↩ - Men hør desforuden - om det ej er dig imod - hvisaarsag jeg fornøjer mig bedre ved det humane Studio end ved Theologiæf). Hint opfylder og forlyster mig paa uskyldig Vis, ligesom et Barn (og Børn ere vi jo alle, selv de viseste) glædes ved sin Dukke og sine Lege (Børneleg er jo fast alle menneskelige Handeler); dette er derimod en Gerning fuld af farlig Slumpeleg; det sætter svage Aander i Haar sammen, ofte ikke uden Skade enten for Navn og Rygte eller for selve den højhellige 18 Skrift, der som en Bold kastes frem og tilbage imellem dem; det opvækker de bitreste Fjendskaber, enten offentlige imellem de ulige Kirkerg), hvilke ofte ynkværdig pine, plage og skamfere hverandre indtil Landflygtighed, ja endog - grueligt at melde - indtil Død og Drab, eller private mellem een og samme Kirkes eller eet og samme Universitets Theologos, hvilke for en ringe Uenigheds Skyld opvække Storm i et Vandglas og gøre stor Allarm i indifferent Sag, som om det var ude med Himmelen, hvis ikke den ene nedstyrtedes fra sin Plads, og den anden nedstyrtede ham, alt imedens Striden ikke des mindre ofte bliver ved i det uvisse, og Sejren gøres tvivlsom. Jeg derimod lever i Philologiens Rige som i en fri Republique og dømmer frit om humane Sager, men med saadan Condition, at jeg lever fredelig og holder Maade baade naar jeg dømmer og naar jeg afviger i min Dom. Betragt, kære, Hedningenes Theologos, som ej havde Del i den guddommelige Sandhed, og hvis Meninger ej kom bedre overens end Sejerværker: de kæmpede for de guddommelige Ting med saadant Maadehold, at de ej førte Krig mod Sjælene, men meget mere kom hverandre til Hjælp, gensidig bragte de Syge Trøst og Lindring, og gjorde sig Samvittighed over at forgribe sig paa de Døde.« - »Deri have de gjort vel,« svarede min velærværdige og sagtmodige Gæst, »de have gjort vel og ypperligt; men de strede paa Blindebukkes Vis, som man siger, for deres egne uvisse Meninger, medens vore Folk forsvare den sande GUDs sande 19 Ære.« Dertil gensvarede jeg: »Bør det sig da at fægte for GUDs Ære (bare det ej er for Menneskers egen liden Ærgerrighed) med Raaben og Skælden, Bagtalelse og Had? Efter hvilket Bud, efter hvilke Christi eller Apostlernes Forbilleder? Men velan, lad Hedningene fare og se fremdeles paa Tyrker og Perser. Disses Uoverensstemmelser er du ej uvidende om, højlærde Herre, men du veed tillige, at ifølge deres hellige Ordinantser forblive de ublodige, uden Hidsighed og Anstød. Se paa hine skilagtige Læremestre i den gamle jødiske Kirke, Pharisæerne og Sadducæerne: det er sandelig ikke af dem at vore Critici skulle lære uanstændige Trætter og vanhellig Kiv om gudelige Ting, til det christelige Samfunds Fordærvelse. Endelig turde jeg ej tage meget fejl, om jeg paastod, at hine Europæ ugudelige Stridigheder i den guddommelige Sag er Aarsagen til, at dets hellige Sendebud enten ej imodtages eller og ej høres af de øvrige Verdens-Dele, og at det højhellige Evangelium holdes indenfor saa snævre Grænser. Men jeg frygter, udvalgte Velynder, at jeg misbruger din Taalmodighed eller falder i Ugunst hos dig, fordi jeg, efter Augustini Exempel i hans 357. Tale: Om Fredens Pris, fører en lidt frimodig Discursh). Dog, jeg nærer alligevel ingen Frygt; thi du er uden Tvivl selv med din Sagtmodighed og Kærlighed til GUD, Kærlighedens og Fredens Gud i), af samme Mening som jeg og ønsker Kirken bedre Kaar.«