7. Modtagelsen af Clara Raphael
✂ Den offentlige debat om Clara Raphael indledtes med Heibergs forord, og en bedre anbefaling til læserne kunne Fibiger næppe have ønsket sig. Han oplyser først, at den ukendte forfatterinde er en ganske ung pige, for at læserne ikke skal tro, at Claras ideer om afkald på jordisk lykke og hengivelse til Gud blot er bigotte omskrivninger af en aldersbetinget resignation. Samtidig understreger han Claras protestantiske grundsyn; hun forlader ikke verden for på katolsk vis at gå i kloster. Herefter falder de kritiske bemærkninger om Claras kvindeideal, jomfru-krigeren fra Orléans, som efter Heibergs mening burde have været udskiftet med jomfrumoderen fra Nazaret. I forlængelse heraf påpeger han sammenblandingen af idé og ideal; Clara forsøger at virkeliggøre det, som kun kan være en abstrakt idé, hun tager tidens romantiske og kristne myter alt for bogstaveligt. Om genren bemærker han, at tekstens karakter af novelle er illusorisk, og at den snarere må rubriceres under 'bekendelser'. Ved 'novelle' forstår Heiberg her nærmest 'samtidsroman'; i 1800-tallets begyndelse betegnedes romanen ofte efter dens delvise oprindelse i den engelske 'novel'. Kritikken afløses igen af rosende ord om stilen, især den virkningsfulde kontrast mellem de abstrakte ideer og det provinsielle sceneri og mundrette sprog. Heiberg havde selv i nogle af sine vaudeviller og især i de netop udkomne Gadeviser (1849), hvis heltinde i 268 øvrigt hedder Clara, dyrket talesproget, og hans begejstring for Clara Raphael kan meget vel hænge sammen med Fibigers umiskendelige evne for enkel ubesmykket sprogføring, hvilket ikke var sædvanligt blandt datidens skribenter. Han citerer fra deres brevveksling hendes formulering af sit stilistiske ideal som »den frie, undertiden overgivne Tone, hvori en ung Pige skriver til sine Veninder, den dristige Hengivelse til Øieblikkets Indskydelser« (s. 1213).
✂ Heibergs navn på titelbladet var utvivlsomt årsag til, at alle aviser med respekt for sig selv sørgede for en hurtig anmeldelse af bogen, men det var dog kun den småborgerligt reaktionære Flyveposten, der direkte påstod, at Clara Raphael alene kunne takke sin udgivers position for succesen (usign. anm. 8.2. 1851, måske red. Edv. Meyer). Berlingske Tidendes anmeldelse, der kom allerede 21.12. 1850, finder »Fremstillingen interessant og livfuld, Sproget klart og smukt«, »et ualmindeligt novellistisk Talent« og »ypperligt skizzerede« personer, hvorefter forfatterinden dog kritiseres for med sin begejstring for 'ideen' at stille sig i for skarp opposition til verden. Denne positive holdning til stilen og negative holdning til ideindholdet blev gennemgående for anmeldelserne, hvor vurderingen af ideerne dog naturligvis varierede med skribenternes politiske ståsted. Ingen brød sig om slutningens ikke-ægteskab.
✂ Journalisten og jurastudenten Rudolf Varberg (1828-1869) havde et materialistisk og socialistisk grundsyn. Han undlod derfor ikke i sin anmeldelse over tre numres forsider af den demokratiske Kjøbenhavnsposten (31.12. 1850, 4.1. og 8.1. 1851, sign. R.S.) at kritisere Claras kvindeideal og hele tænkemåde for abstrakt idealisme og unatur. Dog blev han blandt anmelderne Fibigers mest ihærdige støtte. Clara Raphael var efter hans mening julens interessanteste udgivelse, væsentligere end f.eks. Ingemanns og Sibberns seneste bøger. Han fremhæver en »mærkværdig Evne« hos hende »til objektiv Opfatning« og »en overordentlig Klarhed og Bestemthed« i Karaktertegningen. Temaet betegnes som begejstringens psykologi og kvindeemancipation, og begge diskuteres indgående. Varberg skitserer for egen regning kvindesynets historie som en svingning mellem to poler: ideen om de to køns »aandelige« lighed (oplysningstiden, Holberg), over for ideen om de to køns forskellighed 269 (Platon, romantikerne, de utopiske socialister). Selv vil han placere sig imellem de to ved at fremhæve ligheden i det menneskeligt betingede og forskellen i det legemligt betingede. Trods hans materialistiske udgangspnkt viser det afsluttende udsagn om, at kvinden i det væsentlige er bestemt af sit køn (»først naar Qvinden bliver Moder, er hun virkelig Qvinde«), at han, når det kom til stykket, selv var dybt forbundet med romantikkens kønsrolledualisme.
