5. Clara Raphael
✂ Heibergs breve indeholdt ikke kun fyrig opmærksomhed over for forfatterinden, han var selvsagt også god for en analyse af romanens 260 idé og form. Om formen skriver han, at Clara Raphael falder i to dele, således at de første 8 breve viser »en interessant kvindelig Karakter i en Krisis af sin Udvikling«, mens der først i det 9. brev »indtræder egentlige Begivenheder, der gør det muligt at opfatte den hele Brev-Cyklus som en Novelle« (Marg. Fibiger 1891, s. 64). Han finder 'bekendelsesdelen', brev 1-8 som han kalder »Bekenntnisse einer schönen Seele«, langt den interessanteste, mens han nærmest anser 'begivenhedsdelen', brev 9-12, for mislykket; den er ganske vist nødvendig for helheden, men alt for præget af Mathildes manglende livserfaring: »det er ogsaa først her, at man ser Resultatet af det Hele, og det er dette Resultat, som jeg ikke kan anse for den Sandhed, hvori Læseren kan slaa sig til Ro«. Dette 'resultat' er tydeligst konkretiseret i bogens særprægede ægteskabsarrangement, et platonisk forhold mellem helt og heltinde. Mod det retter Heibergs diskussion af romanens idé sig. Hans grundsyn er, at kun manden kan repræsentere det alment menneskelige, mens det er kvindens bestemmelse at leve i det konkrete. Kvinden bør derfor ikke elske mennesket som abstrakt begreb, men kun i skikkelse af sin konkrete ægtemand. Hermed peger han direkte på den kønsteori, som er Fibigers væsentligste angrebspunkt.
✂ Romanens fortælling følger guvernanteromanens kendte genremodel. Clara rejser til provinsen som guvernante, føler sig hævet over de prosaiske omgivelser i kraft af sine indre kvaliteter og finder efter visse forhindringer en ægtemand, som er både følelsesmæssigt og socialt attraktiv. Det er Claras forbindelse med ægtemanden, baron Axel, der udgør romanens afsluttende 'begivenhedsdel', og de fleste læsere vil sikkert medgive Heiberg, at dens sammenhæng med hoveddelen er for løs.
✂ Guvernanteromanen havde været dyrket i England siden 1800tallets første tiår, men genren havde ikke interesseret danske forlag, før guvernanten i 1840'erne blev en kendt skikkelse også her. Da Charlotte Brontë's Jane Eyre under stor opmærksomhed udkom i 1847, syntes tiden moden. Den blev oversat til dansk i 1850 med den hjemmelavede undertitel »En Gouvernantes Memoirer« og blev derved den formentlig første roman i sin genre på det danske marked. Vi ved ikke, om et større eller mindre kendskab til Jane Eyre var blandt Mathilde Fibigers forudsætninger; i alt fald blev Clara 261 Raphael den første danske guvernanteroman; den fik siden mange efterfølgere.
✂ Temaet i de første 8 breve er Claras vågnende selvbevidsthed og et samtidigt hermed voksende modsætningsforhold til omgivelserne. I 1. og 2. brev fra november 1848 fortæller hun om opbruddet fra København, hvor hun uden sorg har forladt den tante, hun er vokset op hos, men som hun ikke mener at have noget til fælles med. Tanten er optaget af sit praktiske dagligliv, mens Clara lever i fantasier hentet fra historisk og skønlitterær læsning. Skolegang har Clara ikke faet meget af, religionen siger hende ikke noget, hun vil helst være fri for alt det, en almindelig opdragelse indebærer. Teksten er konstrueret over dualismer som natur vs. kultur og åndeligt vs. materielt, billedliggjort i modstillingen mellem Claras kærlighed til fritflyvende fugle over for tantens glæde ved burfugle, og tantens manglende interesse for Gyllembourgs historier om hverdagslivet over for hendes glæde ved sit eget hverdagsliv. Inspirationen til opbruddet kommer fra demokratibevægelsen i marts 1848. Her har Clara endelig set nogle af sine indre forestillinger virkeliggjort, idet tilfældige medborgere samlede sig til 'det danske folk', hun kender fra litteraturen. Den nationale og politiske vækkelse vokser til en religiøs, troen på fædrelandet trækker troen på Gud med sig. Claras selvbevidsthed vågner, metaforisk beskrevet som en solopgang, hun føler sig skabt i Guds billede og mener at bruge sin nyfundne identitet efter hensigten ved at blive lærerinde.
✂ Virkeligheden lever imidlertid ikke op til forventningerne. De nye omgivelser synes hende prosaiske og tomme. Arbejdsgiveren er en konventionelt høflig forpagter, hans kone fortabt i sin husholdning, børnene forkælede og forvalteren uden åndelige interesser. Ved middagsbordet drejer konversationen sig om naboerne, specielt den stedlige baron, mens emner som politik og litteratur ikke interesserer. Bedre ser det ikke ud i omgangskredsen, hvor præsten er ortodoks og hans kone tomhjernet veltalende. Blandt de unge piger på Claras alder, præstens lærerinde frk. Sonne og gårdejerdatteren Camilla, er den førstes dannelse kun udvendig og den andens hoved kun fuldt af mode og erotik. Clara skriver træffende, at mens hun selv elsker de danske soldater som nationens forsvar, interesserer Camilla sig kun for nationens forsvar, fordi hun sværmer for 262 nogle officerer. Camillas far mangler »høiere Begreb« og broderen, der er »Noget paa et Contoir«, møder Claras krav om åndeligt livsindhold med en bemærkning om, at det materielle velvære ikke bør forsømmes. Clara kommer snart til at opfatte sit nye miljø som netop det spidsborgerlige helvede, Heibergs 'sjæl efter døden' ender i. Menneskene fungerer som maskiner, virkeligt liv finder hun kun i bøgerne. Hun på sin side far ry for at være aparte og affekteret.
