↩
Overfor de afvigende trosbekendelser stiller F. sig højst forskelligt. Han forsvarer den reformerte menighed i Danmark ud fra kristelig overbærenheds og tålsomheds synspunkter (III, 1) og får atter her lejlighed til at give kristenheden et hib: hedningerne havde mere ærbødighed for deres templer end de kristne nutildags har for deres kirker. Derimod angriber han flere steder skarpt Romerkirken (i fuld overensstemmelse med Holberg); det »roman-katholske« standpunkt er for begges rationaliserende betragtning en løjerlig og uhyggelig afvigelse fra fornuftens vej og en forstenet oldtidslevning, hvis stamtræ tilmed ikke er rundet af ublandet kristelig rod; således fører F. i en discurs (II,17) det katolske bispeskrud tilbage til det romerske hedenskabs præstedragt, så at den kristne Romerkirke altså ganske fortsætter den hedenske Romerkirkes overleveringer. De katolske konvertiter er af meget ringe kvalitet, menneskelig set; i det hele har F. alle nys omvendte (ikke mindst dem der er af jødisk herkomst) mistænkte for letbenethed i åndelig henseende og anfører eksempler derpå (I,49). Også i den ovenfor nævnte ideale levnedstegning af en ireniker (II,25) findes udfald mod Jesuiterne. Andensteds (I,14) kombineres hans angreb på disse med den hos ham som hos Holberg ret hyppige
XXIII
pennefejde mod atheister og naturalister, idet han påstår, at man på Jesuiterskolerne lærte en art materialistisk verdensopfattelse. Denne polemik er iøvrigt, som allerede af N. M. Petersen påpeget, af ikke ringe åndshistorisk interesse, idet den tydeligt viser, hvor udbredt det af det 17. århundredes filosofi og kritik udsprungne fritænkeri allerede under Frederik 4.s regering var blevet hos den dannede klasse her i landet. Allerede i første del (I,13) findes en dog ret mådeholden forpostfægtning med en atheist om brugen af korsets tegn m. m.; et andet sted (I,55) støder Falsters forsynstro sammen med fritænkeriet, idet han hævder, at fiskenes stimen ind mod land på visse årstider sker på skaberens foranstaltning for menneskenes skyld (jfr. I,45), medens hans modpart, en »naturalist«, benægter dette; Falster benytter med det samme lejligheden til at advare en ung mand mod farerne ved naturstudiet og anbefaler forsigtigt at holde fast ved den ortodokse bibelfortolkning, selv hvor den tilsyneladende strider mod naturen. Betydeligere er dog den discurs i anden bog (II,13), hvor F. kaldes til en atheists eller skeptikers dødsleje og fremstiller for ham sin barnlige tro på Gud uden hensyn til teologiske stridigheder: man skal tro på det, som medfører den mindste fare og den største trøst. Altså et forsigtigt og tilsyneladende ortodokst standpunkt, meget nær i slægt med Holbergs stadig genkommende udtalelser om hvad der er sikrest at tro på (jfr. ovenfor), men farvet af betydelig større religiøs varme; man får virkelig det indtryk, at F.s tro på Guds forsyn er en bærende kraft i hans liv. - Jøderne ynder F. ikke og kommer med adskillige udfald imod dem; se f. eks. II,5, hvor han ganske billiger regeringens holdning
XXIV
overfor prokurator Gedeløkkes begravelse i kristenjord, da en sådan overløber (han var gået over til jødedommen) ikke fortjente bedre skæbne; en anden af discurserne (I,22) indeholder fantasier om deres omvendelse til kristendommen. Men man har en fornemmelse af, at F. stundom maskerer en mod selve kirken rettet polemik ved tilsyneladende at sigte på Jøder og Jesuiter; f. eks. tager han et steds (I,16) i form af en ordstrid med en Jesuiterlærling afstand fra kirkefædrenes naive og forældede meninger om naturens fænomener. En vis forkærlighed for æmner, der tilhører e ler dog strejfer ind på teologiens områder, har Falster tilfælles med Holberg, og en vis forsigtig rationalisme er karakteristisk for dem begge. Således drøfter han (I,6), hvem lykken i tærningspil skyldes: ikke stjærnerne, ikke Guds forsyn, heller ikke tilfældet, der er et tomt navn, som intet forklarer. Bedre er den hypotese, at den skyldes en virkning af lavere ånder eller genier, men også den er vanskelig at fastholde (jfr. Holbergs epistel 36, hvor han ligeledes tager afstand fra Bayles tanker om slige geniers indvirkning på lykketræf i livet). Med en vis skælmsk empiri ender han med at betone, at de erfarne spillere har de bedste kort på hånden, ligesom de erfarne feltherrer og soldater er nærmest til krigslykken. - Spørgsmålet om undere og jærtegn kommer han nogle gange ind på; overfor oldtidens hedenske mirakler viser han - i modsætning til kirkefædrene - en sund historisk skepsis, der dog stundom udarter til den fra århundredets senere del så velkendte flade rationalisme, såsom ved forklaringen af Junos røst i Veji (I,8); dog tør han ikke benægte alle miraklernes virkelighed, men antager at nogle af dem skyldes de
XXV
såkaldte skjulte egenskaber (qualitates occultæ) ved tingene. De kristne undere indlader han sig forsigtigvis ikke med. - Overfor samtidens stadig levende tro på spøgelser og genfærd indtager han en lignende forsigtig skeptisk holdning som Holberg, idet han sålidt som denne absolut tør benægte deres tilværelse og vender sig polemisk mod en udpræget materialist, der ikke troer på dem (I,29): man kan jo dog ikke vide, om ikke englene muligvis usynligt færdes iblandt os og forårsager de fænomener, som vi udlægger som spøgeri. Slige tanker fremsættes dog vist mest af ortodoks forsigtighed; i hvert fald afsvækkes de til slut kendeligt ved at F. (noget underfundigt) henviser til, at de skadegørende onde ånder væsentlig er indskrænkede til jordens udkanter såsom Lapland, Indien etc. med deres uvidende befolkning. Endnu større ortodoks forsigtighed viser F. ved omtalen af det fra biskop Jersins skrifter kendte jærtegn med den gådefulde indskrift på en rude i Ribe, hvis fremkomst han snarest tilskriver Guds finger (II, 18). - I et par discurser om dyrenes moral (I,45) og om dyrenes sjæl (I,42) røber F. sin teleologiske verdensanskuelse: dyrene er til for menneskenes skyld og er af skaberen satte i verden som menneskenes moralske forbilleder; de synder ikke mod naturen som vi, hvilket man dog ikke kan tilskrive deres dyd, da de ifølge deres natur er ude af stand til at handle anderledes. Dyrevarsler henføres til det guddommelige forsyn, der lader dem ske for menneskenes skyld. -