Fibiger, Mathilde Uddrag fra Clara Raphael

Nu er da Grev P* reist. Jeg kan ikke sige, at vor sidste Samtale var af en meget fredelig Natur. Jeg har imidlertid glemt dens Indhold, paa Slutningen nær, som var meest piquant. Vi talte, eller rettere sagt, han talte om Nationalitet, og udviklede sine Anskuelser, som alle gik ud paa, at hver gjorde bedst i at feie for sin egen Dør. Blandt andet betegnede han det som Vanvid, at det lille Danmark vilde føre Krig med Tydskland, og paastod, at vi strax burde givet Tydskerne hvad de forlangte, saa kunde vi nu levet i Fred og Ro. Om Danmark end gik tilgrunde, saa fik vi vel nok Plads paa Jorden ligefuldt o.s.v. Da jeg slet ikke lagde Skjul paa min Foragt for disse æreløse Principer, dreiede han reent af, begyndte at tale rørende om det Umenneskelige og Utilladelige i at føre Krig, og 67
endte med at sige: »Der staaer jo skrevet, at naar En slaaer os paa det høire Øre, skulle vi række det venstre til. Hvorledes kan det forliges med det Princip, strax at sætte sig til Modværge, naar man bliver angreben?« - Der staaer intet Sted skrevet, at naar Fanden forlanger en Finger, skulle vi give ham den hele Haand. Mod det Onde skal man kjæmpe med Liv og Sjæl, og hvad er ondt som Løgn, Tyveri og Røveri? Først vilde Tydskland stjæle, og siden røve Slesvig; og det skulde vi see roligt paa, med Hænderne i Skjødet! »Ja« svarede han, »fra denne Side betragter nu De, og vel de fleste Danske, Sagen. Men Tydskerne troe naturligviis, at de have Ret, og der er jo, naar man vil være upartisk, meget som taler for deres Tro.« - Naar De giver vore Fjender ret, saa er det en anden Sag! svarede jeg: Saa har jeg ikke meer at sige. »Der seer man Følgerne af at være oprigtig!« udbrød han, i en paatagen nedslaaet Tone: »Fordi jeg ikke hører til de Ultranationale, er De, Frøken, istand til at regne mig for en Forræder, at sammenligne mig med Corfits Ulfeldt.« - Nei! afbrød jeg ham: Derfor kan De være rolig! Jeg sammenligner kun Personer, som staae hinanden nær i aandelig Henseende. Ulfeldt berøvede sit Fædreland en Mand. De berøver kun en Mand sit Fædreland, og da denne Mand er Dem selv, er jeg mere tilbøielig til at beklage Dem, end til at blive oprørt derover. - »Jeg kan ikke andet, end være mine ringe Aandsevner taknemmelig, siden de erhverve mig Frøken Raphaels Deeltagelse.« Der forvexler De igjen to meget forskjellige Ord, Hr. Greve: Medlidenhed og Deeltagelse. Deeltagelse er beslægtet med Kjærlighed og Agtelse; Medlidenhed derimod med - »Jeg bønfalder Dem om at tale ud, og lade mig vide, af hvad Familie den Følelse er, jeg er saa lykkelig at De nærer for mig!« - Da jeg ikke kjender Dem, Hr. Greve, kan det hverken fornærme eller forundre Dem, naar jeg siger, at jeg slet ingen Følelse nærer for Dem - det skulde være en høi Grad af Ligegyldighed. De Anskuelser, De vedkjender Dem, kunne ikke kaldes eiendommelige for Deres Personlighed, da de ere et almindeligt Skjul for en vis Classe Herrers Magelighed og Egenkjærlighed; om disse Principer, som ere begrundede paa Egoismen (den laveste af alle Feil) kan jeg, uden at fornærme Dem personlig, sige at de vække min - Foragt! - »Jeg havde aldrig troet at maatte bebreide Dem, Frøken, en Handlemaade, som jeg ofte 68 har hørt Dem med Strenghed bedømme hos Andre, aldrig troet, at De vilde misbruge den Stærkeres Ret, til at fornærme mig. Jeg erkjender min Svaghed. Ligeoverfor Damer i Almindelighed, er jeg slet bevæbnet; ligeoverfor Dem, Frøken Raphael i Særdeleshed, er jeg vaabenløs.« Med disse Ord reiste han sig, og forlod hurtigt Værelset.