✂ Endskønt du, højædle Herre, ikke har noget, hvormed do kan godtgøre mig at være i din Gæld: intet Document, ingen Haandskrift, intet Vidne, holder jeg det dog for at være en Art Forurettelse at besvige dig for hin Fædrenearv af Tak og Hæder, som dine Frænder have efterladt dig. Dine højædle Forfædre have nemlig fordum gjort mine salige Forfædre til Gode med mangfoldige Slags Tjenester, hvorom jeg beklager ikke at være naaet saa sikker Underretning til mig som Følge af min Faders tidlige Dødb). Men da jeg desuagtet indtil denne Dag gaar omkring med selve denne Erindring, hvilken jeg som Dreng har hørt af min salig Moder, omhyggeligt indprentet i mit Sind, og da jeg ikke har anden Sten, der trofast kunde bevare den, end Papiret, og ingen anden Griffel end Pennen, saa beder jeg dig, store og højvelbaarne Herre: modtag dette tredje Bind af mine Discurser som et fromt Ihukommelsestegn paa min hengivneste Tjenstærbødighed mod dine Forfædre; modtag dette Sendebrev som en Indskrift, tilegnet hele den Tottiske Slægts Dyder og dens synderlige Velgerninger imod mine Nærmeste. Lad de gamle Ægyptere dyrke deres Thoth c); lad hin gamle Romer i Marmor forherlige sin Totiam, Prisci 5
Datter d) i langt mere ubeblandet Ære hos vore Landsmænd skulle i det mindste være denne ene Mand, din højlærde Farfader, Otto Tot, (ikke at tale om andre), og denne ene Kvinde, vor udødelige Birgitte Tot, for ikke her at nævne Beate og Anne, fornemme Fruer, der i al Eftertid florere ved boglige Kunsters Hædere). Og da nu du, højædle Tot, tilfører disse dine fædrene Aner et herligt og værdeligt Lys (jeg smigrer visselig ikke: Vidner ere de udenlandske Universiteter, Vidner ere de hjemlige Professorer i Kunster og Videnskaber, Vidne er det Arbejde, som du udretter for Fædrelandet), kan du ej forundres derover, hvis jeg foredrager at betale, hvad jeg skylder dine afdøde Forfædre, til dig, deres Efterkommer, fremfor at dø utaknemmelig og fragaa mine Forældres Gæld. Men iøvrigt, om du saa aldrig havde nogen Farfader, af hvis Fortjenester du kunde høste nogen hæderfuld Frugt, saa ere dog dine Dyder, dine Studeringer saa berømmelige, højlærde og højfornemme Herre, at jeg skylder Naturen Tak for dig og dig Tak for Naturen: Naturen, siger jeg, som har skænket dig til os som nyttig Medborger, til mig som bevaagen Velynder; dig, som ærefuldt vender de af hin modtagne Gaver til saavel borgerlig 6
som boglig Pryd for Fædrelandet. Følgen er, at enhver retsindig Dommer af vor fælles Lyksalighed holder dig i den største Agt og Ære, men næppe nogen højere end

✂ Hvad dit kostbare Boskab er for dig, det er for mig din Bevaagenhed, din Gunst, højædle Greve; derfor tør du ej forundres derover, hvis jeg som en omhyggelig Husfader har nok at bestille med af al Magt at bevare din Velvillie imod mig. Du har fra din første Alder efter dit Gemyts medfødte Godhed bevist mig uværdige enhver Art af Gunst; jeg har igen med taknemmeligt Sind atter og atter overvejet, hvorlunde du af dine synderlige Fortjenester af mig kunde høste nogen offentlig Lovprisnings og Taksigelses Afgrøde paa min liden Ager. Og da jeg herudi ikke har kunnet finde nogen anden Udvej aaben end hin Alfarvej, der alt i mange Aarhundreder er traadt, at nemlig Skribenterne tilegne deres Velyndere deres Skarpsindigheds Ihukommelsesskrifter, saa beder og bønfalder jeg dig, højædle Greve, om at dette ringe Bind maa overgives til dit Navn. Det præsenteres dig hermed udaf et din Ære højst hengivet Sind af

CHRISTIAN FALSTERS
I. DISCURS.
OM VISSE TING, SOM BEFALDE
HOS MODSTANDERE.

✂ Ved en fornem Mands Borda) vare vi for nylig faldne i Snak om hint bekendte Sendebrev fra den fordums Biskop i København, den højlærde Mand Hans Bagger b) til Hans Majestæt Christianum V, i hvilket hin nidkære Forsvarer af den fædrene Tro for at nedkaste Beskærmelsen af de Reformertes Menighed ved Hove, kuldkaste Opbyggelsen af deres Kirke i København og udkaste hele Menigheden af vore indemærker havde af al Magt anvendt hele den hellige Veltalenheds Værktøj og Vaaben, benyttende sig af følgende Paamindelser: at de saakaldte Calvinisters Lære var en Gru ved sine Vildfarelser; at deres Ansøgning medførte den største Ubillighed og Fare; at vort Borgerskab vilde ved denne Uhumskhed blive som et Kar med skident Vand; at det næsten vilde være ude med den evangeliske Sandhed, ude med den offentlige Fred, 10 ude med den højeste Øvrigheds frie Myndighed, hvis disse udlændiske Indvandrere fra et fremmed Land antoges i vor Hjord og mod Sæd og Skik forenedes med os ved en Art Gæstevenskabs og Landsmandskabs Ret. Det hændte sig nu, at en af Gæsternee) der saa meget mindre var i Stand til at holde tæt med sin Mening, som han var ret aabenhjertig af Naturen, berømmede de Reformertes Dyder (hvilke nu i lang Tid siden vor Baggers Dage have levet iblandt os), som om han var betalt for det: hvor fredeligt de have holdt deres Sager for sig selv; hvor troligt de have tjent vore Landsmænd; hvormeget de have gavnet vor Næring og Bjæring; hvor anselige, tilvisse ikke Laster, men Forbilleder paa Maadelighed, Ærbarhed og Vindskibelighed de have ladet indflyde i vort Borgerskab; saa at det vilde være rettere at indbyde end at undfly dem; saa at Fyrsten viseligt har holdt det for Uret at nægte dem det Gæsteherberg, i hvilket vi endog antage selve de snedige Jøder.

✂ Til Stede var en Præstd) en Mand, der haardnakket holdt fast ved den rene og sande Tro, og som var overbevist om, at intet med Rette kunde siges eller gøres, der afveg saa meget som en Fingersbred fra vore Skikke; han kundgjorde, at den, der dømte saa hædrende om udlændiske Modstandere, forsaa sig ikke lidet mod Kærligheden til Fædrelandet og den hjemlige Kirke. Ham gensvarede den anden sagtmodig og ærbødig: »Visselig vilde jeg forse mig svarligt, højagtbare Mand, 11 imod selve Retfærdigheden, Sandheden og Kærligheden til det ganske menneskelige Selskab, hvis jeg dømte anderledes end billigt er om Udlændingenes Dyder. Den Mand tykkes mig visselig at have liden Forstand, som alene er henvendt paa sig selv og holder andre i liden eller ingen Pris, og agter Fødejorden saa højt som om den alene indeholder alle Naturens Behageligheder, men forsømmer at skattere de øvrige Dele af Jorden. Jeg er sandelig ikke den, der ligervis som en ung Mand er saa dødelig forlibt, at jeg fæster Øjne, Sind og Tanke paa een eneste Skabnings Skønhed. Jeg elsker min Kone, men tager desuagtet, Ærbarheden ufortalt, de Andres i Øjesyn, roser dem og holder af dem. Ganske paa samme Vis er jeg den hjemlige Kirke hengiven i saadan Maade, at jeg desuagtet lader enhver udenlandsk Kirke staa ved sit Værd og sin Hæder. Jeg har, det tilstaar jeg, Afsky for Romerhoffet: jeg hader denne Rede, dens Æg og dens Unger; jeg er taknemlig imod Naturen, fordi jeg ikke hører under dens blodige og grusomme Domstol; fordi jeg ikke vanker om iblandt dens adskillige brøstfældige Køretøjer, iblandt dens adskillige Kuske, saa at sige, paa Vejen der fører til Himlen; fordi jeg ikke lader mig fixere af dens tomme og underfundige Øjenforblændelser. Desuagtet fragaar jeg ikke, at der i Romerkirken findes visse hellige Tillokkelser, som have staaet i Gunst fra gamle Tider: jeg mener hine fromme og til Gudsdyrkelse indviede Enebo, fremdeles den hæderlige 12 Udholdenhed overfor Kulde og Hunger, det alvorlige Afkald paa menneskelig Nydelse, og andre, af selve den første christne Kirkes Grundlæggere samtykte, Pligter. - Jøderne kan jeg ikke fordrage; dog er der noget hos dem, som befalder mig, nemlig deres utrolige og alt fra umindelige Tider bestandige Ærefrygt for den hebraiske Bibele), som de Christne i forrige Tider længe agtede ringe, og som mange af de Lærde den Dag idag næppe røre med en Finger. Ikke at tale om den jødiske Sabbaths nøjagtige Overholdelsef), hvilken, Overtroen fraregnet, er os et ypperligt Exempel til Efterfølgelse. - Muhamedanerne lytter jeg ikke til; dog hører jeg gerne, at disse, tilfredse med borgerlig Lydighed, tilstaa de Christne saavel som Jøderne Tros-Frihed; at de uden at kære sig om Vedkommendes Tro udmærke sig ved at sætte en synderlig Ære i at gøre vel I Flæng mod fattige Folk, være sig christne eller jødiske eller deres egne, som Thevenotius beretterg); at de, for at Kirkens Rolighed skal være des tryggere, under Dødsstraf forbyde Disputeren om den fædrene Troh). Dertil kommer, at deres Lære ogsaa tit og ofte krydres med særegne Smaahistorier, der ikke lidet forlyste mit Sind. Foruden dem, som den berømmelige Mand Levinus Warnerus i) har sammensanket af muhamedanske Skribenter om visse JESU CHRIST1 Ord, tykkes hin Fabel mig overmaade fornøjelig og nyttig om det Kunststykke, hvorved Moses siges at have omvendt Pharaonem fra Atheisme til Kundskab om den 13 sande GUDj ). »Propheten havde altsaa atter og atter taget fat paa Pharaonem for at overtyde ham om, at GUD er evig, og Verden skabt af hans uendelige Visdom; men da han mærkede, at han aldeles ingen Fremgang havde, lader han hemmelig i en øde Ørken opføre en smuk Bygning. Hvad sker? Kongen drog ikke længe efter paa Jagt, fik paa lang Afstand Øje paa hint pragtfulde Slot paa et saa afsides Sted, iler nysgerrig derhen og adspørger, hvad det er for et Syn, og hvem der har ladet det Slot opbygge. Da nu alle tilstode sig at være uvidende derom, svarer Moses omsider, at der ingen Tvivl var om, at det var opstaaet af sig selv uden nogen Mesters Haand. Ved at høre dette brister Kongen i Latter og udbryder, at den Tale er en Mand uværdig, der gør sig til af at være Prophet. Dertil svarer Moses: O Konge, hvad jeg siger tykkes dig højst latterligt og usandsynligt; men tror du da at hele denne Verdens Sammenføjelse er opstaaet af sig selv? Dersom denne smukke Bygning, som er en saare Uden Del af Verden, ikke er opstaaet, eller har kunnet opstaa af sig selv i Ørkenen, hvor meget urimeligere er det da ikke, kære, at denne Alverdens vældige, grundfæstede, og i alle Maader fuldkomne Bygning skulde skylde sig selv og ikke en alvidende og almægtig Bygmester sit Udspring? Ved det Bevis bliver Pharao overtydet og gaar nu over til at dyrke GUD, som Moses havde prædiket.««

✂ Da Talen var endt, vendte min Ven Præsten sig til mig og erklærede for Alvor formedelst sin brændende Kærlighed til den fædrene Kirke, at 14 han ønskede dens Modstanderes Navn udslettet, deres Gudstjeneste lagt øde, deres Helligdomme omstyrtede. - Disse hvidglødende Forbandelser og Forbitrelser undredes jeg over og sagde: »Betænk, højagtbare Mand, naar du taler om Helligdomme, at fast intetsteds paa Jorden æres Gudshusene mere skødesløst, efterladende og lunket end hos de Christne, og intetsteds afvige de mindre fra Almuens verdslige og almindelige Vaaninger, hvoraf hine Skældsord komme, med hvilke Jøderne forfølge vore Kirkerk). Thi ikke sandt? Lad Christus forbyde, at nogen bærer et Kar igennem Templet l); i vore Kirker gaar det dog ej anderledes til end paa Torvet, paa Korsvejen, paa Gadestævner: der spadseres, snakkes og sladres; i dem strides der ofte om Rangen med Hug og Stød; de give enhver Dag- eller Næringsdrivende offentlig Adgang; de tjene, fornemmelig ved Romerkirkens Midnatsmesser, hin gode gamle Veneris Nattevagt; de synes da først at have et vist Anseende af guddommelig Højhed, naar de prange med Prydelser og med malede Tavler, ligesom Alexandri Severi Hus-Capel med Christi, Abrahami og Orphei Billederm). Betragt, kære, de gamle Hedningers Helligdomme, hvilke de hædrede med saa stor Fromhed, at det i dem hverken var tilladt at spytte eller at snyde Næsen, efter Arriani Vidnesbyrdn); at de havde den Lov: Hvo der i Tempel gør Overlast, bøde ti tusind Denarer til den, hvem han gør Overlast, og ti tusind til Borgerskabet, som Quintilianus berettero), hvilken paa Stand tilføjer: Hvad bør i nogen 15 Republique mere plejes og agtes end Religionen? Lad ikkun Uskikkeligheden andensteds faa en maadelig Straf; men i Templet, hvor vi afholde os fra Ord, hvor vi berede vore Sind, hvor vi endog bevare vor Sjæl tavs, er det utilladeligt at støde nogen for Hovedet, saa at sige i Enrum, i en Art Løndom. Hør hin Gellii Paamindelse p) : Templer bør ikke uden Forskel og ubetænksomt, men med Tugt og Skik besøges og æres og frygtes. Jeg forbigaar her utallige andre Exempler paa denne hedenske Gudsfrygt, ikke at tale om den synderlige Ærbødighed, som de nyere Hedninger vise deres Pagoder, Tyrkerne deres Moscheer, og som ikke er nogen lidt forfaren Mand uvitterlig.«

✂ Derefter gik man over til fromme Ønsker om at vi ikke selv maa blive forstødte, mens vi forstøde andre, og at den algode treenige GUD vil forbarme sig over os og over hele Menneskeslægten.

II
CRITICUS STRAFFENDE SIG SELVa).

✂ En poleret og forfaren Dyrker af boglige Kunster, som havde meget Indseende i og Hukommelse af gamle Finesser, havde formedelst den Lyst til den critiske Kunst, hvoraf han var grebet, voldt sin Skarpsindighed tusende Vanskeligheder for at overkomme den ene og den anden 16 Læsemaade hos den ene og den anden Skribent. Han, der mente at have gjort sig ypperlig fortjent af den lærde Republique, kommer en Dag til mig, medbringer Prøver, beder mig være Dommer over hans Færdighed, og fører alvorligt Klagemaal over Skæbnen, der havde nægtet ham Raadighed over haandskrevne Texter. Jeg fornøjer mig ikke lidet over Mandens Flittighed, river begærligt Papiret til mig, besér hans Rettelser og fælder Dom over dem i mit stille Sind. Der vare nogle som befaldt mig overmaade, men der fattedes heller ikke saadanne, som vare forfærdigede aldeles paa Trods af sund Fornuft, som man siger, og hvilke indeholdt saa at sige mere aandelig Ødselhed end Artighed.

✂ Min unge Ven, som ikke utydeligt kunde gætte min Mening af min Pande, hvilken han ved nogle saae rynke sig, ved andre glatte sig ud, beder mig frimodig om frit at anvende Fil eller Svamp paa hans Arbejde. Jeg tog med Kyshaand mod denne Oprigtighed og sagde til ham: »Du er sandelig en hvid Fugl i Critikernes sortladne Slægt, hvilke for det meste i deres Gætninger bevare en saa knarvorn og fripostig Halsstarrighed,

✂ at hvo ej mener saa, slet ingen Mening har b)

✂ som Volcatius Sedigitus i sin Tid overmaade hovmodigt har sagtc). Men for aabenlyst at tilstaa hvad jeg mener, saa beklager jeg, at der er saa stor en Mængde Manuscripter for Haanden, at den snarere besværer end gavner Critikeren, som Petrus Aurelius 17 med Rette erindrer omd); jeg beklager, at den gode Tid nu til Dags ofte spildes saa elendigt af vore Criticis, som først da haabe at have indlagt sig udødelig Tak saavel af Oldtiden som af Eftertiden, naar de møjsommeligt have sammenskrevet mangfoldige Forbedringer og Antegnelser til Ovidium; naar de slemmeligt have belastet det nye Testamentes guddommelige Skrift med utallige gamle Skriveres Fejl; naar de i en ubetydelig Sag mene sig drabeligt at have vippet andre Fortolkere af Pinden. Ja, hvis denne litteraire Syge breder sig i Fremtiden, da priser jeg snart de gamle, endskønt barbariske Tider lykkelige, da vil snart alt være fuldt af Scepticisme, da vil endelig snart paa de gode gamle Skribenter passe hin klagende Indskrift paa Ulykkes-Monumentet hos Plinium e) at de ved Lægernes Mængde ere gaaede til Grunde.«

✂ Da min Ven hørte dette, spørger han mig sagtmodig, paa hvilken Maade en gammel Forfatter rettelig bør corrigeres, samt hvilken Vej jeg selv har fulgt ved Forklaringen af Gellii Nætter? Jeg svarer ham: »Fremfor alt maa man atter og atter igennemlæse den Skribent, som man har til Hensigt at lægge Haand paa, saa at man kender ham i Bund og Grund, saa at intet gemmer sig i Marven og intet i Blodet paa ham, som man ikke har udforsket og forfaret. Det er lidet værd at bedømme ham efter hans Aasyn og Skabning elier efter andres Hoved, med mindre man kender ham som en gammel Ven ud af daglig Omgængelse: hvilket Sindelag, hvilket Gemyt han har, hvilken 18 Taleform han bruger, hvilken Ærlighed han skriver med, hvilke Dyder han er begavet med, hvor meget han kan i sin Haandtering. Og ligesom man siger, at man skal æde mange Skæpper Salt med En, før Venskabets Hensigt er fyldestgjort, og at man skal raadslaa om sin Ven før end man raadslaar med ham, saaledes bør du først længe og meget prøve Skribenten, inden du overlader ham at prøvef) dig. Hvis vore Fortolkere og Critici anvendte saadan Forsigtighed, hvilke ej kunne nøjes med een Navnkundighed, men, mere bekymrede for at tælle end for at veje deres Antegnelser, fast for hvert Aar bringe en ny Skribent frem for Lyset, da vilde visselig ikke nu til Dags Udgaverneg) skyde op saa talrige som Paddehatte eller modnes hurtigere end Asparges, da vilde der visselig ej være Aarsag for os til midt i denne store Afgrøde af dem at klage over deres store Ufrugtbarhed, som jeg mindes alt i sin Tid at have ført Klage over i mine Adskillige Tanker h).

✂ Hvad nu min Gellium anlanger, saa lader os med det samme slaa efter. Dette Arbejdes Vilkaar havde jeg fra Begyndelsen afmærket mig saalunde, at jeg daglig holdt mig for Øje, saa at sige paa en Tavle, et ret Billede af de Attiske Nætter; til hvilken Ende jeg havde sammenskrevet mig en rigtig Glose-Bog til Gellium, som skulde befatte de enkelte Sager saa vel som Talemaader tillige med mine Anmærkninger. Og for disse Anmærkninger havde jeg altsaa skrevet følgende Love: for det første, at ingen, med hvem jeg tilfældig er uens, med Rette skal 19 kunne anklage mig for Tilsidesættelse af Maadelighed og Blufærdighed, at ingen skal høre ilde for sin Vildfarelse, at der ej skal udkræves nogen anden Flittighedens Løn end Dommerens Billighed og ædle Overbærenhed. Dernæst, i Henseende til Gellii Textcritik, er det saare langt fra at jeg blindt betroer mig til dette Haandskrift eller hin Udgave, være sig Gronoviii) eller nogen andens, men jeg antager den Læsemaade, som nærmest stemmer med Gellii Stil, hvilken Bedømmelses-Regel min Gellius selv lærer mig ud af Varrone j). - - - Ydermere, for at jeg ikke lig en ukyndig Læge skal foraarsage Sygdomme, føjer jeg aldrig mit eget Hoved saavidt, at jeg for Morskabs Skyld mener at burde rette noget uden Nødvendighed. - - - Endelig fremsætter jeg stundom Gætninger, hvor der er Brug derfor, men ikke søgte, ikkun saadanne som frembyde sig af sig selv. - - -

✂ For det sidste bryder jeg ikke mit Hoved med eller spilder min Tid paa de Steder hos Forfatteren, der ligge udenfor enhver Corrigerings Lykkespil; nej, jeg tilstaar hellere med de kyndigste Læger, der ej holde det for saa stor en Skam: ikke at helbrede alle syge:

✂ For Sygdom ubekendt ej Lægeraad der givesk).

✂ Saaledes bekymrer Ordet Quopsones i VIII Bog, XIII Capitel, som jeg ikke med nogen min Forstands Kraft er i Stand til at begribe, mig ikke mere end Maanebeboernes Sprog.

✂ løvrigt, ved Udlæggelsen af min Skribent, retter jeg mig med største Flid efter de gamle saakaldte Scholiasters l) Korthed, og er ikke vidtløftig i nogen Del af Værket undtagen i det meget righoldige Sag- og Ordregister, hvilken Titel de fleste Udgaver nu til Dags, endog de bedst udstyrede, falskelig tillyve sig.«

✂ Medens dette afhandles, bringes mig fra Holland den højlærde og højberømmelige Richard Bentleys Horatius m), som alt i lang Tid havde været mig kendt af Omtale. Efterat jeg en liden Stund begærlig havde igennemløbet den, vender jeg mig til min Ven og siger: »Denne Horatius er sandelig Bentleys, thi denne har rettet hin efter sit eget Behag og sin egen Mening; denne Bentley er Horatii, thi denne har drillet og plaget hin overmaade meget.«

III
OM NOGLE NYERE OPFINDELSERS
MINDRE FORDELAGTIGE FORDELE.

✂ En udlændisk Mand, en indfødt Franskmand, der vilde lægge sig i Selen for sit Folks Ros og Yndest, fortalte os engang ved et Gæstebud en Historie, som jeg selv siden mindes at have læst i de Lærdes Forhandlinger, Leipzig 1714, Side 195 f., hentet ud af det kongelige Videnskabernes Academis Historie 1710a). Den lød saalunde: »Den 21 højædle Mand Bonnius, Præsident for Skatkammerraadet i Montpellier og academisk Æresmedlem af det kongelige Selskab i Montpellier, havde først iagttaget, at Edderkopperne spinde Silke, og havde deraf i Aaret 1709 ladet gøre Strømper og Handsker. Han havde til det kongelige Academi i Paris indsendt Handsker ved Hr. de Réaumur b), for at han skulde undersøge, om der kunde drages nogen offentlig Nytte af denne Opfindelse, og tage sig af Sagen. Hvad sker? Først ser man sig om efter en forsvarlig Næring til en forsvarlig Mængde Edderkopper; dernæst bragte man i Erfaring, at i Frankrige kunde den ej tilvejebringes af Fluer, fremdeles at Edderkopperne æde Maddiker og fornemmelig finde Behag ved Saften i Spidserne af frisk voksende og af Fuglenes Vinger udrevne Fjedre (hvilken Føde holdes for den bedste af alle), og ydermere, at Edderkopperne i Frankrig vare alt for smaa til at strække til ved Oprettelsen af et Værksted, medmindre de i Tal vare 6635521. Dog mente man endelig ikke at maatte opgive alt Haab, førend man havde gjort Forsøg med de amerikanske Edderkopper, som ere langt anseligere end de europæiske, etc.«

✂ Da nu hin Udlænding med usigelig prægtige Ord hævede denne Opfindelse og denne Plan til Skyerne, og da de fleste af os for Høfligheds Skyld med halvt samtykkende Skuldertræk stillede os ret venlige an, tog jeg, Høfligheden ufortalt, som jeg haaber, til Orde, bad dem først have min Dristighed undskyldt og sagde dernæst: 22 »Sandelig, højfornemme Mand, hvis Heliogabalus endnu var i Live, vilde han uden Tvivl glæde sig storlig over dette Skuespil, han, der, som Lampridius beretterc), befalede sine Slaver hver især at bringe sig tusinde Pund Edderkopper efter at have udsat en Belønning derfor, og siges at have indsamlet ti tusinde Pund Edderkopper; - - men iøvrigt synes denne saa vel som de fleste af vor Tids Opfindelser mig at være Spindelvæv.«

✂ Deraf opkom en Trætte imellem os om de gamle og de nyere Opfindelsers Ypperlighed; af hvilke han ej bar Betænkende om at gøre et stort Væsen af de sidste, medens jeg beskedenlig ikke tøvede med at foredrage hine, idet jeg imod den nyere Tid opstillede hine kloge Ægyptere, Chaldæere og andre, opstillede de Mestre fra de gamle Dage, som vi den Dag idag følge i Architecturen, i Geometrien og fast i alle Fag, opstillede de Gamles Kunstnere, som vore ingenlunde kunne indhente, opstillede endelig utallige Opfindelser af de Gamle, saa vel i Fred som i Krig, saa vel i Staten som i Hjemmets Liv, hvilke dels ved Eftertidens Dovenskab ere gaaede til Grunde, dels ere tilbage i lemlæstet Stand og maaske aldrig kunne genvinde deres forrige Fuldkommenhed.

✂ Men Franskmanden, Eftertidens stridbare Talsmand, vilde heroverfor fordunkle de Gamles Ros og forekaster mig de højst navnkundige Underværker, som han kaldte dem: Bogtrykkerkunsten og Krudtet med samt dets Skydegevær, med hvilke efter hans Mening ikkun saare faa af de gamle Dages 23 menneskelige Vindskibeligheds Fortjenester af Staten kunde sammenlignes.

✂ Da tog jeg til Orde og sagde: »Du farer vild, højfornemme Mand, hvis du troer, at jeg ringeagter vor Tids Hoveder som ufrugtbare og dens Næser som sløve. Gud bevare mig mit Sind fra sligt! Jeg klager ikke over vore Tiders Natur, men over deres Tugt: jeg klager over Børnebørnenes Dovenskab, hvilke, hvis ikke deres Forfædre alt forlængst flittigt havde plantet, næppe nu om Dags vilde have Æbler at plukke, og som, hvis ikke disse fra gammel Tid havde efterladt dem deres Arvegods, vilde leve i smaa Kaar; jeg klager over adskillige Menneskers utidige Flittighed, hvilke eftertragte visse nye unyttige Ting, men kaste Vrag paa de gamle og nyttige, der enten ere gaaede til Grunde eller ufuldbyrdede, tvært imod hvad Seneca foreskriverd): Jeg ærer Klogskaskabens Opfindelser, og det glæder mig at besøge Opfinderne, der saa at sige ere manges Arvelod. Mig tilhører denne Vinding, mig dette Arbejde. Men lader os handle som en god Husfader: lader os formere, hvad vi have modtaget. Denne Arvelod skal i forøget Stand overgaa fra mig til Efterkommerne. Endnu staar meget Arbejde tilbage, og meget vil stadig staa tilbage; og ingen, der er født efter tusende Menneskealdres Forløb, skal være udelukket fra Lejlighed til endnu at lægge noget til. Men om endogsaa alle Ting ere opfundne af de Gamle, saa vil dette altid være nyt: Brugen, Kundskaben om og Indretningen af de andres Opfindelser. - Meget have de udført, som have været før os, men de have ikke 24 fuldført det; alligevel bør de højagtes og dyrkes paa Guders Vis. - Den samme Ærbødighed, som jeg skylder mine Lærere, skylder jeg hine Menneskeslægtens Lærere, af hvilke ere oprundne Begyndelserne til saa meget godt. - Men for at komme til Bogtrykkerkunsten e), som du omtaler, højfornemme Mand, uagtet den ikke henhører under vor Tids Hæder, saa tillad mig, kære, kortelig at udvikle min Mening derom. Jeg gør sandelig (det være sagt uden Forkleinelse af Johan Gutenbergs eller en anden mulig Ophavsmands store Hæder) ikke meget Væsen af denne Velgerning, men henregner den snarere til de nyere Opfindelsers mindre fordelagtige Fordele og undres over, at Strassburgerne, Mainzerne og Haarlemmerne i Nederlandene strides om dens Fødestavn, ej anderledes end de syv Stæder i Grækenland om Homeri Hjemstavn; ikke at tale om Chineserne, som andre paastaa at være Bogtrykkerkunstens første Ophavsmænd. Visselig have, efter min Mening i al Fald, Tyrkerne gjort overmaade klogt i at tage sig vare for Bogtrykkeri lige indtil det nys forgangne Aar 1729, Aar 1141 fra Hegira f), da Constantinopolitanerne først have begyndt at øve denne Kunst, hjulpne med Bistand og Raad af den Fyrste, som har den næstøverste Rang i Rigetg), og forsynede med den store Ottomaniske Sultans Samtykke, dog paa det Vilkaar (tilvisse et viseligt Vilkaar), at man ikke har Ret og Adgang til at trykke nogen Bog, som angaar den Muhamedanske Gudstjeneste og Lære. Saafremt de christne Fyrster lige fra Bogtrykkerkunstens 25 Barndomstid havde anvendt den Forsigtighed, vil ingen kunne betvivle, at Kirkens Sag vilde have staaet langt uryggeligere og blomstret langt fredeligere. Thi ikke sandt? Det er Bogtrykkerkunstens afskyeligste Frugt, at Strid føder Strid, at saa mange ugudelige og skammelige Bøger, saa mange skidne Skældsord, saa mange i Skrift antegnede Utilbørligheder ikke kunne tilintetgøres førend sammen med Verden selv, at en Servetus, Spinosa og deres Lige ikke kunne udslettes ved nogen Ildebrand eller noget Skibbrudh). Derfor plejer jeg ret ofte at glæde mig over, at den christne Kirke i sin Opkomst var ubekendt med denne Kunst, saa at de fleste af den Tidsalders uhyrlige Skrifter ere ukendte for vore Bibliothequer, da de i rette Tid ere ryddede af Vejen.

✂ Dernæst er det Bogtrykkerkunstens skarnagtige Bestilling, at vor Tids Gemytter saa at sige drives om i og næsten drukne i en Syndflod af Bøger, og at de fleste af dem ikkun ere saa meget ulærdere som de bugne og strude af overflødig Boskabs Forraad. Derfor kalder jeg de gamle Tider lykkelige og ønsker dem ofte tilbage igen, saa at de gamle Copisters Bestilling atter blev indført, og de gode saa vel Bøger som Forfattere atter kom til deres Værd, ja at hine gamle Aristoteles, Plutarchi, Varrones og Plinii i), Exempler paa utrættelig Flid, saa at sige kom til Live igen. Ikke at tale om den umaadelige Mængde Penge, som vor Bogtrykkerkunst fortærer, siden vore Sæder ere saa forfaldne, at man for Tiden roser sig af, hvad 26 Plinius j) lægger Silio til Last: han var pragtlysten lige til lastværdig Købesyge, saa at det næsten er en Skam for en studeret Mand ikke at øde sin Fædrenearv paa Studeringers Vellyster, hvilke ofte efterlade saa talrige Formuetab, saa mange Umyndiges Klager, ja foraarsage Foragt og Afsky for de gode Skrifter og Skribenter paa offentlig Auction.

✂ Hvad skal jeg sige om den Smule Opfindelse af Krudt og Bøsse? Saameget er vist, at siden disse Krigskunstens Redskaber ere opkomne, er selve Krigskunsten nu næsten gaaet af Brug, og der er nu næsten ikke Rum for Mandemod og Forfarenhed. Hør, kære Ven, hvad Polydorus Vergilius siger i sit Skrift om Tingenes Opfinderek): Til Menneskenes Fordærv er først og fremmest den Nyhed opfunden, som de kalde Bøsse; noget frygteligere end dette har ikke i Mænds Minde kunnet udtænkes af noget menneskeligt Hoved; - - fremdelesl): Det Skyts af Malm, som man kalder Bøsse, og som har gjort sig fortjent til al Forundring og Forbandelse, da det er udtænkt til Menneskenes Fordærv, kan jeg ej bevæges til at tro, at et menneskeligt Hoved har opfundet, men jeg tænker sandelig snarere, at en ond Aand har lært de Dødelige det, for at de skulde kæmpe indbyrdes ej alene med Vaaben, men ogsaa med Tordenslag. - - Om Krudtet er jeg nær ved at mene det samme som Constantinus om den græske Ild, hvilken, da han var undervist om dens Brug af Engelen, siges at have ønsket Guds Straf over dem, som røbede den til andre Folkeslagm).«

✂ Omsider holder Modparten, for med Ære at haandhæve de yngre Tiders og Hoveders Sag, som han havde paataget sig at føre, mig et saakaldet Søcompas op for Øjnene, der, som han troede, var aldeles ukendt for de fjærnere Tidern). Men jeg henviste til Levinum Lemnium o) og andre, som ikke betvivle, at denne uskattérlige Opfindelse alt paa Salomons Tider har været i Brug, og som søge dens Oprindelse hos de ældste Chinesere; ligesaa til Thales, som hos Laërtium p) siges at have skrevet en Stjærnekunst for Søfarende, og som ifølge sammeq) omtaler Magneten.

IV
LIDEN PHILOSOPHISK PRÆDIKEN
OM HEDNINGERNES
KÆRLIGHED TIL GUD OG NÆSTEN.

✂ Da jeg som en ung Mand paa to og tyve Aar efter GUDs Befaling (Aar 1712 i August Maaned) skuide flytte bort fra den angeneme og ædle By Nykøbing paa Falster, i hvis Skød jeg i mine unge Aar og under mine Studeringer var blevet opdraget, og gerne i Borgernes Sind vilde efterlade et Vidnesbyrd om, i hvor taknemlig og trofast Erindring jeg bevarede deres Velvillighed imod mig, med hvilken de havde omfattet mig som Dreng og siden som underordnet 28 Embedsmand ved Skolena), holdt jeg fra Prædikestolen offentlig en Tale til Folket, hvorved, som Lejligheden medførte, Prædike-Texten toges af hine to store Bud, af hvilke Loven og Propheterne hænge: Du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl og af din ganske Styrke og af dit ganske Sind, og din Næste som dig selv b). - Siden gik der nogle Aar, og i Mellemtiden var det Papir, hvorpaa hin Tale af mig var antegnet, blevet noget skødesløst forvaret, og var ved et eller andet Tilfælde kommet en ildesindet Mand i Hænde, som mente sig at have fundet i min Lære noget usædvanligt og ungdommeligt, urimeligt Tøj (han havde fundet det samme som Drengene i den ormstukne Bønnec)) og nu ej aflod med i Løn at udsprede onde Rygter om mig, fordi jeg, uforsigtigt efter hans Paastaaende, havde udtalt denne Mening : Sandelig, hvis den sande Gudsdyrkelse skal kendes paa Iagttagelsen af begge disse højst guddommelige Bud, da overgaas alt Jøderne af de bedre og visere Hedninger, hvad der ej kan være tvivlsomt for nogen, der har Kundskab om og Indsigt i disses Dyder. Disse Ord tog som sagt min Modpart Anstød af og søgte paa alle mulige Maader at lægge mit Navn for Had; og da en Ven raadede mig til, at jeg for at afværge dette og undervise den halvoplyste Almue skuide med læmpelig Haand gennemhegle min Modstanders uforskammede Vankundighed, skrev jeg en liden philosophisk Prædiken om Hedningernes Kærlighed til GUD og Næsten , hvoraf her følger en Copi:

✂ »Da der ikke er noget Ord, som jeg elsker 29 højere, end selve dette: jeg elsker, da jeg Ikke har større Had til noget end til selve dette Ord: Had; da der ej er nogen Tanke, hvis Sødhed jeg hellere nyder godt af, end den, som paaminder mit Sind om Menneskekærlighedens Pligt, kan det ej komme Eder, mine Tilhørere, underligt for, hvis jeg fornemmelig finder Behag i den Tale, i hvilken jeg ser, at Frelseren, at Propheter og Apostle, at endelig selve den øverste Lovgiver for Menneskeslægten besynderlig finde Behag, og i hvilken jeg ønsker, at I ligeledes maa finde Behag. Jeg ønsker, siger jeg; fornemmelig paa denne Tid, da vor Kirke og vort Samfund saa ynkelig plages, rives og slides af sine Borgerkrige; da en Art Vilddyrs-Natur synes at være gaaet over i Menneskenes Sind; da vi Christne næppe ere de gamle Jøders Ligemænd, og visselig langt ringere end Hedningerne. End Hedningerne? Deter haard Tale; jeg forarger Eders Øren, mine Tilhørere, som lige fra Barnsben af ere underviste om at afsky Hedningernes Navn som om de vare Spøgelser; som forfærdes over disses Lovprisning som over nye og uhyrlige Ting; som mene at intet ypperligt eller godt kan læres af disse saakaldte Barbarer. Men paa det at l kunne skamme Eder ved Eders Mening, paa det at Hedningernes fromme Exempler kunne stikke Eder i Hjærtet og i Stilhed bebrejde Eder Eders Sinds kolde Kærlighed til GUD og Næsten, saa hører sagtmodig mine Ord, kære Venner.

