↩ Viggo blev afbrudt i disse Betragtninger ved Synet af en ung Herre, der flere Gange gik frem og tilbage foran Bænken, uvis, som det lod, om han skulde standse og tiltale ham. Ved første Blik forekom dette Ansigt ham bekjendt, og da de et Øieblik med stor Interesse havde seet paa hinanden, udbrød han: »Otto Frank!« »Gud skee Lov! din Stemme gjør Ende paa min Uvished og betager desuden denne - Fremtoning siger man jo paa godt Dansk - hvert Skin af Overnaturlighed. Jeg troede virkelig at see Drengen Viggos voxne Dobbeltgjænger - thi jeg foretrækker i Nødsfald det Overnaturlige for det Unaturlige: at Du kunde komme hjem til Danmark uden at opsøge gamle Venner, eller idetmindste melde Din Ankomst, saa de kunde opsøge Dig. Havde Du sagt til itide, saa kunde Dine gamle Skolekammerater under min Anførsel afsunget en Sang paa Toldboden, - nu er det Din Skyld, naar Du istedetfor: »Velkommen store Mand hertil!« eller: »Vel mødt ved Øresund, velkommen Broder!« o.s.v. kun faaer den gamle, dagligdags Hilsen: 110 Goddag, og velkommen hjem!« Otto Frank var virkelig den af Viggos Barndomsbekjendte, som han holdt meest af, skjøndt der ingen Fortrolighed fandt Sted imellem dem. I Pastor Franks Huus havde han lært et lykkeligt Familieliv at kjende, og en kjærlig Erindring derom vedligeholdt sig altid i hans Sjæl. I det Øieblik han saae Otto igjen og hørte denne muntre hjertelige Stemme, følte han sig flyttet ti Aar tilbage i Tiden, da han stod paa Toldboden med sin lille grædende Søster ved Haanden og tilraabte ham et freidigt Farvel, skjøndt han havde Taarer i Øinene.