Fibiger, Mathilde Uddrag fra Minona

»Hvoraf slutter du dig til at jeg skulde have hemmelige Bevæggrunde?« spurgte Viggo med tiltvungen Fasthed, der klang som Haardhed. Det var første Gang i sit Liv, Minona blev haardt tiltalt - hendes Hjerte svulmede af smertelig Bevægelse, men hun tilkjæmpede sig Fatning til at svare paa samme Maade som hun var begyndt: »Du kan dog ikke tro at din adspredte og forandrede Sindsstemning er undgaaet min Opmærksomhed! Var det alene Sorg over at skulle forlade os før Bestemmelsen - som du sagde til Helene - saa vilde du vist ikke have tilbragt det meste af denne sidste Dag borte fra os. Deraf slutter jeg mig til at noget du skjuler for os - noget som er dig ubehageligt - maa være Anledningen til din Reise.«