↩ Om den menneskelige sjæls væsen udtaler F. sig med samme forsigtige skepticisme og samme ortodokse forbehold som m. h. t. spøgelsetroen (I,1). Angående XXVI legemets opstandelse fremsætter han (I,9) den utvivlsomt rigtige, men meget ængsteligt indsvøbte tanke, at opstandelsen ikke er en oprindelig jødisk lære, men stammer fra de gamle Persere. Hans yndling blandt kirkefædrene er Lactantius, hvis elegante og noget verdslige veltalenhed og stærke berøring med de hedenske klassiske forfattere utvivlsomt har tiltalt ham særlig; i fremstillingen af L.s kætterske meninger (I,26), der på flere punkter nærmer sig noget til Arianisme og andre mere eller mindre rationaliserende retninger, sporer man en sympatetisk understrøm af velvilje, og F. ender med at fastslå, at L. trods alt må kaldes en god og oprigtig kristen. - I sin fortolkning (III, n) af det vanskelige sted i Pavli breve (1. Cor. 15,32) om apostelens dyrekampe fastholder F. den bogstavelige forståelse af Pavli ord; men man har en fornemmelse af at der gemmer sig en vis underfundighed i dette standpunkt, idet han ved at drive mirakelsynspunktet ud i dets yderste konsekvens just opnår at godtgøre dets urimelighed. - I en discurs om verdens alder (III,16) forsvarer F. af historiske forsigtighedsgrunde den gængse tidsregning fra verdens skabelse; usikre overleveringer fra Kina o. l. kan ikke rokke herved. Derimod tror han ikke på rigtigheden af den gængse antagelse om verdens alderdom og svækkelsestilstand, der efter hans mening strider imod troen på Guds almagt og forsynsstyrelse; naturen er lige så rig og frugtbar i vore dage som den altid har været. Lige så urimelig er den gamle tro på at jorden fordum var befolket af kæmper; menneskenes størrelse er ganske den samme nu som på Adams tid.