✂ IFALD hin jammerlige Ildebrandb) i København, der ikkun har igenlævnet Eder og andre ypperlige Mænd Asken af saa mange Bibliotheker, skulde have foraarsaget en vis Kulde overfor Bøger og Bøgers Værd i Eders Sind, højædle Worm, velædle Gram, saa er det slet ingen Bog, jeg præsenterer Eder, men en stille Tale til Tak for Eders Velgerninger imod mig, et Skilderi af trofast Ihukommelse af Eder, et løseligt Billede af mit Sindelag og min Skyldighed imod Eder. I mindes, højgunstige Velyndere - eller rettere: jeg, som plejer at føre Journal over modtagne Velgerninger, jeg mindes, hvor megen Hæder jeg skylder Eder, hvor megen Gunst, Flid og Omhu I have anvendt paa mig, saa at I vilde have skellig Grund til at fortryde Eders Godhjærtighed imod mig, hvis jeg utaknemmelig tærede paa den i Tavshed. - Jeg mindes, højgunstige Worm, hvor megen Ære du har vist mit ringe Navn; Vidne derpaa er dit Hus (gid det den Dag i Dag var Hus! gid det var dit!), hvori du fordum modtog mig saa ærefuldt; Vidne er dit Bibliothek (hvilket bedrøveligt Vidne! hvor tungt maa Ordet Bibliothek være for dine Øren!), ud af hvis Undergang en liden Del er lævnet hos mig, som jeg taknemmelig mindesc); Vidne er først og fremmest hint ypperlige 5 Rector-Sæde i Roskilde, som du af Gunst og Hengivenhed tilbød mig, og jeg af Undseelse afslog, ingenlunde tilvisse for paa Stoïcernes Vis at sætte en Ære i at ringeagte Æren, men fordi jeg virkelig af Hjærtet var tilsinds at nøjes med din gode Villie og med min Lykkes Middelvejd).

✂ Jeg mindes fremdeles, velbyrdige Gram! lige fra den Stund da Lykken havde forfremmet mig til dit Venskabs øverste Trin, med hvor mange Velgerninger du holder mig obligeret og forpligtet til dig, hvor flittig du for min Skyld attraar og udretter alt, hvor uryggeligt du elsker mig som en Broder, saa at vi nu i to Gange syv Aar have været hinanden saa forbundne som ingen andre. Du har altid været tjenstberedvillig imod mig. Imod mig? Lad mig hellere sige: ogsaa mod alt hvad mit er, for at du kunde fuldkomme alle Arter af Hjælp, hver en Vennetjeneste.

✂ Der er da for mig god Grund til at bevise Eders Huldskab en Hæder, god Grund til med taknemmelig Omtale at mindes Eders Velgerninger, høje Velyndere! god Grund til at fremføre Ønsker for Eders Velmagt, som befatter min ganske Velfærd: at Kirken, at Universitetet, at disse for vort Fædreland og vore boglige Kunster saa ængstelige Tider maa finde varig Trøst hos Eder, at de Dydige 6 indtil sene Tider maa nyde godt af Eders Beskærmelse, at det engang maa falde i Eders Lod at se og efterlade vort Athen, der nu end ikke er bygt af Tegl, opmuret af Marmorstene !e)

FORTALE TIL LÆSEREN

✂ Ifald der i disse tilfældige og ufuldkomne Discurser ikke er talt onde Ord til nogen, haaber jeg heller ikke at høre ilde derfor af nogen; ifald der er talt noget som staar din Mening imod, gunstige Læser, saa accorderer jeg mig ærbødig din Tilgivelse og Overbærenhed; ifald noget er talt ret og rigtigt efter dit Tykke, kræver jeg ingen Ros derfor. Min bedste Belønning vil være Fred og Ro samt en venlig Dom af dig; bliver dette mig til Del, vil jeg med GUDs naadige Hjælp fortfare med Arbejdet; hvis ikke, vil det fortryde mig at have lagt Haand paa Værket. Forman mig, undervis mig, sæt mig til Rette om du vil, jeg beder dig tilmed derom (du skal ingenlunde finde mig ulærvillig); men gør det venlig og med let Haand, uden hadefuld Skænden. Lev vel.

I GUDS NAVN!a)
CHRISTIAN
FALSTERS
I. DISCURS
OM DEN MENNESKELIGE SJÆL

✂ Hin rygtbare Fædrelandsforræder, Povel Juel b), havde alt i Aaret 1723 lidt velfortjent Straf for de skammelige Anslag han havde i Sinde, da jeg nogle Aar efter i en Boglade I København tilfældig hørte Mandens Levned berettes.

✂ Dette bestod dels af en Catilinæ Kunster, dels af Drømme, som hin elendige havde tillagt større Værd end Cardanus c) sin egen Gejst, eller rettere: hvilke han til egen Ulykke havde givet sig i Vold. Een Ting tyktes værd at mindes: at han, da hans sidste Levedag nærmede sig - ligesom Julius Canus d) da han førtes til Retterstedet - havde mange og herlige Samtaler om Sjælen med lærde Mænd, vittig og skarpsindig som han var af Naturen.

✂ En stortalende ung Person, som var tilstede i Bogladen sammen med os og hørte paa dette, kastede imidlertid Vrag paa slig ringe Materie og gav sig til at opregne Bernhardinum af Treviso, 10 Bartholomæum Corte e) og snart sagt alle mulige Skribenter fra enhver Tid og udaf ethvert Folkefærd, der havde skrevet om Sjælen, saa det var som at høre et Register tale. Men nu var der en anden, ikke ulærd, ung Mand, en af mine gamle Disciplef), som kedtes ved denne tomme Navneopregnelse og sagde: »Det er ingenlunde, som du troer, en ringe Sag, som vor Juel undersøgte, og om hvilken ligervis Aristippus i en frygtelig Livsfare i al Stilhed af handledeg). Den er sandelig vanskelig nok, og Simonides havde god Grund til at tøve, da Tyrannen Hiero adspurgte ham, hvad og hvordan han troede at Guderne vare h).« - Ved disse Ord gav jeg med et Vink til Kende, at det huede mig ikke at trættes med denne Praler. Der gjordes justement et Ophold i Talen, ganske efter mit Ønske; thi jeg har ej for Skik at mundhugges ubesindig om en alvorlig Sag, paa det at jeg ej, som Pablilius Syrus sigeri) skal gaa glip fra Sandheden; ogsaa er der ingen Disputer som jeg omhyggeligere undgaar end dem, der vedrøre Menneskets Sjæl.

✂ Siden, da den anden var bortgangen, tog min unge Mand atter Talen op om Sjælen og sagde: »Jeg drages til Minde, at da du i sin Tid fremsatte Cartesii j) og andre Philosophers Meninger om Sjælen for os, dine Disciple, udkastede du den Tanke, at hvad Marionette-Dukken er paa Theatro, det er Legemet for Mennesket; Snoren er Livs-Aanden; men Skuespilleren bag Forhænget, det er Sjælen.« Denne Ihukommelse var mig angenem, og jeg roste den ligervis. Men han var derimod ej fornøjet 11 med dette Billede, og, begærlig som han var efter at betragte sefve Sjælens Skikkelse og Aasyn, aflod han ej med at udæske mig ved honnette Stikpiller, at jeg, hvis jeg havde nogen forborgen Kundskab om Sjælen, ej maatte dølge det for ham For nu paa en Maade at curere hans Attraa, saa vidt min menneskelige Ringhed tillod, svarede jeg ham kortelig saalunde: »Om Menneskets Sjæl veed jeg intet mere end saa mange andre. Men du er maaske ej uvidende om, at i det franske Academi (Académie Françoise) uddeles der hvert Aar paa den hellige Ludvigs Dag, den 25. Augusti, Præmier i Veltalenhed (200 parisiske Livres) og i Digtekunst (300 do.) til dem der dømmes at have bedst gjort Fyldest i en af Academiets Raad opgiven Materie. Du veed maaske ogsaa, at Anno 25 i dette Aarhundrede var det opgivne Spørgsmaai: hvad GUD er, og at Prisen i Væddekampen blev vunden af en Deltager, som i fire Vers havde indsluttet dette Svar: at Ingen uden GUD selv kunde udsige hvad GUD er. - Hvad denne liden Fortælling har at betyde, det indser du uden Tvivl; efter min Mening i hvert Fald passer den nemlig ikke ilde paa Spørgsmaai et om Sjælen. Thi Sjælen er noget jeg veed ej hvad GUD-lignende noget, udbredt over den ganske Krop, ligesom GUD opfylder Alverden; boende øverst i Hovedet som i Himmelen, og styrende Legemet som en Verden for sig. løvrigt undresjegtaknemmeligover GUDsForsyn, somhar ophøjet mig til et Menneske, over Dyrenes Lod; jeg ærer GUDs Godhed, som har givet min Sjæl 12 i dette Ægteskabk), med Udødelighedens Medgift; og jeg bønfalder GUD om at min ganske Aand og Sjæl og Legeme maa bevares ustraffelig i vor Herres Jesu Christi Tilkommelse 1).«

II
PHILOSOPHISK PARADOX

✂ En anselig Mand, udstyret med Midler saa vel som Lærdoma), havde indbudt mig til Middag med adskillige andre, og blandt dem en ej for Muserne, men vel for Philosophien fremmed Mand, hvis Sind havde inddrukket Gerrigheds og - hvad du vil undres over - Veilystes Forgift. For at nu han skulde vende om fra denne sin Galenskab og atter blive sig selv mægtig, bad den ærlige Vært, der ved Svogerskab var forbunden med hamb), mig hemmelig om Forlov til at benytte sig af min Tjeneste til at curere Manden. - Jeg stred længe imod af Undseelse, da jeg vel var mig min Ringhed bevidst, og ej heller var uvidende om, at der hører Guddomskraft til at uddrive Dæmoner; men omsider, da ingen Art Taler plejer at gaa mig nærmere til Hjærte end de socratiske, og da jeg intetsteds tykkes mig selv at leve lykkeligere end hvor et lykkeligt og roligt Levneds Vilkaar omhandles, lod jeg mig overtale og beredte mig i Sindet ligesom en Fægtemester til mandelig at imodtage eller og varlig at undvige Hug og Stød. - Man havde 13 alt begyndt at sætte Maden frem, da Talen tilfældigvis faldt paa Kunst-Malernes ypperlige Arbejder; denne Lejlighed greb Værten og lod hente et net Skilderi af Diogenes til behageligt Eftersyn for Gæsterne. Dernæst bragte han det hen til den gerrige Mand og rakte ham det, og denne bad ham fluks om at forære sig det. Dertil svarede Hus-Herren sagtmodig og venlig: »Lær saa af denne Philosopho at byde over og ej læmpe dig efter dine Lyster!« Nu blev den anden ikke saa lidt fortørnet og tog hart afsted mod Diogenemc) som en Skifting af det menneskelige Køn. I den Anledning tog jeg læmpelig Philosophen i Forsvar og foreholdt ham Alexandri Magni Dom, der foregives at have sagt, at hvis han ikke var Alexander, vilde han have været Diogenes d). Af dette Frø opvoksede en fast overvættes Uenighed mellem os, hvis Hovedsag var denne: Han klagede paa Naturen som en Stifmoder, fordi vi, skrøbelige og Sygdomme undergivne som vi ere, ej ret kunne nyde vor Fædrenearv og Livets Goder. Dertil svarede jeg: »Du tykkes mig at have læst Epicurum, for hvem det ypperste Gode er Kødets Kraft og Sundhed e), men ikke at have læst Lactantium f) som herligt og paa mange Maader underviser denne om at der med god og skellig Grund er draget Omsorg justement for dette, at Mennesket kan anfægtes af Sygdomme. Ja, jeg takker sandelig endog GUD derfor, at jeg haver et skrøbeligt Helbred, som skulde jeg daglig rejse ud af Livet. Ej anderledes har, som jeg troer, Plato været til Sindsg), der med 14 Flid valgte sig Academiet, det usundeste Sted i det Attiske Land; eller Pythagoras. som ved Synet af en fed og kraftig Mand udbrød: Vil du dog ej aflade med saalunde daglig at berede dig et haardere Fængsel? h) Ganske som du med Rette beleer hin Dionysium fra Heraclea, som faldt fra den Stoïcer Zeno, fordi han ej var helt karsk paa Øjnene, og raabte at hans Lærdomme vare falskei); og som du leer ad Chironem, der siges at have ønsket sig Døden paa Grund af sit smertefulde Saarj).« - Hin yppede fremdeles Trætte med Skæbnen om dens Forurettelser af Menneskelivet, fordi den som ved en beskikket Lov aldrig indeholder alle Lyksalighedens Delek). Jeg svarede dertil: »Husk at man bør omgaas saalunde med GUD i Live som i dette Gæstebud med vor velædle Vært, af hvem ingen af os uden den mest uforskammede vilde kræve det hele Bord for sig alene, og ingen uden den næseviseste saa meget som en kosteligere og federe Portion. Tro desuden med mig, at intet Levned er saa behageligt som det der er mindre behageligt; som Varro har sagt: den Confect er sødest som ej er sødet; thi Kagernes Samfund med Maverne er ej at lide paa l). Tro at ingen er ulykkelig af Naturen, men bliver det ved egen Haand, og at alt hænger af vor Mening og Tykke m).« - Ved de Ord kunde min Modstander næppe bare sig for af Vrede at give mig onde Ord og bebrejde mig Philosophiæ Studium som en skammelig Last, som var jeg hvad man kalder en Kætter. Omsider da denne Parleur d'orn) talte om intet andet end Penge og var ej 15 langt fra at lægge mig til Last, at jeg endnu ikke havde lært

✂ hvad alle Piger smaa før ABC maa læreo),

✂ nemlig hvad Penge ere værd, glædede jeg mig højlig i Hjærtet og anmærkede ene dette, at over alt var det den sande Visdom hellere at ville være fromt uvidende end ilde lærende. Og for nu at kaste Manden hans umættelige Havesyge i Næsen paa en lignende Maade som Socrates foreholdt Alcibiades hans Hoffærdighed af sin Rigdomp), bad jeg om at faa et Glas fyldt med Vand, som Symbol paa Afholdenhed, og tømte det; og da han faldt i Forundring derover, sagde jeg: »Dette Middel slukker Ild og afvender Tørst; Vinen derimod ophidser Pulsen, gør Halsen tør, svækker Legemets og Sjælens Kræfter.« - Man rejste sig nu fra Bordet, og vi skiltes - han ingenlunde forbedret, og jeg med uforrettet Sag.

III
OM THEOLOGERNES HADSKELIGE
OG ALT ANDET END THEOLOGISKE
HAD

✂ Prøve paa Hukommelse og Veltalenhed havde jeg som ung Mand aflagt baade een og tvende Gange fra Prædikestolen, ej uden Held, om man tør tro Folkegunst. Min saare gudfrygtige Moder, hvem jeg tyktes noget senfærdig til dette 16 Forehavende, aflod ej med at trætte mig med Bønner og Bebrejdelser, at jeg dog maatte holde det for skønt at slægte min Fader paa udi det theologiske Studioa). Jeg adlød, som det sig skikker en Søn, og anvendte alle Fristunder fra mine Sysler, saa ofte jeg kunde stjæle lidt Tid, til at læse vexelvis i GUDs højhellige Ord og i de dogmatiske Lærdomme. Da jeg havde fuldendt mit Pensum, og alt var paa det Punct, at jeg skulde godtgøre om min Fremgang kunde staa for en theologisk Prøve, efter Landsens priselige Sæd og Skik, faldt en uventet Lejlighed ned til mig fra Himmelen, som afbrød Studiernes paabegyndte Væv og gengav mig helt til de humane Videnskaber, til hvilke jeg droges af en forunderlig Sindets Magtb). Det var min stræbsomme Moder - min Fader havde jeg alt mistet som et fire Aars Barn - angenemt, at jeg havde annammet Lykkens Gunst, men tillige mistænkeligt; hvisaarsag hun for at indfri det forbindende Løfte, som hun havde givet sin salige Mand paa hans Dødsseng: at jeg skulde hellige mig til GUD, tilskrev en værdig Mand af stor Anseelsec) med Bøn om at optænde i min Sjæl Attraa efter den gudelige Stand. Han skikkede sig godvillig derefter og udførte overmaade trolig det ham overdragne Ærende. Han gik til mig, fyldt med de gudeligste Tilskyndelser, dem jeg modtog ærbødig ud af et oprigtigt og rent Hjærte, og det med disse Ord: »Den algode og almægtige treenige GUD giver jeg denne min Sjæl i Vold, indtil den vender hjem til ham, og dette mit Legeme, indtil det bliver til 17 intet. Gid de gaa til Grunde, ifald de ej tjene GUDs Ære som de ere skyldige til! Theologiam ærer jeg som et Menneske, men de øvrige Lærdomme regner jeg som Dyrene i Forhold til hin. Den kirkelige Stand agter og ærer jeg sandelig saa godt som nogen, ja jeg ærer den saa højlig, at jeg ingenlunde tror mig bekvem til at antages i den, endskønt jeg gærne havde ladet mig antage, om det saa havde været GUDs Villie. Dine Beviser samtykker jeg godvillig, højærværdige Mand, undtaget at du gør alt for meget ud af Standens Hellighed, som om GUD ene elsker disse. Det falder mig justement ind - om det maa være tilladt at bruge verdslige Exempler - hvad en Philosophus hos Laërtium udi hans Diogenis Levned siges at have svaret Athenienserned). Disse bade ham nemlig flittig om at lade sig indvie i Mysterierne, saa som de indviede efter Døden vilde vorde saligere; men han svarede: Det er dog ganske latterligt, hvis Agesilaus og Epaminondas leve i Skarnet, men alskens ringe Personer paa de Satiges Øer, fordi de ere blevne indviede i hine e).

✂ - Men hør desforuden - om det ej er dig imod - hvisaarsag jeg fornøjer mig bedre ved det humane Studio end ved Theologiæf). Hint opfylder og forlyster mig paa uskyldig Vis, ligesom et Barn (og Børn ere vi jo alle, selv de viseste) glædes ved sin Dukke og sine Lege (Børneleg er jo fast alle menneskelige Handeler); dette er derimod en Gerning fuld af farlig Slumpeleg; det sætter svage Aander i Haar sammen, ofte ikke uden Skade enten for Navn og Rygte eller for selve den højhellige 18 Skrift, der som en Bold kastes frem og tilbage imellem dem; det opvækker de bitreste Fjendskaber, enten offentlige imellem de ulige Kirkerg), hvilke ofte ynkværdig pine, plage og skamfere hverandre indtil Landflygtighed, ja endog - grueligt at melde - indtil Død og Drab, eller private mellem een og samme Kirkes eller eet og samme Universitets Theologos, hvilke for en ringe Uenigheds Skyld opvække Storm i et Vandglas og gøre stor Allarm i indifferent Sag, som om det var ude med Himmelen, hvis ikke den ene nedstyrtedes fra sin Plads, og den anden nedstyrtede ham, alt imedens Striden ikke des mindre ofte bliver ved i det uvisse, og Sejren gøres tvivlsom. Jeg derimod lever i Philologiens Rige som i en fri Republique og dømmer frit om humane Sager, men med saadan Condition, at jeg lever fredelig og holder Maade baade naar jeg dømmer og naar jeg afviger i min Dom. Betragt, kære, Hedningenes Theologos, som ej havde Del i den guddommelige Sandhed, og hvis Meninger ej kom bedre overens end Sejerværker: de kæmpede for de guddommelige Ting med saadant Maadehold, at de ej førte Krig mod Sjælene, men meget mere kom hverandre til Hjælp, gensidig bragte de Syge Trøst og Lindring, og gjorde sig Samvittighed over at forgribe sig paa de Døde.« - »Deri have de gjort vel,« svarede min velærværdige og sagtmodige Gæst, »de have gjort vel og ypperligt; men de strede paa Blindebukkes Vis, som man siger, for deres egne uvisse Meninger, medens vore Folk forsvare den sande GUDs sande 19 Ære.« Dertil gensvarede jeg: »Bør det sig da at fægte for GUDs Ære (bare det ej er for Menneskers egen liden Ærgerrighed) med Raaben og Skælden, Bagtalelse og Had? Efter hvilket Bud, efter hvilke Christi eller Apostlernes Forbilleder? Men velan, lad Hedningene fare og se fremdeles paa Tyrker og Perser. Disses Uoverensstemmelser er du ej uvidende om, højlærde Herre, men du veed tillige, at ifølge deres hellige Ordinantser forblive de ublodige, uden Hidsighed og Anstød. Se paa hine skilagtige Læremestre i den gamle jødiske Kirke, Pharisæerne og Sadducæerne: det er sandelig ikke af dem at vore Critici skulle lære uanstændige Trætter og vanhellig Kiv om gudelige Ting, til det christelige Samfunds Fordærvelse. Endelig turde jeg ej tage meget fejl, om jeg paastod, at hine Europæ ugudelige Stridigheder i den guddommelige Sag er Aarsagen til, at dets hellige Sendebud enten ej imodtages eller og ej høres af de øvrige Verdens-Dele, og at det højhellige Evangelium holdes indenfor saa snævre Grænser. Men jeg frygter, udvalgte Velynder, at jeg misbruger din Taalmodighed eller falder i Ugunst hos dig, fordi jeg, efter Augustini Exempel i hans 357. Tale: Om Fredens Pris, fører en lidt frimodig Discursh). Dog, jeg nærer alligevel ingen Frygt; thi du er uden Tvivl selv med din Sagtmodighed og Kærlighed til GUD, Kærlighedens og Fredens Gud i), af samme Mening som jeg og ønsker Kirken bedre Kaar.«

IV
PHILOLOGISKE SAMVITTIGHEDS
TILFÆLDE.

✂ En ung Mand, der var fød til Berømmelse og overmaade ivrig til Studeringera), havde næsten til Umanerlighed hendraget den bedste Del af sin Tid med flittig at læse lærde Mænds Levneder. Hans Sind var blevet indblæst med honnet Misundelse, priselig Havesyge og en umaadelig Ærgerrighed, fornemmelig af de Philologis, som han havde befundet at florere fremfor andre i den lærde Republique: Salmasius, Gruteus, Meursius, Casaubonus, Scaliger, Lipsius, Cettarius, Borrichius b); dog ej uden Mistvivl om at kunne ligne sig ved saa store Navne. Og som han plejede ofte at besøge mig, som han fordum havde haft til Lærer, frittede han mig engang efter Omstændighederne om et Raad: hvorlunde det maatte staa i hans Magt at opnaa disses Udødelighed (thi først da tyktes han sig at røre ved Himlen med saa meget som en Finger). Men jeg smilede over hans Alvor og svarede ham skæmtelig: »For at naa til Himmels har du et Trylleord behov, hvilket Mahomet siger at en smuk Kvinde, som den Dag i Dag er Venus-Stjærnen, lærte af Englene, da de havde ladet sig besnære af Vinc). Dette Ord giver nemlig Vinger; det vil hæve dig til viam lacteam eller Mælke-Vejen, som er Heroernes Sæde.« Men han trængte for Alvor ind paa mig og bad mig om et Middel mod sin Svaghed. Jeg sagde da: »Den Ærgerrighed 21 som du har fattet i Sinde, holder jeg meget af; men du veed jo nok at Redskaberne dertil ere Natur, Lærdom og Øvelse d). Og ved Lærdom forstaar jeg ej alene Hovmesterens Sprog elier en lærd Omgængelse, men tillige gunstig Lejlighed til Bøger og Skrifter, hvilken hine store Mænd havde Overflødighed af, men som det skorter dig paa i denne Afkrog af Verden. Dog skal du ej derfor lade Modet falde; thi de boglige Kunsters Velfærd ligger ej paa dette, at du er i første Række. Det er ogsaa Ære værd at staa i anden eller tredje Række, og om man ej kan naa den syvende Cirkel i Cardani Figura, saa dog vige langt bort fra Centro, som er Uvidenheden e). Men for at du ret kan dyrke eller snarere hædre de skønne boglige Kunsters Helligdomme, saa betragt med mig nogle philologiske Samvittigheds-Tilfælde, og husk, at en Philologus bør fremfor alt, ligesom Taleren hos Ciceronem, være en dydig Mand f). Thi sæt at du allerede har fuldkommet de almindelige Kundskabers Lærdomg), mon du derfor har Ret til at hovmode dig og betee den Stolthed som erhvervesved Fortjenester? Hos en dydig Mand findes ej Brovten eller Brammen, hvad jeg tør sige med Forlov af en og anden højagtbar, ypperlig og beskedenlig Mand, som efterlod dette skrevne Bud: Praler, vær beskedenlig! - Hvad er det som du vil gøre dig til af? Dit gode Hoved? Det har du af Naturen. Din Lærdom? Den har sin Aarsag dels i Lykken, dels i en Dyd som du er skyldig. Dit Navn? Dette existerer saa at sige kun i Tanken; eller hvis det har real 22 Existens - for at tale med Philosopherne -, hvormange Fornærmelsens og Bagtalelsens Pile afskydes ej ofte mod det, jo højere det rager op? Ja, hvor let kan det ej af Efterkommerne formænges med andre, naar der ej er nogen Møller h) til at beskytte det mod Navne-Lighedens Farei)? Fremdeles, saasom den studerede Verden ej er synderlig andet end en Skole i egentlig Forstand, som genlyder af indbyrdes Slagsmaal, saa spørger jeg dig: hvis du befinder en Vildfarelse i en eller anden Mands Mening, han være sig levende eller død, mener du saa at man kan bebrejde ham den uden at overtræde Høflighedens Lov?« - Dertil svarede den unge Mand: »De Dødes Ret er ifølge alle Folkeslags og alle menneskelige Loves Samtykke hellig og ubrødelig; at føre Krig med disse holder jeg for ugudeligt og udædisk. Med de Levende er det derimod en anden Sag, for saa vidt de kunne tage til Genmæle og forsvare sig mod Anfald.« »De Levende?« sagde jeg; »husk at deres Vederparts Skrivemaade til sin Tid vil overleve dem, og at dens Spor ej ville udslettes førend efter lang Tids Forløb. Husk at det er lettere at sætte en Klik paa en Mand end at afviske den, lettere at tilføje end at læge et Saar.« - Men oprigtig som han var, svarede han med beskedenlig at genkalde i min Erindring den Trætte som jeg havde haft med den berømmelige Stubelio j), Ved disse Ord paakom der mig Undseelse i Sjælen, da jeg vel var mig min Uformuenhed og Skrøbelighed bevidst. Jeg tilstod, at jeg aldrig mindedes hin Strid uden 23 Sorg i Sinde, eller tænkte anderledes om den end om Manddrab; og det uagtet en udæsket Mand er noget at undskylde, ligesom man i visse Maader kan bære over med den unge Alders Hidsighed, som finder Behag i Jubileren og Gækkeri.

✂ Jeg var næsten færdig med min Tale, da den kære unge Mand til Slut afpinte mig et Svar ved at gøre mig det Spørgsmaal, om man uden Fare for den sande Lære kan give sig profane Skribenter i Vold. Jeg spurgte ham indstændig, om Joseph uden den Fare kunde have levet ved Pharaonis Hof, Daniel og Nehemias tjent Kongerne af Persien. Jeg henviste ham til mine »Adskillige philologiske Tanker«k), og bad ham ransage den første Del deraf, men ej agte paa hvad der almindelig, men uden Tvivl ved Avindsmænds Opdigtelser, fortælles om Petro Bembo, Politiano 1) og andre, der skulde være gangne saa vidt i Galenskab, at den hellige Skrift tyktes dem ussel og ringe mod den profane Veltalenhed, Davids Psalmer intet mod Pindari Oder. Jeg lagde til, at justement af Hedningenes Vildfarelser kunne vi høste Gavn og Profit, og at den guddommelige Sandhed fremskinner klarest iblandt bedrageriske Spaadomme og tvivlsomme Prophetier; at GUDs Storheds Hæder er end højere iblandt de uvisse Guders og Gudinders Altre og deres falske Gudstjenester; at Guddomskraftens Underværker intetsteds triumphere herligere end blandt de ægyptiske Trolddomskunsterm). - Den unge Mand lod sig dermed nøje; men da han var ikke lidet bekymret for 24 sin Dyd, den han havde inddrukket med Moder-Mælken, lagde han ydermere til: »Forbyder da ikke Gudsfrygt og Samvittighed os at studere Petronium, Catullumn) og deres lige?« »Nej,« svarede jeg, »thi disse læses paa een Maade af Mændene, paa en anden af Kvinderne, det er: de kvindagtige og vellystige Personer; ligesom med Salomonis Højsang, som de gamle Jøder desaarsag klogelig siges at have forholdt de unge, for at ikke deres manglende Forstaaelse af den forborgne Mening skulde forføre dem til Vellyst og Letfærdighed. Med hvilket Sindelag og hvilken Blufærdighed man kan læse den Slags Anacreontiske o) Skrifter og løsagtige Viser, kan du endog nemme af selve Hedningenes bedre Lære-Mestere. Se til Antonium Julianum hos Gellium p), hvilken, da han af noget Grækerpak blev tvungen til at synge Elskovs-Vers af Catullus og andre, bedækkede han sit Hoved med sin Kappe; hvad ogsaa Socrates efter PlatonisVidnesbyrd gjorde i Anledning af en lidet blufærdig Taleq). Endelig kan jeg ej se hvad mere Baghold eller Forførelse der findes hos den hedenske Petronium end der blandt os Christne indeholdes i de fleste saakaldte Romaner r). Denne kvindagtige Skrive-Maade har end ikke befaldet de mere forstandige Hedninge, hvorom Archilochi s) Skæbne bærer Vidne, hvilken Lacedæmonierne udstødte af Staden med samt hans Bøger, fordi de holdt deres Læsning for lidet blufærdig og tugtig. De vilde nemlig ej oplære deres Børn i denne Læsning, for at den ej skulde skade de gode Sæder mere end den gavnede Forstanden. Disse Ord staa, om jeg 25 mindes ret, hos Valerium Maxirnum t), for ej at tale om Heraclito, som ifølge Laërtium u) vilde ladet Archilochum tractere med Ørefigner.« - Som vi bedst disputerede herom, komme flere Venner til, og Talen ledes hen paa andre Ting.

V
ULIGT AFKOM AF EEN OG
SAMME SÆD.

✂ Vi vare forsamlede mange Mænd af fast alle Stænder ved en stor og højvelbaaren Herres Borda), og blandt disse et Fruentimmer, højædel af Slægt og Stammeb). For nu at vende alles Blikke og Forundring mod sig (hun havde iøvrigt den skarpeste Forstand og den mest veltalende Tunge), kastede hun om sig med adskillige afskrækkende Spørgsmaal og Overvejelser. Desimellem hændte det sig engang at hun udspurgte mig angaaende en vis ung Drengs Skik og Manerer, hvilken hendes Vært havde overladt mig til at optugte og herbergere: om han var Mage til sin vanslægtede Broder. Jeg svarede Nej og roste Mennesket som forskyldt. Deraf opstod nu atter det Spørgsmaal: Hvorfor Børn af samme Fader og samme Moder ofte pleje at være saa forskellige af medfødt Sind og Art? Jeg tav længe stille, som om Spørgsmaalet var rettet til en anden, indtil Damens Anselighed piskede et Svar ud af mig, og det i følgende Ord: 26 »Højædle Frue, her er det nødvendigt at examinere Naturens forborgne Vilkaar, hvilket jeg befrygter at dine Øren ikke kan taale at høre.« Men hun bød nu mig og en studeret Mand blandt Gæsterne, der sad i Nærheden af mig ved Bordetc), drøfte Sagen indbyrdes med hinanden, i Lighed med den Kappestrid imellem Rhetorer, som Caligula skal have ladet afholde i Lyond). Vi maatte begge adlyde, skønt ugærne, hvis vi ej havde villet gaa Glip fra denne anselige Matrones Yndest, ligesom hine Mænd i Lyon maatte vælge enten at straffes med Ris eller at dykkes i den nære Flod. Min Ven og Vederpart, en lystig Mand, gav sig til at skæmte for paa en forborgen Maade at skikke sig efter Fruentimmerets Sæder og Øren, og sagde vendt til mig: »Det er sandelig intet Under, at Sønnerne i Huset adskilles indbyrdes ved Ulighed i Art og Skik. Hvad andet? Ofte har een en fransk Fader, en anden en italiensk, en tredje en tydsk; een en Fyrste, en anden en Købmand, en tredie en Laqvej.« Hun smilede venlig dertil, gav til Kende at denne liden Skæmt var hende overmaade kærkommen, og bød Manden fare fort og gøre Regnskab for, hvisaarsag Sønnens Natur mere skyides Faderen end Moderen, da dog hans Krop har sin Oprindelse fra dem begge. Da lagde han fluks sit Ansigt i alvorlige Folder og svarede: »Ja jeg nægter sandelig ikke, at til at danne Kroppen har Moderens Indbildnings-Kraft den største Magt, forsaavidt den opstaar ved Undfangelsen eller under Svangerskabet; men at Sønnens Natur snarest maa 27 udspringe af Faderens, det har alt forlængst Philosopherne lært mig, og iblandt disse Zeno, hvilken da han hørte sin Discipel Aristo snakke meget hen i Vejret, sagde: Det kan ej være andet end at din Fader var fuld da han avlede dig e)! Dette Ord tilskrives af andre Diogenes f). Alligevel - for ej at vige fra Sandheden - er jeg ganske enig med Philosophen Favorino derudi, at Ammens Mælk ejer den største Magt til at skabe Ligheder i Sindetg). Dette kan ogsaa oplyses ved et Exempel fra Kvæget; thi hvis man nærer Kid ved Faare-Mælk eller Lam ved Gede-Mælk, da er det hartad vist, at paa de sidste gøres Ulden stridere, paa de første Haarene blødere.« - Man fandt Behag i disse Bevisligheder, som hverken tyktes urimelige eller uangeneme, og jeg vilde hjærtelig gærne have ladet fare at imødegaa dem, dersom ej Fruentimmerets Anselighed saa at sige havde haft min Tunge i sin Magt. Derfor, da jeg blev af krævet min Mening, tog jeg saalunde til Orde: »Efter mit Tykke modtage Børnene i Moders Liv intet af Forældrene uden den generelle Existens, men ikke de tilfældige Egenskaber, ikke disse eller hine Dyder og Laster (undtaget det Fælles-Eje, som vi kalde Arve-Synden), ikke Forstandens Tungfærdighed eller Bekvemmelighed; ikke uden accidentaliter h), som Philosopherne sige. Bevis ere de store Taaber der avles af Vise, de store Vismænd der avles af Taaber, de slemme Skarn der avles af de Bedste, de Retskafne der avles af de Værste. Se paa to Tvillinger, udsprungne af samme Sæd, nærede med samme 28 Mælk, optugtede i samme Lærdom; ofte ere de saa forskellige indbyrdes og læmpe sig til saa afvigende Sæder og Levemaade, at de synes at fornægte deres fælles Udspring. Se til de første unge Folk i Menneskeslægten, Cain og Abel, som hverken kunde have anden Fader end Adam (thi den lurende Ægteskabs-Djævel Hareth i), som ufornuftige Rabbinere opdigte, maa de beholde for sig selv) eller anden Amme end Eva eller anden Læremester end dem begge. Men af disse var den ene den første af Manddrabere og en ugudelig Befordrer af Avindj), imedens den anden var et Forbillede paa Ærlighed og Uskyldighed. Efter hvis Tilskikkelsek)? Visselig ej ifølge Stjærnernes Lov, hvilke adskillige ikke bære Betænkende om at tilskrive Menneskenes Adfærd (i saa Fald vilde Lov og Ret, baade guddommelig og menneskelig, afskaffes, og afskaffes vilde al Tugt og Opdragelse, hvilke dog kunne forbedre et umælende Dyr og meget mere et Menneske); men ved Fornuftens Brøst hvad heller Styrke, alt efter som den er tæmmet vel eller ilde og bruger Sindets og Villiens Frihed rettelig eller vrangelig. Hvorfor? Fordi hvis Forældrenes Natur gik over i Børnenes Sind, vilde der ingen Frihed blive igen til disse, ingen egen Art, intet som ej var Nødvendigheden undergivet. - Saa vidt om Menneskets, det er: det fuldvoksne Menneskes, Sjal; thi Børnene, som ej ret kan føre Regimente over deres Fornuft, have andre Vilkaar; hos disse plejer nemlig Sjælens Tilbøjelighed at være den samme som Legemets.

✂ Tilbage staar Menneskets Nemme eller, som andre sige, Fatte-Evne l), som enten er ringe, ringere, ringest eller skarp, skarpere, skarpest. Dette er ej Forældrenes Værk, det staar ikke, som Sindelaget, i vor Magt, ej heller tilfalder os ved et Slumpe-Træf, men er ene og alene Naturens Gave. Ligesom nemlig denne har givet hver især, ogsaa Tvillinger, sin besynderlige Art af Skabning og Aasyn (hvad man maa holde for at være det visseste Kendemærke paa Guds Forsyn, men ej at skyides en tilfældig Undfangelses Slumpelykke eller Blodets Baand, som de Gamle troedem)), saaledes har ogsaa hver faaet sit Maal af Forstand. Og vi have ingen Aarsag til at undre os over denne Afmaalings Ulighed; thi endogsaa med Agrene se vi at der viseligt er gjort Anstalt til, at een er frugtbar af sig selv, en anden gøres frugtbarere naar Agerdyrkerens Arbejde kommer til, en tredje er mere gold, men ingen ganske unyttig.« Hertil tav Fruentimmeret stille; men om min Tale var hende til Behag, det veed jeg sandelig endnu ikke, ej heller kærer jeg mig om at vide det.

VI
LYKKE I TÆRNINGSPILa).

✂ En ung liderlig Fugl af indfødt Ade her fra Landet havde tabt den største Del af sin Formue ved Tærningspil og givet sit Ord paa at han Dagen efter vilde betale Pengene. Hans Forvandte

✂ faa det at vide og stævne Parterne i Forhør, ja appellere Sagen til Kongen selv. Loven byder: »Ingen er pligtig til at betale hvis han i Dobbel taber og der skyldig bliver b)«. Den unge Mand løses fra sit Løfte, Fæderne-Arven gengives sin Tryghed, den doblende Røverc) betages sit Haab. Dette Tab kom tilfældigvis paa Tale i en Kreds af lærde Mænd, af hvilke nogle skøde Skylden paa Tærningspillet, denne Menneskehedens fordærveligste Kunst, andre paa Mandens Skarnagtighed og Libertinaged). En vilde sige dem begge fri for Skyld og lægge Lykken det hele til Last; hvoraf der opstod Disput om Tærningspillets Art og Natur. Hver fremsatte sine Grunde. En, som var kyndig udi Astrologien, tvivlede ej om at Aarsagerne til Lykke i Spil maatte ligge i Stjærnerne, En anden paastod, at GUDs Forsyn, hvilket tager Vare paa det mindste saa vel som det største, var Herre og Mester derover. En tredje mente, at denne Sag slet ikke regeredes af nogen Magt men skete ved et Slumpe-Træf. En fjerde samtykte i Vossii e) Mening, at der er en Gejst til Stede, som styrer Tærningkastet og ved en liden Bevægelse, imedens der kastes, kan fuldkomme, at Kastet gøres heldigt eller uheldigt; hvisangaaende han beraabte sig paa Augustini Ordf): Nok er det, at intet af hvad der sker, sker uden forudgaaende Aarsag. Thi vi kunne ikke sige, at de saakaldte tilfældige Aarsager, hvoraf ogsaa Tilfældet eller Lykken har sit Navn, ikke ere til, men ikkun at de ere ubekendte; og vi tilskrive dem enten den sande GUDs eller visse Gejsters Villie g). Jeg tøvede længe 31 og gav mig ud for Scepticumh) og neutral, for at jeg ej ved at sige imod skulde synes enten at forarge eller at ville være klogere end de andre. Omsider, da Vennerne trængte ind paa mig, vendte jeg mig til Astrologen og sagde: »Jeg kan ikke se, hvad Ret dine Stjærner have til at raade over Tærningen; thi hvis Spillernes Lykke hang af disses Villie og Førelse, mener jeg at deraf vilde flyde, at deres Love, som du jo troer gives i Fødselsstunden, maatte udvirke, at Mennesket altid enten vinder eller taber; medmindre du maaske holder Stjærnerne for at være begavede med Liv, For stand og Villie, saa at de kunne vise den ene mere Bevaagenhed end den anden; hvad adskillige af de Gamle troede, ogsaa indenfor den christne Kirke.« - Dernæst saae jeg paa Theologen og sagde: »Dog kan jeg ej heller lade mig bevæge til at bifalde din Gætning; thi jeg holder for, at det ikke er GUDs Forsyns Værk at tage Vare paa Spille-Brættet og derved staa en svigagtig Lykke-Jæger bi eller snyde en umyndig Nar for hans Midler. Ja, jeg troer, at denne Bestilling er plat uværdig for det guddommelige Forsyns Majestæt, endskønt jeg ogsaa troer, at slige kortvillige Sinds-Lettelser, som ikke overtræde Ærbarhedens Love, ej mishage GUD mere end Drengens uskyldige Forlystelser mishage Faderen, naar han glæder sig ved at

✂ paa Kæphest ride, samt ueffen effen legei).

✂ Dernæst vilde jeg have givet mig i Kast med ham, der ligesom den gemene Mand havde skudt al 32 Vinding og Tab i Tærningspil ind under det blinde og tilfældige Slumpe-Træf, hvis der ej forlængst var Enighed blandt fornuftige Folk om at denne Slumpe-Lykke er et tomt og intet-sigende Navn, som Daarskab, Vildfarelse, Blindhed og Uvidenhed om Tingene og deres Aarsager har indførtj). Desaarsag gav jeg mig nærmere i Lag med den fjerdes Gejst, betragtede den længe og meget i Tanken, ikke uden Glæde, og sagde: »Det er nær ved, at du bringer mig over til din Mening. Men saasom du alene talte om Tærningkast, vil jeg gærne vide, hvilken Bestilling din Gejst har ved de saakaldte Kortspil, hvori en ukyndig Spiller, der har faaet gode, eller en kyndig, der har faaet uheldige Kort (ved Gejstens Velvillie eller Avind, det samtykker jeg) holder Afgørelsen i sin Haand? Ydermere, om man tør tro, at denne Gejst er god eller ond? Om den, hvis den er god, glæder sig ved de Ondes Selskab, eller, hvis den er slem, ved de Godes Samfund? Endelig, om der er eenk) eller flere Gejster med i Spillet? Er der kun een, hvisaarsag hjælper den da den ene mere end den anden? Men hvis der er flere, kan det da hænde, at der opstaar Strid iblandt dem, ligesom Homerus digtede Guderne i Krig med hverandre, da nogle ønskede Trojæ Indtagelse, andre strede derimodl)? - Jeg for min Del holder visselig for, at ved alle Tærningkast raader samme Lykkespil som i et Feltslag. I dette er de stærkeste nemlig en Fabii og en Iphicratis Soldaterm), forfarne i al Krigstugt; og i Spil de durkdrevne Skalke. I Slag vindes Sejren enten ved Generalens Klogskab 33 eller, hvis der ingen Plads er for og intet Haab om Klogskab, da ved Modstandernes Uagtsomhed; i Spil gælder samme Vilkaar. I Krig triumpherer et ringe Tal af - lad mig sige: Hjorte, med en Løve til Anfører, medens mange Løver med en Hjort til Anfører tabe Slaget; i Spil gaar det ligervis. I Slag kunne selv en Fabius og en Annibal enten ved Vildfarelse eller ved deres egne Folks Fejghed, ved ugunstige Vilkaar, ved Foragt for Fjenden eller af anden Aarsag overvindes; hvad vi ogsaa se at hændes i Spil. Kort sagt: Sæt to sammen, som ere ved langvarig Øvelse forfarne i disse Kunster: de ville skilles med omtrent uafgjort Kamp. Sæt en Begynder mod en durkdreven Skalk: du vil da tilstaa at Lykken er durkdreven. Spørg Indvaanerne i Spille Qvartererne; de ville sandelig ej alene med deres Regnestykker samtykke udi min Mening, men ogsaa bestyrke den med flere Beviser end enten jeg eller nogen anden, der lægger Vind paa god Handel og Vandel, kan tilvejebringe.«

VII
SELSKABELIG AFGUDSDYRKELSE.

✂ En i de Gamles Skrifter særdeles kyndig Mand saae op til Plinium (den Yngre, som vi pleje at kalde ham) ikke alene som et højædelt og berømmeligt Exempel paa Veltalenhed, men ogsaa som et Forbillede i alskens Dyder; kun paa eet 34 Punct græmmede han sig over hans Skæbne, fordi han mente, at den store Mands Berømmelse og Rygte led Afbræk i samme Maal, som han havde tillagt Kejser Trajani Billede Dyrkelse, hvilket han befol de Christne at tilbede med Røgelse- og Vin-Offera). Dertil sagde jeg: »Fremmelig og rettelig græmmer du dig; men paa det du kan forlade Piinio hans Forseelse, da se dig om i vore, christne Menneskers, Tider: de ville overalt vise dig Mænd som Plinium og Billeder, til hvilke der ofres. Se til vor Client hos sin Patronum, der selvsagt gælder meget ved sin Anseelse og er Lykkens højre Haand, som Seneca kalder en mægtig Mandb); man skulde tro at enten et Menneske talte til en Gud, eller et umælende Dyr til et Menneske. Betragt nøje, kære Ven, de Ære-Titler, med hvilke vi hædre en Sejanum elier Narcissumc); du vil i Sandhed ikke lettelig kunne sige, hvilken Forskel der er mellem dem og Plinii Røgelse og Vin. Kort at sige: Forsynet, som er den ene sande GUDs, vende vi om til en statelig Velynders letfærdige og forgængelige Løfte; Retfærdigheden, denne himmelske Dyd, frarøve vi Himmelen og tilegne Mennesket den, hvilket dog ofte er uretfærdigst af alle Creaturer; Almagten rokke vi saa smaat for den algode og almægtige treenige GUD, og snart afskaffe vi den vel helt. Vi bekende een GUD i tre Personer; men - man gruer i Sindet ved at sige det - vi ære ofte tre eller flere Guder i een Person eller Personage (hvis det turde være tilladt med Plautod) at bruge lystig Skæmt i en 35 alvorlig Sag). GUD igenlevne vi fast ingen Dyrkelse uden med Bogstaver, det er: antegnet i Love, saakaldte symbolske Bøger, og andre slige Amindelses-Skrifter, saa at vi visselig synes at snakke ham efter Mundene). Og for nu at vende tilbage til Hedningene, da har sandelig den visere og bedre Del af disse, endog saadanne, som stode paa den øverste Spidse af menneskelig Magt og vare højst navnkundige ved deres Bedrifter, beteet sig beskedenligere i at tillægge sig Æres-Amter og Titeler. Augustus forbød at man kaldte ham Herre f), (en Titel, som ingen af os nu om Dage afskyer, men som alle begære), og hans Exempei fulgte Tiberius, muligvis ej uden Simulation g) . Scipioni Africano vilde Romer-Folket oprejse en Statue i selve Jupiters Tempel og sætte hans Billedstøtte ved Siden af de capitolinske Gudesæderh); men han afrystede standhaftig denne Hæder, som selv den udueligste nu om Dage, ifald det forundtes ham, ej alene vilde ønske sig, men og bemægtige sig. Da Milesierne tilkendte Thales Ære-Titel af Vismand, afstod han den til Bias, Bias atter til Pittacus, og denne igen til en andeni); hvo afskyer den i vore Dage, selv han,

✂ hvis hjærnetomme Skal til hule Blodkop trænger?j)

✂ Men hvorfor opregner jeg triviale Exempla, hvi vil jeg belære en vellærd Mand som dig? Vi ville lade Plinium fare og af dennes og hans Liges onde Exempei for Alvor lære at maale Menneskens Ære med dens egen liden Alen, saaledes at vi ej 36 sætte Maal og Maade for GUDs; at holde Purpur saaledes i Agt, at vi anse det for en Farve, som det ogsaa er; at betragte de mægtige Elementer (jeg mener de højeste Herskaber), der styre Jordens Kreds, saalunde, at vi ej med Perserne dyrke Ilden som Gud, med Samothracerne Jorden, med Ægypterne Vandet, med Anaximenes og Apolloniaten Luften, men erindre, at alle disse ere dødelige, som Heraclitus minder om hos M. Antoninum k): Jordens Død er at blive til Vand, Vandets Død er at blive til Luft, Luftens at blive til Ild, og omvendt. Med eet Ord: alt hvad vi læse hos Cyprianum l) om Afgudsbilledernes Forfængelighed, bør vi med Flid omsætte til Afsky for den selskabelige Afguds-Dyrkelse.«

VIII
OM UNDERVÆRKER I HEDNINGENES
KIRKE.

✂ En Mand, som var meget ivrig til at forhverve Kundskaber, tilstod, at han havde i lang Tid været meget bekymret over hvorlunde han skulde forklare de tilsyneladende Vidundere, som han kaldte dema), i de gamle Hedninges Kirke: at Auguren Accius Navius eller rettere Tarquinius Priscus ved Gudstjænesten kløvede en Slibesten med en Knivb); at Billedstøtten af Juno i Veji svarede en Soldat paa hans Forespørgsel, at hun vilde flytte til Romc); at Skibet, som sad paa Grund i Tiber-Floden og 37 ej ved nogen Magt kunde rokkes af Stedet, ved at lystre Claudiæ Haand bar Vidne om hendes Kyskhedd); at Æsculapius, der blev hentet i Epidauro, eller rettere Slangen, Æsculapii Tegn, frelste Rom fra Pestilentse). »Disse Knuder«, sagde han, »fortjene sandelig en Forløsere; og ingen, der frygter GUD eller er ved sit fulde Vid, tør tro, at disse Underværker ere anrettede af den sande GUD. At tilskrive dem det Ophav, som den trefold største kalder Dæmonernes Fyrste, vilde jeg med Lactantio f) og andre lærde Mænd ingenlunde bære Betænkende om, hvis det stod fast, at Pestilentsens Fordærv er i den urene Aands Magt, saa den kan paaføre og atter borttage den. Til nu at tro dette søge ogsaa adskillige Theologer, og sandelig ingenlunde af de halvlærde, at overtale mig; men jeg veed knap om det er med den hellige Skrifts Forlov og Samtykke, hvilken lærer, at hin Fordærv tilføjes af GUDs egen Haand, medens det kun er en Tjeneres Bestilling, som forrettes af Aanden, hvilken Septuaginta oversætter ved Herrens Engel og GUDs Engel« g). Dette og adskilligt andet havde den højagtbare Mand sagt og omsider med Venskabets Ret affordret mig min Mening med honnette Stikpiller, da jeg svarede, at Sagen snarere maatte kaldes i Rette for Theologernes Domstol end for vore Bænke; hvorved jeg, for at slippe fri for hin Kendelse, betjente mig af den gamle højtidelige Formular: non liquet h). Omsider, for at føje mig efter Mandens Begæring, sagde jeg: »Fremfor alt mener jeg at man maa udgranske, hvor sikkre de 38 Underværker ere som du beretter; paa hvilken Tid de ere skete; hvilke der have været Vidner dertil; hvilken Forfatter der har overleveret os dem. Mig synes de fleste sandelig af tvivlsom Troværdighed og opkomne enten af Almuens Overtro eller af Poëternes Drømme, ganske som Livius, den højanselige Hjemmelsmand for Roms Historie, mener om hine ældgamle Fabler fra Tiden inden Staden Roms Opkomst, hvilke han derfor lader staa ved sit Værd og affærdiger med disse Ordi): Hvad der fortdies om Tiden inden Staden var grundlagt eller skulde grundlægges, og som mere er udsmykket med poetiske Fabler end overleveret ved uforfalskede Historie-Skrifter om Tildragelserne, det har jeg hverken i Sinde at bestyrke eller at igendrive. Oldtiden overbærer man heri, at den ved at formænge Guder og Mennesker gør Stædernes Oprindelse mere majestætisk. Betragt de enkelte Underværker som du har omtalt. Disse ere enten hentede fra umindelige og ukyndige Tider, som hin Slibesten, der kløvedes af Tarquinio Prisco med en Kniv (endskønt en Perle, opløst i Eddike og skaaret i Stykker, ogsaa omtales af Plinio j), eller efterladte os aleneste ved eet og det et mindre bekvemmeligt Vidne, som hin Junonis Røst i Veji, der svarede Soldaten k) (man kunde ogsaa ej urimeligen mene, at den kom fra en Præst bag Junonis Figuram), eller af de bedste Skribenter ej regnede blandt Underværker, som hint guddommelige Vidnesbyrd om Claudiæ Kyskhed, hvilket Livius l) ved Omtalen af denne Matrone end ikke berører med den yderste Fingerspidse, som man siger (thi Silium Italicum, som 39 udsirer Sagen med en pudserlig poetisk Beskrivelsem), kære vi os ej om), eller endelig senere befundne at være løs Sladder, som Æsculapii Færd til Rom n), hvilkens Bistand Staden intetsteds læses at have fornummet, naar smitsom Syge siden oftere hærgede den; hvorved jeg ydermere gøres tvivlraadig dels ved Gesandterne og Skibsmændene, der maaske have været satte ud derpaa af Præsterne og lettelig kunne have skuffet den lettroende Almue, af hvilken Æsculapii Slange ej meldes at være set, dels ved de Sibyllinske Bøger, efter hvis Propheti hin Slange siges at være hidbragt; thi ogsaa disse synes at have nydt liden Tillid hos de mere vittige af selve Romerne, som Cicero i hans anden Bog om Spaadomme«o). - Nu fremførte den Ven, med hvem jeg snakkede, ydermere andre Underværker af tvivlsom Hjemmel, saasom Exempler paa Kirke-Røvere p), der foregives at være blevne skilte ved Øjnenes Lys eller forrykte i Hovedet eller straffede med Skibbrud. »Lad saa være«, sagde jeg, »og tænk dig at alt dette er sandtq); hvo er vel uvidende om, at Kirke-Ran overalt mishager GUD? Hvo har vovet at bandlyse den guddommelige Hævn eller rettere GUD selv fra den verdslige Republique? For iøvrigt at affærdige Sagen i faa Ord: Underværker hos Hedningene ere snart rene Fabler og Eventyr (den Slags from Overtro vil man ej sjælden finde udbredt ogsaa i Fædrenes Kirke helt ned i vor Tid, for ikke at tale om Rabbinernes Paafund), snart menneskelig Øjenforblændelse og Kunststykker af Præster eller Hofmænd (herhen 40 regner jeg Vespasiani og Hadriani falske Underværker med at gengive blinde deres Syn, hvilke ere røbede af selve Skribenterne Tacito og Spartiano r), samt de Naadegaver, som sædvanlig tilskrives Kongerne af England og Frankrige, Salvekrukken i Rheims etc.s)). Undertiden fragaar jeg ej at de ere sandet), men dog naturlige og af den Art, at de maa skydes ind under de saakaldte skjulte Qyaliteter u); herhen høre, efter min Mening i al Fald, adskillige Værker af Apollonio fra Tyana v) (thi jeg vover ej at unddrage dem alle min Tiltro), item de fleste af Oradernes Værker og Sprog, hvilkes Natur og Art jeg tykkes mig at se i hin Historie, som Plutarchus og Gellius x) fortælle om en Præst ved Navn Cornelius, saalydende: Paa den Dag da C. Cæsar og Cn. Pompejus under Borgerkrigen holdt Feltslag med hinanden udi Thessalien, var der en Præst i Patavium y) ved Navn Cornelius, af fornem Slægt, ærværdig ved sin Præstedoms Ceremonier og hellig ved sit rene Levned, hvilken pludselig (mærk vel!) kom udi Affect og sagde, at han langt borte saa den skarpeste Strid at stande; dernæst, at nogle vege, og andre trængte paa - aldeles som om han selv havde været med i Slaget - og siden udraabte han med eet, at Cæsar havde sejret. Denne Forudsigelse af Præsten Cornelio syntes ganske vist den Gang slet funderet og vanvittig; men siden vakte den stor Forundring, fordi ikke alene Dagen for Kampen og Slagets Udgang var den samme som han havde forudsagt z) , men ogsaa alle indbyrdes Omskiftelser under Kampen og selve de tvende Hæres Sammenstød forestilledes ved Spaamandens Gebærder og Tale. Alt falder 41 nemlig tilbage paa Enthasiasmum eller det naturlige Raseri, endskønt du ej uden Grund har en Tanke om at en eller anden Gejsts Tjeneste stikker under (ligesom Pythagoras, der tillægger Luft-Gejster al Spaadoms-Kunst og Propheti æ)), hos Diogenem Laërtium ø) saa vel som hos vore egne Folkefærd, langt borte, oppe under selve Nordstjærnen: Lapperne; hvad der er en velbekendt Sagaa).

IX
DEMOCRITUS IMOD SADDUCÆERNE.

✂ Engang da jeg stod med Diogene Laërtio a) i Hænderne - en Skribent, ved hvem jeg plejer at fornøje mig overmaade meget - blev jeg forrasket af en Ven, der udmærkede sig ved lærde Studier. Han kastede et Blik i Bogen, og da han saa, at det var Democritib) Levned som jeg havde for Haanden, sagde han: »Sandelig, sandelig, hans Navn var vel værd, at hin flittige Laërtius havde anvendt mere Umage paa det; thi saa vidt som det er muligt at gætte af den om jeg saa maa sige skibbrudne Democriti søndersledne og adsplittede Skrifter, synes ingen af de Gamle at have philosopheret viseligere og artigere end han«c). Dernæst holdt han en lang Tale og forkyndte, hvad Epicu.rus, Cartesius, Jordanus Brunus og andre skylde Democritod). Jeg fremførte derhos en Ting, som jeg forundrede mig over at saa vel Laërtius som Menagius e) havde 42 forbigaaet, nemlig denne Philosophs mærkelige Vidnesbyrd mod Sadducæerne om Opstandelsen f). »Opstandelsen?« spurgte min Ven forundret; og da han ønskede at bekomme dette Vidnesbyrd, viste jeg ham Plinium, hin Sadducæernes mærkelige Efterkommer i Romer-Folket, hvis ugudelige Ord ere disseg): Disse Ting henhøre til barnagtige Phantasier og ere Paafund af Dødelige, som ere begærlige efter aldrig at forgaa. Ligervis med den af Democrito forjættede Løgn og Sladder om at forvare Menneskenes Legemer, og om at komme til Live igen, han som ej selv har faaet Liv igen. Hvad Pokker er det for en Gatenskab, at Livet igentages i Døden? Efter at have igennemlæst Stedet svarede min Ven, at maaske burde Philosophens Ord forstaas om Sjælens Udødelighed, hvilken Plinius beleerh), eller og sigtedes der med den Løgn om at komme til Live paa Democriti Ord til Kong Darium, da han var sorrigfuld over sin Hustrus Død, hvilket Julianus anføreri); thi der var næppelig Rum for Opstandelsen i Democriti Philosophi. Dertil svarede jeg: »Betænk Ordet at komme til Live igen, hvilket Democritus uden Tvivl paa Græsk har kaldt [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x]; det passer aldeles ikke paa den menneskelige Sjæl, som ej kan dø bort eller atter komme til Live. Betænk fremdeles de nærmeste forudgaaende Ord om at forvare Menneskenes Legemer; de lade dig ingenlunde i Tvivl om den sande Mening, som er Opstandelsen. Jeg forbigaar i Tavshed Democriti Ord til Darium, hvilket er alt for fremmed og fravendt fra den foreliggende Sag.« Nu spurgte 43 den anden: »Hvorfra har da Democritus dette Mysterium?« Jeg svarede: »Fra Magernes og Chaldæernes Undervisning, hvilke han hørte og havde til Læremestere i Theologi og Astrologi, efter Laërtii Vidnesbyrdj); og nu var det justement Magernes Lære, at Menneskene skulle komme til Live igen og være udødelige, som Theopompus hjemler mig sammesteds i Fortalen«k). Min Ven blev ved: »Hvorfra havde da Magerne denne Lære?« »Uden Tvivl«, sagde jeg, »fra Daniel l) og hans herlige Vidnesbyrd om Opstandelsen. Ja, jeg troer endog, at Democritus har læst i selve Daniel; han var nemlig kyndig i det chaldæiske Maal, om hvilket han har skrevet en Bog, hvoraf alene Titelen er tilovers: Chaldæisk Sprog m). Læg hertil at han ogsaa efterlod sig et Skrift om de hellige Bøger i Babylonn ), hvilket enhver lærd Mand uanmodet vilde igenløse af hin evindelige Forglemmelse og Tidens Overlast, hvis det kunde skaffes tilbage, koste hvad det maatte. løvrigt vil jeg ej dølge, at Clemens Alexandrinus o) lærer os, at ogsaa Ghaldæernes første Mand, Zoroaster p), førend Daniels Tid (endskønt det ej staar noksom fast, paa hvilken Tid Zoroaster levede) troede Opstandelsen; saa at Propheten for den Sags Skyld ogsaa kan have faaet denne Lærdom fra Magerne, af hvilke han nemlig skal være undervist og oplært, efter Basilii den Stores Vidnesbyrd i hans Tale om at læse Hedningenes Bøgerq): Den vise Daniel siges at have i Babylon lært Chaldæernes Visdom og ved den Lejlighed at have lagt sig efter de hellige Lærdomme.

✂ Ikke des mindre er der dog ingen Skade sket; thi hin Persernes gamle Religion er udgaaet af de Mosaiske Bøger som af et Æg, og Zoroaster, hvem jeg nys nævnede, er, om man tør tro Huëtio r), ingen anden end Moses.

X
OM NAVNKUNDIGE STATSMÆND
AF UÆGTE BYRDa).

✂ En overmaade retsindig ung Mand, der havde en Moder af ikke ubeblandet Rygteb), maatte ret ofte og ikke uden Sorg høre spidsige og spotske Ord for sin uægte Herkomst. Til Hævn for sine Avindsmænds Uforskammethed, og for at bære Pinen ved sin Fødsel udi Dølgsmaal med større Sagtmodighed, havde han fundet sig en Slags Trøst i at sanke i Hob fra den litteraire Historie adskillige Exempler paa lærde Mænd, avlede af tvivlsomt Ophav. Han havde alt bestemt sig til at udgive dette, da jeg gennem en Ven, som havde fortalt mig Sagen, lod ham vare ad om, at Vignolius Marvillius, en formummet Skribent, i Historisk-litteraire Blandinger c) forud havde occuperet denne Materie: om lærde Mænd af uægte Fødsel. Han glædede sig meget over min Bistand, ilede fluks til mig, aabenbarede sit Forehavende, og viste mig sin liden Conceptbog. Jeg roste Mandens Flid og sagde til ham: »Lad ikke af med fremdeles at lægge 45 Vind paa Relationer om uægte Børn, hvad du, som jeg tror, ej skal fortryde. Skriv om navnkundige Statsmænd af uagte Byrd, hvilkes nye og uformodede Øjesyn (det er nemlig hidtil ikke, saa vidt jeg da veed, kommet ud iblandt Folk) uden Tvivl vil være de Lærde til Behag.« Den unge Mand havde straks stor Lyst til for Tidsfordriv at give sig i Lag med denne improviserede Hypothesi, som de gamle Grækere kaldte detd); men da han saa, at han og hans uægte Børn havde en vidtstrakt Skueplads fornøden, saasom en god Del af de Dødelige ikke kende nogen Fadere), bad han mig indtrængende med søde Ord, at, hvis der var nogen Hjælp at hente i min mangfoldige Læsning, jeg da ikke vilde lade det være ham uvitterligt. Jeg maatte tilstaa, at jeg hidtil aldrig var saa meget som falden i Tanker over slige uægte Børn, og at der heller ikke var noget at haabe af mine Antegnelser desangaaende, men at al Hjælp maatte søges i min Smule Hukommelse. Ikke desmindre overlod jeg ham hvad jeg havde paa rede Haand; men først bød jeg ham afsondre fra de virkelige uægte Børn hine opdigtede Sønner af de hedenske Guderf), hvilke skulle være avlede i Løndom efter Poëternes, Hesiodi og Homeri Sigende, som desaarsag fik deres Straf i Underverdenen, hvor Pythagoras artig fabler om at have set Hesiodi Sjæl pibende og fastbunden til en Støtte af Kobber, men Homeri hængende i et Træ omgiven af Slanger, om man tør tro Hieronymo hos Laërtium g). Dernæst viste jeg Manden de uægte Børn af lignende Art, avlede 46 udaf Engle, hvilke de fleste Skribenter udi Oldkirken, Lactantius, Irenæus, Justinus, Tertullianus og andre have opdigtet ud af det Sted i Genesi VI, 2 og 4, vrangeligt baade læst og udlagt, samt ud af den falskelig saakaldte Enochs Bogh). Siden erindrede jeg ham om adskillige, der havde baaret Navnet. Spurius: Carvilius, Melius, Nautius, Postumius og andre, hvem man mødte dels i den romerske Historie, dels i Gruteri Indskrifter; ligeledes hvad der om Navnet Spurius fremføres af Isidoro og Plutarcho samt om den af de Lovkyndige gjorte Forskel mellem uægte Børn indbyrdesi). Omsider mindede jeg ham om de navnkundige Statsmænd af uægte Byrd j), fødte i forborgne og lønlige Ægteskaber, som min Hukommelse havde til Rede. Disse vare blandt mange andre:

✂ Alexander Magnusk), hvem jeg ledes til at tro sat i Verden af en uvis Fader, ej blot formedelst Grækernes forblommede Snak om hans Moders, Olympiadis, Omgængelse med en Slange, men ogsaa paa Grund af selve Philippi Mistanke, hvilken efter Justini Vidnesbyrd forskød sin Hustru som befunden i Horl).

✂ Publius Scipio Africanus, hvis Indgang siges i ingen Maader at være forskellig fra Alexandri (thi ogsaa Scipionis Moder undfangede i Ægtemandens Fraværelse, liggende alenem), altsaa ved en Slange), og hvo gør sig desaarsag ej med god Grund Tanke om at han er avlet af fremmed Slægt? Thi at han ikke, lige saa lidt som Alexander, har kunnet avles af en Dæmon, er aabenbart deraf, at baade 47al Forplantelse sker ud af en vis Materie, og at alt, som avler, avler sin egen Lige, hvilket staar fast i de naturlige Videnskaber.

✂ Ptolemæus, af Antonio beskikket til Konge i Ægypten, Cleopatræ Søn med Cæsare, efter hvem han ogsaa fik Tilnavnet Cæsario, saare lig sin Fader baade i Skabning og Gang, om hvilken kan ses hos Suetonium og hans Fortolkeren).

✂ Themistodes, der af Plutarcho i Begyndelsen af hans Levned siges at være uægtepaa mødrene Sideo), og som gik sammen med de uægte Børn til Kynosarges, en Skole udenfor Atheniensernes Mure, som var indviet til Hercules, uægte Søn af dødelig Moder, etc.

✂ Drusus Germanicus, hvem man mistænkte for at være avlet af hans Stiffader i Ægteskabsbruds Omgængelse, hvilke Ord ere Suetonii i hans Claudii Levnedp).

✂ Leotychidesq), om hvem Nepos siger i Agesilai Levned: Kong Agis, Agesilai Broder, var død og havde efterladt Sønnen Leotychidem, hvem han ej havde vedkendt sig.

✂ Til sidst bød jeg Manden overveje, om ikke Ancus Marcius, Romernes Konge, bør henføres til dette Folkefærd, om hvilken Seneca sigerr): Anci Fader findes ikke (hvad nogle ej uden Grund udlægge : omtalt af Skribentere); fremdeles Fabius Maximus, hvem nogle hos Plutarchum s) sige født af en Nymphe, andre af en indfød Kvinde, som havde haft Omgængelse med Hercule ved Floden Tiberim; endvidere Ludus Otho, Kejser Othonis Fader, som var Kejser Tiberio saa kær og ham saa lidt ulig i 48 Aasyn (det er Suetonii t) Ord), at de fleste troede ham avlet af ham; samt Lucullus, hvis Moder Cæcilia af Plutarcho udraabes som berygtet for sit skammelige Levneds Skyldu).

XI
OM DE CHRISTNES UKENDTE
GUDERa).

✂ En højagtbar Mand havde offentlig fra de Lærdes Stol afhandlet om hin navnkundige Paaskrift paa et Alter i Athen: Til en ukendt Gud b), og havde undersøgt, om det er den samme som den hvorom Pausanias taler i sin Bog om Atticac); om den, som Cornelius a Lapide menerd), har betegnet Christi Komme; om de atheniensiske Philosopher have oprejst Alteret for hin Formørkelses Skyld, som fandt Sted i Christi Lidelses Stund, hvad Philippus Melanchthon mente, eller paa Grund af Faren ved Perserkrigen eller Pestilents, som Isidorus Pelusiota paastaare); samt adskilligt andet. Disputator havde, efter paa ypperlig Vis at have gjort sin Skyldighed, med Bifald forladt Fægtepladsen, da en misundelig Avindsmand for at afkorte den andens Ros udraabte, at denne Materie var aldeles forslidt og forlængst indtagen af Boxhornio, Vossio, Jo. Jac. Hellero, Jo. Andr. Bosio, Ramiresio og utallige andref). Samme Mand, der var afskyelig vel fornøjet med sig selv, tilføjede 49 pralende, at han, hvis han mulig skulde aflægge Prøve paa sin Lærdom for Offentligheden, ikke vilde skrive om saa forslidte og alt i Skolerne gennemgaaede Sager, men om nye, tilsidesatte og forborgne Matener. Denne Ordskvalder og dette avindsyge Sind fortørnede mig, og jeg sagde: »Hør, du som udraaber, at hin ukendte Gud fra Alteret i Athen er kendt af alle; skriv, lær og disputer du da om de Christnes ukendte Guder! De ville uden Tvivl indbringe dig en ugemeen Ros og Nyhedens Gunst.« Hin undres over slig Titel og Materie, smiler haanligt og troer, at enten holdes han for Nar, eller ogsaa er jeg ikke ved mit fulde Vid, naar jeg byder ham søge efter Flerguderi g) i den christne Verden. Desuagtet lægger han Skjul paa sin Fortrydelse og spørger mig, hvad det er for nogle ukendte Guder i det christelige Samfund jeg mener. Jeg svarer nu: »Hold inde, højagtbare Mand, med at smile, undres og vredes. Sagen er alvorlig og, efter min Mening i det mindste, ikke uværdig til at blive ransaget. Thi vi Christne, som jo ere udlærte i Hedningenes vanhellige Skole, pleje gærne at henføre de menneskelige Ting og deres Aarsager, som vi ere uvidende om, enten til Naturen eller til Lykken h) eller til Tilfældet eller endelig til Skæbnen. Disse ere de Christnes ukendte Guder.« Den anden svarede, at det var en umaadelig Overdrivelse og Misbrug af Ordl), og at han ej kunde se hvordan de kunde kaldes Guder, da der ej holdes nogen Gudstjeneste eller Ofring for dem. Dertil sagde jeg sagtmodig: 50 »Husk paa, højagtbare Mand, at disse Guder ere fra Hedningene, som dyrkede dem, naaede ned til os. Husk ydermere, at i den af os saakaldte canoniske Skrift omtales end ikke Naturen eller Lykken eller Hændelsen eller endelig Skæbnen; saa at de derfor med Rette kaldes ukendte Guder, hvis Navn vi tilbageholde, og hvis Kraft vi intet vide om. Men det er dem, som hemmelig holdes for at forestaa vor Dont, dem som røve de guddommelige Rettigheder, dem som kuldkaste den menneskelige Villies Frihed. For Exempel: Hvis en Vanskabning er kommen til Verden, hedder det: Naturens Vildfarelse; naar en Blomst har faaet en usædvanlig Farve, hedder det Naturspil; samt adskilligt andet af samme Art. Naturen maa altsaaj) være en Guddomskraft under Maanen eller en himmelsk Gejst eller en jordisk Gud, hvilke Navne Scaliger tillægger denk). Jeg for min Del, som ej tager Naturen i anden Bemærkelse end enten selve Tingenes Art (eller den naturlige Natur, som Scholastici sige) eller ogsaa GUDS ordinaire Magt (jeg forbigaar Ordets philologiske Betydninger), tilstaar oprigtig, at jeg ikke forstaar disse Talemaader; meget mere undres jeg over, at endog selve Theologerne kundgøre denne Læresætning: Kunsten er mægtig, Naturen mægtigere, Gud allermægtigst. Hvad der er umuligt for Kunsten er muligt for Naturen; hvad der er umuligt for Naturen er muligt for GUD. - Betragt fremdeles Lykken, som holdes for at skænke Menneskene Godt og Ondt og have Magt over alle Ting l) . Dens Ubillighed give vi Skylden, naar vi 51 tabe i Spil eller Strid, naar vi skuffes i et Haab, naar vi plages med Ildebrand eller Skibbrud, naar vi forgæves stræbe efter Æresposter og Rigdom; og omvendt: dens Magt og Gunst højagte vi, naar alt, som Petronms sigerm), gaar efter en Snor; naar vi naa hvad vi ønske; naar vi reddes fra ondt. Hvilken Plads bliver saa tilovers til det guddommelige Forsyn? Maa ikke Lykken forsaavidt være en Gud, eller, om du vil, en Gejst, ved hvilken Gud virker alt hvad der synes at ske slumpevis? Denne Mening synes ej at have været aldeles fremmed for Augustino, som disse hans Ord bære Vidne omn): Nok er det, at intet af hvad der sker, sker uden forudgaaende Aarsag. Thi vi kunne ikke sige, at de saakaldte tilfældige Aarsager (hvoraf ogsaa Tilfældet eller Lykken har sit Navn) ikke ere til, men ikkun at de ere ubekendte, og vi tilskrive dem enten den sande GUDs eller visse Gejsters Villie. Tro vi da ikke forsaavidt, os selv uafvidende, med Platoney at Gud vel regerer alt, men. Lykken og Lejligheden raade for alle menneskelige Ting sammen med Gud? o) Betragt dernæst Tilfældet, som Hedningene viste guddommelig Hæder, hvisaarsag Poëten Manilius kaldte det det mægtige Tilfælde p), og Ovidius i sit Skrift om Elskovs Kunstq) siger:

✂ Tilfældighed det er, som alle Ting regerer -

✂ for at forbigaa andre Vidnesbyrd. Til dette, som til en Gud, pleje vi at henføre Tildragelsernes hastige og uformodede Udfald, uden at mindes, at enhver tilfældig Aarsag - som Tilfældet jo er -

✂ støtter sig paa en selvstændig Aarsag, som 52 Philosopherne siger). Hvis en Tagsten falder ned af Taget og slaar Hul i en Forbigaaendes Hjærneskal, kalde vi det et Tilfælde; hvor ganske vist det tilfældige Fald er Aarsag til Saaret, men Stenens Tyngde den selvstændige Aarsag til at den faldt, dens Haardhed og Spidsighed til at den saarede. Forsaavidt maa Tilfældet være en hovedkulds, ubetænksom og uforsynlig Gud. - Tilbage staar endelig Skæbnens), som vi Christne ogsaa ubluelig tilkende en vis guddommelig Nødvendighed. Thi til den tage Ildgerningsmænd og onde Mennesker deres Tilflugt som til et Fristed, og te sig forsaavidt ringere end selve de visere Mænd blandt Hedningene, for ikke at tale om Stoicerne, efter hvis Mening der dog i os selv findes fri Raadighed over vor Forstand og vor Mening, og Hvermands egen Villie regerer vore Tankers Indfald og selve Gerningernet) Denne Skæbne beraabe de fleste af vore Ægtefolk sig paa, ret som ifølge en ufravigelig Lov Mand knyttes til Kvinde og Kvinde til Mand i ulykkeligt Ægteskab; da dog Valget af Ægtefælle ligger i Menneskenes egne Hænder, hvilke ofte, uden at raadføre sig med GUD, enten ubetænksomt elske en Gudinde eller begærligt attraa Medgift eller taabeligt tragte efter prægtigt Svogerskab, hvoraf de tør haabe sig meget, og saalunde selv med egen Haand skabe sig Ulæmper i Ægteskabssager eller lade Forældre og Slægtninge skabe sig dem. Forsaavidt maa vor Skæbne være en baade mægtig og ubønhørlig og ofte ubarmhjærtig Gud.« - Hertil svarede Modparten 53 intet andet end at han ikke vidste, hvorfor man skelnede mellem Lykke og Tilfælde. »Jovist,« sagde jeg, »er der Forskel paa Lykke og Tilfælde, om du vil høre Aristotelemu); thi dette sidste udstrækker sig til flere Ting; og hvad der har sit Udspring i Lykken, hænder ogsaa ifølge Tilfældet, men ikke omvendt. Endvidere : Lykken finder Sted, hvor der gives en Handling eller et Valgv), som hos Mennesket; men Tilfældet skikker sig for de andre Creaturer og for de livløse Ting, etc.«

XII
DEN LÆRDE MANDS GUDSDYRKELSE.

