en regulær kulturel begivenhed. Mathilde Fibiger var på det tidspunkt »sød, elskværdig, ualmindelig smuk og ganske ualmindelig begavet«, som en af søstrene fra den store flok Fibiger-børn skrev (Margrethe Fibiger: Clara Raphael 1891, s. 43).

Reaktionen på Minona blev en ganske anden, forargelse, fordømmelse og hurtig glemsel. Omtrent ingen interesserede sig for forfatterindens bestræbelser på at videreudvikle ideerne fra den første bog. Mathilde Fibiger blev med et slag en ensom skikkelse uden for de toneangivende litterære kredse og langt foran kvindelitteraturens avantgarde. Nødtvunget opgav hun forfatterskabet for at slå sig igennem som guvernante, oversætter og telegrafist. Først 15 år senere, da kvindesagen atter kom på dagsordenen, fik hun igen politiske meningsfæller. Georg Brandes oversatte Stuart Mills Kvindernes Underkuelse (1869) og Dansk Kvindesamfund blev stiftet 250 (1871) på initiativ af ægteparret Fredrik og Mathilde Bajer. Fredrik Bajer, der i et par år havde haft kontakt med det svenske kvindetidsskrift, Tidskrift för hemmet, opsøgte i 1867 Fibiger for at bede om bidrag hertil. Han fandt hende på telegrafstationen i Helsingør træt af skuffede forhåbninger og næringssorger, »et lille forpint ansigt [der] viste sig i kontorruden« (R Bajer: Livserindringer 1909, s. 362).

Mathilde Fibiger nåede altså inden sin død som 41årig at se begyndelsen til virkeliggørelsen af den ene side af sin vision, den politiske. Den anden side, den litterære, måtte derimod forekomme hende uden fremtid. Efter Clara Raphaels succes havde en række forfatterinder arbejdet med at udvikle et litterært sprog, der kunne udtrykke kvinders livssyn og erfaringer, men denne bevægelse syntes at være gået i stå. Først i 1880'erne fremstod påny en gruppe forfatterinder, der skrev om og ud fra kvindelivet, navne som Amalie Skram, Olivia Levison, Adda Ravnkilde, og der kom til at gå mere end 100 år, før interessen for Fibigers litterære indsats blev genvakt.

For Mathilde Fibiger hang politik og litteratur imidlertid tæt sammen. De politiske ideer, som udtryktes direkte i Clara Raphael, var i Minona indlejret i fortællingens forløb og billedsprog, men budskabet om kvindens frigørelse som selvstændig og selvbevidst personlighed var det samme. Denne sammenhæng mellem politisk frigørelse og æstetisk selvbevidsthed har det været en senere tids privilegium at afdække.

1. En officersfamilie i enevældens afviklingsperiode

Det dramatiske og efterhånden tragiske præg, Mathilde Fibigers livsforløb antog, var nok forårsaget af samtidens manglende udviklingsmuligheder for unge kvinder - Clara Raphael er netop en kritik af kvindelivets snævre rammer - men den usædvanlige Fibigerfamilie lettede hende heller ikke ligefrem adgangen til en problemfri tilværelse. Det var smukke, begavede og talentfulde mennesker, men også stejlt idealistiske karakterer: »formeget, baade af skarp Forstand og farlig Følelse. Men ikke vel organiseret«, som 251 fætteren Johannes Fibiger siden skrev (i Mit Liv og Levned 1898, s. 85). Familielivet med de ni børn var stærkt følelsesmættet, også efter forældrenes skilsmisse.

Faderen Johan Adolf Fibiger var major og militærforfatter; med flid og begavelse arbejdede han sig frem til i 1830 at blive leder af den nyoprettede Militære Højskole. Han underviste i fortifikation og taktik, begyndte udgivelsen af et militærvidenskabeligt magasin og bidrog med en række artikler til andre både videnskabelige og æstetiske tidsskrifter. Han var også levende optaget af tidens demokratiske og nationale bevægelser, gik ind for almindelig værnepligt og stiftede en militær »Læseforening«, hvortil også underofficerer havde adgang, hvilket dengang var et uhørt brud på standssamfundets principper.

Den militære Højskole lå på Kongens Nytorv i det gamle Gjethus (støberi), der hvor Det Kgl. Teater (bygget 1874) ligger i dag. Den embedsbolig, Fibigerfamilien flyttede ind i, var en af byens mest moderne med god plads, gasbelysning på trapper og gange og rindende vand i køkkenet. Her udfoldedes en livlig selskabelighed i naturlig forlængelse af faderens embede og omkring de opvoksende børn, Adolf (f. 1813) og Ilia (f. 1817); her levede også den yngste, Mathilde (f. 13. december 1830), sine første år, de år der blev familiens lykkeligste.

Allerede med udgangen af 1835 begyndte ulykkerne at indtræffe. Faderen blev afskediget, angiveligt fordi han ragede uklar med en anden leder på skolen, men sikkert også fordi han hyldede sine demokratiske ideer for åbenlyst. I Frankrig havde julirevolutionen (1830) netop væltet de enevældige Bourbon'er, og Frederik 6. så sig nødsaget til at oprette rådgivende stænderforsamlinger (1835), men mange mente i lighed med Fibigerfamilien, at reformtempoet var for sløvt. Major Fibiger blev forflyttet til Vejle, hvilket på fa år ruinerede familien økonomisk og moralsk. Forældrene kunne under de meget forringede forhold ikke holde sammen. Moderen flyttede tilbage til København med Ilia og de tre mindste børn. I 1843 blev skilsmissen lovformelig.

Moderen, Margrethe Cecilie Aasen, var som en af romantikkens madonnafigurer meget smuk, overmåde følsom og helt opslugt af sit moderskab. Boglig dannelse havde hun næsten ingen af. »Børnene 252 omfrededes med den ømmeste Kjærlighed, hvor ingen anden Tvang kjendtes end Frygten for at bedrøve«, skrev Mathilde siden om hjemmet (i et forord til Ilia Fibigers efterladte Digtninger 1867). Forældrene passede dårligt sammen, og ingen af dem brød sig om at overskue husholdningsbudgettet. Efter separationen måtte Ilia tage den svagelige moders plads i det nye hjem, indtil dets opløsning ved moderens død i 1844.

Drengene blev tidligt bestemt enten for militæret eller universitetet, hvorimod det var småt bevendt med pigernes skolegang. Rundt regnet hveranden dag gik de hos »Betsi« i St. Peders Stræde, en velmenende dame der formodedes at lære dem at læse og skrive, men egentlig uddannelse fik de snarere fra skønlitteraturen. De ældste børn læste højt af tidens udenlandske forfattere: Scott, Cooper, Schiller, Goethe, Novalis, Hoffmann, og naturligvis de hjemlige husguder: Oehlenschläger, Ingemann, Winther og 'forfatteren til »En Hverdagshistorie«', som de ikke vidste var Thomasine Gyllembourg. Børnene skrev også selv digte og dramaer, de tegnede og spillede teater. Overhovedet var hjemmets atmosfære præget af litterære, politiske og nationale interesser. Også i sidegrenene dyrkede familien litteraturen. En bror til Mathildes far, rektor Peder Grib Fibiger, udsendte bl.a. de første danske oversættelser af Sofokles' Ødipus (1815) og Antigone (1816), og Mathildes fætter, præsten Johannes Fibiger, skrev dramaer med bibelske motiver. Familien havde høje idealer og en inderlig indbyrdes kærlighed, men også en stolt uvilje mod at bøje sig for de herskende magtforhold, hvilket især blev til ulykke for de mest brillante af børnene.

Den ældste søn, Adolf, var Militærhøjskolens mest lovende officersaspirant. Han fik de bedste karakterer, var midtpunktet i kredsen af de mest fremtrædende elever, sine forældres stolthed og sine søskendes forgudede forbillede. J.L. Heiberg, der ved skolens oprettelse blev ansat som lærer i logik og litteratur, antog Adolf som en yngre ven og så ham gerne i sit hjem efter ægteskabet i 1831 med Johanne Luise. Men Adolf havde som sin far udtalte demokratiske idealer og følte sig i en loyalitetskonflikt mellem kongen og folket. Han erklærede at ville skyde sig, hvis hæren skulle sættes ind mod demonstrationer, idet han hverken kunne svigte sin faneed eller kæmpe mod sit folk. I 1839 skrev han Historisk Læsebog for 253 Bondestanden, som blev udgivet af det i 1835 oprettede »Selskab for Trykkefrihedens rette Brug«, et selskab der skulle modvirke kongens ønsker om strammere censur. Denne demokratiske idealisme førte til hans fald.

Ved »Læseforeningen«s årlige majgilde i 1838 til minde om d. 28. maj 1831, da anordningen om provinsialstændernes indførelse udkom, tog han ordet for at levere følgende skåltale: »Jeg tillader mig at udbringe en Skaal for den demokratiske Aand i Folket. - At Hvermand maa føle sit Værd som Menneske (...) At Hvermand maa gjennemtrænges af Overbevisningen om, at han ikke er sat paa Jorden for at leve alene for sig selv! At Hvermand maa føle og indse, at den Selvkjærlighed, der fører alle Interesser hen paa Jeget, saa stridende mod Christi Lære, lader os forfeile vor Bestemmelse (...) forspildende vore Rettigheder som Menneske, fordi vi svigte vore Pligter mod Menneskeheden!« (Margrethe Fibiger: »Adolf Fibiger« i: Museum V,1, 1894, s. 158). Kort efter blev han fjernet fra København og forflyttet til Rendsborg, hvor anstrengende arbejde i felten, samt efter familiens mening en ulykkelig kærlighedshistorie, på tre år tog livet af ham.

Den ældste søster, Ilia, var det Fibigerske familielivs åndfulde midtpunkt. Hun overstrålede i alles øjne de yngre søstre, også Mathilde. Imidlertid led hun siden 16års-alderen af en uigengældt kærlighed til en af broderens officerskammerater, Oswald Marstrand. Skønt Adolf nærmest friede på søsterens vegne, og Ilia selv viste Marstrand sine følelser, afviste han forbindelsen. Marstrands eksklusive kærlighed til sin mor udelukkede andre kvinder fra hans liv. Ilia blev meningsløst ved at håbe, indtil han faldt ved Eckernförde 5. april 1849. Derefter begyndte hun at skrive, i øvrigt samtidig med Mathilde. Hendes forfatterskab, der omfatter flere genrer: dramaer, eventyr, digte og en roman, blev større end Mathildes, men fik aldrig et tilsvarende gennembrud i offentligheden.

2. Frihed og selvrealisering

Som den yngste oplevede Mathilde familiens og samfundets opog nedture i en anden rytme end den 13 år ældre Ilia. Ilia havde 254 nydt sin tidligste ungdom, mens Fibigerfamilien residerede på Militærhøjskolen, hvorefter familiens nedtur forløb parallelt med hendes modning og resignation. Omvendt var hjemmet opløst, da Mathilde nåede sin ungdomstid, moderen og den ældste bror død, faderen degraderet og ifærd med at indgå fornuftsægteskab med en ordinær kone og Ilia forkastet af sin elskede. Men Ilias ungdom havde også været præget af efterdønningerne fra statsbankerotten i 1813 og et stagnerende enevældigt kongedømme, der modsatte sig reformer. Omvendt faldt Mathildes ungdom sammen med demokratibevægelsen omkring kongeskiftet i 1848, der førte til Grundloven af 5. juni 1849, og den store fædrelandsbegejstring i forbindelse med sejren - som udfaldet med lidt god vilje kunne kaldes i treårskrigen mod Hertugdømmerne og Preussen. Mathilde modnedes samtidig med, at revolutionens begreber om frihed og lighed fik gyldighed i dansk politisk sammenhæng. Hun så de idealer realiseret, som Adolf havde skålet for, frigørelsen af »den demokratiske Aand i Folket« og »Hvermands« ret til at hævde sit »Værd som Menneske«, til at føle sig som en del af »Menneskeheden«.

Hvor Ilia begyndte at skrive ud af sit livs nederlag, nederlaget i forsøget på at blive hustru og moder, hvilket hun til det sidste anså for at være kvindens egendige livsopgave, der skrev Mathilde ud af den ungdommens begejstring og overmod, som de store samfundsmæssige bevægelser netop da bestyrkede. Det krav om kvindefrigørelse, som er hovedtemaet i Clara Raphael, og som skaffede bogen dens berømmelse, kunne formentlig kun opstå i den 19årige guvernantes hoved, fordi tiden i almindelighed var i opbrud, og optimismens ånd for en tid beherskede nationen.

Temaet var imidlertid ikke den eneste årsag til Clara Raphaels gennemslagskraft, det smukke, klare sprog bidrog i lige så høj grad til succes'en. Sprogbeherskelse var et af Mathildes tidligt udviklede talenter, hun skrev fra 8års-alderen indholdsrige og velformulerede breve til familiemedlemmer og veninder. I brevene fra årene efter konfirmationen i 1846, hvor hun modtog privatundervisning til lærerinde, og fra tiden på Lolland, hvor hun i oktober 1849 havde tiltrådt sin første guvernanteplads, finder vi mange ideer og formuleringer, som snart skulle blive genbrugt i debutromanen.

255

Til søsteren Anna (f. 1826) skriver hun således i februar 1850: »Har du nogen Sinde været saa gennemtrængt af Foraaret som i Aar? Jeg aldrig. Det forekommer mig, som om et lignende Foraar var i min Sjæl. Jeg føler, hvad det er at leve, at kæmpe og at sejre (...) savner du aldrig Frihed?«; i romanen formuleres passagen således: »Jeg føler Spiren til uendelig Rigdom i mig selv, veed, at Foraaret om et par Maaneder kommer (...) saa kommer ogsaa Guds vidunderlige Kraft, og bringer hvert Frø i min Sjæl til at spire«. Den 23. marts samme år skriver hun til Anna: »derfor, endelig, øve sig mine egne Tanker som smaa Fugle, der gerne vilde følge deres Brødre til den lyse Verden, der er over det materielle Liv«, en sætning som et halvt år senere bliver til den centrale formulering i romanen: »Derfor hige mine Tanker, som smaa Fugle, der skulle prøve Vingen, efter at følge deres Brødres dristige Flugt imod Lyset og Livet« (brevcitaterne fra Marg. Fibiger 1891, s. 44 og 38; Clara Raphael-citaterne s. 42 og 27).

Frihed og selvudfoldelse er nøglebegreber såvel i Fibigers private breve som i debutromanen. Den frihed, hun så brændende ønskede sig, fandt hun næsten mirakuløst i skriveprocessen. Hendes breve emmer af eufori over tilsyneladende at kunne skrive sig ud i friheden, ud af sin bornerte hverdag og ud over den kønsrolle, hun efterhånden gav skylden for alt ondt.

3. To søstre og deres døde bror

Mathilde havde både tiden og sin gode formuleringsevne med sig, men forholdet til storesøsteren Ilia og broderen Adolf er et tredje vigtigt moment i forståelsen af, hvordan en så ung pige på fa måneder kunne skrive en bog med en så stor gennemslagskraft.

Clara Raphael består af 12 breve skrevet for de 11's vedkommende af Clara til veninden Mathilde. Som nævnt går mange af Fibigers formuleringer fra de private breve direkte igen i Claras fiktive breve til den fiktive Mathilde. Det er derfor nærliggende at tro, at Clara er et dæknavn for forfatterinden selv. Sådan blev bogen også læst i samtiden, hvor Mathilde Fibiger ofte slet og ret kaldtes Clara 256 Raphael. Også Heiberg identificerede Clara med Mathilde i den brevveksling med Fibiger, der gik forud for udgivelsen, men forholdet er ikke så enkelt.

Ilia hævdede tidligt, at Mathilde slet ikke var som Clara. I et brev til Heiberg af 2. februar 1851 om hans forhold til søsteren skriver hun: »Jeg har altid været bange, at nogen skulde skatte mig for høit, thi tidlig eller sildigt maatte de dog komme efter det, og hvordan skulde jeg da erstatte dem deres Tab? Den samme Følelse havde jeg nu paa Mathildes Vegne, thi skjønt hun har store Evner og fortræffelige Egenskaber, følte jeg nok, at hun netop ikke var saaledes som De troede: hun er ikke Clara« (M. Borup (udg.): Breve og Aktstykker vedrørende Johan Ludvig Heiberg 1949, III, s. 294). Om Heibergs bemærkning i forordet til Clara Raphael, at Clara er »som en Passionsblomst, der er plantet i en Kaalhave«, skriver Mathilde selv langt senere, at den »fortrinsvis kunne passe paa Ilia« (Marg. Fibiger 1891, s. 215).

Hele familien og Mathilde med beundrede Ilia, der alene ved sin alder var så meget forud for lillesøsteren. Det forord, Mathilde skrev til Ilias efterladte Digtninger, er ukritisk tilbedende og aldeles selvudslettende. Hun slører således det urimelige i Ilias 15 år lange udsigtsløse forelskelse i Marstrand ved at antyde, at hans død i krigen forhindrede forbindelsen. Ilia var selv overbevist om sin hovedrolle i flokken af søstre. Som det fremgår af den citerede passage fra brevet til Heiberg var hun betydeligt patroniserende over for Mathilde. Samtidig havde hun ikke meget til overs for Mathildes emancipationsideer; hun følte sig langtfra loyalitetsforpligtet over for det, man synes kunne have været et fælles kvindeprojekt. Ved udgivelsen af Mathildes andet indlæg i Clara Raphael-fejden, Et Besøg (1851), skrev hun: »Mathilde bekymrer mig; hendes sidste Bog har mishaget mig inderlig« (Marg. Fibiger 1891, s. 110). Året efter henvendte hun sig pr. brev til Marie Grundtvig, på hvis ejendom Mathilde den sommer opholdt sig, for at bede hende med håndens eller autoritetens magt at forhindre Mathilde i at tale offentligt.

Mathildes beundring for Ilia og hendes egen stilling i familien som den lille gør det nærliggende at forbinde hendes dristighed som skribent med, at hun så at sige skrev 'under dække' af søsteren. I så fald er den selvsikre og oprørske Clara ikke et selvportræt, men 257 et billede af den beundrede storesøster; ikke nederlagets Ilia, men den Ilia hun i Mathildes øjne burde og kunne have været, hvis ikke forholdene havde lagt hindringer i vejen, og den Ilia som Mathilde selv ønskede at ligne, den unge Ilia før kærligheden til Marstrand havde vist sig at være fatal og før familiens fallit. Den ældre, resignerede og livskloge Ilia, som Mathilde så søsteren, når hun ikke var alt for manisk eller depressiv, er repræsenteret i bogens mest idealiserede kvindefigur, frk. Carlsen, som Mathilde endda fandt var et svagt billede af søsteren. Til Anna skriver hun i november 1850: »ligner hun [Frøken Carlsen] Nogen, saa er det da Ilia, men (...) blidere, mindre udmærket begavet og mindre vittig end Ilia« (Marg. Fibiger 1891, s. 56).

