Fibiger, Mathilde Uddrag fra Clara Raphael

Da hun var borte, varede det noget, inden jeg fik rede paa mig selv. Bestandig stod hendes klare Blik for mig; jeg anede deri et nyt Lys, men det forekom mig fortærende, just ved sin ufattelige Storhed. Jeg syntes, jeg maatte blive grændseløs ulykkelig, hvis hele min Stræben førte til, at jeg maatte erkjende den menneskelige Aands Afmagt; det vilde for mig være Tilintetgjørelse. Skulde da Synden virkelig være en Ulykke? Ak, jeg maa da være gruelig vildledt, thi jeg føler kun min selvstændige Tilværelse i denne Modsætning af Godt og Ondt i min Natur, i denne Kamp, hvori jeg føler mine Kræfter voxe, og min Bevidsthed klares og luttres. - Efterhaanden kom der Ro i mit Sind. Jeg fatter ikke Christendommen, tænkte jeg. Hvorfor skulde jeg med Magt ville trænge derind, hvor kun Bebudelsens Engel kan føre os? Gud taler jo til mig ved alt Skjønt

        

61 og Elskeligt, jeg seer og hører, i et Sprog jeg forstaaer! Hvorfor skulde jeg da lytte til det, som er mig ufatteligt. »Naar Du ikke elsker Din Broder, som Du seer, hvor kan Du da elske Gud, som Du ikke seer?« Naar jeg ikke elsker Gud i Kunsten, i Naturen, i alle Mennesker, som ere skabte i hans Billede, hvor kunde jeg da elske ham i Christus, som jeg ikke forstaaer. Jeg vil altsaa ikke gruble derover, men trøste mig med, at er Christus den eneste Vei til Gud, saa er han, kan han ikke være Vei til Frihedens og Personlighedens Grav. Er det Næstbedste saa skjønt og herligt, som det er, hvor guddommeligt maa da ikke det Bedste være!