✂ En anselig Mand gjorde Fødselsdagsgilde for sine Venner. Tilstede var en saare skæmtefuld Gæst, en Højlærd i Lægekunstena). Allerede ved det andet Bægert som henhører til Glædskaben b), blussede han smukt, og ved pludselig at opslaa en Skoggerlatter vendte han alles Øjne mod sig. Adspurgt om Aarsagen dertil svarede han: »Jeg kan ikke bare mig for Latter, fordi jeg, en Læge, sidder mellem en Theologum og en Mathematicum, hvoraf den ene, efter hvad der almindelig paastaas, maa være Atheist« Mathematicus, der ej var af et uskæmtsomt Gemyt, udlagde Atheist som en Mand der ej skøtter om Urten The, og omvendt Theologum som den der forkynder dens Dyder og fryder sig ved Drikken. Nu blev Theoiogen 54 utaalmodig over disse smaa Spidsfindigheder, og da han uden Grund indbildte sig, at man efter Aftale holdt ham for Nar, gik han med rynkede Bryn løs paa dem begge, fornemmelig paa Lægen, og beskyldte for Alvor Hippocratem for Atheismumc) Der opstaar nu en hellig Krig, idet hin aabenbarlig udraabte hver tiende af Lægernes Folkefærd som en ugudelig og vanhellig Krop, medens denne forsvarede sig og sin Mester efter den højagtbare Mand Daniel Wilhelm Trillers Mønsterd). Imidlertid kom Theologens lidet heldige Rygte ham til Skade; han drev nemlig baade Aager af Pengegriskhed og var en flittig Gæst paa Værtshusene. Disse skammelige Gerninger var hans Modpart vidende om og spurgte nu Manden med trædskelig dulgt Harme, om han, hvis han havde været tilstede ved Kirkemødet i Laodicea, vilde have underskrevet den 24. Regel: Ingen af Præsteskabet maa betræde Værtshuse, samt den 5.: Præster have ingenlande Lov at tage Renter e).Den anden blev mere og mere opirret og bad ham vende sig fra Kirkemødet i Laodicea og til Thomam Browne samt Andream Cæsalpinum, hin bekendte Læge og peripatetiske Philosophumf). Lægen begyndte derimod, til Hævn for at han og hans Stand var lagt for Had, ufortrøden at kaste ham i Næsen Jordanum Brunum, som Aar 1600 siges at være brændt i Rom, Joannem Casam Ærkebiskop af Benevent, der som bekendt har lovprist Pæderasti i et Poëm, Thomam Campanellam og Gud veed hvad for skarnagtige Theologer han ej fik med ud af hele 55 Kirke-Historieng). Denne usømmelige Kiv opvakte de flestes Latter, og jeg kunde heller ikke bare mig derfor. Som Følge deraf lod Theologen det gaa ud over mig, med de Ord: »Lad være med at smile! thi heller ikke dit Folkefærd, Philologerne, kære Falster, er ganske rent og ubeblandet med hin vanhellige Religions-Smitte. Mon du er uvidende om, hvor slibrig Lipsii Tro var, han som i Jena bød sig an hos Lutheranerne, i Lyon hos de Reformerte, i Louvain til Papisterne? hvor mistænkte og forhadte for Theologerne Bembus, Politianus og andre ereh)? Har du ej læst den Mening som den navnkundige Jo. Fr. Buddæus for ikke ret længe siden har efterladt sig skriftligt om Humanisterne i sin Bog om Atheismeni), hvis Indhold, om jeg mindes ret, er dette: Hvis Angelus Politianus skal kaldes Atheist paa Grund af sin Ringeagt for de guddommelige Skrifter, vil du finde saare faa blandt de Lærde, især blandt dem, der helt hengive sig til de verdslige Skrifters Studio, som ikke maa henføres til samme Classe. Fremdeles længere hennej): De der helt give sig de saakaldte humane Studier i Vold, tages immerfort saalunde til Fange af de hedenske Skrifters Læsning, at de aldeles forsømme den hellige Skrift eller regne den for intet, og derved fordærves deres Sjæl saalunde, at Davids Harpe agtes ringe af dem mod Horatii.« - Dertil svarede jeg rolig og aldeles uden Vrede: »Buddæum, som du nævner, sætter jeg saa højt, at ingen med de andres Forlov at sige sætter ham højere, ja saa højt som nogen af Tysklands Theologer. Denne ypperlige og højst 56 beskedenlige Theologs Skrifter røre mit Sind saa meget som intet hidindtil har gjort, Gid jeg saa sandt maa elskes af GUD som jeg højlig ønsker at tækkes denne ypperlige Mand, af hvem jeg med største Glæde vil lade mig ruske i Øret, ifald jeg tykkes at have indsuget Vildfarelser af min verdslige Læsning.« Idet jeg sagde dette til Forord, blev Bordet hævet, og man skiltes. Men for at afvælte fra mig enhver gudfrygtig Buddæi Mistanke (hvem jeg for Alvor sætter langt over alle Philosophos og de syv Vise), sendte jeg siden vor Theologo en Tavle med oprigtig Forklaring paa min Religion, indsluttet i følgende Articler:

✂ 1. Iblandt den algode og almægtige treenige GUDs utallige Velgerninger sætter jeg den forrest, at det er faldet i min Lod at skabes i en Christen Moders Liv og oplæres af de helligste Mestre: Moses, Propheterne og Apostlene, til et i Sandhed velsignet Liv.

✂ 2. Fremdeles kalder jeg det en uskatteerlig Gave af det guddommelige Forsyn, at jeg som Dreng har annammet af den rene og uforfalskede evangeliske Kirke, som vi kalde den Lutheriske, den Augsburgiske Bekendelses Regel, hvorefter jeg kan dyrke GUD. Det være dog langt fra, at jeg skulde drive Spot med de Christnes Gudsdyrkelse udenfor denne, ihukommende, at Gud anseer ikke Personer, men hvo iblandt alle Folk som ham frygter og gør Retfærdighed, er ham behagelig k).

✂ 3. At mundhugges om Religion gør jeg mig næsten en Samvittighed af. Om Noæ Ark og dens 57 Art forsker jeg ikke; jeg har nok i med gudfrygtigt Sind at betragte og se op til de guddommelige Undere og sammen med den visere og bedre menige Mand roligt omfatte den fra Himlen nedskikkede Sandhed, uanfægtet, uforstyrret og uforskrækket, medens jeg overlader Ordstrid og Efterforskningers ørkesløse Subtilighed til de hellige Kamphaner.

✂ 4. Om GUD har jeg een Gang i mit Liv tvivlet, som en ung Mand paa nitten Aar, da jeg lagde mig efter de theologiske Lærdomme; ej længe efter blev jeg ved GUDs naadige Hjælp atter bragt paa rette Vej af Balduino, der i følgende Vers havde henvist mig til Stjærnerne, Guds Tankes Vidner og Herolder:

✂ Hvo Stjærnehimlen ser, maa sværge: GUD er till).

✂ Fra den Stund gløder i al Fald min Sjæl saalunde af en himmelsk Ild, at jeg (det være sagt til udødelig Hæder for Guddomsnavnet) er vis paa, at hverken Død, ej heller Liv, ej heller Engle, ej heller Fyrstendømmer, ej heller Magter, ej heller det Nærværende, ej heller det Tilkommende, ej heller det Høje, ej heller det Dybe, ej heller nogen anden Skabning skal kunne skille mig fra Guds Kærlighed i Christo Jesu, vor Herre m).

✂ 5. Den hellige Skrift omfatter jeg med saa stor Ærbødighed, at jeg ofte eller rettere altid græmmer mig over at den befamles af saa mange Lærde med utoede Hænder, udbyttes af saa mange slemme Hoveder, beklikkes af saa mange vanhellige 58 Pennen). I den ser jeg mine Sygdomme, i den søger jeg Helbredelse, i den har jeg min Tilflugt og min Trøst, med eet Ord: mit ypperste Gode.

✂ 6. De sagtmodige og oprigtige Læremestre i det guddommelige Ord, hos hvilke, som Macarius siger, baade Læren og Livet løbe ud paa eet o), ærer, elsker og agter jeg saa godt som nogen; ligesom jeg paa den anden Side ikke kan udholde de Theologer som gaa ud paa at tale uden at handle p).

✂ 7. Ingen tør dømme anderledes om mig, fordi jeg finder Fornøjelse ved verdslige Skrifter. Thi, som der staar i den kirkelige Lovsamling, vi læse adskilligt, for at det ej skal blive forbigaaet; vi læse det for ej at være uvidende derom; vi læse ej for at fastholde, men for at forkaste q).

✂ 8. Om de saakaldte Kætteres mindre Vildfarelser indenfor Kirken kærer jeg mig ikke meget, men bekymrer mig alene om den christelige Religions Sandhed; og at den forsvares og bekræftes af christne Theologer mod dens Fjender, fornemmelig Jøder, holder jeg for at være et sandt og forunderligt Mesterstykke, som det vel er Umagen værd at øve.

✂ 9. Den algode og almægtige treenige GUD er mig overalt en FADERr) som har skabt alle til at have Del i Arven, som alvorlig mener os det vel. som frivillig ynkes over sine Børn, naar de ej af fri Vilje fare vild, og som ej gør nogen arveløs til sine Gaver uden den genstridige og uforskammede.

✂ In summa, for at befatte meget i faa Ord: jeg 59 er en christen Philosophus. GUD baade frygter og elsker jeg, men jeg elsker ham dog mere end jeg frygter ham. Til hans Ære, besynderlig til hans Forsyns Pris, henfører jeg alt hvad der er gjort eller gøres af ham. Jeg beflitter mig ikke saa meget paa at blive lærdere som paa at vorde bedre. Intet rinder mig hyppigere i Hu end Tanken om Døden og den liflige Udødelighed. Det ligger mig mest paa Samvittigheden, at jeg kan leve frommelig for GUD, retfærdig og uegennyttig mod min Næste. Det er mit højeste Ønske, at jeg fra dette Livs Gæsteherberg lykkeligt til sin Tid kan vende hjem til hint de salige Sjæles inderlig attraaede Fædreland.

XIII
OM HEDNINGENES FORTJENESTER
AF GUDS KIRKE.

✂ En Prædikanter og fortrolig Ven af miga), som baade var rig paa Veltalenheds Hæder og Uegennyttigheds Pris, ret et Mønster til Efterfølgelse, havde offentlig talt til Folket om den Høvedsmand, hvem Jødernes Øverster hos Lucam anbefale Frelseren med disse Ord: Han er vel værd at du gør ham dette; thi han elsker vort Folk og har selv bygt os vor Synagoge b). Denne Velgerning havde han, som billigt er, berømmet med store Lovord og havde derimod strængeligt gennemheglet dem, som ere 60 aldeles uden Næstekærlighed og alene optagne af sig selv, og som kære sig mere om deres Heste end om deres Næste, og tage omhyggeligere Vare paa Beder end paa Bedehusec). En højædel og højfornem Herred) havde hørt hans Prædiken, og saasom der næppe var noget som befaldt ham mere end Gæstebud af Embedsmænd, og ingen Lystighed der glædede ham højere end lærde Efterforskninger, medens han dog af Naturen var mindre rundhaandet og gavmild, indbød han Manden med nogle andre. Hvad sker? Den højfornemme Herre søgte - uvist om af Lyst til Klammen eller for alvorligt at sige sin Mening - at hakke paa og forklejne den Ros hvormed Prædikanten saa smukt havde hædret Høvedsmanden, og indvendte fripostig, at Christus hos Matthæum siger: Et raadent Træ kan ikke bære gode Frugter e). Deraf opstod med eet Strid om Hedningenes gode Gerninger: om de virkelig ere gode og den algode og almægtige treenige GUD til Velbehag? Dette bar min Ven ingenlunde Betænkende om at bekræfte, ikke saa meget i Lid til de Jøders bestemte Vidnesbyrd, der lovpriste Høvedsmandens Gavmildhed, men til Frelserens aabenbarlige Vidnesbyrd, hvilken ingenlunde kastede Vrag paa Mandens Velgerninger, men baade naadig hjalp ham paa hans Bøn og - hvad der er vigtigere - selv undredes over Mandens usædvanlige Tro. - Herfra gik man over til Exempler, og ransagede, om Fyrsten af Tyrusf) havde indlagt sig ringe Fortjeneste af Templet i Jerusalem, hvilken af et 61 saa fyrigt Sind kom Salomon til Hjælp og sendte ham Gaver? Om denne Gerning for saa vidt mishagede GUD, som Templet senere, fordi Hiram havde gjort Tjenester dermed, blev opbrændt af Chaidæerneg)? Der blev spurgt om Cyro og Artaxerxe, der siges at have gjort sig saa ypperlig en Umage for de guddommelige Tingh); disse, svarede den højfornemme Mand, havde for saa vidt gjort godt som de intet ondt havde gjort. Der spurgtes fremdeles om Cornelio, som i den hellige Skrift hædres med denne Lovtale: Han var from og frygtede GUD, og gav Folket mange Almisser, og bad altid til GUDi). Som fuldgyldigt Vidne paa at denne ypperlige, men dengang endnu uigenfødte (som de kalde det) Mands gode Gerninger have været GUD til allerstørste Velbehag, anførtes Engelen, der tiltalte ham saalunde: Dine Bønner og dine Almisser ere stegne op f or GUD og ihukommede j). Ved at høre det Ord tav den højfornemme Herre stille, som om hans Tunge var bleven ramt af et Slag fra Himlen, og saalunde blev der sluttet Vaabenstilstand. Men hvad sker? Da den højagtbare Prædikanter kort efter var gaaet bort, hændte det sig som det hedder i hint vel kendte Vers:

✂ En Flygtning kan til Kamp paany dog fremad gaak).

✂ Hin visselig ej ulærde Vært gjorde et Anfald paa mig, idet han venlig spurgte, om hine grumme Ophavsmænd til de ti Forfølgelser bør berømmes paa det højeste, ligesom Polycrates skrev Busiridis Pris? l) Om noget var vildere, grusommere og 62 afskyeiigere end disse Hedninges phalariske Rasen imod Kirken?m) Dertil gensvarede jeg: »Saasom det lyster dig, højberømmelige Herre, at foretage Overgang til en anden Art n), saa tilstaar jeg, at jeg aldrig uden Glæde læser Lactantii Bog om disse Mænds Død og de Straffe som de ledo); men ransag, jeg beder, Kirkernes Historier i nys forgangne Tider, og du vil tilstaa, at de Christne selv (grueligt at nævne) have raset grummere end hine Hedninge mod Kirkens Indvolde, tvært imod hint Ord af Propheten: et Folk skal ikke opløfte Sværd mod et andet p). Se til begge de parisiske Slagterier, kære, under Kongerne Carl IX og Ludvig XIVq). Du vil da holde op med at undres over hine Hedninge, du vil visselig dømme mildere om Diocietiano, og udbryde med Poëten:

✂ Om hundred Tungers Raab og Røst af Malm jeg ejed,
jeg kunde dig dog ej enhver Misgerning male,
ej Navn paa hver en Straf dig melde i min Taler).

✂ Se til hine Thorn-Borgeress) uskyldige, saa ugudeligt og skændigt afhuggede Halse og til disse Jesuiters bloddryppende Hænder, saa at sige indsmurte i den mest ildelugtende Salve: du vil sværge at Busiridis Altere ere genopbygte hos dem, og at disse ere de grummeste Menneske-Ædere t) af alle. Men for at vende tilbage til hine gamle Forfølgelser af Kirken, saa manglede der visselig ej blandt Hedningene saadanne som kunne lære vore falske Brødre Broderkærlighedn) hvilke, ligesom rørte af en guddommelig Aand, 63 enten behandlede de fortrykte Christne med Godhed og Medlidenhed eller endog udreve dem af selve Ulykkens Svælg og Gab. Bevis for Ordene skal blandt mange andre Tertullianus v) give i sit Skrift til Scapulam, hvis du vil lade det fremlægge.« Bogen tages frem, udkommet i Paris 1634 in folio, og i den oplæses følgende Ord Pag. 87: Cincius Severus i Thysdrus x) har selv givet et Raad om hvorlunde de Christne skulde svare for at kunne slippe fri. Vespronius Candidus har løsladt en Christen under Paaskud af at han som Urostifter skulde gøre sine Medborgere Fyldest. Asper pinte kun en Mand lemfældig og lod ham straks fare uden at nøde ham til at ofre, og kundgjorde forinden blandt Procuratorer og Bisiddere, at han beklagede at have indladt sig paa denne Sag. Pudens løslod endog en til ham fremsendt Christen, da han af hans Synderegister forstod at det var en Pengeafpresningsaffaire, og rev samme Synderegister itu, sigende at han ej vilde høre Manden uden at nogen førte Klage over ham, i Henhold til sin Instrux. - Endog selve Severus, Antonini Fader, har kommet de Christne i Hu. Han har nemlig baade opsøgt den christne Proculum, som engang havde cureret ham med Olie, og beholdt ham i sit Palads lige til hans Død. Ja endog højfornemme Kvinder og Mænd, som Severus vidste hørte til denne Sect, har han ikke alene ingen Fortræd gjort, men endog lovprist dem med sit Vidnesbyrd og offentlig sat sig imod det rasende Folk lige op i dets aabne Øjne. - Efter denne Læsning meldes den offentlige Brevdragers Ankomst, og vor Historie bliver afbrudt.

XIV
VERDENS EVIGHED EFTERSØGES
FORGÆVES I DEN HELLIGE SKRIFTa).

✂ Hvor usundt det er for evangeliske Forældres Børn at oplæres i Jesuiternes Skoler, hvor vanhellige Meninger de ofte dér inddrikke i Sjælen, har jeg forlængst, om end ogsaa andre tie, selv forfaret. Der lever her i Nærheden af Ribe en allerede mere end halvfjerdsindstyveaarig Mand af vore M . . .ers ædle Stammeb). Han bliver i sin Tid som pur ung Mand overgivet Jesuiterne i Cöln til Undervisning, paa det at han kunde ikke lidet forfremmes i de smukke Videnskaber, som paa den Tid blandt vore Adelsmænd holdtes for Guld i Henhold til Æneæ Sylvii Meningc). Han vender visselig ej tom tilbage; han vender tilbage · som en Democritus i Naturvidenskaben, der antager utallige Verdener, og som en Aristoteles i Theologien, som - for at forbigaa hans Lærdommes mange andre Urimeligheder - tillægger Verden Evighed. Hvergang vi kom i Samtale med hinanden, søgte han altid, da han ej kunde forføre mig, med - som han troede - vægtige Grunde at drage mig over til sine Meninger; thi, sagde han, at afvige fra dem var

✂ en Daares Værk, det svor Orestes, selv forryktd
).

✂ Og hvad hine utallige Verdener angaar, paastod han virkelig med Metrodoroe), at det er urimeligt, at der paa en stor Ager kun vokser eet Aks, og at der i 65 det uendelige Rum kun gives een Verden, hvorved han ydermere beraabte sig ikke alene paa Epicuri, Anaxarchi, Anaximandri, Anaximenis, Archelai, Xenophanis, Leucippi, Zenoms Eleatæ og fleres Mening, men ogsaa anførte Origenem, Jordanum Brunum, Galilæum, Cartesium, Copernicum, Campanellam, Nicolaum fra Cusa og mange Mathematicosf); mod hvilke jeg satte de Visere fra Oldtiden: Platonem, Aristotelem, Empedoclem og alle Stoicos, som lærte, at der efter god Verdensorden kun gaves een Verdeng), og andre fra yngre Tider, hvilke med Grunde, som ej ere ukendte for nogen der har en Smule Lærdom, og ere hentede baade fra den hellige Skrift og fra selve Naturen (ogsaa Microcosmi)h), forlængst have brudt den modsatte Menings Sener og Ledemod. Begge bleve vi ved vort uden at give tabt. Men nu hændte det sig en Gang, at vi uden Vidner faldt i Snak med hinanden paa en Landgaard; og ligesom Mosten sprænger Tønderne, og hvad der ligger nederst, slynges øverst op af Varmens Krafti), saaledes kom nu ved den skummende Vin alt hvad der laa gemt i det Indre frem for Dagens Lys. Nu, siger jeg, spørger den rigtig vel beskænkede Mand mig for ramme Alvor, om jeg virkelig med den gemene Mand troer paa Theologerne deri, at Verden baade har haft en Begyndelse og skal gaa til Grunde? Da jeg i alle Maader bekræftede dette, sagde han: »Sandelig, enten er du overmaade lettroende, eller ogsaa gør jeg mig mine Tanker om din Tro. Visselig har Moses ikke lært, at Verden blev skabt af intet, ikke 66 heller synes de andre Steder, som pleje at anføres af det nye Testamentej), at være af saa stor Vægt, at de kunne nedstyrte mig fra mit Stade. Ikke sandt? Sammenhold bare begge de to Steder: I Begyndelsen k), og du vil ingenlunde tvivle om at Verden er begyndelsesløs.« - Dertil svarede jeg: »Hvad Pokker er det for nogle forbistrede Aander der plage dig, højvelbaarne Herre? Det er mig forlængst klart, at du er fordærvet af de falske Lærere, som af skarpsynede gøre blinde, af hørende døve, saa at du hverken kan høre den kaldende GUDl) eller se de Ting, der ikke ere, som om de vare. Du er visselig med Urette forsikret om at Ordene I Begyndelsen hos Johannem og fra Evighed af have samme Betydning; ti paa begge Steder skal der vitterlig forstaas: Begyndelsen af Tiden og de skabte Ting. Fremdeles, om saa Begyndelse nok saa meget hos Evangelisten betød Evighed, læg saa Mærke, beder jeg dig, til det selvstændige Verbum var her paa dette Sted; og hos Moses det transitive Verbum: skabte m), saa at Metaphysici med Rette derfor lære, at det er en Modsigelse, at noget evigt har kunnet skabes, item, at ingen Virkning ved Omskiftelse, saaledes som Verden er, kan være samtidig med sin Aarsag.« Efter saavidt at have adsplittet disse Skræmsler, fremførte jeg efter ringe Evne hine velkendte Vidnesbyrd fra den hellige Skriftn); og da min Modpart følte sig overvunden af disse (han vovede nemlig ikke aabenlyst at fornægte sin Tro paa den theodosianske, det er: guddommelige, Codicemo)), kaldte han Plinium til 67 Hjælp, hvis Naturhistorie begynder saalundep): At Verden holdes for at være Gud er rimeligt, evig, som den er, uendelig, ufødt, og bestemt til aldrig at gaa under etc. Han beraabte sig ogsaa paa Aristotelem q) med hans fra Bevægelsen hentede Begrundelse, hvilken hin fastslog ej at kunne være andet end evig. Jeg paa min Side lagde ikke Skjul paa, hvor hæsligt det var at appellere fra den hellige Sandhed til Hedningenes uvisse og ugudelige Drømmerier; jeg holdt ham først Plinii Atheisme for Øje, og slog dernæst nok saa belejligt Aristotelisr) Begrundelse med Morhofii Ord og Bevisligheder, hos hvilken jeg nys havde læst om den til Granskning fremdragne Sags). Fremdeles, siden han havde begyndt at henskyde Sagen til Philosopherne, foreholdt jeg ham de mosaicerende Hedninge, der aldeles aabenlyst bekende Tidens Begyndelse saavel som Ende. Jeg foreholdt og paaviste ham (thi Comoedien spilledes i Mandens Bibliotheque) de gamle Indere og Grækere, som hos Strabonem lære, at Verden er tilbleven og endelig t), hvilke Ord ogsaa Ægypterne udtale efter Laërtii Udsagn i hans Fortale om Philosophernes Levnedu). Dernæst tilføjede jeg efter Hukommelsen Juvenalis besynderlige Vidnesbyrdv):

✂ - - Ved Verdens Skabelse
har ikkun Aandedræt dens Stifter givei Dyret,
men Mennesket med Aand tillige har udstyret - -

✂ samt Favorini Vidnesbyrd hos Gellium x): - Saa fjærnt som for hundrede Secler siden eller rettere ved Himlens og Verdens første Begyndelse; de Ord ikke 68 at forglemme som findes hos Ciceronem og andrey). Omsider, da jeg kendelig fornam, at Manden var forvirret af Blusel og optog mine Ord med halvt fortørnet Sind, gav jeg Talen en anden Vending, og gik saa siden velforvaret bort.

XV
HVILKET AF KØNNENE ER MEST
FORDÆRVET?

✂ INærheden af Randers her i Jylland boer en Kvinde af højædel Stamme, men end ædlere af Sind, hvem jeg forlængst i et Vers paa Modersmaalet offentlig har kaldt en Heltinde blandt Mænd og en Mand blandt Heltindera). Paa hendes Gaard plejer jeg en Gang om Aaret at ligge paa Landet, ifald man kan kalde det Levned landligt, da jeg aldrig hele Aaret rundt har mere at bestille og er mere optaget af de dejligste Tusculanske Efterforskningerb). Thi det er under lærde Taler, baade verdslige og gudelige, at man hos hende spiser Middags- og Aftensmad, spadserer og sidder. Jeg taler her ikke om de utallige vellærde og højst angeneme Samtaler, som hun og jeg har haft med hinanden, og som skal omtales ved en anden Lejlighed. En rinder mig i Hu, ikke justement særlig vigtig, men, som mig tykkes, ingenlunde ufornøjelig. Talen var tilfældig falden paa en fornem Jomfru, som beherskedes af en aldeles besynderlig 69 Appetit, saa at der var intet Sul hvori hun fandt mere Behag end i at æde Saffian og Ruslæder, fra hvilket hun hverken ved onde eller gode Ord lod sig afholde. Jeg greb Lejligheden til en godmodig Spotteglose og sagde: »I se her, Gæster, hvor skrøbeligt det svagere Køn er, og hvor ubændige dets Lidenskaber ere, hvorpaa deres mandlige Afkom lettelig kan opvise Exempla.« Kvindernes Forsamling, i hvilken jeg sad som den eneste af Mandkøn, smiler derad, og Skærmydselen holdes længe vedlige. Omsider kom det saa vidt, at disse begyndte at blæse i Trompet og at kræve sig den vellærde Husfrue til Anfører, under hvis Fane og Commando de ventede at holde Sejren i Hænde. Hun adlyder, gør (ej med Læmpe) et læmpeligt Angreb paa mig og søger med forskellige Grunde at overbevise om at Kvindekønnet ej er skrøbeligere eller mere fordærvet end Mandkønnet, ligesom i sin Tid Cleanthes i det tabte Skrift: Om at Mand og Kvinde have en og samme Dyd c). Hun foreholder mig saa mange heroiske Exempler af Kvindekønnet paa Lærdom, Kyskhed, Mod og alle andre Dyder, tagne fra begge Historierd) og fra alle Tider, at Mændene ved Synet af dem enten maa give efter og strække Gevær, eller tilstaa at Sejrsprisen er dem tvivlsom; hun foreholder mig de mest majestætiske Regentinder, som have styret Rigets Ror langt visere end Mænd og overgivet Efterkommerne Landet i den mest blomstrende Tilstand. Jeg lyttede - ej uden inderlig Glæde - til Menneskets utrolige Veltalenhed og 70 mangfoldige Læsning, men tav stille, lod som intet, og søgte Udflugter, dels for at følge min Discretion, dels fordi jeg lurede paa Fruens Øren og Bifald. Men da hun med venlige Ord atter og atter ansporede mig, bad jeg forud om Tilgivelse og Overbærenhed, hvis jeg maaske fremsatte min Mening lidt frit, og tilstod for det første, at Kvinderne staa over Mændene i Forstandens Styrke og Skarpsindighed, fordi hos dem de mere aabne Canaler afsondre det tykke i Blodet (saaledes betegnede jeg uformærkt deres maanedlige Udsondringere)), som sætter Aandernes Skarpsindighed tilbage; dernæst indrømmede jeg, ikke for at smigre, men som min oprigtige Mening, at Kvinderne overgaa Mændene i Dyders Pris, »men«, føjede jeg til, »ogsaa i Laster«. Ved at høre det Ord aflod hun ikke med atter og atter sagtmodig at trænge ind paa mig og spørge efter mine Grunde. Sagen var nu naaet saa vidt, at enten maatte jeg sejre eller besejres; Udflugt stod ikke længer aaben. Jeg tog derfor Mod til mig, lod bringe Prædikerens eller Sirachs Bog og oplæste disse Ord i dennef): Bedre er en Mands Ondskab end en Kvinde som gør en til gode; og tillige tilkaldte jeg fra Heltindens Bibliotheque Josephum g), som anfører det ommeldte Ord lidt anderledes og i forøget Skikkelse, saalunde: Kvinden er i alle Dele værre end Manden, og dennes Ondskab etc.h). Fruen ledte længe forgæves efter Udvej af denne Knibe, idet hun snart drog Boghandlernes Omhu og Ærlighed i Tvivl, snart udlagde begge Skribenteres 71 Mening anderledes, og endelig rejste hun sig til Oprør mod Prædikerens Myndighed og sagde at hun overlod Respecten for ham til de gamle Jøder, især til de hellenistiske af dem. Denne Strid drog sig ud en liden Stund; da sagde jeg omsider: »Lader os, højædle Velynderinde, vende tilbage til selve Hovedsagen og sagtmodig granske, hvorom Striden egentlig drejer sig. Jeg har imod din Formening antaget, at Kvinderne overtræffe Mændene i Laster; velan, lader os da betragte alle den menneskelige Naturs Skændigheder, alle dens Begærligheder, og du vil indse at jeg ej har gjort dit Køn nogen Uret. Lad hin skidne og afskyelige Ukyskhed træde frem for alles Øjne: den bedrives baade af Mænd og Kvinder, men af disse sidste langt mere ustyrligt, fordi de - for ej at tale om deres halvnøgne Kroppe og sminkede Hud, deres uanstændige Trætter med Mændenes Uformuenhed midt paa aaben Gade, og andre Arter af kvindelig Ubluhed - sætte deres Kyskhed offentlig til Salgs, fordi

✂ sig Skøgen holder fal for hver, som Prisen byderi),

✂ et Paradis for urene Øjne, men et Helvede for Sjælene og en Skærsild for Pungene.« Dertil gensvarede den overmaade tugtige Kvinde, der alvorligt afskyede hint skammelige Levned og Erhverv, med al sin Aands Hurtighed og Skarpsindighed, at de sodomitiske Mænd synde end skammeligere, hvilke hengive sig til Elskov mod Naturen. Men jeg kaldte Moses j) til Vidne paa, at 72 heller ikke Kvinderne ere fri for denne Last, idet jeg dog for Skams Skyld fortav Exempla. Dernæst gik jeg over til Drukkenskaben, fra hvilken Uordentlighed, som jeg paaviste, Mændene ofte, Kvinderne sjælden eller aldrig bringes tilbage, og dernæst til Overdaadigheden, som for det meste baade fødes og underholdes i Fruerstuen; derefter til Vredagtigheden, angaaende hvilken jeg meget belejligt mindede om Poëten Alexidis Ord hos Athenæum k): Mændenes Vrede er Honning imod Kvindernes; hvorved jeg ydermere anførte Senecæ Meningl), hvilken siger, at Kvindernes Vrede desaarsag er beskere og tungere, fordi der er mere Vædske i den. Endelig tav jeg ej stille om Kvindernes fordærvelige Falskheder og bedragelige Kunster, hvilke omstyrte al Retfærdighed, afstedkomme Tyranni i Rigerne, og langt langt overgaa Macchiavellim) Kunster; og for at bevise dette klarlig benyttede jeg kun eet iblandt os velkendt Exempeln) og adspurgte ærbødig min Velynderinde, om hun ud af hele Historien kunde nævne nogen Mand, hun kunde stille op som Vedkommendes Lige i avindsyg Underfundighed og synderlig Træskhed. Og da hun benægtede dette, saasom hun var den anden fjendsk paa Grund af hendes Vanrygte og hendes med alle Laster besmittede Sæder, sloge vi os begge til Rolighed og afstode fra Kampen.

XVI
FÆDRENES NATURKUNDSKABa).

✂ Under et Ophold i København var jeg i et Gæsteherberg tilfældig truffet sammen med en fornem ung Mand, som var Roman-Catholik, og hvis oprigtige Venskab og artige Samtale jeg meget gærne plejede at nyde. - Som vi en Dag stode og snakkede sammen, kom Jesuiter-Pateren N.N. tilstede, en lærd og veltalende Mand; og da han havde en Mistanke om at vi talte med hinanden om hellige Ting, spørger han om Materien for vor Snak. Den unge Mand formærkede saa smaat Jesuitens Tanke, og bad ham lade Frygt og Bekymring fare og være fast overtydet om, at intet andet Spørgsmaal afhandledes imellem os end hint gamle: om Solen eller Jorden bevæger sig? Ved at høre dette sagde hin, uvist om for Alvor eller paa Skrømt: »Ja vist er det Solen som bevæger sig; thi dette er aabenbart, skrevet saa at sige med selve Solens Straale, som Tertullianus sigerb), ej alene af den hellige Skrift, men ogsaa af de hellige Fædres Forklaringer; hvilke dér, hvor de disputere imod Arianerne, sige, for paa en Maade at oplyse Treenighedens Hemmelighed, at disse tre ere Solens Egenskaber: Bevægelse, Klarhed, og Varme.« - Dertil svarede jeg: »Hvad vil du med Fædrenes skrøbelige Myndighed, hvor GUD har talt, hvor det mere stadfæstede Ord er forhaandenc)? Jeg taler ikke her om den Støtte og Hjælp, der i Tros-Sager søges i hines Skrifter, hvilken endog selve Augustinus agter 74 ringe i sit Brev til Vincentiumd): Denne Art Bøger (Fædrenes Skrifter) bør adskilles fra de canoniske Bøgers Myndighed. Thi de læses ej paa den Vis som om deres Vidnesbyrd fremføres saalunde, at det ej er tilladt at være af modsat Mening, hvis de maaske engang imellem have forstaaet Sagen anderledes end Sandheden kræver, etc. - Men belangende Naturens Ting ere hine højhellige Mænd tilvisse ofte lidet vittigere end den gemene Mand eller ere saa langt som muligt fra Sandheden.« - Dette Udsagn havde Jesuiten ondt af og svarede, at man med større Grund dømte saalunde om Luthero e), som paastod at alt undtagen Regnbuen og Cometen stammer fra Djævelen, og at han iøvrigt ingenlunde undrede sig over denne Frækhed hos en Mand, som har ingen eller yderst liden Smag paa den gamle Kirke-Lære. - Jeg frabad mig Mandens Vrede og tilstod oprigtig, at mit Hoved-Arbejde ingenlunde bestod i at læse Fædrene, og for ej at prisgive min uforgribelige Mening, spurgte jeg først sagtmodig, med hvilken Ret Tertullianus f), Bernardus g) og andre tilskrive Englene naturlige Legemer, da dog Begrebet af Udstrækning ej kan tillægges dem, og for saa vidt heller ikke det begrænsede. Dertil svarede han: »Derfor bør hine fejlfrie Mænd ikke lastes; thi de mente ikke egentlige Legemer, men saadanne, som for en Tid vare antagne; og saalunde undskylder Thomas de Aquinoh) Bernardum.« Her blev Jesuiten staaende, uagtet han kunde have ført Fædrenes Sag bedre; thi [x][x][x][x] (Legeme) i de græske Skrifter, saavel hellige som verdslige, betyder ofte Person, 75 saa at de maaske have brugt dette Ord for virkelig existerende Existens; han kunde ogsaa have tilføjet, at de ej have talt absolute, men relative i Forhold til GUDi), som ene er den reneste og pureste Bevægelse; hvilken Adskillelse Damascenus j) beskriver, naar han lærer at Englene ere ulegemlige i Forhold til os, men legemlige i Forhold til Gud. - Dernæst lod jeg Englene fare og vendte mig til Verden, hvis Gestalt efter Fædrenes Mening ej var kugledannet, men aflang firkantet: Havets Overflade var lige, og af den dukkede Jorden op ligesom et Bjærg; Himlen hvilede som en Hvælving eller en hvalt Bue paa Verdens yderste Vold; hinsides Oceanum, som omslynger den beboelige Natur, laa en anden Jord grænsende op til Himlen, og i dennes østlige Ende havde Paradiset været, hvorfra de Dødelige ved en Vandflod vare blevne overførte til denne vor Jord; saaledes som hin Kobbertavle hos Fabricium i hans græske Bibliotheque udviserk), samt hin haandskrevne christelige Topographi af en ukendt Autor, der siges at opbevares i det Mediceiske Bibliotheque paa 9. Hyldel). Denne Menings Grundvold er Skikkelsen af Arkenm), som af Moses blev bygget i Lignelse af Verden. Jeg tilføjede ogsaa Lactantii Ordn), hvormed han dadler dem som troede at selve Himlen sænkede sig ned til alle Sider, at Verden var rund som en Bold, at Himlen drejede sig rundt, etc. - Dernæst vendte jeg mig til Stjærnerne, hvilke nogle af Fædrene, dog ganske faa, drømme sig levendeo). Denne platoniske Mening kastede Jesuiten mig i Næsen at ogsaa vor Tycho havde billiget, og ej med Urette; thi i sit Brev til Rhotmannum 76 Aar 1590 den 18. April skriver hin de Danskes store Archimedes: Men dette forefalder ved Himmellegemerne paa en vis himmelsk, langt livligere og fuldkomnere Maade end ved de levende Væsener paa Jorden eller i Vandet; thi at ogsaa Himlen er levende, og selve Himmellegemerne paa en Maade Himlens levende Væsener, begavede med Livs-Aande, tykkes hin Piatonicernes guddommelige Philosophi ej uden Grund at have ment p) . - Dertil svarede jeg smilende: »De Folk tage altsaa ikke fejl, som meneq), at Gud paa den yderste Doms Dag vil straffe Stjærnerne, i Særdeleshed Martem, fordi den afstedkommer Krige.« Siden bemærkede jeg kortelig, at Lactantius kun antager to Elerrienta, det brændende og det fugtige r); at Rummet er en Substans hos Augustinum i hans Brev til Saturninum, hvilket Vossius igendrivers); at Havet er et lunkent Element efter Minucii Felicis Mening, hvis Ord ere disse: Britannien mangler Sol, men vederkvæges af det omgivende Havs Lunkenhed t). Endelig fandt jeg ej at burde forbigaa, at hine saare fromme Fædre mene, at de Fordømtes Sjæle pines af naturlig Ild i Helvedeu); thi naar man nægter Materien, nægter man den physiske Lidelse, og enhver Virkning udgaar fra den Stærkere, eller, som Philosopherne sige, det Uædlere virker ej paa det Ædlere. Omsider kom Jesuiten og jeg overens om, at hin Fædrenes Ukyndighed mere bør regnes dem til Ros end til Last, dels fordi de lagde mere Vind paa Naturens Skaber end paa dens Aarsager, dels fordi de troede at disses sande Sammenhæng ej ret kunde begribes ved nogen Skarpsindighed eller Eftertænkelse, som Lactantius 77 sigerv): At efterforske de naturlige Tings Aarsager, eller at ville vide, om Solen er saa stor som den synes eller om den er mange Gange større end hele denne Jord; fremdeles, om Maanen er kugledannet eller huul, og om Stjærnerne sidde fast paa Himlen eller i frit Løb bevæge sig gennem Luften; af hvilken Størrelse og hvilken Materie Himlen selv er; om den er rolig og ubevægelig eller drejes rundt med utrolig Hastighed; hvor stor Jordens Tykkelse er, eller paa hvilket Grundlag den holdes i svævende Ligevægt: at ville begribe alt dette, siger jeg, ved Discurser og Gætninger er sandelig ganske som om vi vilde afhandle, hvordan vi tænke os en By hos et eller andet fjærnt Folk, som vi aldrig have set, og hvoraf vi aldrig have hørt andet end Navnet; etc.

XVII
BORGERLIG FORARGELSE VED
UDENLANDSREJSE.

✂ For en fornem ung Manda), hjemkommen fra en Udenlandsrejse, gjordes af hans Nærmeste et Velkomstgilde, hvorved ogsaa jeg var tilstede, vel ikke indbuden, men i Følge med en anselig og højlærd Velynderb). Jeg gik ind i Spisestuen og hen til den unge Mand for høflig at formelde ham min Respect; men han stirrede paa mig med højt optrukne Bryn og hverken bøjede Hovedet eller mælede et Ord, saa det var mig som om jeg havde mødt en Mand der var falden ned fra Maanen eller 78 kommen fra Planeten Saturno, uvidende om Manererne her hos os paa Jorden. Meget forbavset trak jeg mig tilbage til min Velynder som til et Tilflugtssted. Alt var højst forunderligt, ogsaa Domestiquernes Betjening. Den berejste Mand frembød for nogle et saare tillokkende, for andre et saare latterligt Syn, idet han tiltrak sig de fleste Kvinders Forundring og Blikke, men i al Stilhed paadrog sig de visere Mænds Spot. Ingen havde han fortroligere Omgængelse med end sit eget Contrafej i Spejlet, hvor han med største Omhu iagttog Skabning, Klæder og Fagter, i hvilke Henseender han var overbevist om at intet kunde være fuldkomnere og stadseligere end han. Man begyndte at sætte sig tilbords, men han førte alene for sig selv det store Ord over Bordet og brillerede ved sin Declamationc). Summen af hans pralende Opremsning var denne: At han overalt, til sin og Fædrelandets Hæder, havde ført et prægtigt Levned med stor Bekostning; at han flittig havde besøgt den Hamburgiske Skueplads og dér med utrolig Glæde hørt hin navnkundige Conradinam d); i Haag havde han efterladt sig dybt Savn i Værtshusene; i England var han bleven saa svækket i Kræfter ved Elskovs Omgængelse, at han ej uden Fare undslap af Lægernes Hænder; i Paris havde han paa een Aften tabt fem hundrede Gylden i Spilleselskab; i Neapel havde han duelleret med en Medbejler paa Grund af et til en Veninde skænket lidet Contrafej; i Rom havde han ivrig studeret Pasqnino e); i Verona havde han i den hellige Jomfrus Kirke 79 set Reliquier af det Asen hvorpaa Christus red, hvilke opbevares i Bugen af et kunstigt Æsel og to eller tre Gange om Aaret føres rundt i højtidelig Procession; i Lucca havde han i Cathedral-Kirken faaet forevist hint højst navnkundige Billede af den Korsfæstede, kaldet Volto Santo, som var paabegyndt af Nicodemo og fuldendt af Englene, etc. etc. - Til og med løj vor Mand kendeligt, som dette bundforfængelige Folkefærd har for Skik: han sagde nemlig at hin navnkundige Billedstøtte af Jomfruen fra Orléans var støbt i Guld; at Paris er større end Jylland; at han ofte havde talt med Paven i Rom om Kirkens og Fædrelandets Sager, og at han havde lovet ham Purpuret, hvis han vilde sige sig fra sit Folks Gudstjeneste; at Lyden af Klokken i Erfurt kunde høres saa langt som i tyve tyske Miles Afstand, og at dens Knebel var tresindstyve Fod lang, etc. etc. Hertil kommer, at intet i Fædrelandet duede i hans Øjne: Manererne, Lovene, Studeringerne, Lærdommen, Krigsvæsenet, Dragten, Levemaaden, Forstanden, ja selve Luftens og Jordens Natur, saa at han storagtig syntes at efterligne hvad Alphonsus X, Spaniens Konge, ugudelig siges at have udtalt: »Hvis jeg havde været tilstede ved Skabelsen, vilde jeg have sat bedre Skik paa Verden« f). Ikke at tale om den Foragt for det fædrene Sprog, som han ej utydeligt lod sig mærke med; thi han talte ej andet end udenlandske Tungemaal, mest Fransk, hvis Smitte nu fordærver hele Norden. Omsider, da Kedsomhed sneg sig ind i Tilhørernes Sind, blev Maaltidet meget belejligt sluttet, og jeg 80 gik træt hjem, mere fyldt med Løgne end med Føde. - Næste Dag kom jeg atter til min Velynder og spurgte ham frimodig, hvad han tyktes om Gaarsdagens Declamator. Han svarede ud af sin Oprigtighed og Klogskab: »Dette er Fædrelandets Løn, hvilket sender hine utaknemlige Gæster ud fra sit Skød til de Fremmede; dette er Forældres og Slægtninges Besolding, hvilke saa vidt bære over med de unge Mænds Skalkhed, at de lade dem saa skammelig sætte Formue og Fædrenearv over Styr; dette er vor Ungdoms Profit, hvilken uvittig fortroes til fremmede Lande og vender hjem med Pungene tømte for Guld, Hovederne for Kundskaber, men Sindene fulde af barnagtig Hoffærdighed, og som siden enten fordømmes til et eller andet Ejland eller herhjemme ofte ældes i Armod uden Æresamter og Tjenester; dette er visselig, efter min Mening i hvert Fald, en uhyre borgerlig Forargelse. Thi, ikke sandt? Naar de Udgiftsposter ret lægges sammen, som een Privatmand - ikke at tale om de velbyrdige Herrer, hvis Dépenser ofte end ikke en Gouverneur er i Stand til at bære - aarligt har i tusindvis, en anden ottehundredvis, en tredje firehundredvis, forspildes ynkelig mange Summer, som kunde være Fædrelandets Sag til Lindring, Hjælp eller Zir, ja kunde være en stor Skat og Indkomst, hvis hine ubændige Udfarter saa vidt bleve holdte i Ave, at ingen kunde rejse i fremmed Land, uden at han var udsendt af Regenten selv i en eller anden bestemt Forhaabning, til en eller anden særdeles Profit for 81 Fædrelandet. Jeg vilde ønske, sagde han fremdeles, at vor unge Mand rejste - ikke som en unyttig Beskuer til Italien, hvorfra ingen Fare truer os, men som en udspejdende Beskuer til vore Nabolande, med hvilke vi kun have en usikker Fred. Disse ligger det os sandelig Magt paa at kende grundig, nemlig hvilke locale Bekvemheder eller Besværligheder de have, hvilke Befæstninger, med hvilke Kunster og Love de regeres, hvilken Dyd eller Last, Magt eller Svaghed der findes hos Folket, hvorlunde Hæren er udrustet, etc. etc.« - Saalunde disputerede min Velynder ypperligt om dette Onde, og lovpriste ydermere den Forordning ikke blot af nogle Regenter i Preussen og Frankrige nu om Dage, men ogsaa af den gamle Laconiske Republique, hvis Borgere ej havde Lov til at rejse udenlandsg), for ej at lære fremmede Sæder og uskikkelig Levevis, saaiedes som Lacedæmonieren Pausanias, der længe havde opholdt sig i Persien og aldeles gik over til Persernes Sæder, saa at han omsider søgte at bringe sit Fædreland og hele Grækenland i Trældom; lige saa Leonidas og Lysander h); til hvilke kunne lægges de Exempla som omtales af den berømmelige Mand Gottlieb Samuel Treuer i hans Borgerlige Øvelse om ved Loven at indskrænke og regulere Tilladelsen til Udenlandsrejse, til Gavn for de øverste Befalende og for Riget i).

XVII
OM HEDNINGERNES BØNNERa).

✂ En ingenlunde ulærd ung Mand, fordums Discipel i min Skole, havde til Udlæggelse fra Prædikestolen valgt sig Frelserens Ord hos Matthæum VI. Cap., Vers 7 og følgende: Men naar I bede, skulle I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne; thi de mene at de blive bønhørte for deres mange Ord. Derfor skulle I ikke vorde dem lige; thi Eders Fader veed hvad I have behov, førend I bede ham b). Han havde fulgt de almindelige Fortolkere og forstaaet Udtrykkene overflødige Ord og mange Ord saalunde, at han ved hint tænkte paa Ordenes umaadelige Mængde, ved dette paa deres Tidsrum. Jeg greb ikke længe efter en gunstig Lejlighed hjemme hos mig selv og erindrede sagtmodig Manden om at jeg saa lidt anderledes derpaa, og at efter min Mening Udtrykket overflødige Ord maatte udlægges som hvad Plinius den yngre i sin Lovtalec) kalder de Bedendes omhyggelige Bønner og vel overvejede Formular, der ere forfængelige, fordi Faderen veed etc.; at fremdeles Christus lastede de mange Ord, ikke fordi Hedningerne bade meget, men fordi de bade om mangt og meget, som Frelseren hjemler mig paa det anførte Sted Vers 31 og følgende: Derfor skulle I ikke bekymre Eder og sige: hvad skulle vi æde? elier hvormed skulle vi klæde os? Efter alt saadant søge Hedningerne. - Denne Sag oplyste jeg endelig ikke utydeligt for ham dels ved Formularer af hedenske Bønner, samlede af Brissonio d) og andre, hvilke ingenlunde med Rette kunne 83 kaldes altfor ordrige, dels ved det mærkelige Sted hos Valerlum Maximum e): Socrates, som saa at sige var et jordisk Oracle for menneskelig Visdom, mente at man ej burde bede de udødelige Guder om andet og mere end at skænke gode Gaver, fordi de i Særdeleshed vidste hvad der var til Gavn f or enhver; medens vi for det meste i vore Bønner anraabe om det som det vilde være os bedre ej at opnaa. Ja, du de Dødeliges i det tykkeste Mørke indhyllede Tanke, hvor vidtstrakte ere ikke de vilde Stier, paa hvilke du spreder dine blinde Bønner! Du begærer Rigdom, som har været mange til Fordærv; du attraaer Æresamter, som have bragt mange i Ulykke; du pønser paa Herredømmerne selv, hvilkes Udgang ofte ses at være ynkværdig; du strækker Haanden ud efter anselige Ægteskaber, men selv om disse stundom skaffe een Hæder, have de dog ikke sjælden i Bund og Grund ødelagt Hjemmene. Aflad da, du Taabe, med saa graadig at efterhige de fremtidige Aarsager til din Ulykke, som vare de de herligste Ting at eje, og giv dig helt de Himmelskes Vilje i Vold; thi disse, som pleje naadigt at skænke gode Gaver, kunne ogsaa udvælge de bedst skikkede. - Hertil kommer hint Ord af Juvenali i hans tiende Satiref):

✂ Mon med Forstanden noget
vi frygte, ønske os ? - -

✂ Omstyrtet Hus og Hjem paa Ejermands Begæring
har Guder tit af Gunst. Man ønsker til Foræring
hvad skade vil en selv, om Krigsmand eller Borger. -

✂ Det første Ønske, som i alle Templer høres,
er Rigdoms snare Vækst, at ej til Torvs der føres
et større Pengeskrin end vort. - -

✂ Siden gik vi kortelig hen over Hedningernes adskillige Bønner, ved hvilke det tyktes af Vigtighed hvad Lactantius fremførerg): Naar de ønske og naar de takke, nævne de ej Jupiter eller mange Guder, men GUD. Dette gøre de ganske vist ikke i lykkelige Tilstande; thi da fornemmelig glider GUD ud af Menneskenes Erindring. - Derimod, naar en svar Nød tynger dem, da komme de GUD ihu. Naar Krigens Rædsel larmer; naar Sygdommes fordærvelige Magt fremtrænger; naar langvarig Tørke unddrager Afgrøden Næring; naar Uvejr og Hagl indfalder; da tyer man til GUD, anraaber GUD om Hjælp og beder GUD staa en bi. Naar nogen omtumles paa Havet af rasende Storm, paakalder han ham; naar nogen antastes med Vold, da anraaber han straks ham; naar nogen er geraadet i den yderste Nød, saa han er bragt til Bettelstaven og ved Bønner trygler sig Livets Ophold, kalder han GUD alene til Vidne, og søger ved hans hellige og ypperste Navn at skaffe sig Menneskers Medlidenhed. - Herhen hører hin navnkundige, ogsaa i Hedningernes Kirker antagne Bønneformular: Herre forbarm dig, om hvilken Arrianus sigerh): Nu overvinde vi skælvende, eller: bange, Varselet, og paakaldende Gud bede vi ham: HERRE, FORBARM DIG, forund mig at undvige, eller: undslippe. - Siden viste jeg Manden Navnene paa de højst berømmelige Mænd, som have skrevet om Hedningernes Bønner, hvilke med største Omhu ere samlede af min Fabricio i hans Antiquariske Bibliographi i).

XIX
HVORFOR FORFREMMES DEN DUEIGSTE
MAND OFTE ALT FOR SENT?

✂ Ien Kreds af studerte Mænd blev der, som jeg mindes, nylig gaaet i Rette med den Skæbne som var overgaaet en baade ved Sæder og Lærdom udmærket Mand, hvilken, skønt over fyrretyve Aar gammel, endnu var sin egen Mand og saa at sige ved en ubillig Skæbnens Lov tyktes de fleste at være berøvet sin Udsigt til Andel i Kirkens Midler. En paastod, at Aarsagen laa hos Stjærnerne, især hos Maanen (som det anstod sig en maanesyga)); en anden, Ulykkesfugl og blind paa Sjælen, forsikrede, at Lykken med Rette afbildes som blind, fordi hun ofte ynder uværdige, fordi, som Aristoteles sigerb): Hvor der er mest Vid og Fornuft, dér er mindst Lykke; men hvor der er mest Lykke, dér er mindst Vid. En tredje, der var som en rasende, sagde aldeles afsindigt, at Æresamter saa vel som Rigdomme vare Lykkens Spy, og at de gemenlig af den tildeltes de udygtige ligesom af Heliogabalo c). En fjerde beklagede for Alvor, at man ej ved Hofferne overholdt dels Antonini Pii Anordningd), hvilken, som Capitolinus melder i hans Levnedsbeskrivelse, udelukkede unyttige Borgere fra Statens Regimente, sigende at intet var hæsligere eller rettere ubarmhjærtigere end naar den Mand Urede paa det gemene Bedste, som intet bidrog til det ved sit Arbejde e); dels Chinesernes Skik, hvilke ej letsindig antage andre end Mænd af prøvet Dyd til offentlige Embeder og tilmed paa det 86 omhyggeligste holde Øje med den antagne, afholdende Bespørgelse en Gang om Aaret, saa at den, som ej gør Fremgang, gaar Glip af Forfremmelse. En femte udtalte lidet gudfrygtigt, at der ej gaves nogen ligere Vej til Højhed end Argelist, og at ingen stod sig bedre end den som farer frem ad den Vej. - Ved de Ord blev jeg fortørnet (jeg havde nemlig staaet ikke ret langt derfra blandt nogle Venner og hemmelig opfanget Talen) og udbrød: »Ak, du guddommelige og menneskelige Troskab! Hvad er det for onde Aander som have besat Eder? Hvilket Fornuftens Bud, hvilken Talebrug betjene I Eder af? Have I saa aldeles mistet Eders Ære, at I ej undse Eder ved at udplapre Ting som endog en Hedning af den højere Almue vilde udraabe som arg og ond Tale?«f) - Alle tav stille undtagen en Mandsling med fræk Pande, som var lærdere og - som det ofte er Tilfældet med Menneskenes Natur - lumpnere end de andre. Han larmede imod mig, han kastede mig nye og atter nye Exempla i Næsen, ved hvilke han troede at jeg ganske og aldeles kunde bringes til at tilstaa, at ene Lykken er baade Kop og Kande og raader for alt de Dødeliges Vel g). Dertil svarede jeg sagtmodig og venlig: »Du er sandelig helt igennem paa Vildspor. Hint Ord Lykke er aldeles forfængeligt, hvorover Juvenalis viselig spotter i Slutningen af 10. Satire:

✂ Dig, Lykke, gøre vi til Gud l Himlens Bolig;

✂ og det er Daarskab og Vildfarelse og Blindhed og, som Cicero h) siger, Uvidenhed om Tingene og deres Aarsager, 87 som har indført det i). Mon du for den Sags Skyld tænker ilde om det guddommelige Forsyn, at du stundom ser alting gaa heldigt og efter Ønske for de udueligste, medens derimod de flittigste fryse, svede og naa frem ad trange Veje? Eller veed du ikke, at vore Børn tvinges med alvorligere Tugt end Trællej), og at i Skolen Lærerne kræve mest Arbejde af de Elever, til hvilke de sætte det visseste Haab? Men for i øvrigt aabenbart at sige min Mening om dem, som, skønt overmaade lærde, forfremmes alt for sent, saa plejer jeg at henføre dem til trende Slags. Til den første høre Afgudsdyrkerne, hvilke da først tro sig uafhængige af eller rettere ovenpaa Lykken, naar Velyndere og Patroner falde i deres Lod, hvis Forsyn de med al mulig Ærbødighed dyrke, hædre og lægge sig efter, og hvis Hjælp de give sig i Vold, idet de ere dem til Viilie i alle Ting og sætte alt deres Haab til dem, et Haab som omsider gøres til Skamme enten af Dødelighed eller af Troløshed eller af menneskelig Afmagt. I den anden have Sværmerne deres Plads, hvilke, opblæste af forfængelig Selvtillid, tillægge sig selv og sine egne Fortjenester saa meget, at de i sin Daarskab antaste selve Himlen, tro sig selv alene værdige til at Guderne (selvfølgelig!) elske dem, nøjes ej med passelig Løn, men eftertragte alene de kosteligste Belønninger, eller rettere (med et Hovmod, som er uudholdeligere end alt andet) ofte end ikke eftertragte dem, men vente sig dem som pligtskyldige Tjenere. - Den tredie indtages af Drøsernes Folkefærdk), som sove trygt paa deres 88 grønne Øre, agte ej paa Tidens Belejlighed, og ligervis som dovne Bønder lade sig de modne Frugter slippe af Hænde. - Men dig beder jeg: overvej lidt dybere disse Betænkninger; du vil da sandelig ingenlunde undres over at en og anden kommer saa sent til Vejrs; du vil aldeles frikende det guddommelige Forsyn for enhver Eftertale; du vil tilstaa at Lykkeris Navn er intetsigende, men intetsigende er ikke GUDs Optugtelse, hvorved han baade søger at afholde Menneskenes uforstandige Tanker fra hin vanhellige Afgudsdyrkelse, hin ublu Storagtighed, hin dorske Tryghed, og at drage dem over til Underdanighed mod sig, Kundskab, Tillid og Kærlighed til sig. Se til mig selv, beder jeg, der sandelig ejer et ikke ringere Vidne om det visseste Forsyn end de Folk som dette førte ud af Ægypten. Mangt et Haab havde alt forlængst en gammel Velynder af migl), havde mine Fortjenester fyldt mit Hjærte med, da der pludselig viste sig en Lejlighed til Forfremmelse. Jeg troede at det Embede, som jeg ønskede, stod mig aldeles til rede, at der ej stak noget under, at mine Ønsker vare udenfor al Fare. Hvad sker? Ved et synderligt guddommeligt Raad og Tilskyndelse, visselig ej ved nogen Tilfældighed, svigter min Velynder mig, i hvis Haand og Magt min Sag laa; jeg larmer med frugtesløse Bønner for Fyrstens Øren, til hvilken mit sidste Haab stod; det synes at være ude med min Velfærd. Men jeg indsaa omsider, hvor ringe de menneskelige Ting ere, og sætter alvorlig mit Sind til den algode og almægtige treenige GUDs Venskab og 89 Hjælp; og da jeg havde gjort det, gik det, ej uden alles største Forundring, saalunde, at den allernaadigste Konge, da jeg anden Gang ansøgte ham, straks skiftede Sind, forandrede det umilde Afslag, som jeg forhen havde faaet, og over Forventning lod mit Ønske ske Fyldest. Lad da af med enten at tvivle om Forsynet eller undre dig over dets sene Hjælp.«

XX
LIGHED MED GUD ATTRAAS AF
DE VISERE PHILOSOPHIS.

✂ En lærd og meget skarpsindig Ven havde i Mor hofii Philosophiske Polyhistora) læst disse Ord: Platonici sætte Menneskets Maal i at vorde GUD lig. Denne Efterlignelse b) undredes han over at finde hos de hedenske Philosophos og skriver mig et lidet Brev til, hvori han udbeder sig min Mening om dette Mysterie, hvilket, som han tilstod, ej var ham klart. Jeg svarede ham at vi bedre kunde afhandle mundtlig med hinanden om dette Spørgsmaal i mit Studerekammerc). Han skynder sig did. Ret belejligt havde jeg allerede forlængst ved hint Sted hos Morhofium tilskrevet udførligere Anmærkninger i mine Samlinger, hvilke jeg gærne meddelte Vennen. Deres Summa var denne: jeg havde antegnet, at Lighed med GUD af de visere Philosophis i tvende Henseender undersøgtes og attraaedes: dels i dette 90 Liv, dels efter dette Liv; og at i dette Liv ere de GUD lige, som beflitte sig paa Dyd og gøre vel; saaledes som Ikke alene Plato hos Laërtium d) lærer, at Maalet er Efterlignelse af Gud (hvorhen ogsaa høre hine Ord af samme Philosopho i Dialogen Minois e) : og den gode er lig Gud, samt i Theæteto f) : Efterlignelse af Gud, at retfærdigt og helligt i Sandhed vorder mit Sindelag til Del; hvisaarsag den rene og hellige Fyrste kaldes Guderne mest lig af Plinio i hans Lovtaleg)), men ogsaa Stoïcerne, og iblandt disse Marcus Antoninus, hvilken, saaledes som han fremføres af Juliano i hans Cæsares, paa Sileni Spørgsmaal: Hvad der tyktes ham mest at være Livets Formaal? svarede: At efterligne Guderne; og da hin atter spurgte: Hvad han vel forstod ved Efterligning af Gud, gensvarede han: At trænge til saa lidt som mulig, at gøre vel saa meget som muligt mod saa mange som muligt h) Fremdeles ogsaa Pythagoras, efter Æliani Vidnesbyrdi): Pythagoras har sagt, at disse to Ting ere de skønneste Gaver fra Guderne til Menneskene: det at tale sandt og det at gøre vel; og han lagde til, at begge Dele ogsaa lignede Gudernes Sysler. Til disse Skribentere slutte sig Strabo j): Vel er det visselig talet, at Menneskene da mest efterligne Gud, naar de bevise Velgerninger; dog kunde man rettere sige: naar de ret dyrke Guderne (som Xylander udlægger Stedet, hvilken ifølge en mig ukendt Hjemmel oversætter [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] ved: dyrke Guderne ret i Steden for ved: leve lykkeligt); og Seneca, om det lyksalige Livk): Altsaa ligger den sande Lyksalighed i Dyden. Hvad vil denne tilraade dig? At du ej holder noget for enten godt eller ondt, som hverken hænder ved Dyd eller Ondskab.

✂ Dernæst, at du er ubevægelig og, for saa vidt Ret er, imod det onde danner dig en Gud af det gode. Hvad loves dig for denne Udrettelse? Store og de guddommelige lignende Ting. Derstode ogsaa andre Hjemmelsmænd tilbage, hvilke jeg paaviste at være indførte af Gatakero i hans Antegnelser til Antoninuml). Dernæst bemærkede jeg, at Lighed med GUD efter dette Liv sættes i den saligste Udødelighed og Lykke, som Lactantius lærer i sin Bog om den falske Visdomm): Seneca er ogsaa af Vanvare kommen til at tilstaa, at der ej gives nogen anden Løn for Dyden end Udødelighed. Idet han nemlig roser Dyden i den Bog, han har skrevet om en utidig Død, siger han: Dyden er den eneste Ting, som kan skænke os Udødelighed og gøre os lige med Guderne. - Herhen hører ogsaa, som jeg erindrede om, hin liden Fabel af Prodicus fra Chio hos Basilium den storen) om Dyden som en Kvinde, der lovede Hercules ikke Vellyster, men uendelige Genvordigheder og Farer, hvilkes Løn skulde være den: at vorde Gud; item hint Ord af Heraclito: Mennesker: Guder. Guder: Mennesker, hvilket Clemens Alexandrinuso)anfører; samt hin velbekendte Forgudelse af de Gamle, hvilke holdtes for af deres Fortjenester at være ophøjede til Himlen, og sagdes at være tilbagetrukne til Himlen og Gudp).

XXI
ER SYNET ELLER HØRELSEN
FORNEMMEST?

✂ I Indgangen til Skolehuset stode jeg og nogle Embedsbrødre en Dag, da justement en Pige, som var døv fra sin spæde Alder, passerede forbi vore Øjne, og i Hælene paa hende fulgte, med en Dreng til Vejviser, en blind Mand, hvilken ikke des mindre havde for Skik at rejse udenlands og drive Købmandskab i Lærreda). Begge disse Syn kunde ej andet end røre vore Hjærter, afnøde os Medlidenhed, og minde os om vor egen Velmagt, ej uden uendelig Pris til den algode og almægtige treenige GUD. Længe holdt denne Beskuelse af de guddommelige Værker os fast, i Særdeleshed en af mine Embedsbrødre, som med Ansigt og Øjne vendte mod Himlen stod og faldt i Tanker, som om Sjæl og Sind saa at sige vare vegne bort fra Kroppen. Paa Spørgsmaal om, hvad han saa dybt overtænkte med sig selv, syaredehan: »Jeg overvejer dette, om Frelseren gjorde størst Velgerning mod den Døve, hvis Tunghørighed han fordrev, eller mod den blinde Bartimæum, hvilken han gengav Synetb)? Om dennes eller hins Brøst paa Sanserne var lideligst?« Efter at have talt saalunde og overlagt Sagen lidt, bar han ej Betænkende om at erklære Synet fornemmere end Hørelsen. »Thi, ikke sandt?« sagde han; »hvo, som mangler Synet, kan hverken se Himlen og Solen (for hvilken Sags Skyld Anaxagoras sagde sig at være fødc)) eller bevise GUDs Skabning tilbørlig 93 Ære og Pris; han kan ikke have nogen sand Følelse af nogensomhelst ærlig Morskab, ikke læse i den hellige Skrift; han gaar Glip af flere af de ypperste Lemmers Brug, idet hverken Haand elier Fod ret vil gøre ham Tjeneste; han synes saa at sige af Naturen udsat for alle mulige Vanheld, hvilke han hverken formaar at forudse eller undgaa; han er ikke Herre over sin Lettroenhed og nødes til at tilstaa med Heraclito hos Polybium d) at Synet er sandfærdigere end Hørelsen, og at Øjnene ere nøjagtigere Vidner end Ørene - for at forbigaa utallige andre Ulæmper ved Blindheden.« Nu tog en anden af Embedsbrødrene til Orde og sagde: »Ja jeg foredrager nu aldeles Hørelsen for Synet og holder Tabet af det sidste for ringere end af det første. Thi de som af Nataren ere døve (jeg taler her ej om de tunghørende), ere ligeledes stumme, som Plinias sigere); hvisaarsag Grækerne med eet og samme Ord [x][x][x][x][x] benævne saavel den stumme som den døve. Se, fortsatte han, hvor uskatteerlig en Pris Apostelen sætter paa Hørelsen: Troen kommer ved at man hører f). Husk, at alle som følge vor Leveart, som lære enten i Skolen eller i Kirken, ere uden Hørelse aldeles unyttige, men derimod ej unyttige uden Synet.« Dette og adskilligt andet havde begge Parter net og vel en Tid lang fremført under Disputen, da Sagen omsider henvistes til mig som Dommer og Voldgiftsmand. Jeg for min Del samtykte af al Formue i hans Mening, som paastod at Hørelsen maatte sættes over Synet, ydermere bevæget af adskillige vigtige Bevisligheder. Thi for det første er der i Blindhed 94 Raad mod de Forførelser, som Øjnene give Aarsag til; hvorhen hører hint Christi Ord: Dersom dit Øje forarger dig, saa riv det ud og kast det fra dig g); Døvhed er derimod aaben for de Lysters Forførelser, hvilke den møder. Dernæst er dette Blindhedens Gave, at den gør det menneskelige Sind frit, betager det helt med talrige Drømmesyner, og hendrager det til en sundere Beskuelse af de guddommelige og menneskelige Ting; hvisaarsag Democritus frivillig siges at have røvet sig Øjnenes Lys h); medens dog Tertullianus anfører en anden Grund, nemlig at han ej kunde se Kvinder uden Attraa i) , og Plutarchusj) derimod viser hen iblandt Sladder og Fabelværk alt hvad der er i Omløb om den blinde Democrito. Døvhed er derimod saa at sige lænket i Fjeder og Bolt og derfor mere dorsk, befangen og nedtrykt. Endelig er der for Blindhed den Trøst, at den ved at høre det guddommelige Ord enten hjemme eller i Kirken lettere undfanger fromme Rørelser i Sindet; Døvheden derimod nyder intet godt af de hellige Prædikener, ja faar end ikke i Dødens Stund nogen ydre Vederkvægelse for Sjælen. Dertil kommer, at i den lærde Verden have ingen døve floreret, men derimod talrige højlærde Mænd, hvilke Naturen havde skabt blinde i Moders Liv, saasom hin navnkundige Didymus, de Christnes Læremester i Skolen i Alexandria; hin Eusebius, Theologus af den Novatianske Sect; Wilhelmus Jamessonus, Professor i Historie ved Universitetet i Glasgow, og utallige andre, hvilke i kort Begreb ere antegnede af de berømmelige Mænd Georgio Trinkhusio, Heumanno og 95 andrek). Hertil komme fremdeles Vidnesbyrd af de navnkundigste Skribentere fra Oldtiden, hvilke ligeledes have anset Hørelsen for fornemmere end Synet, for Exempel af Strabo, hvis Ord ere disse: Hvo der paastaar, at de alene vide noget, som have deres Syn, regner ej med Hørelsens Hjælp til at dømme, hvilken med Hensyn til at berede Kundskab er langt nyttigere end Synet j), Item af Lactantio, Om den falske Visdom: Ikke sandt? Der ligger mere Magt paa Ørene end paa Øjnene; thi baade Lærdom og Kundskab kan nemmes med Ørene alene, men ikke med Øjnene alenem). Ydermere af Aristoteles i Skriftet om Sansning og det sanselige, efter Franc. Vatabli Fortolkning: Hørelsen bidrager i det ydre meget til at forhverve Visdom og Klogskab; thi Talen, naar den er hørlig, er Lærdommens Aarsag, ikke i sig selv, men ved sin ydre Egenskab. Den bestaar nemlig af Ord, og de enkelte Ord ere Tegn paa visse Vidskaber. For den Sags Skyld ere aj dem, som allerede lige fra Fødselen ere berøvede begge disse Sanser (Hørelsen og Synet), de som ere blinde, visere og klogere end de som ere stumme og døven).

XXII
AFHANDLING OM AFHOLDELSE AF
ET CHRISTENT-JØDISK KIRKE-MODEa).