Over- og underordningsforholdet mellem de to søstre, som baserede sig på alderens forrang og de øvrige familiemedlemmers præferencer, svarede imidlertid, netop hvad deres litterære produktion angår, ikke til virkeligheden. Ilia har skrevet interessante tekster, især eventyrene, romanen Magdalene (1862) og lystspillet Modsætninger (1862), men Mathilde er en betydeligere forfatter. Alligevel fik Ilia mere støtte fra Mathilde til sit forfatterskab end omvendt. Således henvendte Mathilde sig i 1859 diskret til H. C. Andersen, som hun kendte, for at bede ham hjælpe Ilias bøger på vej: »det ligger mig ganske anderledes paa Hjerte, end nogensinde noget af mit Eget har gjort, fordi jeg sætter hendes Begavelse høit over min egen« (Bille og Bøgh: Breve til Hans Christian Andersen 1877, s. 131). Andersen skaffede herefter en af Ilias fortællinger, »Frøkongens Brud«, optagelse i samtidens mest ansete magasin, Illustreret Tidende, formentlig alene for Mathildes skyld, for han så ikke med blide øjne på Ilias forfatterskab. Af Ilias takkebrev fremgår det, at hun ikke kendte eller ikke anerkendte søsterens hjælp.

Men hvis Ilia ikke var en stor forfatter, så var hun ubetvivleligt en storslået karakter. Hun påtog sig i koleraåret 1853 frivillig sygepleje på Almindeligt Hospital, og de sidste syv år af sit liv tilbragte hun i en af lægeforeningens boliger som plejemor for seks børn, som af deres mødre var overgivet til fødselsstiftelsen. Dette var i samtidens øjne også kvindeemancipation, men i en mere praktisk retning end Mathildes. Mathilde forsøgte på en måde at skabe en filosofisk ramme omkring Ilias personlighed, den personlighed der 258 var den ideale kerne i Mathildes egen identitet. Ilia var på sin side orienteret imod sine heroiske, afdøde mænd, faderen, storebroderen og Marstrand. Da hun endelig fik et udøbt barn i pleje, gav hun den lille pige deres navne i femininum, Oswalde Adolfe. Det var som ældre hendes sorg, at broderen aldrig ville få hendes bøger at se. Hvor Mathilde skrev for at hædre og retfærdiggøre Ilia, skrev Ilia for at hædre og mindes sine elskede afdøde mænd.

Storesøsteren havde okkuperet Mathildes identitet, og det var måske årsagen til, at hun efter Ilias død sammenlignede sig selv med Kaspar Hauser, hvis skæbne Heiberg havde beskrevet i Kjøbenhavns flyvende Post (1828 nr. 65-66). Ligesom den gennem hele barndommen indespærrede dreng havde Mathilde først sent fået førstehånds kontakt med verden - ufiltreret af søsterens stærke personlighed.

4. Fibiger og Heiberg

Major Fibigers finanser var ikke til at beholde de ugifte døtre i hjemmet. Efter konfirmationen og et par års ekstra undervisning fandt man plads til dem som guvernanter i forskellige provinsfamilier. Stillingen som guvernante, dvs. huslærerinde for småbørn, for pigernes vedkommende indtil konfirmationen, var dengang ugifte middelklassekvinders eneste acceptable erhverv. Da Mathilde Fibiger i oktober 1849 var klar til at bestride sin første guvernanteplads, var Ilia netop vendt hjem efter halvandet år hos en præstefamilie på Mors, og Anna, som Mathilde skrev flittigt til, var ude som lærerinde.

Til Mathilde havde man fundet en skovriderfamilie på Lolland, nærmere bestemt Maltrupgård i nærheden af Sakskøbing, og tæt ved Berritsgård, som siden 1832 var forpagtet af en anden farbroder, Christian Fibiger, der var behjælpelig med at arrangere ansættelsen. Efter knapt et år med flittig brevskrivning til søstre og veninder begyndte hun i slutningen af august 1850 at ordne sine ideer inden for en brevromans fiktive ramme; i slutningen af oktober sendte hun manuskriptet til Heiberg og anmodede ham om at stå for udgivelsen.

259

Man har siden undret sig over Heibergs overvældende positive reaktion. Teaterdirektøren, professoren, amatørastronomen og Johanne Luises ægtemand blev med sit eget udtryk ganske »betaget« af den unge guvernantes papirer. Han skriver straks efter modtagelsen et langt brev, der fylder arket ud til alle kanter, vedkender sig bekendtskabet med hendes familie gennem den afdøde bror, takker for den ære hun viser ham ved at ønske ham som sin udgiver, kalder hendes refleksioner dybsindige og stilen veltalende og røber, at han gør sig allehånde anstrengelser for at skaffe nærmere oplysninger om hendes person, at han har fundet detaljerede Danmarkskort frem for at lokalisere Maltrup og forhørt sig i sin bekendtskabskreds om nogen skulle kunne beskrive Mathildes udseende. I næste brev berømmer han hendes brevstil, bekender, at han læser hendes breve om og om igen, og beder hende anvende eventuelle ledige stunder til at skrive til ham, som om hun skrev til en veninde.

I løbet af november måned skriver han seks sådanne lange breve, som Mathilde henrykt besvarer. Af denne korrespondance er kun Heibergs to første breve af 1.-2. 11. og 10. 11. bevaret (publiceret i Marg. Fibiger 1891, s. 60-80), og ingen af Fibigers svarbreve. Han låner hende bøger, afsætter Clara Raphael til C.A. Reitzels forlag og glæder sig til deres første møde, når hun ved juletid kommer til København. Han sender forlagshonoraret på 120 Rigsdaler, det samme som en lærerinde med egen småbørnsskole kunne tjene på et år, fratrukket 20 Rd som Mathilde beder ham overlade til »Komitéen for de Faldnes Efterladte«.

I et par måneder levede de to forfattere i det lykkelige fællesskab, der kan findes mellem åndsfrænder. Familierne hæftede sig imidlertid mest ved ubalancen i forholdet mellem den 58årige samfundsstøtte og den 19årige guvernante. Johanne Luise og Ilia greb ind, og forbindelsen blev begrænset til det rimelige, med andre ord nærmest afbrudt.

5. Clara Raphael

Heibergs breve indeholdt ikke kun fyrig opmærksomhed over for forfatterinden, han var selvsagt også god for en analyse af romanens 260 idé og form. Om formen skriver han, at Clara Raphael falder i to dele, således at de første 8 breve viser »en interessant kvindelig Karakter i en Krisis af sin Udvikling«, mens der først i det 9. brev »indtræder egentlige Begivenheder, der gør det muligt at opfatte den hele Brev-Cyklus som en Novelle« (Marg. Fibiger 1891, s. 64). Han finder 'bekendelsesdelen', brev 1-8 som han kalder »Bekenntnisse einer schönen Seele«, langt den interessanteste, mens han nærmest anser 'begivenhedsdelen', brev 9-12, for mislykket; den er ganske vist nødvendig for helheden, men alt for præget af Mathildes manglende livserfaring: »det er ogsaa først her, at man ser Resultatet af det Hele, og det er dette Resultat, som jeg ikke kan anse for den Sandhed, hvori Læseren kan slaa sig til Ro«. Dette 'resultat' er tydeligst konkretiseret i bogens særprægede ægteskabsarrangement, et platonisk forhold mellem helt og heltinde. Mod det retter Heibergs diskussion af romanens idé sig. Hans grundsyn er, at kun manden kan repræsentere det alment menneskelige, mens det er kvindens bestemmelse at leve i det konkrete. Kvinden bør derfor ikke elske mennesket som abstrakt begreb, men kun i skikkelse af sin konkrete ægtemand. Hermed peger han direkte på den kønsteori, som er Fibigers væsentligste angrebspunkt.

Romanens fortælling følger guvernanteromanens kendte genremodel. Clara rejser til provinsen som guvernante, føler sig hævet over de prosaiske omgivelser i kraft af sine indre kvaliteter og finder efter visse forhindringer en ægtemand, som er både følelsesmæssigt og socialt attraktiv. Det er Claras forbindelse med ægtemanden, baron Axel, der udgør romanens afsluttende 'begivenhedsdel', og de fleste læsere vil sikkert medgive Heiberg, at dens sammenhæng med hoveddelen er for løs.

Guvernanteromanen havde været dyrket i England siden 1800tallets første tiår, men genren havde ikke interesseret danske forlag, før guvernanten i 1840'erne blev en kendt skikkelse også her. Da Charlotte Brontë's Jane Eyre under stor opmærksomhed udkom i 1847, syntes tiden moden. Den blev oversat til dansk i 1850 med den hjemmelavede undertitel »En Gouvernantes Memoirer« og blev derved den formentlig første roman i sin genre på det danske marked. Vi ved ikke, om et større eller mindre kendskab til Jane Eyre var blandt Mathilde Fibigers forudsætninger; i alt fald blev Clara 261 Raphael den første danske guvernanteroman; den fik siden mange efterfølgere.

Temaet i de første 8 breve er Claras vågnende selvbevidsthed og et samtidigt hermed voksende modsætningsforhold til omgivelserne. I 1. og 2. brev fra november 1848 fortæller hun om opbruddet fra København, hvor hun uden sorg har forladt den tante, hun er vokset op hos, men som hun ikke mener at have noget til fælles med. Tanten er optaget af sit praktiske dagligliv, mens Clara lever i fantasier hentet fra historisk og skønlitterær læsning. Skolegang har Clara ikke faet meget af, religionen siger hende ikke noget, hun vil helst være fri for alt det, en almindelig opdragelse indebærer. Teksten er konstrueret over dualismer som natur vs. kultur og åndeligt vs. materielt, billedliggjort i modstillingen mellem Claras kærlighed til fritflyvende fugle over for tantens glæde ved burfugle, og tantens manglende interesse for Gyllembourgs historier om hverdagslivet over for hendes glæde ved sit eget hverdagsliv. Inspirationen til opbruddet kommer fra demokratibevægelsen i marts 1848. Her har Clara endelig set nogle af sine indre forestillinger virkeliggjort, idet tilfældige medborgere samlede sig til 'det danske folk', hun kender fra litteraturen. Den nationale og politiske vækkelse vokser til en religiøs, troen på fædrelandet trækker troen på Gud med sig. Claras selvbevidsthed vågner, metaforisk beskrevet som en solopgang, hun føler sig skabt i Guds billede og mener at bruge sin nyfundne identitet efter hensigten ved at blive lærerinde.

Virkeligheden lever imidlertid ikke op til forventningerne. De nye omgivelser synes hende prosaiske og tomme. Arbejdsgiveren er en konventionelt høflig forpagter, hans kone fortabt i sin husholdning, børnene forkælede og forvalteren uden åndelige interesser. Ved middagsbordet drejer konversationen sig om naboerne, specielt den stedlige baron, mens emner som politik og litteratur ikke interesserer. Bedre ser det ikke ud i omgangskredsen, hvor præsten er ortodoks og hans kone tomhjernet veltalende. Blandt de unge piger på Claras alder, præstens lærerinde frk. Sonne og gårdejerdatteren Camilla, er den førstes dannelse kun udvendig og den andens hoved kun fuldt af mode og erotik. Clara skriver træffende, at mens hun selv elsker de danske soldater som nationens forsvar, interesserer Camilla sig kun for nationens forsvar, fordi hun sværmer for 262 nogle officerer. Camillas far mangler »høiere Begreb« og broderen, der er »Noget paa et Contoir«, møder Claras krav om åndeligt livsindhold med en bemærkning om, at det materielle velvære ikke bør forsømmes. Clara kommer snart til at opfatte sit nye miljø som netop det spidsborgerlige helvede, Heibergs 'sjæl efter døden' ender i. Menneskene fungerer som maskiner, virkeligt liv finder hun kun i bøgerne. Hun på sin side far ry for at være aparte og affekteret.

Det fører til et sammenbrud for hendes hidtidige verdensbillede og et gennembrud for en ny selvopfattelse, hvilket hun beretter om i 3. brev. Hun bryder sig ikke mere om at undervise, når hun så tydeligt mærker hullerne i sin egen viden. For at befæste sin ny identitet dekorerer hun sit værelse med billeder af store danske mænd og jomfru Maria i en 'himmelfarts'-udgave. Her tilbringer hun sin fritid med at læse de skrifter af Poul M. Møller, som får hovedparten af æren for hendes forvandling. Han har vist hende vej til »Tankens Verden«, den eneste hun kan føle sig hjemme i.

Problemet er nu, at kvinder ikke har legitim adgang til 'tankens verden'. Clara får øje på, at de store politiske og litterære bevægelser i tiden, som hun alene lever for, ikke har kvinder som aktive medvirkende. Det åbner for den feministiske vrede, som har gjort bogen berømt: »For første Gang i mit Liv føler jeg Sorg over at jeg ingen Mand er (...) Er det med Rette at de halve Mennesker ere udelukkede fra al aandelig Beskjæftigelse? Eller har virkelig Vorherre skabt os af ringere Stof end Mændene (...) det egentlige Liv i os er ikke kommet til Bevidsthed, vor Aand er fangen, og Fordommen staaer paa Vagt ved dens Fængsel« (s. 28). Her ses Fibigers væsentligste idé: hun ophæver de modsætningspar fra tekstens indledning, som var en del af det samtidige romantiske livssyn, natur/kultur og åndeligt/materielt, i en ny overgribende modsætning mellem mand og kvinde. En mand kan, hvis han har vilje til det, hæve sig over kulturens materielle niveau og følge sin indre natur ind i åndens verden, men en kvinde har ikke denne mulighed, hvor megen vilje hun end sætter ind på sagen. Mænd kan studere og frit udveksle tanker, mens piger får åndeligt snøreliv på og kun stimuleres til forfængelighed og ønsker om at behage andre. Denne forskel kalder Clara mændenes undertrykkelse af kvinderne - »thi underkuede 263 ere vi, om end Lænkerne ere forgyldte« (s. 31) - og formulerer herved den klassiske feministiske kritik af kvinderollen.

5. brev giver denne i hovedsagen politiske analyse et religiøst fundament. Med et af Grimms eventyr som tolkningsramme hævder Clara, at det er, som om hun har fået Fanden til gudfar, og at han har fordrejet hendes syn på verden. Fibiger nærmer sig her vor tids begreb om en 'kvindesynsvinkel'. Clara føler, at hendes naturlige (kvindelige) blik på verden bliver fornægtet og fortrængt af et andet (mandligt) blik. Dette andet blik tildeler hun Fanden, hvorimod hun tager Gud til indtægt for sit eget syn på verden. Hun bliver besat af ideen om at gøre op med dette skævsyn, som hun forstår som et valg mellem Gud og verden; hun vil hellere vente på, at »Guds vidunderlige Kraft« skal spire i hende end lade »Verden indtage den ledige Plads« (s. 42). Den stadig kraftigere religiøse underbygning af problemstillingen fører i 6. og 7. brev til et sammenstød med præsten. Da Clara tillader sig at have en personlig mening om en af kirkens ceremonier (dåben) og ydermere har alternative skriftsteder at sætte op imod præstens autoriserede, foranlediges han til fra prædikestolen at kalde tidens krav om frihed og selvstændighed for vantro. Bagefter ved kaffebordet i præstegården holder Clara en modprædiken, hvis teologiske essens er, at hun hverken tror på syndefaldet eller Treenigheden. Adam og Eva i paradiset var uskyldige, mener hun, men de manglede selvbevidsthed og fri vilje. Det var Gud selv, der gav dem kundskab om godt og ondt og en fri vilje til at vælge det gode. Imellem på den ene side paradisets uskyldstilstand og på den anden side kamp, arbejde og synd forbundet med fri vilje og selvbevidsthed valgte menneskene det sidste. Kristus har vist menneskene det gode, og menneskelivet er en stadig kamp for at vælge det. Kristus var ikke Guds søn, men en stråle af Guds eget væsen (en nyplatonisk idé), for der er kun én Gud, og han er alles fader. Frihed er for Clara retten til uhindret at forfølge de gode og sande mål, man sætter for sig selv, og som er gnister af det guddommelige skaberværk.

I 8. brev kulminerer Claras religiøse bekendelser, idet hun inspireret af Schillers Jeanne d'Arc lover at afstå fra al kødelig kærlighed og ofre sig helt for at realisere sine idealer. Løftet er udgangspunktet for de forviklinger, der udspilles i de sidste 4 breve. Clara og 264 Axel forelsker sig, baronen frier til guvernanten, og den jordiske lykke frister, men hun må afslå for at være sit løfte tro. Først da frieriet indbefatter ægteskab uden 'jordisk kærlighed' (erotisk samliv), som Clara føler vil tage kraften fra hendes livsopgave, kvindeemancipationen, og som i parentes bemærket ville konfrontere hende med kønssystemet i praksis, kan det ni måneder lange handlingsforløb rundes lykkeligt af

6. Clara Raphaels feminisme

Trods tekstens stigende koncentration om religiøse spørgsmål er Claras feminisme ikke rettet imod kristendommen. Hendes kontrovers med præsten holder sig inden for en gammelkendt teologisk modsætning mellem viljens frihed og Guds almagt. Ligesom de i samtiden udbredte vækkelsesbevægelser styrker hun sin selvfølelse med et personligt gudsforhold og med bekræftelsen af kristendommens dominerende faderskikkelse; »Der er een Gud, og alles Fader«, skriver hun, og »Jeg vil slutte mig til Gud, give mig til ham« (s. 57 og 64). Moderskikkelsen står tydeligt svagere, selv om »Marias himmelfart« hænger på væggen, og 'Jeanne d'Arc'-inspirationen indgives hende af »Guds Moder« (s. 63). Angrebet gælder det sociale kønssystem, som stiller kvinder og mænd forskelligt i forhold til det almene, staten og Gud. Fibiger hævder, at kvinden såvel som manden kan repræsentere det, Heiberg kalder det abstrakte menneske, at begge køn kan stå i et direkte forhold til Gud. Heibergs holdning er modsat, at manden repræsenterer det almene, mens kvinder er forbundet med det almene gennem sit forhold til manden. For Heiberg står manden mellem kvinden og Gud, han repræsenterer Gud for kvinden eller med Miltons ord, som også på Fibigers tid ofte citeredes: »he for God only / she for God in him« (Paradise Lost 1667, VIII 1.450-1).

