Fibiger, Mathilde Uddrag fra Minona

↩ Der var deiligt i den stille, svale Skov - men Bøgetræernes Sommerpragt, Fuglesangen og Blomstervrimlen i det friske Græs, der endnu bar glimrende Spor af Morgenduggen, vakte ingen hjemlig Følelse i Viggos Hjerte, skjøndt det var første Gang efter saamange Aars Forløb, han saae den danske Sommer igjen. Som Dreng havde han tidt søgt Ro og Ensomhed i Skoven, naar den sædvanlige Ufred gjorde ham Hjemmet utaaleligt, og han havde kastet sig ned og skjult sit Ansigt i Græsset, for at undgaae Synet af den milde Solglands der forgyldte Bladene - Naturens hellige Harmonie fyldte hans barnlige Sind med Rædsel over alle de onde Lidenskaber der forstyrrede Freden og Tilfredsheden i hans Hjem - og i hans Hjerte.