✂ Hvis jeg gik saa vidt i Galenskab, at der efter 30 min Lære ej gaves noget urenere, arrigere og fortrædeligere Dyr end Hedningerne, saaledes som en af vore Egne, der nys har udgivet en liden Bog om Hedningernes visse og sikre himmelske Arveløshed d), saa vilde jeg nu ikke tykkes Eder at fare med løs Snak, saa vilde I nu tænke, at det var Galmands-Værk ikke at samtykke i min Mening; men naar jeg fremstiller hine for Eder som Læremestre i Kærlighed og Fromhed mod GUD og Næsten, og sætter dem op imod, ja foredrager dem for de i den guddommelige Sandhed underviste Jøder, kan det ej være andet end at I udbryde ligesom hine Atheniensere e) : Hvilken ny Lærdom! Thi du bringer os nogle fremmede Ting for Øren. Men I maa da huske paa, at den som først samtykker i og finder Behag i denne Lærdom, er Frelseren selv, hvilken i Lignelsen om Samaritaneren og Leviten ej utydeligt bebrejder denne hans haarde Sind og utjenstagtige Gemytf), men i mange Ord roser og lovpriser hin for hans overmaade kærlige og tjenstvillige Miskundhed. Hertil kommer, at de gamle Hedninger haardnakket anklage Jøderne for deres ubarmhjertige Avind mod Udlændinge, saaledes som Juvenalis g) iblandt andet beklager, at Jøden

✂ ej viser Nogen Vej, som ej hans Gud tilbeder,
og Uomskaarne ej til ønsket Kilde leder,

✂ tværtimod hvad de hedenske Philosopher og Lovgivere foreskriveh); saaledes som ogsaa Tacitus i) for Alvor beskylder Jøderne for Had og Fjendskab mod alle andre; for ikke at tale om andre 31 Vidnesbyrd. - Men for at komme til selve den højst alvorlige Hovedsag, hvorom jeg har foresat mig at tale, saa adskilles den ej utidigt, som jeg mener, i tvende Tavler, af hvilke den ene fremfører og befatter et Billede af Hedningernes Kærlighed til GUD, den anden af deres Kærlighed til Næsten . Naar I betragte den første, da lægger Mærke til de tydelige Spor af hedensk Gudsfrygt, nemlig: Hvo der elsker GUD, adlyder GUD; lytter til hint Socratis herlige Ord hos Platonem j) : Vel ynder og elsker jeg Eder, Atheniensiske Mænd, men dog adlyder jeg Guden mere end Eder; - aldeles som Apostelen sigerk): Man bør adlyde Gud mere end Menneskene. Ikke at tale om Epicteto, som tilraader at adlyde Guden l), eller om Seneca, som befaler os at have hint gamle Bud i Tanker: Vær GUD følgagtig, og kort efter lægger til: At adlyde GUD er den rette Frihed m). - Dernæst: Hvo der elsker GUD, fortørner ej af Uagtsomhed GUD . Lytter fremdeles til Socratis Ord hos Platonem n), hvilken fremfor alt fraraader Manden at synde mod GUD, være sig i Ord eller Gerning. Hertil kunne vi henføre hint Ord af Metelli Tale hos Gellium o) : De udødelige Guder formaa alt, men skylde os ikke større Godvillighed end vore Forældre gøre. Men hvis vi fremture i vore Forseelser, gøre vore Forældre os arveløse til deres Ejendomme, Hvad kunne vi altsaa vente os af Guderne, hvis vi ikke gøre Ende paa vore Forseelser? Det er rimeligt, at Guderne ere dem (eller: ikkun dem) naadige, som ikke staa deres Villie imod. - Endvidere: Hvo der elsker GUD, frygter GUD. Lægger Mærke til hin Befaling af den døende Cyro 32 hos Xenophontem p) : Frygter Guderne, (mine Sønner), saa at I hverken begaa, ej heller have i Sinde noget ugudeligt eller udædisk. - Men betænker, mine Tilhørere, at efter Philosophernes Mening bør GUD ej frygtes paa Trællevis som en Tyran, men æres med Kærlighed som en Fader; i hvilken Mening hint Senecæ Ordq) bør tages: Ingen fornuftig Mand frygter GUD; thi det er Galenskab at frygte det gode; ej heller elsker nogen den, som han frygter. Ikke at tale om Plutarcho, hvilken ikke ilde fremsætter Gudsfrygtens Gestalt og Natur i sit Skrift om Frygt for Guderne r) samt i Skriftet mod Epicurum s) . - Fremdeles: Hvo der elsker GUD, regeres af Længsel efter GUD , foragter de menneskelige Ting og ser hen til de himmelske. Overvejer hint Plotini Udsagnt): Saasom Sjælen er af GUD, elsker den ham nødvendigvis. - - Sjælen i sin naturlige Tilstand elsker GUD og længes efter at beblande sig med GUD, ret som en, der med ærbar Elskov attraar en skøn Jomfru. Ligeledes: Derfor bør vi haste med at flytte herfra, og gramme os over, at vi i nogen Maade ere lænkede til vort Liv hernede, saa at vi af vor ganske Sjæl inderligt omfatte GUD, og saa at der intet er tilbage i øs, med hvilket vi ikke tillige anrøre GUD. - Hører ogsaa Africanum hos Ciceronem u): Naar dette er Livet (iblandt de salige), hvi dvæler jeg da paa Jorden ? hvi haster jeg ikke med at komme hid til Eder? - - Kære, hvorlænge skal din Tanke (o Scipio), være fæstet paa Jorden? - - Jeg formærker, at da endnu betragter Menneskenes Bolig og Hjem; om dette nu synes dig ringe (som det ogsaa er), saa tag altid disse himmelske 33 Ting i Øjesyn og foragt hine jordiske. - Endelig: Hvo der elsker GUD, bevarer GUDs Kærlighed og Velgerninger i taknemmeligt Sind og Ihukommelse. Heraf komme hine Hedningernes Takkefester, Gæstebud, Ofringer etc.; heraf hin Senecæ Formaningv), for ikke at tale om lignende af andre: Hvo du end er, som ubilligt vurderer Menneskenes Lod, betænk alt hvad vor Fader har skænket os; - - naar du ret skatter Naturens Miskundhed, da maa du nødvendigvis tilstaa, at du har været dens Yndling. - For det sidste: Hvo der elsker GUD, er tilfreds med GUDs Forsyn; han overlader sig nemlig ligesom Socratesx), fordi GUD overalt veed, hvad der er enhver til Baade, helt til hans Villie; han omgaas med GUD i dette Liv ligesom i et Gæstebud y) , idet han, naar noget af de ombaarne Sager kommer til ham, beskedenlig tager sin Del med fremrakt Haand, ikke udstrækker sin Begærlighed langt, men venter til det bliver rakt ham; han er med Seneca z) overbevist om, at intet sker, som ikke er til vor Frelse, og bevarer baade i Med- og Modgang en uryggelig Sindsro, efter at have aflagt al Bekymring for Legemet. Og at de fleste af de gamle Philosopher have udmærket sig justement ved disse Dyder, derom vidne noksom og mer end nok deres ypperlige Regler for Liv og Lære.

✂ Lader os gaa over til den anden Tavle, paa hvilken det, med Forbigaaelse af de mere kendte, ikkun lyster mig at aftegne nogle mere tilsidesatte Vidnesbyrd om hedensk Kærlighed, hvilke over Eders Forventning kunne vende Eders Sind og Øjne hen til sig. Vitterligt er Eder, mine Tilhørere, hint 34 velbekendte Ord: Hvad du ej ønsker gjort imod dig selv, skal du ikke gøre imod en anden, og som ligger ganske nær ved vort Guds-Ord: Elsk din Næste ligesom dig selv. Nu haaber jeg ikke, at Eders Øren ville kedes ved Lampridii liden Historie om dette Ord i Alexandri Severi Levnedæ): Hvis nogen var bøjet af fra Vejen ind paa anden Mands Ejendom, tracteredes han, efter sin Stands Beskaffenhed, i Alexandri Paasyn enten med Stokkeprygl, eller med Ris, eller fik Dom over sig, eller ogsaa, hvis Manden var alt for højt paa Straa til alt saadant, fik han den værste Last og Skam, idet Alexander sagde til ham: Ønsker du det samme gjort ved din Ager, som du gør ved den andens? Og han førte ofte følgende Ord i Munden, som han havde lært af nogle, være sig Jøder eller Christne, og holdt fast ved det, ja han lod det forkynde af en Herold, naar han satte nogen i Rette: Hvad du ej ønsker gjort imod dig selv, skal du ej gøre imod en anden. Denne Sentents elskede han saa højt, at han lod den opslaa baade i sit Palads og i de offentlige Bygninger. - Men I ville maaske fortolke hint Severi Ord saalunde, at der ikke bør vederfares noget Menneske Uret, hvilken Lov Naturen har indgravet i alles Hjerter; I hylde uden Tvivl den Mening, som Tertullianus har efterladt sig skriftligø): At elske sine Venner er Hvermands Sag, at elske sine Fjender ikkun de Christnes. Du farer vild, Tertulliane, I fare vild, mine Tilhørere: Hedningernes Læremestre befale ogsaa at elske sine Fjenderaa), ret som vare de oplærte i Frelserens Skole og Ørenvidner til denne Befaling hos Matthæum ab): Men 35 jeg siger Eder: Elsker Eders Fjender; velsigner dem, som Eder forbande; gør er dem godt, som Eder hade. - - Lytter, kære Venner, til hin store Philosophum og Kejser Marcum Antoninum ac) : Det er Menneskets Pligt ogsaa at elske dem som fortørne ham; - hvorfor? Fordi han, saa lyde hans Ord, er af samme Slægt som jeg og har Del med mig i den guddommelige Lod; - - fordi vi ere fødte til indbyrdes Hjælp, ligesom Fødderne, Hænderne, Øjenlaagene -. - Jeg ser Eder slagne med en vis Forundring, mine Tilhørere: lader af med at undres over denne overraskende Iagttagelse af Menneskekærlighed hos Hedningerne; thi de bedste og viseste af disse plejede at indrette Regierne for deres Gerninger paa Lighed med GUD, fornemmelig paa Efterlignelse af den guddommelige Godhed og Miskundhed, som jeg ved adskillige Beviser alt tidligere har godtgjort i mine Discursers I. Part ad). Men Eder beder jeg atter at henvende Øjne og Sind paa hint Sted hos Matthæum ae) om at elske sin Fjende, hvor Frelseren paa Stedet tilføjer denne Aarsag: paa det I kunne være Eders Faders Børn, som er i Himlene; thi han lader sin Sol staa op over Onde og Gode. Overvejer nu, kære, hvor nær hint Ord af Seneca af) kommer dette: Om du vil efterligne Guderne, da gør ogsaa vel mod de Utaknemlige; thi Solen staar ogsaa op for de Ugudelige.

✂ Naar I nu, mine Tilhørere, alvorligt og omhyggeligt overveje disse Ting, som jeg i Korthed har fremført, da haabe vi, at l atter saa at sige ville blive gode Venner med de bedre iblandt 36 Hedningerne; at i, opmuntrede ved disse deres uformodentlige Gerninger og Ord, holde det for en Skam, som det ogsaa er, at overgaas af disse i Kærlighed til GUD , eller at sætte sit Sind mere til Jorden end til Himlen; at I, om I have lidt Uret af noget Menneske, hellere ville glemme end hævne; at I ikke ved nogen Eders Forseelse ville lade hint selskabelige Baand, hvormed Naturen har forenet os, og som vi endog se at sammenfatte de vilde Dyrs Arter saa tæt, tage nogen Skade af hine Menneskeslægtens arge Catilinariske Oprørere: Avind, Had, Uenighed, Misundelse, Skælden, Grumhed, Uretfærdighed, Troløshed; med ét Ord, at I maale Menneskelivets virkelig lyksalige Sødhed efter den ærligste og tjenstvilligste Kærlighed, efter Photii Formaning til Ederag), med hvis Ord mig lyster at slutte vor liden Prædiken: Du skal elske din Næste ligesom dig selv. Hvad kan være nyttigere eller bedre end dette? hvad tjenligere til at opholde Livet eller til at fremme den menneskelige Naturs Staldbroderlighed og Sagtmodighed end at elske sin Næste som sig selv ? Og at vide, at man er et Værk af samme Haand, af samme Natur, at man er kommet for Lyset ved samme Forplantelses Hjælp og ogsaa skal forlade dette Liv ad samme Vej, hvorefter der forestaar os én og samme Dommer, der afsiger Kendelse over vore Gerninger i levende Live; og fremfor alt at bestemme, at man ej bør bedrive nogen af de Ting imod sin Næste, af hvilke man aldrig vilde tilstede nogen imod sig selv, men bør baade ønske og forvolde den, hvis Næste man er, alt godt og gavnligt. Thi dette er Kærlighedens Mening. - Men 37 skulde denne Formaning synes Eder mindre guddommelig, saa hører Paulum i Romerbrevetah): Hvo som elsker den anden, haver opfyldt Loven; ligeledes i Brevet til Timotheum ai): Summen af Budet er Kærlighed af et rent Hjærte, og af en god Samvittighed, og af en uskrømtet Tro.«

V
OM VOR TIDS BARBARISKE
VELTALENHED.

✂ En lige saa rig som hæderlig Landsmand af mig førte ved en udenlandsk Domstol, hvor Dommere og Advocater ere Drøsepinde af Fabii Art, en allerede langvarig Proces mod en Mand, der uredeligt vilde tilsnige sig hans Arvegods. Han havde engang modtaget et helt Bundt Documenter fra Advocaten (da jo Proces-Acternes Skriftstykker pleje at være meget ordrige) og kommer ikke ret længe efter til mig, beklager sig til mig over sin Skæbne og besværer sig over, at hans Midler Dag for Dag forringes af den, der havde hans Gods at forvalte. Dertil fører han alvorlig Klage over sin Barndom, hvilken ej havde faaet nogen Lod og Del i boglig Lærdom, saa at han nu endog var skammeligt uvidende i Latinen. Nu spørger jeg ham: »Sig mig, kære, hvad vil du med Kundskab, med Øvelse i det latinske Sprog, 38 or hvis Skyld du efter mit Skønnende ikke har Grund ti! at røre en Finger?« »Jovist«, svarer han, »havde jeg ikke Brug for at kende det, saa vilde jeg ikke idag overløbe dig.«

✂ Imidlertid fremtager han af Lommen det Bibliotheque (jeg mener den tunge Pakke Acter), som hans Advocat havde sendt ham, og viser mig nogle latinske Steder, indflikkede paa de tyske Procuratorers pralende Maneer, samt beder mig venligt tjene ham i at fortolke dem. Men jeg vilde hellere have gjort alt andet for min Ven, om jeg havde kunnet undgaa denne Bestilling. Hvorfor? Jo, jeg kendte alt paa Forhaand den latinske Skrivemaade, som Advocaterne bruge; det var mig ej ubekendt, at de finde deres Fornøjelse i barbariske og forfalskede Ord, ret som kunde de aldrig skrive priseligere end efter Mørke-Mændenes Mønstera); og jeg frygtede forud, at den nærværende juridiske Stil vilde volde mig meget Hovedbrud. Min Frygt slog heller ikke fejl: alt var opfyldt med utydelige Omsvøb; der var næsten lige saa mange Fejl som der var Ord, og det de uhyrligste af alle Uhyrer, i hvilkes Fortolkning jeg blev stikkende lige som Øget i Grøften (som det med et bondeagtigt Sprog hedder hos Livium b)), skamfuld, tvivlraadig, nødt til at tilstaa, at det ikke stod mig klartc ). Af vor Taskenspiller-Advocats utallige Latterligheder lyster det mig at nævne en: Scotare, hvilket dunkle Ord jeg i Begyndelsen i mit stille Sind tænkte paa at aflede af det græske Ord [x][x][x][x][x][x], Mørke, men siden 39 hørte jeg af en vis Mand, at det var det samme som det danske: at skøde d).

✂ Næppe havde Spørgeren sat Foden udenfor min Dør, før nogle belæste Venner afløste ham, hvilke jeg fortalte den sidste Historie. Derefter kappedes vi om at gaa i Rette med vor Tidsalders barbariske Veltalenhed, saasom den er falden saa vidt fra den gamle romerske, at den aldrig synes atter at kunne forliges med denne. Og først af handledes nu den tungmælte Veltalenhed hos adskillige Lovkyndige (thi disse vare Udgangspunct for Discursen), hvilke vi ofte se at skrive saalunde, at Tullius, at de gamle Lovkyndige, hvis de vendte tilbage til den lærde Verden, uden Tvivl enten vilde græmme sig over, at de havde været Romere, eller ogsaa over at Romersproget ikke var begravet samtidig med deres egen Jordefærd, paa det at det ej skulde fordærves af Eftertiden. Ej heller forbigik man, paa det disses Uduelighed kunde lægges dem desmere til Last, de velberømte Juristers prisværdige Amindelse, hvilke den forrige Tid fremførte: Gothofredi, Budæi, Cujacii, Boissonii, Rittershusii, Tiraquelli, Cunæi e), og mange andres, hvilke have holdt det for en Ære at være rige paa mærkelig Berømmelse ej alene i Lovkyndighed, men ogsaa i boglige Kunster og Veltalenhed, som det sømmede sig navnkundige Jurister; thi om end Lovkyndigheden er besjælet af en dybere Videnskab end Veltalenheden, saa er dog en virkelig Taler ikke alene ved sin Aands Kraft, men ogsaa ved sin Kundskabs Fylde Lovtrækkerens Overmand, som den ypperlige Jurist Diodorus Tuldenus 40 sigerf); hvori Grotius samtykker, hvis Ord ere disseg): De n Lovkyndiges Bestilling vil ej skabe en stor Mand, hvis ej Veltalenhed kommer til.

✂ Dernæst lode vi Juristerne fare, og nu maatte Philosopherne holde for, og fornemmelig tages deres dialectiske Beviser under Overvejelse, hvilke hin Aristo fra Chio h) ej uvittigt ligner ved kunstfærdige, men unyttige Edderkoppespind. Vi kunde nemlig ikke bare os for at spotte over deres mange nye og langvejs hentede Kunst-Ord eller, som hine med et fornemmere Navn kalde dem, techniske Terminos, efter Diogenis Exempeli), da han hørte Platonem holde Tale om Ideerne og nævne Bordheden og Bægerheden. Efter denne Spot over den latterlige og letfærdige philosophiske Nyhedssyge fulgte siden-vort alvorlige Klagemaal over den sande Philosophiæ Forsømmelse hos os Danske. Vi ærgrede os nemlig over, at næsten alle vore Philosopher ikkun ere en Art veltalende og for Landet unyttige Sophister, som opholde den academiske Ungdoms Tid med dunkle og intetsigende Forelæsninger; som finde deres Morskab i paa stoisk Vis at snurre med dialectiske Underfundigheders Strikker; som med den største Omhu docere Logicam og Metaphysicam, ret som om hele Videnskabens Velfærd hænger af disse Lærefag, der iøvrigt ej ere at foragte; men derimod skøtte intet om Philosophiens helligere Dele, Moralen og Naturalphilosophien, hvilke de visere Philosopher, undtagen Dialectikerne Zenon, Archedemus, Eudemus og andrej), bestandig have foredraget for Dialectiken; 41 een lignede nemlig Philosophien ved et Dyr, Logiken ved Benene og Senerne, Ethiken ved Kødet, og Physiken ved Sjælen; en anden ved et Æg: Logiken var Skallen, Ethiken Hviden, men Physiken Blommen k). Disse Philosophiens vigtigere Lærdomme, højst nyttige baade for Menneskelivet og ofte for Landets Vel, ærgrede vi os svarligt over at se skødesløst vanrøgtede i vore Høresale, ret som var det de Danske nægtet at philosophere ret og skarpt, saaledes som næst efter den ondsindede Molesworth l) Christoph, Aug. Heumannus mener, hvilken i sin Betænkning angaaende det philosophiske Gemyt m) har efterladt sit højst ubillige Vidnesbyrd om vor naturlige Evne til at philosophere, i disse Ord: »Der er ingen Grund til, at Polakkerne, de Svenske eller de Danske skulle opholde mig i længere Tid. Thi omendskønt ogsaa hos hine de boglige Studeringer have deres Elskere, iblandt hvilke der dog ikkun er et meget ringe Tal, af hvem der findes Skrifter af nogen Værdi, saa synes selve Luften hos hine alt for skarp, og Himmelegnen alt for umild til at den duer til at fostre philosophiske Aander, al den Stund disse Lande ogsaa med Lethed kunne overse Tallet paa deres indfødte Philosophis. Og ligesom Beroaldus mener, at Polonien lyder ligesom Polemonien n), saaledes vil man sige om de Danske og Svenske, at de immerfort have fuldbragt større Ting med kraftig Haand end med frugtbart Hoved.« Denne Ubillighed harmede os dog for saa vidt mindre, som den berømmelige Mand Philippus Frid. Hane o) nylig havde tilbagevist den i sin 42 højlærde Betænkning over de nordiske Folks philosophiske Gemytter, og med største Ære forsvaret vort Navn.

✂ Siden kom vi til hine Theologer p), hvilke ingenlunde tykkes sig selv kløgtige, medmindre man har al sin Kløgt behov for at forstaa dem, og som desaarsag nu sagtmodigt og lemfældigt ere advarede af mig i i. Parts XXXV. Discurs. Imod disse opstilledes de Theologer, som have indlagt sig stor Ros af Philologien, og hvilkes Hæder aldrig vil fordunkles af nogen Art af Forglemmelse: Castalio, Petavius, vor Brochmann, hvilke Bartholinus priserq); ligesaa de, som efter Crenii Meningr) tale meget godt Latin fremfor de andre: Ægidius Hunnius, Leonhardus Hutterus, Henricus Høpfnerus, Caspar Finckius og Jo. Quistorpius den ældres). Og ved samme Lejlighed, da Dunkelhedens og Sprogfejlenes onde Frugter i Theologien gennemhegledes, fortalte en af Vennerne os en lystig Historie, der havde tildraget sig ved vort Universitet i København Aar 1653 under Frederik III.s Regering. »Altsaa; den højagtbare Mand Jo. Zoëga, Professor i Logik og Metaphysik, havde i sin Disputats indrykket den Thesin, at Skærsilden har ikkun Existens i Tanken, som Philosopherne sige. - Hvad sker? I Følge med den spanske Første-Ambassadeur, som da levede i København, var en katholsk Præst ved Navn Godofredus t), en Sophist, som for at bekæmpe Zoëgæ Thesin til fastsat Tid indfandt sig i Høresalen. Han kører op med alle mulige philosophiskeVaaben, gør Virkning paa Præsidem, 43 anfalder ham med Hug og Stik, og bringer ham atter og atter i Knibe, ja det gaar saa vidt, at omendskønt Skærsildens Sag havde Grund til at ængste sig endog ved at have den sietteste Taler til Modpart, syntes ikke desmindre hin spanske Protagoras nu at være hans Overmand. Vor Mand blev altsaa paa denne Maade saa godt som sat til Vægs, og da han Ikke øjnede anden Udvej til Frelse, benytter han sig af de samme Krigspuds og Kneb som Spanieren, og for bekvemmeligt at undvige Hugget kommer han pludselig i Tanker om Adskillelsen imellem Archipodialiter og Reflexive u); dette Støv kastede han Godofredo i Øjnene, og dav) denne nu, blind og maalløs, blev helt forfærdet derover, brød man op og gjorde Ende paa Talen, og Spanieren blev archipodialiter overvunden og reflexive holdt for Narx).«

✂ Endelig bleve for de Læger, der ere udelagtige i boglig Lærdom, de saare veltalende Philologer af deres Stand holdte op for Øjnene til Efterfølgelse: af de gamle Cornelius Celsus (han udøvede dog ikke Lægekunsten), en ypperlig latinsk Skribent y); af de nyere aleneste blandt de Danske Jo. Rhodius, Th.Bartholinus, de tvende Olaus Vormius (Bedstefader og Sønnesøn), Christianus Ostenfeld, Ol. Borrichius, vel den ypperste af sin Tids Philologerz).

✂ Medens vi afhandlede dette og adskilligt andet, sagde en af de tilstedeværende Venner, en lidt knarvoren Mand: »Hvad er Grunden til, at I bedømme de Ting, der skrives nu i disse Tider, efter 44 den gamle Veltalenheds Love, ligervis som Petronius og Forfatteren til Samtalen om Talekunsten æ) ? Forbi, forbi er nu hin Overtro hos visse gamle Folk i den litteraire Republique, at de intet kunde sige eller skrive uden hvad der faar Medhold hos de ældste Skribenter. I vore Dage blomstrer den gemene Mands Veltalenhed; og lad den blomstre! Thi, for at sige min Mening rent ud, saa kommer det lidet an paa hvordan vi skrive, men meget paa hvad vi skrive. Jeg hader den kvindagtige Udpyntelse af Ordene; jeg skattérer Tanker, ikke Talemaader.« Dertil svarede jeg: »Du farer vild, højagtbare Mand; Omsorg for Ordene skal efter min Mening være det samme som Omhyggelighed for Tingene selvø); du farer vild, hvis du holder mig for saa overtroisk, at jeg alene ønsker Ciceronem, i hvilken Veltalenheden har prøvet alle sine Kræfter, efterlignet, fordi han er saare efterligneisesværdig; du farer vild, hvis du holder mig for at være en afgjort Fjende af de nye Ords Mestere, naar bekvemmelige og tilbørlige Navne fattes hos de Gamle; du farer vild, hvis du troer, at jeg er saa til Sinds, at jeg i Talen ønsker Ordene kunstfærdigt stafferede; nej, tværtimod: medens den barbariske Veltalenhed ledsages af fortrædelig Dunkelhed, ønsker jeg snarere at indskrænke den correcte Veltalenhed dertil, at den altid er let at tyde. Jeg sigter her til Størstedelen af de gamle Jurister; jeg sigter til de fleste af Cornelii Celsi Skrifteraa); jeg sigter til næsten alle Kirkens Fædre, undtagen Tertullianum (jeg taler her ikke 45 om Dionysio Areopagita ab) og nogle faa andre), hvem hans krogedeac) og dunkle Skrivemaade alt i gamle Dage lagdes til Last, ogsaa hos selve Latinerne, efter Lactantii Vidnesbyrdad): Septimius Tertullianus var kyndig i alle Arter af boglige Kunster, men lidet behændig i Udtryksmaaden, og lidet sirlig, men meget dunkel; derfor har han heller ikke opnaaet synderlig Navnkundighed. Disse, saavel som enhver correct Skribent, bære den Frugt, at de lettelig forstaas, og nyde den Hæder, at de læses længe. Naar jeg derimod tager de fleste Nyeres Skrifter i Haanden, nødes jeg paa Stand til atter at slippe dem af Hænde uden at være det mindste klogere; jeg nødes til at tilstaa, at jeg enten næsten har glemt min Latin (hvis man da kan kalde disses Orakelsprog Latin) eller ogsaa aldrig har lært den; jeg tykkes mig selv at læse en eller anden Marcianum Capellam ae): paa nogle Steder kan jeg næppe bare mig for Latter, paa andre næppe for Søvn. Men lad nu denne ubehagelige Materie fare; lad Barbarerne beholde den romerske Republique, som de have indtaget, lad dem styre den efter deres Love og holde den under deres Trældom. Jeg har ikke andet at trøste hin Republique med end hint Vergilii Versaf):

✂ Kun een er Slagnes Hjælp: sig ingen Hjælp at haabe.«

VI
OM TITELEN: KONGERNES KONGE.

✂ En theologisk Studerende, en Mand af fromt Gemyt og megen Læsning, men af middelmaadig Forstand, der saa, at den algode og almægtige GUD i den hellige Skrifta) kaldes Kongernes Konge, og at denne Benævnelse tillægges ham, som ham alene tilhørende af Dionysio Areopagita i hans Bog om de guddommelige Navne b), mente, at der i saa Fald afkortedes meget i den guddommelige Majestæt, naar den havde saa stor og saa ophøjet en Titel tilfælles med en Dødelig, og en Gang, da Talen hos mig faldt paa Titlerne den allerchristeligste & den catholske, harmedes og undredes han over, at Persernes Konge Artaxerxes skarnagtigt og uforskammet tiltog sig saa meget, at han vovede at begynde det Brev, som Esra har efterladt os i Udskriftc), saalunde: Artaxerxes Kongernes Konge - -.

✂ For nu atter at bringe vor Perser i hans Venskab igen henviste jeg først Manden til selve den højeste GUD, hvilken, saavidt jeg mindedes, kalder Nebucadnezar Kongernes Konge d); dernæst erindrede jeg ham om, at Artaxerxes kaldtes saalunde af sit Herredømmes Vælde og Storhed, ligesom efter en Formular i det hebræiske Sprog; at han af samme Aarsag kaldes af Æliano e) den store Konge; at hertil sigtede Agesilai Ord om Perserkongen hos Plutarchum f), hvilken, da Indbyggerne i Asien piejede at kalde hin den, Store, sagde: »Hvordan kan 47 han være større end jeg, naar han ikke er retfærdigere eller maadeligere?« Hertil føjede jeg, at de gamle Kongernes Konger vare saa meget mere undskyldte i deres Benævnelse, som Smaa-Konger løde under dem; hvorved jeg beraabte mig paa hint, som jeg mener, bekendte Sted hos Suetonium g): Man fortæller, at endog visse barbariske Smaa-Konger (hos Partherne) lode deres Skæg aftage og deres Hustruers Hoveder rage som Tegn paa den største Sorg, og at til og med Kongernes Konge afholdt sig baade fra at gaa paa Jagt og fra at gøre Gæstebud for sine Embedsmænd, hvad der hos Partherne er Tegn paa Landesorg. Og da nu Talen førtes hen paa Partherne, tilføjede jeg til Overflod Trebellii Pollionis Vidnesbyrdh) om Belsolo, hvis Brev til Saporem begynder saalunde: Kongernes Konge Belsolus hilser Saporem; ligesaa Dionis Vidnesbyrd om Phraarte, som i sit Brev til Augustum ligeledes gør sig til af at hedde Kongernes Konge i); samt Plutarchi Vidnesbyrd om Pompejo, som ej vilde tildele Parthernes Konge denne Titel. Siden vendte jeg tilbage til Perserne og anførte efter Ammianum j) Kong Saporis Brev til Constantium, hvis brovtende Begyndelse lyder saa: Kongernes Konge Sapor, Parthaver i Himmelen, Solens og Maanens Broder, hilser Constantium - -. Men heller ikke Ægypternes Konger have afholdt sig fra denne Titel, som jeg viste ud af hin Osmanduæ Gravskrift hos Diodorum Siculumk ), hvilken af Rhodomano l) gengives paa Latin saalunde: Jeg er Osmanduas, Kongernes Konge. Om nogen vil vide, hvor stor jeg er og hvor jeg ligger 48 begravet, da overtræffe han et af mine Værker m). Ligesaa af hin anden Indskrift, som Sesoosis (eller Sesostris, Sesonchis) satte paa de IhukommelsesStøtter, hvilke han lod oprejse overalt i de ved Krig erobrede Lande, som sammesteds berettesn): Dette Landskab har Kongernes Konge og Herrernes Herre Sesoosis overvundet med sine Vaaben. Denne Indskrift nægtede jeg ikke at være fuld af Stortalenhed, dels fordi GUD selv hos Moses o) synes at tilegne sig Titlen Herrernes Herre: Herren Eders Gud er en Gud over Guderne og en Herre over Herrerne - -, dels fordi paa dette og paa de fleste Steder i den hellige Skrift Ordene HERRE og GUD følges adp) og indbyrdes forbindes saa vel som hos de verdslige Skribenter i hin Domitiani ugudelige Formular: Vor Herre og Gud befaler at gøre saalundeq); dels endelig fordi alene Navnet af HERRE har syntes alle de bedste Kejsere, Augusto r), Tiberio s), Alexandro Severo t) og andre alt for helligt til at de vilde indtræde i dets guddomlige Samfund, aldeles efter Tertulliani Meningu): HERRE er GUDs Tilnavn. Jeg kan ganske vist kalde Kejseren HERRE, men ikkun naar jeg ikke nødes til at sige Herre i Betydning af Gud. Thi min Herre er een: den almægtige og evige Gud - -.

VII
OM EN MÆRKVÆRDIG SVENSK
REGNEMESTER.