Fibigers mest bemærkelsesværdigt indsats bestod i en vedholdende opmærksomhed mod dette midtpunkt i kønssystemet, ideen om at manden repræsenterer mennesket, mens kvinden er en særart. Tankegangen er ellers først blevet gennemanalyseret langt senere; f.eks. af Simone de Beauvoir i Det andet køn (1949, da. 1965), 265 hvor den biologisk betingede kønsforskel erstattes af socialt konstruerede kønsroller, således at opnåelsen af den fulde menneskelighed alene betinges af viljen og modet til at transcendere det givne; eller af Freuds psykoanalyse, hvor kønsforskellen omskrives til pigens og drengens forskellige stilling til kastrationsfantasien; og af Lacans teori om, at sproget og dets symbolske orden er domineret af en fallocentrisk logik, som henviser 'kvinden' til negationens plads som en ikke-mand.

Den patriarkalsk-kristne retorik, som Fibiger udtrykte disse ideer i, skyldtes samtidens kultur, hvorfra den unge forfatterinde nødvendigvis måtte låne sprog og begreber. Jævnligt citeres mandlige tænkere og forfattere som for manges vedkommende intet ville have haft til overs for hendes feminisme. Mest påfaldende er begejstringen for Poul M. Møller, i hvis skrifter en figur som Clara er søgt uskadeliggjort på forhånd. I essay'et »Qvindelighed« (1823, Efterladte Skrifter III, s. 314-321) latterliggør han kvinder med intellektuelle prætentioner; en kusine, der foretrækker at pleje sit åndsliv frem for sin gamle tante, får en særlig hård medfart. Således lagde Fibiger allerede i valget af sine forbilleder den troskyldighed for dagen, som i den efterfølgende fejde om romanen og i det senere forfatterskab forhindrede hende i nogensinde at få konsolideret sin position.

Romanen præsterer kun en enkelt betydelig person, der kan formidle mellem heltindens radikale standpunkter og omgivelserne. I 4. og 7. brev møder Clara frk. Carlsen, en københavnsk dame, som imponerer ved sin dannelse og selvkontrol. Hun har oprettet et sprogkursus i den nærliggende by, er ældre end Clara, selverhvervende og uden familiær situation. Hun belærer Clara om, at man må forsøge at virkeliggøre sine ideer i det samfund og inden for den familieform, der nu engang findes. Hvor Claras univers er totalt polariseret (»Guds Idee og Verdens Idee staae fjendtlige ligeoverfor hinanden«, s. 38), forbinder frk. Carlsen begejstring og fornuft, himmel og jord, med det billede, at planterne både behøver solens lys (det himmelske, begejstringen) og jordens næring (det verdslige, fornuften) for at trives.

En psykoanalytisk tolkning af Claras tankegang vil hæfte sig ved, at det polariserede univers og kompromisløsheden bærer den barnlige 266 narcissismes vandmærke. Clara foretrækker at forankre sin identitet i et udviklingsstadium før opdagelsen af den for pigen invaliderende kønsforskel. Afvisningen af slangen i hendes paradisvision (»kun Slangen har jeg intet Brug for«, s. 56) kan følgelig tolkes som et kastrationsforsvar ud fra devisen, hvad man ikke har, kan man ikke miste. Den modne frk. Carlsen svarer hertil, at man må erkende sin grundlæggende svaghed (»den menneskelige Aands Afmagt«), før man kan samle kræfter til sin personlige virksomhed (»være modtagelig for den hellig Aands Kraft«, s. 60). Clara lader sig nu ikke overbevise (»jeg føler kun min selvstændige Tilværelse i denne Modsætning af Godt og Ondt«). Hvis kristendommen truer hendes følelse af indre styrke, lader hun den hellere falde (»Hvorfor skulde jeg da lytte til det, som er mig ufatteligt«, s. 60-61). I Minona er denne konflikt mellem heltindens kvindelige selvfølelse og det kvindefjendske samfund stadig det centrale tema, men her bliver resultatet det modsatte, idet heltinden erkender sin misopfattelse af verden, hvorefter forfatterinden dog foretrækker at tage livet af hende.

Claras feminisme er forankret i kritikken af patriarkatet som psykisk og symbolsk struktur, men denne feminisme udtrykkes skiftevis i litterære, politiske og teologiske koder som en æstetisk, social eller åndelig undertrykkelse, så det er ikke sært, at penneveninden gentagne gange må bede om at få præciseret, hvad det egentlig er, hun vil, og hvordan hun vil opnå det. Således presset slår Clara fast, at hun vil kæmpe for »Damernes Emancipation«, at hendes slagmark er sproget og hendes våben pennen og stemmen (s. 69). Når det kommer til stykket, kræver Fibiger altså ikke umiddelbart hverken økonomisk eller politisk emancipation, damerne skal ikke »deltage i alle Herrernes Rettigheder og Forretninger« (s. 42). Heiberg konstaterer tilfreds, at Clara hverken vil skaffe kvinderne mandighedens sociale kendetegn (»fægte, svømme og ryge Tobak«) eller de politiske (»have Sæde og Stemme i Kommuner og paa Rigsdagen«). Hvad hun kræver frihed til er at realisere sit ideal, en frihed Heiberg selv erklærer, at alle burde være enige om at indrømme kvinden (Marg. Fibiger 1891, s. 62). Her mødes de to romantiske idealister, Heiberg og Fibiger, i fuld samdrægtighed, hvorimod de er aldeles uenige om, hvad det kvindelige ideal er. Heiberg mener, 267 at det er den kristne madonna, moderen, men i Clara Raphaels persongalleri er der ingen positive moderskikkelser. Clara fornægter tværtimod den jordiske kærlighed; hendes kreativitet retter sig ikke mod moderskab, men mod forfatterskab, barnet er udskiftet med bogen. Det bedømmer Heiberg ud fra sin romantiske kønsfilosofi som en absolut fejl, og det er også klart, at Fibiger hermed afgørende overskrider det filosofiske grundlag, som på sin side havde muliggjort hendes radikale emancipationsteori. Heiberg sætter sin lid til, at forfatterinden snart vil forelske sig, hvorefter kærlighedens magt vil retlede hendes ideer. Den version gennemspillede Fibiger derefter pligtskyldigt i sin næste roman.

7. Modtagelsen af Clara Raphael

Den offentlige debat om Clara Raphael indledtes med Heibergs forord, og en bedre anbefaling til læserne kunne Fibiger næppe have ønsket sig. Han oplyser først, at den ukendte forfatterinde er en ganske ung pige, for at læserne ikke skal tro, at Claras ideer om afkald på jordisk lykke og hengivelse til Gud blot er bigotte omskrivninger af en aldersbetinget resignation. Samtidig understreger han Claras protestantiske grundsyn; hun forlader ikke verden for på katolsk vis at gå i kloster. Herefter falder de kritiske bemærkninger om Claras kvindeideal, jomfru-krigeren fra Orléans, som efter Heibergs mening burde have været udskiftet med jomfrumoderen fra Nazaret. I forlængelse heraf påpeger han sammenblandingen af idé og ideal; Clara forsøger at virkeliggøre det, som kun kan være en abstrakt idé, hun tager tidens romantiske og kristne myter alt for bogstaveligt. Om genren bemærker han, at tekstens karakter af novelle er illusorisk, og at den snarere må rubriceres under 'bekendelser'. Ved 'novelle' forstår Heiberg her nærmest 'samtidsroman'; i 1800-tallets begyndelse betegnedes romanen ofte efter dens delvise oprindelse i den engelske 'novel'. Kritikken afløses igen af rosende ord om stilen, især den virkningsfulde kontrast mellem de abstrakte ideer og det provinsielle sceneri og mundrette sprog. Heiberg havde selv i nogle af sine vaudeviller og især i de netop udkomne Gadeviser (1849), hvis heltinde i 268 øvrigt hedder Clara, dyrket talesproget, og hans begejstring for Clara Raphael kan meget vel hænge sammen med Fibigers umiskendelige evne for enkel ubesmykket sprogføring, hvilket ikke var sædvanligt blandt datidens skribenter. Han citerer fra deres brevveksling hendes formulering af sit stilistiske ideal som »den frie, undertiden overgivne Tone, hvori en ung Pige skriver til sine Veninder, den dristige Hengivelse til Øieblikkets Indskydelser« (s. 1213).

Heibergs navn på titelbladet var utvivlsomt årsag til, at alle aviser med respekt for sig selv sørgede for en hurtig anmeldelse af bogen, men det var dog kun den småborgerligt reaktionære Flyveposten, der direkte påstod, at Clara Raphael alene kunne takke sin udgivers position for succesen (usign. anm. 8.2. 1851, måske red. Edv. Meyer). Berlingske Tidendes anmeldelse, der kom allerede 21.12. 1850, finder »Fremstillingen interessant og livfuld, Sproget klart og smukt«, »et ualmindeligt novellistisk Talent« og »ypperligt skizzerede« personer, hvorefter forfatterinden dog kritiseres for med sin begejstring for 'ideen' at stille sig i for skarp opposition til verden. Denne positive holdning til stilen og negative holdning til ideindholdet blev gennemgående for anmeldelserne, hvor vurderingen af ideerne dog naturligvis varierede med skribenternes politiske ståsted. Ingen brød sig om slutningens ikke-ægteskab.

Journalisten og jurastudenten Rudolf Varberg (1828-1869) havde et materialistisk og socialistisk grundsyn. Han undlod derfor ikke i sin anmeldelse over tre numres forsider af den demokratiske Kjøbenhavnsposten (31.12. 1850, 4.1. og 8.1. 1851, sign. R.S.) at kritisere Claras kvindeideal og hele tænkemåde for abstrakt idealisme og unatur. Dog blev han blandt anmelderne Fibigers mest ihærdige støtte. Clara Raphael var efter hans mening julens interessanteste udgivelse, væsentligere end f.eks. Ingemanns og Sibberns seneste bøger. Han fremhæver en »mærkværdig Evne« hos hende »til objektiv Opfatning« og »en overordentlig Klarhed og Bestemthed« i Karaktertegningen. Temaet betegnes som begejstringens psykologi og kvindeemancipation, og begge diskuteres indgående. Varberg skitserer for egen regning kvindesynets historie som en svingning mellem to poler: ideen om de to køns »aandelige« lighed (oplysningstiden, Holberg), over for ideen om de to køns forskellighed 269 (Platon, romantikerne, de utopiske socialister). Selv vil han placere sig imellem de to ved at fremhæve ligheden i det menneskeligt betingede og forskellen i det legemligt betingede. Trods hans materialistiske udgangspnkt viser det afsluttende udsagn om, at kvinden i det væsentlige er bestemt af sit køn (»først naar Qvinden bliver Moder, er hun virkelig Qvinde«), at han, når det kom til stykket, selv var dybt forbundet med romantikkens kønsrolledualisme.

I de nationalliberales Fædrelandet fyldte Hans Egede Schack (1820-1859) to numres forsider (8.1. og 9.1. 1851, sign. -a-) med kritik af det ubestemte ved Claras emancipationsidé og ros til hendes forfattertalent: »uagtet hun ikke har anvendt mange Træk paa hvert Billede, staae de fleste Personer dog levende og klart for Læseren. Grev P. er især fortræffelig, ligesom ogsaa Pastor Star er et nyt, meget godt species af den til æsthetisk Behandling saa vel skikkede Præstestand. Replikerne ere almindelig meget vel afpassede efter Charakteren, og man plages i Dialogen næsten aldrig med Fyldekalk«; en fin ros fra en forfatter af Schacks format! Som politiker ærgrer det Schack, at forfatterinden ikke har benyttet lejligheden til at kræve konkrete forbedringer f.eks. i pigeuddannelsen. Hun er stærkest i det negative, i opgøret med sine modstandere, og for svag i sin positive bestemmelse af, hvor emancipationen skal føre hen, mener han. Trods sin fremhævelse af de amerikanske kvinders bedre uddannelsesmuligheder er Schacks kvindesyn ligeså romantisk som Heibergs; kvinderne skal have muligheder for at udvikle sig, men de skal blive inden for den kønsbestemte arbejdsdeling, hvor de har særlige opgaver at løse med moderskabet som den vigtigste. Han er tæt på at beskylde Fibiger for at plagiere Poul Møller, måske ud fra et (ubevidst) behov for at finde en forklaring på, at det er lykkedes en kvinde at skrive noget så udmærket.

Den første nedrakning leverede Meïr Goldschmidt i sit tidsskrift Nord & Syd (10.1. 1851). Hans 20 sider lange artikel er, bortset fra nogle få rosende bemærkninger (»stor Friskhed og Livfuldhed (...) en stor Nøiagtighed i Sproget, en Tankens Selvbevidsthed og bestemte Udtryksmaade, Holdning, Stiil«), en ironisk og bedrevidende afvisning af kvindeemancipationens relevans. Kvinder er ikke mere undertrykte end mænd, hele samfundet er tynget af »borgerlig Feighed, Egennytte, Uvidenhed, Forfængelighed, Fordom o.s.v.« 270 Kvinderne udvikler sig i samme takt som mændene: »Hvo, der kæmper for Menneskehedens almindelige høie Interesser (...) kæmper ogsaa for Kvinden«. For Goldschmidt kan kvindefrigørelse kun bestå i, at kvinden får ret til at følge sin natur, som han mener er »at turde frit vælge den, hendes Hjerte udkaarer, vorde Hustru og Moder«. Kvinder kan ikke have andre idealer end: »Jomfruen i hendes Blufærdighed, Hustruen i hendes Troskab, Moderen i hendes Forhold til Børnene«, alt andet vil virke uskønt og unaturligt. Goldschmidt understreger kvindens store betydning for manden: »ingen Mand er bleven stor uden ved en Kvinde«, men har kvinden således hjulpet en mand til udødelighed, føler han sig også overbevist om, at »Kvindens Sjæl« vil følge mandens over i udødeligheden, underforstået at så behøver hun ingen personlig anerkendelse. Der kunne naturligvis »ansættes en særlig Historiograph til at protokollere slige Tilfælde«, bemærker han spydigt (og peger hermed frem mod vor tids kvindeforskning), men han tror »paa Kvindekjønnets Vegne at føle en vis Uvillie over den blotte Tanke«; den kvinde, der har levet et rigt liv som sin mands genius, ville helst »med lykkeligt, indadvendt Blik (...) slaae Sløret ned, naar Veien gik gjennem Mængden«. Således belærer han forfatterinden om, hvad man bør mene om hendes emne. Værst er det, at hans henvendelse egentlig ikke gælder bogens forfatter, formentlig fordi han regner hende for en uværdig modstander i en polemik. Tonefaldets sarkasme og overlegenhed er vendt mod det store navn på titelbladet. De første mange sider bruges på at revse Heiberg, fordi han i sit forord har svigtet »de sande æsthetiske Hensyn« ved at rette læsernes opmærksomhed mod forfatterindens person i stedet for hendes værk.

I forlængelse af Goldschmidts standpunkt bemærker Flyveposten i sin (ovennævnte) anmeldelse, at Heibergs oplysninger om forfatterindens person medvirkede til at samle opmærksomheden om romanens politiske indhold snarere end det litterære. Schacks og Goldschmidts anmeldelser blev imødegået af Varberg i Kjøbenhavnsposten. Samtidig ønskede det sønderjyske blad Dannevirke kvinderne velkomne som forfattere (17.1., usign.), mens det norske Idun beklagede, at der på noget så »Luftigt og Forskruet skal ødsles saameget Talent« (januar, usign. måske red. A.M. Glückstadt) og 271 Berlingske Tidende bragte et rørstrømsk digt »Til Clara Raphael«, sign. »En Røst fra Danmarks unge Qvinder«, der opfordrer hende til at søge vejledning i religionen (11.1.).

I løbet af fa uger havde al offentlig interesse således samlet sig om Clara Raphael, og den blev ikke mindre de næste par måneder, hvor 8 flyveskrifter på mellem 25 og 141 s. og yderligere godt 10 avisindlæg bidrog til debatten. 25. april 1851 kunne Varberg skrive en situationsrapport i Kjøbenhavnsposten: »Siden Nytaar, da Heiberg fremtraadte for Publikum og præsenterede »Clara Raphael« med nogle »velvalgte« Ord, er der nedstyrtet en sand Skylregn af Smaaskrifter for, mod, om og til dette Arbeides Forfatter. Adresseavisen maa hver Dag annoncere eet, somme Tider to, i Læsesalonerne findes de paa alle Bordene, og i Leiebibliothekerne maa der ansættes særegne Assistenter til dette Departement«. Diskussionen var begyndt som boganmeldelser, men Fibigers radikale tankegang og sikre stil fremprovokerede en bred samfundsdebat om køn, æstetik, religion, moral og politik. Efterhånden blev dog spørgsmålet om, hvad kvindelighed er og bør være, stridens væsentligste genstand. Tre fløje udkrystalliseredes, hvoraf højre- og venstrefløjen viste en påfaldende enighed om at afvise kvindeemancipationens politiske program.

Højrefløjen var bedst repræsenteret af Goldschmidt og hans fastholdelse af, at al kvindelig udvikling måtte foregå inden for de traditionelle kønsroller, men snart sluttede flere mindre ånder sig til ham med besyngelser af den blufærdige jomfru, trofaste hustru og ømme moder, bl.a. J. Gerson (1811-1894), der skønt ugift skrev Fem Breve til Clara Raphael under det kvindelige pseudonym »En ung Hustru« (februar) og Louzon (ukendt pseud.): Nogle Blade skrevne til Clara Raphael (marts). At angsten for konkurrence på det pressede arbejdsmarked var et skjult motiv bag ønsket om at beskytte kvinderne i hjemmet ses tydeligst i Børgesen: Fra »En paa et Contoir« (april).

Venstrefløjens mest markante indlæg kom fra Frederik Dreier, som i Blik paa det verdenshistoriske Værk Clara Raphael (april) leverede en materialistisk analyse af familiens og kønsrollernes historie. I en ironisk tone, der ikke giver Goldschmidts noget efter, håner han romanens emancipationsprojekt, som kun er interessant for 'salon damer', 272 og skitserer i stedet et socialistisk projekt for samfundets reform og kønnenes ligestilling med »Qvindagtighedens grundige Udryddelse« som et væsentligt middel.

Imellem disse to yderfløje står de reformorienterede; socialister som Varberg, liberale som Schack og konservative som Grundtvig, der i Danskeren (24.5.) glædede sig over den både meget danske og meget kvindelige bog. På denne fløj befinder også de feminister sig, der i større eller mindre grad sluttede op bag Fibigers program. Det drejer sig om Fanny Normand de Bretteville, der både skrev et indlæg i Nord & Syd (31.1. 1851) og flyveskriftet En Brevvexling om Qvindens Stilling i Samfundet (marts, pseud. Sibylla) og Pauline Worm, der skrev Fire Breve om Clara Raphael (marts) og artiklen »Om Kvindens Kald og Kvindens Opdragelse« i Fædrelandet (23., 24. og 25. april).

