Falster, Christian Uddrag fra Lærdoms Lystgaard eller Adskillige Discurser

Det er en selvfølge, at en filolog og lærdomselsker XXVII som Falster ofte kommer ind på betydningen og værdien af studeringer, dels i al almindelighed, dels særlig vedrørende filologiske studier. Allerede i første bogs første discurs udtaler han tydeligt sin foragt for opramsende og udenadlært viden; og hans uvilje mod sammenjasket lærdom, tåbeligt æmnevalg og urimelige spidsfindigheder lægger sig mange steder klart for dagen. Således advarer han (I,48) mod polymathi og stundesløshed i studéringer; man skal undgå naragtige materier (såsom: Hvoraf var Kristi tornekrans og svøbe gjorte?)*) og i det hele vogte sig for alle vilkårlige kombinationer og vidtløftige undersøgelser over rene bagateller, som grammatikerne har for skik. Ligeledes satiriserer han over det forældede logiske pindehuggeri og advarer imod golde teologiske stridigheder. - Endnu skarpere udtaler han sig længere fremme (III,32): en og anden undrer sig over at der kun gives så få virkelig lærde mænd; det gør F. ikke, når han tænker på de unyttige litterære spil som livet bruges til. Vi tider af umådelighed i boglige kunster. Afskaf teologiens dunkelheder og spidsfindigheder; indskrænk eller afskaf metafysikken i filosofien, men dyrk natur- og moralfilosofien bedre end hidindtil. Afskaf filologiens falske lærdom og pedanteri, men dyrk iøvrigt filologien, det humane hovedstudium, på en fornuftig måde. - Således står F. på en ikke uværdig måde ved Holbergs side i kampen for den sunde fornuft imod alle de latterlige og forvredne fortidslevninger i datidens videnskabelighed, og denne kamp fører han utrættelig * XXVIII
igennem på en række af åndslivets områder: et steds (I,35) satiriserer han over de barbariske skolastiske begreber og distinktioner; et andet sted (III, 5) over de tyske juristers barbarisk-middelalderlige Latin, over filosofernes barbariske latinske kunstord, over visse teologers og lægers slette Latin etc.; men han sparer heller ikke II,2) de klassiske latinpedanter, der ikke kan tåle andet end guldalderlatin selv i almindelige latinske breve, og spotter i det hele over dem, der troer at kun det gamle har virkeligt værd. - Andensteds (II, 11) satiriserer han - med udgangspunkt i sit egne beskedne bibliotek - over tidens polymathi og jagt efter flotte bogudgaver; eller han hævder kraftigt filologiens og de andre videnskabers ret jævnsides med teologien (II,7), I en af discurserne (I,25) giver han udtryk for sine patriotiske bekymringer om hvordan der kan rådes bod på de boglige kunsters slette tilstand i Danmark, så udlændinges ugunstige dom om os kan formildes. En råder til at videnskabsmændene ikke skal sysselsættes så meget som praktiske embedsmænd; en anden appellerer til adelens mæcenat; F. selv foreslår årlige præmieopgaver efter de franske akademiers mønster - et råd som Holberg synes at have skrevet sig bag øret; i hvert fald udsatte han som bekendt i 1737 og de følgende år prisbelønninger for sirlige og smukke danske vers, og F. deltog selv i en af konkurrencerne. - At F. var kemisk fri for lærd vigtigmageri, viser det lille træk som værket slutter med (III,33): en købmand beklager at han ikke forstår sig på boglige kunster; men F. beder ham slå sig til tåls, da han er lykkeligere med sin sunde fornuft end de lærde med alle deres kundskaber - et standpunkt, der støttes med en af XXIX Lukians fabler, med ordsprog og med gode grunde for alle fags vedkommende.