✂ Det fører til et sammenbrud for hendes hidtidige verdensbillede og et gennembrud for en ny selvopfattelse, hvilket hun beretter om i 3. brev. Hun bryder sig ikke mere om at undervise, når hun så tydeligt mærker hullerne i sin egen viden. For at befæste sin ny identitet dekorerer hun sit værelse med billeder af store danske mænd og jomfru Maria i en 'himmelfarts'-udgave. Her tilbringer hun sin fritid med at læse de skrifter af Poul M. Møller, som får hovedparten af æren for hendes forvandling. Han har vist hende vej til »Tankens Verden«, den eneste hun kan føle sig hjemme i.
✂ Problemet er nu, at kvinder ikke har legitim adgang til 'tankens verden'. Clara får øje på, at de store politiske og litterære bevægelser i tiden, som hun alene lever for, ikke har kvinder som aktive medvirkende. Det åbner for den feministiske vrede, som har gjort bogen berømt: »For første Gang i mit Liv føler jeg Sorg over at jeg ingen Mand er (...) Er det med Rette at de halve Mennesker ere udelukkede fra al aandelig Beskjæftigelse? Eller har virkelig Vorherre skabt os af ringere Stof end Mændene (...) det egentlige Liv i os er ikke kommet til Bevidsthed, vor Aand er fangen, og Fordommen staaer paa Vagt ved dens Fængsel« (s. 28). Her ses Fibigers væsentligste idé: hun ophæver de modsætningspar fra tekstens indledning, som var en del af det samtidige romantiske livssyn, natur/kultur og åndeligt/materielt, i en ny overgribende modsætning mellem mand og kvinde. En mand kan, hvis han har vilje til det, hæve sig over kulturens materielle niveau og følge sin indre natur ind i åndens verden, men en kvinde har ikke denne mulighed, hvor megen vilje hun end sætter ind på sagen. Mænd kan studere og frit udveksle tanker, mens piger får åndeligt snøreliv på og kun stimuleres til forfængelighed og ønsker om at behage andre. Denne forskel kalder Clara mændenes undertrykkelse af kvinderne - »thi underkuede 263 ere vi, om end Lænkerne ere forgyldte« (s. 31) - og formulerer herved den klassiske feministiske kritik af kvinderollen.
✂ 5. brev giver denne i hovedsagen politiske analyse et religiøst fundament. Med et af Grimms eventyr som tolkningsramme hævder Clara, at det er, som om hun har fået Fanden til gudfar, og at han har fordrejet hendes syn på verden. Fibiger nærmer sig her vor tids begreb om en 'kvindesynsvinkel'. Clara føler, at hendes naturlige (kvindelige) blik på verden bliver fornægtet og fortrængt af et andet (mandligt) blik. Dette andet blik tildeler hun Fanden, hvorimod hun tager Gud til indtægt for sit eget syn på verden. Hun bliver besat af ideen om at gøre op med dette skævsyn, som hun forstår som et valg mellem Gud og verden; hun vil hellere vente på, at »Guds vidunderlige Kraft« skal spire i hende end lade »Verden indtage den ledige Plads« (s. 42). Den stadig kraftigere religiøse underbygning af problemstillingen fører i 6. og 7. brev til et sammenstød med præsten. Da Clara tillader sig at have en personlig mening om en af kirkens ceremonier (dåben) og ydermere har alternative skriftsteder at sætte op imod præstens autoriserede, foranlediges han til fra prædikestolen at kalde tidens krav om frihed og selvstændighed for vantro. Bagefter ved kaffebordet i præstegården holder Clara en modprædiken, hvis teologiske essens er, at hun hverken tror på syndefaldet eller Treenigheden. Adam og Eva i paradiset var uskyldige, mener hun, men de manglede selvbevidsthed og fri vilje. Det var Gud selv, der gav dem kundskab om godt og ondt og en fri vilje til at vælge det gode. Imellem på den ene side paradisets uskyldstilstand og på den anden side kamp, arbejde og synd forbundet med fri vilje og selvbevidsthed valgte menneskene det sidste. Kristus har vist menneskene det gode, og menneskelivet er en stadig kamp for at vælge det. Kristus var ikke Guds søn, men en stråle af Guds eget væsen (en nyplatonisk idé), for der er kun én Gud, og han er alles fader. Frihed er for Clara retten til uhindret at forfølge de gode og sande mål, man sætter for sig selv, og som er gnister af det guddommelige skaberværk.
✂ I 8. brev kulminerer Claras religiøse bekendelser, idet hun inspireret af Schillers Jeanne d'Arc lover at afstå fra al kødelig kærlighed og ofre sig helt for at realisere sine idealer. Løftet er udgangspunktet for de forviklinger, der udspilles i de sidste 4 breve. Clara og 264 Axel forelsker sig, baronen frier til guvernanten, og den jordiske lykke frister, men hun må afslå for at være sit løfte tro. Først da frieriet indbefatter ægteskab uden 'jordisk kærlighed' (erotisk samliv), som Clara føler vil tage kraften fra hendes livsopgave, kvindeemancipationen, og som i parentes bemærket ville konfrontere hende med kønssystemet i praksis, kan det ni måneder lange handlingsforløb rundes lykkeligt af