↩ Fibiger synes hermed at have nået sine feministiske ideers grænse. Kvinderne kan tilkæmpe sig autonomi, men det bliver på bekostning af den stærke mandlighed, som hun hverken kan eller vil undvære. Stormløbet mod patriarkatet har drejet sig om at vælte fordomme og finde nye styrkepositioner, ikke radikalt at undergrave mændenes kraft. »»Du takker Gud, at Du ingen Skjoldmø er, tilstaae 290 det kun - jeg læser dog Sandheden i dit Øie!« vedblev Viggo. »Ja - jeg vil heller beskyttes af Heltens Skjold og flætte Seierskrandsen til ham!« svarede hun, idet hun saae paa ham med funklende Øine og rødmende Kinder« (s. 145). Fordi Viggo er stærk nok til både at elske Minona og sætte de rette grænser for forholdet, kan han vække hende erotisk. »Jeg trænger til den, der kan magte mig«, havde Fibiger skrevet til Goldschmidt; i Minona udfordrer hun patriarkatet for at få dets magt at se. Viggo er et forsøg på at forme en magtfuld mand, men han synes kun at kunne fastholde sin styrke på heltindens bekostning. På samme måde lykkes formålet med Tyras nedtur til helvede, der skal fa djævelens overmand til at stråle i al sin glans, kun halvt.