VIII
JANNES & JAMBRES.a)

✂ En ung Mandb), som ivrigt efterforskede fjærne Spørgsmaal og Lærdomme for med Forstanden at fatte de ægyptiske Troldmænds Jærtegn hos Mosesc), havde gjort sig meget Hovedbrud og paa det omhyggeligste igennemlæst de fleste gamle Skribenter om ægyptiske Sager: Jamblichum, Diodorum? Strabonem, Herodotum og Plutarchum d), men havde slet intet Spor kunnet befinde af ugudelig Trolddom. Han slog sig da omsider til de Nyeree), og da han længe havde flakket rundt iblandt dem, kom han en Dag til mig, frydefuld som om han havde fundet Fløjten ved Kilden, som Poeterne sigef). Jeg spørger ham om Aarsagen til et saa muntert Sind og et saa glad Ansigt. Han svarer, at der var hændet ham noget meget angenemt: at han ved at anvende den berømmelige Joachim Langes Udlægning havde faaet enhver Tvivl om sine Ægyptere, enhver Vanskelighed ryddet af Vejen. Nu fremtages Lange, og af hans Kirkehistorie g) oplæses denne den højlærde Mands Mening: Troldmandenes Undere have været Værker af den sande Guddom, anrettede af Gud selv igennem dem. - Den unge Mand, der agtede Langes Mening højt, adspørger mig, hvad jeg mener desangaaende. Jeg svarer ham : »For min Skyld kan godt din Theologs Mening uanfægtet staa ved Magt; jeg skal ikke stride imod. Thi om jeg ellers har nogen Dømmekraft, da synes tilvisse hin Langes ægyptiske Gud at 56 aabne en sand Slagmark, paa hvilken stridbar Veltalenhed kan tumle sig vidt og bredt.«

✂ Han beder mig nu fare fort og fremsige min Mening, thi han betvivlede ikke, at jeg angaaende saadan ingenlunde almindelig Sag enten havde speculeret dybsindigt eller antegnet noget i min Notitsbog eller lært adskilligt ved at læse og høre et og andet. Jeg adlyder, farer fort, og taler rent ud om Sagen. Hovedindholdet var dette: »Den ægyptiske Trolddom«, siger jeg, »have de fleste af de gamle Christne holdt for Bedrageri. Saaledes mindes jeg at have læst hos Tertullianum h) : Hvad skalle vi da kalde Trolddommen? Hvad fast alle nævne den: Bedragen. - Tryllestavenes Legemer syntes Pharaoni og Ægypterne at være Slanger; men Mosis Sandhed opslugte Løgnen i). Saalunde ydermere hos Lactantium j): Al Troldmændenes Kunst og Magt bestaar ved Djævlenes Indgivelser; naar de blive paakaldte af hine, skuffe de Menneskenes Syn med Blændværk og Koglespil, saa at de ikke se de Ting, som ere, og tro sig at se de Ting, som ikke ere. Andre Skribenter mene, paa det den hellige Skrift kan staa ved sin enfoldige Sandhed, at Ægypternes Trolddom var sand, med hvilke jeg ganske vist samtykker, men dog tillige undres over, at ikke én af alle dem, som jeg har efterset, har taget Forskellen i Agt imellem de Vise og Koglerne k), hvilke Moses kort efter flere Steder benævner Troldkarlene; hvilken Forskel selve Skriften lærer; ret som om de ægyptiske Vise befattede sig med den forbudne Trolddom, saaledes som der fordum i de offentlige Skoler i 57 Salamancal) undervistes i Magie og Aandebesværgelse, hine Trolddomskunstens fordærvelige Dele, efter hvad Jo. Laurentius Ananias paastaarm), og efter hans Forsikring Georgius fra Ragusa, Theolog, Læge og Philosoph i Padovan). Sikkerlig adskilles hos Daniel i Cap. 5, efterat de Vise ere omtalte i Vers 8, i Vers i i Troldmændene paa det tydeligste fra de øvrige Vise: Magerne, Chaldæerne, Sandsigerne o). Og hine Ægypternes Vise ser jeg da intetsteds, hverken i den hellige Skrift eller hos verdslige Skribenter, beskyldte for Trolddom, nej, jeg ser dem frikendte derfor af Jamblicho i hans Skrift om Ægypternes forborgne Helligdomme med følgende Vidnesbyrdp): Ægypternes Præster henvende sig til den guddommelige Fornuft om de Ting, som henhøre til Sjælens Renselse, Frigørelse og Frelse, og de pønse ikke paa Ting, som ere Menneskene unyttige, men paa hvad der er alles Sjæl til største Baade; ikke heller fare de vild, formørkede af en underfundig og forførende Djævel; nej de gaa i alle Maader ad over den svigefulde og djævelske Natur og stige op til den begribelige og guddommelige, saaledes som Marsilius Ficinus q) oversætter det paa Latin. Hvorfor? Fordi disse i Ægypten vare de samme som Gymnosophisterne r) hos Inderne, Magerne hos Perserne, Chaldæerne hos Babylonierne og Assyrerne, Druiderne hos Celterne og Gallerne, med hvilke de sammenlignes hos Laërtium s) & Tertullianum t) og andre. Disse ere blevne oplærte i alle gode Kunster, og det af Abraham som Læremester (efter hvad nogle meneu)) og have undervist Joseph i deres Magies hæderlige Lære, som Justinus v) og efter 58 ham Orosius x) beretter; hvoraf nogle mene at det kom sig, at han af Pharaone kaldtes de hemmelige Tings Aabenbarer eller Fortolker, hvis hin Oversættelse af Ordene er rigtig, saa at de ikke have en ny Aabenbarer eller Fortolker af Hemmeligheder behovy). Disse have fremdeles undervist Moses, efter den hellige Skrifts Vidnesbyrd: Og Moses blev oplært i d Ægyptens Visdom; men han var mægtig i Ord og Gerninger z). Og som denne Visdoms Dele nævner Clemens Alexandrinus æ) Arithmetik, Geometri, Rhytmik, Harmonilære, Lægekunst, Musik, Philosophie ved Hjælp af Sindbilleder, hvilken de fremstille i de hieroglyfiske Indskrifter, og Himmelkundskab.«

✂ Efter sagtmodig at have hørt paa dette, foreholder min unge Ven mig hine bekendte Navne, som hos Paulum ø) læses Jannes & Jambres, hos andre anderledes: berygtede Troldmænd ud af de ægyptiske Vises Lav. Han erindrer mig ligervis om, at de begge af Greg. Abulpharajio aa) kaldes Vise, som have undervist Moses i Visdom; han erindrer om, at de af Numenio hos Eusebium ab) kaldes Helligdoms-Skrivere, af Artapano hos sammeac) Præster over Memphis. Men imod disse mindre bekvemmelige og nyere Hjemmelsmænd satte jeg andre og ældre Vidnesbyrd af Jøder, hvilke intetsteds indskrive hine to Brødre (som Ambrosius kalder dem) i de Vises Lav, men ikkun benævne dem Koglere samt Troldkarle eller Kogler-Hoveder og Troldkarls-Hoveder ad): hvilke Kunstnere Pharao har benyttet og fornøjet sig over, ligesom Kejserne Nero ifølge Suetonium ae) og Didius Julianus ifølge Spartianum af), samt andre.

✂ Endelig efterforskedes det, hvad det var for en Dyre-Art, som i Mosebogenag) kaldes Lus; ligeledes hvordan det gik til, at Troldmanden, der skulde fremkalde dem, nu blev nødt til at give sig tabt og tilstaa, at det var GUDS Finger? Angaaende det jødiske Ord saa vel som det græske, med hvilket de 70 Fortolkere forklare det, Myg ah), oplede vi hvad Bochartus ai) og hvad H. Stephanus aj) afhandle; dernæst vende vi os til de latinske Fortolkere og lære, at den Art Insecter af de Gamle oversættes ved Myg (uretteligt af nogle Nyere ved Lus), hvilke Orosius ak) beskriver paa følgende Maade, hvor han taler om Ægypternes Plager: Siden sendte han glødende Myg, som man intetsteds kunde undslippe, da de svirrede overalt i Luften; ligeledes andenstedsal): Der førte den tredje Plage Myg med sig, nemlig bittesmaa og blodtørstige Fluer, hvilke ofte midt om Sommeren paa urene Steder svirre rundt i tætte Sværme og pleje at komme glidende uden nogen Flugt og sætte sig i Menneskenes Haar og Kvægets Børster med et sviende Stik.

✂ Dernæst gaa vi over til Aarsagen, hvorfor Troldmændene ej formaaede at fremkalde Myg, Simplest og derfor rettest syntes den os at være, naar vi troede, at dengang da det var kommet til dette Jærtegn, havde det behaget GUD at anvende en Art Trolddoms-Magt, paa det at hans GuddomsVælde og Højhed med saa meget større Hæder, naar nu Jannes og Jambres gave sig tabte, kunde paatrænge sig begge Folks Øjne og Sind, paa det at den overmodige Pharao kunde fortryde sin 60 Væddestrid med den højeste Guddom, og den overvundne og besejrede Trolddomskunst skamme sig ved sin Fripostighed og Frækhed. Iøvrigt fragik jeg ikke, at jeg fordum var falden paa den Tanke, at de ægyptiske Mygam), der paa den Tid fremkom, vare en ny Dyreart i Naturen, ved hvis uformodede Tilsyneladeise Trolddomskraften, som jeg tænkte mig, blev forfærdet og bukkede under.

IX
OM FYRSTENS MYNDIGHED OVER
BORGERNES MENINGER.

✂ Det foregaaende Aarhundrede, hvilket der hos os Danske var den Lod beskaaret, at det i hjemmefødte Digteres Berømmelse overgik de forrige Tider og betog de kommende alt Haab om at kappes med det, avlede en Mand, der mere udmærkede sig ved Begavelses Dyder end ved Dyders Begavelse, og hvem

✂ hans Snilles Sprude-Væld blev til Fordærv og Døda).

✂ Han var af en eller anden vanvittig Fripostighed dreven saa vidt, at han end ikke kunde dy sig for at skrive uforskammede Vers mod de fleste høje Herrer i Riget, ja uforblommet tilføjede den allerhelligste Fyrste den svareste Fornærmelse. Loven er denneb): Hvo som laster KONGEN. . . . til Beskæmmelse . . . ., have forbrudt Ære, Liv og Gods, den højre Haand af hannem levende afhugges, Kroppen 61 parteres og lægges paa Stejle og Hjul, og Hovedet med Haanden sættes paa en Stage. Fremdelesc): Taler nogen ilde om KONGENS Regering, have de forbrudt Ære og Gods. - Ikke desmindre blev der ej gjort vor Misdæder anden Fortræd end den, som Augustus allernaadigst i sin Tid gjorde Cassio Patavino, da han nøjedes med at straffe denne med mild Landsforvisning, endskønt han midt under et Gæstebud havde udraabt, at han manglede hverken Villie eller Mod til at stikke ham ihjel d). Altsaa, ved vor allerretsindigste CHRISTIANS utrolige Overbærenhed gaar det saadan, at vor Jacob W. alene straffes med Landsforvisning til Østerleden, for indtil sin sidste Dag i Ensomhed hos Inderne at gøre Bod for sin Uforskammethed; omendskønt der gives dem, der paastaa, at han fik et andet Endeligt og paa Hjemrejsen fra sin Landflygtighed fandt sin Grav, om end uden Begravelse, undervejs paa Havet.

✂ Denne Poëts Vers samt hans latinske Afhandling med Titelen: Jeroboams Afgudsbilleder i Dan og Bethel e), som er fuld af spidsige Skældsord, oplæstes engang i en Forsamling af nogle studerende Personer, da jeg tilfældigvis kom til Stede som Tilsynsmand. Jeg spørger, hvad de have i Hænde? De forevise hint usalige Hoveds Ihukommelsesskrifter; jeg beser dem, cg da de ved første Øjekast vare mig velbekendte, giver jeg dem tilbage til deres Læsere, med Tilføjende af, at vor Poët ikkun havde gjort sig slet fortjent af sin Skarpsindighed, og at de, der læse ham og hans Lige, ikke gøre sig synderlig bedre fortjente af deres 62 gode Tid. Dertil svarede en af de unge Mænd: »Det er saa langt fra, at vi læse det med det Sindelag, hvormed han skrev det, at vi snarere regne hans gruelige Fripostighed for et Tegn paa, at han ej har været ved sit fulde Vid. Dog vil jeg ikke fragaa, at det er os angenemt, naar Forfatteren erindrer Fyrsten om, at Dydens Belønninger indehaves af Embedsjægere, at Uværdige indsnige sig fremfor Værdige, at Fædrelandet befordrer dem, som ikke befordre Fædrelandet, men ere til Besvær ved Hoffet, i Krigen, i det borgerlige Selskab og i Kirken«. Da sagde jeg: »Mon I ikke kende hint Aristotelis gamle Ordf): Hvor der er mest Vid og Forstand, er der mindst Lykke? Dette have vore Forfædre beklaget, dette beklage vi, dette ville vore Efterkommere beklage: at Mennesket lige saa sjælden fortjener hvad han opnaar, som han opnaar hvad han fortjener. Dog synes den Borger ulidelig, der lægger sin Fyrste dette til Last og bebrejder ham det, ligesom Antisthenes fordum, da han raadede Athenienserne til at beslutte, at Æsler vare Heste og de erklærede dette for at være aldeles meningsløst, svarede dem: Ja, men hos Eder tages endelig ogsaa Folk til Feltherrer, som intet have lærtg). Sikkert bør man se op til Fyrstens Forsyn, der ligesom GUDS Haand uddeler menneskelige Belønninger, med den Ærbødighed, som den theodosianske Lovbog foreskriverh): Ingen bør afhandle om Fyrstens Kendelse. Thi det er saa godt som Helligbrøde at betvivle, om den Mand er værdig, som Kejseren har udvalgt. Dertil kommer Nazarii Advarsel i 63 Lovtalen over Constantinumi): At fælde Dom over Fyrsterne er ingen tilstedt; hvilket jo var halsløs Gerning under Tiberio: ved nogen Meningstilkendegivelse at have angrebet nogen Ytring eller Gerning af ham, som jeg mindes at have læst hos Svetonium j). Og denne Borgerens Ærbødighed er sandelig ikke den ringeste Del af hans Troskab mod Fyrsten. Thi ikke sandt? Hvis min Konge efter Ludovici XI Exempel gjorde sin Læge til Kansler, sin Barbér til Generallieutenantk), da hører Sagen ej under min Domstol, men det er min Lydighedspligt tavs at samtykke og i mit stille Sind betænke hint Apostelens Ordl): Hvert Menneske være de foresatte Øvrigheder underdanig; thi der er ikke Øvrighed uden af GUD; men de Øvrigheder, som ere, haver GUD beskikket. Jeg tilstaar lige som hin M. Terentius hos Tacitum m): Det er ikke vor Sag at bedømmme, hvem du ophøjer over de andre, og af hvilke Grunde du gør det. Dig (Tiberio) have Guderne givet den øverste Dom over alle Ting; os er den Ære levnet at adlyde. Jeg taler om min Konge, ikke om en Nero eller Heliogabal n), hvilke vare gode og skikkelige Menneskers Fjender og paa skammelig Vis skænkede Statens største Æresamter til liderlige Skælme og Galgenfugle.«

✂ Der var nu en, som kaldte en saadan Ærefrygt usigelig dum, saafremt det skulde være en Synd eller en Samvittighedssag at klage over de Uværdige, som Fyrsten foredrager for de Duelige, og saafremt det ej skulde være tilladt ustraffet at ytre ligesom hine Hyttebeboere i Nærværelse af Kong Antiocho, hvilken de ikke kendteo): Kongen er god, 64 men hans Venner slemme. Ham gensvarede jeg: »Betænk, unge Mand, at det Menneske, hvem Fyrsten betroer en Del af Magten, ikke saa uoverlagt bør holdes for uværdig, som den uvidende Almue plejer at gøre, hvilken ofte finder større Fornøjelse ved Hyrdefløjtenp) end ved den fuldkomneste Sang; hvilken paa malede Skilderier ikke saa meget ser paa Kunsten ved Lys og Skygge som paa Farvernes Mangfoldighedq); hvilken ikke maaler Menneskets Dyder mere efter dets Sind og uryggelige Troskab mod Fædrelandet end efter dets Legeme, Lykke og Navnkundighed. Husk, at det menneskelige Gemyt er saalunde, at vi ved Vurderingen af andres Forslagenhed for det meste mere føje vort Had, vor Misundelse, vor Begærlighed, end vi adlyde Ærligheden, og naar vi se Æresamter, som vi maaske ønske os selv, tilfalde en anden, klage vi over, at nu ere de ynkelig bortkastede, udraabende hint Ulvens Ord om den tragiske Maske hos Phædrum r) :

✂ Anselig af Gestalt, men Hjærne har den ej,

✂ eller ogsaa hint Ciceronianske Ord: Ak, hvilke Tider! Ak, hvilke Sader! s) - Betænk, at de Gunstbevisninger, der blive de saakaldte Uværdige til Del, ikke saa meget kunne lægges Fyrsten til Last som dem, der ere Fyrstens Øren og Øjne, og som anbefale dem og sige god for deres Fortjenester. Betænk endelig, at hvis Udvælgelsen af kloge Hoveder betroedes dig af Fyrsten; hvis alle Embeder ved Hoffet, i Militairetaten, i det borgerlige 65 Selskab og i Kirken lagdes i dine Hænder, og du beskikkede Staten saalunde, at herefterdags ingen uden den berømteste og ypperligste skal beklæde Embede og Æresamter, saa vil dog disses store Dyder ofte ikke være foruden Fejl, saa at det er tvivlsomt, om de ikke skade Fædrelandet ligesaa meget som de gavne det. Sejanus er, det tilstaar jeg, af et fremragende Hofmands-Gemyt, og raadsnild, men overmodig, rænkefuld, og en Mester i alle Skælmsgerninger t); Rufinus var i Krigen udmærket tapper og en god General, men gerrig og tyvagtig u); Verres var i Staten en snild Mand og højst kyndig i at forvalte Statholderskab, men en Tempelrøver og Udplyndrer af sine Landskaber v). Ikke at tale om de fleste af dem, som styre Kirken, og som fremfor andre udmærke sig ved Skarpsindigheds Berømmelse: de have vitterligt fra de ældste Tider været de værste Fredsforstyrrere, jo mere veltalende og fremragende de vare, hvoraf komme alle Concilierne mod dem, der ville forandre Kirkelæren, alle de blodige Fjendskaber og Krige, alle Fordærveiserne i Kirken den Dag i Dag. Naar disse Ting ret overvejes, kan du ej forundres derover, hvis jeg, der elsker Maadelighed i Gemyttet, med al Agtelse for navnkundige Fortjenesters Værd dog foredrager en Mand, der mangler megen Indsigt, for en Indsigt, der mangler sin Mand.«

X
KORT BEGREB AF DET GAMLE
ROMERSKE HOF.

XI
PAULI KAMP MED VILDE DYR.

✂ En ærværdig Fortolker af de hellige Skriftera), en Mand, der paa Grund af sit Gemyts, sin Veltalenheds og sine Dyders mangfoldige Artigheder var mig og alle gode Folk af sit Bekendtskab overmaade kær, havde i Embeds Medfør i en Prædiken udlagt det XXXII. Vers i Pauli 1. Epistel til de Corinthier b). Alt hvad der var udgaaet af vor Sirenes Mund eller Bryst, havde vundet forunderligt Bifald hos mig, naar jeg undtager ét Punct, i hvilket jeg ikke var enig med ham. Denne højagtbare Mand havde nemlig forstaaet Ordet jeg har været i Dyrekamp saalunde, at Apostelen ikke havde prøvet nogen Kamp med vilde Dyr, men havde kæmpet med Mennesker der vare ustyrlige som vilde Dyr, dels under Folkeopløbet i Epheso, dels under de Disputer, som han i tre Maaneders Tid holdt med Jødefolket i Epheso, og som omtales i Apostlenes Gerninger XIX.

✂ Da Gudstjenesten var endt, og vi begge vare paa Vej hjemad, møder jeg Præsten, vi række hinanden Haand, og Talen falder atter paa Pauli Dyrekamp. Men for at vi skulde have et bekvemmere Sted at tales ved, beder han mig gaa hjem med sig og komme ind i hans Studerekammer. Her tages Sagen for Alvor op til Disput, hvis Hovedsum var denne.

✂ Min Ven Præsten minder mig først om Pauli Stil og dens sædvanlige Brug af Ord i uegentlig Forstand, og udtaler dernæst det Haab, at de, som forstaa Pauli Dyrekamp bogstaveligt, sagtens ville skifte Mening, naar de overveje det Sted i 2. Corinthierbrev XI,23 flg., hvor Apostelen, medens han er i Færd med at opregne sit Livs vigtigste Møjsommeligheder, aldeles ikke omtaler Dyrekampe, hvilket dog, som min Ven ikke betvivlede, maatte have fundet Sted, ifald han havde udstaaet denne saa ærefulde Fare. Siden fremfører han imod min Mening alle de ypperlige Fortolkeres Myndighed, hvilke man bør vise den største Hæder. Endelig lægger han til, at hverken i Kirkehistorien hos Eusebium eller hos Hieronymum (i Skriftet om navnkundige Mænd), ja end ikke hos Abdiam (eller hvem der nu er Forfatter til den apostoliske Historie) i Pauli Levned eller hos andre gamle Skribenter, som han selv havde igennemlæstc), findes nogen Omtale af dette Jærtegn, og at man derfor stiltiende gav disse ærlige Mænd Skyld for Uagtsomhed, hvis man troede, at Paulus virkelig havde kæmpet med firbenede Dyr.

✂ Imod dette mindes jeg mig beskedenligt at have indvendt, for det første at man ej uforsigtigt og unødvendigt burde gaa bort fra den egentlige Betydning af Ordet jeg har været i Dyrekamp, fornemmelig da det er en gammel Straffemaade at overgive de strafskyldige til Dyrekamp, saaledes som vi læse at Ignatius under Trajano blev kastet for Løverne d), og de Christne under Maximiano Galerio for Bjørnene e). Dernæst paastod jeg, at Stedet hos Apostelen i 2. Corinthierbrev XI saa meget mindre modsagde mig, som Forfatteren tilføjer, at han ofte har været i Dødsfare; og endelig beraabte jeg mig overfor Fortolkerne og de kirkehistoriske Skribenter paa Tertulliani og Nicephori Medhold med mig. Begge fremtoges, og af den første oplæstes disse Ordf): Hvi staa ogsaa vi, siger Paulus, hver Time i Fare? l det ringeste efter Kødet. Jeg dør daglig, i al Fald efter Kødets Farer, efter hvilket han og kæmpede med vilde Dyr i Epheso, nemlig med Vilddyrene i den asiatiske Trængsel, om hvilken han taler til dem i det andet Brev g): Thi vi ville ikke, Brødre, at I skulle være uvidende om den Trængsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besværede og over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet. - Alt dette opregner han, om jeg ikke fejler, af den Grund, at han ikke vil, at man skal tro Kødets Kamp forgæves, men vil, at man utvivlagtig skal tro Kødets Opstandelse. Thi dets Kamp maa anses for at være forgæves, naar dets Opstandelse ej finder Sted. - Her bad jeg, at man vilde mærke sig Ordet Kødets, hvilket synes at forklare hint Pauli græske Ord: paa 80 menneskelig Vis (Ingenlunde: med Hensyn til Mennesker, som Scaliger har ment at burde corrigere) saaledes, at det ej er nødvendigt at underforstaa Ordet jeg taler, som nogle villeh), ret som om Meningen var: Hvis jeg, for at tale paa Menneskers Vis eller menneskeligt, kampede mod vilde Dyr; hvilken Fortolkning synes noget haard og lidt krinkelkrogeti). - Dernæst høre vi Nicephorum j) paa Latin efter Johannes Langes Oversættelse, hvilken fortæller Sagen vidtløftigere: De, som have beskrevet Pauli Rejser, have givet Underretning om ham, baade om alle de andre Ting som han har gjort og lidt, og om hvad der vederfores ham da han var i Epheso. Da nemlig Hieronymus her indtog den første Plads, prædikede Paulus med stor Frihed. Derfor har Hieronymus bevidnet, at han ganske vist talte godt og tydeligt, men at hans Tale ikke var afpasset efter Tid og Lejlighed. Almuen lader i al Fald af Overmod og Uregérlighed Paulum slutte i Fjeder og sætter ham i Fængsel, for at han skulde kastes for Løverne at opædes. Der bede baade Eubula og Artemilla, Hustruer til bekendte Mænd i Epheso, som vare underviste i Troen af Paulo (de kom nemlig til ham om Natten), ham om den guddommelige Daabs Naade. Da nu den guddommelige Kraft og Engle-Vagtens Tjeneste oplyste Nattens Mørke med Overflødighed af Straaleglans, bliver Paulus udfriet af Jernlænkerne og indvier Kvinderne ved Havets Bred med den guddommelige Daab; og uden at nogen af alle dem, hvem det var overdraget at sørge for Bevogtningen, havde mærket noget, vender han atter tilbage i sine Lænker, i hvilke han forvaredes til Føde f or Løverne. Men da saa en Løve af umaadelig 81 Størrelse og uimodstaaelig Styrke blev sluppen løs paa ham, foer den ganske vist frem paa Sandet, men lejrede sig snart ved Pauli Fødder. Og da ligeledes andre glubende Vilddyr bleve slupne løse paa ham, turde intet af dem saa meget som røre hans hellige Legeme, som han holdt oprejst og beredt til at tale. Da nu dette var gaaet saalunde til, faldt der pludselig med stort Brag en vældig Haglbyge, langt ud over Naturens Orden, der knuste Hovederne paa mange baade Mennesker og vilde Dyr og ogsaa rev Øret af paa Hieronymo selv; og han blev dernæst tillige med sine Nærmeste af Paulo optaget i Samfund med GUD og modtog det frelsende Bad. Men hin Løve flygtede bort og undslap til de nærmeste Bjærge. - Men man maa ikke undre sig over, at Lucas ej har føjet denne Pauli Dyrekamp til hans øvrige Gerninger. Thi omendskønt Johannes er den eneste af Evangelisterne, der omtaler Lazari Genopvækkelse, tør man dog ingenlunde tvivle om dens Troværdighed og Sandhed. Thi vi vide, at ikke alle skrive, tro og kende alt.

✂ Endelig, da det er troligt, at GUD har anvendt Jærtegn til at omvende Ephesierne, tilstod jeg mig lettelig at være bevæget af disse Skribenter til at fravige min Præsts Mening.

✂ Da Disputen var endt, og jeg atter vendt hjem, gennemlæste jeg hændelsesvis en Dag den berømmelige Mand Bernhardi Raupachii Betænkning over Gudstjenestens og de boglige Kunsters Tilstand i Danmark k) og fik af denne Skribent at vide, at allerede vor nu salige Lintrup l) Aar 1695 havde udgivet et lidet Skrift om Pauli Dyrekamp, hvilket jeg siden længe, men hidtil forgæves har eftersøgt.

XII
LITTERAIRE SAMVITTIGHEDSTILFÆLDE.

✂ Jeg sad engang i mit Studerekammer, læste og gjorde Uddrag, da en af mine Venner kom ind, der var mig overmaade kær og fortrolig. Paa det Sted, hvor han satte sig, laa der for Haanden en opslaaet Bog, hvori jeg ofte har for Skik at antegne hvad nyt der falder mig paa Sinde. I den kastede han sine Øjne, og da han tilfældigvis saa, at Overskriften vara): Litterair Samvittighed, undres han over Nyheden heraf og spørger mig, hvordan det forholder sig med denne Ting og dette Ord? Jeg svarer ham, at hvad der var sammensanket paa dette Sted var beslægtet med hvad jeg havde fremsat i IV. Discurs i 1. Part om philologisk Samvittighed. Han udbeder sig min Bog, tager den i Hænde, og gennemløber med Øjneneb) de Betænkninger, som jeg havde antegnet. Da han havde igennemlæst dem og med sit smilende Ansigt syntes at billige det uforarbejdede og ikkun paabegyndte Thema, og i Stilhed at raade mig til at udføre det noget omhyggeligere, besluttede jeg siden at anvende en Del af min Tid paa denne Bestilling, og det saa meget hellere, som jeg ivrigt ønsker, at en studeret Mand skal være god fremfor alt, forstandig fremfor alle. Her følge Spørgsmaalene med vedføjede Betænkninger.

✂ I. Kan en Privatmand med frelst Samvittighed øde 83 sit Arvegods paa Bøger og Bøgers Prydelse? c) Lige saa lidt, efter min Mening i al Fald, som paa malede Tavler, udlændiske Kar, kostbare, men unyttige Skue-Meubler i Hjemmet. Det er en Art fordærvelig Vellyst at bygge Bog-Reolerne op under Taget, at berige Boghandlerne, ja fodre Orme og Møl for de Penge, som med større Ære enten efterlades gode Arvinger eller udgives til Fattige og Venner. Jeg ønsker sandelig ingenlunde Formuen lagt saa godt under Laas og Lukke, at ingen Omhu for Nytten eller Behageligheden kan aabne for den; men jeg mener heller ikke at den bør oplades saa vidt, at den staar aaben for Boghandlernes Vindesyge: hint røber en ond, karrig og vanartet Husbond, dette en hovmodig, ødsel og sandsesløs Studerende. Ja, Bøger bør vi kun købe for saa vidt som vi ikke prisgive vore Egne og berøve os vort Eget.

✂ II. Kan den Mand, som ved ej at holde Maade med sine Studeringer fremskynder sin Død, frikendes for at have lagt Haand paa sig selv? Hvo som i det Øjemed at fremdrage sin Tid paa hæderlig Vis døer midt i boglige Sysler, han døer, efter min Mening i det mindste, med Ære. Hvo der paadrager sig gusten Farve af at omgaas Papirer, han bærer sikkert nogle ærværdige graa Haar om sit Ansigt, ved hvilke han kan bevise sig at have levet længe. Hvo der vel ikke forsømmer sit Helbred, men dog sætter det til Side for sin Kærlighed til boglige Kunster, synes paa en vis Maade at kunne 84 undskyldes med hint Hippocratis Ord hos Basilium den Store d): at altfor god Helbred er en farlig Sag. Men naar iøvrigt Lægerne Ifølge Ciceronem e) tilraade at indtage saa megen Mad og Drikke, at Kræfterne vederkvæes, men ikke fordærves, saa er det ligeledes med Rette af Plutarcho f), Horstio g), Gesnero h) og andre blevet foreskrevet de Studerende, at de ej maa overfylde deres Sind saalidt som deres Bug. Denne er Grunden, hvorfor jeg i Studeringerne aldeles som i det daglige Liv plejer at overholde den Levemaade, at jeg deler Dagen mellem Arbejde og honnet Lediggang, lægger Dagens Møde fra mig i Aftentimerne hos mine Venner, blander deres Sødhed ind imellem som en nødvendig Temperering af Bekymringerne, og fornemmelig skyer Nattearbejde, som udsuger Sindets Saft og Legemets Blod. Ikke desmindre, naar jeg kaster Blikket rundt i den litteraire Republique, ser jeg, at de Lærde, som have begravet sig i Bøgerne og næsten overskredet al rimelig Maade i at læse eller skrive uafladelig, have opnaaet en meget høj Alder. Til dem høre hine meget skrivende Forfattere hos Isidorum i): M. Terentius Varro, Origenes og Augustinus; til dem høre ifølge Laërtium j) Philosopherne Zeno, Xenophanes, Democritus, Aristoteles, Epicums og Chrysippus, hvilke lede af Skrive-Syge; til dem hører Grammatikeren Didymus, som skrev fire tilsende Bøgerk); til dem høre endelig af de Nyere Aldrovandus, Lutherus, Melanchton, Kircherus, Cardanus l) og mangfoldige andre, hvilke Bailletus m) og efter Bailletum Morhofius n) opregne i en lang 85 Række. Hvo der overregner deres Aar og Skrifter, vil visselig ej være langt fra at betvivle, at Døden har haft Hastværk med nogen af disse som Følge af umaadelig Sindsanspændelse og Voldsomhed i Studeringer; ligesom Huëtius betvivler, ja rent ud nægter, at de Studerendes Kræfter svækkes ved Rolighed og stillesiddende Livo).

✂ III. Kunne fromme litteraire Bedragerier finde Undskyldning for Samvittighedens Domstol? Lad de gamle Ghristne give Agt herpaa, være sig rettroende eller kætterske, være sig Hermas p) eller en alexandrinsk Christen q) eller andre, hvilke for at fange Hedningernes Sind og Tanker have sat visse falske sibyllinske Oracler som Madding paa Krogen, ved det blotte Forsøg og Anslag til største Skade for den christne Sandhed, da de mere skarpsindige Philosopher uden Møje formærkede Bedraget, som det noksom fremgaar af Lactantio r), for ikke at tale om Origenis, Eusebii, Augustini og andres Vidnesbyrd : Naar Hedningerne føle sig overvundne ved disse Sibyllens Vidnesbyrd, pleje de at ty til at sige, at hine ikke ere sibyllinske Spaadomme, men opdigtede og sammenskrevne af vore Egne; hvilket de i Virkeligheden vare, saasom ingen af dem findes nævnte enten hos verdslige Skribenter før Christi Fødsel eller hos Apostlene, der visselig ingenlunde, i Fald de havde været sande, i Fald de havde existeret paa de Tider, vilde have undladt at paakalde deres Hjemmel eller i al Fald omtale dem.

✂ Lad fremdeles hine Skribenter i den gamle 86 Kirke give Agt, hvilke med ilde anvendt Flid, selv bedragne eller i bedragerisk Hensigt, have efterladt saa mange nye Evangelier, saa mange urimelige Jertegn og Fabler om Christo, Apostlerne og de hellige Mænd, antegnede og bogførte.

✂ Disse, siger jeg, som have opfyldt Kirken med Løgne, som have indført Overtro og Vildfarelser i den litteraire Republique, som ikke sjælden have saa at sige besmittet den hellige Skrifts og Histories Jomfrudom, synes mig at have gjort sig skyldige i skammelig Uret, og det langt værre end enten hin Johannes Annius fra Viterbo, som henimod Slutningen af det 15. Aarhundrede frækt opdigtede Skrifter af Fabio Pictore, Catone, Beroso, Manethone, Philone og andres), eller Carolus Sigonius, Curtius Inghiramius, Alphonsus Cicarellus t) og andre lignende Vindmagere, eller endelig hine gamle Faisknere, hvilke, da de saa, at de Attaliske Kongeru) vare saare begærlige efter gamle Bøger, for Vindings Skyld kappedes om at sammenskrible Bøger, der falskeligt bare berømte Skribenters Navne, bragte dem til Hofferne, og saalunde vare de første til at indføre skammeligt og syndigt Falskneri, da inden den Tid intet Arbejde fik falsk Titel, som Galenus beretterv).

✂ IV. Gøre de Folk sig vel fortjente af de hellige Skrifter, som enten oplede i Manuscripter eller udpine af Hovedet deres ulige Læsemaader? Saare ilde, efter min Mening i al Fald, saare ilde; de synes mig at være en Art christne Sceptici; de befordre eller bestyrke 87 ofte Kætterier, Lad Jo.Millius pakke sig med sine Læsemaader til det ny Testamente, som lader Læseren i Stikken midt i hans Uvished, og som til Modpart iblandt andre har faaet Danielem Whitby, Professor i Theologi og Cantor ved Domkirken i Salisburyx); lad Steph. Curcellæus pakke sig, hvem allerede den berømmelige Mand Jo. Gottlieb Möller har revset i sin Disputatsy); lad alle de utidige litteraire Sværmere pakke sig, som fordriste sig til enten at forvende den gamle Skrift eller overhovedet vige en Fingersbred fra den. De synes mig sandelig ikke at synde mindre end hin Helligdomsskænder Marcion, som efter eget Tykke rettede, oppudsede og forfalskede Lucam z); eller mindre end Aquila, som forfalskede de hellige Bøger og søgte at formørke Vidnesbyrdene om CHRISTOæ); eller endelig mindre end hin Lanfrancus, først Benedictiner-Munk, siden Ærkebiskop af Canterbury, i hvis Levned, udgivet sammen med hans Værker i Paris Aar 1648, man læser følgende: Efterdi Skrifterne som Følge af Afskrivernes Fejl vare meget fordærvede, beflittede han sig paa at rette saa vel det gamle som det ny Testamentes Bøger samt ogsaa de hellige Fædres Skrifter i Overensstemmelse med den orthodoxe Tro ø).

✂ V. Kan nogen Gudsfrygt forbyde at sammenligne den hellige Skrift med den verdslige? Ifald visse Ting hos Moses og i Propheternes Bøger ere tagne af Hedningernes Bøger, som Hieronymus sigeraa); ifald den lærdere og bedre Del af Kirkefædrene efter den 88 højhellige Pauli Exempel ikke have baaret Betænkende om at blande hedenske Philosophers Ord og Gerninger imellem de hellige Prophet-Ord og Vidnesbyrd; hvilke siden ere efterfulgte af de berømmelige Mænd Philippo Melanchton i hans Antegnelser til Salomons Ordsprog, og Grotio i hans critiske Anmærkninger til Bibelen, samt af andre: ifald, siger jeg, disse store Mestre ikke synes at have besudlet den hellige Skrifts Højhed og Majestæt, hvilken de ofte have sammenlignet med den verdslige Litteratur, da synes jeg at være uden Skyld, naar jeg i sin Tid i mine Adskillige philologiske Tanker ab) anstillede en Art Sammenligning mellem Frelserens himmelske Philosophie hos Matthæum og M. Antonini ac) menneskelige, hvilken for den Sags Skyld blev lidt unaadigt optaget af den højlærde Joanne Laur. Moshemio ad), som formener., at den høje Mening om CHRISTI Love kan Ude noget Afbræk ved denne Sammenligning. Men, berømmelige Moshem, kom for det første i Hu, at Antonini Forskrifter, som jeg har anført, ere af den Art, at de ikke alene kan og bør bevæge alle gode Christne til Forundring, men ogsaa faa det sletteste Menneske, som aldeles ikke troer paa CHR1STO, til at rødme, saa meget mere, som de ere givne af en hedensk og med Sandheden ubekendt Mand. Tænk dig dernæst, kære, at denne store Philosophus enten er CHRISTI Fjende eller Discipel eller Fortolker. Hvis du tænker dig ham som Fjende, er det saa ikke lifligt, at Christi højhellige Love i Stilhed antages, billiges og lovprises af ham, efterdi 89 Fjendernes Vidnesbyrd er al Ære værd, som hidorm Pelusiota sigerae)? Hvis du tænker dig ham som Discipel, vil jeg saa ej skamme mig over ikke at være Antonini Meddiscipel? vil jeg saa ikke lære af ham at dømme herligere og prægtigere om den store Læremester og hans Lærdomme? Men hvis du tænker dig ham som hans Fortolker, er det saa ikke baade nyttigt og behageligt at lytte til Antoninum, hvilken ret som en CHRISTI Lærling befaler os ogsaa at elske vore Fjender af), fordi de ere vore Slægtninge, fordi de skulle om kort Tid sammen med os gaa heden i Døden, etc., - en Kærligheds-Pligt, som efter Tertulliani Meningag) ene og alene findes hos de Christne? Kan man ikke nok saa smukt og med fuld Føje til Frelserens Bud om ikke at lade blæse i Basun, naar man giver Almisse ah), lægge hint Philosophens Ord, at et Menneske bør ligne Vinranken, hvilken, naar den har baaret Druer og sat sin rettelige Frugt, intet ydermere begærer; ligesom Hesten, naar den har løbet, Hunden, naar den har jaget, Bien, naar den har lavet Honning, saaledes bør han, naar han har gjort vel, ikke udraabe det, men give sig til et andet lignende Værk, ligesom Vinranken til sin Tid giver sig til paany at frembringe andre Druer ai).