✂ I de nationalliberales Fædrelandet fyldte Hans Egede Schack (1820-1859) to numres forsider (8.1. og 9.1. 1851, sign. -a-) med kritik af det ubestemte ved Claras emancipationsidé og ros til hendes forfattertalent: »uagtet hun ikke har anvendt mange Træk paa hvert Billede, staae de fleste Personer dog levende og klart for Læseren. Grev P. er især fortræffelig, ligesom ogsaa Pastor Star er et nyt, meget godt species af den til æsthetisk Behandling saa vel skikkede Præstestand. Replikerne ere almindelig meget vel afpassede efter Charakteren, og man plages i Dialogen næsten aldrig med Fyldekalk«; en fin ros fra en forfatter af Schacks format! Som politiker ærgrer det Schack, at forfatterinden ikke har benyttet lejligheden til at kræve konkrete forbedringer f.eks. i pigeuddannelsen. Hun er stærkest i det negative, i opgøret med sine modstandere, og for svag i sin positive bestemmelse af, hvor emancipationen skal føre hen, mener han. Trods sin fremhævelse af de amerikanske kvinders bedre uddannelsesmuligheder er Schacks kvindesyn ligeså romantisk som Heibergs; kvinderne skal have muligheder for at udvikle sig, men de skal blive inden for den kønsbestemte arbejdsdeling, hvor de har særlige opgaver at løse med moderskabet som den vigtigste. Han er tæt på at beskylde Fibiger for at plagiere Poul Møller, måske ud fra et (ubevidst) behov for at finde en forklaring på, at det er lykkedes en kvinde at skrive noget så udmærket.
✂ Den første nedrakning leverede Meïr Goldschmidt i sit tidsskrift Nord & Syd (10.1. 1851). Hans 20 sider lange artikel er, bortset fra nogle få rosende bemærkninger (»stor Friskhed og Livfuldhed (...) en stor Nøiagtighed i Sproget, en Tankens Selvbevidsthed og bestemte Udtryksmaade, Holdning, Stiil«), en ironisk og bedrevidende afvisning af kvindeemancipationens relevans. Kvinder er ikke mere undertrykte end mænd, hele samfundet er tynget af »borgerlig Feighed, Egennytte, Uvidenhed, Forfængelighed, Fordom o.s.v.« 270 Kvinderne udvikler sig i samme takt som mændene: »Hvo, der kæmper for Menneskehedens almindelige høie Interesser (...) kæmper ogsaa for Kvinden«. For Goldschmidt kan kvindefrigørelse kun bestå i, at kvinden får ret til at følge sin natur, som han mener er »at turde frit vælge den, hendes Hjerte udkaarer, vorde Hustru og Moder«. Kvinder kan ikke have andre idealer end: »Jomfruen i hendes Blufærdighed, Hustruen i hendes Troskab, Moderen i hendes Forhold til Børnene«, alt andet vil virke uskønt og unaturligt. Goldschmidt understreger kvindens store betydning for manden: »ingen Mand er bleven stor uden ved en Kvinde«, men har kvinden således hjulpet en mand til udødelighed, føler han sig også overbevist om, at »Kvindens Sjæl« vil følge mandens over i udødeligheden, underforstået at så behøver hun ingen personlig anerkendelse. Der kunne naturligvis »ansættes en særlig Historiograph til at protokollere slige Tilfælde«, bemærker han spydigt (og peger hermed frem mod vor tids kvindeforskning), men han tror »paa Kvindekjønnets Vegne at føle en vis Uvillie over den blotte Tanke«; den kvinde, der har levet et rigt liv som sin mands genius, ville helst »med lykkeligt, indadvendt Blik (...) slaae Sløret ned, naar Veien gik gjennem Mængden«. Således belærer han forfatterinden om, hvad man bør mene om hendes emne. Værst er det, at hans henvendelse egentlig ikke gælder bogens forfatter, formentlig fordi han regner hende for en uværdig modstander i en polemik. Tonefaldets sarkasme og overlegenhed er vendt mod det store navn på titelbladet. De første mange sider bruges på at revse Heiberg, fordi han i sit forord har svigtet »de sande æsthetiske Hensyn« ved at rette læsernes opmærksomhed mod forfatterindens person i stedet for hendes værk.
