↩ Jeg red altsaa til M* og traf Frøken Carlsen hjemme. Der seer De, jeg tog Dem paa Ordet, og heller kom idag end imorgen, sagde jeg. »Derfor takker jeg Dem ret,« svarede hun: »Jeg saae allerhelst, at De kom hver Dag.« - Blandt meget Andet kom Talen naturligviis paa Selskabet igaar, og jeg yttrede min Forundring over, at hun, der er saa genial, kan komme ud af det med alle Mennesker, da det ellers er det Almindeligste og Trivielleste, som behager bedst. »Naar man hverken er ung eller smuk, og ingen Fordringer gjør, kommer man allerede lettere gjennem Verden,« svarede hun: »Desuden er det ikke saa vanskeligt at staae paa en god Fod med Folk, naar man blot retter sig lidt efter dem i Smaating. Ligesom man i Politik ofte maa opgive en Provinds, for at redde det Hele, maa man her i Livet undertiden opoffre sin personlige Mening for den almindelige, for desbedre at kunne bevare sin Frihed og Eiendommelighed i det Store, uden at udsætte sig for at miste Andres Velvillie, som dog hverken er eller bør være os aldeles ligegyldig.« - Ak, skal jeg ogsaa høre det af Dem! udbrød jeg: Det kan være klogt i Politik og al verdslig Handel, det indrømmer jeg. Men hvad vi erkjende for Sandhed og Ret, det bør vi vist aldrig fornægte; og hvad vi erkjende for Løgn og Uret, bør vi aldrig smigre eller finde os i, om det end skaffede os al Verdens Venskab. - »Formaaer da De at drage en bestemt Grændse mellem Godt og Ondt, der, som bekjendt, er 38 blandet i vor menneskelige Natur? Siig mig hvad De har erkjendt for Ret og Sandhed!« - Jeg kjender vel kun lidt til Verden, svarede jeg, men, saa meget har jeg da seet, at Sandheden er ilde liidt; at Guds Idee og Verdens Idee staae fjendtlige ligeoverfor hinanden. »Hvad mener De egentlig dermed?« spurgte hun med et lille Smiil, som forvirrede mig. -Jeg mener, at Gud i hvert Menneske har villet udtrykke en guddommelig Idee, og en særskilt i hver; at Verden derimod stræber at opløse alle Personligheder i een verdslig Idee. Gud har jo skabt os forskjellige; man seer, at to Mennesker ikke ere eens; den almindelige Dannelse derimod bestaaer i at Alle skulle paatage det samme Væsen. Spiren til den guddommelige Idee ligger i hvert Menneskes Sjæl, men inden den er trængt frem, saaer Verden sin Sæd af Fordomme, Hensyn og Borneerthed ovenover, for at hindre dens Udvikling. Det Guddommelige kommer derfor hos de Færreste til Klarhed; det bliver ved en ubevidst Længsel, en Anelse om noget Høiere, som de med falsk Resignation mene at maatte undertrykke, eller henvise til en tilkommende Evighed. De vide ikke at netop denne Længsel, denne Anelse, er Spiren til deres Evighed. At undertrykke den er aandeligt Selvmord. De forsage det Evige istedetfor det Timelige. Det er undskyldeligt, ja rimeligt, at det maa gaae svage Characterer saaledes. Men naar Ideen bliver til Erkjendelse, naar et Menneske føler Livets Værd, og har en Anelse om sin udødelige Sjæls Guddomskraft og høie Kald, og paa den anden Side seer Verdens Fordomme og Usselhed, da bliver et Valg uundgaaeligt nødvendigt. Han kan ikke tjene to Herrer; han maa vælge mellem Gud og Verden, og da disse ligge i Krig med hinanden, kan han ikke undgaae at deeltage i Striden. Saa kommer vel den lille Menneskeforstand, og vil - Gud hjælpe os - agere mæglende Magt, taler om en Middelvei, om at forene de forskjellige Interesser o.s.v. Den kunde ligesaa gjerne reent ud foreslaae en Forening mellem Vorherre og Fandens Oldemoder, thi den priste Middelvei er den sikkreste Vei til Helvede, eller det gamle Helheim, Skyggernes Hjem. Naar Ideen døer Straadød i deres Sjæle, hvad er der da tilbage uden en livløs Skygge, som hører Underverdenen til!-