✂ VI. Er det en god Skribents Sag at bruge sin Veltalenhed enten til Beskyldninger eller til Lovprisning af slette Mennesker? Man maa med Skam tilstaa, at blandt alle Dyrearter Mennesket, af Menneskene de Christne, af de Christne Litteraterne ere mest avindsyge, kivagtige og ubillige, hvoraf følge 90 saa mange Forurettelser, Bagtalelser, Kæremaal, Skarnagtigheder, ved hvilke Menneskelighedens og Ærbarhedens Ret paa det skammeligste krænkes. Men man maa ogsaa med Skam tilstaa, at de fleste Christne ere saa ødsle med deres Skarpsindighed og Veltalenhed, at de ej undse sigaj) ved for Vindings eller Smigers Skyld at hædre selv den værste med en prunkende Lovtale, i Lighed med Favorino og Sophisten Libanio, hvilke have skrevet Thersitæ Lovprisning, samt med Isocrati og Polycrati, hvilke have skrevet til Busiridis Æreak), og i Lighed med de Skomagere, som til en lille og vanskabt Fod lave en stor og retsyet Sko, som Agesilaus i sin Tid sagdeal). Saa meget er vist, at næppe nogen letsindigt har rost en Skælm uden selv at være en Skælm; hvoraf kommer Dydens Foragt, Sandhedens og den historiske Troværdigheds Forfalskning, Fablers og Løgnehistoriers Udbredelse; saaledes som Cicero am) klager over at Begivenhedernes Historie er blevet mindre correct som Følge af Lovtalerne.

XIII
FORHANDLINGER VED ET PHILOSOPHISK GÆSTEBUD.

✂ det var en meget artig Skik hos de gamle Grækere, som gave sig af med de frie Kunster, at de i deres Studerekamre, Forsamlinger, Familiegilder, til hæderlig og nyttig Tidsfordriv, trak Lod om Spørgsmaal, ikke fjærntliggende, men smaa og angeneme. Vidne herom er Plutarchus a), hos hvem jeg mindes at have læst: Men da det var Skik i Studerekamrene, at der omdeltes Lodder, og at de, der stemte overens med hinanden, gensidig stillede hinanden lærde Spørgsmaal - -; Vidne herom er ligeledes Gellius b), der om sig selv og adskillige Venner skriver følgende: Vi fejrede Julefest i Athen ganske muntert og manerligt; - - vi mødtes ikke saa faa Romere, som vare komne til Grækenland, ved ét og samme Gæstebud; - - og da udsatte den, der efter sin Tour lod Gildet holde, som Løn for vel besvaret Spørgsmaal en Bog af en gammel Forfatter enten paa Græsk eller paa Latin, og en flettet Laurbærkrans, og spurgte om lige saa mange Ting som vi vare Mennesker der til Stede; og da han havde fremsat alle Spørgsmaalene, fik man ved Lodkastning tildelt Materien og Lejligheden for sin Tale. -

✂ Denne Skik vilde, som det synes, en af vore Philosopherc), en meget skæmtsom Mand, efterligne, og indbyder mig med adskillige andre til Gæstebud; og for at dette ikke skulde mangle sit Kryderi, anvendte han til Underholdning visse 92 selskabelige Spørgsmaal, som han havde skjult under hver af Gæsternes Tallerkener. Man havde begyndt at sætte sig til Bords, da hver især faar Ordre til at flytte sin Brik til Side. Da det var gjort, og man havde efterset den Materie, som Værten havde paabudt hver især at tale over, adlyder man ufortrøden, og denne ny Art af selskabelig Morskab modtages med Begærlighed af os. Men for at dette lille overmaade angeneme Gilde kunde tjene andre til Exempel, opbevarede og antegnede jeg alle Spørgsmaalene med deres Besvarelser, af hvilke jeg som Prøver anfører følgende.

✂ Hvorfor ere Kvinderne snaksommere end Mændene?

✂ Kvindernes Munde paastaas, som jeg hører, at ligne Huse som ikke have Døre; og det er intet Under, efterdi de ej tvinges af nogen TavshedsLove; efterdi de hverken i Senat eller i hemmelige Statsraad vænne sig til denne Tugt; efterdi den kvindelige Sladdervornhed overalt finder en saadan Strafløshed og Frihed til at tumle sig, at den kun lidet frygter Dommeren. Men at denne Last iøvrigt ikke er Kønnet medfødt, og at tværtimod Kvinder lige saa fuldt som Mænd, om fornødent gøres, vide at holde paa en Hemmelighed, vise os lige fra Arilds Tid de mange regerende Kejserinder, der paa den snildeste og omhyggeligste Maade have forvaret Regimentets forborgne Ting.

✂ Hvad er en Doctor i Logik?

✂ Det er en forunderlig Kunstner, som ejer 93 Democriti Tryllemiddel. Han gør seende til blinde, talende til stumme, fornuftige til galne; ja han kan, forunderligt nok, ved at anvende Trylleformlerne Barbara, Celarent etc.d) gøre døde levende, tre Stavelser til otte, venstre til højre, Fængsel til Himmel, paa denne Maade:

✂ Intet levende er dødt.
Ethvert Menneske er levende; altsaa:
Intet Menneske er dødt.

✂ En Constantinopolitaner er et Menneske.
En Constantinopolitaner bestaar af otte Stavelser; altsaa:
Et Menneske bestaar af otte Stavelser.

✂ Det ene Øje paa ethvert Menneske er det højre.
Det ene Øje paa ethvert Menneske er det venstre; altsaa:
Venstre er højre.

✂ Paulus blev hentagen i Himlen.
Paulus blev hentagen i Fængsel; altsaa:
Fængslet er Himlen.

✂ Hvorfor er næsten ingen Dyd hos Latinerne af Mandkøn, men næsten alle af Kvindekøn ?

✂ Dette er Tilfældet, dels fordi Latinerne, saa vel som Grækerne og andre Folk, ikke have fundet noget saa elskværdigt og angenemt som Kvindekønnete), dels for at Kvinderne kunde have en grammaticalsk Trøst overfor dem, som kaste dem i Næsen, at Lasterne ere af Kvindekøn. Efterdi 94 nemlig Kvindekønnet overgaar Mandkønnet baade i Dyder og i Laster, synes det billigt og retfærdigt, at baade de første og de sidste ere af ét og samme grammaticalske Køn, nemlig Kvindekøn.

✂ Hvad er den lærde Verden ?

✂ Den er et Marked, fuldt af Boder, Handelsvarer og Kræmmere. Her sælger Theologus Klæde, som giver Brød og Varme; Criticus Kammerdug og tynde Tøjer, som efterlade Kulde; Philologus brogede Klæder, Corinthiske Kar, Phrygisk Marmor; Lægen Bogstaver og Stavelser; Juristen Mennesker; Alchymisten sig selv; Poëten Røg og Dunst; Taleren Sminke; Historiens Navn og Rygte; Physicus Himmel og Jord; Antiquaren opslidte Tøfler, ligesom hin Pjaltekræmmer Lucilianusf) en brækket Skraber og en halv Sko. Udenom disse Købmænd staar, hvorhen du saa kaster dine Øjne, en ørkesløs Hob af Dagdrivere, hvilke den gemene Mand kalder Idioter; paa dette Marked grassere Pungsnidere, gemenlig kaldede Plagiatorer; Landløbere, paa Fransk Charlatans, falbyde deres Vidundere; drukne Duellanter forurolige Vejene.

✂ Hvorfor modnes Pigerne hurtigere end Drengene?

✂ Fordi hine afblomstre hurtigere end disse, da de alt efter det halvtredsindstyvende Aar ere ufrugtbare. Begge Dele skyldes Naturens viselige Raad, dels for at Verden ej skal undvære Menneskekøn, dels for at Menneskekønnet ej skal undvære Verden.

✂ Hvorfor ville vi hellere bo i end udenfor Fædrelandet?

✂ Fordi vi alle foredrage Moder for Stifmoder. Det er ganske vist angenemt at rejse udenlands og have at gøre med Rom som med en Skøge; men dog vil ikke lettelig nogen uden en liderlig eller fra Fædrenejorden fordreven Person tage hende til Ægte.

✂ Hvad Forskel er der paa en lærd og en ulærd Skribent?

✂ Den samme som paa en kraftfuld Mand og paa en kvindagtig Gilding, af hvilke hin udlader frugtbar, denne ikkun magtesløs Sæd; hin efterlader Arvinger, denne er sin egen Arving.

✂ Hvorfor have vore Forfædre Indviet deres Kirker til Laurentio, Lamberto, Catharina etc., og ikke til Moses, Elias g) etc.?

✂ Fordi hine høre til de kirkelige Adelsmænd, som Paven i Rom har beskikket, medens ingen har betalt Canonisations-Omkostninger for disse.

✂ Hvilken Art Sygdom er den hyppigste af alle? Durkløb, som ej blot grasserer i Maverne, men ogsaa paa Menneskenes Tungerh), mest Franskmændenes og Tyskernes; i Sammenligning med dem lide vore Landsmænd og andre Folk af en Art Forstoppelse.

✂ Hvilke Dyr ere sjældne af Naturens?

✂ En Rig, der er tilfreds med sin Lod; en Mand, 96der overgaar andre i Forstand, men ikke i Laster; en gammel Hofmand; en Lærd, som underviser sig selv; en Halvlærd, der ej er opblæst af indbildt Klogskab; en Jomfru, der ej er selvbehagelig eller smuk i sine egne Øjne; en Procurator, der ej er tilfals eller underfundig.

XIV
ET ÆRGERRIGT PHILOSOPHISK LIG.

✂ ieg sad ved en Bog-Auction blandt flere lærde Mænd, da et Brev fra en Ven i Cambridge, skrevet i September Maaned Aar 1730, bringes mig, hvilket foraarsagede os ikke ringe Forundring, I det læstes nemlig følgende Beretning: »Du er ej ubekendt med den berømmelige Mand Robert Green, Medbroder i vort Collegio, som kaldes Clarehall, hvilken fornemmelig er bleven navnkundig ved sin Naturlære, indeholdt i syv Bøger in Folio, udgivne i Cambridge siden Aar 1727. Han har nylig draget sit sidste Suk iblandt os og efterladt et Testamente, ved hvilket han skænkede det nævnte Collegio baade sit Bibliotheque og sin Formue, dog paa det Vilkaar, at de overlevende Medbrødre skulde offentlig udgive hans Aands øvrige Ihukommelsesskrifter, samt ydermere hensætte hans Ben inderst i Bibliothequet foran hans Bøger. Ikke desmindre have vore Academici tvært 97 imod Testamentets Hjemmel stedt Philosophen overmaade hæderfuldt til Jorde, da de fandt det mindre raadeligt at overgive Mandens Bælg i Anatomernes Hænder, for at den kunde blive til Skuespil for Efterverdenen.« - -

✂ Da dette var oplæst i Forsamlingen, og alle Tilstedeværende baade forundrede sig over Roberti Vilkaar og billigede Academiets Beslutning, og da jeg tilfældigvis holdt i Haanden Xenophontem fra Auctionen, kommer jeg i Tanke om den døende Cyri modstridige Befaling, som altid har befaldet mig storlig. Jeg opleder derfor Stedet hos Xenophontem, finder det, og rækker de andre det at læse. Dets Ord findes i VIII. Bog Pag. 187 i Folioudgaven fra Basel 1569, i hans Afskedstale til Sønnerne, og lyder saalunde, oversatte paa Latin af Jo. Lewenklaio a): Men (sagde Cyrus), belangende mit Legeme, mine Sønner, da skulle I, naar min sidste Levedag her paa Jorden er til Ende, hverken slutte det i Guld eller i Sølv eller i noget andet Gemme, men saa snart som muligt give det igen til Jorden. Thi hvad kan være lyksaligere end at skjules i Jorden, som frembringer og udklækker alt hvad der er herligt og godt? - Derfor, om nogen af Eder vil enten fatte min højre Haand eller se mig i Øjnene, mens jeg endnu er i Live, da lad ham komme hid. Men naar mit Lig er blevet svøbt, da skal intet Menneske, mine Sønner, se det, I selv ikke heller, det beder jeg Eder om atter og atterDe fleste befandt lige saa fuldt som jeg denne Cyri Tale og Formaning at være overmaade viselig, da de mente, at man ligeledes maatte regne vor 98 FRIDERICO den Fjerde, højlovlig Ihukommelse (for denne højsalige Fyrste var hans Fødselsdag, den 11. October, kort Tid forinden i samme Aar, nemlig 1730, blevet hans Dødsdag) det til from Berømmelse, at han paa sit Dødsleje havde forbudt at stille hans Lig til Skue, som det plejer at finde Sted - et saa dybt savnet Legeme, at hvis der er nogen dansk Borger, som ej bevarer hans elskelige Billede uryggeligt i sin Sjæl, i sin Erindring, i sit Syn, da burde hans Sjæl gaa til Grunde, hans Erindring udslettes, hans Øjne udstinges; thi en større eller bedre Fyrste end vor Frederik synes end ikke Smigeren at kunne have optænktb).

✂ Siden, medens Auctionen gaar for sig, gennemgaar man adskillige ualmindelige Arter af philosophisk Begravelse. Saaledes smilede een ad Diogenem, som paa Xeniadis Spørgsmaal: Hvorledes han helst vilde begraves? svarede: In effigie c). En anden erindrede om Pythagoræeme og M. Varrone, som paa pythagoræisk Vis helst vilde nedlægges i Myrthe-, Olivenog Æspeblade d). Een forundrede sig over Periandri Beslutning, som ønskede at hans Grav skulde være ukendt, hvorom læses hos Laërtium e); en anden nævnede Solonis Befalingf), hvilken, da han laa for Døden paa Cypro, siges at have foreskrevet sine Nærmeste, at de skulde overføre hans Ben til Salamis, brænde dem til Aske og udstrø dem over Landet. Heraf kommer Cratini Vers, i hvilket Solon indføres talende saalunde:

✂ Jeg boer paa denne Ø, som Folk véd af at sige,
men er dog spredet ud i hele Aiax's Rlgeg).

✂ En tredje omtalte endelig Brachmanerne, som plejede at kaste sig paa brændende Baal; han nævnede Zarmanochegam, der efter Strabonis Vidnesbyrdh) smilende, nøgen og salvet besteg Baalet og siden ihukommedes ved denne Gravskrift: Her hviler Inderen Zarmanochegas fra Bargosa, som efter Indernes fædrene Skik selv tog sig af Dage. Samme Mand udtalte, at ved dette Inderens Forbillede havde den atheniensiske Philosoph Peregrinus Proteus ladet sig bevæge til at søge sin Grav i Luernei) .

✂ Denne Samtale sluttede en af os med Philosophen Crantoris Vers, hvilken paa Spørgsmaal om hvor han helst vilde begraves, siges at have svaret:

✂ I Jordens hulde Skød, hvor godt det er at gemmesj).

XV
OM UTIDIG FROMHEDS TRÆLDOM.

✂ for et Aar siden fejredes der Bryllupsfest her i Nærheden af Ribe hjemme hos en højagtbar Sognepræst, mig særdeles forbunden ved gammelt Venskaba), da en af mine Embedsbrødre indgik Ægteskab med den ældste Datter i Huset. Tilfældet vilde, at en anden Sognepræst, der var mistænkt for overdreven Fromhedb), fik Plads ved Siden af mig ved Bordet. Længe holder jeg Tand for Tunge, efterdi jeg dels i talrigt Gæstebud, 100 dels iblandt ukendte Folk plejer at være noget faamælt, og vender fornemmelig Sind og Øren til de musicalske Harmonier. Da den anden mærkede, at jeg glædede mig overmaade over denne liflige Lystighed, tiltaler han mig, lovpriser Musicanternes Færdighed i deres Kunst, og giver ydermere til Kende, at ogsaa hans Sanser forlystedes ikke lidet ved Nydelse af Musik. Denne Interesse forekom mig ny og helt mærkværdig hos en stræng Mand, ej anderledes end hos de gamle Stoïcos, om hvilke Quintilianus sigerc): Og i denne Sect, som synes nogle meget stræng, andre meget stejl, holdt Hovedmændene paa den Mening, at nogle af de Vise skulde anvende nogen Flid paa disse (musicalske) Studeringer. Begyndelsen til en Samtale var saalunde gjort, og endskønt jeg hellere vilde afbryde Snakken end gaa Glip af de søde Toner, opfordrede dog Mandens forunderlige Godhed mig venligt til at lade mig bortlede derfra. Og den første Materie for vor Samtale afgav Provsten S . . .d), en Mand, om hvem jeg ikke ved hvorvidt han er hvid eller sort (thi nogle af Theologerne afmale ham med med denne, andre med hin Farve), fra hvem han bragte mig en Hilsen. Denne Høflighed tog jeg med største Hæder imod; men jeg tilstod, at denne gode Mand ikke var mig bekendt uden af Navn og af Folkets Snak. Men da tog han til Orde, som om der til Sir og Smykke for mit Liv og Lyksalighed laa stor Magt paa at nyde godt af hins Venskab, og beklager, at jeg ikke var saa anselig en Mand forbunden, da Kirken, som han 101 sagde, ikke kunde ønske eller optænke sig noget ustraffeligere i Levned, noget ypperligere i gudelig Veltalenhed, noget helligere i Lære. Jeg derimod beklagede, at Manden var forfalden til den Fejl, at han plejede skriftlige Raadslagninger og Menings-Udvexlinger med tvende Fanaticis, en i Hamborg, en anden i Mecklenborg i Nærheden af Rostock, hvilkes Breve nylig af Vanvare vare faldne i mine Hænder. Ved at høre dette synes min Sognepræst at undse sig ved den umaadelige Ros, med hvilken han havde hævet sin Provst til Skyerne, og paa Undseelsen følger Tavshed. Omsider, da Bordet var hævet, og han saa, at jeg stod ledig, gaar han hen til mig, fornyer Samtalen og fortæller, at det nu ved hans gudelige Provstes Flid var sat i Værk, at det meste Dræk af de T....skee) Laster nu var udskyllet og udrenset, at det nu gik ordentligt til ved Byens Bryllupper og Gæstebud, at Dans, Lege og den Slags Moro, som forhen havde været i høj Yndest, nu hos de fleste Borgere begyndte at lægges for Had. Jeg ønskede ham til Lykke, lovpriste Provstens Dyder og tilstod, at hans Gudsfrygt befaldt mig overmaade meget, men at den utidige Hellighed ikke befaldt mig, som paalægger de menneskelige Tilbøjeligheder saa haarde Afholdenheds Vilkaar, saa svar en Trældom, at de, som adlyde, synes inden Døden at udslettes af de Levendes Tal; jeg lagde til, at den guddommelige Lovbog var altfor fuldkommen til at den kunde trænge til noget menneskeligt Tillæg, og at intet 102 Liv var til at leve, medmindre det kunde nyde Godt saavel af det Behagelige som af det Nyttige, hvilke Veje og Maader Naturen selv har skænket det menneskelige Køn. Nu sagde den anden: »Ja, men det er ingenlunde noget Nyt som min Provst paabyder; forlængst have nemlig Kirkens Fædre paa Conciliet i Laodicæa f) vedtaget, at Christne ikke bør danse, naar de gaa til Bryllupper; ligeledes paa det VI. Constantinopolitanske Concilio g), at ingen, være sig Klerk eller Lægmand, bør spille Terninger; og at hvo der handler derimod, bør bandlyses; samt paa det III. Carthaginiensiske Concilio h) , at alle Christne skulde holde sig borte fra verdsligt Skuespil.« Dertil svarede jeg: »Det gøres ikke fornødent at paakaide Fædrenes Myndighed, da der ogsaa iblandt Hedningerne selv ikke har manglet Mænd, der tilraadede det samme. Saaledes lærer Cicero i), at saa at sige ingen ædru Mand bør danse; saaledes kaldes Caligula spotteligt af Svetonio j) en Danser, og Muræna af Catone k). Saaledes udstødte Domitianus af Senatet en Mand, som havde varet Qvestor, fordi han var betaget af Lyst til at danse l). Hvad Terningspil anbelanger, hvo er da uvidende om, at det ogsaa ifølge de romerske Love var forbudt? Derfor siger Ovidius m):

✂ Hos andre skrevet staar om Kunst i Terningkast;
hos vore Fædre sligt man regner for en Last, etc.

✂ Kort sagt, din S....n) kan fast ingen Formaning give af den Art, som ikke allerede inden de Christnes Tider nogle visere Mænd iblandt Hedningerne have givet. Disse mener jeg dog ikke 103 derfor at burde følge saa langt, at jeg skyer de honnette Fornøjelser, naar de bruges paa honnet Vis: nej, naar andre danse med Fødderne, danser jeg med Øjnene, det er, jeg ser gærne paa Epaminondam, der danser godto), medens jeg selv fra min spæde Alder har været tungnem overfor denne lystige Lærdom og desaarsag ukyndig i den og afholden fra den; naar andre ved Spillebræt eller Spillekort fixere Tiden, om end ikke Manden, paatager jeg mig gærne en Tilskuers Rolle paa denne Scene, men aldrig uden for Høfligheds Skyld en Skuespillers. Ganske vist er der - efter min Mening i al Fald - fra hin umaadelige Afholdenhed og overdrevne Fromhed kun eet Trin til Pharisæisme, som man kalder det, endnu eet til vrang Overbevisning om Ustraffelighed og Hellighed, og et tredie til Oprør i Staten, ja ofte til Rigers Omskiftelser«. Oprør? indvender den anden; Rigers Omskiftelser? »Ja vist«, farer jeg fort; »der gives, tro kun mig, ingen farligere Fjende af Staten end en ny Mester i Trossager. Ønsker du Exempler, saa efterse, kære, hvad Lipsius har antegnet i sine Politiske Spørgsmaalp); hvor han ydermere advarer og formaner Fyrsterne, at de med største Omhu tage sig i Vare for den Art Mennesker. Belangende Religionens Magt over Menneskenes Ord og Gerninger er jeg endelig af følgende Mening: Religionen, hin ærværdige Magt, er ikke en Tyran, som finder sin Glæde i Drab og Blod, som vil frygtes af sine Undergivne, som vil dyrkes med Trælle-Tjenesters mangfoldige 104 Hædersbevisninger; den er en from Fyrste, som gør Fordring paa de sande Dyder hos Mennesket, fornemmelig Ærlighed, baade offentlig og privat; som vil elskes af sine Undergivne, og som hader Øjentjenere. GUD har ikke sat os Dødelige i dette Liv som i en Trædemølle, for at vi skulle skamme os ved os selv; nej, vi ere fribaarne Mænd og have af Naturen i Vuggegave faaet en hæderfuld Frihed. Hvis HAN havde ønsket, at vore Sanser og vore Tilbøjeligheder skulde være udelagtige i hvad der er behageligt, vilde han ikke have skabt Paafugle og Parderdyr til Øjenslyst, Nattergale og Lærker til Sangere, Aber og Papegøjer til Comediantspillere; da vilde han ikke have klædt vore Marker og Haver med yndige Blomster; da vilde han ikke have skabt skønne og statelige Skikkelser i Menneskeslægten; med eet Ord: da vilde han ikke have ophøjet os over Vilddyrenes Lod. Hine bedrøvelige Philosopher synes derfor at gøre sig ilde fortjente af det menneskelige Selskab, som utilbørligt fordømme uskyldige og for et christent Menneske ingenlunde utilbørlige Glæder, ligesom visse syge, som hellere taale alt andet end de Omstaaendes Smil og med Sindsro betragte alt andet end Munterhed.

XVI
OM VERDENS ALDERDOMa).

✂ Med en gammel Academico, som kendte og befattede i Hukommelsen de fleste af de gamle Philosophers Meninger, havde jeg nylig en Trætte om Verdens Alder, da han, maaske for Alvor, maaske for at friste mig, tilstod, at han tvivlede noget om den christelige Tidsregnings Sandhed, fornemmelig tilskyndet dels af de gamle spanske Turdetaners Hjemmel, om hvilke Strabo sigerb): De have deres Oldtids-Ihukommelser antegnede, og Digte, og Love paa Vers, seks tusind Aar tilbage, som de sige; dels og besynderlig af de chinesiske Skribenters Troværdighed, hvilke i deres Skrivcalendere have antegnet Erindringen af en langt fjærnere Aarrække end den som man regner efter Moses i den hellige Skriftc), da man efter hans Mening ikke lettelig kunde drage den i Tvivl, efterdi ingen af Menneskenes Historier er sikkrere end den chinesiske, hvisaarsag Martinus Martinius d), den højst omhyggelige Forsker af de chinesiske Historier, har set sig nødsaget til at lade denne Vanskelighed upaakendt, da han ikke ved nogen Sinds-Anspændelse kunde begribe dens Løsning. Herimod indvendte jeg, at Strabo fornuftigt nok paa det anførte Sted, for ikke at synes altfor lettroende, havde tilføjet disse Ord: som de sige; at fremdeles disse seks tusinde Aars Tidsrum ikke stemte overens med de mange Omskiftelser af Regimentet i Spanien, de mange Folkevandringer, og at det 106 historiske Studium var altfor ungt til at det kunde gaa saa mange Aarhundreder tilbage forud for Mosis Tidsalder, hvilken synes at have været den første Grundlægger deraf; og at endelig Strabo maaske var af den Mening, som Orpheus, der saa at sige var oplært i Eliæ og Rabbinernes Skole, kundgør hos Platonem e): at Verden skulde gaa under i den sjette Tidsalder. Hvad nu siden Chineserne anbelanger, fremførte jeg imod ham hvad den udødelige Jo. Fr. Buddæus f) med Lærdom afhandler, og lagde dernæst til, at de chinesiske Aarskrønikers Troværdighed ikke er saa sikker, hvis det er sandt, hvad Spizelius g) beretter: Chinesernes Kejser Ching eller Xi, en yderst ærgerrig Mand, der vilde udslette Mindet om alk tidligere Kejsere og være ene om at vinde Ry hos Efterverdenen, befalede ved en offentlig Forordning, at alle chinesiske Bøger skulde brændes. Som Anstifter af denne Opbrænding (der skete Aar 215 før den christelige Tidsregning) regne de Lisuum; etc. - Fra denne Samtale falde vi i en anden om Verdens Alderdom, i hvilken min Philosophus, følgende Epicurum, Stoikerne og andre af de Gamle, forsikrede, at han ingenlunde betvivlede, at Naturen var en udlevet gammel Kone, saaledes som den i de Mohamedanske Fabler siges at have vist sig for Christoh); ja den maatte i vore Dage være afmægtigere til at avle og langt svagere end i den endnu unge Alder, da Kræfterne fordum vare friske i Opvæxtens og Ungdommens Aar. For at overtale mig til denne Mening fremførte han som Hjemmelsmænd og Medholdere Aristotelem i), 107 Hipparchum j), Leucippum k), Democritum l), Lucrerium m), Senecam n) og seks hundrede andre, ikke at forglemme Davids Ordo): Himlene skulle forgaa, men du, da bestaar; og de, de skulle alle blive gamle som et Klædebon, du skal omskifte dem som et Klæde, og de skulle omskiftes.

✂ Jeg for min De! benægtede ikke, at Naturen var underkastet Omskiftelser, men erklærede hin anden Mening om Verdens afmægtige Alderdom at være den guddommelige Kraft og ForsynsMagt, som er selve denne Verdens Sjæl, aldeles uanstændig. »Thi ikke sandt?« sagde jeg, »kan nogen mærke nogen Forringelse paa Himlen, Solen og Stjærnerne, saa at de ikke forrette deres Hverv med deres gamle Fyrighed og Magt og ikke gøre deres fordums Gavn i Menneskeverdenen? Af en anden Mening synes dog at have været de gamle Skribenter om Stjærnekunst og Landvæsen, Hipparchus og Saserna og andre, om hvilke Columella sigerp): Mange nævneværdige Forfattere ere, som jeg har forfaret, overbeviste om, at som Følge af Tidens lange Udstrækning forandres Himlens Beskaffenhed og Tilstand, og at deres højlærde Lærer i Stjærnekunst, Hipparchus, har givet til Kende, at der vilde komme den Tid, da Verdens Hængsler gik af Lave, og det samme synes ogsaa den ikke uanselige Landvæsens-Skribent Saserna at have troet. Thi i det Skrift, som han har efterladt om Agerdyrkning, sammenfatter han Himlens forandrede Tilstand saalunde, at de Lande, som fordum paa Grund af Vinterens vedvarende Voldsomhed ikke have kunnet bevare nogen Vinstok eller Oliventræ som 108 var dem betroet, nu, da den forrige Kulde er mildnet og lunknes, have Overflod af randelig Olivenhøst og Vinhøst. - Jorden har sandelig ikke saa at sige i sin Barndom mere end den Dag i Dag baaret Afgrøde af sig selv; nej, den krævede Adams Hænder, den øvede ham i haardt Landarbejde, den gav ingen Afgrøde uden med Møje og i Ansigtets Svedq). Derfor har Epicuræeren Lucretii poetiske Klager) intet paa sig:

✂ Saa svækket er vor Tid, den alderstegne Jord
kan næppe bringe frem de Smaadyr, derpaa boer.

✂ Men hvis den synes nogen at svækkes og at vanslægte fra sin naturlige Frugtbarhed, da lad ham komme i Hu, at Fejlen ligger hos den menneskelige Røgt, ikke hos Naturen, som Columella med Rette minder om, hvilken slutter 2. Bogs 1. Capitel med disse Ord: Altsaa ikke som Følge af Udmattelse, som de fleste have troet, eller Alderdom, men ved vor egen Dovenskab gøre vore Pløjemarker os mindre rigeligt Fyldest s) . Bjærgværkerne paa spansk Grund nævner i sin Tid Cato hos Gellium t) som de rigeste af alle. Ikke heller er det troligt, at disse Sølv-Kilder ere udtørrede; men det er ved Lov forbudt at trænge Ind i den spanske Jords Dybder, siden America synes at yde en bekvemmeligere Indkomst. At Bjærgene, Ætna, Parnassus, Olympus efterhaanden synke sammen, vil Ælianus u) godtgøre ved gamle Sømænds Vidnesbyrd; men imod ham sætter jeg hint Ord af Seneca v): At Ætna fortæres og efterhaanden synker sammen, slutter man 109 deraf, at det (nemlig: fordum) plejede at vise sig noget længere borte for de Søfarende, Men dette kan indtræffe, ikke fordi Bjærgets Højde er sunken, men fordi Ilden er svunden ind og blusser mindre voldsom og rundelig; af samme Grund er ogsaa Røgen senfærdigere om Dagen. - At Menneskeslægten i nogen Del er gaaet tilbage, kan jeg ikke se. Sikkert gøre de Folk sig ilde fortjente af den naturlige menneskelige Forstand, som mene, at denne af Naturen var givet de gamle Dødelige fornernmeligere end os, efter de yngre Stoïkeres Maner hos Sextum Empiricum x): Af de yngre Stoïkere sige adskillige, at de første Mennesker i Forstand have været langt ypperligere end de nuværende. - - Men lad disse høre Pliniuin y): Jeg er af dem, som holde meget af de Gamle, men dog ser jeg ikke, som visse Folk, ned paa vore Dages Gemytter. Thi Naturen er ikke saa at sige træt og aflagt, saa at den ikke længer kan avle noget prisværdigt. - Man har troet, at den menneskelige Krop i fordums Dage var større og længerez); men de Folk synes mig sandelig at have liden Forstand, som med Homero dømme om de Gamles Legemshøjde efter Orestis Krop, der maalte tolv Fod og en Fjerdepart, eller syv Alen, i Længden (om man tør tro Herodoto æ)); thi enhver Alder har frembragt saavel store Kæmper som smaa Dværge, begge Dele som Naturens gækkelige Tilsyneladelser, ikke som dens almindelige og dagligdags Mesterstykker. Kort sagt: vi Efterkommere fødes ikke til Verden senfærdigere end hine Gamle, ikke hellere dø vi hastigere eller kæmpe mere med Sygdomme og Svagheder, 110 undtagen dem, som vi selv med egen Haand forvolde os. - Havet bringer sandelig ikke os mindre Velgerninger end vore Forfædre, ikke færre Fiske, ikke ringere Perler. - Med eet Ord: de, som klage over Naturens Alderdom, synes mig ligesaa utaalelige som hine klynkende Mandslinger, der skænde paa de Tiders Daarligheder, i hvilke vi leve, medens de selv burde staa til Rette for de samme Tider, som de gøre daarlige. Naturen har altid været, er og vil altid, saa længe den er til, forblive sund og beredvillig til at gøre vel; enhver Tidsalder har altid været, er og vil altid blive god; Menneskekønnet har altid været, er og vil altid, saalænge det er til, blive slet og fordærvet.«

XVII
BØR PRÆSTERNE VÆLGES AF ALMUEN?a)

✂ Ieg sad engang som Gæst iblandt adskillige Sognepræster i Tønder Herred i Holstenb), som fortalte mangt og meget om deres Tilhøreres Gemytter: hvorlunde den ene og den anden af dem havde banet sig Vej til deres Æresamter; ved hvilke Kunster han havde vundet Landalmuens Yndest, ved hvis Stemmer Præsterne der i Landet vælges; hvor gunstig en Lejlighed der saa at sige var falden ned til ham fra Himlen. Blandt disse 111 mindes jeg een, en virkelig ypperlig Mand, der kort efter betalte hvad han var Naturen skyldig; han fortalte os, at da han søgte om sit Embede, kom hans Medbejleres Legemsfejl ham til Gode, af hvilke den ene var halt og den anden skævhalset; og dette var den eneste Grund, hvorfor han foredroges for dem begge af de landlige Vælgere, i hvilkes Øjne og Tanker hine Legemslyder vare foragtelige. Denne Historie efterfulgtes først af de Tilstedeværendes Latter og siden af en alvorlig Trætte, om Præsterne bør vælges af Almuen? c) En mente, at denne Valgret burde overføres fra den verdslige Almue til de Ældste af gejstlig Stand, efter den gamle saavel jødiske som christne Kirkes Exempel; en anden paastod, at den burde tilkomme den øverste Landsherre; en tredje mente endelig, at denne Rettighed ingenlunde burde fratages Lægmændene, dels fordi Embedsjagen, hin gamle Skade i Staten, ikke plejer at drive sit Spil værre ude paa Landet end i Byen eller ved Hoffet; dels fordi Ansøgerne ikke fra først udvælges af selve Almuen, men først naar de ere udtagne af gejstlig og verdslig Øvrighed henvises til den ledige Prædikestol, for at underkaste sig Folkets Dom; dels endelig fordi Lægfolks Øren ikke ere saa grove og lodne som man i Almindelighed troer, da de ofte kunne fælde en ganske kyndig Dom om Prædikenens Dyder.

✂ Da nu denne Trætte omsider blev indanket for min Dom, for at jeg nemlig ogsaa kunde give mit Besyv med i Laget, tilstod jeg frimodig, at hine 112 Medbejlernes sædvanlige Væddekampe ikke befaldt mig, i hvilke vi se det samme at finde Sted som i de gamle Væddekampe imellem græske og latinske Poëter, at de Udueligste ofte foredroges for de Ypperligste; at Menander ofte blev overvunden af Philemone, en ingenlunde jævnbyrdig Skribent, som Følge af ærgerrig Stræben, Gunst og Partivæsen ; at Euripides, endskønt han havde skrevet fem og halvfjerdsindstyve Tragoedier, ikkun sejrede med de fem, men ved de andre blev overvunden af en eller anden ubetydelig Medbejlerd), fordi Valgets Herrer enten vare uforstandige og ulærde og afvege langt fra en fornuftig Dom, eller vare bestukne, som Ælianus sigere). Paa lignende Vis driver Petronius f) Spot med sig selv: Jeg er Poët og, som jeg haaber, ikke af den laveste Geist, hvis man da tør fæste nogen Tiltro til Kransene, som Folkegunsten ogsaa plejer at skænke Ukyndige. Jeg føjede til, at hin Præste-Udvælgelse, efter min Mening i al Fald, ingenlunde skikkede sig for Menigmands Skøn, og at Bonden havde bedre Forstand paa Jordpløjning end paa Ordføjning og havde større Indsigt i hvad der skikkede sig for Bæster end for Præsterg).

