↩ Prøve paa Hukommelse og Veltalenhed havde jeg som ung Mand aflagt baade een og tvende Gange fra Prædikestolen, ej uden Held, om man tør tro Folkegunst. Min saare gudfrygtige Moder, hvem jeg tyktes noget senfærdig til dette 16 Forehavende, aflod ej med at trætte mig med Bønner og Bebrejdelser, at jeg dog maatte holde det for skønt at slægte min Fader paa udi det theologiske Studioa). Jeg adlød, som det sig skikker en Søn, og anvendte alle Fristunder fra mine Sysler, saa ofte jeg kunde stjæle lidt Tid, til at læse vexelvis i GUDs højhellige Ord og i de dogmatiske Lærdomme. Da jeg havde fuldendt mit Pensum, og alt var paa det Punct, at jeg skulde godtgøre om min Fremgang kunde staa for en theologisk Prøve, efter Landsens priselige Sæd og Skik, faldt en uventet Lejlighed ned til mig fra Himmelen, som afbrød Studiernes paabegyndte Væv og gengav mig helt til de humane Videnskaber, til hvilke jeg droges af en forunderlig Sindets Magtb). Det var min stræbsomme Moder - min Fader havde jeg alt mistet som et fire Aars Barn - angenemt, at jeg havde annammet Lykkens Gunst, men tillige mistænkeligt; hvisaarsag hun for at indfri det forbindende Løfte, som hun havde givet sin salige Mand paa hans Dødsseng: at jeg skulde hellige mig til GUD, tilskrev en værdig Mand af stor Anseelsec) med Bøn om at optænde i min Sjæl Attraa efter den gudelige Stand. Han skikkede sig godvillig derefter og udførte overmaade trolig det ham overdragne Ærende. Han gik til mig, fyldt med de gudeligste Tilskyndelser, dem jeg modtog ærbødig ud af et oprigtigt og rent Hjærte, og det med disse Ord: »Den algode og almægtige treenige GUD giver jeg denne min Sjæl i Vold, indtil den vender hjem til ham, og dette mit Legeme, indtil det bliver til 17 intet. Gid de gaa til Grunde, ifald de ej tjene GUDs Ære som de ere skyldige til! Theologiam ærer jeg som et Menneske, men de øvrige Lærdomme regner jeg som Dyrene i Forhold til hin. Den kirkelige Stand agter og ærer jeg sandelig saa godt som nogen, ja jeg ærer den saa højlig, at jeg ingenlunde tror mig bekvem til at antages i den, endskønt jeg gærne havde ladet mig antage, om det saa havde været GUDs Villie. Dine Beviser samtykker jeg godvillig, højærværdige Mand, undtaget at du gør alt for meget ud af Standens Hellighed, som om GUD ene elsker disse. Det falder mig justement ind - om det maa være tilladt at bruge verdslige Exempler - hvad en Philosophus hos Laërtium udi hans Diogenis Levned siges at have svaret Athenienserned). Disse bade ham nemlig flittig om at lade sig indvie i Mysterierne, saa som de indviede efter Døden vilde vorde saligere; men han svarede: Det er dog ganske latterligt, hvis Agesilaus og Epaminondas leve i Skarnet, men alskens ringe Personer paa de Satiges Øer, fordi de ere blevne indviede i hine e).