↩ En stortalende ung Person, som var tilstede i Bogladen sammen med os og hørte paa dette, kastede imidlertid Vrag paa slig ringe Materie og gav sig til at opregne Bernhardinum af Treviso, 10 Bartholomæum Corte e) og snart sagt alle mulige Skribenter fra enhver Tid og udaf ethvert Folkefærd, der havde skrevet om Sjælen, saa det var som at høre et Register tale. Men nu var der en anden, ikke ulærd, ung Mand, en af mine gamle Disciplef), som kedtes ved denne tomme Navneopregnelse og sagde: »Det er ingenlunde, som du troer, en ringe Sag, som vor Juel undersøgte, og om hvilken ligervis Aristippus i en frygtelig Livsfare i al Stilhed af handledeg). Den er sandelig vanskelig nok, og Simonides havde god Grund til at tøve, da Tyrannen Hiero adspurgte ham, hvad og hvordan han troede at Guderne vare h).« - Ved disse Ord gav jeg med et Vink til Kende, at det huede mig ikke at trættes med denne Praler. Der gjordes justement et Ophold i Talen, ganske efter mit Ønske; thi jeg har ej for Skik at mundhugges ubesindig om en alvorlig Sag, paa det at jeg ej, som Pablilius Syrus sigeri) skal gaa glip fra Sandheden; ogsaa er der ingen Disputer som jeg omhyggeligere undgaar end dem, der vedrøre Menneskets Sjæl.