✂ I forlængelse af Goldschmidts standpunkt bemærker Flyveposten i sin (ovennævnte) anmeldelse, at Heibergs oplysninger om forfatterindens person medvirkede til at samle opmærksomheden om romanens politiske indhold snarere end det litterære. Schacks og Goldschmidts anmeldelser blev imødegået af Varberg i Kjøbenhavnsposten. Samtidig ønskede det sønderjyske blad Dannevirke kvinderne velkomne som forfattere (17.1., usign.), mens det norske Idun beklagede, at der på noget så »Luftigt og Forskruet skal ødsles saameget Talent« (januar, usign. måske red. A.M. Glückstadt) og 271 Berlingske Tidende bragte et rørstrømsk digt »Til Clara Raphael«, sign. »En Røst fra Danmarks unge Qvinder«, der opfordrer hende til at søge vejledning i religionen (11.1.).
✂ I løbet af fa uger havde al offentlig interesse således samlet sig om Clara Raphael, og den blev ikke mindre de næste par måneder, hvor 8 flyveskrifter på mellem 25 og 141 s. og yderligere godt 10 avisindlæg bidrog til debatten. 25. april 1851 kunne Varberg skrive en situationsrapport i Kjøbenhavnsposten: »Siden Nytaar, da Heiberg fremtraadte for Publikum og præsenterede »Clara Raphael« med nogle »velvalgte« Ord, er der nedstyrtet en sand Skylregn af Smaaskrifter for, mod, om og til dette Arbeides Forfatter. Adresseavisen maa hver Dag annoncere eet, somme Tider to, i Læsesalonerne findes de paa alle Bordene, og i Leiebibliothekerne maa der ansættes særegne Assistenter til dette Departement«. Diskussionen var begyndt som boganmeldelser, men Fibigers radikale tankegang og sikre stil fremprovokerede en bred samfundsdebat om køn, æstetik, religion, moral og politik. Efterhånden blev dog spørgsmålet om, hvad kvindelighed er og bør være, stridens væsentligste genstand. Tre fløje udkrystalliseredes, hvoraf højre- og venstrefløjen viste en påfaldende enighed om at afvise kvindeemancipationens politiske program.
✂ Højrefløjen var bedst repræsenteret af Goldschmidt og hans fastholdelse af, at al kvindelig udvikling måtte foregå inden for de traditionelle kønsroller, men snart sluttede flere mindre ånder sig til ham med besyngelser af den blufærdige jomfru, trofaste hustru og ømme moder, bl.a. J. Gerson (1811-1894), der skønt ugift skrev Fem Breve til Clara Raphael under det kvindelige pseudonym »En ung Hustru« (februar) og Louzon (ukendt pseud.): Nogle Blade skrevne til Clara Raphael (marts). At angsten for konkurrence på det pressede arbejdsmarked var et skjult motiv bag ønsket om at beskytte kvinderne i hjemmet ses tydeligst i Børgesen: Fra »En paa et Contoir« (april).
✂ Venstrefløjens mest markante indlæg kom fra Frederik Dreier, som i Blik paa det verdenshistoriske Værk Clara Raphael (april) leverede en materialistisk analyse af familiens og kønsrollernes historie. I en ironisk tone, der ikke giver Goldschmidts noget efter, håner han romanens emancipationsprojekt, som kun er interessant for 'salon damer', 272 og skitserer i stedet et socialistisk projekt for samfundets reform og kønnenes ligestilling med »Qvindagtighedens grundige Udryddelse« som et væsentligt middel.
✂ Imellem disse to yderfløje står de reformorienterede; socialister som Varberg, liberale som Schack og konservative som Grundtvig, der i Danskeren (24.5.) glædede sig over den både meget danske og meget kvindelige bog. På denne fløj befinder også de feminister sig, der i større eller mindre grad sluttede op bag Fibigers program. Det drejer sig om Fanny Normand de Bretteville, der både skrev et indlæg i Nord & Syd (31.1. 1851) og flyveskriftet En Brevvexling om Qvindens Stilling i Samfundet (marts, pseud. Sibylla) og Pauline Worm, der skrev Fire Breve om Clara Raphael (marts) og artiklen »Om Kvindens Kald og Kvindens Opdragelse« i Fædrelandet (23., 24. og 25. april).
