↩ Blandt Holbergs samtidige og åndsfrænder indtager uden tvivl Christian Falster den mest fremragende plads, og ved hele sin ejendommelige og selvstændige personlighed formår han at hævde sig en særstilling på det danske Parnas, selv om han hverken i sin litterære virksomheds omfang eller betydning tør jævnstilles med den nyere danske litteraturs fader. Det har dog utvivlsomt skadet hans litterære eftermæle, at hans hovedværk er skrevet på Latin og kun lidet kendt af hans landsmænd; ti Falsters danske satirer tåler ikke ret nogen sammenligning med Holberg, dertil er de holdt i en lidt for almindelig humanistisk stil og savner i nogen grad det pust af liv og virkelighed, lune og humor, som giver Holbergs komik dens uimodståelige tiltrækningskraft. Derimod kan Falsters discurser i »Lærdoms lystgård« i mange henseender fuldt ud måle sig med Holbergs epistler, som det ligger så nær at sammenstille dem med på grund af begge værkers brogede mangfoldighed af æmner; ja de overgår stundom epistlerne i friskhed og djærvhed - en naturlig følge af at de er modne frugter af hans fulde manddomskraft, medens Holbergs epistler gennemgående bærer præg af at være gammelmands værk. Og i hvert fald tegner sig ved gennemlæsningen af dem et tiltrækkende billede af XVIII Falsters personlighed og hele åndspræg, der tydelig viser både slægtskabet med og afstanden fra hans store samtidige: de er fælles om at sætte den sunde fornuft til doms over tidens dårligheder, om en vis mådeholden reformiver og en forsigtig rationalisme i religiøse spørgsmål, med tydelig front imod pietisterne; men hvor Holberg er kritiker og polemiker, er Falster humanist og ironiker, langt niere i slægt med den gamle, i en mand som Erasmus af Rotterdam legemliggjorte humanisttype end hans af den engelske filosofiske kriticisme stærkt påvirkede store samtidige.