↩ En Mand, som var meget ivrig til at forhverve Kundskaber, tilstod, at han havde i lang Tid været meget bekymret over hvorlunde han skulde forklare de tilsyneladende Vidundere, som han kaldte dema), i de gamle Hedninges Kirke: at Auguren Accius Navius eller rettere Tarquinius Priscus ved Gudstjænesten kløvede en Slibesten med en Knivb); at Billedstøtten af Juno i Veji svarede en Soldat paa hans Forespørgsel, at hun vilde flytte til Romc); at Skibet, som sad paa Grund i Tiber-Floden og 37 ej ved nogen Magt kunde rokkes af Stedet, ved at lystre Claudiæ Haand bar Vidne om hendes Kyskhedd); at Æsculapius, der blev hentet i Epidauro, eller rettere Slangen, Æsculapii Tegn, frelste Rom fra Pestilentse). »Disse Knuder«, sagde han, »fortjene sandelig en Forløsere; og ingen, der frygter GUD eller er ved sit fulde Vid, tør tro, at disse Underværker ere anrettede af den sande GUD. At tilskrive dem det Ophav, som den trefold største kalder Dæmonernes Fyrste, vilde jeg med Lactantio f) og andre lærde Mænd ingenlunde bære Betænkende om, hvis det stod fast, at Pestilentsens Fordærv er i den urene Aands Magt, saa den kan paaføre og atter borttage den. Til nu at tro dette søge ogsaa adskillige Theologer, og sandelig ingenlunde af de halvlærde, at overtale mig; men jeg veed knap om det er med den hellige Skrifts Forlov og Samtykke, hvilken lærer, at hin Fordærv tilføjes af GUDs egen Haand, medens det kun er en Tjeneres Bestilling, som forrettes af Aanden, hvilken Septuaginta oversætter ved Herrens Engel og GUDs Engel« g). Dette og adskilligt andet havde den højagtbare Mand sagt og omsider med Venskabets Ret affordret mig min Mening med honnette Stikpiller, da jeg svarede, at Sagen snarere maatte kaldes i Rette for Theologernes Domstol end for vore Bænke; hvorved jeg, for at slippe fri for hin Kendelse, betjente mig af den gamle højtidelige Formular: non liquet h). Omsider, for at føje mig efter Mandens Begæring, sagde jeg: »Fremfor alt mener jeg at man maa udgranske, hvor sikkre de 38 Underværker ere som du beretter; paa hvilken Tid de ere skete; hvilke der have været Vidner dertil; hvilken Forfatter der har overleveret os dem. Mig synes de fleste sandelig af tvivlsom Troværdighed og opkomne enten af Almuens Overtro eller af Poëternes Drømme, ganske som Livius, den højanselige Hjemmelsmand for Roms Historie, mener om hine ældgamle Fabler fra Tiden inden Staden Roms Opkomst, hvilke han derfor lader staa ved sit Værd og affærdiger med disse Ordi): Hvad der fortdies om Tiden inden Staden var grundlagt eller skulde grundlægges, og som mere er udsmykket med poetiske Fabler end overleveret ved uforfalskede Historie-Skrifter om Tildragelserne, det har jeg hverken i Sinde at bestyrke eller at igendrive. Oldtiden overbærer man heri, at den ved at formænge Guder og Mennesker gør Stædernes Oprindelse mere majestætisk. Betragt de enkelte Underværker som du har omtalt. Disse ere enten hentede fra umindelige og ukyndige Tider, som hin Slibesten, der kløvedes af Tarquinio Prisco med en Kniv (endskønt en Perle, opløst i Eddike og skaaret i Stykker, ogsaa omtales af Plinio j), eller efterladte os aleneste ved eet og det et mindre bekvemmeligt Vidne, som hin Junonis Røst i Veji, der svarede Soldaten k) (man kunde ogsaa ej urimeligen mene, at den kom fra en Præst bag Junonis Figuram), eller af de bedste Skribenter ej regnede blandt Underværker, som hint guddommelige Vidnesbyrd om Claudiæ Kyskhed, hvilket Livius l) ved Omtalen af denne Matrone end ikke berører med den yderste Fingerspidse, som