✂ Ieg mindes, at jeg for ikke ret lang Tid siden sad hjemme hos mig selv sammen med flere Venner, da en Betler, som gav sig ud for omvendt 96 Jødeb) (jeg veed ikke om det var Løgn), kommer hen til mig, rækker mig en paa Tysk skreven Memorial mod Jøderne og, som denne Art af Tiggere har for Skik, beder om Penge. Jeg vendte mig til mine Venner og modtog ham med disse Ord: »Se, Mennesket er blevet som en af os« c). Ved at høre disse Ord sagde den forhenværende Jøde: »Hos Moses ligger der stor Magt paa dette Ord til overfor mine Forfædre at bevise de guddommelige Personers Flerhed; thi Tale-Maaden er af delende Art; men en Delen kan kun finde Sted iblandt flere.« Dernæst kastede jeg et Blik i Mandens Bog, paa hvis forreste Side han havde anbragt tre Jodimd), og spurgte ham med skrømtet Uvidenhed, hvad denne Figur ,´, har at betyde? Dertil svarede han: »De gamle Jøder have med disse tre Bogstaver, som betegne Jehovæ Navne), villet aftegne Treenighedens Mysterium. Et trofast Vidne i denne Sag (for ej at tale om Rabbinernes Vidnesbyrd og haandskrevne Skrifter) har jeg nylig sét i en højst navnkundig Mands Bibliotheque, nemlig en gammel Bibel af den første Bombergiske Editionf), i hvilken Jehovæ Navn altid udtrykkes med tre Jodim, hvilket saare ilde baade af Jøder og Christne i de senere Udgaver er forandret.« Omsider lod jeg Manden fare efter at have givet ham hans Betaling. - Da han var gaaet, gav en af Gæsterne sig til at skælde paa mig og alle andre som lade sig foresnakke af slige vindesyge Landløbere. Ham gav jeg venlig samme Svar som fordum den Philosophus Musonius, hvilken, da hans 97 Venner modsatte sig, at han gav en Skælm Penge til Brød, svarede: Lader os give ham nogle Penge, hvordan han end er, ikke for hans men for vor egen Menneskeligheds Skyld g). Siden var der en anden af Vennerne, en ren og retskaffen Mand, som for Alvor beklagede, at ikkun saa faa og mestendels ringe og fattige Jøder, som tykkes at holde deres Religion fal, gaa over til vor Gudsdyrkelse, og sagde: »Gid den Dag maa komme, da det tilbageværende Jødefolk efter Dækkets Borttagelseh) maa klarlig med os se Lovens og Prophetiernes Opfyldelse; da det bøjer de haarde Nakker og Pander og aflader med at tale ilde om Menneskeslægtens Frelser; da begge Kirker vokse sammen til eet Samfund.« Dertil svarede den anden nok saa fripostig, at vi have aldeles intet Haab om Enighed tilovers for Jøderne, fordi deres Sind er forhærdet i), fordi deres Øjne ved GUDs retfærdige Dom ere saa at sige udstukne, saa at de aldrig kunne se hvad der er sort og hvad der er hvidt. Da dette tyktes mig noget haardt sagt, indføjede jeg min Mening i følgende Ord efter først at have bedt om Forlov: »Jeg mindes,« sagde jeg, »at jeg hos Nicephorum j) har læst følgende liden Fortælling Jøderne overlægge med hverandre Kejserens, Constantini, Omvendelse og tilskynde hans Moder, Helenam, til at skrive sin Søn til og formane ham, at han vel havde, gjort Ret i at forlade Afgudsbilledernes Dyrkelse, men Uret i at antage Nazarenernes nye Tro. Hun gjorde saa. Men da Constantinus fik sin Moders Brev, tilskrev han hende et sømmeligt Svar derpaa og stævnede nogle af Jøderne til Rom, paa det 98 de kunde holde indbyrdes Samtaler med de Christnes Præster, og hvilken end af Parterne der tyktes at fremføre det bedste, skulde den anden Part ufravigeligt holde sig det efterretteligt Alt var det fjerde Gang, at Forsamlingen paa Constantini Foranstaltning og Vejledning holdt Møde i Byen Rom, ved hvilket fire og tyve af de romerske Biskopper vare tilstede, men af Jøderne hundrede og tyve Præster, iblandt hvilke tolv gik forud for de øvrige. I Forsamlingen og Forhandlingen førte Sylvester k) Forsædet. Tilstede ved den vare ogsaa Kejseren selv og hans Moder Helena, hvilke opmærksomt og agtpaagivende paahørte begge Parter. Men da den højhellige Sylvester i Veltalenheds Magt mangefold overgik hine, saa at hine udvalgte Jøder i stor Forundring hørte paa ham, maabende, med aaben Mund, altererede over hans Svars mægtige Overtalelseskraft - faldt de ham alle for Fode, aflagde deres Gudstjeneste, og dømte det samme om Religionen som Sylvester, saa at de som vare komne i den Hensigt at fange andre, selv bleve fangne. - Hvad om vor Tid efterfulgte dette Exemplum og lod de Stridigheder fare, som yppes saa uregerlig paa det evangeliske Thing, ja aflagde de Fjendskaber, af hvilke vore Secter saa ugudeligt ere optændte? Hvad om ifølge offentlig Bemyndigelse jødiske Præster og christne Theologer, der ere synderlig lærde i de hebraiske Skrifter (de græske eller latinske holdes af hine i Foragt, og de ænse lidet Beviser, som ej ere hentede fra den hebraiske Kilde, overbeviste om, at de kunne forvirre de iærdeste Doctores i den christne Kirke), sattes paa Prædikestolen imod hverandre?l) Jeg for min Del tvivler sandelig ej om at Jødernes 99 skrøbelige Sag vil Dag for Dag vige Marken for vor uovervindelige Sandhed, saa at de allerfleste af disse, hjulpne af den Helligaands Naade, atter ville komme til sundere Fornuft og forstaa hin Ulykke, hvormed den jødiske Efterslægts Hoveder endnu tynges af hint Forfædrenes skammelige Raab: Hans Blod komme over os og vore Børn!«m) - Omsider, for ej at lade min Mening staa uforfægtet, hentede jeg ud af mit Bibliotheque den Indvielsestale som var holdt af den berømmelige Mand Eberhardo Anchelmanno, fordum offentlig Læremester i alle Videnskaber ved Latinskolen i Hamborg, og oplæste af den disse Ord for Vennernen): »For henved tyve Uger siden kom en vis blandt Portugiserne højst navnkundig Rabbi, Cohen de Lara, hændelsesvis, ved Guds Beskikkelse, i Herr Edzardi Hus til Stede ved Undervisning af Jøder, hvorved Herr Edzardus oplæste for ham ud af en gammel Bog, den jerusalemiske Thalmudo), visse Ord som staa paa Blad 5, 1. Columne, Linie 18, hvor det hedder: Se Helligdommens Hus er lagt øde, og lige efter tilføjes disse Ord: Thi se, Kongen Messias er fød; da, siger jeg, blev Cohen de Lara, uagtet han ellers var særdeles halsstarrig, dog nødet af Sandheden og tilstod aabenbarligt, skønt mod sin Vilje, at han ej kunde svare til disse Ting. Og nu ganske nylig hændte det, at Herr Edzardus besøgte den nævnte Rabbiner to Dage før end han døde; og da Herr Edzardus her i henved tredive portugisiske Jøders Nærværelse forklarede Maaden af vor Retfærdiggørelse for Gud og andre højvigtige Sager 100 hørende til den christne Tro, lyttede hine, efter at de fra Begyndelsen med mig som Tolk havde antegnet adskilligt paa Portugisisk, endnu i to og en halv stive Klokketimer saa opmærksomt efter hvad Herr Edzardus fremsatte for dem, og teede sig saa sagtmodigt og venligt, at jeg henreves til den største Forundring og ej var i Tvivl om, at hvis en saadan Forhandling med Jøderne, tilmed ved offentlig Bemyndigelse, oftere beskikkedes, vilde mange flere ved den Helligaands Naade blive omvendte. Hvilket jeg kan bevise ved det kraftigste Exemplo af en portugisisk Jøde, Jacobo Messiæ, hvis Hjærte ved bemeldte Forhandling var blevet saa gennemtrængt af GUDs Ord, at han ej længe efter gav sig i Lære hos Herr Edzardum.« - Efter at have oplæst dette, mindede jeg om den Lovtale over den i det Hebraiske højlærde Paulum Fagium, med hvilken Jøden Elias Levita har hædret ham i Fortalen til Tisbus: Fra Moses Amrams Søn lige til Moses Maimonides er ikke opstaaet nogen saadan Moses; fra Paulo af Tarsus lige til Paulum Fagium er ikke opstaaet nogen saadan Paulus p). En saadan Fagius ønskede jeg at der i vore Dage gaves i en eller anden Christen Theologo.

XXIII
EN LIDEN TALE TIL ADELSMÆND
OM AT HOLDE SIG FRA STUDERINGER.

✂ IGrevernes og Riddernes Stand her i Landet har jeg en ædel Velynder, som ofte beviser mig den Ære at skrive mig tila). For nogle Aar siden hilste jeg paa ham, ved hvilken Lejlighed han holdt mig fast i sit Bibliotheque næsten lige til Solens Nedgang, ej alene med lærde Samtaler, men ogsaa med angenemt Eftersyn blandt andet af hans Forfædres Skrifter, dels paabegyndte, dels fuldførte, men endnu ikke udgivne. Over disse glædede jeg mig forunderlig og kunde ej bare mig for, med Lovprisning af de gamle Dages Dyd og Lærdom, at klage paa den adelige Ungdom i vore Dage, hvilken ustadig, blødagtig og skødesløs giver sine Lyster Tøjlen, bærer Had til de i Sandhed frie Kunster og kaster Vrag paa al Omsorg for Sindet. Dertil s varede han: »Vær vis paa at jeg i Hofmændenes Kreds ej anderledes lægger Dølgsmaal paa min Viden i de boglige Kunster end Forbryderen paa sine Anslag, Kirkerøveren paa sit Ran eller Stimanden paa sit Sværd. Vær vis paa at jeg ofte ønsker, eller rettere fuldt og fast haaber, at hin ædle Oplæring af vort Folk, som i Øjeblikket er næsten landsforvist fra Adelens Rige, en Gang skal genindsættes i sin Værdighedb); siden vore Sager ere sunkne saa dybt, at Landet er saa at sige tomt for saadanne, som kunne rettelig forestaa Gesandtskaber, og hvilke vi med Hæder kunne sætte 102 op imod de udenlandske Fyrsters Tjenere.« Ved at høre dette kom jeg I Tanker om en skæmtefuld liden Tale til Adelsmænd om at holde sig fra Studeringer af en eller anden uvis Forfatterc), hvilken laa gemt hjemme hos mig selv. Dens Hovedindhold fortalte jeg hans højgrevelige Excellence; men han, som jo var den største Velynder af Lærdom og lærde Mænd, aflod ej med at minde mig om, at jeg, naar jeg kom hjem, maatte sende ham den snarest muligt. Jeg adlød og meddelte ham den med Glæde. Af denne liden Tale følger her en Copi:

✂ Drenge, Ynglinge, unge og gamle Mænd af Fædrelandets Adel!

✂ »Nu først ønsker jeg alvorlig vort kære Fædreland til Lykke, siden jeg - ej uden stor Glæde - fornemmer, at I (med Undtagelse af nogle faa, hvilke tilskyndes af deres mindre ædle, for ej at sige skarnagtige Blod) ifølge Sindenes tavse Overensstemmelse ere samdrægtige i Ringeagt for de boglige Kunster, som den gemene Mand kalder frie; at l saa at sige ved en fælles Sammensværgelses Ed holde Eder forbundne til en heroisk Ørkesløshed; at I højlig eller rettere ene og alene finde Moro ved Heste, Hunde, Tærningspil, Dans, Comoedier, Nattesvir; at I med eet Ord leve sybaritisk d). For sand ypperligt, viseligt, adeligt! Det er jo nemlig paa disse Kunster og Studeringer at vort Navns Hæder hviler - hvad alle fornuftige Mennesker tilstaa - for ej at tale om Fædrelandets Tarv. Hvad om Eders Forfædre atter kom 103
tilbage paa denne Skueplads? Uden Tvivl vilde de enten ønske at fødes paa ny eller og at dø saa snart som muligt. De vilde fortryde deres forgangne Levned, som de kunde have hendraget i behageligere Lediggang; de vilde blues ved den ørkesløse Flid, hvilken de med Ringeagt for Vellysternes Mestre eller Tjenere unyttigt havde anvendt paa at skrive eller læse; de vilde belee deres forfængelige Bedrifter, ved hvilke de taabeligt havde forsøgt at indvie deres Navn til Udødeligheden og tildrage sig Efterkommernes Lovord; de vilde tilstaa, at de kun havde existeret paa Jorden, men ikke levet. Jeg er visselig ej uvidende om, at mange af den lærde Pøbel have saastor Hengivenhed for Eders Tiptiptipoldefædre, som vare rige paa Lærdoms H æder, at de aldrig faa udsørget over deres Død, ære deres Minde ubrødeligt, pryde deres Bibliothequer med deres Billeder! Ha ha ha! Lad hine synge Klagevers til de blive hæse; lad dem barnagtigt finde Moro i malede Billeder; lad dem holde sig for Øje Eders Forfædres Fortjenester af boglige Kunster og efterfølge dem som sande Sønner og Arvinger. Narrestreger, Abespil og Liderlighed ere - foruden adeligt Navn og Segl - alt hvad I have tilbage; thi i de to sidsteTing bestaar det sande Adelskabs Sjæl. Og for at det ret kan staa Eder klart, hvor sømmeligt og ypperligt I, som det anstaar sig ophøjede Aander, nære Ringeagt for Lærdom, saa betragter, beder jeg, Regenternes store Exempla, hvilke enten af Hjærtet have ført Krig med de boglige Kunster eller, ikke urimeligt, have 104 holdt dem for at være angeneme Daarskaber. Jeg vil her intet tale om Tyrannen Antonio, hvilken ifølge Herodiani Vidnesbyrde) ej vilde lade sin Søn undervise i Kunsterne og uddrev alle hans Læremestre af Paladset, ja straffede dem dels med Døden, dels med Landflygtighed; jeg siger intet om mange andre af hans Lige; men I kunne gøre Eder til af de franske Kongers Ludovid XI og Henrici IV Exempel, af hvilke hin forbød at hans Søn Carolus VIII blev undervist, naar han ikkun lærte hvad der gemenlig siges: Hvo der ej veed at skrømte veed ej at regere; medens denne haanlig plejede at hædre Jacobum I, Storbritanniens Konge, som dreves af en besynderlig Kærlighed til de smukke Videnskaber, med Ærenavn af Magister (Mons. le Maitre Jacques). Se, det kalder jeg anselige Patroner og højagtbare Hjemmelsmænd, visselig af større Værd end de som hine Lærde sætte op imod dem: Alexander Magnus, Julius Cæsar, de ægyptiske Ptolemæer, Augustus, Hadrianus, Marcus Antonmus, Carolus Magnus, de Danskes Christianer og Frederiker, Franciscus I og Carolus den vise Konger af Frankrige, Kejser Fridericus II, den byzantinske Kejser Michael Ducæ Søn, Alphonsus I, Konge af Neapel, Matthias Corvinus, Konge af Ungarn, og andref). Kaster ikkun Vrag paa hvad Plutarchus skriver til en ulærd Fyrsteg), og ligesaa paa hine gængse Beskrivelser om Fyrster som Theologer, Fyrsten som Prædikant, Fyrsten som Læge, Fyrsten lærd i Græsk og Hebraisk, Fyrsten som Mathematicus, Fyrsten som Taler, Fyrsten som Poët, Fyrsten som Musicus og hvilke flere der gives af 105 saadanne en latterlig Forfængeligheds Titeler. Betragter dog fremfor alt hin velvise og saare blomstrende Lacedæmoniske Republiqueh), i hvilken ingen lærte boglige Kunster, ingen drev Philosophi, og Studia agtedes saa ringe, at naar de engang trængte til Videnskabernes Hjælp, fordi de enten vare syge eller galne eller plagede af en eller anden offentlig Ulykke, da tilkaldte de udenlandske Mænd. Betragter fremdeles Thracerne, om hvilke Ælianus sigeri): Af de gamle Thracere siger man at ingen kendte Bogstaverne; ja de i Europa boende Barbarer holdt det for den største Skam og Vanære at bruge Bogstavskrift. Til disse slutte sig Cretenserne hos Heraclidem j) : De lære alene. Bogstaverne, og dem røre de kun maadelig ved. Aldeles paa Eders Maneer, adelige Drenge! Dog, hvi leder jeg i de gamle Historier efter Forsvar for Eder? Ret som om hin utallige og over hele Jorden udbredte Hærskare af Eders Samfund mistvivler om sine Kræfter og sine Gerninger, eller ret som om man ikke fast paa hver Korsvej møder hin Licinium k) af Eders Folk, der var saa fjendsk mod boglige Kunster, at han kaldte dem offentlig Forgift og Pestilents, item en anden italiensk Adelsmand, hvilken, som Petrarcha l) beretter i Skriftet om gode Raad i Medgang og i Modgang, plejede at sværge, at han vilde give mange Penge for at ingensinde en studeret Mand skulde fæste Bo i eller slippe ind i hans Fædreland. Kaster ikkun et Blik paa den Slags Folk som vi kalde Lærde, og det vil let staa Eder klart, at det ej er omsonst og uden Aarsag at I have Eders Sind fravendt fra disse og deres 106 Undervisning. Thi disse se ofte paa en eller anden Maade travrige eller besynderlige ud og udvise Manerer som ere langt fra en pyntelig Levemaades Sirlighed; de menes for det meste at være lumpne og af et fortrædeligt Sind, hvilket ogsaa Seneca stadfæsterm): Siden de Lærde ere fremkomne, fattes de Gode - hvorfra hin gemene Talemaade stammer om Lærdom dyppet i Ondskabs Forgift: Jo lærdere des vanartigere; de ere sjælden nyttige enten i Fred eller i Krig; ikke i Fred, thi Betragtningernes Urolighed opsluger al deres Agt og alle deres Tanker, saaledes som den fordum fortærede Archimedem; ikke i Krig, thi enten søge de som Demosthenes i Slaget ved Chæronean) Redning i Flugten, eller ogsaa mangle de Frejdighed til at udrette noget mandhaftigt, eftersom al Kraft, der anvendes i Krigen, er paa tværs af og en Fjende af Overvejelse; hvisaarsag Gothernes Konge Theodoricus efter Procopii Vidnesbyrdo) ej vilde lade nogen af Gothernes Drenge sende i boglig Skole, idet han plejede at sige: at det var umuligt at de, som havde lært at frygte Riset, kunde hæve sig til at ringeagte Sværd og Spyd; for ej at tale om Casauboni p) og andre lærde Mænds Vidnesbyrd, ikke at forglemme Romernes tapreste Hærførere, Mænd som Manlius, Decius, Marius og andre, hvilke vare aldeles ukyndige i boglige Kunsterq). Ikke heller vilde jeg ønske Eder at høre Johannem Boterum r) og hans Lige, hvilke forsikre at Fyrstens Aand skærpes af de humane Videnskaber, at Sjælen ved dem opmuntres til Attraa efter Roes, og at de gøre ham baade forstandig og behjærtet; 107 nej, gid I vilde afsky slige kætterske Meninger samt de Bøger, som indprente saadant i Eders Sinds), saa som Jo. Buchardi Menkemi Disputats om de ved Krigsvæsen saavel som ved Skrifter navnkundige Mænd, etc.t). - Betragter derhos de Videnskaber og Lærdomme, som hint borgerlige Folkefærd udøver. Jeg er visselig ej uvidende om at der af en vis Rollio er overantvordet os et Bibliotheque af adelige Theologeru); men Theologien er jo dog en træiagtig Art af Studier og til fælles endog for den laveste Landalmue. Den vil det i Nødsfald være nok at have berørt ikkun med de yderste Fingerspidser, undtagen det Led om Polygamien, hvilken det bør Eder at forsvare mandhaftigt og veltalende ud af de hellige Skrifter. De øvrige Artikler af den theologiske Lære, som snære, hindre og fordærve den Aand, som er født til noget større, kunne Universitetslærere og Biskopper beholde for sig, i hvilkes Mode eller Sæde det er under Eders Værdighed at sidde; thi I tilhøre jo ikke den romerske Kirke. - Jurisprudentsen er lidet nødvendig; thi paa Eders Vilkaar passer hint Vers af Enniov):

✂ Se, Visdom drives ud af Land, og Vold regerer.

✂ Den kan den trælbaarne Protagoras x) dyrke, som holder sin Tunge og sit Arbejde til fals og har undervist i, med hvilken Behændighed i Ord den svagere Sag kan gøres stærkere. Den iblandt Eder er den adeligste Trebonianus y), som har Forstand paa sit Adelskabs Beneficia, nemlig hvilke Forrettigheder, hvilke Friheder, hvilken Rang over andre 108 Landets Love tiistaa dem; eller rettere: som ikke alene har Forstand paa dem, men holder fast ved dem, fører dem idelig i Munden og gør sig til af dem. - Lægekunsten er ikke altid at foragte; thi paa dens Magt kommer det mest an, at I længe kunne nyde Brugen af dette Liv, som er det sødeste der findes, at Eders Kræfter ville forslaa til Kroppens Glæder, at I ret kunne tjene Bugen og Bugen atter Eder. - Historien berømmes af mange som et Spejl, der giver Besked om hver Tidsalders Laster og Dyder og optænder det høje Sind til alt muligt ypperligt; men tro I mig! det meste af hvad der findes i slige Relationer er Lovtaler udtænkte af Smigrere, Beskyldninger af Bagtalere, og ikke sjælden blande Historici sandt med falsktz). Vor Tid har rundeligt Forraad af Historier, og glippe disse, da er i vore Athenienseres Gæstebud hin Cretenser højst velkommen, som

✂ kan digte hvad ej selv han har med Øjne set.æ) -

✂ Mathematikken, som giver Agt paa Sol og Maane, men ringeagter, hvad der er lige for Fødderne, er allerunyttigst. Denne kunne l med Rette udlee med Diogene, hvilken siges at have spurgt en Mand som holdt Tale om de himmelske Lys: Naar er du falden ned fra Himlen?ø) Det er ikke Eders Sag at sammenskrive Calendarier, forudsige det tilkommende, udmaale Havets Længde eller spilde Sindets Kræfter paa at efterspore Circlens Quadraturaa). Den af Eder har rigelig Forstand udover den mathematiske Hob, som ej er uvidende om at 109 Fixstjærnerne ere Sole, at Maanen og de andre Planeter have Indbyggere, at Solen er Dæmonernes Hjemsted, og lignende. - Naturkundskab er lige saa langt fra en Adelsmands Person, som den Naturkyndige fra sund Fornuft, naar han leder efter de Vises Sten, Perpetuum Mobile, det evige Lys, og afhandler om de underjordiske Luer som om en udforsket Sag. Den af Eder vil tykkes sig at indtrænge i selve Naturens Løndom, som ej aflader med flittig at examinere den Kunst at gøre Guld af andre Metaller. Dette er Umagen værdt, dette er et i Sandhed gyldent og adeligt Mesterstykke, dette Værksted er en hjemlig Guldgrube. - Veltalenhed plejer at anbefales Eder af Politicis, men anstaar sig dog mindre for Eders Guldgaloner end Talefærdighed: hin er for Drengene i Skolerne og Talerne paa Talerstolen; denne er i Sandhed en skøn Hofdame, og krydret med artig Skæmt glæder den over al Maade, ja forbunden med en vis Værdighed i Stemmen indgiver den enhver Tilhører Forundring. - Maaske vil der være dem, som i det mindste kræve Kundskab i det latinske Sprog af Eder. Men lad dem for det første betænke, at det franske Sprog nu om Dage har lagt sin Tøjle i saa godt som alle Munde, at Hofferne, Mændenes Kamre og Fruerstuerne overalt i Europæ Lande genlyde deraf, at de fleste Forbund og Samtaler fuldkommes deri, saa at I desaarsag viselig lade hin latinske Umage bero og højsindede overlade hine Veltalenheds-Mestrenes Øjenforblændelser til den gemene Ungdom, med hvis Fritid det ej er 110 stort bevendt. Lad dem dernæst mindes, at I ej leve i Polen, hvor lige fra Casimiri IVab) eller, som andre mene, fra Stephani Battor udaf Somlio hans Tid enhver Adelsmand holder det for en Skam at være ukyndig i Latin. Værer lykkelige ved Eders adelige Foragt for den latinske Tale, vel vidende, at hvis I engang faa Brug for den, kunne I sætte Eders Haab eller Trøst til en Skrivers eller Tjeners Hjælp og Undsætning. Leer kun ad de Fabler som hin Ferrariusac) fortæller i sit syvende Forspil saalunde: En høj Prælat, udmærket ved Adelskab og boglig Lærdom, fortalte mig, at da han engang i en By skulde tale til en høj fyrstelig Herre i sin Konges Ærende om højvigtige Sager, blev han, inden han indlodes, adspurgt af Overkammerherren, om han kunde faa Tungen paa Gled i Italien. Han smilte fint derad, dømte Herren efter hans Tjeneres Lærdom, og svarede at han havde Tungen lige i Munden, vel forvaret bag Tændernes Gærde, men iøvrigt kunde han foruden sit Modersmaal ikke tale andet end Græsk og Latin. Da dette blev meldt hans Herre, som ej havde lært andet Latin end dette: Bogstaven ihjelslaarad), og altid, som man siger, havde taget sig svarlig i Agt for nogensinde at blive ihjelslagen af Bogstaverne, blev han angst og bange, men da der ej var andet for at gøre, tager han dog mod Gæsten, falder ham om Halsen, trykker ham i Haanden og fyldestgør i Tavshed hele Hof-Reverentsens Comoedie. Gesandten sammenfatter sin Tale i faa Ord, fremsætter sin Konges Ærende og forfølger veltalende Sagens Bevisligheder og Afdelinger. Da han var til Ende med sin Tale, rynkede vor Ven Brynet og spurgte: Hvad begærer du? Hin fremførte, at han111begærede dette og hint, og begynder paa ny hele i Talen forfra, men opnaaede intet andet Svar af hin Billedstøtte end dette: Gak med GUD.-Klogere bar en anden, ikke mindre højtstaaende Person sig ad; da nemlig en belgisk Adelsmand besøgte ham for Høfligheds Skyld og tiltalte ham paa Latin, kunde hin Pythagoræerae)aldrig i Livet forledes til at bryde Tavsheden, indtil Gasten gik bort, forvirret og fortrydelig over at være bleven holdt saa kraftigt for Nar. Sagen befaldt ikke hans Husfolk, og der fattedes end ikke en i Flokken, som lempeligt tog Herren i Skole, fordi han havde værdiget Gæsten en saadan Foragt. Dertil sagde Herren, at han ej havde svaret ham, fordi han ej forstod det tyske Sprog. »Jamen han talte jo Latiny ikke Tysk,« sagde Vennen. Da blev denne højlærdeste af alle høje Herrer noget sur og svarede: »Hvorfor sagde du mig ikke det i Forvejen? Saa vilde jeg have svaret ham paa Latin!« - Hvo kan ej se at dette er opdigtet af en ondsindet Person? Jeg siger: ondsindet; thi straks efter tillægger Forfatteren disse bedske Ord: »Jeg fastslaar altsaa, at de lærde Mænds Hadere efter Døden ifølge Pythagoræ Mening ved Sjælevandring skulle overgaa til Oxer og Heste, for at omsider de lærde Herrer kunne ride paa dem, høvle dem med Pisk og Sporer, og tage fyldestgørende Hævn for deres gamle Misgærninger.« Hvilken splinterny Art af Ridekunst! hvilke synderlige Hug og Slag!

✂ Le, Romerfolk, til Fods, til Hest, ja skoggerle! af)

XXIV
TRAJANI FORFØLGELSE
UNDSKYLDT.

✂ Til fastsat Tid, som jeg har for Skik, fremsatte jeg offentlig for mine Tilhørere de mindeværdige Puncter af Kirkehistorien, da en højlærd Vena) stod paa Lur og opsnappede mine Ord. Der handledes da om den tredje Forfølgelse under Trajano, hvilken Kejsers Brøde jeg søgte at afto eller i al Fald gøre mindre hadefuld. Timen var alt udrunden, da jeg ved Udgangen af Høresalen ude i Forstuen stødte paa hin højst navnkundige Mand, der havde luret paa mine Ord og nu oppebiede mig for et eller andet Ærendes Skyld. Jeg tog venligt imod ham og bad ham følge hjem med mig. Da vi her havde afgjort det ubetydelige Ærende, gled Samtalen overtil min Forelæsning, som han i Løn havde listet sig til at høre; i hvilken intet tyktes at mishage Manden, undtaget at jeg lidt for overbærende havde taget paa Trajani Strænghed med Fløjelshandsker, idet jeg havde ytret Tvivl dels om hin Forordning af Fyrsten, som i den nyere Kirkehistorie løber om, jeg veed ej med hvilken Hjemmel: at de Christne skulde opsøges overalt og ved Pinsler indtil Døden tvinges til at ofre efter Forfædrenes Skik, dels om den Historie om Ignatio, Biskop af Antiochia, om hvilken Eusebiusb) byggende paa andres Forsikring siger: Han siges f or Christi Tros Skyld at være overført fra Syrien til Byen Rom og kastet for de vilde Dyr; hos hvilken fremdeles, et Stykke 113 længere fremme, Irenæus indføres skrivende saalunde uden udtrykkelig Omtale af Ignatioc): Som en af vore skal have sagt, hvilken for Christi Tros Skyld blev dømt til de vilde Dyr: Jeg er Guds Sæd, og jeg males og knuses af Dyrenes Tænder, paa det jeg kan vorde rent Brød. - Hertil svarede min Ven, at for det første tillægger Eusebius d) Ignatio hine Irenæi Ord; for det andet var der ingen Plads for Tvivl, hvis man tør følge Nicephorume), som holder for, at Ignatius blev lænket og sendt til Rom for den Sags Skyld, at han ej aflod med at laste Trajani Overtro, hvilken dengang opholdt sig i Antiochia; endelig kunde denne umilde Kejser ej tages i Forsvar af nogen ærlig Mand, som fæstede Sind og Øje paa hint Rescript hos Plinium f) : De Christne skulle ikke eftersøges; hvis de angives og beskyldes, skulle de straffes, dog saaledes, at hvo der nægter sig Christen at være, og gør det vitterligt ved selve Gerningen, det er, ved at bede til vore Guder, han skal, hvor mistænkt han end forud har været, opnaa Tilgivelse som Følge af sin Anger. »Ikke sandt?« sagde min Ven med Tertulliano g) ; naarhan dømmer, hvi forhører han da ikke? naar han ikke forhører, hvi frikender han da ikke?« - Dertil svarede jeg stilleogsagtmodigt: »Betænk, velærværdige Mand, at justement ved selve dette Rescript oplyses Trajani Mildhed paa det klareste. Thi, ej sandt? Idet han forbyder at eftersøge de Christne, udelukker han i al Stilhed deres Angivere fra Hoffet. Paa disse lægger jeg al Skylden, efter den berømmelige Eusebii h) Vidnesbyrd og Hjemmel, som beretter, at efter denne Trajani Forordning blev Forfølgelsens Lue 114 vel for en Del udslukt, dog saaledes, at de, som med Ondskab og Svig vilde anfalde de Christne, ej havde mindre Lejlighed f orhaanden, idet hist Folket, her Landshøvdingerne efterstræbte de Christne, saa at der vel ikke aabenbart og offentligt, men dog localt i visse Provinder opblussede Forfølgelser. Sandelig, som Juvenalis sigeri):

✂ Sig ingen slaar til Taals med de tilladte Synder;

✂ man tager selv Forlov, og stedse nyt begynder.

✂ Læg dertil, at Trajani Billighed berømmes ogsaa af selve de kirkelige Skribenter, ikke alene af de verdslige.« - Derefter aflod min Ven ej med at klage paa Trajani Grumhed, saasom han efter Nicephori j) Vidnesbyrd, da han var bleven Herre l Antiochia, lod mange Christne omkomme; blandt andre brændte han ogsaa fem Jomfruer, som aabenlyst bekendte Troen, og da deres Ben tisidst vare opbrændte, og Asken strøet for Vejr og Vind k) , lod han gøre Kedler og andre Kar, hvilke han overantvordede til det offentlige Bad, som han selv havde bygget med største Pragt. - Jeg for min Del, som aldrig havde hørt nogen Underretning af nogen anden bekvem Skribent om dette Drab og disse varme Bade i Antiochia, mente, at man ej kunde fæste mere Lid til Nicephoro alene end til Theodoro Metochitæ, hvilken I sin Romerske Historiel ) fortæller følgende Fabel om Trajano: Da den store Gregorius Dialogus m), Biskop i denne By Rom, engang var kommet hen til den af Trajano stensatte Vej, bad han efter Johannis Damasceni n) Vidnesbyrd en fyrig Bøn til Herren, som elsker Sjælene, at han vilde skænke hin Kejser Syndernes Forladelse. Straks hørte han en 115 Stemme, som lød ned til ham fra Himlen og tiltalte ham saalunde: Jeg har hørt din Bøn og tilgivet Trajano; men vogt dig for nogensinde oftere at bede for de Ugudelige. - Dernæst kastede den velærværdige Mand mig Biskop Simeonem af Jerusalem i Næsen, som led Martyrdøden under Trajano, idet han blev angivet af Jøderne, fordi han var kommen af Davids Slægt og var Christen, og i en Alder af hundrede og tyve Aar blev korsfæstet, efter Eusebii Vidnesbyrdo). Overfor dette mindede jeg ham om, at samme Skribent aldeles ikke tillagde Kejser Trajano nogen Skyld, men vel Anklagerne; jeg mindede ham fremdeles om, at man maatte bære noget over med de politiske Aarsager, som ogsaa forhen havde tilskyndet Domitianum til at lade de tilbageværende Efterkommere af Davids kongelige Æt eftersøge, hvilke da han befandt at være fattige (det var Apostelen Judæ Sønnesønner, som fremførtes for ham), sendte han dem fra sig med Foragt, efter Cyrilli og Hieronymi Sigendep). Kejserne frygtede nemlig at Fare truede det romerske Rige fra hine Davids Ætlinge; de frygtede Oprør af Folket, hvis de ikke med Straffe og Revselser stadfæstede og bevarede hin gamle, fra Fædrene overleverede Gudsdyrkelse, medens de ellers maaske nok vilde have ladet sig indskrive ved de christne Gudstjenester, som Tertullianus menerq): Men ogsaa Kejserne vilde have troet paa Christo, hvis enten Kejsere ej vare nødvendige i Verden, eller Christne kunde have været Kejsere. - Endelig mente jeg ej at burde forbigaa, at Lactantius r) i sit Skrift om Forfølgernes Endeligt aldeles 116 ikke omtaler Trajanum saa lidt som Marcum Antoninum eller Alexandrum Severum s), fordi de, som jeg troer, ikke straffede de Christne med Svøben, men ikkun med Snærten, drevne ikke af Had, men af en Slags offentlig Nødvendighed, hvorved det hændte, at den guddommelige Naade vilde lade dem afgaa ved en forud beskikket Død. Endelig, for i nogen Maade at formilde den velærværdige Mands Sindelag mod Trajanum, anførte jeg Carolum IX og Ludovicum XIV, Konger af Frankrige, hvilke ikke alene lode de saakaldte Reformerte straffe, men ogsaa befalede at angive og eftersøge dem, som Beviser for, at ingen nogensinde har været grusommere mod de Christne end de Christne selv, efter at have forelæst ham, hvad jeg, saavidt jeg mindes, skrev desangaaende ovenfor i XIII. Discurs. Og saalunde forsonedes min Ven atter ej alene med Trajano, men ogsaa med hine gru somste Voldsmænd mod den christne Stat: Nero, Domitianus, ja endog Diocletianus.

XXV
VOPISCUS REDDER BOGLIGE
KUNSTER FRA UNDERGANGa).

✂ Iden Boglade, som alt i adskillige Aar ved St. Hansdags Tider plejer at aabnes i Ribe Domkirke i Jylland, var jeg og nogle Venner i Aaret 1726 komne sammen, da Boghandleren foreviste 117 os et Smædedigt af Timon fra Lyon, eller P. B.s Epistel til Claudium Capperonerium b); i hvilken Forfatteren ej alene havde angrebet Franskmændene og Englænderne og saa at sige paaført dem Fribytterkrig, men ogsaa, drevet af jeg veed ikke hvilke onde Aander, havde, aabenbart uæsket, opvakt Klammeri med de Danskes højst fredsommelige Gemytter. De fleste tyktes denne Timon at efterligne hin æventyrlige Burmans fordums Kæmpestrid, som vore gamle Viser berømmec), og knap nok at være ved sit fulde Vid. En holdt for, at denne Udæsker burde bortdrives fra vort Land, og kaldte det utilbørligt, at han ustraffet skulde skamskænde de Danskes Navn, da dog Fædrelandet har sine Manlios, Corvinos, Dentatos, Scipiones og Opimios d), hvilke lettelig i Enekamp kunne kaste ham ned ad Trappen og sende ham sønderslagen og bovlam hjem til sine egne; en anden, som var lidt mere sagtmodig, lo ad denne anden Molesworth e) og mente viseligt, at en af ham tilføjet Fornærmelse paa den honnetteste Maade hævnedes ved Tavshed og fornem Ringeagt, og at der saalunde levnedes ham større Spot og Spe end fordum Rhetoren i Lyon, hvilken, da han opvakte Mishag, fik Befaling af Caligula til at udslette sine Skrifter med en Svamp eller med sin Tunge f). - Dernæst lod man ham fare, og Talen gik over til Trætte med de Udlændinge, som enten i al Stilhed spørge angaaende os og vort Norden: Kan noget godt være fra Nazareth? g) eller aabenlyst maale vor medfødte Art og Maade med uretmæssig Alen, ret som om vi ifølge en 118 nødvendig og ufravigelig Lov, som stod skrevet i Stjærnerne, fra Fødselen vare nogle Taabenakker, ret som om ikke selv det fjærneste Thule ogsaa avler saadanne Philosophos som det kan sætte op imod de skarpsindigste Udlændinge, og som om man ved Mennesket ligesom ved Vin, grønne Urter, Heste og Køer skulde agte paa Stammen og ikke paa Forstanden, som er fælles for alle. - Siden begyndte man at beklage vore Tiders Vilkaar og især Boghandlernes og Bogsælgernes; da det nemlig skorter paa deres Tjeneste, er det intet Under, at vore Studerekamre og vore Lamper ligne de saakaldte Cameris obscuris h), og at vore natlige Studier enten lægges i Graven med os eller efter vor Død komme rundt iblandt Folk som Kræmmerhuspapir. - Dernæst spurgte man, ved hvilke Raad og Udveje paa den ene Side vor Flid kunde gøre sig bekendt, paa den anden Side Udlændingenes vrange Dom om os slaas af Marken, hvilke tro at vi ligesom Bi-Dronerne sidde ørkesløse ved vore Kuber og ingen Brod eje. En mente, at der vilde blive draget bedst Omsorg for vore Sager, hvis vore berømmelige Doctores i de frie Kunster vilde nøje sig med at kappes med Forfædrene i Udødelighed og ej lade deres Studia tynge af borgerlige Forretningers mangfoldige Besværing; hvis de med Ringeagt for hine Menigmands overflødige og forslidte Ærestitler til Gavns gjorde sig Umage med dette: ej alene ved deres Exempel at optænde Landets Ungdoms Sind til den sande Hæder, men ogsaa ved deres berømmelige Navn lokke Udlændinge til at 119 høre sig, hvorved de højlig vilde gavne deres Landsmænd og mest vore Bogtrykkere og Boghandlere, eller, hvis vore Presser ej strakte til, kunde opnaa Hjælp hos Arbejdere udenfor Landet uden større Møje end vor Thomas Bartholinus, Noldius, Wormius etc.i) - En anden holdt for, at det mest hang af Adelen, om gode Kunster blomstre eller komme for Lyset; thi, ikke sandt? ved Adeliges Studering næres og opholdes Sindene, saasom fordum ved de Friisers, Kaasersy Rantzowers, Rosenkrantzers, Huifelders, Sehesteders, Reetzers, Gersdorfers, etc. etc.; ved Adeliges Midler vokser Bogavl overflødigt, og Bibliothequer opbygges, af hvilke fordum hos os have været navnkundige de Ulfdders, Høgers, Gersdorfers, Walkendorfers, Rosenkraners etc.j); ved Adeliges Exempel opmuntres andre til at skrive, saaledes som de fordums Tider tilførte Fædrelandet et anseligt Forraad af Skribenter, saa at sige under de Bannerførere, som have efterladt herlige Amindelser af deres Vid: vor Huitfeld; Tyge, Erik og Falk Brahe; Jacob Utfeld; Cornelius Lerche; Corfitz, Jørgen, Gunde, Jacob og Holger Rosenkrantz; Corfitz Trolle; Otto Scheel; Otto Krag; Axel, Knud og Henrik Gyldenstierne; Jens Bielche, Axel Arenfeld, Jens Bille, Erik Krabbe, Mogens Friis, Marcus Giøe, Stygge Høg, Peder Lange, Christian Urne, Henrik Rantzow; Knud, Christian og Thomas Sehested, til hvilke ogsaa kan føjes Ulrik Christian Gyldenløve, Christiani 4. naturlige Søn, hvis Tale om Lærdoms Ypperlighed udkom i København 1642, 40k). - Begge disses Raad befaldt mig storlig, til hvilke jeg ogsaa føjede mit, omtrent 120 saalydende, nemlig: saasom vi skikke alting hos os efter de Franskes Villie og - ej uden Skade for Landet - ære deres Ord, deres Dragt, Levemaade og Manerer som Templernes Helligdomme (efter Grækernes Ord), holdt jeg det for saare skønt at laane fra de samme Franskmænd de Foretagender, der kunne være Fædrelandet baade til Nytte og til Zir. Jeg forundredes over deres Skarpsindighed, hvilke - vel vidende, at der bliver flere gode Krigsmænd i Krig end i Fred, som Forfatteren af Dialogen om Talerne sigerl), og at ethvert Menneskes Sind ledes af Lyst til Ære eller Nytte - snildeligt og viseligt have anordnet aarlige Væddekampe med Priser udsatte for Sejrherren, idet det kongelige Videnskabernes Academie hvert Aar uddeler to Guldmedailler paa 300 parisiske Livres; det franske Academie ligeledes to, den ene som Pris for Digtekunst, den anden for Veltalenhed; Videnskabernes Academie i Bordeaux ogsaa en Guldmedaille; hvilke nu for nylig ere efterfulgte af det nye Academie i Marseille eller dets Directeur, som de kalde ham, Ludovicus Hector de Villars, Hertug, Pair og Marechal af Frankrigem). Hvis saadan Hæder og saadanne Belønninger bleve boglige Kunster og studerede Mænd til Del af deres Beskærmere her hos os, mente jeg at ingen kunde tvivle om, at hine Lærde iblandt os atter vilde fatte Mod, som ved en ringe og utaknemlig Forestilling om deres Flid alt ere naaede til at tro sig selv godtkøbs, og som, ikke blot ikke tilskyndede ved nogen Indbydelse, men endog frygtende Had og Foragt leve forborgne i Enrum og 121 Skjul, saa at sige philosopherende med Seneca u) : Hvad gøres det behov at mage noget som kan vare i Aarhundreder? Er det dig om at gøre, at Efterkommerne ej tie om dig? Du er fød for at dø; et Endeligt i Tavshed har mindst Pinagtighed i Følge med sig.

XXVI
KORT BEGREB AF LACTANTII
VILDFARELSER I THEOLOGIENa).

✂ En ung Mand af Dyd og gode Sæderb) havde hørt sige, at jeg, som rimeligt er, skattede Lactantium højt og udlagde ham offentlig fra Lærestolen for mine Tilhørere. Han havde end ikke det mindste Anstrøg af Læsning i denne saare veltalende Skribent (han havde nemlig spildt den bedste Del af sin Tid med idelig at læse litteraire Journaler og Bøger fulde af Fabler), og da jeg en Dag sad i vort Skolebibliotheque, kom han ind til mig, og efter gensidige Hilsener bad jeg ham sidde ned. Omtrent en stiv Klokketime var forløben med den ene Snak om lærde Mænd efter den anden, da han omsider paa een Gang slog ind paa at tale om min Undervisning, hvorved han tilstod, at min Anordning befaldt ham højlig, idet jeg nemlig har for Skik at forbinde kirkelige Skribenter med verdslige, Ciceronem og andre med Lactantio, og vexle med Læsningen af dem. Jeg for min Del tilstod at have lært denne Sædvane af den dygtige og højst 122 ufejlbarlige Christopnoro Cellario c),idet jeg lettelig nar ladet mig lede til at tage Anvisning af saa stor en Mand, ikke alene som Følge af den berømmelige Mands Anseelse, hvilken jeg altid sætter saare højt, men fordebekvemmelige Grundes Skyld, som han fremsætter i Fortalen til Minucium Felicem d). Den unge Mand beklagede alvorligt, at han fordum i sin Skoletid ej havde faaet nogen saadan Smag paa Kirkens gamle Tider, tilstod oprigtig sin Uvidenhed og bønfaldt mig høfligt om ej at være fortrydelig over at fremsætte Lactantii Dyder for ham. For Venskabs Skyld gjorde jeg føjelig Manden til Vilje, tog Bogen i Haand og gjorde ham viis paa, at denne de Ghristnes Cicero giver os den klareste Besked om de gamle Hedningers Helligdomme og Overtro; at han paa det omhyggeligste overvejer og paa det kraftigste kuldkaster Philosophernes, især Epicuri, vigtigste Lærdomme; at han med kraftfuld Veltalenhed jævnlig forsvarer den christne Sandhed mod Jøder og andre Modstandere; at han sætter Forsynet og den guddommelige Visdom udenfor alt Tvivlsmaals Slumpetræf; at iøvrigt Traaden i Lactantii Tale i alle Maader er den sirligste og saa subtil som nogen. Men tillige advarede jeg den unge Mand om, at der hos Lactantium fandtes dels Anstød af Arianismoe) dels andre theologiske Urigtigheder, for hvilke han omhyggelig maatte tage sig vare. »Saaledes nævner Forfatteren,« sagde jeg, »ikke et Ord om Treenigheden, hvilken han kunde have lært af Theophilo, hvis Bog om Tiderne til Autolycum han selv beraaber sig paa i 123 første Bog om den falske Religion Cap. 23f). Denne Theophilus, Biskop af Antiochia, skriver saalunde til Autolycumg): De tre Dage, som gik forud for Skabelsen af de tvende Himmellys, forestille Treenighedens Mysterium: Gud, Ordet, Visdommen, Læg dertil, at Lactantius udtrykkeligt ikkun nævner tvende Personer, Gud Fader og Gud Søn, i 4. Bog, Capitel 29: Maaske vil nogen spørge, hvorlunde vi, da vi sige os at dyrke een Gud, dog kunne paastaa at der er to: Gud Fader og Gud Søn. - Om Christo og hans Evighed og Guddommelighed dømmer han anderledes end den rette Lære udsiger, i 4. Bog, Capitel 14: Gud har udsendt sin Søn, Englenes Øverste, til Menneskene, paa det han skulde omvende dem; men han har givet Gud sit Ord. Han lærte nemlig, at der er een Gud, og at man bør dyrke ham alene, og han kaldte aldrig (mærk vel) sig selv Gud, fordi han ej vilde have holdt sit Ord, hvis han, der var udsendt for at afskaffe Guderne og bekræfte den eneste Gud, indførte en anden foruden den eneste. Dette var ej at udraabe den eneste Guds Lov og ej at tage Vare paa hans Sag, som havde udsendt ham, men paa sin egen, og at skille sig fra ham, som han var kommen for at herliggøre. Derfor, fordi han viste sig saa tro, fordi han slet intet tillagde sig selv, for at gøre hans Bud Fyldest som udsendte ham, har han baade faaet evig præstelig Værdighed og den højeste Konges Hæder og Dommer myndighed og Navn af Gud. Hertil kommer ogsaa andre Steder hos ham, 2. Bog, Cap. 8: Inden Gud begyndte paa denne Verdens Bygning, frembragte han Aanden i sin egen Lignelse, hvilken var begavet med Gud Faders Kraft. - Dernæst skabte han en anden 124 (Djævelen), i hvilken det guddommelige Udsprings Natur ej blev bestandig. Ligesaa 4. Bog, Cap. 8: Hvis nogen undrer sig over at Gud har kunnet fødes af Gud ved Fremførelse af Ord og Aand, da vil han, naar han lærer Propheternes hellige Ord at kende, visselig holde op med at undre sig. - Hvad han har ment om den Helligaand, angiver han ej utydeligt i 4. Bog, Cap. 29, hvor han aldeles udelukker denne tredje Person, uden at han - saa vidt jeg da veed - nogensteds ellers omtaler den, hvorfor han dadles af Hieronymo h) i hans 65. Epistel til Pammachium og Oceanum samt i hans Anmærkninger til Galaterbrevet IV, 5. I Stykket om Skabelsen fastslaar han Christum som hvad man kalder den medvirkende eller befordrende Aarsag, i 2. Bog, Capitel 8: Da Gud havde begyndt paa Verdens Skabelse, satte han denne sin første og ypperste Søn over hele Værket og brugte ham tillige baade som Raadgiver og Værkmester ved at udtænke, udruste og fuldkomme alt, saasom han er fuldkommen baade i Forsyn, Raad og Myndighed. - Angaaende Englene, som have en Art tvivlagtig Natur, er det fabelagtigt hvad han i 2. Bog, Cap. 14 fremfører om dem, og flyderaf et misforstaaet Sted i 1. Mosebog 6, 2 og 4i). - Om Loven lærer han i 4. Bog, Cap. 17: at en ny Lov er givet ved Christum Jesum, som skal træde i den gamles Sted, der var givet ved Moses, og lidt i Forvejen: at Herren nemlig ved, selve Lovgiveren (Moses) havde forkyndt, at han vilde sende sin Søn, det er: den levende og nærværende Lov, og ophæve hin gamle af Moses givne, for paany ved ham, som var evig, at forordne en evig Lov. - Om det evige Liv, hvilket vor Skribent 125 i 2. Bog, Cap. 12 sætter i de første Forældres Paradis, som Dydernes fortjente Løn, udtaler han sig saalunde i 7. Bog, Cap. 5: Tvende Liv ere tillagte Mennesket; det ene timeligt, hvilket tildeles Legemet, det andet evigt, hvilket er underlagt Sjælen. Det første have vi modtaget uafvidende, det andet vidende; det gives nemlig til Dyden, ej til Naturen, fordi Gud har villet, at vi skulle forhverve os Liv i Live. Derfor har han givet os dette vort nærværende Liv, for at vi enten ved Udyder skulde gaa Glip af eller ved Dyder fortjene hint sande og evige. - - I hint aandelige (Liv), som vi forhverve os selv ved egen Kraft, - -. Om Opstandehen og den yderste Dag dømmer han saalunde i 7. Bog, Cap. 20, overensstemmende med visse højst navnkundige af Jødernes Læremestre, hvilke have tyktes sig at finde Hjemmel derfor i 1. Psalmej): Dog ville de ikke alle da vorde dømte af Gud, men ikkun de, som have levet i Tro paa Gud. Thi de som ej have bekendt Gud, ere alt domfældte og fordømte, saasom en Frikendelses Dom ej kan fældes over dem, idet de hellige Skrifter bevidne, at de Ugudelige ej skulle opstaa til Dommen. Altsaa skulle de dømmes, som have kendt Gud, og deres Gerninger, det er, deres onde Værker skulle føres tilhobe med deres gode og vejes, for at de, saafremt de gode og retskafne Gerninger have været flest og vejet tungest, kunne overgives til saligt Liv, men, saafremt de onde derimod faa Overtaget, kunne idømmes Straf. - Om Verdens Ende dømmer han i 7. Bog, Cap. 14 ligesom Jøderne, at den finder Sted naar Verdens sextusende Aar er udrundet, og at de menneskelige Tings Tilstand da omdannes og forbedres. Ligesaa i Cap. 17: Naar 126 Tidernes Ende er nær, vil en stor Prophet (jeg tænker Elias) vorde sendt af Gud, som skal omvende Menneskene til at bekende Gud og faa Magt til at gøre Undere. Herhen høre vor Forfatters Drømme sammesteds, samt ogsaa i Cap. 8 af Kort Udtog af de guddommelige Lærdomme, om Antichristo som skal komme af Syrien, om Christi Tusendaars Rige her paa Jorden, om Verdens Fornyelse, etc. etc. Ikke at tale om de Steder i den hellige Skrift, som ere forstaaede anderledes end tilbørligt af Lactantio i 4. Bog, Cap. 7, 8, 12, 13, 18, 19 og andensteds, hvilke af lærde Fortolkere forlængst ere antegnede. - Men lader os fortolke disse enkelte Ting læmpelig og bære over med en nyomvendt Mand, oplært i Hedningenes Vildfarelser, og levende paa de Tider, da Kirkens rette Lære angrebes af Novatianere, Valentinianere, Marcioniter, Anthropianere eller Anthropomorphiter og andre, hvilke Forfatteren klager over i 4. Bog, Cap. 30k). At Lactantius visselig har været Christo højlig hengiven, derom vidner - for ej at tale om utallige andre Beviser - denne Bekendelse af ham, i 4. Bog, Cap. 29, Slutningen: Han er Døren til det ypperste Tempel, han er Vejen til Lyset, han er Forgænger til Saligheden, han er Indgangen til Livet. Ikke sandt? hvor guddommelige Tanker han har næret om Frelseren, frenigaar efter min Mening noksom af den guddommelige Hæder, som han i den anførte Bog, Cap. 27, tillægger endog det ydre Tegn af Christi Kors: Nu er det nok at forklare dette Tegns Magt, hvor meget det formaar. Hvor stor en Skræk dette Tegn er for Djævlene, vil den vide, 127 som har set, hvorlunde de, naar de besvær ges ved Christum, flygte fra de Legemer, de have besat. Thi ligesom han selv, da han levede blandt Mennesker, med sit Ord uddrev alle Djævle, saaledes udelukke nu hans Efterfølgere baade ved deres Mesters Navn og ved hans Lidelses Tegn de samme urene Aander fra Menneskene. Den Sag er ej vanskelig at bevise; thi naar de ofre til deres Guder, og nogen staar hos, hvis Pande er tegnet med dette Tegn, lykkes Offeret ingenlunde:

✂ Da kan Spaamanden ej paa Spørgsmaal give Svar.

✂ Og dette har ofte for de onde Regenter været en Hovedgrund til at forfølge Retfærdighedenl). Thi naar nogle af vore, som vare Tjenere, stode hos deres ofrende Herrer, bærende Tegnet paa deres Pande, dreve de disses Guder paa Flugt, paa det at de ej kunde afskildre Fremtiden i Offerdyrenes Indvolde. Naar Spaaniændene forstode dette efter Tilskyndelse af de samme Djævle, for hvilke de skære Kødet sønder, klagede de over} at vanhellige Mennesker vare tilstede ved Gudstjenesten, og dreve deres Fyrster til Raseri, saa at de bestormede Guds Hus. Desuagtet kunne de blinde Mennesker ej af dette forstaa, hverken at denne er den sande Religion, ihvilken der ligger saa stor Kraft til at sejre, eller at hin er falsky som ej kan holde Stand eller binde an med den. Men de sige, at dette gøre Guderne ikke af Frygt, men af Had. - - «

XXVII
SAMMENLIGNING MELLEM DET
GAMLE GRÆKENLAND OG DET
NYESTE FRANKRIGE.

✂ EN Ven af miga), saare lærd i de græske Skrifter, havde offentlig holdt saa at sige en lovprisende Ligtale over Athen og hele det lærde Grækenland, idet han baade havde omtalt de gamle Grækeres Fortjenester af de boglige Studier og bejamret det attiske Lands Skæbne, hvilket nu om Dage beboes af Tyrker og Barbarer. Udgangen derpaa var, som jeg mindes, saalunde: Farvel Grækenland, du der ligervis som en Grav ej bevarer andet end Navnet og dit Mindes brændende Lampe! Farvel, Athens By, du som ej skal genvinde din gamle Værdighed, før dine Stoïceres Verden efter Opbrændeisen er vendt tilbage til en ny og bedre Natur!b) - Efter at den særdeles veltalende Mand smukt havde holdt sin Tale, var han Dagen efter til Stede i en Forsamling af flere Venner, hvor Talen atter faldt paa Grækenlands Ligfærd og de med Grækenland udslukkede Kunster. De fleste smigrede Mandens Øren, saaledes som vore Tiders højst lastværdige Humanitet plejer, som Quintilianus kalder denc), og raabte som om de vare lejede dertil for Betaling, at intet sandere, intet ypperligere Ord kunde have været talt; men jeg tog aabenlyst paa mig, at hvis jeg var Franskmand, vilde jeg med skellige Beviser godtgøre, at det gamle Grækenland ej var gaaet til Grunde, men gaaet over i Frankrig, og at det ene Æg, som 129 man siger, ej kunde ligne det andet mere end dette hint. Dertil svarede min højberømmelige Ven, at han ganske vist ikke tvivlede om, at Franskmændene overgik de gamle Grækere i Letsindighed, Anacreontisk Letfærdighed, Blødagtighed, Mund-Diarrhoe d), Foragt for Udlændinge; hvilke hine paa Atticernes Vis holde for Barbarer, og andre Laster, men stode tilbage for dem i Dyder. Dette befaldt mig mindre, da jeg oprigtigt plejer at lovprise Dyden ogsaa hos Fjenden; hvisaarsag jeg for at fuldføre den Væv, jeg havde paabegyndt, bestaaende i en Sammenligning mellem Grækenland og Frankrig, kortelig tog til Orde som følger: »At de to Landes Slægtskab er ældgammelt, kan ingen være i Tvivl om, saafremt visse Lærde ud fra Cæsare og Strabone e) med Rette gætte, at de græske Bogstaver [x], [x], [x] ere modtagne fra Gallerne; og at ikke Bogstaver alene, men ogsaa Philosophien er kommen fra Ceiterne til Grækerne; for ej at tale om de franske Ord, hvis Oprindelse Jo. Piccardus, H. Stephanus, Joach. Perionius (som latterligt afleder Ordet maison af det græske [x][x][x][x][x]) og andre Franskmænd søge i den græske Republiquef). Fremdeles er det vist, at Frankrige alt i gamle Dage havde saadan Velstand paa græske Studeringers Berømmelse, at de fornemme Romere paa Strabonis Tidg) foredrog Udenlandsrejse til Marseille fremfor til Athen; for ej at tale om Lyøn, Reims og andre højst navnkundige Byer i Frankrige, hvilke jeg, som jeg mindes, har berømmet i Ubekendte Historierh); endskønt dog denne Ros, denne Brug af det græske Sprog ikkun har 130 været fælles for et mindre Antal af Gallerne, som det fremgaar af hvad Cæsar fortælleri), at da Q. Cicero var belejret af Gallerne og indespærret af dem i sin Lejr, sendte han ham et Brev skrevet med græske Bogstaver, paa det at ikke hans Anslag, hvis det blev opsnappet, skulde blive Gallerne bekendte. Mærk iøvrigt Ligheden mellem begges Storhed, Grækenlands og Frankrigs: Athen, Hellas' Museum, som Athenæus kalder denj), gjordes berømmelig af fordums højst navnkundige Gymnasier: Cynosarges, Lyceum, Academiet, Stoa og andre; Corinth var dets Kranion til Zir; for ej at tale om Skolerne paa Rhodo, i Epheso, Tharso og Mitylene etc.k); Frankrige forherliges ikke alene af hine otte navnkundige Academier i Paris: det parisiske, som fordum bestod af 100, nu om Dage af 50 Collegiis; det franske; det kongelige Academi for Indskrifter og boglige Kunster; det kongelige Videnskabernes Academi; det kongelige for Maler- og Billedhuggerkunst; det kongelige for Bygningskunst; endvidere det for Politik og Velstand, og det for Musik; - men ogsaa af atten prægtige Academier udenfor Paris, i Toulouse, Orléans, Montpellier, Poitiers, Angers, Caen, Bordeaux, Bourges, Cahors, Nantes, Reims, Valendennes, Aix, Douai, Pont-à-Mousson, Besangon, Perpignan, Orange j) . - Athen kan ikkun fremvise eet offentligt Bibliotheque, indstiftet af Pisistrato m); Paris alene har rigeligere Forraad af Bøger og Skrifter end hele det gamle Grækenland og kan hovmode sig af nitten offentlige Bibliothequer (for ej at tale om de private, hvilke ere utallige). - Athenienserne 131 lagde Vind paa lærde Selskaber, saaledes som jeg mindes at have læst om Theophrasto hos Athenæum n) : Der ere mange Sammenkomster af Philosopher i Athen, af Diogenister, Antipatrister, Panætiastero). Disse Stævner skænkede Theophrastus Penge, ikke for at de i den Forsamling letfærdigt og uforskammet skulde fare fort i Trodsighed, men for at de med Maadehold og Lærdom skulde fuldkomme de Samtaler som man holder ved Gæstebud. De underholdtes i Prytaneop) og vare daglige Gæster ved de maadeholdne og nyttelige Maaltider, som anrettedes paa offentlig Bekostning. Hid hører ogsaa det Sted hos Gellium q) : - - I de unge Mænds Gæstebud, som vi havde f or Skik at mage i Athen i Maane-Ugerne, toge baade gavnlige og fornøjelige Taler deres Begyndelse, saa snart Maaltidet havde Ende. - - Men hvo er uvidende om, at saadanne Stævner forlængst ere beskikkede af Frankriges Mæcenaterr), paa det at Vejen til Lærdom for den lærvillige skal vorde kortere igennem indbyrdes Samtaler end gennem hine enlige og skjulte Studerings-Øvelser, som i vor Himmelegn opsluge Sjælens og Legemets Kræfter? Atticerne og Mitylenenserne holdt philosophiske og poetiske Væddekampes), med udsatte Priser for Sejrherren (en Bog eller en Krone); Franskmændene pleje med en aarlig Løn af Guldmedailler offentlig at indbyde lærde Concurrenter til at løse Spørgsmaal (som jeg ovenfor har omtalt i XXV. Discurs); ja, alt forlængst have, efter Mitylenensernes Exempla, hos Franskmændene poetiske Tvekampe været Skik, ved hvilke Kongen selv førte Forsædet og kronede Sejrherrerne, som Herr de Casa Nova 132 paastaart). - At Aand og Vid alene fandtes indenfor Atheniensernes Mure, udsiger blandt Romerne Vellejus Paterculns u); ej anderledes tykkes vi Udlændinge at dømme om Frankrige, hvilke i Hobevis strømme did for at bekomme Vittigheds Prydelse. - Grækerne gjorde sig svarlig til af deres Fædreland, saasom Plato, hvilken siges at have takket Naturen fordi han var født Græker og Athenienser v) ; i saa Maade ere Franskmændene Platonicere; hvoraf opkomme for dem saa mange Avinds-Fejder, saa mange Smaakampe for Hus og Hjem med Englænderne, hvilke prale med at de fra Arilds Tid have været Franskmændenes Læremestre, saa vel som med de Tyske, hvilke ærgre sig over at være foragtede. - Attisk Skæmt, attisk Finhed, attisk Veltalenhed berømmes overalt af de romerske Skribenterx); det er Franskmændenes Privilegium, at de atticisere i deres Omgængelse, i deres Skrifter, mest i Digtekunsten, ved hvis Hæder de have udmærket sig fast allerede i selve Barbariets Tider. - Ingen, som har studeret en Smule, er uvidende om den Høflighed hvormed Atticerne modtoge fremmede, ja de gik saa vidt i at beskærme deres Gæster, at de af lutter Høflighed ofte end ikke vege tilbage for at føre Krige f or deres Skyld y); hvorom Tzetzes ydermere har efterladt følgende Versz):

✂ Det var Atheners Lov at gøre Gæster vel,
og gæstevenlige man kaldte dem med Skel.

✂ Et lignende Høfligheds-Skudsmaal give næsten alle Rejsende Franskmændene; til Exempel kan 133 blandt mange tjene det Udsagn af den højst navn kundige Mand Georgio Wallin i Bogen Det lærde Paris om de parisiske Bibliothecarieræ): » »Foruden at den parisiske Bibliothecar er overmaade bevandret i fast enhver Art af Studeringer og i Lærdommens Historie, hvoraf de fremmede kunne lære saare meget, er han til og med af en saadan Høflighed i Levemaade, at du maa tro at han er født og skabt for dig alene. Saa snart han har forfaret din Nærværelse, lader han alle Forretninger være, af hvilke han besværes, og iler hen til dig med smilende Aasyn og Armene udstrakte som til Omfavnelse. - Saa snart han hører at du savner en Bog, skulde man tro at det var en Fyrste som havde befalet, saa redebon er han til at lystre, saa at sige; etc. etc.« « - Endelig lagde Atticerne største Vind paa Modersmaalets Liflighed og Zirlighed, hvoraf Følgen blev, at Italien var fuldt af græske Veltalenheds-Mestre, at det græske Sprog herskede ikke alene i Romernes Skoler, men ogsaa i deres Fruerstuer, ja Paladserø), og at Romerne selv ofte benyttede det i Steden for deres Modersmaal til at antegne Historier og andre Forstandens Ihukommelses-Skrifter, saaledes som jeg har viist i mine Romerske Efterforskninger aa). Samme Viikaar har det franske Sprog, paa hvilket at polere lige fra Cardinal Richeiieus Tider ab) det franske Academie (Academie Françoise) anvender stor Flid og Umage. Det er nemlig alt nu forfremmet til en saadan Højhed, at, naar man ser paa Sproget, hører fast hele Europa nu om Dage til Frankrige, saa at den saakaldte 134 allerchrlsteligste Konge i hvert af Udlændingenesaller Riger underholder paa andres Bekostning en forsvarlig fransk Hær af begge Køn.« - - Ved at høre dette klagede min berømmelige Ven paa vore Landsmænds utidige Imitationslyst,hvilke hellere lære sig fjærne Folkeslags Sprog end vore Naboers, med hvem vi pleje at føre Krig, ej ihukommende, at i Krig, hvis enten et Brev opsnappes, eller en Overløber eller en Spejder ankommer, eller et andet Tilfælde indtræffer, ligger der stor Magt paa, at Hærføreren uden Hjælp af Tolk kan læse, høre, fatte; han klagede paa det franske Sprog, som ej alene daglig fortærer saa meget af vort Fædrelands Formue, men ogsaa volder, at hine gamle ærværdige Sprog, Græsk og Latin, forringes og om kort Tid gaa til Grunde. - Jeg derimod lovpriste standhaftig, om end ej uden honnet Misundelse, Franskmændenes velvise Listighed, hvilke, vel vidende, at Folkeslagene forpligtes dem ved dette Baand som ved en Art Landsmandskab, at en Del af Rigets Højhed, og det ingenlunde den ringeste, hænger af dets Sprogs Herredømme, og at dets Borgere have den største Fordel deraf, have bragt det saa vidt, at det nu alene er de Franske, som tykkes at kunne tale, hvilke have paalagt fast alle Stænder saadanne Love, at hverken Fyrsterne, som slutte Forbund, som modtage Bønskrifter, Sendebude og Ambassadeurs, ej heller Hofmændene, ej heller de Lærde, Købmændene eller andre lettelig kunne undvære det franske Sprog.

XXVIII
OM GAMLE KÆRLINGERS
GIFTERMAAL.

✂ En alderstegen og grim, men formuende Enkea) havde indgaaet Ægteskab med den skønne Alexisb), som hellere vilde have en Medgift med en Hustru paa Købet end omvendt. Om denne Brudgom havde en satirisk Poëtc) digtet denne Pasquil:

✂ Hvad kan du nu af Sanserne,
o Ungersvend! dig vente?
Hvad Øjnenes Fornøjelse
herefterdags dig hente?

✂ Dit Øre vældigt Tordenskrald
vil enten skræksomt fylde,
hvad heller snaksom Kærling skal
med Skvalder tæt det tylle.

✂ Af Stank din Næse plages svart
og ildelugtend' Aande;
om Lugtesansens ringe Art
du tsnker allehaande.

✂ Tal ej om Smag! Din gamle Kvind
man smagesløs maa kalde;
men har hun nogen Smag, det Skind,
den er saa besk som Galde.

✂ Om Følelsen jeg tier stil;
naar Ilden ej den livner,
alt Blod i Aaren størkne vil,
al Sans af Kulde stivner.

✂ Men følger da Naturens Trang
og Sanserne gør glade,
og ønsker du dig svart engang
dig Børn at efterlade,

✂ Da vé din Tjenestkvind! Mons tro,
at Husbond hende byder
at søge Seng, som Sdpiod),
og lønligt hun adlyder?

✂ Til Lykke med din Redes Bo,
som Gøgen ej kan lokke;
thi Avindsyge Sindets Ro
hos dig vil aldrig rokke.

✂ Disse Vers havde - jeg veed ikke hvordan - sneget sig ind ved Bryllupsgildet; af hvilke der først opkom Latter hos de studerte Folk, som tillige med mig vare tilstede, og dernæst en alvorlig Bordtale om Giftermaal med gamle Kærlinger, holdt paa det latinske Sprog, for at ikke de nærmeste skulde forstaa den. En var ligesom Montanisterne og Novatianerne e) en Fjende af andet og tredje Giftermaal og berømmede hin attiske Lovf), ifølge hvilken den Kvinde, som giftede sig tredje Gang, holdtes for æreløs, samt lovpriste tillige de gamle Romeres 137 Anordning, hvilkes Kvinder, naar de nøjedes med eet Ægteskab, hædredes med Ærbarheds Kransg); ej heller lastede han den gamle Kirkes Tro, i hvilken de, der indgik andet Ægteskab, fordum hverken modtoge Velsignelse eller Krans h); endelig fremlagde han Vidnesbyrd af Fædrene: af Tertulliano i), hvilken i sit Skrift om Opmuntring til Kyskhed samt i et andet om Monogami godtgør ved Lignelse med Ægteskabet imellem Christum og Kirken, at man kun een Gang bør holde Bryllup; ligeledes af Hieronymo j), hvilken i 10. Epistel til Furiam, fød af Camillernes Slægt, skriver: Du. har ydermere din Herkomsts store Privilegium, at lige fra Camilli Tider ingen eller yderlig faa Kvinder i din Familie antegnes at have kendt anden Ægteseng; saa du er ikke saa meget at rose, hvis du forbliver Enke, som du er at fordømme, hvis du, en Christen, ej overholder hvad hedenske Kvinder i saa mange Aarhundreder have iagttaget; samt af Chrysostomo k) i 2. Prædiken over Brevet til Titum: I vide visselig alle, at endskønt andet Giftermaal er tilladt af Lovene (de romerske), er dog denne Sag undergiven mange Paaklager. - Hertil svarede en anden, at ganske vist fordømte Fædrene det andet Giftermaal, dog ikke et saadant som fandt Sted efter den ene Ægtefælles Død, naar Contracten var opløst, men ikkun det som sker ved Skilsmisse medens den forrige Mand endnu er i Live, hvilket Seneca artigt gennemheglerl): Mon nogen Kvinde nu vil blues ved Skilsmisse, siden visse fornemme og velbyrdige Kvinder regne deres Aar ikke efter Consulernes, men efter deres Ægtemænds Tal; ligeledes Juvenalis VI, 20m):

✂ -- - saalunde i fem Aar
man otte Ægtemænd har haft

✂ Den samme Gæst anførte fremdeles for Ægteskabs Gentagelse mangfoldig Hjemmel i den hellige Skrift, og mindede sagtmodig om, at det jo ej var angaaende saadanne Giftermaal af Kvinder for anden elier tredje Gang, som indgaas skikkeligt og inden en rimelig Aldersgrænse, men med Hensyn til de ufrugtbare gamle Kærlinger, som alt have overskredet de halvhundrede Aar, at der spurgtes: om det er Ret, at en vissen Kone i den Alder ægter en frisk og kraftfuld Ungersvend? Dette bar han ganske vist ej Betænkende om at bekræfte, menende med de Lovkyndige, at Ægteskab er af Naturen en fri Sag. - Da jeg hørte dette, svarede jeg kortelig saalunde: »Jeg nægter ikke at det forholder sig som du siger, højfornemme Mand; men du er ej uvidende om, at det ligger i den borgerlige Øvrigheds Haand, hvis det synes stemmende overens med det gemene Bedste, at skrive saadanne Love for Ægteskaber, at f. Ex. en gammel Kvinde kun maa tage en gammel Mand, en ung Kvinde en ung Mand; en saadan Anordning vilde, som jeg troer, ej være uvelkommen for Ungdommen af begge Køn. Jeg er visselig ej saa ilde sindet mod de ældre Koners Folkefærd, at jeg kunde ønske at forvise dem til Derbicerne n), hvilke kvæle de gamle Kærlinger; langt snarere holder jeg dem i den største Hæder, ja sætter dem alt for højt til at jeg skulde ønske at de enten vare til Skam for Matroneklædernes Ærværdighed eller til 139 Spot for Naturen. Og efter min Mening i al Fald bør de fra den Stund, da de ophøre med at være capable til Barnefødsel, enten holde sig i Ro elier ogsaa slaa sig til Taals med de umægtige, paa hvilke Alderen har sat Hægte. Visselig dadles hin ulige Ægteskabs Art i al Stilhed baade af Theologernes rette Lære og af Naturen selv. Thi Theologien lærer, at Ægteskabet er en guddommelig Anordning til Menneskekønnets Formerelse, paa det alle ustadige Lyster kunne undflyes, og Gud tjenes i Kyskhed i dette beskikkede Samfund. Men hvilket Haab om Formerelse er der tilbage efter det halvtredsindstyvende Aar? Hvor truer der Mandheden farligere Baghold fra Uafholdenhedens Side end i en gammel Kones Ægteseng?o) Hvilken Plads er her fremdeles for det Ord, som plejer at forelæses Bruden af Præsten efter Vielsestalen: jeg vil mangfoldiggøre din Kummer og din Undfangelse; med Smærte skal du føde Børn p)-? - Dernæst gaar Naturen ikke mindre i Rette med den unge Brudgom, som tager sig en tresindstyveaarig Viv, end med den ublu Agerdyrker, som saar den til frugtbar Jord skabte Sæd i Ødemarker og goldt Sand. Jeg vil ej tale om hin højviselige Forordning af den gamle Papisk-Pappæiske Lovq): Halvhundredaarig Kvinde have ej Ret til at indgaa Ægteskab.« - Da jeg havde forklaret alt dette, svarede min Ven artigt, at han ganske vist ikke havde noget at sætte op imod min Mening, men dog tyktes de gamle Kærlingers Giftermaal ham at være til fælles Tarv, da det ofte er et stakkels elendigt Menneske et Plaster paa hans Gæld, 140 som Laberim sigerr), og hjælper paa hans enten slunkne eller aldeles udtømte Pengepung, saa at han kan komme op igen eller atter bringes helt paa Fode og leve prægtigt efter sin Rang. - Derimod mindede jeg om, at i saa Fald var det Medgiften og ikke Hustruen som toges til Ægte, og at man skøttede paa skammelig Vis ikke om Ærbarhed, ikke om retskaffen Fornøjelse, men ene og alene om Nytten, og ansaa de gamle Koner som store og ufrugtbare Skovtræers), hvilke ere saa højt i Pris som der er Ved i Ballen, og, for at tale med Philosophis, begæres ikke for deres egen, men for en anden Sags Skyld. Jeg lagde til, at paa den Maade bedroges for det meste de lovlige Arvinger; og selv om disse maaske efter Fortjeneste burde gøres arveløse, ønskede jeg, at den gamle Kones Gods ej skulde efterlades en eller anden ny, enten ødsel eller gerrig, Ægtemand, hvis Graad til sin Tid vil være masqueret Latter, men ved et gudfrygtigt Testamente tilfalde trængende Efterlevere.

