↩ »Hun havde hemmeligt mødt sin Elsker, da Fader forbød hende at samles aabenlyst med ham, og i det Væsendige indgaaet den Forbindelse, som Faders Fordomme hindrede i at slutte overeensstemmende med de vedtagne Formaliteter. Kort sagt - da hun kun havde Valget mellem de Ægteskaber, der gjorde hende til Gemalinde, opgav hun Ægteskabet og blev den Mands Elskerinde, som havde vundet hendes Hjerte. Men hun bedrog ikke sine Forældre! Den Morgen, da hun sidste Gang omfavnede mig, fortalte hun Fader alting, og meddelte ham sin Beslutning, at følge med Maleren, der om et Par Dage vilde reise tilbage til sit Hjem i Jylland.« - Tyra taug et Øieblik i stærk Kamp med sin Sindsbevægelse; endelig vedblev hun med Anstrængelse: »Hendes Fader forskjød hende - som en vanæret Kvinde blev hun forjaget fra det Hjem, hvis Afgud hun havde været - og saa maatte hun miste Den, for hvis Skyld hun leed alt dette! han blev udfordret af en af hendes adelige Tilbedere, og paa den samme Dag der var bestemt til Afreisen, haardt saaret i en Duel. Clara var hos ham paa Hospitalet og pleiede ham trofast til det sidste; men da alt var forbi - saa kunde hun ikke leve længer - og det var hende selv« - Tyras Stemme kvaltes af Bevægelse, men som oplivet af en indre Rædsel, hævede den sig paany til en unaturlig Tydelighed, idet hun med funklende Øine og skjælvende Læber udbrød: »Jeg var selv i Stuen, da hendes Forældre fik dette Budskab, 164 og jeg hørte dem - takke Gud for hendes Død! Ja, Minona! hendes egen Moder takkede Gud for sit Barns Død - og for en saadan Død. Jeg hørte det, siger jeg dig - og jeg forbandede dem ikke!«