man siger (thi Silium Italicum, som 39 udsirer Sagen med en pudserlig poetisk Beskrivelsem), kære vi os ej om), eller endelig senere befundne at være løs Sladder, som Æsculapii Færd til Rom n), hvilkens Bistand Staden intetsteds læses at have fornummet, naar smitsom Syge siden oftere hærgede den; hvorved jeg ydermere gøres tvivlraadig dels ved Gesandterne og Skibsmændene, der maaske have været satte ud derpaa af Præsterne og lettelig kunne have skuffet den lettroende Almue, af hvilken Æsculapii Slange ej meldes at være set, dels ved de Sibyllinske Bøger, efter hvis Propheti hin Slange siges at være hidbragt; thi ogsaa disse synes at have nydt liden Tillid hos de mere vittige af selve Romerne, som Cicero i hans anden Bog om Spaadomme«o). - Nu fremførte den Ven, med hvem jeg snakkede, ydermere andre Underværker af tvivlsom Hjemmel, saasom Exempler paa Kirke-Røvere p), der foregives at være blevne skilte ved Øjnenes Lys eller forrykte i Hovedet eller straffede med Skibbrud. »Lad saa være«, sagde jeg, »og tænk dig at alt dette er sandtq); hvo er vel uvidende om, at Kirke-Ran overalt mishager GUD? Hvo har vovet at bandlyse den guddommelige Hævn eller rettere GUD selv fra den verdslige Republique? For iøvrigt at affærdige Sagen i faa Ord: Underværker hos Hedningene ere snart rene Fabler og Eventyr (den Slags from Overtro vil man ej sjælden finde udbredt ogsaa i Fædrenes Kirke helt ned i vor Tid, for ikke at tale om Rabbinernes Paafund), snart menneskelig Øjenforblændelse og Kunststykker af Præster eller Hofmænd (herhen 40 regner jeg Vespasiani og Hadriani falske Underværker med at gengive blinde deres Syn, hvilke ere røbede af selve Skribenterne Tacito og Spartiano r), samt de Naadegaver, som sædvanlig tilskrives Kongerne af England og Frankrige, Salvekrukken i Rheims etc.s)). Undertiden fragaar jeg ej at de ere sandet), men dog naturlige og af den Art, at de maa skydes ind under de saakaldte skjulte Qyaliteter u); herhen høre, efter min Mening i al Fald, adskillige Værker af Apollonio fra Tyana v) (thi jeg vover ej at unddrage dem alle min Tiltro), item de fleste af Oradernes Værker og Sprog, hvilkes Natur og Art jeg tykkes mig at se i hin Historie, som Plutarchus og Gellius x) fortælle om en Præst ved Navn Cornelius, saalydende: Paa den Dag da C. Cæsar og Cn. Pompejus under Borgerkrigen holdt Feltslag med hinanden udi Thessalien, var der en Præst i Patavium y) ved Navn Cornelius, af fornem Slægt, ærværdig ved sin Præstedoms Ceremonier og hellig ved sit rene Levned, hvilken pludselig (mærk vel!) kom udi Affect og sagde, at han langt borte saa den skarpeste Strid at stande; dernæst, at nogle vege, og andre trængte paa - aldeles som om han selv havde været med i Slaget - og siden udraabte han med eet, at Cæsar havde sejret. Denne Forudsigelse af Præsten Cornelio syntes ganske vist den Gang slet funderet og vanvittig; men siden vakte den stor Forundring, fordi ikke alene Dagen for Kampen og Slagets Udgang var den samme som han havde forudsagt z) , men ogsaa alle indbyrdes Omskiftelser under Kampen og selve de tvende Hæres Sammenstød forestilledes ved Spaamandens Gebærder og Tale. Alt falder 41 nemlig tilbage paa Enthasiasmum eller det naturlige Raseri, endskønt du ej uden Grund har en Tanke om at en eller anden Gejsts Tjeneste stikker under (ligesom Pythagoras, der tillægger Luft-Gejster al Spaadoms-Kunst og Propheti æ)), hos Diogenem Laërtium ø) saa vel som hos vore egne Folkefærd, langt borte, oppe under selve Nordstjærnen: Lapperne; hvad der er en velbekendt Sagaa).