XXIX
OM SPØGELSERa).

✂ Ved et saare ærbart Drikkelag mindes jeg at der efterforskedes angaaende Spøgelser, om de ere Phantasier og ikkun som Følge af den menneskelige Frygt antage Form, eller om de have 141 egen Gestalt og Person; hvilket een bekræftede, en anden benægtede. Denne paastod, at det altsammen var Gækken af de ydre Sanser og bedragelige Vejrlys, og opregnede en mangfoldig Hob Syner, som have paaført Mennesker Blændværk; hin forsikrede derimod, at de havde virkelige Skikkelser, og beraabte sig ikke saa meget paa Apostlenes Mening, hvilke troede Christum at være et Spøgelse, da han gik paa Havet, og en Aand, da han kom ind gennem lukte Døreb), som paa Christi egen Dom, hvilken ikke blot ikke nægter, men endog lærer, at der gives Spøgelserc); ydermere fremførte han Vidnesbyrdet af Forfatteren til Maccabæernes Bog om Rytteren, som uddrev Heliodorumd), etc. - Dernæst omtalte han udaf adskillige Historier Exempla paa Spøgelser, som ikke blot ere blevne sete, men ogsaa hørte at tale, saasom Julius Cæsar, der efter Døden viste sig for C. Cassio i Slaget ved Philippi, med truende Aasyn ridende hastigt løs paa Landsforræderene); dernæst hine tvende Ungersvende, som siges at have kaldt Simonidem udendørs og derved reddet ham ud af det faldefærdige Huses Undergangf); derefter hint mørke Billede, som traadte frem for Bruto om Natten, da han efter Sæd lod Lys bringe ind og overlagde et og andet med sig selv, og som paa Forespørgsel om, hvem det var, svarede: Din onde Engelg); endelig hint trefoldige Spøgelse, hvorom Plinius den yngre melder følgendeh): Som en endnu ringe og ubekendt Mand var Curtius Rufus i Følge med Statholderen i Africa; i Kvældningen spadserede han i et Gallen; dér møder ham 142 en Kvindeskikkelse, som sagde den skrækslagne, at hun var Africa og vilde forudsige ham de tilkommende Ting: han skulde drage til Rom, beklæde Æresamter, samt endnu engang med den øverste Commando vende tilbage til samme Provins og dø dér. Det skete altsammen. - Der var i Athen et rummeligt, men ilde berygtet og befængt Hus. I Nattens Stilhed hørtes Larm af Lænker, og snart viste sig et Billede: en gammel Mand, ilde medtagen af Magerhed og Skarn, med Lænker om Benene, bærende Lænker om Hænderne og raslende med dem. - Jeg haren Frigiven ved Navn Marcus, ej ustuderet. Han og hans yngre Broder laa i een og samme Seng. Denne tyktes sig at se en Mand sidde paa Lejet, hvilken førte en Saks hen til hans Hoved og ogsaa skar Haarene af hans Isse. Da det blev lyst, var hans Hoved virkelig klippet, og Haarene fandtes liggende ved. - Men den anden var haardnakket i sin Vantro, og for at formindske Tilliden til disse Smaafortællinger, aflod han ej med at raabe paa, at hverken Plinius eller de øvrige Skribenter havde været Øjenvidner eller Ørenvidner til hvad de berette, men letsindig havde ladet sig bevæge af andres Overtalelser til at tro det. Nu lagde jeg mig sagtmodig imellem og spurgte Manden, om han troede, at America, som han aldrig havde set for sine Øjne, existerede i Virkeligheden; og da han ej benægtede dette, sagde jeg: »Hold da op med at tvivle om Spøgelser, fordi det ej er faldet i din Lod at se dem med Øjnene. Thi fra denne Art af Sadducismoi) synes der mig at være et saare kort Skridt til Atheismum, og hvo som betvivler eller benægter een Slags Aander, holder sandelig 143 i sit stille Sind ogsaa en anden for tomt Hjærnespind, som man siger. Desaarsag plejer jeg paa det ivrigste at tage Spøgelserne i Forsvar, paa det at ej nogen forkert Mening om Aandernes Natur skai faa Indpas i min Sjæl.« Ved at høre dette spurgte den anden mig, jeg veed ej om for Alvor eller for Morskab, hvilken min Mening var om Spøgelser og om deres Væsen og Handeler. Dertil svarede jeg, som jeg mindes, slet og ret i al Korthed følgende: »Jeg fastsætter visseligen ej med Lactantio j) en vis, af Englene foraarsaget Mellem-Natur hos Aanderne, hvilke hverken ere Engle eller Mennesker, hvilke indsnige sig i Menneskenes Legemer, virke lønligt i Indvoldene og skade Helbredet, afstedkomme Sygdomme, skrække Sjælene ved Drømme, plage Sindene med Galenskaber; ej heller troer jeg ganske med Pythagoras k) hos hvem Lactantius synes at have hentet et og andet, at hele Luften er fuld af Sjæle, og at det er disse som holdes for Dæmoner og Heroer og paaføre Menneskene Drømme og Tegn paa Sygdom og Sundhed; og ikke blot Menneskene, men ogsaa Kvæget og de andre Bæster; og at det er for disse at der bringes Renselsesog Forsoningsofre og øves al Spaadomskunst og Prophetier og lignende. - Ej heller holder jeg med Paracelso l) derudi, at man kan søge Omgængelse med disse Aander, og at saalunde det Tilkommende kan meddeles os; hvilket ej tykkes mig at have større Sandsynlighed end hint Thoms Campanellæ sindrige Paafundm), at Luften har Følelse, at Luften sættes i Bevægelse af de nærværende og tilkommende Ting og kan meddele os dem. Endelig følger jeg 144 ej heller, for ikke at tale om mangfoldige Drømme af andre, visse Theologer, som mene, at de Legemer, som Spøgelserne paatage sig, ere de Dødes Lig, som endnu ere friske og bekomme Liv af en Dæmon ; thi af denne Antagelse opstaa altfor svære Spørgsmaal og Knuder, til at

✂ Spaamanden rigtigt kanpaa Spørgsmaal give Svar n).

✂ Men efter min Mening (som jeg har tilfælles med de fleste fornuftige Folk) er det overalt af den hellige Skrift indlysende, at Engle af begge Slags færdes iblandt os og tage Del i vort Liv, hvisaarsag der ej kan være Tvivl om, at det er fra disse at hine uformodede Jærtegn stamme, som vederfares vore Øjne eller Øren. Naar saaledes, Exempli gratia, en Mand i levende Live pludselig ser et levende Billed af sig selv, hvilket jeg har hørt er hændet flere, og ligeledes, naar inden nogens Død et Bulder høres som Forvarsel, og hvad der nu ellers findes af den Art, plejer jeg at sige som hine Mænd i Apostlenes Gerningero): Det er hans Engel. Hvis efter hans Død et eller andet Syn viser sig for os, fører jeg det ligeledes tilbage til Englene, uden at agte paa deres højst bedragelige Mening, som tilskrive det det afdøde Menneskes Sjælp); thi disse tykkes mig ej at afsky Muhammedanernes Vildfarelse, hvis Fortolker er Abuharira hos Abrahamum Ecchellensem i Arabernes Historie med tilhørende Orientens Krønikeq): Naar nogen dør, fardes hans Sjæl i en Maaned ved hans Hus og ser efter Arvingerne, hvorlunde de dele hans Gods, betale hans Gæld, udføre hans Testamente. Men naar 145 Maaneden er udløben, føres den tilbage til sin Grav og færdes ved sit Lejersted et helt Aar, for at se, hvo der bringer Bønner for ham, og hvo der sørger over ham. Naar Aaret er omme, føres den Dødes Sjæl did, hvor Sjælene opbevares indtil den Dag, da Opstandelses-Basunen lyder. - Hid hører ogsaa hin Almuens vedtagne Indbildning hos Lactantium r), at de Dødes Sjæe flakke om i Nærheden af Gravene og Levningerne af deres Legemer. - Hvis det fremdeles paalægges mig at svare angaaende den fremmanede Samuel s), holder jeg for, at det visselig ej var en Djævel, ej heller selve Samuel hel og holden, ej heller hans Sjæl (thi disse Antagelser ere højst vildsomme), men at Samuels Engel har vist sig i Prophetens Skikkelse, sendt af Gud og forsynet med prophetisk Kraft.« - Jeg havde alt endt min Tale, da Modparten trængte ret haardt ind paa mig og spurgte mig om Aarsagen til, at Følge-Englene friste, anfægte og slaa de menneskelige. Sanser, da enhver Handling plejer at finde Sted for Øjemedets Skyld, som Philosopherne sige? Dertil svarede jeg: »Betænk, højfornemme Mand, at disse Syner ej blive de Umælende til Del, men Menneskene, og det efter min Mening i saadant Øjemed, at disse kunne paamindes om deres Dødelighed og deres Aands Tilstand efter dette Liv; at dog de onde Engle dels ikkun en sjælden Gang ses her i vore af Evangelii Dag oplyste Lande, for ej at opskræmme de i Tryghed befangne Sind, dels grassere i det Øjemed, at de paa øde Steder (øde kalder jeg dem som ligge udenfor Kirken, Indien, Lapland etc.) kunne fixere 146 vankundige Mennesker, søge Trøst for deres Fortabelse ved at fordærve disse og forføre dem til onde Kunster, til at dyrke og frygte sig og endelig til at søge Omgængelse med sig. løvrigt tvivler jeg ej om, at det meste af den overtroiske og Pokkers lettroende Almues Smaasnak om Spøgelser er upaalideligt, er onde Drømme og Fabler, som ligne de Febersyges indbildte Phantasier. Men jeg beklager ogsaa, at de sandfærdigste Spøgelse-Historier ofte behandles saa uagtsommeligt af vore Tider, ikke af bekvemme Vidner føres til Klarhed, og omsider ved Skribenternes Skødesløshed gaa i Glemme.

XXX
OM FORÆLDRES RET TIL AT RAADE
FOR DERES BØRNS GIFTERMAAL.

✂ En Borger fra Varde By her i Egnena) havde for faa Aar siden gaaet paa Frierfødder til en Jomfru af honnet Skabning og kommen af honnette Folk. Den attraaede kunde ved intet Haab, ved ingen Bønner formaas til at skikke sig efter hans Elskov. Moderen var Enke og gerrig (og Frieren var pengestærk); hun satte sin Myndighed ret strængeligt ind, ret som efter Catulli b) Ord :

✂ Din Mødom er ej din, Forældrene tillige
i denne have Part,

✂ og udvirkede omsider, at den arme Datter lod sig lede til dette pinagtige Giftermaal Hvad sker?

✂ Mod det Had, hun havde fattet til sin Brudgom, gaves ingen Lægedom: Mandens lidt fremrykkede Alder mishagede hende; hans Manerer mishagede hende, hvilke vare mindre bekvemme for det smukke Køn og den galante Verden. Ingen Trøst var forhaanden hjemme uden den forborgne, som en løsagtig Lieutenant, hvis Rygtet er sandt, ydede hende. Omsider fulgte den ulykkelige Udgang : da Ægtemanden rejste hjemmefra, blev han undervejsc) efter Aftale dræbt af lejede Mordere; Drabets Hovedmænd søge dels Frelse i frivillig Landflygtighed, dels gribes de og lide deres Straf; Bruden overbevises ej om Forbrydelsen, men mister sit Gods og beholder intet uden den blodige Plet paa sin Sjæl og sit Rygte, som ej Hænder kunne aftvætte, og er endnu den Dag i Dag i Live. Denne gruelige Hændelse bragte kort efter mig og adskillige Omgangsvenner i Disput om Forældres Ret til at raade for deres Børns Giftermaal d). En klagede nemlig svarlig paa Enke-Moderen, ved hvis Vogn-Styrelse den arme Datter var styrtet i saa store Forseelser og Ulykker; en anden søgte derimod at frikende Moderen og berømmede hendes tjenstivrige Vindskibelighed, samt bebrejdede tillige Ungdommen dens Skrøbelighed, hvilken ofte drives hovedkulds og uformodet afsted af blind Elskov eller andre Tillokkelser, uden at agte eller forstaa sin egen Nyttes Tarv. Samme højfornemme Mand, der ej var ukyndig i Theologi og Jura, paastod intet Ægteskab lovligt at være, medmindre det var sluttet efter fædrene Raad og Befaling; 148 thi Hjemmets Øvrighed havde samme Ret over sine Undergivne som Formynderen over sine Myndlinge, saa at ingen Accorder af disse burde holdes for fast besluttede uden hans Myndighed; den Lydighed skyldte Børn deres Forældre, at de frivillig og sagtmodig burde give sig deres Dom og Vilje helt i Vold. For at give denne Mening Vægt beraabte den højfornemme Mand sig paa det fjerde af de ti Guds Bud og fremførte adskillige Exempla af den hellige Historie: Abraham, Hagar, Samsons Forældre og andre, hvilke efter deres Ret forvaltede deres Nærmestes Giftermaal. Derfra appellerede han til Folkenes Rete) og først da til Justiniani Lovf): Retmæssigt Ægteskab sluttes af romerske Borgere indbyrdes, hvilke komme sammen efter Lovenes Bydende, Mændene fuldvoksne, Kvinderne mandføre, dog paa den Maade at de, hvis de ere Sønner i Huset, have deres Forældres Samtykke, under hvis Herskab de ere. Thi at dette bør finde Sted, tilraades baade af borgerlig og naturlig Billighed, for saa vidt som Faderens Befaling bør gaa forud; dernæst til Hermiones Ord hos Euripidem i Andromache: Min Fader drage Omsorg for mit Giftermaal; det ej er min Sag dette at bestemme selv g). Derefter vendte han sig til Barbarerne og lod os vide, at hos Japanerneh ) sluttes alle Ægteskaber af begge Parters Forældre, eller, hvis disse ere døde, af deres Frænder; ligeledes blev fordum hos Peruanerne under Inca'ernes Regimente de Ægteskaber, som vare indgangne imod Forældrenes Samtykke, holdte for at være uretmæssige, og det deraf avlede Afkom uægte, medmindre Forældrene siden 149 samtykte. Til disse Beviser lagde han endelig hin Tertulliani Sentensi): Sønner tage ej retmæssigt og lovmæssigt til Ægte uden Fædrenes Samtykke. - Hertil svarede en anden lidt nachlæssigt, at Viljen hos Sønnen eller Datteren i Huset til at tage sig Giftermaal an er aldeles uafhængig af hver en Lov, og at Forældrenes Samtykke, hvilket han med de Pavelige forsikrede at være en Høflighed; men ingen Nødvendighed, intetsteds befales af GUD. - Jeg derimod stillede mig midt imellem begge Parter og forundte ganske vist Forældrene Myndighed over Børnenes Giftermaal, men ikkun en borgerlig, afmærket af Skikkelighedens Grænser, ikke en Husbonds-Ret, et despotisk Tyranni over deres Børns Sind, hvilket de fleste Forældre, jeg veed ej med hvilken Ret, pleje at tiltage sig. løvrigt mindes jeg at have svaret saalunde til den første Modparts enkelte Bevisgrunde: Ved det fjerde Buds Tugt tvinges visselig ej Børnene saa fast, at det er nødvendigt at adlyde Faderen, hvis denne befaler Sønnen eller Datteren at gifte sig imod sin Vilje tvært imod hvad billigt og ret er; dette er Bæsternes sandsesløse Lydighed, men ikke Menneskenes, hvilke ogsaa selve den himmelske Fader i alle Ting har givet ubetvingelig Frihed til at vælge. Hvad Justiniani Lov angaar, da kom i Hu, højfornemme Mand, at hin saare fri Myndighed over sine Børn har været egen for de romerske Borgere, efter sammes Tilstaaelsej): Men den Myndigheds Ret, som vi have over Børnene, er egen for de romerske Borgere; thi der gives ingen andre Mennesker, 150 som have en saadan Myndighed over Børnene som vi have. Husk, at Aarsagen til denne Myndighed laa deri, at Sønnerne i Husetk), som toge sig Hustru, levede sammen med Børnene i Faderens Hus og af hans Formue, hvoraf ikke liden Bekostning paakom Faderen, hvilken skulde underholde Sønnernes Hustruer og Børn alt efter hvers Vilkaar og Værdighed. Husk fremdeles, at efter de romerske Love havde man Ret til at skilles ved Paaberaabelse af Smaating, saa at hvis der indfaldt noget Klagemaal i Ægteskaberne, afgjordes det lettelig ved Skilsmisse. Læg dertil, at hin de romerske saa vel som de japanske og peruanske Forældres omtalte Myndighed ej tilhører den naturlige, men den positive og borgerlige Ret; mod hvilken jeg sætter hin højvise Forordning af de danske Love l) : Hemmelig Trolovelse skal ej holdes, som er sket uden Forældres eller deres Vilje, som ere rette Værge efter Loven; dog, dersom Forældre eller Værge ikke have nogen skellig eller lovlig Aarsag det at forhindre, da skal deres Forbud eller hvis Forhindring de derudi ville gøre intet gælde. Endelig lærer Livets daglige Omgængelse os, at af hin Fædrenes Manliskem) Commando over Sønnerne opstaa mange Ulæmper for det menneskelige Selskab. Herfra stamme nemlig talrige Taarer og Veklager over Jomfrudom; herfra stammer Livs-Lede, Had til Ægteskab, Forbandelser over Ægtefællens Hoved; herfra tyvstjaalne Nætter, voldelige Hænder, med eet Ord: Satans Riges Formerelse. Fast staar derfor for mig hin Quintiliani Domn): Intetsteds er Frihed saa nødvendig som i Ægteskabet. Jeg 151 skal vælge, med hvilken Kvinde jeg skal leve sammen; jeg skal selv betænke mit Følgeskab i Genvordigheder, Bekymringer og Sorger. Hvo kan nemlig elske med uvilligt Sind?

XXXI
OM DØENDE HEDNINGERS HAAB
OG TRØST.

✂ iblandt vore academiske Borgere florerede for ej lang Tid siden en Veterana), en Mand, øvet ved megen Læsning, og som havde sænket sig saa dybt ned i den gamle og nye Philosophi, at han var næsten overlæsset med aandelige Betragtninger og hverken havde ret Forstand paa Himlen eller Jorden ; som det mestendels plejer at gaa, at de, som beflitte sig paa at trænge ind i selve Naturens lønlige Huler, vorde af Philosopher philosophiske Narre, af fri Mænd Trælle, af hæderlige Efterforskere forløbne Stakler. Han faldt i Sygdom, og da hans sidste Livsens Stund nærmede sig, besøges han af den ene Mand efter den anden af gudelig Stand og opfordres med Opbydelse af enhver Art af Trøst til at bevare Taalmodigheden og Troen; hvilke han siges at have svaret paa Latin: »I, velærværdige Mænd, gøre ganske vist skønne Forklaringer, men jeg (grueligt at sige) dør en usselig Død.« Dette jammerlige Ord var fluks kommet ud iblandt Folk, og var meddelt mig af en Ven i et Brev, hvilket da jeg kort efter omtalte i et Selskab af 152 noget studerede Mænd, tog en vistnok højfornem, men fra de humane Studiis noget fravendt Mand til Orde og sagde: »Og dette er den beske Frugt, som hin vanhellige Lotosblomst efterlader sine Eftertragtere; dette er den Lærdomspris, hvormed hin mordiske og ugudelige Aristoteles i egentlig Forstand slagter sine Efterfølgere. Hvor meget lyksaligere, om denne vor Cartesius havde lagt Vind paa den hellige Skrift i Steden for paa Naturen, for saa gudfrygtigt og sagtmodigt at opgive sin Aand i Herren!« Dertil svarede jeg: »Jeg tvivler ganske vist ikke paa at det forholder sig som du siger, højfornemme Mand; men jeg er heller ikke i Tvivl om - hvis man da bør fæste Lid til Historierne - at flere Sjæle bortrives, forspildes og opsluges af de gudelige end af de verdslige Betænkningers Urolighed; dernæst billiger jeg ej vor Philosophs Umanerlighed, hvilken havde styrtet sig hel og holden i Philosophien uden at kære sig om hint Neoptolemi ypperlige Raad hos Ennium b):

✂ Philosophi for faa kan er, ej anstaar hver.«

✂ Endelig paakom der mig Forundrelse over, at en i de Gamles Skrifter saa flittig og bevandret Mand ej havde ladet sig formane af Hedningerne selv, som ikke uden Haab og Trøst ofte enten have udstaaet deres Død eller forekommet deres sidste Stund, og af dem lært den Kunst at dø vel og lyksaligt, som vor Kirkes rette Lære fører med sig. Da sagde den anden: » Af Hedningerne selv? Ikke uden Haab og Trøst? Hillemænd! Det var en ny Snak 153 om Mænd, hvilke altid have været mente og med Rette menes at dø fortvivlede og utrøstelige!« Dertil svarede jeg uanfægtet, at jeg talte ej om nogen Art Saligheds-Haab eller evangelisk Trøst for de døende Hedninger, men at vor christne Philosophus ej uden stor Beskæmmelse savnede disse Lindringsmidler mod Døden, naar Hedningerne, hvis Skrifter han gerne havde læst, uden at kende den guddommelige Sandhed dog havde ladet sig stille tilfreds af et uvist Haab og en Smule almindelig Trøst og ofte mandeligt havde skiltes fra dette Liv som fra et Gæsteherberg; mandeligt? rettere ilende, udbrydende af Legemets Lænker som af et Fængsel, gørende sig til af forunderlig Glæde over at faa de himmelske Guder at se. - Ved at høre dette bad min Ven og Vederpart mig fremsætte for ham hine Forhaabninger og Trøstegrunde, som i Dødens Stund oprejste og bestyrkede Hedningernes Sjæle. Jeg svarede: »Kom ihu, højfornemme Mand, at til Sjælens Udødelighed satte de døende Hedninger deres fornemste Haab; og uden Tvivl var det af Længsel og Attraa efter denne Velgerning, at adskillige frivillig toge sig selv af Dage, som Lactantius vidnerc): Fordi altsaa mange af dem troede, at Sjælene vare evige, lagde de Haand paa sig selv, ret som skulde de saalunde fare til Himmels, saasom Cleanthes, Chrysippus, Zenon, Empedocles, og af Romerne Cato, hvilken, inden han dræbte sig, siges at have igennemlæst den Bog, som Platon har skrevet om Sjælenes Evighed. Hvad skal jeg sige om Cleombroto fra Ambracia, som, da han havde igennemlæst samme Bog, styrtede sig hovedkalds ned? d) 154 Dertil kommer den liden Historie hos Valerium Maximum e) om en Kvinde af højfornem Stand, men saare alderstegen, paa Øen Coos (saalunde læser jeg for det gemene Ceos, hvilken Læsning stadfæstes mig af Heraclides i Skriftet om Republiqner f)), hvilken i hans egen og Sexti Pompejig) Nærværelse, efter at have udgydt Drikoffer til Mercurio (Sjælenes Beskærmer) og efter at have paakaldt hans Magt, for at han ved en rolig Rejse kunde føre hende til det underjordiske Riges bedre Lod, begærlig indtog en forgiftig Drik. - Dog var det ej alene i Sjælens Udødelighed, at Hedningernes Haab og Trøst hang; hvorfor? Fordi de ogsaa ventede, at der efter Skilsmissen fra Legemet var beredt de rene, værdige og med smukke Videnskaber smykkede Sjæle Belønninger, som det ses af Scipionis Drøm hos Ciceronemh): Men paa det at du} Africane, kan være des mere ufortrøden til at holde Republiquen i Hævd, saa tro dette: at alle, som have bevaret, bistaaet og formeret Fædrelandet, have et bestemt og tilmaalt Sted i Himmelen, hvor de salige kunne nyde et evigt Liv; og lidt længere henne: Ja, Scipio, ligervis som denne din Farfader, og som jeg, der har avlet dig, saalunde dyrk du ogsaa Retfærdighed og Fromhed; er den ypperlig overfor Forældre og Frænder, er den dog ypperligst overfor Fædrelandet, og det Liv er Vejen til Himlen og til denne Forsamling af dem, som alt have levet og nu, løste fra Legemet, bebo hint Sted, som du ser, hvilket I, som I have lært af Grækerne, kalde Mælkevejen. - Læg dertil hine Ciceronis Ord i Trøsteskriftet hos Lactantium i): Det er nemlig ikke for alle, at hine samme Vise have tænkt sig, at denne Himmelfart 155 stod aaben; thi de have lært, at de med Laster og Forbrydelser besmittede nedstødes i Mørke og ligge i Dynd, men at de tugtige, rene, oprigtige, ufordærvede og med smukke Studeringer og Videnskaber beprydede i et rask og let Løb flyve hen til Guderne, det er, til en Natur, som er deres lig, - Denne Tro havde ogsaa hin Cercidas, hvis angeneme Minde findes hos Ælianum j): En Borger fra Megalopolis i Arcadien, ved Navn Cercidas, sagde døende til sine Nærmeste, at han, alt vel overvejet, ej ugerne gik Døden imøde: han haabede nemlig, at han vilde møde af Philosopherne Pythagoram, af Historicis Hecatæum, af Musicanterne Olympum og af Poëterne Homerum k) . Med disse Ord udgav han, som det siges, sin Aand. - Jeg forbigaar her Brahmanerne, hvilke hos Strabonem l) lære, at dette Liv bør anses som de nys undfangne Menneskers Tilstand, men Døden som en Fødsel til hint sande og lyksalige Liv for dem som have philosopheret ret. - Endelig fandt den døende Hedning ogsaa Trøst i en ren Samvittighed; og hvor ængsteligt og omhyggeligt de bedre Hedninger toge denne i Agt, derom vidner den døende Chilonis Tale til sine Venner hos Gellium m), Jeg taler ej her om Parther og Alaner, hos hvilke den Mand holdtes for lyksalig iblandt alle andre, der havde udgivet sin Aand i Kampen, som Ammianus meldern). Denne Tro tykkes hine mig at have overtaget fra Druiderne, om hvilke Cæsar sigero): Besynderlig ville de forsikre dette, at Sjælene ej gaa til Grunde, men efter Døden gaa over fra een til en anden; og herved mene de især at man opmuntres til Mandighed, naar Frygt for Døden intet ænses. Ligesza Pomponius Mela i sin Bog om Verdens 156 Skikkelsep): En af de Ting, som de lære, er kommen ud iblandt Menigmand, aabenbart for at de skulde være dygtigere til Krig: at Sjælene ere evige, og at der gives et andet Liv hos Aanderne. - Naar du ret i Tanken har betragtet disse Hedningernes Exempla, højfornemme Mand, vil du ej ynkes saa meget over disse som over mange Christne, hvilkes Liv og Udgang ligervis som Epicuræerne hos Plutarchum q) lærer, at deres Død er foruden alt Haab og al Glæde. Rettere og bedre lærte Antisthenes, hvilken, som Laërtius melderr), paa Spørgsmaalet om hvad der var lyksaligst hos Menneskene? svarede smukt: At dø lykkelig. For at denne Philosophs Mening ret kan forstaas, saa mærk dig, kære, det Ord af samme, som følger et Stykke efter: at de, som ønskede at være udødelige, maatte leve fromt og retfærdigt.«

XXXII
OM STRAF PAA NAVN OG RYGTE.

✂ EJ eget Hus er bedre kendt for nogen Mand i Byen, som hin Satyricus sigera), end hin berygtede Stenstøtte paa Kødtorvet i København, gemenlig kaldet Ulfelds-Plads, som bærer Paaskrift: Til evig Skændsel for Forræderen Corfitz Ulfeld. Dette Mindesmærke over et synderligt Forræderi mod Fædrelandet, denne Molest b) for Ulfeld-Navnet, for at tale paa romersk Manér, eller, for at tale paa Græsk, dette Klædebon af Sten c) passerede jeg og nogle 157 Venner en Dag, da vi vare paa Vej til Universitetets offentlige Bibliotheque. Saasnart vi vare forsamlede dér, begynder Snakken, endnu varm af det nylige Skue, om Oprindelsen til denne Art af Vanhæder, hvilken en af os, en visselig ej ulærd Mand, efter min Mening med Rette holdt for at man maatte søge i Athen. Han tager Nepotem ud af Bogskabet og forelæser os disse Ord ud af Alcibiades d): Men da han hørte, at han var dømt til Døden og hans Formue confisqueret, samt at det havde hændt sig, at Præsterne af Eumolpidernes Slægt e) vare blevne tvungne af Folket til at lyse ham i Band, og at en Copi af denne Bandlysning, for at Amindelsen skulde være des mere bekendt, var indgravet i en Stenstøtte og oprejst paa offentligt Torv, drog han bort til Lacedæmonem. Ydermere beraabte han sig paa Julium Pollicem, som i sit Onomastico f) berører denne Skandflæk paa Navn og Rygte: Straffene ere: Bøde, Landflygtighed, Vanhæder, Død, Fængsel, Brændemærke, Støtte; og andensteds : og de skreve paa Støtte, antegnede paa Støtte: antegnet paa Støtte, indgravet i Støtter. Dernæst gennemgik vi adskillige Arter af de Garnles Beskæmmelser og Straffe, hvilke en anden af Vennerne, saasom han var en Mand af en ganske vidunderlig Hukommelse, forfulgte i lange Rader. Jeg, som satte overmaade stor Pris paa hans Aandssnarhed, sagde: »Du tykkes mig at have læst Fabricium, hvilken i sin Antiquariske Bibliographi g) med stor Omhu har udkastet et kort Begreb af næsten alle mulige Straffe. Men dog har een og det en saare svar Straf paa Navn og Rygte undgaaet Eders 158 begges Opmærksomhed eller i al Fald Amindelse, hvilken sandelig ej bør agtes ringe, da vor Ulfeld uden Tvivl, hvis hans Liv var indfaldet i hine gamle Tider, vilde have faaet den Straf.« »Hvilken er da den?« spørger min Ven. Jeg svarer: »Evig Udslettelse af Navnet eller Udslukkelse af Eftermælet.« Han trænger ind paa mig og afkræver mig Hjemmel ud af de gamle Historier. Jeg tager Bøgerne ned og fremfører disse Exempla, som da vare mig forhaanden. Jeg havde nemlig læst hos min Gellium h) , at det i sin Tid af et almindeligt Stævne i Asien var besluttet, at hans (Herostrati) Navn, som havde sat Ild paa den ephesiske Dianæ Tempel, maatte ingen nogensinde nævne; ligesom man ogsaa har hævnet sig saalunde paa Domitianum, efter hvad Lactantius beretter i Skriftet om Forfølgernes Endeligti): Og det var ikke Hævn nok, at han blev dræbt i sit Hus; endogsaa Mindet om hans Navn blev udkradset Thi uagtet han havde opført mange fortræffelige Bygninger, uagtet han havde rejst Capitolium og andre fornemmme Mindesmærker, forfulgte Senatet hans Navn saa vidt, at det hverken lod noget Spor tilbage af hans Billedstøtter eller af hans Ærestitler, ja endog ved de alvorligste Beslutninger satte Brændemærke paa den Døde, til evig Skændsel for ham. - Dette stadfæster ogsaa Suetonius i Domitiani Levnedj): Derimod glædedes Senatet saa højlig, at det fyldte Curien omkap og ej kunde bare sig for at skamfere den døde med den haanligste og haardeste Art af Frydeskrig, ja endog lod bringe Stiger og lod hans Medailloner og Billedstøtter nedtage for alles Øjne og paa Stedet slaa i Gulvet, samt allersidst besluttede, at 159 hans Ærestitler skulde udkradses overalt, og at Mindet om dem alle skulde udslettes. - Samme Straf blev, som jeg mindedes, tagen over Commodi Antonini Navn af Ypperstepræsten Cingio Severo med disse Ord, som læses hos Ælium Lampridium k): Med Urette er Landsforræderen bleven begravet; thi jeg, Ypperstepræsten, siger saa, dette Convent af Ypperstepræster siger saa. Efter at jeg har gennemgaaet det glædelige, vender jeg mig nu til det nødvendige og dømmer, at de Billedstøtter skulle afskaffes, som overalt ere at afskaffe, og at Navnet skal udkradses paa alle private og offentlige Mindesmærker. - Ej heller var, som jeg mindede om, en blidere Skæbne overgaaet Maximini Amindelse, om hvilken der findes følgende enstemmige Senats-Beslutning hos Julium Capitolinum l): De mod Romerfolket fjendtlige Guder skulle forfølges. - Maximini Navn, som alt er udslettet, bør nu udslettes af Tankerne. - Derefter kom jeg i Tanker om Forglemmelsens Fængsel hos Perserne, i hvilket naar nogen var kastet, han aldrig mere turde nævnes, som Procopius hjemler osm). Endelig henførte jeg ogsaa til denne vanærende Straf paa Navn og Rygte hin Sædvane i det gamle Rom, som Herodes Atticus omtaler hos Gelliumn): De Gamle hos Romerne have, som jeg hører, dømt, at de Patricieres Fornavne, som havde gjort sig ilde fortjente af Republiquen og for den Sags Skyld vare dømte fra Livet, ej maatte gives nogen Patricio af samme Slægt, paa det at endogsaa deres Navne skulde tykkes vanærede og bortdøde med dem. Saalunde kaldes efter Festi Vidnesbyrd ifølge Beslutning af den Manliske Patricierslægt ingen af denne Marcus, fordi Marcus Manlius, som 160 havde forsvaret Capitolium mod Gallerne, blev domfældt og ihjelslagen, da han stræbte efter Kongedømmet. - Til sidst lystede det mig for Morskabs Skyld at tilføje den paa Nolanerne fortørnede Virgilii Hævn, om hvilken Gellis beretter følgendeo): Jeg har i en Historiebog fundet antegnet, at disse Vers oprindelig have varet oplæste og udgivne af Virgilio i følgende Skikkelse:

✂ Det rige Capua en saadan Jordbund pløjer,
og Nola, nær Vesuv - - -

✂ og at Virgilius siden havde begæret af Nolanerne at maatte lede Vand ind over sit nærliggende Landgods, men at Nolanerne ej havde vist ham den ønskede Velvillie; den fortørnede Poet skulde da have udslettet deres Bys Navn, ret som af Folks Amindelse, saalunde af sit Digt, have sat Ora i Steden for Nola og efterladt det i denne Skikkelse:

✂ - - -
og Stranden, nær Vesuv - - -

✂ Hvorvidt den Historie er sand eller falsk, kærer jeg mig ikke om. - Medens vi disputerede om dette og adskilligt andet, kom Overbibliothecarenp) over os, ved Synet af hvilken (han plejede nemlig sjældnere at vise sig paa hint Sted end Cometen paa Himlen) vi alle forskrækkede tav stille.

XXXIII
OM EJ UBETÆNKSOMT AT VANHELLIGE
DEN HELLIGE SKRIFTS VÆRDIGHED.

✂ For ikke ret længe siden og ikke ret langt fra vor By stod der et Bonde-Bryllupa), som overværedes - foruden af Sognepræsten - af adskillige Bønder fra forskellige Sogne. Disse bleve under Fylderiet med Drik efter Bordet omskiftede fra Jordbrydere til Ordgydere, aldeles som Apulejus sigerb): Det første Bæger skiller den halvlærde Mand ved hans Uvidenhed, det andet udruster ham med en Grammatici Lærdom, det tredje væbner ham med en Rhetors Veltalenhed. En lovpriste nemlig højlig sin Provstes Nidkærhed og Tro; en anden derimod, som tyktes sig at have bedre Forstand end Almuen med dens Børnelærdom, udraabte hans og flere Nabopræsters Tilhørere for uigenfødte og gjorde dem nok saa fripostigt arveløse til det christne Samfunds Rettigheder og Goder, ret som raa Personer, der vare saa uforfarne i de hellige Bøger som de allermest ukyndige. Dernæst gør han Anfald paa den hellige Skrift, hvilken han forsmædelig besudler med urene Hænder og bespyer med uvidende Snak, han,

✂ denne Stjamp,
en dorsk 0fellus, raa, og ret en Bondetampc).

✂ Endelig kommer den højrøstede Tale og Sagen selv Præsten for Øre, hvilken, saasom han var saare 162 spagfærdig af Sind, sagtmodig lagde sin Myndighed imellem og bød dem opsætte Talen, indtil de vare komne sig af deres Umaadelighed og atter vare blevne sig selv mægtige, paa det at ej hint svare Klammeri mulig skulde ende med Tyrepisken eller Ælmeskaftet. Kort efter fortæller hin velærværdige Mandd), der havde været hine Sladderhankes Bidsel og Tømme, mig og nogle flere Venner denne Historie; samtidig beklagede han sig alvorlig og svarlig over Skalkagtigheden og Falskheden hos de lærde Mænd, som man gerne kalder Pietister, og tilføjede ydermere den Mening, at den hellige Skrift snarere besudledes end brugtes af Bønders og lignende Folks uhellige Hob, fordi disse Mænds Arbejde og Læsning ofte mere var Aarsag til Praleri og Galenskab end til Gavn og Nytte. Tilstede blandt os var en Mand af gejstlig Stand, hvilken havde en Mistanke om, at dette med forblommede Ord sigtede til ham (han var nemlig en Mand, der var mistænkt for Pietisme), og som nu ej tøvede med at tage Hævn for sine saarede Øren og sit forbitrede Sind ved paa det voldsomste at klage baade over mangfoldige Sjælehyrders skammelige Ladhed, hvilke sidde jammerligt ørkesløse og bekymre sig om alt andet fremfor deres Hjords Salighed, og over de Folks Vanvittighed, hvilke med Paven i Rom ville slaa Studeringen af den hellige Skrift ud af den gemene Almues Hænder. Længe havde jeg i Tavshed lyttet til, da Venskab, Ønske om Endrægtighed og endelig Faren for Skænderi bød mig falde ham i Talen. Jeg lovpriste ganske vist efter 163 Billighed den sidstes fromme Vindskibelighed, men gav ogsaa til Kende, at den førstes Raad ej mishagede mig, at nemlig den hellige Skrift ingenlunde bør gøres saa gemen, at alle dens Mysteria udlægges paa hvilkesomhelst Gadehjørner og Korsveje for den verdslige Almue, saa at de Ting komme til at ransages paa Bøndernes Bænke, hvilke endog skaffe selve Theologernes Domstole nok at bestille. Da dette efter den andens Mening var altfor haardt sagt og desaarsag mishagede ham, gav jeg mig til at søge Forsvar for vor Mening og argumentere saalunde: » Kom ihu, velærværdige Mand, hvor stor Fare der følger med hin aldeles frie og umanerlige Læsning i hele den hellige Skrift, af hvilken saa mange vrange og falske Fortolkninger ofte opstaa, og af Fortolkningerne saa mange Secter, ved hvilke den christne Verden jammerlig adsplittes, plages og sønderslides. Dersom du mulig mener, at Sikkerhed og Hjælp mod denne Fare kan søges hos en hvilkensomhelst Læremester i Byen eller paa Landet, da sig god for, min kære, at enhver som helst Præst i Landsby eller Købstad er udstyret med saa store saakaldte hermeneutiske Midlere) og saa stor Lærdom, at han formaar at tjene som en bekvemmelig Fortolker. Kom fremdeles i Hu, at til nyttelig Kundskab om GUD, til Overbevisning, til Salighed har Almuen nok i Catechismi Undervisninger, bestyrkede ved de hellige Prophetiers rette og tydelige Mening, forklarede rigtigt og omhyggeligt, forkyndte troligt efter Kongelovens Bydendef). Dog maa du ej tro, at jeg ynder enten 164 Portugiserne, hvilke ere de eneste af alle Christne, som mangle Bibeloversættelser paa Modersmaalet, eller den øvrige Pave-Kirke, hvilken skammeligt og ugudeligt holder Lægfolk fra at bruge de hellige Skrifter; nej snarere vilde jeg ønske, at visse Dele af de canoniske Bøger (de apocryphiske bør hellere være ukendte for Almuen, hvilke ofte mere besnære end belære og saare sjælden adskilles ret fra de andre af den menige Mand), saasom de fem Mosebøger, de historiske Bøger, Psalmerne, Evangelia og Apostlenes Gerninger vare offentlige for alle og læstes af alle i Flæng, og det ikkun i een Oversættelse paa Modersmaalet, paa det at ej den hellige Skrift skal tykkes Almuen at stemme mindre godt overens og ej at være sig selv lig. Betragt iøvrigt, min kære, Jødernes gamle Kirke: de regnede sandelig Lovens Overholdelse og Røgt alt for hellig til at lade den komme i alle mulige urene Hænder, hvisaarsag den ogsaa af Javenali kaldes en hemmelig Rulleg):

✂ De (Jøderne) lære deres Lov at frygte og at holde,
som Moses fordum gav dem i en lønlig Rolle.

✂ Disse plejede at opbevare den i Templet og forelæse den for Folket, men ej at overgive den til Læsning i Flæng; de gave ogsaa ikkun Mænd, og det ej de purunge, Lov til at læse i Salomonis Bog, som var dem saare dyrebar: Højsangenh ), paa det at ej enten Bogens forborgne Mening eller den til Løsagtighed genegne Alder skulde tage nogen Skade; de have endelig holdt det for mindre raadeligt at lade Kvinderne, som en verdslig Art af Mennesker, 165 undervise i Lovens Lærdom, om man tør tro Maimonidi I hans Tractat om Lovens Studio i), hvis Ord man med Roberto Claveringo kan gengive saalunde paa Latin: Læremestrene ville ej, at Kvinderne undervises i Loven; saasom Kvindernes Sind ere for det meste uimodtagelige f or Lærdom, og de paa Grund af Forstandens Skrøbelighed tage Lovens Ord i en falsk og overdreven Mening. Læremestrene sige: Hvo der underviser sin Datter i Loven, udretter det samme som om han havde lært hende en tom og unyttig Ting (jeg vilde snarere sige: en Uskikkelighed). - Herimod kastede min Ven og Vederpart mig forskellige Theologers og Universiteters Anseelse i Næsen som Skræmseler, hvilke jeg i Ro og Mag lod staa ved sit Værd og henskød til de visere Voldgiftsmænd, som sade hos. Siden vendte jeg mig for Morskabs Skyld og i Øjeblikkets Indskydelse til Tyrkerne og de gamle Hedninger og viste korteligt, hvor nøje Muhamedanerne vogte deres Alcoran, saa at Drengene ikkun af Læremestrenes Mund høre en Del af Loven, hvilken de lære; hvor forborgne Ægypterne holdt deres Mysteria; hvor trofast Romerne gemte deres Prophetier og Sibyllinske Bøger i Templet; hvor overtroisk Brahmanerne holdt paa deres Lærdoms Værdighed, saa at de regnede det for Uret at philosophere med deres Hustruer, efter Strabonis Vidnesbyrdj). Da jeg imidlertid saa, at et Avinds-Uvejr hang over Hovedet paa mig, hvis jeg sagde mere, brød jeg pludselig af og ledte Talen hen paa andre Ting.

XXXIV
OM DE GAMLES VAJSENHUSE.

✂ Kong frederik den fjerde af Danmark og Norge, større sandelig end de Fyrster, som til alle Tider ere kaldte store, ved den hellige Renhed, med hvilken han dyrker GUD, og ved den alvorlige Omhu, med hvilken han forseer sine Undersaatters Tarv, havde alt i dette Aarhundredes otte og tyvende Aar rejst Vajsenhuset i København, befordret det med stor og kongelig Gavmildhed, og funderet det med de viseste Anordninger, hvilke han, ikke for at Mindet om hans Godhed skulde være des mere bekendt, men for at Myndlingernes Ret skulde staa des fastere og tryggere, og Efterfølgelsen af hans Exemplo være des ivrigere, havde kundgjort igennem det saakaldte Missions-Collegium a). Disse lod jeg I Haab om skyldig Lovprisning en tysk Studiosumb) se, hvilken var dimitteret fra Skolen i Halle og nu opholdt sig iblandt os som tilrejsende; men saasom han var noget stortalende, udraabte han, at denne Berømmelse var fremmed for Danmark, men derimod skikkede sig for hans eget Fædreland, hvor den egentlig og med Rette var tilhørende og hjemmegroet, og fra hvilket en saa ypperlig Forordnings Anstalt var overført til vort Samfund. -Jeg var ilde tilfreds med og kunde ej fordrage denne uangeneme Tale, som ej tyktes at udgaa af en forstandig Mands Mund, men ubetænksomt at undslippe et uhøfligt og usigelig hoffærdigt Menneske. Jeg erindrede Manden om, at 167 det ej var igaar eller iforgaars, ikke heller paa tysk Grund, at denne Beskikkelse angaaende Forældreløse havde taget sin Begyndelse, men at den helt fra saavel den hedenske som den christne Kirkes ældste Tider er naaet til os. Da dette nu forefaldt den iøvrigt ej ulærde Mandslings Øren uhørt, ja højst latterligt, havde jeg først under Overvejelse at forbigaa Sagen i Tavshed, for ej at ifalde Dadel for Uhøflighed mod Fremmede, og lade ham være veltalende uden Modsigelse, som Rhetoren Julianus sagdec). Men siden, da hin ej aflod med at oppuste den tomme Berømmelse, ringeagtende mit Raad, holdt jeg det for rigtigt at knuse Gæstens ubesindige Stortalenhed og spurgte ham sagtmodig, om han forlystede sig med de gamle Skrifters Studio (thi de nyere var han saare dreven udi). Da han nu ret fripostigt stod paa, at han havde dem saare kær og havde gennemforsket dem, spurgte jeg videre, om · han ej fra sin Omgang med de gamle Historier bevarede nogen Iagttagelse angaaende Vajsenhuse? Han svarede noget hovmodigt, at Drenge eller Piger i den gamle Historie havde han aldrig kæret sig om, men vel om Mændene, og at Ting af saa ringe Indhold aldrig havde ligget ham paa Sinded). Jeg undredes, ej selv uden Spot, over Mandens spotske Miner; jeg lovpriste for Alvor, som rimeligt var, de Tyskes Dyder, hvilke lige saa lærvillige som vi til at eftergøre ypperlige Ting have hentet deres Vajsenhuse andensteds fra. - »Hvorfrada?« spurgte min Modpart. Nu havde jeg faaet en gunstig Lejlighed i Hænde og førte ham høfligt ind i 168 Bibliothequet, og efter at have ledet ham ind viste jeg ham Spor af de gamle Vajsenhuse spredte rundt i forskellige Bøger. Og som det første Vidne om vor gamle Skik fremførte jeg Codlcem Theodosianum, i hvilken Justinianus i første Bog, 2. Capitel, 19. Lov sigere): Om nogen giver Gaver af indtil 500 Gyldens Værd i hvilketsomhelst Gods, enten til den hellige Kirke eller til noget Herberg eller Hospital eller Vajsenhus - ; ligeledes i 1. og 23. Lov sammesteds: Om nogen efterlader nogen Arv eller Sjælegave, være sig til de hellige Kirker eller de hæderværdige Herberger eller Fattighuse eller Munke- eller Nonneklostre eller Vajsenhuse -. Efter at have forelæst ham disse Steder lagde jeg dertil ogsaa et andet, som staar i Cap. 3 i den anførte Bog, 35. Lov. - Derfra vendte jeg mig til de hedenske Romere, hvilke jeg ligeledes efterviste at have indlagt sig herlige Fortjenester af den faderløse Ungdom, og det ved Hjælp af den Indskrift, som Gruterus f) anfører til C. Plinii Amindelse Pag. 1028, N° 5 : Han har til Bespisning af Drenge og Piger af Almuen i Staden skænket saa og saa mange Mark; hvilken Velgerning Plinius selv i sine Breveg) bevidner alt forud at have givet Løfte om: Til disse Aarsager kom, at vi ej lovede Skuespil eller Gladiator- Lege, men aarlig at bekoste Bespisning af Fribaarne. - Dernæst fremførte jeg de romerske Kejsere Trajani, Hadriani, Antonini Pii og Alexandri Severi berømmelige Exempla, beraabende mig paa Ælii Spartiani Vidnesbyrd i Hadriani Levnedh): Drenge og Piger, hvilke ogsaa Trajanus havde skænket Bespisning, tillagde han Forøgelse i Godgørenhed; og paa Julii Capitolini 169 Vidnesbyrd i Antonini Pii Levnedi): Han anordnede Bespisning af Pigebørn, de saakaldte Faustinianæ, til Ære for (hans Hustru) Faustina (herhen høre, som jeg mindede om, Indskrifterne hos Gruterum j) Pag. 1022, N° 6: Til Kejser T. Ælii Hadriani Antonini Pii... Søn have forsørgede Drenge og Piger dediceret dette, og tillige N° 7: Til Guden Kejser Antonino Pio have forsørgede Børn dediceret dette); endelig paa Lampridii Vidnesbyrd i Alexandri Severi Levnedk): Han forordnede Lønninger til Rhetorer, Grammatikere, Læger, Spaamænd, Astrologer, Ingenieurer, Architecter, og beskikkede Høresale, og bød, at de Fattiges Sønner, naar de ikkun vare fribaarne, skulde gives dem til Disciple med behørigt Mundforraad. - Siden gik man fra Italien over til Grækenland, hvor den ypperlige Skik var overleveret fra Solonis Tid, at Børnene af dem, der med Ære vare faldne i Kampen for Fædrelandet, ved de Atheniensiske Archonters Omsorg opfødtes paa offentlig Bekostning indtil deres Alders tyvende Aar og oplærtes i smukke Videnskaber; i hvilken Sag jeg ej alene beraabte mig paa Diogenis Laërtii Hjemmell), men ogsaa paa Platonis i Menexeno henimod Slutningenm). Og til denne Anordning hos Athenienserne lagde jeg hin ej synderlig ulige hos Thebanerne efter Ælianum n), ifølge hvilkes Lov et Barn, være sig Drengebarn eller Pigebarn, hvis Faderen henslæber Livet i den yderste Armod, straks efter sin Fødsel af Moders Liv befales bragt for Øvrigheden i selve sin Svøbeliste, etc. - Endelig mente jeg ej at burde forbigaa Jassensernes Pris, om hvilke Heraclides i sit Skrift 170 om Republiquer sigero): De toge omhyggelig Vare paa, at de Forældreløse fik en hæderlig Opdragelse. - Efter at have hørt dette skiftede Gæsten i nogen Maade Sind, aflagde sit opblæste Mod og søgte en anden Udvej for Samtalen, men kunde dog ej bare sig for straks efter at saare vort gode Navn og Rygte ved en spidsig Pralen med sit eget Fædreland, og saalunde altsaa forborgent hævne sin stækkede Dumdristighed. -

XXXV
OM THEOLOGIENS PHILOSOPHISKE
BARBARISMER.

✂ En højfornem Manda) havde i sit Studerekammerb) her hos os aabnet en theologisk Skole, for at forklare den saakaldte polemiske Theologi, som man med et efter min Mening lidet gudfrygtigt Navn benævner den. Til Sammenkomsterne hos denne Læremester indfinde sig mange ligesom hos en vis Rabbi Akiba c). Jeg hører allevegne Mandens skarpsindige Veltalenhed berømme med mærkbare Lovord; omsider paakom der da mit Sind en ny Lærelyst, og en skønne Dag blander jeg mig skjult mellem Tilhørerne, gaar ind, og anspænder Øren og Sind af al Magt. Læremesteren bestiger den hjemlige Lærestol, og fremstiller meget overmaade ypperligt, men forklarer ogsaa adskilligt altfor spidsfindigt og utydeligt. Alt var fuldt af 171 Barbarismer eller af saakaldte scholastiske Begreber og Befatteiser, hvilke metaphysiske Gaader, hvilke om jeg saa maa sige Platoniske Harmonier pleje at more Ungdommens svage Sind ligesom Vanskabningerne paa de malede Billeder, eller som Junonis Fugl morer Drengene, som Juvenalis sigerd). Der af handledes nu GUDs Vilje, hvilken splittedes i mangfoldige Dele, nu efter een, nu efter en anden af den christne Kirkes Læresætninger: væsentlig og personlig, Varsels- og Velbehags-, Befalings- og Beslutnings-, virkende og uvirkende, efter Loven og efter Evangelium, forudgaaende og efterfølgende; endvidere fornemmelig og ringere, paaførende og tilstedende eller udvirkende og tilladende, etc. etc. Foruden adskilligt andet satte jeg Mærke ved denne Sentents: Naar GUDs Villen er omskiftelig til modsatte Ting og foranderlig, da sker det ifølge frit Valg, ej ifølge Vankelmodighed. - Da vi efter endt Paahørelse skiltes ad og gik bort, kom en ung Ven, hvilken, saaledes som hin Alder medfører, var altfor meget hengiven til den philosophiske Theologi, og spurgte mig for Alvor, hvad jeg mente om vor Læremester? om der gaves noget skarpsindigere, stærkere og mere veltalende end han? Længe stod jeg og betænkte mig (jeg vil nemlig hellere gaa Glip af et Ord end af en Ven) og sagde, at Sagen laa udenfor min Dom; men da han omsider temmelig hæftigt afæskede mig min Mening, nødtes jeg til kortelig at fremføre den saalunde: »Hvis saadanne Kunster, som jeg plejer at kalde lærde Narrestreger, bør hædres med Lærdoms eller Veltalenheds Navn, da nægter jeg sandelig 172 ikke, at din Læremester er den lærdeste, skarp sindigste, mest veltalende. Men jeg for min Del holder intet for at være udmærket sagt, naar det maa møjsommeligt fortolkes; ja, meget mere græmmer det mig, at de fleste Theologer nu om Dage lægge Vind paa dette Onde, saa at de paa barbarisk Vis opdigte nye Ord, som om de rette og bekvemme vare gaaede tabt, og enten sammenslæbe nogle tomme Begreber fra Reinesio, Hackspanioe) og andre, eller ogsaa selv smede nogle sammen. Hav den Godhed at mindes, at denne Læremaade er overantvordet os af hine Scholasticis, hvilke snildelig toge Dunkelheden med paa Raad, for at de, som Verulamius rigtigt siger i sit Skrift om Videnskabernes Forbedringf), ved dette uvisse og bedragelige Lys kunde paanøde Folk deres forfalskede Varer, lignende efter min Mening i al Fald hine Comoedianter, hvilke, for at deres Kunstgreb skulle være mere forborgne, opføre deres Skuespil om Nattetid ved Lampernes bedragelige Skin. Men i en let forstaaelig Sag indser jeg ikke hvorfor vi begære saa mange forviklede og urimelige Talemaader, medmindre det da er for at liste os til en vis Værdighed, for at vi paa de gamle Sophisters Maneer ved Hjælp af Skarpsindighedens Tillokkelse kunne efterstræbe den uforfarne Ungdoms Øren eller Ører.

✂ Se Taaben med sin Gunst og blind Forundring følger

✂ alt hvad der for hans Blik bag vrange Ord sig dølger;

✂ han troer paa hver en Ting, som smukt i Øret lyder,

✂ den hule Bjældes Klang hans Hjærte svarligt fryder.g)173 Betragt, min kære, Fædrenes Skrifter: de skulle sandelig ikke lære dig disse Narrestreger, de skulle ej kaste os hint sorte Støv i Øjnene. Gennemlæs de forstandige Theologers Antegnelser om de guddommelige Ting: de undgaa overalt med den største Omhu hin lumpne og uskikkelige Skrivemaade. Ikke at tale om Paulo og de andre hellige Skribenter, hvilke, ifald de vendte tilbage til dette Liv for at lægge sig efter theologisk Granskning, uden Tvivl vilde forfærdes over hine vanhellige Taler, ja ligesom den ærlige Flacius forstumme ved den tillæggelige eller tillægsagtige Egenskabh). Visselig vilde - efter min Mening ialfald - vor Theologiæ Sag staa mere ligeligt, hvis vore unge Mænd til Gavns anvendte den Umage, som de ynkeligt spilde paa hine Spidsfindigheder, paa det højst nyttige Studio af den hellige Philologi. Thi den skærper Forstanden med mangfoldig Vinding, den bepryder Mandens Studeringer, den udruster, oplærer og fuldkommer Sjælen. Dog er jeg ikke den, som aldeles vil have bandlyst alle Befattelser eller nye Talemaader fra Theologiæ Rige, men alene dem, som ere forfængelige og frugtesløse, som ere tilvejebragte til Pragt og Pral; gid det maa gaa med disse, siger jeg, som med Vildskuddene og de onde Urter, hvilke enhver omhyggelig Husbond udrydder af Ageren, eller som det fordum paa Justiniani Tid gik med de juridiske Noter, hvilke Kejseren forordnede at udslettes af Lovbøgerne, fordi de snilde Hoveder ved Hjælp af dem fixerede mange vankundige Mennesker, etc.i).« - Min unge Ven blev efter saare nøje Overvejelse af disse 174 Overtalelses-Grunde omsider bragt saa vidt i Væmmelse, at han kastede Foragt paa Theologernes vanhellige Sirener og for Alvor hengav sig helt til den hellige Philologi og de værdigere Betragtninger af den hellige Skrift.

XXXVI
FORHANDLINGER AF AMBASSADEURER
FRA DET LÆRDE EUROPA I
STRID OM HVO DER HAR FORTRINETa).

✂ Nogle kløgtige og vel studerede academiske Borgere ved vort Universitet havde som Følge af den Iver, hvormed de henførtes til de smukke Videnskaber, sluttet sig sammen i et lystigt Societet, og fastsat Sted og Tid, paa hvilke de med honnet og lærd Snak nyttigt kunde øve deres Aand, dyrke Veltalenhed, gøre Prøve paa deres Kræfter, for saa at sige gensidig at gøre hverandre Regnskab for Arbejde og Fremgang. Til Dommer valgtes en gammel Magister Artium, min gode Ven, som plejede at sætte disse Paafund i Værk og give dem Materien for Samtalen. Og han havde nu som Gækken paalagt sine Vædde-Kæmpere en skrømtet Strid af Ambassadeurer fra det lærde Europa, i hvilken enhver skulde forsvare sit lærde Fædreland, som var tilfaldet ham ved Lodkastelse, een England, en anden Italien, en tredje Frankrig, en fjerde atter et andet Land, og hæve det til den højeste Top. Hvad 175 sker? Den til Væddekampen fastsatte Dag indtræffer; de unge Camerater komme sammen, og ogsaa mig gives der Forlov at overvære dette Narrespil. Magisteren, som var Kampdommer, sagde først nogle faa Ord om det lærde Europæ noget storagtige Fædrelandskærlighed og lod dernæst Trompeten lyde. I det samme rejser sig paa givet Tegn midt iblandt dem en formummet Forsvarer for det lærde Italien og søger paa mangfoldig Vis at bekræfte dets Værdighed og første Rang i den studerede Verden. Han igentager altsaa Italiensb) Fortjenester af de boglige Kunster ligefra de ældste Tider; hvor meget det har beflittet sig paa smukke Videnskaber; hvor omhyggeligt det har bevaret sine Skribenter for Undergang og Forglemmelse, og efter at have bevaret dem har overleveret dem til Efterkommerne i alle Lande; hvilke lærde Skuespil, Stene og Støtter det kan fremvise for de Besøgende; hvilke ypperlige Ting det har opfundet; hvor mange Universiteter det den Dag idag opholder; hvor stort et Forraad af højst navnkundige Begavelser i alle Lærefag det fra umindelige Tider har frembragt, saaledes at (for at bruge Grev Nogarolæ Ord i hans Brev til Adamum Fundanum om de Italienere, som have skrevet paa Græsk c) ) hele Evropa til enhver Sindets Herlighed synes at trænge til Italiens Hjælp og Bistand. Heraf fulgte saaledes efter hans Mening, at denne Fødestavn for al Lærdom burde der vises den højeste Hæder, og at ved dette Land kunde intet andet lignes, endsige agtes højere. - Dette Krav tager Frankriges Ambassadeur ilde op og gør sig 176 noget pralende til af de ældgamle Arnesteder for boglige Kunster Autun, Bordeaux, Como d) , Reims, Lyon, Marseilte, Narbonne, Poitiers, Toulouse, Trier, Valence, Vienne og Besançon, beraabende sig ydermere paa det gamle Vidnesbyrd dels af Juvenali e), en Mand fra Rom, som kalder Gallien veltalende, dels af Kejserne Valentis, Gratiani og Valentiniani Forordning, som taler om de saare folkerige Byer i Gallien, som vare rige paa og anselige ved Læremestres, Rhetorers og Sproglærdes, ved Attisk og Romersk Lærdoms Berømmelse. Dernæst lovpriser han mærkbart den poëtiske Hæder, som Frankrig allerede midt under Barbariet var overflødig paa, lige til Mønster for andre; siden taler han de rigeste Lovord over sit Folks ypperlige Academier, Bibliothequer, Boglader, uskatterlige Fortjenester af Kirkefædrene, Paafund, samt usædvanlige og uhørte Anordninger til ved Belønninger og Væddekampe at opmuntre de Lærdes Sind; og han tvivler aldeles ikke om, at Frankrige staar lige saa langt over de øvrige Folk i det lærde Europa

✂ som rank Cypres i Maal den trevne Hyld besejrerf).

✂ Denne Stortalenhed mishagede Englands Ambassadeur, hvilken mindede om, at alle prægtige Zirater i Kunster og Videnskaber fandtes indenfor hans Ejlands Indemærker; at allerede i gamle Dage hos Tacitumg) blev Briternes Skarpsindighed foredraget for Gallernes Flid; at Englænderne overgik de Andre i naturlig Færdighed og Vindskibelighed; at de alle Tider havde været de Franskes 177 Læremestre; at de i maadeholden Skrivemaade ere til Exemplo og Forundring for alle Udlændinge; at dem skyldes Æren for den rette Anordning af Naturens Studio; at kortsagt een eneste Lærd fra Oxford skinnede i det ganske Athen som en Stjærne af ypperste Størrelse blandt dunklere; saa at derfor den Mand enten knap kan være ved sit fulde Vid eller ogsaa maa være regeret af Misundelsens onde Syge, som dømmer anderledes end at England er hele den lærde Verdens Hoved, Fæstning og Skytsgudinde. - Ved saadan overmodig Tale mener Tysklands Ambassadeur sig udfordret og beklager sig svarlig over sit Navns Ringeagt blandt Englændere og Franskmænd, samt bebrejder først disse som Spaniernes, ja ofte ogsaa Tyskernes Lærlinge det ene og det andet Plagiat; dernæst omtaler han sine Landsmænds Fortjenester af boglige Kunster og deres mere navnkundige Paafund, og kaster selve Englænderne i Næsen den ærlige Forfatter af det engelske Selskabs Historie Thomam Spraath), hvilken sætter Tyskernes efterforskende Gemyt over de andre Folkeslags; siden sætter han trøstig sine Skribenter i hvilketsomhelst Fag, ja endog sine Kunstnere op mod de allervittigste af de udenlandske; dernæst praler han umanerlig af sit Folks Størrelse og mærkbare Herskab over Nabolandene mod Nord, hvis Sprog, hvis fornemmere Ungdom er det og dets Love følgagtig. - Til hans Stortalenhed svarer det lærde Nordens Ambassadeur om muligt endnu mere nachlæssigt end utaalmodigt, at i Folkeslagene var samme 178 Natur indgroet som Cæsaris og Pompeji hos Lucanum i):

✂ - - Cæsar kan sin Overmand ej taale,
Pompejus heller ej sin Ligemand - -,

✂ og at han for sin Del ej dømte anderledes om disse end Palæmon om Menalcas og Damoetasj):

✂ I Begge lige fuldt fortjene Kalven eje - -;

✂ at Italienerne ganske vist have en skarp, men ofte ugudelig og udædisk Forstand; at Franskmændene skrive lystigt og lærd, men ogsaa i mange Maader letfærdigt; at Englænderne philosophere ypperligt, men ogsaa stundom naragtigt baade i de guddommelige og i de naturlige Sager; at Tyskerne og Hollænderne vel ere store Skrivere som Augustinus eller Varro, men ikke sjælden store Smørere som Didymusk); at et Folks Hæder ej kan vurderes efter dennes eller hins Skarpsindighed, saasom den vise Anacharsis l) er fød hos de dorske Scyther, og heller ikke efter medfødt Art, saasom det er ej Væggene, ej Stedet, hvor man er udladt af Moders Liv, som forhverve een Visdom m); at ingen uden en lidet forstandig og i de boglige Kunsters Historie uforfaren Mand er uvidende om, at hverken mangler Norden lige fra Saxonis n) Tider ypperlige Hoveder, ikke heller kan de gode Hoveder undvære Norden; at vor Tids Skæbne er denne, at vor Flid ej kan gøre sig bekendt, fordi Boghandleres og Bogtrykkeres Tjeneste (hvilke ere saa at sige de Lærdes Hænder) hinker ynkelig hos os; at vi ganske vist 179 ikkun sende faa Historieskrifter ud iblandt Folk, men alle paa sømmelig Vis, tagende Hæder og Gudsfrygt i Agt overensstemmende med Dyden, saa at enhver ærlig Mand i disse - ligesom enhver retskaffen Lacedæmonier i Agesilai ringe Legemeo) - vurderer Dyden og ikke Massen; at de lærde Nordboer navnlig kunne rose sig deraf, at de lære de stortalende oghoffærdige Udlændinge Beskedenhed, kræve Fred, stilfærdigt med heroisk Sagtmodighed taale Uret, ikke paaføre Andre Fribytterkrige, men, naar saadanne paaføres dem selv, ere i Stand til mandeligt at afværge dem, om saa behøves; at de hverken misunde noget Folkeslag eller yppe Trætte om Rang, ikke mønte paa noget nyt indenfor Kirken, og ere Naturen al mulig Tak skyldige.

✂ Da disse Ambassadeurernes Taler vare endte, hvilke havde fyldt mit Sind med utrolig Moro, rejste man sig, og Magisteren, som var Dommer, skred til at berømme ham, som tyktes at have talt Nordens Sag lige saa godt som beskedent og forstandigt. Men da jeg blev adspurgt om min Mening om denne skrømtede Strid og Skærmydsel, tilkendegav jeg, at den havde haft en mærkelig Virkning paa mig, og tillagde dette Udraab, at Europæ lærde Borgere ere sammenholdte af det litteraire Landsmandskabs Baand, have samme Øvrighed og samme Love og nyde fælles Borgerskabs Ret, og at derfor de Folk gøre sig saare ilde fortjente af Naturen og te sig som Børn, ja ere fra deres Vid, hvilke tykkes sig selv at være de eneste fornemme 180 Folk i denne Republique, de eneste Adelsmænd og Riddere, medens de regne Udlændinge for nybagte Parvenus eller gemene Folk og Stakler udaf Almuen.

XXXVII
OM AT LÆGGE BAAND PAA
PATRONERNES KIRKELIGE RET.

✂ En gudfrygtig og ærlig Biskop, med hvilken jeg har megen Omgængelse, havde engang ordineret adskillige Præster, af hvilke een, som et haardnakket og ej usikkert Rygte meldte, havde tilkøbt sig Patronens Velvillie og Kaldet for Skænk og Gavea), hvisaarsag han siden af en Medbejler blev anklaget for Kongen for ulovlig Embedssøgning. Dette Skælmsstykke ængstede den saare gudfrygtige Mands Sjæl; han talte engang alvorligt med mig om denne fordærvelige Købslaaen med det Hellige og sagde: »Med hvilket Lægemiddel skal man, for Pokker, raade Bod paa denne ret farlige Penge-Halssyge? b) Paa hvilken Maade kan dog hin kirkelige Ret til at kalde Præster befries for Dobbeltspil, og vor Samvittighed for sin Byrde? Du er jo nemlig ej uvidende om, at ifølge Kongens Forordning bør den, som skal indsættes i et kirkeligt Embede, stadfæste med Ed for os Bisper, at han (saalunde oversætter Petrus Terpager c) det paa Latin) i sit Hjærte og sin Samvittighed er vis 181 paa, at han er lovligt kaldet til det hellige Embede, saaledes at han ej har brugt nogen af Gud forbudne Midler, enten aabenlyst eller hemmeligt, for at betroes denne Bestilling. Ej heller er du ukendt med hin højvigtige kongelige Anordningd): Befindes nogen, enten ved sig selv eller andre, Gave at have budet eller givet for Kald, miste ikke aleneste det Kald, men endog aldrig tilstædes til noget andet derefter. Og den, som Gave for Kald haver annammet, give dobbelt igen til næste Hospital; men haver han selv Jus Patronatus til Kaldet, da bør han at miste sit Jus. Og skal den Person, som til Præsteembedet skal indvies, være forpligtet at gøre sin højeste Ed for Superintendenten, at han hverken selv eller ved andre haver budet, givet eller lovet nogen Gave for at bekomme Kaldet, etc. - Hvortil jeg, efter at have lovprist baade Fyrstens Gudsfrygt og Biskoppens Dyd, svarede i al Korthed følgende, saavidt jeg mindes: »Saafremt det stod til min Dom og mit Raad, kunde man - efter min Mening i hvert Fald - med liden Umage forekomme dette Onde og lade Patronerne betale Gildet. Jeg vilde nemlig lade den Ed, som de vordende Præster pleje at aflægge og Bisperne at modtage, overføre til Patronen og Hans stormægtige Majestæt Kongen, og det saaledes, at hin skulde befales at sværge denne i sit Kaldsbrev, at der ej var tilbudt eller givet eller i Fremtiden skulde gives ham selv eller hans Nærmeste nogen Betaling af Embedsansøgeren eller af nogen anden i hans Navn, men at Kaldelsen i alle Maader efter Kongens Villie tog alle Retfærdighedens Regler i Agt. « - Dette Raad tyktes ganske 182 vist den højærværdige Mand nyttigt, men kanske mindre betryggende mod Patronernes trædske Svigagtighed, hvilken vil være saare kløgtig til at bruge Underfundighed med Ordene og Lovene, om ogsaa alle Petilii, Cincii, Æmilii, Calpurnii, Marii, Pompeji, Catones tage sig nok saa strængt i Vare for ulovlig Embedssøgene). Da sagde jeg, efter kortelig at have overvejet Sagen: »Jeg kan altsaa ikke se, hvordan dette Onde kan vendes til det gode, medmindre selve den saare retfærdige Konge, Kirkens højeste Øvrighed, aldeles afskaffer al Patronernes Kaldsret og tillægger sig som sin Ret disses private Rettigheder, og efter sin Majestæt og sin af Gud skænkede Magt alene tiltager sig Myndighed til at uddele de kirkelige Værdigheder. Anden Vej end denne til Fejlens Borttagelse gives ikke; paa andet Vilkaar kan ikke denne Slags Mened og Svigagtighed straffes med en eller anden Art Trældom eller Fredløshed, ej heller Eders Samvittighed gengives sin Frihed. Og denne Bemægtigelse af den private saakaldte Patronatsret er ingenlunde Fyrstens Person uværdig. Thi, ej sandt? det er fra Kongens Naade, og ej fra Patronerne, at Kirkegodset har sit Udspring; derfor er det billigt, at det er ham, som tildeler den Slags Æresamter. Af Kongens Vilje hænger den saakaldte uddelende Retfærdighed; af ham og ej af Patronerne fastsættes vore større Straffe; af samme bør følgelig alle Belønninger og Æresbevisninger saa vel i Kirken som i Staten tillægges. For at fuldkomme Sagen i faa Ord, højædle Mand: Fyrsten er hin 183 Fædrelandets Fader, af hvilken hele det nyttige Borgerskab af Undersaatter tager baade sin Bestilling og sin Underholdning; med denne guddommelige Røst vil vort Haab være fornøjet; af ham ret som af GUDs Haand bør vi modtage Befordringerne; naar saadant sker, vil den borgerlige Afgudsdyrkelse tage overmaade meget af, Kirken vil uden Tvivl befinde sig retteligere, og Præsterne med deres Nærmeste ikke saa ofte henleve deres Liv i saa trange Kaar og saa stor en Gæld.« - Denne Mening behagede Biskoppen, hvilken ej aflod med at føje Ønske til Ønske om, at det maatte gaa Kirken vel, at Patronernes Magt maatte være uden Svig, at intet maatte staa GUDs Ære i Vejen, hvorved han atter og atter beraabte sig paa hint gamle Forbud fra den Theodosianske Codicef): Ingen maa tilkøbe sig Præsteskabs Rang i Handel og Vandel; man bør agte paa hvor meget enhver rettelig fortjener, ikke paa hvor meget han kan give. Thi sandelig, hvilket Sted er trygt, naar GUDs ærværdige Huse vindes med Penge? etc. etc.