✂ Nu var der en af Gæsterne, som sagde, at hine Almue-Stemmer samtyktes ikke alene af Christiani III. gamle Kirke-Ordinants for de Danske, men ogsaa af den nyeste Danske Lov, i hvilken vor Lovgiver forordner saalundeh): Derefter kalder den, som Rettighed dertil haver, saadan en Persom, som han agter bekvem at være, og lader hannem høre af Menigheden, som han er kaldet til, i Provstens Nærværelse, 113 saafremt Tiden og Stedet det i nogen Maade tilsteder. Og hvis Menigheden da imod hannem noget haver billigen at kunne sige, enten paa hans Liv og Levned eller paa hans Gaver, maa de det ved Supplication eller Memorial paa behørige Steder med Superintendentens og Provstens Paaskrift andrage, og deres Bevislighed derpaa tillige lade følge. - Ham svarede jeg for det første, at hin Sædvane allerede var gaaet af Brug i den danske Kirke, og at den uden Tvivl var taget ud af den Lov, som det carthaginiensiske Kirkemode i det femte Aarhundrede gavi): At Biskoppen ikke uden sine Præsters Forsamling skal ordinere Præster, dog saaledes ai han søger Borgernes Samtykke og Vidnesbyrd. Dernæst satte jeg det Laodicensiske Kirkemodes Beslutningj) op imod ham: Om det Punct, at det ej bør indrømmes Folkene at foretage Udvælgelse af dem, som skulle anvendes til Alter-Tjeneste.

✂ Saavidt var vor venskabelige Samtale naaet, da vor gæstfri Vært bød den med samt det landlige Dommer-Collegium Farvel, og med honnet Skæmt tilskyndede vore Sind til Munterhed, da han kedtes ved alvorlig Disput paa en Tid, da der fejredes Bryllup.

XVIII
ET LÆS SKÆLDSORD
ELLER:
OM DE GAMLES SPOTTELIGE NAVNE.

✂ Endskønt der ikke er noget, som jeg hader, afskyer og forkaster mere end Skældsord og Banden, som det sømmer sig for et Menneske, en Menneskelighedens Elsker, en Mand, mindes jeg dog engang at have hædret Amindelsen af deres Brug hos de Gamle (ifald Omtale kan siges at være det samme som Hæder), optændt dertil ved honnette Spottegloser af en ung Student. Han havde nemlig, saasom han var af et ingenlunde ondt, men lystigt Gemyt og meget begærlig efter de Ting, som synes at have Nyhedens Interesse, og efter Landets Universitets Skik vilde give sin private Læremester Bevis paa sin Flid, taget sig for at præsentere som Prøve et Læs Skældsord eller Disputats om de Gamles spottelige Navne, hvis Begyndelse lød saalunde:

✂ »Jeg er visselig ingen Palæstrio fra Plauti Comoediea), højanselige Herre, det er ikke min Sag at rense de offentlige Veje, at udtømme Skarn og Dræk, at rydde Møgdynger (med Forlov at sige); ikke desmindre, i Fald det var forundt mig at befri Verdens Rendesten fra dens Dynd, og saa at sige med min Hest og Vogn bortkøre hele det menneskelige Selskabs Uhumskhed, vilde jeg ikke et Øjeblik undse mig ved at tage mig en Kærrekusks Arbejde paa, og ingen Skidenhed skulde afskrække mig fra at søle mine Hænder. Og det er justement 115 i den Agt at jeg har sammenskrevet denne korte Discurs, i hvilken jeg som i en Kærre læsser de Gamles Skældsord, ikke for at lære nogen Kunsten at udskælde, men for at vænne af dermed, ikke for at genoplive Brugen af disse, men for at vor Tids tølperagtige Bagtalere skulle undse sig ved deres Uforskammethed, fornemmelig de Boglærde, hvilke i deres Foragt for andres Forstand eller Lærdom overfylde det gode Papir med de skammeligste Ukvemsord og aldrig glæde sig mere end naar de i deres Skrifter kunne anvende hint elskelige Ord Asen, eller lignende, ligesom man har iagttaget, at Asenet fornemmelig betegnes med Navnet Morten b).«

✂ Denne unge Mand, siger jeg, havde for den megen Omgængelses Skyld som jeg havde haft med ham, venlig anholdt mig om at hjælpe ham med hans Foretagende, og jeg stillede mine Samlinger efter deres ringe Evne til hans Tjeneste, idet vi fremtoge et og andet af dem, som syntes os mere paaagtelsesværdigt.

✂ Exempli Gratia: Hos de gamle Hebræer var det værste Skældsord, efter den hellige Skrifts Vidnesbyrd, en død Hund c), ligesaa Hundehoved d), hvoraf hint Talmudiske Udtryk kommer: Hundsfot (ussel som en Hund). Dette Navn af Hund gjaldt det samme hos Grækerne, Romerne og andre Folkefærd, som selv Drenge vide Besked om. Siden førte Jøderne, naar de spottede og skældte, et syrisk Ord i Munden, som Frelseren bandlyser hos Matthæum e) (Raka), og som betyder enten en Mand, 116 ad hvem man bør spytte, eller en, der er tom, nemlig i Hjærnen, som Fortolkerne forklare; hvilket Ord maaske indeholder Oprindelsen til det hos os Danske mest foragtede Navn, Rakker. Dernæst findes der utallige saadanne Navne, med hvilke de senere Jøder pleje at hædre os Christne, saasom Hedninger, Cananæere, Edomiter, Sodomiter, Parderdyr, Nåzaræere, Tyriere, etc., om hvilke kan ses hos Eisenmenger^ og i Bibliotheca Uffenbachiana^. Hertil komme andre spottelige Navne, med hvilke de gamle Christne overskældtes af deres hedenske eller kætterske Modstandere, der kaldte dem Galilæere, Gudløse, Grækere og Bedragere, Troldmænd, Spaatnændj Folk, der fik en voldsom Død, forvovne og gudsforgangne Kroppe, der vare modne til Bad og Brand, etc. etc., som den berømmelige Mand Joseph Bingham med Lærdom fremstiller det i sit Skrift orn Kirkens Udspring^.

✂ Hos Ægypterne blev den Mand hudflette! med det værste Skældsord, som de gave Navn af Asen. Og det er bekendt, siger Plutarchusl\ at Æslet er hos Ægypterne i ondt Rygte for Typhonis Skyld (Osiridis Fjende, hvis Lød siges at have været som et Asens); hvilken Sags Udspring samme Forfatter gaar dybere ind paa i sit lille Skrift om Isis og Osiris'), hvor han endelig tilføjer følgende liden Historie: Derfor kaldte ogsaa Ægypterne Ochum, den af de persiske Kongery hvem de fornemmelig hadede som en ugudelig og skarnagtig Skælm, for et Asen. Og Ochus slagtede Oksen Apis med de Ord: Ja, men dette Asen skal holde Gilde paa Eders Oksek. - Dog 117 var det ej alene hos Ægypterne at dette Navn af Asen brugtes til Spot og Spe; men hos de fleste Folkefærd har det altid været regnet for ærerørigt; saaledes beretter Quintilianus l), at hos Romerne blev Junius Bassus, en Mand, der havde meget i Munden, i hans Barndom kaldt det hvide Asen; herhen høre hine Grækernes spottende Talemaader hos Suidam m): Et Asen, der spidser Øren, et Asen tit Gudstjeneste, et Asen til Fløjtespil, et Asen blandt Bier, et salvet Asen etc. Dernæst betvivler jeg ikke, at Svin og Svinehyrde have været stygge Øgenavne hos Ægypterne, hvilke ikke alene som Jøderne afholdt sig aldeles fra Svinekød, men ogsaa holdt Svinehyrderne i en saadan Foragt, at de hverken havde Forlov til at betræde noget Tempel, ikke heller maatte deres Døtre ægte andre end Svinehyrder, efter Herodoti Vidnesbyrdn).

✂ Hos de gamle Æthioper har Crocodille været det værste Skældsord, hvad der synes mig at kunne sluttes af, at dette Dyr i deres hieroglyphiske Skrifter betegner alskens Ondskab, som Diodorus Siculus berettero).

✂ Hos Perserne, der gerne vilde gælde for tapre Folk, havde man mest ondt af Skældsordet Kvinde, som Herodotus beretterp). Og hos Macedonerne regnedes denne Benævnelse ikke for hæderligere, som man kan se af Belonis Tale hos Curtium q), i hvilken han til argeste Spot og Spe kalder Philotam Kvinde. Ja, dette Skældsord er alt fra gammel Tid fælles for næsten alle Folkefærd; derfor kaldte ogsaa Molosseren Alexander, Alexander den Stores 118 Onkel, Persien med samme Navnr) som Diogenes brugte om Athen s): Fruerstue, ikke for Hæders Skyld; ligesom paa den anden Side denne siges at have kaldt Sparta, hin Italien for Mændenes Herberg.

✂ Hos Grækerne kan man finde utallige Skældsord, fornemmelig hos Skribenten Julium Pollucem t). Til disse kan føjes Angiver u) og Stratenrøver v), der anføres allerede af Juristen Alexandra x); gid han havde tilføjet sin Hjemmel for det sidste Skældsord! Hid høre de ikke almindelige, men særegne og private Skældsord; som naar Chrysippus siger at en Mand blev vred over at en havde kaldt ham en Sø-Bede, efter hvad Seneca berettery); som naar Plato plejede at kalde Aristotelem et Asensføl paa Grund af hans utaknemlige Sindelag imod sigz); som naar endelig Epicurus kaldte sin Læremester Nausiphanem en Sølunge (et Havdyr, der næsten helt mangler Sans og Bevægelse), Platonis Medfølgere Dionysii Jabrødre, Protagoram Lastdrager, Democritum Dumpaahitter, Antidorum SleskeDaare æ); af saadanne Skældsord er der Overflod i det gamle mundkaade Grækenland.

✂ Hos Romerne lade - foruden de tilforn anførte vanærende Benævnelser - følgende Ord en besynderlig Ringeagt til Syne: Barbar ø), Muldyr aa), Kvæg ab), Rendestensfrø ac), Molbo ad) , Væggelus ae), Slave af) , Sodomit ag) , Clodius ah), Catilina ai), Thersites aj), Broder Liderlig ak), etc. - Hertil kan man henføre de private Stikpiller, som naar L.Torquatus kaldte Q. Hortensium med en bekendt Danserindes Navn 119 Dionysia, fordi han gjorde mange Fagter med Hænderne, naar han optraadte som Anklageral); som naar Martialis med et utugtigt Ord kaldte Coracinum Kys-i-Røven am), Corbulo Fidum Cornelium en skaldet Struds an), M. Reguius Rusticum Arulenum Stoikernes Abe ao), Grammatikeren Lenæus Historikeren Sallustium en liderlig Fyldevom, et Skarn og en Fraadserap).

XIX
BØR HOREHUSE TAALES
I STATEN?a)

✂ En gammel Kone Diomedis (saalunde benævnte de gamle Grækere gerne en Rufferske) havde længe i Løn drevet Rufferi i København og ublu fordærvet Ungdommen af begge Køn, da Sagen omsider kommer for en Dag, og hun gribes af den offentlige Ordens Haandlangere, føres for Retten og domfældes. Loven lyderb): De som holde Horehus, straffes med Kagen og forvises den Province, som de bo udi, eller sættes i Spindehuset. Den bestemte Straffedag kommer, og den gamle Koblerske samt to ikke uskønne unge Fruentimmer, der havde gjort sig Profit af deres Legeme i hendes Kammer, føres frem, fastbindes og straffes. Medens dette gaar for sig paa Torvet, var der en fransk Jesuit, der sad som Tilskuer ved Siden af mig 120 højt oppe i et Hus, hvilken da han saa Kroppene, fornemmelig de to smaa Taskers, blottes, og piskes af Mestermanden, da han havde trukket Klæderne ned, faar Medlidenhed med dem, sukker over dem og bærer Fortrydelse derover. Denne Mandens tavse Ytring hørte jeg og kunde, da Mestermanden alt var færdig med sit Arbejde, ikke bare mig for med Latter at bebrejde den utidigt medlidende Jesuit hans blødhjærtige Følelser for Skøger og Skarns-Kvindfolk; hvorover han kom noget i Affect og sagde: »Du synes mig sandelig at være en anden Euripides i Fruentimmerhadc), eller Diogenes, hvilken, da han engang saa nogle Fruentimmer hængende i et The, siges at have ønsket, at alle Træer bare en saadan Frugt d). Er du da, farer han fort, saa stenhaard, at disse ynkelige Skuespil ikke kunne opvække din Bejamren? Betænk, at Skøgen er et venligt, elskværdigt, uskadeligt, tjenstberedvilligt Dyr; betænk, at hverken Vand eller Ild er et mere nødvendigt Tilbehør i Staten end Rufferskerne, som i Eders Love forvises fra begge Dele; betænk, at Horehuse og Horer ere i Staten som en Art Sprøjter, Spande og saadant Brandredskab, og at dette er Aarsagen til at Augustinus e) viseligt har udtalt: Tag Skøgerne bort af Menneskeheden, og du vil opfylde alt med Løsagtighed.«

✂ Nu tog jeg til Orde og sagde: »Jeg er saa langt fra forsikret om, at dette Ord er et Efterladenskab fra selve den store Kirkefaders Haand, at jeg tværtimod ingenlunde betvivler, at det er forfalsket enten af en ukyndig Copist eller af en 121 svigagtig corrigerende Munk med dine Forfædres gamle Frækhed, og at Forfatteren selv i Steden for det overleverede Ord, Skøger, har skrevet et andet hæderværdigt Ord, som kommer overens med Bernhardi Udsagnf): Tag det hæderlige Giftermaal og det ubesmittede Ægteskab bort af Kirken; mon du da ikke fylder den med Skørlevere, utugtige Sædudgydere, letfærdige Mandfolke-Bolere, kort sagt, med alle mulige urene Mennesker? Men selv om Stedet hos din Augustinum var nok saa rent og uforfalsket, saa er dog hans Mening ingenlunde af saa stor Betydning for mig, at jeg letsindig tiltræder den; hellere vilde jeg ønske, at hine den offentlige Løsagtigheds skidne Forsamlingssteder g) bleve splittede ad, at Rufferskerne og Rufferskernes Tyende fik en alvorlig Straf, og at der rundt omkring i vort christne Samfund skete det samme, som vi læse, at Kejser Theodosius i sin Tid har sat i Værkh), som selve din Overdommer i Paris gjorde Aar 1647i), og som endelig vor højviselige Lovgiver her i Danmark har behaget at stadfæste, at nemlig

✂ de være langt herfra, de Horeværtens Piger,

✂ som Juvenalis tilraaderj).«

✂ Men min Jesuit, paa det han des kraftigere kunde forsvare Skøgernes Stue og Seng, foreholder mig først Løsagtigheds-Professionens Ælde, dels ifølge Skriftens Ord om den Skøge hos Cananæerne Rachab (hvis hun da bør kaldes Skøge, og ikke, som andre mene, Krokone), hvem Josua skaanedek), dels ifølge den verdslige Historie om 122 Babylonierne, hos hvilke, efter Curtii Vidnesbyrdl) Godtkøb paa Salg af Kroppen regnedes for en Artighed, og om Athenienserne, paa hvilkes Pottetorv Skøger stode tilfals m), samt om Romerne, hos hvilke Kvinder kundgjorde for Ædilerne den fri Adgang til Ukyskhed med dem, efter en hos de Gamle vedtagen Skik, hvilke holdt for, at de utugtige Kvinder vare tilstrækkeligt straffede ved selve deres skammelige Næringsvej n). Dernæst minder den gode Mand om, at de gamle Tiders Øvrighed klogelig havde draget Omsorg for at Horehuse stode aabne for Almuens Løsagtighed, paa det at ikke Staten skulde besmittes med værre Utugt, gifte Koners Kyskhed udsættes for Fare og Overlast fra Grassatgængeres Side, eller de til Vellyst forfaldne liderlige Fugle paa udædisk Vis misbruge Dyrene til Tilfredsstillelse af deres kødelige Lyster.

✂ Dertil sagde jeg: »Du synes mig virkelig stiltiende at tale din Paves Sag, hvilken, i Fald Skribenterne tale sandto), aarlig gør sig en stor Profit af Ruffer-Indtægt. Men for nu i Korthed at overveje dine Argumenter, berømmelige Mand, mener du da, at Horehuse bør taales af den Grund, at Caligula, der var vant til at sælge den offentlige Ærbarhed for Penge, ogsaa indrettede et Horehus i selve Kejserpaladset? p) Eller fordi Heliogabalus vilde endog i hver By gøre Rufferne til Politimestre, og at der skulde være fjorten i Byen? q) Eller fordi der i Athen var en Hore-Skat i Brug?r) Jeg betvivler visselig ikke, at du billiger hvad dine Forfædre have lært i den canoniske Ret s): Vrang Skik viger for Fornuft og 123 Lov, ellert): Skik og Brug kan ikke gaa frem for Lov og Fornuft. Dertil kommer, at ikke alene Tertullianus i Lid til guddommelig Hjemmelu) kalder Horehusene forbandede v), for ikke at tale om andre, men at det ogsaa læses at være vedtaget paa hint gamle Elibertinske Kirkemøde x): Ifald Moder eller Forældre eller nogen troende Kvinde driver Rufferi derved at hun sælger en andens eller rettere sit eget Legeme, er det vedtaget, at hun end ikke paa sit Yderste kan modtage Nadveren. Men for at du imidlertid ikke skal tro, at Horehusene have været holdte i Agt og Ære hos de klogere af de gamle Hedninger, til hvilke du appellerer, saa hør, kære, Ordlyden af den PapiskPoppæiske Lov hos Romerne, ved hvilken det forbydes, at nogen fribaaren Mand med sit Vidende har til Fæstemø eller Hustru nogen Kvinde, som offentlig gør eller har gjort sig Profit af sit Legeme, eller nogen Rufferske, frigiven af nogen Ruffer y). Og at flere saadanne Love ere blevne givne i Rom, formoder jeg af den fjortende af Justiniani ny Love, om Ruffere, der begynder saalunde: Baade de gamle Love og de fordums Regenter synes Ruffernes Navn og Sag at have været ret afskyværdig, og det saa meget, at der endog skrev es adskillige Love mod dem, der forbrøde sig i saa Maade z). Hidhen synes mig at høre hine det romerske Senats alvorlige Beslutninger, ved hvilke Kvindernes Løsagtighed holdtes i Ave, som Tacitus bevidneræ). Ej anderledes forholdt det sig med Horehusene hos Athenienserne, som det fremgaar af Æschinis Tale mod Timarchum, og ingen nogenledes belæst Mand er uvidende om, 124 at de om Rufferes Hæderlighed mente det samme som den romerske Prætor Q. Metellus, om hvilken Valerius Maximus ø) fortæller følgende: Rufferen Vecilio overlod han ej Besiddehen af Juventii Gods efter Testamentets Ordlyd; thi den højbaarne og højagtede Mand mente, at der skulde gøres Forskel paa Dommersæde og Horehus; ikke heller vilde han stadfæste den Mands Gerning, som havde henslængt sin Formue i en besmittet Horekippe, eller lade den, der havde skilt sig ved enhver hæderlig Levemaade, ske samme Ret som en ustraffelig Borger. Ikke at tale om Corinthiernes Fyrste i længst forsvundne Tider, Periandro, hvilken lod alle Kvinder som bøde sig selv til fals, sænke i Havet, efter hvad Heraclides beretteraa). Kort sagt: naar du fremdeles erindrer om, at Horehuse ere til Statens Tarv, synes du mig ikke at erindre om andet end at det maa være Staten magtpaaliggende, at den fyldes med Smitte og de slemmeste Syger, at Borgernes Kræfter svækkes, at Ungdommen gaar til Grunde med sin Arv og Eje, at de offentlige Sæder fordærves«.

✂ Med disse Ord byder jeg min Jesuit Farvel, efter dog først at have bedt ham om, at han, ifald der er nogen Barmhjærtighed og Medlidenhed tilbage i hans Sind, da for Fremtiden hellere lader den blive vor Kirke end Horehusene til Del.

XX
EFTERFORSKNINGER ANGAAENDE
ARTICLE XLIII I RIBE BYS STADSRET.

✂ Bekendt er den Stads-Ret, som den danske Konge Christopher I, højlovlig Ihukommelse, naadigst gav Ribe By her i Landet Aar 1252; som Erik med Tilnavnet Glipping stadfæstede den 26. Junii Aar 1269, og som endelig Christopher III forbedrede Aar 1443; hvilken siden er offentliggjort af vor højædle Petro Joh.Resenio i København Aar 1683 tillige med dansk og tysk Oversættelsea). Bekendt er ydermere denne Rets Strænghedb), saa at man om den næsten kan bruge de samme Ord som Plutarchus c) har efterladt sig skrevne om Atheniensernes Lovgiver Dracone og hans Love; Han forfulgte næsten alle Forseelser med Dødsstraf, saa at endog de for Ørkesløshed domfædte straffedes med Døden, og de, der havde snappet Kaal eller Æbler, ikke bleve anderledes behandlede end Kirkerøvere. Derfor sagde siden Demades vittigt, at Dracon havde skrevet sine Love ikke med Blæk, men med Blod. I vor Ribe Ret saa vel som i hin gamle Atheniensiske Lovbog fastsætte nemlig næsten de fleste Anordninger Dødsstraf for Forseelserne; til Exempel Article VIII: Hvo der tager nogen Kvinde med Vold og overbevises derom ved Vidnesbyrd af de tolv nærmeste Naboer til det Sted, hvor den Vold skete, han skal have sin Hals forbrudt. - Ligeledes Article XXIV: Om nogen lokkernogen Mands Ægtehustru her af Staden og fanger af hans Gods og rømmer bort med hende af Byen, da skal han, om han 126 siden gribes med hende, have sin Hals forbrudt. - Endvidere Article XXX: Om nogen befindes med forfalsket Honning eller Jærn eller andre forfalskede Varer, da skal han have sin Hals forbrudt d). Fremdeles Article XXXVIII: Om nogen befindes med Tyvekoster til en halv Mark Penninges Værd, da skal Tyven vre skyldig tit Galgen; men maa de vurderes lavere, da skal Tyvsmærke ham paasættes, og hvis han siden befindes som Tyv med Tyvekoster, være sig af mindre eller større Værd, skal han hænges. - Ydermere Article XL: Om det tilkommer nogen Kvinde at hænges for Tyveri, da skal hun for sin kvindelige Æres Skyld sættes levende i Jorden, etc. etc.

✂ Disse Articler bleve, som jeg kan mindes, fordum læste i en Forsamling af nogle studerte Mennesker, ikke uden stor Moro, og mest af alle forlystede Article XLIII, om Hor, vore Sjælee): Om nogen Mand gribes med anden Mands Ægtehustru i Hor, da er det Bysens Ret, at hun skal trække ham op og ned ad Byens Gader ved hans Blusel, og dermed være han fri for saadan Sag. - Denne Straffemaade syntes tilvisse os alle ny, og vi undrede os over, at en Horkarl af en saa stræng Lovgiver ikkun beskæmmedes med Spot og Spe, og ikke straffedes paa Livet, saaledes som det fordum efter Tenediernes Love var tilladt at dræbe en Horkarl, der gribes paa fersk Gerning f), hvilket vides at være anordnet af Mose g), Solone h) , Dracone i), og vedtaget hos Araberne j) og andre Folkefærd. Nu var der i vort Selskab en ingenlunde ulærd Mand, hvilken, efter at have besindet sig paa de forskellige vanærende 127 Straffe for Hor til alle Tider uden at kunne finde nogen Lov lig vor fra Ribe om at Horkvinden skulde trække Horkarlen randt i Gaderne ved hans Blusel, henskød Sagen til de andre Venner. Vi tilstaa alle frimodigt, at vi ikke havde noget andet Exempel paa rede Haand, som kunde have nogen Lighed med vor Forordning, end hvad Damascenus k) beretter om Pisiderne: Om nogen befindes i Hor, da føres han rundt i Byen tillige med Horkvinden, siddende paa et Æsel, og det i et fastsat Tidsrum af nogle Dage. - Hertil lagde en anden hvad Heraclides l) beretter om Lepreaterne: Lepreaterne føre de paa fersk Gerning grebne Horkarle i tre Dage bundne rundt i Byen og regne dem i hele deres Liv for berygtede. Men Horkvinden stille de i elleve Dage paa Torvet, iført en gennemsigtig Klædning uden Bælte, og beskæmme hende saalunde.

✂ Medens vi afhandle dette, kommer en højagtbar Ribe-Borger, der havde gjort sig højlig fortjent af sin Fædreneby, tilfældig tilstedem). Denne Mand, der var særdeles kyndig i Ribes Historie og Antiquiteter, udspørge vi alle, om det ogsaa ved Exempler er bevidnet, at nogen af Horkarlene i Ribe fordum er blevet trukket rundt i Gaderne af Horkvinden saaledes som Loven byder? Og han tilstaar først intet saadant at være sig bekendt; dernæst lægger han til, at han ikke betvivlede, at en saa stræng Straf var forkyndt til den Ende, at den aldrig skulde blive anvendt, ligesom den lovkyndige Sextus Cæcilius hos Gellium n) siger om den af de tolv Tavlers Loveo), i hvilken Udiaaneren befales 128 at sønderskære og sønderdele den Skyldners Krop, som ej er god for at betale: Paa tredje Markedsdag skulle de skære Stykkerne; men om de have skaaret mere eller mindre, da være det dem ej til Skade; hvorved Cæcilius straks tilføjer: At nogen i gamle Dage er blevet sønderskaaren, har jeg ganske vist hverken læst eller hørt.

XXI
OM PRISEN PAA BØGER HOS
DE GAMLE.

✂ ved Auction over et Bibliotheque, som en lærd Mand i Ribe Omegn havde efterladt sig, hvor jeg mindes at jeg i sin Tid var tilstede, blev paa Grund af Købernes Faatal de fleste ypperlige Skribenter, ej anderledes end de Gamles usleste Slaver eller Krigsfanger, solgte til den laveste Pris, saa at der næppe indkom saa mange Penge som i sin Tid vare udgivne til Bøgernes ydre Sir og Smykke. Da Auctionen var til Ende, var der en lovkyndig Mand, en Ven af den Afdøde og en forfaren Kender af alle gode Bøger, der beklagede denne Bogsamlings ringe Pris og ønskede, at vort Bibliotheque var blevet bortsolgt i Grækernes eller Romernes gamle Dage: han mente nemlig, at det i saa Fald vilde være faldet i langt rundere og begærligere Hænder og have indbragt 129 Arvingerne langt større Penge-Udbytte. Dertil sagde jeg: »Jeg betvivler ganske vist ikke, at hvis disse Bøger vare blevne udbudne til Salgs paa den Tid, da de Attaliske og Ptolemæiske Konger (i Pergamum og Alexandria) kappedes indbyrdes om Besiddelse af Bøger a), da vilde de have været meget salgbarere og dyrere; endskønt enhver Tidsalder har frembragt ikke alene købelystne Ptolemæer i Ægypten, men ogsaa Silier i Italienb), og i Grækenland bogelskende Apelliconer c) .«

✂ Dernæst gave vi os til at afhandle den Pris, de Gamle satte paa Bøger, hvilken hin ypperlige Lovkyndige i Almindelighed fastslog at være umaadelig, hvorved han tilføjede, at alene en enkelt Grammatikers, Didymi, Ihukommelsesskrifter(hvilken siges at have skrevet fire tusinde Bøger d)) i sin Tid havde været vurderede langt højere end den nuværende Salgspris for de bedst udstyrede Bibliothequer. Overfor dette mindede jeg om, hvad lærde Mænd alt oftere have peget paae), at i gamle Dage kaldtes ofte en ringe Del af en rigtig Bog en Bog eller et Bind, saa at et af vore største Bind kunde rumme endog hundrede af hin Didymi Bøger. Dernæst fragik jeg ganske vist ikke, at de Gamles Skrifter vare blevne solgte til anselige Priser, dog ingenlunde i Flæng, men hvis de vare af en gammel Forfatter f) eller Ihukommelsesskrifter af berømte Mænd g), saaledes blev hos Romerne, efter hvad Gellius bevidnerh), den anden Bog af Æneiden, af mærkelig Ælde, paa hans Tid købt for tyve Gylden paa Kunsttorvet (et Sted i Rom, hvor en stor Mængde 130 Købmænd holdt til); saaledes siges hos Suetonium i) Grammatikeren Pompilius Andronicus for Fattigdoms Skyld at have været nødt til at sælge for 16000 Sestertier et mindre Værk med Aarsregistre, og Plinius Secundus, Naturhistoriens Forfatter, beretter hos den yngre Plinium j), at han, da han havde Forvaltning i Spanien, kunde have solgt sine Optegnelser, uagtet de dengang vare adskilligt færre, til Largo Licinio for fire hundrede tusinde Sestertier. Hertil lagde jeg, at jeg ganske vist ikke var ubekendt med hvad Galemis fortællerk), at Sophodis, Euripidis og Æschyli egenhændige Haandskrifter vare blevne erhvervede for femten Talenter rent Sølv af Ptolemæo Euergeta, ligesom fremdeles Isocrates solgte én Tale for tyve Talenter, som Plinius beretterl), og ligesom vi ogsaa hos Gellium m) finde fortalt om Platone og Aristotele, at Aristoteles købte Philosophen Speusippi faa Bøger, efter hans Død, for tre Attiske Talenter, og at Platon købte Pythagoræeren Philolai trende Bøger for ti tusinde Denarer, hvoraf hine Timonis Spotteversn) komme:

✂ Du, Plato, greben er af svart Begær til Viden!
Du for en mægtig Sum en Bog har købt, en liden,
Med den begyndte du og lærte dig at skrive.

✂ Og at en saadan umaadelig Pris ogsaa efter Bogtrykkerkunstens Opkomst stod ved Magt for de med gammel Haand skrevne anseligere Bøger, efterviste jeg med Historikeren Livii Exempel, hvilken, i Fald den romerske Adelsmand, Petrus della Valle o) taler Sandhed, formodedes at opbevares hel og holden i Tyrke-Kejserens Bibliotheque, 131 hvor den franske Konges Ambassadeur vilde købe ham for en Pris af ti tusinde Kroner, og Hertug Magnus af Florens om Kap med ham bød fem tusinde Piastre; men de fik intet for deres Ulejlighed, da Bibliothequet kort efter, i November Maaned Aar 1665, ynkelig fortæredes af en jammerlig Ildebrand. Jeg lagde heller ikke Skjul paa, at det ingenlunde syntes mig forunderligt, at hine gamle Haandskrifter af berømte Forfattere solgtes saa dyrt, naar man ret vurderede deres Pragt og kostbare Prydelser. Desangaaende beraabte jeg mig paa den berømmelige Lambecii Vidnesbyrd i det Wienske Bibliothequep) om den Dioscoridianske Codex, et ældgammelt græsk Haandskrift: Endskønt Busbeckius skriver q), at dette Haandskrift er købt for ikke mere end hundrede Ducater, er det umiddelbart indlysende af Sagen selv, at hvis dels selve Skriften, dels dens Udsmykning og hvert enkelt Billede af Planter og Dyr, som ere afskildrede deri, skulde have tilmaalt ikkun en ringe Pris i Arbejdsløn, vilde end ikke for en Betaling af fem hundrede Ducater eller tusinde Imperialer et saadant Haandskrift nutildags kunne afskrives og udsmykkes. Og naar man ydermere har skyldig Henseende til dets Ælde, hvo vil da nægte, at dette Haandskrift er af langt større Værd? etc.

✂ For endelig at bevise, at ogsaa ikke uberømte Hoveders Ihukommelsesskrifter lige saa fuldt i gamle Dage som i vore Tider ofte vare blevne solgte for en ringe Pris, bad jeg min lovkyndige Ven høre, hvad Gellius r) skriver om sig selv, som følger: Da vi kom tilbage fra Grækenland til Italien 132 og naaede til Brundisium, gik vi fra Borde op paa Land og spadserede rundt i Havnen, hvor vi saa nogle Bundter Bøger fremlagte til Salgs. Jeg iler straks begærlig hen til Bøgerne. Det var altsammen græske Bøger, fulde af Vidundere og Fabler, uhørte Historier, gamle Forfattere af ikke ringe Anseelse, Aristeas og Isigonus og Ctesias og Onosicritus og Polystephanus og Hegesias s) . Men selve Bøgerne vare skidne af at have ligget længe og vare slemme at se til og anskue. Dog gik jeg derhen og spurgte om Prisen; og lokket ved dens mærkelige og uventede Lidenhed købte jeg en Mængde Bøger for en Smule Penge. - Heller ikke syntes det mig nu ret at forbigaa, hvad Martialist) ligeledes synger om sig selv og om Boghandleren Atrecto:

✂ Han tager ned min Bog etsteds af sin Reol,
af glittet fint Papir, og klædt i Purpurkjol;
for fem Denarer han dig Martial vil sælge.

✂ Og for at min Lovkyndige kunde forstaa denne Prises Lidenhed, henviste jeg ham meget belejligt til den berømmelige Mand Christiani Schoetgenii Disputats om de Gamles Boglader og Boghandlere u).

XXII
OM PEDERS SVÆRD.

✂ Da vi for nogle faa Aar siden sad en Del gode Venner sammen til Gæstebud og hørte det Tegn, hvormed den offentlige Post plejer at tilkendegive sin Ankomst, befale vi Tjenerne at skynde sig hen i Postgaarden og forlange de muligvis til os stilede Breve. De vende ikke tomhændede tilbage, vi løsne Baandene og erfare blodige og sørgelige Skarnsstykker. En havde nemlig tilskrevet sin Ven, at to Tvillingbrødre fra Haderslev, der for Studéringernes Skyld levede i Jena, grummelig havde rendt Kaarden i Livet paa hinanden; en anden havde underrettet mig om, at en Student i København, fordum en af mine Tilhørere i Nykøbing, ynkeligt havde taget en Skræder af Dage med lignende Vaaben. Hvor dybt disse sørgelige Nyheder saarede vore Øren og vore Sind, kan enhver let gætte, der ikke, som Pogten syngera), har et Hjærte af Horn.

✂ Tilstede ved Gæstebudet var en værdig Mand, Biskop i Kirken, som ved at høre dette udraaber: Hvad skal vi med de Kaarder? b) Ydermere udtalte han et alvorligt Ønske om, at saavel det københavnske Universitets gamle Lov som den af vor Friderico II, højlovlig Ihukommelse, Aar 1577 udstedte gudfrygtige Forordning, hvilke begge forbyde academiske Borgere at færdes væbnede, maatte i vore Dage staa ved Magt saa godt som fordum. Samme Mand lovpriser højligt, efter den 134 Kærlighed og Respect, hvormed han omfattede sine gamle Gæstevenner Englænderne, OxfordUniversitetets Standhaftighed, og oplæste følgende Raadsbeslutningc): Det er forordnet, at ingen Studerende eller andre tør indenfor Universitetets Omkreds ved Dag eller ved Nat bære Værge til Angreb eller Forsvar (saasom Kaarder, Daggerter, Dolke, Knive, Buer, Pile, Bøsser) eller Skydevaaben eller Kampredskaber, undtagen naar han agter sig til afsides Steder eller kommer hjem fra afsides Steder; fraregnet dem, som for hæderlig Morskabs Skyld gaa med Buer og Pile. Og om nogen handler herimod (om end han ikke anfalder nogen), da skal han som mistænkt for at være Fredsforstyrrer sættes i Fængsel, indtil han ligervis stiller Borgen for at ville holde Fred, og foruden at miste sine Vaaben bøde to Skilling til Universitetet.

