Falster, Christian Uddrag fra Lærdoms Lystgaard eller Adskillige Discurser

Iøvrigt må man ikke tro, at F. ukritisk deltager i datidens for os så stødende servile kongeforgudelse; tværtimod udtaler han sig på ikke få steder om kongemagten med en forbavsende frimodighed; det eneste sted, hvor han bruger overdrevne udtryk om en dansk konge, er i hans ovenfor anførte lovprisning af den afdøde Frederik 4., men selve denne lovprisning viser netop hans moralske mod overfor den herskende pietisme. Karakteristisk i så henseende er navnlig en discurs (III,9), hvori den bekendte Jakob Worms satirer og livsskæbne bringes på bane; nogle unge mennesker slutter sig til Worms klager over de dårlige embedsbesættelser; F. benægter ikke rigtigheden heraf, men forvarer sig dog forsigtigt mod at lægge fyrsten selv disse til last; og hele stykket udmærker sig ved sine frimodige ytringer mod kirkens og statens ledende rnænd. I en anden discurs (II,31) drøfter han et med det foregående meget nærbeslægtet æmne, nemlig de mange underslæb, som embedsmændene gjorde sig skyldige i; F. tilråder, meget forstandigt, først og fremmest ordentlige lønninger og ikke sulteføde; den, der får offentlige penge mellem hænder, bør ved embedstiltrædelsen opgive beløbet af sin formue, medgift og gæld; desuden kræver han et strængt tilsyn og et XXXV opgør med staten, om ikke før, så ved vedkommendes død. Andensteds (I,7) håner han tidens spytslikken overfor de mægtige, der ofte nærmer sig det blasfemiske - en ytring som nutiden ikke har svært ved at underskrive blot ved flygtig gennemlæsning af nogle få af datidens æredigte, der dufter så stærkt af kongerøgelse at man får kvalme derved; F. forsømmer naturligvis ikke lejligheden til at fremhæve, at de gamle hedninger aldrig fornedrede sig så dybt, end ikke i den romerske kejsertid. Skarpest udtaler F. sig dog i en discurs om hoffernes tryllekreds (III,23); han fremhæver her, at overtroen er en god hjælperske for det af hofferne udøvede trylleri, og forklarer (iøvrigt på en noget flad rationalistisk måde, jfr. ovenfor, s. XXVI) adskillige gamle beretninger om fyrsters forbindelse med overnaturlige magter ud fra dette synspunkt som tilsigtede bedragerier. Hofferne allierer sig gerne med præsterne for at skabe denne overtroens tryllering om fyrstemagten. Dette klinger næsten revolutionært, og ytringen fremtræder da heller ikke som Falsters egen, men lægges i munden på en anden.