↩ Viggo vendte sit Ansigt bort - det var mere end han kunde udholde. »Du tager feil!« udbrød han med lidenskabelig Heftighed. »Der er ingen som har eller nogensinde kan faae Plads i mit Hjerte i Nærheden af din! Jeg elsker dig saa høit, saa udelukkende, at Tanken om at afslaae dig en Begjering, sønderriver min Sjæl, og dog maa jeg gjøre det - ja jeg vil heller strax lukke denne Dør imellem os, og aldrig see dig mere - end jeg vil opfylde et Ønske, hvis Følger er ufattelige og uberegnelige for dig! Du kan ikke forstaae mig - du skal det ikke heller! men hvis du virkelig har Kjærlighed til mig - ikke den herskesyge og lunefulde Følelse som feilagtigt kaldes ved dette Navn - men en Kvindes dybe og tillidsfulde Kjærlighed - saa vil du tro mig naar jeg forsikkrer dig om at det ikke er Mangel paa Fortrolighed, men min Ulykke, der nøder mig til at lægge en Hemmelighed imellem os, og at jeg kun gjør det for at forebygge en større Ulykke. Tager jeg feil, Minona, naar jeg stoler paa at den Pige, til hvis rene og ophøiede Natur jeg seer op med Andagt og Begeistring, ikke om det end kunde mildne hende den bittreste Sorg, eller sikkre hende den høieste Lyksalighed, vilde forlange en Tilstaaelse af mig som min Følelse erklærer for vanærende?«