✂ Nu var der en anden Mand, der i sin Tid havde været overmaade kyndig og ivrig i Fægtekunsten, og som havde ført et lidt friere Levned i sin Studentertid ; han bad den højagtbare Mand mindes, at i Aaret 1659, da de academiske Borgeres Troskab og Tapperhed havde straalet saa glimrende under Københavns Belejring, havde de til Løn herfor allernaadigst faaet denne Ret til at bære Kaarde d) af Hans Majestæt Frederik III. Og da den anden paa det bestemteste paastod, at det ikke forholdt sig saa, opstaar det Spørgsmaal: Er det med Rette, at Studenten hos os tager sig Forlov til at bære Kaarde? Hin førte, for at dække Studentens Side, Peders Sværd i Marken, og betvivlede, som han sagde, ingenlunde, at Apostlene sammen med 135 Frelseren havde baaret Vaaben undervejs paa deres Vandringer; at ogsaa andre Galilæere havde brugt dette, fordi Røvere gjorde Vejene usikkre, fremgik, som han efterviste, af Josepho e), som røber det samme om Essenere, den mest sagesløse Art af Mennesker; og deraf kom det, at da Christus sagde, at den Tid var nær, da man endog burde sælge sin Klædning for at skaffe sig et Sværdf), svarede Apostlene ham straks, at de havde to Sværd til rede i Følgeskabet. Dernæst farer samme fort: »Hvad enten Sværdet er et Hæderstegn eller et Redskab til Legemets Beskærmelse, hvorfor skal da en Student være vaabenløs fremfor den ringeste Haandværker af Almuen?«

✂ Denne slaar derimod Peders Sværd tilbage paa den andens Hoved, dels fordi Frelseren selv ved sit Forbud saa at sige vrister det ud af Apostelens Hænder, dels fordi ene Nødvendigheden paa den af Røvere belejrede Vej rækker det i Hænde og raader til at anvende det. Fremdeles svarer han paa det andet Punct, at hvad enten Sværdet er et Hæderstegn eller et Redskab til Legemets Beskærmeise, sømmer det sig ingenlunde bedre for en Student end for en Præst eller Biskop, hvilke man til ingen Tid har set omgjordede med Sværd i det daglige Liv.

✂ Hertil svarede hin atter: »Sig mig, kære, med hvilken Hjemmel du befaler Studenten hos os fremfor den philosophiske Professor at nedlægge Sværdet, da de begge have aflagt samme Ed til samme boglige Kunster?« Men den anden svarer intet 136 andet end at han ønskede, at Forfædrenes højst ærbare og adstadige Væsen, som de borgerlige Ærestitier for en stor Del have forandret, omsider engang maatte gengives vort Universitet.

✂ Længe havde jeg lyttet til, da jeg omsider, fredsommeligt opfordret til at gøre en Ende paa denne Strid, afsagde denne Dom, hvordan den nu end er. »Hvis det stod til mig«, sagde jeg, »at afgøre den Sag om hvilken I tvistes, højagtbare Mænd, saa skulde snart Fægtekunstens Hæder gaa af Mode; saa skulde sandelig Vaabensmeddenes Erhverv snart lide et mærkeligt Afbræk; saa skulde snart enhver siddende Haandværker bruge: Skomageren sine Tænder, Skræderen sine Fingre, Væveren sine Fødder i Steden for Kaarder; saa skulde Skriveren ikkun saare med Pennen; saa vilde jeg snart stævne vore adelige Drenge i Forhør: Hvo har hæftet Eder ved dette Sværd? g) Fremdeles :

✂ Hvad gør du, kælne Dreng, med disse djærve Vaaben? h)

✂ Saa vilde jeg endelig minde om det Ordsprog: Giv ikke Børn Vaaben i); saa vilde jeg lære vore Philosopher at sige det samme om den borgerlige Dragt som Delius om Pilekoggeret hos Ovidium j):

✂ Den Byrde sømmer sig for vore Skuldre bedst;

✂ saa skulde endelig de gamle Romeres Forskrift atter træde i Kraft, saa at Retten til at bære Sværd alene overlodes Landets Øvrighedk), men aldeles ikke var tilfælles for nogen Stand undtagen 137 Krigsmændenel), og for dem ikkun paa det Vilkaar, at de i Fredstid skulde bære Kaarden ved højre Sidem), efter hine Gamles Skik, til større Besvær for sig selv end for andre.«

✂ Derpaa fulgte fra de Tilstedeværende dels Latter, dels Bifald, og man gik over til en anden Materie for Samtalen.

XXIII
OM HOFFERNES TRYLLERI.

✂ VI vare nogle Venner, der engang paa en Spadseretur for at fordrive Tiden sætte en Samtale i Gang om den romerske Paves Hof: fra hvor ringe en Begyndelse det er steget til saa høj en Top; hvormeget St.Peders Arv (som de kalde det) skylder Overtroen; hvor smukt det pavelige Selskab alt forlængst havde ligget under, adsplittet, sammenstyrtet og udslettet, hvis det ikke var blevet styret af Hof-Taskenspillerkunster, hvis det ikke var blevet holdt til sin Pligt ved Helgeners Trusler og Myndighed.

✂ Om denne Materie havde vi afhandlet nogle tusinde Skridt, for at bruge Flavii Verginii Spøg hos Quintiliainum a), da en Embedsbroder af mig, en i de Gamles Handeler og boglige Kunster ingenlunde ulærd Mand, spottende udbrød: »O du Overtro, mægtigst af alle Guder og Gudinder! Hvor sandt 138 har ikke Curtius b) sagt om dig: Ingenting regérer Mængden med større Eftertryk! - Det er din Virkning, at P. Scipio Africanus til sin Tid har saa stort et Ry i Rom for Højhed, hvilken plejede at gaa op paa Capitolium inden det gryede ad Dag, og troedes at raadslaa med Jupiter om Staten c); det er din Virkning, at Barbarerne adlyde Sertorio som Anfører i alle Ting, som var det guddommelige Befalinger, fordi han havde indbildt Folket, at en hvid Hind, som han førte med sig, dreven af Dianæ Guddomsmagt talte med ham, raadede og lærte ham hvad nyttigt der var at gøre d); det er din Virkning, at Sullæ Soldater med saa stor Tillid følge hans Faner, indgivne med en Art guddommelig Ærefrygt for deres Feltherre paa Grund af det gyldne Apollo-Billede, som han siges altid at have baaret paa sig i Barmen under Kampene e). O du Overtro, den nyttigste Guddom i Staten!«

✂ »Ja vist«, sagde jeg, »den har altid været en fortræffelig Hjælperske for Hoffernes Trylleri; den har ofte tjent de fornemste Mænds Ønsker mere end den allerstærkeste Hær; den har enten grundlagt eller stadfæstet og forøget de fleste mægtige Fyrstendømmer. Se til hin store Mester i Hof-Trylleri, Numa Pompilius. Han indviklede fornemmelig Menneskenes grove og uvidende Sind i nye Arter af Overtro; og for at kunne gøre dette med nogen Hjemmel, foregav han at have natlige Sammenkomster med Gudinden Egeria. Der var en meget skyggefuld Hule i Lunden ved Aricia, hvor en stedserindende Kilde havde sit Udspring; herhen plejede han at begive sig efter at have 139 sendt alle Øjenvidner bort, for at kunne lyve sig tit, at han paa Gudindens, sin Ægtefælles, Raad lærte. Folket de Ofringer, som vare Guderne mest kærkomne. Han vilde nemlig efterligne Minois f) (Cretensernes Konges) Snedighed, hvilken fjælede sig i Jupiters Hule og efter nogen Tids Ophold derinde medbragte Love, som om de vare ham overgivne af Jupiter, for at tvinge Menneskene til at adlyde sig, ikke blot ved Herremagt, men ogsaa ved Gudsfrygt g). Om denne Minos synger Homerus saalundeh):

✂ Blandt dem er Gnossus By, og i dens Kongebolig
i ni Aar Minos sad, Jupiters Ven fortrolig.

✂ Se til Alexander den Store i), tilvisse ikke den ringeste af Hoffernes Troldmænd, hvilken for at fylde Menneskenes Sind med en Art guddommelig Dyrkelse af sit Navn giver sig ud for en Søn af Jupiter Hammon.

✂ Hør hans Ord hos Lucianum j): Jeg var dog ikke uvidende om, at jeg var Søn af Philip, Amyntæ Søn; men fordi det saalunde tyktes mig at være nyttigt til at udrette noget, benyttede jeg mig af denne SpaadomsSnak. - Barbarerne slog jeg med Forundring over mig og underlagde dem ved denne Forevending saa meget lettere mit Herredømme, da ingen gjorde Modstand mod mig, fordi de lededes af den Tro, at det var mod en Gud de skulde kæmpe. - Se endelig til hin Zamolxin ved Gelernes Kongehof, om hvilken Strabo beretterk): Det fortælles, at en Geter ved Navn Zamolxis havde været Pythagoræ Tjener, og at han dels af ham havde erfaret adskilligt om de himmelske Ting, dels ogsaa 140 andet af Ægypterne, til hvilke han paa sine Vandringer var naaet hen. Da denne Zamolxis var vendt tilbage til sit Fædreland, havde han gjort sig yndet af de Fornemme og af Folket, fordi han forudsagde de himmelske Syners Paakomst. Omsider havde han overtalt Kongen til at tage sig til Medregent, som en Mand, der var veskikket til at bringe Budskab om de Ting, som behagede Guderne. Derfor var denne Zamolxis først bleven udnævnt til Præst for den Gud, som fornemmelig dyrkes hos Geterne; og siden havde han antaget Gudenavn, fjælet sig paa et Sted med mørke Huler, som var utilgængeligt for andre, og hendraget sit Liv dér, idet han kun sjælden havde Samkvem med Yderverdenen, Kongen og hans Tjenere undtagne; hvortil han benyttede sig af Kongens Hjælp l), da denne mærkede, at hans Undersaatter vare ham langt hørigere end før, nemlig fordi han kundgjorde sine Forordninger efter Gudernes Raad.

✂ Hertil føjede en anden Vespasiani Undergerninger, hvilken hos Tacitum m) siges at have igengivet en Blind hans Syn og helbredet en anden Syg med Haandspaalægning, ikke, som hin paastod, ved guddommelig Hjælp, ligesom Grotius menern), at det skete, for at Vespasianus som Følge heraf skulde synes hæderværdigere og derved saa meget lettere opnaa Herredømmet i Rom, nemlig som det af Gud udvalgte Redskab for hans Straffedomme over Jøderne, men falskeligt, ligesom vi læse om Hadriano, der ligeledes gengav de Blinde deres Øjnes Lys, efter Spartiani Beretningo), hvilken troskyldig forkynder, at dette skete af Skrømteri.

✂ Atter en anden regnede hidhen de Franskes 141 Paafund om Salveflasken i Rheims, i hvilken efter deres Fortælling en Due bragte Olie ned fra Himlen den Gang da Frankernes Konge Chlodevig modtog Daaben. Han mindede om, at denne Historie med Rette synes de Lærde mistænkelig, hvilke ikke betvivle, at den ikke er usminket Sandhed p), eller at den er et tomt Paafund, udtænkt for at forskaffe deres Konger Anseelse q).

✂ Den samme Mand lod fremdeles forstaa, at i Hof-Trylleriets Værksted gives der næsten fra Arilds Tid nøje Agt paa, først at Gudsfrygten anvendes som Tjenerinde; thi Folket vil mindre frygte at blive behandlet uretfærdigt af en Fyrste, som det holder for at være gudfrygtig r); dernæst at Præsterne, som kunne opvække og regere den gemene Mands Gunst, venligt overlistes og vindes. Til Vidnesbyrd herom beraabte han sig ikke alene paa Numæ, paa Zamolxis, paa de ægyptiske Præsters Exempel, hvilke hos Tacitum s) smigre for Vespasiano, men fornemmelig paa hint bekendte Raad, som Alexander (ogsaa kaldet Johannes, som forenede Regeringen med Ypperstepræstedømmet og i 27 Aar forestod Judæa) paa sin Dødsseng gav sin Hustru, for at hun kunde leve tryggeligt: Man maatte lade Pharisæerne nogen Frihed, thi de havde saare meget at sige hos Jøderne, hvad enten de ønskede at lægge en Mand for Had eller hjælpe ham som Ven. Thi den gemene Mand havde stor Tillid til dem, om end de af Avind bagtalte nogen t).

XXIV
UDDRAG AF CHRISTIERNI II,
DANMARKS, SVERIGES,
NORGES ETC. KONGES LOVE.

✂ Jeg mindes, at jeg en Dag kom til den velædle og anselige Præsidenta) her i Byen Ribe, da han efter sin Sædvane forlystede sine Fristunder og sit Sind ved Læsning. Det Bind, som han paa den Tid havde taget i Hænde, indeholdt en og anden Bog af den gamle fædrene Lov og Ret, blandt hvilke vare Christierni II, Danmarks, Sveriges, Norges etc. Konges, gejstlige og verdslige Love, først udgivne af vor berømmelige Petra Jo. Reseniob) i København Aar 1684, i 4°, en Bog, man ej møder allevegne, og som ej er Hvermand bekendt. Denne Bog vandt alene ved første Øjekast en saadan Yndest i mit Sind ved det gamle og dog nye, den indeholdt, at jeg bad om Forlov til at laane den hjem til mig selv. Dette opnaaede jeg uden Vanskelighed af min særdeles omgængelige og godvillige Vært, og efter at vi havde afhandlet mangt og meget om disse Loves Givers Levned, vender jeg omsider hjem, gennemlæser begærlig mit Bind, og udskriver de Anordninger, som syntes mig at indeholde enten noget gammeldags eller noget angenemt. Her følge Uddragene, gengivne af mig i det latinske Sprog for Morskabs Skyld.

✂ Jeg lærer altsaa afc) de gejstlige Loves II Capitel, Pag. 1, dels, hvilken Højtidsdragt der skikker sig for de Tiders Biskopper, dels hvor lysteligt de 143 have levet. Lovens Ord ere disse: »Naar Bisperne i vort Rige komme til Kongen paa Herredage eller til anden Tid, da skulle de bære Subtile (Subtile benævnes i selve Loven hvad der ellers af Købmændene kaldes Stucket d)) saavel naar de komme ridende som naar de give Møde til Fods, for at den gemene Mand skal kunne kende dem fra de andre Læremestre. Ikke heller maa der, som det hidtil har været Skik, blæses paa Skalmeje eller slaas paa Tromme forud for dem.«

✂ Capitel III sammesteds lærer os, naar der holdes Messe i Kongens Nærværelse ved Herredagene, med hvilken Ærefrygt og Højtidelighed Evangeliet da, naar det er blevet oplæst ved Højalteret, bør overrækkes Biskoppen af en af de fornemste Gejstlige, som ere tilstede, og hilses med dyb Reverents, inden det rækkes Hans Kongelige Majestæt til Kys.

✂ Capitel IV, Pag. 2, begrænser Tallet paa de Tjenere, som maa ledsage Prælaterne paa Rejse, samt Munkenes Jagtret, saalunde, at Biskoppen for Fremtiden maa følges paa Rejse af ikke flere end 12 til 14 Tjenere, men Ærkebispen, naar han rider, af tyve Ungersvende paa harniskklædte Heste; dernæst at Munkene i Antvorskov, Sorø og de andre større Klostre ingenlunde maa underholde flere Jagthunde end fire Støvere og ligesaa mange Mynder, men de mindre Klostre ikkun et Par af hine og et Par af disse.

✂ I Capitel X, Pag. 4, om Kirkemusik, paalægges der Sangmesteren en Bøde, hvis han gør Fejl i 144 sin Forsanger-Tjeneste; dernæst paabydes der Chordrengene (saalunde kaldes de) en vis Art Dragt (paa Dansk Röchling e)) samt hyppig Øvelse i den nye Mensur (jeg beholder selve dette Ordf)).

✂ I Capitel XV, Pag. 5, forordnes det, at »ingen Prælater eller Riddersraænd eller disses Sønner eller Svende maa i Byerne bruge noget langagtigt Vaaben udover det tilvante; ikke heller maa Borgere, Købmænd eller andre bære Vaaben i Byerne undtagen Kongens Drabanter og hans Livvagt samt de der have Ret til at bære Vaaben, Kongens Profos g og hans Haandlangere.« Sammenlign den verdslige Lov Cap, XVIII, Pag. 50, om Pengebøde, hvis nogen, der har en Fjende, gribes under Vaaben enten ved Nat eller ved Dag.

✂ Af Capitel XVII, Pag. 6, fremgaar ej utydeligt, hvormeget Klerkenes enlige Levned har mishaget vor Lovgiver, som forborgent raader dem til at tage sig en Hustru: »Prælat, Præst eller Klerk, være sig regulair eller verdslig, skal herefter ej have Forlov at tilkøbe sig nogen Grund i By eller Købstad, medmindre de ville adlyde Pauli Lære, hvilken i det første Brev til Timotheum Capitel 3 tilraader dem at tage sig Hustruer, og indgaa Ægteskab efter Fædrenes Skik.«

✂ I Capitel XXI, Pag. 7, begynder vor Christiern, endskønt hans Kirke endnu lød under den romerske Paves Myndighed, at svække den romerske Domsreth) ved at forordne som følger: »Naar Kirkens Mænd have indbyrdes Trætte, skulle de ej, som det hidtil har været Sædvane, nødes til at 145 forsvare deres Ret udenlands, i Rom eller andensteds, fordi de, hvad de klage over, hidindtil ikke have kunnet komme til den i Fædrelandet; thi byde og befale vi, at alle Retstrætter for Fremtiden skulle føres og afgøres inden vort Rige for Doctorer og Magistre i Kammerretten, hvilke vi overdrage denne Bestilling.« - - Sammenlign den verdslige Lov Capitel LXXXII, Pag. 65, hvor Roskilde By kundgøres at være denne Domstols Sæde.

✂ Kongen efterlader ogsaa i Capitel XXXI, Pag. 10, Vidnesbyrd om, hvor stor og hvor ildeset af ham hans Biskoppers Havesyge har været, med disse Ord: »Naar en Præst dør uden Testamente, tilriver Biskoppen sig alt hans efterladte Gods, ikke uden stor Synd, hvilket vi for Fremtiden forbyde.« Sammenlign Verdslig Lov Cap. XCVIII, Pag. 69, om Præsternes Testamenter.

✂ Capitel XLIX, Pag. 17, befaler Dommerne at høre Messe, inden de begynde at fælde deres Dom; hvilket gentages i de verdslige Love Capitel VIII, Pag. 45, med disse Ord: »Vi ville, at vor Scultus (saalunde kaldes den øverste Politimester), Borgermestre og Raadmænd i alle Byer i vort Rige daglig skulle høre Messe, inden de gaa paa Raadhuset at holde Ret og Dom.« - -

✂ Capitel CXXIX, Pag. 38, om Gilder, har jeg ment at burde antegne for den Sags Skyld, at det giver Forlov til offentlig Dans paa Gaderne paa Festdagene samt paa St. Hansafteni), hvilket hist 146 og her endnu den Dag i Dag holdes i Hævd af den verdslige Almue.

✂ Her følge Uddrag af hans verdslige Love.

✂ Af Capitlerne XXXV & XXXVII, Pag. 54 ff., lærer jeg for det første, at Gulland fra gammel Tid har ydet Manddrabere Tilflugt; dernæst, at det har været Skik, at naar en Fyrste, enten Landets egne eller en fremmed, betraadte en By, skulde alle Fanger i denne, der ikke vare domfældte for vanærende Forbrydelse, gengives deres Frihed og Frelse.

✂ I hvilken Stand de Tiders Postvæsen har været, angiver Capitel LXIII, Pag. 61 : »I enhver By skulle beskikkes to til tre offentlige Brevdragere, alt efter som Behov gøres; deres Embede skal være at overbringe Breve, og de, som udsende dem, skulle for hver Mil give dem to Skilling i Betaling, saa vel Sommer som Vinter.«

✂ Capitel LXX, Pag. 63, tilsiger Dødsstraf for falske Tidender; af hvilket her følger en Afskrift: »Da vi have forfaret, at der gives mange, som udsprede falske Tidender og fylde Landet med Løgne, befale vi, at hvo der befindes herudi, skal tages i Forvaring af Sculto, indtil det klarligt staar fast, at Rygtet var løgnagtigt, hvorfor i saa Fald dets Ophavsmand skal bøde med Livet.« Sammenlign den gejstlige Lov Capitel CXXIII, Pag. 37.

✂ Capitel LXXI, sammesteds, beskærmer de smaa 147 Horer mod Overlast. Hør Lovens Lydende: »Alle utugtige Kvinder, som i Byerne gøre sig Profit af deres Legeme, maa ikke have deres Hus og Hjem i Gaderne ved Siden af de ærlige Borgere; men saadanne skal anvises en egen Bopæl i Byen, hvor de alle skulle bo tilsammen. Vi byde fremdeles, at de ikke alene skulle have Forlov at bære anstændige Klæder, men ogsaa skulle bære dem efter deres Formue, dog saaledes, at de ikke bruge Kaabe, hvilken adskiller dem fra hæderlige Matroner; endelig befale vi, at deres Legemer skulle være sikre mod Overlast, og om nogen paafører dem saadan, skal han straffes paa Livet.« Hertil kommer Capitel LXXII, sammesteds: »Om nogen i saadanne Skøgers Huse sætter Penge eller Klæder til, da skal den Sag ikke drages for Domstolen. I disse Kvinders Tal skal dog ingenlunde medregnes de, som ikkun holde til med én Boler; men saadanne skal overlades en bekvemmelig Bolig i hvilkensomhelst Del af Byen undtagen dér hvor mangfoldigt Købmandsskab drives.«

✂ Capitel LXXXIX, Pag. 67, berører visse overtroiske Sædvaner hos den gamle Papisme, hvilke vor Lovgiver med Rette midt i selve sin Kirkes Mørke fordømmer med disse Ord: »Hidindtil har det ifølge en skadelig Skik været brugeligt i vore Byer, at om alle Søndage ved den Tid, da der holdes Middags-Maaltid i Borgernes Huse, gaa Præsternes Degne rundt fra Dør til Dør med Vievand og bestænke for Betaling dem, der holde 148 Maaltid; hvilket vi herefterdags forbyde. - - Ogsaa forbyde vi at taale og paahøre de Præster elier Præsters Degne, som om Paaskeaften indvie

✂ Maden.«

XXV
OM NOGLE DRENGE-FESTER.

✂ Paa den Tid, da jeg først havde tiltraadt mit Sæde i Ribe, var det en fra Forfædrene nedarvet Skik, at der af Skoleungdommen holdtes en stor aarlig Højtid til Ære for den første Maj. Den blev, som jeg har hørt af vor velædle Petro Terpager a), fuldbragt paa følgende Maade. Man giver Møde paa en Høj udenfor Byen (ved Navn Løghøj); derfra gaar man ind til Byen under Anførsel af en Discipel i Sjette Lectie (kaldet MajGreve), hvis Hat var prydet med Løv, og hans Klæder med Guld og Ædelstene; Hørerne sluttede Optoget. Efter at være komne ind i Byen, træde de an foran de honnettere Borgeres Døre, synge Viser og faa Betaling derfor.

✂ Om Oprindelsen til denne Sædvane, der nu efter de Viseres Raad er aflagt hos os, mindes jeg at der engang blev efterforsket og afhandlet i vort Compagni. Jeg udbad mig da Polydorum Vergilium, og for at lade dem vide, at den skyldtes først Hedningerne og siden Papisterne, oplæste jeg af ham 149 følgende Ordb): »Det er ogsaa Skik, at Ungdommen af begge Køn den første Maj begiver sig med Lystighed ud paa Markerne, og derfra syngende hjembringer grønne Grene af Træerne, og sætter dem foran Husenes Døre, og siden skal hver især paa den Dag bære lidt af en grøn Kvist eller Urt (og ikke at gøre det er strafbart, fornemmelig hos Italienerne), for at der skal komme Nedbør. Dette synes ogsaa antaget af Romerne, hos hvilke saaledes Flora, Gudinde for alle Frugter, i Maj Maaned dyrkedes med Lyst og Leg; ligesaa af Athenienserne, saasom disse under Hungersnødc) i det Delphiske Tempel nedlagde en Iresione, det er en Oliven- eller Lavrbærkvist, fuld af forskellige Frugter.« - Her erindrede jeg dog om, at jeg afveg noget fra Polydoro, saasom Oprindelsen syntes mig at maatte udledes, ikke af Flora, som han mener, men af Gudinden Maja (Vulcani Hustru), til hvem Vulcani Præst siges at have ofret den første Maj d).

✂ Derfra gik Samtalen over til den ganske lignende Fest for Gregorio den Store, som fejres den 12. Martii i Tysklands Latinskoler, og en af mine Embedsbrødre fremlægger iblandt os den berømmelige Mand Jo. Mölleri Program om Gregor den Store, udkommet i Flensborg Aar 1722, og paapeger os følgende Stede): »Endskønt Gregorii Fest i vort Athenæo (i Flensborg) og i andre her i Nabolandene ikkun forskaffer Ungdommen nogle faa Timers Frihed fra Skolearbejdet, plejer den dog i de fleste Lutheranske Latinskoler i 150 Tyskland, fornemmelig i det øvref), at fejres med større Højtidelighed. Fra disse drage nemlig aarlig paa denne til Mindet om den hellige Gregorio indviede Dag Skole-Lectierne ud i Byen under Anførsel af en af Cammeraderne, der af de andre er udvalgt til Bisp og iført Klæder der stemme overens med denne hellige Værdighed, samt af hans hvidklædte Drabanter, som tillægge sig Navn af Engle, strippe rundt i alle Gaderne, lovprise i fromme Sange Guds Velgerninger imod dem, og opfordre andre Drenge til at besøge Skolerne.«

✂ Siden kom de gamle Beretninger om DrengeFester paa Tale, først og fremmest Romernes Quinquatria, saalunde kaldet af de fem Dage paa Rad g), i hvilke Drengene plejede at have fri, som Horatius angiverh):

✂ Og hellere, som Dreng paa Femdagsfesten, fryde
sig af og til en Stund, og Øjeblikket nyde.

✂ Derfra gaa vi over til Atheniensernes Hermæa, der, som det synes, vare tilegnede saavei Drengenes Morskab som Mercurii Amindelse, og om hvilke Plato siger i Lyside, eller om Venskabeti): Og saa snart som de fejre Hermæa, ere Ungersvendene og Drengene blandede sammen i en Hob; og straks efter sammesteds: Vi gik ind paa Øvelsespladsen og befandt dér Drenge, som ofrede, og da Ofringerne vare fuldbyrdede, forlystede alle de pyntede Drenge deres Sind ved at spille Tærninger.

✂ Ikke heller glemte vi hin Dag i Apaturierne (Narrefesten hos Athenienserne), om hvilken Plato 151 ligeledes sigerj): Det var Kureotis, en Højtidsdag i Apaturierne (denne var den tredje Festdag, saalunde kaldet af Kura, Haarklipning eller Kuroi, Drenge), og hvad der altid plejer at ske ved disse Fester, fandt ogsaa dengang Sted med Drengene. Forældrene foresatte os nemlig at foredrage Digte i Væddestrid; altsaa bleve mange Poeters Sange fremsagte, og mange af os Børn afsang da ogsaa Solonis Digtef fordi de dengang vare nye.

✂ Til sidst lode vi de udlændiske Antiquiteter fare og vendte fra denne Afvej tilbage til Højtideligholdelsen af den første Maj her i Ribe; og her begyndte man da at opkaste det Spørgsmaal, om hin Skolemester havde handlet ret, som nedstødte vor Maj-Greve fra hans gamle Værdighed, afklædte ham hans Prydelser og saa at sige fordrev ham fra Byen og Skolen. Der var én, som ikke alene ikke bar Betænkende om at frikende Afholdelsen af denne Fest for al Eftertale, men endog mente, at den burde genoplives, for at vi ikke skulle synes at skylde Forfædrene for Galenskab; hvortil han føjede hint gamle Ord hos Tertullianum k): at der var intet ved disse udvortes Trøstemidler (Skuespil) for Øjne og Øren, der stred mod Gudsfrygt i Sind og Samvittighed; ikke heller forargedes Gud over Menneskets Forlystelse, hvilken det, Guds Frygt og Guds Ære ufortalt, til sin Tid og paa sit Sted ikke var nogen Synd at glædes ved.

✂ Men imod ham satte en anden samme Tertulliani Mening i Bogen om Afgudsdyrkelse l): Man bør ogsaa anstille Efterforskninger om Skolemestere og de andre 152 Læremestre i boglige Kunster; ja, der kan ingen Tvivl være om, at de ere delagtige i mangfoldig Afgudsdyrkelse. For det første ere de nødte til at tale om Folkenes Guder, udsige alle deres Navne, Slægtregistre, Historier, ærefulde Prydelser; dernæst at holde deres Højtider og Fester i Agt og Ære, for at sammentælle dem deres Tiendepenge m). Hvilken Skolemester vil vel besøge Femdagsfesten uden en Tavle med de syv Afgudsbilleder (det er: de syv Planeter: Maanen, Mars, Mecurius etc., af hvilke hver Ugedag har sit Navn)? - Med Blomster skulle Skolerne bekranses; naar Præsternes Hustruer og Ædilerne ofre, hædres Skolen ved de forordnede Hviledage. Det samme sker paa Afgudsbilledets Fødselsdag; al Djævelens Pragt og Stads er vel besøgt. Hvo kan mene, at dette skikker sig en Christen ? - -

✂ Da nu begge Parter valgte mig til Dommer i denne Trætte, bad jeg om Opsættelse af dette Hverv, indtil Tyskernes gamle indgroede Strid om den (ovenfor nævnte) Gregorianske Fest var paakendt, af hvilke nemlig nogle med den berømmelige fordums Rector for Latinskolen i Gotha Andrea Wilkio n) og hans senere højlærde Efterfølger Gothofredo Vockerodt o) kalde den hedensk, forbandet, papistisk, overtroisk, ugudelig og bespottelig; medens andre med største Iver forsvare den, saasom Wolfgang Seber, fordum Superintendent i Schleusingen i Hertugdømmet Henneberg i Franken, en vellærd Theolog, i sine i Leipzig under følgende Titel Aar 1605 udgivne Taler: Skolefesten, som gemenlig kaldes den Gregorianske, i Latinskolen i 153 Schleusingen, ved tydelige Taler frikendt for saavel Ugudeligheds som Forfængeligheds Beskyldning p).

✂ Endelig, omendskønt saadanne gækkelige Skuespil ikke befalde mig synderligt, kunde jeg alligevel ikke fragaa, at jeg ingenlunde kunde indse, hvilke Samvittighedsgrunde der snarere forbyde at modtage den yndige Maj Maaned (hvilken Carl den Store kaldte der Wonnemonat) med offentlig Sang, end at hædre Mortensgaasen med Afsyngelse af Viser paa Gaderne om Aftenen, som det allevegne plejer at finde Sted; saasom de Sange, der fra gammel Tid ere skrevne til hin FørsteMaj-Fest, ikke indeholde noget vanhelligt eller noget, der strider mod Ærbarhed, men enten Lovprisninger af det himmelske Forsyn eller fromme Ønsker for Fyrstens og Fædrelandets Velfærdq). Desuden tilkendegav jeg frimodigt, at hvis hin gamle Ribe-Skik skulde være afskaffet, fordi den var modtaget fra Hedningerne eller Papisterne, saa maatte Følgen blive, at næsten alle vor Kirkes og vor Stats Skikke, saasom de ere efterladte os enten af disse eller af hine, aflagdes, omskiftedes og forkastedes.

XXVI
OM STRAFFE FOR BOGHANDLERE.

✂ Jeg sad nys i en Boglade iblandt nogle Venner, af hvilke en, der var ikke lidet bevandret i de boglige Kunsters Historie, opregnede for os visse navnkundige Bogtrykkeres Skæbner, og blandt disse fornemmelig Stephanum Doletum, som for Religionens Skyld Aar 1545 i Paris biev brændt paa Baala), ligesaa Andream Wechelium, der Aar 1573 under det saakaldte Blodbryllup i Paris blev udjaget af Frankrig, medens hans Gods blev opslaaet til Salgs, og de Bøger han havde efterladt, fornemmelig protestantiske, offentlig brændte i Parisb); endvidere Robertum Stephanum, som efter at være plaget længe og meget af Sorbonnens Doctorer og omsider ved hyppig Overlast drevet i Landflygtighed af dem forlod sit Fædreland og begav sig til Genève, endskønt han var en langt bedre Skæbne værdigc); og endelig Henricum Stephanum, om hvilken han efter Cornelium Tollium d) fortalte os følgende: »Intet af Henrici Stephani Værker bekom ham nogensinde værre end hans Forsvarsskrift for Herodoto. Da han nemlig i dette skønnedes at have forsyndet sig svarligt imod hin Hættebrødrenes hellige Stand, skulde han have bødet derfor paa Baalet, hvis han ikke i Tide havde i Smug unddraget sig den truende Fare. Medens altsaa Stephanus reddede Livet ved Flugt og holdt sig skjult i de sneklædte Bjærge i Auvergne, blev hans Billede brændt af 155 Bøddelen og udstod saalunde Straffen i hans Sted. Derfor skæmtede han ofte, da han af Naturen var en Spotter, med, at han aldrig havde frosset mere end dengang han blev brændt i Paris. Siden flakkede han længe rundt paa mange Udenlandsrejser i Tyskland; men da han ej kunde glemme sit Fædreland, begav han sig til Lyon, hvor han endte sit Liv i et Hospital, efter at have mistet sin. Formue og endog selve sin Forstand.«

✂ Da vi havde hørt dette, og der paakom vore Sind en retfærdig Medynk med disse store og af den lærde Verden højt fortjente Mænd, var der én, som i sin Harme ønskede, at de Bogtrykkere havde været Sonofre i disses Sted, som have trykt Servetum, Vaninum, Spinosam e) eller endnu den Dag i Dag trykke deres Lige, skamløse og skadelige Skribenter; saa at de maa kaldes vanhellige Foragtere af Guds Ære, Tempelskændernes ugudelige Trælle, Forrædere af den offentlige Fred. Samme Mand tilføjede, at han oftere faldt i Forundring over Fyrsternes Langmodighed, at de ikke opsøge disse Ugudelighedens skammelige Haandlangere og efter at have opsøgt dem straffe dem, hvoraf Følgen er, at vore Bibliothequer ofte synes at kunne kaldes en Art honnette Møddinger.

✂ Dertil svarede jeg: »Der har saa at sige fra Arilds Tid aldrig manglet Love, som have tilsagt selvraadige Boghandlere deres bestemte Straffe. Jeg vil her ikke tale om Domitiani Grusomhed, hvilken lod Hermogenem fra Tarso dræbe paa Grund af nogle Hentydninger i hans historiske Skrift, og endog 156 lod de Bogskrivere korsfæste, som havde afskrevet det, som Suetonius beretterf). Betænk fornemmelig hvad der læses at være forordnet desangaaende dels ved Fyrsternes Hoffer, dels paa Kirkeforsamlingerne. Hør bare iblandt de ældre Kejsere Valentinianum og Martianum i Forordningen om Kættere og Manichæereg): Ingen have Forlov at Ure eller skrive eller udgive og udsende noget imod den ærværdige Chalcedonensiske Synode; ikke heller fremføre andres Ord eller Skrifter om bemeldte Ting. Ingen fordriste sig til at eje saadanne Bøger og gemme Skribenternes kirkeskændende Skrifter. Om nogen befindes i disse Forbrydelser, skulle de dømmes til livsvarig Landsforvisning. - Hør Theodosium og Valentinianum sammestedsh): Ikke heller skal nogen fordriste sig til at have eller læse eller afskrive den afskyelige og kirkeskændende Nestorii ugudelige Bøger, skrevne mod de Rettroendes ærværdige Lære og mod hvad der er vedtaget paa den højhellige, i Epheso afholdte Bispeforsamling; disse Bøger skulle paa vort Bud med omhyggelig Flid eftersøges og offentlig opbrændes. - - Alle maa vide, at Overtræderen af denne Lov straffes med Confiscation af sit Gods. - Ikke heller afvige de senere Tiders Lovgivere synderligt fra dette; nej, for i Tavshed at forbigaa de udenlandske Exempler, tænker jeg, at de Straffe ikke ere dig ukendte, hvormed Landets egne Love true Bogtrykkerne, i følgende Ord: Ingen, i hvo det og være kan, maa noget lade trykke, førend det tilforn i Kongens Universitet i København er igennemset og paakendt af Decano i det Facultet, som Materien hører hen til, eller af en anden Professore, som Decanen, formedelst 157 andet lovligt Forfald, det tiiskikker. - - Hvo herimod gør, baade den som trykker og trykke lader, straffes ikke aleneste for saadan Ulydighed, men ogsaa for Skriftets Indhold, om derudi noget forargeligt findes i). Fremdeles : Skulle og nogle Bøger i Kongens Riger og Lande trykkes eller der trykte indføres, som kunde have Udseende til noget Oprør, eller imod Kongens Højhed, eller anden Ulempe foraarsage, da bør ikke aleneste Personerne, som saadanne trykke eller indføre, i højeste Maader at straffes, men Bøgerne ved Bøddelen offentlig paa Ilden kastes og opbrændes j). Og endelig: Ingen Spaacalender maa her i Riget sammenskrives og trykkes, ej heller nogen Spaadom om Krig, Dyrtid, Pestilentse eller saadanne Tilfælde derudi indføres. Hvorfor og ingen Bogtrykker maa nogle saadanne Calendere, under et Hundrede Lod Sølvs Straf, trykke eller oplægge k) . - Dertil komme de kirkelige Beslutninger, saasom Synodens i Dordrecht l), samt den tridentinske Kirkeforsamlings, der besluttede at forordne som følgerm): Den hellige Synode har, paalæggende Bogtrykkerne en vis Maade, bestemt, at for Fremtiden skal den hellige Skrift, fornemmelig den gamle og gemene Udgave n), trykkes saa correct som muligt. Og ingen skal have Forlov at trykke eller lade trykke nogensomhelst Bøger om de hellige Ting uden Forfatterens Navn; ej heller sælge dem eller beholde dem hos sig selv, medmindre de først ere blevne undersøgte og billigede af den dertil beskikkede Myndighed, under Bands Straf og den paa den sidste Kirkeforsamling i Lateranet fastsatte Straf, etc.«

✂ Min Ven tilstod, at disse Beslutninger befaldt 158 ham, men han beklagede ogsaa, at Boghandlernes gamle og endnu ikke afkortede Dumdristighed stiltiende finder Medhold endog hos nogle af selve Fyrsterne, som nemlig ej alene ofte taale de sletteste Bøger af Serveto og lignende, men endog begærligt opsøge dem, købe dem for høj Pris og anbringe dem i deres Bibliothequer som Prydelser af kostelig Værdi; med mindre da dette snarere bør lægges Fyrsternes Bibliothecarer end Fyrsterne selv til Last.