Pauline Worm (1825-1883) var som Fibiger guvernante i provinsen, da hun blandede sig i Clara Raphael-fejden, men hun stod på spring for at rejse til København og tage den i 1844 oprettede institutbestyrereksamen med henblik på at åbne sin egen skole. For Worm var kvindeemancipationens fremtidsperspektiv øget adgang til uddannelse og erhverv, hvilket præger hendes diskussionsindlæg. Hun kritiserer bogens verdensfjerne idealisme og peger på nødvendigheden af mere konkrete forslag som f.eks. forbedret skolegang for piger. Trods kritikken oplever Worm tydeligvis situationen meget lig Fibiger, hvilket især kommer frem i flyveskriftets følelsesfulde digt »Til Clara Raphael«: »Hvor lærte du den underfulde Tale? / Hvor er den fjerne Himmel, som du saae? / Ak! Du er fremmed her i Jordens Dale - / En Genius, hvis Røst vi ei forstaae«. Samfølelsen mangler derimod helt hos den anden lærerinde, Athalia Schwartz (1821-1871), som blandede sig i debatten med flyveskriftet Betragtninger over den grasserende Emancipationsfeber (april). Hun havde i 1848 som den kun tredje i landet taget nævnte institutbestyrereksamen og forsøgte nu uden held at opbygge en skole i København. Hendes indlæg i fejden er surt ironisk, præget af en jantelovsagtig holdning til den yngre kvinde, der fører sig for meget frem.

De Brettevilles indlæg faldt så godt i tråd med Fibigers, at de på mange punkter præciserede og styrkede argumentationen. Derfor 273 rettede flere af fejdedeltagerne i lige så høj grad deres kritik mod hende som mod Fibiger; det gælder både Dreier og Schwartz. I modsætning til Worm og Schwartz blev Fanny Normand de Bretteville (1827-59) ikke senere forfatter; hun giftede sig i 1851 med en rektor i provinsen og fik fire børn. Klarere end de øvrige fejdedeltagere ser hun, hvad Fibiger vil: »Det er denne Stræben efter at staa ved egen Kraft« (Nord & Syd). I En Brevvexling fremhæver hun, at kvinder selv må udtrykke sig, hvis den almindelige opfattelse af kvinden ikke skal blive fordrejet; kvinden må opdrages til at »erkjende sin egen Lov - først da erkjender hun det at være Menneske, først da forstaaer og har hun Frihed; - først da er hun et Selv«. Hendes emancipationsforestilling er identisk med Fibigers, men klarere udtrykt: »Opdragelse til Erkjendelse - Frihed til Selvbestemmelse«.

Det mest uventede indlæg kom fra islændingen Magnus Eiriksson, som udsendte den 141 sider lange Breve til Clara Raphael (marts, pseud. Theodor Immanuel) med grundige teologiske drøftelser af Fibigers standpunkt, som han i det store og hele støtter.

Mathilde Fibiger skrev selv to indlæg i fejden, Hvad er Emancipation? (maj, pseud. Sophie A***) og det større Et Besøg (september). Disse skrifter gjorde det imidlertid klart, at hun naturligt nok, hendes alder og uddannelse taget i betragtning, ikke havde sin force i filosofiske afhandlinger. Varberg skriver med beklagelse i Kjøbenhavnsposten (27.9., 6. og 7.10.), at den seneste bog er skuffende. Hans skuffelse hænger dog også sammen med, at den eksistentialistiske side af Fibigers projekt trådte stadig tydeligere frem på bekostning af den sociale; derved mistede hun sine liberale og socialistiske tilhængere.

Der er i Et Besøg en morsom lille fortælling, hvor de ulige vilkår for student Sørensen og hans søster jomfru Sørensen ridses op. De vågner en smuk sommermorgen og får lyst til en vandretur; han kan følge sin lyst, klæde sig på og tage af sted, mens hendes lyst blokeres og må vente i dagevis på, at der arrangeres en familieudflugt. Varberg roser dette lille 'genrebillede' og giver Fibiger det gode råd »at drage Nytte af sit usædvanlige Talent til at opfatte og gjengive Charakterer og levere smaa Livsbilleder« frem for at »nøies med at raisonnere«, et råd Fibiger i første omgang bestræbte sig på at følge. 274 Heiberg blandede sig ikke i debatten. Som Fibiger var han mest eller udelukkende interesseret i dens ideelle og eksistentielle aspekter og endda her ikke enig med hende. De spørgsmål, fejden i stigende grad kom til at dreje sig om, kvindernes uddannelse og ret til erhverv, familiens og hele samfundets reform, ønskede han fra sin konservative position ikke at diskutere. I sin første begejstring havde han skrevet til Mathilde: »Har De kaaret mig til Deres Ridder paa Literaturens Kampplads, skal jeg visselig ikke undslaa mig for at bære Deres Farver i mit Skjold« (Marg. Fibiger 1891, s. 67), men der havde han taget munden for fuld.

8. Forfatterinde i 1850'ernes København

Der var flere årsager til, at Clara Raphael-fejden blev så omfattende. Den vigtigste var naturligvis, at Mathilde Fibiger havde peget på et reelt problem. Den romantiske kvinderolle var bristefærdig ligesom den romantiske kultur i det hele taget. Heibergs fald som direktør for Det Kgl. Teater fem år efter (1856) var et forvarsel om, at afviklingen stod for døren. Når kulturskredet først indtraf med Brandes' moderne gennembrud et par årtier senere, var det, fordi kulturlivets magtfulde institutioner havde meget at stå imod med, og fordi det i 1851 endnu var uklart, hvilken retning nybruddet ville tage. Kvindeemancipationen blev som bekendt også et hovedpunkt i det moderne gennembrud, men den tog en anden retning end Mathilde Fibiger havde udstukket.

Det forhold, at bogmarkedet var relativt lukrativt, var en anden væsentlig årsag til fejdens omfang. Det folkelige røre i tiårene før systemskiftet havde skabt grundlag for flere nye aviser, læselysten øgedes, der var grøde i forlystelseslivet og med lidt held kunne man leve som kulturjournalist. Allerede Heiberg havde tjent lige så meget på at udgive Kjøbenhavns flyvende Post (1827-1837 med afbrydelser), som hans professorat i Kiel havde indbragt, og Goldschmidt levede af Corsaren (1840-46) og Nord & Syd (1847-1859). Fibiger fik godt 100 RD. i honorar for sine to flyveskrifter, et beløb der som nævnt nærmede sig en privatlærerindes årsløn. Motivet til at blande sig i den livligt blussende offentlige debat kunne altså i lige 275 så høj grad være lysten til at forøge sine indtægter som trangen til at lufte sine meninger.

Men hvis de seriøse skribenter kunne slå mønt af Fibigers bog, hvad kunne de useriøse så ikke få ud af den! Corsaren trykker et satirisk stykke om Clara »en Mandinde i fuld Udrustning«, som bladet forlover med Kjøbenhavnspostens anmelder (Varberg); senere følger en vise om det mærkelige ægteskab mellem Clara og baronen, som naturen dog får bugt med: »Jeg skal hilse fra Baronen, at / Der var Bud hos Accoucheur'n [:fødselslægen] i Nat / Gud maa vide, hvordan det er fat«. En gadevise af P.E. Petersen forbinder Claras person med de samtidige bestræbelser på at stifte et Magdalenehjem, dvs. en institution for tidligere prostituerede, bestræbelser Fibiger intet havde at gøre med, men Petersen ser frem til at finde den skandaliserede Clara på et sådant hjem: »Din Tanke var saa stor og skøn, / Derfor du skal din største Løn / Vist finde, naar du engang hen / Din Tilflugt ta'er til »Stiftelsen««. I 1852 skrev Carl Ploug (1813-1894, redaktør af Fædrelandet, rigsdagsmand) studenterkomedien Et Besøg, hvori en baronesse, en kun let maskeret Clara Raphael-figur, viser sig at være en forklædt mand: »Den Gang jeg i min grønne Vaar / Drev om paa Lollands Enge / Blandt lutter dumme Kø'er og Faar / Og dorske, klodsede Drenge, / Mig syntes Tingenes Natur / Saa flov, at jeg fik Spleen! / Da Ingen til mig gjorde Kur, / Jeg gjorde Kur til Ideen. / Stort det mig tyktes en Bog at faa frembragt« (citaterne efter Marg. Fibiger 1891, s. 103-105).

Og hvad folk ikke købte sig til af underholdning, det fremstillede de selv til privat brug; romanen var i nogle måneder den selskabelige konversations varmeste emne. Fru Roed skriver til Johs. Fibiger, at alle diskuterer »den berømte Amazone Clara Raphael, som har erobret den høie Fortjeneste at aabne Slusen for den Strøm, der suser os om Ørene, Kvindernes Opdragelse« (Johs. Fibiger s. 279). Clara Raphael omtales også flittigt i samtidens korrespondancer. H.C. Andersen skriver om bogen til Henriette Wulff: »Stilen i den er ganske fortræffelig, men Ideen selv forskruet, usand og unaturlig. Clara Raphael vil (...) »Vielse uden Giftermaal, medens Spandet i Folkethinget vil have Giftermaal uden Vielse«« (7.2. 1851). Andersen hentyder her til, at N.M. Spandet få måneder før 276 udgivelsen af Clara Raphael havde stillet forslag om indførelse af borgerligt ægteskab.

Spandets søn, Sigvald Spandet, beskrev nogle år senere, hvordan diskussionen af romanens idé hurtigt havde forskudt sig til sladder om forfatterindens person:

Det er vel endnu Alle i friskt Minde, hvilken Forundring det vakte, da den eenogtyveaarige Pige med Kraft og Alvor traadte op for at revse og dadle, hvad hun fandt skævt og forkvaklet, men Forundringen forvandlede sig snart til Forargelse; thi hvad Ret havde hun til saaledes at skolemesterere? Var hun da kanskee bedre end alle hendes Medsøstre (...) Saa fik man da hurtigt Forf. opsnuset, og nu gik det ud over hendes Person. Der blev sagt Vittigheder, som man ved saadanne Leiligheder faaer for godt Kjøb, og alle Spidsborgerne og Spidsborgerinderne loe af fuld Hals - det var overmaade morsomt. Saa havde den Enes Kjæreste (...) seet hende paa Østergade med kort Kjole og Mamelukker - det var ganske vist! - og saa havde den Andens Kjæreste, der var theologisk Candidat seet hende i Vimmelskaftet - »ved Gud! med rigtige Herrestøvler paa!« (Dagbladet 21.3. 1854).

Mathildes familie brød sig ikke videre om hendes skrifter endsige offentligheden omkring hendes person. Den lollandske farbroder skriver, at familierne på egnen, der havde taget velvilligt imod Mathilde, nu genkendte sig selv i bogen og følte sig udleverede, så at hun ikke skulle regne med oftere at blive modtaget hos dem. Major Fibiger så sig nødsaget til at hente datteren til København og lade hende videreuddanne sig i sprog. Angrebene gik ikke sporløst hen over Mathilde. I august 1851 skriver hun til en veninde, at hun er taknemmelig over, at denne ikke har afbrudt forbindelsen med hende, men at hun dog ikke må tøve med at gøre det, hvis hendes far ikke synes om, at de omgås; hun frygter at påtvinge nogen sit måske kompromitterende selskab: »For Resten har jeg det godt, paa det nær, at jeg bliver kørt over hver Dag i aandelig Forstand, thi jeg har livagtig den Fornemmelse, at hver Vogn, der kører forbi paa Gaden, ruller tværs igennem min Pande og derved masakrerer 277 de stakkels Tanker, som have Logi derinde« (Marg. Fibiger 1891, s. 110-111). Hun forsøgte imidlertid aldrig at forsvare sin person, men fulgte sin kurs mod det mål at blive professionel forfatter. Efter faderens død i august 1851 boede hun først i København hos en tredje farbroder, og senere nogle måneder på Rønnebæksholm ved Ringsted hos Marie Toft, som nylig var blevet gift med Grundtvig. Mathilde havde nu fået personlige bekendte i det litterære miljø, især Grundtvig, hvis hjem i perioder var hendes bedste tilflugtssted, men også Schack og Goldschmidt, hvis kritiske anmeldelser af debutbogen hun ikke lod sig blokere af. Hun arbejdede flittigt på sin næste roman, En Skizze efter det virkelige Liv (1853).

Under opholdet på Rønnebæksholm blev hun opfordret til at tale ved en mindefest for Istedslaget sammen med kendte mænd som Grundtvig, P.R. Rørdam, Ploug og P.C. Kirkegaard. Da det rygtedes, skrev Ilia til fru Grundtvig og den ældste bror til Grundtvig for at kræve, at de forhindrede Mathildes forehavende, men de svarede begge, at de ikke følte sig bemyndiget til bruge magt over for deres gæst. Fredrik Bajer noterede i sin dagbog for 25.7. 1852: »Man sagde ogsaa, at da hun gik op på talerstolen, tog en meget stor og stærk mand hende bagfra om livet og satte hende ned«. Kort efter så Bajer hende på et hotel i Ringsted og erindrede hendes stolte selvstændighed: »Hun var i lyserød kjole. Tilbagestrøget hår. Sad og skrev, uden at se op, uden at lade sig forstyrre af alt rend af rejsende frem og tilbage foran hende. Nydelig så hun ud« (Livserindringer s. 36 og 39).

I de næste par år levede Mathilde Fibiger den frie forfatters vanskelige liv, på lejede værelser, i perioder sammen med Ilia, hele tiden med bijob ved siden af skriveriet for at klare dagen og vejen. Begge søstre underviste, malede porcelæn og syede skjorter med det underliggende, men aldrig opfyldte håb, at en litterær succes ville rette op på økonomien. En Skizze efter det virkelige Liv udkom til julen 1852. Den handler om to forældreløse søstre og deres bejlere. Den ældste afviser overlegent alle mænd som svage, mens den yngste til slut lader sig overmande af kærligheden. Det var netop, hvad Heiberg havde ønsket, og anmelderne slog også med tilfredshed ned på denne udvikling i forfatterskabet, hvor cølibatet var et 278 tilbagelagt stadium, men den tæmmede kvindelighed skaffede ikke Fibiger hverken økonomisk gevinst eller litterær anseelse.

I sommeren 1853 skiltes søstrenes veje. Koleraepidemien var over København og Ilia meldte sig til frivilligt arbejde på Almindeligt Hospital; senere fik hun fast ansættelse som overvågekone på Frederiks Hospital. Hun vedblev at skrive, men det filantropiske engagement blev i stigende grad hendes livsopgave, det løste også hendes mest presserende forsørgelsesproblemer. Mathilde satsede derimod alt på sin næste roman, en satsning der lykkedes i den forstand, at temaet og fortællestrukturen fra Clara Raphael udvikledes til et imponerende stort tænkt og selvstændigt udtryk for det livssyn, Fibiger havde arbejdet sig frem til. Som levevej og adgangskort til det litterære parnas blev Minona derimod en katastrofal fiasko.

9. Fibiger og Goldschmidt

Mathilde Fibiger havde reageret på Goldschmidts uvenlige anmeldelse af Clara Raphael med et (nu tabt) personligt brev. På samme måde besvarede hun hans om muligt ubehageligere anmeldelse af Et Besøg, hvor hun hånes for at være en glemt berømthed, anklages for at have givet køb på sine oprindelige standpunkter for at tækkes publikum og adspørges insinuerende om sin oprigtighed (Nord & Syd 20.11 1851). Fibiger svarede 14.12., at hun nok kan skelne berømmelse fra almindelig opsigt, men at det sidste dog er bedre end ingen ting: »naar jeg var Vidne til den usigelige Ringeagt, hvormed Folk saa tidt omtalte det jeg har skrevet, smilede jeg ved mig selv, i Følelsen af at de fordømte dem selv allermest, ved at erklære det for intetsigende, der i saa lang Tid var Gjenstand for al deres Opmærksomhed« (M. Borup (udg.): Breve fra og til Meïr Goldschmidt I,1963, s. 306).

Imidlertid havde Fibiger lært Goldschmidt personligt at kende hos Grundtvigs, og i september 1853 henvendte hun sig til ham for at bede ham være behjælpelig med at få Minona udgivet. Heiberg havde i sin tid skaffet hende C.A. Reitzel som forlægger, men nu var Reitzel død, og hun var i vildrede med, hvordan hun skulle finde en ny Fibiger udviser her al den usikkerhed over for den 279 retningsmæssige side af forfatterprofessionen, som man traditionelt forbinder med den før-emanciperede kvinde. Hun skriver til Goldschmidt, at hun ikke vil lade Reitzels arvinger udgive bogen, fordi de har krævet at læse manuskriptet igennem på forhånd. Det skal indskydes, at selv om det for nutidige øren er et stort krav at stille til et forlag, at det skal tage et manuskript ubeset, så var det ikke en ualmindelig praksis dengang, når forlag og forfatter kendte hinanden. Fibiger forestiller sig, at Goldschmidt selv kan udgive bogen. Da han foreslår hende at lade sin egen forlægger Høst tage den, beder hun ham om at forhandle kontrakten. Senere skal han presse Høst til at få udgivelsen hurtigt i stand, skaffe hende et forskud i en flyttesituation, hjælpe med korrekturen uden dog at udtale sig om teksten, indtil hun endelig, få dage før romanen udkommer, ønsker at høre hans uforbeholdne mening om den.

Der er fra perioden 22.9. til 14.11. seksten breve fra Fibiger til Goldschmidt, hvorimod kun to af hans breve til hende er bevarede (alle trykt i Borup 1963). Skønt en travlt optaget mand tog han sig tid til at hjælpe hende. Mathilde nøjedes ikke med at skrive, hun inviterede ham også ofte til at besøge sig. Goldschmidt var ungkarl og synes for en tid at have været interesseret i en nærmere forbindelse. Efter en måneds tid kræver situationen en forklaring fra hendes side på, hvorfor forholdet ikke kunne udvikle sig videre. Denne forklaring er et væsentligt bidrag til forståelsen af forfatterskabets psykologiske baggrund. Fibiger skriver om sig selv (7.11.), at hun har en »Elverpigenatur«, at hun er »huul«. »Der hvor jeg selv søger og Andre forudsætte Grunden, hvori mit hele Væsen har Rod - er intet!« Hun har stemninger nok, men ingen af dem bliver til stærke følelser som kan »gjennemtrænge mit hele Væsen og samle det Adsplittede med stærk, men venlig Haand«. Hun finder en 'naturløshed' hos sig selv, som hun kalder mangel på lidenskab. »Jeg trænger ikke til Frihed, men til Underkastelse«. Desværre er Goldschmidt ikke den mand, der kan 'magte hende', som hun formulerer det i et tidligere brev (27.9.), og hun betvivler, at en sådan mand findes.

