↩ En anselig Mand, udstyret med Midler saa vel som Lærdoma), havde indbudt mig til Middag med adskillige andre, og blandt dem en ej for Muserne, men vel for Philosophien fremmed Mand, hvis Sind havde inddrukket Gerrigheds og - hvad du vil undres over - Veilystes Forgift. For at nu han skulde vende om fra denne sin Galenskab og atter blive sig selv mægtig, bad den ærlige Vært, der ved Svogerskab var forbunden med hamb), mig hemmelig om Forlov til at benytte sig af min Tjeneste til at curere Manden. - Jeg stred længe imod af Undseelse, da jeg vel var mig min Ringhed bevidst, og ej heller var uvidende om, at der hører Guddomskraft til at uddrive Dæmoner; men omsider, da ingen Art Taler plejer at gaa mig nærmere til Hjærte end de socratiske, og da jeg intetsteds tykkes mig selv at leve lykkeligere end hvor et lykkeligt og roligt Levneds Vilkaar omhandles, lod jeg mig overtale og beredte mig i Sindet ligesom en Fægtemester til mandelig at imodtage eller og varlig at undvige Hug og Stød. - Man havde 13 alt begyndt at sætte Maden frem, da Talen tilfældigvis faldt paa Kunst-Malernes ypperlige Arbejder; denne Lejlighed greb Værten og lod hente et net Skilderi af Diogenes til behageligt Eftersyn for Gæsterne. Dernæst bragte han det hen til den gerrige Mand og rakte ham det, og denne bad ham fluks om at forære sig det. Dertil svarede Hus-Herren sagtmodig og venlig: »Lær saa af denne Philosopho at byde over og ej læmpe dig efter dine Lyster!« Nu blev den anden ikke saa lidt fortørnet og tog hart afsted mod Diogenemc) som en Skifting af det menneskelige Køn. I den Anledning tog jeg læmpelig Philosophen i Forsvar og foreholdt ham Alexandri Magni Dom, der foregives at have sagt, at hvis han ikke var Alexander, vilde han have været Diogenes d). Af dette Frø opvoksede en fast overvættes Uenighed mellem os, hvis Hovedsag var denne: Han klagede paa Naturen som en Stifmoder, fordi vi, skrøbelige og Sygdomme undergivne som vi ere, ej ret kunne nyde vor Fædrenearv og Livets Goder. Dertil svarede jeg: »Du tykkes mig at have læst Epicurum, for hvem det ypperste Gode er Kødets Kraft og Sundhed e), men ikke at have læst Lactantium f) som herligt og paa mange Maader underviser denne om at der med god og skellig Grund er draget Omsorg justement for dette, at Mennesket kan anfægtes af Sygdomme. Ja, jeg takker sandelig endog GUD derfor, at jeg haver et skrøbeligt Helbred, som skulde jeg daglig rejse ud af Livet. Ej anderledes har, som jeg troer, Plato været til Sindsg), der med 14 Flid valgte sig Academiet, det usundeste Sted i det Attiske Land; eller Pythagoras. som ved Synet af en fed og kraftig Mand udbrød: Vil du dog ej aflade med saalunde daglig at berede dig et haardere Fængsel? h) Ganske som du med Rette beleer hin Dionysium fra Heraclea, som faldt fra den Stoïcer Zeno, fordi han ej var helt karsk paa Øjnene, og raabte at hans Lærdomme vare falskei); og som du leer ad Chironem, der siges at have ønsket sig Døden paa Grund af sit smertefulde Saarj).« - Hin yppede fremdeles Trætte med Skæbnen om dens Forurettelser af Menneskelivet, fordi den som ved en beskikket Lov aldrig indeholder alle Lyksalighedens Delek). Jeg svarede dertil: »Husk at man bør omgaas saalunde med GUD i Live som i dette Gæstebud med vor velædle Vært, af hvem ingen af os uden den mest uforskammede vilde kræve det hele Bord for sig alene, og ingen uden den næseviseste saa meget som en kosteligere og federe Portion. Tro desuden med mig, at intet Levned er saa behageligt som det der er mindre behageligt; som Varro har sagt: den Confect er sødest som ej er sødet; thi Kagernes Samfund med Maverne er ej at lide paa l). Tro at ingen er ulykkelig af Naturen, men bliver det ved egen Haand, og at alt hænger af vor Mening og Tykke m).« - Ved de Ord kunde min Modstander næppe bare sig for af Vrede at give mig onde Ord og bebrejde mig Philosophiæ Studium som en skammelig Last, som var jeg hvad man kalder en Kætter. Omsider da denne Parleur d'orn) talte om intet andet end Penge og var ej 15 langt fra at lægge mig til Last, at jeg endnu ikke havde lært