XXXVIII
OM CHRISTI KORSES TEGN.

✂ En højædel og højlærd, men verdslig og mod de guddommelige Ting vrangvillig Manda), for hvem Religion intet andet betød end en forfængelig Overtro af Almuen, et tomt Navn, en løselig, 184 skræmmende Skygge, var naaet saa vidt i Vanartighed, at han aldrig, hverken med Haand eller Mund, bad idet han gik til Bords, idet han nemlig holdt det for ærefuldt og smukt at efterligne Okserne, hvilke Naturen har skabt stumme og ene adlydende Bugen. Han blev engang ved et Gæstebud, hvor jeg var til Stede, formanet og udspurgt af sin Ven Værten, hvor det kunde være, at han saalunde med utoede Hænder rørte ved det af Himlen skikkede Maaltid og skødesløst huggede det i sig, ej anderledes end som en Grib, der pludselig overfalder et Aadsel. »Betænk,« svarede han, »at denne Skik med Bønnen alene tilhører den positive og den kirkelige, men ikke den naturlige Ret, og at Mænd have en anden Slags Vid end Børn og elendig overtroisk Almue.« Denne ugudelige Tale saarede de flestes Sind og Øren, af hvilke een forebragte den hellige Skrifts Myndighed, en anden Anstandshensynet, en tredje alle de ypperste Kirkelæreres Befalinger; men jeg foreholdt ham Hedningernes Forbillede (paa det at ikke den pralende Mandsling skulde have noget Tilhold i den naturlige Ret), hvilke Naturen har lært at begynde Maaltidet med Paakaldelse, idet jeg beraabte mig paa Quintiliani Vidnesbyrdb): Du. er gaaet til Bords, til hvilket naar vi begive os hen, paakalde vi Guderne; samt paa Platonis Symposio, i hvilket, saasnart Socrates havde lagt sig til Bords, Gæsterne gøre Drikofre og synge en Hymne til GUD; en Befaling af den Art findes hos Stobæum c) : Det er ogsaa godt at GUD paakaldes ved Indgangen til Nadver saavel som 185 Middagsmaaltid, ikke fordi Guddommen har noget saadant behov, men for at enhver, ihukommende GUD, kan være ved roligt Mod.« - Dernæst flyttede vor Modpart sit Spørgsmaal andensteds hen og sagde, gørende Anfald paa mig alene: »Saasom du tykkes mig at have svoret til Lutheri Catechismo, saa vær saa god at sige mig, om du - hvad han ligeledes paabyder - om Morgenen, naar du staar op, og om Aftenen, naar du gaar i Seng, først og fremmest tegner dig med det hellige Kors? Iagttagelsen af begge Skikke (fortsætter han), baade den ved Bordet og den i Sengen, er et Værk af latterlig Unyttighed og gemen Overtro, en Levning af papistisk Bærme i vore Sjæle; ret som om der var mere Kraft i disse Bordbønner end i hin taabelige Skik hos de gamle Jøder, hvilke, for ej urene at tage Føde til sigd), vaskede deres Hænder forinden, ja endogholdt den Regel, at de vaskede dem staaende, uden at læne sig til nogen Støtte, og anvendte Vand, som ej var salt eller beblandet, men rent, hvilket skulde udgydes tre Gange over Hænderne, hvorved Fingrene under den første Overgydelse løftedes i Vejret, men under de andre sænkedes ned, etc. Som om fremdeles hint Korsets Tegn kunde holde enten urolige Drømme eller andet ondt borte fra os.« Da gensvarede jeg, overmaade oprørt over Mandens Uforskammethed: »Saasom du, højvelbaarne Mand, alene gør Anfald paa mig, vil du, som jeg haaber, finde det rimeligt, at jeg tager derimod med et ærligt og nødvendigt Forsvar. Og hvad nu Bordbønnerne angaar, troer jeg, at du alt er stillet 186 tilfreds; men for at gensvare dig lidt angaaende CHRISTI Korses Tegn, saa er det een Ting halsstarrig at kaste Vrag derpaa, en anden ej bestandig at tage det i Agt. Dettes Æresbevisning, som ogsaa offentlig bevares i vor Kirke, naar nemlig Præsten efter Ritualets Bydende befales at modtage det til Daaben frembaarne Barn med disse Ord: Annam det hellige Korses Betegnelse baade paa dit Ansigt og paa dit Bryst etc.e) - den er ganske vist, siger jeg, ikke overantvordet af Luthero, men er vedtagen Skik fra Kirkens ældste Tider. Blandt mange Hjemmelsmænd staar mig i Øjeblikket ingen til Raadighed uden Tertullianus f) : Ved enhver Fremgang og Befordring, ved enhver Indgang og Udgang, ved Paaklædning, ved Fodbeklædning, i Badet, ved Bordet, ved Vinduet, ved Sengen, ved Stolen, overalt hvor Samkvemmet giver os noget at skaffe, bære vi Korsets Tegn paa Panden. Ligeledes siger Lactantius g) : Hvilken Skræk dette Korsets Tegn er for Dæmonerne, vil den vide, som ser, hvorlunde de, besvorne ved Christum, flygte ud af de Legemer, som de have besat; og lidt senere: Dæmonerne kunne hverken faa Adgang til dem, paa hvilke de se det himmelske Mærke, eller gøre dem Skade, hvem det udødelige Tegn skærmer som en uindtagelig Mur. Ikke at tale om de Undere, som de kirkelige Skribenter alle Vegne paastaa at have Udspring af dette Tegn; ikke at tale om de Gamles Maade at velsigne paa, med Fingrene lagte i dette Korses Lignelse, dog saaledes at de gengive Begyndelsesbogstaverne i Ordene [x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x] .h) « - Ad dette smiler hin Helligdommenes hoffærdige 187 Censor noget haanligt og spørger mig, om jeg ogsaa fæstede Lid til Fabelen om Helena, der fandt Christi Korsi), og om dette Korses Underværk, hvilket, da det holdtes hen til en død Kvinde, siges at have kaldt hende til Live igen? - Jeg tilstod, at jeg lod Sagen staa ved sit Værd, og mindede sagtmodig Manden om, at allerede længe før Constantini Moder Helenæ Tid, ja endog i selve Apostlenes Dage, var Korsets Tegn i Ære og i Brug, hvis det er sandt hvad der fortælles i Apostlenes Levneder om S. Andrea, S. Jacobo den ældre, Simone, Johanne, Matthæo og andre; hvortil jeg ydermere lagde det Sted hos Cyrillum fra Jerusalem om Korsets Tegnj): Men selv om ogsaa en anden skjuler det, saa sæt du aabenlyst Seglet paa Panden, for at Dæmonerne, naar de se det kongelige Tegn, kunne skælvende flygte langt af Vejen. Gør altsaa dette Tegn, naar du æder og naar du drikker, naar du sætter dig, lægger dig, og staar op igen, naar du snakker, og naar du spadserer, i det hele ved enhver Handel. - Ved at høre dette slog min Modpart en Skoggerlatter op og udraabte spotteligt, at den ene Draabe Mælk ligner ej den anden mere end den gamle Kirkes bedrageriske Skribenter ligne Saxoni Grammaticok), og at intet nok saa uhørt kan drømmes af en Syg, som ikke hine vanvittige Fædre have sagt og troet. Ved det Ord forfærdedes jeg og blev bange for at føre de gudfrygtige Forfædres Sag, og for at ej Mandens Uforskammethed skulde blive end mere opirret, paabød jeg mig selv Tavshed.

XXXIX
OM DE DØDES RET.

✂ En ung Manda), ej ubekendt i boglige Kunsters Dyrkelse, men af en fordærvet Smag, havde bygget et nyt Arbejde paa at sammenskrabe allevegnefra forskellige Skribenters spidsfindige Skældsord baade paa vort Modersmaal og paa Italiensk, Fransk etc., ret som vilde han fortjene sig en synderlig Tak af de vanartede Hoveder, eller forskaffe sit Bibliotheque en usædvanlig Navnkundighed. Han bad mig engang venligt om at besøge ham og hans Apparat. Jeg tager uden Tøven imod Forslaget, gaar kort efter til Manden, og beder om at faa Adgang til at bese hans Hjærtebarn. Han tager villig adskillige Bøger frem, dels udgivne, dels uudgivne, hvilke han, som han selv forkyndte, havde ladet afskrive med stor Bekostning baade hjemme og ude. Jeg tager en og anden i Hænderne, og mærker, at de ere rene Vognlæs af Skældsord, fulde af uforskammede Indskrifter, Satirer, poëtiske Indfald eller rettere Udfald mod de Afdøde; hvilkes Liflighed deres Ejermand sagde sig at have saa stor Fornøjelse af, at han daglig igennemlæste dem atter og atter og kunde huske de fleste udenad. Jeg undrede mig storlig over Mandens ilde anvendte Aandsflittighed og satte Bøgerne tilbage hver i sit Rum med hint Gellii Udraabb) til en lignende Studerende: Skam dig ved denne din megen Lærdom; dernæst, ligesom Caligula ønskede, at Romerfolket havde een Hals c), saaledes 189 ønskede jeg, at alt hvad der findes af uforskammede Vers i hele Verden, kunde ødelægges og tilintetgøres med dette berygtede Bibliotheque. - »Hvorfor dog?« udraaber vor unge Mand. »Ja,« svarede jeg, »jeg vilde endog begære af Øvrigheden og med Tilhjælp af Landets Lov d) lettelig opnaa, at dine Bøger bleve oplyste, det er, prøvede samme Lod som Protagoræ Skrifter, der brændtes af Athenienserne paa Torvet, og Numæ, der offentlig opbrændtes af Romerne ved Quintum Petilium i Folkeforsamlingene).« - »Hvi saa?« vedbliver hin, som mente at hans Studium var frit for enhver Eftertale. »Fordi,« svarer jeg, »de Dødes Ret, saalangt man kan mindes, hos alle fornuftige Folkeslag plejer at være hellig og ogsaa bør være det, hvilken ved denne utilbørlige Helligbrøde skammeligt og ugudeligt krænkes. Betragt, min kære, hin gamle Solonis Lov, om hvilken jeg mindes at have læst hos Plutarchum f) : Ligeledes priser man Solonis Lov, som forbyder at ophobe Skældsord mod de Afdøde; thi det er fromt at regne de Hedengangne for hellige, retfærdigt at holde sig fra dem som ej ere tilstede, beskedenligt at afskaffe Hadets Vedvarenhed. - Deraf er ogsaa, som jeg troer, udsprunget hint Chilonis Bud hos Laërtium g) : Ikke tale ondt om den Døde; ligeledes hin Lov ud af de tolv Tavler hos Ciceronem h): De salige Afdødes Rettigheder være hellige. - Betragt, for ej at tale om andre, vort Fædrelands ubrødelige Love: de forbyde viselig endog at aflægge Vidnesbyrd for Retten mod en Afdød, at saare de Dødes Sjæle i Ligtalerne. Ja, for at 190 vende tilbage til Hedningene, da lære sandelig disses saare sagtmodige Skribenter paa ypperlig Vis mange af vor Kirkes ubændigste Skamskændere at holde Neglene borte fra Ligene. Thi hine skaane allevegne selv deres værste Avindsmænd blandt de Afdøde, idet Nid eller Nag efter Døden ophøre i), og de holde det for uværdigt og skammeligt, som de Rhodiske Ambassadeurer sagde til Demetrio, at føre Krig med den døde Protogene j).« Overfor dette kastede denne unge Mand mig i Næsen Skandskriveren Timonem, Zoilum og andre skarnagtige hedenske Ildgerningsmænd mod Næstens gode Navn og Rygtek). Men jeg kærede mig intet om hine skamløse Skælmer og Skiftinger af Mennesker, hvis Skrifter rettelig ere gaaede til Grunde med deres Ophavsmænd, og viste Manden hen til Vitruvium l), som i Fortalen til syvende Bog fortæller følgende om Zoilo: Zoilus, som antog det Tilnavn, at han lod sig kalde Homeri Svøbe, kom til Alexandriam og oplæste for Kongen sine Skrifter, som han havde forfattet imod Iliaden og Odysseen. Men da Ptolemæus m) formærkede, at det var Poëternes Fader og Fyrsten for al Philologi, som æreskændtes fraværende, og at han lastede den Mand, hvis Skrifter alle Folkeslag højagtede, fortørnedes han og gav ham intet Svar. Men da Zoilus havde været en Tid lang i Riget og trykkedes af Fattigdom, sendte han hemmelig Bud til Kongen og bad om at noget maatte tillægges ham. Men Kongen siges at have svaret, at Homerus, som var død for tusinde Aar siden, bestandig giver mange tusinde Mennesker Føde, og at den, som gav sig ud f or at være af bedre Forstand, ligeledes burde 191 kunne ernære ikke alene sig selv, men flere dertil. - Og til sidst berettes hans Død, som en domfældt Forræders, paa forskellig Vis: nogle have skrevet, at han korsfæstedes af Philadelpho, andre, at han blev stenet, atter andre, at han i Smyrna blev levende kastet paa Baalet. Thi anden Skæbne synes den Mand ej at have forskyldt, som stævner dem for Retten, hvilke ej personlig kunne kundgøre deres Svar, hvad de have ment med hvad de skreve. - Dernæst appellerede jeg til Plinii allerviseligste Brevn), i hvilke han raader sin Maximum med disse Ord: Jeg har ofte paamindet dig om snarest muligt at udgive de Bøger, som du har sammenskrevet dels til Forsvar for dig selv, dels imod Plantam; det samme baade raader og opmuntrer jeg dig til fornemmelig nu, efter at have erfaret hans Død. Thi selv om du har læst dem for mange og laant dem ud at læses, ønsker jeg dog ikke, at nogen først skal tro dem paabegyndte efter den Mands Død, i hvis levende Live du har fuldført dem. Du bør holde dit Ry for Uforfærdethed i Hævd - -; men tillige vil du tage dig i Vare for dette:

✂ Det er en gudløs Synd de dræbte Mænd at haaneo).

✂ Disse Exempla paa hedensk Fromhed og Godhed mod de Afdøde syntes at paaføre min Modpart en vis Blusel; ikke des mindre spurgte han mig, om jeg ogsaa gjorde mig en Samvittighed af at dømme, skrive eller tale ilde om en vis afdød Catilina, om Kættere og lignende ? Dette dristede jeg mig hverken til at benægte eller bekræfte, og ønskede hellere, at den Art Ildgerningsmænd, vanartige Reformatorer etc. lide Straf paa Navn og Rygte 192 (om hvilken jeg ovenforp) nar talt; og fordømmes til evig Forglemmelse; en Straf, der, som jeg sagde, altid havde forekommet mig saameget des strængere, jo mere brændende den Attraa efter evigt Navn og Ry plejer at være, som driver vedkommende Skælm til hans onde Kunster og Forbrydelser. - Jeg tillagde, at dette kom overens med den hellige Skrift, i hvilken Ordsprogenes Forfatterq) truer de Ugudelige saalunde: De Ugudeliges Navn skal raadne; saaledes som ogsaa Kejserne Valentinianus og Martianus smukt have forordnet in Codice Theodosiano 1. Bog, 3. Del, Lov N° 23: Eutychetis skadelige Minde være aflagt, men Fabiani prisværdige Ihukommelse opholdes r). Jeg mindede fremdeles om, at de Afdøde enten nyde et saligt Liv eller ogsaa drages med et elendigt Liv; at i første Tilfælde er den Uret, som gøres dem, det rene Stratenrøveri eller om muligt værre end Stratenrøven; i sidste Tilfælde skylder man dem Medlidenhed og ej Eftertale; og da de Afdødes tvende Vilkaar henstaa for os i det uvisse, bør man ialfald unde dem den Fred, som Polydorus kræver hos Virgilium s):

✂ Hvi flanger da mig saa, Æneas? Spar den Døde;

✂ eller Ovidius t):

✂ Jeg er ej mer mig selv, hvi vil du Skyggen laste ?
Hvi vil du paa mit Støv og Aske Stene slaa?
Et Billed mon du kun med Tak fæl antaste!
Nej hør min ydmyg Bøn, og ængst min Sjæl ej saa!

✂ Til sidst klagede over Umanerligheden hos de fleste af vor Tids Skribenter, hvilke ofte af den ubetydeligste Aarsag til Fortrydelse lade sig opægge til Strid og Blodtørstighed; hvilke regne Pennen for et draget Sværd, enhver Modsigende for en Fjende, Smigrernes eller Pøbelens Bifald for en Sejervinding, Afbræk i andres gode Navn og Rygte for Æreskrans og Krigsbytte; hvilke, for at de kunne synes at have større Forstand end andre, paa den hoffærdigste Vis foragte disse nulevende Mennesker (her taler jeg ikke om de Døde) og beklikke dem med al mulig Haan og Spot, uden at mindes, at de skrive mod dødelige Mænd, og at saadanne Skældsords skammelige Ihukommelsesskrifter til sin Tid ville overleve baade dem og deres Modparter og først i en sen Tid udslettes af Alderdom. - Medens jeg fremfører dette og mangfoldigt andet, har min unge Mand alt skiftet Sind og fordømmer, sønderriver og opbrænder frivillig sine lastværdige Bøger.

XL
FORBIGAAELSER MED HENSYN TIL
DEN CHRISTO I GAMLE DAGE
VEDERFARNE URET.

✂ En Prædikanter, en sand Chrysostomus og Timotheusa), havde paa den Aarstid, da Lidelses-Historien omhandles, talet baade een og to Gange saa smukt og saa pathetisk om de Christo 194 vederfarne Bespottelser, at den Mand maatte være af Staal eller Flint, hvis Hjærte og Sind ej blev rørt af Mandens hellige Veltalenhed, ej gennemstunget af Frelserens sorrigfulde Ihukommelse, ej sønderknust af Bødlernes Grusomhed. Disse Prædikener kom tilfældigvis paa Tale ved en anselig og ved Dyder saavel som ved boglige Studeringer udmærket Mands Bord, hvilken alvorligt ønskede, at de bleve udgivne og kunde være Efterkommerne til Nytte. Jeg ønskede ogsaa, at ikke alene disse kom ud iblandt Folk, men ogsaa - paa det at Frelserens Langmodighed kunde være des bedre bevidnet, og den umenneskelige Menneskeslægts Ubluelighed des mere kendelig - et Anhang om de Bespottelser, som ere blevne den alt himmelfarne CHRISTO til Del, hvorom vi læse udenfor den hellige Skrift. - Hvilke jeg vel mente? spørger vor fortræffelige og Jesu Christi Fortjenester fromt skattende Vært; mon Vanini onde Ord, hvilken ej undsaa sig ved at bebrejde Christo et frygtagtigt og forsagt Sind, fordi han udtalte hint Ord: Min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden b) ? mon Tolandi, Ochini, Spinozæ, eller andres?c) - Dertil svarede jeg: » Paa de Christne eller Halv-Christne, hvis vanhellige og skidne Skældsord hellere maa glemmes end hævnes, tænker jeg ikke her; jeg søger alene i Tanken tilbage til Jødernes og Hedningernes fjærnere Tider og til deres Beskyldninger. Betragt da nu, min kære, hin ugudelige jødiske Maler, om hvilken jeg mindes at have læst følgende hos Tertullianum d): Men en ny Udgave af vor Gud (CHRISTO) er alt nys 195 udkommet i denne By, siden en lejet Dyrefægter har opsat et Skilderi med følgende Paaskrift: DE CHRISTNES GUD, ÆSELSPRÆSTEN; han havde Æselsøren, Hestehov paa den ene Fod, holdt en Bog og var klædt i Kappee). Hør Sophisten Libanium, hvilken spotteligt skal have spurgt en christen Skolemester: Hvad bestiller Tømmermandens Søn? og skal have faaet det artige Svar, at han tømrede paa en Ligbaare til Juliano, som Sozomenus og Theodoretus fortællef). Se til den nævnte Julianum, hvilken foragteligt plejede at kalde Christum Galilæeren, og som lod en for Frelseren af en blodsottig Kvinde oprejst Billedstøtte nedrive, aabenlyst slæbe gennem Gaderne og omsider sønderslaa, om man tør tro Philostorgio og Sozomeno g). Betænk de Mænds skammelige Skælmsstykke, hvilke for at indhylle Christi Grav i evig Forglemmelse oprejste Veneris Tempel og Billedstøtte paa hint Hovedpandested, spottende over Jomfrufødselen, som Nicephorus beretterh). Se til Philostratum, hvilken for at undertrykke Frelserens guddommelige Jærtegn ikke bar Betænkende om ej alene at sætte op imod ham, men endog at sætte over ham Apollonium fra Tyana, i sine Bøger om Apollonii Levnedi). Betragt Jødernes lumpne Bagvaskelser, hvilke ligesaa ondskabsfuldt som formasteligt foregive, at CHRISTUS i Ægypten har lært Trolddomskunster, har gjort Undere ved det guddommelige Navns Kraft, hvilket han hemmelig havde listet bort fra Templet, og har tilskrevet Petro og Paulo en Bog om Trolddomskunst; hvorved de aabenbart ej betænke, at 196 Frelseren som Barn ikke efter tre Aars Forløb, som Evangeliet om Christi Barndom j) lærer, men i selv samme Aar, i hvilket Joseph og Maria vare flygtede til Ægypten, efter Herodis Død vendte hjem til Fædrelandet; ikke heller betænke de, at hin Helenæ, Adiabenernes Dronningsk), Tid, til hvilken det opdigtede Tempelran henlægges, indfalder i Claudii Alder og paa det øjensynligste røber Rabbinernes Uvidenhed i Historien; og endelig betænke de ej, at Bogen om Trolddomskunst umuligt har kunnet tilskrives Paulo, hvilken først nogen Tid efter JESU Død gik over til de Christnes Kirke. Betragt med Øjne og Sind Bogen Toledoth Jesu l), en fordømmelig Bog, der vel har fortjent at opbrændes; betragt Jødernes Skældsord mod Christum og den christne Kirke, om hvilke Buxtorfius taler i sin Jødiske Synagogem); betragt de Breve, som af Jøder i Palæstina efter Jesu Død bleve udbredte over hele den omskaarne Verden, hvilke ere fulde af det bitreste Had mod Christi Navn, og som omtales af Justino i Skriftet mod Tryphonemn), af Eusebio o) og andre. Se endelig tilbage til Forfølgernes gamle Skik, hvilke plejede at drive de Christne til Bespottelse, efter Sauli Exempel, hvilken bekender om sig selv: I alle Synagogerne lod jeg dem (de Hellige) ofte straffe og tvang dem til at tale bespotteligt p). Dette vidner ogsaa Plimus med disse Ord at have gjortq): Der fremlagdes et Register uden Hjemmelsmand, indeholdende Navne paa mange, som nægtede at de vare eller havde været Christne, idet de, naar jeg gik forbi, paakaldte Guderne og med 197 Røgelse og Vin gjorde Bøn ved din Billede og desuden forbandede Christum; og kort efter: Alle have bevist baade dit Billede og Gudernes Billedstøtter Ære; de have ogsaa forbandet Christum. Dertil kommer hint Ord af Tertulliano r) : Han (vor Herre og Frelser) havde nemlig forudset, at straks efter Navnets Aftvingelse vilde for det meste følge ogsaa den Haardhed, at hvo der havde nægtet sig at være christen, vilde blive nødt til ved Bespottelse at fornægte ogsaa selve Christum; for ikke at tale om mange andre Vidnesbyrd.« - Efter at have hørt dette udraabte Værten, ej uden en vis from Rædsel, med Apostelen Johanne s) : Vi vide, at vi ere af Gud, og den ganske Verden ligger i det Onde. Men vi vide, at Guds Søn er kommen og har givet os Forstand, saa at vi kende den Sande; og vi ere i den Sande, i hans Søn Jesu Christo. Denne er den sande Gud og det evige Liv.

XLI
OM PRÆSTESKABETS RANG OG
ANSEELSE UDENFOR DEN
CHRISTNE KIRKE.

✂ Ved en afdød Standspersons Ligbegængelsea) fulgte en stor Mængde af fast alle Stænder Liget til Graven, hvorved den forreste Plads ved Siden af Slægtningene besattes dels af nogle magre Lieutenanter, dels af nogle Naadebrevs-Adelige, der havde tilkøbt sig Titel og Rang for Penge, 198 medens endelig Præsternes velærværdige Stand saa vel som de fleste gemene Borgere sluttede Toget ligesom Feltkokke og Trosknægte. Dette Syn mishagede en højfornem og af de Boglærde saare velfortjent Mandb), hvilken, saasom han gudfrygtigt satte Pris paa det Hellige, ærgrede sig over, at de Civile saalunde vige Pladsen for de Militaire, at der vises de nybagte og hastigt opkomne Folk saa meget ypperligere Hæder end de af Gud tilforordnede Fædrec), at Præsterne alene af Navn ere velærværdige, men uden Æresbevisning, velagtbare, men uden Ærbødighed. - Tilstede var en ublu Tolandus eller Collierius d), hvilken mente, at man gjorde for meget af de Gejstlige, og vanartigt lod sig forlyde med, at han foredrog alt andet fremfor hine kalotklædte Sortkjoler, som han hadeligt kaldte dem; at Præsterne vare til Byrde for Staten og snyltede paa Landets Formue; at de vare en stræng og sur Menneske-Art, hvis Hovmod det var bedre at svække end at befordre, og at de derfor saare klogeligt hos alle forstandigere Folk allevegne og paa ethvert Trin af Anseelse vare blevne fordømte til den gemene Mands Rækker og Bænke. - Den anden foreholdt ham den ene efter den anden af den hellige Skrifts Formaninger om at vise Præsterne Ære; men da dette var af liden Vægt for en Mand, der ikke skøttede synderligt om den guddommelige Sandhed, erindrede vor Vært, ret som havde han med en Hedning at skaffe, meget belejligt om hint Statii Orde): Hvo der med oprigtig Tro dyrker Guderne, han elsker Præsterne. Dernæst 199 Skød han Sagen ind til mig som den, der efter hans Mening var mere forfarenf) i de gamle Skrifter, for at jeg ud af gamle Historieskrifter og Forordninger af Hedninger og andre udenfor den christne Kirke kunde forsvare vort Præsteskabs Anseelse. Men jeg frygtede for at udsætte mig for Avind og undslog mig længe beskedenlig; omsider, da jeg havde opnaaet min Modparts Forlov, tog jeg kortelig til Orde saalunde: »Om vore Præsters Rang i Anseelse og Plads er det ikke min Sag at dømme: for mig maa Soldaten gerne regnes for ypperligere og fornemmere; lad ikkun Adelsmanden eller Borgeren eller Bonden sidde paa hins højre Side: jeg taler ej derimod. Hvad Magt ligger nemlig derpaa? Hvo veed ikke, at naar han spadserer i Solskin, nyder hans Skygge ofte den Skygge af Hæder, at den snart gaar foran selve Legemets Masse, snart følger det paa dets højre Side? Hvo er uvidende om, at Visdom ej kan skabes af Øvrigheden, men at Adelskab kan gives til hvilkesomhelst (hvilke de Gamle kaldte noblesse d'argent g)) ligesom Consulatet til Caligulæ Hesth)? Men for at komme til Hedningene, hvorhen du, høje Herre, har givet mig Ærinde, saa er det utvivlsomt, at deres Præster i den almindelige Omgængelse havde Ret til aldeles usædvanlige Hæders- og Æresbevisninger. Til Vidnesbyrd tjener hint bekendte Sted af Massurio Sabino hos Gellium i): Ved Gæstebud lægger ingen anden sig til Bords ovenforJupiters Præst undtagen Offer-Kongen j). Dertil kommer hint Sted hos Festumk) ved Ordet Rang: Præsternes Rang vurderes efter 200 Gudernes Højhed, alt eftersom hver er stor til. Ypperst synes Offerkongen, dernæst Jupiters Præst, næst efter ham Martis Præst; paa fjerde Plads Quirini Præst, og paa femte Overpræsten l) . Derfor lægger i Gæstebud alene »Kongen« sig ovenfor dem alle, men Jupiters Præst sig ovenfor Martis og Quirini, Martis Præst ovenfor den sidstnævnte, og alle endelig ovenfor Overpræsten; »Kongen«, fordi han er mægtigst; Jupiters Præst, fordi han er Præst for hele Verden, hvilken kaldes Dius m); Martis Præst, fordi Mars er Fader til Stadens Stifter; Quirini Præst, fordi Quirinus i Cures n) blev antaget som Bundsforvandt af det Romerske Rige; Overpræsten fordi han holdes for at være Dommer og Voldgiftsmand i guddommelige og menneskelige Ting. Ikke at tale om Jupiters Præsts Æres-Tegn hos Romerne: Sladsknægte og Øvrigheds-Stol, hvilke Plutarchus fortæller at han nødo). Og over disse Hædersbevisninger vil ingen undres, som ret har betænkt, at de romerske Præsteskaber ej uddeltes i Flæng, men efter Livii Vidnesbyrdp) næsten alene tilkom de fornemste Slægter. Fra Romerne vender jeg mig til Albanerne og Maanens Præst, om hvilken jeg mindes at have læst hos Strabonem q) : Det (Maanens Tempel) forestaas af Præsten, som nyder ypperst Hæder næst efter Kongen og er Herre over et stort og folkerigt Gebet, baade hvad Præstedømmet og Tempeltjenerne anbelanger. Samme Strabo beretter ogsaa følgende om Æthiopernes Præster: I Meroë havde i gamle Dage Præsterne den ypperste Rang r) - Hos visse af Grækernes Folkeslag fortæller Plutarchus s) , at Præstedømmets Værdighed har været lige med Kongedømmets. Hos Ægypterne 201 har endog Regimentet i Staten været overgivet Præsternet), hvad ingen, der har en Smule Lærdom, er uvidende om. For endelig at forlade Hedningerne, saa have ogsaa Jøderne tillagt deres Læremestre den største Hæder, hvoraf det kom, at disse udvalgte sig de øverste Sæder u). Den største, siger jeg? Nej, snarere en fast guddommelig Ære, saaledes at ikke alene Almuen, men endogsaa Raadet var pligtig at rejse sig op ved Synet af dem paa en vis Afstand. Desaarsag formanes hos Maimonidem v) Læremesteren i Loven til at spadsere paa trange og afsides Stier og ikkun sjældnere lade sig til Syne for Folket, paa det at Folk ikke skulle plages med at rejse sig; hvorved Forfatteren straks efter tillæggerx): Naar tre spadsere sammen, skal Læremesteren gaa i Midten, den ældste paa hans højre, og den yngste paa hans venstre Side. - Til dette gensvarede vor Schwenkfeldiusy) som den ivrige Fjende af Præste-Navnet, han var, at han ganske vist ej saa surt til den gejstlige Stands Hæder, men at han ingenlunde kunde indse, med hvilket Skel saa mange ofte grove og ulærde, saa mange bondeagtige, saa mange verdslige Præster skulde fored rages for andre, hvisaarsag han tilraadede at danne en Art Selskab af lærde Mændz), afdelt i visse ærefulde og privilegerede Classer, til hvilket ej alene Landets Theologer skulde høre, men ogsaa andre studerede Folk, som have godt Lov paa sig for et ganske besynderlig fromt Levned, Nidkærhed for det gemene Bedste, prøvet Lærdom; medens de øvrige Gejstliges urene Mængde forvistes 202 hen iblandt Almuens Bærme. - Men om Manden gav dette Raad for Alvor eller paa Skrømt, turde ej være saa let at sigeæ).

XLII
OM DYRENES FORUDFØLELSE
AF DET TILKOMMENDE a).

✂ Nogle Studerende havde engang ved et Drikkelag disputeret længe og meget om de Umælendes Forstand, da jeg fra en Spadseregang for Tidsfordriv tilfældig kom til Stede ved deres Trætte. Een forsøgte med Cartesio b) at bekræfte med forskellige Beviser, at de Umælende ere rene Machiner eller Urværker, hvilke af Naturens Ophav have modtaget visse uforanderlige Love; en anden paastod med Vuillisio c) og Andre, at den legemlige Sjæl hos de Umælende er af en vis ildagtig Natur og beslægtet med Luen, og holdt det ej for urimeligt (jeg bruger Mandens egne Ord), at der hos Dyrene findes en Evne, som kan give Agt paa og skelne de i Hjærnen afridsede Sanse-Billeder samt ved Siden af de sammesteds modtagne Indtryk kan fremkalde Drifter og andre Evners modsvarende Virksomheder: at selve den dyriske Sjæl er udstyret af Naturen med saadanne Kræfter, at den i Henseende til visse for den nødvendige Ting er erkendende og handlende; etc. En tredje ophøjede de Umælendes Gaver fast over den menneskelige 203 Forstands Højde, fordi Marsvin, Maager, Traner, Ravne, Mus etc. ligervis som Spaamænd forud vide og tilkendegive Uvejr, Storme, klar Luft og godt Vejrlig, Ødelæggelser og andre Omskiftelser i de menneskelige Ting, som vi Smaafolk ere uvidende om; og som Vidner herpaa beraabte han sig ikke alene paa daglig Erfaring, men ogsaa iblandt de gamle Forfædre paa Plinium d): Naar Ødelæggelse er overhængende, flytte Musene forud bort, og Edderkopperne med deres Spind lade sig først falde; ligeledes paa Ciceronem e) : Tvende Boder ere faldne om for mig, og de andre slaa Revner; hvisaarsag ikke alene Beboerne, men ogsaa Masene ere flyttede bort; samt paa Æliani Ord om Myrernef): Ogsaa Myrerne have, som jeg hører, en Art Fornemmelse af det Tilkommende; thi naar Hungersnød hænger over Hovedet, ere de paa en mærkelig Maade ihærdige til at sammensanke Føde. »Denne Spaadomskraft«, sagde hin overtroiske Mandsling, »tillægger den samme ogsaa Museneg): Men ogsaa Musene ere at regne iblandt de mest spaakyndige Dyr; thi naar et Hus er blevet gammelt og snart staar for Fald, mærke de det først og .... flygte derfra og fæste Bo andensteds. Ligervis, inden Byen Helice i Achaja gik til Grunde - som Ælianus fremdeles fortæller om i Dyrenes Historieh) - strømmede alle Mus, Væseler, Slanger, Tusindben og andre saadanne Dyr ud af Staden i stor Hærskare, til Forundring for Borgerne, som ej kunde begribe Aarsagen til hvad der mødte demi).« - Hertil svarede jeg: »Min Ven, du er sandelig aldeles paa Vildspor, hvis du holder for, at disse Forvarsler have deres 204 Udspring i en Art Fornuft og Forudseenhed i Sjælen. Hanen giver Nattevagterne til Kende; men hvo troer for den Sags Skyld at Hanen har udforsket Nattevagternes Afmaaling, eller at den med Kunst og Forstand holder Regnskab paa Timerne? Hanen galer nemlig ej for sig selv og sine egne, men for Mennesket. Og jeg for min Del, som plejer at føre alt tilbage til det guddommelige Forsyn, mener som saa: hine Dyrenes Forvarsler lader Gud finde Sted ifølge en Art naturlig Tilskyndelse, ikkun for Menneskets Skyld, for at de, ligesom Cometerne paa Himlen, ligesom Pulsaarerne og deres skiftende Rørighed i det menneskelige Legeme, kunne give Anvisning, belære og advare. Kort sagt, om du vil, ere de forudanende Dyr saa at sige levende Barometre. Vil du vide, hvorlunde det gaar til? Saa hør Antonium le Grand om Mangelen paa Skønsomhed og Erkendelse hos de Umælendej): Fordi Dyrene synes at vide et og andet forud, have vi ej Behov, for at forklare hine Forvarsler, at erkende en skjult Fornuft hos dem, saasom de alene hænge af saadanne Omskiftelser, som finde Sted med de ydre Genstande: naar Dyrerie have optaget disse i deres Kroppe, røres de af visse Tilskyndelser, som bevæge dem enten til at synge eller at hoppe eller at slaa med Vingerne. Der er nemlig altid i Luften visse Forbud paa klart Vejr, Uvejr, Vinde; og naar Dyrene forud føle disse, kan det ej være andet end at visse Tilskyndelser opstaa i hine Organer, som bestemme dem til de nævnte Bevægelser.« - Da jeg havde sagt dette, og da min saare trættekære Modpart ej aflod med at tilkende Dyrene 205 Spaadomskunster, ja de fleste menneskelige Lærdomme: Logik, Physik, Oeconomi, Arithmetik, blev jeg ked af den ubetimelige Trætte og tog hjem.

XLIII
OM DE GAMLES BØDLER.

✂ En Ven af mig, ej videre bevandret i de gamle Skriftera), lod sig engang ved Lejlighed forlyde med, at han oftere havde undret sig over, at der i Jesu Christi Lidelseshistorie ikke omtales nogen Bøddel, hvilken saa at sige plejer at være Lovenes Haand, men Krigsfolk, der forrettede Bødlers Tjeneste. Da han venlig udbad sig at faa en Forklaring herpaa, mindes jeg at have svaret ham kortelig saalunde: »Jo, dette forrettedes nemlig efter Romersk Skik; thi en bestemt Classe af Bødler var endnu ikke dengang anordnet af de Tiders Øvrighed, Men i Romerstaten holdtes Dødsstraffen i saadan Gænge, at de Dødsdømte førtes til Retterstedet af Soldaterne, hvilke alene havde Forlov at bære Sværd, under Anførelse af en Høvedsmand, hvilken havde Opsigt med Afstraffelsen, ligesom hos Matthæum b). Og om Høvedsmanden handler jo et navnkundigt Sted hos Senecam i Skriftet om Sindets Roc): Canus Julius (en Philosophus, som længe havde ligget i Strid med Cajo Caligula) var ved at spille Skak, da Høvedsmanden, der førte de Dødsdømtes 206 Skare, ogsaa giver Befaling til at kalde ham ud. - Om Soldaterne, Fuldbyrderne af Dødsstraf, som Sallustius kalder demd), ere utallige Vidnesbyrd forhaanden, som det vilde blive for vidtløftigt at forfølge. Jeg behøver ikkun at minde om dette ene, at saa længe Republiquen var fri, har den Kunst at halshugge ikke hørt til den romerske Soldats Haandtering (thi det var dengang ikke tilladt at dræbe en romersk Borger), hvisaarsag Lucanus siger om den Krigsmand, som jammerligt og uskikkeligt afhuggede Pompeji Hovede):

✂ Han Sener, Aarer skær, men Knokler knap kan tvinge:
end var det ej en Kunst: paa Sværd et Hoved svinge.

✂ Men senere, under Kejserne, blev Bødlens eller Soldatens Haand behændigere, som Suetonius vidner i Caligulaf): En Soldat, som var Mester i at halshugge, huggede Hovederne af hvilkesomhelst arresterede. Ligesaa i Claudiog): Da en Mand raabte paa, at en Falskner burde have Hænderne huggede af, forlangte han straks at Bøddelen skulde hentes med Slagtekniv og Slagtebord. Og længere henneh): Engang havde han faaet Lyst til at se en gammeldags Henrettelse i Tibur; og da de skyldige alt vare bundne til Pælene, men Bødlen manglede, ventede han udholdende lige til Aften paa at han blev hentet fra Byen. Ikke at tale om Quintiliano, hvis Ord, om jeg mindes ret, ere saalydendei): Det lykkes sjælden Bødlen at gøre det af i eet Hug, uagtet han selv lægger Halsen til Rette, og hans forfarne Haand lige nylig har øvet Manddrab som en Art Kunst. Jeg siger intet om de tre Over-Fængselsmestre hos 207 Romerne, som ligeledes undertiden i Embeds Medfør toge Livet af de skyldige, være sig Trælle eller Frie; som vi læse hos Valerium Maximum j): Da Fannu Træl Alexander var kommen i den største Mistanke for Drabet af den romerske Ridder C. Flavio, blev han lagt syv Gange paa Pinebænken, men nægtede aldeles at være delagtig i denne Forbrydelse; men han blev baade dødsdømt af Dommerne og korsfæstet af L. Calpurnio, en af de tre Fængselsmestere, aldeles som om han havde tilstaaet. Dette mener dog Sigonius k) at være forrettet ved Bødlens Hjælp. Fremdeles angaaende de romerske Stadsknægte, som for det meste plejede at tage Straf over de Skyldige, er Sagen saare bekendt ud af Livio, Cicerone og andre. Denne Art offentlige Tjenere brugte ogsaa Grækerne til Haandlangere ved Henrettelser og Afstraffelser, som Julius Pollux vidner i Onomasticol): Den, som imodtager de Dødsdømte, kaldes Bøddel, Stadsknægt, Fængselsmestery og hans Redskaber Sværd, Strikke, Hjul, Gift, Skarntyde. Dertil kommer hint Plutarchi Ord i Agidis og Cleomenis Levnedm): De dømte ham (Agis) til Døden og befalede Stadsknægtene, at de skulde føre ham bort til den af Lacedæmonierne saakaldte Decade; det er et Sted i Fængslet, hvor de Dødsdømte kvæles. En Art af saadanne Stadsknægte og Skarprettere have efter min Mening hine Stokkemænd i Philippi været, om hvilke Lucas talern).« - Dertil svarede min Ven: »Lader os vende tilbage til Frelseren, som havde at bestille med Jøderne, og vær saa god at sige mig, om hine fordum havde deres særskilte Bødler, som hævnede en begaaet 208 Forbrydelse med Ophavsmandens Død og Blod?« Da svarede jeg: »Kom i Hu, at paa den Tid da Frelseren blev anklaget og dømt, var allerede Spiret veget fra Juda og Læremesteren fra hans Fødder o). Hvis du betragter Jødefolkets ældre Tidsalder, da er det Rabbinernes almindelige Mening, at de i halsløs Gerning Skyldige for det meste dræbtes ej af en Bøddel, men af Vidner. Saaledes gengiver Onkelos, den chaldæiske Oversætter, Ordene i I. Mosebog IX, 6 saalundep): Hvo der udøser Menneskets Blod, hans Blod skal udøses ved Vidner efter Dommerens Kendelse. Dette Sted udlægger Rabbi Salomon Jarchi ligeledes saalunde: Hvis Vidner ere tilstede, dræbe de ham q). Undertiden var det ej alene Vidner, men hele Folket, som forrettede Bøddel-Tjeneste, fornemmelig ved Stenelses-Straffen, saasom skrevet staar i femte Mosebog XVII, 7r): Vidnernes Hænder skulle være først paa ham, og dernæst alt Folkets Hænder. Paa denne Maade læse vi i Apostlenes Gerningers) den højhellige Stephanum at være omkommen: De stormede samdrægtelig ind paa ham, og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham, og Vidnerne lagde deres Klæder af.« - -

XLIV
OM KVINDEKØNNETS ARVEDEL.

✂ En stenrig jydsk Stormanda) havde en Søn og en Datter, hinanden aldeles ulige i medfødt Art, af hvilke man med Valerio Maximo b) burde kalde den første sin Slægts mørke Plet, den sidste dens Lysstraale. Ingen kunde nemlig overgaa hende i Dyder og ham i Laster: hun teede sig saa vel, at hun snarere tyktes at skænke end at skylde Forfædrene Adelskab; han derimod var alt, da han havde anlagt Mandsdragt, sunket til Bunds i Lediggang og Legemets Vellyster og var gaaet saa vidt i Galenskab, at han uden at ænse Forældrenes Formaninger bortsløsede til Skalkestykker sin Fædrenearv, som burde tjene til Æresglans for hans adelige Byrd, daglig formerede sine Regninger og omsider lønlig flygtede ud af Landet i Favnen paa den lumpneste Skøge. Deraf blev Følgen, at Faderen forandrede sit Testamente og indsatte Datteren til eneste Arving af sine Ejendomme, men gjorde den skarnagtige og vanslægtede Broder Liderlig arveløs. Der var nogle, hvem denne Straf syntes lidt ubarmhjærtig, fordi vi se mange unge Personer, naar Alderen har udraset, vende tilbage til Sans og Samling; saaledes som vi læse at Scipio Africanus vendte omc), hvilken siges at have ført et uordentligt Levned i sine første Ungdomsaar; ligesaa C. Valerius Flaccus d), som begyndte sin Ungdom fordærvet af Overdaadighed; Q. Catuluse), hoshvem man vil finde mange Vellyster, ifald man ransager 210 hans tidligere Liv; L. Sulla f) som lige til den Folkeforsamling, hvor han blev valgt til Rentemester, havde ført et Liv besmittet med Vin, Ukyskhed og Lyst til Abespil; etc. etc. - Der var ogsaa andre, som misundte Datteren Arven og talte om, at Kvindesind ej kan rumme saa stort et Stykke, men for det meste opblæses af egenraadigt Overmod og fordærves af Overdaadighed, ej uden Skade for Land og Folk, og at Romerne desaarsag med Rette havde udgivet den Voconiske Lov g) om at begrænse Kvinders Arvelod; at Lycurgus h) med Rette havde truffet Anstalt desangaaende, hvilken befalede at Laconernes Jomfruer skulde giftes uden Medgift; for at det skulde være Hustruer og ikke Formuer, som udvalgtes, og for at Mændene kunde holde deres Kvinder stmngere i Ave, naar de ej holdtes i Tømme af nogen Medgift (som Justini Ordi) lyde); at det endelig med Rette er forordnet af enhver nogenlunde forstandig Lovgiver, at af al Arv skal Mand tage større Lod end Kvinde. - Dette og meget andet havde en Heltinde, min saare forstandige og højlærde Velynderindej), hørt fremsætte ved et talrigt Gæstebud, og tiltalte nu en af Gæsterne, der var særdeles hadsk mod Kvindernes Arvedel, med disse Ord: »Du«, sagde hun smilende, »har uden Tvivl eftertragtet et rigere Giftermaal, som det har været din Skæbne at gaa Glip af. Jeg for min Del tvivler ikke om, at vort Køn lider af en Art Overdaadigheds-Syge; men hvo er uvidende om, at vi i alle Maader have denne Last tilfælles med Mændene? Se dig om efter det fornemmere mandlige Afkom 211 her til Lands: de fleste af disse øde ganske vist deres Stamme i et bundiøst Svælg af Løsagtighed; de opsluge ofte de største Godser eller opsluges af Godserne; de sætte den største Lykke, ja den største Agt og Ære i Umaadelighed i Vellyst; de rejse udenlands som Ødelande og vende hjem med Pungene tomme, hvilke de udbare fyldte med Guld, ej uden største Skade og ofte Vanære for Fædrelandet; de ere i vore Dage de allerkvindagtigste (thi hvad er nu om Dage vor Verden andet end en Fruerstue?), saa at jeg desaarsag ej kan se, hvad Forskel der er paa de to Køn anden end Skægget, eller hvad Aarsag der er til at Kvindernes Ret skal hæmmes ved et ugunstigere Arve-Maal end de liderlige Mandfolks, da dog hine, som forefaldende Exempla allevegne bevidne, tage bedre Vare end disse paa deres Gods, bygge sparsommeligere og underholde færre Tjenere, Hunde og Heste. De vilde maaske være nyttigere for Landet, hvis de fra Begyndelsen af deres Livstid bleve vænnede til Arbejde og holdtes strammere i Tøjle af Lykken.« - Overfor dette blev Modparten fast aldeles stum (thi han kunde ikke frikende sit Køn for hin Ennii Bebrejdelse hos Ciceronem k):

✂ I ere stærke Mænd, men have Kvinde-Hjærte),

✂ da jeg, adspurgt om min Mening desangaaende af min Heltinde, tilføjede til Gunst for hende hin mærkelige Lov hos det Lyciske Folk ifølge Nic. Damascenum l) : Lyderne vise Kvinderne større Hæder end Mændene, og Navne gives dem efter Mødrene. 212 Ligeledes efterlade de Døtrene og ikke Sønnerne som Arvinger til Godserne. Men da var der en anden, som udaf Heraclide m) kastede mig i Næsen, at Kvinderegimentets Ulykke deraf var opstaaet og stadfæstet hos Lyderne: Lycierne bruge ikke Love, men Sædvaner, og hos dem regere Kvinderne lige fra første Færd. - Denne Bebrejdelse modtog jeg sandelig med et Smil; ret som om det øverste Regimente ikke allevegne var i Kvindernes Hænder, om de saa vare nok saa arveløse overalt.

XLV
OM DE UMÆLENDES NATURLIGE
MORAL.

✂ En højfornem Magister i Philosophiena) havde udarbejdet en ny Bog om Moral-Lære, da jeg tilfældig uforvarende listede mig paa ham, mens han gav den sin sidste Afpolerelse. Da jeg venlig spurgte ham, hvad han havde mellem Hænder, aabenbarede han mig frivillig for gammelt Venskabs Skyld sin Plan, og gav mig ogsaa af sig selv Forlov til at se hans lidet Værk. I dette havde det været Mandens fornemmeligste Bestilling at oplyse Dyder og sværte Laster med bekvemmere Exempler end de der gemenlig ere i Omløb. Saaledes havde han til Exempel haft ondt af, at den gode Noa, fordi han een Gang havde ladet sig overvinde af Vinen, maatte høre ilde af vore Moralister for 213 Umaadelighed, da dog en Handling (som han sagde med Philosopherne) ikke medfører en Tilstand; han var fortørnet over, at Israëliterne, der saa ofte vare højst mandhaftige, bleve beskyldte for synderlig og uhæderlig Frygtsomhed, fordi de, omringede af Farer og Fjenders Mængde, vare krøbne i Skjulb); fremdeles over, at de gamle Romeres Afholdenhed, Germanernes Tarvelighed, Spartanernes Ædruelighed ophøjedes saa meget, da dog hin Ros ej har været til fælles for hele Borgerskabet eller Republiquen, da hine Exempla ere særdeles ufuldkomne, og da hine Menneskers Attraa holdtes i Tømme af en saadan Tidens Tugt og indsnævredes af saadanne Nødvendighedens Love, at der fast intet Rum var for de modsatte Laster, ingen Forførelse til at synde. Han havde fremdeles fundet det ubilligt, at Vespasianus belastes med Beskyldning for Gerrighed, hvilken Suidas c) frikender paa følgende Maade: Han var vel tilsyneladende noget gerrig, dog ikke saaledes, at han frarev nogen hans Ejendom; han sankede Formue sammen, ikke til Overdaadighed, men til offentlig Tarv. Førend ham vil man sandelig ikke finde nogen Kejser, der enten har vist større Gavmildhed eller ved Udskifteisen af sine Gaver bedre har taget Ret og Billighed i Agt. Ogsaa siger S. Aurelius Victor om Vespasianod): Han var, efter hvad nogle (NB. vrangeligt) mene, svag overfor Penge, saasom det er vitterligt nok, at han som Følge af Skatkammerets Fattigdom og Byernes Forlis har udkrævet nye og ikke senere haandhævede Skatters Betaling. - Ydermere havde han undret sig over, at Julius Cæsar fremholdtes som et Exempel paa sand 214 Højsindethed, fordi han, da Folket hilste ham som Konge, siges at have svaret: Jeg er Cæsar, ikke Konge; hvilket Ord tyktes min Ven at befatte usigelig meget Hovmod; og at Domitianus derimod, som vilde kaldes Herre og Gud e), anklages for Klejn modighed, fordi han afslog en ny Hæder, der tilbødes ham af Senatet, som Suetonius beretterf), hvilken tillægger, at han var højst begærlig efter alt saadant. - Det vilde blive for vidtløftigt at gennemgaa alle den velagtbare Mands Indvendinger, som ingenlunde syntes foragtelige. Jeg betænkte i nogen Tid ved mig selv, at fast enhver menneskelig Dyd har den Natur, at den tager Skade ved i nogen Maade at være Nabo til den modsatte Last: at ingen menneskelig Retfærdighed er aldeles fri for Svig, ingen Afholdenhed for Vellyst, ingen Mandhaftighed for Frygt, ingen Ydmyghed for Overmod; og tog dernæst til Orde: »Hvis du vil beskrive et nyt Gebet af Moralen, velfornemme Mand, da lad, min kære, Menneskeslægten fare og se dig omkring efter de Umælendes Republiqueg), hvorhen selve den hellige Skrift ret ofte henviser os som til et Spejl, som til Naturens smaa Læremestre: Myren, Duen, Fuglene etc. Thi af disse bedre end af den fejlfrieste Socrate kan Tiberius lære Afholdenhed, Chiron Taalmodighed, Philoxenus Maadelighed, Semiramis Kyskhed, Rhodierne Tarvelighed, Alexander den Store Ædruelighed, for ej at tale om Mildhed, Venskab, Troskab, Taknemmelighed og andre Dyderh); i disses Rige grassere ikke Falskhed, Begærlighed, Ærgerrighed, Griskhed, Umaadelighed og den menneskelige 215 Naturs andre lignende Sygdomme; disse ere for saa vidt uskyldigere og bedre end de fleste Mennesker, som de leve mere overensstemmende med Naturen end de, som ere Mennesker af Navn, ikke Mennesker i Fornuft i); saa at vi derfor gemenlig gøre dem en ikke ringe Uret, naar vi til Exempel ligne den iblandt os ved Dyrene, som er den dovneste, som giver sig den slemmeste Legemsdel i Vold, som fylder sig med Vin og Mad, som føjer sine Vellyster, som er Søvnens og Vommens Træl etc. Thi, ikke sandt? De Umælende overskride ikke Naturens Grænse, hvis Befaling de lyde under; men vi Puslinger derimod opfinde med synderlig Flid nye og uhørte Arter af Vellyster; vi omskabe Naturens Gaver, ikke til Saft, men til Gift; vi gøre visselig hine Bernhardi Ord til Sandhedj): Endog mere dyrisk end selve Dyrene er Mennesket, som har sin fulde Fornuft, men ej følger den l Livet.« - Herpaa spurgte min Ven mig, om jeg tilregnede Dyrene deres Dyder til Hæder, og jeg svarede: »Nej, til visse ikke mere end Marken dens Frugtbarhed, Blomsterne deres Lugt, Stjærnerne deres Løbs bestandige Maade. Hvorfor? Fordi de Umælendes Dyder, som du kalder dem, efter min Mening ikkun uegentlig kunne nævnes med dette Navn, men bør kaldes gode Gaver; thi Dyden er jo, som Philosopherne rigtigt befatte den, en udvælgende Tilstand, medens de Umælende derimod hverken ere udstyrede med Modsigelsens eller Modsætningens moralske Frihed, som vi gemenlig sige i Skolerne. Med eet Ord: Dyrene ere saa at sige en Art af Naturen skrevne Bøger, 216 sirede med adskillige Figurer, ibiandt hvilke man kan se Ærbarhedens Billede smukt afmalet, beskue de menneskelige Pletter vanheldede indtil Skam og Haanhed, og læse de Ting forborgent beskrevne, som høre til det menneskelige Selskabs Tarv og Nytte.«

XLVI
OM BETHESDA.

✂ En overmaade flittig ung Mand med et særdeles fint Hoveda), fordum min Discipel, senere Alumnus ved et Collegio i Kjøbenhavn, vilde efter Universitetets Skik skrive en Disputats og havde længe ved sig selv overvejet den ene og den anden Materie, i hvilken han kunde godtgøre de Lærde sin Flid, med Fordel sætte sin Veltalenheds Kræfter paa Prøve, og ved sin Skarpsindighed vinde sig Yndest hos Læserne. Jeg var paa den Tid kaldet til København for visse Forretningers Skyld og traf ham en Dag i hans Studerekammer, noget nedslagen og saa at sige opslugt af Betragtningernes Uro; og da jeg venlig spurgte ham, hvisaarsag han drog saa mange Rynker i Panden, svarede han, at det gik ham omtrent som Julio Secundo hos Quintilianum b) , hvilken trods al Umage ej kande finde Indgangen til den Materie, som han havde foresat sig at skrive om. »Jeg sidder altsaa her,« sagde han, »tvivlraadig mellem den academiske Øvelses forskellige 217 Overvejelser, jeg vakler og drages hid og did. Jeg havde nu for det første besluttet med mig selv at skrive om Tyveri hos Israëliterae, og søge et uformodet Forsvar derfor i selve de gamle Ægypteres Forordninger, hos hvilke vitterligt alle Tyverier vare tilladte og ustraffede c). Dernæst havde jeg overvejet med mig selv at examinere hin dunkle gamle Sædvane: Leviternes Rørelser for GUDs Aasynd), hvilken jeg nu omsider med den berømmelige Buxtorfio e) bekender og forstaar at ligge over min Dømmekraft og Forstand. Siden fik jeg i Sinde at ransage noget angaaende Bethesda Dam hos Johannem f), af hvilket du ser de første Linjer antegnede i denne simple Notitsbog. Men du«, farer han fort, »kom du mig til Hjælp i min Tvivlraadighed, hold Mønstring og proponeer mig en Materie.« Da tilstod jeg, at Mandens Raad om at oplyse Bethesdæ Antiqviteter befaldt mig meget vel, og bad om at faa overgivet den Notitsbog, i hvilken han havde udskrevet sit Concept til hele den liden Antegnelse. Dens Indhold var, saa vidt jeg da mindes, saalunde: Han havde altsaa i det første Capitel sat sig for at disputere om Oprindelsen til Navnet Bethesda, om det paa Syrisk burde læses som Godhedens Hus, fordi GUD i det øvede sin Barmhjærtighed, eller Udgydelsens Hus, fordi Offerdyrene i det plejede at toes, eller, som andre mene, fordi Regnvandet løb sammen paa dette Stedg). I det andet skulde der afhandles om denne Dams Beliggenhed i Jerusalems nørre Del ved Hjordens Port, som i Højsangen VI, 14 (eller VI1, 4) kaldes manges Datter, det er: meget 218 folkerigh); i det tredje om dens Udseende, hvilket Hieronymusi) afskildrer saalunde: Bethesda, en Dam i Jerusalem, som kaldtes Faaredammen; den havde fordum fem Buegange, og der vises tvende Søer, af hvilke den ene plejer at fyldes med Regnvand, medens den anden paa en mærkelig Maade er rød af Farve, ret som om den ved sine blodige Vande viser Tegn paa hvad den fordum tjente til; thi der siges, at Offerdyrene plejede at toes i den af Præsterne, hvoraf den ogsaa har faaet sit Navn, - I del fjerde skulde skrives om dette Vands guddommelige Kraft, hvilken, naar det rørtes af Engelen, gengav Folk deres Helse; hvorom Autor ej alene havde søgt Vidnesbyrd i Johannis Evangelioj), men ogsaa i hint apocryphe Nicodemi Evangeliok), hvor disse Ord læses: Men en anden af Jøderne sprang op og bad Landshøvdingen (Pilatum), at han vilde høre et Ord. Landshøvdingen sagde: Sig frem hvad du vil sige. Han sagde: Jeg har i otte og tredive Aar ligget i Jerusalem ved Faaredammen, ventende paa Helbredelsen ved Engelens Komme, som oprørte Vandet fra Tid til anden; og hvo der først nedsteg i Vandet, efter at det var blevet rørt, blev helbredet for al Svaghed. Og dér fandt Jesus mig vanmægtig og sagde til mig: Vil du vorde sund? Og jeg svarede: Herre, jeg har Ingen, som kan bringe mig ned i Dammen, naar Vandet bliver oprørt. Og han sagde til mig: staa op, tag din Seng og gaa. Og jeg blev straks sund, tog min Seng og gik. - Da jeg havde gennemset dette temmelig grove Begreb af Bethesda, adspørger min unge Ven mig for Alvor, om jeg vidste denne Art af Materie forud indtagen af nogen anden? Men jeg tilstod, at jeg slet 219 ingen vidste; med mindre det skulde være af den højagtbare Relando i hans Palæstina l); og da vi toge denne Bog i Hænde (det være sagt uden Forklejnelse af hin højlærde og uforlignelige Mands gode Navn og Rygte), gik vi lige kloge bort derfra. Han fortfarer: om han ikke turde paaregne nogen Hjælp af min Læsning i de gamle Skrifter? »Nej«, siger jeg, »thi hos Strabonem, som ej uden Omhu har givet Underretninger om Jerusalem, hos Plinium, Isidorum m) eller andre gamle Skribenter findes, saa vidt jeg da husker, Bethesda ikke omtalt; medmindre Tertullianus kan være dig til Nytte, hvilken har efterladt et bekendt Sted om Bethesdæ Forfald efter Christi Tid. Bogen fremtoges, og ud af den afskreves disse Ordn): Bethesda (gemenlig, men urigtigt, Bethsaida) Dam helbredte lige til Christi Komme Sygdomme i Israel, men aflod siden med sine Velgerninger, da Herrens Navn bespottedes af dem (Jøderne) som. Følge af deres Fremturenhed i deres Galenskab. Endelig erindrede jeg Manden om, at Omtalen af Engelen, der oprører Vandet, undertiden har været forbigangen i visse Haandskrifter af Johanne (saasom Hammondus, Simonius o) og andre lære), hvilken dog de ældste og til vore Dage bevarede Haandskrifter uvægerlig siges at fastholde. - Imidlertid skiltes vi endelig ad; men da en pludselig Lykkens Omskiftelse kom imellem, der forfremmede vor unge Mand til uventet Hæder og Ærep), forfaldt, udtørredes og hensvandt vort Bethesda i en Hast for anden Gang.

XLVII
OM NYE ANTIQVITETER.

✂ EN Studerende af sjælden Begavelse, som I selve sin fejreste Alder blev revet bort fra Menneskenes Verdena), havde efterladt sine Arvinger et udsøgt Bibliotheques Indbo, paa hvilket i Udlandet at samle han havde spenderet den bedste Del baade af sin Tid og af sin Fædrenearv, uden at agte paa onde Ord om Købesyge. Efter at Ligbegængelsen var forrettet, gøres der snart efter Anstalter til Bibliothequets Salg og Ligbegængelse; Auctionsplacaten bæres rundt, og omsider kommer Dagen for Bøgernes Afhændelse. Allerede var hele hint Forraad af Skrifter splittet ad, da der til allersidst frembares nogle af den Afdødes haandskrevne Conceptbøger, hvilke havde Titelen: Adskillige Antiqviteter. I dette Bind havde den salig Forfatter med stor og berømmelig Flid sammenhobet mange ypperlige gamle Skriftsteder, saavel verdslige som hellige, af hvilke jeg antegnede nogle, som syntes mig at staa i Strid med de Gamles Lære. Saaledes havde han til Exempel ud af Ordene i første Mosebog II, Vers 24: Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder, hvilke af den chaldæiske Oversætterb) gengives saalunde: Derfor skal Manden forlade sin Faders og sin Moders Kammer - af disse Ord havde vor Ven, siger jeg, følgende jeg veed ikke hvis Autoritet, sluttet, at det fordum havde været i Brug hos Jøderne, at ej alene de unge Jomfruer, men ogsaa de voksne unge Mænd laa om Natten i Forældrenes 221 Sovekamre, for at de kunde holdes des haardere i Kyskheds Tugt. Saaledes havde han fremdeles, fordi et Kar, fyldt med Æddike, blev sat paa Frelserens Rettersted, samt fordi Christus læses selv at have baaret sit Korsc), antegnet at begge Dele vare Sædvaner vedtagne fra gammel Tid; ikke at tale om flere saadanneAntiqviteter, hvilke jeg - den ypperlige unge Mands Flid ufortalt - ved den Lejlighed gav til Kende at forekomme mig nye og uforsete. Heraf opkom der en sagtmodig Trætte mellem mig og en anden hossiddende højagtbar Mandd). Han forsvarede nemlig den Saliges Mening om at Børnene laa i deres Forældres Sovekammer, med Lucæ Vidnesbyrde): Mine Børn ere med mig i Senge; men jeg erindrede ham om, at ej alene Blufærdighedens og Ærbarhedens Lov, men ogsaa Ordet Børn forhindrede, at Stedet hos Evangelisten kunde forstaas om de Voksne; medmindre man snarere burde høre Phædrum, hvis Ord ere saalydendef):

✂ IHustruens Gemak han (Ægtemanden) trængte ind iLøn,
hvor Moderen til Sengs da havde lagt sin Søn,
af varlig Omhu for hans voksne Alders Røgt.

✂ Han tvivlede fremdeles ikke om, at Brugen af Æddike paa Retterstedet paa hine Tider var gammel Skik, fordi han mindedes at have læst hos Maimonidemg): Den som føres til Døden, gives et Korn Røgelse i et Bæger Vin, for at han kan gaa fra Sans og Samling; hvilket ogsaa Forfatteren til Ordsprogeneh) alt forlængst havde befalet: Giver Den stærk Drik, som222skal omkommes, og Vin dem, som ere beskehg bedrøvede i Sjalene. - Jeg derimod mente mig ej at skulle tage meget fejl, naar jeg holdt for, at hin Drik var medbragt til egen Brug af de romerske Soldater, hvilke plejede at drikke Æddike fortyndet med Vand (som de kaldte Poscami)). - Han paastod endelig, at Christus efter Forbrydernes almindelige Sædvane hos Romerne havde baaret sit eget Kors, forladende sig paa hint Vers hos Plautum:

✂ Han bære Blok af By og fæstes saa til Korsj).

✂ Men jeg undrede mig først over, at Røverne, der førtes til Retterstedet sammen med min Frelser, ikke omtales at have været belæssede med denne Art af Byrde, og dernæst vendte jeg mig til Stedet hos Plautum og bad om at efterse selve Comoediedigteren, som hændelsesvis var for Haanden ud af Auctionen, hvor vi da fandt Poëtens Ord i Brudstykket af Kulhandlersken k) saalunde anførte:

✂ I Blok jeg far af By og fæstes saa til Kors.

✂ Og denne Læsemaade (hvis den bare er sand) oplyste jeg kortelig ved hin Donati liden Antegnelse til Terentiuml): Klovebærere (eller Blokdragere) kaldtes de, som for en ringe Forseelses Skyld nødtes af deres Herre, mere til Vanhæder end til Straf, til at gaa rundt hos Naboerne, bærende Halsen i en Klove og Hænderne bundne fast til denne, og bekendtgøre deres Forseelse samt tillige advare de andre, at de ej bedrive noget lignende. - Omsider lode vi disse Ting fare, og vor Samtale gled i en Hast over til Antiqviteter i 223 det Hele, hvilke jeg lignede med Forbillederne i det gamle Testamente, der (som Theologerne sige) dels ere ifødte, dels indførte m). Jeg tilstod endelig, at Damasippus, om hvilken Horatius siger n):

✂ Gal Damasippus er til Køb af gamle Støtter,

✂ ej fandt større Fornøjelse ved gamle Billedstøtter, Vaser eller Skilderier, end jeg forlystedes ved Antiqviteter. Men jeg mindede om, at i denne Art af Studio gaves der os lettroende Mennesker megen Snak for Penge, dels af de Ulærde, der kun have et maadeligt Anstrøg af Kendskab til de Gamles Skrifter, dals af de mere vittige Hoveder, hvilke ej bære Betænkende om at paanøde os en af et eller andet dunkelt eller fordærvet Skriftsted udredet Antiqvitet, dels af de falske Mennesker, hvilke for at bestyrke deres vrangdømmende Hellighed søge sig Hjemmel i Fædrenes Alder og Sæder og Forbilleder. Dernæst henviste jeg Manden for det første til de kirkelige Antiqviteter, som fostre saa mange Skiftinger, i Særdeleshed hos Papisterne; dernæst til de juridiske, hvilke beskrive saa mange Formularer, Straffe og Sædvaner hos Hebræere, Grækere, Romere eller andre, udpinte af forglemte og uvisse Skriftsteder; derefter til de philologiske, hvilke prange med de Gamles for mange Aarhundreder siden opslidte Sko, sønderbrudte Masker, aflagte Hatte og andre af den Art Prospecter fra gamle Dage, og falholde som aldeles tilforladelige deres Afbildninger af dem, som om de vare eftergjorte lige efter det gamle Værksteds 224 Mønster. Endelig blev der rejst spørgsmaal om Alexandro af Neapel, Cælio af Rhodo og andre overmaade berømmelige Forfattere af Antiqvitetero); til hvilke jeg holdt for at man ej burde fæste mere Lid end til Plinio i hans Naturhistorie, undtagen hvor Sagen er paa det Rene, udenfor Gætningens Slumpeleg, og bevidnet ved bekvemme Beviser af gamle Historier.

XLVIII
OM STUDERINGERS GÆKKELIGE
LYSTER.

✂ En overmaade lovende Ungersvend, nu en velfornem Manda), havde i sin Tid sit Logement hos mig for at drive Studeringer og danne sin Forstand. Naar jeg havde Stunder for mine Forretninger, plejede jeg at se til ham, og havde oftere antruffet ham omvankende iblandt adskillige Skribenter og hængende fast, som paa et Skær, i Spørgsmaalenes tomme Skin, da jeg omsider gav mig til at skænde alvorligt paa Manden og troligt opmuntrede ham til at give sig færre, men bekvemme Skribenter i Vold og lade sin Lyst til Letsindighed fare. Jeg mindede ham nemlig om, at det var Tegn paa et mindre højt og frimodigt Sind at flagre omkring i Studeringerne med en vis Landløber-Travlhed; jeg belærte ham om, at det var Tegn paa en skrøbelig Forstand og 225 Dømmekraft barnagtigt at spilde sine gode Stunder iblandt Spidsfindigheder, som ganske vist forvolde en selv en vis Behagelighed, men ere ikkun en Leg for dem, der med Kyndighed gribe det an; jeg viste ham, at den Lærdom er ulærd, som opkommer i en Hast af mangfoldig og omstrippende Læsning, og at Hippionis Ord hos Athenæum b) ere overmaade sande:

✂ Der er ej værre Tant end al Slags Lærdom eje,

✂ og Heracliti Ord hos Gellium c):

✂ Mangfoldig Lærdom ej vor Sjæl kan undervise.

✂ Da han nu oprigtig tilstod, at det ej ret var ham vitterligt, hvad han burde fly og hvad han burde eftertragte, og da jeg saa, at hele Sagen hang af mit Raad, ønskede jeg at helbrede Mandens Vankundighed ved følgende Tale. »Kom i Hu«, sagde jeg, »at du bør te dig i Studeringer aldeles som i det daglige Liv. For nemlig ret at tjene GUD, maa du holde een Gudsdyrkelse i Ære som den ypperste; ligeledes, for ret at gavne Staten, een Forskrift fremfor andre. For at leve vel og angenemt har du Venner behov, men ikkun faa, og det de skikkeligste og bedste, hvilkes Ansigt det er dig lidet værd at kende, hvis ikke du begriber deres Hjærter og Nyrer; ligeledes, for ret at nyde Studeringers Liflighed, skal du trolig bruge nogle færre Bøger af bedre Skudsmaal, hvilkes Dyder (thi deres Ære-Titler eller Adelskab er selv den udueligste Boghandler ingensinde uvidende om) du bør kunne paa Fingrene. Ligesom det fremdeles 226 er Tegn paa et kvindagtigt Sind at lade sig fange af en vis forfængelig Tillokkelse ved nye Ting, at have Fornøjelse af ørkesløse Skuespil, at forlystes ved latterlige Eventyr, saaledes er det uværdigt for en studerende Mand at jage med en vis synderlig Glæde efter Studeringers gækkelige Lyster. Men hvilke ere da disse? spørger du. Hør kun til, min kære. I Theologien spiller Den saa at sige en Art Comoedie, som tragter efter Distinctioners og Definitioners Dunst og umager sig møjsommeligt med unyttige Spørgsmaal af saadan Art som disse: Hvoraf Christi Tornekrone var gjort? (af Vrietorn, Strandsiv, eller Brombærris?) Hvoraf den Svøbe var gjort, hvormed Frelseren uddrev Købmændene af Templet? (om han har brugt sit eget Bælte, som han bar om Livet, til at fuldbyrde dette, eller nogle Reb, som han havde fundet i Templet bundne om et eller andet Offerdyrs Horn?) Hvis Bryllup det var, som Christus forherligede med sit første Under? (om det var Simons den Cananæers?) etc. etc.d) - I den litteraire Historie er Den aldeles uhistorisk, som alene nedsænker sig i Journalernes Nydelser, som uden Maade anvender sin Flid i Læsning og Skrivning paa navnkundige Anders'er, Georg'er, Jacob'er, Anton'er, Philip'er, Niels'er, og først da tykkes sig at være en lærd Mand i mange Videnskaber, naar han over en Bank, som man siger, har til Stads forhværvet sig visse løsrevne Navne paa Mænd og Bøger, deres Hjemland og deres Udgaver, saa at han kan forrette Tjeneste som et Register. - f den critiske Kunst har visselig Den gjort sig saare 227 ilde fortjent af sin Forstand, som gør sig Bryderi med at udpønske nye og uformodentlige Ting; som med Malmonide eller Læremestren for de Forvirrede e) lærer forvirrede Ting; som stræber at overbevise sig selv og andre om, at den Asens Kæft, med hvilken Samson gjorde saa stort et Mandemord, for den Sags Skyld blev kaldet Legio; som fripostig drager Ovidii Fabler ind i den hellige Historie; som har sin Glæde af at anvende sine kløende Fingre paa de Steder i de gamle Skribenter, hvor der enten udkræves slet ingen eller en kyndig Læges Haand elier ogsaa en Saks. - I Grammatiken har den Mand en Taabes Vid, som uden Maade hænger fast ved Etymologien; som trættes kivagtigt om en uvis Orthographie, ret som var det Sejrens Krans han vilde forhværve; som kradser et tykt Bind fuldt om den ubetydeligste Ting, saare arbejdsom i sin behagelige Ørkesløshed, saare ørkesløs i sit Arbejde. - I Veitalenhedskunsten og Poëteriet ter Den sig som en letfærdig ung Spradebassef), der højlig elsker de Materier, som de gamle Grækere kaldte obscure Themata; som falder i Forundring over Lovprisninger af Gedebukken, Papegøjen, Gladiator-Kunsten, Misundelsen etc., Anacreontica, Smædevers, og lignende Tankeøvelserg), sammenskrevne dels af, dels til Gunst for ørkesløse Tidsfordrivere. - I Logica og Metaphysica turde man kalde den Mand en paafindsom Sladderhank (som Timon benævner Antisthenem hos Laërtium h)), hvis Gane kildres af hine usmagelige Lækkerbidskener: Hvadhed, Lidenskabelighed, Samværenhed etc.; og hvem 228 hine barbariske Former glæde: Barbara, Celarent, item Napeas, Nipeis, Repcese, Cepres i). - I Mathematica og Physica misbruger Den sin sunde Fornuft, som lægger Vind paa Nativitet-Stillelse og verdslige Spaadommej); som efterforsker Menneskers Boliger paa Planeterne og Aanders paa Solen, som trænger sig ind ikke alene i selve Himmelens og Himmeltegnenes Natur, men ogsaa i Jordens indre Afgrunde, for ej at tale om andre saadanne Daarskaber, hvilke foruden Sextum Empiricum og andre Lactantius i sit Skrift om den falske Visdom artigt og lærdt igennemhegierk).« - Dette og adskilligt andet havde jeg alt fremført, da min unge Mand, der studerede Theologiam, for Alvor spurgte mig om, paa hvilken Maade han skulde undgaa det theologiske Studii forfængelige Snak og gækkelige Lyster, og derimod opnaa en solid Vinding. Jeg svarede ham: »Du er ej uvidende om, at der i et vist Tidsrum kræves en vis Flittighed til at igennemlæse Theologernes Lærebøger. Brug disse, ikke som en forbistret Humle til Larmen og Urolighed, ikke som en Vandbi til doven Overflødighed, men som en Arbejdsbi til den guddommelige Sandheds Indvinding. Dernæst, naar du har fuldendt hin theologiske Løbebane, da aflad ej med at gennemsøge selve de tvende Testamenters højhellige Bibliotheque, og anvend fornemmelig til Afvexling dine Studeringer paa den hellige Philologiel). Hvad dernæst de theologiske Tvistigheder anbelanger, da lad de christne Medborgere fare, med hvilke man ingenlunde kan føre Borgerkrig 229 uden Skade for den christne Republique, men fat Mod og grib til Vaaben mod de jødiske Modstandere; og naar du kan udholde og afslaa deres Anfald, da vil den lykønskende Kirke først tilstaa, at du har gjort ret Fremgang, at du er en Mand og kan gavne den christne Verden.«

XLIX
OM OVERLØBERE I KIRKEN.