Der er flere muligheder for fortolkning af den elverpigenatur og hulhed, Fibiger her omtaler som årsag til, at forholdet til Goldschmidt ikke kan udvikle sig. Hun peger selv på manglende lidenskab, en antagelse Marg. Fibiger følger op med at hævde, at Mathilde 280 Fibiger savnede seksuel drift, og at denne »Goldhed i hendes Natur«, denne »absolute Mangel paa Sanselighed« var årsag til, at hun aldrig blev en rigtig digter. Påstanden skal vurderes på baggrund af Marg. Fibigers kvindesyn, der indebar, at »Kærlighedens Opstaaen er Kvindelivets Hovedbegivenhed« og at kun erotiske erfaringer kan gøre kvinders digtning interessant: »Vil en Kvinde være Digter, saa er da Spørgsmaalet det: har hun elsket?« (Marg. Fibiger 1891, s. 244 og 235). En modsat teori går ud på, at Fibiger havde lesbiske tilbøjeligheder. Det kunne Claras platoniske forhold til baron Axel og hendes udsagn om, at hun »snarere kunde forelske [sig] i en yndig ung Pige, end i en Mand«, eftersom der er »saameget Uskjønt ved Herrerne, som generer« (Clara Raphael s. 70) tyde på. Der er dog ingen vidnesbyrd fra Mathilde Fibigers personlige liv, som peger i den retning. Den rimeligste fortolkning må snarere gå ud fra den passage i samme brev til Goldschmidt (af 7.11.), hvor Fibiger skriver, at en stærk følelse ville spalte hendes tilværelse »idet den stiller mig mellem mine Søskende og Dem [Goldschmidt]« (Borup 1963, II s. 15). Sammen med Marg. Fibigers bemærkning om, at der var »noget barnligt i Mathilde Fibigers Væsen« (Marg. Fibiger 1891, s. 249), fuldendes biUedet af Mathildes selvudslettende binding til sin familie og især til Ilia, med hvem hun også i denne periode delte bolig. Mathilde var for domineret af sine søskende til at få gang i sit eget voksenliv og træde i direkte forhold til tilværelsen undtagen i form af de fantasier og den stadige selvrefleksion, som ingen umiddelbar følelse kunne gennembryde. Den underkastelse, hun søgte, var ikke en elskers erotiske magt, men en husfaders autoritet. Trods sin forbliven i de familiære bindinger kom hun dog langt med sin selvanalyse; det konfliktfelt, brevene til Goldschmidt antyder, udfoldedes og nuanceredes i Minona.

Da romanen var udkommet, og der ikke krævedes mere af Goldschmidts praktiske hjælpsomhed, kølnedes forholdet imellem dem, men han mindedes hende siden med varme, og meddelelsen om hendes død fik ham til at skrive en lille redegørelse for bekendtskabet. Den indeholder et par linier om deres første møde: »Jeg husker nok, at mit Hjerte bankede, da jeg skulde have at se Digterinden, der, som Heiberg havde sagt i Fortalen til »Clara Raphael«, stod i den ungdommelige Skjønheds Blomstring. Til den 281 Skildring svarede hun ikke. Hun stod sky i en Krog og syntes meget spinkel og ubetydelig. Men da hun i Løbet af Samtalen vendte Ansigtet helt til, fandt jeg noget Betydeligt i hendes idealt formede Pande og smukke, brune, barnlige Øjne.« (Borup 1963, III s. 134).

I 1885 samlede han deres brevveksling med henblik på en udgivelse, men planen forpurredes af familien. Niecen Hedevig Fibiger, en datter af Mathildes bror Otto, tilknyttet kvindebevægelsen med skolebestyrereksamen og i bestyrelsen for Kvindelig Læseforening, mente ikke, at offentligheden burde hæfte sig mere end højst nødvendigt ved Fibigers ungdomstid og forfatterskab. For Hedevig var kun Fibigers telegrafisttjeneste mindeværdig, det »daglige møjsommelige Arbejde med alle de smaa Fortrædeligheder, der mødte hende som første kvindelige Arbejder paa et nyt Omraade«. Hun finder ingen grund til at genopfriske mindet om den »aandrige og elskværdige men uudviklede og skjævt udviklede unge Pige (...) som gjør Vold paa det sundeste og bedste i sin Natur«, hvilket »noksom forklarer det vilde Fantasteri, hvori »Minona« løber ud.« Hedevig slutter med indstændigt at anmode Goldschmidt om at undlade at trykke brevene; »Jeg synes, at der er talt og skrevet mer end tilstrækkeligt om Clara Raphaels Fremtoninger« (Borup 1963, II s. 293f). Hendes holdning er et slående udtryk for afstanden mellem Mathildes romantiske emancipationsforestillinger og det moderne gennembruds kvindebevægelse.

10. Minona

Minona er en større komposition og har en mere kompleks tematik end Clara Raphael Hovedfortællingen er en incesthistorie. To søskende har levet adskilt siden barndommen, men ved handlingens begyndelse vender den 25årige Viggo Aagesen hjem til København fra Paris for efter faderens død at sørge for sin 19årige søster Minonas fremtid. Minona forelsker sig heftigt i broderen, og skønt han snart gengælder hendes følelser, afviser han så længe som muligt den forbudte kærlighed. Til sidst må han bekende sin tilbøjelighed, hvorefter han rejser tilbage til Paris. Ved anden dels begyndelse får Viggo fra Minonas stedmor Helene brev om, at søsteren 282 er døende. Han vender atter hjem, dennegang for at tage afsked. Ved romanens slutning har han overtaget et præsteembede i Danmark; kærligheden til den døde søster forbliver han tro. Tiden fra Viggos første hjemkomst til Minonas død er juli 1839 til november 1840; i maj 1841 slår Viggo sig endeligt ned i Danmark. Romanen omspænder altså et par år. Handlingen er lagt et tiår tilbage i tiden i forhold til Clara Raphael, så Minona er nært forbundet med romantikkens følelsesmæssige opbrud, hvor Clara snarere var forbundet med 1840'ernes politiske opbrud.

De to søskende er ikke blevet adskilt ved et tilfælde. Barndomshistorien, som fortælles i et tilbageblik i første kapitel, er tværtimod et resultat af den romantiske kønsdualismes fremvækst. Børnenes far forlovede sig i sin studietid med en kvinde, hvis eneste mål var at blive frue i eget hus. Da husmodertilværelsen i det spartanske embedsmandshjem begyndte at trætte hende, udfyldte hun tiden med at beklage sig til sønnen over det usle liv, man bød hende. Det familieliv, Viggo voksede op i, var således socialt korrekt, men følelsesmæssigt tomt om ikke fordærvet. Da moderen ikke brød sig om den nyfødte Minona, engagerede faderen en dame fra omgangskredsen, den unge Helene, installerede hende i husets kvistværelser og overlod hende opdragelsen af datteren. Fra Helenes værelser udgik en ny ånd i huset; der kom orden og skønhed i husholdningen, kærlighed og blidhed i omgangsformerne. Faderen tilbragte al sin fritid hos hende, som snart også fik al hans kærlighed. Helenes kvistværelser blev »et Hjem i Huset« (s. 100).

Med denne klare distinktion mellem 'huset' og 'hjemmet' defineres samtidig romantikkens særlige 'intimsfæreliv' og den kvindeidentitet, som udgik herfra. 'Hjemmet' bliver noget følelsesmæssigt og æstetisk, en enestående kærlighed mellem ægtefæller og børn omgivet af interieurer, som kvinden skaber. Heroverfor står 'huset' som en økonomisk og juridisk kontrakt. Den spaltede familie rummer nu to syn på ægteskabet og to kvindetyper, som historisk set faktisk havde afløst hinanden ved overgangen fra 1700- til 1800-tallet. 'Huset' bygger på loven og bæres af børnenes biologiske mor, fru Aagesen; 'hjemmet' bygger på følelser og bæres af den selvvalgte stedmoder, Helene. Faderen har fravalgt den ældre ægteskabsform til fordel for den moderne. Udspaltningen af børnenes 283 barndomshjem på disse to ægteskabsformer, den traditionelle husholdning, som skulle tilfredsstille legemlige behov og fremskaffe legitime arvinger, og den romantiske intimsfære, som skulle tilfredsstille følelsesmæssige behov og skabe 'valgslægtskaber', svarer til periodens kønsdualisme. Pigen, Minona, identificerer sig med Helene og dennes (illegitime) kærlighed til faderen, hendes identitet udgår fra 'forældrenes' forening »saavel i levende Ømhed for dette yndige Barn [Minona selv], som i gjensidig Kjærlighed til hinanden«; drengen, Viggo, identificerer sig derimod med legaliteten i den biologiske moders krav, hans identitet funderes i loven og »den ægteskabelige Eiendomsret« (s. 99). De biologiske forældres skilsmisse og tidlige død efterlader således børnene på kønsdualismens yderpositioner.

Mødet mellem Viggo og Minona bliver et sammenstød mellem disse kønsroller. »Hun havde Kjærligheden og Enthusiasmen paa sin Side - han havde Pligten og Retfærdighedsfølelsen paa sin« (s. 128). Viggo bebrejder faderen, at han ikke rettede sine følelser mod den kvinde, han var lovformeligt gift med, mens Minona bebrejder moderen, at det ikke lykkedes hende at vække faderens kærlighed og derved sønnens forståelse for faderen. »Jeg siger Dig Viggo - Du vilde forstaaet ham gjennem hende! Og saa vilde han kommet til at elske hende i dig« (s. 121). Minona beskriver her den trekantede følelsescirkulation mellem far, mor og barn, som var kernepunktet i den romantiske intimsfæres selvforståelse. Konfrontationen mellem de to værdisæt tilspidses i Viggos og Minonas diskussion om kærlighedens begreb. Hvor Viggo i forlængelse af den kristne sjæl/legeme-dualisme adskiller kærligheden mellem mand og kvinde fra kærligheden til Gud, hævder Minona, at der kun er én kærlighed, at ægte kærlighed mellem mennesker er identisk med den guddommelige kærlighed.

Inden for hovedfortællingens ramme optager konfrontationen mellem disse to livssyn den største plads. Diskussionen antager teologiske dimensioner, på samme måde som Clara Raphaels emancipationsforestillinger fik en religiøs overbygning i revisionen af paradismyten. Minona fortsætter Claras afvisning af syndefaldet og helvede, hvorimod Viggo mener, at uden angsten for helvedes pinsler vil folk ikke holde sig på lovens grund. Disse teologiske refleksioner 284 udspilles som samtaler mellem Minona og Viggo i en kun svagt fiktionaliseret form. I bogens slutning fortsættes de som samtaler mellem Helene og Virginie. Læsere, der ikke længere anser kristendommen for en anvendelig tolkningsramme for eksistentielle spørgsmål, vil måske mene, at disse ideudvekslinger stedvis bliver udvendigt retoriske, og at de svækker romanen ved deres langstrakthed, men i 1850'ernes Europa var teologien endnu et dominerende tankesæt, hvorfor det er fuldt forståeligt, at Fibiger forsøgte at erobre et sted inden for denne diskurs, hvorfra hun som kvinde kunne tale.

Ved siden af hovedhandlingen er der en sidehandling, som på en indgribende måde spejler Viggos og Minonas skæbne. Det er Tyra Falks historie, som Tyra selv fortæller Minona i første dels sjette kapitel. Tyra er en emanciperet kvinde i Clara Raphaels forstand; en af de frie fugle, en falk, som Clara foretrak for tantens burfugle. Tyra nægter at indgå det fornuftsægteskab, som hendes højadelige familie har arrangeret for hende, hvorefter familien forstøder hende. Hun vælger et frit samliv med en kandidat Verner, som hun har forelsket sig i. Verner har efter nogen tid fortsat en afbrudt rejse, hvorefter hun har født deres barn, som dog kun lever kort tid; nu venter hun på ham i et par lejede værelser.

Tyra og Minona repræsenterer to forskellige former for emancipation. Tyra vil bygge sin sociale eksistens på erotisk passion med den konsekvens, at hun bliver enlig mor. Hun realiserer dermed den emancipation, som det moderne gennembrud et par årtier senere satte på dagsordenen, men som først har fået fuld social gennemslagskraft i 1970'erne. Minonas emancipation er i sit anlæg endnu mere revolutionær. Hun vil gøre kærligheden med samdige dens erotiske komponenter til hele samfundets grundlæggende princip, også foran det incesttabu som mange, f.eks. nutidens antropologer som Lévi-Strauss og psykoanalytikere som Freud, hævder er alle civiliserede samfunds grundlov. I Clara Raphael holdt Fibiger seksualiteten udenfor og fremskaffede et proforma-ægteskab til sin heltinde. Derved hindrede hun Clara i at havne i Tyras situation. Mange fejdedeltagere antydede med rette, at det var snyd, eftersom enhver jo kunne regne ud, at piger som Clara i virkelighedens verden ligesom Tyra ville ende som enlige mødre, uforsørgede og socialt 285 udstødte. I den tidligere roman hengav Fibiger sig til den ønskefantasi at lade Claras idealer overleve forløbets afslutning. I den nye roman ser hun virkeligheden i øjnene og lader Minonas idealer gå til grunde i mødet med realiteternes verden.

Der er i øvrigt en Clara i Minona. Tyras ældre søster hedder Clara; hun ses i baldragt på et legemstort portræt, der hænger over Tyras seng. Denne Clara afviste før lillesøsteren forældrenes arrangerede ægteskab for at følge sin kærlighed til billedets ophavsmand. Hun skånes for Tyras sociale fornedrelse, idet hendes maler dør i en duel, hvorefter hun selv dør af sorg. Måske fortolker Fibiger i fremstillingen af dette forhold mellem Tyra og hendes søster Clara sit eget forhold til Ilia. Tyra henter styrke til at gennemføre sin emancipation i den tanke, at hun realiserer søsterens strandede projekt for hende, samtidig med at søsteren som et ideal- jeg forbliver uplettet, død, evig ung og smykket som på billedet.

Tyras og Minonas historier flettes sammen i anden dels tredje kapitel. Tyra har nu fået vished for, at Verner har svigtet hende til fordel for en ansættelse i nabobyen og forlovelse med en lokal borgerdatter. Derved mister hun troen på den kærlighed, hun har baseret sit livssyn på, og tager gift. Minona overværer hendes død og rystes i troen på sit eget kærlighedsbegreb. I en virkningsfuld scene lader Fibiger hende sidde i kirkens våbenhus, adskilt fra menigheden og gudstjenesten, sat uden for fællesskabet af sin selvrådighed. Hun bryder sammen, opgiver sin 'syndige' kærlighed og bekender sig i stedet til kristendommen, som kan overvinde den død, Tyra har overgivet sig til. At Fibiger trods denne omvendelse alligevel lader Minona dø, kan fortolkes som forfatterens straf over heltinden for hendes langvarige forvildelser, men det er vist rigtigere at se det som et udtryk for Fibigers modvilje mod at lade heltinden overleve undergangen af de emancipationsvisioner, som bærer forfatterens eget livsværk.

Ud over Tyra og Minona har romanen en tredje heltinde, præstedatteren Virginie. Hun er netop det madonnaideal, som Heiberg og flertallet af fejdedeltagerne havde opfordret Fibiger til at antage. Tyras og Minonas tragiske forsøg på at radikalisere denne madonnaskikkelse mislykkes. Virginie overlever medsøstrenes fallit, men Fibiger harmoniserer dog ikke fuldt ud modsætningerne i slutningen 286 ved at forene Virginie med Viggo, som hun elsker, og som har overtaget hendes faders præstekald. Hun lader i stedet Viggo vente på gensynet med Minona hinsides.

11. Incest og forlokkelse

Incest, især i form af søskendekærlighed, var et af romantikkens yndlingstemaer. Mange romantikere betragtede ikke forbudet mod søskendeincest som en 'naturlov', snarere som et forældet dogme. Byron var europæisk berygtet for både at forsvare incest i sine skrifter, i Cain (1821) omtaler han incest som »the sin which is not sin in itself«, og selv at have et forhold til sin halvsøster, hvilket havde medvirket til at fordrive ham fra England. Som litterært motiv var incest dels arketypen på en ubevidst synd (Sofokles' Kong Ødipus), dels en salgsstimulerende chok-effekt. Især den ilde sete gotiske romantik svælgede i den slags virkemidler. Walpole, en af den litterære gotiks pionerer, havde i dramaet The Mysterious Mother (1768) præsteret en helt, der på én gang gifter sig med sin søster og datter. I dansk litteratur var motivet blevet brugt af bl.a. Ingemann i Løveridderen (1816), hvis ulykkelige helt elsker og myrder sin søster og til overflod begge forældrene, og af Oehlenschläger i Axel og Valborg (1810), hvis helt rejser til Rom for at fa tilladelse til at gifte sig med sin gudsøster; i Minona synger Helene netop en strofe fra folkeviseversionen af »Axel og Valborg« (s. 101).

Den variation af motivet, Fibiger anvender, hvor de to søskende er blevet adskilt i barndommen og forelsker sig som voksne, knytter især an til traditionen fra Bernardin de Saint Pierres Paul et Virginie (1787), der blev oversat til dansk i 1802 og opført på Det Kgl. Teater 1815-1820 som syngespil og 1830-1831 som baUet. Skønt Virginie ikke var et ukendt navn i datidens København, det hed bl.a. biskop Martensens kone, kan navnet på præstedatteren i Minona vel tænkes at være lånt herfra. Senere havde George Sand, som Fibiger refererer til i sine breve, brugt stoffet i debutromanen Indiana (1832, da. 1855).

Incesttemaet er ikke det eneste træk, der forbinder Minona med højromantikken. Der findes således en pendant til Minonas dramatiske 287 dødsscene, hvor hun ser himlen åbne sig og føler Jesus bære sig hen over helvedes flammer, i Ingemanns Blanca (1815), hvorfra et af Minonas mottoer er taget (s. 129). At Fibiger således stilistisk forsøger at spænde fra det tidlige 1800-tals højromantik til 1850'ernes hverdagsrealisme er nok en væsentlig årsag til bogens publikumsmæssige vanskeligheder, men det var ikke et udtryk for dårligt håndværk fra hendes side. Fibiger mestrede om nogen hverdagsrealismen, det giver Minona flere eksempler på, således hele Tyras historie og satiren over lægen og hans forøgede forretninger i forbindelse med Tyras dødsfald og over folks pludselige velvilje mod den før så foragtede ' faldne kvinde', en »stille Paaskjønnelse af det Røre, hun havde bragt Gemytterne i« (s. 208). Men Fibiger havde ligesom en række andre forfatterinder i 1850'erne og 60'erne stadig brug for romantikkens ideer og sprogform for at kunne udtrykke en kvindeidentitet, der havde romantiske rødder.