XXVII
OM NOGLE UBILLIGHEDER AF DE
CHRISTNE MOD HEDNINGERNE.

✂ En ingenlunde ulærd studeret Mand havde længe i sit stille Sind paatænkt et lidet Skrift om Hedningernes Ubilligheder mod de Christne, og for vort gamle Venskabs Skyld aabenbarer han mig omsider sit Forsæt. Jeg bad ham da venlig betænke, at denne Sag atter og atter med største Veltalenhed var ført saavel af Kirkens gamle Fædre som af den gudfrygtige Eftertid, saa at den Mand burde lades ene for Skranken, der foresatte sig at genoplive hine gamle Kæremaal og føre Krig med de Afdøde. Desuden truede jeg ham smilende med, at hvis han ikke omskiftede sit Forsæt, vilde der snart som Modstykke blive 159 udsendt et lidet Skrift om de Christnes Ubilligheder mod Hedningerne. Dette Ord var min Ven meget angenemt, denne Trætte syntes ham kærkommen, I hvilken han ikke betvivlede, at han selv kom til at kæmpe med stærkere og mere glimrende, jeg derimod med sløvere Vaaben.

✂ Omsider, da Spøgen forvandledes til alvorlig Trætte, sagde han: »Du er ikke uvidende om, hvilke Fornærmelser Tacitus, Porphyrius, Philosophen Celsus a) og seks hundrede andre hedenske Skribenter have kappedes om at læsse paa vor Religion; og hvis jeg nu havde i Sinde, i Tilfælde af at du overtog deres Forsvar, at stævne dem for Retten med deres Guder og Gudinder, anklage dem og bringe dem i Klemme, kan du da opstille nogen noksaa bestikkelig Dommer, (naar bare han har sit fulde Vid), som vil frikende dem for Flerguderis afskyelige Synd?« Dertil svarede jeg: »Ja jeg skal uden Tvivl mage det saa, at du endog selv frikender dem. Betænk nu for det første, at den selv samme Ubillighed ogsaa vises mod os Christne af Jøder og Muhamedanere, hvilke med største Fripostighed beskylde os for at dyrke flere Guder; kom dernæst i Hu, kære, at den samme Hæder, som Hedningerne fordum viste deres Guders Magt og Kraft, beté vi deres blotte Navne, naar Solen, Maanen, Man, Mercurius, Jupiter, Venus, Saturnus give vore Ugedage Navneb); naar vore Poëter anraabe Neptunum, Vulcan, Muserne og jeg havde nær sagt alle mulige vanhellige Navne, endskønt de forlængst ere irettesatte 160 derfor og advarede mod deres Forfængelighed ikke alene af vore Trosbrødre, Minudo c), Lactantio d) og andre, men ogsaa af selve Cicerone e). Betænk endelig, at de gamle Hedningers Theologie er tredobbelt, som Varro lader forstaaf): for det første den Mythiske, hvilken Poeterne bruge; for det andet den Physiske, hvilken Philosopherne bruge; for det tredie den Borgerlige, hvilken Folkene bruge; den sidste er skikket for Byen, den anden for Verden og den første for Skuepladsen; hvorom jeg mindes at have afhandlet vidtløftigere i mit Udkast af Romernes litteraire Historie g). Desuden, farer jeg fort, forkynde i al Fald de visere af Philosopherne enstemmigt allevegne én evig GUD, hvilkes Vidnesbyrd du i Hobetal kan læse hos Pfannerum h) og andre; for ikke at tale om den verdslige Almue, der ligeledes har ført én GUD i Munden, som selve de gamle kirkelige Skribenter bevidne, og iblandt dem Tertullianus i): Da gjorde ogsaa Folket Anskrig til GUDERNES GUD, SOM ALENE ER MÆGTIG - -, og ligesaa Lactantius j): Naar de ønske og naar de takke, nævne de ikke Jupiter eller mange Guder, men GUD , etc. - Jeg vil ogsaa i Tavshed forbigaa hin i Hedningernes Kirker antagne Bønneformular: Herre, forbarm dig k), samt Cypriani noksom bekendte Vidnesbyrdl): Thi ogsaa Almuen bekender i mange Maader af Naturen GUD, naar Sind og Sjæl erindres om sit Ophav og sin Fyrste. Vi høre ofte Folk sige: AK GUD; GUD VÉD; GUD I VOLD; GUD GIVE MIG; HVAD GUD VIL; OM GUD FORUNDER DET. Og dette er den værste Synd: ikke at 161 ville erkende ham, hvem man ej kan være uvidende om.«

✂ Disse Grunde, disse Vidnesbyrd syntes min Ven anselige; men omendskønt han ganske vist ikke betvivlede, at den eneste GUD kan erkendes ved Naturens Lys, tilstod han dog, at han undrede sig over, hvad Meningen var med Fædrenes mange og omhyggeligt udarbejdede Bøger mod Folkenes Guder, mod alle Hedningernes Templer, Fester og Ofringer, alle Jovis, Martis og Quirini Præster, hvis ikke Tanken om flere Guder havde gennemtrængt deres Sindm). Jeg svarede ham: »Lad af med at undres. Disse have sandelig ikke dyrket Jovem, Martem, Herculem og de andre guddommelige Væsener, som af deres Fortjenester tænktes ophøjede til Himlen, paa anden Vis end de Roman-Catholske deres Billeder, deres Helgener, som Paven har optaget i de guddommelige Væseners Taln): Venetianerne deres Marcum, Pariserne deres Geneviéve, Paduanerne Daniel Martyr, Lissabons Borgere Vincentium, Milaneserne Barnabam, Spanierne Mariam og Jacobum den Ældre, og saa fremdeles, om hvilke Portugiseren Antonius Macedo ikke har undset sig ved i Aaret 1687 i Lissabon at udgive en stor Bog i Folio med følgende Titel, som du med Rette vil undre dig over at finde i den christne Verden: Om den christne Verdens Skyts-Guder o).«

✂ Da nu denne Trætte var bilagt, ikke uden Haanhed for Christen-Navnet, og min studerte Person mente, at Hedningernes Grumhed imod 162 vore Trosbrødre ikke kunde fornægtes selv af den mest veltalende Demosthene, samt hæftigt skældte og smældte over hine den christne Kirkes ti Bødler: Neronem, Domitianum etc.p), henviste jeg for det første Manden til mine Discursers I. Bind, XXIV. Discurs, Pag. 102-107, hvor Trajanus som Forfølger samt andre romerske Kejsere tages i Forsvar, sammenlignede med Frankriges Konger Carl IX og Ludvig XIV; dernæst forelæste jeg ham ud af Nicephoro visse hedenske Fyrsters saare naadige Forordninger ti! Bedste for de Christne, saasom HADRIANIq) og M. AUR. ANTONINI PIIr), samt Biskop Melitonis Vidnesbyrd i hans Supplique til Antoninums): Nero og Domitianus ere befundne at være de eneste, som, overtalte af visse avindsyge og ufordragelige Mennesker (ikke af privat Had), have villet udsætte vor Bekendelse for Angiveri. - Men dine Forfædre have sandelig raadet Bod paa hines Uvidenhed, da de ofte og i mange Forordninger irettesætte dem, som havde fordristet sig til i Henseende til os at bestemme eller forsøge noget i Strid med Lovene og Billighedens Krav. - Jeg tilføjede fremdeles ud af samme Nicephoro hin ALEXANDRI SEVER! Lovprisning og Fortjeneste af de Christnet): Kejser Maximinus opvakte den største Allarm imod os, af Had til sin Forgænger Kejser ALEXANDRUM, som havde bevist stor Velvillighed imod de Christne, da næsten alle de Fortrolige og Tjenere, han havde ved sit Hof, vare af vor Bekendelse.

✂ Nu sagde min Ven: »Ja, jeg skammer mig nu sandelig paany over de Christne, som kives med 163 saa hadefuldt Sind, som føre saa mange blodige Borgerkrige, som ej lade sig stille tilfreds af andet Slagtoffer end deres Brødres Drab og Blod. Velan, vi ville lade de ulykkelige Martyrer fare, som under Nerone bleve bedækkede med Dyrehuder, for at omkomme ved Hundes Søndersliden, eller korsfæstede, eller antændte til at lyse om Natten, naar det skortede paa Dagslys u); og som under Diocletiano og andre bleve dømte ikke til øde Øer, ikke til Fængsel, ikke til Bjærgværksarbejde, men til Baal, Korsfæstelse , vilde Dyr, saa at Henrettelse med Sværd ikkun tilstodes ganske faa som en særlig Naade v). Lader os hellere tage Romernes ugudelige og skændige Skuespil under Behandling, hvilke plejede at lade strafskyldige Slaver overgive til Kamp med vilde Dyr, og som med Rette anklages derfor af Lactantio x) med disse Ord, om jeg mindes ret: Dette er deres saakaldte Lege, ved hvilke Menneskers Blod udgydes. Saa langt er Menneskeligheden veget bort fra Menneskene, at naar de tage Menneskers Liv, tro de at tage Del i en Leg. - - Jeg spørger nu, om disse kunne være fromme og retskafne Mennesker, som ikke alene tilstede, men endog forlange, at de, der ere stedte under Dødsstødet og anraabe om Naade, tages af Dage - -.« For nu at eftervise, at disse blodige Skuespil ogsaa have mishaget selve de bedre blandt Hedningerne ikke mindre end Lactantio, viste jeg Manden hint bekendte Sted hos Ciceronem y): Tilbage staa Dyrekampene, to om Dagen i fem Dage, pragtfulde, det kan ingen nægte; men hvad Fornøjelse kan en galant Mand have deraf, at enten en svag Mand sønderrives af et 164 stærkt Dyr, eller et prægtigt Dyr gennembores af et Vildsvinespyd? Dertil lagde jeg ogsaa hint andet Ord af Seneca z) om at sky Skuespil, fornemmelig de blodige: Men intet er dog saa skadeligt for gode Sæder som at sidde og dovne ved et Skuespil; - - jeg vender hjem grusommere og umenneskeligere, fordi jeg har været iblandt Mennesker, Jeg kom tilfældigvis ind ved et Middags-Skuespil (af Dyrefægtere) og ventede mig Lystighed og Morskab og lidt Spillerum, i hvilket Menneskenes Øjne kunde være i Fred for Menneskeblod, men det er lige det modsatte. Forhen gaves der i alle Kampe Barmhjærtighed; men nu, da man har ladet Narrestregerne fare, er det rene Manddrab; etc. - Endelig bad jeg Manden tage de Tyrefægtninger i Betragtning, som Spanierne den Dag i Dag indlade sig paa, hvilke de frivillig paatage sig som en Hæder og Ære.

✂ Min Ven lod nu disse fare, vendte sig til de gamle Hedningers utugtige Theaterforestillinger og spurgte mig, om jeg vovede at kny imod disse Lactantii Beskyldningeræ): Paa Theatrene er Fordærvelsen maaske endnu lastefuldere (end ved Kampspillene); thi Comoedierne handle om Jomfruers Krænkelse eller Skøgers Elskov. - - Og nu Skuespillernes højst ublu Fagter, hvad andet undervise de i eller tilskynde til end Løsagtighed? - - Hvad skal jeg sige om de lav-comiske Gøglere, hvilke med deres Paafund undervise i Ægteskabsbrud? Hvad skulle unge Mænd og Jomfruer gøre, som se, at dette baade gaar for sig uden Blusel og gerne beskues af alle? - - Dertil svarede jeg: »Sank ikkun i Hob alt hvad der forekommer 165 af Løsagtighed i deres Theatre, deres Lege, deres Fester, saa vil det dog altsammen, hvor meget det end er, næsten ikke synes at indeholde noget skammeligt i Sammenligning med vore, jeg siger vore, de Christnes, Skarnsstykker. Betragt, kære, for nu ikke at tale om vort Theaters Løsagtighed, Mummespiliene her i Europa, der ere brugelige næsten overalt undtagen i England, hvilket, som Polydorus Vergilius sigerø), er det eneste af alle Lande, som ikke har set og heller ikke vil se masquerede Bæster, saasom der hos Englænderne, der i denne Sag ganske vist ere klogere end andre, findes den Lov, at det er halsløs Gerning, naar nogen paatager sig Masque. Betænk dernæst, med hvilken Frækhed de Roman-Catholske af de Christne lægge Hedningerne deres Ukyskhed til Last, naar de vende Øjnene til deres hjemlige Skuespil, til deres skammelige FasteHøjtider (gemenlig kaldte Carnaval, om hvilke Hieronymus Cardanus aa) skriver saalunde: Dernæst skred jeg til Værket i Milano ved Fastelavns eller rettere Bacchi Festes Tider, i Aaret 1561. Saaledes fejres nemlig, som det ej er uvitterligt, i vor Tid Fridagene forud for Fasten, i hvilke de lege, gaa til Gæstebud, færdes formummede og masquerede, kort sagt ikke undlade nogen Art af Overdaadighed og Letfærdighed, saa de overgaa Sybariterne, Lyderne og Perserne. Og de aftjene ikke saa meget ved gode og fromme Gerninger i Fasten, som de synde ved denne Fastelavnsløben.«

✂ Herover blev atter min Ven beskæmmet, men søger nu endelig ad en anden Vej at komme Hedningerne til Livs. Han beder mig nemlig, for paa 166 en ny Maade at lægge dem for Had, at overveje, hvor falskeligt hine Vantro fordum beskyldte vore Trosbrødre, efter Theophili Vidnesbyrdab), at hos os vare alles Hustruer til fælles, og at vi holdt Lejermaal i Flæng, ja til og med havde kødelig Omgang med vore egne Søstre. Han bad mig fremdeles erindre, med hvor meget større Føje denne vor Theophilius ac) anklager Hedningerne for Pæderasti: at Drengene lige fra Barnsben af lære ugudelig Omgængelse.

✂ Men jeg mindede ham først om, at dette var en hjemmegroet Last hos Grækerne alene, saaledes som Athenæus, der henfører Pæderastiens Oprindelse til Cretenserne ad), og Nepos beretterae), at det i Grækenland regnedes unge Personer til Fortjeneste at have saa mange Elskere som muligt, og Cicero af) siger om Tyrannen Dionysio: Endskønt han i Overflod havde Venskaber med sine Ligemænd og Omgængelse med sine Slægtninge samt ogsaa, efter Grækenlands Skik, havde Elskovsforbindelse med nogle unge Personer, troede han dog ingen af dem; dernæst efterviste jeg, at denne Art Elskov ingenlunde altid havde haft noget lastværdigt ved sig, med den unge Alcibiadis Exempel, saa vel hos Platonem ag) som hos Nepofemah), hvis Ord ere disse: I Begyndelsen af sin Ungdom havde Alcibiades mange Elskere efter Grækernes Skik, og iblandt dem Socratem, hvorom Plato taler i sit Symposio. Her indfører han ham nemlig fortællende, at han havde en Nat været sammen med Socrateai), men ikke havde rejst sig anderledes fra ham end en Søn burde fra sin Fader. - Her bad jeg ham mærke sig, hvad den berømmelige Chr. Cellarius aj) 167 antegner: »Berømmelige Mænd i Staten eller de, der vare navnkundige for deres Visdom og Lærdom, elskede unge Mænd, der vare begavede med god Forstand, for at afholde dem fra skammelige Tilbøjeligheder i Livet ved bestandig at være hos dem.« Men imod denne lemfældigere Fortolkning undlod min Ven ikke at anføre ej alene Mureti ak) , Conr. Rittershusii al), Scipionis Gentilis am) og andres modsatte Meninger, men ogsaa hint Sted hos Ciceronem an): Lader os nu komme til de i Dyd undervisende Philosopher, som sige, at Elskov er ikke Ukyskhed, og heri tvistes med Epicuro, der efter min Mening ikke afviger meget fra Sandheden. Hvad er nemlig denne Venne-Elskov? Hvorfor er der aldrig nogen, der elsker en hæslig ung Person eller en smuk gammel Mand? -

✂ Til Slut ønskede jeg for Alvor, at vor Sag stod saa godt, at hine Hedninger ikke havde nogen Grund til derimod at bebrejde de Christne de visselig ikke ringere (med Skam, Blu og Haanhed at nævne Sodomitiske) Skarnsstykker, der ere til Overflod bevidnede ved talrige Exempler fra hele Historien, ved talrige Klager af selve vor Kirkes Skribenter, ja endog ved en af Romerhoffet paalagt Skat, hvis Skribenterneao) tale sandt.

✂ Medens dette afhandles, kommer en anden af mine Venner, en ulærd Mand, for at aflægge mig et Besøg, og gør Ende paa vor Samtale.

XXVIII
REJSE TIL MAANENa).

✂ En udenlandsk Litterat var i sin Tid Præceptor for en stor og fornem Herres Sønner i København; en Mand, der egentlig ikke kunde kaldes ulærd, men af et ganske urimeligt og tilmed saare lærvilligt Gemyt, som lærte af Anaxagora, at Sneen er sort b), af Leucippo, at Verdener fødes c), af Epicuro, at hverken ere Øjnene skabte til at se med, ikke heller Ørene til at høre, Tungen til at tale, Fødderne til at gaa paa, saasom disse Dele ere opstaaede inden den Tid, da man kunde tale, høre, se og gaa d), og af andre Læremestre andre lignende Galenskaber. Da nu jeg og nogle flere studerte Folk for Morskabs Skyld oftere havde Omgængelse med ham, hændte det, som jeg kan mindes, en Dag, da vi efter overlagt Raad anstillede Efterforskninger om Maanebeboerne, at han for ramme Alvor klagede over saa mange Aarhundreders Efterladenhed og over vor Slægts Dovenskab til at opspore Vejen til Maanen, som ingen betvivlede at kunne med Lethed findes af et vindskibeligt og i Søfart kyndigt Hoved. Vi holde alle vor Latter tilbage, tie stille, og bære en saadan Standhaftighed til Skue paa vore Ansigter, at vor maanesyge Mand stolede paa, at vi ikke alene stiltiende billigede hans ophøjede Mening, men endog hædrede og højagtede den. Der var nu iblandt os en lystig Spottefugl, som indsaa, at han her havde en bekvemmelig Lejlighed til et skæmtefuldt Ord, og 169 for at forlyste vore Øren og Sind vendte sig med et alvorligt Aasyn til Litteraten og sagde: »Du har ingen Grund til at gaa i Rette med den menneskelige Vindskibelighed angaaende den hidtil ukendte Vej til Maanen: du farer sandelig vild, du gør den visselig Uret: næsten lige fra Arilds Tid have de Lærde gjort sig stor Umage med denne Vej, men først vor Tid har Lykken forbeholdt den Ære at opnaa den højst forønskede Kundskab om denne nye Verden. Hør bare en i Sandhed vidunderlig Historie, som jeg har hørt af selve den nye Maane-Spejder, Alexandro Seleno, da jeg nylig var I Paris. Denne allernavnkundigste af alle Rejsende havde nemlig ifjor, da Storkene fløj bort, paataget sig en Rejse til Maanen, hvilken han nu i Aar, da de kom tilbage igen, lykkeligt har fuldført, ikke uden stor Forundring og Glæde hos alle Folk. Han har ogsaa af besynderlig Godhed vist mig Fremmede sine Iagttagelser, befattede i et stort Bind, hvilke snarlig, som han haabede, skulde komme i Folks Hænder, og af hvilke jeg, da Lejlighed gaves, har opbevaret de fleste med Troskab, dels skriftligt, dels i min Hukommelse.«

✂ Nu udbrød den anden: »Eja, eja! Hvilken himmelsk Velgerning, om det nogensinde skulde falde i min Lod at tage denne Rejsebeskrivelse i Øjesyn! Men du, min kære, som uden Tvivl har igennemlæst denne guddommelige Bog med opmærksomt Sind, som det sig hør og bør, dig besværger jeg ved Maanen og alle Stjærnerne, for vort Venskabs 170 og for din gode Hukommelses Skyld: lad os ikke være uvidende om, hvilke ukendte Ting din ukendte Hjemmelsmand beretter.«

✂ Dertil svarede Spottefuglen: » Lad mig da styre din Længsel, og hør her de nævneværdigste Ting. For det første gør altsaa Selenus i første Bog paa det omhyggeligste Rede for sin Rejsemaade: hvilken Befordring (den flyvende) og hvilke Vejvisere (Storkene) han har benyttet sig af; hvorledes han, først af alle, er blevet ført hen paa hint uhyre Forbjærg, der for vore Øjne tager sig ud som en Plet, og siden modtaget overmaade velvilligt og ærefuldt af Indbyggerne, der skarevis strømmede ud af deres Boliger for at se de ny Tilrejsende.«

✂ Ved at høre dette udraaber Litteraten jubilerende: »O I vor Tids lykkelige Dødelige! O du lyksalige Selenus, du, som af alle, der have levet, leve og skulle leve, har gjort dig ypperligst fortjent af vor lærde Verden, du, hvis Øjenvidne-Udsagn nu ikke længer tillader os at tvivle om Storkenes sikkre Vinterquarteer elier om Maanebjærgenes Skygger! Lad dem for Fremtiden pakke sig, som have hidindtil hen i Vejret villet overtale sig selv og andre til at tro, at Storkene overvintre enten i Ægypten eller i andre varme Lande eller gemme sig i Sumpe og Søer! Jeg ønsker mig sandelig til Lykke til, at det, som jeg altid i mit stille Sind har fundet sandsynligt, nu er sandt, udforsket og erfaret. Lad dem fremdeles pakke sig, som have gjort Nar ad Pythagoram, ad Anaxagoram, ad Plutarchum e) og ad deres Eftermænd blandt de Stjærnekyndige, 171 fordi de have troet, at Maanen var vor Jord lig og beboet! Jeg har sandelig altid hellere villet fare vild med saa store Philosopher, naar det kommer an paa at gætte, end dømme rigtigt med den gemene Mand. Lad Gassendas pakke sig, som ikke fæster Lid til Rubenio, naar denne skriver til Peirescium, at der opholder sig hos ham en Maler ved Navn Heynus, som har berettet, at han hos Drebellium havde set en Kikkert, ved hvis Hjælp man paa Maaneskiven kunde skelne Marker, Skove, Bygninger og befæstede Steder, der ikke vare vore ulige^.«

✂ »Dernæst«, farer den anden fort, »skriver Selenus i anden Bog, at Dyrene paa Maanen ere femten Gange større end vore, og beskriver dens Omkreds, hvilken han siger at have maalt med sine egne Fødder, som atten Gange større end vor Jords.«

✂ »Dyrene større? Maanens Omkreds videre?« siger Litteraten. »Hvor rigtigt har da ikke hin højst skarpsindige Xenophanes gættet hos Lactantium!g) Hvor rigtigt Pythagoræerne hos Plutarchum!h) og andre af de vise Mænd. Lad de Folk for Fremtiden pakke sig, som raisonnere, at Maanen er mindre end vor Jord, ja fyrretyve Gange mindre, saasom Gerh. Jo.Vossiusi) eller andre; hvilke ingen Aarsag hidindtil har kunnet og meget mindre for Fremtiden vil kunne bevæge mig at fæste Lid til.«

✂ Omsider (thi at gennemgaa alle de enkelte Efterforskninger og Fortællinger vilde være for vidtløftigt) adspørges denne af hin, hvilke Naturens Gaver, hvilken Regeringsform, hvilke Love, hvilken Undervisning, hvilken Religion etc. disse 172 Mennesker paa Maanen have. Dertil svarede vor skrømtefulde Træring: »Dér er alt fuldt af Dejlighed: Afgrøderne spire frem af sig selv; man høster nok, men uden Møje; man lever uden Sult, uden Tørst, uden Sygdom; dér ser man ingen Hoffer, ingen Hytter, ingen Stænder i Folket; Indbyggerne regéres ikke af nogen Øvrighed eller nogen Love, thi de dyrke Dyd og Retfærdighed med en saadan Standhaftighed og Troskab, at Maanen selv før skulde fare vild fra sin Bane, end de skulde afvige saa meget som en Fingersbred fra Fromhedens Vej. For Bøger og Bibliothequer har Naturen meget forsynligt befriet dem, for at de ikke skulle være dem til Besvær, hindre Maanens Løb og betynge den med deres Vægt; de øve ikke deres Gemytter ved Undervisning, men ere alene sysselsatte med Sindets Betragtninger; det er en Prøve paa deres Visdom, at de aldeles ikke kende Forskel paa højre og venstre; kort sagt, de leve i den lykkeligste Uskyldigheds-Tilstand øg dø aldrig inden de ere over hundrede Aar gamle, dog uden Fornemmelse af Død eller Dødelighed.« Dertil sagde den anden lettroende indbildte Tænker: »Nu først ser jeg, at jeg er bedraget af Origene j), hvilken havde forledt mig til at tro, at Menneskene paa Maanen og de andre PlanetKloder fødes, leve og dø under samme Vilkaar som vi, og at deraf følger, at Christus efterhaanden ogsaa har lidt Døden for disse; nu ser jeg, at den højvise Thomas Campanella k) langt rigtigere har lært, at Gud har sluttet en Pagt med Jordens 173 Indbyggere, og at det er hans Villie, at dens Grund skal være et Mindesmærke derover; for de øvrige kande vi være uden Bekymring; maaske vare ogsaa hist (paa Planeterne) Menneskene forblevne hellige og uskyldige og i uforkrænket Tilstand, saa at de ikke have Christi Fyldestgørelse behov.«

✂ Nu var Talen saa vidt fremskreden, at vi næppe kunde bare os for at briste i Latter; vi forlade derfor i Tide den ubetimelige Mand, for ikke at komme til at støde ham for Hovedet, og bede ham stiltiende om at pakke sig med sin ny Visdoms-Formerelse.

XXIX
FORDØMMER IKKE! LUC VI, 37a).

✂ en hovmodig og saare stræng Dommer over Menneskeslægtens Synder, der havde Ord for Overmaal af Fromhed, fældede, da Talen tilfældigvis i min Nærværelse faldt paa en afdød Kone, der i sit Levned havde været lidt fordrukkenb), en temmelig ubarmhjærtig Dom om hendes Frelse, skamferede hendes gode Navn og Rygte, med det ondeste Ansigt, anderledes end det burde sig en Præst, og tilstod aabenlyst, at han aldeles ikke betvivlede, at hendes Sjæl var overgivet til 174 Helvedes Forvaring. Skrækslagen over dette Tordenslag

✂ stod jeg saa stiv som den, hvem Himlens Lyn har rammet c)

✂ og undredes over den fripostige Mandslings Overmod, der formastede sig saavidt, at han, opblæst af forrykt Selvtillid og uden at tænke paa sin egen Skrøbelighed, ret som var han aldeles fejlfri og sig ingen Brøde bevidst, ikke undsaa sig ved at indtage en Dommers Sæde i en gudelig Sagd); jeg mindede ham sagtmodig om, at ingen god Mand gav sig af med at bebrejde de Afdøde deres Sjæles Skrøbeligheder, og at ingen uden den mest uforskammede vilde disputere om sin Næstes evige Salighed, der er i Hænderne paa den øverste Dommer over Liv og Død; desuden lagde jeg venligt et godt Ord ind for, at han skulde aflade med at tale saa ilde om den Afdøde i saa mange verdslige Vidners Nærværelse. Men da jeg saa, at han blev fortørnet over disse Ord, skiftede Farve og truede mig med Ulykke og Skældsord, rømmede jeg pludselig bort fra hans Øjesyn som fra en Ildebrand, og begav mig hjem. Kort efter, da jeg en Dag havde god Tid, søgte jeg at vende Præstemandens Sind fra hellig Haardhed til christelig Barmhjærtighed og tilskrev ham et Brev, af hvilket jeg har Lyst til at hidsætte en Afskrift.

✂ »Højærværdige Mand!

✂ Jeg betvivler ikke, at du erindrer den sidste Gang, da jeg saa dig, da du med Embeds 175 Myndighed hovedkulds udstødte af de Saliges Republique den afdøde Kone A... B..., fordi hun havde været noget umaadelig i at elske Drik, og da det nær var kommet saa vidt, at du havde gjort fjendtligt Anfald paa mig, hvis ikke jeg i Tide, for at undgaa Trætte, som jeg plejer at hade og afsky, havde begivet mig paa hæderlig Flugt. Aflæg din Hoffærdighed, kære Ven; aflæg din gudfrygtige Grumhed; aflæg dine Vaaben, og beskik dit Sind til Fredelighed og Overbærenhed! Det er sandelig ikke min Agt at paatage mig at forsvare de menneskelige Laster (GUD bevare mig mit Sind for sligt); jeg er ikke den Mand, at jeg skulde beflitte mig paa at gøre dig god Ven med Drukkenskaben; langt snarere undgaar, forbander, afskyer og raader jeg til at afsky Fylden saa godt som nogen Pythagoras. Jeg beder dig ikkun, højagtbare Mand, om den Vaabenstilstand, at du ikke i dette Liv over Hals og Hoved dømmer nogen til at have mistet sin Ret til at arve den evige Salighed, førend dette Embede lovformeligt er overdraget dig og andre Hellige. Betænk, at du er Sjælenes Læge, du, som selv er fuld af indre Fejl; betænk, at du er et Menneske, der dømmer om Mennesker; betænk, at i dette Stykke ere de fleste af os Christne ringere end selve Muhamedanerne, ja Hedningerne, at vi, ret som om nogen havde bedt os om at beklæde en Dommers Hverv, ikke bære Betænkende om at fordømme, ikke blot Papisten den Lutheranske eller Reformerte og omvendt, men endog enhver Dødelig, som vi selv indbilde os at overgaa 176 i Hellighed. Friere til Sinds ere sandelig Muhamedanerne, som lære, at enhver, være sig Jøde eller Christen, naar han ikkun fører et helligt Levned, kan frelses i sit Vilkaar; lemfældigere ere af Hedningerne Stoikerne, hvilke, som Plutarchus beretter i sin fjerde Bog om Philosophernes Meninger, Cap. 7, have troet, at den urene Sjæl ikke pines, ikke martres, men i Steden for Straf tilintetgøres sammen med Legemet, ret som om de vare oplærte i Rabbi Davidis Kimchi Skole, hvilken fortolker den første Psalmes femte Vers saalunde (i Ambrosii Januiers latinske Maale): Derfor skulle de Ugudelige, som gaa paa den onde Vej saa længe de leve her i Verden, ikke opstaa ved Dommen, det vil sige: paa Dommens Dag; det er: paa Dødens Dag skal der ej være Opstandelse for dem. Den samme Dom skal ogsaa fældes over Syndere og ligesaa over Spottere, for hvilke der ej skal være Opstandelse i de Retfærdiges Forsamling; thi for de Retfærdige skal der være Opstandelse i Døden, men for de Uretfærdige skal der ikke være nogen Opstandelse; men deres Sjæl skal forgaa tillige med deres Legeme paa Dødens Dag. - Af samme Mening have ogsaa nogle af de gamle Fædre været, som det ej er dig uvitterligt. Dernæst spørger jeg dig, som forkynder de hellige Skrifter, hvorlunde du vel forklarer dine Tilhørere hint Frelserens himmelske Raad hos Lucam VI,37: Dømmer ikke, saa skulle og I ikke dømmes; fordømmer ikke, saa skulle I ikke fordømmes; forlader, saa skal Eder forlades ? hvorlunde hint Ord af Apostelen i første Brev til de Corinthiere IV, 5: Derfor dømmer ikke noget før Tiden, indtil Herren 177 kommer? hvorlunde hint Ord af samme i Romerbrevet XIV,4f): Hvo er du som dømmer en fremmed Svend! For sin egen Herre staar eller falder han? Ja hvorfra har du overhovedet, kære Ven, denne din Dommer-Mine, da du dog selv er anklaget og staar stum og maalløs for den guddommelige Retfærdigheds Skranke, naar Samvittigheden fører Klage over dig? Lad atter Pauli Formaning rinde dig i Hu, ligeledes i Brevet til Romerne II,1 og følgende: Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvo du end er, som dømmer; thi idet du dømmer en anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, gør jo selv det samme. Vi vide jo, at Guds Dom er efter Sandhed over dem som gøre saadant. Betænk, kære, hvormeget Mishag Frelseren selv føler ved Menneskets spidsfindige Overvejelser om sin Næstes Salighed, som han stiltiende tilstaar hos Lucam XI11,23 og følgende: Men En sagde til ham: Herre, mon de ere faa, som blive salige ? Da sagde han til dem: Stræber alvorligen at indgaa gennem den snævre Port. - - - Endelig, hvis du ønsker Menneskeslægtens Frelse, saa ønsk med mig, kære Ven, at dens, fornemmelig den christne Kirkes, ugudelige Fordomme udryddes saa snart som muligt; naar de ere ryddede af Vejen, tør du ikke betvivle, at det christne Samfund, som indtil denne Dag lig en Lut paa Grund af sine mangfoldige Strænge skurrer slemt, vil klinge i eenstemmig Harmoni, lyde med lifligere Toner for GUDS Øren og lig DavidsHarpen drive de urene Aander langt bort fra os. Se iøvrigt til at opnaa af dig selv, at du som en 178 billig Dommer over den fælles menneskelige Elendighed tilgiver andre, saa vist som du selv daglig synder, da du ikke kan afholde dig saaiunde fra Synder, at du ej har behov at tilgive nogen. Levvel og tilgiv din oprigtige Ven og Paaminder
C. F.«

✂ Dertil svarede den anden, lidet venligt, endnu mindre paa godt Latin, men allermindst christeligt, efter min Mening i al Fald, med følgende Brev:

✂ »Gode Magister!

✂ Jeg er meget forundret over din Næsevished, at du vil sætte mig i Rette, som havde du Commando over mig. Det er let at se, at du er en verdslig Studerende, ja, jeg havde nær sagt en Halv-Christen, som ikke kærer sig synderligt om vore Theologers sande Lære, ret som om alle Slags Folk kunne blive frelste, ret som om det var lige meget, om et Menneske er Lutheraner eller Papist eller noget andet, samt om han fører et helligt elleret daarligt Levned. Om nogen siger, at du har Skam i Livet, lyver han, da du er saa uforskammet, at du fordrister dig til at blande dig i theologiske Domme. Jeg fordømmer ikke nogen paa Embeds Vegne, som du uforskammet skriver, men efter den hellige Skrift, som lærer, at ingen Drukkenbolt, Blodskænder etc. kommer ind i Himmeriges Rige. Og efter denne Rettesnor fordømmer jeg ikke alene hin fordrukne gamle Kone, om hvilken du skriver, men ogsaa Saulum, 179 Salomonem, Pharisæerne og alle Jøder, der ikke have omvendt sig til vor Religion, Muhamedanerne, de Roman-Catholske, de Reformerte, og de andre, som ikke ere Lutheranere. Du formaner mig, du Forbarmelsens Fader, at jeg skal have Medynk med den menneskelige Elendighed, men jeg formaner dig til at være mere haard til Forsvar for den straffende Retfærdighed, og ikke saa lunken overfor dem, som enten ikke komme overens med os i Religionssager eller føre et forargeligt Levned. Jeg forbander og fordømmer begge Slags saa vel som alle Syncretister, saa længe som jeg hedder
P. H. K.g)«

✂ Da jeg havde igennemlæst dette og indsaa, at der som Følge af Mandens uryggeiige Stivsind og trættekære Gemyt strømmede de værste Fornærmelser ud over mit Hoved og mit gode Navn og Rygte, gjorde jeg den Accord med mig selv, at jeg for Fremtiden saa langt fra vilde indlade mig i saadanne Kampe med saadanne Fægtere, at jeg tværtimod, for ikke at tabe noget enten af min christelige Sagtmodighed eller af mit Sinds Rolighed, før vilde lade mit Ansigt skamfere, vilde lade dem rykke mig i Ørene og i Haaret, ja gøre mig Fortræd paa Lemmerne.