✂ En Jesuita) fra Trier, som for den hellige Sags Skyld var forskikket her til Landet til sine Medholdere, havde oftere forsøgt snedigt at snige sig til mit Venskab og ved hemmelige Tilskyndelser vinde min Sjæl, for at jeg skulde holde med hans Parti. Jeg var nu tilfældigvis engang falden ind paa at tale om en Overløber af vort Folk, da han, i den Tanke at have faaet en gunstig Lejlighed, kundgjorde, at hans, den romerske, Kirkes Majestæt fremskinnede i dette, at ikke faa gik fra Luthero over til den, men fast ingen fra den over til ham. Denne Bebrejdelse mindede mig om hint Arcesilai artige Svar, hvilken da een spurgte: Hvorfor mange gik over fra de andre Skoler til Epicurum, men ingen fra Epicuro til de andre Secter? skal have svaret: Fordi Mænd nok kunne blive til Gildinger, men Gildinger aldrig til Mænd b) . - Da Øjenskalken smilede hertil og vidtløftigt udbredte sig over deres Lyksalighed, som sværge til den romerske Kirke, 230 sagde jeg venligt smilende: »Tilgiv mig, min P ....c), hvis jeg siger hvad jeg mener. Det er jo din Kirkes Vilkaar, at den til en Tid yder Dovenskaben og Haabløsheden en Art Tilflugt og Trøst. Eders Collegia og Klostre synes mig at være ligedanne som det Alexandrinske Museum kommer Timoni for hos Athenæum d): Timon fra Phlius sagde, at Museet var et Fuglebur, og spottede de Philosopher, som dér underholdtes og mæskedes, ligesom de kosteligste Fugle, der holdes indelukkede i et Net. - Men vær du nu saa god at besigtige dem - hvor mange det nu er - som dels ere frafaldne, dels nu om Dage frafalde fra os til Eder: de drives ikke - tro du mig - til Frafald af nogen Vilje til Sandheden, ikke af nogen hellig Glød, men de tumles over til Eders Kyster enten af Haabets sagteste Vind eller af Frygtens og Hadets voldsomme Uvejr; de hykle visselig lige saa megen Gudsfrygt som de kunne love sig Vinding og Profit af, saa at man om dem med Rette kan bruge hint Sallustii Orde): Ærgerrighed har drevet mange Dødelige til at vorde falske, til at have een Ting indegemt i Brystet og en anden aabenbart paa Læberne, til at skatte Venskaber og Fjendskaber ikke efter Sagen selv, men efter Profiten, og til snarere at holde gode Miner end godt Hjærtelag. Disse Forrædere mod deres Forfædres Religion skuffe Eder mærkeligt med deres Sværgen, ret som efter hin Lysandri eller Philippi Sentents hos Ælianum f): Drenge maa man besnære med Tærninger, Mand med svorne Eder; eller efter hint gamle Tragoedie-Versg): Med Tungen svor jeg, dog mit Sind jeg ej forsvor.

✂ Disses kvindagtige Letfærdighed er endelig ej mindre end hin Dionysii fra Heraclea, hvilken paa Grund af Øjenværk, som han ej vilde kalde eller regne for en ligegyldig Ting, forlod den Stoïcer Zenonis Undervisning, gik over til Cyrenaicerne og aabenlyst søgte Horehuseh). Det er derfor os, som ynkes over Eder, der for en Slik underkøbe forfængelige og uordholdende Mandslinge til at smøre Eder om Munden og sleske sig ind i Eders Øren.« Nu svarede Jesuiten: »Kom i Hu, min kære, at hin Lov i Digesternei): Overløberen skalle vi antage os efter Krigens Ret, ogsaa kommer Kirken til Gode.« »Ja vist«, sagde jeg, »lad ikkun Eders Horehuse beholde sine udlændiske Vandbier, hvilke det dog vilde være retfærdigt at imodtage efter Kejser Aureliani Forbillede. Han skriver nemlig, om jeg mindes ret, ifølge Vopiscum saalunde til Mallionem Chilonem om een, der var Forræder mod sin Fødeby Thyanamj): Jeg har ej kunnet have Forræderen kær og har villig taalt, at Krigsmændene toge ham af Dage; thi han vilde ej have kunnet holde mig sin Tro, da han end ikke sparede sin Fødeby. Mig ere sandelig hine christne Voltigeurs, baade de som tilfalde og de som frafalde vor Kirke, ikke mindre mistænkelige i Troen end de Jøder som kaldes Convertiterk), af hvilke i alt Fald een velberømmelig og fra den navnkundige Wolfii hebræiske Bibliotheque velkendt nu faldt mig i Sindel). Han havde nemlig alt for tredive Aar siden, som han selv tilstod mig, forladt den jødiske Kirke og ladet sig anskrive i den reformerte, og havde i nogen Tid derefter 232 forelæst jødiske Antiqviteter ved Universitetet i Frankfurt an der Oder. Hvad skete? Omsider blev han ved et eller andet lidet Anstød led og ked af Calvino og forpligtede sig Luthero, men paa Skrømt, som jeg sagtens kunde gætte; han strippede nemlig om som en Tigger og Landstryger og kom engang her til Ribe, og da han en Dag fortalte mig sit Levned (jeg havde i en halv Maaneds Tid megen Omgængelse med ham for hans synderlige Lærdoms Skyld), kom han først med adskillige Klagemaal mod Lutheranerne, iblandt hvilke han, som han besværede sig over, hendrog Tiden uden Nytte, uden Haab, uden Magt og uden Midler, og udbrød omsider i disse Ord, at intet andet Lægemiddel stod tilbage for ham i hans Ulykke end at vende tilbage i sine Jøders Gunst og paakalde deres gamle Godvillighed. Du ser saaledes, min P....., farer jeg fort, hvor svag og usikker hin de kirkelige Overløberes falholdte Tro er, med hvilken det, som jeg ikke tvivler om, vilde være ude, hvis alle Christne skreve den disse Vilkaar: at nemlig en Frafalden aldeles ingen Æresamter kan beklæde enten i Staten eller l Kirken; at han skal døje Hunger, Tørst og Kuld for sin ny Bekendelse; at han skal forbydes Ægteskab (for hvis Skyld Skilsmisse fra Religionen stundom finder Sted); at hans Sæder, der ofte ere saare fordærvede, skulle holdes i Ave ved stræng Tugt og synderlig offentlig Afstraffelse, saa snart som Manden er vegen af fra den rette Vej, etc.« - Disse Anordninger tyktes Jesuiten noget haarde. Jeg spurgte ham nu, hvad han mente om de Roman-catholske Rømningsmænd; 233 og da han svarede, at de lignede den uforstandige Esau elier den ugudelige Judas, som for en ringe Pris solgte, den ene sin Førstefødselsret, den anden sin Frelser, gjorde jeg Ende paa Samtalen efter at have vendt Sværdet tilbage mod hans egen Strube, og bad Jesuiten leve vel med sin Religions fremmede Snyltegæster, Betlere og Gøglere.

L
OM DEN GAMLE KIRKES
BESKEDENHED.

✂ Den højædle og højærværdige Sædlands Biskop her i Landet Christiern Worm a) havde for den synderlige Velvillies Skyld, som han bærer for mig, engang frivillig tilbudt mig et rigt og meget profitabelt Rector-Sæde, som laa i hans Stift og i hans Haandb). Men jeg, som altid er bekymret for en god Sjæls-Ro (i hvilken jeg sætter min højeste Lykke), og har den gyldne Middelvej saa meget des kærere, som den indeholder større Sorgløshed, men Overflødighed flere Baghold og Farer, vilde ikke nytte denne Lykkens synderlige Velgerning, efter Pomponii Attici Forbilledec), hvilken afslog at modtage atheniensisk Borgerskab for ej at gaa Glip af sit romersked). Thi ikke sandt?

✂ Rigdom er ej min Bøn, min Attraa, men at nøjes
med lidt at leve af- -e).

✂ Denne Gerning mishagede nogle af mine Venner og Velyndere, af hvilke een holdt det for Synd og Skam at kaste Vrag paa en kostelig Lejlighed, der var sendt fra Himlen, en anden raabte paa, at det var usømmeligt at lade den fælles Tarv i Stikken i vanskelige Tider, naar Stedets Velfærd saa højlig krævede min Tjeneste. - Disse svarede jeg for det første, at Tilgivelse visselig var beredt den Søn, som nøjes med Faderens (GUDs) gamle Miskundhed og med ærbødig Taksigelse afslaar nye Velgerninger; dernæst, at hvis man skulde komme Fornødenheden til Hjælp, indsaa jeg ikke, hvorfor jeg snarere skulde byde mig an paa et anseligt Sted end paa det andet ringere, som ligeledes havde min Hjælp behov; endelig at det passede ikke ilde paa mig hvad Figentræet svarede de andre, da de ønskede det til Konge over sig: Hvor skulde jeg kunne forlade min Sødhed og mine liflige Frugter? f) - Der var fremdeles en anden Ven, en omhyggelig Husfader og Beregner af menneskelige Vilkaar, hvem jeg tyktes at have gjort mig ilde fortjent af min Husholding, fordi jeg hellere vilde skikke mig efter en tom Philosophie end efter min egen særdeles Profit, fordi jeg holdt min Ærgerrighed i Ave med saa haard en Tugt og saa strænge-Love, at det grænsede til Smaalighed. Ham gensvarede jeg: »Jeg har Overflod af Rigdomme; og skulde du mene, at de fattes mig, saa vær saa god at bevise, at jeg er gerrig. Mit Sind er sandelig højt og frit; og vil du anklage det for Smaalighed, saa bevis, at jeg gør meget af Smaating eller jager efter 235 en falsk Æres Skyggebilleder.« Imod dette foreholdt hin mig atter og atter Exempla af de højfornemmeste Mænd her i Landet, ja af Bisper, hvilke, da de dog levede i rigelig Velstand, nylig havde ikke alene tilrevet sig rundeligere Lykkens Gaver, anseligere Bispesæder, da de tilbødes dem, men endog (med Skam at melde) havde afpint Hoffet dem ved at plage det med nedrige Bønnerg). Om de deri havde gjort Ret eller ikke, blev længe afhandlet imellem os. Han søgte nemlig ikke alene at frikende saadanne tiggede og tryglede Formeringer af den hellige Værdighed for al Eftertale, men kundgjorde endog at de vare Tegn paa Dyd og ædeligt Gemyt; men jeg appellerede derimod til Kirkens mere fejlfrie Tider og til de gamle Klerkes Beskedenhed paa følgende Maade: »Giv Agt«, sagde jeg, »med Sind og Øren paa hin kejserlige Røst i Romerretten om Biskopper og Klerkeh): Kysk og ydmyg skal i vore Dage den Mand være, som udvælges til Biskop, - - Han bør være saa fjærn fra al Æresyge, at han eftersøges for at nødes, viger af naar han adspørges, undflyer naar han indbydes, saa at Fornødenheden af at bede sig undskyldt er det eneste, der taler hans Sag. Thi han er visselig uværdig til Præstedømmet, hvis han ej er ordineret mod sin Villie. Saaledes vidner Novatianus hos Eusebium i), og hos Hieronymum i Skriftet om navnkundige Mændj), at han mod sin Villie var ordineret til Biskop i Rom; for ej at tale om Ammonio k) hvilken for at undgaa det ham tiitænkte Bispedømme over Kirken i Alexandria afskar sit højre Øre, eller om Nilamone l), en 236 ypperlig og saare hellig Mand, hvilken længe vægrede sig ved at modtage den biskoppelige Værdighed, og, da det alt stod paa, at han skulde ordineres af Theophilo, opgav Aanden under fromme Sukke og alvorlige Afbedeiser af denne nye Byrde. Opled atter, farer jeg fort, hin Kirkens gamle Gznon, hvilken ifølge Nicephorum m) forbyder, at een Stads udkaarne Biskop overflyttes til en anden.« Nu foreholder min Ven og Vederpart mig ud af samme Nicephoron) utallige Navne paa Biskopper, som fordum ere flyttede fra eet Sæde til et andet, fra Cappadocia, Berræa, Antiochia til Constantinopel, Rom og Corinth; blandt hvilke ere Eustathius den Store, den hellige Meletius, den hellige Gregorius, Dositheus, Polycarpus, Palladius, Proclus, og sekshundrede andreo). Disse lod jeg mig villig forekaste og mindede sagtmodig min Ven om, at ingen af disse var til Haanhed for Klerkenes gamle Beskedenhed, saa vist som alle disse vitterligt ere retmæssigt forflyttede fra den ene Kirke til den anden og ingenlunde ere selv overgangne, det er, de have ikke begærligt (som de fleste af vore Folk gøre) attraaet Omveksling af Lykken for Vindings eller Æres Skyld. Denne Adskillelse havde samme Nicephorus p) selv lært mig, udiæggende den saalunde: Overflyttes og Overflyttelse siges om de livløse Ting og dem, der saa at sige skaffes bort af andre, saaledes at man taler om deres Overgang, som fra deres Sæde fare op paa højere Throner, men om deres Overflyttelse, som mod deres egen Villie forfremmes andensteds hen af andre. Her erindrer Forfatteren lidt efter 237 om Romerbispen Cælestini Ordq): Hvis nogen Biskop forflyttes for Nyttens Skyld, da gøre han det Ikke paa egen Haand, men ikkun naar Brødrene nøde ham dertil, ikke for tom Æres, men for fælles Tarvs eller Fornødenheds Skyld. Ligesaa om disse Auterii Ordr): Forflyttelse af Bisper, maa I vide, kan finde Sted for Nyttes eller Fornødenheds Skyld, men ikke efter enhvers Begærlighed eller Herskesyge. Saaledes blev Petrus, vor Læremester og Vejleder s) for Kirkens Tarvs Skyld forflyttet fra Antiochia til Rom og gik senere derfra over til Alexandriam, saasom han dersteds kunde gavne Kirken mere. Og Eusebius blev fra en lille By ifølge apostolisk Myndighed forflyttet til Alexandriam t). Ligervis gik ogsaa Felix u) paa Bispernes, de øvrige Præsters og Apostlenes fælles Raad over til Ephesum fra den Menighed, som ved Borgernes Valg var ham tilfalden, for den ypperlige Lærdoms og det herlige Levneds Skyld, hvormed han var forseet. Thi den, som ej gør dette af egen Begærlighed eller Attraa efter forfængelig Hæder, ombytter ikkke den ene Menighed med den anden, men han gaar for Nyttes eller Fornødenheds Skyld efter andre formaaende Mænds større Myndighed, Tilskyndelse og Raad over fra en mindre til en større By; ikke ledet af nogen forfængelig Ære eller Egenvillie, men føjende sig for de Mægtigeres Myndighed, enten uddreven af sit Sæde eller ogsaa bevæget af Stedets eller Folkets Tarv, og dette ikke hovmodigt, men ydmygt, forfremmet af andre.

LI
OM AT INDSKRÆNKE EDEN I DEN
CHRISTNE MENIGHED.

✂ En havesyg og tyvagtig Rufinusa), hvem hans indgroede Uredelighed og Bedragerier havde opdynget en stor Hob Penge, var gaaet saa vidt i Frækhed, at han snød endog Kongen selv og svigagtig bedrog ham for Toldafgift. Da han af Anklagerne kaldtes i Rette og for Dommen, og formærkede, at hans Liv og Formue stode paa Spil, og at han alt var bragt i den yderste Fare, havde han fattet det Raad at leje Nogle til at sværge falsk for at redde ham. Dette havde ogsaa i Begyndelsen Fremgang efter Ønske, men siden var det kommet for en Dag, idet Vidnerne bleve overbeviste om Mened, Omtrent paa samme Tid vare vi flere Studerende, som gave et Afskedsgilde for en bortrejsende Ven, og Talen faldt da tilfældig paa dette Skælmsstykke, hvorved der ikke var nogen af os, der ej bar Afsky for en saa uærlig og skammelig Gernings Gruelighed. Der var ved dette Gilde en besynderlig lærd og retsindig Mand til Stede, som ønskede, at enhverb) Art af Ed aldeles skulde forvises udenfor den christne Menigheds Grænser. Og han tilstod, at det ej var af Anabaptisterne, ej af Pelagianerne, ej af Mennonitternec) og andre slige Læremestre, at han havde inddrukket denne Samvittigheds-Frygt, men at han havde lært den af Frelseren selv hos Matthæum d), af hans Discipel Jacobo e), af mange Læremestre i den gamle christne 239 Kirke: Athanasio, Clemente, Basilio f) etc., hvilkes Vidnesbyrd han i Hobetal beraabte sig paa. Han appellerede dernæst ogsaa fra de Christne til de hedenske Phryger, om hvilke Nicolaus Damascenus siger i sin Bog om Folkenes Sæderg) : Phrygerne afholde sig fra enhver Ed, saaledes at de hverken selv sværge eller tilstede Andre at sværge. Han appellerede til Pythagoram, som efter Laërtii Vidnesbyrdh) forbød sine Disciple at sværge ved Guderne; samt til hin Pythagoræer Cliniam, hvilken (som Basilius den Store fortæller i sit Skrift om at læse Hedningenes Bøgeri), da han ved at sværge kunde undgaa at tabe tre Talenter, hellere vilde betale Pengene end aflægge Ed, uagtet han ej skulde have svoret andet end hvad der var sandt Han appellerede til hint Epicteti Budj): Nægt aldeles at aflægge Ed, ifald det kan lade sig gøre; hvis ikke, da saa vidt du kan. Endelig tillagde han udaf det immervarende Edict hos Romerne hine Prætorens Ordk): Præst, Vestalinde og Jupiters Offerpræst vil jeg i al min Rettergang ej nøde til at sværge. - Til dette gensvarede en anden af Vennerne, at Retfærdighed og Uskyldighed var mindre vel forvaret i Staten uden Ed; at tilmed GUD selv ej alene billiger, men endog tilraader Ed; at Apostelen kalder Eden en Ende paa al Tvist, til Stadfæstelse l), og at den ifølge de forstandigere Theologers enstemmige Vidnesbyrd ikke alene er fri for Eftertale, men endog til Gavn for det menneskelige Selskab. - Da jeg nu omsider blev adspurgt om min Mening desangaaende af begge Parter, tilraadede jeg ikke aldeles at afskaffe Ederne i den christne Menighed, men 240 at indskrænke dem paa følgende Maade. Jeg holdt nemlig for, at man ikkun skulde bruge to Slags Ed: den ene Sandheds-Eden, som man aflægger til GUD i Vidnesbyrd og Rettergang, den anden Troskabs-Edenm), som aflægges til den højeste Øvrighed. De øvrige Eder satte jeg i Classe med Meneder som værende enten ugudelige og vanhellige eller naragtige. Saaledes tyktes hine academiske eller philosophiske Eder mig ingenlunde at burde taales, som Candidaterne af den første eller af den højeste Laurbærkrans, som man kalder dem, pleje at sværgen); saaledes burde hin Ed afskaffes, hvormed en gejstlig Person befales at bekræfte, at han ikke vil lade nogen Dag gaa hen uden at anvende en Del af den paa hellig Læsning; saaledes burde den Ed ophæves, med hvilken man ubetænksomt forsværger sig fra eller forpligter sig til Regionen og Helligdommene; saaledes burde endelig ogsaa den Ed afskaffes, med hvilken Fyrsternes Tjenere af enhver Stand eller Forvalterne af borgerlige Anliggender forbinde sig til at forrette deres Embede paa lovlig Vis, ikke tage imod Gaver, og endelig troligt gøre alt for at ikke Fyrstens Pengecasse skal lide noget Afbræk. »Thi ej sandt?« sagde jeg, »en Vandmyg vejer ikke mindre, som Plautus har sagto), end en saadan svoren Ed, som besviger GUD og Mennesker, paadrager den christne Menighed Eftertale og udæsker den guddommelige Vrede. Jeg ser nemlig ikke, foer jeg fort, hvorfor man har disse Skræmmebilleder, disse Bidsler behov for at holde Menneskene til deres Pligt, naar 241 Disciplincn og den saakaldte udskiftende Retfærdighed ikke er indesluttet i Lovene som skjult i en Skede, men udøves belejligt. Med eet Ord: en god Borgers Pligt træder saa at sige i en naturlig Eds Stedp): den forbinder nok, ja mere end nok; den anklager, naar den bliver forsømt, efter baade guddommelig og menneskelig Ret; den udstrækker Sværdet til at straffe sine Besvigere.

LII
OM DJÆVELENS BIBLIOTHEQUER
OG BIBLIOTHECARIER.

✂ En skammelig Bog, paa hvis Titelblad der falskeligt stod Amsterdam, var udkommet eller rettere udspyet iblandt os, hvilken ganske vist gav sig ud for at forsvare og retteligt fortolke Apostelens Ord i 2. Corinthier-Brev 5, 19a) men i Virkeligheden vilde nogle af de fornemste Theologer til Livs og med uforskammet Spot skændede deres gode Navn og Rygteb). Da Talen faldt herpaa i en Forsamling af adskillige studerede Folk, som med Rette holdt for, at en saa skammelig Skifting af et Skrift burde straffes med det værste Vanrygte, nævnede jeg, at jeg beklagede den christne Kirkes Skæbne, hvilken nemlig omflydes, anfaldes og skamferes af saa mange skidne, uskikkelige og uchristelige Skrifter, at den endog af selve sine Fjender ej med Urette kan holdes for en Mødding og Skarndynge, saa at 242 Censors Ris nu ej længer forslaar til at udrense dens Bibliothequer, men der synes at være Behov for Bøddel og Baalc). - Der var i den Forsamling en skamagtig, men iøvrlgt ikke ulærd Mand, en stor Ven af Frihed saavei i at skrive som i at dømme, som raabte paa, at Boghandelens Trældom var uværdig for den litteraire Republique, og hosføjede som Grunde, at ingen Bog er saa slem at den jo lige saa fuldt belærer som besnærer; at Menneskenes Sind og Tanker ere løste fra Lovene og bør nyde deres naturlige Friheds Gave; at Sandheden ofte paa den Maade vilde blive standset i sit Løb, hvis vi efter det tridentinske Kirkemodes og Romerhoffets Forbillede anvende visse Udrenselses-Registre som Krigsherolder imod de vanartige Gemytter. Men jeg, som ej kan lide denne nye Begærlighed og Vellyst, erindrede alvorligt om, at der vel og viseligt var taget Vare paa Kirkens Sager af dem, som ved saadanne Registertavler søge at stadfæste Lærens Sikkerhed og forebygge kirkelig Tvedragts Farer; jeg mindede ham om, at denne Anordning ogsaa stiltiende befaldes af selve vort Lands Love, hvilkes Ord ere dissed): Ej heller maa nogle Bøger i tysk Sprog, som handle om fremmed Religion eller andet, som nogen Tvistighed eller Scrupel i den uforandrede Augsburgiske Confessions Tro og Religion kunde eragtes at foraarsage, uden Kongens sær Tilladelse i Kongens Riger og Lande indføres, sælges eller fatholdes. Hertil lagde jeg, at hvis Hvermand havde Lov til at skrive eller læse hvad han havde Lyst til, vilde efter kort Tids Forløb Djævelens 243 Bibliotheque være ummaadelight og hans Bibliothecarier utallige. Ved det Ord følte min Modstander sig slaaet og spurgte mig noget ubetimeligt: om jeg da var saa afsindig, at jeg med Paven i Rom henregnede alle Kættere som bandsatte Mennesker til Djævelens Skyld og Skatkiste? Nu var jeg nødt til at forklare min Mening og sagde da: »Lad dig, velfornemme Mand, korteligt og sagtmodigt belære, og hold op med at forundres over Djævelens Bibliothecarier og Bibliotheque. Thi hine ere ikke Jøderne, ikke Muhamedanerne, ikke Hedningene, ikke de Christne, der ere fremmede for vor Gudsdyrkelse, men det er vanvittige og ugudelige Mennesker, som enten selv skrive forgiftige Bøger eller, naar de ere skrevne, begærligt eftersøge dem og, naar de have opsøgt dem, holde dem i Hævd, tage Vare paa dem og falde i Staver over dem; og dette bestaar af Bøger, som bekrige Sandheden, som kuldkaste baade guddommelige og menneskelige Love, som fordærve et christent Menneskes Ærbarhed og gode Sæder. Og for at Sagen kan være des vitterligere, sagde jeg, saa har du her et kort Begreb af Djævelens Bibliotheque!

✂ In Folio.

✂ Bøger om Trolddomskunster.

✂ Atheisternes Skrifter.

✂ Gudsbespottelige Bøger.

✂ In Quarto.

✂ Smædedigte og forgiftige Vers.

✂ Skandskrifter.

✂ Trættekære Menneskers, fornemmelig en enkelt

✂ Kirkes Theologers, skidne Læs af Skældsord og

✂ Bagvaskelser.

✂ In Octavo.

✂ Undervisninger i bedrageriske Spaadomme, Astrologie, Chiromantie, etc.e).

✂ In Duodegimo.

✂ Liderlige Vers.

✂ Smaa uskikkelige og uanstændige Bøger.

✂ In Sedecimo.

✂ Anacreonticaf).

✂ Mange af de saakaldte Romaner.

✂ Dette Bibliotheque betragtede min Modpart en Tid lang i Tanken, og kundgjorde dernæst, at han mest undrede sig over min utidige Hellighed i det Punct, at jeg var saa hadsk imod Spaadomme, at jeg ogsaa henførte disse til forvorpne Kunster og deres Undervisninger til Djævelens Bibliotheque, da dog mange af dem støtte sig til sine visse Tegn og naturlige Aarsager. Men jeg paapegede, at disse ere højst skadelige for det menneskelige Selskab, fjendtlige mod det guddommelige Forsyn, og fulde af Galenskab, og at der desaarsag viseligt og gudfrygtigt er forordnet i Landets Lovg): Ingen Spaacalender maa her i Riget sammenskrives og trykkes; ej heller nogen Spaadom om Krig, Dyrtid, Pestilentse eller andre saadanne Tilfælde derudi indføres. Desforuden 245 imodsatte jeg ham Lactantii Meningh): Djævlenes Paafund ere Astrologie, og Spaadomme af Fugleskrig og Dyrs Indvolde, og de saakaldte Oracler, og Necromantie i) , og Trolddomskunst, og hvad Ondt Folk ellers bedrive enten aabenlyst eller i Løndom. - Endvidere forelæste jeg for Manden hvad jeg mindedes at have skrevet i Romerske Efterforskninger j) om Spaadommes onde Skæbne og Ugunst endog iblandt Hedningene selv; ligeledes hvad Livius k) , Valerius Maximusl), Suetoniusm ) og andre berette om Spaamænd og Spaadomsbøger afskaffede og opbrændte af Prætoren M. Atilio, C. Cornelio Hispalo, Aagusto og andre.

LIII
OM DE GAMLES MIDLER
MOD ILDEBRAND.

✂ Den jammerlige Ildebrand, hvis Begyndelse var opkommen Aar 1728 den tyvende October Klokken syv om Aftenen, havde lagt vort stadselige København i Aske, og Ilden havde ynkelig fortæret Vor Frue, S. Petri, den højhellige Trefoldigheds og den Helligaands Kirker, de Reformertes Kirke, Universitetets Vaaning, de prægtige Collegier: Regentsen, Borchs og Walkendorfs, alle Professorernes Boliger, ligeledes (hvilken svar Del af vort Forlis!) de anseligere saavel offentlige som private Malerisamlinger og Bibliothequer, samt syv 246 Bogtrykkerier. Det sorrigfulde Fædreland genlød af Jammerklager, og alt svømmede i Taarer; ja endog selve vore Fjender, om de da ej vare saa haarde som Stok og Sten, beklagede alvorligt Stadens og vort Athens Undergang. Om denne sørgelige Ulykke, som ikkun havde levnet vore Studeringer en Art Forlis og skammeligt berøvet Rigets Hovedstad sin Majestæt, hørtes mange Samtaler; af hvilke det maaske ej er uangenemt og i hvert Fald ej unyttigt at anføre een i Særdeleshed. I et Selskab af visse boglærde Folk efterforskedes nemlig flittigt, ved hvilken ny Vindskibelighed og hvilke usædvanlige Kunster Ildebrandens Magt kunde enten hindres eller hæmmes. - En holdt for, at Husene ej burde bygges saa nær paa hverandre, men ligge hvert for sig selv i de store Stæder, paa samme Maade som han hos Tacitum a) havde læst, at der efter hin svare Ildebrand i Rom af Nero blev draget Omsorg for, at Ildens vedholdende Voldsomhed kunde mødes saa at sige af aaben Mark og fri Luft. En anden mente, at man atter burde fremdrage fra de gamle Dage hint Alun, hvormed Archelaus, Mithridatis Befalingsmand, undgik Sullæ Ild, efter Quadrigarii Vidnesbyrd hos Gelliumb): Nu anstrengte Sulla sig og førte i lang Tid Tropper i Marken for at sætte Ild paa et Trætaarn, som Archelaus havde lagt i Vejen for ham. Han kom derhen, gik nærmere til, lagde Ved under, gav Grækerne Tegn, og satte Ild paa. Længe umagede de sig noksom dermed, men kunde aldrig faa tændt an: saa tykt havde Archelaus oversmurt hele Tømmerværket med Alun. - Dette Raad 247 befaldt mig vel, fordi jeg mindedes ogsaa hos Ammianum c) at have læst: Perserne stræbte af al Magt at opbrænde Romernes Krigsmaskiner og skød uafladelig paa dem med Fyrkranse og Brandpile; men det var spildt Umage, af den Grund at meget af Tømmerværket var dækket med fugtige Huder og Klæder, og andet omhyggeligt var indsmurt i Alun, saa at Ilden gled af dem uden at skade. Hertil lagde jeg, at det maaske vilde være til Landets Gavn, om der i Byerne opbevaredes et saadant Forraad af (Vin-)Eddike, at der var nok til at slukke Ildløsd), saasom Eddike mest af alt overvinder og tvinger Ild paa Grund af sin Overvægt i Kulde, som Plutarchus lærere) og efter ham Macrobius i Saturaaliernef): Hvad er koldere end Eddike, som er fordærvet Vin? Thi den alene af alle Vædsker udslukker med Magt en voksende Ild, idet den ved sin Kulde overvinder Elementets Varme, Saaledes siger ogsaa Laitprandus g) i sin Historie 3,6, at den græske Ild ej kan slukkes med nogen anden Vædske end Eddike. - Og at Brugen af dette Middel (Eddike) mod Ildebrand i gamle Dage har været almindelig i Rom, efterviste jeg af Pandecterneh): Ogsaa den Eddike som beredes til at udslukke Ildebrand ....; ligeledes paa et andet Stederi): Ej heller bær nogen Betænkende om at pantsætte Eddike, medmindre den er beredt til at udslukke Ildebrand. Hidhen førte jeg ogsaa hint ældgamle Fragment af Sisenna hos Nonium j) : Skibene dækkes med Tæpper vædede i Eddike, Dernæst gennemgik jeg kortelig fra de ældste Tider Romernes Tilredning mod Ildebrand efter Juristen Paulum k): Hos de Gamle vare tre Mænd Forstandere for at dæmpe Ildebrande, hvilke 248 kaldtes Natvægtere, fordi de holdt Vagt. Stundom kom dertil ogsaa Ædiler og Almuetribuner. Det offentlige Mandskab var rangeret ved Port og Mure, hvorfra det kaldtes til Hjælp, naar det gjordes Behov. Der var ogsaa private Mandskaber, som enten for Betaling eller omsonst udslukkede Ildebrande. Siden ønskede den højsalige Augustus hellere selv at drage Omsorg for denne Ting (hvilken nemlig, som Suetonius beretterl), opfandt Nattevagt og Vægtere mod Ildebrande, dog ingenlunde som den første, hvad Strabom) synes at mene). Derfra gik jeg frem til Neronis Tider, om hvilken Suetonius meldern): Han udtænkte en ny Skikkelse af Stadens Bygninger (efter Roms Brand), og at der skulde være Søjlegange foran Gaardene og Husene, fra hvilkes flade Tage Ildebrandene kunde dæmpes; og dem opbyggede han paa egen Bekostning. Siden gik jeg videre til Haandværkerlaveto) under Trajano og de andre Kejsere, som oftere nævnes hos Gruterum i hans Værk om Indskrifterp), samt hos Plinium q) i Brevet om Ildebranden i Nicomedia: Du, Herre, maa granske, om du menerat der bør beskikkes et Haandværkerlav, ej større end 150 Mand; jeg skal give Agt paa, at ingen antages, medmindre han er Haandværker, eller bruger den tilstaaede Ret til andre Ting. - Desforuden mindede jeg ogsaa om Trællenes huslige Tjeneste med at tage Vare paa Ildebrande, efter Juvenalis Ordr):

✂ Licinus, hovedrig, en Hær af Slaver sætter
til Brandvagt i sit Hus at holde alle Nætter.

✂ Dernæst viste jeg ud af Ulpiano i Digesternes), at de Redskaber, med hvilke de dæpede Ilden, vare 249 Klude, Sprøjter, Stiger, Maatter og Brandspande. Endelig tillagde jeg de gamle Romeres Overtro, hvilke nemlig, naar Ildebrande nævnedes under Maaltidet, afvendte det onde Varsel ved at spilde Vand under Bordene, og ligeledes beskreve Væggene med Afbedeiser af Ildebrande (som Plinius t) beretter), efter Tuscernes Sæd, hvilke efter Festi Vidnesbyrd plejede at skrive paa Døren: ARSE VERSE (det er: Afvend Ilden)u); hvori de ej afvege synderlig fra Jøderne v), som den Dag i Dag bruge Davids Skjold til at udslukke Ildebrande og enten indbage i Brødets Dejg eller i al Fald tegne med Kridt paa Skorpen et Billede deraf, omgivet af Mosis Ord i 4. Mosebog XI,2: Da raabte Folket til Mose, og Mose bad til Herren, saa blev Ilden dæmpet x), og saa bære det tre Gange rundt og dernæst kaste det i Luerne.

LIV
OM HEDNINGERNES HIMMEL.

✂ Min højædle og højlærde Veninde, hvem jeg mindes at have omtalt ovenfor med stor Hædera), opholdt sig for Venskabs og Frændskabs Skyld her i Ribe paa den Tid, da jeg med en højtidelig Tale i bunden Stil paa Modersmaalet Anno 1727 d. 13, Januarii indviede vort nye prægtige lærde Skolehus her i Ribeb), Hun kom Dagen i Forvejen, omgivet af en Mængde Præster, hvis Prædikener vor Bygnings gode Lykke maaske 250 havde hendtaget paa sig, og ønskede med et venligt Ansigt mig og mine til Lykke I Anledning af Borgernes godhjærtige Yndest af os, hvilke, efter Høvedsmandens berømmelige Forbillede hos Lucam c), saa godvilligt og gavmildt havde opbygt os en Synagoge, saa at vi letteligt kunde undvære Skærsildens Trusler og Skrækkebilleder til at fuldkomme saa stor en Fromheds Gave. Der var nu en knarvorn Theologus til Steded), som udraabte, at hin Høvedsmandens Velgerning med Urette berømmedes, at den var forfængelig og verdslig og aldeles intet prisværdigt havde ved sig, saasom den var udgaaet fra en hedensk Mand uden Tro. Herfra faldt man udi adskillige Efterforskninger om Hedningernes Dyder, og omsider kom det saa vidt, at min Heltinde ej bar Betænkende om at aabne Himlen for Hedningerne og bekræfte deres Frelse. Hun appellerede til Apostelen Petri Autoritete) : I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgaas med eller komme til En, som er af et fremmed Folk; men mig har GUD viist, ikke at kalde noget Menneske vanhelligt eller urent. Ligesaa lidt længere fremmef): Jeg befinder i Sandhed, at GUD anser ikke Personer, men (mærk vel!) at hvo iblandt alle Folk som ham frygter og gør Retfærdighed, er ham behagelig. Hun appellerede fremdeles til hint Lutheri Ord i hans Bordtaler: Cicero har som Mand og Vis flittig taalt og udrettet meget; jeg haaber at GUD vil være ham og hans Lige naadig. - Modparten derimod, en Mand, hvem intet bed paa, og som ej forstod at føje sig, anvendte alle mulige Practiker paa at 251 støde Hedningerne fra Himmel-Stigen og tilkaldte fra alle Sider den hellige Skrifts Vidnesbyrd om, at den Mand, som troer og bliver døbt, skal blive saligg); at dette er det evige Liv, at de kende Faderen at være den eneste sande Gud, og den, han udsendte, Jesum Christum h); at der ej er Frelse i nogen anden i) end i Christo, etc. etc. - Hertil lagde han, at Hedningene ere udenfor alt Saligheds-Haab, fordi de have misbrugt Naturens Lys og ej opsøgtj) GUDs sande Dyrkelse i hans Kirke. Nu gensvarede den saare veltalende Kvinde: »Se dig om i selve den christne Kirke, oplyst af Evangelii klareste Dag: dens Enighed er saa usamdrægtig, at den ene ej undser sig ved at overgive den anden, som er fremmed for hans Gudsdyrkelse, til Helvedes Gemme og udelukke ham af Himmelen; saa at den romerske, reformerte, Augsburgiske og de andre Trosbekendelser og Lærdomme ej komme bedre overens med hverandre end Kirkeure. Hvor kan det da undre os, farer hun fort, at naar disse i Solens Skin ere halvblinde, hine Hedninger udenfor Kirken drives hid og did, gaa i Blinde og ere uvisse hvorhen eller hvorfra de skulle flygte. Se tilbage, kære, til Verdens gamle Dage, inden Loven om Guds Dyrkelse var kundgjort af Mose; betragt de fjærneste og hidindtil ukendte Øer paa Jordens Rund, til hvilke end ikke et Rygte om den evangeliske Sandhed er naaet frem; jeg kan sandelig ikke se, hvad der ved den yderste Dom skal enten domfælde eller forsvare Folkene fra disse Tider og Steder andet end selve Naturens Lov; hvorhen hint Pauli Ord i 252 Romerbrevet synes at hørek): Ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gørere skulle retfærdiggøres. Thi efterdi Hedningerne, som ikke have Loven, gøre af Naturen Lovens Gerninger, da ere de, enddog de ikke have Loven, dem selv en Lov: de vise Lovens Gerning skreven i deres Hjærter, idet deres Samvittighed vidner med dem, og Tankerne indbyrdes domfælde eller og (mærk vel !) forsvare hverandre, paa den Dag, naar Herren skal dømme - -. Kom ydermere i Hu, at inden Messiæ Tider vare Jøderne de eneste, hvem Sandhedens hellige Løndomme ifølge den guddommelige Naades synderlige Godhed vare bekendte, som David tilstaarl); saa at vi derfor have Grund til at haabe, at GUD for sin uendelige Barmhjærtigheds Skyld naadigst vil skænke Hedningenes Vankundighed, som noget, der igennem mange Hænder er overantvordet dem fra Forfædrene, Tilgivelse og Strafløshed. Ikke at tale om de Dyder, ved hvilke visse af dem saa meget have udmærket sig, at jeg ikke tvivler om at de paa den yderste Dag ville have hint Vidnesbyrd til fælles med Jøder og Christnem): Jeg var hungrig, og I gave mig at æde. - Læg dertil, at Frelseren selv ophøjer og undres over visse Hedningers Tro; og at denne har været forbunden med Haab om evig Frelse, ses noksom klarligt af hine Apostelens Ord til Romerne om Abrahams Tron): Salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd. Tilhører da denne Saligprisning Omskærelsen alene, eller ogsaa Forhuden? Vi sige jo, at Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed. Hvorledes blev den ham da tilregnet? Da han var omskaaren, eller da han havde 253 Forhud? Ikke da han var omskaaren, men (mærk vel!) da han havde Forhud. - Da endelig den hellige Skrift intetsteds holder Hedningerne for at være aldeles uden Lod i og Arveret til den evige Salighed, mener jeg at det er en formastelig Ubluelighed at afsige Dom over en ynkværdig Menneskeslægt tvært imod deres Velfærd og den trefold gode GUDs Kærlighed. Og (for at sige hvad jeg mener) ligesom vor kongelige Majestæt styrer, dømmer og frikender sine danske Borgere efter een Lov, Holstenerne efter en anden, og atter efter en anden Nordmændene, Islændingene etc. (thi det er ikke Reto), at nogen forpligtes ved en ukendt Lov), saaledes holder jeg for, at GUD til sin Tid ved den yderste Dom vil gaa i Rette med Jøder, Christne, Mahomedanere og Hedninger efter den Lov, som de hver især have annammet om Gudsdyrkelsen.« - Ved disse Ord blev vor Theologus bevæget, og da han næsten var nødt til at give sig tabt, skyndte han sig pludselig ud af Forsamlingen. Nu vendte Damen sig til mig og spurgte om min Mening, og jeg svarede korteligt: »Jeg er visselig ej uvidende om, højædle Frue, at saare mange af de Lærde samtykke med dig og beskedenlig ere af ganske samme Mening som du om de Hedningers Frelse, der have levet fromt for GUD, retfærdigt mod Mennesker, tugtigt mod sig selv; men en saa alvorlig Sag, som ej hører hjemme for jordiske Skranker, overlader jeg til den højeste Domstol i Himlene, ihukommende hvad der er sagt mig af Apostelenp): Hvo er du, som dømmer en fremmed Svend? For sin egen 254 Herre staar eller falder han. - GUD forbarme sig baade over deni og over os!

LV
OM DE PHYSISKE STUDERINGERS
RETTE MAADE.

✂ En højvelbaaren Herre, ej ukyndig i boglige Kunstera), gjorde mig paa en Rejse den Ære at spise til Middag hos mig. Der anrettedes da hvad Aarstiden fremførte: af Fisk en stor Torsk, af Fuglevildt Kramsfugle. Disses fine Smag glædede min Gæst overmaade, især Torskens, om hvis Fangst han omhyggeligt udspurgte mig. Jeg fortalte Manden hele Handelen, saaledes som jeg havde hørt den af Fiskerne, og mindede derved om, at det var en synderlig Gave af det guddommelige Forsyn, at denne Fisk saavelsom vore Kramsfugle paa en bestemt Aarstid, naar de ere spiselige og fulde af Saft, saa at sige ifølge en guddommelig Lovs stiltiende Myndighed og Vink i Flokketal strømme, løbe og flyve sammen i vore Fiskegarn og Doner, saa at de ved at snappe efter Bytte blive os til Bytte. Min Gæst, der mod Forventning var befængt med den saakaidte Naturalismes højst fordærvelige Gift, udraabte, at han saa meget mere undredes over min Enfoldighed, som der ikke var noget underligt i, at saadanne Dyr paa en bestemt Aarstid præsentere sig os, saasom de enten ved 255 Vindenes Styrelse eller ved Hungerens Tvang drives hen til Menneskene, som jage dem. - Jeg blev beskedenlig ved mit og spurgte om Grundene, hvorfor disse Dyr fornemmelig paa denne Tid hungre og søge deres Føde i Menneskenes Nærhed, og for hvis Skyld de gøre det (for Menneskenes?)? Dernæst, hvis Aarsagen skulde ligge i Vindene, hvorfra da hin velvise og for Menneskeslægten højst nyttige Tilskyndelse af Vindene stammer? Jeg spurgte, om disse vide Besked med, drage Omsorg for og iagttage alle Dele af den menneskelige Tarv ? om de slumpevis eller ifølge en beskikket Nødvendighed eller efter Guds Forsyn hos de forskellige Folkeslag som Japanerne, Peruanerne etc. indtage, ombytte og til en bestemt Tid varetage forskellige Poster? Men han aflod ej med ligesom den ringere Hob af Naturkyndige at føre Aarsagerne til Vindene (hvilke endog selv Hedningen Seneca b) kalder de øjensynligste Vidner om den guddommelige Godhed, med disse Ord: GUD har givet os Vindene til at varetage Luftens og Landenes Vejrlig, til at fremkalde og tilbageholde Vandene - -; han har givet os Vindene til Kundskab om fjærne Lande - -; han har givet os Vindene, for at hver enkelt Egns Goder kunne blive til fælles) tilbage til selve Naturen (en ukendt Kraft), og til Jordens, hin store Dampkedels, Dunster. - Deraf blev Følgen, at jeg adlød Beskedenhedens Bud og for ej at støde min Gæst i Tide afbrød Samtalen. Til Stede ved Gæstebudet var en ung Mand, der for Studeringernes Skyld opfostredes i Huset hos mig, hvilken begærlig havde 256 opsnappet vore Samtaler og forvaret det opsnappede i Sjælen. Han lod siden en vis Højagtelse til Syne for den højvelbaarne Gæst og en Dag for Dag stærkere Begærlighed efter at lære de naturlige Aarsager at kende. Desaarsag mente jeg i Tide at maatte sørge for, at ikke vor Philosophs vanhellige Tale i nogen Maade smittede det vege Sind, der endnu ikke ret holdt fast ved det gode. Jeg bød derfor en Dag den unge Mand komme ind til mig i mit Studerekammer og advarede ham alvorlig mod Farerne og Snarerne ved det physiske Studio, idet jeg holdt denne Tale til ham: »Jeg formærker uden Besvær, at du, min kæreste B .....c), er greben af en ny Kærlighed til Naturvidenskaberne, og jeg siger intet derimod. Det er visselig herligt at betragte den algode og almægtige treenige GUDs Vidundere; thi for en Del er hint Anaxagoræ Ord sandtd), hvilken, da man spurgte ham, hvorfor han var født til Verden, svarede: For at se Himlen og Solen; det er smukt med Ydmyghed at ransage det menneskelige Legemes saa vel som hele denne Verdens Sammenføjning, for at du nemlig, i Forundring over saa mægtige Værker, ret i dit Sind kan æstimere den øverste Guddoms Visdom, Forsyn og Magt; det er angenemt og nyttigt at iagttage de naturlige Legemers Rørelse i en ret Linje og Himmeltegnenes Løb, hvis du fromt husker paa, at medens disses Bevægelse havde været langt simplere i Rundkreds, er der givet dem en anden Bevægelse i aflang Kreds, for at deres Tjeneste kunde komme des flere Lande til Gode. Det er 257 uskadeligt at disputere om Atomer, subtil Materie, Luftens Tyngde, Meteorer, og andre saadanne Ting i Naturen, ikkun Naturens Skabers Respect og Majestæt ubeskaaret. Men den Mand er sandelig mere end superklog, som mener at han kan opnaa eller faa fat paa Naturens sande Aarsager, efter Salomonis Tilstaaelsee): Og jeg forstod, at Mennesket kan ikke udfinde Meningen med alle GUDs Gerninger, som ske under Solen, og at jo mere han arbejder paa at eftersøge den, des mindre skal han finde den; ja om end den Vise vilde sige sig at forstaa den, kan han dog ikke finde den. Den Mand misbruger ligeledes besynderligt sin Tid og sin Forstand, som uden Maade disputerer om Elementerne, om den underjordiske Ild og lignende Naturens Løndomme, som ophidses deraf og gør sig uendeligt Bryderi med Efterforskningen. Den Mand er fremdeles den største Daare af alle, som med Empedocle f) antager en Malm- eller Glashimmel; som med den utidigt skarpsindige Cardano g) forsker efter Stjærnernes Varme og Kulde; som med Campanella h) er naaet saa vidt i Vanvid, at han endog tillægger livløse Ting, som Elementerne, Verden etc., Sans og Samling; som med Cartesio i) udpønsker Hvirvler og Smaakloder, som vi ej kende til og aldrig have hørt om; ikke at tale om utallige andre slige grove Galskaber af Philosopherne. Men du, kæreste unge Mand, hold du i Naturfagene den Middelvej, at du ej gør for meget af Hypotheserne, som hine kalde dem, saa at du hverken helt overgiver dig til de dogmatiske Philosopher, som de gamle Grækere kaldte dem: Aristoteles, Epicurus, 258 Stoïcerne, eller til de academiske: Clitomachus, Carneades etc., eller endelig til de sceptiske j). Ikke at tale om den hellige Skrifts ustridige Autoritet, fra hvilken du vil gøre dig en Samvittighed over at afvige en Haarsbred. Saaledes for Exempel, naar Moses lærer om Vande ovenover Himlen, maa du tro, at det er saaledes, uden at agte paa deres Argumenter, som raabe paa, at nogen Nytte af disse ej kan beskrives, at der ej paa den Maade er nogen Proportion mellem de adskilte Dele, at Vandet histoppe vilde være paa et uregerligt Sted; hvad han fortæller om Synd floden og Noæ Ark, skal du visselig holde for sandt og vist og kaste Vrag paa hines Meninger, som ville bevise, at denne ej kunde rumme saa mange Dyr, og at hin paa Grund af manglende Vandmængde ej har været over det Hele; at Regnbuen først har været til efter Syndfloden, men Bjærgene før denne, skal du frimodig tilstaa; at Sodoma k) blev fortæret af himmelske Luer, tør du ej betvivle, naar du er iblandt Folk, som ville overbevise dig om, at Jordbegs-Aarer i den Egn ere blevne antændte af Lynet; at Loths Hustru virkelig blev forvandlet til en Saltstøtte og ingenlunde pludselig blev fortæret af Luerne (som en lærd Mand formoder), maa du være aldeles overbevist om; angaaende det røde Havs Vand, der stod paa begge Sider af Israëlitterne ligesom en Mur, maa du vogte dig for at fæste Lid til dem, som tilskrive Havets Ebbe og Flod hin lykkelige Overgang; angaaende Solens Bevægelse og Jordens Stilstand kan du trygt mene som David trods enhver Copernicum. Kort 259 sagt, hvis du vil philosophere skikkeligt, saa lad, min kære, hine Naturforskernes højst spidsfindige Sandsynligheder og Billeder af Tingene fare, hvilke til ingen Nytte ynkeligt adsprede, pine og plage din Sjæl; men udvælg derimod hvad der enten er gavnligt for Livet eller særdeles fornøjeligt, for at du paa den ene Side kan fordrive Tiden paa en honnet og angenem Maade, paa den anden Side ypperligt og med Ære kan gavne Land og Rige, være sig hjemme eller ude, til Lands eller til Vands.

✂ På originalens titelblad, der udviser, at bogen er udkommet 1729 i Amsterdam hos Adrian Wor og arvinger, »onder de linden«, er den ikke betegnet som 1. part.

DEDICATIONEN.

✂ a) Christian Worm var Sællands biskop 1711-37. Han synes iøvrigt ikke at have hørt til Falsters nærmeste venner. I Bruuns Falsteriana s. 151-8 er trykt tre breve, der er vekslede mellem dem. - Hans Gram er den berømte lærde historiker, f. 1685, død 1748. Nogle breve fra Falster til Gram (1734-43) og ét fra G. til F. (1746) er trykte i Bruuns Falsteriana s. 54-64.

✂ b) Der sigtes naturligvis til Københavns ildebrand 1728, hvorved universitetsbiblioteket og mange private bogsamlinger, deriblandt Worms, gik op i luer.

✂ c) Af et brev fra Worm til Falster af 3 u Dec. 1723 fremgår, at han har skænket F. en udgave af Vergil og i det hele stillet sit bibliotek til hans rådighed, mens han opholdt sig i København. Bruuns Falsteriana s. 151 f.

✂ d) Angående Falsters påtænkte forflyttelse til Roskilde henvises til hans brev til Worm af 16. Febr. 1726, trykt i Bruuns Falsteriana S. 152-4, samt et brudstykke at Worms svar, sstds. s. 155-8. Jfr. også 50. discurs med tilhørende noter.

✂ e) Falster sigter ner på én gang til Københavns genopførelse efter ildebranden 1728 og til den ønskede genskabelse af dansk litteratur og videnskabelighed.

✂ f) Falster brager her ordet Museum i sin gamle betydning, jfr. Nucleus Latinitatis etc., Ed. 2., Havniæ 1722: »Museum, et Studerekammer; it. et Collegium, en Stæd beskikked for de studerende at boe tilsammen eller at holde Sammenkomst udi.« Måske mener dog F. her ikke blot sit studerekammer, men hele den lærde skole (og dennes bibliotek).

I. DISCURS.

✂ a) Disse ord står i originalen på hebraisk.

✂ b) Povel Juel, som d. 8. Marts 1723 henrettedes i København som skyldig i majestætsforbrydelse, var en norsk æventyrer og projectmager, oprindelig prokurator, senere byfoged i Bergen og 1711 amtmand over Lister og Mandals amt, men atter suspenderet 1718. Senere indlod han sig i forbindelse med den svenske generalmajor friherre Coyet og den holstenske major Hörling og smedede sammen med dem nogle højst vidtløftige og æventyrlige planer om at sende ekspedition til Grønland og ydermere søge at løsrive Island, Færøerne og endogså Norge, for at underlægge dem hertug Karl Frederik af Holsten. Men anslagene røbedes af postmesteren i København Chr. Erlund, en iøvrigt lidet agtværdig person, som åbnede hans breve; Juel arresteredes Febr. 1723 og blev efter et pinligt forhør dømt til døden. Juel var også dansk digter og havde bl. a, 1721 udgivet et anseligt digt »Et lyksaligt liv«, der vandt stort bifald hos samtid og eftertid, samt 1722: »Den gode bonde«. - Jfr. bl. a. C. Deichman og Werlauff, Om P. J. (Kria. 1859); Constantius Flood, P. J. (Mandal 1876); Danske Samlinger III 47 ff.; Edv. Holm, Danm.-Norges Hist. 1720-1814, I s. 286 ff.

✂ c) Den berømte italienske læge og matematiker 263 Hieronimo Cardano (1501 - 76), der var kendt for sin selvfølelse.

✂ d) Julius Canus var en romersk stormand og filosof, der havde lagt sig ud med kejser Caligula (37-41 e. Chr.), og som denne derfor lod fængsle og henrette; se ydermere om ham i 43. discurs.

✂ e) Bartholomæus Corte, læge og kristen filantrop, f. i Milano 1666, d. 1738, udgav 1702 »Lettera nella quale si dinota da quel tempo probabilmente s'infonde nel feto l'anima ragionevole«, og senere andre, for en stor del polemiske, skrifter om beslægtede æmner. - Bernardo (ikke Bernardino) af Treviso var en italiensk alkymist (1406-90), der udgav en del skrifter. De anføres begge som exempler paa obscure forfattere, hvis meninger det var overflødigt at citere.

✂ f) I et eksemplar af Falsters Amoenitates i Kristiania universitetsbibliotek, som indeholder en del håndskrevne latinske randnoter, der måske skyldes Lars el. Lavrids Gram, en broder til ovennævnte Hans Gram, og som er trykte i Danske Samlinger 2. R. IV, s. 152-63, oplyses, at denne tidligere discipel af Falster var Albert Thura (1700-40, en søn af bisp Lavrids Thura i Ribe), som på den tid var alumne på Borchs kollegium, og som senere blev rektor i Kolding og præst til Lejrskov; kendt som teologisk og filologisk forfatter og poet. - Den nævnte Lavrids Gram (1701-75) var kapellan i Vilslev-Hunderup ved Ribe 1729-33 og Falsters subrektor og omgangsven; han var gift med Vilslevpræstens datter Johanne Elisabeth Barchmann. Siden blev han efterhånden sognepræst i Hornslet, Vilslev, Emmerlev, Sorø og Stege.

✂ g) Gell. XIX, 1. - Aulus Gellius, Falsters yndlingsforfatter, var en romersk litterat i 2. halvdel af 2-årh. e. Chr. - Hans samlerværk Noctes Atticæ (Attiske nætter) efterlignede og kommenterede F. i sit (utrykte) filologiske hovedværk Noctes Ripenses. - Om den kendte kyrenaiske filosof Aristippus fortæller Gellius 264 på det anførte sted følgende anekdote: Da en mand bebrejdede ham, at han havde vist frygt i en livsfarlig situation, som den talende selv havde taget med ro, svarede A., at de havde heller ikke samme årsag dertil, da den anden jo ikke kunde være synderlig bekymret for sit elendige gavtyveliv, medens han selv havde Aristippus' liv at være ængstelig for.

✂ h) Minuc., Octav. XIII, 4. - Felix Marcus Minucius var en latinsk apologet c. 200 e. Chr., hvis hovedværk bar titlen Octavius. - Den berømte græske lyriker Simonides (556-468 f. Chr.) opholdt sig hos adskillige af sin samtids tyranner, bl. a. hos Hieron 1 Syrakus (478-467).

✂ i) Publilius Syrus, romersk mimedigter på Cæsars tid.

✂ j) Den berømte franske filosof Descartes eller Cartesius (1596-1650).

✂ k) Nemlig med legemet.

✂ l) 1. Thess. V,23. - Skriftstedet er i originalen anført paa græsk.

II. DISCURS.

✂ a) I de ovenfor nævnte randnoter i Kristiania universitetsbiblioteks exemplar af Falsters Amoenitates op lyses, at der med denne anselige mand sigtes til den ogsaa som poet kendte justitsraad og præsident i Ribe Karsten Worm (f. 1676, d. 1750).

✂ b) Blandt de nævnte randnoter findes på dette sted navnet: Hr. v. Ehrenfeldt, der vel altså må betegne den nævnte epikuræer. Der sigtes åbenbart til Steffen Nielsen til Endrupholm, Lunderup m. m., adlet under navn af Ehrenfeld, død 1741.

✂ c) I Falsters eget exemplar af bogen på universitetsbiblioteket i Kbh. er udfor navnet Diogenes tilføjet: hvem Plato kaldte den rasende Socratem, ligesom Diogenes selv kaldte Socratem den 265 Rasende. Ælian, Hist. Var. L. XIV, p. 341. - Om Ælian og hans Varia Historia se note p s. 266. - Falsters egne randnoter er overalt paa Latin; de oversættes her ligesom selve texten på Dansk (forsåvidt de ikke indskrænker sig til en eller anden litterær henvisning).

✂ d) Laërt. L. VI § 32, p. m. 337. - Diogenes Laërtius (d.v.s. fra Laërte i Kilikien) var en græsk filosof c.250 e. Chr., hvis skrift om filosofiens historie er en af hovedkilderne til vor kundskab om den græske filosofi i Oldtiden. Falster citerer ham meget hyppigt.

✂ e) Gell. IX, 5. - Citatet er i originalen både anført på Græsk og oversat på Latin.

✂ f) De Opif. D. c. 4. - Lactantius var en berømt kirkefader i begyndelsen af 4. årh. e. Chr., hvis forfattervirksomhed især var anlagt paa at vinde de dannede hedninger for kirken. Det her citerede skrift handler »om Guds værk« (de opificio Dei).

✂ g) Basil. Magn. de Leg. Gent. Libris Cap. 79 p. m. 70 sq. - Basilius den store er den berømte græske kirkefader, død 379; det her anførte skrift handler om at læse i hedningenes bøger. - I Falsters eget exempiar af bogen er i slutningen af noten tilføjet en henvisning til Ælian. Hist. Var. L. IX cap. 10 og noten sstds. Se om Ælian note p s. 266.

✂ h) Citatet anføres i originalen på Græsk og oversættes på Latin.

✂ i) Laërt. VIII, § 766. - Om Diogenes Laërtius se note d. - Zenon fra Kition var den stoiske skoles navnkundige stifter, der levede i Athen c. 300 f. Chr. - Herakleia var navn på flere græske byer i Oldtiden.

✂ j) Aristot., Eudem. III,7. - Det anførte værk, Ethica eudemica, skyldes dog ej Aristoteles selv, men hans discipel Rhodieren Evdemos. - Chiro (Cheiron) er den lægekyndige Kentavr, der blev dødelig såret af Herakles med en af dennes giftige pile.

✂ k) Epictet., Enchir. cap. 21. - Epiktet er den kendte stoiske filosof fra den ældre kejsertid; hans her 266 anførte skrift bærer titelen »håndbog« og er egenlig amlet af hans discipel Arrian.

✂ l) Gell. XIII,11 (sål. rettet i Falsters eget explr.). - Ordene kager og maver er i originalen citerede på Græsk og oversatte på Latin; på Græsk danner de et ordspil [x][x][x][x][x][x][x] og [x][x][x][x][x]), der er svagt efterlignet i oversættelsen. - Marcus Terentius Varro (116-27 f. Chr.) er kendt som flittig antikvarisk forfatter og samler.

✂ m) M. Antonin., Philos. Lib. II, § 15, p. m. 13. - Det er kejser-filosofen Marcus Aurelius Antonmus (121-180 e. Chr.), som Falster her citerer. Ordene er i originalen citerede på Græsk og oversatte på Latin.

✂ n) Originalen har det græske ord [x][x][x][x][x][x][x][x][x] (gyiden-mund), der ganske svarer til det franske udtryk parler d'or, at tale ypperligt. Her er udtrykket dog brugt ironisk om den der i bogstavelig forstand altid fører guld i munden, d.v.s. snakker om penge.

✂ o) Juvenal, Sat., XIV, vs. 209. - Decimus Ju-nius Juvenalis, Roms berømteste Satiriker, levede 60-140 e. Chr. - Hans fjortende satire handler om børneopdragelse og hudfletter især dem der lærer børnene havesyge og pengegriskhed. Falster havde selv udgivet en dansk oversættelse af denne satire, og hans egne danske satirer var stærkt paavirkede af Juvenal; allerede titelen på den første af disse (»Disse Tiders onde Optugtelse«) leder tanken hen på Juvenals 14. satire. - Falsters egen oversættelse er for fri til at kunne benyttes her.

✂ p) Ælian., V. H. III 28. - Claudius Ælianus, græsk skribent c. 200 e. Chr., var forfatter af flere skrifter af blandet indhold. Det her citerede hedder Varia Historia,

III. DISCURS.

✂ a) Falsters moder hed Marie Pedersdatter Stål. Faderen, Christian Falster, var præst i Brandeslev på Lolland, men døde allerede i drengens fjerde år. Falster, 267 der var født 1690, sattes ar 1700 i latinskolen i Nykøbing på Falster og dimitteredes til universitetet 1708, men vendte allerede 1709 tilbage til Nykøbing som bører og kantor. Det var her han fik det nedennævnte tilbud om konrektoratet i Ribe. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilføjet: Se Colomes. p. m. 785 sq. - Paulus Colomesius, fransk litterat og litteraturhistoriker, lektor ved den fransk-reformerte kirke i London, døde 1692. Hans skrifter udgaves i 4 bind i Hamborg 1709 af J. A. Fabricius.

✂ b) A, 1712 (Falsters note). - F. sigter til det tilbud som han i dette år fik fra biskoppen i Ribe om at overtage den svagelige konrektors plads dér i byen, når den blev ledig. F. slog til og drog til København for at uddanne sig i filologien, men blev allerede efter nogle måneders forløb kaldet til at beklæde stillingen i Ribe.

✂ c) Ifølge de nævnte randnoter sigter Falster her til biskop Lavrids Thura af Ribe (d. 1731), der i mange måder var hans gode og formående ven og beskytter. Det var imidlertid ikke denne, men hans forgænger Hans Oksen, der ved brev af 1. Oktober 1712 kaldte F. til konrektor i Ribe. Oksen sad kun 1712-13 som biskop i Ribe; han forflyttedes i sidstnævnte år til Århus bispestol og efterfulgtes i Ribe af Lavrids Thura.

✂ d) Lib. VI, § 39, p. m. 334. Conf. § 4, p. 319. - Om Diogenes Laërtius se II. discurs note d.

✂ e) Svaret er i originalen citeret på Græsk og oversat på Latin. - Agesilaos er den berømte spartanske konge, politiker og feltherre (444-360 f. Chr.), Epaminondas hans modstander og overvinder, den thebanske statsmand og feltherre, der faldt ved Mantinea 362 f. Chr.

✂ f) I Falsters eget exemplar af bogen (på universitetsbiblioteket) er her tilføjet: Jo. Ern. Grabius undskyldte sig, fordi han ej dyrkede Theologiam, med Jacobs Ord III, V, 1. - Det anførte skriftsted 268 lyder: Mine Brodre! ikke mange af Eder blive Lærere, vidende, at vi skulle faa større Ansvar. - Den nævnte tyske teolog var født 1666 i Königsberg og drog senere til England, hvor han døde 1711.

✂ g) 1 Falsters eget exemplar er her også tilføjet en henvisning til Colomes. (jfr. note a), men sidetallet er mangelfuldt på grund af bogens beskæring.

✂ h) Avgustin er den navnkundige kirkefader (353-430 e, Chr.).

✂ i) 2. Cor. 13,11. - Citatet af Pauli breve anføres i originalen på Græsk.

IV. DISCURS.

✂ a) Blandt de oftnævnte randnoter til Amoenitates findes her følgende antegnelse: »Hvis ikke det skulde være Ludvig de Hemmer, Lærer og Rector ved Aalborg Skole, er denne unge Mand opdigtet.« - Ludvig de Hemmer, f. 1710, dimitteredes fra Ribe skole 1727, blev rektor i Ålborg 1742, d. 1763.

✂ b) Salmasius, Claude de Salmaise, berømt fransk filolog (1588-1653); Gruterus, Jan Gruter, navnkundig nederlandsk filolog (1560-1627), hvis hovedværk er et arbejde om de romerske indskrifter; Meursius er den kendte hollandske filolog og historiker Johannes M. (1579-1639), der 1625 blev ansat som professor i Sorø og udnævnt til dansk historiograf; Casaubonus, Isaak de Casaubon, fremragende fransk filolog (1559- 1614); Josef Justus Scaliger, fremragende fransk filolog (1540-1609), især fortjent af sine studier over Oldtidens kronologi; Justus Lipsius (Joest Lips), kendt nederlandsk filolog (1547-1606); Cellarius, tysk filolog (1638 - 1707), til hvis latinske lexikon Falster i 1717 havde udgivet et supplement; Borrichius, den berømte lærde danske polyhistor Ole Borch (1626-90).

✂ c) Grot, De Ver. Rel: Chr. Lib. VI, § X, p. m. 291. - Hugo Grotius, den navnkundige hollandske 269 filosof og statsretslærer (1583-1645), udgav det nævnte skrift om den kristne tros sandhed i Leiden 1622,

✂ d) Disse tre ord er i originalen anførte på Græsk [x][x][x][x][x], [x][x][x][x][x][x][x], [x][x][x][x][x][x][x]).

✂ e) Lib. II. Paralipom. C. 5. - Hieronimo Cardano var en italiensk matematiker, filosof og læge (1501-76). Jfr. note c i I. discurs. - Det nævnte kapitel af skriftet Paralipomenon handler om den menneskelige videns og videlysts relativitet; C. tegner en figur af syv koncentriske cirkler, hvis centrum er uvidenheden; i inderste kreds findes de der kan begyndelsesgrundene; i den næste: de efter deres alder vellærde; i den tredje: de vellærde; i den fjerde: de der er vise i deres land; i den femte: de der er vise i deres tid; i den sjette: de vise; i den syvende: de viseste; udenfor kredsene: de guddommelige.

✂ f) Der sigtes til Ciceros skrift om veltalenhed: de oratore III, 15, 57, hvor denne sætning dog ikke ordret forekommer. Det gør den derimod hos Quintilian (Just. orat. I prooem. 9). Velvillig meddelelse af dr. H. Ræder.

✂ g) Falster bruger her det græske ord encyclopædia, der nærmest svarer til hvad vi kalder almindelig dannelse.

✂ h) Falster sigter til Johannes Møllers (Mollerus') store værk Cimbria litterata, et forfatterlexicon (og bogfortegnelse) for hertugdømmerne. Møller virkede som lærer og fra 1701 som rektor ved latinskolen i sin fødeby Flensborg; han var født 1661 og døde 1725. Hans ovennævnte store værk udgaves først 20 år efter hans død, på Hans Grams foranstaltning.

✂ i) Ordet navnelighed står i originalen på Græsk

✂ ([x][x][x][x][x][x][x][x]).

✂ j) Den tyske lærde Stübel havde i sin sidste udgave af Fabers latinske lexicon (Thesaurus lingvæ latinæ) udtalt sig ret nedsættende om Falsters i året 1717 udgivne skrift: Supplementum lingvæ latinæ, sive Observationes ad lexicon Fabro-Cellarianum etc. Falster 270 svarede samme år ret skarpt med et lille modskrift: Animadversiones epistolicæ etc. Jfr. Bruuns Falsteriana s. 102 ff, (Breve fra professor Søren Lintrup, hvori denne polemik berøres).

✂ k) Dette skrift udgav Falster 1719; dets latinske titel var: Cogitationes variæ philologicæ.

✂ l) Pietro Bembo (1470-1547) og Angelo Poliziano (1454-1494) var berømte italienske humanister og digtere. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilføjet: Politianus undskyldes af Herr de Vigneul-Marville i hans Méianges d'Histoire etc. T. II P. 70. Sammenlign Vossium om de latinske Poëter, og Anton. Borremansi Adskillige Læsninger L. XI. - Om psevdonymet Vigneul de Marville se X. discurs note c; om den klassiske filolog Gerh. Voss VI. discurs note e. Ant Borremansius var en lærd remonstrantisk præst i Nederlandene, død 1683.

✂ m) Jfr. i. Mosebog 41. kap. (Josef tyder Faraos drømme, som de ægyptiske spåmænd ej har kunnet tolke), og navnlig 2. Mosebog 7.-8. kap. (væddestriden mellem Moses og de ægyptiske troldmænd, der overbyder hverandre i at gøre undere).

✂ n) Petronius med tilnavnet Arbiter var en romersk satirisk forfatter på Neros tid, af hvis anselige og ret naturalistiske samtidsroman store stykker er bevarede. - G. Valerius Catullus var romersk lyrisk digter både i den satiriske og den erotiske genre (c. 87-54 f. Chr,).

✂ o) Som Anakreontiske betegnes ikke blot de af selve den græske, digter Anakreon i 6. årh. f. Chr. forfattede digte til vinens og kærlighedens pris, men også en samling af tildels langt yngre efterligninger.

✂ p) Lib. XIX, C. 10. - Antonius Julianus er ellers ikke særlig kendt. - I Falsters eget exemplar af bogen er her i marginen tilføjet: Sammenlign Ælian. H. V., L. II, C. 30 om Clitomacho, hvilken i Gæstebud, naar Talen faldt paa utugtige 271 Ting, straks rejste sig og gik sin Vej, samt L. XIV, C. 19 om Archytæ Afholdenhed i at fremføre uanstændige Ord ....; sammenlign Petron. P. 24 og Noten sammesteds. - Om Ælian se II. discurs note p, om den romerske satiriker Petronius Arbiter note n ovenfor. Archytas fra Tarent, navnkundig matematiker, levede 430-365 f.Chr.; Kleitomachos fra Karthago, græsk filosof, var forstander for akademiet i Athen 129-110 f. Chr.