Når incestmotivet blev så fremtrædende i romantikken var det ikke, som mange har antaget, fordi romantikerne havde en løs moral, snarere tværtimod. Den romantiske intimsfære havde forhøjet følelsesintensiteten og den indbyrdes forpligtelse mellem kernefamiliens medlemmer i hidtil uhørt grad. Den mor og søster eller far og bror man ikke måtte besidde seksuelt, var samtidig de eneste mennesker, man forventedes at elske. Intimsfæren forudsatte en platonisk incest, som stadig truede med at slå om i sit stærkt tabuerede kødelige sidestykke. Fordi incest var blevet så nærliggende, blev den des mere truende. Et angreb på incesttabuet var derfor et angreb på kernefamiliens og kønsforholdets 'grundlov'.

Fibiger kunne havde valgt incesttemaet som simpel lokkemad for husarerne. Hun var ikke fremmed for at søge kraftige virkemidler i sine tekster og kunne udmærket goutere en provokation, men i Minona har temavalget en vægtigere baggrund. Romantikernes forkærlighed for incest er blevet analyseret som det mandlige digter- jegs kolonisering af det kvindelige, idet søster-figuren, heltens kvindelige sidestykke, så at sige inkluderes i helten i løbet af teksten. Den mekanisme har Fibiger vendt om i Minona, hvor den åndeligt stærke heltinde forsøger at smelte sammen med sin bror for derved at tilegne sig hans fysiske og sociale styrke. Minona forsøger med sit stormløb mod incesttabuet at overbevise Viggo om, at deres 288 kærlighed ikke er syndig. Når Viggo foreholder hende denne synd, svarer hun, at incest ganske vist overalt er beskrevet som syndig, men at hun hverken »i Guds Ord, i Philosophernes Skrifter [eller] i Digternes Fremstillinger af Menneskelivet« har fundet en forklaring på, hvorfor det er sådan. Derfor konkluderer hun, at verden »lader sig regjere af et dunkelt Magtsprog, som ingen forstaaer, men som enhver underkaster sig af Feighed« (s. 183). Minona sætter altså sin egen intuitive forståelse over de almindelige love. Det er et højdepunkt af kvindelig selvfølelse modstillet et patriarkalsk samfund, der ikke evner at legitimere sig selv. Måden, Fibiger lader denne selvfølelse gå under på, er mindre overbevisende. Minona ser Tyra drikke gift, fordi hun er blevet svigtet af sin elsker, og hun ser hende dø af giften. Her er en form for forklaring, et årsags-virkningsforhold: »Nu veed jeg det - behøves der andet Kjendetegn paa Gift end at den dræber« (s. 206). Minona har fået syn for sagn, hun har set resultatet af emancipationsideerne. Magten har vist sit ansigt, men hun har stadig ingen forklaring fundet hverken på mandens svigten eller på incesttabuet.

Alligevel fastholder Fibiger på en måde den oprørske position. Nok bukker Minona under for samfundet og dør, men ved Viggos trofasthed og ved fortællerens stilling bevarer hun sin heltindestatus. Den alvidende fortæller støtter stort set Tyras og Minonas holdninger. Tyras selvmord kaldes således »hendes sidste - og første virkelige - Fald« (s. 208), og fortælleren stiller sig bag Minonas tanker og tale. Fortælleren tager dog også parti for tekstens faderfigur, pastor Frank, når han belærer Tyra om, at hun spilder sit liv ved at leve for idealet, som bag overfladen er »hult og tomt, som Eliefolket i de gamle Viser« (s. 133). Fortællerpositionen er altså usikker, hvilket er karakteristisk for periodens kvindelitteratur, et resultat af de kvindelige forfatteres vanskelige stilling imellem de hidtil ubeskrevne kvindelige livserfaringer og litteraturens og offentlighedens konventionelle kvindeopfattelse.

I modsætning til Tyra udsættes Minona ikke for fortællerens direkte kritik, men teksten bærer nogle skjulte (måske forfatterinden ubevidste) forklaringer på hendes død. Inden Viggo møder Minona første gang, har han modtaget et brev fra hende, der forekommer ham præget af en »udfordrende Selvtillid« (s. 109). Efter at have læst 289 det, drømmer han, at han ligger på knæ foran »en meget høi, imponerende deilig Dame«, der opfordrer ham til at tage hendes kærlighed »med Magt«. I det samme forvandles hun til en fugl, der kredser over ham med »ildfulde, funklende Menneskeøine«, mens hun med en dæmonisk latter gentager sit »Elsker du mig - saa tag mig med Magt!«. Hendes blik slår ned i hans sjæl og fortærer »al dens Livskraft« (s. 113). Da Viggo derefter nærmer sig Minonas hus stikker solen ham i øjnene. Senere bemærker han, at hun har været den aktive i deres forhold, han den passive, »jeg fulgte blindt (...) og Følgen blev - at jeg forelskede mig i min Søster« (s. 196). Den frigjorte kvindelighed fremstilles her som farlig og kastrerende over for manden (med blændingen som mulig Ødipus-reference). Idet drømmekvinden beder om at blive taget med magt, lammer hun mandens kraft.

Tyra kritiseres for at leve for et ideal, der er »hult og tomt, som Eliefolket«, men Minona er i drømmekvindens skikkelse også forbundet med det elverpige-motiv, der, som det fremgår af Goldschmidt-brevene, spiller en central rolle i Fibigers selvanalyse. I anden dels begyndelse kalder Viggo Minona for sin elverpige, og teksten refererer til Chr. Winthers »Hjertesorg«, som er en gendigtning af folkevisen »Elverhøj«. I den længste version af »Elverhøj« er heltens søster selv optaget i højen; da hun skal give ham den drik, som vil fortrylle også ham, frelser hun ham ved at spilde drikken, fordi »det er så ledt i bjerget at være / alt hos de elver-kvinder« (Danmarks gamle Folkeviser nr. 46, A, str. 13). Tilsvarende forlokker Minona Viggo som en elverpige, for derefter at frelse ham ved at dø. Elverhøjen kan her ses som et billede på intimsfæren, der fastholder også de mandlige familiemedlemmer i kvindernes og barndommens verden, eller som et billede på det eksklusive kærlighedsforhold, som får mændene til at drukne deres sociale forpligtelser i lyst og nydelse.

Fibiger synes hermed at have nået sine feministiske ideers grænse. Kvinderne kan tilkæmpe sig autonomi, men det bliver på bekostning af den stærke mandlighed, som hun hverken kan eller vil undvære. Stormløbet mod patriarkatet har drejet sig om at vælte fordomme og finde nye styrkepositioner, ikke radikalt at undergrave mændenes kraft. »»Du takker Gud, at Du ingen Skjoldmø er, tilstaae 290 det kun - jeg læser dog Sandheden i dit Øie!« vedblev Viggo. »Ja - jeg vil heller beskyttes af Heltens Skjold og flætte Seierskrandsen til ham!« svarede hun, idet hun saae paa ham med funklende Øine og rødmende Kinder« (s. 145). Fordi Viggo er stærk nok til både at elske Minona og sætte de rette grænser for forholdet, kan han vække hende erotisk. »Jeg trænger til den, der kan magte mig«, havde Fibiger skrevet til Goldschmidt; i Minona udfordrer hun patriarkatet for at få dets magt at se. Viggo er et forsøg på at forme en magtfuld mand, men han synes kun at kunne fastholde sin styrke på heltindens bekostning. På samme måde lykkes formålet med Tyras nedtur til helvede, der skal fa djævelens overmand til at stråle i al sin glans, kun halvt.

12. Modtagelsen af Minona

Anmelderne blev rasende over Minona og forsøgte med alle midler at tage livet af den: fortielse, latterliggørelse, moraliseren, skadefryd, nedrakning og fortrydelse. I anmeldelserne nævnes Clara Raphael lige så ofte som den roman, der anmeldes; tydeligvis bliver megen hengemt ærgrelse over forfatterindens tidligere succes udluftet.

Berlingske Tidende mener i en kort omtale (23.12. 1853) at indholdet er problematisk, men at sproget er smukt, og at »Bogen unægtelig [bærer] Mærker af den Dristighed og Originalitet, der ledsagede Forfatterindens første Fremtræden«. Dagbladet, som var blevet oprettet i november 1851 og følgelig ikke havde været med i diskussionen omkring Clara Raphael, ironiserer i sin anmeldelse (13.1., sign. L.K., måske L. Kragballe) over, at damerne i Clara Raphael ikke trængte til mandfolk, hvorimod de i Minona tilbeder kærligheden. Det foreslås, at afholdenheden i det Raphael'ske ægteskab i virkeligheden var tænkt som et erotisk pikanteri. Videre harceleres der over, at incestforholdet mellem Minona og Viggo alligevel ikke realiseres, og at Tyra skal dø. »Hvorfor ikke lade dem leve og trodse Verden med dens Fordomme? Er Forf. bange for Theologernes Ramaskrig? (...) enten Emancipation eller Theologi«. Den store anmeldelse, der fylder hele forsiden, er præget af overlegen foragt. Den rimelige indvending mod de mange refleksioner følges 291 af et råd til forfatterinden om at skrive dialoger som Platon, hvilket, noteres det herefter, forfatterinden dog ikke ville kunne, da hendes ideer ikke hænger sammen. Den eneste ros gælder sproget, som kaldes »overordentlig flydende og reent«, hvilket man jo »er vant til hos denne Forf.«

Hånen for ikke at løbe linen ud fik i Literært Maanedsskrift (januar, sign. »Deres aldrende Veninde«) sit modstykke i en moraliserende opsang over forfatterindens 'besmittede fantasier og uhyggelige billeder'; »denne Plet turde ikke rolig sidde, og derfor gav jeg min ringe Skjærv til Aftvætnings-Sæbe«. Lolland-Falsters Stiftstidende (nr. 21, o. 1.2., sign. ***) anmelder egentlig ikke Minona, men rapporterer om dens modtagelse i hovedstaden: »i et af vore bedste [blade] »Dagbladet« er hendes nye Skrift »Minona« saaledes blevet gjennemheglet, at det umuligt kan andet, end have Indflydelse paa Bogens Afsætning«. Formentlig imødekommer anmelderen en del lokalt nag ved således at se frem til forfatterindens ruin og ved at udtrykke sin glæde over, at »den Spottesyge« nu selv har nedkaldt spot over sit hoved.

Flyveposten (9.2., sign. h.) gentager sin påstand fra Clara Raphaelanmeldelsen om, at kun Heibergs navn og forord i debutbogen forårsagede dens berømmelse. Anmelderen ser godt, at »Ideen« med årene er »svulmet i Fylde«, men mener at denne fylde »truer med at stige over alle Naturens, Fornuftens og Qvindelighedens indre Dæmninger, og at bortskylle baade Skjønheden og Varmen i den emanciperede Novelle-Poesie«. Ideen er blevet større, men begejstringen mindre: »Der stryger en iiskold Luft igjennem de fleste Partier af denne Fortælling«. Romanen kan godt siges at være noget kuldslået, men kulden kommer ikke, som anmelderen forsøger at bilde os ind, fra forfatterindens »Unatur, Uskjønhed, Usandhed og Mangel paa Poesie«. Den opstår snarere fra Fibigers forudanelser om, at læserne ville møde hendes bog med netop den kulde, der her lægges for dagen. Anmelderen kalder »danske Læserinder« til kamp mod denne form for emancipation og sammenligner Fibiger med George Sand: »Man er ikke Madame Dudevant, fordi man er Minona«, en smigrende sammenligning hvis Sand ikke netop havde været emancipationens europæiske skræmmebillede par excellence.

292

Rudolf Varberg, Fibigers ihærdige forsvarer fra Clara Raphael-debatten, havde allerede været utilfreds med Et Besøg, fordi emancipationsprojektet fjernede sig fra den socialisme, han troede at skimte i Clara Raphael, for at antage stadig mere idealistiske former. Nu benytter han lejligheden til at tage aldeles afsked med hende. Han ironiserer (Fædrelandet 18.2., sign. R.S.) over, at hun i hver ny bog tager tidligere standpunkter tilbage og konstaterer meget vittigt, at i denne bog når hun allerede i anden del at tage tilbage, hvad hun har hævdet i første del. Han påpeger, at forfatteren med Minonas omvendelse faktisk fordømmer sine egne standpunkter, og tanken om incest som revolutionært våben ligger ham fjernt. Som materialist har Varberg et bornert syn på mennesket. Han mener, at incest er unaturlig: »Det kan vistnok betvivles, at en saadan, ovenikjøbet gjensidig, Følelse kunde opstaa i vore moderne Samfund«, og henviser til Hegel som autoritet. Bitterheden mod den kvinde, han fa år før havde sat meget på spil for at forsvare, kommer måske tydeligst til udtryk i den lille bemærkning om, at forfatteren »naturligvis ogsaa gjør sig skyldig i den almindelige Fruentimmerfeil at forvexle kunde med kunne«, altså en forveksling af infinitiv og participium (hvilket vist i øvrigt ikke ses i romanen). Til slut udtrykker Varberg det håb, at forfatteren »snart maa bringe det saa vidt i den omtalte Hurtighed til at skifte Anskuelser, at hun ikke venter med at gjendrive sig selv, til hun har faaet en Tanke nedskrevet, men besørger det umiddelbart i samme Øieblik, den opstaaer hos hende. Der vil saa rigtignok ikke komme nogen Bog ud af det; men det kan ogsaa være det samme.«

Den eneste rimeligt positive anmeldelse kom i en norsk avis, Christiania-Posten (14.8., usign.), og den bygger på en lovlig naiv læsning, der tager bogens moralske slutning på ordet. Minonas dødsscene berømmes som det mest gribende anmelderen har læst, »et værdigt Sidestykke til »Evas« i »Onkel Tom«« (Harriet Beecher Stowes Onkel Toms Hytte, 1851, da. 1853). Dertil kom, at Sigvald Spandet i sin ovennævnte artikel i Dagbladet 21.3. gik kraftigt i rette med forsøgene på at lukke munden på forfatterinden. Han ønsker at »yde Forfatterinden den Anerkjendelse, som jeg synes, der ikke bør forholdes hendes ufortrødne talentfulde Virksomhed. Jeg veed jo nok, at »Clara Raphaels« Forfatterinde ikke er i Mode længere, 293 og at mange fornemt rynke paa Næsen af hendes Skrifter, men hun er og bliver dog Emancipationsideens egendige Bærer i vort Fædreland.«

At anmelderne skrev på mange chokerede læseres vegne, kan andre kilder bevidne. H.C. Andersen, der nærede livslang interesse for de vanskeligt stillede Fibigersøstre, skrev efter at have læst bogen til Ingemann: »det er, som jeg har grebet en stærkt duftende, giftig Vandplante, og nu, da jeg heelt har den i Haanden, opløser den sig, slimet og ækel! (...) Jeg er hertil aldeles uenig med Forfatterinden og forkaster Bogen; men siden opirrer hun mig; thi naar Minona er død, bliver selv Gouvernanten [Clara Raphael?], som jeg troede [var] skikkelig, dyrisk vild (...) Hvor er det muligt, at en ung Pige - reen og uskyldig, som jeg troer, Forfatterinden er - kan leve, tænke, skrive, læse Correctur paa Noget som dette?« (Bille og Bøgh: Breve fra Hans Christian Andersen 1878, II, s. 305-307).

13. Livsværket

Anmeldelserne af Minona havde direkte eller indirekte til formål at standse Mathilde Fibigers forfatterskab, hvilket lykkedes. Hun udgav ikke flere bøger og måtte igen male porcelæn eller tage ud som privatlærerinde, skønt familierne var betænkelige ved at engagere en så berygtet kvinde til at undervise deres børn. I 1856 fik hun tilkendt en årlig understøttelse på 80 Rd. af enkedronning Caroline Amalie, formentlig ved Grundtvigs mellemkomst, og med den forsøgte hun at føre egen husholdning som oversætter og syerske. Hun oversatte et par af Hoffmanns fortællinger og en af Auerbachs romaner og underskrev sig i den sammenhæng stadig »Forfatterinden til Clara Raphael«, men opgaverne hørte snart op. I 1859 anmeldte hun Ilias Rettroende Eventyr i Berlingske Tidende, og i 1867 skrev hun som nævnt en kort biografi over Ilia som forord til hendes efterladte digte.

På det tidspunkt var hun dog allerede slået ind på en helt anden vej. Hun havde lært den magtfulde minister og senere finans- og hospitalsborgmester i København C.E. Fenger at kende, og han hjalp hende til en uddannelse som telegrafist. Efter at have været 294 elev i tre år blev hun 1.4. 1866 ansat som »ekstraordinær Assistent« ved Den danske Statstelegraf, ekstraordinær fordi hun var den første kvinde i etaten og statens første kvindelige 'tjenestemand'. Som telegrafist arbejdede hun fire år i Helsingør, derefter var hun et år stationsbestyrer i Nysted på Lolland for at ende i Århus. I 1869 skrev hun til Tidskrift för hemmet den fine artikel »Den Ensommes Hjem« om det hjemmeliv, en enlig, arbejdende kvinde kan skabe om sig, og i 1870 til samme blad en omtale af Leonora Christinas nyligt fundne og udgivne Jammers Minde. På Bajers opfordring blev hun medlem af Dansk Kvindesamfund ved dets stiftelse. »Min Virksomhed ligger jo indenfor Emancipationens Omraade, og om Forfatterinden end er død, saa lever jo Arbejdersken«, skrev hun til ham 8.1. 1871 (Marg. Fibiger 1891, s. 223). Hun døde af lungebetændelse 17. juni 1872.

Stiftelsen af Dansk Kvindesamfund var det afgørende tegn på, at tiden var moden til at sætte kvindeemancipationen på den politiske dagsorden i Danmark, ligesom stiftelsen af Association Internationale des Femmes i 1868, som den danske forening det første halve års tid var en underafdeling af, var tegn på den europæiske interesse for sagen. I forordet til Kvindernes Underkuelse oplyser Brandes, at han allerede i flere år havde overvejet selv at skrive en bog om emnet, og senere hævdede han, at han med denne oversættelse havde rejst kvindesagen i Norden. Under 1880'ernes 'sædelighedsfejde' skrev han til Bjørnson: »Jeg vil ikke se Kvindesagen, som jeg selv ganske alene har bragt frem her i Norden og i en Aarrække ene kæmpet for under Forfølgelse fra alle Sider, forvrøvlet af uvidende Kvinder« (4.9. 1887, trykt i Borup (udg.): Georg og Edvard Brandes Brevveksling med Nordiske Forfattere og Videnskabsmænd 1939, IV, s. 186).