XXX
OM DEN SANDE SJÆLS-STORHED.

✂ To anselige Professorer ved vort Universitet i København, hvilke jeg altid mindes med taknemmeligt Sinda), havde, formedelst den Godhed de nærede for mig, hemmeligt i Aaret 1719 lagt Raad op om at forøge mit Livs Æresamter og Besolding og indgivet et Bønskrift til vor allernaadigste Konge Frederik den Fjerde, højlovlig Ihukommelse, om at ophøje mig i Professorernes Stand, med Tilhjælp af den højædle og højberømmelige Universitets-Patron D... W...b) - Majestæten, Landets Fader, viser sig højgunstig mod Ansøgerne, tilkender mig naadig den begærede Hæder, og giver de tvende Velyndere, som aldeles uden mit Vidende havde taget sig denne Tjeneste paa, Haab om at fortjene sig Tak af mig. Hvad sker? Jeg faar i Tide Nys om Sagen igennem en Ven, som vurderede sin Lyksalighed efter min, og som for min Skyld troligt glædede sig i sit stille Sind; jeg sender ufortøvet, imedens mit Jærn endnu er varmt, et Brev til den højædle og højfornemme Herre, og frabeder mig alvorligt den mig tilsagte Hæder, ej anderledes end om den var en Ulykke, dels fordi det ved Københavns Universitet næsten alene er Theologien, der er i Anseelse, deis af den Grund, at, om end de øvrige Kunster og Lærefag nok saa meget fik deres tilbørlige Hæder, saa har dog den slette Skik alt forlængst vundet Hævd i de philosophiske 181 Professorers Stand, at den, der saa at sige har opslaaet sit Levneds Telt i de orientalske eller i andre Skrifter, nødes imorgen eller iovermorgen til at flytte, gaa i Landflygtighed, give efter for en andens Myndighed, og forelæse Geometri, hvoraf han ofte end ikke har rørt ved de første Begyndelsesgrundec).

✂ Saaledes var jeg skilt af med denne Frygt, og medens jeg risquerede mine Velynderes urimelige Vrede, som om hint Academiske Æresamt havde syntes mig at veje mindre end en Fjeder, medens jeg blev udskreget paa adskillig Vis i Folkemunde, medens de fleste bebrejdede mig min Kleinmodighed, var der en belæst Velynder, som efter at have faaet Nys om Sagen en Dag ikke alene udskældte mig hæftigt, men endog erklærede mig aldeles uværdig til alle Velgerninger, fordi jeg ikke havde villet benytte mig af saa stor en Velgerning af Lykken. For nu med hæderlige Grunde at stille denne Mands Fortørnelse tilfreds mindes jeg at have holdt denne liden Tale:

✂ »Det er en bedrøvelig Tidsalder i hvilken vi leve. Een begærer eet, en anden et andet, ret som om vi ikke eje det som vi have i Eje, men først skulle vinde det. Det er en for Menneskeslægten fælles Sygdom, at man ønsker, men ikke tager Dyden med paa Raad, naar man ønsker; at man kaster sin Attraa paa det vidt fraliggende; at man, hvad der er eget for den Syge, bruger Omskiftelser til Lægemidler. De fleste ønske sig, at deres Ærestitler skulle tiltage med Maanen, uden 182 at tænke paa, at Maanen, naar den først er fuld, formindskes og tager af. Ak, hvor de Dødeliges Sind ere forfængelige og kleinmodige! Jeg for min Del, gunstige Velynder, synes dig ikke at være ved mit fulde Vid, jeg synes dig at være af et foragteligt Sindelag, fordi jeg ikke har modtaget et Academisk eller Attalisk Kaldd). Men du farer sandelig vild. Jeg er tilvisse af et højt og stolt Sind; jeg agter Æren højt, som det anstaar en Mand, men lader Drengene om at falde i Forundring over Ærens Skygge og Skin. Lad dem endog jage efter Folkegunst, som fremdrage deres Liv paa høje Steder; lad dem glæde sig ved at højagtes og overløbes af Almuen, lad dem kappevis dyrkes med Slavers, Snyltegæsters, Smigreres TrælleTjenester; jeg har en langt hæderfuldere Omgængelse: jeg omgaas GUD, jeg omgaas FÆDRELANDET, jeg omgaas KONGEN, jeg omgaas de GODE: GUD, hvis Venskab jeg med Rette foredrager for enhver Art af Æresamter; efter hvis Vink og Villie jeg skikker mig aldeles, og til hvis Ære jeg anvender alle mit Livs og mine Studeringers Vilkaar; FÆDRELANDET, for hvis Skyld jeg alvorligt begærer og udretter alle Ting; KONGEN, for hvem jeg ønsker at bevise mig som en baade nyttig og tro Borger; de GODE, i hvis Sind jeg af al Magt bestræber mig for at vedligeholde et godt Navn og Rygte. At være disse til Behag er den sande Ros og Ære; at lægge sig deres Venskab paa Hjærte og paa Sinde er efter min Mening Tegn paa det sande ædle Gemyt, saa 183 at du altsaa handler Ilde imod mig, højfornemme Mand, hvis du aflader med at ynde mig for den Sags Skyld, at jeg skatterer Livets højeste Gode efter Ærbarhed og Sindets Rolighed, at jeg ikke giver Lykken Magt over mig selv, at jeg hellere vil tjene det gemene Bedste end den private Ærgerrighed, Betænk, at det er langt hæderfuldere at kendes værdig til Æresbevisning, hvilket er den Dydiges Sag, end at opnaa den, hvilket ofte det dorskeste Drog har tilfælles med den ypperste Mand. Hvis du fremdeles er bekymret for min Lyksalighed, højgunstige Velynder, saa er jeg alt nu i rigeligt Maal lyksalig, da jeg ikke kender nogen, med hvem jeg vilde bytte, da jeg har Forstaaelse af de gode Gaver, som ere blevne mig til Del, da jeg vist og sikkert troer mig at være den lykkeligste af alle. Min Lykke er nemlig lig den Kappe, som jeg plejer at bære: hverken altfor stumpet, hvorved den vilde gøre mig latterlig, eller slæbende, hvorved den vilde hindre min Gang, men bekvem, ordentlig og til liden Besvær. «

✂ Ved at høre disse Ord tav min Velynder beskæmmet stille og igenvandt sin gamle Godhed for mig.

XXXI
OM CHRISTELIG CYNISME
ELLER
SAMMENLIGNELSE MELLEM DE SAAKALDTE PIETISTER OG DE GAMLE
CYNIKEREa).

✂ Hine berygtede Berlenburgske Bibler b) vare nys offentlig udkomne og havde afstedkommet Larm og Uro, da en af mine Embedsbrødre, en baade virkelig lærd og i Sandhed from Mand, somc) efter med Omhu at have overvejet de fleste af Anmærkningerne holdt denne store Bibel for et stort Onde, beklagede sig til mig over Forfatternes Mangel paa Oprigtighed og mishagelige Flid, hvorved han alvorlig sørgede over den hellige Skrifts Skæbne, hvilken syntes ham den ulyksaligste af alle Bøger for den Sags Skyld, at den i ReligionsSager og i en hvilken som helst Trætte mellem skilagtige Christne drages fra begge Sider ind i Undersøgelsen, nødes til at udholde Sophisternes Spidsfindigheder, og befales at aflægge SandhedsVidnesbyrd, hvorved den menneskelige Forstand er Domnier og Midler. Jeg svarede ham: »Du sørger sandelig med Rette, kære Ven. Med den hellige Skrifts Hjemmel forsvare og stadfæste i Flæng alle de Christnes Secter deres Lærdomme, ligesom fordum (om man har Lov til at ligne de verdslige ved de højhellige Ting) de gamle Philosopher afledte deres Meninger af Homeri Paafund og Skrifter som af en guddommelig Kilde. Thi, som Seneca sigerd), snart gøre de ham (Homerum) 185 til en Stoiker, der alene lovpriser Dyden og skyer Vellysterne og end ikke f or at vinde Udødelighed viger fra det hæderfulde; snart til en Epicuræer, der priser en rolig Stats og en under Gæstebud og Sange henlevende Mands Vilkaar; snart til en Peripatetiker, der fremfører de tre Arter af Goder; snart til en Academiker, der kalder alt usikkert. - Hvad nu dernæst hint store og af Biudlægninger fulde Berlenburgske Bind angaar, som du nys nævnte, da fragaar jeg ikke, at det befalder mig mindre vel for den Sags Skyld, at jeg ufravigelig plejer at anse de Bibeludgaver for de ypperligste og de omhyggeligst fortolkede, som ere frie for Fortolkninger, som saa at sige have deres medfødte guddommelige Skin, og ikke forklares ved nogen Maleres menneskelige Lys og Skygger.

✂ Efter disse Udtalelser vendte min Embedsbroder tilbage til disse Berlenburgske Forfattere, hvem han kaldte Sværmere og Pietister, og beklagede atter og atter, at de saare fromme Mænds, Speneri, Arndii og Franckii e) ypperlige og fejlfrie Anvisninger og Forskrifter i vore Dage forfalskes af visse vanslægtede Secterere med samme uheldige Efterlignelse som den, med hvilken de skarnagtige Disciple Sadok og Baithos siges at have forvendt deres Mesters Antigoni Sochæi retsindige Lære, disse skammelige Anstiftere af Sadducæernes Vildfarelserf). Ydermere tilstod samme Mand, at han forundrede sig over, at en saa ny Sect i saa kort Tid havde opnaaet saa stor en Formerelse, at Pietismen nu Dag for Dag sniger sig ind 186 i Universiteter, i Kirker, ja i Fruerstuer og Bondehytter, og lister sig ind i Menneskenes Sjæle.

✂ Dertil sagde jeg: »Du kalder Pietismen en ny Sect? Du farer vild, kære Ven, du farer vild; den er sandelig ældgammel. Thi, for nu ikke her at tale om Pharisæerne, vil du i selve det gamle Grækenland møde Pietister i de cyniske Phiiosopher, der i mange Maader ligne vore egne meget, i Fald du finder det Umagen værd at vurdere og sammenligne begge Parters Adfærd, deres Storagtighed og de fleste af deres Dommeg). Thi for det første, ligesom vore kaldes Pietister af den altfor store og indbildte Pietet eller Gudfrygtighed, som de bekende sig til, saaledes have Cynikerne efter nogles Mening faaet deres Benævnelse af deres bidske Forfølgelse af Lasterneh). Dernæst, ligesom hine væmmes ved og kaste Vrag paa de boglige Kunster, hvilke de saa at sige efter Epicuri Villie sætte alle Sejl til for at undgaa i), og alene dyrke den mystiske Theologi og Moralen, saaledes ønskede disse efter Diogenis Mening at afskaffe Logikken og Naturphilosophien og de frie Videnskaber, og alene lægge Vind paa Moralphilosophien j). Og nu fremdeles Musikken, denne uskyldige Kunst, som klogere Mænd altid have holdt i Ære, men som vore Folk nære et aldeles cynisk Had til! Hør hvad Laërtius k) har at sige om den: Cynikerne afskaffe Musikken. - Diogenes siger til en Mand, der gav ham et Musikstykke tilbedste:

✂ Thi store Stæder man med Visdom gouvernerer,
med Sang og Klang man ej et enkelt Hus regerer.

✂ Ydermere bare Cynikerne fordum, aldeles ligesom vore Folk, Foragt til Skue for Rigdom, Æresamter og Adelskab l). Ikke des mindre kaldes de hos den comiske Digter Eubulum Slughalse og Snyltegæster i andres Midler, efter Athenæi Vidnesbyrdm); og det med Rette, naar man ser hen til Cynikeren Menippi Levned, hvem Laërtius n) skylder for Pengegriskhed, og hvem Hermippus sammesteds siger at have været en Aagerkarl, der laante Penge ud dagevis; thi han plejede at drive Aager til Bodmeri-Rente o) og tage Pant for Laanet, saa at han samlede sig en stor Formue. Fornuftigere end denne Philosoph kan man maaske næppe kalde Crates, en anden anselig Cyniker, som skal være gaaet saa vidt i retsindig Galenskab, at han uddelte den kosteligste Del af sin Fædrenearv, to hundrede Talenter, iblandt sine Medborgere, og efter Diogenis Raad kastede Resten af Pengene i Havet p). Og hvad Tarveligheden anbelanger, da gaa begge Parter over Stregen, som man siger; thi paa denne Sag passer hint Sted hos Strabonem q): Eftersom ogsaa Philosopherne have sat Maadelighed og Retsindighed ved hinandens Side og fornemmelig have eftertragtet et i sig selv bekvemmeligt og tarveligt Levned, have som Følge deraf ogsaa nogle af dem ikke holdt ret Kaas, men forvildet sig ind i den cyniske Levemaade. - Endelig, naar vi høre, hvorledes vore Pietister nu til Dags fælde en hoffærdig Dom om andre, formane enhver, som de møde, til Hellighed i Liv og Levned, og ofte endog i de ubetydeligste Ting tage Troen med paa Raad, saa blev det samme alt bedrevet af hine 188 Cynikere, som ingen noget belæst Mand er uvidende om. Saalunde kan man for det første læse hos Laërtium r) om Diogenis bedrøvelige Hoffærdighed : Han var ogsaa slem til at ringeagte andre. Saaledes kaldte han Euclidis Lærlinge for Særlinge (sigtende paa Navnet), og Platonis Belærelse for Fortærelse. Saaledes berører fremdeles Seneca s) den Frihed som Cynikerne toge sig til at formane alle i Flæng, hvem de mødte paa deres Vej; og hid kan man ogsaa henføre Cynikeren Menedemi latterlige Adfærd hos Laërtium t): Han havde (som Hippobotus fortæller) drevet det saa vidt i utidig Hellighed, at han tog sig Skikkelse paa af en Furie og gik saalunde rundt, sigende, at han var kommen som en Opsynsmand fra Helvede over Synderne, for at han, naar han atter steg ned, kunde melde Djævlene dernede hvad han havde set etc. - Ligesaa fin er endelig Cynikeren Metroclis Samvittighed, hvilken sammestedsu)=tilstaas at have været saa forskruet, at han, da han engang under Forelæsningen kom til at slippe en Vind, af Sorg og Harme lukkede sig inde i sit Hus, som vilde han sulte sig ihjel. - Det vilde være for vidtløftigt nøjere at udføre Sammenligningens enkelte Led; det maa være nok at sige dette ene, at hvis Hoffærdighed kan kaldes Cynisme, saa har ingen Classe af de gamle Philosopher været mere cynisk end hin cyniske Skole, i hvilken Sag du - for ikke at tale om utallige andre Vidnesbyrd - kan føre Tertullianum v) som Vidne: Se hvor Diogenes med sine skidne Fødder tramper i Platonis hoffærdige Løjbænke med en anden Art Hoffærdighed. Læg dertil hvad Suetonius 189 fortæller i Vespasiani (Søns) Levnedx): Cynikeren Demetrium, der mødte ham paa en Rejse efter hans Ophøjelse til Regent, og som hverken skøttede om at rejse sig for ham eller hilse ham, men endog knurrede et og andet imod ham, nøjedes han med at kalde en Hund.« Ved at høre dette udbryder min Embedsbroder, at han betragtede begge disse Arter af Mennesker ej anderledes end som Læger, hvis Paaskrifter indeholde Lægemidler, men Buddikerne Forgift, som Lactantius y) bevidner, at Seneca saa smukt har sagt. Men jeg erindrede ham atter og atter om, at mine Ord ingenlunde maatte forstaas om de nyttige Læremestre i Gudsfrygt, hvilke jeg saa godt som nogen af Hjærtet tiistaar al Slags Kærlighed og Æresbevisning, men om de forfængelige og sværmeriske, hvilke jeg inderlig afskyer.

XXXII
OM AT OMSKÆRE DE LÆRDES
FORHUD.

✂ Jeg og nogle Venner sad nylig sammen i fortroligt Gæstebud og holdt Samtale om de ypperste Mænd i den lærde Republique, da en af os, en for boglige Kunster meget affectioneret Mand, tilstod, at intet undrede ham mere end at der i den vidtstrakte lærde Verden fra Arilds Tid fandtes saa faa virkelig lærde Mænd, saa at der 190 taltes langt flere Kunstnere, Malere, Billedhuggere etc., der paa forskellige Gebeter vare berømmelige og kyndige hver i sin Kunst, end navnkundige og fuldkommelig lærde Læremestre i boglige Kunster.

✂ Til ham vendte jeg mig nu med disse Ord: »Betænk, fortræffelige Mand, at den bedste Del af vort Liv og vor Tid ofte gaar tilspilde med saadanne Forstandens Øvelser, som fornøje mere end de gavne; saa at vi ikke synes at studere, men saa at sige barnagtigt forspiile Livet med en Art litteraire Skakbrikker, Tærninger eller Tallotteri. Paa unyttige Ting, siger Seneca a), slides Skarpsindigheden op. - Et godt Sindelag har ikkun liden boglig Kundskab fornøden. Ligesom i alle andre Ting, saaledes lide vi ogsaa af Umaadelighed i boglige Kunster. Vi lære ikke for Livet, men for Skolen. Omskær, min kære, de Lærdes Forhud, og vor Tid vil da skænke dig flere Mænd og færre studérte Gildinger.«

✂ Herover lo alle de tilstedeværende, og jeg udlægger nu alvorligt min ærbare Skæmt og farer fort som følger: »Afskaf, siger jeg, de Lærdes mærkværdige Taskenspillerkunster; afskaf alt hvad der i Undervisningen er for meget; afskaf saavel Skole-Ungdommens som den academiske Ungdoms mange unyttige Forfang. Naar de ere afskaffede, vil jeg svare for mere dannede Gemytter i vor Tid, og jo færre Byrder der findes, des ligere vil Vejen være til den sande Lærdom. Begynd, kære, med Theologien, og befri den for dens Efterforskningers 191 uendelige taagede Snak, for alle dens forborgne Fortolkninger, for Sophisternes scholastiske Spidsfindigheder; læg dernæst Baand paa de med Ord stridende Christnes Mundkaadhed i Studerekamrene, og vend deres Anfald imod de mod Gud stridende Jøders Synagoge, med hine Poëtens b) opmuntrende Ord anvendte paa vor Theologum:

✂ Riv Maurers Hytter ned, bestorm Briganters Borge.

✂ Sørg endelig for, at hine Nætter og Dage, som ofte ynkeligt gaa til Spilde med Kiv og Kævl, med Systemer, med idelig at skrive eller læse Forklaringer og Postiller, meget nyttigere anvendes dels paa det hellige Sprog, dels paa en omhyggeligere Læsning af de gamle Rabbinere og paa den hellige Philologie. Paa den Maade vil - efter min Mening ialtfald - det theologiske Studium vinde en langt større saavel Yndest som Anseelse og Hæder. - Hvad dernæst Philosophien anbeianger, da, ligesom Menippus hos Lucianum c) raadede til at afskære med en Sav Philosophens vældige Trepunds-Skæg og buskede Øjenbryn, for at de ikke skulde nedtynge Charons Baad, saaledes skal du beskære Philosophernes Autoritet saaledes, at Ingen af de Philosopherende overgive sig til Aristoteli eller Cartesio, hvilkes Ord maa udstuderes med utallige Efterforskninger, men, som den berømte Italiener Jac. Facciolatus d) viseligt tilraader, nøjes med at lære Philosophiens Historie, det er: hvad Aristoteles, hvad Cartesius, hvad de øvrige Philosopher have lært. Spæg Philosophiens gejle Forhud: 192 Logiken og Methaphysiken; spæg den, siger jeg, eller afskær den, om du saa vil; ligesom de Svenskes højst navnkundige Konge Gustavus Adolphus ved en offentlig Kundgørelse forviste a! Studering af Methaphysiken, alle metaphysiske Bøger, af sine Riger og Landee). Afskaf Philosophernes Lediggang, som de Gamle have kaldt denf), af hvilken Staten ingen Gavn har at hente, og som fordum har været Aarsag til, at Philosopherne bleve fordrevne fra Rom og fra Italien af Consulerne g) og af Dømitiano h). Sørg for, at Naturphilosophien og Moralphilosophien, som er det menneskelige Samfund til Nytte og Sirat, dyrkes omhyggeligere ved Skolerne og Universiteterne. Naar saa er sket, har du ingen Aarsag at betvivle, at det vil forholde sig meget bedre og ligere med det philosophiske Studio. - I Philologien fares der vild af adskillige Skribenter. En følger Muretum, én Lipsium, og andre atter andrei). Men du skal slaa disse ud af Hænderne paa de studerende Philologer, som Apocrypher, saaledes som jeg mindes at have opfordret til i mine Betænkninger j); du skal recommandere de gamle Classikere, som ej alene have overleveret os Lovene for Sproget, men ogsaa efterladt os et ypperligere Forraad af Lærdomme; recommandér besynderlig iblandt Grækerne Platonem, Aristotelem, Plutarchum og Diogenem Laërtium, og iblandt Latinerne Ciceronem, Quintilianum, Gellium og Plinium, saavel den ældre som den yngre. Og da nu enhver studeret Mand bør være Philolog i sit Lærdoms-Fag (thi for den der taler eller skriver Latin 193 er det ingen ringere Skam, naar han ej nævner Tingen ved dens rette Navn, end naar han ej nævner Manden med hans eget Navn), saa recommandér Theoiogerne Lactantium, Juristerne Tullium og Ulpianum k), Lægerne Celsam l), Historikerne Livium eller Suetonium, alle højst correcte Læremestre i de Gamles Ord, Handeler og Amindelsesskrifter. Forman endelig Philologen, at han regner sig det til Skam ligesom en halvlærd Grammaticus at anstille bekymrede og nøjeregnende Efterforskninger om en ubetydelig Sag i Grammatiken, at fange Krig an for et Ords Skyld, som stred han for Hus og Hjem, kort sagt: at fylde det gode Papir med Skældsord og Fornærmelser. løvrigt, eftersom der ej fattes gavnlige og til en hæderfuld Lærdom ledende Raad af de berømmelige Mænd Clerico, Morhofio og andrem), saa skal du, saa sandt som du elsker de smukke Videnskaber, i alle Maader sørge for, at de, som studere disse, stræbe at vorde bedre Mennesker deraf; thi i saa Fald vil det ej fejle, at de ogsaa vorde lærdere; i saa Fald vil du ikke have nogen Grund til med Cebete n) at spørge: hvordan den falske Lærdom er beskaffen; i saa Fald vil der ikke længer gives nogen Lærde, hvis Forhud burde omskæres.«

XXXIII
OM DEN GEMENE MANDS FORTRIN
I FORNUFT.

✂ Jeg og nogle Præster havde faaet os nogen lærd Snak paa Modersmaalet i Nærværelse af en ulærd Købmanda), og havde efterforsket, hvoraf det kom sig, at Alle Sjæles Dag (paa hvilken de Roman-Catholske afholde de aarlige Sjælemesser for de Afdøde) indfalder i vor Almanak næst efter den 1. November eller Alle Helgens Dag? Endvidere, hvornaar og efter hvis Tilskyndelse (Petri Eremitæ, ved Aar 1090 efter Christum) hin papistiske Skik begyndte: at bede ved Hjælp af Perlekranse, som Almuen kalder Paternostre b) ? Endelig, hvilken af de romerske Paver (Innocentius IV, som ved Aar 1244 efter Christum tiltraadte det apostoliske Sæde) der forfremmede Cardinalernes Værdighed, hvilke forhen havde været Første-Præst er, med en saadan Stigning, at de for Fremtiden siddende til Hest skulde have en rød Hat paa Hovedetc)? Om dette, siger jeg, og adskilligt andet havde vi i Fortrolighed afhandlet, da vor Købmand, en gudfrygtig, retsindig, godgørende Mand, efter de andres Bortgang tilstod, at han nu var led og ked af sig selv, udraabte, at han var et elendigt, udueligt og barbarisk Halvmenneske, efterdi han ej forstod sig paa boglige Kunster, og paastod, at ingen Classe af de Dødelige kunde kappes i Lyksaligheds Maal med de Lærdes Stand. Da jeg hørte disse Ord, sagde jeg venligt og høfligt til ham: 195 »Slaa dig til Taals, kære, slaa dig til Taais med dig selv: du farer sandelig vild, naar du tillægger vor Lyksalighed saa stor en Part; ypperligere og lyksaligere er til visse, tro du mig, den gemene Mands Fornuft, hvilken ledsages af en gylden SindsRolighed, hvilken ej anfægtesd) af tom Attraa efter udødelig Amindelse, og hvilken efter Døden lades uantastet af en avindsyg Efterverden.«

✂ Denne Formaning mishagede Købmanden, og for at forskaffe den nogen Credit, fortalte jeg ham følgende tilvisse ingenlunde uvittige Historie ud af Luciano e). »En Philosoph ved Navn Menippus, der længe havde overvejet, hvilke Regler han helst skulde følge i sit Levned og sine Studeringer, og som uvis vaklede imellem Philosophernes mangfoldige Meninger, tog følgende Beslutning. Han rejser til Babylon for at træffe en af Vismændene ud af Zoroastri Disciple og Efterfølgere. Han havde nemlig hørt sige, at disse ved Hjælp af visse Tryllesange og forborgne Kunster aabnede Dørene til Underverdenen og førte hvem det lystede dem i god Behold derned og tilbage igen derfra. Og han mente nu, at han vilde gøre særdeles vel i at slutte Accord med en af disse om Nedfareisen og saa raadspørge Tiresiam, hin højvise Böotier i Underverdenen, hvilket Levned der er det bedste og bør udvælges af den Vise. Hvad sker? Han faar Vismanden Mithrobarzanem til Vejviser og føres ned i de Dødes Boliger, ser de Hedengangnes Straffe, hører paa Rhadamanthi Forhør og Domfældelserf), og besøger Tiresiam, hvem han beder at 196 lære sig den correcteste Livsførelse. Han fik det Svar af hin blinde Olding: Min Søn Menippe, sagde han, jeg er sandelig ikke uvidende om, at Aarsagen til din Vildfarelse og din Tvivl er Philosophernes Letfærdighed, hvilke ingenlunde have samme Mening om de samme Ting. Men du skal dømme saalunde, at Lægmændenes Liv er det bedste og forstandigste af alle. Kast derfor Vrag paa deres latterlige Spidsfindigheder og drag, saa længe du lever, ikkun Omsorg for dette ene, at du kan føre et behageligt og roligt Liv, smilende, ubekymret, og uden at kære dig om noget som helst.«

✂ Denne Historie befaldt ganske vist min Købmand overmaade meget, men da den dog ingenlunde kunde overtale ham til at aflade med at lovprise Lyksaligheden af de Lærdes Visdom, tog jeg, som jeg mindes, saalunde til Orde for at forsvare den gemene Mands Fornuft. »Jeg betvivler ikke, sagde jeg, »at du kender vor Landsmand Peder Syvs meget nette liden Bog, som indeholder Danske Ordsprog. I denne anfører Forfatteren under Overskriften Lærd g) hint gamle Ord: Christus leed aldrig meer end af de Lærde. Tilvisse, et overmaade sandt Ord! - Men for nu at gennemgaa de Lærdes højere Undervisningsfag, saa kalder jeg dig en langt lyksaligere Theolog, da du i de gudelige Ting næsten har lige saa ringe Indsigt som den gemene Almue, der undervises i sin Børnelærdom, da du med rent Sind gerne læser Bønners og Psalmers fromme Texter i Steden for academiske Disputationer, og troer tryggeligt paa 197 den himmelske Sandhed, samt iøvrigt (jeg siger det ikke for Smigers Skyld) er en god Christen: jeg kalder dig, siger jeg, langt lyksaligere end en ærgerrig Professor, der foredrager hellige Oraclesprog, og som for at indgive det academiske og det menige Folk en høj Tanke om sin Lærdom bringer nye Efterforskninger, Stridigheder og Taskenspillerkunster til Torvs, tager i Høresalen svarligt paa Veje imod dem, der ere af en anden Mening, og raaber til han bliver hæs, behandler de guddommelige Hemmeligheder som om de vare kendte og udforskede af ham, af ham alene, soleklart af ham alene; uforsonlig, i Fald han i ringeste Maade er blevet fortørnet, og næsten aldrig god undtagen paa Lærestolen, ja end ikke dér, saasom han har to Sæt af Meninger ligesom af Klæder: et til at bruge hjemme og et til at bruge paa Lærestolen. Og for at du, tvært imod hvad du tænker, kan forstaa, hvor meget større Kraft til at overbevise der findes i den fromme Enfoldighed end i Lærdom og Veltalenhed, saa hør, kære Ven, en Historie, som ikke er ukendt for nogen lidt belæst Mand, og som de gamle Kirkefædre have efterladt os skreven saalunde som følgerh): »Til Kirkemodet i Nicæa var en stor Mængde Mennesker kommet sammen. Iblandt disse var ogsaa en i sine egne Øjne skarpsindig Philosophus. Han disputerede i mange Menneskers Selskab ud fra philosophiske Principier imod den christelige Tro med nogle Biskopper (udenfor Kirkemodet), og disse vare ej i Stand 198 til at tæmme ham; thi naar de disputerede philosophisk med Philosophen, fandt denne altid paa Udflugter, ved hvilke han smuttede fra dem. Der kommer da tilstede en Christi Bekender, saare gammel og enfoldig, som aldeles intet vidste af dialectiske Spidsfindigheder, men ikke desmindre ej bar Betænkende om at disputere med hin Philosopho. Han angreb Sophisten med en ny Disputere-Maade og sagde til ham: I JESU CHRISTI Navn, hør du Philosoph hvad der er Sandhed, og straks fremsagde han det Apostoliske Symbols Hovedsum og spurgte Philosophen: Troer du dette, Philosoph? Hvortil Philosophen svarede: Ja, jeg troer, og tilstod sig saalunde at være overvunden af hin gamle Mand, samt tilraadede de andre Mænd af hans Bestilling ligeledes at antage de Christnes Gudsdyrkelse. Siden blev Philosophen adspurgt, hvorfor han ej havde kunnet overbevises af Biskopperne, og svarede: Saalænge hine forhandlede med mig i Ord, satte jeg Ord op imod Ord; men af denne gamle Mands Mund udgik en Kraft, hvilken jeg ej kunde imodstaa.« - Saaledes plejer nemlig GUD at tale ud af de Uskyldiges Mund, som vor Seneca i) skal have sagt til Neronetn om Apostelen Paulo. Saalunde behagede det GUD formedelst en Prædikens Daarskab at gøre dem salige, som tro, som samme Apostel siger i sit første Brev til de Corinthier I,21 ff. - Dernæst højagter du vel Philosophien? Men jeg priser sandelig dig, der regner Ærlighed for det højeste borgerlige Gode, og dyrker GUDS Visdom i hans Forsyn, og Forsynet i hans Visdom, 199 som en langt ypperiigere Philosoph end hin taabelige Betragter af Naturen, som dyrker den ligesom en Guddom, og som finder Fornøjelse i gækkelige Spidsfindigheder, Regler, Ideer, Sophismer, er ingen til Gavn, sig selv til Besvær, uforstaaelig for andre. Betænk, kære, hvad Magt der ligger dig paa at vide, hvornaar en Døende døer? Naar han allerede er i Døden, eller imedens han endnu er i Live? Eller, hvornaar den, der rejser sig, rejser sig op? Naar han allerede staar op, eller imedens han endnu sidder? Bar dig for at le, eller rettere: brist i Latterj). - Hvis du tager Lovkyndigheden i Betragtning, saa er du alene mig mere værd end hundrede Protagoræ k). Disse bruge nemlig deres Veltalenhed og Kunst som et Vaaben ikke saa meget til Forsvar som tii at gøre Fortræd med; disse lære mig at kives i den Maade som Grammatikerne kalde Infinitivum l); du derimod er en saa meget fortræffeligere Jurist, som du omhyggeligt sørger for, at du ikke udæsker til nogen Overtrædelse eller paatager dig nogen Retssag, paa det at du ikke enten skal tage din Tilflugt til Justiniani Autoritet eller lade Tingstudens skadelige Tunge fortære din Formue. Jeg foredrager sandelig uveltalende Fornuft for bedragerisk Talekunst; jeg foredrager en fredelig eller fredsmæglende Mand for en Commissarius eller Rhetor, der er udlært i Uforskammenhedens Skole, som de gamle have kaldt denm). - Lægen har du ingen Aarsag til at misunde uden naar han har Heldet med sig. Vi ere alle Læger, ligesom fordum Ægypterne n). Ydermere have de gamle 200 Forfattere indskrevet Lægekunsten i de trælagtige og ingenlunde frie Kunsters Tal. - Kort sagt, hvis du forstod Græsk, velagtbare Mand, saa vilde du blive belært om, at de Lærdes Værdi er langt ringere end efter din Mening, af en Skribent, som hedder Sextus Empiricus, i de Bøger, som han har sammenskrevet mod Grammatikerne, Rhetorerne, Mathematikerne, Astrologerne, Philosopherne, de Naturkyndige og andre saadanne Læremestreo). Men tro dog ikke, at jeg holder selve disse Kunster i liden Agt og Ære, fordi jeg gør lidet af den ene og den anden af Kunstnerne. Jeg ønsker sandelig ikke Phiiosophien udslettet, Veltalenheden fordærvet, Rhetorerne ryddede af Vejen, de Lovkyndige enten landsforviste eller ihjelslagne, hvilket fordum var deres Skæbne under Kejser Maximiano p); GUD bevare mig mit Sind fra sligt! Jeg er sandelig ikke den, der foredrager den gemene Almues Uvidenhed for honnet og ærbar Lærdom; intet mindre! Dog, naar jeg lovpriser den gemene Mands Fortrin i Fornuft, saa bebrejder jeg tillige stiltiende de Lærde deres Ubestandighed og ærgerrige Usamdrægtighed; og naar jeg hører dem, nikker jeg med Hovedet op og ned aldeles som de der sidde og sove, naar Sindet i døsig Ro beskæftiges med visse unyttige eller hæslige Drømmebilleder af Ting elier Ord. Ydermere lægger jeg ogsaa i Løndom de fleste Lærde den Skarnagtighed til Last, som de have tilfælles med den gemene og laveste Almue, og for alle disse, samlede tilhobe paa ét Sted, foredrager jeg langt med al Ære dig alene, kære Ven, 201 dig, en Mand af retsindigt Exempel, dig, en virkelig nyttig Borger for Landet. Thi jeg vil hellere have den raa Malm eller det uforarbejdede, men rene og lutrede Sølv end det falske Guld, om det end er nok saa kunstfærdigt graveret og prydet med den pynteligste Skrift. Jeg afskyer det Menneske, som studerer, hvis ikke han stræber at høste den Frugt af Studeringerne, at han i Beskedenhed, Tugt og Ærbarhed overgaar Matrosen, Soldaten, Kokken og Kudsken ligesaa meget, som de frie Kunster overgaa de ringe og haandværksmæssige. Dette er Lærdommens Sjæl, dette er det i Sandhed ypperlige Kendetegn paa en lærd Mand, men ikke Titelen, ikke Doctorringen eller Doctorhatten, ikke Kappen. Bliv du imidlertid lykkelig ved din Dyd og tag til deri, hvilken baade Naturen og Fornuften tilraade, billige og lovprise; far ikkun fort med at efterfølge dig selv, og tro mig paa mit Ord, at du ingenlunde har andre Undervisninger af Philosopherne behov til et lykkeligt Liv. Bevar din gamle Bestandighed i smuk Gavmildhed mod de Fattige, i elskelig Trofasthed mod dine Venner, i liflig Kærlighed til GUD og Næsten: du vil da være mig en levende Historiebog, et helt Bibliotheque, der er mig dyrebarere og ærværdigere end alle Bind i hele min Bogsamlingq).«

✂ På originalens titelblad, der udviser, at den er udkommet 1732 på samme forlag som 1.-2. part, er den ikke betegnet som 3. part.

DEDICATIONERNE.