✂ q) In Phædro p. m. 340. - Det er Platons kendte dialog Faidros, som F. her citerer.

✂ r) I Falsters eget exemplar af bogen tilføjes her i marginen: Til Forsvar for Romanerne har Abbed Gordon de Percel. skrevet, se Neue Zeitungen 1734, P. 899 sq., og Huëtium om Tingene P. 105 sq. - Pierre Daniel Huët, forf. af skriftet »Commentarius de rebus ad eum pertinentibus«, skeptisk filosof og lærd teolog (1630-1721), var bisp af Avranches. - Gordon de Percel er psevdonym for abbed Lenglet du Fresnoy (1674-1752), der bl. a. udgav et skrift »De l'usage des romans« (Amsterdam 1735).

✂ s) Archilochos, græsk lyriker fra 7. årh. f. Chr., var

✂ særlig berømt for sine smædedigte. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilføjet i marginen: Se Qvinti-lianum 1,8 og X,4 om sotadiske Vers (d.v.s. vers som læste baglæns gav en utugtig mening). - Om Quintilian se V. discurs note 1.

✂ t) Lib. VI, Cap. 3, ext. 1. - Valerius Maximus var en romersk forfatter på Tiberius'tid, hvis hovedværk Facta et dicta memorabilia væsentlig indeholder en stor samling anekdoter. - I Falsters eget exemplar er tilføjet: NB: Juliani Fragment p. 300. - Det er kejser Julian den frafaldnes skrifter, som Falster her citerer.

✂ u) Lib. IX, § 2, p. m. 549. - Om Diogenes Laërtius se II. discurs note d. - Herakleitos fra 272 Efesos, berømt græsk filosof, levede c. 535-475 f. Chr. (altså langt senere end Archilochos).

V. DISCURS.

✂ a) Ifølge de oftnævnte randnoter sigter Falster her til geheimeråd Christian Carl v. Gabel, stiftamtmand i Ribe 1725-48. Se om ham Bruuns Falsteriana s. 47ff.

✂ b) Den oftnævnte glossator anmærker her: »Anna Sophia Rantzau, Enkegrevinde v. Schack. Efter at hun havde gjort Claus Blechinberg elendig og landflygtig, gik hun nu ud paa at opsøge hans yngre Broder Frederik.« Hun var datter af Chr. R., f. 1689, d. 1760, gift 1711 med greve Hans Schack til Schackenborg, som døde 1719. Hun købte 1736 Giesegård på Sælland og oprettede heraf et stamhus.

✂ c) Ifølge samme sigter Falster her til den »højfornemme herre«s sekretær Christ. Lehmann.

✂ d) Sueton. Cap. 20, - G. Svetonius Tranquillus var romersk forfatter i 1. halvdel af 2. årh. Hans hovedværk er de her citerede kejserbiografier. - Svetonius fortæller her om Caligula, at ved den nævnte væddekamp måtte de overvundne udrede sejrherrernes præmier og holde lovtaler over dem, medens de ringeste retorer måtte vidske deres taler ud med en svamp eller med tungen, hvis de ikke foretrak at rises eller at dykkes i Rhônefloden.

✂ e) Laërt. L. VII, Segm. 18 p. m. 376. - Om Diogenes Laërtius se II. discurs note d, om Zenon, den stoiske skoles stifter, II. discurs note i.

✂ f) Plutarch., [x][x][x][x] [x][x][x][x] [x][x][x][x]. Cap. 2. - Plutark, den kendte græske historiker og filosof, levede c. 46-120 e. Chr. Mest kendte er hans sammenlignende biografier; det her anførte skrift handler om børneopdragelse.

✂ g) Gell. XII, 1. - Om Gellius se I. discurs note g. - Favorinus, en græsk filosof og retor fra Gallien, var 273 bl. a. ven med Plutarch og levede i første halvdel af 2. årh. e. Chr. Kun få brudstykker af hans skrifter er bevarede.

✂ h) d. e. tilfældigvis, hændelsesvis.

✂ i) Ifølge legenden var Kain ikke Adams søn, men et barn, som Eva havde avlet med en af Dæmonerne. Se Pirke, Rabbi Eliezer XXI-XXII. Velvillig meddelt af professor D. Simonsen.

✂ j) impiis er i Falsters eget exemplar af bogen rettet til impius.

✂ k) Lactant. L. XIX de Op. D. n. 6. - Om Lactantius og hans skrift de opificio Dei, om Guds værk, se II. discurs note f.

✂ l) Quintil. I,1. - M. Fablus Quintilianus var en kendt romersk retor (c. 35-95 e. Chr.), hvis hovedværk er De institutione oratoria (Undervisning i veltalenhed) i tolv bøger.

✂ m) Vid. Val. Max. IX,14, Princip., & Plutarch. de Plac. Philos. L. V cap. 12 p. m. 906. - Om Valerius Maximus se IV. discurs note t; der henvises her til begyndelsen af IX. bogs 14. cap. - Om Plutarch se note f ovenfor; hans her anførte skrift hedder De placitis philosophorum (Om filosoffernes lærdomme). - I Falsters eget exemplar af bogen er i marginen tilskrevet: Matth. XXV, 15 (lignelsen om de betroede pund: han gav hver tjener efter hans evne).

VI. DISCURS.

✂ a) I Falsters eget exemplar af bogen er tilskrevet: En Anvisning til at beregne Spillenes sandsynlige Udfald udkom i London 1718, forfattet af Abraham [de Mo]ivre. Sammenlign det Skrift, som alt var udgivet i Frankrig af Reimondo [de M]onmort., se Acta Eruditorum .... p. 462 og 1721 p. 131. - Abr. de 274 Moivre udgav i London 1718: Doctrina sortis sen methodus computandi probabilitatem eventuum in ludis.

✂ - Petr. Raimond de Montmort (1678-1719), filosof og matematiker, har udgivet Essai d'analyse sur les jeux d'hazard. - Acta eruditorum er Tysklands ældste lærde tidsskrift, der udkom i Leipzig 1682-1782.

✂ b) Leg. Dan. Lib. V, Cap. XIV, Artic. 55. - Det er Christian 5,s Danske lov, der her citeres, oversat på Latin af Peder Højelse (1710). I oversættelsen er her som i det følgende, hvor Danske lov citeres, den originale danske text anført. Ordet hvis i citatet er gammeldansk, = hvad.

✂ c) Den oftnævnte glossator oplyser, at denne »doblende røver« var en lieutenant Tage. - Der menes sikkert Christoffer Hansen Tage, fændrik i livgarden til fods 1711, secondlieutenant 1713, premierlieutenant 1717, kaptajn og kompagnichef i prins Carls regiment 1726; afskediget 1729; besidder af Rønnebæksholm.

✂ - Jfr. Hirschs personalhist. saml. til den danske hærs hist. på Kgl. Bibl.

✂ d) Det sidste ord står på Græsk [x][x][x][x][x][x]).

✂ e) De Theol. Gent. L. II, Cap. 43. - Det anførte skrift om hedningernes teologi er af Gerhard Voss, navnkundig klassisk filolog, rektor i Leiden, f. i Heidel berg 1577, d. 1649.

✂ f) Den berømte kirkefader Augustinus (353-430), hvis hovedværk »om Guds stat« Falster her citerer.

✂ g) Lib. V de Civ. D. Cap. 9.

✂ h) Originalen har Pyrrhonium, Pyrrhonist, tilhænger af den skeptiske filosof Pyrrhon (c. 350 f. Chr,).

✂ i) Horat, II Sat 3, vs. 248. - Quintus Horatius Flaccus, Roms berømteste lyriker og satiriker (65-8 f. Chr.). Det er 2. bog af hans satirer, skrevet c. 30 f. Chr., som Falster her citerer.

✂ j) Lactant. III, 29, 18. - Om denne kirkefader se II. discurs note f.

✂ k) Tekstens uniusne er trykfejl for unusne; jfr.

✂ Falsters eget exempiar af bogen på universitetsbiblioteket.

✂ j) Lactant I, 3, 15. - Jfr. II. discurs note f.

✂ m) Corn. Nep. XI, 2, 4 - Cornelius Nepos var en romersk historieskriver i 1. årh. f. Chr., af hvis hovedværk (biografier af berømte mænd) en del er bevaret. C. N. er lidet fremragende som forfatter. - Med Fabius menes sikkert Q. Fabius Cunctator, Hannibals modstander. - Ifikrates, berømt athenisk feltherre i 1. halvdel af 4. årh. f. Chr., organiserede et lettere væbnet fodfolk (peltaster), der ved sin store bevægelighed ofte viste sig de sværtvæbnede krigsfolk (hopliterne) overlegent. Om I. fortæller Cornelius Nepos på det anførte sted, at han uddannede sin hær så udmærket, at ligesom de romerske soldater i sin tid kaldtes Fabianere, således var Ifikratenserne i stort ry hos Grækerne.

VII. DISCURS.

✂ a) Lib. X, ep. 97. - Plinius den yngre var romersk forfatter (62-c. 113 e. Chr.). Den tiende og sidste bog af hans breve (epistolæ) indeholder den brevveksling, P. som statholder i Bithynien og Pontus førte med kejser Trajan. Det er i denne, at Trajans kendte ytring forekommer, at man ikke skulde opspore de kristne, og kun straffe dem, hvis de blev angivne for myndighederne.

✂ b) De Const. Sap. Cap. 8. - Det citerede kapitel i den romerske populærfilosof L. Annæus Senecas (d. 65 e. Chr.) skrift »om den vises standhaftighed« handler om at den vise ikke kan være udsat for at lide uret, og ender med disse ord: »Og hvis han bærer lykkens ubilligheder tålig, hvorrneget mere da de mægtige mænds, som han véd ere lykkens hænder (d.v.s. redskaber)?«

✂ c) Kejser Tiberius' hensynsløse yndling Sejan 276 (henrettet 31 e. Chr.) og kejser Claudius' frigivne og sekretær Narcissus nævnes her som exempler på skamløse stræbere, der har trængt sig frem ved fyrstegunst.

✂ d) Det tilsvarende latinske udtryk (persolla) forekommer i 1. act, 3. scene, 36. vers af den kendte romerske komedieskriver Plautus' (d. 184 f. Chr.) stykke Curculio (Ødelanden).

✂ e) Dette sidste udtryk står paa Græsk [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x]).

✂ f) Suet C. 53. - Om Svetonius1 her citerede kejserbiografier se V. discurs note d. På det anførte sted siger S., at Augustus afskyede navnet »herrec som en forbandelse og et skældsord, og anfører exempler derpå.

✂ g) Id. c. 27. - Svetonius siger her om Tiberius, at da en mand kaldte ham herre, betydede han ham, at han ikke oftere måtte fornærme ham, og fortæller et par beslægtede anekdoter. - Det sidste ord står i originalen på Græsk: [x][x][x][x][x][x][x][x].

✂ h) Val. Max. IV,i, 6. - Om denne skribent se IV. discurs note t. - Hovedtemplet på Capitolium i Rom var viet til Jupiter, Juno og Minerva.

✂ i) Id. ib. extern, 7. (d.v.s. samme skrift, samme bog, i slutn. af 7. kap.) - De nævnte rnænd tilhører de såkaldte syv vise, en kreds af fremragende statsmænd hos Grækerne i 6. årh. f. Chr.

✂ j) Juven., Sat. XIV, vs. 57. - Om Juvenals 14. satire se II. discurs note o. - Meningen med verset er naturligvis, at hans hjærne er så tom, at den trænger til kopsætning.

✂ k) Lib. IV, § 46, p. m. 32. - Det følgende citat af kejserfilosofen Marcus Aurelius Antoninus (se II. discurs note m) anføres af Falster på Græsk og oversætfes på Latin; ang. de anførte ord af den ioniske filosof Herakleitos fra Efesos kan henvises til V. Kuhrs skrift om ham (Kbh. 1917) s. 27. 31. 55. 80 ff. - Persernes dyrkelse af ilden er vel kendt; mindre kendte er de 277 mysterier, hvormed de såkaldte Kabirer, en art frugtbarhedsguddomme, dyrkedes på øen Samothrake ved Thrakiens kyst. Det er utvivlsomt disse, som F. sigter til med Samothrakernes dyrkelse af jorden; hvad han derimod tænker på, når han taler om Ægypternes dyrkelse af vandet, er mindre klart; snarest sigter han vel til de med Nilens oversvømmelse i forbindelse stående religiøse ceremonier. - Anaximenes var en ionisk filosof í 6. årh. f. Chr., der betragtede luften som grundstoffet; Apolloniaten er hans discipel Diogenes fra Apollonia. - I Falsters eget exemplar af bogen er her i marginen tilføjet: Sammenlign Isidor. Orig. L. XIII, c. 3, og Senec. Qv. Nat. L. III, c. 10. - Origines eller Etymologiæ af Isidor af Sevilla (d. 636) var et et encyclopædisk værk; det anførte værk af Seneca, Qvæstiones naturales, er af naturfilosofisk indhold.

✂ l) Cyprian, bisp i Karthago, navnkundig kirkefader, døde 258 e. Chr. Et af hans skrifter har denne titel: om afgudsbilledernes forfængelighed.

VIII. DISCURS.

✂ a) I Falsters eget exemplar af bogen tilføjes her i marginen: Dæmonerne tilskrives disse Vidundere af Apulejo, Om Socrates' Gud p. m. 427. - L. Apulejus er en kendt romersk retor og satiriker i 2. årh. e. Chr.

✂ b) Herom fortæller den romerske historieskriver Livius (59 f. Chr.-17 e. Chr.) 1,36, at da Sabinerne angreb Rom, vilde kong Tarquinius den ældre (Priscus) oprette nye ryttercenturier foruden de tre gamle fra Romulus' tid; men avguren Attius Navius forbød ham at gøre det, hvis ikke fuglevarslerne tillod det Tarquinius hånede da hans kunst og sagde: »Velan, spå mig da, om det, som jeg nu tænker på, kan ske!« Avguren sagde, at det kunde ske, og at han havde tænkt på at kløve en slibesten med en kniv; og da slibestenen bragtes tilveje, 278 kløvede kongen den ganske rigtigt. Ved dette under vandt avgurernes kollegium så stor anseelse, at Romerne siden aldrig foretog sig noget hjemme eller ude uden først at have ladet dem tage avspicier.

✂ c) Dette fandt ifølge Livius V,22 sted efter Vejis indtagelse 396 f. Chr., da nogle unge krigsfolk blev sendt ind i Junotemplet i Veji for at føre gudinden til Rom.

✂ d) Efter de sibyllinske bøgers anvisning hentedes i året 204 f. Chr. »Gudemoderen« Kybele fra Pessinus i Frygien til Rom (se Livius XXIX), og da skibet sad fast undervejs, blev det efter sigende atter bragt flot af Vestalinden Claudia, der var mistænkt for at have brudt sit kyskhedsløfte, men således godtgjorde sin uskyld.

✂ e) Lægeguden Æsculaps eller Asklepios' dyrkelse blev år 293 f. Chr. overført fra Epidavros (i Argolis, på Peloponnes) til Rom for at frelse byen for pest (Livius X,47). Slangen var A.s hellige dyr.

✂ f) Lib. II de Or. Error. Cap. 16. - Om kirkefaderen Lactantius se II. discurs note f. Det her citerede værk bærer titlen: Origenes' vildfarelser. - Ordet »Dæmonernes Fyrste« står på Græsk ([x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x]). Den trefold største, græsk trismegistos, var tilnavn til en græsk-ægyptisk gud Hermes; denne Hermes Trismegistos spillede især i 3.-4. årh. e. Chr. en stor rolle i den mytologiske spekulation i Alexandria, og bevarede selv en tid efter kristendommens sejr sin betydning for den filosofisk-teologiske granskning. Om et kristeligt spådomsskrift under Hermes Trismegistos' navn se f. ex. Holbergs kirkehistorie (Liebenbergs udg.) I 127f; det er rimeligvis dette, som Falster citerer, i hvert fald tager han utvivlsomt navnet i kristelig betydning (treenigheden).

✂ g) 2. Sam. XXIV, V. 16. - Der tales her om den pest, hvormed Herren ved sin engel slog Jødefolket, til straf for at David havde hovmodet sig ved at holde mandtal over det. - »Herrens Engel« og »Guds 279 Engel« står på Græsk; Septuaginta (d.v.s. de 70; F.skriver på græsk ol o', der betyder det samme) er nemlig navnet på den i Alexandria under Ptolemæerne udarbejdede græske oversættelse af det gamle Testamente, der efter sagnet skyldtes 72 (eller 70) jødiske lærde.

✂ h) Ordene: non Hquet (d.v.s. Sagen er ikke klar) var de romerske dommeres højtidelige votum, når de ikke mente sig i stand til at afgøre spørgsmålet om skyld eller uskyld og derfor ønskede sagen udsat. - Kuriøs er F.s blanding af ædruelig historisk kritik og overdreven respekt for »klassikerne« og deres sandfærdighed, stundom parret med ganske naive rationalistiske forklaringsforsøg, f. eks. af Junos stemme som et præstebedrag.

✂ i) Lib. I, Cap. 1. - Om Livius se note b ovenfor. - Ordene står forøvrigt i fortalen, ikke i I. bog.

✂ j) Lib, IX, Cap. 35. Conf. Pausan. Lib. VIII, p. m. 484 sq. - Det er Plinius d. ældres (23-79 e. Chr.) store Historia naturalis, som Falster her citerer. Plinius fortæller her den kendte historie om hvordan Kleopatra væddede med Antonius om, at hun i ét måltid kunde spise 10 millioner sestertier (en romersk skillemønt) op; hun ejede de to største perler i verden, hvoraf hun opløste den ene i eddike og drak den; den anden, tilføjer Plinius, reddedes af opmanden i deres væddemål, L. Plancus, og kom senere, efter Kleopatras tilfangetagelse, til Rom, hvor den blev flakt i to halvdele, der anbragtes i Venus' øren i Pantheon. - Pausanias er forfatter af en stor rejsebeskrivelse over Grækenland fra slutningen af 2. årh. e. Chr.

✂ k) I Falsters eget exemplar af bogen er her i marginen tilføjet: Sammenlign Andr. Eborens. Memorab. p. 447, om Billeder som siges at have talt. - Andreas Eborensis er den samme som skribenten Andreas de Resende, kannik i Evora i Portugal, 1498-1573.

✂ l) Lib. XXIX, Cap. 14. - Se note d ovenfor.

✂ m) Lib. XVII vs. 34 seq. - Silius Italicus, romersk digter (25-101 e. Chr.), var forfatter til et historisk epos Punica (om den anden puniske krig).

✂ n) I Falsters eget exemplar af bogen er her tilføjet i marginen: Sammenlign Andr. Eborac. Lusitan. Memorab. p. m. 4, - Jfr, note k.

✂ o) Det er Ciceros kendte skrift de divinatione, som Falster her henviser til.

✂ p) Lactant. II,7, 14 seq. - Om L. se II. discurs note f.

✂ q) I Falsters eget exemplar af bogen er her tilføjet i marginen: Sammenlign Phæciri Fabler L. IV, X,5. - Fabeldigteren Phædrus levede under de første romerske kejsere.

✂ r) Hist. IV 82. & in Hadrian. C. 25. - Den navnkundige romerske historieskriver Tacitus (c. 55- 120 e. Chr.) fortæller i sit skrift Historiæ på det anførte sted, at kejser Vespasian i Alexandria helbredte ved spyt en mand, der led af ægyptisk øjensyge, og en lam hånd ved at træde på den; men inden han skred til at udføre de ønskede jærtegn, afæskede han lægerne deres mening, om det kunde lade sig gøre, og først efter disses tilskyndelser fuldbyrdede han dem. - Spartianus, en romersk historieskriver c. 300 e. Chr., har forfattet flere kejserbiografier, bl. a. Hadrians her anførte levned, hvori der fortælles om hvordan H. på sit dødsleje helbredte en blind kvinde, der kyssede hans knæ og vaskede sine øjne i vandet fra det tempel, hvor H. sidst havde været; han helbredte også en blind fra Pannonien; »dog nævner Marius Maximus, at det hele kun var skrømteri«.

✂ s) Den franske og den engelske konge tillagdes der den nådegave (Falster bruger det græske ord [x][x][x][x][x][x][x]) at helbrede kirtelsyge ved håndspålæggelse. Se nærmere herom Holbergs 168. epistel og noterne dertil i Chr. Bruuns udgave. - En tilsvarende tro på kongernes heldbringende berørelse var utvivlsomt almindelig i ældre 281 tid og stammede vel fra Oldtidsforestillinger om kongen som den der bragte år og vækst; jfr. Sakses fortælling om hvordan de tyske mødre bragte deres børn til Valdemar d. store, for at de kunde trives bedre ved hans håndspålægning, ligesom bønderne bad ham så en håndfuld sæd, at den kunde gro desbedre. - Salvekrukken i Rheims indeholdt den salve, hvormed de franske konger salvedes; den stammede efter overleveringen fra Chlodovechs tid, og det fortælles, at den ved C.s dåb bragtes af en hvid due fra himlen - et sagn der ikke findes i Gregor af Tours' Frankerkrønike fra 6. årh., men først i Frodoards Rheims-krønike fra 9. årh.

✂ t) vero maa rettes til vera.

✂ u) Egenskaber ved tingene, som ej kan iagttages.

✂ v) Navnkundig ny-pythagoræisk filosof i 1. årh. e. Chr., der optrådte som profet og undergører og gjorde talrige mirakler.

✂ x) In vita Gæs. p. m. 730. - Lib. XV, C. 18. - Det første citat er af Plutarks (se V. discurs note f) levnedsbeskrivelse af Cæsar, det sidste af F.s yndlingsforfatter Gellius (se I. discurs note g). - Det er Gellius' latinske text, som F. i det følgende citerer.

✂ y) Padova i Norditalien.

✂ z) I Falsters eget exemplar af bogen er her tilføjet i marginen: Noget lignende berettes om Kong Edvard I af England hos Andream Eborensem p. 442 efter Fulgosum. - Om den første se note k. Fulgosus var en genuesisk skribent, en kort tid doge i Genua (1478-83). Han udgav 9 bind Collectanea om kejseres, pavers, fyrsters, bispers og andres levneder (trykt i Milano 1508).

✂ æ) Ordene spådomskunst og profeti står hos F. anførte på Græsk og oversatte på Latin. - Pythagoras, navnkundig græsk filosof i 6. årh. f. Chr.

✂ ø) Lib. III, § 32, p. m. 514. - Om Diogenes Laërtius se II. discurs note d.

✂ aa) Om Lappernes trolddomskunster og 282 spådomsgave, der stod i forbindelse med den ekstase, hvori de ligesom andre vilde folkeslag kunde hensætte sig, kan henvises til Edgar Reuterskiöld, De nordiska Lappernas religion (Sthm. 1912) og den der citerede litteratur.

IX. DISCURS.

✂ a) Se om denne II. discurs note d.

✂ b) Demokritos fra Abdera (c. 490-400 f, Chr.), berømt græsk filosof, af hvis skrifter kun yderst lidet er bevaret. Han er især blevet navnkundig ved sin grundlæggende atomlære.

✂ c) I Falsters eget exernplar af bogen er her tilføjet i marginen: Derfor kaldte Abderiterne Democritum for Philosophien, men Protagøram for Ordet. - Ælian. H. V. L. IV C. 20. - Om Ælians Varia Historia se II. discurs note p. Protagoras var en navnkundig samtidig sofist og retor.

✂ d) Epikuros er den navnkundige græske filosof, stifter af den epikuræiske skole, 342-270 f. Chr. - Om Cartesius (Descartes) se I. discurs note j. - Giordano Bruno, den betydeligste Renaissancefilosof (1546-1600), af italiensk herkomst.

✂ e) Gilles Ménage (Aegidius Menagius), fransk sproglærd (1613-92).

✂ f) I Falsters eget exemplar af bogen er her tilføjet i marginen: NB. Tertull. p. 581 b. - Tertullian er den kendte afrikanske kirkefader (c. 160-230 e. Chr,).

✂ g) Lib. VII, Cap. 55. - Om Plinius' her citerede Historia naturalis se VIII. discurs note j. Plinius var udpræget materialist og nægtede sjælens udødelighed. - Demokrit havde rådet til at lægge ligene i honning for at bevare dem fra opløsning.

✂ h) Loc. cit.(d.v.s. anførte sted).

✂ i) Epist. 37. - Det er kejser Julian den frafaldnes (331-63 e. Chr.) breve, som F. citerer. Julian fortæller her en anekdote om, hvordan Demokrit lover at 283 genopvække Darius' hustru fra de døde, hvis han blot kan skaffe ham navnene på tre mennesker, der aldrig har haft sorg, til at skrive på hendes grav, og da selv den stormægtige Darius ikke var i stand hertil, irettesatte Demokrit ham for hans umådeholdenhed i sorgen.

✂ j) Lib. IX, § 34, p. m. 569. - Om Diogenes Laërtios se II. discurs note d.

✂ k) Lib. I, § 9 (hos Diogenes Laërtius). - Theopompos, græsk historiker fra 4, årh. f. Chr., af hvis værker Hellenika (om Grækenlands historie 410-394 f. Chr.) og Philippika (om Philip af Makedonien) kun lidet er bevaret. - Citatet står på Græsk.

✂ l) Cap. XII, vs. 2. - Bibelstedet lyder: Og mange af dem, som sove i Jordens Støv, skulle opvaagne, somme til evigt Liv, og somme til Skam og til evig Væmmelse.

✂ m) Laërt. Lib. IX, § 49. - Titelen anføres på Græsk.

✂ n) Ibid. (sammesteds). - Skriftets titel anføres på Græsk.

✂ o) Clemens Alexandrinus, fremragende kirkefader c. 150-220 e. Chr.

✂ p) Zoroaster eller Zarathustra, den persiske religionsstifter, antages at have levet mellem årene 1000 og 600 f. Chr., men uvist når. - I Falsters eget exemplar af bogen er her i marginen tilføjet en henvisning til Jesu Barndoms Bog (den kendte folkebog, se Danske Folkebøger I, Kbhvn. 1915); men sidetallet mangler.

✂ q) Cap. V, p. m. 16. - Om Basilius den store se II. discurs note g. - Citatet er på Græsk.

✂ r) Dem. Ev. Propos. IV, Cap. 5, p. m. 749. - Pierre Daniel Huet (Huëtius), fransk filosof og bisp af Avranches (1630-1721), brugte sin filosofiske skepticisme som støtte for åbenbaringstroen. - Hans hypotese om Zoroasters identitet med Moses er selvfølgelig værdiløs, ligesom Falsters egne spekulationer over Demokrits studier af Daniels bog er ørkesløse 284 alene af den grund, at denne sidste først er blevet til i 2. årh. f. Chr., hvad F. ganske vist ikke kunde vide. Tilbage bliver imidlertid F.s antagelse om at udødelighedstroen er tilført Jødedommen udefra, fra Medere og Persere. Denne hypotese er i alt væsentligt rigtig, men måtte sikkert forefalde datiden noget kættersk, og F. dækker da også over den ved sine ord om Moses' og Zoroasters identitet.

X. DISCURS.

✂ a) I Falsters eget exemplar af bogen er tilskrevet i marginen: Uægte Børn baade ifølge Moseloven og Romerretten udelukkede fra Æresamter. Se Plut. p. m. 15, 80. - Om Plutark se note f til V. discurs.

✂ b) Den førnævnte glossator anmærker her: Hermann Dieterich, som var avlet af Oberst Grönhagen. - Faderen, der ligesom sønnen hed Herman Dietrich Grünhagen, var født i Verden og fra 1692 i dansk tjeneste; fra 1701 kaptajn og kompagnichef for Ribe stifts nationale infanteriregiment, major 1715, afskediget 1716; atter ansat i Sydsjæll. infanteriregiment som kompagnichef 1720, oberstlieutenant 1726, reduceret 1731. Jfr. Hirsch's personalhist Saml på Kgl. Bibl.

✂ c) Tom. I, p. 222. - Når F. kalder forfatteren formummet, mener han naturligvis psevdonym. Det citerede skrift hedder Miscellanea historico-litteraria, eller med sin rette franske titel Mélange d'histoire et de littérature; forfatterens rette navn er Natalis Argonensis, en lærd sagfører i Paris, senere karthäusermunk, d. 1705; det nævnte skrift udgav han under psevdonymet Vigneul de Marville.

✂ d) I originalen: [x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x]. Hypothese står her ikke i betydning af antagelse, men af plan, forehavende.

✂ e) Atter her anvender F. et græsk ord [x][x][x][x][x][x], uden (anerkendt) fader.

✂ f) I Falsters eget exemplar er her tilføjet en notits i marginen, der dog ved bogens beskæring er blevet beskadiget: Saa som Hercules .... 1, 9, 1, sammenlign Cap. 10 .... om Æsculapio, Mercurio etc.

✂ g) Lib. VIII, § 21, p. m. 505. - Om Diogenes Laërtius se note d til II. discurs.

✂ h) 1. Mosebog VI, 1-2 og 4 lyder: Og det skete, der Menneskene havde begyndt at formeres paa Jorden, og dem fødtes Døtre, da saa Guds Sønner Menneskens Døtre, at de vare skønne, og toge sig Hustruer af alle som de udvalgte. - - Paa den Tid vare Kæmper paa Jorden, ja ogsaa efter at Guds Sønner vare indgangne til Menneskens Døtre og havde avlet sig Børn; de ere de vældige, hvilke have fra fordums Tid været navnkundige Mænd.

✂ Henoks bog, der har navn efter den fromme Henok, en af Sets efterkommere, i syvende led fra Adam, er skrevet i sidste tredjedel af 2. årh. f. Chr., men måske noget tillempet i kristen tid; den citeres i Judæ brev og brugtes meget af kirkefædrene. - Om Lactantius se II. discurs note f; Irenæus (c. 120-200 e. Chr.) var bisp i Lyon, og hans hovedværk var et skrift mod kætterierne (adversus hæreses); Justinus Martyr (c. 100-165 e. Chr.) var den ældste og navnkundigste af apologeterne (forfatterne af forsvarsskrifter for troen) i oldkirken; om Tertullian se IX. discurs note f.

✂ i) Orig. Lib. IX C. 5. Qu. Ro. 103. - Hermed menes værket Origines eller Etymologiæ af den lærde spanske biskop Isidor af Sevilla (d. 636) og skriftet Quæstiones Romanæ af den græske forfatter Plutark (c. 46-120 e. Chr., se V. discurs note f). - Spurius (d.v.s. uægte søn) var et ret hyppigt fornavn idet gamle Rom, der dog ikke nødvendigvis betød, atvedkommende var uægte født. Af de nævnte 286 mænd af navnet Spurius var Sp. Carvilius en Romer, som år 234 f. Chr. indførte ændringer i bogstavskriften; Sp Mælius blev dræbt år 439 f. Chr. som mistænkt for at stræbe efter kongemagten; Sp. Postumius blev år 321 f. Chr. slået af Samniterne; der kan også menes Sp. Postumius Albinus, konsul 110 f. Chr. Af navnet Spurius Nautius kendes flere personer i 5. årh.; en var konsul 488 f. Chr. - Jan Gruter (1560-1627) var en hollandsk filolog, hvis store værk om romerske indskrifter udkom 1602-3.

✂ j) I Falsters eget exemplar af bogen er her tilføjet i marginen: Jephthah se Dom niernes Bog [C. 11].

✂ k) I Falsters eget exemplar er her tilføjet: Se Lucian. Dialog, p. 157 og 162. - Lukian er den kendte græske sofist og satiriker i 2. årh. e. Chr.

✂ l) XI, 11, 5. - Marcus Junianus Justinus var forfatter af en verdenshistorie, i slutningen af 2. årh. e. Chr. - Falster gør sig, som rimeligt er, ingen forestilling om at de overalt i Oldtiden opdukkende fortællinger om fremragende mænds overnaturlige herkomst står i nøje forbindelse med tidens folkelige tro, men tager med håndfast rationalisme på disse forhold.

✂ I Falsters eget exemplar er her tilføjet: Se om Augusto Sueton. Cap, 94, og lidt længere nede: Det hed sig, at Brutus var C. Cæsaris Søn, og Tiberius Augusti.

✂ m) Gell VII,1. - Om Gellius se I. discurs note g. - Om Scipios formentlig uægte fødsel se foregående note.

✂ n) In Cæs. c. 52. - Om Svetonius se V. discurs note d. - I Falsters eget exemplar er der tilskrevet en note om Menelaus med en henvisning til Ælians Historia Varia, der dog er ødelagt ved bogens beskæring. Om Ælian se II. discurs note p.

✂ o) P. m. III. - De kursiverede ord står i originalen på Græsk Om Plutark se V. discurs note f.

✂ p) Lap. 1. - Om Svetonius se V. discurs note d. - Germanicus fødtes ifølge Sveton af Livia i den tredje måned efter at hun i sit svangerskab havde ægtet Avgustus, og man havde denne sidste mistænkt for at være fader til ham. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilføjet i marginen: Antoninus Diad[umenus], se Lamprid. .... - Heiiogabalus se Lamprid. Cap. 2, Herodian. V,3 p. m. .... - Commodus Antoninus se Capitolinum i M. An t. Levned Cap. 19. - Ælius Lampridius og Julius Capitolinus skrev begge en samling kejserbiografier henimod år 300; Herodian var en græsk historiker (c. 170-240). De nævnte romerske kejsere tilhører alle slutningen af 2. eller begyndelsen af 3. årh. e. Chr.

✂ q) Ibid. (d.v.s. sammesteds). Man ventede snarere her en henvisning til Cornelius Nepos (se VI. discurs note m). - Kong Agis af Sparta døde 399 f. Chr.; det var feltherren Lysander, der fik hans broder Agesilaos udråbt til konge i steden for Agis' søn Leotychides, som han påstod var søn af Alkibiades.

✂ r) Epist. i 08. - Om Seneca se note b til VII. discurs. - Angående Ancus Martius' og Fabius Maximus' uægte fødsel må iøvrigt henvises til note l ovenfor. - I Falsters eget exemplar er her tilføjet en henvisning til Ælian, Hist. Var. XIV C. 36. - Om Ælian se II. discurs note p.

✂ s) P. m. 174. - Om Plutark se V. discurs note f.

✂ t) In. Oth. C. 1. - Om Sveton se V. discurs note d.

✂ u) P. 491. - Om Plutark se V. discurs note f.

XI. DISCURS.

✂ a) I de oftnævnte latinske randnoter bemærkes, at personerne i nærværende stykke er opdigtede. Imidlertid har Falster dog sikkert tænkt på en af de ved Borchs 288 kollegium foretagne disputatser, der havde netop dette æmne: Chr. Lange, De ara Deo ignoto. Acta 17,23 (1692). Men som årstallet viser, havde denne disputats fundet sted før Falsters tid.

✂ b) Disse ord står i originalen på Græsk.

✂ c) Lib. 1. p. m. 2. - Pausanias var en græsk forfatter, der i slutningen af 2. årh. e. Chr. udgav en stor beskrivelse af Hellas i 10 bøger, hvoraf den første handler om Attika. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilføjet i marginen: .... nas grundlagde et Orakel, et fælles Alter for Grækenland, efter Ælian. H. V. L. IV, C. 6. - Citatet passer dog ikke.

✂ d) Comment. in Act. XVII,23. - Det er en kommentar til Apostlenes gerninger af den belgiske Jesuit Corn. van der Steen (1568-1637), som Falster citerer.

✂ e) Lib. IV, Ep. 69. - Isidor den hellige var munk i Pelusium (i Ægypten) og levede c. 370-440; han har efterladt sig mange breve.

✂ f) Af de nævnte lærde var Marcus Zuarius Boxhorn en hollandsk polyhistor (1602-53); om Gerhard Joh. Voss se VI. discurs note e; Joh. Andreas Bosius, f. i Leipzig 1626, d. 1674, var en klassisk filolog, der bl. a. udgav Cornelius Nepos; af navnet Ramirez findes der adskillige spanske teologer og andre lærde; Joh. Jac. Heller er måske identisk med Franciskanermunken Johannes Heller (d. 1536), der levede i Køln og udgav en række stridsskrifter mod protestanterne.

✂ g) Ordet flerguderi står i originalen på Græsk.

✂ h) De tre ord: eller til Lykken, er tilføjede i Falsters eget exemplar af bogen og udkræves også af sammenhængen.

✂ i) Disse ord står på Græsk i Falsters original.

✂ j) ego, læs ergo; rettet i Falsters eget exemplar, - Her er også tilføjet i marginen: Dithard Phys. p. 14; Falster tænker her sikkert på den medicinske 289 professor ved Københavns universitet Georg Detharding (1671 -1747),der 1735 udgav Fundamenta Physiologica.

✂ k) Exerc. 6, 278, 323. - Der sigtes til værket Exercitationes de subtilitate.(Paris 1537) af den italienske polyhistor Julius Cæsar Scaliger (1484-1558), - I Falsters eget exemplar er tilføjet i marginen en henvisring til Senecas skrift om velgerninger c. 8, som dog på grund af bogens beskæring er stærkt beskadiget.

✂ l) Sallust. in Catil. c. 8. - Gajus Sallustius Crispus, berømt romersk historieskriver, d.35 f, Chr.; hovedværker: Catilina og Jugurtha. - I Falsters eget exemplar er her i marginen tilskrevet: Se det anførte Sted. Der menes sikkert det i note k anf. sted hos Seneca.

✂ m) P. m. 153. - Gajus Petronius Arbiter, en ai Neros fortrolige, var forfatter til en satirisk roman Satyricon, d. 66 e. Chr. Jfr. IV. discurs note n.

✂ n) L. V. de Civ. D. cap. 9. - Falster citerer her 5. bog af den navnkundige kirkefader Augustinus' (353 -430) skrift om Guds stat (de civitate Dei).

✂ o) Lib. IV de Leg. p. m. 598. - Det er Platons skrift om lovene (de legibus), Falster citerer. Citatet anføres på Græsk og oversættes derefter på Latin.

✂ p) I, 530. - Marcus Manilius, romersk digter på Avgustus' tid, forfattede digtet Astronomica i 5 bøger.

✂ q) III, 425.

✂ r) V.Voss. Th. Gent. L. 1, C. 1. - Om dette skrift af Gerh. Joh. Voss se VI. discurs note e.

✂ s) I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet: Se Senecam paa det ovenfor anførte Sted. Jfr. note k.

✂ t) Gell. VI, 2 - Om Falsters yndlingsforfatter se note g til I. discurs.

✂ u) Phys. L. II, Cap. 6. - »Fysiken« er et af Aristoteles' anseligste skrifter.

✂ v) De to sidste hovedord er anførte på Græsk og oversatte på Latin.

XII. DISCURS.

✂ a) I de oftnævnte latinske randgloser bemærkes, at Falster med værten sigter til præsidenten i Ribe Kasten Worm (d. 1750), se II. discurs note a; den skæmtefulde læge er apoteker Joh. Ostermann, den lidt senere optrædende teolog magister Maturin (Maturin Kastensen, sognepræst til Jerne og Skads i Ribe stift 1701 -47), teologisk, filosofisk og astronomisk forfatter; ansås på grund af sin naturkundskab for dygtig til at mane; samlede sig betydelig formue, hvoraf han testamenterede 20000 rdlr. til kirker, skoler og fattige i Ribe stift.

✂ b) Apulej. in Florid. pag. m. 517. - Lucius Apulejus var en romersk satiriker og retor i 2. årh. e. Chr. - Det her anførte værk hedder Florida og indeholder uddrag af hans taler.

✂ c) Hippokrates er den berømte græske læge (c. 460- 377 f. Chr.).

✂ d) Dan. Vilh Triller, tysk digter, mediciner, filolog, f. i Erfurt 1695, d. 1782. Udgav lærde værker om Hippokrates, Gellius m. fl.; også kendt som digter i det tyske sprog.

✂ e) V. Corp. Jur. Canon. p. I. Dist. XLIV, p. 57, & Dist. XLVI, p. 61. - Laodikeia er en by i Frygien (Lilleasien). Kirkemødet i L. fandt sted 370 e. Chr. - F. citerer her den katholske kirkes store lovsamling (den kanoniske ret).

✂ f) Thomas Browne, engelsk læge og filosof (1605 -81), udgav 1642 et skrift »Religio medici«, som gjaldt for ateistisk. - Andrea Cesalpino, italiensk botaniker og fysiolog (1519-1603), fremkom med panteistiske lærdomme, om han end for en stor del fulgte Aristoteles' lære, hvorfor han her kaldes peripatetisk filosof (d.v.s. tilhænger af den af A. grundlagte p. skole).

✂ g) Giordano Bruno, den navnkundige italienske filosof (1548-1600), blev brændt i Rom 17. Febr. 1600. Når 291 han her nævnes blandt de vanartede teologer, hænger dette bl. a. sammen med at han var rømt af kloster. - Giovanni della Casa, italiensk forfatter (1503-56), ærkebisp af Benevento i Syditalien, havde i sin ungdom skrevet en samling uanstændige vers. - Tommaso Campanella var en italiensk filosof (1568-1639), hvis hovedværk om »Solstaten« viser kommunistiske og deistiske synsmåder.

✂ h) Om disse se noterne b og l til IV. discurs.

✂ i) Cap. I, § XXIV, p. 144. - Jo. Fr. Buddæus eller Budde, f. 1667, d. 1729, lærd teolog af mæglende sindelag, var professor i Halle og Jena.

✂ j) Cap. IV, § II, p. 312. - I Falsters eget exemplar er her tilskrevet: Sammenlign Casauboniana p. 3 o. - Dette skrift af filologen Wolf om den fremragende klassiske filolog Isac Casaubon, professor i Paris (1559-1614), udkom i Hamborg 1710.

✂ k) Act. Apost. X,34 sq. - De nævnte ord er af apostelen Peters tale efter jærtegnet med høvedsmanden Cornelius i Cæsarea. Citatet anføres af Falster på Græsk; en rettelse af en trykfejl i det græske er tilskrevet i Falsters eget exemplar af bogen.

✂ l) Verset anføres allerede i Tyge Brahes skrift De disciplinis mathematicis (Tychonis Brahe Dani scripta astronomica ed. J. L. E, Dreyer, Tom. I (1913) p. 152). Med Balduin må Falster vel mene Franciscus Balduin (François Baudoin), f. i Arras 1520, d. 1573, fransk reformert teolog, der senere brød med Calvin uden dog at gå over til de ultramontane katolikker. Tyge Brahe henfører verset til den tyske humanist Eobanus (1488 -1540).

✂ m) Rom. VIII, extr. - Citatet (Romerbrevet VIII, 38-39) anføres på Græsk.

✂ n) l Falsters eget exemplar af skriftet er her tilføjet: Se Niceph. Gregor. ... p. m. 235, 236. - Nikeforos Gregoras var en byzantinsk lærd (1295 - 1360).

✂ o) Makarios den ældre, ægyptisk munk, d. 391, var forfatter af forskellige skrifter. Falster citerer ham på Græsk.

✂ p) 1. Tim. III, 2 sq. - Citatet står på Græsk, men Falster har citeret galt, da citatet slet ikke findes i Pauli 1. brev til Timotheus. Det er derfor også udstreget i Falsters eget exemplar af bogen. Det har derimod en vis tilknytning til Matth 23,2, hvor Jesus siger om Farisæerne og de skriftkloge: thi de sige det vel, men gøre det ikke.

✂ q) P. L Dist. XXXVII, Can. IX, p. 51. - Det er den katholske kirkes store lovsamling (den kanoniske ret), som Falster her citerer. Jfr. note e.

✂ r) I Falsters eget exemplar er her i marginen tilskrevet: Sammenlign Lactant. p. 426 og Lucret. sammesteds. Om Lactants se II. discurs note f. - T. Lucretius Carus (c. 98-55 f. Chr.) har skrevet et navnkundigt naturfilosofisk digt.

XIII. DISCURS.

✂ a) I de oftnævnte latinske randgloser oplyses, at Falster sigter til magister Laurids (Laurentius) Fogh (sognepræst ved Sortebrødrekirke i Ribe, 1692-1747).

✂ b) Cap. VII, vs. 4. - Citatet er anført på Græsk.

✂ c) Ordspillene er naturligvis frit behandlede i oversættelsen.

✂ d) Ifølge de oftnævnte latinske randgloser stiftamtmand v. Calnheim (rettere Calnein, 1711-25).

✂ e) C. VII, vs. 18. - Citatet er anført på Græsk. Et par linjer længere fremme er i Falsters eget exemplar af bogen tilskrevet: Se A. E. (d.v.s. Acta Eruditorum, Tysklands ældste lærde tidsskrift, der udkom i Leipzig 1682-1782) 1720 p. 68.

✂ f) 1. Reg. V,8 sq. - Falster citerer her 1. Kongernes bog kap. 5, vers 8ff. - Kongen af Tyrus hed Hiram.

✂ g) 2. Reg. XXV, vs. 9. - Her i 2. Kongernes bog er dog kun tale om templets brand, ikke om at den stod i forbindelse med Hirams hjælp ved bygningens opførelse. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet: [Se 2.] Corinth. V og VI. - Lang haand (d.v.s. Perserkongen Artaxerxes I, 464-24) var ogsaa bekendt for sin Gavmildhed imod Jøderne (jfr. Esras og Nehemias' historie). - Se Henningii Den bedende Muhamedaner p. 555.- Orientalisten Henning Henningii fra Husum, der har skrevet det anførte værk: Muhamedanus Precans, blev 1653 hovmester for den unge holsten-gottorpske tronfølger og siden rektor i Bordesholm.

✂ h) Perserkongerne Kyros(c. 558-530) og Artaxerxes I (464-424) optrådte meget mildt mod Jøderne og begunstigede Jerusalems og templets genopførelse.

✂ i) Act X,2. - Citatet af Apostlenes Gerninger er anført på Græsk.

✂ j) Ibid. vs. 4. - Citatet anføres på Græsk.

✂ k) Gell. XVII,21. - Verset er græsk.

✂ l) Quintilian. 11,17. - Om Marcus Fabius Q., romersk retor, c. 35-95 e. Chr., se V. discurs note 1. - Busiris var ifølge græske sagn en ægyptisk konge, der lod de tilrejsende fremmede dræbe. - Polykrates, græsk retor i begyndelsen af 4. årh. f. Chr., har bl. a. skrevet en lovtale over den nævnte kong Busiris. - Med de ti forfølgelser menes kristenforfølgelserne under de romerske kejsere.

✂ m) Falster bruger i originalen ordet Phalarisme, efter navnet på den navnkundige sicilianske tyran Falaris i Agrigent (565-549 f. Chr.).

✂ n) Disse ord står på Græsk.

✂ o) Der sigtes til kirkefaderen Lactantius' (se II. discurs note f) skrift De mortibus persecutorum (om forfølgernes dødsmåde), hvis ægthed dog er omtvistet.

✂ p) Citatet anføres på Græsk. Falster nævner ikke bibelstedet, som er Esaias 2,4.

✂ q) Falster sigter til Bartholomæusnatten 1572 og til Louis 14.s forfølgelser af Huguenotterne.

✂ r) Virgil. Æneid. VI, vs. 625.

✂ s) Der sigtes til det såkaldte Thornske blodbad 1724, hvorved borgermester og ni borgere i byen Thorn i Vestpreussen dødsdømtes og henrettedes på grand af alvorlige optøjer mod Jesuiterne i byen, ved hvilke katolske helligdomme skulde have fået en bespottelig medfart. Dommen vakte stor opsigt, og selv om den var juridisk uangribelig, opfattedes dog i vide kredse de henrettede som protestantiske martyrer for Jesuiternes grusomhed og forfølgelseslyst.

✂ t) Falster anvender her en græsk glose.

✂ u) Falster anvender også her græske gloser.

✂ v) Tertullian, navnkundig romersk kirkefader c. 200 e. Chr, Særlig kendt er hans Apologeticus, forsvarsskrift for kristendommen.

✂ x) Thysdrus var en by i den romerske provins Africa (hvor Tertullian hørte hjemme).

XIV. DISCURS.

✂ a) Om dette spørgsmål havde der nylig været en litterær strid mellem professor theologiæ Jak. Lodberg og præsten Morten Reenberg. - Jfr. om samme æmne Holbergs epistler 1,4. - Nogle randnoter på dette sted i Falsters eget exemplar af bogen er så ødelagte ved beskæring, at de ingen sammenhængende mening giver.

✂ b) I de oftnævnte latinske randgloser oplyses, at Falster her sigter til oberst v. Marschalck. Der menes Christian Frederik eller F. C. Marschalck, ejer af Østråt i Norge, kammerjunker, ritmester i livgarden til hest 1678, oberstlieutenant 1683, oberst og chef for et geworbent dragonregiment 1685, aftakket 1698; efterlod betydelig gæld til regimentet; var hadet af Gyldenløve. Han levede 1699 på Gram i Nordslesvig (altså i nærheden af Ribe), fik rejsepas til udlandet 1707. Hans 295 enke nævnes 1715. Hvis F. personligt har truffet sammen med ham, således som det her skildres, må han vel inden sin død være vendt tilbage til landet. Hans enke andrager allerede 1704 i mandens levende live om understøttelse og taler i 1715 om sin 20 års enkestand, hvad der ikke taler til gunst for mandens karakter. Se Hirsch's personalhist. saml. i Kgl. Bibl.

✂ c) Den navnkundige italienske humanist Enea Silvio Piccolomini (1405-64), som pave Pius II (1458-64).

✂ d) Pers. Sat. III, vs. ult. (d.v.s. sidste vers). - Aulus Persius Flaccus var romersk satiredigter (34-62 e. Chr.). - Orestes, Agamennons og Klytaimnestras søn, var syg i sindet af samvittighedskvaler over at have dræbt sin moder.

✂ e) Plut. de Placit. PhiL L. 1, Cap. 5. - Om Plutark se V. discurs note f, om det citerede skrift sammesteds note m. Der kendes flere græske filosoffer af navnet Metrodoros; M, fra Chios var elev af Demokrit, M. fra Lampsakos elev af Epikur.

✂ f) Om Epikur se IX. discurs note d. - Anaxarchos fra Abdera, græsk filosof af Demokrits skole, fulgte med Alexander den store på hans erobringstog. - Anaximandros og Anaximenes var ioniske naturfilosoffer i 6. årh. f. Chr.; Archelaos ionisk naturfilosof i 5. årh. f. Chr.; Xenofanes do. do. c. 500. Levkippos var Demokrits lærer i filosofi; Zenon fra Elea græsk filosof i første halvdel af 5. årh. f. Chr. - Origenes er den navnkundige græske kirkefader (c. 185-254 e. Chr,). Om Giordano Bruno se XII. discurs note g, om Cartesius (Descartes) I. discurs note j. Galilei er den store italienske naturforsker (1564-1642). Nicolaus Goppernicus er den navnkundige tyske astronom (1473-1543). Om Campanella se XII. discurs note g. Nicolaus fra Cusavar italiensk humanist, filosof og kardinal (1401-64).

✂ g) Disse ord står på Græsk. - Empedokles var græsk-siciliansk filosof fra første del af 5. årh. f. Chr. h) Ved Mikrokosmos (den lille verden) forstås som 296 bekendt mennesket, opfattet som en afspejling af verdensaltet (Makrokosmos).

✂ i) Senec. Epist, 83. - Om Seneca se VII. discurs note b.

✂ j) Ex epistola ad Rom. IV, 17. Ebr. XI,3, & Maccab. VII,28.

✂ k) Genes, (d.v.s. i. Mosebog) vs. 1. & Joh. Evang. vs. 1. - Citatet står på Græsk ligesom det følgende ord »begyndelsesløs«. - 1. Mb. 1,1 lyder som bekendt: I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden; Joh. Ev. 1,1: I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.

✂ l) Rom. IV, 17. - Citatet står på Græsk. Stedet lyder (vers 16-17): Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa den tildeles af Naade, paa det den maatte staa fast for den ganske Sæd, ikke alene for den som har Loven, men og for den som har Abrahams Tro (som skrevet er: jeg haver sat dig til mange Folks Fader), for Gud, hvem han troede, som levendegør de Døde og kalder de Ting der ikke ere som om de vare.

✂ m) Ordet anføres på Hebraisk.

✂ n) Job. XXXVIII,4. Ephes. I,4 &c.

✂ o) Codex Theodosianus er navnet på en samling af de kristne kejseres forordninger fra Konstantin den stores tid til 438, som har navn efter kejser Theodosius II (408-50). - Her må dog menes bibeltexten i oldkirkens avtoriserede affattelse (kanon).

✂ p) Lib. 1, c. 1. - Om Plinius se VIII. discurs note j og IX. discurs note g.

✂ q) I Falsters eget exemplar af bogen er her tilføjet i marginen: Imod Aristotelem se Lactantium p. m. 144.

✂ r) Lib. 1, c. 1.

✂ s) Polyh[istor] Philos[ophicus]. L. II P. I. C. XI, n. 3. p. m. 317. - Daniel Georg Morhof, tysk lærd (1639-91), var professor i Rostock og Kiel. Noten er ved en trykfejl galt anbragt i Falsters tekst.

✂ t) Lib. XV, p. m. 1039. - Citatet anføres på Græsk. - Strabon er en kendt græsk geograf på Christi tid. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilføjet i marginen: Ælian. H. V. Lib. 8, C. 11 om Verdens Undergang.. Se Noten sammesteds. - Lidt længere nede er i marginen tilskrevet en henvisning til Plinius den Yngre VI, 20, 15. - Se om disse II. discurs note p og VII. discurs note a.

✂ u) § 11, p. 8. - Om Diogenes Laërtius se II. discurs note d.

✂ v) Sat. XV, vs. 147. Om Juvenal se II. discurs note o.

✂ x) L. XIV. c. 1. - Om Gellius se note g til I. discurs. - Favorinus, græsk retor fra Gallien, levede på Hadrians tid.

✂ y) In Libris de Nat. Deor. (af Cicero); apud Senecam in Consolat. ad Marc. 20, Ovidium Li b. XV, Metam. vs. 67. - Om Seneca se VII. discurs note b; citatet er af hans trøsteskrift til Marcia. - Ovids Forvandlinger (Metamorfoser) er velkendte.

XV. DISCURS.

✂ a) Ifølge de oftnævnte latinske randgloser sigter Falster her til geheimerådinde Christine Harboe på Støvringgård (født baronesse Fuiren, 1682-1735, enke fra 1709), kendt som hans velynderske og som opretter af to klosterstiftelser. Om hende henvises i det hele til skriftet: Mindeskrift over Geheimeraadinde Christine Harboe, født Baronesse Fuiren, i Anledning af Støvringgaards 150 Aars Jubilæum. Kbh. 1910; Falsters forhold til hende omtales sstds. s. 30 ff. Falster havde til hende dediceret sin »Tale til sine høje og fornemme Tilhørere af begge Køn«, hvormed han d. 13. Jan. 1727 indviede den nye domskole i Ribe, fordi hendes »besynderlige og uskatteerlige Fortjenester imod Skolens Bygning, som fornemmelig ved hende blev begyndt og fuldendt, bør hos alle vore Efterkommere være i 298 udødeligt Minde«; dedicationen er på vers og begynder således:

✂ Udvalde Frue, større end
Plutarchi kjekke Qvinder,
Du en Heltinde blandt os Mænd,
Du Mand iblandt Heltinder - -

✂ b) Falster sigter her til det filosofiske skrift af Cicero, der efter hans landsted i Tuscuium bærer navn af Tusculanske efterforskninger (Quæstiones Tusculanæ).

✂ c) V. Laërt. L. VII, § i 75, p. m. 475. - I Falsters eget exemplar af bogen er tilføjet til noten: sammenlign L. VI § 12 P. 322 efter Antisthenem. - Antisthenes er den kyniske filosofiske skoles stifter, Sokrates' discipel. Om Diogenes Laërtius se II. discurs note d. Kleanthes, stoisk filosof, c. 300-220 f. Chr., var elev af Zenon. Citatet står både på Græsk og Latin.

✂ d) Nemlig den hellige og den verdslige.

✂ e) I de oftnævnte randgloser bemærkes her: Jeg vilde ønske at dette ikke stod i den udmærkede Forfatters Skrift.

✂ f) Cap. XLII, vs. 14. - Skal være vers 20; rettet i Falsters eget exemplar. Citatet anføres både på Græsk og Latin.

✂ g) Lib. II contra Apion. - Flavius Josephus, jødisk historieskriver, var f. 37 e. Chr. Det her citerede værk er et stridsskrift mod den græske lærde Apion. der havde udtalt sig nedsættende om Jøderne. - Citatet anføres både på Græsk og Latin.

✂ h) Falster har udeladt oversættelsen af de sidste ord i citatet: er bedre end en Kvinde som gør en tilgode, fordi de aldeles falder sammen med ordene i Jesu Siraks bog.

✂ i) Ovid. Amor. I, 10, 21.

✂ j) Levit. XVIII, vs. 23 sq. - På det nævnte sted i 3. Mosebog læses: Ingen Kvinde skal have at skaffe med noget Kvæg, at det haver fælles med hende; 299 det er en skændig Beblandelse. - I Falsters eget ex-emplar af bogen er ved ordet drukkenskaben et par linjer længere nede tilføjet i marginen: Se Ælian. H. V. Lib. II, c. 41 p. 146.- Om Ælian og hans Historia Varia se note p til IL discurs.

✂ k) Lib. III, Cap. 1. p. m. 558. - Athenaios var en græsk grammatiker c. 200 e. Chr., der i sit skrift »de lærdes selskab« giver uddrag af en mængde ældre forfattere. - Alexis var en attisk komediedigter i 4. årh. f. Chr. - Citatet anføres både på Latin og Græsk.

✂ l) Lib. II de Ira, Cap. 19. - Om Seneca se VII. discurs note b. Skriftet »om Vreden« er et af hans hovedværker.

✂ m) Den navnkundige florentinske skribent og statsmand (1469-1527), hvis skrift »il principe« galdt for en håndbog i samvittighedsløs og rænkefuld statskunst.

✂ n) I de latinske randgloser, som ofte er nævnte, anføres, at Falster her sigter til samme Anna Sophie Rantzau (enkegrevinde Schack), som omtales i femte discurs; jfr. note b til V. discurs.

XVI. DISCURS.

✂ a) I de samme latinske randgloser hedder det om XVI. discurs: Indholdet er opdigtet, for at den mod Jesuiterne noget hadske Forfatter kunde hævne sig for deres Næsvished, dog saaledes at han tillige paaviste hvad han havde forfaret om Fædrenes Uvidenhed i Naturkundskab.

✂ b) De Res[urrectione] Carn[is] p. m. 416. - Om Tertullian se XIII. discurs note v. Det her anførte skrift handler om kødets opstandelse.

✂ c) Ebr. 1, 1 sq. 2. Pet. 1, 19. - De to bibelcitater anføres på Græsk.

✂ d) Tom. II, ep. 48. - Om Augustin se VI. discurs note f.

✂ e)In Genes. (d.v.s. i Luthers forklaringer til 1. Mosebog).

✂ f) De Carn. Chr. c. 6. - Om Tertullian se XIII. discurs note v. Det citerede skrift handler om Kristi legemlige natur.

✂ g) In Cant. Cant. Ser. 5. - Den hellige Bernhard af Clairvaux (1091-1153) er Middelalderens betydeligste kirkefader; hans vigtigste skrift er det her anførte: Prædikener over Højsangen.

✂ h) Middelalderens berømteste skolastiker (1227-74).

✂ i) De sidste ord står på Græsk.

✂ j) Lib. II C. 3. - Johannes fra Damaskus (Damascenus) var en græsk teolog i første halvdel af 8. årh. e. Chr. - Citatet af ham er halvt på Græsk.

✂ k) L. III, c. 24. - Joh. Alb. Fabricius var tysk klassisk filolog og litteraturhistoriker (1668-1736). Et af hans hovedværker er Bibliotheca Græca i 14 bind (Hamborg 1705-28).

✂ l) Med Bibliotheca Medicea menes måske det af Medici'erne grundlagte berømte bibliotek i Florens, eller muligvis bogsamlingen på Borchs kollegium i Kbh., »Collegium Medicæum«, der også indeholdt håndskrifter. Falster havde en vis tilknytning til dette, da han d. 17. Sept. 1722 blev expectant (alumnus designatus), men han nåede aldrig at tiltræde som alumnus, da han snart efter udnævntes til rektor i Ribe (H. Olrik, Borchs kollegiums hist. s. 51). - F. kan måske snarere formodes at tænke på denne bogsamling end på den førstnævnte.

✂ m) Der menes Pagtens ark.

✂ n) Ibid. (sammesteds). - Om Lactantius se II. discurs note f. Henvisningen ibid. må vel gå på note k.

✂ o) I Falsters eget exemplar af bogen er her tilføjet i marginen: Saasom Lucilius hos Ciceronem, Om Gudernes Natur II, ... og hos Lactantium II, 5, 8.

✂ p) V. Horn. H. N. L. 1, Cap. 21. - Rothmann var astronom hos landgreve Vilhelm af Hessen; Tyge 301 Brahe har selv 1596 udgivet en brevveksling med disse to mænd. - Georgius Hornius, f. 1627 i Øvre Pfalz, d. i Leiden 1670, var en meget frugtbar historisk-geografisk-politisk skribent; hans her anførte skrift hedder Historia naturalis et civilis.

✂ q) putat må være trykfejl for putant.

✂ r) Lib. II C. 12, & L. de Ira Dei c. 15. - Om Lactantius se II. discurs note f. Det sidst anførte skrift handler om Guds vrede. I Falsters eget exemplar af bogen er ved ordet fugtige tilskrevet i marginen: Sammenlign Ovidii Metamorphoses I, 430 og Lactantium II, 9, 20.

✂ s) Lib. de Annal. II, 22. - Om G. J.Voss se VI. discurs note e, om Augustin III. discurs note h.

✂ t) In Octav. XVIII, 3. - Felix Marcus Minucius var en latinsk apologet c. 200 e. Chr., hvis her anførte hovedværk Octavius er i samtaleform.

✂ u) V. Hippolyt. contr. Plat. p. m. 221. - Hippolytus var en lærd teolog i Rom i 3, årh.

✂ v) L. III, c. 3.

XVII. DISCURS.

✂ a) Ifølge de oftnævnte latinske randgioser sigter Falster her til admiral Judikers søn. - Med admiral Judiker menes Ole Judichær (1661 - 1729), der 1714 blev viceadmiral og 1718 virkelig admiral, men styrtedes 1727. Han var siden 1696 g. m. Veronica Scavenia Foss (1672-1745). - Hele stykket må jævnføres med Falsters tredje satire: »Den daarlige udenlandske Rejse og modige Hjemkomst«, som tildels indeholder de samme enkeltheder.

✂ b) I Falsters eget exemplar af bogen er her tilføjet i marginen: Som hans »Skygge«, se Plutarchi Symposiaca Lib. VII, ... p, m. 707. - Om Plutarch se V. discurs note f.

✂ c) De fire sidste ord står i originalen på Græsk.

✂ d) Denne Conradina omtales også i vers 9 i Falsters ovennævnte tredje satire.

✂ e) Pasquino siges oprindelig at have været navnet på en satirisk skomager i Rom; siden gik navnet over på en statue i nærheden af hans bopæl, hvorpå anonyme pasquiller, skandskrifter, opsloges.

✂ f) Rodericus Sanctius IV, 5. - Alfons X af Castilien (1252-82) var ivrigt interesseret for astronomi og andre naturvidenskaber. - Rodriguez Sanchez de Arevolo, biskop af Zamora, f. 1404 i Segovia, d. i Rom 1470, gennem mange år knyttet til pavehoffet, udgav bl. a. en spansk historie (Rom 1470).

✂ g) Plutarch. Lac. Inst. p. 238. - Om Plutarch se V. discurs note f. - Citatet er i originalen anført på Græsk og oversat på Latin. Det citerede skrift handler om Spartanernes institutioner.

✂ h) Den spartanske kongeætling Pausanias, sejrherren fra Plataiai (479), blev senere mistænkt for forræderisk forbindelse med Perserne. - Lysander, den kendte spartanske hærfører og statsmand, Athens overvinder i slutningen af den peloponnesiske krig, havde livlige forbindelser med Perserne, især med statholderen i Lilleasien, Kyros den yngre, - Om Leonidas, helten fra Thermopylai (480), vides derimod ikke at han skulde have haft persiske forbindelser; Falster må vel tænke på en anden af samme navn - medmindre han i distraction er kommen til at nævne Leonidas i steden for hans samtidige, den spartanske konge Demaratos, der blev afsat, flygtede til Persien og deltog i Xerxes' tog mod Grækenland.

✂ i) Pag. 9 seq. - Gottlieb Samuel Treuer var f. 1684 i Jakobsdorf v. Frankfurt a. O., professor i Wolfenbüttel og Helmstedt, fra 1734 i Göttingen (statsret, moral, politik); død 1743.

XVIII. DISCURS.

✂ a) I Falsters eget exemplar af bogen er her i marginen tilskrevet en ved bogens senere beskæring beskadiget henvisning til Dilher ... Imago(?) Rituum. - Joh. Mich. Dilherr, luthersk teolog og filolog, var født 1604, professor i Jena og senere i Nürnberg, død 1669.

✂ b) Evangeliet citeres på Græsk.

✂ c) Cap. 3. - Om Plinius den yngre se VII. discurs note a. Det er hans lovtale (Panegyrik) over kejser Trajan, som Falster her citerer.

✂ d) Lib. I, p. 61 sq. - Falster citerer den berømte franske jurist og klassiske filolog Barnabé Brisson

✂ (d. 1591).

✂ e) Lib. VII, c. 2. ext. 1. - Om Valerius Maximus se IV. discurs note t. - Ved ordet »gode Gaver« lidt længere ned har Falster i sit eget exemplar tilskrevet en henvisning til Xenophons mindeskrift om Sokrates, Memorabilia Socratis, som dog er mangelfuld på grund af bogens beskæring.

✂ f) Vs. 4 sqq. - Om Juvenal se note o i II. discurs.

✂ g) II, 1, 7 sq. - Om Lactantius se II. discurs note f. - Ved ordet »lykkelige« lidt nedenfor har Falster i sit eget exemplar tilskrevet: At man fornemmelig i Medgang bør anraabe GUD, lærer Xenophon .... I Bog p. m. 21. - Endvidere: NB. Plutarch. T. II p. 465, 1. 8, og Xenophon p. 21. - NB. Tertull. til Sc[apu]lam p. 87 om Hedningernes Paakaldelser: Den som ene er mægtig af Guderne. Sammenlign Cyprian p. m... - Falsters notitser er beskadigede ved bogens indbinding. - Om Plutark, Tertullian og Cyprian se V. discurs note f; XIII. discurs note v; VII. discurs note 1. Xenofon er den kendte græske historieskriver (c. 430- 360 f. Chr.) og elev af Sokrates.

✂ h) Lib, II, Epict. c. 2. - Arrian, græsk forfatter 304 på Trajans og Hadrians tid, optegnede bl. a. sin vens, stoikeren Epiktets foredrag i 8 bøger. Hans hovedværk er iøvrigt Alexander den stores levned. - Citatet står både på Græsk og Latin; Ordene Herre forbarm dig på Græsk (Kyrie eleison).

✂ i) Cap. XI, § XII, sq. - Om Johan Albert Fabricius se XVI. discurs note k.

XIX. DISCURS.

✂ a) D. s. s. Epileptiker.

✂ b) L. II, Magn. Mor. c. 8. - Aristoteles' her citerede skrift Magna moralia er ikke af ham selv, men et yngre kompendium, - Citatet anføres både på Græsk og Latin.

✂ c) V. Lamprid. - Ælius Lampridius var en romersk historieskriver på Konstantin den stores tid, hvem der bl. a. tillægges en levnedsbeskrivelse af den udsvævende og halvt forrykte kejser Heliogabal (218-22 e. Chr.), som uddelte høje embeder til de uværdigste personer.

✂ d) Cap. 7. - Antoninus Pius, en af de bedste og mest fremragende romerske kejsere, regerede 138-161 e. Chr. - Citatet henviser til hans lige efter citerede levnedsbeskrivelse, forfattet af Ælius Capitolinus.

✂ e) V. Jo. Chr. Itter. de Honoribus pag. 84. - Det citerede værks fuldstændige titel er De honoribus et gradibus academicis. Itter var en tysk lærd, Falsters samtidige.

✂ f) Falster bruger her det græske ord [x][x][x][x][x][x][x][x].

✂ g) Plin. II, 7. - Om Plinius den ældre se VIII. discurs note j og IX. discurs note g.

✂ h) I. Acad. 7. - Det er Ciceros filosofiske skrift Academica, som Falster (efter Lactantius) her citerer.

✂ i) Lactant. III,29, 18. - Om Lactantius se note f i II. discurs.

✂ j) Senec. de Prov. c. 1 & 4. - Om Seneca se 305 VII. discurs note b. - Falsters udtryk i de to foregående sætninger er tildels ordret tagne fra kap. 1,6 i Senecas dialog om forsynet (de providentia).

✂ k) Curt. IX,2, 27. - Quintus Curtius Rufus skrev på kejser Claudius' tid en bog om Alexander den stores bedrifter.

✂ l) Falster sigter til biskop Lavrids Thurah i Ribe (der også nævnes i de ofte omtalte latinske randgloser). Embedet, han sigter til, er det forenede rektorat og konrektorat i Ribe (jfr. de samme latinske randgloser); da Falster var blevet rektor i Ribe, ansøgte han nemlig 1.Jan. 1723 om at måtte forene konrektorembedet hermed, såsom rektorembedets løn var altfor lille. Om de vanskeligheder som mødte denne Falsters ansøgning, sikkert fra selve bisp Thurahs side (der ønskede sin søn Albert ansat som konrektor), og som i 5 fjerdingår forhalede den kgl. resolution, henvises til Chr. Bruun, Falsteriana s. 3-9; jfr. Falsters satirer om falske venner v. 38-44.

XX. DISCURS.

✂ a) Om Daniel Georg Morhof se note s i XIV. discurs. - Udfor overskriften har Falster tilføjet i sit eget exemplar: Sammenlign Schæfferi Phiiosophia Italica Cap. VII, p. 42; hvilket skrift der hermed tænkes på, véd jeg ikke.

✂ b) Falster anvender her og i forrige sætning det græske ord [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x].

✂ c) Om Falsters brug af ordet Museum for studerekammer se note f til dedicationen forrest i bogen.

✂ d) L. III, § 78. - Om Diogenes Laërtius se II. discurs note d. - Dette og de to følgende citater er anførte på Græsk. - I sit eget exemplar af bogen har Falster tilskrevet i marginen: Saaledes kaldte Diogenes de gode Mennesker Gudernes Billeder, hos Laërtium p. m. 340.

✂ e) P. m. 46.

✂ f) P. 128.

✂ g) Cap. 1. - Om Plinius den yngre og hans lovtale over Trajan se note c i XVIII. discurs og note a i VII. discurs.

✂ h) Falster citerer her et græsk skrift af kejser Julian (den frafaldne, 361-63) ved navn Kejserne, hvori J. satiriserer over sine forgængere.

✂ i) Var. H. XII, 59. - Om Ælian og hans Varia Historia se II. discurs note p. - Citatet anføres på Græsk (i citatet er [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] trykfejl for [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x].

✂ j) Lib. X p. m. 717. - Om Strabon se note t i XIV. discurs. - Citatet anføres på Græsk og oversættes på Latin. - Strabons nedennævnte fortolker Xylander eller med hans tyske navn Holtzmann var en navnkundig filolog og naturkyndig, f. 1531 i Augsburg, professor i Heidelberg 1558, død 1576. Han udgav talrige klassiske skribenter, særlig af den matematisk-naturvidenskabelige retning; hans her anførte kommenterede udgave af Strabon udkom i Basel 1571.

✂ k) Cap. 16. - Skriftet de vita beata (om det lykkelige liv) er en af Senecas dialoger. Om Seneca se note b i VII. discurs.

✂ l) P. 240. - Thomas Gataker var engelsk teolog og filolog, f. i London 1574, d. 1654. Han udgav bl. a. de her anførte noter til kejserfilosofen Marcus Aurelius Antoninus' »Selvbetragtninger«.

✂ m) III, 12, 11. - Om Lactantius se note f i II. discurs.

✂ n) De Leg. Gent. Lib, c. X. - Om Basilius den store og hans skrift »om at læse hedningernes bøger« se II. discurs note g. Basilius anfører her den kendte lignelse om Herakles på skillevejen mellem dyden og lasten, der tillægges sofisten Prodikos fra Keos, Sokrates' samtidige. - Ordene at vorde Gud står på Græsk.

✂ o) Pæd. III, 1. - Clemens Alexandrinus var en 307 fremragende kirkefader c, 200 e. Chr. Det her citerede skrift hedder Pædagogus og indeholder en kristelig morallære. - Herakleitos fra Efesos var en berømt græsk filosof c. 535-475 f. Chr. Citatet passer godt med hans lære om bevægelsen som princippet i Verden: alt er flygtigt ([x][x][x][x][x] [x][x][x]).

✂ p) Herodian. L. VII, c. 6. - Herodianos, græsk historieskriver c. 170-240 e. Chr., har skrevet sin samtids romerske historie (180-238 e. Chr.).

XXI DISCURS.

✂ a) Ifølge de oftnævnte latinske randgloser hed han Herman Tekker, var borger i Ribe og kunde blot ved følelsen skelne mellem de forskellige sorter af lærred og mønter.

✂ b) Marc. VII,32. Ibid. X, 46.

✂ c) Lactant. III,9, 4. - Om Lactantius se note f i II. discurs. - Anaxagoras var en navnkundig græsk filosof (500-428 f. Chr.), der hørte til de ioniske naturfilosofer.