Brandes nævner ikke Mathilde Fibiger i sit forord, skønt hans tankegang slet ikke er så forskellig fra hendes. De har således begge hentet inspiration hos Heiberg, Brandes sætter første strofe fra »Protestantismen i Naturen« (Nye Digte, 1841) som motto, og en sætning fra Brandes' forord som denne: »Intet er skønt uden det, som er sandt og retfærdigt«, kunne lige så godt have stået hos Fibiger, som i Clara Raphael skriver: »Men kun hvad der er sandt og frit, er ægte skjønt« (s. 42). På den anden side er det sikkert ikke kun 295 uvidenhed og modvilje mod at anerkende en forgænger, der far Brandes til at fortie Fibigers indsats. Deres syn på den kvindelighed, emancipationen skulle frisætte, var grundlæggende forskelligt. Brandes så frem til, at kvinderne ville bryde ud af familien og skabe sig et liv magen til de moderne mænds; han forventede, at kønsrolledualismen ville blive afviklet og erstattet af lighed mellem kønnene. Fibiger ønskede derimod, at den frigjorte kvinde ville udvikle sig endnu længere i retning af den særlige 'skønne kvindelighed', som romantikken havde sat i højsædet, men som Brandes' moderne gennembrud ønskede at detronisere.

Det moderne gennembrud var naturligvis et opgør med den forudgående romantiske periode, og i 1800-tallets sidste tiår blev de kulturelle koder da også nærmest fuldstændig stillet om. At romantikken trods alt ikke tabte al interesse, viste sig imidlertid i publikums overvældende optagethed af Johanne Luise Heibergs erindringer Et Liv, gjenoplevet i Erindringen (1891-1892), som udkom året efter hendes død. Denne bogs publikumssucces, samt det forhold at Mathilde Fibiger heller ikke her nævnes, kan tænkes at være baggrunden for, at Margrethe Fibiger (1846-1927), en datter af Mathildes bror Axel, nu skrev og udgav sin biografi Clara Raphael - Mathilde Fibiger (1891). Hun fortæller historien om Mathilde Fibigers liv og forfatterskab grundigt, loyalt og direkte fra kilderne, herunder familiebreve som ikke i dag er offentligt tilgængelige, hvis de overhovedet endnu eksisterer? Goldschmidt-korrespondancen kendte hun dog tilsyneladende ikke. Hendes bog er stadig hovedværket om Mathilde Fibiger. I slutningen af bogen, hvor Mathildes forhold til kvindesagen omtales, skriver Marg. Fibiger:

De, der i den Bevægelse, »Clara Raphaels Breve« afstedkom, havde troet at skimte Morgenrøden af den Dag, der skulde bringe en virkelig Bedring i Kvindens sociale Kaar her hjemme, skulde sørgelig skuffes, thi desværre, det var ikke nogen lang og lys Vaardag, Morgengryet denne Gang bebudede, det var det kortvarige Purpurskær, der en Novembermorgen viser sig i Øst for snart at slukkes i Taage og Slud. Og saa kom den lange Vintersøvn - tyve lange Aar eller, for at være hel nøjagtig, nitten. Da bebudedes den gryende Dag atter ved en 296 lille Bog, vidt forskellig fra »Clara Raphael« og ganske anderledes ubeskeden i sine Fordringer. Men den var skrevet af en Mand, hvis Ord havde al den Vægt, Kundskab og Storsind kan forlene Ord med. Det var John Stuart Mills »Kvindernes Underkuelse«, oversat af Dr. G. Brandes (1869). (s. 219f)

Marg. Fibiger noterer den sælsomme skæbnens ironi, der ligger i, at også Brandes' oversættelse på en måde, ved sit motto, havde forord af Heiberg, »thi man tør vel næppe antage det for en Vittighed af Oversætteren?«, spørger hun. Måske antyder hun hermed, at Brandes efter hendes mening burde have erindret Mathildes pionerarbejde i sit forord. Mathilde læste i øvrigt Brandes' oversættelse og skrev herom: »At saadan en Bog er udkommen, og at en dansk Mand har stillet sig i »Brechen« og ærligt gør sig til dens Talsmand her hjemme, er en større Glæde, end jeg troede nogen Sinde at skulle opleve«. Marg. Fibiger tilføjer, at den opsigt, Stuart Mill-oversættelsen vakte, »i ingen Henseende [kunne] maale sig med den Omtale, »Clara Raphael« i sin Tid var Genstand for«, men at den senere bog til gengæld ikke blev »et Raab i Ørkenen«, enten fordi den var skrevet af en mand, eller fordi tiden nu var moden for kvindesagen (s. 221).

Brandes har måske følt sig ramt af Marg. Fibigers kritik af hans forbigåelse af Mathilde Fibigers indsats og irriteret over denne påvisning af, at Clara Raphael-fejden længe før hans bog havde skabt interesse for kvindesagen. I alt fald udviste han den karakteristiske reaktion at lade sorteper gå videre. Han skrev en anmeldelse af Marg. Fibigers bog, der alene handler om, hvor dårligt Mathilde var blevet behandlet - af Heiberg-familien. På den måde lykkedes det ham både at vende interessen bort fra hans eget problematiske forhold til forgængeren og at rette et kraftigt angreb mod Heiberg-familiens eftermæle og dermed den romantiske periode, han ville gøre op med. Heiberg fremstilles som en gammel forlibt nar, der når det kom til stykket, lod »sin Dame i Stikken«, og fru Heiberg som den jaloux kone, der »uden Tøven [stikker] Hymens Fakkel lige i Næsen paa den unge Frøken« (Samlede Skrifter XV, s. 298-303).

Marg. Fibigers biografi og Brandes' anmeldelse nødte A.D. Jørgensen, 297 der besørgede udgivelsen af Johanne Luise Heibergs erindringer, til i noterne til 3. del (1892 s. 285-297) at give en redegørelse for forholdet mellem søstrene Fibiger og familien Heiberg, og at optrykke endnu ikke offentliggjorte breve mellem de to familier, herunder også det takkebrev Mathilde kvitterede med, da fru Heiberg efter sin mands død havde sendt hende en kikkert til erindring. I takkebrevet hedder det: »Det var en kort Tid, da Livet baade i og om mig var som et Juletræ, hvor der blot mangler, at Lysene skal tændes; han [Heiberg] tændte dem, og det blev saa straaleklart som nogen Solskinsmorgen, der har bebudet en regnfuld Dag. Med Udgivelsen af mine faa Bøger var det forbi; den Maade, hvorpaa min Stræben blev mødt af Verden, som jeg ikke forstod, maatte ifølge min egen og min Begavelses Natur knuse den«. A.D. Jørgensen beklager, at »Mindet om den ædle og fine Natur, der stod bagved Forfatternavnet »Clara Raphael«, er blevet knyttet til et Angreb paa et par Mennesker, som hun selv og hendes Nærmeste satte saa højt«. Hvorom alting er, så var hele dette røre omkring Fibigers person sikkert årsag til, at Clara Raphael kunne genudsendes i et 3. oplag (egl. 2. udgave) i 1893. Marg. Fibiger udsendte i 1894 endnu en glimrende bog, denne gang om Ilia Fibiger: Et Kvindeliv.

Da Mathilde Fibiger havde så ringe succes som skønlitterær forfatter, men så stor succes som feminist - hun lancerede feminismen i offentligheden og realiserede med sin telegrafistansættelse kvindesagens ligestillingsprogram - har eftertiden fortrinsvis husket hende i forbindelse med kvindesagen, mens litteraturhistorien har været indstillet på at glemme hende (hun blev udeladt i Politikens Danmarks Litteraturhistorie, 1. udg. 1964-1966). Dansk Kvindesamfund hyldede Fibiger og Worm som sine pionerer, og dette eftermæle tilsluttede familien sig; niecen Hedevig Fibiger ønskede ikke, at Goldschmidt med sin brevudgave skulle genopfriske mindet om forfatterinden Mathilde Fibiger, og trods sin loyalitet mod fasteren mener også Marg. Fibiger, at Mathildes mangel på sanselighed og den dermed forbundne livserfaring forhindrede hende i at blive digter. Da 1970'ernes feminisme genopfriskede interessen for hende var det igen kvindebevægelsens pioner, man søgte. Både Eva Bendix's efterskrift til 3. udgaven af Clara Raphael (1976), Lise Sørensens 298 Den nødvendige nedtur (1977) og Tine Andersens og Lise Busk- Jensens Clara Raphael - Mathilde Fibiger (1979) koncentrerer sig om Fibigers feminisme.

Den tolkning af hendes livsværk havde Mathilde Fibiger selv tilbudt eftertiden. I et brev fra o. 1870 skriver hun: »Det er mit Livs Betydning, at jeg har udviklet mig fra Illusion til Virkelighed«, en passage der er blevet læst som en bevægelse fra litteraturens illusioner til arbejdslivets virkelighed. I samme brev nævner hun imidlertid også, at hun »har faaet et Knæk engang, er ligesom gaaet i Staa«, og at folk tror, at blev hun blot repareret, så kunne hun begynde, hvor hun i sin tid slap - eftersom de jo selv endelig er kommet netop dertil »med Tidsaandens agende Post«. Det afgørende for hende er, at det først som arbejderske lykkedes hende at blive knyttet til sine medmennesker på en måde, som »Herrerne i Aandernes Rige« aldrig havde tilladt hende (Marg. Fibiger 1891, s. 203f). Som alle skribenter søgte Fibiger medmenneskelig kontakt gennem sine bøger. Derfor standsede læsernes absolutte afvisning af den sidste bog forfatterskabet. Den menneskelige udvikling, hun gennemgik fra 1850'erne og de efterfølgende tyve år, var hun ikke alene om. Den havde givet temaer nok for nye bøger, hvis vilkårene havde været gunstigere. Hendes velskrevne breve og de to sene artikler viser, at refleksions- og formuleringsevnen var intakt til det sidste. Fibigers forfatterskab standsede ikke, fordi hun ikke havde mere at sige, men fordi læserne vendte det døve øre til. 'Tidsånden' accepterede kvindernes stilfærdige overtagelse af arbejdsmarkedets dårligt lønnede stillinger, fordi de dermed også kunne overtage deres egen forsørgelse. At blive optaget i den litterære verdens broderskab var straks en anden sag.

14. Tekstforhold Clara Raphael

Trykmanuskriptet til Clara Raphael er bevaret i Det Kgl. Biblioteks håndskriftsamling (Coll. Saml. 201,4°). Det består af 9 ¼ regelmæssigt beskrevne og nummererede ark med få rettelser af ortografisk og sproglig art, f.eks. Sødskende > Søskende (s. 47), Don Qvicikotte 299 > Don Quixote (s. 70) og stor > hensynsløs (s. 39), Byens unge Damer > de unge Damer (s. 45).

Enkelte rettelser synes at være indført for at imødekomme Heibergs kritik i hans kun delvist bevarede brevveksling med Fibiger forud for udgivelsen. Således er prostituere mig hos P*'s rettet til blive til Latter hos P*'s (s. 30) i en passage, der drejer sig om Claras første optræden som baldame. De to vendinger var i en vis forstand synonyme, men Heiberg har måske frarådet Mathilde Fibiger at vælge den stærkeste for at undgå enhver association mellem Claras nervøsitet for at prostituere sig og hendes senere emancipation. Desuden er tre replikker i niende brev let forkortede, så ordvekslingen mellem Clara og Madam Star bliver mindre skarp.

Trykgrundlaget for nærværende udgave er førsteudgaven, som udkom anonymt o. 20. december 1850 med 1851 på titelbladet på C.A. Reitzels forlag. I løbet af foråret 1851 udkom et nyt oplag, som formentlig er identisk med det første; det har ikke kunnet verificeres, da Det Kgl. Bibliotek ikke ejer et eksemplar fra dette oplag. Tredje oplag kom i 1893 efter forfatterens død og var egentlig en andenudgave, eftersom den gotiske sats var erstattet af latinsk. I 1976 blev denne andenudgave genudsendt i fotografisk optryk som fjerde oplag (ved Eva Bendix).

Fra trykmanuskriptet til førsteudgaven er der ubetydelige rettelser. Brevenes nummerering er rettet fra arabertal til bogstavering. I fjerde brev er adressaten tilføjet som Kjære Mathilde, men ikke i femte brev. Et egennavn, Fru Leth, er rettet til Fru Linz (s. 44), måske efter Heibergs påmindelse om at sikre anonymiteten, eller fordi der allerede er en jomfru Leth i første brev (s. 18).

Det siges, at Heiberg fandt navnet Clara Raphael til Fibigers heltinde (Fredrik Bajer: Klara Rafael-Fejden 1879, s. 15). Vilh. Andersen mener, Heiberg genbrugte fornavnet Clara fra sin moders, Thomasine Gyllembourgs, første novelle »Familien Polonius« (1827), hvori anden del hedder »Claras Skriftemaal« (Illustreret Dansk Litteraturhistorie IV, 1925, s. 110). Påstanden er ikke dokumenteret, men hvis den er korrekt, bestyrker det antagelsen af, at trykmanuskriptet er en renskrift foretaget efter Heibergs kritiske gennemlæsning af en tidligere version, eftersom heltinden hedder Clara i trykmanuskriptet. Om efternavnet Raphael: se n.t.s. 20.

300

Førsteudgavens ortografi og interpunktion er bevaret. Ældre stavemåder er ikke moderniserede; fe er fælleds Sag ikke rettet til fælles Sag (s. 23) og blendede er ikke rettet til blændede (s. 31). Den ujævne kommatering er hverken standardiseret eller korrigeret. Fibiger sætter regelmæssigt komma foran infinitiver og mellem sideordnede verber forbundne med »og«, og når den fiktive brevskriver refererer sine samtaler, sættes kun samtalepartnerens replikker i anførselstegn (f.eks. s. 36). Oplagte sætte- og skrivefejl er stiltiende rettet. Øvrige rettelser, dvs. af formodede sætte- eller skrivefejl, er opført i rettelseslisten nedenfor.

Tekstrettelser:

s. 11:

Himmelske, For > Himmelske. For

s. 22:

Firnis > Fernis

s. 24:

Heibergs, Helvede > Heibergs Helvede

s. 40:

Henseende have de > Henseende have De

s. 67:

Ulfeld > Ulfeldt

Minona

Trykmanuskriptet til Minona er ikke bevaret på Det Kgl. Bibliotek, som heller ikke har andet manuskriptmateriale romanen vedrørende. Trykgrundlaget for nærværende udgave er første og hidtil eneste udgave, som udkom på Andr. Fred. Høsts forlag under pseudonymet »Forf. til »Clara Raphaels Breve«« i slutningen af november 1853 med 1854 på titelbladet.

Rettelsesprincipperne er de samme for Minona som for Clara Raphael Oplagte sætte-/skrivefejl er rettet stiltiende; visse tilsyneladende sætte- eller skrivefejl er rettet og opført i rettelseslisten. I øvrigt er førsteudgavens ortografi ligesom i Clara Raphael bevaret med dens særheder. Således er Viggo kunde intet gjøre hende tilpas ikke rettet til fe Viggo kunde ikke gjøre hende tilpas (s. 102); Ingen af dem var tilbøielig er ikke rettet til Ingen af dem var tilbøielige (s. 122); ud af Vinduet er ikke rettet til ud ad Vinduet (s. 123); Assistentskirkegaard er ikke rettet til Assistenskirkegaard (s. 209) o.s.v.

Den særlige interpunktion i Minonas førsteudgave er ligeledes 301 bevaret; fx er der ikke grebet ind over for det store forbrug af tankestreger og udråbstegn. Dog er de manglende anførselstegn omkring replikker og indre monologer af hensyn til læselighed og konsekvens stilitiende indsat. Fibiger sætter ofte anførselstegn om en replik og ikke om den næste, eller hun sætter ved replikkens begyndelse og ikke ved dens afslutning. Denne uregelmæssighed blev påtalt i en samtidig anmeldelse (Dagbladet 13.1. 1854).

Tekstrettelser:

s.101:

beder dem > beder Dem

s.109:

Selvtillid »Maaskee > Selvtillid! »Maaskee

s.121:

forstaae > forstaaet

s.122:

Panteistisk > Pantheistisk

s.132:

faldet dem ind > faldet Dem ind

s.134:

underkastet sig > underkastet sig.

s.153:

»det var min første > »Det var min første

s.154:

Clara og jeg, var, > Clara og jeg var,

s.165:

helliger den > helliger dem

s.173:

Gaa de ikke med? > Gaa De ikke med?

s.188:

al dens Lidelse > al dets Lidelse

s.193:

»thi Verner« > »J. Verner«

s.194:

efter at trøstet > efter at have trøstet

s.200:

kaldt den Hjælp > kaldt den til Hjælp

s.209:

her hviler sig > der hviler sig

s.227:

han er dem nær > han er Dem nær

s.231:

Begreber,« > Begreber«,

s.242:

Der var unaturligt > Det var unaturligt

15. Litteratur

Det Kgl. Bibliotek ejer 96 breve fra Mathilde Fibiger, hvoraf store dele er citeret i Marg. Fibigers biografi.

Tine Andersen og Lise Busk- Jensen: Mathilde Fibiger- Clara Raphael, 1979. Tine Andersen: »Jeg elsker Arbejdet i samme Grad som jeg elsker Friheden« i Hanne Rimmen og Eva Lous (red.): Kvinder undervejs, 1986. Vilh. Andersen: Illustreret Dansk Litteraturhistorie bd. IV, 1925. Fredrik Bajer: Klara Rafael-Fejden, 1879. Fredrik Bajer: Livserindringer, 1909. Eva Bendix: Efterskrift til Clara Raphael 3. udg. 1976. 302 C.St.A. Bille og N. Bøgh (udg): Breve til Hans Christian Andersen, 1877.

C.St.A. Bille og N. Bøgh (udg.): Breve fra Hans Christian Andersen I-II, 1878.

Morten Borup (udg.): Georg og Edvard Brandes Brevveksling med Nordiske Forfattere og Videnskabsmænd bd. IV, 1939.

Morten Borup (Udg.): Breve og Aktstykker vedrørende Johan Ludvig Heiberg I-V, 1946-1950.

Morten Borup (udg.): Breve fra og til Meïr Goldschmidt I-III, 1963.

Georg Brandes: forord til J. Stuart Mill: Kvindernes Underkuelse, 1869 (citeret efter genoptryk af 2. udg. (1885), 1979).

Lise Busk- Jensen: »»den høieste Virkelighed selv« - romantikkens kvindelige tekst« i Edda 2, Bergen 1989.

Lise Busk- Jensen (red.): Nordiske forfatterinder, 1990.

Dansk litteraturhistorie VI, Gyldendal, 1985.

Amalie Fibiger: Fibiger, 1949 (slægtsbeskrivelse)

fohs. Fibiger: Mit Liv og Levned, 1898.

Marg. Fibiger: Clara Raphael - Mathilde Fibiger, 1891.

Marg. Fibiger: Et Kvindeliv - Ilia Fibiger, 1894.

Marg. Fibiger: »Adolf Fibiger« i Museum V,l, 1894.

Johanne Luise Heiberg: Et Liv, gjenoplevet i Erindringen, 1891-1892.