✂ Pauline Worm (1825-1883) var som Fibiger guvernante i provinsen, da hun blandede sig i Clara Raphael-fejden, men hun stod på spring for at rejse til København og tage den i 1844 oprettede institutbestyrereksamen med henblik på at åbne sin egen skole. For Worm var kvindeemancipationens fremtidsperspektiv øget adgang til uddannelse og erhverv, hvilket præger hendes diskussionsindlæg. Hun kritiserer bogens verdensfjerne idealisme og peger på nødvendigheden af mere konkrete forslag som f.eks. forbedret skolegang for piger. Trods kritikken oplever Worm tydeligvis situationen meget lig Fibiger, hvilket især kommer frem i flyveskriftets følelsesfulde digt »Til Clara Raphael«: »Hvor lærte du den underfulde Tale? / Hvor er den fjerne Himmel, som du saae? / Ak! Du er fremmed her i Jordens Dale - / En Genius, hvis Røst vi ei forstaae«. Samfølelsen mangler derimod helt hos den anden lærerinde, Athalia Schwartz (1821-1871), som blandede sig i debatten med flyveskriftet Betragtninger over den grasserende Emancipationsfeber (april). Hun havde i 1848 som den kun tredje i landet taget nævnte institutbestyrereksamen og forsøgte nu uden held at opbygge en skole i København. Hendes indlæg i fejden er surt ironisk, præget af en jantelovsagtig holdning til den yngre kvinde, der fører sig for meget frem.
✂ De Brettevilles indlæg faldt så godt i tråd med Fibigers, at de på mange punkter præciserede og styrkede argumentationen. Derfor 273 rettede flere af fejdedeltagerne i lige så høj grad deres kritik mod hende som mod Fibiger; det gælder både Dreier og Schwartz. I modsætning til Worm og Schwartz blev Fanny Normand de Bretteville (1827-59) ikke senere forfatter; hun giftede sig i 1851 med en rektor i provinsen og fik fire børn. Klarere end de øvrige fejdedeltagere ser hun, hvad Fibiger vil: »Det er denne Stræben efter at staa ved egen Kraft« (Nord & Syd). I En Brevvexling fremhæver hun, at kvinder selv må udtrykke sig, hvis den almindelige opfattelse af kvinden ikke skal blive fordrejet; kvinden må opdrages til at »erkjende sin egen Lov - først da erkjender hun det at være Menneske, først da forstaaer og har hun Frihed; - først da er hun et Selv«. Hendes emancipationsforestilling er identisk med Fibigers, men klarere udtrykt: »Opdragelse til Erkjendelse - Frihed til Selvbestemmelse«.
✂ Det mest uventede indlæg kom fra islændingen Magnus Eiriksson, som udsendte den 141 sider lange Breve til Clara Raphael (marts, pseud. Theodor Immanuel) med grundige teologiske drøftelser af Fibigers standpunkt, som han i det store og hele støtter.
✂ Mathilde Fibiger skrev selv to indlæg i fejden, Hvad er Emancipation? (maj, pseud. Sophie A***) og det større Et Besøg (september). Disse skrifter gjorde det imidlertid klart, at hun naturligt nok, hendes alder og uddannelse taget i betragtning, ikke havde sin force i filosofiske afhandlinger. Varberg skriver med beklagelse i Kjøbenhavnsposten (27.9., 6. og 7.10.), at den seneste bog er skuffende. Hans skuffelse hænger dog også sammen med, at den eksistentialistiske side af Fibigers projekt trådte stadig tydeligere frem på bekostning af den sociale; derved mistede hun sine liberale og socialistiske tilhængere.
✂ Der er i Et Besøg en morsom lille fortælling, hvor de ulige vilkår for student Sørensen og hans søster jomfru Sørensen ridses op. De vågner en smuk sommermorgen og får lyst til en vandretur; han kan følge sin lyst, klæde sig på og tage af sted, mens hendes lyst blokeres og må vente i dagevis på, at der arrangeres en familieudflugt. Varberg roser dette lille 'genrebillede' og giver Fibiger det gode råd »at drage Nytte af sit usædvanlige Talent til at opfatte og gjengive Charakterer og levere smaa Livsbilleder« frem for at »nøies med at raisonnere«, et råd Fibiger i første omgang bestræbte sig på at følge. 274 Heiberg blandede sig ikke i debatten. Som Fibiger var han mest eller udelukkende interesseret i dens ideelle og eksistentielle aspekter og endda her ikke enig med hende. De spørgsmål, fejden i stigende grad kom til at dreje sig om, kvindernes uddannelse og ret til erhverv, familiens og hele samfundets reform, ønskede han fra sin konservative position ikke at diskutere. I sin første begejstring havde han skrevet til Mathilde: »Har De kaaret mig til Deres Ridder paa Literaturens Kampplads, skal jeg visselig ikke undslaa mig for at bære Deres Farver i mit Skjold« (Marg. Fibiger 1891, s. 67), men der havde han taget munden for fuld.