✂ d) Hist. Lib. XII, c. i 5. p. m. 930. - Polybios, navnkundig græsk historiker i 2. årh. f. Chr., hvis hovedværk (i 40 bøger) omhandler det romerske verdensherredømmes tilblivelse. - Om Herakleitos se XX. discurs note o. - Det meste af citatet anføres på Græsk.

✂ e) Lib. X, c. 69. - Om Plinius den ældre se note j i VIII. discurs.

✂ f) Rom. X, 17. - Skriftstedet (af Pauhis' brev til Romerne) anføres på Græsk.

✂ g) Matth. XVIII, 9. - Skriftstedet anføres på Græsk.

✂ h) Gell, X, 17. - Om Gellius se note g i I. discurs.

✂ i) In Apolog. C. 46, p. m. 40. - Om Tertullian og hans Apologeticus se XIII. discurs note v og x.

✂ j) In Lib. [x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x]. p. 521. - Denne 308 note er ved en fejltagelse i originalen trykt som fortsættelse af den foregående, og henvisning mangler oppe I teksten. Om Plutark se note f i V. discurs. P. har utvivlsomt ret i at sagnet om den blinde Demokrit er fabelværk. Det citerede skrift hedder: [x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x], om efterforskning.

✂ k) Didymos den blinde var en græsk kirkelærer i Alexandria, død 395. - Novatianerne var en sekt, der opstod midt i 3. årh. e. Chr. og lagde hovedsagelig vægt på kirketugten. Om den novatianske teolog Eusebius kan jeg intet oplyse. - William Jamesson, professor i historie i Glasgow, født blind, udgav i årene 1689-1720 en række mest polemiske skrifter ud fra sit presbyterianske standpunkt. - Georg Trinckhus var en thiiringsk skolemand (1643-73), konrektor i Gera, der har efterladt en del dissertationer. - Christoph August Heumann (1681-1764) var professor theologiæ i Gøttingen.

✂ l) Lib. II, p. m. 178. - Om Strabon se XIV. discurs note t. - Citatet anføres på Græsk og oversættes på Latin. - I sit eget exemplar har Falster tilskrevet en henvisning til Julians (d. frafaldnes) Breve, N r. 22.

✂ m) Lib. III, c. 9. - Om Lactantius se note f i II. discurs.

✂ n) Cap. 1. - François Vatabie var en navnkundig hebraisk filolog, f. i Gamache v. Amiens, d. 1541. Også kendt for sin her anførte oversættelse af Aristoteles' Parva naturalia.

XXII. DISCURS.

✂ a) Concilo er trykfejl for concilio.

✂ b) I de oftnævnte randgloser opgives hans navn: Aaron Margalita. Om denne vidtberejste æventyrer må jeg her indskrænke mig til at henvise til O. Nielsen, København på Holbergs tid s. 288 ff., hvor et par vidtløftige indstillinger om mandens forhold af biskop Worm 309 og af politi og kommercekollegiet (1722) er aftrykte. - Han omtales også nedenfor i IL. discurs.

✂ c) Gen. III, 22. - Skriftstedet er anført på Hebraisk; det lyder i den danske bibeloversættelse: Og Gud Herren sagde: se, Adam har været som en af os.

✂ d) Hebraiske Jod'er.

✂ e) Jehovahs navn står i originalen med hebraiske bogstaver.

✂ f) Daniel Bomberg fra Antwerpen udsendte 1518 to hebraiske bibeludgaver, en i kvart for de kristne og en i folio for Jøderne; den sidste besørgedes af den omvendte jøde Felix Pratensis, men vandt ikke rigtig bifald hos de jødiske lærde.

✂ g) Gell. IX,2. - Om Gelluis se I. discurs note g. Ordene til brød står på græsk. C. Musonius Rufus, romersk ridder fra Volsinii i Etrurien, der levede i 2. halvdel af 1. årh. e. Chr., virkede som filosof og havde talrige elever. Intet af de under hans navn overleverede skrifter er dog avtentisk.

✂ h) 2. Cor. III,14. - Ordet dække står på Græsk.

✂ i) Cor. l. c. - De kursiverede ord er citerede på Græsk.

✂ j) L. VII, C. 36. - Der findes flere byzantinske forfattere af navnet Nikeforos; Falster sigter her til N, Kallistos, der levede i 14. årh. og har forfattet en kirkehistorie fra Jesu fødsel til år 911.

✂ k) Den daværende pave Sylvester (314-35).

✂ l) I Falsters eget exemplar er her tilskrevet i marginen: saaledes som Jøden Isaac Levita udæsker .. Lindanurn .... - Lindanus varen romerskkatholsk teolog, f. 1525 i Dordrecht, inkvisitor i Holland og Frisland, d. 1588. - Endvidere er tilskrevet en bemærkning om Sigismund Hossmann, der råder til at sammenkalde et jødisk-kristent kirkemøde. Der må sigtes til en tysk teolog af dette navn, død 1701, der bl. a. har skrevet: Das schwer zu bekehrende Judenhertz.

✂ m) Matth. XXVII, 25. - Skriftstedet anføres på Græsk.

✂ n) P. 100, sq. - Eberhard Anckelmann, f. 1641, d. 1703, blev lic. teol. i Rostock 1671, 1675 professor ved gymnasiet i Hamborg, rejste til Portugal for at lære Portugisisk for des bedre at kunne omvende hamborgske Jøder. Har udgivet mange skrifter ang. studiet af Hebraisk.

✂ o) Jødernes hellige lov- og lærebog, Talmud, der blev til i de første 5 århundreder e. Chr., kendes i to indbyrdes beslægtede former: den babyloniske og den jerusalemske; den sidste blev dog ikke til i Jerusalem, men i andre byer i Jødeland. - Talmud-citaterne an føres af Falster på Hebraisk og oversættes på Latin.

✂ p) Paulus Fagius, sproglærd, hebraiskkyndig franskmand, discipel af Reuchlin, kaldte 1511 den i det følgende nævnte Elias Levita til Isny for at forestå et jødisk bogtrykkeri. - Elias Levita var en berømt jødisk sproglærd (1472-1549). - Tischbi (Tisbus) er et skrift af Elias Levita, indeholdende en forklaring af 712 rabbinske ord. - Moses Amrams søn er Jødernes lovgiver; Moses Maimonides, navnkundig jødisk teolog og filosof, 1135-1204. - Paulus fra Tarsus er naturligvis apostelen Paulus. - Citatet anføres først på Hebraisk og dernæst i latinsk oversættelse; dets første halvdel er den sætning, hvori Moses Maimonides' beundrere udtrykte deres ærbødighed for ham.

XXIII. DISCURS.

✂ a) I de latinske randgloser oplyses, at Falster sigter til grev Christian Rantzau, f. 1684, d. 1771, statholder i Norge 1731-9. Med ham stod F. i livlig brevveksling; jfr. Bruuns Falsteriana s. 129-38. - 2. del af Amoenitates er af Falster dediceret til hans søn Otto Mandrup Rantzau (f. 1719).

✂ b) I Falsters eget exemplar af bogen er her tilføjet henvisningen: NB. Plin. L. V. epist. 17, n. 6.

✂ c) I de oftnævnte latinske randgloser anføres (ret overflødigt), at denne uvisse forfatter naturligvis er Falster selv.

✂ d) Ordet står i originalen på Græsk. Det er som bekendt dannet af Sybaris, den græske by i Syditalien, hvis indbyggere var kendte for deres vellevned.

✂ e) Lib. V, c. 7. - Om Herodianos se XX. discurs note p. Med tyrannen Antonius eller rettere Antoninus menes kejser Heliogabal (218-22), der 221 adopterede sin frænde Alexander Severus; han så skævt til den gode opdragelse, som dennes moder Julia Mammæa gav ham. - I Falsters eget exemplar af skriftet er tilskrevet i marginen: Sammenlign Forfølgernes Død (skrift af Lactantius) C. 22: Boglige Kunster regnedes til de onde, og de som kendte dem, forstødtes som Avindsmænd og Fjender, etc. - Om Trajani Uforfarenhed i boglige Kunster se Dion. p. m. 8 sq. (historikeren Dio Cassius c. 200 e. Chr.). - NB. Vernulæi Instit. Polit. L. I, Tit. IX, p. 54 sq. (Nic. de Vernule, 1583-1649, filosof og filolog, professor i Louvain).

✂ f) De fleste af disse regenter tør forudsættes kendte. Michael Dukas var kejser i Byzants 1071-78; Alfons I konge af Neapel 1435-58; Michael Corvinus konge af Ungarn 1458-90. - I Falsters eget exemplar er i marginen tilskrevet: samt Lud. XIV, se Mise. Cyth. Vol. I, p. 741.

✂ g) Tom. II. Opp. pag. 779 seqq. - Om Plutarch se V. discurs note f. - Titlen på skriftet anføres både på Græsk og Latin. - Nøjere underretning om alle de i det følgende anførte skrifter om fyrster som teologer, filologer, læger, Poëter etc. findes i 2. dels VII. discurs: Fyrsten som filolog.

✂ h) V. Crag. de Rep. Lac. pag. 167 sq. - Falster citerer her et værk om den spartanske stat (De 312 republica Laceaæmoniorum libn IV) at den danske filolog og historiker Niels Krag (1552-1602).

✂ i) L. VIII, V. H. c. 6. - Om Ælian og hans Varia Historia se II. discurs note p. - Citatet anføres på Græsk og oversættes på Latin.

✂ j)[x][x][x][x] [x][x][x][x][x] . p. m. i 5. - Herakleides fra Pontos var græsk filosof og grammatiker i 4. årh. f. Chr. - Citatet anføres på Græsk og oversættes på Latin.

✂ k) Eusebius VIII, 13. - Eusebios, bisp af Cæsarea i Palæstina, døde 540. Hans hovedværk er en grundlæggende kirkehistorie. - Den her nævnte Licinius var Constantin den stores medregent og uheldige medbejler (308-24).

✂ l) Lib. I. Dial. 43. - Det her citerede skrift De remediis utriusque fortunæ er en af Petrarcas (1304- 74) kendteste latinske dialoger.

✂ m) I Falsters eget exemplar er i marginen tilskrevet en henvisning til stedet hos Seneca: Epist 95, p. m. 407.

✂ n) Gell. XVI1,21. - Om Geliius se I. discurs note g. Slaget ved Chaironeia mellem Athenerne og kong Filip af Makedonien stod år 338 f. Chr.

✂ o) Lib. I, Hist. Gotth. p. m. 144. - Prokopios er en kendt græsk historieskriver i 6. årh. e. Chr., der navnlig skildrede den byzantinske hærfører Belisarios´ felttog, hvori han selv tog del. - I Falsters eget exemplar af bogen er tilskrevet i marginen: Sammenlign Glaseri Epist. Castrens. pag. 128 sq.q. - Der kendes flere lærde af navnet Glaser.

✂ p) Epist. 98. - Isaak de Casaubon var en navnkundig fransk klassisk filolog (1559-1614). - Datorum må være trykfejl for doctorum, da det første ingen mening giver. Således er det også rettet i Falsters eget exemplar.

✂ q) Marcus Manlius Capitolinus reddede 390 f. Chr. Capitolium fra Gallernes angreb; her sigtes dog snarere til Titus Manlius Torquatus, der ved midten af 4. årh.

✂ f. Chr. udmærkede sig som romersk hærfører og sejrede i tvekamp over en gallisk kæmpe. Den sidstes samtidige var P. Decius Mus, der ligesom sin søn af samme navn udmærkede sig i krig mod Latiner og Samniter.

✂ - G. Marius er den kendte romerske hærfører af lav byrd (155-86 f. Chr.).

✂ r) De Politia Illustr. L. V, c. 5, p. 365. - Giovanni Botero, anset italiensk politisk skribent (1540

✂ - 1617). - Johannes må være trykfejl for Johannem; således er det også rettet i Falsters eget exemplar af bogen. - Lidt længere nede er sammesteds tilskrevet i marginen: Epaminondæ mærkelige Krigskyndighed, for en Mand, der var født og opvokset mellem Skrifter, vækker Justini Forundring VI, 8, 9. - Om Justinus se note l til X. discurs.

✂ s) vestres, læs vestras.

✂ t) Jo. Burchard Menken, tysk lærd, var f. i Leipzig 1675, professor i historie og August II.s historiograf, d. 1732; meget frugtbar forfatter. Det nævnte skrift udkom 1699.

✂ u) Reinhard Heinr. Roll, f. 1683, d. 1768, blev 1712 prorektor og professor i Dortmund, 1730 professor i teologi i Giessen. Det anførte skrift, Bibliotheca nobilium theologorum, udkom i Rostock 1709. - Med hensyn til den lidt nedenfor omtalte artikel i teologien om polygami er det tilstrækkeligt at minde om, at Luther i sit forsvar for landgreve Filips dobbeltægteskab hævdede tilladeligheden af flerkoneri under visse omstændigheder.

✂ v) Gell. XX, 10. - Om Gellius se I. discurs note g.

✂ - Den romerske digter Quintus Ennius (239-169 f. Chr.) indførte hexametret i den latinske digtekunst.

✂ x) Id. V, 3. - Protagoras er den navnkundige sofist, Sokrates' samtidige.

✂ y) Den navnkundige romerske jurist (d. c. 545), der under Justinian codificerede Romerretten i Corpus juris.

✂ z) I Falsters eget exemplar er her tilskrevet i marginen: Vopiscus in Aurelianum. - Vopiscus var en romersk kejser-historiker c. 300. Aurelian var kejser 270-75.

✂ æ) Hor. I. Sat. 4, vs. 187. - Det er Horats' satirer, som citeres.

✂ ø) Laërt. L. VI, § 39 p. m. 334. - Om Diogenes Laërtius se II. discurs note d. Diogenes er den kendte kyniske filosof i 4. årh. - Spørgsmålet anføres på Græsk og oversættes på Latin. - Begrebet mathematik omfattede i gamle dage også astronomi.

✂ aa) Den kendte uløselige opgave at konstruere et kvadrat af samme areal som en cirkel.

✂ ab) V. Cren. Animadv. P. I. C. III. § 4. p. 183. - Thomas Crenius (egl. Crusius) var født i Mark Brandenburg 1648, d. i Leiden 1728, skolemand og filolog. Det anførte skrifts fulde titel er Animadversiones philologicæ cum epistolis virorum doctorum hinc inde collectis. Det omfatter 18 bind og udkom i årene 1695-1723. - Kasimir IV var konge i Polen 1447 -92; Stefan Batory 1574-84. Somlyo-Vasarhely er en flække i Transsylvanien, hvor Stefan Batory var fyrste, inden han besteg den polske kongetrone.

✂ ac) P. m. 147 sq. - Ottavio Ferrari, italiensk filolog, f. i Milano 1607, d. 1682, professor i Padova, har skrevet mange bøger om romerske antikviteter; det her anførte værk: Prolusiones XXVI, epistolæ, formulæ ad capienda doctoris insignia, inscriptiones udkom 1668; ny udg. v. Joh. Albr. Fabricius (Helmstedt 1711).

✂ ad) Der sigtes til 2. Cor. 3,6: Bogstaven ihjelslaar, men Aanden levendegør. - I Falsters eget exemplar af værket er tilskrevet: Sammenlign Heumann, [Conspect.] Reip. Litt. c. IV, p. 93. - Christoph August Heumann (1681 - 1764), professor i theologi i Göttingen, udgav det nævnte skrift 1719.

✂ ae) Til Pythagoræernes løfter hørte også en vis tavshedspligt.

✂ af) Citat af Horats' Ars poëtica v. 113 (dr. Ræders meddelelse).

XXIV. DISCURS.

✂ a) I de oftnævnte latinske randgloser oplyses, at Falster her sigter til den navnkundige Peder Terpager, f. 1654, kendt som teologisk og historisk forfatter og oldgransker, 1684 lektor i theologi og præst i Vester Vedsted ved Ribe, d. 1738. - I Falsters eget exemplar af bogen er her i marginen tilskrevet: Sammenlign Grotii Breve til Franskmændene 199 p....sq. imod Trajanum.

✂ b) Lib. III, H. E. c. 36, p. 106.- Om Eusebius og hans kirkehistorie se XXIII. discurs note k. Citatet anføres på Græsk og oversættes på Latin. - Ignatius den hellige var bisp i Antiocheia; hans martyrium sættes mellem 110 og 117 e. Chr.

✂ c) P. 108. - Citatet anføres på Græsk og oversættes på Latin. - Irenæus, den navnkundige kirkefader, biskop af Lyon, levede c. 120-200 e. Chr.

✂ d) Loc. cit. (d.v.s. anførte sted).

✂ e) Lib. III, H. E. cap. 19. princ. (d.v.s. i begyndelsen). - Se om Nikeforos note j i XXII. discurs.

✂ f) L. X, epist. 98. - Om Plinius den yngre og hans breve se note a i VII. discurs.

✂ g) Apol. c. 2. - Om Tertullian se XIII. discurs note v; det her citerede skrift Apologeticus, et forsvarsskrift for kristendommen, er et af hans hovedværker.

✂ h) Loc. cit. c. 33 (anførte sted, kapitel 33).

✂ i) Sat. XIV,231. - Om Juvenal og hans 14. satire se note o i II. discurs.

✂ j) L. III, c. 23. - Om Nikeforos se note j i XXII. discurs.

✂ k) æri, læs aëri.

✂ l) P. 89. - Citatet anføres på Græsk og oversættes 316 på Latin. - Theodoros Metochites var en byzantinsk lærd forfatter, død 1332. - Hans anførte romerske historie, der omfatter tiden fra Cæsar til Constantin den store, udgaves af Meursius i Leiden 1628. - I Falsters eget exemplar af bogen er tilskrevet i marginen: Sammenlign Casauboniana p. m. 11. - Om dette skrift se note j i XII. discurs.

✂ m) Pave Gregor den store (590-604). Med det usædvanlige tilnavn Dialogus benævnes han måske her som forfatter af dialoger.

✂ n) Johannes fra Damaskus, græsk teolog (dogmatiker) i 8. årh.

✂ o) L. III. H. E. c. 32. - Det er atter Eusebios' kirkehistorie der citeres.

✂ p) Kyrillos, patriark i Alexandria 412-44. - Hieronymus, navnkundig kirkefader, død 420.

✂ q) Apol. c. 21. - Om Tertullian og hans Apolo geticus se note g ovenfor samt XIII. discurs note v.

✂ r) Se om denne II. discurs note f; om det her citerede skrift note o i XIII discurs.

✂ s) Marcus Antoninus er den navnkundige filosofkejser Marcus Aurelius Antoninus (161-80), Alexander Severus en for sit retsind bekendt romersk kejser (222 -35). - I Falsters eget exemplar af bogen er tilskrevet i marginen: Lampridius i Al. Severo om det Tempel som denne havde villet rejse for Christo, efter Hadriani Forehavendes Exempel. - Om Ælius Lampridius se note c til XIX, discurs.

XXV. DISCURS.

✂ a) Flavius Vopiscus var en romersk historieskriver på Constantin den stores tid, der skrev om en række af kejserne fra den nærmest forudgående tid. Han regnes for en af de betydeligste af de senere kejserbiografer, de såkaldte scriptores historiæ Augustæ, uden dog at kunne kaldes nogen fremragende skribent. - M. h. t.

✂ den i det følgende omtalte skik at holde bogmarked i kirkerne skal bemærkes, at den aflagdes i Frue kirke i København 1658 (Bircherods dagbøger s. 8), men holdt sig længere i provinsbyerne (Bircherod s. 131).

✂ b) Titlen på dette skrift hentyder til den græske skeptiske filosof Timon fra Flius i 3. årh. f. Chr., der skrev spottedigte (»siller«, et ord som genfindes i bogens titel). - Capperonnier var en med Falster samtidig fransk lærd, bosat i Paris. - I de oftnævnte latinske randgloser bemærkes (hvad der forøvrigt fremgår af Falsters egen følgende tekst), at P. B. betyder Peter Burmann, en kendt hollandsk filolog (1668-1741), der navnlig udgav en mængde latinske digtere.

✂ c) Falster sigter naturligvis her til folkevisen om Holger Danske og Burmand og hentyder dermed tillige til den ovennævnte Peter Burmann. Burmand er folkevisens danske omtydning af den franske heltedigtnings Burnamont. Ordet kæmpestrid står på Græsk ([x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x]). I fejden med Burmann havde Holberg allerede Febr. 1727 påtaget sig Holger Danskes rolle (Epistola Holigeri Dani ad Burmannum). Om hele denne fejde må henvises til Bruuns art. i Danske Saml. I,1-23, hvor også en latinsk tale af F. mod B. findes.

✂ d) Falster nævner her navnene på en række tapre Romere. Om Manlius'er se XXIII. discurs note q. Med Corvinus'er sigter F. vel især til Messala Corvinus, romersk taler og mæcen, som deltog i borgerkrigen efter Cæsars død; med Dentatus'er til Manius Curius Dentatus, som slog kong Pyrrhus af Epirus år 275 f. Chr. Scipionerne er velkendte; af den romerske slægt Opimius er den mest kendte Gajus Gracchus' modstander Lucius O. i slutningen af 2. årh. f. Chr.

✂ e) Englænderen Robert Molesworth udgav 1693 skriftet »An account of Denmark as is was 1692«, hvori han (på grundlag af selvsyn) rettede et meget skarpt og i mange måder noget overdrevet angreb på den danske regering og hele dens styresæt.

✂ f) Sueton. in Calig. c. 20. - Om Suetonius og hans fortælling om Caligula og retorerne i Lyon se V discurs note d.

✂ g) Joh. 1,47. - Skriftstedet anføres på Græsk.

✂ h) Camera obscura eller mørkt kammer består som bekendt af et mørkt rum med en eneste lille åbning; på en flade lige overfor denne dannes et billede.

✂ i) Thomas Bartholin, navnkundig dansk læge (1616 -8o), rejste i udlandet 1637-46 og blev blandt andet 1645 dr. med. i Basel. - Christian Nold, dansk teolog og orientalist (1626-83), studerede i udlandet 1654 -60. - Den navnkundige danske læge, samler og oldgransker Ole Worm (1588-1654) sendtes allerede som dreng til udlandet at studere og tilbragte næsten al sin tid fra 1601-13 ved universiteter i Tyskland, Frankrig og Italien. Også han blev dr. med. i Basel. Alle de nævnte forskere vedligeholdt også som professorer ved Københavns universitet deres livlige forbindelser med udlandets lærde verden.

✂ j) Blandt de som bogsamlere kendte adelsmænd tænker Falster rimeligvis særlig på Lavrids Ulfeld (d. 1659), Just Høg (d. 1694), rigshovmester Joakim Gersdorf (d. 1661), hvis biblioteker helt eller delvis indlemmedes i det kgl. bibliotek; endvidere på Holger Rosenkrans den lærde (d. 1642) samt flere andre af samme slægt, og på rentemester Kristoffer Valkendorf (d. 1601). - Blandt de lige ovenfor nævnte adelsmænd, der i al almindelighed ivrigt fremmede studeringerne herhjemme, tænker Falster sikkert bl. a. på kansleren Johan Friis (d. 1570) og de to kanslere af navnet Christian Friis (d. 1616 og 1639); endvidere på kansleren Nils Kås (d. 1594), på den lærde holstener Henrik Rantzau, statholder i hertugdømmerne (d. 1598) og flere andre medlemmer af samme slægt; på ovennævnte Holger Rosenkrans og flere af hans slægt; på historieskriveren rigskansler Arild Huitfeld (d. 1609), på kanslerne Christen Thomesen Sehested (d. 1657) og Peder Reedtz (d.

✂ 1674), og på den nævnte rigshovmester Joakim Gersdorf.

✂ k) Blandt alle de nævnte adelige skribenter er Arild Huitfeld og Tyge Brahe velkendte; Falk og Erik Brahe var den sidstes brodersønner; den første udgav 1602 i Basel en latinsk tale om forsynet; rigsråden Jakob Ulfeld (d. 1593) forfattede en beskrivelse over sin uheldige sendefærd til Rusland og en kort Danmarkshistorie; Cornelius Lerche var astronom og Falsters samtidige; Korfits Rosenkrans (d. 1653) var juridisk forfatter; rigsråden Jørgen Rosenkrans (d. 1596) efterlod sig en levnedsbeskrivelse; Falster tænker dog snarere på hans navne, hovmester på Sorø akademi og forstander på Herlufsholm, teologisk forfatter, d. 1675; Gunde Rosenkrans (d. 1675), rigsråd, var lærd teolog, mest kendt for sine politiske skrifter og sammenstød med enevælden; Jakob Rosenkrans (d. 1668) var søn af Gunde R. og udgav nogle- lov- og ligtaler; Holger Rosenkrans den lærde (d. 1642), rigsråd, teologisk (og juridisk) forfatter, var navnkundig som lærd skribent og bogsamler; Korfits Trolle (d. 1684) var forstander på Herlufsholm; Otto Skeel (d. 1696), geheimeråd, var forfatter af latinske historiske skrifter; Otto Krag (d. 1666), rigsråd, var juridisk forfatter, mest kendt som adelspartiets fører 1660; Axel Gyldenstjærne (d. 1603) skrev bl. a. Syvårskrigens historie; Knud Gyldenstjærne (d. 1552) digtede salmer; måske tænker Falster også på hans navne, der som bisp i Odense skrev fortalen til Jørgen Sadolins udgave af Luthers lille katekismus (1532); Henrik Gyldenstjærne, landkommissær i Skåne, udgav 1635 en rimet oversættelse af Jesu Siraks bog; Jens Bjelke (d. 1659), norsk kansler, udgav rimede (!) lovglossarer og bibelske huskerim; Axel Arenfeld (d. 1647) var sekretær i Danske kancelli, senere forlenet med Giske i Norge; Jens Bille (d. 1575) var lensmand på Guiland; Erik Krabbe (d. 1564), rigsråd, oversatte bl. a. Jydske lov på Højtysk og gjorde forarbejder til en almindelig 320 lovbog; Mogens Fnis (d. 1675), senere greve til Frijsenborg, udgav bl. a. 1643 en latinsk lovtale over Sorø; Markus Gjøe (d. 1698) var statsminister, forstander på Herlufsholm m. m. og en højt anset mand, udgav bl. a. en latinsk tale om gode love; Stygge Høg (d. efter 1682) var landsdommer på Låland og udgav flere mindre latinske skrifter; Peder Lange (d. 1661) var landsdommer i Nørrejylland; Kristian Urne (d. 1669) udgav flere latinske taler; Henrik Rantzau (d. 1598), statholder i hertugdømmerne, var navnkundig som storstilet bogsamler, mæcen og forfatter bl. a. af astrologiske, historiske og geografiske skrifter; måske tænker Falster også på hans sønnesøn og navne, rigsråd, der 1669 udgav en dagbog fra en rejse i Orienten; Knud Sehested udgav 1657 latinske taler holdte på Sorø akademi; kansleren Kristen Thomesen Sehested (d. 1657) var mæcen, bogsamler og salmedigter; hans fader Thomas Sehested døde 1609; Ulrik Kristian Gyldenløve, Kristian 4.s søn med Vibeke Kruse, d. 1658, var i 1642 kun tolv år gammel.

✂ l) Cap. 37. - Dialogen om talerne (de oratoribus) er et anonymt latinsk værk fra begyndelsen af 2. årh. e. Chr.

✂ m) Navnkundig fransk hærfører (1653-1734), der navnlig udmærkede sig i den spanske arvefølgekrig. - Herhen hører sikkert en fodnote: Ann. 1726, der mangler sit henvisningstegn i teksten, men sikkert må henføres til ordene: nu for nylig.

✂ n) De Tr. An. cap. 1. - Om Seneca se VIL discurs note b. Det her citerede skrift er dialogen: Om sjælens ro (de tranquillitate animi).

XXVI. DISCURS.

✂ a) Om Lactantius se note f i II. discurs. - Han er Falsters yndling blandt kirkefædrene, sikkert på grund af sit polerede sprog og sin klassiske dannelse.

✂ b) I de latinske randgloser oplyses, at Falster sigter 321 til Urban Jensen Bloch, senere præst 1 Ål (V. Home h. Ribe a.) 1725-34.

✂ c) Den tyske klassiske filolog Cellarius (1638-1707) er særlig kendt som lexikograf; Falster havde 1717 udgivet et supplement til hans latinske lexikon.

✂ d) Se om denne XVI. discurs note t.

✂ e) Arianisme er som bekendt den alexandrinske presbyter Arios' (d. 336) lære om treenigheden, der bl. a. gik ud på at Christus var skabt af faderen og derfor ikke væsensfælles med ham; de orthodoxe stemplede dette som vranglære.

✂ f) Theofilos af Antiocheia, kristen apologet, var bisp i Antiocheia fra 168 e. Chr. - Som citatet viser, er det kun i uegentlig forstand, T. taler om treenigheden, der jo først af kirkeforsamlingen i Nikaia (325) fast sloges som dogme.

✂ g) Lib. II, c. 23., p. 149. - Citatet anføres på Græsk og oversættes på Latin. Den danske oversættelse er udført efter Falsters latinske, der dog ikke dækker originalen helt; i denne står: Treheden af Gud, hans ord og hans visdom.

✂ h) Den navnkundige kirkefader (c. 340-420).

✂ i) Herom må henvises til X. discurs, se navnlig note h. - I Falsters eget exemplar af bogen er i marginen tilskrevet: Lactantii Platoniséren, se Om Socratis Gud p. m. 4 ... -

✂ j) Der sigtes til Davids salmer 1,5-6: Derfor skulle de Ugudelige ikke bestaa i Dommen, ej heller Synden i de Retfærdiges Menighed; thi Herren kender de Retfærdiges Vej; men de Ugudeliges Vej skal forgaa.

✂ k) Novatianere, tilhængere af Novatianus (c. 250), der hævdede en langt strængere kirketugt end de ledende kirkemænd; Valentinianere, tilhængere af Gnostikeren Valentinus i 2. årh., der i stort omfang indblandede græsk spekulation i kristendommen; Markioniter, tilhængere af Gnostikeren Markion i 2. årh., der bl. a. opfattede det gamle testamentes Gud som et 322 lavere væsen end den i Kristus åbenbarede; Anthropianere eller Anthropomorphiter er sådanne, som tillægger Gud legemlige egenskaber; her menes særligt tilhængere af en Østerlænding Audios, der levede i begyndelsen af 4. årh. e. Chr.

✂ l) I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet i marginen: Sammenlign Cyprian, Om Afgudernes Forfængelighed IV,7, p.... - Om kirkefaderen Cyprian se VII. discurs note l. - Det anførte vers i texten er efter dr. H. Ræders meddelelse af Vergils Georgica III 491. - Visse af Romernes præster, de såkaldte haruspicer, spåede som bekendt af offerdyrenes indvolde. - Stedet er typisk for oldkirkens opfattelse af de hedenske guder som dæmoner.

XXVII. DISCURS.

✂ a) De latinske randgloser melder her: Denne Ven er opdigtet for at skaffe Materie til Discursen, - Hele stykket må jo forøvrigt betragtes i lys af den store litterære strid i Frankrige i slutningen af 17. årh. mellem Perrault og Boileau m. fl. om Antikens eller det moderne Frankrigs fortrin og skaffer Falster lejlighed til i en halvt ironisk form at give sine blandede følelser for Frankrig udtryk i en fremstilling, der både ånder uvilje og beundring.

✂ b) Stoïkerne troede på jordens fornyelse efter en verdensbrand.

✂ c) L, II, c. 2. - Om Quintilian se V. discurs note I.

✂ d) Dette ord står på Græsk ([x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x]).

✂ e) Geografen Strabon levede på Christi tid. - Den følgende tale er naturligvis delvis ironisk ment.

✂ f) Af de nævnte franske lærde var Jean Picard astronom (1620-82); Henri Estienne (Stephanus) en højt anset klassisk filolog og bogtrykker (1528-98); Joachim Périon, d. 1560, filolog og teolog, har oversat 323 en mængde, for en stor del græske bøger og skrevet teologiske og kirkehistoriske værker.

✂ g) Strab. L. IV, p. 273.

✂ h) Part. IV. - Falsters skrift Memoriæ obscuræ udkom i Hamborg 1722; det er en udvidelse af en tillægsafhandling (1719) til hans i 1718 udkomne Quæstiones Romanæ.

✂ i) Lib. V, c. 12. - Det er Cæsars Gallerkrig, der citeres.

✂ j) L. V, c. 2. - Athenaios var en græsk grammatiker c. 200 e. Chr. - Ordet Museum står selvfølgelig her i sin oprindelige betydning af: Musernes hjemsted.

✂ k) Kynosarges, Lykeion og Akademiet var de vigtigste gymnasier (idrætspladser) i det gamle Athen; i disse havde som bekendt også de forskellige filosofiske skoler deres tilhold: Kynikerne i Kynosarges, Peripatetikerne i Lykeion, Platons elever i Akademiet. Stoikerne havde navn efter den brogede Stoa (søjlehal) i Athen. - Kranion var en idrætsplads i Korinth. - Tarsos ligger i Kilikien (Lilleasiens sydkyst), de tre andre byer på Lilleasiens vestkyst og de tilstødende øer.

✂ l) De fleste af disse akademier består som bekendt endnu (Académie française; A. des inscriptions et belleslettres; A. des sciences; A. des beaux-arts, sammensmeltet af A. de sculpture et de peinture og A. d'architecture; A. des sciences morales et politiques, der dog i sin nuværende skikkelse først organiseredes under Revolutionen; A. nationale de musique, navnet på den store opera i Paris; desuden de fleste af akademierne i provinsbyerne).

✂ m) Den kendte enehersker i Athen, d. 527 f. Chr.

✂ n) L. V, c. i. - Om Athenaios se note j. Filosofen Theofrastos (c. 372-287 f. Chr.) var Aristoteies' vigtigste discipel. - Citatet anføres af Falster på Græsk og oversættes på Latin.

✂ o) Der menes tilhængere af filosoferne Diogenes, Antipatros og Panaitios.

✂ p) Prytaneion var i Athen og andre græske stæder rådets bygning, hvor byens arne fandtes, og hvor fortjente mænd bespistes på offentlig bekostning.

✂ q) L. XV, c. 2. - Om Gellius se I. discurs note g.

✂ r) V. Morhof. Polyh. L. I. c. XIV, p. 147 sq. - Om Dan. Georg Morhof og hans Polyhistor se note s til XIV. discurs.

✂ s) Plutarch in Vita Pomp. p. 641. Gell. XVIII, 2, 13. - Om Gellius se I. discurs note g, om Plutark V. discurs note f. Det er hans Pompejus' levned, Falster her citerer. - Mitylene var en by på øen Lesbos ved Lilleasiens vestkyst.

✂ t) Med Casanova menes den franske lærde Pierre de Caseneuve, f. i Toulouse 1591, d. 1652, der bl. a. har skrevet om oprindelsen til det franske sprog. - I Falsters eget exemplar er her i marginen tilskrevet: Sammenlign Sak. (?) Bibl. Libr. Nov. p. 10 om Perserkongen Kheder Kan, som var til Stede ved Poëternes academiske Øvelser og førte Forsædet fra et ophøjet Sted.

✂ u) Lib.I,c.ult. (d.v.s.1.bog, sidste kapitel). - Vellejus Paterculus var en romersk historieskriver i 1. årh. e. Chr., hvis Historia Romana udgaves år 30 e. Chr.

✂ v) Lactant. III, 17, 19. - Om Lactantius se note f til II. discurs.

✂ x) I Falsters eget exemplar af bogen er her i marginen tilskrevet: Græske Finesser, i hvilke Maximinus, i hvilke Aurelii Søster siges at være opdragne hos Capitolinum i Maximino c. 3. - Maximinus Thrax var romersk kejser 235-38. Om hans biograf Julius Capitolinus se note p til X. discurs, y) Theophilus Institut. Lib. I. - Theophilus var en af de jurister, der redigerede det under Justinian (527-65) udarbejdede Corpus juris og navnlig var med til at udgive Institutiones, en lærebog i Romerretten. - Citatet anføres på Græsk og oversættes på Latin.

✂ z) Chil. VII, Hist. CXXX. - Johannes Tzetzes var en byzantinsk litterat i 12. årh., der bl. a. skrev det her citerede læredigt Chiliades. - Citatet anføres på Græsk og oversættes på Latin.

✂ æ) Cap. VI. - Svenskeren Georg Wallin (1686- 1760) var professor i Upsala og blev siden superintendent på Gulland; han udgav skrifter om øens historie og om nordiske antikviteter. Han havde studeret nogle år i Paris; hans her anførte skrift om det lærde Paris udkom i Nürnberg 1722.

✂ ø) I Falsters eget exemplar er her tilskrevet i marginen: Derfor siger Marius i Den Jugurthinske Krig c. 85: Jeg har ikke gaaet i Skole hos Grækerne. - Det er Sallusts Jugurtha, der citeres.

✂ aa) P. 34-49. - Det nævnte skrift, Quæstiones Romanæ, omhandlende romersk litteraturhistorie, udgav Falster 1718; jfr. note h.

✂ ab) Académie française stiftedes 1635.

XXVIII. DISCURS.

✂ a) Ifølge de latinske randgloser, der ofte er citerede, sigtes der til købmand Jens Baggesens enke. - Rådmand Jens Lavrids Baggesen døde 1702, 52 år gl.

✂ b) Ifølge samme kilde en hr. Eenholm. - Den skønne Alexis er forøvrigt en af personerne i Vergils Bucolica (Ecl. 2), der for sin skønheds skyld er genstand for hyrden Corydons attrå. Vergils egen yndlingsslave hed ligeså.

✂ c) Ifølge samme kilde Falster selv - hvad man da efter hele sammenhængen heller ikke tvivler om.

✂ d) Valer. Max. VI ,7, 1. - Om Valerius Maximus se IV. discurs note t. Han fortæller på det anførte sted, at Scipio Africanus den ældres hustru Tertia Æmilia var så overbærende mod sin berømte mand, at hun lod som om hun var uvidende om hans kærlighed til en af 326 hendes tjenestepiger, og endog efter hans død frigav hende og lod hende ægte en frigiven.

✂ e) V. Syrian. ad Hermog. p. 101. - Syrianos var en nyplatonisk filosof i 5. årh. e. Chr., der bl a. har skrevet den her citerede kommentar til den græske rhetor Hermogenes' skrifter. Denne sidste levede i 2. årh. e. Chr. - Montanister var tilhængerne af Montanos (c. 150 e. Chr.), der optrådte som »Parakleten« (Talsmanden) og prædikede en stræng verdensforsagelse og kirketugt. - Om Novatianere se XXVI. discurs note k.

✂ f) Valer. Max. II,1, 3. - Om Valerius Maximus se IV. discurs note t.

✂ g) I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet en henvisning til Gruters Indskriftværk p. CCCV, N. 2. Jfr. om dette IV. discurs note b.

✂ h) I Falsters eget exemplar af bogen er her i marginen tilskrevet: Conf. Caranz. Concil. p. m. 56. NB. Boehmer, Institut. Juris Canon. p. m. 607. - Den spanske prælat Bartolomé Carranza udgav 1546 i Venezia det her anførte værk: Summa conciliorum et pontificum, om paver og kirkemøder. - Justus Henning Böhmer (1674-1749) var professor i Halle og en meget frugtbar juridisk forfatter.

✂ i) V. Edm. Marten. P. II. L. I. de Rit Eccl. pag. 599. - Det her citerede værk om kirkeritualet skyldes den lærde franske Benedictiner Edmond Martene (1654-1739). - Om Tertullian se XIII. discurs note v.

✂ j) Se XXVI. discurs note h.

✂ k) Den navnkundige græske kirkefader Johannes Chrysostomos (Gyldenmund), død 407.

✂ l) Lib. III de Benef. c. 16. - Om Seneca se VII. discurs note b. Det er hans skrift om velgærninger (de Beneficiis), som Falster her citerer. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilføjet i marginen: Hidhen hører Concil. Neocæsar. c. 7. p. m. 57, 327 se Carranz. Concil. - Om dette sidste skrift se note h. Neocæsarea er en by i det østromerske rige.

✂ m) Om Juvenal se note o til II. discurs.

✂ n) Strabo L. XI, p. m. 790, & Ælian. H. V. Lib. IV, c. 1. - Om geografen Strabo se XIV. discurs note t, om Ælian og hans Varia historia se II. discurs note p. - Derbikerne boede ved floden Oxus' udløb i det kaspiske hav. - I Falster eget exemplar af bogen er efter henvisningen til Ælian tilføjet ordene; hvor der forkert læses Barbiakai (det sidste ord med græske bogstaver).

✂ o) Foro må nødvendigvis rettes til toro; således også rettet i Falsters eget exemplar af bogen.

✂ p) Genes. (1. Mosebog) III,16.

✂ q) Den nævnte lov foresloges af konsulerne M. Papius Mutilus og hans kollega Poppæus på Augustus' tid for at fremme ægteskabernes tal. Jfr. Tacitus' Annales 3,24-28.

✂ r) V. Gell. XVI,7 - Om Gellius se note g til I. discurs. - Decimus Laberius (105-43 f. Chr.) var forfatter af mimer (grovkornede lystspil), hvoraf lidet er bevaret.

✂ s) Apul. Apolog. p. m. 262. - Om Apulejus se note b til XII. discurs. Den her citerede apologi er et forsvarsskrift mod hans hustrus familie, der påstod, at han havde vundet hende, en velhavende enke, ved trolddom.

XXIX. DISCURS.

✂ a) I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet i marginen: Om Spøgelser i Bjærgværker se Morh. (d.v.s. Morhofs Polyhistor) T. II p. 280, og Heningii Muhamedanus Precans [p. .] 87. - Om orientalisten Henning Henningii fra Husum, der har skrevet den anførte bog (»den bedende Muhamedaner«), se XIII. discurs note g; om Morhofs Polyhistor XIV. discurs note s.

✂ b) Matth. XIV, vs. 26. - Luc. XXIV, vs. 37.

✂ c) Vs. 39. - I Lukas' evangelium 24,39 læses: Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og ser; thi en Aand har ikke Kød og Ben, som I ser at jeg har,

✂ d) II, 25. - Citeringen er mangelfuld; stedet findes i 2. Makkabæernes bog 3,25. Det er da Heliodorus vil røve tempelskatten, at den »forfærdelige rytter« uddriver ham af templet.

✂ e) Valer. Max. I,1, 8. - Om denne se note t til IV. discurs.

✂ f) Id. ib. ex t. 7 (d.v.s. sammesteds i slutn. af 7. kap.). - Digteren Simonides fra Keos levede 556-468 f. Chr. Det her berørte sagn er bl. a. digterisk behandlet af Christian Winther (»Sangeren Simonides«).

✂ g) Flor. IV, 7, 8. - Publius Annius Florus, romersk rhetor i 2. årh. e. Chr., har efterladt en kortfattet Roms historie i 2 bøger, væsentlig uddraget af Livius.

✂ h) Lib. VII, ep. 27. - Om Plinius den yngre og hans breve se note a til VII. discurs.

✂ i) Sadducæerne nægtede som bekendt opstandelsen og udødeligheden, i modsætning til Farisæerne. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet en henvisning til et jødisk værk, der dog ved bogens beskæring er blevet uforståelig.

✂ j) II,14, 4. - Om Lactantius se IL discurs note f, om hans meninger om englene X. discurs note h, jfr. XXVI. discurs note i.

✂ k) Laërt. L. VIII, § 3 2, p. m. 5 i 4. - Om Diogenes Laërtius se note d til II. discurs. Citatet anføres på Græsk og oversættes på Latin.

✂ l) Den berømte læge og naturforsker på Renaissancetiden (1493-1541).

✂ m) V. Morhof. Polyh. Philos. L. II, P. l, c. IX, p. 313. - Om dette skrift se XIV. discurs note s. - Om filosofen Campanella se note g til XII. discurs.

✂ n) Vergils Georgica III, 491.

✂ o) XII,15. - Det er menigheden i Jerusalem, der siger således, da den ikke vil tro dørvogtersken, der fortæller, at den fængslede Peter står udenfor døren.

✂ p) I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet en henvisning til et hebraisk værk, der dog ved bogen beskæring er bleven uforståelig.

✂ q) P. I, c. 18, p. 243. - Abraham Ecchellensis var en syrisk lærd, d. 1664. Han levede væsentlig i Italien og Frankrig og efterlod sig historiske og teologiske værker samt oversættelser af arabiske skribenter. - Abu Muhammed Kasim Hariri er en af de navnkundigste arabiske forfattere (1054-1122), som bl, a. har efterladt sig en betydelig novellesamling.

✂ r) II,2, 6. - Om Lactantius se II. discurs note f. Den nævnte overtro er som bekendt en levning af ældgammel folketro om dødningens fortsatte liv i selve graven.

✂ s) I. Sam. 28,12. - Der sigtes til beretningen om heksen i Endor, der maner den afdøde Samuel frem for kong Saul,

XXX. DISCURS.

✂ a) Ifølge de latinske randgloser hed han Søren Christensen.

✂ b) Catullus var en berømt romersk digter (87-54 f. Chr.). - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet en henvisning til Terents' Hecyra, men verstallet er bortfaldet ved bogens beskæring.

✂ c) Ifølge de latinske randgloser i en dal i nærheden af Varde.

✂ d) I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet: NB. A. E. (d.v.s. Acta Eruditorum) 1717 p. 497 om Forældre-Myndigheden. - Om Acta Eruditorum se VI. discurs note a.

✂ e) Herved forstås Romerretten i udvidet forstand, 330 tillæmpet ved fortolkning og praxis og anvendt på andre end de egentlige romerske borgere (for hvem den borgerlige ret, jus civile, i modsætning til jus gentium, folkenes ret, var gældende). - Begrebet må ikke forveksles med det moderne begreb Folkeret.

✂ f) Instit. Lib. I, Tit. 10. - Romerretten i dens af kejser Justinian (527-65) givne skikkelse (Corpus juris Justiniani) bestod ikke alene af den egentlige samling af forordninger (Pandectæ el. Digestæ), men også af en lærebog i retssystemet (den her citerede Institutiones), som der også blev tillagt lovskraft.

✂ g) Evripides, den navnkundige græske tragediedigter (484-406 f. Chr.). - Andromache, Hektors hustru, tilfaldt efter Trojas indtagelse Achillevs' søn Neoptolemos som krigsbytte; om hendes skæbne i hans hus handler E.s tragedie. - Citatet anføres på Græsk og oversættes på Latin, men ikke rytmisk.

✂ h) V. Puffend. de J. N. & G. L. VI, Cap. II, § 14, p. m. 924. - Det er den navnkundige tyske statsretslærde Samuel Pufendorfs (1628-89) hovedværk De jure naturæ et gentium, om natur- og folkeretten, som Falster her citerer. Det udkom 1672, mens han var professor i Lund.

✂ i) Lib. II, ad Uxor. p. m. 191. - Om Tertullian se XIII. discurs note v. - Det er hans skrift »til hustruerne«, som F. her citerer.

✂ j) L. I, Inst. IX, § 2. - Om Justinians Corpus juris og den her citerede Institutiones se note f. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet en henvisning til Gellius, som dog er ødelagt ved bogens beskæring.

✂ k) V. Plutarch. in M. Crasso p. 543. - Om Plutark se V. discurs note f. Det er hans biografi af M. Crassus, triumviren (d. 53 f. Chr.), som Falster her citerer.

✂ l) Lib. III, C. XVI, Art. 3. - Det er Christian 5.s Danske Lov, som F. her citerer i Peder Højelses 331 latinske oversættelse, jfr. note b til VI. discurs. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet i marginen: NB. Strabo L. XV p. m. 1024 et not. n. 5. - NB. Frodes Lov hos Saxonem V Bog, p. m...., hvilken tilstod Kvinderne fri Raadighed over deres Giftermaal, paa det de ej skulde tvinges til Bryllup, etc. - Om Strabo se XIV. discurs note t. - Det er meget sjældent, at Falster citerer Sakses Danmarkskrønike.

✂ m) Der sigtes til den romerske feltherre Titus Manlius Torquatus i 4. årh. f. Chr., som år 340 lod sin egen søn henrette, da han mod faderens forbud havde indladt sig i tvekamp med en Latiner under krigen med disse og overvundet ham.

✂ n) Declamat. CCLVII. - Om Quintilian se V. discurs note 1. De såkaldte deklamationer (øvelsestaler), som er bevarede under hans navn, skyldes dog næppe ham personlig. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet i marginen et vers af Plautus: Plaut. Stich. I,2, 82:

✂ Kun Taabe gaar paa Jagt med Hund, som ej vil bide;
Paa tvungen Ægteviv en Mand tør aldrig lide.

XXXI. DISCURS.

✂ a) Ifølge de oftnævnte latinske randgloser magister Hans Been (d. 1708, en ivrig disputator på filosofisk og sprogligt område). Kendte er bl. a. de gravskrifter, som forskellige spøgefugle forfattede over ham; se f. eks. H. J. Helms, Valkendorfs kollegiums historie (Kbh. 1917).

✂ b) Gell. V, 15. - Om Gellius se L discurs note g; om Ennius XXIII. discurs note v; om Neoptolemos note g i XXX. discurs. - Lige ovenfor er neque 332 lecto trykfejl for neglecto, som det ses af Falsters eget exemplar af bogen.

✂ c) III, 18, 5. - Om Lactantius se II. discurs note f. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet i marginen: Saaledes som adskillige ved Hegesiæ Veltalenhed bleve tilskyndede til Attraa efter frivillig at søge Døden. Val. Max. VIII,9, ext. 3. - Se om denne note t til IV. discurs. Hegesias var en alexandrinsk filosof i 3. årh. f. Chr.

✂ d) Om Zenon se II. discurs note i; Kleanthes (c. 300-220 f. Chr.) var hans betydeligste discipel, medens Chrysippos (280-206 f. Chr.) atter efter ham overtog ledelsen af den stoiske skole i Athen. Empedokles var en ældre græsk naturfilosof (i 1. halvdel af 5. årh. f. Chr.), der siges at have endt sine dage ved at springe i Ætnas krater. - Cato den yngre dræbte sig i Utica i Nordafrica år 46 f. Chr. for ej at falde levende i Cæsars hænder. Kort inden sin død læste han Platons Faidon. - Kleombrotos var en akademisk filosof fra Ambrakia i det sydlige Epirus.

✂ e) II, 6, 8. - Om Valerius Maximus se note t til IV. discurs.

✂ f) P. m. 987. - Om Herakleides fra Pontos og hans skrift [x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x] se XXIII. discurs note j. - Keos er en af Kykladerne, i nærheden af Attika; Kos el. Koos er en ø ved Lilleasiens sydvestlige kyst.

✂ g) Der kan vel næppe menes den kendte Sextus Pompejus, søn af Pompejus »den store«, der døde 36 f. Chr.; Valerius Maximus selv skrev først under Tiberius.

✂ h) Cap. 3. - Slutningen af Ciceros skrift om staten (de republica, skrevet år 54 f. Chr.) udgøres af den såkaldte Scipios drøm, der handler om hvorledes P. Scipio Africanus d. y. (d. 129 f. Chr.) i søvne får besøg af sin farfader af samme navn, der åbenbarer ham universets indretning og forsynets virksomhed.

✂ i) III,19, 6. - Om L. se note f i II. discurs.

✂ j) L. XIII. V. H. cap. 20. - Om Ælian og hans 333 her citerede Varia historia se note p til II. discurs. - Citatet anføres på Græsk og oversættes på Latin.

✂ k) Pythagoras fra Samos var en navnkundig græsk filosof i 6. årh. f. Chr. - Hekataios fra Milet var den vigtigste af historieskriveren Herodots forgængere (c. 500 f. Chr.). - Olympos er en sagnfigur, Marsyas' lærling, der særlig lagde sig efter fløjtespil.

✂ l) L. XV, p. m. 1039. - Om Strabon se XIV. discurs note t.

✂ m) I, c. 3. - Om Gellius se L discurs note g. - Chilon var en af de »syv vise« i Grækenland. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet i marginen: Conf. Senec. de Vita beata (om et lykkeligt liv) c. 22, et Sveton. in Vespas. Fil. c.... - Det er Svetons Titusbiografi, som F. her citerer. Om Seneca se VIL discurs note b; om Sveton V. discurs note d.

✂ n) L. 23, p. 490, & 37, p. 549. - Ammianus Marcellinus var en romersk historieskriver (c. 330-400 e. Chr.). - Alanerne var et rytterfolk i Sydrusland, som ved Hunnernes indfald 375 sluttede sig til disse. - Parthernes hjemstavn var i det nuværende Chorasan; i 3. årh. f. Chr. grundede de det store erobringsrige, der i sin velmagt strakte sig fra Evfrat til Indus og 226 e. Chr. afløstes af det nypersiske.

✂ o) L. VI de B. J. cap. 14. - B. J. er trykfejl for B. G.; der menes Cæsars skrift om Gallerkrigen (de Bello Gallico). - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilføjet en henvisning til Holb. J. N. (d.v.s. Holbergs Jus Naturale) p. 40. Det er et af de få steder hvor Falster citerer Holberg.

✂ p) L. III, c. 2. - Pomponius Mela var en romersk geograf, som på Caligulas eller Claudius' tid udgav en verdensbeskrivelse (chorografi) i 3 bøger.

✂ q) Tom. II Opp. p. 1 107. - Om Plutark se V. discurs note f. - Citatet anføres på Græsk og oversættes på Latin. - I Falsters eget exemplar af 334 bogen er her tilskrevet i marginen: Sallus t B. Catil. cap. 51: Efter Døden gives der hverken Bekymring eller Glæde; hvilket Cæsar udsagde, og hvortil Cato svarede, p. 52, n. 13. - Det er Sallusts skrift om Catilina, der citeres. Jfr. XI. discurs note 1.

✂ r) Lib. VI, § 5, p. m. 319. - Om Diogenes Laërtius se II. discurs note d; Antisthenes, Sokrates' lærling, var stifter af den kyniske skole. - Citaterne anføres på Græsk og oversættes på Latin.

XXXII. DISCURS.

✂ a) I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet en henvisning til Gruters Indskriftværk p. LXXIX. Se om dette IV. discurs note b. - Med »hin satyricus« sigtes efter dr. Ræders oplysning til Juvenal I,7.

✂ b) Juv. Sat. VIII, vs. 235. - Om Juvenal og hans satirer se note o til II. discurs.

✂ c) Homer. II. V, 57. - Henvisningen står i texten to linjer for langt nede, og Falster citerer galt; der menes Iliaden III,56-57:

✂ Dog, forknyt er Troernes folk, forlængst var du ellers klædt i en kjortel af sten for al den fortræd, du har [Wilsters oversættelse.] voldt OS.

✂ »Klædt i en kjortel af sten« betyder dog her slet og ret: »stenet«.

✂ d) VII,4, 5. - Om Cornelius Nepos og hans biografier se note m til VI. discurs.

✂ e) Af denne athenske slægt toges præsterne for gud' inden Demeter i Elevsis.

✂ f) L. III, c. 7. - Julius Pollux var en græsk grammatiker fra slutningen af 2. årh. e. Chr., hvis hovedværk, Onomastikon, er en ordbog over attiske navne og udtryk. - Han citeres på Græsk og oversættes på Latin.

✂ g) Cap. XV, § 14. 15. - Om Joh. Alb. Fabricius se XVI. discurs note k.

✂ h) II,6. - Om Gellius se note g til I. discurs.

✂ i) Cap. III,3 sq. - Om Lactantius se II. discurs note f.

✂ j) Cap. ult. (sidste kapitel). - Om Sveton se V. discurs note d. - Curien er navnet på senatets forsamlingsbygning.

✂ k) Cap. ult. p. m. 313. - Ælius Lampridius (jfr. XIX. discurs note c) var en romersk historieskriver på Constantin den stores tid, der bl. a. skrev kejser Commodus' (18o-93) levned. Det er denne, som der menes med Commodus Antoninus. Han er kendt i historien som en slet og grusom regent, der tilsidst faldt som offer for en sammensværgelse. - Ypperstepræsten hed Cincius Severus.

✂ l) P. 360. - Julius Capitolinus var ligeledes en romersk historieskriver på Constantin den stores tid. - Maximinus (Thrax) var en høj romersk officer af thrakisk bondeslægt, der opkastede sig til kejser (235); han var meget fjendtlig stemt mod senatet, der endog opstillede modkejser imod ham; han dræbtes af sine egne soldater (228). - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet i marginen: Se Capitolinum i [Gordi]ano I Cap. 9. - Gordianus III (238-44) afløste M. som kejser; Gordianus I og II var uheldige modkejsere mod Maximinus. I texten er trykfejlen Maximi rettet til Maximini.

✂ m) L. I de B[ello] Pers[ico] c. 5. - Om Prokop se note o i XXIII. discurs. - De to anførte ord citeres på Græsk og oversættes på Latin.

✂ n) IX,2. - Om Gellius se I. discurs note g. - Herodes Attikos var en anset græsk taler og veltalenhedslærer i 2. årh. e. Chr. - Festus, som citeres lige nedenfor, var en samtidig romersk grammatiker. - Om M. Manlius se note q til XXIII. discurs. - I Falsters eget exemplar af bogen er her i marginen tilskrevet en 336 henvisning til Eutrop. (romersk historieskriver i 4. årh. e. Chr.) X. bog p. m. 24 sq(?).

✂ o) VII,20. - Om Gellius se I. discurs note g. - Noia og Capua er byer i Syditalien (Campanien).

✂ p) Den daværende overbibliotekar var teologen professor Hans Bartholin (1720-28, d. 1739), den foregående historikeren professor Hans Bircherod (1712 -20).

XXXIII. DISCURS.

✂ a) Ifølge de latinske randgloser stod bemeldte bryllup i Hvidding sogn (i Tørning len, Nordslesvig), en dagsrejse fra Ribe. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet en henvisning til Nicephor. p. 231 -36. - Om denne se XXII. discurs note j.

✂ b) Florid. p. m. 517. - Om Apulejus og skriftet Florida, der indeholder uddrag af hans taler, jfr. XII. discurs note b. - Falsters ordspil med aratores og oratores er søgt efterlignet i oversættelsen.

✂ c) Horat. II sat. II, vs. 2. - Det er Horats' satirer, Falster citerer. - Stjamp betyder på Jydsk en tåbe.

✂ d) Ifølge de latinske randgloser hr. demens Fogh (sognepræst til Hvidding 1707, herredsprovst, død som emeritus 1763).

✂ e) Hermeneutisk betyder hvad der hører til udlægning og fortolkning (af den hellige skrift).

✂ f) Lib. II, C. IV, Art. i 5 sq. & C. VI, Art. i. 2. - Med Kongeloven menes her Christian 5.s Danske Lov.

✂ g) Sat. XIV, vs. 102. - Om Juvenal og hans 14. satire se II. discurs note o. - I Falsters eget ex emplar af bogen er lidt nedenfor (ved ordene: opbevare i Templet) tilskrevet en henvisning til 2. Kongernes Bog 22,8 sq.

✂ h) V. Nehem. VII,2 sq. - Her står dog intet om Salomons Højsang, men blot om lovens oplæsning, og denne note hører derfor sikkert til den foregående sætning.

✂ i) Cap. I, § XIII, p. m. 6. - Om Moses Maimonides se XXII. discurs note p. Der sigtes rimeligvis til hans skrift Mischne Thora (gentagelse af loven), som han skrev på Hebraisk (1170-80). Hans oversætter Robert Clavering (1671-1747) var biskop i Peterborough i England fra 1729.

✂ j) Lib. XV, p. m. 1639. - Om Strabon se XIV. discurs note t. - Citatet anføres på Græsk og oversættes på Latin. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet i marginen en henvisning til Acta Eruditorum 1718 p. 354. Om dette tidsskrift se XIII. discurs note e. - De sibyllinske bøger gemtes i Jupiters tempel på Capitolium.

XXXIV. DISCURS.

✂ a) Dette var oprettet 1714 med særligt henblik på missionen i Trankebar. - Vajsenhusets fundats udstedtes iøvrigt ikke 1728, men 21. Juli 1727, og det åbnedes 11. Okt. 1727. - Eneret på at trykke danske bibler fik Vajsenhuset først år 1740. - Det lå på Nytorv på det nuværende domhus' plads.

✂ b) Ifølge de oftnævnte latinske randgloser sigter Falster her til hr. Nicolai Wedel, senere sognepræst til Værum og Ørum ved Randers. Denne var ifølge randglosernes udgiver, dr. Kinch, præstesøn fra Rejsby i det nordvestlige Sønderjylland og havde studeret i Halle. Kinch betvivler oplysningens rigtighed, da han næppe kunde kaldes tysk. Dette argument vejer dog næppe meget overfor den kendsgerning, at det store flertal af hertugdømmets præster, også i de rent dansktalende egne, havde tysk uddannelse. - Halle var som bekendt Pietismens hovedsæde i Tyskland.

✂ c) Gell. IX, 15. - Om Gellius se note g til I. discurs.

✂ d) Efter neque må indføjes res (el. lign.).

✂ e) P. m. 9. - Om Codex Theodosianus se XIV. discurs note o. - Justinian (527-65), der er et godt århundrede yngre end Theodosius II, må vel her opfattes blot som substitut for ordene: den kejserlige lovgiver. - I Falsters eget exemplar er her tilskrevet i marginen: At Hedningene ikke have haft nogen Vajsenhuse, lærer Bal[tus] (af Jesu Selskab), Om Hedningernes Moral-Philosophi p. 226; sammenlign Acta Eruditorum 1720 p. 65. - Cl. Baltus (af Jesuiterordenen) udgav 1719 i Strassburg det anførte skrift: Jugement des ss.pères sur la morale de la philosophie payenne; det recenseres i Acta Erud. på det anførte sted. - Om Acta Eruditorum se XIII. discurs note e.

✂ f) Den nederlandske filolog Jan Gruter (1560-1627) udgav 1602-3 sammen med Scaliger sit hovedværk om romerske indskrifter: Inscriptiones antiquæ totius orbis romani, som Falster her citerer.

✂ g) I,8, 10. - Om Plinius den yngre og hans breve se note a til VII. discurs.

✂ h) P. m. 289. - Ælius Spartianus skrev på Konstantin den stores tid levnedsbeskrivelser af flere kejsere, bl. a. af Hadrian (117-38 e. Chr.). - I Falsters eget exemplar af bogen er her i marginen tilskrevet: Nervæ, v. S. Aur. Viet. in Nerv. p. m. 5. - Trajani, v. Diodor. p. m. 7. - Foran henvisningen p. m. 289 skal ifølge samme kilde indføjes: cap. 7. - Nerva var kejser 96-98; Aurelius Victor, hans levnedstegner, levede i 4. årh. Trajan var kejser 98-117. Diodor var en græsk historieskriver på Cæsars og Augustus' tid og kan altså ikke have skrevet om Trajan.

✂ i) Cap. 8, p. 297. - Om Julius Capitolinus se XXXII. discurs note 1. Antoninus Pius var kejser 138 -61. Hans hustru Faustina døde 141.

✂ j) Se om denne note f.

✂ k) Om Ælius Lampridius se note k til XXXII. discurs. - Alexander Severus var kejser 222-35 e. Chr.

✂ l) Lib. I, § 55. - Om denne se note d til II. discurs.

✂ m) Pag, m. 409. - Menexenos er titlen på en af Platons dialoger.

✂ n) V. H. Lib. II, c. 7. - Om Ælian og hans Varia historia se II. discurs note p.

✂ o) Om Herakleides og hans skrift[x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x] se XXIII. discurs note j. - Iassenserne er borgerne i lassus i Karien (sydlige Lilleasien).

XXXV. DISCURS.

✂ a) Ifølge de oftnævnte latinske randgloser sigter Falster her til den teologiske professor Hans Bartholin (f. 1665, d. 1739, professor 1693-1731). Som teolog tilhørte han udpræget den gamle skole. - I Falsters eget exemplar af bogen er tilføjet en henvisning til værkets 3. bd., 5. discurs.

✂ b) Om brugen af ordet Museum for studerekammer se note f til indledningen.

✂ c) En berømt jødisk lovlærd i begyndelsen af 2. årh. e. Chr., der forestod en navnkundig skole i omegnen af Joppe.

✂ d) Sat. VII, vs. 32. - Om Juvenal se II. discurs note o. - Junos fugl er som bekendt påfuglen.

✂ e) Theodoricus Hackspan, evangelisk teolog og orientalist (1607-59), var professor i Altdorf. Med Reinesius menes vel snarest Henricus R., præst i Salza c. 1680, der bl. a. har skrevet Theologia technica; en anden R. ved navn Johan Georg blev 1707 præst ved Jacobskirken i Lybæk og har bl. a. skrevet Commentatio theologica de termino vitæ.

✂ f) L. VI, c. 2. - Falster citerer her den 340 navnkundige engelske filosof Francis Bacon, baron af Verulam (1561 - 1626). Det her nævnte skrift, hvis fulde titel er De dignitate et augmentis scientiarum, udkom 1623 som en udvidet omarbejdelse af et 1605 på engelsk udgivet skrift: Two books on the Proficience and Advancement of Learning divin and human.

✂ g) Lucret. Lib. I,642 sq. - Titus Lucretius Carus, romersk digter (c. 98-55 f. Chr.), efterlod sig et stort naturfilosofisk læredigt i seks bøger »De rerum natura«. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet: NB. Laërt in Diog. p. m. 3 .. - Om Diogenes Laërtius se II. discurs note d. - Ordspillet med Øren og Ører lige inden verset gengiver et do i den latinske text mellem aurum (guld) og aures (øren).

✂ h) Matthias Flacius (Vlacich), navnkundig luthersk teolog (1520-75). - Oversættelse af datidens filosofiske kunstord på Dansk er altid meget vanskelig. Det latinske ord, som Falster bruger, er accidens, d.v.s. en tilfældig,, ikke væsentlig egenskab ved tingene, en betydning der også fremgår af de dertil føjede tillægsord (prædicabilis og prædicamentalis). - obstupescerent (p. 163, I. 17 i den latinske original) er i Falsters eget exemplar af bogen rettet til obmutescerent.

✂ i) Isidor. Orig. I,23, & Præfat. Digg. Tit. I, §13. - Den spanske biskop Isidors (d. 636) værk Etymologiæ el. Origines, som her citeres, var en slags encyclopædisk håndbog. - Digesta, hvis fortale citeres, er navnet på hovedstykket i kejser Justinians (527-65) store lovværk Corpus juris, der indeholder en samling af de retslærdes fortolkninger. Ved kompilationen af disse foretoges omfattende forkortelser, og det er rimeligvis disse, som der sigtes til i texten.

XXXVI. DISCURS.

✂ a) Om dette stykke bemærkes i de latinske randgloser: Indholdet er aldeles opdigtet.

✂ b) Italia, læs Italiæ.

✂ c) P. m. 229. - Ludovico Nogarola, læge i Verona, død 1559, har bl. a. skrifter efterladt sig det nævnte brev om Italienere der har skrevet på Græsk.

✂ d) Nævnelsen af Como i Norditalien i denne sammenhæng beror formodentlig på, at i Oldtiden regnedes Posletten med til Gallien (Gallia cisalpina, på denne side Alperne). Noget lignende gælder den tyske by Trier; den regnedes i Oldtiden med til Gallien.

✂ e) Sat. XV, vs. 111. - Om Juvenal se note o til II. discurs.

✂ f) Virg. Ecl. I,26. - Det er Vergils (70-19 f. Chr.) hyrdedigte (Eclogæ, Bucolica), som Falster her citerer.

✂ g) Agric. XXI,2. - Om Tacitus se VIII. discurs note r. Det er hans skrift om sin svigerfader Cajus Julius Agricola (39-93 e. Chr.), statholder i Britannien, som her citeres.

✂ h) Thomas Sprat, engelsk prælat og poët (1636- 1713), udgav 1667 det her anførte skrift om det kgl. engelske selskabs historie.

✂ i) Citat af M. Annæus Lucanus' (39-65 e. Chr,) digt Pharsalia.

✂ j) Virg. Ecl. III,109. - Om Vergil og hans hyrdedigte se note f.

✂ k) Didymos med tilnavnet Chalkenteros (den utrættelige) var en bekendt græsk grammatiker, der i anden halvdel af 1. årh. f. Chr. virkede i Rom og efterlod sig ikke mindre end 3500 skrifter, mest kommentarer. - Augustinus er den navnkundige kirkefader (353 - 430 e. Chr.); Varro den bekendte romerske antikvar (116-27 f. Chr.); begge meget produktive forfattere.

✂ l) Apul. Apolog. p. m. 263. - Om Apulejus 342 og hans skrift Apologia se XXVIII. discurs note s. Anacharsis, en søn af Skytherkongen Gnuros, skal have været ven med Solon. Han regnes af nogle til de syv vise.

✂ m) Lactant III, 19, 23. - Om Lactantius se II. discurs note f.

✂ n) Der menes naturligvis historieskriveren Sakse, Absalons klerk (Saxo Grammaticus).

✂ o) Den spartanske konge Agesilaos (444-360 f. Chr.), en af Spartas betydeligste hærførere og politikere, var halt og uanselig af ydre.

XXXVII. DISCURS.

✂ a) Ifølge de oftnævnte latinske randgloser er bispen Lavrids Thurah i Ribe, præsten Peder Christensen Winding (til Brørup og Lindknud 1720-54) og patronen kaptajn v. Due (Jørgen Christoffer Due, herre til Sønderskov, Malt herr,, Ribe a., 1701-20).

✂ b) Falster anvender her et græsk ord, der bruges om den der er bestukken til at tie og angiver halssyge som undskyldning.

✂ c) Rit. Eccl. Dan. pag. 201. - Det er Danmark-Norges Kirkeritual af 1685, som Falster her citerer i Peder Terpagers oversættelse. Denne lærde teolog og antikvar var lektor i Ribe og siden præst i Vester Vedsted.

✂ d) Leg. Dan. II, c. III, Art. 8. - Det er Christian 5.s Danske Lov, som her citeres i Peder Højelses latinske oversættelse.

✂ e) De nævnte romerske slægter anføres her som typer på hæderlig og ubestikkelig vandel. Der tænkes bl. a. særlig på Marcus Cincius Alimentus, almuetribun 204 f. Chr., ophavsmand til den Cinciske lov, hvorefter det var forbudt at tage mod gaver for at føre en sag for retten; på Lucius Æmilius Paulus, Makedoniens overvinder 168 f. Chr., kendt for sin uegennytte; på L.

✂ Calpurnius Piso Frugi, almuetribun 149 f. Chr., en mand af stor retskaffenhed og rene sæder; og på de som hærførere og politikere navnkundige Gajus Marius, Gnæus Pompejus og M. Porcius Cato (den ældre og den yngre).

✂ f) Lib. I, Tit. III, l. 29, p. m. 110. - Om codex Theodosianus se note o til XIV. discurs.

XXXVIII. DISCURS.

✂ a) Ifølge de latinske randgloser sigter Falster her til grev v. Rantzau-Oldendorff, Det får stå hen, om der hermed menes grev Ditlev R. (f. 1696) til Arensborg og Oppendorf eller mulig en anden.

✂ b) Declamat. 301. - Om Quintilian se V. discurs note l. De her citerede »deklamationer« er dog ikke af Quintilian selv. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tilskrevet i marginen: De Naucraticis conf. Buxt. Cat. p. 289. Om Joh. Buxtorfs Catalecta se XLIII. discurs note p. Navkratikerne er indbyggerne af byen Navkratis i Vestægypten.

✂ c) Johannes Stobaios, græsk forfatter (fra Stoboi i Makedonien) i 5. årh. e. Chr., har efterladt sig en omfangsrig, nærmest filosofisk antologi.

✂ d) V. Munster. in Deuter. 8. - Falster citerer her en kommentar til 5. Mosebog kap. 8, forfattet af den lærde orientalist Sebastian Münster (1489-1552), professor i Basel, der bl. a. udgav hele den hebraiske bibel med kommentar. - I det følgende skal læses sustentaculo og i steden for dimissis demissis, se Falsters eget exemplar af bogen.

✂ e) V. Ritual. Eccl. Dan. p. m. 31. - Se foregående discurs note c.

✂ f) De Corona p. m. 121. - Om TertuIIian se XIII. discurs note v. Skriftet »om kransen« hører til hans mest kendte. - I Falsters eget exemplar af bogen er her tillige tilskrevet en henvisning til Lactants, 344 Om Forfølgernes Dødsmaader, cap. 30. Om L. se II. discurs note f.

✂ g) IV,27, 1. - Jfr. note f.

✂ h) V. Not. ad Jo. Curopalatæ paginam 809. - De tre græske ord betyder: Jesus Christus sejrer. - Joh. Curopalata elier Scylitzes var en byzantinsk lærd fra Lilleasien, der levede c. 1080 og bl. a. har efterladt en kort byzantinsk historie 811 - 1080.

✂ i) Der sigtes til den kendte legende om Konstantin den stores moder Helena, der fandt Kristi kors og grav og byggede en kirke over den sidstnævnte.

✂ j) Cateches. IV, 10. - Kyrillos var patriark i Jerusalem 351-86; hans mest kendte skrift er de her citerede »katekeser« til brag for de nydøbte. - Falster citerer ham på Græsk og oversætter mod sædvane ikke citatet på Latin. - I Falsters eget exemplar er tilskrevet i marginen: Om Korsets Figur, hvilken hos Hedningene gik for at være et Tegn paa Evigheden, se Dilher. Imago (?) Rituum 1. Bog, p. m. 92, edit. Green (?). - Om Dilherr se note a til XVIII. discurs, om Crenius XXIII. discurs note ab.

✂ k) Der tænkes naturligvis navnlig på Sakses oldsagn, der forekom datidens rationalisme fabelagtige.