Nordisk kvindelitteraturhistorie bd. II, 1993.

Lise Sørensen: Den nødvendige nedtur, 1977.

Helge Therkildsen:»Clara Raphael« i Kritik 22, 1972.

H. Topsøe- Jensen (udg.): H.C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling I-III, 1959.

303

Noter

Der henvises flere steder til E. Mau: Dansk Ordsprogs-Skat (1871), forkortet: Mau. Salmerne citeres efter Den danske salmebog (1958, fork. Dds), hvis stavemåder er fulgt.

Clara Raphael

9

indføre disse Blade: om Heibergs rolle ved udgivelsen af Clara Raphael, se efterskriften s. 258f. - Crisis: krise, se efterskriften s. 260. - indadvendt(e) Resignation: afkald på verdslig lykke.

10

bedaget: ældre. - Negation: benægtelse, modsætning. - Jomfruen af Orleans: Jeanne d'Arc (1412-1431), fr. helgen og nationalheltinde, -fornemmelig: først og fremmest.

11

erholdt: fik. - Marie: Jomfru Maria. - Bebudelsens Engel: ærkeengelen Gabriel der fortalte Maria om hendes forestående fødsel. - høitidelige Ord: Luk. 1,28. - Valkyrie(s): nord. mytologisk kvindefigur, som Odin sendte til slagmarken for at hente de faldne helte til borgen Valhal, der var denne sagnkreds' paradisforestilling. - Amors Seier: Amor er kærlighedsguden i lat. mytologi; eiskendes forening var den almindeligste udgang på den tids historier. - Ideen: det sande, evige og logiske indhold i ting og forestillinger, et af den gr. filosof Platons (427-347 f.Kr.) filosofiske begreber. - Idealet altfor abstract (...) falder sammen med Ideen: idealet er en konkret, virkelig udgave af en abstrakt tanke eller idé, som ikke i sig selv kan virkeliggøres. - Trinitetslæren: den kristne lære om den guddommelige treenighed af faderen, sønnen og helligånden.

12

Passionsblomst: plante af slægten Passiflora, i hvis blomst man har ment at kunne se Kristus på korset med tornekrone og nagler (nitter). - en Historie: en spændende handling. - Bekjendelser af en skjøn Sjæl: citat fra Goethes roman Wilhelm Meisters Læreaar (1795-1796, da. 1801-1802), hvori et kapitel (6. bog) bærer denne overskrift; Heiberg vil hermed sige, at romanens interesse ligger på psykologiens snarere end handlingens niveau.

17

N*: lokalitet i den danske provins, måske i nærheden af Maltrup 304 Skov på Lolland, hvor Fibiger var huslærerinde, mens hun skrev bogen (Nielstrup?).

18

Hverdagshistorierne: Thomasine Gyllembourgs (1773-1856) anonyme, af hendes søn J.L. Heiberg publicerede fortællinger fik denne genrebetegnelse efter titlen på den bedst kendte: En Hverdags-Historie (1828). - / Skole vilde jeg ikke: før 1850 var det almindeligt, at middelklassefamiliers piger blev undervist i hjemmet.

19

21de Marts: 15.000 borgere gik 21. marts 1848 til kongen, Frederik 7., med krav om regeringens afgang og på længere sigt enevældens afskaffelse til fordel for en liberalistisk styreform; resultatet blev grundloven af 5. juni 1849. - Krigen: mod Slesvig-Holsten og Prøjsen 1848-1850. - Landsoldat(er): soldat udskrevet blandt bønderne; før indførelsen i 1849 af alm. værnepligt påhvilede krigstjenesten alene landbefolkningen. - laconisk: kortfattet. - Conveniensen: det passende.

20

Complimenter: høflig smiger. - Raphael: Raphael er navnet på en af de syv ærkeengle; med valget af et sådant efternavn synes Fibiger at give sin heltinde en - næsten parodisk - 'engleagtig' dimension, men Raphael var også et kendt borgerligt navn i samtiden, bl.a. hed en manufakturforretning på Strøget »Raphael & Comp.«.

21

Carl Bernhard(s): pseudonym for A.N. de Saint-Aubain (1798-1865), da. forfatter til en række fortællinger fra den københavnske dagligdag; Heibergs fætter. - conversere: selskabelig samtale om emner af almen interesse. - Herskabet: den stedlige godsejerfamilie. - Stamherre(n): arving til et stamhus, dvs. et gods der udelt arves af familiens ældste søn. - Nedladenhed: en venlighed mod undergivne der samtidig markerer klasseforskellen.

22

Som man raaber i Skoven (...): ordsprog, jf. Mau 9806. - Holbergs Stundesløse: hovedpersonen i Ludvig Holbergs komedie Den Stundesløse (1731), hr. Vielgeschrey, føler sig overbebyrdet med arbejde uden nogensinde at udrette noget. - orthodox: i kirkelig forstand hørende til de præster, der holdt sig til reformationens og Luthers grundlæggende dogmer, i modsætning til fx rationalisterne der læste Bibelen som en morallære, pietisterne der byggede på syndsbevidsthed og vækkelse, humanisterne der - som de samtidige teologer J.P. Mynster og H.L. Martensen - byggede på personlig tro (om Martensen, se n.t.s.48) og grundtvigianerne der byggede på det levende ord. Heiberg mener at kunne identificere denne præst som pastor C.L. Ehrenreich i Våbensted (i brev til Fibiger af 10.11.1850), hvilket Mathilde dog selv afviser (i brev til søsteren, jf. Marg. Fibiger 1891, s. 78 og 56). - affecteert: med et unaturligt, påtaget væsen; Poul M. Møller (1794-1838) skrev kort før sin død »Forberedelser til en 305 Afhandling om Affektation« og en samling »Strøtanker om Affektation« (Efterladte Skrifter I-III, 1839-1843, bd. III s. 291-313).

23

Amorer: el amoriner, små figurer efter kærlighedsguden Amor i lat. mytologi. - (Mode)orakel: sted hvorfra ubestridelige sandheder udgår.-M*: kan være Maribo.

24

Pluralitet(en): flertal. -forskrevet (...) forskrive: spil på ordets dobbeltbetydning: Clara har forskrevet sig, dvs. skrevet for meget, og samtidig har hun forskrevet sine medmennesker, dvs. overgivet dem til helvede. - Heibergs Helved: hentydning til J.L. Heibergs versdrama En Sjæl efter Døden fra Nye Digte (1841).

25

læse fra Kirke: læse udgangsbønnen.

26

prosaisk: dagligdags. - Opdragelse: Clara forfægter her den fr. pædagog J.-J. Rousseaus (1712-1778) dengang moderne teorier, at opdragelse skal foregå som barnets erfarings- og selvudvikling fremfor oplæring efter på forhånd givne normer.

27

Skipper: før jernbanens udbredelse foregik hovedparten af person-og godstransporten med skib. - draperet: beklædt. - Mariæ Himmelfart: måske en af de i perioden udbredte kopier af et af den ital. maler Raphaels (1483-1520) Madonna-billeder, hvor Maria ses i himlen (f.eks. »Jomfruens kroning« eller »Den sixtinske Madonna«); historien om Marias liv og opstandelse stammer ikke fra NT; den fortælles i de såkaldte apokryfe evangelier, dvs. tekster som kirken ikke anerkender som ægte, samt i senere tilkomne legender. - de Danskes Vei til Roes og Magt: citat fra Johannes Ewalds »Kong Christian stod ved høien Mast« (1779) str. 4, 1. 1; egl.: »Du danskes Vei«. - M*'s Skrifter: formentlig Poul M. Møllers Efterladte Skrifter, som netop var nyudgivet 1848-1850.

28

At Fruentimmer meest (...): en af Poul M. Møllers »Strøtanker« fra perioden 1826-1837 (Efterladte Skrifter III, s. 242); egl.: »kommer maaske af«.- Bloksbjerg: bjerg i Harzen, efter folketroen samlingssted for heksene sankthansaften.

29

Hjertesorg: Chr. Winthers (1796-1876) dobbelte digt »Hjertesorg«: »Hans« og »Hendes« (Samlede Digtninger 1860-1872, IV, s. 102-109). - à propos: fr.: til sagen, vedrørende denne sag. - Inclination(er): tilbøjelighed, forelskelse.

30

conjugere(r): bøje (gram.). - den bestemt forbigangne: her om den verbale bøjningsform, der udtrykker den afsluttede handling: perfektum. - seminaristisk(e): nedsætt. om at udstille overfladiske kundskaber, som uerfarne seminariestuderende. - sans façon: fr.: uden videre. - engagere(t): byde op til dans.

31

flau(e): flov, åndløs. - Alt dette vil jeg give Dig (...): og Viig fra mig Satan! (...): Matt.4,9-10.

306

34

Grimms Eventyr: »Der Herr Gevatter« fra de ty. forfattere, brødrene Grimms Kinder- und Hausämrchen (1812-1815, nr. 42). Eventyret er indeholdt i den da. udgave fra 1821 med samme nr. (42, s. 196-198) under tiden »Hr. Gudfader«; Fibigers genfortælling afviger stedvis, men ikke væsentligt fra originalen, fx lader hun en kost og en rive skændes, hvor såvel den ty. original som oversættelsen har en kost og en skovl.

36

tarvelig(e): som lige netop tilfredsstiller behovet (tarvet); ordet var dengang ikke så nedsættende som nu.

37

vist: her i bet. sandelig, visselig.

38

Borneerthed: begrænsning, snæversyn. - Timelig(e): det som hører til i tiden modsat evigheden. - tjene to Herrer: Matt. 6,24. - Helheim: dødsriget i nord. mytologi. - Straadød: at dø i sengehalmen, dvs. af sygdom eller alderdom.

39

Mundering: udrustning. - Tordenskjold: da.-no. søofficer i Den store nordiske krig 1700-1720.

40

Forsyn(et): i alm. religiøs forstand betegnelse for Gud, opfattet som den mere el. mindre personlige magt, der forsørger mennesket og styrer dets liv i stadig samvirken med den menneskelige frihed. - Ikaros: gr. mytologisk figur der fløj for nær solen, så vokset på de vinger, hans far havde konstrueret, smeltede, og han styrtede i havet. -forborgen(t): skjult. - Ved Baldur (...): citat fra A. Oehlenschlägers (1779-1850) Baldur hin Gode, Nordiske Digte (1807) s. 159; egl.: »Ved Baldur sammenholdes ene Valhals Kraft«.

42

emanciperede: frigjorte. - Herrernes Rettigheder: de juridiske og økonomiske borgerrettigheder, som kun gjaldt mænd. - Forretninger: arbejde. - Et af To: en af to muligheder.

43

Han freidig løfter (...): 2. og 3. str. fra Poul M. Møllers »Studentersang II« (Efterladte Skrifter I, s. 112-113); egl.: »Sig ruster til den raske Strid«.- at Pigen nu vil med!: skjult citat fra den i april 1848 udkomne og vidt udbredte soldatervise af Peter Faber (1810-1877): »Dengang jeg drog afsted«, hvis 2. L som bekendt lyder: »min Pige vilde med«. - usurpere: tilrane sig magt.

44

en vigtig Sag: da Heiberg giftede sig med skuespillerinden Johanne Luise Påtges, var der en tilsvarende diskussion på Det Kgl. Teater, om Johanne Luise nu skulle tituleres med det fine 'frue' eller det mindre fine 'madam' på plakaten. Teaterchefen henvendte sig til Frederik 6., som afgjorde sagen: »Naturligvis Fru Heiberg. En Kone har sin Mands Rang« (Johanne Luise Heiberg: Et Liv, gjenoplevet i Erindringen (4. udg. 1944) I, s. 152). - uskatteerlig: som ikke kan skattes højt nok, uvurderlig.

45

O M* (...): parodisk omskrivning af H.P. Holsts (1811-1893) mindedigt (1839) ved Frederik 6.'s død, hvis indledende linier lyder: »O 307 Fædreland, hvad har du tabt - din gamle Konge sover«. - Byfogden: politimester, underdommer, ofte i mindre byer tillige borgmester. - interessant: her nok i det datidige modeords betydning: med dæmonisk tiltrækningskraft; også: sensationelt, pirrende.

46

Futteral: hylster. - Faderhu, og meer end Modervarme: str. 8, 1. 6-7 fra »Jeg vil fra hver en syndig Lyst« af H. A. Timm (1800-1866); salmen, som ikke står i Dds, har Fibiger formentlig fundet i Peder Hjorts Gamle og Nye Psalmer (1840); i 3. udg. 1843, som Fibiger ejede, står de citerede 1. s. 69.

48

Martensen, H.L. (1808-1884): teolog, fra 1854 Sjællands biskop, udgav en række prædikensamlinger og hovedværket Den christelige Dogmatik (1849). - en af sine Taler: Prædikener (1847), VI. prædiken: »Kom ihu at leve!« (citatet s. 84); egl.: »At voxe og tage til i Viisdom og Naade, det er at leve!«. - Kun den er viis (...): citat fra Oehlenschlägers Baldur hin Code (se n.t. s. 40) s. 152; egl. »Til Maalet stræber Dag og Nat«.

49

ti for een: ti i stedet for en. - mauvais sujets: fr. uheldige elementer. - Friheden blev Bønderne forkyndt: stavnsbåndets løsning 1788. - Arilds Tid: de tidligste tider.

50

Mand, Kvinde, er intet helt: myten om de to køns oprindelige enhed og de adskilte halvdeles stadige søgen efter genforening går tilbage til antikken og fremstilles fx i Platons Symposion (o. 370 f.Kr.). - Aladdin(s): helt i eventyret »Aladdin og hans vidunderlige lampe« fra den pers.-arab. samling 1001 Nats Eventyr (o. 900); også kendt fra Oehlenschlägers skuespil Aladdin eller Den forunderlige Lampe (1805). - idelig: stadig.

51

Offring: ved de kirkelige højtider, jul, påske, pinse, og ved visse kirkelige handlinger som barnedåb 'ofrede' man pengegaver som løntillæg til præst og degn. - Gjendøberne(s) el. baptisterne: religiøs sekt der bygger på voksendåb; den første da. baptistmenighed blev grundlagt i 1839 i modstrid med lovens dåbstvang, som først blev ophævet i 1857. - Gaaer hen og lærer (...): Matt. 28,19-20.

52

Arvesynden (s): kristendommens idé om menneskets nedarvede syndige tilbøjeligheder. - hildet: holdt fanget i.

54

Det er vel umuligt (...): Matt. 18,7. Der prædikes i kirken over dette tekststed 22. søndag efter Trinitatis (uge 44), hvilket passer med det tidspunkt (begyndelsen af nov.), hvor Fibiger renskrev sit manuskript, men ikke med fiktionens tid (marts).

55

Engelens Fald: Satan var oprindelig en af englene; han blev kastet ned fra himlen, fordi han ikke ville bøje sig for Guds almagt. - Man skal kjende Træet paa dets Frugter!: Matt. 7,20.- Tvedragt: uenighed, strid.

56

Mythen i Bibelen (...): 1 Mos.3.

57

Der er een Gud: Claras afvisning af, at Jesus var Guds søn, og af 308 Treenigheden i det hele taget (det guddommeliges opdeling i Faderen, Sønnen og Helligånden), er fra den kristne kirkes synspunkt kætteri, kendt siden oldtiden fra forskellige gnostiske sekter bl. a. doketismen; gnostikerne var mystikere, der gennem ekstatisk og intuitiv indlevelse søgte det guddommelige; doketisterne mente, at Kristus kun tog bolig i menneskesønnen Jesus mellem dennes dåb og korsfæstelse, men at Kristus ikke selv var et menneske; ideen om Kristus som en lysstråle, der er udgået fra Gud og atter vendt tilbage til ham, er nyplatonisk; nyplatonismen var en mystisk-filosofisk tænkning grundlagt af den gr. filosof Plotin (203-262), som anså verden for en udstrømning af det guddommelige urprincip »det ene«. - Om Nogen taler bespotteligt (...): Matt. 12,32. - Statsforfatningerne frie: samtidig med det da. systemskifte var der lignende politiske bevægelser, men med forskellige grader af succes i Frankrig, Tyskland, England og Italien.

58

Skal for Misbrugens Skyld (...): 3. st., 1. 4-8 af Grundtvigs: »Er Lyset for de Lærde blot« (1839).- Hvo som saaer (...): Gal. 6,8. - Forjættelse: (guddommeligt) løfte.

60

Jeg er Veien (...): Joh. 11,25 og 14,6. - den Mindste i Himmeriges Rige (...): Matt. 11,11.

61

Naar Du ikke elsker (...): 1. Joh. 4,20. - de nyere Ideer(s): individets politiske, økonomiske og personlige frigørelse fra det enevældige, patriarkalske standssamfund.

62

Kjøbmanden (...) Perle: Matt. 13,45-46.- Kun den er viis (...): citat fra Oehlenschlägers Baldur hin Gode s. 152 (se n.t.s. 40); egl. »ikkun den er viis«.

63

Och res dig (...) bröst!: str. 4 i digtet »Till en yngling« (1810) af den svenske forfatter Esaias Tegnér (1782-1846); egl. »kämpa för menskors väl / med svärd, med röst«. Tegnérs »sværd« har Fibiger erstattet med en »pen«, hvilket sikrer digtets lyriske subjekt den for sammenhængen nødvendige kønsneutrale form. - Eine reine Jungfrau (...) widersteht: citat fra den ty. digter Friedrich Schillers (17591805) Die Jungfrau von Orleans (1801, da. 1813) I, 10 1. 1087-1089; egl. »Eine reine Jungfrau / Vollbringt jedwedes Herrliche« (En ren jomfru formår alt herligt på jorden, når hun modstår den jordiske kærlighed). - complaisant: føjeligt.

64

Der sender Liv og Frugtbarhed (...): strofe 2,1. 1-3 i Viktor Kristian Hjorts salme »Lovsynger ham, hvis Skabermagt« (Forsøg til aandelige Sange 1790-1791, optaget i Evangelisk-christelig Salmebog 1845, nr. 454; citatet er identificeret af lektor, dr.phil. Povl Skårup); egl. »Du sender Liv«.

67

naar En slaaer os paa det høire Øre (...): Matt. 5,39; egl. højre kind. - 309 Fanden forlanger en Finger: spil med ordsproget: Giv Fanden en lillefinger, og han tager hele hånden, jf. Mau 1946. - Corfits Ulfeldt: (1606-1664): rigshofmester, gift med Leonora Christina, dømt til døden for majestætsforbrydelse.

70

Don Quixote: (egl. Don Quijote) den sp. forfatter Miguel de Cervantes Saavedras (1547-1616) roman fra 1605-1615, hvori helten bekriger vejrmøller i den tro, at det er fjendtlige kæmper.

73

Men Tanken selver (...): digt af Clara Raphael selv.

75

unbefangen: troskyldig.

76